Kb1807

 


 

Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007

 

Introduktion til webudgaven

Hermed vil Selskabet for Københavns Historie præsentere B. H. Fabers bog "Kjøbenhavns Bombardement 1807, eller de tre Rædselsnætter" på sin hjemmeside.

Bag navnet B. H. Faber skjuler sig litteraten Ludvig J. Flamand. Han var født i år 1800 i København og kunne således selv have haft nogle erindringer om Københavns bombardement i 1807, men det røber han intet om i den bog, han i 1857 udgav om begivenhederne, og der åbenbarer sig en ikke en særlig udførlig gennemgang af netop bombardementet og deres konsekvenser. Det har rimeligvis skuffet en del Læsere. Og når Flamand har givet sin bog titlen "Kjøbenhavns Bombardement 1807, eller de tre Rædselsnætter", kan det kun være af salgstekniske grunde.

Flamands pointe med bogen er da også en anden end at beskrive befolkningens vilkår under bombardementet. I stedet for en skildring af bombardementet og dets følger, der er overstået på få sider et godt stykke inde i bogen, har Flamand valgt at skildre de politiske og militære forhold før, under og efter de dramatiske dage.

Bogen er skrevet i den nationale begejstringsrus efter den indbildte sejr over Slesvigholstenerne i Treårskrigen 1848-50 og den skal vise den ædle danske hæderlighed i modsætning voldelige udenlandske overgreb på det lille, forsvarsløse Danmark. Parallelerne var ikke til at tage fejl af for de mange samtidige læsere. Dem var der vitterligt mange af i samtiden, og Flamand kunne i 1860 udsende 2. oplag af sin bog om Bombardementet.

Flamand var som det anføres i f. ex. Dansk Biografisk Lexikon "litterat", og ikke historiker. Det var vel derfor han kaldte sin bog for "et historisk maleri", så han var dækket ind mod kritik fra fagfolk. Skildringen er dog ikke fiktion, men amatørhistorikerens forsøg på at forklare de dramatiske begivenheder for den store almenhed ved en stor bred historiefortælling. Deri ligger dens værdi for os i vore dage.

Bogen er udgivet med den ortotografi, som Flamand benyttede i 2. oplag af sin bog og med de fire litografier, som han lod bogen udstyre med. Det var ikke et luxusværk, og også forlæggets billedkvalitet er ringe. På godt og ondt er Flamands bog en folkebog for 1850'ernes danskere.

 

Kjøbenhavns Bombardement

1807,

eller

de tre Rædselsnætter.

Et historisk Maleri

af

B. H. Faber.

____________

Andet Oplag.

____________

Med en Tegning af Englændernes Batterier
samt 4 nye Lithographier.

 

Kjøbenhavn 1860.

Forlagt af Bog- og Papirhandler J. C. Borup,
Hvælvingen Nr. 10.

Trykt hos C. J. Elvius, Pilestræde 23.


[2]

[Tom side]


[3]

Livjæger-Corpset

paa dets

Halvhundrede-Aars Jubilæum,

da det

i Udfaldene den 17de, 20de, 25de, 26de og
31te August 1807

erholdt Ilddaaben,

og under dets kjække chef

Major Holstein,

som sagdes altid at vise Insurbordination, naar der

befaledes Retirade,

indlagde sig et berømmeligt Navn

for

Tapperhed og Mod

    tilegnet
med sand Høiagtelse
af
Forlæggeren.

 

 

 

 


[4]

[Tom side]


 

[5]

I.

Regjeringens Kortsynethed og Tryghed.

_____

Det, om ikke vundne, saa dog hæderligt bestaaede Søslag 1801, der viste, at ikke engang Verdens største Søhelt havde formaaet at underkue dansk Tapperhed, havde fyldt enhver dansk Mands Bryst med den Bevidsthed, at han, naar Faren truede, formaaede at værne om sin Arne.

Da derfor i Aaret 1807 det Rygte begyndte at udbrede sig at England rustede en Flaade, der vilde gjæste Sjælland, var Skrækken for et saadant Angreb ikke saa stor, thi man var overbeviist om, at man ikke vanslægtet i de faa Aar siden sidste Krig, og at man nok formaaede at vise den ubudne Gjæst tilbage. Man ansaae det tillige ogsaa kun for løse Rygter, thi Regjeringen viste i den Henseende en Rolighed, der maatte ansees for at hidrøre fra den Overbeviisning, at ingen Fare truede Landet fra den Kant.

Frankrig havde ligget i Kamp med Rusland og Preussen, og Danmark havde, da de fremmede Hære kæmpede paa dets Grændser, anseet det for nødvendigt, at holde en Armee paa Benene i det østlige Holsteen og


6

det sydlige Slesvig, for at overholde sin Neutralitet. Den Stridsmagt, som laa her, beløb sig til omtrent 20,000 Mand, og var adspredt i vidtløftige Cantonnementsqvartererer med Hovedqvarteret i Kiel. Kronprinds Frederik, der regjerede i den sindsvage Christian den Syvendes Navn, var Øverstcommanderende. Blandt hans underhavende Officerer havde vistnok General Ewald med Hensyn til Dygtighed den første Rang. Han var bleven indviklet i en Kamp med Franskmændene, der vare trængte ind over dansk Grund for at forfølge Preusserne. Paa dansk Side faldt kun 4 og saaredes kun 13, paa fransk derimod var der 40 Mand Døde og Saarede. Saa forbittret Napoleon var, fordi man fra dansk Side havde vovet at ville forhindre hans Troppers Gjennemmarsch, gjordes der dog fra hans Side under de nærværende Omstændigheder Undskyldninger, og Angrebet foregaves at være skeet ved en Misforstaaelse.

Den 7de Juli 1807 sluttedes der en Fred til Tilsit imellem Frankrig og Rusland, og to Dage efter imellem Frankrig og Preussen. Napoleons Stemning efter denne Fredslutning var ikke den bedste imod Danmark, thi han var af den Mening at dette Land, som en neutral Stat, skulde have forhindret Englændernes Gjennemgang gjennem Sundet, da der netop paa samme Tid var gaaet to engelske Expeditioner til Stralsund og Rygen igjennem Øresundet.

Danmark var derfor ikke i en behagelig Stilling i Aaret 1807; thi ved sin Neutralitet kunde det let gjøre sig baade Frankrig og England, der nu kæmpede med hinanden, til Fjende. Da det imidlertid antog, at det


7

fra Englands Side Intet havde at befrygte, da det fra Fastlandets Side ikke kunde hindre England i nogetsomhelst Angreb paa Nordtydskland, saa fandt det det rigtigst, at lade den danske Hær blive staaende i Hertugdømmerne for at hindre Overgreb fra fransk Side. Regjeringen syntes i det Hele at helde, som ogsaa var naturlig, til engelsk Side, men da den ikke gav nogle afgjørende Beviser paa sit Sindelag, troede England os ligesaa lidet som Frankrig. Imidlertid vilde vel først senere et fjendtligt Sammenstød have fundet Sted, men da erholdt England Efterretning om "en hemmelig Artikel" i Tilsiterfreden.

Denne Artikel har aldrig været officielt bekjendtgjort, men med temmelig Vished tør man antage, at begge Keisere i Fælledsskab agtede at opfordre Sverrig, Danmark, Portugal og Østerrig at lukke deres Havne for England og erklære dette Land Krig.

Ligeledes, at Danmark skulde erholdt Erstatning i Nordvesttydskland og ved Hansestæderne, dersom det indvilligede i at overlade sin Flaade til Frankrig.

Efter de daværende Rygter skulde den engelske Cabinetssecretair Canning have kjøbt Traktatens hemmelige Artikler for 60,000 Pd. Sterling eller 5½ Tønde Guld.

Det var en stor, ypperlig vedligeholdt Flaade, som laa i Danmarks havn. Englands Dødsfjende vilde bemægtige sig den og vende dens Kanoner imod det. Ad en fredelig Vei kunde England ikke vente, at den danske Regjeringen vilde opgive sin Neutralitet og slutte sig til det, derfor maatte denne tvinges til det. Saaledes


8

omtrent tænkte England og rustede sig til det forestaaende Tog til Sjælland.

At England kort iforveien havde sendt to Divisioner brittiske Tropper til Pommern, tjente til, at blænde Danmark Øine. En tredie Division, og det den stærkeste, besluttede England nu skulde ikke gaae til sit først bestemte Sted, Pommern, men bruges til at bemægtige sig den danske Flaade. Men da England vilde komme som en Tyv om Natten over sit Rov, maatte Toget holdes hemmeligt og skjult for Danmark, thi dette kunde, naar det opdagede Englands Plan, i Løbet af 8 til 14 Dage lade de danske Tropper komme fra Holsteen til Sjælland, og da vilde det ikke lykkes England med den Magt, 30,000 Mand, som det vilde anvende derpaa, at erobre Kjøbenhavn. Derfor underrettede den engelske Regjering hverken sin Gesandt i Kjøbenhavn eller i Petersborg om sin Hensigt med Danmark.

For at der fra selve England ikke skulde komme nogen Efterretning om den engelske Regjerings Foretagende til Danmark, lagdes der en almindelig og streng Embargo paa alle Skibe i engelske Havne, da man meente kun at bruge nogle faa Dage til Udrustningerne, og saa var færdig med dem paa en Uges Tid.

Den dansk [i. e. danske] Charge d'Affaires i London Rist, var det imidlertid lykkedes, inden den almindelige Embargo paa Skibe, at forskaffe sig en tilforladelig Efterretning om den engelske Udrustnings Bestemmelse, som ogsaa om den hemmeligholdte Afsendelse af Minister Jackson til Kiel, ligesom han ogsaa var saa heldig at erholde Leilig-


9

hed til at underrette og forberede det danske Ministerium om begge disse saa vigtige forestaaende Begivenheder.

De engelske offentlige Blade begyndte ogsaa nu med først skjulte, derefter med mere bestemte Hentydninger paa den allerede til Udførelse bragte Plan.

Foruden Underretningen om den Fare, der svævede over Hovedet paa Danmark, fra dets egen Diplomat, erholdt den danske Regjering ogsaa Vink fra den franske Legationsecretair Desangiers. - Endvidere advarede den danske Generalconsul i London, Jos. Wulff, Commercecollegiet, der ikke agtede paa Advarslen.

Ogsa de danske offentlige Blade, som Berlings Avis bekjendtgjorde mangfoldige Efterretninger, som i høieste Grad burde have vækket Regjeringens Opmærksomhed. En af disse lød efter en Skrivelse fra London:

"Expeditionen til Østersøen maa have andre Hensigter, end at holde Skibsfarten i Sundet aaben. Henimod 80 flade Fartøier ere blevne udrustede i Chatam [i. e. Chatham] og Sheernæs [i. e. Sheernesss] for at afseile tilligemed Flaaden. Disse kunne alene bruges til Troppers Indskibning og Landsætning. Man troer imidlertid ikke, at denne Expedition vil være af lang Varighed, eftersom Admiral Gambiers Plads i Admiralitetet ikke er bleven besat. Den 2den Division af den til Østersøen bestemte Expedition skal afseile imorgen eller iovermorgen. Ved den 1ste Division af 10 Linieskibe befinde sig en Deel Fregatter, Brigger Chaloupper o.s.v."

Men med en ubegribelig Blindhed, man kan næsten sige Halstarrighed, vedblev Regjeringen ikke at agte paa alle disse Advarsler og Vink. Den gjorde ikke mindste


10

Anstalt til at møde noget Angreb; den stolede paa Englands Redelighed, da den havde modtaget de helligste Forsikkringer om Venskab. Den engelske Minister Garlike, en meget retskaffen Mand, blev af sin Regjering aldeles ikke underrettet om dens forestaaende fjendtlige Hensigter, og derfor forsikkrede han saavel den danske Regjering som Ministeren for det udenlandske Departement, Grev Christian v. Bernstorf, om England fredelige Hensigter, og paastod, at de omløbende Rygter vare aldeles umulige og opdigtede. Det engelske Ministeriums Falskhed skal have været saa stort, at det havde indsendt lignende Yttringer directe til Ministeriet og Kronprindsen selv. At der fra England tidligere var gaaet to Expeditioner gjennem Sundet til Rygen, gav ogsaa Sandsynlighed for, at den tredie havde samme Øiemed.

Men det var ikke alene Danmark som ikke fæstede Lid til alle de circulerende Rygter, den preussisiske Regjering havde endog sendt flere Ladninger med Kostbarheder og Skatte fra Stettin o.a. St. til Kjøbenhavn, da den, formedelst Krigen med Frankrig, ansaae dem sikkrest der. Den hele Verden blev ogsaa overrasket, ja en Mængde engelske Kjøbmænd vare saa aldeles uvidende om deres Regjerings besluttede Foretagende, at de lode deres Skibe afseile med Varer paa 10,000 Pd. Sterling til Danmark, og det kort før den engelske Flaade løb ud, da Ingen ahnede at den gjaldt Kjøbenhavn.

Nogen Undskyldning findes der altsaa for Regjeringens ubegribelige Tryghed, og hertil kommer ogsaa, at de Mænd, der paa den Tid stod i Spidsen for det danske Diplomatie, Brødrene, Greverne Christian og


11

Joachim Bernstorff, Sønner af den berømte A. P. Bernstorf, langtfra besadde Faderens Dygtighed og Duelighed. De troede blindthen paa Garlikes fredelige og venskabelige Forsikkringer, og tænkte ikke paa, at denne kunde være ført bag Lyset af sin egen Regjering.

Det var nu engang besluttet af Skjæbnen, at Danmark skulde aldeles uforberedt overraskes af de engelske Voldsmænd og tilføies en Krænkelse, der havde en syvaarig Krig tilfølge og endte med Danmarks Svækkelse.


 

12

II.

Engelsk Spioneri og den engelske Flaades
Udrustning og Ankomst i Sundet.

_____

Af den danske Regjerings Blindhed for den forestaaende Fare benyttede England sig fortræffeligt. Det er at antage, at England havde et aarvaagent Øie med den danske Hær i Holsteen, for at den ikke skulde gjøre en Streg i Regningen. I Enden af Juli Maaned indløb der saaledes omtrent 10 smaa engelske Krigsskibe i Kielerfjord. Vistnok skete det ene i den Hensigt at spionere, thi daglig var deres Officerer i Land, og flere Personer, som udgave sig for Handelsreisende vare sikkert forklædte hannoveranske og engelske Officerer, thi, naar de havde nydt stærke Drikke, advarede de de danske Officerer for den forestaaende Fare.

Den engelske Expedition, der nu skulde overraske Danmark saa uforberedt, bestod af 3 Afdelinger. Commandoen over hele Expeditionen havde først været tilbudt Admiral Young, derpaa Sir Charles Cotton, som begge afsloge den, formodentlig, fordi de meente, at endeel af den Vanære, der faldt paa den engelske Regjering for dette Foretagende ogsaa vilde blive dem til Deel. Ad-


Ill. v. side 12

13

miral Gambier paanødte man tilsidst Commandoen, og under ham fulgte Comodore Home Popham som Flagcapitain, der ansaaes for velbekjendt med en Land- og Sømagts forenede Operationer.

Den første og største Afdeling løb ud fra Yarmouth den 26de Juli og bestod af 18 Linieskibe, 7 Fregatter og 22 mindre Krigsfartøier. Men denne fulgte Admiral Gambier.

Den 1ste August afgik en mindre Afdeling af Expeditionen fra Harwich, bestaaende af 5 Linieskibe, 2 Fregatter og en Mængde Transportskibe, hvormed især fulgte General David Bairds Division samt 2 Batailloner af den tydske Legion, som vare indskibede i Hull, Alt under Befaling af Contreadmiral Essington. Som den, der i Aaret 1793 og 94 havde commanderet en Fregat i vore Farvande, ansaaes han for at være bekjendt med dem, og til ham betroedes ogsaa Overopsynet over Transportskibene samt Armeens Ind- og Udskibning.

Flaaden bestod altsaa nu ialt af 23 Linieskibe, hvoriblandt Gambiers Admiralskib, Prince of Wales, var en Tredækker paa 98 Kanoner; 17 Linieskibe paa 74 og 5 paa 64 Kanoner. Af 9 Fregatter vare 4 paa 38, 3 paa 36 og 2 paa 32 Kanoner, hvortil endnu maae tilføies 22 mindre Krigsskibe paa 22 til 14 Kanoner.

Fra den første Afdeling gik allerede den 31te Juli Fregatten "Survailant" gjennem Sundet med den engelske Minister, Sir Brook Taylor, der skulde afløse den engelske Minister Garlike fra hans Post i Kjøbenhavn. Den øvrige Deel af Flaaden saaes først den 2den August under


14

Kullen fra Kronborgs Taarne og Masterne af det i Sundet liggende Vagtskib.

Kronborgs Commandant, Generalmajor v. Stricker, ligesom og Vagtskibets Chef meldte strax Kjøbenhavns Høiestcommanderende, Generalmajor Peymann, der tillige havde Generalcommandoen over Citadellet og Kronborg den engelske Flaades Ankomst.

Den tredie August stod Flaaden over under Hammermøllen. Paa Forespørgsel svarede Commandanten paa Kronborg, at han ingen Ordrer havde til at Modsætte sig den engelske Flaades Gjennemgang, og samme Formiddag passerede den Fæstningen under gjensidig Salut og gik omtrent kl. 1 til Ankers paa Helsingørs Rhed. Her blev den rolige liggende til den 14de August, i hvilken Tid den dagligen blev forsynet med friske Levnetsmidler mod contant Betaling, den sidste Dag endog med 30,000 Pd. Oxekjød.

I dette Tidsrum synes det imidlertid at de engelske Skibe havde seet sig om i Sjællands østlige Farvand, for at berede sig til deres Landgang. I nogle Dage laae nogle mindre Skibe i Flinterenden mellem Saltholmen og Malmø, hvor de formodentlig recognoscerede, og 10 til 12 andre mindre Skibe krydsede i Kjøgebugt. Et Linieskib kastede Anker nordlig for Torbæk; en Fregat lagde sig norden for Grunden "Stubben", og atter andre Skibe havde kastet Anker høiere op i Sundet; igjennem Kongedybet seilede ogsaa en Brig, og hvem der ikke var blind, maatte nu kunde see, hvad England havde bag Øret.

Generalmajor Peymann havde strax ved Meldingen fra Kronborg sendt et Tilbud til Kronprindsen i Kiel


15

med Beretning om den engelske Flaades Ankomst i Sundet, og forespurgte sig paa samme Tid hos Directeuren for det udenlandske Departement, Grev Joachim Bernstorf, om han turde træffe de til Kronborgs og Kjøbenhavns Forsvar nødvendige Foranstaltninger. Endnu vedblev Forblændelsen, thi Bernstorf fraraadede ham det, for, ikke at paadrage sig de Engelske Opmærksomhed. Men den gamle Peymann havde dog saa megen Selvstændighed, at han desuagtet lod Kronborgs Garnison forstærke med 300 Mand af 2den Bataillon af daværende norske Livregiment og 50 Ryttere; samt sendte Forstærkning til Trekroner og lode Cavallerie patrouillere langs Strandveien.

Den 5te August indløb der Rapport fra Korsør, af den 3die Afdeling af den engelske Flaades 3die Division paa 17 Krigsskibe under Admiral Lord Keats havde ladet sig see i Storebelt, og samme Aften var passeret Knudshoved. Peymann fandt det nødvendigt ogsaa at underrette Kronprindsen herom ved en Stafet.

Natten imellem den 9de og 10de August kom der Svar fra Kronprindsen paa General Peymanns første Rapport. Han beordrede: "at han fandt det nødvendigt, at Trekroners Batteri ufortøvet blev sat i Forsvarsstand og erholdt 400 Mands Besætning af Marine-Regimentet under Oberstlieutenant Meyers Commando, hvilken Post maatte instrueres at være aarvaagen og vogte sig for Overrumpling. Skjøndt han ikke troede, at Danmark havde noget at befrygte af de Engelske, saa fandt han dog, at man ikke burde tilsidesætte Forsigtigheden. Derfor skulde ogsaa Citadellets Søbatteri, Qvintusbastionen


16

og Lynetten sættes i complet Forsvarsstand, og Piquetter dertil commanderes, som om Natten skulde besætte samme; endvidere skulde der etableres en Vagt i Kastrup Søbatteri, som om Natten skulde forstærkes med en Piquet for at kunne være i Forsvarsstand. Kronborg paalagdes der særdeles Aarvaagenhed, dog med den Betydning, at vi vel ingen Krig havde med England og heller ingen ventede, men at kun Forsigtigheden bød strax at sætte Søbatterierne i Forsvarsstand, og Piquetter skulde derfor commanderes til disse Batteriers Betjening, som, naar det blev mørkt, skulde trække op i Fæstningen. Alle Frimænd, indenbyes og i Nærheden, skulde ufortøvet indkaldes, hvilket ogsaa skulde gjælde for Kronborgs Fæstning."

Kronprindsens egen store Redelighed lod ham ogsaa formode den samme hos Englænderne, og deraf kom det, at han søgte aldeles at skjule for disse de Forsigtighedsforholdsregler, som han nu tog. En retskaffen Mand kunde jo heller ikke troe andet, end at Englænderne vare venskabeligtsindede; thi de forsikkrede, at de vare vore Venner, de opførte sig som Venner, og vedbleve at paastaae at deres Bestemmelse havde et ganske andet Maal.


 

17

III

Den engelske Gesandt Jackson og Kronprinds
Frederik.

_____

Nu var Tidspunktet kommet at England vilde afkaste Venskabsmasken. Dets frygtelige Flaade omringede Øen Sjælland, og vis paa, at det nu kunde uden at møde Modstand, kaste sig over dets længe attraaede Bytte, skulde Danmark ogsaa nu faae at vide hvad dets Hensigter vare.

Som vi have fortalt, havde Sir Taylor, der havde et tvetydigt Rygte, afløst den retskafne Garlike; men en overordentlig Gesandt, Sir Jackson, der var overdraget at bevirke den danske Flaades frivillige Udlevering, landede derimod den 8de August i Tønningen. Herfra begav han sig strax til Kronprindsens Hovedqvarteer i Kiel og meldte sig der for den udenlandske Minister, Grev Christian Bernstorf, som overordentlig befuldmægtiget Minister for det engelske Hof, og blev af Bernstorf indført om Aftenen paa samme Dag han var ankommen hos Kronprindsen som netop sad i sin Families Kreds efter Middagstaflet. Kronprindsen, der aldeles ikke kjendte noget til Tilsit-Traktatens hemmelige Artikler, blev bestyrtet ved første-


18

gang at høre dem omtale, men hans Bestyrtelse gik over til Forbittrelse, da Jackson fremkom med Englands Fordring. Denne nævnte "Nødvendigheden og Fordelene af det nøieste Forbund imellem Danmark og England, og at dette sidste behøvede et sikkert Pant for Danmarks Vedblivelse i den nye Forbindelse, samt at England, saalænge Danmarks Flaade forblev i dets eget Værge, endog ikke ved den attraaede Alliance var sikkret for de Forbindelser Rusland og Frankrig havde udkastet med Hensyn til Danmarks Deeltagelse og dets Sømagts Brug mod England, hvorom det engelske Cabinet var bleven sikkert underrettet."

Derpaa yttrede Jackson, at han var bemyndiget til, "at gjøre Danmark Tilbud af Understøttelse med en Deel eller den hele Magt, som England havde paa Kysten af Sjælland, mod Frankrig; men at Expeditionen paa den anden Side var af en saadan Styrke, at den kunde ved Magt naae sit Maal, og saaledes afgive den Undskyldning til Frankrig, at Danmark var bleven tvungen til at underkaste sig det engelske Cabinets Fordringer."

Medens Kronprindsen burde have mødt Trædskhed med Trædskhed, søgt ved Underhandlinger at opholde Gesandten og derved vundet Tid, saa tilkjendegav han strax med sit ægte danske Sind sin Harme over det gjorte Forslag.

"Historien opviser", svarede han, "neppe noget Exempel paa et Angreb som det, hvormed England vover at true Danmark, og man kan vente mere Redelighed hos Barbareskerne end hos den engelske Regjering. Det foreslaaer Englands Alliance! Dets hidtilværende Allierede,


19

der saalænge havde maattet vente forgjæves paa dets Bistand, kunde bedst bevidne hvad denne har at betyde."

Jackson fandt Prindsens Tale haard, men denne svarede med sin sædvanlige Frimodighed: "har man Mod til at paatage sig en saadan Mission, maa man ogsaa have Mod til at høre Alt."

Ikke uden Forlegenhed lod nu Gesandten falde nogle Ord om en tilkommende Erstatning, men Prindsen afbrød ham. "Hvormed vil De erstatte Danmarks Ære?" spurgte ham. "Skulde Kjøbenhavn," vedblev han, "blive tagen af Englænderne, saa skal jeg til næste Vinter vide at gjøre det Samme som Carl Gustav, og Isen skal forskaffe mig en sikker Overgang over Beltet."

Andet Svar vilde Kronprindsen i sin retfærdige Harme ikke give Jackson, og henviste forøvrigt til Kongen selv og Directionen for de udenlandske Anliggender i Kjøbenhavn.

Kronprindsen besluttede derpaa strax at reise til Kjøbenhavn, for at ordne denne Stads Forsvarsanstalter og tillige bringe sin Fader, Kongen, bort fra den Fare, der ellers kunde ramme ham, hvis Stadens skulde blive beleiret.

Det synes paa den Tid at have været Kronprindsens Forsæt selv at forsvare Staden, thi han indsatte Generallieutenant Prinds Frederik af Hessen i Commandoen over Armeen i Holsteen. Ogsaa beordrede han Chefen for Artillerivæsenet, General v. Bielefeldt med hans Adjutanter og flere Officerer, samt sine egne Adjutanter Fribo, Rømer v. d. Mase og Rømeling at begive sig saa hurtigt som muligt til Kjøbenhavn. Ogsaa


20

Generalqvarteermester-Lieutenant Haffner, som paa den Tid var i Hamborg, erholdt en lignende Ordre.

Om Natten reiste Kronprindsen ledsaget af Prinds Christian af Hessen og sin Generaladjutant, Major Bülow.

Reisen skete med den største Hurtighed. Den følgende Dag var han allerede i Kolding, hvor Generalmajor Bardenfleth fik Ordre til at marchere med 3 Escadroner slesvigske Ryttere, et Batterie og en Bataillon af 3die jydske Regiment til Odense og Omegn. Søbatterierne i Fredericia og i Strib lod han montere. Den 10de August expederede han i Snoghøi og i Odense Ordre til Generalcommandoerne i Nørre-Jylland og i Fyen, samt til Civilauthoriteterne, hvilke alle indeholdt krigerske Foranstaltninger.

Den engelske Minister Jackson tog samme Vei til Kjøbenhavn som Prindsen, men denne vidste at hindre hans hurtige Reise, thi han havde befalet, at Ministereren skulde opholdes ved Omskiftningen af Heste, 2 Timer paa hver Station, hvilken Ordre ogsaa udførtes til Jacksons Forbittrelse, der igjen søgte at indhente den Tidsspilde, som herved opstod, ved at fordoble Postillonernes Drikkepenge, dog indtraf han først 2 Dage efter Kronprindsens Ankomst til Kjøbenhavn og efter at denne allerede igjen havde forladt Staden.

Den tredie Dag efter sin Afreise fra Kiel den 11te August om Middagen ankom Kronprindsen til Kjøbenhavn, hvor han tog ind paa Amalienborg.

Prindsens Ankomst til Staden foraarsagede ikke en liden Glæde blandt dens Indvaanere. Man vidste her


21

meget godt at Englænderne agtede at gjæste Sjælland og angribe Kjøbenhavn, men nu, da man havde den elskede Prinds, hvem man troede vilde som Frederik den Tredie "dø i sin Rede," agtede man ikke den forestaaende Fare.

Men havde det ogsaa ved Afreisen fra Kiel været Kronprindsens Agt selv at lede Kjøbenhavns Forsvar, saa var han vistnok allerede underveis bleven underrettet om fjendens store Styrke, hvilken end yderligere bekræftedes, da han strax ved sin Ankomst lod sine commanderende General, Ministerne og de fornemste civile Embedsmænd kalde, thi disse vare alle af den afgjorte Mening, at det vilde være umuligt at forsvare Staden med Held.

Det var vistnok en sørgelig Tidende for Frederiks gode Hjerte, at han skulde saa at sige opgive sin kjære Hovedstad, og formodentlig fattede han derfor den Beslutning at ile tilbage til sin Armee, for at føre den, hvis det lod sig gjøre, til Sjælland, eller ogsaa haabede han at kunne indlede Forhandlinger, der muligen kunde bringe Englænderne til at afstaae fra deres Forsæt.

Det synes her, at være et passende Sted til at omtale Kronprindsens, den senere Frederik den Sjettes Personlighed. Ingen kan frakjende ham et deeltagende og godtgjørende Hjerte, en redelig Charakteer, utilgjængelig for Smiger; men desuagtet manglede han flere Egenskaber, som udfordres af en Fyrste, der selv vil styre sit Rige igjennem Tidsomstændighedernes Malstrøm.

Vi ville her benytte os af en Charakteerskildring af Prindsen som J. v. Ræder giver i sit Skrift: Danmarks Krigs- og Politiske Historie, hvilket vi i Særdeleshed har


22

lagt til Grund for denne historisk [i. e. historiske] Skildring, for derved at give vore Læsere et Begreb om den Personlighed, der nu skulde lede de forestaaende Krigsbegivenheder.

"Vistnok," siger Ræder, "besad Frederik den Sjette flere til en Befalingsmand eller General hørende gode og uundværlige Egenskaber. Han havde et godt militaristisk Øie og megen Tak, var haardfør, arbeidsom, nøiagtig, tarvelig og nøisom i alle Nydelser, og i yngre Aar en meget streng Befalingsmand og Herre; saa at han, dersom han havde gjennemgaaet en alvorlig Krigsskole, sikkert vilde være bleven en ikke almindelig kyndig og duelig Feltherre."

"Men i hans Ungdom var hans Uddannelse bleven forsømt, og han fik senere, formedelst Regjeringspligterne, som blev ham paalagt i saa ung en Alder, ikke Tid og Leilighed til at indhente det Forsømte eller lære at kjende Verden, dens fremadskridende Virkninger og de store Verdensbegivenheder, som indtraf i hans Tid, nemlig: den nordamerikanske Frihedskrig og den franske Revolution med dens Følger, hvilket og derfor ikke efterlod sig nogetsomhelst mærkeligt Spor ved hans Person eller i hans Regjering. Da de dygtige Personer, som han ved sin første Optræden fandt i de høieste Embeder, vare døde og borte, var Valget af sammes Efterfølgere ofte uheldigt og traf hyppigen paa mindre begavede Personligheder, hvem han ikke havde Evne til at begeistre, og hans gode Hjerte lammede tit hans Haand, hvor han burde have straffet."

"Endskjøndt han var Armeens høistcommanderende General og selv befalede Alt, var han kun lidet kyndig


23

i det høiere Krigsvæsen eller i Feldtherrevidenskaberne; med eet Ord, han var, som saa mange andre Regenter, om end ikke Soldat eller General, dog en brev og ædel Mand, der under sædvanlige, fredelige Forhold kunde have gjort sit Folk tilfreds og lykkeligt; men de mange Forviklinger, hvori Europa og Danmark kom under hans lange Regjering, havde han ei selv Kraft og Egenskaber, eller duelige Raadgivere eller Medhjælpere til at gjennemskue eller løse paa en tilfredsstillende Maade." -

De faa Timer Prindsen havde besluttet at forblive i Kjøbenhavn, benyttede han til at sætte Fæstningen i Forsvarsstand, indkalde Resten af Regimenternes Frifolk, sammendrage Landeværnet paa Sjælland, Falster og Lolland, kaldte Studenterne og de øvrige borgerlige Corps til Vaaben, og opfordre Frivillige til Tjeneste paa Krigsskibene.

Det var ham af yderste Vigtighed at faae sin sindsvage Fader fjernet fra Hovedstaden og Sjælland inden Jackson kom til Kjøbenhavn, da denne, ved at give Ordre til de engelske Overbefalingsmænd, kunde spærre Beltpassagen. Det var imidlertid nødvendigt for de mange i Staden værende Spioner, at Afreisen holdtes hemmeligt, og medens derfor Kjøbenhavns Indbyggere ved en almindelige Illumination yttrede deres Glæde over Prindsens Ankomst, forlod denne allerede næste Morgen ganske tidlig Kjøbenhavn, som han skulde see igjen som en stor Ruin.

Paa Beltet mødte den kongelige Færgejagt den Færgesmakke, hvorpaa Ministeren Jackson førtes fra Fyen til Sjælland. Den kongelige Familie blev det dog ikke en saa let Sag, at komme over Beltet, saa at den endog var udsat for personlig Fare. Hele Farvandet vrimlede


24

nemlig af store og smaa fjendtlige Krigsfartøier, hvis Øiemeed var at spærre Beltpassagen for Enhver. Den danske Færgejagt syntes i Begyndelsen ikke at tiltrække sig Fjendens Opmærksomhed, men i Nærheden af Sprogø anholdt et armeret Fartøi den pludselig, og den Søofficeer, der commanderede det, sagde til Kongens Generaladjutant i Sø-Etaten, Lindholm: "jeg har Ordre til at tage Eder". Han undersøgte Baaden nøie og Christian den Syvende, som man fandt siddende i Kahytten med en Slobrok paa, et Tørklæde om Hovedet, blev udgivet for at være en syg, svensk Baron v. Stein, som vilde reise til Tydskland. Kronprindsen havde derimod seet sig nødsaget til, at skjule sig nede i Skibet og blev ikke seet af den engelske Officeer. Skjøndt man ikke fandt noget Mistænkeligt, blev Jagten dog nødsaget til at kaste Anker, og Lindholm maatte begive sig med den engelske Officer til et i Nærheden liggende Linieskib, hvor man paa ny adspurgte ham om de Reiende med Færgen. Lindholm svarede med stor Rolighed: "den omtalte Baron v. Stein, nogle Officerer, som gaae til Armeen i Holsteen, og en heel Del Jøder og Haandværksfolk". Efter et Ophold af ¾ Time frigav man endelig Færgejagten. Man var allerede bleven ængstelig nok, og da man befrygtede, at man paany kunde blive anholdt af fjendtlige Krigsskibe, steg Kongen, Kronprindsen, Prinds Christian af Hessen, Kammerherre Ries og Generaladjutant Lindholm ubemærkede og civilklædte i en Jolle, og lode sig ro fra Færgejagten til Knudshoved i Fyen, hvor de landede uden videre Forhindringer.


 

25

IV.

Kjøbenhavns Forsvarsanstalter; General
Peymann.

_____

Om Morgenen den 12te August blev Kjøbenhavns Indvaanere ikke lidet overraskede ved følgende officielle Proclamation:

"Medbrødre! Efterat have bragt Alt i den Orden, som Tid og Omstændigheder bød, iler jeg til Armeen, for med den, saansnart muligt, at virke til mine kjære Landsmænds Vel, dersom ikke snarligt Omstændigheder indtræffe, som kan afgjøre Alt paa en efter mit Ønske ærefuld og værdig Maade.

Kjøbenhavn, den 12. August 1807.

Frederik, Kronprinds."

Deres Haab, at see den folkeyndede Kronprinds i deres Spidse, var smerteligt skuffet, de vare nu overladte til sig selv, og, hvis de ikke forlode Byen, udsatte for de Farer, som Hovedstaden vilde blive underkastet.

Til Høistcommanderende i Kjøbenhavn var den hidtil Høistcommanderende, Generalmajor Peymann, bleven udnævnt. Saavel Civile som Militaire skulle adlyde ham.


26

Det var en Selvfølge, lød den skriftlige Ordre, at Staden skulde forsvares til det Yderste. Kjøbenhavns og Kronborgs Proviantering skulde skee snarest muligt, og al engelsk Eiendom skulde beslaglægges saasnart Fjendtlighederne begyndte. "At være Agressor" skulde han derimod undgaae. Generalmajor Bielefeldt og Commandant Steen Andersen Bille blev indsatte som Næstcommanderende og skulle, hvor den Høistcommanderende ikke var tilstede, føre Commando over Alt, ligesom naar denne var syg, være Høistcommanderende.

Hovedspørgsmaalet ved Kjøbenhavns Beleiring, Flaaden, havde Kronprindsen ladet være ubesvaret eller ikke berørt.

Endeel af Kjøbenhavns Indvaanere forlod strax Staden, og da man nu vidste, hvad man havde at vente, fik Byen et krigerisk Udseende.

Den 13de August ankom den engelske Gesandt Jackson til Kjøbenhavn, heftig opbragt og meget overrasket ved at erfare, at Kronprindsen igjen var reist. Efter en kort Underhandling med Grev J. Bernstorf afgik han til den engelske Flaade, og nu først troede denne at et Brud med England var at vente, men paalagde dog Peymann, ikke fra sin Side at gjøre det første Skud, bad om, at maatte underrettes om Englændernes Landgang, og forlod da dette skete, samme Dag Byen.

At Bernstorferne saaledes søgte at bevare Englændernes Venskab saalænge som muligt, og det endog efter at disse have viist, at de kom som Fjende, laae deri, at de, naar Neutraliteten ikke længere kunde overholdes, foretrak den engelske Forbindelse for den franske. Bern-


27

storferne vare nemlig af hannoveranske Herkomst og yndede ikke Frankrig formedelst dets Undertrykkelse af Nordtyskland.

Der opkaster sig nu den Tanke, at Kronprindsen, under de forefindende Omstændigheder, burde som den Svagere have givet efter for den Stærkere, og saaledes givet efter for Englands Fordringer, at udlevere Flaaden, da det jo dog ikke stod i hans Magt, at modstaae Englænderne. Men saaledes at udlevere Danmarks Stolthed uden et Kanonskud stred imod Kronprindsens Æresfølelse, og vilde ogsaa have paadraget ham hele sit Folks Mishag, ja muligen Foragt.

Englænderne havde imidlertid allerede forinden Jacksons Ankomst til Kjøbenhavn udøvet Fjendtligheder imod Danmark.

Ved Helsingør laa som Vagtskib Corvetten "Frederiksværn" under Capitain Gerners Commando. Da denne antog, at Krigen med Englænderne ikke længere kunde undgaaes, søgte han, da han ikke kunde komme til Kjøbenhavn, at redde sin Corvet, som var et gammel Skib, der var saa brøstfældigt, at det kun blev sammenholdt ved svære Jernbaand under Siderne. Natten imellem den 12te og 13de August forlod han pludselig og i Stilhed sin Station og gik forbi Kronborg om Morgenen Kl. 1½ med en god Vind. Men næste Morgen, da Englænderne bleve underrettede om Corvettens Flugt, besluttede de at eftersætte den, og afsendte et Linieskib paa 74 Kanoner og en Corvet paa 32 Kanoner efter den, hvilke indhentede "Frederiksværn" under Læssø. Chefen paa Linieskibet praiede den først og vilde listigen overtale Gerner til at brase op, foregivende, at Capitainen vilde tale med


28

ham. Men saa dum var Gerner imidlertid ikke, han satte alle Seil til, da han med et uventet fik det glatte Lag agter ind, hvilket tilredede det svagelige Skib meget ilde. Men som en dansk Officer vilde Gerner ikke overgive sig saa let, skjøndt Takkelagten og Linierne var overskudte. Han lod Batterikanonerne løsne, men, som det nu var paa Grund af Røgen eller Lufttrykket, Lanternerne udslukkedes, og under det opstaaede Mørke skjulte nogle af Folkene sig i Krumbolterne. Nu gav Fjenden et Lag forind og Modstanden maatte ophøre, da begge Skibe ragede ombord i hinanden, og da Kampen havde varet omtrent een Time, blev Frederiksværn entret forfra. Paa dansk Side var der 12 Døde, foruden 20 haardt Saarede.

