Indholdsfortegnelse

 Wonderful Copenhagen

Tempoet i den økonomiske udvikling i 1950'rne forløb ret afdæmpet. Til gengæld oplevede København som det øvrige Danmark en hektisk højkonjunktur fra 1958 til 1973 en parallel til udviklingen i store dele af verden udenfor. Der blev bygget, transporteret, produceret og forbrugt på livet løs. Man talte om "de glade tressere".

Københavns absolutte dominans som landets industrielle tyngdepunkt begyndte nu at blive anfægtet. Det kneb stærkt for virksomhederne at finde udvidelsesmuligheder i det tætte bydele. Det blev mere og mere besværligt at løse transport og parkering på en rationel måde. Derfor begyndte man at flytte ud, også for at få lettere adgang til arbejdskraft i sovebyerne. Der opstod nogen industri i Københavns kommunes udkant, men det var især i omegnskommunerne at industrivæksten satte ind, nemlig i Gladsaxe, Rødovre, Ballerup og Herlev. Virksomhederne lagde sig gerne i parklignende omgivelser i bygninger i eet plan. Det blev kaldt "græsplæneindustri" og omfattede gerne fremstilling af elektronik, plastic og lignende.

På nationalt plan skete en betydelig vækst i Jylland. Resultatet var, at der fandt en opretning sted af, hvad man polemisk havde kaldt det "skæve" Danmark med København som det tunge lod i landets østlige del. I 1958 beskæftigedes knap 48 % af det samlede danske industripersonel i hovedstadsområdet, i 1973 kun godt 30 %.

Arbejdsløsheden blev næsten afskaffet. Kvinderne kom for alvor ud på arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundet udviklede sig videre med nye hospitaler, plejehjem, børneinstitutioner, sportshaller og kulturinstitutioner. Mangelen på arbejdskraft trak mange gæstearbejdere til København fra Sydeuropa, Tyrkiet og Pakistan. De slog sig ned på Nørre- og Vesterbro - 12 % af befolkningen på Vesterbro i 1984 var født udenfor Danmark - eller i de sydvestlige, nybyggede sattelitbyer f.eks. Ishøj ved Køge Bugt. Derimod bosatte kun få sig i de velhavende villakvarterer i Københavns nordegn.

Byplanlægningen blev intensiveret. I den berømmede Fingerplan fra 1947 forestillede man sig Københavns udvikling, som foregik den på en håndflade. Fra Københavns centrum strålede s-togslinier og hovedveje ud i forstæderne som fingre omgivet af bolig- og erhvervsområder, mens mellemrummene mellem fingrene tjente rekreative formål. Men planlægningen blev hurtigt løbet over ende af den økonomiske og trafikale udvikling, så Fingerplanen kun delvis blev realiseret. Fingre og mellemrum groede sammen. S-togs linierne blev ganske vist forlænget, men ingen havde forudset bilismens eksplosive vækst, hvilket ændrede planlægningens forudsætninger. I 1958 var der 1 personbil for hver 16 hovedstadsbeboere, i 1973 1 bil for hver 7. Følgelig blev udbygningen af gader, parkeringspladser og motorveje et "must". Der lagdes planer om at føre motorgader indtil centrum, men det fremkaldte snart modreaktioner på grund af den voksende miljøbevidsthed.

Boligbyggeriet i omegnen blev industrialiseret. Hvor man før havde opført en karré eller få blokke ad gangen, opstod nu med byggekranernes hjælp hele bydele på en gang. Der blev eksperimenteret i 1960'rne f.eks. i Albertslund med adskillelse af gående og kørende trafik i bebyggelsen. København havde omkring 1950 på Bellahøj fået sine første højhuse til boliger. Andre højhuskvarterer kom til, men dog ikke i det omfang som andre hovedstæder kender til. I 1970'rne kom reaktionen mod de høje boligsiloer eller de langstrakte, ensformige betonhuse. Nu foreskrev byggemoden tæt-lavt byggeri med overskuelighed, intimitet og trivsel.

Befolkningens udflytning lettede presset på den indre by og de nærmeste forstadskvarterers nedslidte og forældede boligmasse. Saneringen blev sat igang. I 1950'rne genoptog og afsluttede man den sanering af Adelgade og Borgergade, som var begyndt i 1940'rne. Dette område stammede helt tilbage til 1700 årene og havde aldrig havde været raseret af de store bybrande. Kulturhistorisk var det derfor et højst interessant kvarter, hvor museumsfolkene fik travlt med at måle op og fotografere, inden nedbrydningsentreprenørerne tog fat. Omkring 1960 kom turen til dele af Vesterbro og Nørrebro. "Den sorte Firkant" omkring Blågårdsgade på Nørrebro fra 1870'rne og 1880'rne blev næsten fjernet helt og erstattet af nyt byggeri, som mange dog fandt ville blive den nærmeste fremtids slum. De tidligere beboere måtte i vid udstrækning flytte helt væk, da de ikke kunne betale den højere leje i det nye. Det gamle arbejderkvarter var ved at blive en bydel af funktionærer.

