Indholdsfortegnelse

 Neutral og besat

I 1890'rne havde Københavns kommune under den fremsynede, konservative finansborgmester L. C. Borup foretaget store opkøb af grunde i de nordvestlige nabokommuner. Han ville sikre Københavns ekspansion under befolkningstilvæksten. Det stod samtidig disse omgivende landsbysamfunds politikere klart, at de ikke magtede at finansiere urbaniseringen i deres områder. Derfor blev Brønshøj og Valby indlemmet i København i 1901 og Sundbyerne på Amager i 1902. Med et slag var Københavns kommune blevet tre gange så stor i areal, men befolkningsmæssigt kun øget fra 360.000 til 400.000.

Administrationen af den udvidede kommune kom meget passende til at foregå fra det nye, rummelige rådhus, som i 1905 blev indviet på det gamle voldterræn mellem Tivoli og bykernen. Rådhuset blev tegnet af Martin Nyrop i en blanding af italiensk renæssance og dansk nationalromantik og med mange spændende detaljer, som understregede, at det var borgernes hus. Det fik et 105 meter højt klokketårn og blev overalt præget af gedigent håndværk. Københavns historiske arkiv fik også til huse her. Under taget indrettedes et museum, som i 1956 flyttede til Vesterbrogade 59 i Skydebroderselskabets tidligere domicil fra 1787.

Ved de store indlemmelser i 1901 og 1902 blev Frederiksberg kommune fuldstændig omklamret af København, idet det var politisk umuligt at indkorporere det stærkt konservative Frederiksberg i Københavns kommune.

Indlemmelsen betød, at man nu i stort omfang kunne planlægge yderdistrikternes gadenet og bebyggelse. Der blev afsat arealer til etageboliger og villaer. Det blev muligt at skabe mere solfyldte og grønne kvarterer, end det tidligere havde været tilfældet på brokvartererne, hvor den liberalistiske ideologi havde styret udviklingen. I stigende omfang var det nu sociale og almennyttige selskaber, som optrådte som bygherrer. Indenfor den gamle kommunegrænse reserveredes plads til anlægget af Fælledparken i 1909. Parken er blevet et vigtigt åndehul for de nærliggende bydeles befolkning og samtidigt et traditionsrigt sted for afholdelse af arbejderbevægelsens l. maj-møder.

For at hindre store skattebetalere i at flytte til de attraktive og billigere kommuner nord for København, blev Ryvangskvarteret forsynet med servitutter, der sikrede store parceller med plads til fornemme, arkitekttegnede villaer. En lignende "velhaverghetto" blev skabt i Østbanekvarteret, som fra 1895 fyldtes med etageejendomme med herskabelige lejligheder. Nye industrikvarterer dukkede efter 1900 op på det indre Nørrebro omkring Frederikssundsvej, i Valby omkring Gammel Køge Landevej, ved Sydhavnen og på det nordøstlige Amager. Også yderst på Frederiksberg skød fabrikshaller og skorstene i vejret.

Omkring 1914 ved l. verdenskrigs udbrud havde København da gennemløbet en udvikling fra i 1840 at have været en fæstningsby, hvor boliger, administration, håndværk og tidlig industri lå blandet sammen indenfor voldene og til at være en moderne storby - også efter europæisk målestok - hvor erhverv og boliger i højere grad var skilt fra hinanden. Denne funktionsopdeling blev fremmet ved forlængelsen af af en række sporvejslinier, hvis drift kommunen i 1911 helt havde overtaget i stedet for de mange private selskaber. Nu kom også omnibusruter til. Telefon og bedre postgang bidrog også til at "forkorte" de længere afstande.

I 1911 flyttede Hovedbanegården til sin nuværende plads ved Frihedsstøtten. Efter et stort gravearbejde gennem det gamle voldterræn skabtes den underjordiske Boulevardbanen nogle år senere. Den skulle etablere en bekvem forbindelse mellem Hovedbanegården og Østerport, hvorfra jernbanen fortsatte til Helsingør og Hillerød. Nørreport station blev Københavns første og eneste tunnelstation.

Den lange europæiske fredsperiode hørte op med l. Verdenskrigs udbrud i 1914. Danmark blev dog ikke inddraget i krigen, men de tragiske begivenheder ude i verden smittede alligevel føleligt af på danskernes levevilkår. Landets neutralitet betød, at Københavns store sø- og landbefæstning ikke kom i brug. Den neutrale status betød endvidere, at byen i de første krigsår oplevede en "florisant periode", som lignede den fra slutningen af 1700 årene. Skibsrederne fik store opgaver med at fragte danske fødevarer til de krigsførende lande. Talrige danske fabrikanter svang sig op på konservesproduktion. De hurtigt tjente penge og forbruget af dem i sus, dus og smagløshed døbte snart disse opkomlinge "gullaschbaroner". Men krigen skabte temmelig hurtigt mangel på råstoffer og andre varer. Inflationen fulgte trofast med. Den menige københavner gik ned i levestandard Det offentlige søgte at fordele goderne så ligeligt som muligt ved restriktioner og rationering i en grad af statslig styring, som man aldrig havde oplevet før. Boligbyggeriet gik i stå på grund af mangel på materialer, og fordi den ledige kapital lod sig friste af den lukrative skibsfart og eksportvirksomhed. Mod krigens slutning måtte kommuneskoler og barakker tages i brug til husvilde. Situationen blev skærpet yderligere, da Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig. Så gik råstofleverancerne til det neutrale Danmark helt i stå.