Den 19de August om Morgenen saaes Frederiksværn at ligge i Sundet under dansk Flag, der skulde betyde, at det var kun taget i Depositum.

Nu skulde da Kjøbenhavn, ligesom i ældre Tider være det Punkt, hvor Fjendtlighederne mod Landets Fjende skulde afgjøres, og vi ville derfor fremstille for Læseren de Personligheder, hvem Kronprindsen havde overladt Forsvaret af Kjøbenhavn og Øiemedet for Englændernes Udrustning, Flaaden, uden at der var, som vi vide, med Hensyn til den sidste givne nogen Forholdsordre.

Generalmajor Peymann var ingen Dansker men født i 1735 i det Hannoverske, hvor han som ung Officeer havde deeltaget i Syvaarskrigen. Paa General Huths Anbefaling var han bleven indkaldt og ansat i det daværende holsteenske Ingenieurcorps 1755. Han deeltog


29

saavel i Anlæget som i Udførelsen af den slesvig-holstenske Canal; blev, efterat være afgaaet som Oberst fra Ingenieurcorpset og indtraadt som Deputeret i Generalitetet, 1794 udnævnt til Commandant i Citadellet Frederikshavn, og Aaret efter til Generalmajor. Allerede under 8. Maj 1807 var han bleven udnævnt til at føre Generalcommandoen over Kjøbenhavns, Citadellets og Kronborg-Fæstninger med Trekroners Batterie, og hans nuværende Udnævnelse til Høistcommanderende i Kjøbenhavn var saaledes kun en Stadfæstelse af hans tidligere Stilling.

Peymann var i August Maaned 1807 72½ Aar gammel, altså i en Alder, hvor man i de fleste Armeer allerede for 10 til 12 Aar tilbage ophører aldeles at tjene. Kronprindsens Valg var formodentlig faldet paa ham, fordi han var Ingenieur, men netop dette var et Feilgreb, thi som saadan havde han aldrig commanderet Tropper, og blev derfor sat ind i en Stilling, der var aldeles ny og fremmed for ham. Hertil kom nu at det skete under saa alvorlige Forhold, at dertil alene burde have været valgt en energisk, paa Sjæl og Legeme vel udrustet Befalingsmand, og ikke en gammel, næsten udlevet Olding, skjøndt han var besjælet af den bedste Villie, og ingen feig Mand som Rygtet endog i vore Dage har villet benævne ham. Peymann skal imidlertid ret godt have indseet sit ansvarsfulde Kald, med stort Mismod have modtaget sin Udnævnelse, og ingenlunde næret noget synderligt Haab om et godt Udfald af Kjøbenhavns Forsvar. Formodentlig var dette ogsaa Skyld i,


30

at der blev taget, saa at sige, kun halve Forholdsregler, f. Ex. ved Udfaldene, hvilket senere vil blive omtalt.

Den Næstcommanderende, Generalmajor Bielefeldt, var ikke saa gammel som Peymann, 55½ Aar. Han var anseet for en saare duelig Artillerichef og havde tiltrukket sig Prindsens Opmærksomhed under Felttoget i Sverrig 1788. Han havde i 19 Aar ikke været i Kjøbenhavn, da han havde opholdt sig 17 Aar i Norge, og først Aaret iforveien var bleven udnævnt til Chef for Artillericorpset. Men ligesom Peymann havde Bielefeldt aldrig tilforn commanderet Linietropper og kjendte derfor selv intet til Infanterie- og Cavallerie Tjenesten.

Den tredie Commanderende og specielle Befalingsmand over Søforsvaret var en Mand, der havde allerede et berømt Navn, Commandeur, Kammerherre Steen Andersen Bille. Han var i den kraftige Alder af 56, og der kunde ikke i hele Søetaten findes en Officeer, som kunde være dygtigere til den Post, der var ham betroet, end Bille.

Alle tre Befalingsmænd nøde en almindelige Høiagtelse og Tillid, men især var Bille, formedelst sin kjække Daad mod Barbareskerne, Folkets Yngling.

Efter at have omtalt de Mænd, som Kjøbenhavns og saa at sige Sjællands Forsvar beroede paa ville vi nu omtale de Forsvarsværker man havde at byde over mod Europas bedste og meest øvede Tropper.

Den Anskuelse havde gjort sig gjældende, at Sømagten var Landets vigtigste og naturligste Værn, og da Staten af Mangel paa Pengemidler ikke kunne holde saavel Søetaten som Landetaten i tjenstdygtig Stand, saa


31

blev Sømagten givet Fortrinnet, og Landarmeen samt dens Etablissementer bleve derfor aldeles tilsidesatte og forsømte. Armeens Materiel var derfor kun i ringe Deel tilstede, Fæstningerne vare forfaldne og ved Krigens Udbrud manglede det allevegne paa Alt, selv paa Ammunition og de simpleste Redskaber.

Var det Materielle slet, saa var det Personelle det ikke mindre. Officeersclassen bestod dengang for en Del af Udlændinger, især Tydskere, uden Kundskaber, hvilket tilbragte deres Tid for det meste i Lediggang, men avancerede dog efter Anciennitet, uden at man forlangte noget Beviis for Kundskaber eller Dygtighed. "Den Længstlevende," siger Ræder, "kom saaledes paa Spidsen af Pyramiden og ledede derfra Landets Militair- og Forsvarsvæsen, ofte blot ved ikke at forlade sit Værelse, stundom ei engang i Sengen, formodelst Alderdom og de deraf flyende legemlige Svagheder og Lidelser. Intet Talent, ingensomhelst Dygtighed kunde, efter Datidens Anskuelser, gjøre sig gjældende, førend Formanden, selv af en anden Vaabenart, var hjemkaldt til sine Forfædre, hvilket var, saa at sige, den eneste Avancementsmaade, Armeen kjendte til. Ved saadanne Avancementsbestemmelser, som maatte være og altid vil blive enhver Armees Grav, vare Befalingsmændene lammede af en saa høi Alder, at Uvirksomhed blev Følge der, hvor den høieste Activitet var meest fornøden. Befalingsmænd paa 80 eller 90 Aar vare ikke sjeldne, ja! selv Capitainer paa 60 Aar og derover endog hyppige. Financielle Aarsager og tildeels Mangel paa bedre Indsigt foraasagede, at dette Princip blev uforandret fulgt, selv


32

efter at den preussiske Stat, tildeels af selvsamme Grund, var bleven tilintetgjort i Felttoget 1806.

"Følgen af dette System blev følgeligen den: at, naar Regjeringen søgte en dygtig Mand til det høiere Commandovæsen eller andre vigtige Foretagender, var han intetsteds at finde. Hvor man henvendte Blikket, fandtes kun Oldinger og lidet begavede Personligheder."

"Med Underofficererne og Menigmand," siger Ræder, "var Forholdet endnu værre. For største Delen blev Armeen dengang recruteret ved hvervede Udlændinger, for det Mest Tydskere, som ved Ulykker eller Forbrydelser vare blevne udskudte af deres egne Nation. Ankomne til Landet var Sproget dem fremmed, ligesom Sæder og Skikke; og, da deres Moralitet ei kunde være roesværdig, maatte de blive fremmede og ligegyldige for Folket, saa at de udgjorde egentlig en Stat i Staten, som stod fjendtlige ligeoverfor den anden. Armeen tilhørte Regjeringen eller rettere Kongen, men var Folket uvedkommende og blev af dette ogsaa snarere anseet for en Landeplage end for Landets Værn; og havde dette desuden den skadelige Virkning, at, da Leiesvende forsvarede Landet, behøvede dets egne Sønner ei at bekymre sig herom, og forsømte altsaa Vaabenbrug samt de dermed hørende Øvelser og Erfaringer, hvilke Krigen og Krigsstanden fordre, hvorved altsaa krigerisk Aand, Begeistring, Manddom og militaire Dyder maatte tabe sig i Folket, og Pligten til at bære Vaaben mere ansees som en foragtelig Sag, end som en hellig Pligt for Landets Sønner.

Ved at anføre Ræders ovenstaaende Yttringer om vor Landmilitair have vi været noget vidtløftigt, men


33

troer derved at have givet vore Læsere et Begreb om, fra hvilket Synspunkt Militairstanden paa hiin tid maa betragtes, ligesom det ogsaa er interessant at see den grelle Contrast, hiin Tids Militairstand danner mod vor Tids.

Skjøndt Kjøbenhavn som Fæstning ikke havde nogen synderlig Indflydelse paa, eller formaaede at sætte nogen Hindring mod de følgende Begivenheder, troe vi dog, at en Skildring af samme er nødvendig, for at kunne bedømme de Midler, hvorover de Commanderende havde Raadighed.

Kjøbenhavn ligger aldeles paa en Slette, og omgives ikke af nogen Høider paa Kanonskuds Afstand. Fæstningsværkerne, der ere aldeles nu som hiin Tid, ere anlagte efter et ældre nederlandsk System, næsten udelukkende af Jord, og bestaae i Alt af 25 Bastioner, hvoraf 13 paa Sjælland, og 12 imod Amager og Søen, foruden et særskilt Citadel med 5 Bastioner paa den nordre Side. De udgjøre et Omfang af een Miil. En dyb og vaad Grav, der især er bred mod Amager, omslutter hele Fæstningen. Fra Sjællandssiden hindre 3 sammenhængende, omtrent 300 Alen brede, 8 til 10 Fod dybe Ferskvandssøer: Sortedam-, Peblinge- og St. Jørgenssø, Adgangen til Fæstningen, men, da de ligger kun 200 til 800 Alen fra Værkerne, tilstede de ogsaa Fjenden at anlægge sine Kastebatterier uforstyrret, naar vi ikke have sikkret os Overgangsstederne. Imellem disse Søer og Stranden paa begge Sider af dem er der en Aabning paa 900 til 1200 Alen, gjennem hvilken der altsaa kan rykkes frem med en betydelig Styrke og Front, men den nordlige opfyldes aldeles af Forstaden Østerbro og den


34

saakaldte Clasens Have, den søndre tildeels af Forstaden Vesterbro og Tømmerpladsen, hvorved disse Fordele paa en Maade igjen gaar tabte. Foruden de trende Hovedporte imod Landsiden og een mod Amager, fører endnu den nordre Citadelsport ud mod Landsiden, en Jernstakitport derimod ud til Tømmerpladsen og det sidstnævnte Terrain imellem Søerne og Stranden, hvorimod kun en Poterne (Lønport) findes i Courtinen mellem Rosenborg- og Qvitzows Bastioner til Forbindelse med den saakaldte Kirsebærgang. Denne omgiver uafbrudt Hovedvolden mod Sjælland, og er farlig for selve Fæstningen, fordi Fjenden her let kan faae Fodfæste, men ved Citadellet og imod Amager afbrydes den ved Facerne af hver Bastion, for at den ikke skal tjene til Forbindelse mellem fjendtlige Stormcolonner.

Det søndre Indløb til Havnen forsvares af to afsondrede Værker, Rysensteens Lunette og Kjøkenkurven, og lukkes derhos af en Forpæling, der benævnes almindeligt Estacaderne; det nordre Indløb derimod, og altsaa ogsaa Flaadens Leie, forsvares af det saakaldte Sextus Batteri paa Nyholm samt af Citadellet. I hele Fæstningen findes der ikke en eneste bombefri Bygning hverken i Fæstningen selv eller dens Citadel, til Sikkring af Provisioner, Lazarether og deslige.

1807 vare Værkerne temmelig forfaldne, da Brystværnet kun paa faa Strækninger havde tilbørlig Form og Høide, hvilket især var Tilfældet med 4 Raveliner og den hele saakaldte bedækkede Vei, som desuden, paa 5 Vaabenpladser nær, ligeledes var uden al Palisadering.

Den høistcommanderende General skulde for en Deel skabe de nødvendige Forsvarsmidler til Lands og Vands.


35

Den 12te August begyndte man af alle Kræfter at istandsætte Kjøbenhavns Volde. - Derpaa begyndte man paa at anlægge en Redoute til 4 Kanoner og 60 Mand ved det daværende Salpeterværk udenfor Østerport, hvor Blegdamsveien, Østerallee og Strandveien støde sammen, hvilket imidlertid, da Fjenden trængte saa hurtigt frem, maatte forlades ufuldendt. Dernæst anlagdes en Forhugning til 120 Mand og 2 Kanoner for Enden af Dæmningen mellem Sortedam- og Peblingesøen, ved hvilken Leilighed en Deel af de foranbyggede Haver og Alleer ved Blaagaard og Ravnsborg bleve sløifede. En lignende Forhugning anlagdes tvers over og paa den yderste Ende af Ladegaardsdæmningen imellem Peblinge- og St. Jørgensø. En Dæmning over Ladegaardsaaen begyndtes der ogsaa paa, for at hindre Fjenden i at aflede Vandet fra Peblingesøen, men blev formedelst dennes Fremtrængen ikke fuldført. For at dække Hovedvandledningen ind til Fæstningen begyndte man paa en Redoute til 60 Mand paa den indre Side af Peblingesøen. Over de i Fæstningsgraven liggende Vandrender blev der anlagt 8 Forhugninger, for at forebygge at de ikke skulde tjene Fjenden til Overgang, hvor han agtede at storme; og i Vaabenpladserne udenfor de 3 Hovedporte imod Landsiden anbragtes der lignende Forhugninger, der i Tilfælde af Storm skulde forsvares med Haandgranater. Endelig anlagdes der yderst paa Tømmerpladsen et Batteri med Tømmerbrystværn til 6 Kanoner, hvoraf 2 Tolvpundinger og 4 Sexpundinger, tilligemed en 36-pundig Haubits og tvende 100-pundige Morterer, samt langs Tømmerpladsen med Vesterbro-Forstad et Brystværn af Tømmer


36

med Skydehuller for Musketter og Trepundinger, hvilket skulde tjene til en dækket Forbindelse imellem Fæstningen og det fremskudte Batterie.

Kjøbenhavns Volde besattes nu af 119 Kanoner og 27 Stykker Kasteskyts, som betjentes af det borgerlige Artilleri; Christianshavns Volde med 34 Kanoner mod Amager og 84 Kanoner og 17 Stykker Kasteskyts mod Søsiden; Citadellet med 45 Kanoner og 13 Stykker Kasteskyts mod Søsiden, samt 33 Kanoner og 22 Stykker Kasteskyts mod Landsiden. Fæstningen var altsaa, med det omtalte Batteri paa Tømmerpladsen, i Alt monteret med 321 Kanoner og 82 Stykker Kasteskyts, der betjentes saagodt, at den engelske Overgeneral Lord Cathcart yttrede om de Danskes Forsvar, at deres Artilleri blev vel betjent.

Foruden de faste Hospitaler, oprettedes der Lazarether i Exerceerhuset, Waisenhuset, Frimurerlogen, paa Døvstumme-Institutet, Fødselstiftelsen og begge Militair-Academier, samt 8 smaa Forbindingsstuer i Udkanterne af Byen.

Paa Rundetaarn oprettedes der en Observationspost af Officerer, der med Kikkerter skulde iagttage de fjendtlige Bevægelser og skriftligen afgive Melding derom til Hovedqvarteret, som var i Begyndelsen ved Commandantboligen i Citadellet, men senere paa Kongens Nytorv i nuværende Hotel d'Angleterre.

Saaledes var der nu sørget for Forsvaret til Lands, men ogsaa Forsvaret til Søes blev ikke forsømt. Efter en Opfordring til Frivillige, der vilde tage Tjeneste paa Sødefensionen mod samme Løn som de Indrullerede og 15 Rdlr. i Haandpenge (hvorefter de benævntes Femten-


37

rigsdalerskarle), meldte der sig omtrent 1000 ledige Folk, hvoriblandt flere fremmede Haandværkssvende. Men et Par Uger efter afskedigede man allerede 100 af de Frivillige, da man havde foruden over 6500 Mand faste folk og 1200 Marinere, en Deel Indrullerede til Søtjenesten.

Trekroners Batteri, som dengang endnu kun var forsynet med et Træbrystværn, besattes med 68 Kanoner under Oberstlieutenant Meyer af Marinerne. Der hvor et gammel Batteri, benævnet Prøvestenen, havde ligget, var der i Aaret 1802 blev nedsænket tre gamle Linieskibe, som vare i Bunden fyldte med Stene og Jord, bleve omgivne med nedrammede Pæle. Dette nye Batteri benævntes ogsaa Prøvesteen var besat med 89 Kanoner og havde en Besætning af 942 Mand. Til Dækning af Batteriets Flanker henlagdes en Stykpram og et Flaadebatteri, som var bleven berømt ved den unge Willemoes. Hele Prøvesteens Forsvar stod under Commandeurcapitain van Dockums Commando.

Batterierne vare snart i den Orden, at de kunde strax bruges; men med de Skibe og Kanonbaade, der tillige vare bestemte til Rhedens Forsvar, gik det lidt langsommere, da de første skulde udrustes. Men da man arbeidede Dag og Nat med den største Iver, havde Alt indtaget den bestemte Station før den 17de, da Fjenden indesluttede Staden baade til Lands og Vands. To Blokskibe, Mars, som havde været anvendt 1801, og Fregatten St. Thomas, udlagdes imellem Trekroner og Kalkbrænderiet, og inden for disse 3 Stykpramme og Kanonflotillen, der bestod af 15 Kanonchalupper og 11 Kanon- eller Skjærbaade, foruden 4 Bombardeerfartøier og


38

1 Kanonjolle. Hele den flydende Defension anførtes af Generaladjutant, Commandeurcapitain Krieger, der opholdt sig paa Lunetten.

Søbatterierne og den flydende Defension vare armerede med 7 Morterer, 413 kanoner, samt en Deel smaa Haubitser, og havde en Besætning af 5363 Mand. Føier man hertil de 46 Stykker Skyts paa Christianus Sextus, samt dets 600 Artillerister og Haandværkere, saa kan det hele svære Skyts, som Søetaten havde ved Kjøbenhavns Beleiring anslaaes til 466 Stykker med omtrent 6000 Mands Besætning.

Ogsaa Tøihuusbatteriet blev monteret med 10 Kanoner for at bestryge Langebro og Havnen.

Kjøbenhavns daværende Besætning bestod, siger Blom i sit Skrift: "Krigstildragelserne i Sjælland 1807," saavidt det efter Sammenligning imellem de forskjellige Beretninger nu (1845) nogenlunde lader sig godtgjøre, af følgende Troppestyrke;

Artillerie, 250 Md.

Cavellerie:

Garden til Hest, 90 Md.
Sjællandske Ryttere, 395 Md.
Husar-Exerceerskole, 45 Md.

[Ialt], 530 Mand

Infanterie:

Garden til Fods, 320 Md.
Danske Livregiment, 1300 Md.
En Bataillon af Norske do., 850 Md.
Marinere, 2450 Md.
Recruter, 413 Md.

[Ialt] 5333 Md.


39

Livjægerne, 330 Md.

Herregaardsskytterne 118 Md.

6 Batailloner Landeværn, 520 Md.

Borgervæbningen, 400 Md.

Studenterne, 800 Md.

Hele Besætningen, 13,881 Md.

Ingenieurcorpset bestod udelukkende af Officerer: Chefen, Generalmajor Gedde, 1 Oberstlieutenant, 2 Capitainer og 4 Lieutenanter.

Artilleriecorpsets Officerer vare Brigadechefen, Oberstlieutenant Bech, samt 3 andre Stabsofficerer, 1 Capitain og 12 Lieutenanter, hvortil senere kom 7 Officerer, 3 fra Artillerie-Instituttet og 5 som indtraf fra Holsteen.

3 Feltbatterier oprettedes af de tjenestgjørende Artillerister under Capitainerne Hummel, Lützow og Meyer. - Strickers fast Batteri paa Amager blev commanderet af Capitain Steffens.

De Sjællandske Ryttere stode under Oberstlieutenant Bassewitz.

De 6 Batailloner Landeværn dannede een Brigade under Generalmajor Walterstorf. Fire af disse Batailloner camperede deels i Philosophgangen, deels i Esplanaden udenfor Citadellet; den femte indqvarteredes paa Christianshavn og den sjette Bataillon, under en forhenværende Søofficeer, Major Braëm, besatte Christianshavns Vold, hvor den øvedes i Kanontjenesten.

Livjægercorpset under Major Holstein blev, da Krigen udbrød, recruteret med Frivillige af Kjøbenhavns mere bemidlede Ungdom, hvilke eqviperede sig selv.


40

Adskillige yngre Embedsmænd fra Regjerings-Collegierne indtraadte ved denne Leilighed i Corpset, der, da det den 15de August toges til Tjeneste, blev inddeelt i 4 Compagnier.

De frivillige saa kaldede Herregaardsskytter fra Godserne i Sjælland, skjøndt alle beredne, toge dog Tjeneste til Fods under Kammerherre Kroghs Commando.

Borgervæbningen bestod af 12 Compagnier Infanteri, der udgjorde over 3000 Mand under Stadshauptmann Mylius, og 6 Compagnier Artillerie, der udgjorde omtrent 1100 Mand under Major Hallander.

Studenter-Corpset, det saakaldte "Kronprindsens Livcorps" under Commando af Overhofmarskal v. Hauch, Oberstlieutenant Lorenz og Major Hegermann, havde man begyndt at organisere den 18de August. Med en stor Iver meldte sig den academiske, kjekke Ungdom, danske Jurister og unge Deponender, der vilde underkaste sig Examen Artium. Mangfoldige af de Studerende, som under Universitetsferierne var reiste ud paa Landet, vendte hurtigt tilbage for at optagets i Corpset, som snart udgjorde 800 Mand og blev inddeelt i 8 Compagnier. Den 20de August toges Corpset i Tjeneste og besatte fra denne Dag af Vagterne paa Rosenborg Slot, de kongelige Palaier, Slotsholm og Lazarethet i Frimurelogen. Fra den 23de til den 6te September, altsaa ogsaa under Bombardementet, besatte Corpset en Deel af Volden nemlig Courtinen paa høire og venstre Side af Vesterport m.m., fra 30te August til 4de September tillige Consistoriet og fra den 7de til 11te September Vagten ved Hovedqvarterret.


41

Af alle disse overanførte Tropper bleve 1228 Marinere anvendte til Tjeneste paa Trekroner, Prøvesteen, Dragør og ombord i Defensionsskibene, og af Resten 12,653 Mand, kan man vistnok antage, at hele Cavalleriet, Garden til Fods, danske Livregiment, Resten af norske Livregiment og Marinerne, samt Livjægerne og Herregaardsskytterne kunde fra Begyndelsen af bruges og udgjorde vel noget over 4500 Mand. Af de øvrige Mandskab, blev det borgerlige Infanteri, der ikke ret vel kunde bruges i aaben Mark, anvendt til at besætte Fæstningsværkerne, og understøttedes heri saavel af Linietropperne som Landeværnet. Det borgerlige Artillerie gjorde under hele Beleiringen fuldkommen Tjeneste for Linietropper. De i Fæstningen tilbageblevne Marinere vare ikke til at bruge, formedelst deres Upaalidelighed, og heller ikke Recrutterne, fordi de endnu ikke vare blevne øvede i Skarpskydning. Urimeligt synes det imidlertid, at man ikke anvendte 8 Dages flittig Øvelse paa de 5 Batailloner Landeværn og Recruter, da de saa kunde have været brugte i aaben Mark, og den mobile Deel af Garnisonen vilde da være bleven forøget med noget over 2500 Mand, som vilde have været en god Forøgelse.

Vi have omtalt Militair-Lazaretherne; disse var alle tilsammen indrettede for 2095 Personer. Med den samme Omhu og Beredvillighed som under sidste Krig leveredes der efter Opfordring af Kjøbenhavns Borgere og Qvinder en Masse af Linned og Charpie. Byens dueligste Læger paatoge sig Bestyrelsen af Hospitalerne og bare den største Omsorg for de stakkels Saarede.


42

Proviantering blev der ogsaa sørget for. Armeen kjendte vistnok intet til Magaziner, offentlig Forpleining o. dl., men ved Kjøbenhavns Patriotisme og Velvillie blev dette bragt i Orden. Admiral Lütken gik paa Børsen og opfordrede Kjøbmændene til Bidrag, som de strax med Fornøielse ydede. - En Subscription, underskrevet af Thyge Boysen og N. Holten indbød til Bidrag efter Evne til Forfriskninger for Besætningen paa Batterierne Prøvesteen og 3 Kroner, hvilket beløb sig til ialt 12,000 Rdlr. foruden et stort Qvantum Provisioner in natura. Ogsaa for de uformuende Forsvareres Koner og Børn blev der sørget saavel med Penge som med Victualier.

Brandvæsenet var under den forestaaende Beleiring ikke af liden Betydelighed. Brandcorpset i Kjøbenhavn var et militairt organiseret Corps paa 12 Compagnier under Commando af Brandmajor Kirkerup og beløb sig vel til 4000 Mand. Sprøiter og Brandredskaber blevet efterseete og istandsattes, og Alt organiseret med Hensyn til en forestaaende Beleiring. Brøndene i Byen bleve ogsaa efterseete, og de forfaldne Brønde befaledes oprensende og istandsatte.

Fire Dage vare henrundne, men de vare blevne saavel af Soldaterne som Borgerne, benyttede for at fremme det almindelige Bedste. Alle vare ved godt Mod og fulde af Begeistring for Stadens og Flaadens Frelse.

Skade var det, at der ved den gode Aand, som herskede blandt Stadens Indvaanere og Forsvarere, manglede Hovedbetingelsen for al Krigsførelse: dygtig


43

Anførsel. "Peymann," siger en Forfatter, der levede paa den Tid, "var vel en reen og uplettet Character, der forenede Mod med den oprigtigste Villie til at gjøre Alt paa det Bedste, men han var uskikket til den ham anbetroede Post, da han manglede den Energi og Kraft, der under disse Omstændigheder især var af den yderste Vigtighed, og derhos ikke vilde lytte til Kyndiges Raad."


 

44

V.

Englændernes Landgang ved Vedbæk og
Kjøbenhavns Indesluttelse.

_____

Den 15de August om Middagen gik hele den engelske Flaade, som havde ligget i 12 Dage paa Helsingørs Rhed, formodentlig for at afvente den engelske Minister Jacksons Svar, under Seil, og krydsede op imod Vedbæk, hvor den henad Aften gik til Ankers, imellem sidstnævnte Fiskerleie og Skodsborg. Transportskibene, som førte Reservedivisionen under General Wellesley (senere Hertug af Wellington), lagde sig nærmest Kysten, dækket af Fregatten Surveillante og adskillige Kanonbrigger, men en anden Afdeling af Flaaden, under Admiral Essington, som havde Generalmajor Spencers Brigade ombord, ankrede nærmere Kjøbenhavn ved Skovshoved, for at angribe Flanke og Ryg af de Tropper, der muligen vilde forsvare Kysten. Stranden blev undersøgt paa det Nøiagtigste og de sidste Foranstaltninger til Landgangen trufne.

Stedet, som det Engelske havde udseet hertil, er en aldeles aaben Slette imellem den nordlige indgang til Vedbæk og det saakaldte Bleghuus, hvor der imidlertid



45

fra vor Side frembyder sig tilstrækkelig Dækning for spredt Infanteri bag en ved Strandbredden parallel løbende Sandklit, der taber sig som et Glacis ned mod Standen, i virksomt Geværskuds Afstand fra denne. Selv for et Par Kanoner er der paa Veien strax udenfor Byen en dækket Opstilling, hvorfra man kunde beskyde Landgangsstedet paa langs, og i en Fjerdingsveis Afstand, hvor de fjendtlige Krigsskibe ikke kunde naae med deres Skyts, hæve sig skovklædte Bakker, der, næsten indesluttende Sletten mod Sønder og Vester, aldeles egne sig til en skjult Opstilling, hvori Fjende ikke vilde have været istand til at vurdere vor Styrke, og saaledes kunde have været afbenyttede til virksom Modstand endog mod en betydelig Overmagt.

Hvad gjorde nu den Høistkommanderende i Kjøbenhavn forat hindre Fjendens Landgang? Det skulle vi omtale, men ville nu blot fortælle, at General Peyman ansaae det for en Umulighed, at Fjenden vilde lande imellem 2 Fæstninger, da det stred imod al gammel Theorie.

Samme Aften at Flaaden var lagt saa tæt ind til Kysten underrettedes den Høistcommanderende derom saavel ved privat Melding, som ved udsendte Cavalleripatrouiller. Peyman udsendte derfor den næste Dag i Dagbrækningen et Detachement, bestaaende af 200 sjællandske Ryttere, Livjægercorpset, Herregaardsskytterne, samt to 3 Pd. kjøbende Batterier under Capitain Hummel og Lützow, tilsammen omtrent 600 Mand og 16 Kanoner under Oberstlieutnant Bassewitz, med den Ordre: "for det første ikke at gaae længere end til Lyngby, sende Patrouiller ind i Dyrehaven, og fremfor Alt at


46

vogte sig for ikke at blive afskaaren fra Fæstningen, hvis en Landgang allerede havde fundet Sted." Den marscherede også ad Kongeveien til den saakaldte Ræveskovbakke ved Viintappergaarden, som ligger over 1½ Miil fra Landingsstedet, og var det yderste Maal for dens Marsch. Den største Deel af Corpset stillede sig derfor roligt op paa det befalede Sted, udsendte Livjægerne, der, som det synes, opløste sig i een eneste Kjæde fra Stranden til Fortunen, uden noget som helst Ryghold, og rykkede frem mod Mølleaaen, hvor man standsede og besatte Overgangsstederne.

Med denne Stilling var det da naturligt, at de ikke fik Øie paa Fjenden eller kom til at hinde hans Landgang. Først henimod Middag fik man ved nogle Reisende fra Hirschholmkanten at vide, at Landgangen allerede havde fundet Sted, ligesom en langt udgaaende Cavalleripatrouille, under en Officer, ved at opsnappe en engelsk Jæger, meldte, at Fjenden allerede var i fuld Anmarsch imod Nærum.

Generalcommandoen maatte allerede om Aftenen før Landgangen have kunnet indsee, at det især var Sundet, hvor en Landgang først maatte forventes, især da man endog skriftlig havde underrettet dem om at den engelske Flaade havde om Eftermiddagen den 15de August nærmet sig saa tæt til Landet, som den kunde, mellem Skodsborg og Vedbæk, og at man befrygtede at de ville gaae i Land her. Flaadeafdelingen under Admiral Essington, som laae truende mod Skovshoved, kunde heller ikke forandre Sagen. Kjøbenhavns og Kronborgs hele disponible Krigsmagt burde have været samlet i Dagbrækningen den 16de ved Vedbæk og


47

Skovshoved, for saalænge som muligt, at forhindre Fjenden fra at komme i Land. Havde man udsendt 4000 Mand Linietropper foruden den største Deel af 3 Linie- og 2 Landeværnsbatailloner fra Kronborg, vare disse Tropper blevne understøttede fra Søsiden af 2 Stykpramme og 16 Kanonbaade, der, som en agtet Forfatter siger, vistnok vare til Disposition, og som ved at benytte Flakkene paa Kysterne kunde have undgaaet at komme i Kast med Fjendens store Skibe, medens de vilde have været i stand til at maale sig med de mindre fjendtlige Fartøier, vilde man, om ikke have forhindret Landgangen i Tidens Længde, dog have forhalet den og ladet den betales med Blod. Det er ogsaa rimeligt, at der vilde være falden en Deel paa vor Side, men det er jo Krigens Lod, og til at offre Livet vare Alle beredte, da det var den eneste Maade at redde Æren. "Hvergang," siger samme Forfatter, "at Fjenden blev afslaaet, hver Dag, Landgangen var bleven forhalet, vilde Fjenden være blevet svækket, om end ikke saameget ved det Tab, han derved kunde lide, som ved Mangel paa Forfriskninger for de af Opholdet ombord svækkede Tropper og Heste. Men først og fremmest vilde derved være vunden tid til at fuldføre vore Forsvarsanstalter, til at sammendrage vore Tropper, til at bortskaffe alle under Fæstningens Demarcationslinie iveien liggende Bygninger og til ordenligt at befæste Passene imellem Søerne; Foranstaltninger, til hvis Udførelse 100,000 Indvaanere vare rede til at virke af yderste Evne. Ved strax at optræde med Dygtighed og Kraft vilde tillige Forsvarernes Mod være steget, medens Fjendens Tillid til et heldigt Udfald af det


48

ingenlunde populære foretagende var bleven rokket. Forsømmelsen heraf svækkede desuden Tilliden til Generalcommandoen, saa at enhver Kyndig let indsaae, hvad Enden vilde blive, da Fjenden endeligt, uden at der var løsnet et Skud, Mandagen den 17de fuldkomment indesluttede Hovedstaden baade til Lands og til Vands. Istedetfor den tidligere Begeistring traadte nu en misfornøiet Stemning, som desværre fik ny Næring ved Generalcommandoens vedvarende kraftløse Optræden."

Englændernes Landgang var begyndt om Morgenen imellem 4 og 5 fra Vedbæk af, sydefter, hvilket strax, som vi vide, blev tilmeldt den Høistcommanderende. Først landede et Compagni Hanoveranere og fulgtes af den hele øvrige Infanteribrigade under Oberst Barsse, der var en Deel af en tydsk Legion, som var bleven indskibet i Hull, og foreløbig var bleven tildeelt Reservedivisionen under Wellesley; hvorimod den ulige større Deel (3 Brigader) under Lord Roslyn hvert Øieblik ventedes fra Rygen, og allerede saaes i Kjøgebugt.

Efterat et Feltbatteri var blevet bragt i Land, rykkede de fjendtlige Tropper frem og besatte de omkringliggende Høider, hvorpaa det øvrige Infanteri med endnu et Feltbatterie fulgte i Løbet af Formiddagen. Om Middagen udskibedes endvidere Stabens Heste, Bespændingen til de to ovennævnte Batterier, samt en Escadron af 1ste Regiment lette Dragoner, med hvilke sidste den commanderende General, Lord Cathcart, strax foretog sig en Recognoscering ind imod Byen, og ankom samme Aften uhindret til Jægersborg, fulgt af hele Infanteriet, venstre afmarcheret, i 3 Colonner, hvoraf høire Fløi under Wellesley over Nærum og


49

Nymølle til Lyngby; Centrum, under General Ludlow, over Eremitagen og Fortunen til Jægersborg; venstre Fløi, under General Baird, langs Strandveien til Charlottenlund, i hvilke Stillinger alle 3 Colonner tilbragte Natten under Vaaben. De kunde have sovet trygt, thi i Kjøbenhavn tænkte de Øverstbefalende ikke paa at forstyrre dem.

Det udsendte Corps fra Kjøbenhavn havde frataget en Bonde fra Vedbæk et Exemplar af en Proclamation til Sjællands Beboere, der strax blev sendt til Hovedqvarteret. Denne Proclamation, som oprindelig var skreven paa Tydsk, var, paa den engelske Minister Jacksoms Foranstaltning, oversat paa Dansk, men af en Svensker, da man formodentlig ikke kunne formaae nogen Dansk dertil. Men formedelst en Mængde svenske Vendinger og Udtryk var den næste uforstaaelig.

Den ytttrede, efter at have angivet Grundene hvorfor Englænderne begjerte Flaadens temporaire Udlevering, nemlig Englændernes Frygt for at den af Frankrig skulde blive brugt imod England, - at man kom ikke som Fjender, men til sit eget Forsvar, og at man blot forlangte Flaaden som et Pant, men ikke som en Erobring. "Skulde", heed det, "Frankrigs Rænker gjøre Eder døve mod Fornuftens og Venskabets Stemme, saa maa det uskyldigt udgydede Blod og en beleiret og bombarderet Hovedstads Rædsler falde paa Eders og Eders grusomme Raadgiveres Hoveder."

Ellers blev der i denne Proclamation lovet, at alle Personer, som forbleve fredelige i deres Boliger, skulde betragtes som hellige. Eiendommen skulde blive respecteret og beskyttet, og den strengeste Disciplin holdt.


50

Alle Levnetsmidler, som man vilde sælge, skulle blive betalte efter en bestemt, billig Priis. "Men", heed det, "da en bestandig Levering af Levnetsmidler, Fourage, Brænde og Kjørseler er nødvendig for alle Armeer, saa er det bekjendt, at Reqvisitioner ere uundgaaelige og maa respecteres. Det vilde derfor være en stor Lettelse for Indvaanerne, og spare dem Forliis og Ubehageligheder, dersom der fandtes i de forskjellige Distrikter Embedsmænd, hos hvem der kunde gjøres Reqvisitioner, og med hvem man kunde fastsætte og liqvidere Betalingen for Fordringerne."

Proclamationen endte med, "at da Hs. K. Majestæts Regjering hidtil har vægret sig ved at forlige denne Sag under en venskabelig Overeenskomst, saa er en Deel af Armeen bleven udskibet, og den hele Magt har taget en krigerisk Stilling, dog er det endnu ikke for seent at give Plads ad Fornuftens Stemme och Raad."

Da Peymann havde erholdt Efterretning om den stedfundne Landgang, gav han Ordre til, at Bassewitz's Commando skulle vende tilbage til Staden. Peymann troede ogsaa at have en vigtig Grund hertil, da han Dagen iforveien havde erholdt Melding om, at en anden engelsk Flaade, der kom Syd fra (nemlig fra Rygen med 8 til 9000 Mand under Lord Roslyn), og som bestod af 120 til 130 Skibe, dækkede af et Linieskib paa 64 Kanoner og 4 Fregatter og Brigger, havde kastet Anker paa den nordre Side af Kjøgebugt. Fjenden kunde nu samtidig gjøre Landgang saavel ved Vedbæk som imellem Kjøbenhavn og Kjøge, ja! endog paa Øen Amager.


51

Det skulde nemlig være Peymanns Anskuelse, at under Fæstningens Volde kunde han skade Fjenden meest. Han synes ikke at have havt noget Begreb om, at Englænderne i en Frastrand, hvor Fæstningens Kanoner ikke kunne række dem, kunde tilintetgjøre Staden ved Bombekastning. Det var en Følge af det Standpunkt, hvorpaa Krigskunsten stod i vort Land, og den ringe Krigserfaring, der fandtes i Armeen.

Hele Recognosceringen var, som en Følge af den store Forsigtighed hvormed man skred frem, bleven udført uden Tab fra vor Side; man indbragte derimod nogen Bagage og 7 Fanger.

At saavel Stadens Indbyggere som de udsendte Tropper vare mismodige og forstemte, fordi man saaledes vendte tilbage uden at have vexlet et eneste Skud med Fjenden, er naturligt, og at Begeistringen i Byen ikke voxede ved denne Leilighed er ogsaa rimelig.