Samtidig med saneringen opstod en bredere forståelse for bevaring af den historiske gamle bydel i København. Hvor man tidligere havde fredet enkelthuse, prøvede man nu at sikre hele karréer, ja hele gademiljøer. Forlængst vedtagne planer om at udvide visse gader i den indre by af hensyn til bilerne blev droppet. Det blev heller ikke tilladt at bygge for meget i højden. Derfor er der kun ganske få højhuse i den indre by.

Den indre by fredeliggjordes ved parkeringsforbud. I 1962 fik Strøget status som gågade, i første omgang mødt med stor betænkelighed af de handlende, men snart accepteret helt. Strøget blev dermed i endnu højere grad end før et opholdssted, hvor man købte ind, men i høj grad søgte oplevelser, f.eks. gademusikanter og anden optræden, møde sine venner eller blive set. Restaurantborde blev sat ud blandet med bænke, blomsterkummer og stativer med mode- og tilbudstøj. Stemningen blev helt sydlandsk. Strøget blev også turisternes opholdssted - i en periode i 1960'rne særlig tiltrækkende på grund af pornografiens frigørelse i Danmark. Københavns 800 års jubilæum i 1967 måtte naturligvis fejres med verdens længste kaffebord snoende sig fra Strøgets ene ende til den anden.

Turisterne fandt vej til København via Københavns lufthavn, som i 1960 blev moderniseret og suppleret med SAS-højhushotellet nær centrum. Det blev tegnet af arkitekten Arne Jacobsen. I nogle år diskuterede man heftigt, om væksten i flyvetrafikken ville gøre det nødvendigt at flytte lufthavnen til den flade ø Saltholm ude i Øresund. Øen skulle da med bro- og tunnelanlæg knytte Sverige og Danmark sammen. Nogle politikere begyndte at betragte Øresundsregionen som een stor by. Københavns overborgmester Urban Hansen hævdede omkring 1970, at "Øresundsregionen er et faktum, dens vækst kan ikke hindres - højst hæmmes, og dertil kommer, at regionen er et aktiv for hele Norden - et nordisk alternativ til de kontinentaleuropæiske og amerikanske storstadsgiganter".

Knap så gigantisk var Fristaden Christiania, selvom debatten om den fyldte megen spalteplads. I 1971 besatte slumstormere et rømmet militært kaserneområde på Christianshavn. Da politikerne stod delte i synet på aktionen, fik slumstormerne lov til at blive. En del af dem eksperimenterede med alternative livsformer præget af økologisk idéer, mens andre grupper prægedes af narkotika, hvilket gav politiet mange bryderier. Bedsteborgere gøs ved Christiania, hvor det etablerede samfunds normer blev vraget, mens mere progressive kredse så en fremtid i det alternative samfund, som slumstormerne ville skabe. Atter andre betragtede Christiania som en slags sikkerhedsventil, hvor man meget praktisk kunne isolere ubehagelige elementer.

Med energikrisens komme i 1973 blev den økonomiske vækst afdæmpet, miljøbevidstheden voksede og genbrugstanken fik et løft. I stedet for de hidtidige totalsaneringer i de gamle bydele, gik man nu mere over til bevarende sanering. Det erkendtes langsomt, at det gamle byggeri på Brokvarterne besad en rimelig god teknisk standard, som forholdsvis let kunne bringes i overensstemmelse med moderne behov, og at der var knyttet trivselsværdi til det ældre. Det forløb dog ikke uden sammenstød mellem det etablerede samfund personificeret af politiet kontra slumstormere eller lokale beboere, hvilket skabte flere borgerkrigsagtige episoder præget af tåregas og barrikader næsten ukendt for dansk mentalitet.

Folketallet i Københavns kommune toppede i 1950 med 750.000 indbyggere. I 1987 var tallet sunket til 475.000 på grund af udflytning og sanering. Til gengæld bredte urbaniseringen sig som et tæppe langt ud på Sjælland mod Helsingør, Roskilde og Køge. I dette område var der efterhånden kun få aktive landbrug tilbage, mens byfolk rykkede ind i bindingsværksidyllerne med bil i stalden og grill i haven. Samtidig skrantede Københavns gamle kraftcenter - havnen. Øresund kunne ikke klare de store skibe. Gøteborg og Hamborg løb af med Containertrafikken, og den indenlandske lastvognskørsel udviklede sig til skade for havnen. Udflytningen af industri til Jylland fik fremgang under Danmarks medlemsskab af EU efter 1972. Københavns havn kom til at ligge hen med øde kajer, forladte pakhuse, rustne kraner og tilgroede jernbanespor.