De første år efter krigens ophør i 1918 blev præget af lavkonjunktur med politisk uro og megen kommunistforskrækkelse på grund af den russiske revolution. Hverdagen fik desuden et dystert ind slag, da den spanske syge florerede i København omkring 1920. Der blev registreret over 3000 dødsfald. De mange handels-og industriforetagender, som var skudt op i de hektiske krigsår krakkede nu og rev pengeinstitutter med sig i faldet. Først i slutningen af 1920'rne var normale forhold ved at indfinde sig igen. Så brød Wall Street sammen i New York i 1929, og verdenskrisen blev også i Danmark en følelig kendsgerning.

I 1933 var 50.000 af Københavns fagforeningsmedlemmer arbejdsløse. Ledigheden blev ikke mindre af, at dansk landbrug ramtes hårdt af krisen, så mange fra provinsen søgte til hovedstaden i håb om job. Omfattende social lovgivning og beskæftigelsesarbejder lindrede den værste nød. Men først omkring 1937 lysnede det atter.

Folketallet fortsatte også efter 1920 sin vækst. Trods de vanskelige år blev der rejst mange nye boliger i Københavns yderkvarterer f.eks. på Bispebjerg, hvor et stort boligområde fik en flot accent med Grundtvigskirken, der blev formet som en dansk landsbykirke - men stor som en katedral, der kan ses vidt omkring. Bolignøden fra 1. Verdenskrig var mod slutningen af 1930'rneomsider blevet afløst af ledige boliger. Man oplevede husejere, som lokkede lejere med tilbud om flere måneders gratis leje for at få de tomme boliger i brug.

Boligstandarden havde i 1920'rne og især i 1930'rne fået et løft. Boligkarreerne fik grønnegårde, eller bygningerne blev lagt i fritliggende, parallelle blokke. Stuerne fik solorientering. Der kom altaner, centralvarme og bad samt nedstyrtningsskakt. Funktionalismens stil bredte sig. Rækkehusbebyggelse vandt frem. Et godt eksempel er Bakkehusene på Bellahøj. Der blev også bygget mange villaer, ofte udført som bungalower.

På egnede steder anlagdes kolonihaver, så beboerne i brokvarterernes stenørkener kunne få adgang til frisk luft og grønt om sommeren efter fyraften eller i weekenden, hvis man da ikke foretrak at tage til badestrandene ved Bellevue eller på Amager.

Bolig-arbejdssted-transporten eller udflugtsturen blev lettet i 1934, da København fik S-togs drift. Det knyttede forstæderne bedre sammen med City. Amager blev dog ikke omfattet af dette trafikmiddel, men måtte til gengæld "nøjes" med at give plads til lufthavnen i Kastrup. Den blev taget i brug i 1925 og udvidet i 1937 med raffineret funktionalistisk, designede ankomst- og afgangsbygninger. Ud for Amagers nordøstkyst anlagdes Benzinøen i 1934 til at dække den voksende bilismes behov for brændstof. på Amagers vestkyst begyndte man i slutningen af 1930'rne at inddæmme et meget stort, lavvandet område ved Kalvebod Strand. Det skulle sikre fremtidig udvidelse af København.

Så kom 2.verdenskrig med Tysklands overfald på Polen i 1939. Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Tyskerne ønskede baser i Danmark for at sikre vejen til Norge og dermed adgangen til Atlanterhavet og svensk malm. Tyske militærmaskiner overfløj under bombetrusler København, mens troppeskibe bragte soldater i land på kajen ved Langelinie. Københavnerne så afventende til. Den danske konge og regering kapitulerede under indtryk af den tyske overmagt.

Danskerne måtte affinde sig med de tyske soldater i hverdagen. Der blev ikke tale om egentlig krigstilstand de første år. Fødevarer var der nok af, men som tiden gik, betød Danmarks isolation, at der indførtes rationering i første omgang af de mere luksusprægede varer. Benzin og brændsel blev efterhånden en mangelvare. Byggeriet stilnede af.

Den tyske indblanding i den daglige statslige og kommunale administration var i starten beskeden. Der var tale om en slags "fredsbesættelse." Men efterhånden skærpedes forholdet mellem danskerne og de ubudne gæster. Fra skepsis og tavs modstand voksede en modstandsbevægelse frem, som saboterede tyske installationer eller ødelagde danske fabrikker, der leverede varer til tyskerne. Danske modstandsgrupper knyttede illegal kontakt til England. Våben og sprængstof blev kastet ned til dem fra engelske flyvemaskiner.