En kyndig Militairskribent er af den Mening, at naar Englænderne efter Landgangen var gaaet lige løs paa Kjøbenhavn, kunde de samme Eftermiddag have taget Staden med et Coup de main og uden synderlig Tab, da Alt i Byen naturligviis var i stor Bevægelse, og en stor Deel af Forsvarsmidlerne først skulde organiseres, ligesom man endnu ikke havde tænkt paa at optrække Fæstningsbroerne eller lukke Portene.

Men medens man udrettede saa lidet i aaben Mark, havde man i Staden arbeidet af alle Kræfter paa at istandsætte Voldene, forsyne dem med Skyts, forfærdige Ammunition, inddele og fordele Tropperne, og organisere Administrationen. Vandkar bleve satte udenfor alle


52

Huse og Gaarde, og Sprøiter, Brandredskaber og Brandfolk posterede i Gaderne og paa Torvene.

Medens man ved Svenskernes Angreb paa Kjøbenhavn 1658 strax afbrændte Forstæderne, var Generalcommandoen saa sikker paa at kunne holde disse og de nærmeste Landsbyer besatte fra Fæstningen af, at der endog i Frederiksbergby blev tillagt at modtage Indqvartering af Landeværnet.

Samme Dag lod Peymann ogsaa lægge Beslag paa al engelsk Eiendom.

Den følgende Morgen, den 17de August, i Dagbrækningen afmarscherede de 3 fjendtlige Colonner "til Høire" fra deres Bivouaks, for at omringe og indeslutte Fæstningen. Venstre Fløi-Colonne under General Baird tog Stilling ved Bagernes Mølle eller Svanemøllen, og besatte Terrainet fra Tuborg til Emdrup. Høire Fløi under General Ludlow gik fra Jægersborg over Buddinge, Gladsaxe, Mørkhøi, Husum og Vandløse til Frederiksberg, strakte sig herfra ned til Kallebostrand, og endte paa den anden Side ved Falkoneergaarden.

Reservedivisionen under General Wellesley rykkede endelig fra Lyngby over Vangede og Søborghuus til Emdrup, hvorfra den over Utterslevmølle og Lygten udfyldte Mellemrummet mellem venstre og høire Fløi, med Divisionsqvarteret i Brøndshøi. Den Deel af den tydske Legion, der var landet ved Vedbæk, blev staaende ved Charlottenlund, for at dække Cavalleriets og det øvrige Feltartilleries Udskibning ved Skovshoved, hvor ogsaa Brigaden Spencer landede og indtog sin Stilling nærmst Stranden. Alle Corpsene udsatte Feltvagter


53

og Piquetter for at hindre Overrumpling eller Angreb fra det Indre og Øen. Hele denne første Opstilling strakte sig fra Flaskekroen over Frederiksberg, Lygten, Lundehuset til Svanemøllen, med Qvarteret paa Landstedet Hellerup, der tilhørte Grosserer Erichsen.

Vore Forposter strakte sig dengang fra Kalkbrænderiet uden om Blegdamsveien, Blaagaard, Ladegaarden, forbi Indgangen til Frederiksberg-Allee til gamle Pesthuus ved Kallebostrand, med 2 Trepundinger og de fornødne Infanteripiketter til Understøttelse ved samtlige Udgange, saasom: paa Landeveien til Frederiksberg strax forbi Jernporten, paa Ladegaardsveien, Nørrebro og imod Østerallee; desuden holdtes Strækningen mellem Sortedam og Strandene besat med en Bataillon i Clasens Have.

Medens de fjendtlige Tropper marscherede fra Vedbæk mod Kjøbenhavn, var Flaaden ogsaa rykket Syd efter i Sundet, hvor de større Skibe lagde sig henved en halv Miil nord for Batteriet Trekroner. Her forbleve de liggende under hele Byens Beleiring, med Undtagelse af nogle Skibe, som indtoge en truende Stilling mod Prøvestenen.

Under Commando af Chefen for Linieskibet Goliath, Capitain Pudget, stod en let Escadre, bestaaende af 5 Bombarderer, 3 Corvetter, 1 armeret Skib, 7 Brigger, 3 armerede Transportskibe og 10 med Morterer besatte Barkasser. Dens Hverv var at sikkre Armeens venstre Fløi mod Angreb fra Søsiden, hvorfor den ogsaa holdt sig Kysten saa nær som muligt. Der skete imidlertid intet Angreb af vor Kanonflotille uden for Københavns Rhed efter General Peymanns Ordre.


54

Den Deel af Transportflaaden fra Rygen, hvorpaa det hannoveranske Cavalleri var ombord, kom imidlertid op imod Drogden for at landsætte Tropperne ved Skovshoved. Da Convoien Søndagaften, den 16de, laa ganske stille, troede Chefen for den flydende Defension, Krieger, at han seent ud paa Aftenen Kl. 10½ kunde erobre nogle af Skibene, og gik derfor ud med 6 Kanonchalupper, men en ugunstig Vind tvang ham til at vende tilbage uden at have udrettet noget. Næste Morgen tvang derimod nogle Bomber fra den danske Bombardeerdivision Convoien til at holde Øster over, og nu lykkedes det Kanonflotillen at afskjære 2 Coffardiskibe, af hvilke strax det ene, en Nordamericaner, blev frigivet, hvorimod det andet, et med Tømmer ladet engelsk Skib, blev brændt, da det kom til at staae paa Revshalen.

Admiral Gambier gav nu, paa Grund af, at Fjendtlighederne imellem Danmark og England maatte ansees for at være begyndte derved: "at de danske Kanonbaade havde taget og ødelagt et brittisk Handelsskib, som passerede Kjøbenhavn," Ordrer til sine Underhavende, at bemægtige sig alle danske skibe. For at afskjære al Undsætning fra Sjælland erklærede Admiralen endvidere den 21de Øen i Blokadetilstand.


 

55

VI

Englændernes Batterier.

_____

Forinden vi skride videre frem i Skildringen af Kjøbenhavns Krigshistorie 1807, ville vi, for at Læseren bedre kan orientere sig ved de følgende Begivenheder, vise hvorledes de engelske Beleiringsarbeider skrede frem indtil deres Fuldendelse om Natten den 1ste September.

Fra Jagtveien begyndte Englænderne at anlægge Traverser (Tvervolde) over alle de Veie, som herfra førte ind til Byen, saasom Strandvejen, i Øster- og Nørre-Alleer, paa Nørrebro, Ladegaardesveien, gamle Kongevei, Frederiksberg-Allee og Landeveien, besatte dem tildeels med 1 à 2 Feltstykker, og opkastede derpaa igjen nye Traverser paa de samme Veie og med den samme Besætning, alt som de skrede videre frem mod Fæstningen, for saaledes at kunne yde deres fremskudte Piquetter de fornødne Holdepunkter imod vore Udfald. Fra Jagtvejen udgik imidlertid et Par hundrede Skridt østenfor Runddelen uden for Assistents-Kirkegaard en formelig Løbegrav ind imod Nørrebro-Forstad, hvor den endtes i et svært Morteer-Batteri i daværende Toxverds Have, noget forbi den forreste Indgang til


56

Kirkegaarden. - Dette var at ansee for de Engelskes første Parallel.

Blegdamsveien kunde ansees for den anden Parallel, der fortsattes fra Nørrebro Forstad med en egen dertil aabnet Communication bagom Blaagaard, tvers over Marken og Landegaardsveien, samt bagom de sløifede Ladegaardsværker til Vodruffsgaard og derfra paa venstre Bred af det daværende Vandløb til Svanholm, hvor nu Grosserer Heymanns baiersk Ølbryggeri ligger.

En tredie Parallel, efter Krigsbrug, kunde Farimagsveien have afgivet.

De engelske Batterier fra høire til venstre Fløi vare i Alt følgende (see Kortet over Batterierne):

1) Ved gamle Pesthuus 6 Fireogtyve-Pundiger og 2 Morterer, hvoraf 4 af de første vare anbragte i en Face, der vendte mod Kallebostrand, de øvrige i en Face, der vendte mod Tømmerpladsen.

2) Bag nuværende Gartner Mohrs Have paa Vesterbro 4 Hundrede-Pundinger Morterer, halv forsænkede eller indskaarne.

3) Foran Skydebanen, ikke langt fra Reberbanen paa Vesterbro, 6 Kanoner.

4) I Svanholm Have ved gamle Kongevej 4 Morterer og 2 Haubitzer.

5) I Vodruffgaards Have, ligeover for Holmers [i. e. Helmers] Bastion den meest fremspringende Deel af Fæstningen, et regelmæssigt af Faskiner og Jord opført Demonteerbatteri paa 8-10 Fireogtyve-Pundinger, som imidlertid ikke kom til at spille.

6) Ved Ladegaardsveien, hvor den dreier bort fra Aaen, foran Gaarden Rolighed 10 Hundrede-Pundinge


57

og 150-pundige Morterer, indskaarne i Jordsmonnet bag en foran liggende svær Grøft, og dækkende med Sandsække og Jord, hvorfra var ført en Løbegrav hen til Gaarden Rolighed. Skjøndt dette Batteri laa i en Afstand af omtrent 2000 Alen, var det dog det, som tilføiede Kjøbenhavn størst Skade.

7) I Blaagaards Have paa Nørrebro 8 Fiirogtyve-Pundinger.

8) I Toxverds Have 10 Stkr. 150- til 200-pundige Morterer, som med en traverseret Løbegrav stod i Forbindelse med Jagtveien. Ogsaa dette Batteri virkede høist skadelig og ødelæggende paa Byen i en lignende Afstand som Nr. 6.

9) I Sandgraven paa Vesterfælled [Skal være Lammefælleden] 2 Morterer og 2 Haubitzer.

10) I en betydelig Afstand fra dette Batteri bagved Holdepladsen paa Østerbro mellem Alleen og Strandveien 2 Fireogtyve-Pundinger, imod Byen og 4 Morterer mod Strandkanten. Her havde de Danske den Ærgrelse, at see Fjenden benytte sig af deres forladte Forskandsninger.

11) Paa høire Side af Standveien, østenfor Gaarden Nøisomhed, et Batteri paa 4 Tolv-Pundinger med Front imod gamle Kalkbrænderi og Søen, tilligemed en Løbegrav, som førte op til Strandveien og til den sidstnævnte Redoute.

12) Ved Ny-Kalkbrænderi ligeledes et Batteri paa 4 tolv-pundige Skibskanoner, betjente af Matroser, med Front mod Søen.

13) Ved Svanemøllen et Batteri paa 9 Fireogtyve-Pundinger, 2 Morterer og 2 Haubitzer med Front imod


58

Kalkbrænderierne; desuden en Fleche i Kildevælds Have, besat med 4 Feltkanoner, hvoraf 2 imod Byen og 2 imod Søen.

Batteriernes Brystværne vare fornemmelig opførte af Sand- eller Jordfæste til en Tykkelse af 4 til 5 Alen, og imellem de forskjellige Stykker Skyts var der opført Traverser, ligeledes af Sandsække, til en Tykkelse af 3 til 4 Alen.

Foruden de her anførte Batterier fandtes endnu betydelige Artilleriparke i Runddelen udenfor Frederiksbergslot, foran Gaarden Ventegodt paa Veien til Lygten, ved Vangehuus paa Veien til Lundehuset, samt paa Marken mellem Strandveien og Ny-Kalkbrænderi. Det fjendtlige Infanteries Hovedleir, bestaaende af lutter Straahytter, stod bag Bakkerne foran den nuværende Rørsø, som endnu dengang var en Mose med et ubetydeligt Vandløb og strakte sig omtrent fra Vangehuset hen til Ventegodt; men betydelige Afdelinger stode desuden i Søndermarken samt ved Frederiksberg, foran Godthaab og ved Utterslev*).

______

*) Denne Skildring af de engelske Batterier o.s.v. er tagen af Bloms Krigstildragelser i Sjælland 1807.


 

59

VII.

Kjøbenhavns fire første Udfald.

_____

Vi have i det foregaaende Afsnit givet en Fremstilling af Englændernes Batterier, som de vare, forinden Stadens Bombardering, fordi man da lettere kan overskue Fjendens Beleiringsarbeide, men endnu forinden disse Batterier vare færdige, gjordes der flere Forsøg eller Udfald, for at standse eller tilintetgjøre Englændernes Arbeider, hvilket imidlertid ikke lykkedes formedelst den ringe Magt og de svage Kræfter, der anvendtes herpaa.

Da der den 17de August om Morgenen saaes fjendtlige lette Tropper nærme sig Store- og Lille Vibenshuus, blev Generalmarschen slaaet, og Klokken 9 aabnedes Citadelsporten, for at lade Livjægerkorpset, Herregaardsskytterne, 200 Recruter under Major Kreber, et Detaschement af sjællandske Ryttere, samt et trepundigt Batteri paa 4 Kanoner under Capitain Hummel, tilsammen 6 til 700 Mand, alle Tropperne under Major Holsteins Overcommando, rykkede ud mod Fjendens Forpostlinie, understøttede paa Søsiden


60

af 3 Kanonchalupper under Premierlieutenant J. J. J. Suenson.

Tropperne posterede sig først ved Clasens Have, hvorfra de rykkede frem, opløste i en Kjæde, med sluttede Troups til Understøttelse, paa Østerfælled ind mod Stranden til. Angrebet var levende. De engelske Piquetter mellem Stranden og Østerfælled blev trængte tilbage noget forbi Lille Vibenshuus; men da Fjenden nu blev forstærket af den bagved fremrykkende Linie med et Detaschement Husarer og Artilleri, som nylig var bleven landsat ved Skovshoved, maatte vore Tropper igjen gaae tilbage med et Tab af 1 Død og 13 Saarede.

I dette Udfald udmærkede sig i Særdeleshed Livjægercorpset og Herregaardsskytterne, og Capitain Hummel af Artilleriet, en Krigsmand, der tidligere havde deeltaget i Felttog i Udlandet, nævntes med Berømmelse.

Man bemærkede til vor store Sorg ved denne Leilighed, at vort Krudt var langs svagere end Englændernes, thi de engelske Kugler naaede langt videre end vore; man fandt saaledes endog Kanonkugler paa Blegdammene.

Kanonchalupperne havde ikke kunnet gjøre andet, end sende Kugler op i Landet, hvor de saae Fjenden eller kunde formode ham. Skjøndt det fjendtlige Artilleri, der var skjult bag Bygninger og Buske, besvarede deres Skud, blev dog ingen af Mandskabet beskadiget.

En fjendtlig let Escadre var imidlertid naaet op mod Svanemøllen og lod sig, da det var Stille, buxere frem. Bille førte derfor Kl. 6½ hele Kanonflotillen mod Fjenden, der, efter en levende Ild paa begge Sider, Kl. 9 trak sig tilbage. Paa dansk Side faldt kun een


61

Mand, formodentlig fordi Fjendens Kanonader ikke kunne naae, medens vore 24-pundiger lode til at gjøre god Virkning.

Disse første krigeriske Begivenheder, skjøndt de intet Resultat førte med sig, oplivede dog Hovedstadens Indvaanere. De viste ogsaa deres Iver for vore Krigere ved at sammenskyde betydelige Pengesummer og en Mængde Levnetsmidler, og en i den Anledning nedsat Commission saae sig istand til næsten under hele Beleiringen at uddele dobbelt Forpleining: Viin, Brændeviin, fiint Brød, Ost, Suppe og Kjød saavel til Land- som til Sø-Krigerne.

Fjenden gjorde nu Alt for at befæste sin venstre Fløi, for derved at sikkre Forbindelsen med Flaaden. Han arbeidede ufortrødent for at sætte sig fast ved Svanemøllen, og beskjød herfra det af vore Folk ved Holdepladsen paa Østerbro paabegyndte Batteri, hvorved disse blev nødsagede til at forlade det.

Inde i Byen blev denne Dag saavel det borgerlige Artilleri som Infanteri taget til Tjeneste paa Voldene; 200 Landser uddeeltes blandt Brandfolkene paa Broerne; bespændte Kurvevogne posteredes ved Stadens Porte, for at transportere de indbragte Saarede til Hospitalerne, flere Træer omhuggedes for at Kanonerne kunde spille frit paa Fjenden, og flere nødvendige Forholdsregler toges.

Ved en Proclamation søgte Generalcommandoen at begeistre Folket.

"Medborgere", lød den, "atter see vi Folkeretten krænket og vor Fred brudt af den Storbrittaniske Regjering. Atter see vi Hovedstaden paa den meest troløse


62

Maade overfalden af en engelsk Krigsmagt. Vore Fjender have dertil valgt et Tidspunkt, da vore Vaabenbrødre ere kaldte til at værne om Landets Fred ved Elben. Men de have bedraget sig i at beregne vore Kræfter og vores Forsvarsmidler. De have glemt, at Frederiks Aand hviler over os og besjæler os. Medborgere! Det blev mig betroet at vaage med Eder og at stride tilligemed Eder for vores Arnesteder og for vor Ære. Jeg er, med henrykkende Glæde, Vidne til Eders varme Fædrelandskjærlighed og Eders faste Mod."

"I trænge ikke til Opmuntring. Jeg er overbeviist om, at vore kjække Kronprinds skal, naar han selv kommer midt blandt os, kjende os igjen."

Grev Schulin paa Frederiksdal, Etatsraad de Coninck paa Dronninggaard og Pastor Rønne i Lyngby traadte paa denne Tid sammen i en Commission, for at vedligeholde Orden og Ro i dens Districter, og sørge for den fjendtlige Armees Reqvisitioner og Nødvendigheder, for derved at undgaae Selv-Reqvisitioner med væbnet Haand. Den engelske Overgeneral sanctionerede deres Hverv, men paa Forespørgsel vilde General Peymann ikke indlade sig herpaa og beklagede vedkommende Personer. Der blev ogsaa senere anlagt Sag mod denne Commission, men den blev frikjendt for Landets høieste Domstol.

Tidlig næste Morgen, Tirsdagen den 18de August, borttoge eller afkappede vore Kanonbaade, tildeels under Fjendens Kanoner, de af Englænderne udlagte Sømærker omkring Stubben. Fjenden udskibede saavel Cavalleri som Artilleri, og derfor sendtes en Division Kanonchalupper op i Svanemøllebugten for at forurolige


63

Fjenden, ligesom kort efter Krieger førte alle Kanonchalupperne frem. Men da nærmede den fjendtlige lette Escadre sig; den havde ombyttet sine Karonader med lange 18-pundige Kanoner, og et maskeret 9-pundigt Batteri ved Svanemøllen, opstillet bag Gjerdet i Haven, angreb vor Escadre i Flanken, saa at denne nødsagedes til at gaae tilbage. I denne Affaire blev Premierlieutnant Boll dødelig saaret, samt een Mand dræbt og een saaret, og 3 af Kanonchalupperne maatte sendes til Holmen for at repareres. Samme Dag kastede ogsaa 2 fjendtlige Bombarderer Bomber mod Prøvesteen, som besvarede deres Ild med en Deel Kasteskud. Ogsaa Qvintus Batteri sendte nogle Bomber, uden nogen Virkning.

Det var en væsentlig Feil fra Generalcommandoens Side at dette Angreb af vores Kanonchalupper ikke blev ledsaget af et Udfald til Lands langs Strandveien mod Lille Vibenshuus, for at sysselsætte det engelske Feltbatteri ved Svanemøllen, og saalænge som muligt hindre Opkastelsen af et fast Batteri sammesteds. Det blev som vi vide forvandlet til et svært fast Batteri og besat med det 82de Infanteri-Regiment. Det var et altfor vigtigt Støttepunkt for Forbindelsen mellem Englændernes Land- og Sømagt, til at de ikke skulde sikkre sig det.

Det var ligeledes en Feil, at vi ikke søgte at forskaffe os et lignende Støttepunkt, ved at befæste et af Kalkbrænderierne, der tillige havde kunne fastholde Clasens Have. Ligesom det ogsaa var en betydelig Feil, at vi ikke søgte at fuldende den paabegyndte vigtige Redoute ved Østerports Holdeplads, hvilket ved det i


64

Staden værende Mandskab meget let havde ladet sig gøre.

I Byen gik der imidlertid mange Rygter. Snart ventede man Undsætning, snart paastod man, at Fæstningen var saa stærk, at den kunde holde sig til Vinteren, da vore Tropper saa kunde komme over Isen fra Fyen for at hjælpe os. Snart heed det, at Kronprindsen var landet med mange tusinde Mand paa Sydkysten af Sjælland, snart at en svensk Skjærgaardsflaade var under fulde Seil for at staae os bi fra Søsiden. Men alt var Rygter og sangvinske Forhaabninger. I Byen vidste man Intet med Vished, thi snart sagde man at Fjendens Antal udgjorde 18,000, snart 30,000 Mand, hvilket sidste Antal imidlertid var det rigtige.

I det Hele var man ikke forknyt i Byen, man havde jo Forfædrenes Exempel for Øiet, da en stor Krigshelt, Carl Gustav, ikke formaaede at undertvinge Byen, men hvilke Fremskridt Krigskunsten havde gjort siden hen i Tiden, havde Ingen nogen Ahnelse om, hverken Civile eller Militaire. Med Overbefalingen var man misfornøiet, især fordi den ikke havde, som man troede var en let Sag, ødelagt Fjenden, da han gjorde Landgang. Nu, ved det nærmere Forsvar, burde der have været anvendt al Kraft, og Forstæderne først afbrændte, naar man ikke kunde holde dem længere.

Som vi vide, var der i Kjøgebugt ankommen en engelsk Transportflaade. Den 18de August landede, som vi vide, en Afdeling fra denne, som førte hele Expeditionens Cavalleri, tre hannoveranske Husarregimenter, og tvende Feltbatterier, ved Skovshoved. Størstedelen af de tre Cavalleriregi-


65

menter med et ridende Batteri anvendtes til at formere en Kjæde af Piquetter og Poster fra Sorgenfri til Kollekolle, med en Bataillon af den tydske Legion til Understøttelse, Alt undre den hannoveranske Generalmajor v. d. Deckens Befaling.

Frederiksværk er et lille ubefæstet Fabrikssted med et Kanonstøberi, Krudtmøller o.s.v. ved Arresøens Udløb i Roeskildefjord, og tilhørte Kronprindsen som privat Eiendom. Der fandtes et stort Krudtforraad, tilhørende Armeen, paa Værket, og to Transporter af det, hver paa 250 Vogne, vare lykkelig blevne indførte til Kjøbenhavn. Den 17de August tidlig om Morgenen afgik den tredie og største Krudttransport paa omtrent 500 Vogne fra Værket i to Colonner, den ene over Gjørløse og Farum, den anden over Slangerup og Maaløv, under Bedækning af Frederiksværks frivillige Corps, anført af Inspecteuren paa Værket, Major Tscherning.

Da Transportens østlige Colonne henimod Aften Kl. 6 naaede Egnen ved Farum, omtrent 1¼ Miil fra Kjøbenhavn, stødte den paa en fjendtlig Recognoscring fra General v. d. Deckens ovenomtalte Observationscordon, der bestod af en Escadron af 1ste Husarregiment samt 18 Husarer af 3die, ialt 120 Heste under Ritmester Krauchenberg. Tscherning lod strax Transporten gjøre omkring, og førte dem over Herløv og Frederiksborg til Kronborg, med Undtagelse af den forreste Afdeling paa 21 Vogne, som blev afskaaren af fjenden tilligemed nogle Mand af Bedækningen, hvoriblandt Lieutenant Ulstrup. Fjenden fortsatte sin Fremrykning


66

over Frederiksborg mod Frederiksværk, og naaede henimod Aften den 18de August Kregome. Da Major Tschering, efter at have bragt sin Krudttransport i Sikkerhed, blev paa sin Reise fra Kronborg til Roeskilde, hvorhen han agtede sig for at tilbyde Generallieutnant v. Castenskjold sin Tjeneste, underrettet om, at Fjenden var ankommmen i Nærheden af Frederiksværk, reiste han til Værket, hvilket han vidste ikke kunde forsvare sig mod fjenden, for om muligen at erholde en taalelig Kapitulation ved dets Overgivelse til Fjenden. Det lykkedes ham ogsaa at indbilde General v. d. Decken, at Stedet var stærkt befæstet, saa at det kun vilde overgivet sig, hvis Betingelserne vare fordeelagtige. Værket blev derpaa, som Kronprindsens Eiendom, sat under Kongen af Englands Beskyttelse, og Alt der forblev i den gamle Orden og i fuld Drift imod at de forfærdigede Krudtsorter skulde afleveres til Fjenden, hvilket dog ikke nogensinde skete. Besætningen blev afvæbnet, men ikke gjort til Fange, og Fjenden tog Værket i Besiddelse om Aftenen Kl. 11, dog ikke længere end 8 Timer, og indfandt sig ikke her senere.

Ifølge General v. d. Deckens officielle Rapport til Lord Cathcart, da han forlod Frederiksværk med 4 Kanoner og Halvdelen af Besætningens Geværer, havde Bønderne fra de omliggende Skovegne, de saakaldte Kulsviere (de fortrinligste Soldater i den danske Armee), flokket sig sammen, tildeels bevæbnede med Skydevaaben, men Størstedelen med Høtyve, Leer o. desl. for at tilføie ham Skade. Paa en Bakke havde der samlet sig flere hundrede Mand, der affyrede enkelte Skud paa den fjendtlige Escadron, hvilke dog, formedelst Afstanden,


67

bleve uden Virkning, og da den fjendtlige Lieutnant Poten med nogle Dragoner sprængte ind paa dem, løb Hoben fra hverandre, og efterlod 50 Mand og 5 Heste i Fjendens Vold. Man underrettede ogsaa v. d. Decken om, at alle Skove og Byer paa hans Tilbagevei vare fulde af lignende bevæbnede Skarer, og dette bevægede Generalen til at forandre sin Marchroute og føre sit Cavalleri igjennem en mere aaben Egn tilbage til Jægersborg. De Fanger, der vare blevne gjorte, bleve satte i Frihed, efter at man havde afstraffet dem med Fugtel.

Skjøndt ingen dansk Beretning omtaler, at den nordsjællandske Almue skulle saaledes have reist sig, maa man dog antage, at Generalens Rapport angaaende Kulsviernes Modstand, er sand, skjøndt det Rygte, at flere Skove og Byer vare fulde af bevæbnede danske Bønder, vistnok er aldeles overdreven.

Endvidere maae vi omtale ovennævnte Major Tschernings Patriotisme. Han stod, saa at sige, overalt paa Sjælland i Forbindelse, saavel med det castenskjoldske Corps, som senere med Generalmajor Ewalds Corps paa Øerne; dernæst med Kronborg, hvis Commandant han endog sendte 5000 Rdlr. til Garnisonens Lønning; endvidere med de nærmeste Amter; og om Natten kom han sammen med patriotiske og dygtige Mænd, for at overlægge Planer til Fædrelandets Frelse. Hvor Nøden fordrede det, bragte han tillige Raad og Understøttelse. Med Kjøbenhavn havde han Forbindelse og ligeledes med det engelske Hovedqvarteer, hvorhen han vidste at giøre sig Ærinder. Han sendte saaledes


68

altid en Officer med de reqvirerede Vognes Aflæsning, og forskaffede sig Passer for Hestehandlere, som foregave at ville sælge Heste til den engelske Armee, hvilke imidlertid alle paa een nær bleve casserede som ubrugelige for det engelske Cavalleri; ogsaa med Sverrig holdt han Forbindelse igjennem Værkets Fabriksarbeidere, som reiste om i Landet for at sælge deres Varer. Man kan derfor med rette sige at Major Tscherning var en Mand, der vistnok søgte at gjøre sit Fædreland al den Tjeneste, han formaaede.

Onsdag Morgen den 19de sendtes der 5 Kanonchalupper under Premierlieutenant J. J. J. Suensons Commando op under Vandet ved Svanemøllen. Men høist urigtig fik de heller ikke den Dag nogen Understøttelse fra Vandsiden, og nødtes derfor til at vende tilbage, efter at være bleven beskudt af skjulte Feltkanoner.

De Engelske vedbleve imidlertid udenfor Kjøbenhavn at landsætte deres Beleiringsskyts og Artilleripark ved Charlottenlund. Ogsaa med deres Værker mod Byen gik det rask frem, i det der commanderedes 600 Mand paa Arbeide ad Gangen, der afløstes hver fjerde Time. Især forstærkedes Batteriet ved Svanemøllen og besattes med 4 Fireogtyvepundinger, ligesom et bagved liggende Haubitzbatteri blev forsynet med Traverser og Brystværn. Ogsaa begyndte Fjenden paa Batterierne ved Indgangen til Frederiksbergallee, paa Svanholm, St. Hans Hospital, Vodruffgaard, i Nørre Alleee og paa Holdepladsen ved Østerbro. I Frederiksberg Allee fældes Træer til Forhug.


69

Ved Parolbefaling blev Garnisonen i Kjøbenhavn inddeelt i 3 Brigader under Generalmajorerne Falbe, Lemming og Walterstorf; Livjægerne og Herregaardsskytterne underlagdes Major Holstein, Cavalleriet under Oberst Grev Schmettou af Garden til Hest, samt hele Artilleriet under Oberstlieutnant Bech, da General Bielefeldt allerede den 16de August ved et Fald fra Hesten paa Steenbroen havde forslaaet sit Hoved, saa han ikke kunde varetage sine Forretninger. Senere udnævntes General Falbe til Kommandant i Kjøbenhavn.

Piquetter udenfor Byen havde vi endnu paa Vesterbro, ved Ladegaarden, paa Nørrebro, udenfor Østerport, alle forsynede med Kanoner og Haubitzer.

Paa Enighedsværn fældede man Træerne for at de ikke skulde standse Kuglerne fra Stadens Volde. Paa Volden søgte den hæderlige Biskop Balle at begeistre Forsvarerne med opmuntrende Taler. I det Hele søgte man paa mange Maader at sikkre sig mod Fjendens forventede Angreb, ligesom der ogsaa fra andre Sider blev sørget for Stadens Forsyning med Levnetsmidler.

Batteriet ved Svanemøllen syntes at være en Torn i Øiet paa Generalcommandoen, thi endelig den 20de August i Dagbrækningen, omtrent Kl. 3½, besluttedes der et saakaldet kraftigt Udfald imod ovennævnte Batteri, der geneerte vor Kanonbaadsflotille overordentligt; Udfaldet skete i to Colonner.

Den første efter Hovedcolonnen, der skulde angribe Batteriet og marscherede ud af Østerport, bestod af en Bataillon af danske og en af norske Livregiment; Livjægercorpset, Herregaardsskytterne, Livregimenternes og Gardens Jægere under Major Holstein; 100 Mand


70

Gardere til Hest og 100 af Sjællands Rytterregiment under Major Flindt, samt to trepundige Batterier under Lützow og Hummel, tilsammen omtrent 1800 Mand under Oberstlieutenant Voigt.

Den anden Colonne, der egentlig var bestemt til at dække den første venstre Flanke og indirecte understøtte samme ved et Skinangreb mod Tagenshuus og Lygten, udmarscherede af Nørreport, og stod under Generalmajor Walterstorfs Commando. Den udgjorde ogsaa omtrent 1800 Mand og bestod af 4 Landeværnsbatailloner, Husarrecruterne og 6 Amusetter.

Medens det endnu var mørkt, Klokken 2½ om Morgenen, vare 9 Kanonbaade, Flotillens Avantgarde, under Baron Holsteins Commando, allerede paa den befalede Post ved det yderste Kalkbrænderi.

Hovedcolonnen aabnede Angrebet med en Jægerkjæde langs Blegdammen ned til Stranden, venstre Flanke dækket af noget Cavalleri paa Nørrefælled, samt Artilleri ved Indgangen til Nørreallee og Strandveien. Eftersom Kjæden og Artilleriet rykkede frem, lod Voigt den ene Bataillon opmarschere paa Østerfælled, beholdt den anden i Colonne bag Strandveien, med Resten af Cavalleriet i høire Flanke nærmest Stranden, i den Tanke, at var man kommet det fjendtlige Batteri nær nok, skulde den opdeployerede Bataillon foretage en Frontalsvingning til høire, for at angribe det i Flanken, medens den anden Bataillon i Colonne, i Forening med Jægerne, angreb det i Fronten.

En tyk Taage syntes at maatte begunstige Foretagendet, der burde have fundet Sted i Stilhed, men istedetfor at liste sig ind paa Batteriet, aabnede


71

Kanonbaadene, forinden de kunde understøttes af de fremrykkede Tropper, en vældig Ild, der besvaredes af de engelske Landbatterier, 3 Kanonbrigger og nogle Morteerpramme. Da Colonnen havde passeret lille Vibenshuus taug rigtignok Batteriet og det heldige Øieblik til at indtage og sløife det syntes at være kommet. Da aabnede et nyt Batteri, formodentlig af Feltskyts, længere tilbage, sin Ild, stærke fjendtlige Colonner meldtes at nærme sig saavel fra Vibenshuus som Tagenshuus, og de altfor vidt spredte lette Troper - der langtfra tilstrækkeligt understøttedes af Cavalleriet paa de aabne Fælleder, da Halvdelen af dette til ingen tænkelig Nytte var paa høire Fløi, som allerede var tilstrækkelig dækket af Søen og vore Kanonbaade - saae sig ikke istand til at yde nogen kraftig Modstand i venstre Flanke. Generalmajor Walterstorf, der skulde have understøttet Voigt med sin Colonne ved et Skrømtangreb paa Tagenshuus og Lygten, stod paa samme Tid stille paa Nørrebro og ved Fælleden, uden at see den Fjende eller sees af nogen.

Angrebet standsede derfor nogle 100 Skridt forbi lille Vibenshuus, netop da man skulde see Resultatet af det. Klokken 7 om Morgenen trak vore Tropper sig tilbage til Fæstningen med et Tab af 16 Døde og 26 Saarede, blandt de Sidste Lieutenant Roepstorf af Livgarden til Fods og Friess af norske Livregiment.

En gunstig Luftning tillod de engelske Kanonbrigger at nærme sig Indløbet til Renden, og vore Kanonbaade trak sig tilbage med et Tab af 3 Døde og 6 Saarede blandt de sidste Lieutnant Holsten.


72

Det manglede Anføreren for den active Colonne, Oberstlieutnant Voigt, hverken paa Mod eller Uforsagthed. Han var saaledes altid i Spidsen af sine Tropper, i Almindelighed ved Artilleriet, som stod i den heftigste Ild. Hans Koldblodighed gik saa vidt, at han, da han paa Retiraden bemærkede at flere af Mandskabet ikke holdt Fodslag, lod adskillige Gange gjøre Holdt, og med egen Haand straffede en saadan formeentlig Forseelse, overeenstemmende med sin Tid Soldateraand.

Til hans Undskyldning bør vistnok anføres, at Svanemøllens Batterier laae omtrent 4000 Alen fra Fæstningen, og at Udfald i saa lang en Afstand og med saa ringe en Styrke altid ere meget farlige. Havde Fjenden kjendt mere til vor Stilling og været mere activ, kunde Udfaldstropperne let være blevne alle omringede og tilintetgjorte.

Som dem, der havde udmærket sig, nævntes først Livjægerne, dernæst Herregaardsskytterne; Regimentsjægerne og Artillerilieutenant Wedefelt blev roest for deres udviste Mod, og Major Holstein gjorde man den smigrende Bebreidelse, at han begik altid Insubordnination, naar der befaledes ham at retirere.

Fra Fæstningen sørgede man nu for at gjøre det nærmeste Terræn udenfor Byen aaben. Saaledes bleve en Deel Træer, samt Plankeværker ved Blaagaard og Store Ravnsborg omhuggede; Grøfterne ved Blaagaard og omkring Fælleden bleve jevnede. I Byen væbnede man Brandfolkene med Pikker. I Philosophgangen og igiennem Esplanaden ved Citadellet bleve Telte opslagne for Landeværnet; de fleste Beboere af Forstæderne,


73

hvem det var bleven forbudt af føre deres Eiendele ind i Kjøbenhavn, agtede dog ikke derpaa, men flyttede ind med saa meget som de formaaede at føre med sig. I Tilfælde at Fjenden skulde ødelægge Veirmøllerne paa Volden, blev der indrettet tvende Reservemøller i Sølvgaden og paa Nyholm. Da man kunde befrygte, at Fjenden vilde afskjære Vandrenderne fra København, hvorved Byen vilde komme til at lide Vandmangel, paalagdes det Indvaanerne at lade de i Byen værende Brønde rense eller opgrave. Man undersøgte endog Vandet i Stadsgraven, og det væmmelige Fluidum fandt man ved Filtrering drikkeligt.

Medens den hele kongelige Familie var bortreist opholdt dog den unge Prinds Ferdinand sig endnu i Byen, hvor han tog Forsvarsvæsenet paa Volden i Øiesyn, og vakte dermed Besætningens og Borgernes Begeistring. Disse troede at den endnu ikke 15-aarige Prinds vilde blive i Fæstningen, muligen stille sig i Spidsen for Forsvarsvæsenet og indlægge sig et udødeligt Navn. "Men", siger Ræder, "selvom om Prindsen havde været en Condé, vilde han ikke have kunnet redde Fæstningen", og de høiere Authoriteter fandt det derfor rigtigst at han forlod Staden, hvorfor man allerede tidligere havde forlangt et Reisepas for ham.

General Cathcart tog Anledning af dette Reisepas's Oversendelse til at yttre i en Skrivelse til Peymann:

"Dersom denne By, Danmarks Hovedstad, den kongelige Families og Regjerings Residents, Videnskabernes og Handelens Sæde, opfyldt med Indvaanere af alle Stænder, enhver Alder, ethvert Kjøn, vedbliver at sætte sig paa samme Fod, som en beleiret Fæstning,


74

saa vil den blive angreben med alle de Midler, der synes meest hensigtssvarende til dens Ødelæggelse, saasnart Befalingen dertil er given, og i saadant Fald havde de hertil beordrede Officerer intet Valg, men maae anvende ethvert Middel for at erobre Fæstningen" - - -

"For Guds Skyld, min Herre! overlæg med Koldblodighed, om ikke Modstand netop føre til Ødelæggelse af den Stat, De ønskede at forsvare, om De ikke, under nærværende Omstændigheder og Uenigheder, vil vise en Tapperhed - hvem sikkert Ingen tvivler om, at De besidder - som vil fremskynde Ruin og Ulykke, der ere saa uadskillige fra en Hovedstads Beleiring, og hvilke dog tilsidst ville have Flaadens og Arsenalernes Tab til Følge og som De endnu kan afværge."

Da Reisepasset for Prindsen var tilstillet for sidlige, maatte Peymann paa ny tilskrive General Cathcart om et andet Pas, men besvarede eller berørte ikke engang den sidste Deel af Generalens Brev.

Besynderligt er det, at den gamle Ingenieurofficeer ikke har kunnet tænkt sig Muligheden af et alvorligt Bombardement, thi i en Skrivelse til Kronprindsen yttrede han:

"De kan være forvisset om, naadigste Herre! at jeg efter Pligt skal forsvare mig til det Yderste, og at Kjøbenhavn aldrig under min Commando skal falde i Fjendens Hænder uden ved Storm, og om Fjendens Anstalt maatte være større end det er. Jeg skal søge at forsvare vor Ære og ende mine Dage som en kjæk Soldat."