Hvad skulle man så anvende havnearealerne til? De følgende år gik debatten. Nogle ville genbruge området til kulturaktivitet i pakhusene, andre forestillede sig boligkvarterer rejse sig i stedet for skibsmaster og kraner. Så gav økonomisk opsving og ny optimisme svaret i 1990' erne: På få år hævede en lang række bygninger sig på havnefronten. Kalvebod Brygge blev massivt indrammet af kontorhuse, som tog udsigten til havneløbet. Til gengæld fik havnen nyt liv, da man overfor på Islands Brygge kunne indrette et havnebad. En vandbus skabte ligefrem bølgegang igen i havnebassinet suppleret af et øget anlæg af krydstogtsbåde ved Langelinie. Sydhavnen blev efterhånden ligesom Frihavnen og Nordhavnen en stor byggeplads til firmadomiciler og administration, men også til boliger med attraktiv beliggenhed ved vandet samt indkøbscentre som Fisketorvet.

Arkitekterne demonstrede flere steder, hvordan gamle pakhuse og siloer kunne indrettes til nye formål. Ved Christians Brygge fik man anbragt Den sorte Diamant ved at udvide Det kgl. Bibliotek nogle meter ud i vandet. På Holmen blev der sat boligbyggeri i gang, mens de gamle kanonbådsskure indrettedes til forskellige administrative og kreative erhverv. Orlogsværftets bygninger blev overtaget af arkitektstuderende. I akse med Amalienborg stod Operaen færdig i 2005, skænket af skibsreder Mærsk McKinney Møller.

I slutningen af 1990'erne tog også byggeriet af Ørestaden på Amager tøvende fart. Projektet blev stimuleret ved anlægget af den førerløse undergrundsbane Metroen, som forbedrede kommunikationen med Københavns centrum fra både Amager og Frederiksberg. Samtidig reducerede Øresundsbroen med sine motorvejsbaner og jernbanespor tidsafstanden mellem Sverige og Sjælland. Langsomt øgedes pendlingen på tværs af Sundet. Storebæltsbroen gjorde også sit til at føre København og det øvrige land tættere sammen. Disse investeringer lettede kommunikationen, men løste ikke den voksende daglige kamp mellem bilisterne om at finde parkering.

Flere af byens torve og pladser fik et løft: Det gjaldt Rådhuspladsen, omend busterminalen vakte mishag. Brolæggerne kom også til Nytorv, senest fulgte en længe ventet regulering af Kongens Nytorv. Interessen omfattede også andre bydele f.eks. Skt. Hans Torv på Nørrebro eller Halmtorvet på det Vesterbro, hvis blakkede ry nu begyndte at ændre sig til en nærmest mondæn adresse. Ellers konkurrerede stilladser overalt i byens gader om at give facaderne nye stedvis overraskende kulører.

Indvandringen fra Sydøsteuropa og Asien til København gav i århundredets sidste årtier Københavns et markant befolkningstilskud. Det opleves særlig mærkbart i bussen, på fortovet og i skolegården på Vesterbro og især Nørrebro. Flere skoler fik flertal af "nydanskere". Sammen med en voksende tendens til atter at værdsætte det snævre bymiljø fremfor omegnens villakvarterer, har udviklingen betydet, at Københavns folketal siden 1987 er vokset fra 475.000 indbyggere til ca. 502.000 i 2005. Statistikken konstaterer i 2005, at henved hver femte , som man går forbi på gaden i København, stammer fra udlandet eller er født her i landet af indvandrede forældre.

Den kommunalpolitiske udvikling i Københavns kommune forløb i årene omkring 2000 uden større forandringer. Borgerrepræsentationen så dog set flere nye ansigter på talerstolen, dels på grund af partiet Venstres større opbakning fra vælgerne, dels på grund af en øget repræsentation af "nydanskere". Et forsøg med bydelsråd faldt ikke positivt ud og blev droppet. Den landsdækkende reduktion af kommuner og amter, som blev lovfæstet i 2005, gik udenom Københavns kommune. Man ændrer ikke let kommunegrænsen i det i praksis samarbejdende, men politisk formelt reserverede naboskab mellem Frederiksberg og Københavns kommuner. Efter et traditionelt forvirret kommunevalg og kaotisk borgmesterkonstituering i 2005, som skyldes storbysamfundets mange forskellige interessegrupper og brogede befolkningssammensætning samt en stivnet kommunalforfatning, fik landets største kommune for første gang en kvinde, socialdemokraten Ritt Bjerregaard, som overborgmester.

København stod ved begyndelsen til det nye årtusind stadig ubestridt som Danmarks kontrol- og kommunikationscenter, som byen har været det gennem århundreder.