I januar 1943 oplevede københavnerne krigens gru for alvor, da Royal Airforce bombarderede Burmeister og Wains maskinfabrik på Christianshavn, hvor man fremstillede dieselmotorer til tyske u-både. Flere beboelseshuse ramtes.

En række folkestrejker i provinsbyerne bredte sig i sommeren 1943 til København. Det fik besættelsesmagten til den 29. august at tvinge den danske regering til at gå af. Samme dag sænkede den danske marine mange af sine skibe i Københavns havn for at hindre tyskerne i at overtage dem. Det blev derefter departementscheferne som resten af krigen måtte lede den statslige forvaltning, en slags uofficiel regering. På dette tidspunkt stiftede de danske undergrunds grupper Frihedsrådet som et koordinerende organ, som danskerne mere og mere lyttede til. Den tyske besættelse blev nu mere og mere terrorpræget godt hjulpet af danske håndlangere. Til gengæld intensiveredes modstandsbevægelsens sabotage. I oktober 1943 nåede de fleste danske jøder at flygte til Sverige over Øresund.

Det blev 1944. Efter en række danske sabotager i København om sommeren svarede tyskerne igen med bl.a. at ødelægge dele af Tivoli. Besættelsesmagten udstedte forbud mod at færdes ude om aftenen og natten. Københavnerne måtte heller ikke forsamle sig. Det blev københavnerne for meget. De protesterede mod at skulle holde sig inde de varme sommeraftener. Startsignalet til den store folkestrejke var givet. Der blev bygget barrikader i gaderne. Tyskerne svarede igen med trusler om lukning af vand, elektricitet og gas. Parterne nåede dog til en slags forlig, fordi besættelsesmagten ønskede så normale tilstande som muligt for ikke at skulle binde endnu mere militær i Danmark. Den tyske krigslykke var ved at vende, og alt disponibelt mandskab var nødvendigt ved de "rigtige" fronter ude i Europa.

Om efteråret 1944 arresterede tyskerne det danske politi og førte mange til koncentrationslejre i Tyskland. Vinteren 1944/45 blev den barskeste periode under besættelsen. Ingen politi, øget terror, voksende dansk sabotage. Folkesundheden var nu begyndt at lide under forholdene. Tuberkulose og utøj dukkede op. Om foråret oplevede københavnerne englændernes bombardement af Shellhuset, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. Ved en tragisk misforståelse ramte nogle engelske bomber den franske skole på Frederiksberg, hvorved næsten 100 skolebørn og flere voksne omkom. Ellers stod det på denne tid klart, at Tyskland var på sammenbruddets rand. De allierede tropper nærmede sig Berlin fra både øst og vest. I Danmark ventede man spændt på, om befrielsen ville ske af russiske soldater eller af engelsk-amerikanske styrker.

Den 4. maj 1945 om aftenen hørte danskerne i den illegale radio fra London, at de tyske hære i Nordtyskland, Holland og Danmark havde overgivet sig feltmarskal Montgomery. Få minutter efter var de københavnske gader og pladser et begejstret menneskehav. Folk klatrede op på taget af sporvogne eller omfavnede hinanden. I lejlighederne rev man straks mørklægningsgardinerne ned og tændte stearinlys i vinduerne. Den største festaften i Københavns og Danmarks moderne historie var begyndt.

Opgøret med de landsmænd, som havde kollaboreret med tyskerne begyndte straks. De skyldige blev anholdt og straffet, en del fik dødsdomme. De modstandsfolk, som besættelsesmagten havde henrettet under krigen, blev begravet i Mindelunden i Ryvangen. Der blev mange steder i København rejst monumenter eller sat mindeplader op for de danske omkomne.

Da København i forhold til andre besatte nationers hovedstæder kun havde lidt mindre ødelæggelser af bygninger og produktionsanlæg, kom byen hurtigt på fode igen. Hverdagen indfandt sig atter. Allerede omkring 1947 var genopbygningen stort set klaret. De sidste varerationeringer blev ophævet i 1952. Erhvervslivet fik hjulene i gang igen, da råvarer og andet nødvendigt nåede frem fra udlandet bl.a. med støtte af den amerikanske Marshall-hjælp. Boligbyggeriet stod dog længe i stampe på grund af materialemangelen. Det kneb derfor stærkt for unge at få bolig i de første mange efterkrigsår, slet ikke for enlige. Det blev ikke af, at der under krigen var født mange børn. Man talte om de store årgange. I 1950 toppede Københavns kommunes folketal med 750.000 indbyggere, mens hovedstadsområdet havde nået 1 million. Derefter begyndte Københavns kommunes folketal at gå tilbage.