Med stor Iver fortsatte nu de til Forvarei [i. e. Forsvaret] fornødne Arbeider og Forberedelser. Fjenden paa sin


75

Side arbeidede ogsaa med al Kraft. Uafbrudt blev der landsat Artilleri og ført til Batterierne, hvilket kunne sees fra Fæstningens Taarne, hvor der var ansat Officerer, der med Kikkerter observerede Fjendens Bevægelser.

Den 21de August var Alt stille baade til Lands og Vands, med Undtagelse af vort Artilleri paa Volden og Fæstningsværkerne, samt Forposterne og Piquetterne.

Disse begik i deres Iver og Tapperhed den Taabelighed, at skyde med Kanoner efter en enkelt Fjende, som blot kunde sees fra Fæstningen, og Overbefalingen fandt det nødvendigt, at forbyde saadan Skydning. I den sidste Krig yttrede vor dygtige de Meza, "Kanonen er et alvorligt Vaaben, der ikke maa bruges til Narrestreger, men kun hvor den kan gjøre en alvorlig Virkning," men af denne Mening var Kjøbenhavns Indvaanere, især det borgerlige Artilleri, ikke. Man troede, at Overcommandoen ønskede at skaane Fjenden, og naar man da tænkte paa Forbudet, "ikke at gjøre det første Skud, begyndte man at ahne Forræderi, og Mistanken faldt især paa Artilleri-General Bielefeldt.

Da nogle fjendtlige Bombarderer og Brigger, som laae i Svanemøllebugten, kastede om Eftermiddagen Bomber mod Citadellet og Trekroner - dog uden Virkning, fandt Peymann sig foranlediget til følgende Bekjendtgørelse:

"Aarvaagenhed og Uforsagthed ere kraftige Midler til at forebygge skadelige Følger af de nedfaldende Bombers Virkning i Tilfælde af et Bombardement. I, Stadens Beboere! forlader derfor ikke Eders Gaarde og Huse! thi i de første Øieblikke kunne vi udrette Meget. Men værer blot opmærksomme paa Stedet,


76

hvor en Bombe slaaer ned! Flyer et saadant Sted saa langt som muligt, fra et Værelse ind i et andet, og oppebier roligen Tiden, naar Bomben springer; men, naar den er sprunget, hvilket let bemærkes, iler da til med en Spand Vand, og man vil med nogle faae Stænk deraf slukke og forekomme Udbrud af Ild, der ellers kunde gribe om sig i det Store og da vanskelig standses! Man vilde udsætte sig for Fare, hvis man fattede det Forsæt at ville slukke en Bombe, det være med hvadsomhelst Middel. Skyer derfor hellere Stedet, til den har afrøget! Er man paa en aaben Plads, hvor en Bombe falder ned, da kaster man sig udstrakt ned paa Stedet og søger at trække sig et Stykke fra den! Men hav Vand i alle Etager og Vandforraad i Gaardene!"

Prinds Ferdinands Reisepas ankom denne Dag fra den engelske Overgeneral, og Prindsen reiste strax fra Byen og ankom den 23de August til Odense. Ved saaledes at see sig forladt af den hele kongelige Familie, begyndte der at opstaae en Misstemning blandt Stadens Indvaanere, thi man begyndte nu at befrygte, at der forestod Kjøbenhavn en ikke liden Fare eftersom endog den yndede Prinds forlod dem, dog havde man endnu ingen Ahnelse om de Rædsler, der ventede Hovedstaden.

Paa denne Dag landede ogsaa Hovedstyrken af den tydske Legion, der kom fra Rygen, tilligemed 2 Feltbatterier paa den nordvestlige Strandbred af Kjøgebugt, imellem Skillings- og Corporal-Kroen, hvorhen en stærk Afdeling af Cavalleri og Infanteri var sendt fra Beleiringshæren, for at dække dens Landgang. De landede Tropper udgjorde 3 Brigader, Beleiringshærens 2den Division eller Centrum under


77

Lord Roslyn. Ligeledes landede han sidste Brigade Macfarlane af General Bairds Division ved Skovshoved, og rykkede samme Aften frem til Hellerup. Beleiringsskytset vedblrev man at udskibe ved Charlottenlund, fra Jagtveien aabnede man en Løbegrav ind mod Nørrebro, og opkastede et Batteri i Toxwerds Have. Faskiner blev forfærdigede til et nyt Batteri, formodentligt ved det gamle Pesthuus (Belvedere), hvilket Værker alle vare bestemte til at dække Armeens videre Fremrykning, saasnart Lord Roslyns Corps var indtruffet. Dette ankom ogsaa Dagen efter til Damhuset og Omegn, og stødte paafølgende Søndag til Beleiringshæren, hvor det opstillede sig i 2den Træfning bag Centrum, foran Bellahøi.

Den følgende Dag var det ligeledes stille til Lands og Vands, hvilket ærgrede vore Krigere og Borgere, der brændte af Begjærlighed efter at maale sig med Fjenden. Det var ogsaa harmeligt, at see Fjenden uforstyrret arbeide paa sine Batterier trindt om Byen. Istedetfor uafbrudt at hindre ham i hans Arbeide, lagde man ham ikke det mindste i Veien, og indskrænkede sig til en unyttig, næsten uafladelig Kanonade fra Volden, som man kunde have sparet. Ved Resultatet af det sidste Udfald var man bleven ængstelig, hvem man skulle betroe Overcommandoen, da man manglede dygtige Overbefalingsmænd, og efter Datidens Begreber ikke kunde give Commandoen til yngre Mænd.

Man gjorde imidlertid hvad man troede der var nødvendigt. Saaledes blev Enighedsværn med Have sløifet, Grøfterne ved Farimagsveien jevnede, Fæstningsbroen optrukke; thi man gik altid ud fra den For-


78

udsætning, at Englænderne vilde foretage en regelret Beleiring og at det nærmere Angreb nu vilde begynde, mod hvilket man især vilde anvende og rette sin hele Kraft.

Medens man til Lands lod Fjenden uforstyrret, søgte man derimod til Søes saameget som muligt at forurolige hans Arbeide, og henlagde derfor denne Dag ved det yderste Kalkbrænderi to Stykpramme, der i Forening med Bombardeerdivisionen Dagen efter Klokken 10½ om Formiddagen aabnede deres Ild imod Svanemøllebatteriet, der nu var blevet armeret med 9 24-pundige Kanoner, 2 Morterer og 2 Haubitzer og besat med et Infanteriregiment. Den fjendtlige lette Escadre under Capitain Puget nærmede sig, for at understøtte Batteriet, ogsaa Rheden, og begyndt fra 15 Bombarderer og Brigger, hvortil sidligere nogle Smaaskibe stødte, at beskyde Blokskibet Mars, Stykprammene og Bombardeerdivisionen. Men da Kanonflotillens Avantgarde angreb Fjenden, og Batteriet Trekroner tilligemed Citadellet begyndt at kaste Bomber og glodende Kugler, nødtes Englænderne Klokken 2 til at trække sig tilbage.

Englænderne erklære selv, at deres Skibe maatte trække sig tilbage, fordi de ikke kunde udrette noget imod de Danske.

Medens de danske Canonchalupper, som de Forreste i Træfningen, forfulgte Englænderne med en levende Ild, kastede Stykprammene mod Batteriet ved Svanemøllen indtil Klokken 2½ om Eftermiddagen, og der viste sig, hvad Tilfældet var i Aaret 1849 ved Eckernförde, at Landbatterier næsten altid har Over-


79

vægten i en Kamp mod Skibe. Stykprammen Sværdfisken, Capitainlieutenant Kruse, fik alene 7 Grundskud. Vort Tab til Søes udgjorde ialt 7 Døde og 11 Saarende; de Engelske 4 Døde og 13 Saarede.

En Mængde Tilskuere var ved Toldboden Vidne til den for vor Marine saa hæderlige Kamp, og en almindelig Jubel lød da man saae vore kjække Sømænd jage Englænderne paa Flugten.

Nogle fjendtlige Bomber naaede idag Castellet og Nyholm; formodentlig kastedes der ogsaa de saakaldte congrevske Raketter, thi General Peymann yttrede sig herom: "de Engelske kastede foruden Bomber med et Slags Raketter, som ikke pleier at bruges af cultiverede Nationer."

Den nu indtrufne Forstærkning under Lord Roslyn tillod nu det engelske Centrum under Lord Wellesley den næste Morgen Kl. 3 at tage Stilling frem mod Jagtveien og Nørrebro, medens Garden paa høire Fløi angreb og besatte Frederiksberg Allee og den yderste Deel af Vesterbro.

Da Fjenden nærmede sig hurtigt vore Porte, stak man idag vores Reberbaner uden for Vesterport i Brand, og Ilden udbredte sig derfra videre paa Vesterbro. Udenfor Nørreport antændte man en Mølle om Aftenen, og Ilden udbredte sig ogsaa herfra til Forstaden. Man var af den Mening, at man havde hindret Fjenden i at anlægge sine Batterier bag ved de afbrændte Bygninger eller skjule sig bag dem mod Fæstningens Skyts.

Enkelt Bomber faldt idag i Byen, og en Mand saaredes af en sprængt Bombe. Man havde hidtil


80

ikke troet at disse Ødelæggelsesredskaber gjorde nogen synderlig Skade. Flere Bomber var faldne ned i Citadellet og sprungne uden at gjøre nogen Skade, og da en Formiddag en Bombe sprang midt paa Citadellets Paradeplads, hvor flere hundrede Soldater laae omkring i Græsset og spiste deres Frokost, uden at Nogen af dem bleve qvæstede, var man overbeviist om, at Engelskmanden med sine Bomber ikke var at frygte.

En Piquet vi hidtil havde havt staaende paa vor høire Fløi imellem Kalkbrænderiet og Østerbro, understøttet af Artilleri, blev denne Dags Aften angrebet af en overlegen fjendtlig Styrke og nødsagedes til at gaae tilbage til tæt foran Clasens Have.

Det kongelige Artilleri gjorde denne Dags Eftermiddag nogle Prøvekast fra 3 100-Punds Morterer mod Tagenshuus, men kunde ikke naae dette Sted.

Om Natten blev vor Piquet ved Acciseboden paa Nørrebro angrebet af de engelske Forposter og trængt tilbage.

Den følgende Dag, Tirsdag den den 25de August, fandt vel Generalcommandoen at der maatte gjøres noget, da Fjenden saaledes trængte nærmere frem mod Staden. Der besluttedes derfor et tredie Udfald imod Blaagaard, for om muligen at sløife de fjendtlige Batterier, som man formodede vare opkastede ved Assistentskirkegaarden, samt de mellem Sortedamssø og Farimagsveiene liggende Bygninger og Haver.

Om Eftermiddagen, Klokken 2, udrykkede derfor Livjægercorpset, Herregaardsskytterne og Jægercompagnierne af de to Liv-Regimenter samt af Garden, med


81

8 Kanoner, tilsammen omtrent 5 til 600 Mand, Alt under Major Holsteins Overcommando. Paa Farimagsvejen deelte de sig i 2 Colonner, hvoraf den ene drog lige ud over Broen, og lod derpaa Regimentsjægerne formere sig i Kjæde til høire langs Sortedam og Blegdammenes Haver, og Livjægerne til venstre langs Peblingesøen og Engene ved Blaagaard. Den anden Colonne drog over Dæmningen imellem Peblinge- og St. Jørgenssø forbi Ladegaarden, hvor en Deel af den passerede Broen over Aaen, og formerede sig til høire i Kjæde i Engene ved Blaagaard, saa den kom i Forbindelse med den foregaaende Colonnes venstre Fløi. Resten af den venstre Colonne med Kanoner af det ved Ladegaarden staaende Piquet blev holdende paa Veien med Front imod Rolighed, for at dække venstre Flanke og sikkre Colonnens Tilbagegang over Aaen. Nu rykkede Alt frem mod Blaagaard og den øvrige Deel af Nørrebro. Vore Tropper stødte paa Lord Roslyns Division, lutter Hanoveranere, i Særdeleshed paa en Afdeling af 1ste lette Bataillon under Captain Baring, en Officer, der udmærkede sig senere som Oberst i Slaget ved Waterloo, samt paa 800 Mand af 5te Liniebataillon under Oberst Reinbold. I Begyndelsen bleve de drevne tilbage fra Blaagaard, fra een Grøft og een Stilling til en anden, indtil de naaede Jødekirkegaarden, hvor de toge Stilling bag det derværende Plankeværk, som var forsynet med Skydehuller og herfra bleve vore Tropper, idet de rykkede frem, modtagne af en dræbende Ild, der standsede deres Fremskridt.


82

Ogsaa vore venstre Fløi fandt stærk Modstand og blev efter en haardnakket Kamp trængt tilbage af de fra alle Sider fremrykkende Forstærkninger fra Fjendens Reserve, der bestod af alle Vaabenarter, som vare posterede i Alleerne og paa Nørrefælled.

Man trak sig nu tilbage i den største Orden, uden at have opdaget nogen Batterier. Ud paa Aftenen besatte Fjenden ikke alene Ladegaarden, Blaagaard og Blegdamsveiene, men opkastede endog et Batteri af Sandsække tværs over Gaden paa Nørrebro og nærmede sig stækrt Broen over Søerne.

Den af os paabegyndte Skandse ved Holdepladen udenfor Østerbro blev ud paa Aftenen overrumplet af Major Halkett med 3 Compagnier af den 2den lette hannoveranske Bataillon, som, dækkede af de tilstødende Haver og Grøfter, havde sneget sig ind paa Vore, og toge Ingenieurlieutenant Caroc og en Deel af hans Arbeidscommando til Fange. Vor Piquet ved Clasens Have med Artilleri under Capitain Hummel, forstærket af et Detaschement Marinere under Capitain Lassen fra Citadellet, trængte rigtignok rask ind paa Fjenden, men dennes Overmagt var saa stor, at Vore maatte vige, efter at have lidt et betydeligt Tab. Citadellet aabnede nu sin Ild, og fra Rosenborg Bastion blev der kastet med Bomber mod de nyligt opkastede Batterier ved Store Ravnsborg, Blaagaard o.s.v.

Vi havde denne Dag et Tab af 21 Døde og 55 Saarede. Blandt de Døde var Lieutenant Bruun af Livjægerne. Det var en agtet og yndet Officer, der, denne Dag, hans Forlovedes Fødselsdag, havde til hendes Ære klædt sig i sin bedste Dragt, hvorved han


83

paadrog sig de fjendtlige Skytters Opmærksomhed og erholdt et Skud igjennem Halsen, der havde en øieblikkelig Død til Følge. Hans Liig forblev i Fjendens Hænder, og begravedes af denne ved Blaagaard. Den 15de October blev han igjen opgravet og stædet til Hvile paa Garnisonskirkegaarden i Byen, ledsaget af et Følge af over 500 Personer af alle Stænder foruden hans Vaabenbrødre Livjægerne.

Blandt de Saarede fandtes der Lieutenanterne Rothe, Fribo og Ellefsen af Artilleriet og Fændrik Grev Platen af danske Livregiment.

Iblandt de Enkelte, der udmærkede sig ved Tapperhed under disse Udfald, fortjener især at nævnes Herregaardsskytten Hammer med sin 14-aarige Søn. Da Krigen udbrød forlod han sin Stilling som Kromand i Asminderød, og meldte sig frivillig til Krigstjeneste. Han kæmpede altid i de forreste Rækker og blev saaret i dette Udfald. Livjægerne, Herregaardsskytterne, Regimentsjægerne og Artilleriet var det ogsaaa, der, saa at sige, ene og tilsammen erhvervede sig Laurbær, thi Linieinfanteriet var sjelden eller aldrig saa heldig at kunne tage Deel i Kampens Hæder.

Dagens Begivenheder havde imidlertid sørgelige Følger, thi Fjenden var kommen i Besiddelse af Vesterbro ligetil Skydebanen, af Ladegaarden, Blaagaard, Blegdammene og Holdepladsen paa Østerbro, og saaledes bleven Herre over de vigtigste Udgange af Byen, vundet en betrykket Opstilling blandt Søerne, og kunde nu fra Blegdamsveien uforstyrret anlægge sine Batterier. Skansen ved Østerbro blev allerede om Natten for-


84

vandlet til et Værk mod Byen, det omtalte opkastede Batteri paa Nørrebro kunde bestryge Broen mellem Sortedam og Peblingesøen, og over Ladegaardsveien opkastedes et lignende Batteri.

Ved at se Fjenden saaledes trænge tæt ind paa Byen saa at sige uden nogen betydelig Modstand, kan man ikke undlade at gjøre det Spørgsmaal, var det muligt ved et mere energisk Forsvar at hindre ham heri? Svaret bliver bejaende for en længere Tid. Vi ville her anføre en krigskyndig Mands Mening, som vistnok maa ansees for at være rigtig.*)

"Det var og blev en Hovedfeil ved Stadens Forsvar", siger han, "at der ikke i Tide var bleven dragen Omsorg for at indrette den hele ydre Linie til et haardnakket Forsvar, ved at opfriske de gamle Befæstninger omkring Ladegaarden, indrette denne Bygning, Bjørnsdal paa Vesterbro, Blaagaard, samt de faste Bygninger paa Blegdamsveiene til Forsvar, og besætte dem med hele den mobile Deel af Garnisonen. Hvilke Fordele frembød sig ikke her imod den paa de aabne Fælleder fremrykkende Fjende, og hvilket virksommere Middel gaves der vel til at støife [i. e. sløife] de hindrende Forstæder, end ved at forsvare dem indtil de vare forvandlede til Gruushobe. Holdepladsen paa Østerbro og den nordlige Udkant af Clasens Have afgave Støttepunkter for denne Linies høire Fløi, som ved gamle Kalkbrænderi sattes i Forbindelse med Sødefensionen, der flankerede den; ligesom venstre Fløi heldigen vilde have lænet sig til Kallebostrand, hvor ingen fjendtlig Flotille, paa

______

*) Blom: Krigstildragelserne i Sjælland 1807.


85

Grund af det lave Farvand og vor Besiddelse af Amager, vovede sig ind, og hvor desuden netop Dagen iforveien 3 af vore Kanonbaade vare blevne detascherede hen, for at tage den fjendltige Opstilling i Kongens Enghave i høire Flanke.

"Vel maa man ei glemme, at den største Deel af de fornævnte Forsvarsanstalter ikke er et Øiebliks Sag, og at deres Undladelse derfor meget mere falder Regjeringens tidligere Forsømmelse end den commanderende General til Last, især ved den korte Frist, der nu undtes denne. Ligeledes maa vi med Billighed indrømme, at selv om vi antage den mobile Deel af Kjøbenhavns daværende Garnison saa stærk som vi i det Foregaaende have troet at kunne, vilde den neppe have været istand til at besætte alle Punkter med tilstrækkelig Styrke eller til at hæve Forsvaret over alle Tvivl. Men ved at føre det activt istedetfor passivt, vilde det ikke alene have udsat Byen for mindre Fare, men i alle Tilfælde have efterladt en opløftende Erindring, hvis Indflydelse, ei alene paa Forsvaret selv, men paa hele vort senere offentlige Liv, ikke er til at beregne."

Kjøbenhavn var nu saa indesluttet, at udenfor Vesterport kunde vi kun komme omtrent eet Bøsseskud, medens Udgangen fra de andre Porte vare spærrede. Fjenden stod saa nær Byen, at flere Riffelkugler naaede denne Dag lige til Kultorvet.

Om Natten imellem 25de og 26de August havde Fjenden anlagt et Værk paa Dæmningen tæt udenfor Ladegaarden, hvorfra han om Morgenen beskød


86

Fæstningen, men denne besvarede ham saa kraftig, at han blev bragt til Taushed.

Man var bleven underrettet om, at Fjenden kun svagt havde besat Clasens Have, og besluttede derfor Onsdagen den 26de August at gjøre et Forsøg paa at drive ham ud deraf igjen, for at vore Piquetter alle kunde indtage deres forhen havte Stilling. Udfaldet skete igjennem Citadelsporten ved Morgengry med de ideligt brugte Livjægere og Herregaardsskytter i Forening med nogle af Regimenternes Jægere og noget Artilleri ialt omtrent 600 Mand under Commando af Major Holstein.

Vore tappre og uforfærdede Jægere trængte under deres ligesaa uforfærdede Anføreres Øine langt ind i Haven under en vedholdende Ild, indtil de havde naaet et med Skydehuller forsynet Plankeværk. Her kunde de ikke trænge længere frem, men nødsagedes til at trække sig tilbage efter en haard Kamp med et Tab af 3 Døde og 18 Saarende, iblandt hvilke sidste Artillericapitain Hummel.

Saalænge Vore vare i Haven, maatte Kanonflotillens Avantgarde og 5 Kanonbaade af dens Corps de bataille under Capitain Baron Holstens Commando, udholde Ilden af Fjendens skjulte Batteri, uden at turde gjøre et Skud. Kanonaden var næsten ophørt da en Granat fra det fjendtlige Batteri ved Kildevæld traf Krudtkammeret paa Kanonchaluppen Stubbekjøbing, som derved blev sprængt i Luften, hvorved 31 Mand dræbtes og 12 saaredes, medens 16 Mand slap uskadte derfra. Blandt de Sidste var Chefen, Secondlieutenant P. U. Bruun, som en Qvarteermester, der saa Gra-


87

natens Fald og strax sluttede sig til Følgerne, stødte overbord, idet han selv sprang efter, og ligeledes blev reddet. Foruden dette Tab havde Kanonbaaden 1 Død og 6 Saarede, blandt de sidste Premierlieutenant Dodt. Da vore Jægere havde trukket sig tilbage, og Intet mere generede Kanonbaadenes Ild, jagedes Fjenden vel atter ud af Haven; men da man ophørte med Skydningen, bemægtigede de fjendtlige Jægere sig igjen det tabte Terrain, uden at Citadellets gloende Kugler kunde hindre det eller stille Havens forhen skaanede Bygninger i Brand.

Ved disse Udfald skal Fjenden dog ikke have lidt saa ringe Tab. Den tydske Legion paa 800 Mand, der under Oberst Reinboldts Commando af 5te Liniebataillon denne Morgen var rykket frem for næmere at indslutte Fæstningen, leed saaledes et Tab af 60 til 70 Døde eller Saarede, da de stødte paa vore Jægere.

Premierlieutenant C. Wulff med en Kanonbaad og en Kanonjolle lagde den 24de August ud i Kallebostrand i Forening med en Karonadebarkas under Premierlieutnant Späck for at forhindre Fjendens Arbeide paa deres Batterier. Wulff tilføiede ogsaa den engelske Garde, som havde leiret sig i Kongens Enghave og paa Vesterbro, en Deel Skade, men allerede den 25de havde Fjenden begyndt at opkaste et Batteri til 4 24-pundige Kanoner i Haven ved gamle Pesthuus tiltrods for vor Ild Dag og Nat, og den 27de i Dagbrækningen aabnede det en meget ødelæggende Ild paa vore Kanonbaade.

Secondlieutnant Zeuthen faldt strax i Begyndelsen, men hans Styrmand fortsatte kjækt Kampen; Cadet


88

Peter Buhl mistede sin venstre Arm, og da Kanonbaadene havde bortskudt al deres Ammunition, nødtes de til at trække sig tilbage under Langebro. Wulffs egen Kanonbaad Nakskov kom ved denne Leilighed paa Grund, og for ikke unødvendigt at udsætte Mandskabet for Fjendens Ild, trak dette sig tilbage, indtil de til at gjør den flot fornødne Fartøier vare komne til, hvorpaa den indbragtes til Holmen til Reparation. Foruden de anførte Officerer faldt paa denne Dag 6 Mand i Kallebostrand, og 5 saaredes, iblandt hvilke sidste Wulff selv.

Fjenden havde søgt at afskjære Drikkevandet fra Byen ved at aflede Peblinge-Søen i St. Jørgens Sø, men hindredes deri af Fæstningens Kanoner. Politiet gjorde nu Indbyggerne opmærksomme paa de i Byen værende Brønde, der skulde udgjøre 411, og ved dette store Antal ansaaes det for en Umulighed, at Staden kunde kommme til at lide Vandmangel.

Det synes at Peymann har været slet forsynet med Spioner, thi man var i Fæstningen almindelig aldeles uvidende om hvad der foregik udenfor. Overløbere indfaldt der sig aldrig; Andre vovede ikke at bringe Efterretninger, og erfarede man Noget, saa var det næsten altid Usandheder. Derfor vidste man heller ikke, at Fjenden foretog en betydelig Detachering fra Fæstningens Omegn, hvis Bestemmelse var at angribe og adsprede det af Generallieutenant Castenskjold ved Kornerup, omtrent 1 Miil Vesten for Roeskilde, samlede Landeværn. Da det imidlertid var marscheret til Kjøge, for at forene sig med Generalmajor Oxholm


89

og Landeværnet fra Smaaøerne, tog det fjendtlige Corps Samme Retning, hvorom vi senere vil yttre os.

Idag blev et ved Enden af Tømmerpladsen af os anlagt Batteri færdigt, armeret og overgivet til Artillericapitain Lützows Commando. Med dets Morterer gjorde man nogle Kast imod et fjendtlig Værk paa Valdby Bakke, som dog ikke kunde naaes, hvorimod man beskjød Batteriet ved gamle Pesthuus paa det Heftigste.

Paa denne Dags Aften antændtes fra Staden af Møllen bag ved Trommesalen paa Vesterbro, og nogle grundmurede Huse sammesteds bleve nedrevne. Ogsa i de andre Forstæder bleve en Deel Huse stukne i Brand.

Intet kunde bedre bevise Kjøbenhavnernes Patriotisme end den Maade, hvorpaa Stadens Forsvarere bleve forpleiede. Man var hverken forsynet med Magaziner eller Proviant, som ellers er brugelig i en Fæstning, og det var blot Indbyggernes velvillige Gaver af Levnetsmidler og Forfriskninger, som ikke lod Stadens Forsvarere og Garnison lide Mangel.

De Herrer Boysen og Holten havde strax i Begyndelsen af Fjendtlighederne indbudt deres Medborgere til Subskription eller Bidrag af Levnetsmidler og Forfriskninger til Stadens og Søbatteriernes Forsvarere. Der indkom henimod 12,000 Rldr. foruden Levnetsmidler in natura, og Batteriernes og Voldens Besætning fik dagligen dobbelt Forpleining, bestaaende i Viin, Brændeviin, Brød, Ost, Suppe og Kjød m.m.

Paa Børsen tegnede Kjøbmændene sig for Bidrag paa Admiral Lütkens Opfordring, og Mægler Berend


90

samt Apotheker Boye samlede en Subscription til de Kæmpendes Familier, hvorved alene til det borgerlige Artilleries Familier indkom 1800 Rdlr.

Ved saadan Hjælp blev Overcommandoet betydelig lettet og understøttet i dets næsten fortvivlende Nød og Hjælpeløshed.

Denne Dag gjentog Boyesen og Holten atter deres Opfordring til Kjøbenhavns Beboere, at vedblive med deres ædelmodige Gaver af Levnetsmidler og Forfriskninger til Land- og Søværnet, da denne Forpleiningsmaade var den eneste, man havde i Fæstningen. Kjøbenhavnerne bleve heller ikke trætte af at yde hvad de formaaede, og Forsvarerne lede indtil nu ingen Mangel paa Fornødenheder til Livets Ophold.

Hvilken Ro og Orden, der imidlertid maa have hersket i Byen, viser den Omstændighed, at Tallotteriets Direction bekjendtgjorde, at dets Trækning vilde som sædvanlig finde Sted om Torsdagen den 1ste September.

Paa Sextus-Batteriet rettede man nu Kanonerne saaledes, at de kunde bestryge Clasens Have, hvilket Sted synes at være det, hvorom man bestandig stred. Denne Nat, imellem Klokken 11 og 12, forefaldt der i bemeldte Have en Fegtning imellem vore og de engelske Poster, dog uden noget videre Resultat. Fra Citadellets Batterier vedblev man forgjæves at beskyde med gloende Kugler og Granater de i Haven værende Bygninger, for at stikke dem i Brand. Den hele Dag blev der af og til fra Batteriet paa Tømmerpladsen kastet Bomber og Granater paa det fjendtlige Batteri ved gamle Pesthuus. Om Eftermiddagen havde Fjenden anbragt nogle Skydeskaar ved sidstnævnte Batteri,


91

hvorpaa han pludselig aabnede en Ild mod vort paa Tømmerpladsen. En Granat slog ned i vort Morteermagazin, tændte Krudttønden og sprængte 4 à 6 Bomber, hvilket kostede 1 Død og 1 Saaret. Men vort Batteri vedblev desuagtet med sine Kanoner at besvare Fjendens Ild. General Peymann besøgte dette Batteri flere Gange og stillede sig oftere paa den øverste Deel af Brystværnet under den heftigste Kanonade for desto lettere at give Agt paa Fjenden.

Om Morgenen den 28de August marscherede de engelske Tropper med fuld Musik lige til Skydebanen paa Vesterbro. Livjægerne bleve kaldte til Vaaben af Hornene, Garnisonen af Trommerne, men man rykkede ikke ud.

Paa denne Dag lagde Späck med Karonadebarkassen og Kanonjollen igjen gjennem Langebro og beskød tilligemed Tømmerpladsens Batteri Fjendens ved gamle Pesthus. Tre fjendtlige andre Skibe krydsede imidlertid udenfor Indløbet til Kallebostrand, men kunde ikke komme paa Skud formedelst det flakke Farvand.

For at hindre Englænderne fra at rykke altfor tæt ind paa Byen, rykkede vore Brandfolk ud af Vesterport, antændte Stederne Eytin, Glaciholm [i. e. Glacisholm], Ægypten, den derliggende Mølle og en Deel andre Gaarde, dog ikke længere ud, end Afløbet af St. Jørgens Sø til Kallebostrand, hvor Fjenden gjorde Modstand. Borgerne raabte, da de saae det brændte paa alle Steder af Byen: "Gud skee Lov! Forstæderne brænde!" Man var nemlig af den taabelige Mening, at naar Forstæderne vare ødelagte, kunde Fjenden ikke nærme sig Byen mere, hvormed denne maatte kunde reddes. En-


92

hver af Kjøbenhavns Indvaanere ilede op paa Volden for at see det skjønne, men rædselsfulde Skuespil; man jublede ledsaget af Tordenen fra vore Kanoner, der skøde paa Fjenden, som vilde hindre vore Brandfolk i at stikke Husene i Brand.

Vore Forstæder vare da ødelagte, men, istedetfor at det skulde være skeet udenfra indad, skeete det indenfra udad, og vi kunde altsaa ikke formene Fjenden at besætte de yderste Huse og Steder paa Broerne. Man var endnu bestandig af den Formening, at Fjenden vilde angribe og beleire Fæstningen paa en regelret Maade, men tænkte langtfra at han agtede at ødelægge den med Bomber og andre frygtelige Projectiler.

Den 23de August, en Løverdag, var Alt stille saavel til Lands som til Vands. I Kjøbenhavn havde man ingen Ahnelse om, at den engelske Beleiringsarmee var bleven formindsket ved Generalmajor Wellesleys Detachering mod Castenskjolds Corps, hvis Stilling man heller ikke kjendte, og denne vor Uvidenhed kan kun for en Deel undskyldes ved Englændernes store Overlegenhed og Agtpaagivenhed, saavel fra Landsiden som Søsiden. Imidlertid maatte man uden noget Militairgenie, da man om Formiddagen i over 2 Timer hørte en temmelig lydelig Kanonade fra Kjøgekanten, have kunnet gjætte sig til, at det var Vore, som var i Kamp med Englænderne, og at det vilde være fordeelagtigt at gjøre et Udfald.

Et Brev fra General Cathcart, som en Parlementair bragte tidlig om Morgenen til Peymann, maatte ogsaa have givet en klog Overbefalingsmand et Vink


93

om, at man vilde have, at vi skulde forholde os rolige. Hovedindholdet var saalydende:

"Sir!

Jeg var i går oprørt ved Synet af Patienterne i St. Hans Hospital, og jeg har besluttet at lade dem henflytte til et andet Sted, dersom der ikke, under de til Bortførelsen bestemte 4 Timer, skydes paa de til denne Hensigt benyttede Vogne.

Herpaa svarede General Peymann: "At, saafremt intet nyt Værk eller noget lignende Arbeide paa samme Tid foretages der, skal Skydningen ophøre; men i modsat Fald byder Nødvendigheden at der skydes paa de Stakler, man søgte at redde".

Peymann matte, med mere Kløgt, have indseet, at Fjenden vilde skuffe ham, om ikke aldeles dysse ham i Søvn. Hvor Fjenden viser Menneskekjærlighed og Medlidenhed, maa man altid være mistænkelig, thi der stikker som oftest noget Andet under et saadant Ædelmod.

Nogle Dage forinden Cathcart gjorde dette Forslag at flytte de Sindssvage paa Hospitalet, havde Peymann forlangt en Vaabenstilstand paa 36 Timer paa dette Punkt, for at kunne bortflytte Hospitalet, der laa meget udsat for Fæstningens Ild. Men Generalen havde svaret: at man hertil vilde tilstaae 4 Timer, fra den Tid at regne, da den første Vogn kom ud af Fæstningens Port, og overlod man Valget imellem Klokken 4 og 8 samme Dag eller 8-12 næste Formiddag.

Men samme Dag havde det været en Umulighed at foretage Flytningen, da man ikke strax havde de fornødne Vogne ved Haanden til at transportere saa mange Syge og Vanvittige, tilligemed deres og Hospi-


94

talets Effecter, i en saa kort Tid. - Heller ikke næste Dag saae man sig istand til at foretage Flytningen af St. Hans Hospitalets Lemmer paa den af Fjenden fastsatte Tid, og derfor tilkjendegav man den fjendtlige General skriftligt, at det var umuligt at flytte Lemmerne paa den korte Tid, og at man derfor maatte overlade Hospitalet samt disse til deres Skjebne og den fjendtlige Armees Menneskekjærlighed.

Man synes at have paatænkt et Udfald, som dog ikke fandt Sted, for ikke at forhindre den af Englænderne tilbudne Flytning, hvilket medtog hele 12 Timer, istedetfor 4, skjøndt det havde været en let Sag for Fjenden med sine mange Hjælpmidler at kunne flytte det paa en langt kortere Tid.

De ulykkelige Hospitalslemmer bragtes først til Frederiksberg, hvor de bleve indespærrede i Kirken, men senere til Frederiksborg og tildeelt til Frederiksværk.


 

95

VIII.

Generalerne Castenskjold og Oxholm samt
Landeværnet.

_____

Vi ville nu forlade Kjøbenhavn og dens nærmeste Omegn for at skildre de Foranstaltninger, som der foretoges i det Indre af Sjælland til dens Undsætning.

Under sit korte Ophold i Hovedstaden havde Kronprindsen udnævnt Generallieutenant Joachim Melchior v. Castenskjold, Chef for det sjællandske Rytter-Regiment til at samle og commandere Landeværnet paa Sjælland, og Generalmajor Peter Lotharius v. Oxholm til Chef for søndre-sjællandske Landeværns-Regiment. Tillige var der strax afsendt Estafetter til de forskjellige Amtmænd, for snarest muligt at sammenkalde dette Landeværn, der nu i Særdeleshed skulde tjene Hovedstaden til Undsætning.

Da megen ubillig Spot, endog i vore Dage, er bleven de af Landeværnet bestaaende Tropper, som nu skulde staae Hovedstaden bi imod Englænderne, til Deel, ville vi her, for at vise hvor ubilligt og eensidigt dette Omdømme har været, omtale dets Organisation og Forfatning*)

______

*) Efter Blom.


96

Ved Englændernes forestaaende Angreb 1801 oprettedes Landeværnet første Gang af de Soldater, der havde udtjent ved den staaende Armee. Det i Sjælland og paa tilhørende Smaaøer udtjente Mandskab, imellem 30 og 45 Aar, blev tilsammen inddeelt i to Regimenter. det nordre- og søndre-sjællandske, første paa 9 andet paa 10 Batailloner à 4 Compagnier paa 150 Mand, og skulde saaledes tilsammen udgjøre 11 til 12000 Mand. Officererne ved denne Milits bestode kun for en Deel af slige, som tidligere havde tjent, og enten vare afskedigede, paa Vartpenge eller i Stillinger, der endnu tillod dem at gjøre Tjeneste; men bleve ikke lønnede uden paa Feltfod, med Undtagelse af Regimentschefen, Bataillonscommandeuren, een Capitain ved hver Bataillon samt Adjutanten, hvilke havde en fastsat Fredsgage. Landeværnets Øvelser havde rigtignok fra Begyndelsen af været bestemt til fem Dages Compagni- og een Dags Bataillons-Exercits hvert andet Aar i de 6 første Tjentesteaar, men den i sig selv meget ringe Øvelse blev, deels fordi man tog Hensyn til Mandskabets borgerlige Tarv, deels vel ogsaa fordi derved sparedes Penge, aldrig nogensinde foretaget, saa at denne Milits ligefra sin Oprettelse blot stod paa Papiret.

Af de 19 Batailloner Landeværn fra Sjælland og Smaaøerne vare strax 8 Batailloner fra Kjøbenhavn og Kronborgs-Amter, som de nærmeste, blevne indkaldte til Tjeneste i Hovedstaden, saa at kun 11 Batailloner (3 af nordre- og 8 af søndre-sjællandske Regiment) nu kunde gjøre Tjeneste.


97

Dagen efter at have erholdt sin Ordre indfandt General Castenskjold sig i Kjøbenhavn for at faae udleveret Vaaben til Arsenalet til Landeværnet. Men uagtet der var commanderet een Officeer med fornødent Mandskab for hver Bataillon, for at modtage Armatur og Munition, og føre det ud til Bataillonernes Forsamlingssteder, fik de kun, formedelst Forretningernes Trængsel og Uoverkommelighed i de første Dage efter Fjendtlighedernes Udbrud, udleveret 2,634 Geværer og henved 85,000 skarpe Patroner. Med Artilleri saae det imidlertid værst ud. Hvert Landeværns-Regiment skulde, om det nu var Generalens eller Arsenalets Skyld, enten af Glemsomhed eller af Mangel paa Eftertanke i den grændseløse Hurlumhei, hvormed Alt skulde tilveiebringes, ordnes og udleveres - først om Morgenen den 16de August, samme Dag som Landgangen fandt sted, kom General Castenskjold udenfor Hovedqvarteret og forlangte Kanoner af Artillerichefen. Skjøndt der strax blev givet Ordre at mobilisere et Feltbatteri under Artillerilieutenant Castenskjold, blev der af disse Kanoner samme Dag kun 2 Trepundinger færdige med Ammunition og Tilbehør, hvilke allerede om Eftermiddagen afgik til Roeskilde, under Anførsel af Stykjunker Hellesen, da Artilleriet ikke saae sig istand til at undvære een eneste Officeer af Garnisonen. Mere blev ikke udlevet paa Grund af Byens Indeslutning den følgende Dag.

Castenskjold reiste nu henimod Eftermiddag til Ringsted til de der forsamlede Batailloner, med hvilke han allerede Dagen efter begav sig til Roeskilde, hvor


98

de armeredes med de fra Kjøbenhavn afsendte Vaaben. Hovedqvarteret blev taget paa Lethraborg. Englænderne, der snart bleve underrettede om dette Corp's Nærhed af Hovedstaden, udsendte Oberst Reden med en Deel af tredie Husarregiment den 20de August til Glostrup, og en Escadron af disse Husarer bleve beordrede at recognoscere i Nærheden af Roeskilde. En halv Miil fra denne By bleve nogle af vore Vedetter overrumplede i Daggryet, saa at 16 Mand bleve tagne tilfange og 29 Heste gjorte til Bytte. Da de fjendtlige Husarer forfulgte vore Flygtninger til Roeskildes Porte, bleve de her modtagne af en levende Infanteriild og slagne tilbage med et Tab af 4 Husarer og 2 Heste. Samme Dag vendte Detaschementet tilbage til Kjøbenhavn.

De til Forposter brugte Tropper bestode af 120 Landryttere under Anførsel af Godseier Grandjean. Hele dette Commando besad ikke een Sabel Pistol eller noget Gevær; dets hele Besætning bestod kun i Pikker paa Træskaft, et Vaaben, der al Alle er det vanskeligste at bruge med Fordeel imod en bevæbnet Fjende. Saadanne Krigsmænd, om de ogsaa besidde baade Mod og den bedste Villie, kunde naturligviis ikke drive Fjenden tilbage.

Fjendens Angreb bevægede imidlertid Castenskjold til Natten imellem den 21de og 22de August at fjerne sig fra Kjøbenhavn og tage en Stilling omtrent een Miil vest for Roeskilde paa Høiderne ved Landsbyen Kornerup og Allersløv, dækket i Fronten af den forbi samme mod Nord løbende Leireaa som falder i Roeskildefjorden. Her troede han at have Ro til at øve og ordne sine 7 Batailloner.


99

Generalqvarteermester-Lieutenant, Capitain Wenzel Haffner, der var sendt fra Kronprindsen, stødte her til ham og overtog fra den 23de August paa en Maade Forretningerne som Næstcommanderende.

Generalens hele Styrke beløb sig til 2,800 Mand Infanteri, 300 Mand Cavalleri, hvoraf 50 Mand af sjællandske Rytterregiment under Ritmester Ludvigsen, 30 Mand af Exerceerskolens Mandskab, nogle Husarer, Resten Landeværn paa Bønderheste, der ikke kunde staae for Skud, og endelig af Artilleri, 9 Kanoner, hvoraf 6 Trepundinger og 3 Sexpundinger med en Besætning af omtrent 100 Mand, saa at det Hele beløb sig til 3,200 Mand.

Denne ubetydelige Styrke var imidlertid ikke i nogen slagfærdig Tilstand, og Castenskjold maatte, saa godt Omstændighederne vilde tillade det, armere, organisere, klæde og føde sit Corps. Uagtet han altid havde tjent ved Cavalleriet, viste han dog uagtet sin høie Alder, megen Virksomhed. Han tog Menige til at forrette Underofficers-Tjeneste, og Underofficerer til at forrette Officeers-Tjeneste, da man neppe havde een Officeer ved hvert Compagni. Af Geværer var der kun kommen til denne Afdeling 1,674 Stykker, og Mangelen paa dette Vaaben maatte erstattes ved hvadsomhelst man af Vaaben, som Jagtgeværer, Spyd o. d. l. kunde erholde hos Omegnens Beboere.

"Heste og Folk," yttrede Generalen i en Skrivelse, "kommer der nok af; men en Sabel eller en Kaare er en Sjældenhed, og Folkene ere ikke nok øvede." Man tog nemlig enhver Lediggjænger, satte ham paa en


100

Vogn, transporterede ham til Armeen, og troede nu at en saadan Stymper i Løbet af 2 til 3 Dage uden Klæder, Forpleining, Vaaben o.d.s. skulde blive en dygtig Soldat.

Ammunition manglende man ogsaa, og af Blyet af Taget paa en afbrændt Kirke blev der støbt saavel Kugler som Kardætsker. Hvad Provianteringen angik, leverede Mandskabet af hvad de i Begyndelsen havde medtaget i deres Madposer, men da denne var tømt, fandt ingen regelret Forpleining Sted og de maatte nøies med hvad deres Værter vilde give dem. Paa Brød og Brændeviin var der ingen Mangel, men Kjød, Flæsk og Ost, vor Landfolks fornemste Næring, manglede derimod. Senere ved Kornerup og Kjøge blev der fra en stor Deel af de nærmeste Godser sendt en Mængde Levnetsmidler til Leiren. Af Amtmændene og andre Øvrighedspersoner vistes der ogsaa den største Iver og Activitet. Menigmand selv var ufortrøden og villig, skjøndt de fleste havde maattet forlade deres Hjemstavn midt i den travleste Høsttid og kunde indsee at vore Krigsanstalter vare slette. For en stor Deel var Mandskabet iført deres sædvanlige Bondedragt og havde Træsko paa Benene. Man kan vist med Rette sige, at neppe nogensinde var en Armee bleven samlet under saa pludselige, ufordeelagtige og hjælpeløse Forhold, som denne, da den, saa at sige manglede Alt.

Den 26de August forlod General Castenskjold sin Stilling ved Kornerup og marscherede til Kjøge, hvor han posterede sig bag Kjøge-Aa og indqvarterede sine Tropper deels i Byen, deels i den nærmeste Omegn og deels i en foran Byen slaaet Leir. Her fortsatte


101

han Organisationen af sit Corps og øvede Tropperne i Vaabenbrug.

General Oxholm, der skulde samle og ordne den Deel af det søndresjællandske Regiment som hørte hjemme paa Øerne Lolland, Falster og Møen, havde i Kjøge mønstret en Bataillon af nordresjællandske Regiment under Major, Grev Moltkes Commando, og ankom den 17de til Stege, hvor han traf den 10de eller møenske Bataillon under Major Koye samlet med uden Vaaben. Borgerne og Byens Beboere maatte derfor, saa meget det var dem muligt, yde hvad Vaaben og Ammunition de formaaede, og dette skete ogsaa med saa stor Beredvillighed, at de til de skarpe Patroners Forfærdigelse endog afleverede Lodderne til deres Stueuhre. I Stege fandtes der to trepundinge Kanoner, som havde staaet der siden Aaret 1801, hvilke bleve overleverede til en Capitain Wachtmann, der tidligere havde været Artillericadet. Øen blev dernæst saa godt som muligt sat i Forsvarsstand, dog fattedes man Skyts til at armere Søbatterierne med.

General Oxholm gik derpaa over til Nykjøbing paa Falster, hvor han fandt Falsters- eller 9de Bataillon under Major Krieger. Mandskabet besværede sig uden for Generalens Qvarteer over partisk Indkaldelse, da mange unge og ugifte Karle vare blevne hjemme, medens gamle Gaardmænd maatte møde. Mange af disse Folk havde ikke været samlet i 7 Aar, de havde derfor glemt Subordination og kjendte ikke deres Officerer. Den følgende Dag var Mandskabet lige gjenstridigt og lod sig kun med Møie opstille. Da der var tilsagt meer Mandskab end der skulde bruges, fik de ældste Gaard-


102

mænd og de uundværligste Haandværkere Tilladelse til at gaae hjem. De bleve derpaa inddeelte efter Vaabenart og forlagte udenfor Byen for at besætte de vigtigste Punkter i Nærheden. Da flere fjendtlige Baade nærmede sig Kysten, frygtede man for en fjendtlig Landgang, og et næsten almindeligt Opløb og en Flytning paa alle tre Øer fandt Sted, men snart viste det sig at det var blind Allarm.

Efter at Øens Forsvar var ordnet ligesom paa Møen og Fyret paa Gjedser-Odde slukket, reiste Generalen samme Dag til Saxkjøbing paa Lolland. Han gav, i det han kom forbi Nysted, Ordre til 8de Bataillon under Major Oldeland at afmarschere, og jog derpaa til Maribo, hvor han overdrog den i Nærheden boende Major Wickfeldt Commandoen over hele Lollands Kystmilice. Her overbragte Ritmester v. Qvalen en Ordre fra Kronprindsen til Generalen, om at forene sig med Castenskjold. Dette havde Oxholm allerede tidligere forgjæves foreslaaet denne, igjennem sin Adjutant, Major Holstein. Castenskjold havde ikke turde indlade sig herpaa, før han fik nærmere Ordre fra Kronprindsen, skjøndt denne i sin Udnævnelses Ordre af 11te August udtrykkelig havde givet ham frie Hænder til at handle efter bedste Skjønne, og han maatte indsee det Gavnlige i en Forening med Oxholm.

Den følgende Dag mønstrede og inddeelte General v. Oxholm i Nakskov den 7de Bataillon under Major Gamst Commando paa samme Maade so de forhen mønstrede Batailloner. Den samme Vrangvillighed fandt Sted her iblandt Mandskabet, tildeels foranlediget af Byens Borgere, der ønskede at beholde Bataillonen


103

til Øens eget Forsvar. I Nakskov fandtes ogsaa 2 tre-pundinge Kanoner, der overdroges til en forhenværende Artilleri-Officeer, Capitain Fjeldsteds Commando.

Da Landeværnets Bestemmelse lyder: "at de Mænd, som ere øvede i Vaaben, skulde ene og alene opfylde den Pligt at bidrage til at forsvare den Provinds, hvori de boe og opholde sig, imod fjendtlig Vold, uden at indlemmes i den staaende Krigshær,", var det ikke besynderligt, at Landeværnet ikke syntes om at bruges uden for dets Hjemstavn.

Da Landeværns-Bataillonerne derfor skulde afmarschere eller gaae over til Sjælland, reiste sig Gjenstridigheds-Aanden i dem Alle. Det var forgjæves at Generalen talte med dem om: "Patriotisme, Pligten og Æren i at hjælpe de sjællandske Brødre, der kæmpede for Konge og Fædreland, o.s.v."

De Paagjældendes Paastand, at forblive, hvor de havde hjemme, paa en Tid da Fjenden blokerede Øerne, var altsaa grundet paa Loven selv og kan derfor ikke aldeles fordømmes.

Nu kom mod Aften Generalqvarteermester-Lieutenant Haffners Ordre til Oxholm, ufortøvet at marschere til Sjælland og sætte sig i Forbindelse med General Castenskjold. Den 8de Bataillon i Nysted fik nu altsaa Ordre til at marschere næste Dag, den 23de August, til Sundby-Færge og 9de Bataillon i Nykjøbing til Grønsund-Færge, hvor de skulde oppebie yderligere Befaling. Den 7de Bataillon i Nakskov erholdt Ordre til at marschere samme Dag til Maribo, og næste Dag, den 24de August, til Guldborg-Sund; og Major Holstein fik Befaling at gaae til Falster og Møen og


104

derfra overføre 9de og 10de Bataillon til Kallehave i Sjælland.

Fra Chefen for 8de Bataillon indløb den Rapport, at Mandskabet viste Uvillighed ved at forlade Øen og at især det 1ste Compagni, som laa i Sundby, ikke vilde gaae over Færgestedet. Det lykkedes imidlertid Stiftamtmanden og nogle Godsbesiddere at bevæge dem til at gaae over til Falster. Men næste Dag, da General Oxholm kom til Nykjøbing var her samme Uvillie hos Mandskabet af et der liggende Compagni af 9de Bataillon. Ogsaa 7de Bataillon vilde ikke gaae over med Færgen ved Guldborg. General Oxholm tiltalte Mandskabet her, lod en Lieutenant tage Fanen i Haanden, gik selv foran den og raabte: "at hver brav dansk Mand skulde følge ham." En Snees Mand fulgte vel denne Opfordring; men Resten skreg og støiede, ja! truede endog med at skyde paa dem, der fulgte Opfordringen; da Generalen imidlertid var gaaet om Bord og stillede sig med Fanen i Forstavnen af Færgen, strømmede Alle til og vare om kort Tid ombord.

Den venstre Colonne eller 7de og 8de Bataillon var den 25de og 26de August kommen over til Vordingborg. I denne By fik Generalen opspurgt en gammel Artillerist til at forfærdige end flere Carduser, ogsaa indrettede han der et Feltbageri, som kunde eftersende det fornødne Brød til hans Corps. Nogle Trommer var de eneste Krigsinstrumenter Generalens 4 Batailloner eiede og derfor fik han kjøbt sig en gammel Trompet hos Stadsmusikanten. Senere maatte nogle Violin-


105

spillere i Spidsen af Colonnen paa Marschen opmuntre Mandskabet med Musik paa deres slette Instrumenter.

Om Natten til den 26de August erholdt General Oxholm Rapport fra Major Holstein, at 9de og 10de Bataillon var i fuldt Oprør og vilde ikke gaae over fra Koster til Kallehave. Da Generalen ilede did fandt han det i Koster værende Compagni af 10de Bataillon i tumultarisk og tildeels beskjænket Tilstand. Han lod Generalmarschen slaae, opstillede Mandskabet og lod da oplæse det fra Kronprindsen ham tilstillede Opraab; det lød saaledes:

"Til Kongens troe Undersaatter i Sjælland, Møen, Falster og Lolland."

"Landsmænd! Jeg opfordrer Eder at gribe til Vaaben imod en Fjende, der ikke alene overfalder Eder voldsomt, men endog nærmede sig Eders Kyster under Venskabs Maske! Erindrer, at I nedstamme fra Forfædre, der gjorde sig udødelige ved Mod og Enighed. Konge! Arne! og Fædreland! Dette være Eders Løsen, og Intet er umuligt. Velan! griber til Vaaben! forsamler Eder under Dannerkongens Faner og fordriver Alt; thi Intet kan da modstaae Eder! Min eneste Kummer er, at jeg ikke i nærværende Øieblik kan fegte i Eders Spidse."

Efter at denne Opfordring var endt, raabte Generalen og Officererne 3 Gange Hurra! hvilket imidlertid kun besvaredes med Taushed.

Fanen blev derfor atter ført foran og nu commandereres der: høire om! Marsch, Marsch!" medens General Oxholm igjen selv stillede sig med Fanen. Men kun omtrent en 40 Mand fulgte ham, de Øvrige


106

bleve støiende og larmende tilbage, uden at agte paa deres Officerers Tiltale, og Generalen gik endelig over til Kallehave med det Mandskab, der var gaaet ombord i Færgen.

Han vendte snarest muligt tilbage igjen til Koster hvor 9de Bataillon var ankommen. Ogsaa af denne kunde han kun bevæge 20 Mand til at følge sig, og befalede derfor Officererne af fratage Mandskabet deres Vaaben. Men Folkene satte sig til Modværge og det var med Nød og neppe at man bemægtigede sig Kanonerne. Mandskabet blev derpaa beordret tilbage til Stege, og Officererne og Kanonerne indskibedes og gik til Sjælland.

Nu marscherede Generalen den 26de August med 7de Bataillon til Præstø og 8de til Beldringe og Omegn, med Hovedqvarteret paa Nysø. Den følgende Dag fortsatte begge Batailloner deres Marsch til Faxø. General Oxholm erholdt denne Dag en Befaling fra General Castenskjold at ile til Køge, og vilde denne General ved et udsendt Detachement dække hans venstre Flanke.

Om Aftenen indløb der Rapport fra Majorerne Krieger og Koye, at det var lykkedes dem at bringe deres Batailloner over Vandet, og erholdt de derfor Ordre at følge efter saa snart som muligt. Fra Castenskjold hørte man imidlertid intet, og en paa Recognoscering udsendt Lieutenant blev næste Morgen gjort til Fange.

Den 28de August naaede Colonnen Kjøge, og General Castenskjold befalede, at de to først commanderende Batailloner skulde indqvarteret i Byen, og de


107

to andre, hvilke man først formodede skulde ankomme næste Morgen, i Teltene Norden for Byen. Indqvarteringen af disse to Batailloner foraarsagede mange Vanskeligheder og man brugte saa megen Tid dertil, at man først var færdig dermed over Midnat.

Paa denne Tid ankom den 9de Bataillon uden for Byen, hvor den bivouaquerede, den 10de derimod, der havde marscheret hele Natten, ankom først næste Morgen Klokken omtrent 9 til Kjøge. Begge Batailloner havde ved en forceret Marsch indhentet den ved deres Opsætsighed og Uvillie tabte Tid.


 

108

IX.

Slaget ved Kjøge*)

_____

Den næste Morgen, den 29de, ganske tidlig før Dagens Frembrud, blev man underrettet om at Fjenden var i Anmarsch og allerede ved Carlslunde, omtrent een Miil norden for Kjøge.

Formodentlig som en Følge af Efterretningen om General Castenskjolds Afmarsch til Kjøge var allerede den 27de August den engelske Reservedivision under General Wellesley afgaaet fra Beleiringshæren mod Roeskildekro, som Foreningspunktet for Veiene fra Roeskilde og Kjøge. Den Styrke, der nu rykkede frem mod Castenskjold, bestod af 3 Regimenter, det 43de, 52de og 92de Regiment under Brigadegeneral Stewart, at 1ste Bataillon af det 95de Regiment under Oberst Beckwith, og et ridende Batteri under Capitain Newhouse, hvormed senere en Deel Hannoveranere under General Linsingen, bestaaende af 8 Escadroner, 6te Bataillon af den tydske Legion, samt et ridende Batteri under

______

*) Dette Afsnit samt det foregaaende er for en stor Deel taget efter Blom, Pag. 93 til 118.


109

Capitain Sympher forenede sig, saa det Hele udgjorde omtrent 6000 Mand.

Da man var kommen til Roeskildekro posteredes Oberst Reden med Avantgarden, bestaaende af 2 Escadroner, ved Vellensbæk [i. e. Vallensbæk], for at iagttage Strandveien fra Kjøge og dække Beleiringshæren mod et fjendtlig Forsøg fra denne Kant.

Den næste Morgen, den 28de August, blev der fra Wellesleys Division detacheret et Corps under General Linsingen til Roeskilde, da man formodentlig antog at Castenskjold endnu stod ved Kornerup eller nærmede sig fra denne Kant.

General Linsingens Corps bestod af:

6 Escadroner Cavalleri under Oberst Alten, tilsammen 510 Heste;

43de Infanteriregiment;

5 Compagnier af det 95de Regiment;

6te Liniebataillon af den tydske Legion, tilsammen 1,991 Mand under Oberst v. Hohnstedt, og et halvt ridende Batteri af den tydske Legion under Capitain Witzleben, omtrent 97 Mand.

Disse Tropper udgjorde saaledes ialt næsten 2,600 Mand.

Da Linsingen meldte Wellesley at de Danske allerede for længe siden havde forladt Roeskilde og vare marscherede til Kjøge, besluttede Generalen at angribe ham der. Han aftalte med Linsingen, at denne skulde udhvile sit Corps efter dets Marsch til Roeskilde og den næste Morgen ganske tidlig bryde op, for ved Lille Salby at gaae over Kjøgeaa og falde de Danske i venstre Flanke, medens Wellesley selv med Hoved-


110

styrken og de tvende Husar-Escadroner under Oberst Reden fulgte Landeveien til Kjøge for at angribe denne i Fronten.

Da Meldingen fra vores Forposter, at Fjenden var i Anmarsch paa den anden Side Skillingskroen, naaede Castenskjold, var den sjællandske Deel af Landeværnet allerede udrykket til Exercits, et Beviis paa, at man aldeles ikke ventede noget Angreb. Generalen kom vistnok ikke i en liden Forlegenhed ved dette Budskab. Han skulde rykke med en Armee, som den vi kjendte, mod veldisciplinerede og udrustede Tropper. Angreb han Fjenden, saae han at han umulig kunde seire, og gik han tilbage, udsatte han sig for Dadel. Han saae ingen anden Udvei for sig, end at blive staaende og falde med Vaaben i Haand, som dog var en hæderlig Udvei.

Castenskjold befalede Troppernes øieblikkelige Samling, og Oxholm fik Ordre at besætte Skillingskronen med 7de og 8de Bataillon samt 2 Kanoner under Lieutenant Schultes. Der medgik imidlertid nogen Tid inden man fik disse Batailloner samlede og uddeelte 30 patroner til hver Mand.

De 2 Kanoner havde imidlertid faaet Ordre, at rykke frem i Iilmarsch, og Rytterfeltvagten at recognoscere, men snart underrettedes man om, at Fjenden havde besat Skillingskroen. Oxholm lod nu 2 Compagnier af 8de Bataillon besætte Ølsemagleby indtil 9de Bataillon ankom. 80 Mand Cavalleri bleve satte paa høire Fløi, nærmest Stranden, og de to Kanoner spillede foran Fronten. Fjenden opkjørte nu sit Artilleri


111

paa sin venstre Fløi nær ved Stranden, med Cavaleriet paa samme Fløi og beskød Oxholms Front med sit ridende Batteri paa 12 Kanoner. Lieutenant Schultes betjente sin kanon saa godt han kunde, men i den Hurlumhei, hvori disse vare komne afsted, havde han ikke faaet den fornødne Ammunition med sig. En afsendt Officeer kom tilbage fra Kjøge med den Beskjed, at Ammunitionsvognene vare indespærrede i Kirken, og Dørene til denne aflaasede. Lieutenant Schultes havde snart forskudt sig, og maatte nu gaae tilbage, indtil han kunde erholde nye Karduser. Men paa den Retirade maatte han lade den ene Kanon blive tilbage, fordi en Hest var bleven skudt og Seletøiet revet itu, og Fjenden bemægtigede sig nu Kanonen. Oxholm gav sit Cavalleri Ordre til at attaquere og erobre Kanonen, men da dette Cavalleri blev beskudt med Granater, og dets utilredne Bønderheste ei vilde staa for Skud, trak det sig ogsaa tilbage. Infanteriet, der ogsaa blev beskudt af Fjenden, saae ikke saa snart at Cavalleriet flygtede, førend det uden Ordre fulgte dets Exempel, og, uagtet Generalen samlede sine Officerer, gjorde Alt for at standse Folkene, nyttede det intet, og de standsede ikke før de havde naaet de udenfor Kjøge liggende Grøvter og Gjærder.

Her havde imidlertid General Castenskjold vundet Tid til at opstille de 4 sjællandske Batailloner i en Linie udenfor Byen ved det saakaldte "hvide Knæ", med sit Cavalleri paa høire Fløi tæt ved Stranden, noget foran Infanteriet, samt ladet opkjøre 6 Kanoner deels paa Landeveien, deels foran Bataillonerne.


112

Resten af Infanteriet kom ikke ud af Kjøge eller frem over Aaen, enten det nu var ved et Tilfælde eller fordi den skulde tjene til Reserve.

Wellesley, der endnu ikke var kommen i Forbindelse med sit høire Flankecorps, havde af den grund fulgt langsomt. Da han antog at de af Kjøge udrykkede Batailloner gjorde en Bevægelse til venstre, besluttede han at holde sin høire Fløi tilbage og foretage en Attaque en échellon fra venstre Fløi. Efter engelske Beretninger trak vort Landeværn sig tilbage til en Forskandning, formodentlig en Markgrøft, som de havde opkastet foran Fronten af deres Leir udenfor Kjøge, og da det 92de Regiment syntes at berede sig til at storme den, ordnede de danske Ryttere sig paa Strandbredden, for at falde det i venstre Flanke. Wellesley kaldte nu sine 2 eneste Escadroner fra høire Fløi til Understøttelse for sin venstre, og tog det 43de Regiment som sin midterste Echellon tilbage i anden Træfning, til Reserve for sin fremrykkende Infanterilinie. Nu paafulgte der et Angreb af Oberst Redens Husarer, der formodentlig kastede den Smule danske Cavalleri her var tilstede. Den bagved holdende 5te Landeværns-Bataillon som stod nærmest Stranden, og leed en Deel af Fjendens heftige Kardætskild, trak sig derpaa tilbage. Men vore Skarpskytter og andre Tropper vedbleve at holde de foranliggende Grøfter og sendte derfra deres velrettede Skud imod Fjendens Linie. Da gjorde det 92de Infanteriregiment med fældet Gevær et Angreb paa den formeentlige Forskandning, og nu blev hele Landeværnet i fuldkommen Uorden kastet ind i Byen.


113

Derpaa rykkede Oberst Reden frem med sine Husarer, efter ham fulgte det 95de Infanteri-Regiment og endelig hele Infanteriet. - General Castenskjold retirerede nu ogsaa, da han, som han siger i sin Rapport Ingen saae imellem Kjøge og Fjenden uden sig selv og sine Adjutanter.

I den største Uorden trak vore Tropper sig igjennem Byen, og Forvirringen steeg til det Høieste, da Fjenden rykkede frem med sit fortræffelige ridende Artilleri, opkjørte et Par Kanoner i Byens Port, og skjød med Kardætsker langs Gaderne. Det var nu umuligt at standse de Flygtende, i Særdeleshed da Trængslen i Gaderne af Kanoner, Bagagevogne, Folk og Hest var saa stor, at Passagen næsten var ufremkommelig.

Paa den søndre Side af Kjøgeaa stod Capitain Wagtmann med 2 Kanoner og en Deel af 10de eller den møenske Bataillon, som nu, udmattet og udaset af Nattemarschen, var ankommen til Valpladsen. Efter Gereral Oxholms Ordre opstilledes der 4 Kanoner, samt en Deel af den 9de Bataillon under Capitain Bjerring til Broens Forsvar. Capitainen stod urokkelig og forsvarede Overgangen over Broen meget modigt. Det fjendtlige Cavalleri blev ogsaa standset ved Broen af vores Kanoners virksomme Ild. Men vort Infanteri og Cavalleri var nu engang betagen af Skræk, man havde tabt Modet, Mandskabet var ikke at bevæge til at gjøre Holdt, skjøndt Castenskjold reed foran det, ja, endog sprang af Hesten for personlig at føre en Bataillon imod Fjenden. Desuagtet havde man dog faaet en Deel af Mandskabet samlet og standset, og man


114

havde vist ogsaa bragt det i Orden og til Besindelse igjen, naar ikke et fjendtligt Corps, bestaaende af Jægerne af de 43de og 95de Regiment, 4 Escadroner Husarer og 4 Kanoner, som hørte til det før omtalte Flankecorps under General Linsingen, havde angrebet det i Ryggen.

Denne var samme Dags Morgen Kl. 5 brudt op fra Roeskildekanten, og havde ved Ørsted gjenforenet sig med 2 Escadroner under Major Grote, som om Natten vare blevne sendt derhen, for at iagttage og indhente Efterretninger om Castenskjolds Afdeling. Efter kort Rast fortsatte Linsingen sin Marsch over Ladager til Eiby, hvor han standsede, og efter at have udsendt et Recognosceringsparti under Major Plessen, besluttede sig til at gaae over ved Lellingegaard. Major Plessen fandt den herværende Bro afbrudt, lod derfor sit Detaschement vade igjennem Aaen og oppebie sit Infanteri paa den søndre Side. De medfølgende Pionerer istandsatte først Broen, der medtog en halv Times Tid, og nu først gik Infanteriet over og det kun i rodeviis. Det medfølgende ridende Artilleri maatte derimod vade igjennem, uden at møde den mindste Modstand fra dansk Side, da Landeværnet, efter at have afbrudt Broen, ikke mere ændsede dette Overgangssted i dets venstre Flanke. Linsingen fortsatte sin Marsch igjennem Lellingegaard og videre mellem Aaen og den søndenfor liggende Skov, lod den foranliggende Deel af denne afsøge ved et Detaschement af det 43de Regiment, med hvilket 4 Escadroner under Oberst Victoir Alten fulgte i Retning mod Kjøge, medens en Deel af det 95de Regiment, tilligemed de 2 Escadroner under Major Plessen,


115

sendtes igjennem Skoven til høire af Colonnen, for over Aashøi og Svansbjerg at sætte sig i Besiddelse af Broen ved Søllerup, mellem Herfølge og Sæder, og derved afskjære de Danske Retraiten. Hovedcorpset, bestaaende af den øvrige Deel af det 43de Regiment, samt 6te Bataillon af den tydske Legion fulgte dem i Linie, ligesom Artilleriet efter Cavalleriet.

Da vore Tropper saaledes saae sig angrebne saavel i Flanken som i Ryggen, matte Alt vige. Imidlertid gjorde de dog først en tapper Modstand, hvorved Major Plessen med Skytterne af 6te Bataillon af den tydske Legion og 2 Escadroner Husarer led et ikke ringe Tab, tvende Lieutenanter bleve saarede, den ene dødeligt, desuden havde Husarerne 16 andre Saarede og 22 Heste beskadigede især af 3die Husarregiment.

Havde man ikke afbrudt Broen ved Lellinge saa vilde Overrumplingen have været aldeles complet, men Fjenden var bleven betydelig opholdt paa denne Kant. Enhver søgte nu, som han kunde bedst, at redde sig; den største Hob ad Landeveien til Vallø og Resten over Marker og Hegn henimod Clemenstrup og Herfølge, kastende overalt Armatur og Mundering fra sig. Dog blev mangen kjæk Mand staaende bag Grøfter og Gjærder, eller dækket af Kornet paa Marken, og skjød paa den omsværmende Fjende, som derved led et ikke ubetydeligt Tab. Da det hannoveranske Cavalleri red igjennem Kjøge fyrede vort Infanteri paa det og lod sig nedskyde af det engelske Fodfolk.

De dygtigste Linietropper af samme Styrke som Fjendens vilde, under lignende Omstændigheder, have


116

havt nok at gjøre med at forsvare sin Stilling, langt mindre vort Landeværn og vor Kystmilice, hvis Bevæbning og Organisation vi have omtalt. Et almindeligt Tilbagetog maatte i alle Henseender være Følgen af et saa pludseligt Angreb fra alle 3 Sider af en saavel factisk som i Antal overlegen Fjende. Officererne gjorde Alle deres Pligt, og søgte at redde hvad de formaaede.

Generalmajorerne Castenskjold og Oxholm opgave heller endnu ikke Forsvaret, og den sidste fik den Roes af sin Chef: "at han gjorde hvad han kunde, for at opmuntre sine Folk og holde dem sammen." Artilleriet kæmpede ogsaa med megen Tapperhed, og fortjente al Roes.

General Oxholm trak sig nu tilbage til de ved Landsbyen Herfølge liggende Høider, omtrent ¾ Miil sydvest for Kjøge, og besatte den derværende Kirkegaard, som ligger paa en Bakke, for om muligt at skaffe Castenskjold Tid til at samle de øvrige Tropper. Men den Styrke, som General Oxholm her kunde byde over, der angives forskjelligt til 120 eller 400 Mand, var i enhver Henseende for ringe til at byde Fjenden Spidsen. Af Artilleri havde Oxholm intet, thi de to medhavende Kanoners Lavetter vare paa den sidste Retraite gaaede itu og blevne liggende i en Grøft. Grøften udenfor Kirkegaarden lod Generalen nu besætte af 50 Mand og paa Veien ved Hospitalet lod han 40 til 50 Landeværns-Cavallerister gjøre Holdt; men alle disse trak sig tilbage, da de saae, at den store Hob af Flygtninger forlode Herfølge, saa at General Oxholm blev staaende alene paa Kirkegaarden med sit Commando.


117

Hans Folk vare imidlertid ved godt Mod og havde den bedste Villie til at modstaae Fjenden.

Oberst Alten havde faaet Ordre af Linsingen, da denne havde passeret Clemenstrup, at angribe Oxholm, og han lod nu sit Artilleri beskyde Kirkegaarden fra den østenfor liggende Møllebakke, medens nogle Skytter af de 95de Regiment angreb den i Fronten, og 4 Escadroner omgik den i venstre Flanke.

General Oxholm vilde have trukket sig tilbage til Kirken og sendte Bud efter Kirkenøglen; men Præst saavelsom Degn vare forsvundne, saa at Kirken maatte opbrækkes, hvorved nogen Tid forløb. En Trop Husarer gjorde paa denne Tid et Angreb, men blev modtaget af en saa velrettet Ild, at Anføreren og flere Mand styrtede af Hesten og Resten vendte om.

Lidt efter Lidt besatte nu de fjendtlige Skytter Grøften i Fronten af Kirkegaarden og understøttedes af en Bataillon Infanteri, beredt til at storme dem. Til høire af Kirkegaarden holdt 2 Escadroner Husarer, til venstre af samme en Bataillon let Infanteri af 95de Infanteri Regiment; og, som vi vide, beskøde nogle Kanoner paa Møllebakken Kirkegaarden og nedskød tildeels den forreste Kirkegaardsmuur.

Under saadanne Omstændigheder var det vistnok en Umulighed at holde sig længere, Generalen lod derfor slaae Chamade og sendte Fjenden en Officeer imøde med et hvidt Tørklæde for at give Signal til Overgivelse. Da Kirkelaagen i dette Øiemed blev aabnet, benyttede 16 fjendtlige Husarer under en Lieutenant sig af dette Øieblik til at sprænge ind paa Kirkegaarden, og der


118

faldt nogle Skud paa begge Sider, hvorved et Par fjendtlige Husarer og nogle Mand paa vor Side bleve saarede. Klokken 4 om Eftermiddagen faldt de sidste Skud her. General Oxholm blev omringet og udplyndret af de fjendtlige Soldater, men da Oberst Alten kom i det samme, blev han tagen i Beskyttelse af ham, og senere gav endog General Wellesley ham sin Sabel tilbage.

Vort Tab paa Kirkegaarden bestod i 2 Døde og 13 Saarede; iblandt de Sidste, Lieutenant, Baron v. Wedel-Jarlsberg, der erholdt to Sabelhug i Armen, og fangne blev 5 Officerer, een Tambour og omtrent 120 Mand, samt en Fane tagen.

General Wellesley holdt op at forfølge vort Landeværn ved Herfølge og lagde sig i Qvarteer i og i Nærheden af Kjøge. General Linsingen fik derimod Ordre at forfølge Castenskjold med det ridende Artilleri og Cavalleriet til Sæder, hvor der gjordes en Deel Fanger, medens Infanteriet tog Stilling ved Svandsbjerg; endnu vedblev han at forfølge Castenskjold over Gummerød til Gjersløv, og udsendte herfra enkelte Detaschementer for at forfølge Veien ad denne Kant til Sletterne ved Ringsted. Hans Infanteri blev imidlertid snart tilbagekaldt for at dække Wellesleys Hovedqvarteer i Kjøge med en Forpostlinie fra Lellingegaard over Aashøi, Svandsbjerg og Herfølge til Vidskølle.

General Castenskjold tilbragte den sørgelige Nat efter dette Nederlag i Hasle Præstegaard, omtrent ½ Miil nordvest for Bregentved, og skrev samme Aften sin Rapport til Kronprindsen, hvilken begyndt saaledes:


119

"Naadige Herre"

En saadan Melding vilde Gud bevare Deres kongelige Høihed for at erholde oftere!"

Ligeledes tilskrev han General Peymann og meddeelte ham sit Nederlag. Han lod skrevne Sedler sendes omkring, hvori han underrettede det flygtende Landeværn om, at det atter skulde samles ved Nestved, hvor han ogsaa den næste Dag, den 30te August, virkelig forefandt omtrent 2 Batailloner Infanteri, 250 Mand til Hest og 4 Kanoner hvilket beviser, at han besad en ikke ringe Grad af Mod og god Villie under fortvivlede Omstændigheder. Men da Tropperne vare næsten uden al Ammuntion og blottede for Alt, lod Generalen Dagen efter Infanteriet fra Sjælland gaae aldeles fra hinanden, og trak sig med Cavalleriet og Smaa-Øernes Infanteri til den sydlige Kyst af Sjælland. Da han om Natten imellem den 1ste og 2den September blev underrettet om, at Fjenden havde besat Nestved, gik Castenskjold den 2den September med sit tilbageblevne Corps over Møen og Falster.

Vort hele Tab i dette Slag bestod af omtrent 110 Døde, hvoriblandt Capitain Qvistgaard, Eier af Vibygaard ved Roeskilde og omtrent 150 Saarede, hvoriblandt 4 Officerer, Capitain Nørager, som døde kort efter i Kjøge af sine Saar, og Lieutenanterne Kretschmann, Baron Wedel-Jarsberg og Rist. Fangne bleve General Oxholm og 57 Officerer, samt 1,100 Mand, og 9 Kanoner erobredes af Fjenden. Ogsaa tabtes en Deel Bagage, Felt-Commissariatet, Felt-Hospitalsvæsenet med alle Lægerne.


120

Fjendens Tab vides ikke, dog laae der alene i Hospitalet i Kjøge omtrent 80 Saarede; 1ste og 3die Husar-Regiment angave deres Tab til 2 Officerer, 16 Mand og 22 Heste.

Ved General Oxholms Medvirkning fik alle de danske Officerer Tilladelse til at reise hjem, imod at udstede et Revers, at de vilde holde sig rolige i denne Krig men Mandskabet blev uden videre ført ombord paa de engelske Krigsskibe, dog blev der lovet dem, at de ikke paa nogen Maade skulde blive brugte mod deres Fødeland.

Men det materielle Tab vi havde lidt var ikke at sammenligne med den dybe Krænkelse, Nationalfølelsen leed. Den krænkede Nationalære gav sig Luft i Parodier og i satiriske Sidehug saavel til de Høistcommanderende som til den menige Mand selv. En Vise, som gik fra Mund til Mund, endte med følgende Omqvæd om General Castenskjold:

"Ja, han var feig
Ja, han var feig
Ja, han var Feig-hedens Fjende!"

Om Landeværnet:

"De stode som Fæ
De stode som Fæ
De stode som Fæ-drene stode."

Vor nationale Fornedrelse begyndte lidt efter lidt at blive os bevidst, vi ansaae vore Anstrængelser til Lands for frugtesløse og vore Forsvarsanstalter i denne Retning som en unyttig, trykkende Byrde. Militairstanden blev betragtet med Foragt vore Søfolk alene


121

ansaaes for dygtige. Først i Aarene 1848-49-50 kom der et Omslag i Folkets Mening. Det viste sig, at vore Soldater kunde taale Sammenligning med andre Landes i alle Henseender, naar de blot anførtes af dygtige og kyndige Officerer, Nationalbevidstheden opvaagnede, og Folkets Tillid til sin egen Kraft er fra den Tid bleven urokkelig.

I de følgende Dage fortsatte Linsingen med sit Cavalleri sin Marsch over Ringsted og Nestved til Vordingborg, hvor han overalt borttog Vaaben og Krigsforraad. Da han havde overtydet sig om, at Landeværnet var gaaet over til Smaaøerne, vendte han atter tilbage til Nestved, og gik efter 2 Dages Ophold derfra til Korsøer, for at forvisse sig om, at Almuen ikke havde væbnet sig andre Steder i Landet. Wellesley med Infanteriet indtog derimod en Centralstilling imellem Roeskilde, Ringsted og Kjøge, med Hovedqvarteret i Blæsenborg Kro ved Lethraborg.

General Castenskjold blev af Kronprindsen kaldet til Kiel, overgav Commandoen over Øerne til Generalmajor Ewald, og blev naadigt modtaget af Prindsen, der allerede den 6te September skriftligt havde trøstet ham over hans havte Uheld. Da han vendte tilbage til Lolland i Enden af October overtog han atter Commandoen over Øerne.


 

122

X.

Det 5te store Udfald i Clasens Have; Livjægernes
Bravour.

_____

Vi vende nu igjen tilbage til Kjøbenhavn, hvor General Peymann den 30te August opsagde den foregaaende Dag indgaaede Vaabenstilstand paa 12 Timer, for at Fjenden kunde bortflytte St. Hans Hospital. Alt var stille denne Dag, skjøndt Tropperne stode færdige til Udmarsch. Man vedblev imidlertid med at føre Kanoner paa Volden, kappe Træer o.s.v. Batteriet paa Tømmerpladsen beskød hele Dagen det fjendtlige Batteri ved Pesthuset med Bomber og Granater, hvilket Fjenden besvarede med gloende Kugler, Brand- og andre Granater.

Om Middagen forlagde Peymann sit Hovedqvarteer fra Citadellet til daværende Trakteur Raus Gaard, nuværende Hôtel d'Angleterre, paa Kongens Nytorv, for at være midt i Byen.

Englænderne havde begyndt at anlægge et nyt Batteri ved Ny-Kalkbrænderi, for at kunne efter deres Beleiringsarbeider skride videre frem, og dække deres


Ved side 122

123

venstre Flanke imod vores Kanonbaade paa samme Maade, som Tilfældet hidtil havde været med Svanemøllebatteriet.

Om Aftenen erholdt Fjenden atter en Vaabenstilstand for at kunne flytte Medicinkasserne fra Ladegaarden. Englænderne benyttede klogelig ethvert Paaskud under deres Troppers Fraværelse, for at forskaffe sig saa meget Ro som muligt, og hvortil St. Hans Hospitalet gav dem nogen Leilighed. Fra vor Side burde vi ikke saa let have indrømmet dem nogen Vaabenstilstand.

For at overtyde sig om, at Fjenden ikke havde anlagt Batterier i Classens Have, for at afbrænde de derværende Bygninger, og tillige for at omhugge de Træer, der endnu vare blevne staaende fra Udfaldet den 26de, og som hindrede den frie Udsigt og Fæstningens Ild, skulde der Mandagen den 31te August skee et stort Udfald fra Castellet til omtalte Have om Morgenen Klokken 4.

Udfaldet fandt Sted med 3 Batailloner af danske og norske Livregiment, deres og Gardens Jægere, Livjægerne og Herregaardsskytterne, samt 8 Kanoner, Alt under Oberst Becks Commando. Med Tropperne fulgte dennegang 50 Mand af Holmens Tømmermænd under Lieutenant Billes Commando, samt 50 Mand af Brandfolket, for at tjene som Pionerer ved de tilbageblevne Bygningers Sløifning. Fra Søsiden blev Angrebet understøttet af kun 3 Kanonchalupper. Ligesom tidligere ved Udfaldet mod Svanemøllen den 20de udsatte man disse Kanonbaade uden Nytte for den fjendtlige Ild, istedetfor man først ved et aftalt Signal burde have kaldt dem frem i det rette Øieblik.


124

Skjøndt dette Udfald skete med et større Antal Krigsfolk end tidligere, nemlig omtrent 2,200 Mand, var det dog for ringe til at kunne virke med synderlig Kraft.

Jægerne rykkede rask frem fra Citadellets yderste Enveloppe, og Linie-Infanteriet, som skulde understøtte Jægerne, fulgte rask bag efter.

General Peymann var personligen tilstede tilfods ved dette Udfald, efter Manges Mening, for om mulig ved en hæderlig Død i aaben Mark at unddrage sig Ansvaret for et Forsvar, om hvis heldige Udfald han mere og mere mistvivlede. Den Næstkommanderende General Bielefeldt, ledede selv Artilleriets Deeltagelse i Fægtningen fra Citadellets Volde og de detascherede Værker.

I Begyndelsen bleve de fjendtlige Forposter og Tropper allevegne drevne tilbage, da vores Krigsfolk trængte modigt og rask frem ind i Clasens Have. Bygningerne bleve antændte og Træerne deels brændte eller omhuggede. Ingenieurcapitain Ohlrogge recognoscerede hele Haven, og man overbeviste sig om, at Fjenden ingen Batterier havde anlagt i denne.

Men nu rykkede stærke fjendtlige Colonner frem i Iilmarsch, baade fra Strandveien og Østerbro, og toge vore Tropper i venstre Flanke. General Baird, der commanderede denne Fløi, ilede selv til, og blev to Gange let saaret i venstre Skulder og Haand, uden derfor at forlade Kamppladsen. Ogsaa General Peymann blev saaret af en Musketkugle i venstre Been, men vedblev dog en Tidlang at være tilstede, indtil en Kareth blev hentet, der maatte kjøre ham op paa Castelsvolden, hvorfra han vedblev at iagttage Fægtningens


125

Gang. Professor Winsløv indfandt sig for at forbinde ham, men da han beklagede Generalens Uheld, raabte denne: "Ak! det er Intet, her burde den have truffet," og pegede paa sit Hjerte, hvilket Udtryk vistnok viser den ulykkelige Mands Sindsstemning.

Omtrent Klokken 6, en Time efter at alle Bygningerne i Clasens Have vare komne i Brand, trak vores Tropper sig tilbage i god Orden med et Tab af 20 Døde og 82 Saarede.

Man fortsatte derimod Kampen længe fra Søsiden, hvor først Klokken 8, 6 Bombardeerfartøier, understøttede af Trekroner, Sextus og Citadellets lange Linie, begyndte at kaste imod Svanemøllebatteriet, medens 2 Spilpramme, hver armerede med en 150pundig Morteer, brugtes mod den fjendtlige lette Escadre. Af denne sprang Klokken 10 om Formiddagen det armerede Transportskib Charles of Kirkaldy i Luften under vore Matrosers almindelige Jubel- og Hurra-Raab, og Fjenden mistede ved dette Uheld 10 Døde, deriblandt een Officer og 21 Saarede, hvoriblandt 2 Officerer. Desuden sank en Brig paa Stubben, hvis Takkelage Fjenden dog bjergede om Eftermiddagen. Fjendens lette Escadre trak sig derpaa tilbage, forfulgt af Kanonflotillens Arriergarde indtil den Klokken 1 var udenfor Skudvidde. Fra Svanemøllen traf 2 gloende Kugler Blokskibet Mars uden dog at gjøre synderlig Skade. Tabet til Søes under denne Affaire var 1 Død og 4 Saarede.

Ved dette Udfald havde i Særdeleshed Livjægerne vist Raskhed og stor Bravour, skjøndt man ikke kan sige andet om de andre Troppedele, end at de gjorde deres


126

fuldkomne Pligt og udmærkede sig paa forskjellige Maader.

Den Roes man tillagde Livjægerne vakte de øvrige Troppers Skinsyge, og Admiral Winterfeldt fandt sig foranlediget til at indrykke i de offentlige Balde: "at han rigtignok aldeles bifaldt hiin Roes, men dog tillige bad, at man ikke heller maatte glemme Officererne og Mandskabet paa Roflotillen."

Hele Byen jublede ved den stedfundne Kamp og formeeente Seir til Lands og Vands, og Indbyggerne syntes igjen at blive opfyldte af godt Haab.

Denne Dags Morgen var Fjenden meget tidlig gaaet i Land ved Dragør paa Amager fra nogle armerede Chalupper, formodentlig for at opbrænde nogle der i Havnen liggende og hjemmehørende Coffardiskibe, og hvilke da ogsaa antændte en Galease, men Ilden blev snart slukket, og vores Landtropper forjagede kort efter Fjenden.

Den bittre Stemning, der hidtil havde gjort sig gjældende imod General Peymann, tabte sig noget ved det Uheld, der havde rammet ham. Man vidste at han havde viist et stort Mod, ved at stille sig paa et farligt, høitliggende Sted, udmærket ved sin Dragt og sin Ordens-Stjerne, hvilket vistnok havde tjent Fjende til en Sigteskive. Da en af hans Adjutanter vilde føre ham bort fra det farlige Sted, havde han sagt: "Er man bange for Skud," og var bleven paa den samme Plads, indtil han endelig blev saaret.

Ogsaa Commandeur Bille havde som altid viist stor Koldblodighed og ubøielig Tapperhed ved Flotillens Angreb, ved hvilken han sædvanlig var tilstede i en


127

Chaluppe. Imod General Bielefelt, der ikke selv personlig havde taget Deel i nogen af Udfaldene, var derimod den offentlige Stemning.

Den paa Nørrebro værende dobbelte Allee blev paa denne Dags Morgen kappet, for at tilveiebringe friere Udsigt fra Fæstningsvolden, endskjøndt fjendtige Jægere skøde paa vore Arbeidsfolk.

Om Aftenen havde der forsamlet sig en Mængde Mennesker omkring Hovedvagten, hvor der nu hver Aften opførtes Musik af Regimenternes Houboister paa Grund af Hovedqvartererets Forlæggelse til Raus Gaard ved Siden af denne Vagt. Menneskemassen var i en glad og begeistret Stemning.

Den følgende Dag, den 1ste September var Alting stille baade til Lands og til Vands efter Gaarsdagens store Anstrængelser. Alle Fjendens Batterier vare nu fuldførte, men Byens Indvaanere tabte derved ikke Modet, men rustede sig tvertimod, oplivet ved den foregaaende Dags hæderlige Kamp, til at møde Fjenden paa ny.

Nu var det formodentlig Meningen at Forsvaret skulde rigtig begynde paa Liv og Død, thi Mandskabet af Borgervæbningens anden Afdeling, der endnu ikke havde, besynderligt nok gjort Tjeneste, blev tilsagt uopholdelig at møde hos deres Compagnichefer for at modtage Vaaben og øve sig i disses Brug til Stadens Forsvar.

Ogsaa blev alle Læger og Pharmaceuter, som endnu ikke vare blevne ansatte, opfordrede til at melde sig for at ansættes ved Hospitalerne.


128

Nogle af Holmens Tømmermænd beordredes udenfor Østerport, hvor de omhuggede nogle Træer og satte en Deel Bygninger i Brand. Som sædvanlig fandt Kjøbenhavns Tallotteri-Trækning Sted idag.

Efter at Castenskjold var fordreven fra Sjælland, ansaae Peymann sig som Høistcommanderende over hele Øen og handlede derfor overeensstemmende med denne Anskuelse.

Idag ankom den fjendtlige Armeers Generalqvarteermester, Oberstlieutenant Murray, som Parlementair til vore Forposter, hvorfra man førte ham til Hovedqvarteret, hvor han overleverede en Skrivelse fra General Cathcart og Admiral Gambier, der lød saaledes:

  Det brittiske Hovedqvarteer foran Kjøbenhavn,
den 1ste September 1807.

Sir!

"Vi, Overbefalingsmand for Hans brittiske Majestæts Land- og Sømagt, som nu befinder sig foran Kjøbenhavn, finder det passende, for at forhindre videre Blodsudgydelse, at opfordre Dem til at overgive Fæstningen og afstaae fra et Forsvar, som aabenbart ikke kan forsvares længe".

"Kongen, vor naadigste Herre, har ved sine diplomatiske Agenter anvendt ethvert Middel for at afgjøre det omtvistede Anliggende paa den forsonligste Maade.

For at overbevise Hans danske Majestæt og al Verden om den Ulyst, hvormed Hans Majestæt seer sig nødsaget til at gribe til Vaaben, fornye vi Undertegnede, da vores Tropper ere udenfor Deres Porte, og vore Batterier beredte til at entre deres Ild, Tilbudet af de samme fordeelagtige og fredelige Vilkaar, som ved hans Majestæts Ministre bleve foreslaaede deres Hof."


129

"Hvis De vil give Deres Samtykke til at overlevere den danske Flaade, og tillade at vi føre den bort, saa skal den blive opbevaret som et Depositum for Hans danske Majestæt, og tilbageleveres med hele dens Udrustning i ligesaa god Stand som den modtages saasnart Bestemmelsen for en almindelige Fred vil have fjernet den Nødvendighed, som nu foranlediger dette Krav.

"Eiendomme af ethver Slags, so ere blevne tagne siden Fjendtlighedernes Begyndelse, ville blive gjengivne deres Eiermænd, og Enigheden mellem de forenede Kongeriger Storbritanien og Irland samt Danmark blive fornyet."

"Men hvis dette Tilbud nu forkastes, kan det ikke gjentages. Al offentlig som privat Eiendom, der er bleven taget, maa da tilfalde dem, der have taget den, og Byen maa, naar den indtages, dele Skjæbne med alle erobrede Stæder."

"Vi maae udbedes os en hurtig Afgjørelse, fordi ved vore Troppers nuværende Stilling saa nær Deres Glacis, det hurtigste og kraftigste Angreb er uundgaaeligt, ligesom enhver Opsættelse vilde være paa urette Sted".

"Vi vente derfor Deres afgjørende Svar hosføiet, og have den Ære at være o.s.v."

"General Peymanns Svar herpaa var naturligviis afslaaende og lød saaledes:

  Kjøbenhavn, den 1ste September 1807.

"Mine Herrer!"

"Vor Flaade, vor egen uomtvistelige Eiendom, ere vi overbevise om, befinder sig ligesaa trygt i Hans danske Majestæts Besiddelse, som den nogensinde kan


130

være det i Kongen af Englands, saasom vor Herre aldrig har havt noget Fjendtligt isinde mod Deres."

"Dersom De kan være grusom nok til at søge at ødelægge en By, som ikke har givet Dem ringeste Anledning til en saadan Behandling fra Deres Side, maa den finde sig i sin Skjæbne; men Pligt og Ære byde os at forkaste et Forslag, som ikke sømmer sig en uafhængig Stat, og vi havde besluttet at tilbagedrive ethvert Angreb samt til det Yderste at forsvare Staden og vore gode Sag, for hvilke vi ere redebonne til at opoffre vort Liv."

"Det eneste Forslag jeg seer mig istand til t gjøre, for at forebygge videre Blodsudgydelser, er, at affærdige et Sendebud til Kongen, min Herre, for at erfare hans endelige Villie med Hensyn til Indholdet af Deres Brev, saafremt De i den Anledning vil tilstaae mig et Pas. Jeg er o.s.v.

  Peymann,
Høistcommanderende over
Hs. Maj. Landmagt.

Man maa antage, at Peymann maatte indsee, at de engelske Overbefalingsmænd, saavel fra det militaire som det diplomatiske Standpunkt, ikke kunde bevilge hans Begjæring, men at han gjorde det for at vinde Tid, ikke ganske affkjære al Forbindelse med Fjenden, og tillige for at have forsøgt hvad der lod sig gjøre.

Cathcart syntes overmaade gjerne at ville undgaae at angribe Kjøbenhavn, thi han anvendte baade officielle og private Midler for at bevæge Peymann til at give efter. Saaledes havde han formaaet Major Tscherning paa Frederiksværk at foreslaae Peymann:


131

"at Englænderne øieblikkelig skulde forlade Sjælland og betale enhver foraarsaget Skade, naar Danmark godvillig vilde udlevere Flaaden til Oplægning i engelske Havne under danske Officerers Commando og en Bemanding af 80 til 100 Mand paa hvert Skib.

Et lignende Tilbud gjorde den engelske Admiral Charles Cotton den russiske Admiral Siniavin, der laa med en Flaade, bestaaende af 9 Linieskibe og 1 Fregat i Tajofloden i September 1809. Flaaden blev overgivet til Englænderne og ført in Deposito til England, hvor den blev tilbagegivet 6 Maaneder efter Freden imellem England og Rusland.

Peymann var vist saare at beklage; uden bestemte Ordre, uden Raadgivere eller Forsvarsmidler, havde han, som vi vide, blot den almindelige Befaling: "at forsvare Flaaden til det Yderste." Hvad andet Valg havde han vel, end at lade sig begrave under Kjøbenhavns Ruiner, uden dog at kunne redde Flaaden.

Peymann lod i Dagbladene indrykke Fjendens Begjering og hans Afslag, og yttrede derpaa:

"Medborgere! Jeg er overbeviist om, at mit Svar er Eders, og at vore Nationalære er ligeså hellig for Eder som for mig. Velan da, ædle Medborgere! griber til Vaaben Alle og Enhver, som kan medvirke til at hævde vort elskede Fødelands Ære og Selvstændighed! Hvad vore Forfædre under lignende Omstændigheder have udført, det ville og vi! Vi stride for det Kjæreste, vi eie Jeg skal lade de Kjække af Stadens Indvaanere, som med Nytte kunne bruges til vort fælleds Forsvar, give Vaaben, og vi skulle med Kraft tilbagedrive vore Fjender, som vilde sig ind, at det staaer i


132

deres Magt at kunne foreskrive et ædelt, tappert Folk vanærende Love"

Dette Svar vandt et almindeligt Bifald. Generalens Ære og Pligt bød ham at forsvare Byen, slev om de blev opoffret uden Nytte. Maaskee kunde ogsaa den Undsætning, Kronprindsen havde lovet, komme. 3 Uger vare forløbne siden denne reiste fra Kjøbenhavn, og imidlertid kunde der være udrettet meget.

Peymann tog nu alle de Forholdsregler, han formaaede, for at møde Fjendens Angreb. For at erstatte Afgangen af Artillerister og Skytter, indtoges af Landeværnet de, der tidligere havde tjent som saadanne, hvilke øvedes paa Amagerfælled.

Naar Generalmarschen blev slaaet skulde saavel Artilleri som det borgerlige Infanteri samle sig paa de dem anviste Poster, og da erholde Forstærkning af den hele Garnison paa følgende Maade fra venstre til høie Fløi:

Vestervold.

Holks Bastion: 1 Bataillon Marinere.

Gyldenløves: 1 dito dito.

Schacks: 1 Landeværnsbataillon.

Helmers: 1ste Bataillon af norske Livregiment.

Over disse Bastioners samtlige Tropper havde Oberst Beck Commando.

Nørrevold.

Hahns Bastion: 1 Landeværnsbataillon.

Ahlefeldts Bastion: 1 dito.

Stadsoberstens: Garden til Fods.

Rosenborg: 1 Landeværnsbataillon.

Her havde Generalmajor Lemming Commando.


133

Østervold.

Qvitzows Bastion: 2den Bataillon af danske Livregiment.

Peuchlers: 1 Landeværnsbataillon.

Rosenkrands's:1ste Bataillon af danske Livregiment.

Over disse Tropper havde Generalmajor von Walterstorf Commando.

Livjægercorpset, Herregaardsskytterne og Medlemmerne af det saakaldte danske Broderskabs Skydeselskab fordeeltes til Schacks, Ahlefeldts og Rosenkrandses Bastioner, hvilken flankere de 3 Hovedindgange igjennem Vester-, Nørre- og Østerport.

Kronprindsens Liv-Corps eller Studenterne, der bestod af 8 Compagnier, blev fordeelt i 2 Compagnier paa hver af de tre tilstødende Courtiner, samt 2 Compagnier som Reserve under Volden ved Nørregade.

For at have Øie med Stadsgraven blev Faussebrayen, den saakaldte Kirsebægang, besat med en Række af Poster, udstillede fra selve Voldbesætningen.

Jægercompagniet af Landeværnet under Capitan Wildenrath stod i Reserve paa Christianshavn i Nærheden af Langebro.

I Ryssensteens Lunette mellem Langebro og Tømmerpladsen stod et fast Commando paa 150 Mand under Capitain Restorf af danske Livregiment, og til Forstærkning af Besætningen paa Tømmerpladsen commanderedes hver Nat et Piquet paa 50 Mand. Hver af de 3 Ravelinsvagter udenfor Portene var besat med 1 Lieutenant og 50 Mand, og for at forsvare de lige udenfor Portene liggende med Muur omgivne Vaaben-


134

pladser (tambours), hvor der anbragtes Skydehuller for Kanoner ud over Stadsgraven, var der henstillet en Mængde Haandgranater, hvormed Grenadererne af danske og norske Livregiment tidligere var blevne øvede i at kaste.

Ved Vesterport holdt der et Feltbatteri paa 8 trepundige Kanoner; ved Rosenborg et lignende, formodentlig i Reserve, for i fornødent Tilfælde at kunne rykke op paa Volden og bestryge Voldgangene, endelig 4 Amusetter, som betjentes af Landeværns-Artillerister, udenfor Østerport, som desuden fordeelagtig flankerede af Citadellets tilstødende Værker.

Det af 12 Compagnier bestaaende Brandcorps under Brandmajor Kirkerup fik Ordre at holde med sine Sprøiter og øvrige Brandredskaber paa Torvene i det Indre af Byen, og saasnart det blev mørkt bleve Brandlygterne tændte. For at Brandcorpset kunde hurtigt underrettes om naar og hvor der opstod Ildsvaade, havde Politiet foranstaltet oprettet ridende Patrouiller af Borgere; ligeledes var der af Brandcorpset ansat 8 Mand i hvert Qvarteer, som ved paakommende Ild foreløbig havde at ile til Hjælp, hvorhos det i Tilfælde af Bombardement, var befalet, at tvende Vægtere skulde være tilstede paa hver Post.

Fra Søetatens Side var der gjort Foranstaltninger til at kunne sænke Flaaden, i hvilken Anledning man havde hugget et firkantet Hul under Vandgangen i ethvert Skib, hvorover man atter satte en Fyrrelap, som hurtigen kunde tages fra med et Kobeen. Forøvrigt skulde Seil og Takkelage samles paa Bedingene for at blive ituhuggede eller ituskjaarne; Roer og Rund-


135

holter opstalles for at kunne brændes eller ituhugges, og de paa Skibene staaende Undermaster afkappes. Endelig satte man ogsaa 6 Brandere i Arbeide.

Saaledes forberedt ventede man, vel ikke uden spændt Forventning, men dog med den Uforfærdethed, som Bevidstheden om den retfærdigste Sag skjænker.

Den følgende Dag, Onsdagen den 1ste September, var alt stille, saavel til Lands som til Vands. Borgerene vare besjældede af Mod og Iver; rigtignok kjendte ingen af dem Krigens Rædsler og Virkninger, og næsten Alle vare af den Mening, at de engelske Bomber ikke duede, fordi man saa dem, kastede efter Kanonbaadene, springe i Luften, uden at betænke, at dette netop var en beregnet Fremgangsmaade, fordi det var lettere at ramme saadanne Baade med Stykker af en i Luften sprungen Bombe, end med den hele. Ligeledes tog man Hensyn til de engelske Bomber, der under Søslaget den 2den April 1801 kastedes imod Byen uden at anrette nogen Skade, men betænkte ikke, at Bomberne fra Søsiden ikke kunne naae Byen saa godt som fra Landsiden.

General Peymann fik denne Dags Formiddag Svar fra de to engelske Overbefalingsmænd paa sin Skrivelse fra foregaaende Dag, hvorved tillige mundligen Spørgsmaalet blev gjentaget, "om han ikke vilde godvilligen overgive Flaaden". Brevet lød saaledes:

"Hovedqvarteret foran Kjøbenhavn, den 2den September 1807.

"Sir!"

"Det gjør os saare ondt at matte underrette Dem om, at det ikke staaer i vor Magt at opsætte Udførelsen


136

af de aftalte og trufne Forholdsregler indtil De har kunnet indhente Instructions-Ordre fra Deres Regjering."

"Vi havde giort det Yderste, som ligger indenfor Grændsen af vor Bemyndigelse, naar vi endnu een Gang gjøre Dem ligeså fordeelagtige Betingelser, som de Vare, ved hvilke vi forsøgte at forhindre et Brud."

"Vi ville høiligen beklage Byens mulige Ødelæggelse, men føle Fyldestgjørende i den Betragtning, at idet vi for sidste Gang have gjentaget Tilbudet af de fordeelagtigste og meest forsonende Vilkaar, have vi gjort Alt, hvad der staaer til os, for at forhindre Blodsudgydelse og forebygge Krigens Rædsler.

Vi have den Ære o.s.v.
J. Gambier.
Cathcart.

General Peymanns Svar paa den sidste Opfordring var naturligviis det samme som paa den tidligere nemlig: "at han vilde forsvare Byen til det Yderste," og følgelig maatte man nu fra dette Øieblik være forberedt paa det Værste.


 

137

XI

Første Rædselsnat.

_____

Det var Onsdagaften, den 2den September, en mild og venlig Sommeraften. Solen var just gaaet ned, thi Klokken var omtrent 7½, og en Mængde Mennesker omgave Hovedqvarteret og Hovedvagten, hvor den sædvanlige Aftenmusik blev opført. Paa samme Tid spadserede ogsaa en Mængde Mennesker i Kongens Have, den eneste af Kjøbenhavns Spadseresteder, som dengang var tilgjængelig. Skumringen var indtraadt, og største Delen af de Spadserende var paa Veien til deres Hjem, da de første Prøvekast af fjendtlige Bomber faldt paa Kongens Nytorv og der kort efter lød en Generalsalve fra Fjendens samtlige Kastebatterier bag Vesterbro, imellem Ladegaarden og Rolighed, bag Blaagaard, paa Nørrebro, og bag Østerbro, samt fra Bombardererne og Flotillen fra Søsiden, og en Regn af Bomber, Granater, gloende Kugler, Brandkugler og Raketter udbredte Død og Fordærvelse over den nyligt saa tilsyneladende fredelige By.


138

En af de første Bomber faldt paa den østlige Side af Kongens Nytorv; den var godt beregnet, thi ligesom den naaede Jorden sprang den, dog uden at beskadige Nogen, men Mængden foer om til alle Sider under det Udraab: "see der have vi Bombardmentet!"

Nu vedblev det ene Knald og Brag, det ene Lyn efter det andet i fulde 12 Timer. Det var rædsomt at see de lysende Ildbaner, de blussende Raketter, høre de springende Bomber, den forvirrede Lyd af Morterernes Explosioner, Kanonernes Torden, Kuglernes Hvinen og Raketternes Susen. Hertil kom Braget af de nedstyrtende Skorstene, Tagstene og springende Ruder, og Jammerraabet af mangfoldige Stemmer, der lød fra Qvinder, Børn og Lemlæstede. Ilden fra de brændende Huse og Tordenen fra vort eget Skyts paa Voldene, Batteriet paa Tømmerpladsen samt vore Kanonbaade og Morteerpramme, der besvarede Fjendens Skyts, forøgede end mere Larmen, saa at endog den Modigste og Koldblodigste nær havde Tabt Fatningen.

Paa Gaden var man meest udsat for Fare, da de springende Bomber gjorde en stor og farlig Virkning. I Husene var man mere sikker, men da de ulykkelige Familier, meest Qvinder og Børn, troede at finde et Redningssted i Husenes Kjældere, saaredes og dræbtes her ogsaa mange, thi almindelig gik Bomberne gjennem alle Husets Etager og sprang først i Kjælderen, hvor ofte en eneste Bombe dræbte eller lemlæstede en heel Familie.

Det var første Gang at man i Europa brugte de saakaldte "congreveske Raketter," der bestode af et huult Blikrør, fyldt med et brændbart Stof, der, efter at være


139

antændt, fløi ud igjennem en Mængde smaa Huller paa Siden af Røret, og tilligemed vare forsynede med Hager, til at gribe fat i enhver Gjenstand, som de mødte. Englænderne havde tidligere brugt dem under Krigen i Ostindien, men her vare de aldeles ukjendte og derfor meget frygtede, thi man antog almindelig, at det hverken vare Bomberne eller de andre brugte Projektiler, der vare Skyld i den meget Ulykke og Ødelæggelse. Raketterne vare langtfra saa farlige som Bomberne eller Granaterne, thi, endskjøndt de indeholdt brændbart Stof, havde de dog ikke Kraft til at gjennembryde Mure eller trænge ind i Huse, undtagen igjennem Vinduer og Aabninger.

Det var især imod den nordvestlige og tildeels vestlige Deel af Byen, at Fjendens Anstrengelser vare rettede, hvor Spirene af Frue- og Petrikirke, samt Rundetaarn tjente ham til Skive for hans Kastning, skjøndt den nordlige Deel af Staden heller ikke blev skaanet. Paa 38 forskjellige Steder udbrød der Ild denne Nat, men slukkedes enten af Beboerne selv eller vort flinke og modige Brandcorps, uagtet Bomber og Kugler nedregnede paa et saadant Sted, hvor Fjenden saae Ildsluer frembryde. Kun eet Pakhus, tilhørende Grosserer Tutein, der var opfyldt af Bomuld til en Værdi af 130,000 Rdlr., afbrændte aldeles.

Men en Mængde Bygninger, især i Nærheden af de ovennævnte Kirker, vare ved de nedfaldende Bomber og Kugler næsten forvandlede til Ruiner.

Under disse Rædselsoptrin stode Stadens Borgere, Livjægerne og den øvrige Besætning paa Stadens Volde, hvorhen Stormklokken strax, da Bombardementet be-


140

gyndte, havde hidkaldt dem. Man kunde befrygte, at Fjenden skulde benytte sig af den almindelige Forvirring, til at løbe Storm, og derfor maatte Alle, som skulde forsvare Staden, ile til deres Samlingssteder, og lade Kone og Børn tilbage, overladte til Jammer og Fortvivlelse. Hele Natten igjennem saae de Kugler og Bomber regne ned over deres Huse; og ængstelige over deres Familiers Lod, maatte de, selv udsatte for en lignende Fare, skyde fra Voldene imod Fjenden, som imidlertid loe ad deres Bestræbelser, da han laae betrygget, forskandset bag sine Brystværn og saa langt bort, at ingen Kanonkugle kunde udsendes med bestemt Sigte.

Klokken 4 om Morgenen sagtnedes Fjendens Ild noget, men først henimod Klokken 8 ophørte den aldeles, efter at Byen var bleven overdænget med en Ildregn af 4000 Bomber, Granater og Raketter.

Mange af Stadens Indvaanere vare i denne Nat blevne dræbte eller saarede. Gaderne vare opfyldte af skrækkeligt lemlæstede Liig, adspredte Lemmer og Strømme af Blod, Brostenene vare oprodede af de nedfaldende Bomber og bedækkede med Muurgruus og Muurstene, Tagsteen og Glasstumper, der ofte gjorde Passagen vanskelig. Tagene vare overalt fulde af Huller hvorigjennem især Bomberne var trængte.

Da Bombardementet var ophørt traadte enkelte Personer ud af Husene og snege sig langs Husene. Dødsstilheden afbrødes kun af den Saares Skrig. Henad Middag begyndte Borgerne at besinde sig noget, og Mange ilede nu afsted for at see til Venner og Familie. Alt, hvad der kunne flygte, især de, som boede i den meest udsatte Deel af Staden, droge nu


141

over Langebro eller Knippelsbro for at begive sig til Christianshavn, som ikke var bleven rammet af Bomber, eller til Amager. Det Kjæreste og Bedste man eiede, bar man med sig, og Byerne paa Amager vare saa overfyldte, at man ofte fandt 80 til 100 Flygtninger under eet Tag. Fra det Offentliges Side gjorde man, hvad man formaaede, for at skaffe de Huusvilde og Nødlidende Hjælp og Bolig. Marmorkrybberne i de kongelige Staldbygninger ved Christiansborgslot indrettedes til Leie for de Syge og Barselqvinder. Proviantgaardens, Cancellibygningens og Christiansborg-Slots Hvælvinger og Kjældere, den bombefaste Opgang til Rundetaarn, Staldbygningen og Løngangene vare opfyldte med Flygtninger og Familier af alle Stænder, thi med den almindelige Nød var Standsforskjellen ophørt.

Fra Voldene trint om Kjøbenhavn skjødes bestandigt paa Fjendens Batterier og hvor man kunde formode, at der fandtes Tropper, thi man var af den feile Mening, at vi tilföiede Fjenden stor Skade.

Ved en Bekjendtgjørelse, opslaget paa Gadehjørnerne, takkede den commanderende General saavel Politiet som Brandcorpset for den store Iver og Anstregnelse, de havde viist i den forløbne Nat. Ved deres roesværdige Virksomhed, yttrede han, var Ilden, som opkom paa nogle Steder i Staden ved Fjendens Bomber, Ildkugler og Brandraketter, strax bleven slukket.

Man forberedte sig til den følgende Nat.


 

142

XII.

Den anden Rædselsnat.

_____

Englænderne skulde den hele Dag have ventet paa Forslag til Fæstningens Overgivelse, men forgjæves.

Ti Timer vare henrundne uforstyrrede af Fjenden, da begyndte denne igjen om Aftenen henimod Klokken 6 at kaste Bomber, skjøndt svagt imod den foregaaende Nat, og man begyndte derfor at nære det Haab, at Fjenden havde forbrugt sit Forraad af Projectiler. Ogsa fra Søsiden lagde de fjendtlige Bombardere sig i Stilling til Bombekastning, imedens 4 fjendtlige Brigger nærmede sig Grunden Stubben, men blev atter, som den foregaaende Nat, forjagede af vore Kanonbaade, saa at der ingen bomber faldt i Byen fra Søsiden.

Forgjæves havde man imidlertid smigret sig med, at Fjenden havde udtømt sit Krigsforraad, thi da denne mærkede, at man, uagtet Bombardementet var fornyet, endnu ikke vilde overgive sig, tiltog Bombekastningen henad Morgenstunden med en Heftighed, der overgik den foregaaende Nats. Faren for Menneskeliv var imidlertid


143

ikke saa stor, som den foregaaende, thi Fjenden overdængede bestandig Strøget imellem Gothersgaden og Vestergade, Omegnen af Frue- og Petrikirke, hvis Indvaanere alle havde forladt deres Boliger, saa at der her ikke fandtes andre end Brandfolket.

Der opkom denne Nat Ild over paa 20 Steder, men ved vort aarvaagne og kjække Brandcorps's og Indbyggernes Hjælp blev denne atter slukket. Det var beklageligt, at Brandcorpsets dygtige Chef, Major Kirkerup, blev saaret af et Bombestykke, hvilket Uheld maatte have en skadelig Indflydelse paa Corpsets Virksomhed, da tillige en Mængde af de uforfærdigede Brandfolk vare blevne dræbte, lemlæstede eller saarede. Henad Formiddagen blev det kongelige Hømagasin i Nærheden af Langebro skudt i Brand fra Batteriet ved gamle Pesthuus af en gloende Kugle. Det var umuligt og livsfarligt at slukke Ilden, thi fjenden overøste bogstaveligt Brandstedet med Bomber og Kugler, dog udbredte Ilden sig ikke videre, da Magazinet var nedbrændt.

Skjøndt det var især det ovenomtalte Strøg Fjenden i Særdeleshed beskød, bleve dog de øvrige Dele af Byen ikke skaanede. Hovedqvarteret paa Kongens Nytorv valgtes saaledes til et Maal for Fjendens Mordredskaber, og bomberne naaede endog Holmens Kirke. Mangfoldige Huse var blevne ødelagte, men Frue- og Petrikirke kneisede endnu høit imod Skyerne, uagtet de var blevne trufne af over 100 Bomber og Granater, der havde gjennembrudt Hvælvingen, ødelagt Prydelserne og endog var trængte ned i Gravkjelderne og havde sønderslaaet de Dødes Kister.


144

Man antog at Fjenden ogsaa denne Nat havde indkastet henimod 4000 Projectiler.

Uagtet alle disse Ødelæggelser, Menneskedrab og Menneskers Lemlæstelse og Beskadigelse var dog Stemningen i Byen endnu god og patriotisk. Man blev vant til Ulykken og Rædselsscenerne omkring sig, og viste undertiden en stor Sindighed og Rolighed. Enhver, som hidtil havde trodset og undgaaet Faren, troede ogsaa fremtidigen at kunne undgaae den, ogsaa antog man af fjenden snart maatte have udtømt sit Forraad af Ammunition, skjøndt den Klogere ret godt kunde indsee, at naar man udrustede en saa stærk Flaade, var den vist forsynet med tilstrækkelige Midler til at sætte sine Hensigter igjennem med.

Ligesom den foregaaende Dag saae man idag den største Deel af de Beboere, der endnu vare forblevne i deres Boliger, forlade disse og begive sig til Christianshavn eller Omegn med Alt, hvad de kunde føre med sig, og Trængselen til Christianshavn var derfor meget stor. Mange Huse stode nu tomme, i andre vare der kun enkelte Personer tilstede, hvilket den følgende Nat var Aarsag i, at der paa saa mange Steder opstod Ildebrand, der ellers kunde have været dæmpet.

Vi have omtalt Livjægercorspets udviste Tapperhed og vort borgerlige Infanteries og Artilleries ufortrødne Iver paa Kjøbenhavns volde, og kan derfor heller ikke undlade at omtale Studentercorpset, der under Beleiringen viste sig sine Forfædre under Kjøbenhavns sidste Beleiring værdige. De besatte, som vi have omtalt, Courtinerne mellem Bastionerne, men da der om Natten imellem den 2den og 3die September blev dræbt


145

4 Studenter og Natten imellem den 3die og 4de September 2 ved Bomber paa denne farlige Post, blev Corpset den 3die Nat afløst paa Volden, med Undtagelse af Courtinerne paa begge Sider af Vesterport, af regulairt Militair, for at de unge Mennesker ikke uden i høieste Nød skulde udsættes for al for megen Fare.

Bombardementet havde varet til Klokken mellem 7 og 8 om Morgenen, men ophørte ikke aldeles før om Eftermiddagen Klokken 4. Fjenden standsede formodentlig med Beskydningen, fordi han ventede, at Fæstningen vilde overgive sig, eller ogsaa fordi han selv trængte til Hvile efter saa uhørte Anstrængelser, skjøndt disse ikke kunde sammenlignes med Stadens, da han udsendte sine Ødelæggelses Redskaber fra bedækkede Batterier, dækket af Forstadens Ruiner.

Det synes som om man havde tænkt paa Udfald fra Fæstningen, som imidlertid ikke bleve udførte og heller ikke vilde have været til nogen Nytte, da Fjendens Batterier og Tropper laae saa nær Byen, at alle Udgange vare spærrede. Vore Feltvagter vare trængte saaledes tilbage af Fjenden, at de laae bogstavelig paa Glaciets Fod eller få Alen foran samme, og saae Bomber og Granater flyve over deres Hoveder ind i den ulykkelige By.

Ud paa Eftermiddagen blev det paa Tømmerpladsen ved Kallebodstrand værende uhyre Forraad af Tømmer, der tilhørte Kjøbenhavns Kjøbmænd, skudt i Brand med gloende Kugler fra Batteriet ved Pesthuset. Saasnart Efterretningen herom naaede til Hovedqvarteret, bleve 100 af Holmens tømmermænd sendt ud for i


146

Forening med Brandfolkene at slukke og hjælpe, og 3 Kanonbaade under Lieutenant Suensons Commando bleve sendte til Kallebostranden for at forstærke de allerede der værende Kanonbaade, hvis Ild af groveste Skyts alligevel ikke var istand til at bringe Pesthuusbatteriet til Taushed.

Længe søgte vore Brandfolk at modarbeide Luerne, som lignede et Ildhav; men Brandstedet blev, uagtet vor Skydning paa Fjenden, som sædvanlig overøst med en Regn af Bomber, Granater og deslige, der gjorde det umuligt at slukke Ilden. Det var en Lykke at Vinden bar Luerne ud over Vandet, thi ellers vilde sikkert Byen være bleven antændt inden for Voldene uden at kunne slukkes. Imidlertid antændte Luerne Træbrystværnet paa Batteriet yderst paa Tømmerpladsen og dets Krudtforraad sprang i Luften, og da alt var et Ildhav, var det umuligt for Heden at opholde sig der for Besætningen, som, efter at have fornaglet Kanonerne, matte forlade Batteriet. Den Hede, Branden af det herværende uhyre Tømmerforraad foraarsagede, var saa stor, at Mundingen paa flere af Kanoner smeltede.

Befalingsmanden paa Rysensteens Lunette, den ovennævnte Capitain Restorf, der ogsaa havde Opsigt med Ingenieur-Arbeiderne paa Tømmerpladserne og de nærmeste Bastioner af Hovedvolden, blev dræbt under sine Bestræbelser for at redde Mandskabet paa Batteriet.

Da Batterierne ved Svanemøllen og Kildevæld samt Ny-Kalkbrænderi bestandigt foruroligede Sødefen-


147

sionen og i Særdeleshed Kanonflotillens Avantgarde ved Lunetten, og dræbte flere Folk, anmodede Kanonflotillens paa Lunetten indqvarterede Officerer om, at maatte med deres Mandskaber forsøge at storme nogle af de for Flotillen farligste Batterier; men General Peymann afslog deres Forlangende.


 

148

XIII.

Tredie Rædselsnat.

_____

Nu brød den tredie Nat, imellem den 4de og 5te September, frem, og efter 3 Timers Hvile begyndte Fjenden paa ny at udkaste sine Bomber, gloende Kugler, Raketter mod den ulykkelige By og vedblev hermed uden mindste Standsning til næste Dags Middag, Løverdagen den 5te September, imellem Klokken 12 og 1, da Bombekastningen sagtnedes noget, dog blev der hele Dage igjennem kastet enkelte Bomber ind i Byen og imod Flaaden; først henimod Aften opførte det. Man antager, at der denne Nat og paafølgende Dag blev indkastet 5 til 6000 Bomber og Granater i Byen, og at der saaledes i de 3 Nætter tilsammen var indkastede imellem 13 til 14,000 Bomber, Granater og Raketter.

Brandraab hørtes fra alle Sider og ofte fra Snese Steder paa eengang. Brandfolkene, deels dræbte, deels saarede, deels aldeles afkræftede, kunde ikke længere betjene Sprøiterne, der desuden tilligemed de øvrige Brandredskaber enten vare ubrugelige eller tilintetgjorte.


Ved side 148

149

Henimod Morgen antændte en congrevisk Raket Frue Kirkes høie Taarn, et Mesterstykke i Bygningskunsten, 380 Fod høit. Luerne slot snart op imod Himmelen, og snart styrede Taarnets Klokker ned i Kirken, ødelagde Alt inde i den, og førte Ilden med sig i Kirkens Skib, der snart ogsaa stod i fuld Flamme. Endelig sank om Morgenen den herlige Bygning sammen, ledsaget af det lydelig Hurra- og Jubelraab fra Fjenden uden for Stadens Volde, selv Skydningen ophørte for en lille Stund, for at man ret i Mag og Ro kunne betragte det skjønne men rædsomme Syn. Men nu fulgte en Regn af Projectiler efter Brandstedet, og den Ildmasse, som det omstyrtede Taarn udbredte, antændte og udbredte Ilden til de omliggende Bygninger og nærmeste Gader. Man saae nu Studiestrædet, St. Pedersstræde, Peder-Hvidtfeldstræde, Store- og Lille Kannikestræde, Store- og Lille Fiolstræde, Nørregade, Skindergade, Nørretorvet, Frederiksborggaden, Rosengaarden, Kultorvet, St. Gjertrudsstræde, Lille Kjøbmagergade, Suhmsgade, Hauserpladsen og flere Gader i Lys Lue. Branden strakte sig saaledes langs Volden fra Frederiksborggade til Teglgaardsstræde; fra Volden strakte den sig paa den ene Side til Landemærket og Skidenstræde (Krystalgade), hvor den standsede ved Rundetaarn og Regentsen, paa den anden Side til St. Pedersstræde, hvor den tildeels var standset ved Petrikirke, og herimellem lige til Skindergade og Klædeboderne, ja heelt ned ad Klosterstræde og Naboløs.

Med Frue Kirke ødelagdes endeel skjønne Monumenter, der vare opreiste over Danmarks berømteste Mænd i alle Retninger. Ogsaa brændte alle Kirkens


150

Kostbarheder, ja Bomberne opreve endog Ligene i deres Grave. Kun een eneste Gravhvælving, en Buegang bag Choret, en Rest af Kirken fra forrige Aarhundrede, og hvori Stifts-Arkivet var nedlagt, forblev ubeskadiget.

Denne Kostbare Kirke var kun assureret i Brandkassen for 50,000 Rd., den høieste Sum en Bygning dengang kunde assureres for, men det var kun en Bagatel med Hensyn til Kirkens høie Værdi; thi nogle Aar iforveien havde blot Taarnets Reparation beløbet sig til 80,000 Rdlr. Den nuværende Fruekirke, hvis Udseende er intet mindre end pragtfuld, har vistnok kostet mere end een Million.

Det kan betragtes næsten som et Underværk at Petri Kirke ikke blev aldeles ødelagt, skjøndt den rammedes af flere hundrede Bomber og Granater. Taarnet var revnet lige ned i Fundamentet og det Indvendige af Kirken aldeles ruineret. Kirkens Gravcapel var ligeledes ødelagt, Liigstenene ituslaaede og Gravene oprodede af de nedfaldende Bomber.

Runde Taarn, dette Fjerde Christians Mesterværk, trodsede alle Fjendens Projectiler med sine tykke Mure, men flere Bomber vare slaaede ned igjennem Taget og det over Kirken værende Universitets-Bibliothek, dog uden at beskadige Kirken noget synderligt.

Ogsaa Flaaden var denne Nat udsat for Bomber, saa at der endog opstod Ild i Fregatten "Glückstadt", som dog blev slukket.


 

151

XIV.

Byens Tilstand efter Bombardementet.

_____

For Øieblikket var Fjenden standset med at ødelægge Byen, men hvor snart han begyndte igjen vidste Ingen. Modet begyndte at falde endog paa de Kjækkeste. De Ulykkelige, som havde mistet alt, hvad de eiede, efter Nærpaarørende, Slægt og Venner, vare nærved at fortvivle. Den nordvestlige Deel af Staden stod i lys Lue, og man anvendte alle Midler til at standse Ilden. De tilstødende Huse, som endnu ikke var i Brand, blev tildeels nedrevne. Huusvilde Mennesker laae med Koner og Børn paa den Smule usle Eiendom, de havde reddet, langs Foden af Voldenes indre Dosseringer, i Rosenborghave og langs Havemuren i Gothersgade, paa reformeert Kirkegaard, paa Torvene, og mange andre Steder, drivvaade, da der var falden en stærk Regn.

Levnetsmidler begyndte ogsaa at mange, Kjød kunde neppe faaes, Manglen paa Brød var saa stor, at Bagerne rakte Brødet ud af Vinduerne for at standse Tilløb; endeel Brænde var ogsaa ødelagte af Bomber.


152

saa at man begyndte at frygte Vandmangel; Foder og Halm til Heste og Qvæg begyndte ogsaa at mangle. Med al denne Nød vidste man ikke, om Bombardementet ikke vilde blive fortsat igjen, hvilket var altfor sandsynligt, og da var man overbeviist om, at Byen vilde blive aldeles ødelagt. Skulde Fjenden faae i Sinde at rette sine Batterier og Kasteskyts mod Christianshavn, hvorhen der var flygtet som man antog 20,000 Mennesker fra Kjøbenhavn, saa vilde Ulykken stige til det Høieste. Man saae endnu denne Dag hele Rækker af Vogne med Folk og Gods kjøre did.

Under denne almindelige Nød erholdt de Familier, som ved Bombardementet havde mistet Alt, hvad de eiede og havde, Understøttelse ved Peymanns eller Øvrighedens Omsorg. Magistraten gav ogsaa Ordre til uopholdelig at indrømme Trinitatis- og Helliggeistes-Kirker til Byens trængende og huusvilde Brandlidte.

Man var kommen ud af den Vildfarelse, at Fjenden vilde udtømme sit Forraad af Ødelæggelsesredskaber, og derfor steg nu Misfornøielsen og Fortvivlelsen. Byens Borgere og andre havde nu staaet i to hele Nætter og en Deel af den tredie under Vaaben paa Voldene, men da de derfra saae Byen og deres egne Huse brænde, forlode de, tabende Modet, den Vold, de skulde forsvare, og man saae saaledes hele Afdelinger af Borgervæbningen ile afsted for at redde Familie og hvad de eiede. Man havde heller ikke den tredie Nat besvaret Fjendens Skud saaledes som de foregaaende Nætter, og efter Midnat var der ikke faldet eet Skud, hvilket var, som det borgerlige Artilleries Chef, Major Hallander meldte, en Følge af Voldens betydelige Blot-


153

telse. Dog maae vi tilføie, at en stor Deel af de Bortgaaende indfandt sig hedad Morgen igjen paa deres Post, hvilket under saa fortvivlede Omstændigheder dog afgiver et Beviis paa Fædrelandskjærlighed, Pligtfølelse og krigerisk Aand hos dette aldeles borgerlige Corps.

Men Forsvarernes physiske Kræfter vare ogsaa overordentlig svækkede ved Anstrængelse og Nattevaagen. Endog Anførerne maatte bukke under for deres Iver. Saaledes faldt Admiral Lütken den 3die Nat Klokken 1 overende af Udmattelse, og maatte bringes til sit Hjem, hvorfra han dog efter nogle Timers Hvile atter ilede paa sin Post.

Af Brandfolkene vare, som vi allerede have fortalt, mange dræbte og endnu flere saarede; Sprøiterne, hvoraf 36 havde lidt saa meget at de vare at ansee som næsten ødelagte.

Saae man hen til de ulykkelige Offere for Fjendens Ødelæggelsesvaaben, saa blødte Hjertet ved den stedfindende Jammer. Mange Børn vare blevne dræbte eller lemlæstede; mange Mødre havde opoffret sig for deres Kjærlighed til deres Børn. Hospitalerne kunde ikke modtage de Saarede, da de, uagtet de havde opstilet et sort Flag paa Tagene, dog vare næsten alle rammede af Bomber, saa at alle Syge og Saarede maatte bortskaffes til sikkrere Steder, især Christianshavn.

Som vi have sagt, ventede man hvert Øieblik paa de fjendtlige Bomber skulle atter regne ned over Byen og at Fjenden skulle storme. Man erfarede ogsaa senere, at det havde været Fjendens Beslutning næste Dag at tage Staden med Storm, og at de Faskiner, hvormed Stadsgravene skulde fyldes ved Overgangen,


154

allerede vare bundne. Efter Capitulationen fandt man dem ogsaa liggende i Pile-Alleen, paa Frederiksberg og flere Steder. Ogsaa var der samme Dag, den 5te September, bleven landsat een Bataillon Søfolk og Marinere med 3 Divisioner Tømmermænd under Capitain Watsons Commando fra Linieskibet "Inflexible" for at gjøre Tjeneste ved Overgangen over Stadsgraven, naar den almindelige Storm paa Fæstningen blev foretagen. Disse Tropper havde udbedet sig Tilladelse til at plyndre i 4 Timer, hvilket imidlertid var bleven indskrænket til 2 Timer. Hvad Fjendens Projectiler havde levnet os, vilde han selv have røvet os denne Nat, der vilde have afgjort Kjøbenhavns Skjæbne, thi der kunde ingen Tvivl have været, at naar Bombardementet havde begyndt den fjerde Nat, vilde Alle have forladt Volden, og Staden saaledes bleven et let Bytte for de stormende Englændere.

Bastionerne og Voldene vare som pløiede af Bombekast og Kugleskud. Mange Tropper havde alt fundet deres Grav paa dem, thi Fjendens Skud vare meget nøie beregnede og viste at han havde bragt det vidt i Ødelæggelseskunsten.

Flere Borgere fandt nu at det var paa Tiden at capitulere. Om Morgenen havde Præsten Hundtwalker indfundet sig i Hovedqvarteret for at gjøre Forestilling derom, men blev afviist. Han samlede derefter Underskrifter paa en Petition af samme Indhold fra de meest anseete af Stadens Indvaanere, hvilken han indleverede om Eftermiddagen.

Besynderligt nok at man under disse fortvivlede Omstændigheder endnu kunne tænke paa at ville tilføie


155

Fjenden Skade og vore Folks Liv og Blod uden Nytte. Man besluttede nemlig, at gjøre endnu et Udfald med Livjægerne og en Deel Landeværn, som sædvanlig under Major Holsteins Commando til Tømmerpladserne, for at redde de Kanoner, man den foregaaende Aften havde maattet lade blive tilbage. Atter indlagde Livjægerne sig Berømmelse ved deres Mod og Kjækhed, Premierlieutenant Mangor af Livjægerne og Lieutenant Drevsen, der under den største Deel af Beleiringen var indtraadt som Frivillig i Corpset, ligesom ogsaa Lieutenant Hammer af Landeværnet, omtaltes med megen Roes. Da vore Tropper trængte frem, bleve de overdængede med Kugler og Kardætscher, der dræbte og saarede flere Mand, men, understøttede af Kanonbaadene i Kallebostrand og Batterierne paa Hovedvolden, blev Fjenden, som vilde ind paa Tømmerpladsen, dreven tilbage, hvorpaa vore Folk jublende førte det reddede Skyts, som det ansaae for en Æressag ikke at lade blive tilbage i Fjendens Hænder, med sig ind i Byen i Triumf. Kanonbaadene erholdt ogsaa i denne Kamp 2 Saarede.

Ilden var imidlertid ikke slukket i Byen, det brændte saavel i den nordlige som i den vestlige Kant af den. Contre-Admiral Lütken havde i den saarede Brandmajors Sted overtaget Commandoen og erholdt 2 Capitainlieutenanter til Assistenter. Men skjøndt hans Iver var ligesaa stor som Kirkerups, formaaede han dog ikke at sætte en Grændse for Branden. Først efterat endnu 450 af Søetatens faste Mandskab kom til Hjælp og Bombardementet var ophørt, standsedes Ilden i Landemærket den 7de September og først aldeles den 8de


156

September om Eftermiddagen. Men ligetil Enden af September brændte det endnu i Grunden af flere Bygninger, f. ex. Frue Kirke.

Da Peymann havde erholdt de nøiagtigeste Efterretninger om Stadens Tilstand og var overbeviist om, at Byen vilde blive aldeles ødelagt, uden at Flaaden frelstes, hvis man gjorde en længere Modstand, besluttede han om Eftermiddagen at sende en Parlamentair til General Cathcart med følgende Brev.

Kjøbenhavn den 5te September 1807.

"Min Herre!

For at undgaae al videre Blodsudgydelse og for ikke at udsætte Byen for de sørgelige Følger af et længere Bombardement, foreslaaer jeg en Vaabenstilstand paa 24 Timer, under hvilken Overenskomst kan træffes med den Bestemmelse at tjene som Indledning til Capitulationsbetingelserne."

Kort efter overbragte den engelske Generalqvarteermester, Oberstlieutenant Murray General Cathcarts Svar:

Hovedqvarteret foran Kjøbenhavn, den 5te September 1807.

"Sir!

Den samme Nødvendiged, som tvang os til at tage vor Tilflugt til Vaaben, tvinger mig til at afslaae enhver Nærmelse, der kun bevirker Ophold. For imidlertid at vise, hvor gjerne jeg ønsker at gjør en Ende paa dette Skuespil, som jeg betragter med den største Bekymring, sender jeg Dem hermed en Officeer, der er bemyndiget til at modtage ethvert Forslag, De maatte være tilbøielig til at gjøre, med Hensyn til Betingelserne


157

for Overgivelsen, og som kunde sætte mig i Stand til at tilstaae selv den allerkorteste Vaabenstilstand."

Oberstlieutenant Murray forlangte nu mundtlig Flaadens Udlevering og yttrede: at han havde Ordre, til ved sin Tilbagekomst at befale, at Bombardementet skulde fortsættes, dersom ikke et afgjørende og tilfredsstillende Svar ledsagede Peymanns Erklæring.

Denne lød:

Kjøbenhavn den 5te September 1807.

"Min Herre!

Mit Forslag har ikke havt den mindst Forsinkelse til Hensigt; men da det er allerede for langt ud paa Natten for at raadslaae med de respective Departementschefer om Gjenstande af saa stor Vigtighed - en Forholdsregel, Hans Majestæt Kongens og Kronprindsens Fraværelse gjør nødvendig - ligesom ogsaa min Helbredstilstand ikke tillader mig at handle saa hurtigt, som jeg ønskede, saa forpligter jeg mig til inden Klokken 12 i Morgen Middag at oversende Betingelserne for Overgivelsen.."

"Iøvrigt maa jeg overlade Byen til sin Skjæbne, ifald man skulde finde for godt at vedblive med Bombardementet."

Paa samme Tid lod General Peymann mundtlig befale: "at der ikke matte skydes fra Voldene eller Forposterne, undtagen at disse bleve angrebne," hvilken Befaling imidlertid ikke blev respecteret, thi om Aftenen skød man af alle Kræfter fra Voldene rundt om Kjøbenhavn, og en Borger-Artilleriofficeer blev derfor arresteret.


158

Nu frembrød Natten over Staden, og man kan let tænke med hvilke Følelser dens Indbyggere, der Intet kjendte til den indledede Vaabenstilstand, ventede paa Bombardementets Fornyelse og Byens fuldkomne Ødelæggelse. Fra Fæstningen hørtes af og til enkelte Skud, ligesom ogsaa Fjenden kastede enkelte Bomber i den. Men Indbyggernes Rolighed blev dog ikke forstyrret denne Nat.

Ordren, ikke at skyde fra Voldene eller Forposterne, blev ved Dagens Frembrud fornyet, men da Massen af Stadens Indvaanere endnu var uvidende om de indledte Underhandlinger med Fjenden, strømmede ogsaa idag en Mængde Mennesker ud gjennem den eneste af Stadens Porte, der stod aaben, nemlig Amagerport, for at søge Ly paa Amager, hvor det lod sig gjøre, i Huse, Lader, Staldbygninger o.s.v.


 

159

XV.

Kjøbenhavns Capitulation.

_____

Den 6te September skulde Peymann da indlede Underhandlingerne med Fjenden. Om Morgenen Klokken 9 lod han derfor et Krigsraad sammenkalde ved sin Sygeseng, bestaaende af Land- og Sø-Etatens høieste Officerer, Regjeringskollegie- og Departements-Cheferne, samt een af Byens Magistrat og 2 af dens deputerede Borgere.

Vi ville her nævne disse Mænd, der skulde saa at sige afgjøre Kjøbenhavns Skjæbne:

Af Land-Etaten:

Generalmajorerne Gedde, Walterstorf, Falbe og Lemming, samt Obersterne Beck og Schmettow.

Sø-Etaten:

Admiralerne Winterfeldt, Lütken og Commandeur Kierulf.

Generalitetet:

Generaladjudant Kirchhoff.


160

Hof-Etaten:

Over-Hofmarskal Hauch.

Det danske Cancelli:

Etatsraad Cold

Rentekammeret:

Kammerherre, Grev Moltke.

General-Toldkammeret:

Confrentsraad Malling.

Finants-Collegiet:

Etatsraad Lange.

Høieste-Ret:

Conferentsraad Colbjørnsen.

Magistraten:

Conferentsraad Hjorthøi.

Stadens 32 Mænd:

Grosserer Axel Mørk og Peder Frederik Becker, samt Stadshauptmand Mylius og Politimester Haagen med de 3 Øverstbefalende.

Det Eiendommelige ved dette Krigsraad var den Omstændighed at civile Authoriteter mødte her med militaire Personer, hvilket ikke ellers er Tilfældet. Men det var i Særdeleshed Armeeens Generalauditeur, Bornemann, der ifølge sin Embedsstilling skulde gaae den commanderende General tilhaande som militairisk-juridsk Consulent, der havde foreslaaet denne Fremgangsmaade, og General Peymann ansaae det formodentlig ogsaa for rigtigt at give selv de civile Authoriteter Leilighed til at udtale deres Anskuelse om Stadens nuværende Forfatning og om muligen udfinde et Middel til at redde denne.


161

Det vare alle hæderlige Mænd, der mødte i dette Raad, alle vare opfyldte af Kjærlighed til Fædrelandet og sorgfulde over den fjendtlige Voldsgjerning.

Man oplæste allerførst et Document, hvori Fæstningsværkernes Tilstand, Borgernes Fortvivlelse vare skildrede, og heri omtaltes en Storm kunde ventes. Men hvor kløgtige og patriotiske de forsamlede Mænd ogsaa vare, saa vidste dog Ingen af de Tilstedeværende nogen Raad, der kunde redde Staden fra Overgivelse. Ingeniør-General Gedde yttrede som den kyndige Mand: "Fæstningen i dens nuværende Forfatning kan ikke holde sig mod en stormende Fjende."

Hele Raadet blev defor efter en lang Discussion enig i, at det var en uundgaaelig Nødvendighed at indvillige i Flaadens Overgivelse og altsaa at indlede Capitulations-Underhandlingerne paa denne Basis, og der var ingen af dets Medlemmer, der yttrede det Mindste om at sænke eller brænde Flaaden, ligesaa lidt som paa ny at gjøre Fjenden Modstand.

Da alle nu var enige, afsendtes en Parlementair til den bestemte Tid, lidt før Middag, til Cathcart med et Brev, der lød saaledes:

"Min Herre!

Jeg antager Deres Forslag i Henseende til Hans Majestæts Flaades Udlevering som Basis for Underhandlingerne; dog med den Betingelse, at ingen andre engelske Tropper maa betræde Staden, end de Commissairer, Officerer og Militairpersoner, som i Løbet af disse Underhandlinger maatte blive forlangt og Tilladelse dertil given.".


162

Herpaa svarede General Cathcart:

"Sir!

Efterat jeg har meddelt Admiral Gambier Deres Brev fra idag, tilligemed det fra igår Aftes, men som jeg først har modtaget imorges, underretter jeg Dem herved om, at vi samtykke i at underhandle med Dem om Kjøbenhavns Capitulation paa Basis af den danske Flaades Overgivelse."

"Men, da De ikke har bestemt Capitulations-Artiklerne, saa skulle høie og anseete Officerer af Hans brittiske Majestæts Sø- og Land-Etat strax blive afsendte for at udkaste Artiklerne med Dem eller med de dertil af dem udvalgte Officerer, angaaende Alt det, som maatte være af Vigtighed ved Kjøbenhavns Besættelse, og som lader sig forene med Udførelsen af det os overgivne Hverv.

Herpaa svarede General Peymann:

"Min Herre!

Saasnart det maatte behage Dem at bestemme et neutralt Sted udenfor Byen, hvor Capitulationspunkterne kunne vorde fastsatte, saa skulle Officerer blive sendt didhed, forsynede med den fornødne Fuldmagt til Underhandling. Vaabenstilstanden bliver imidlertid at ansee som bestaaende, indtil det Modsatte udtrykkeligen befales."

Efterat have modtaget denne Skrivelse svarede General Cathcart:

"Sir!

De Officerer, som ere befalede til at underhandle med Dem, ere: Generalmajor Sir Arthur Wellesley, Sir Home Popham, Capitain i Marinen, og Oberst-


163

lieutenant Murray, Armeens Generalqvarteermester. Disse Officerer vente ved Barrieren til Porten og ville strax træde i Underhandling med de af Dem udnævnte Officerer paa hvilketsomhelst Sted mellem vore Forposter og deres Linier, De maatte finde for godt."

"I det Øieblik, da jeg erholdt Deres første Brev, blev der givet Befaling til at holde inde med Bombardementet som med Skydningen; men en Vaabenstilstand er ikke bleven sluttet, hvilket Omstændighederne godtgjør, eftersom for faa Minutter siden der i Forstaden, tæt ved vore Skildvagter, er af deres Folk, blevet stukket et Huus i Brand*."

"Vi kunne, som vi allerede flere end een Gang have udtalt, ingen Opsættelse tilstaae i denne Anledning; og det vil altsaa snart vise sig, om de forestaaende Betingelser ere af den Art, at de tillade en Vaabenstilstand."

Nu fandt Peymann det rigtigst nok engang idag, om Eftermiddagen Klokken 6 at sammenkalde et Krigsraad, bestaaende af de samme Medlemmer, som vare mødte om Morgenen. Han ønskede at overlægge med dem, hvilke Vilkaar man skulde søge at opnaae ved Capitulationen. Men, endnu forinden man var kommen til at raadslaae, meldte den Parlementair, som af General Peymann var afsendt med hans sidste Skrivelse og som nu vendte tilbage, at de engelske Commissairer

*) Hvad det Huus, som ovenfor omtales, angaaer, erklærede og forsikkrede den commanderende General, at man havde afbrændt det uden hans Vidende og Villie.


164

allerede ventede, som ogsaa Cathcarts sidste Skrivelse omtalte, ved Barrieren udenfor Østerport, for at møde de danske Befuldmægtigede og uden Ophold begynde Underhandlingerne imellem de to Armeers Forposter.

Raadet valgte nu hurtigt de nødvendige Commissairer, nemlig: Generalmajor Walterstorf, Contre-Admiral Lütken, hvilken sidste dog vægrede sig ved at modtage denne Post ved at undskylde sig med for stor Udmattelse og Anstrengelse som Commandeur for Brandvæsenet, hvorved han endog sidste Nat var bleven saaret i Foden, men dog lod sig, især af Commandeur Bille, overtale dertil, samt Armeens Generalauditeur Bornemann, Commandeur Billes Svoger, som Klokken 7½ om Aftenen forlod Hovedqvarteret. De traf de engelske Commissairer ved det omtalte brændende Huus paa Østerbro, ved hvis lysende Flammer General Peymanns Skrivelse eller Fuldmagt blev læst. De engelske Officerer forlangte at underhandle paa Stedet, eller følge med til Byen og der aabne Underhandlingerne.

General Walterstorf erklærede dem, at man maatte først raadføre sig med de offentlige Authoriteter, og at General Peymann, der var syg og sengeliggende, først maatte underrettes om deres Ankomst. Dette var ikke efter de engelske Commissaireres Hoveder, de yttrede flere Gange paa en truende Maade: "at, dersom de danske Commissairer ikke havde noget Andet at foreslaae, maatte man igjen begynde at bombardere."

Endelig blev man enig om, at en af de engelske Commissairer, Sir Home Popham, skulde følge med Generalauditeur Bornemann til Byen, medens de 4 andre Commissairer skulde vente udenfor Østerport,


165

under aaben Himmel, ved det omtalte brændende Huus, til de kom tilbage.

Deres Ankomst blev strax meldt til General Peymann, og Samtalen, der førstes paa Fransk, dreiede sig naturligviis kun om Flaaden.

"Giv mig et Stykke Papir", sagde Popham, "og jeg skal med min Blyant strax udkaste Hovedpunktet!".

Han gjorde nu et Udkast, der lød: "den danske Flaade med alle Arsenaler og Tilbehør skal udleveres Hans Storbrittaniske Majestæt til Eiendom, og den danske Regjering afgive det fornødne Mandskab til Udrustning, for at den kan forlade Havnen, naarsomhelst de engelske Høistcommanderede [i. e. Høistcommanderende] maatte finde det nødvendigt."

Da de Tilstedeværende hørte Ordet "Eiendom" nævne, studsede de, da Talen hidtil kun havde været om "Depositum" - "Man havde ikke," svarede Popham, "antaget det første Tilbud." tolken i Hovedqvarteret, Professor Thomas Christian Bruun, spurgte Popham paa Engelsk: "om der ved Flaaden kunde forstaaes andet end Linieskibene?" Capitainens Svar var: "ethvert Fartøi af hvilkensomhelst Størrelse."

"Men ved Sø-Krigssager," vedblev Professor Bruun, "menes der vel ikke andet end hvad der hører til hvert enkelt Skibs Udrustning?"

Popham svarede atter laconisk: "ethvert Stykke i Arsenalerne!"

Nu blev Fjendens Propositioner drøftede i Krigsraadet hos General Peymann under de Forsamledes heftigste Forbittrelse. Man gjorde nye Forslag, førte Indvendinger derimod, og Generalauditeuren kom oftere


166

ind for at høre Raadets Beslutning. Da saa Popham paa sit Uhr, vilde ikke vente længere og forlangte Tilladelse til at hente de andre Commissairer, for at slutte Conventionen endnu samme Nat, hvilket man nødedes med at indgaae paa.

Han steg derfor i Vognen, men begjærede inden han kjørte bort, sit Blyantsudkast af Conventionens Hovedpunkt tilbage, hvilket ogsaa blev leveret ham.

Krigsraadet, der vedblev af raadslaae, kunde ikke finde andre Midler til at redde Staden, end hvad Fjenden havde forskrevet os. Fædrelandsfølelse opfyldte Alles Indre og Æres Stemme talte ogsaa, men man kunde ikke vente Hjælp nogetsteds fra, eftersom den engelske Flaade blokerede hele Sjælland, og saaledes kunde fortsætte Bombardementet og ødelægge Byen aldeles. De brændende Huse og den for en Deel ødelagte By var Beviis for at der var gjort nok for Æren, man maatte ogsaa nu tænke paa Menneskeligheden. At falde for Æren og erhverve sig et udødeligt Navn syntes ingen af de fem Befalingsmænd at have synderlig Lyst til, naar man undtager Bille.

De forsamlede Medlemmer af Krigsraadet vare nu paa nogle Faa nær af den Mening, at man var nødsaget til, at antage Capitulationspunkterne paa den af Fjenden forlangte Basis: Flaadens Overgivelse. Man trøstede sig endeligen med, at man muligen kunde vente nogen Erstatning ved den endelige Fred, hvilket Haab desværre glippede.

Winterfeldt og Bille havde derimod forandret deres Mening. Den første lod Protokollen tilføie: "Dersom det er Tid dertil, burde man destruere Flaaden, om-


167

endskjøndt saadant ikke kan være af den Nytte som forhen, og, hvis det mislykkkes, kun vil give Fjenden Anledning til at gjøre større Fordringer."

Bille foreslog derimod: "at forkaste Capitulationen paa den omtalte Basis og gjøre et almindeligt Udfald med Alt, hvad der i Staden var bevæbnet, tilligemed alle Søfolk paa Kanonbaadene og Holmens Magt."

Conferentsraad Colbjørnsen vedføiede følgende Votum: "I Henseende til Forslaget om et fortvivlet Udfald erklærer jeg, at jeg ikke alene vilde tilraade denne Mening, men endog bede om Tilladelse til personligen som simpel Soldat, at tage Deel deri, hvis det lod sig antage som muligt eller som Resultat deraf, at man ikke alene kunde bortjage Fjenden fra en eller flere af hans Forskandsninger og Positioner, men endog vente at beholde disse, om endog for en kort Tid eller nogle Dage kun, saa at Flaadens Overgivelse eller Byens Indtagelse derved kunde forhales. Men i modsat Fald troer jeg, at Følgerne deraf vilde blive, at vor alt for svage Magt maatte kun end mere svækkes og Fjenden sættes istand til at gjøre flere haarde og ydmygende Fordringer end de, han allerede har gjort."

Til allersidst, da Protocollen blev sluttet og underskrevet den 7de September om Morgenen Klokken 4, efter at Generalmajor Walterstorf allerede for 2 Timer siden var kommen tilbage med den sluttede Capitulation for at forelægge den for General Peymann, forlangte Bille følgende Votum tilføiet i Protocollen:

"Jeg, Kammerherre og Commandeur Bille kan derimod ikke tiltræde den anførte Mening, og deri være enig med den commanderende General og Generalmajor


168

Bielefeldt, men troer meget meer, at en Capitulation af den Natur ikke bør antages, men at man forinden man derpaa indlod sig, burde gjøre et Udfald med Alt, hvad der i Staden er bevæbnet, tilligemed alle de Søfolk, som ere paa Kanonbaadene, samt Holmens Magt, hvilket da i det Mindste ville udgjøre 3000 Mand. Naar man da slog som fortvivlede Folk for sin Ære, kunde man dø en rolig Død.

Det er indlysende at Billes patriotiske Følelser havde ført ham for vidt. Bille havde allerede om Morgenen været villige til at capitulere paa Basis af Flaadens Overgivelse, nu at gjøre saadanne Forslag, da man havde indgaaet en Vaabenstilstand og antaget en Basis for Underhandlingerne, var saavel urigtigt som ubetimeligt, da en slig Fremgangsmaade maatte ansees som uredelig og et Brud paa de indgaaede Betingelser, der vilde blive frygteligt hævnet.

Men allerede Dagen efter, den 8de September, indsaae Bille sin Vildfarelse og tilskrev desaarsag Kronprindsen, at der ikke var handlet "uklogt" i at capitulere; at hans Forslag ikke vilde have nyttet til Andet end at forskaffe ham og de Søkrigere, som fulgte ham, en ærefuld Død, og at man i denne Mellemtid kunde have tilintetgjort Flaaden; men at Byen derefter vilde komme til at lide desmere, og at Kronborg rimeligt da vilde være gjort til et andet Gibraltar.

Der er yttret af Mange om denne Krig, at man burde have ødelagt Flaaden, paa hvilkensomhelst Maade det end skete, og det naturligvis forinden der var gjort noget Skridt til Stadens Overgivelse. Man


169

er imidlertid ikke enig om Maaden, hvorpaa vi kulde have iværksat dette.

Brænde Flaaden, der bestod i det Mindste af 50 større Krigsskibe, i Orlogshavnen, kunde ikke skee uden at Søarsenalerne og Byen, samt omtrent 800 Coffardiskibe, som laae i Havnen, deelte Skjæbne med den.

Sænke Flaaden, var som vi have omtalt, paatænkt, men da Orlogshavnen paa de dybeste Steder kun er 22 Fod dyb vilde de største Skibe kun synke 5 til 6 Fod under den sædvanlige Vandlinie. En stor, om ei den Største Deel af de sænkede Skibes Skrog vilde da forblive over Vandet, saa de kunde under det fjendtlige Bombardement lettelig komme i Brand, hvilket kunde, som ovenfor er sagt, foraarsage hele Byens og Arsenalernes Ødelæggelse. Desuden vilde det være en let Sag for Fjenden at hæve Skibene igjen, dertil havde det været fornødent at han besatte Sjælland og Kjøbenhavn, og vi havde ikke faaet de Capitulationsbetingelser, vi senere fik. Admiralitetet indrømmede ogsaa senere, at Flaadens Sænkning ikke kunde føre til noget Resultat for os.

At gjøre Flaaden ubrugelige og ubevægelig ved at brænde Roer og Rundholte, ituskjære Seil og Takkelage, kappe Master o. dl. som man ogsa havde paatænkt, kunde heller ikke føre til noget andet Resultat end det selvsamme, som man vilde have opnaaet ved at sænke den, og kan derfor heller ikke bifaldes.

Den eneste mulige og anvendelige Maade, hvorpaa man kunde destruere eller ødelægge Flaaden var vistnok den, at føre eet Skib ad Gangen ud af Havnen


170

forbi Batteriet Trekroner, der antænde eller sprænge det med Krudt, og lade Vragene drive hvorhen de vilde. Ven denne Fremgangsmaade var Faren mindst og Ødelæggelsen størst.

Men, kan man spørge, hvor turde Peymann uden nogen Ordre paatage sig et saadant Ansvar, frivillig og forsætlig at ødelægge Landets hele Søværn af en Værdi til 18-20 Millioner Rdlr. og som Nationen satte saa høi Priis paa.

Peymann var imidlertid uvidende om, at Kronprindsen, da han var kommen tilbage til Kiel, havde afsendt den 18de August Premierlieutenant Steffens med Ordre til ham, der lød saaledes:

"Hvor ubehagelig den Tanke end er at tænke sig Muligheden af Kjøbenhavns Overgivelse i fremmede Hænder, hvilket jeg ogsaa under Deres Commando ikke befrygter, saa finder jeg det dog nødvendigt hermed at bekjendtgøre Dem, at det er Hans Majestæts Kongens Villie og Befaling, at, hvis det ulykkelige Tilfælde dog skulde indtræffe, som Gud forbyde, at Kjøbenhavn blev nødt til at overgive sig, da skal De, forinden sligt skeer, sætte Ild paa Flaaden og lade den brænde, da Hans Majestæt af to Onder vælger det Mindre, som virkelig det er at vide sin Flaade opbrændt, end see samme i sin og Landets Fjenders Hænder og derved give disse Voldsmænd en Triumph, som ingen dansk Mand kan taale at bære."

Det lykkedes ogsaa Lieutenant Steffens efter mange Vanskeligheder, for at omgaae Fjenden, at naae Sjælland, og var, forklædt, allerede kommen Kjøbenhavn 1½ Miil nær, da han blev anholdt af en fjendtlig


171

Patrouille og bragt til det engelske Hovedqvarteer, hvor man forlangte at see hans Depesche eller erfare dens Indhold og hans Ærinde. Det var lykkedes ham, at tilstille Conferentsraad Treschouw i Sjælland den, og denne havde brændt den, uden at læse den. Da Lieutenant Steffens ikke ville aabenbare sin Ærinde, truede man ham endog med Tortur. Men det blev ved Trudslen, thi Dagen etter sendte man ham ombord paa Flaaden, hvor han forblev, indtil Capitulationen var sluttet.

Vi gaae nu tilbage til Underhandlerne, som bleve afhentede af Home Popham og Generalauditeur Bornemann paa Østerbro, hvor de havde ventet i 2 Timer, og bragte til det danske Hovedqvarteer. Generaladjutant Major Kirchhoff udnævntes nu efter deres Ankomst istedenfor Bornemann, og Underhandlingen begyndte derpaa i bemeldte Trakteur Raus Gaard (Hotel d'Angleterre).

Walterstorf erklærede at General Peymann antog de i General Cathcarths og Admiral Gambiers Skrivelse af 1ste September gjorte Forslag, nemlig at den danske Flaade udleverede som et Depositum og bortførtes paa det Vilkaar, at den tilbageleverede i samme Stand og ved en almindelige Fred, naar den Nødvendighed, der havde foranlediget dette Skridt, ophørte.

Herpaa svarede General Wellesley iblandt andet, "at der ikke kunde længer være Tale om at udlevere Flaaden som et Depositum, men at den maatte overgives Englænderne ifølge Stadens Erobring."

Da man fra dansk Side gjorde Indvendinger herimod, erklærede de engelske Commissairer med Bestemthed, at der ikke kunde være Spørgsmaal om Andet,


172

end Flaadens ubetingede Overgivelse. Nu søgte da de danske Commissairer at forringe Paastanden i Henseende til Skibenes Antal og Rang, men den raae Capitain Popham svarede: at de maatte have Alt.

"Dette er vel kun da at forstaa om Linieskibene?" sagde de danske Commissairer.

"Nei," svarede Popham, "nei! vi maae have alt Flydende!"

Der kunde nu ikke længer være Tale om Capitulationens Hovedpunkt, men blot om at erholde saa fordeelagtige og lidet krænkende Betingelser i andre Henseender, og herpaa havde nu de danske Commissairer deres Opmærksomhed henvendt. De engelske Commissairer gjorde i Begyndelsen Paastand paa Trekroners Batteri og Øster- og Amager-Ports udelukkende Besættelse af engelske Tropper, og af de to andre Portes Forening med de danske Tropper.

Sir Arthur Wellesley og Oberstlieutenant Murray vare dannede og galante Mænd, hvis hele Opførsel ikke kan andet end roses, men Popham var en raae Person, der ikke brød sig det mindste om at skaane den saarede danske Nationalfølelse.

Wellesley yttrede: "at den danske Flade [i. e. Flaade] med alt Tilbehør skulde og maatte England have, og at det derfor ikke stod i Underhandlernes Magt af afstaae fra denne Fordring; men forresten vilde de gjerne indrømme enhver Villighed, der var mulig, blot at Flaadens Udlevering og Armeens Sikkerhed ikke blev derved vanskeliggjort eller sat i Fare.". "Har man i hele Verden hørt tale om," tilføiede han, "at en Stad, der seer sig nødsaget til at capitulere, foreskriver Seier-


173

herrerne Love, som f. Ex. at disse ikke maae betræde den betvungne Stad; at Citadellet bliver skilt fra den øvrige Deel af Byen ved en Pallisadering; at al offentlig Eiendom bliver respecteret, de kongelige Slotte urørte, eller at den erobrede By forlades efter en bestemt Tid: o.s.v. - Dersom de danske Underhandlere," vedblev han, "blive tiltalede for denne Capitulation, vil jeg selv komme og være deres Forsvarere."

Popham yttrede derimod: "Det er en Lykke for Kjøbenhavn, at Capitulationen sluttes. Vi have fra Frederiksberg seet en utallig Mængde Varer flyttes til Christianshavn og Amager, og denne Deel af Staden var netop bestemt til at bombarderes i Nat."

Underhandlingerne bleve imidlertid saaledes fortsatte Natten imellem den 6te og 7de November, medens Krigsraadet forblev samlet. De vigtigste Punkter bleve, forinden de af vores Commissairer bleve antagne, underkastede Peymanns og Krigsraadets Samtykke.

Klokken var saaledes, som allerede er omtalt, bleven 2 om Morgenen, da General Walterstorf traadte ind til General Peymann med Capitulationspunkterne og den Bemærkning, at de Befuldmægtigede ikke var istand til at erholde dem fordeelagtigere for os; og udbad sig nu Generalens Ordre for, at de turde antage dem.

Peymann havde desværre intet andet Valg, og de danske Commissairer underskreve derpaa Capitulationen ifølge hans Ordre.

De engelske Commissairer oversatte derpaa selve Capitulationen paa Fransk, om Morgenen Klokken 9 blev den modtaget af General Peymann, og derpaa afgik de engelske Commissairer med den til det engelske


174

Hovedqvarteer, for at den kunde blive confirmeret af de commanderende Generaler. Derefter blev den udvexlet i General Walterstorfs Bolig og lød saaledes:

1ste Artikel.

Naar denne Capitulation bliver underskreven og stadfæstet, skulle Hans brittiske Majestæts Tropper sættes i Besiddelse af Citadellet.

2den Artikel.

En Vagt af Hans Brittiske Majestæts Tropper skal ligeledes besætte Holmen.

3die Artikel.

Skibene, samt Krigsfartøierne af enhver Benævnelse tilligemed alle Hans danske Majestæts tilhørende Skibs-Sager og Sø-Inventarium skulle overgives i de Personers Værge, som blive udnævnte af de Høistcommanderende for Hans brittiske Majestæts Krigsmagt; og de skulle ufortøvet sættes i Besiddelse af Holmene, samt alle de dertil hørende Bygninger og Forraadshuse.

4de Artikel.

De sig i Hans brittiske Majestæts Tjeneste befindende Forraads- og Førselsskibe skulle tillades, om fornødent gjøres, at komme ind i Havnen, for igjen at indskibe, hvad Skibssager og Tropper, de have hidbragt til denne Ø.


175

5te Artikel.

Saasnart Skibene ere blevne udbragte fra Holmen, eller inden 6 Uger fra denne Capitulations Dato, eller før, om muligt, skulle Hans brittiske Majestæts Tropper overantvorde Hans danske Majestæts Tropper Citadellet i den Tilstand, hvori det vil befindes, naar de besætte samme. Han brittiske Majestæts Tropper skulle ligeledes, inden foranmeldte Tid, eller snarere om muligt, igjen indskibes fra Sjælland.

6te Artikel.

Fra denne Capitulations Dato skulle Fjendtlighederne ophøre over hele Sjælland.

7de Artikel.

Ingen Person, være sig hvo det er, skal vorde molestreret, og al Eiendom, offentlig eller privat, undtagen de foranmeldte, Hans danske Majestæts tilhørende Skibe og Krigsfartøier, samt Skibssager og Sø-Inventarium, skal respecteres, og alle civile og militaire Betjenter i Hans danske Majestæts Tjeneste skulle vedblive i den fulde Udøvelse af deres Embedsforretninger over hele Sjælland; og Alt skal anvendes, som kan sigte til at fremme Enighed og god Forstaaelse imellem de tvende Folk.

8de Artikel.

Alle paa begge Sider tagne Fanger skulle ubetinget tilbagegives; og de Officerer, som ere Fanger paa Æresord, skulle befries fra sammes Forpligtelse.


176

9de Artikel.

Al engelsk Eiendom, som matte have været sequestreret i Følge af de stedhørende Fjendtligheder, skal tilstilles Eieren.

_____

Denne Capitulation skal stadfæstet ved de respective Høistcommanderende og Stadfæstelsen skal udvexles inden Klokken 12 denne Dags Middag.

Givet i Kjøbenhavn den syvende Dag af September 1807.

C. F. Walterstorf
O. Lütken.
J. H. Kirchhoff.
Arthur Wellesley.
Home Popham.
Georg Murray.

Stadfæstet og bekræftet af os i det brittiske Hovedqvarteer paa Hellerup den fornævnte syvende Dag af September 1807.

J. Gambier. Cathcart.

Denne Capitulation sluttedes 23 Dage efter at den engelske Armee havde gjort Landgang. Skjøndt det danske Folk naturligvis ikke var tilfreds med den, kan man dog ikke negte, at naar man fraregner Hovedpunktet, saa var denne Capitulation efter Omstændighederne fordeelagtig for Kjøbenhavn, hvis fuldkomne Ødelæggelse uden den vilde have været uundgaaelig, og man maa paaskjønne saavel General Peymanns som Underhandlernes sindige og værdige Holdning ved denne Leilighed. Lord Cathcart kunne ogsaa med Rette sige i sin Rapport: "at efterat have opnaaet at sikkre sig


177

den danske Flaade, er al Anledning undgaaet, som kunde saare eller opirre Nationens Følelser. Endskjøndt Bombardementet havde anrettet betydelige Ødelæggelser i Byen, blev der ikke losnet et Skud, før denne var opfordret til Overgivelse paa de fordeelagtigste Vilkaar, som kunne tilbydes, ei heller ikke efterat der var viist Tilbøielighed til at capitulere, ligesom Bombardementet, der varede i 3 Nætter, blev betydeligt indskrænket den 2den Nat og først fornyet i sin fulde Styrke, da Fæstningens Ild viste, at man var bestemt paa at holde ud."

Kjøbenhavns Politimester havde den 6te September redet omkring paa Byens Torve, ledsaget af en Escorte af Livgarden til Hest, og oplæst en Bekjendtgørelse, som lød, "at der var sluttet en Vaabenstilstand med de Engelske; at den Fattige kunde vente Erstatning for det, der var brændt for ham; og at Enhver skulde forholde sig rolig."

Den syvende September, da Capitulationen var bleven sluttet og ratificeret, blev den bekjendtgjort Byens Indvaanere ved følgende Proklamation:

"Medborgere! Efterat alle vore Forsvarsmidler ere blevne utilstrækkelige, og vi ikke have kunnet forhindre Fjenden fra at anlægge Forskandsninger saa nær ved Stadens Volde, at han kan, saa ofte han finder for godt, sætte Staden i Brand paa flere Steder, uden at vore Slukningsanstalter (der ere ødelagde baade ved Deres Brug og Fjendens Skyts) kunne formaae at standse Ildens Udbredelse; saa har jeg, saavel i Betragtning heraf som efter min egen og de øvrige høistcommanderende Officerers fuldkomne Overbeviisning, indseet, at


178

vor svækkede Styrke i dens nuværende Forfatning ikke er istand til med nogen Sandsynlighed at afværge, at jo Fjenden med Magt kan indtage og sætte sig i Besiddelse af Staden, og som Følge heraf, tillige af begge Holmene og Flaaden, uagtet disses Forsvar fra Søsiden er aldeles betryggende. Jeg har derfor været sat i den uheldige Nødvendighed, for at spare uskyldige Borgeres Blod og Staden fra de uberegnelige Følger, som dens Indtagelse ved Storm maatte drage efter sig, at indgaae en Capitulation med den fjendtlige Krigsmagts Anførere, og derved maattet overgive Flaaden, samt indrømme Fjenden Besiddelsen af Citadellet Frederikshavn og Holmen i saa lang Tid, som udfordres til at føre Krigsskibene ud paa Rheden; dog paa det Vilkaar, at baade disse Steder skulle tilbageleveres, og Øen Sjælland, inden 6 Uger i det Længste, være forladt af de engelske Tropper, samt at alle offentlige og private Eiendomme, baade her i Staden og overalt paa Øen Sjælland, skulle blive uantastede og urørte."

"Medborgere! I det jeg, gjennemtrængte af Bekymring, meddeler Eder den Efterretning, maa jeg tillige minde Eder om, at den første Borgerpligt af Eder, hvis Liv og Gods nu saaledes ere betryggede, er Rolighed og Orden; og jeg bør tillige advare Enhver om, at Overtrædelse af denne Pligt er en Forbrydelse, som kunde drage bedrøvelige Følger efter sig."

Ved Dagsparolen befaledes: at efter en med de engelske Tropper afslutte Convention ophørte fra idag alle Fjendtligheder. Alle Portene paa Kjøbenhavns Fæstning aabnedes, som sædvanligt, men lukkedes indtil


179

videre ved Solens Nedgang. Fra idag af afgik samtlige Piketter, og fra imorgen af besattes Vagterne som sædvanligt, undtagen Hovedvagten, Toldbodvagten og Christianshavns-Portvagt, hvilken forstærkedes efter Commandantens Godtbefindende. Det borgerlige Artilleri og Infanteri afgik ligeledes fra de hidtil havte Poster paa Volden, men skulde efterlade Commandoer til Ammunitionens Bevogtning.

Samme Dag lagde den hele mobile Flotille ind af Bommen, og Mandskabet gik fra Skibene.

Om Eftermiddagen Klokken 4 besatte Englænderne Citadellet Frederikshavn og Nyholm under den Næstcommanderende, Generallieutenant Burrards Commando. Citadellet besattes af 1000 Mand, bestaaende af alle Vaabenarter, samt 2 Brigader Artilleri under Oberst Cameron. Nyholm blev besat ved Generalmajor Spencers Brigade, som indskibedes ved Kalkbrænderiet og landsattes paa Nyolm, hvorpaa de danske Vagter trak sig tilbage. Styrken angaves, Matroserne iberegnet, til 6 à 7000 Mand, af hvilket omtrent 1000 Mand den 10de September besatte Gammelholm. Kjøbenhavn og Amager forblev stærk besat, og den engelske Flaade blev liggende i sin hidtil havte Stilling i Sundet. Borgerne og Krigsfolket i Kjøbenhavn var i en ubehagelig Stemning. Citadellets Porte lukkedes af Fjenden og Broerne bleve optrukne. Jernporten ved Indgangen til Toldboden blev ogsaa lukket fra vor Side. Langs med Toldbodveien eller Esplanaden blev fra vor Side strax hensat Vagter og Poster af Livregimenterne og Husarerne, som dagligen afløstes, ligesom ogsaa Liv-


180

jægerne og de sjællandske Ryttere senere her maatte gjøre Tjeneste.

Fra Landsiden var der under Beleiringen gjort 12,649 Skud fra vore Morterer og Kanoner, nemlig Kugler, Bomber, Kardætscher, Granater og Brandkugler, hvoriblandt dog kun 674 Bombekast.

_____

Den almindelige Sorg og Bedrøvelse, som alle Stadens Borgere følte ved Bekjendtgørelsen om Kjøbenhavns Overgivelse, lader sig ikke beskrive. Man saa rigtignok Enden paa sine Lidelser, men det skete ved at Nationalstoltheden ydmygedes og krænkedes, og derfor vakte det ingen Glæde. Man talte om Feighed og Forræderi, at General Peymann ikke havde villet forhindre Fjendens Landgang eller gjort noget Alvorligt for at redde Staden. De lavere Folkeclasser kom i en Slags Gjæring ved at høre Capitulationsbetingelserne, de stimlede sammen paa forskjellige Steder i Byen og syntes at antage en truende Mine. Til Almuen sluttede sig flere af de bedre Classer, som deelte dens Anskuelser og Følelser. Den 7de September om Eftermiddagen stimlede store Folkeskarer, hvilke for størstedelen bestode af Marinens Folk og Haandværkere, der følte sig meest krænkede ved Flaadens Overgivelse, sammen uden for Hovedqvarteret paa Kongens Nytorv. De forlagte at tale med den commanderende General, tilkjendegave larmende og støiende deres Misfornøielse med den sluttede Capitulation, og forlangte at blive førte ud til Fjenden, for dog at døe med Ære, da de ikke længere kunde leve med Hæder. - Med da


181

nogle Rytterhobe rede over Torvet og Hovedvagten traadte i Gevær, adspredtes Hoben.

Cavalleriet blev nu beordret til at patrouillere i Gaderne for det første, Kronprindsens Livcorps og derpaa Liniesoldater holdt nogle Dage Vagt omkring Hovedqvarteret, og Hovedvagten erholdt en Besætning af Artillerister, for i værste Nødstilfælde at betjene det derværende Skyts.

Den 8de September om Aftenen afsendtes Oberst Grev Schmettou og Ritmester, Grev Holck, begge af Livgarden til Hest, med engelske Pas som Courerer til Kronprindsen. De ankom til Kiel den 11te September, og General Peymann havde medgivet dem en lang og detailleret Rapport over Begivenhedernes Gang og Beleiringens Udfald. Han endte denne saaledes:

"Jeg har anvendt de mig givne Forsvarsmidler, der dog, med Hensyn til den fjendtlige Hærs Styrke og store Artilleri, vare meget utilstrækkelige, efter modent Overlæg. Min Samvittighed og min Overbeviisning sige mig, at jeg har tjent min Konge og mit Fædreland saaledes, som min Pligt krævede, og jeg underkaster mit anvendte Forsvar mod Fjendens Overmagt Deres kongelige Høiheds Bedømmelse."

Senere indsendte Generalerne Peymann og Bielefeld, samt andre Autoriteter jevnligen Rapporter, og bade om Forholdsregler, men erholdt intet Svar, saa at man ikke vidste om Kronprindsen var tilfreds eller ikke tilfreds med de Commanderendes Handlemaade, hvilket ofte satte de commanderende Generaler i stor Forlegenhed.


182

Den 7de September om Eftermiddagen bleve Portene atter aabnede, dog med den Forsigtighed, som vi have omtalt, at Vagterne, især ved Portene og Toldboden blev stærkere besatte. Nu strømmede Stadens Indvaanere ud tildeels for at betragte de ødelagte Forstæder og Fjendens Batterier, tildeels for at besøge Familie og Venner. Ved at betragte Fjendens Beleiringsværker, blev man først rigtig overbeviist om, at de vilde have været en Umulighed for de beleirede med deres ringe Kræfter at tilbagedrive Beleirerne eller nedskyde dem bag deres Sandsække opførte, 5 til 6 Alen tykke og 4 Alen høie Batterier og stærke Positioner, den ene bag den anden.

Paa samme Tid som Kjøbenhavns Indvaanere strømmede ud, strømmede Beboerne i Forstæderne og den nærmeste Omegn ind i Byen, ligeledes nysgerrige efter at see de Ødelæggelser, Englænderne havde foraarsaget i Staden.

Forstæderne og de Fæstningen nærmest liggende Bygninger var rigtignok ødelagte, men det havde vi selv gjort. Længere ud i Landet, uden for Fæstningens Skuddistance, var Alt urørt og i sædvanlig Tilstand, selv paa Frederiksberg, hvor der dog havde ligget en Mængde Englændere. Den fjendtlige commanderende General havde opført sig meget human, ja endog bekjendtgjort under Beleiringen, "at Eierne af Markerne omkring ved Forstæderne maatte ile ud at høste, da Pligten forbød ham at opsætte Krigsoperationerne af en saadan Aarsag.

Man fik ogsaa Syn for Sagen, hvad der havde forestaaet Byen, hvis den ikke havde overgivet sig, thi


183

man fandt flere Steder ved Veien store Bunker af Faskiner, hvormed Gravene skulde have været fyldte, naar man vilde have stormet Kjøbenhavn.

Batteriernes Antal og Beliggenhed have vi tidligere omtalt, men for at give Læseren et Begreb om Størrelsen af den Hær, der havde ligget omkring Hovedstaden, ville vi give en Oversigt over de forskjellige Vaabenarter og deres Mandskabs Størrelse.

Ingenieurcorpset bestod af 22 Officerer og 1200 Pionerer under Oberst d'Arcy.

Artilleriet bestod af det tydske, som var kommen fra Rygen og udgjorde 1 ridende Batteri og 3 Fodbatterier, med 28 Officerer og øvrige Mandskab, ialt 703 Hoveder med 508 Heste. Det engelske Feltartilleri var omtrent af samme Størrelse, saa at det hele Artilleri kan anslaaes til 2000 Mand under Generalmajor Bloomfield.

Cavalleriet bestod af trende hannoveranske Husarregimenter, tilsammen 24 Eskadroner, ialt noget over 2000 Mand med over 1900 Heste, under Generalmajor Linsingers Commando.

Infanteriet bestod af trende Divisioner og en Reservedivision.

1ste Division, under Generallieutenant Ludlow, var inddeelt i 2 Brigader, tilsammen 5000 Mand.

2den Division under Generallieutenant Baird var inddeelt i 3 Brigader, tilsammen udgjørende 6969 Mand.

3die Division (Hannoveranere) under Generallieutenant Lord Roslyn, bestaaende af 4 Brigader, tilsammen 8272 Mand.


184

Reservedivisionen under Generalmajor Wellesley, bestaaende af een Brigade paa 4123 Mand.

Tilsammen:

     Ingenieurtropper ... 1200 Mand     
     Artilleri ... 2000 Mand     
     Cavalleri ... 2000 Mand     
     Infanteri ... 24349 Mand     
       _______________     
     Den hele engelske Armee ... 29549 Mand     

Vi skride nu, inden vi ende dette Afsnit, til at omtale den Tab af Mandskab Kjøbenhavns Garnison eller overhovedet Krigsfolket havde lidt.

Af Sødefensionen blev ialt 53 dræbte, deriblandt 2 Officerer og 50 saarede, deriblandt 4 Officerer.

Af det kongelige Artilleri 10 Dræbte og 26 Saarede, deriblandt 3 Officerer.

Af Cavalleriet 2 Dræbte og 4 Saarede.

Af Linieregimenterne ialt 38 Dræbte, deriblandt 1 Officer og 117 Saarede, deriblandt 5 Officerer.

Landeværns-Brigaden 5 Dræbte, deriblandt 1 Officer og 11 Saarede, blandt hvilke 1 Officer.

Kongens Livjægercorps 18 Dræbte, deraf 1 Officeer og 47 Saarede*).

Herregaardsskytter 16 Døde og 32 Saarede.

_____

*) De faldne Livjægere vare: Lieutenant Bruun og Endorph, Lynge, Sandberg, Lohmann, Matthiesen, Adolph, Hau, Arentzen, Romeicke, Absel, Arbo, Dorrien, Pingel, Broagger, Bøhling, Theilmann og Bjørsløw.


185

Det borgerlige Infanteri 16 Døde og 36 Saarede, hvorilandt 6 Officerer.

Det borgerlige Artilleri 6 Døde og 1 Saaret.

Studentercorpset 6 Døde og 3 Saarede*).

Antallet af de Døde vare saaledes 188, Saarede 346 Mand, tilsammen 534 Døde og Saarede.

Tabet af Døde og Saarede ved det borgerlige Infanteri og Arilleri, samt ved Studentercorpset skete alene ved Bomber.

De fjendtlige Projectiler og Ildebranden havde derimod tilføiet Indbyggerne i Byens Indre et langt større Tab end Garnisonens. Hospitalerne vare opfyldt med Saarede, som for en stor Deel døde efter qvalfulde Lemlæstelser; men ogsaa i Husene bleve mange af de meer velhavende Borgerklasser pleiede og behandlede, og derfor er det ikke muligt at angive noget bestemt Tal af de Forulykkede. Længe efter fremtrak man endnu Liig af Ruinerne til et Beløb af 80, 165 Personer savnedes aldeles; omtrent 200 gamle Mænd og Qvinder omkom af Skræk, Elendighed, Nervesvaghed, Sindsforvirring o.s.v. De omkomne Indvaanere anslaaes til 1600 Mennesker, de saarede til 900 à 1000 Personer, der imidlertid ansees som alt for høit anslaaet.

Ved Desertion mistede Landetaten 1186 Mand, og Søetaten 11 Haandværkere og 14 Matroser. Det store Antal Deserteurer af Landetaten hidrørte i Sær-

_____

*) De faldne Medlemmer af Studentercorpset vare: Adolph Cold, Peter Christian Holm, Niels Fischer, Aage Kaasbøl Holck, Niels Qvistgaard og Michael Christian Lyders.


186

deleshed fra Marineministeriet, hvoraf de fleste vare Udlændinger. Mange af disse Ulykkelige vare blevne grebne under Udførelsen af deres Forehavende, førte for en Standret og nogle Timer efter skudte eller hængte. Det var først efter at Byen havde overgivet sig, at disse Meenedere flygtede over til Fjenden, hvilket lykkedes største Delen. Samme Dag at Capitulationen blev sluttet og bekjendt paa Batteriet Trekroner, modtog de derværende Soldater af Marineregimentet de engelske Skibe, som nærmede sig det, med Hurraraab. En Lieutenant Bierfreund, der hug med sin Sabel løs paa en saadan oprørsk Flok, var nær bleven nedhugget og matte nødsages til at gaae i Land. Den 8de September skulde 2de Barkasser føre Mandskabet i Land, men Besætningen paa den ene tvang den commanderende Officeer til at landsætte dem ved Kalkbrænderiet, hvorfra de samtlige gik over til Englænderne. Den anden Barkasse naaede vel Toldboden, men da Mandskabet var kommet i Land angreb det Vagten, der bestod af Borgermilitair, der havde lukket Jernporten og lukket Veien for dem ind til Esplanaden, drev Vagten tilside, og gik nu alle over til Englænderne i Citadellet. Samme Exempel blev fulgt af de fra Batteriet senere landsatte Marinesoldater.

For at hindre denne Desertering begyndte man den 10de September paa Arbeidet af en Palisadering fra Toldboden til Husarcasernen, langs den østlige Side af Toldbodveien, og som kun havde een Indgang ved Enden af Norgesgade.

Antallet af de ved Bombardementet beskadigede Gaarde og Huse anslaaes af Datidens Forfattere til


187

15 à 1600, af disse var 1 Kirke og 305 Gaarde og Huse aldeles afbrændte. Blandt disse vare Studiegaarden, 8 Professorgaarde, 26 Bryggergaarde, 5 Bagerier og 20 Brændeviinsbrænderier. Brandassurancen af disse Bygninger beløb sig til 2½ Million; hvorimod Skaden selv beløb sig til 5 Millioner, og med Tabet af Bohave iberegnet til 6½ Million Rdlr. d. C. Tilføier man nu Forstædernes Ødelæggelse og Tømmeroplagets Brand paa Tømmerpladsen, hvilket anslaaes til 4 Millioner, beløber det hele ved Beleiringen foraarsagede Tab sig til 10½ Million Rdlr. d. C.

Dette Tab staaer dog tilbage for det Handelsstanden leed ved de mange af Fjenden opbragte og condemnerede Skibe; thi den største Deel af Landets circulerende Formue var paa Søen og faldt for det meste i Fjendens Hænder. Allerede før Krigens Udbrud blev der opbragt circa 600 Skibe, hvis Værdi man anslaaer til 18 Millioner Rdlr. d. C. Ville vi nu medregnet det Tab Kjøbenhavns Handelsstand leed under den paafølgende Krig, saa kunne vi vist regne hele Summen til 30 Millioner. Disse Tab ruinerede ogsaa Byens fleste og meest fornemme Familier, utallige af disse bleve aldeles forarmede, Handelen aldeles ødelagt og lammet, og ethvert Erhverv ved en syvaarig Krig standset og tilintetgjort. Fra en af Europas meest blomstrende og velhavende Byer blev Staden i tre Dage forvandlet til en elendig Ruin, som først i den senere Tid har igjen opnaaet en Deel af sin forrige Herlighed og Velstand.

Inden man saae Englændernes befæstede Batterier, troede man, at vi havde tilføiet Fjenden et større Tab


188

end han havde tilføiet os. Men dette var ikke Tilfældet. De engelske Beretninger anslaae deres Tab til:

Søetaten 42 Døde, deraf 4 Officerer, og 145 Saarede, hvoriblandt 6 Officerer;

Landetaten: 14 Døde, deraf 1 Officer, og 34 Saarede, hvoraf 1 Officeer; foruden 25 Saarede.

Dette Antal er imidlertid for ringe angivet; thi de hannoveranske Tropper, neppe en Trediedeel af Armeen, havde efter egen Angivelse liidt et Tab af 91 Døde, hvorilandt 6 Officerer, dog vare de 5 Officerer og 58 Menige døde af Sygdom; og 72 Saarede, hvoriblandt 2 Officerer. Ogsaa paastaaes der at være fundne i Grøfter, Haver og Enge omkring Øster- og Nørreport flere Liig af Engelskmænd end hele Armeens opgivne Antal Døde og Saarede. Man slutter sig ellers til, at Fjenden har liidt et Tab af 600 Mand, som i Forhold til den engelske Armees Tal havde intet at betyde.

I de første Dage efter Bombardementet saae det meget sørgeligt ud i Staden. Det Vigtigste, man havde at foretage sig, var at slukke Ilden i de endnu brændende eller rygende Ruiner, ryddeliggjøre Gaderne for Steen og Gruus og reparere Brolægningen, for at man kunde komme frem i Byen; thi hvor en Bombe var slaaet ned, havde den altid gjort et dybt Hul og kastet Stenene trindtom.

Ligesaa sørgeligt saae det ud i Forstæderne og Byens nærmeste Omegn, thi her laae de fleste Huse i Ruiner, enten nedbrændte eller nedskudte, og for det meste ved Fæstningens eget Skyts. Fandt man etsteds en Muur, et Plankeværk eller en Jordvold, saa var


189

den gjennemskudt af Kanonkugler eller Granater, saa at man kunde see, at Fæstningens Besætning ikke havde sparet at benytte Skytset.

Før vi ende dette Afsnit, ville vi endnu omtale det Tab, som Videnskabeligheden leed ved Byens Ødelæggelse. Saaledes tilintetgjordes aldeles 21 Bibliotheker og Bogsamlinger, hvoriblandt Etatsraad Risbrighs sjeldne og kostbare historiske Samlinger, Malerier, Oldsager og islandske Haandskrifter, 3 Bogtrykkerier tilligemed en Mængde danske Forlagsskrifter. Til Lykke bleve det store kongelige Bibliothek over Tøihuset og Universitets-Bibliotheket skaanede.


 

190

XVI.

Englænderne i Citadellet Frederikshavn og paa
Holmen.

_____

Det var bleven paalagt Capitain Rosenvinge af Marinen, Undereqvipagemester paa Gammelholm, at overlevere Flaaden og dens Arsenaler til Fjenden, og den brutale Capitain Home Popham var bleven udnævnt til at modtage samme, understøttet af 6000 Mand.

I Begyndelsen forfattede man Inventarielister over alle udleverede Gjenstande, men da Englænderne fandt, at det medtog for lang Tid, toge de uden videre Omstændigheder, hvad der fandtes i Arsenalerne. Ved Kjøbenhavns Capitulation var der rigtignok givet Englænderne Ret til at bortføre Flaaden med Alt, hvad dertil hørte, og de engelske Ord: naval-store, kan gives en meget vidtstrakt, næsten ubegrænset Betydning, som tillod Englænderne at gribe om sig i alle Retninger. I Spidsen for dette Plyndringsvæsen stod den omtalte Capitain Popham og en Capitain James Mackenzie.


191

Den Høistcommanderende paa Holmen var Admiral Sir Samuel Hood, en liberal Mand, der gjorde hvad han formaaede for at holde sine rovbegjærlige Undergivne i Ave; men disse lode sig ikke standse i deres Rovbegjærlighed, og Englænderne toge derfor ikke alene Alt, hvad der flød paa Vandet og hvad der hørte til Skibenes Udrustning, med sig, men ødelagde desuden alle Gjenstande, som de ikke kunde eller vilde føre med sig, hvoriblandt især maa nævnes Arsenalernes Værksteder. En Commission af engelske Admiraler og Søofficerer nedsattes, som fortolkede Udtrykket: "naval-stores" saaledes, at det betydede Alt, hvad der var godt og brugbart og især kunde forhøie Priispengene. Derfor regnedes dertil: "Tømmer og Bjælker, Hamp, Jern, Værktøi (endog Arbeidernes private), Maskiner, Instrumenter, Flaadens Sølv-Kirkekar, Døre, Vinduer, Laase, endvidere Meubler, Bøger, Kaart, Officerernes Vagtinventarium, ubevæbnede Baade og Rofartøier, selv de som tilhørte private Personer; ja endog en Deel i England kjøbte Steenkul.

Alt dette fandt man sig i, men dybt blev den danske Nationalfølelse krænket, da man ødelagde 2de paa Stabelen værende Orlogsskibe paa 74 Kanoner samt flere Kanonbaade, og indskibede det bedste Tømmer deraf. Endnu midt i October stod et næste fuldført Linieskib, ogsa paa 74 Kanoner paa Stabelen, hvilket man havde haabet at Englænderne vilde have sparet, men det var langt fra, tvertimod gjorde de det til en Fest om Eftermiddagen den 16de October, at omstyrte Orlogsskibet paa dets Beding paa Nyholm i Overværelse af General Cathcart og Admiral Gambier med deres hele Stab og


192

under et almindeligt Hurra- og Jubelraab. De engelske Overbefalingsmænd havde, for et at fryde sig over det for de danske krænkende Skuespil, taget Plads paa den samme Altan, hvor Danmarks Konger med deres Omgivelse pleiede at overvære det altid glædelige Skue af et Linieskibs Løb af Stabelen.

Et Linieskib, "Dithmarsken", som laa under Reparation i Dokken, vilde Englænderne ogsaa have medtaget, men da de vilde udpompe Vandet af Dokken, for at Skibet kunde blive efterseet og repareret var rimeligvis en eller anden Ventil eller Communication ei bleven tilbørlig lukket, saa at Dokken ikke kunde pompes læns; hvorfor man heller ikke kunde foretage Reparationen. Man maatte derfor nøies med at ødelægge Skibet over Vandet, nedbryde Kahyt og Gallerier, og hugge Huller i Bunden. Dokken kunde Englænderne derimod ikke ødelægge, da den bestandig blev fuld af Vand, hvilket var en meget heldig Omstændighed.

Ligesom disse Ødelæggelser vare krænkende for Nationalfølelsen, var det ikke mindre ærgerligt for Kjøbenhavns Beboere, at høre Englænderne opføre om Eftermiddagen tæt ved Canalen til bestemte Tider, Janitscharmusik, hvilket altid forsamlede sammesteds en Mængde Mennesker, meest af de laveste Folkeklasser. Generalcommandoen anmodede General Cathcart om, at Musiken maatte blive opført længere ind paa Holmen, da disse Glædesyttringer lode de Danske føle dobbelt deres Ulykke.

Herpaa svarede General Cathcart: "at han fra Begyndelsen af Vaabenstilstanden havde viist Pøblen al mulig Opmærksomhed; men at han nu matte tage Hensyn til


193

sin kongelige Majestæts Glands og Troppernes Følelser, hvorfor denne Musik, som var brugelig hos de Engelske ikke kunde undgaaes".

For at forhindre Sammenstødet af større Folkemasser opstilledes nu Cavallerister langs med Canalen for at holde Orden hver Eftermiddag Musikken opførtes.

Den 22de September henad Aften kom en Borger meget ængstelig til Hovedqvarteret og meldte: "at Englænderne paa ny have begyndt at kaste Bomber ind i Staden" og til Beviis herpaa foreviste han General Bielefeldt et Stykke af en sprunge Bombe, som kort iforveien var falden paa hans Huus, ikke langt fra Toldboden. Ved at betragte Bombestykket, saae Generalen strax at det var af en dansk Bombe, og søgte at berolige Borgeren, skjøndt han ikke kunde forklare sig Grunden til det Forefaldne. Men strax efter kom en Rapport fra Toldbodvagten, der underrettede Generalen om, at der var gaaet Ild i en Bygning paa Nyholm, hvor der fandtes en Deel fyldte danske Bomber, som vare komne i Brand, og, da de sprang, kastede Stykkerne vidt omkring, og saaledes var det omtalte Bombestykke fløiet til Omegnen af Toldboden. En Soldat af det 32te Regiment havde af Skildvagten ved bemeldte Magasin under en stærk Regn faaet Tilladelse til at træde i Ly indenfor Døren af Magazinet. Her optog han et derliggende Gevær, som strax gik løs, hvorved der kom Ild i Bomberne, hvis omspringende Stykker saarede 4 Mand deraf een dødeligt.

Nogle Dage efter tildrog der sig en Begivenhed af en anden Art. En af vore Marinere krøb ved høilys Dag og i vor egen Vagts Paasyn gjennem en


194

Aabning paa Palisaderingen, som var opreist langs Toldbodveien, for at desertere over til Englænderne i Citadellet. Vagtmandskabet bestod af Livjægere, og en Underofficeer med nogle Mand løb efter ham gjennem Palisade-Bariererne og indhentede ham paa Broen over Citadellets ydre Grav, hvor de i Paasyn af den engelske Vagt, der allerede var i Begreb med at give Ild paa dem, greb Deserteuren og førte ham i Triumph tilbage som Arrestant i Hovedvagten.

Livjægerne havde i deres Iver overtraadt deres Instrux, og for at undgaae Klager fra Englænderne sendte General Peymann en Skrivelse til General Cathcart, hvori han undskyldte hvad der var foregaaet, og sendte ham den ovennævnte Deserteur, i det han yttrede, at han gjorde det saa meget heller som han ikke ønskede at beholde slige Meenedere og utroe Tjenere i Hans Majestæts Sold. General Cathcart beholdt ogsaa Deserteuren, formodetnlig for at han ikke skulde pryde Galgen, der visselig var bleven ham til Deel.

I Enden af September bemærkede man, at det var Englændernes Alvor at forlade Sjælland, thi den 30te var alle de engelske Batterier sløifede med Undtagelse af Batteriet ved gamle Pesthuus, som vedblev at være armeret og besat indtil Englændernes Bortgang.

Efter mange Indvendinger fra Peymanns Side tillodes det i Midten af September, at engelske Officerer maatte besee og betræde Kjøbenhavn imod at de skulde indpassere om Dagen i ringe Antal, forsynede med Pas, at de skulde melde sig ved Ind- og Udgangen ved Portene; at de ikke opholdt sig længere i Byen end til Solens Nedgang; og at det skulde staae os frit for


195

at arrestere dem, som overtraadte disse Betingelser. Peymann gav, skjøndt unødig, denne Tilladelse, fordi danske Officerer gik uhindrede og uden Pas ud og ind af de engelske Leire og Posteringer. Imidlertid var det ikke sjeldent, at Mange af den engelske Armee eller Søfolk listede sig ind i Byen uagtet den engelske Overcommandoes udtrykkelige Befaling, men disse bleve hyppigt arresterede og afleveredes til Citadellet, hvor de bleve exemplarisk straffede.

I de første Dage overholdt de engelske Officerer nøiagtigt de dem paalagte Forskrifter, men senere opholdt enkelte af dem sig længere i Byen end det var dem tilladt, og da Portene lukkedes ved Solens Nedgang, vare de nødsagede til at forblive Natten over paa Værtshusene. Da man fra dansk Side klagede over dette til General Cathcart, bad han Peymann om at lade saadanne Officerer arrestere og meddele ham Navnene paa dem, for at han kunde straffe dem. Men nu blev det sjeldent, at man traf nogen Officeer efter Solens Nedgang, og da de forresten vare artige og dannede Mænd, der forholdt sig stille og rolige, saa bleve heller ingen af dem arresterede.

I Begyndelsen af October forlangte General Cathcart skriftligt af Generalcommandoet, at ogsaa Menigmand af den engelske Armee maatte fra næste Dag af gives Tilladelse til at besee Byen. "Han skulde indrette alt paa det Bedste", skrev han, "kun indlade 12 Mand ad Gangen, der skulle være ubevæbnede, anføres af en Sergeant og forsynes med Pas fra deres Regimentschefer, kun opholde sig nogle Timer i Byen, og saafremt nogen opførte sig uordentligt eller dreve enkelte omkring i Byen, skulde det være afhængig af


196

Generalcommandoen at arrestere og føre saadanne til Citadellet, hvorfra de skulde blive straffet."

Man nødtes ogsaa til at tilstaae denne nye Fordring, og Politimesteren fandt det nødvendigt samme Dag i en Bekjendtgjørelse, at underrette Indbyggerne derom, og yttrede til Slutningen, at han ikke tvivlede om, at alt Sammenløb og Alt, som kunde give Anledning til Uorden, vilde paa det Omhyggeligste søges forekommet.

Dagen efter vare Gaderne fulde af engelske Soldater; men skjøndt det nu skete dagligt, forefaldt der ikke noget betydeligt Opløb eller nogen Uorden, og ved enkelte Tilfælde af ringere Betydenhed bleve de Skyldige arresterede og afleverede i Citadellet.

Da Lieutenant Bruun af Livjægerne skude begraves den 15de October, vilde en fjendtlig Husar, den Dag Ordonnants hos General Wellesley, ride tvers over Østergade, netop som Liigprocessionen kom ham imøde, for at dreie ind i en Sidegade. Folkemassen, som troede at han vilde stille sig iveien for Processionen, og opirret som den var ved dette Begravelsestog, gjorde Mine til at ville rive ham af Hesten. Husaren drog sin Sabel for at forsvare sig, men da sprang Major Krogh, Herregaardsskytternes Chef frem, tog Husaren i Beskyttelse og beroligede Folkemassen ved at lade Husaren arrestere. Da Husaren ikke havde begaaet andet end drage sin Sabel, da han blev omringet og tildeels fornærmet, saa blev han om Aftenen, saasnart det var blevet mørkt, sat i Frihed.

Liigpocessionen blev ellers ved dette Tilfælde meget forstyrret i sin Høitidelighed. Folkemassen, der fulgte


197

Liigtoget, var saa forbittret imod Englænderne, at de engelske Officerer, som stode i Gaderne, hvor Toget passerede, ofte endog med blottet Hoved, bleve insulterede, saa at man tilsidst maatte anvende Liig-Paraden til at beskytte dem imod Folkets Raseri, ved at slaae en Kreds omkring dem, eller beskytte dem inde i Garnisonskirken, hvor den faldne Livjægerofficeeer blev begravet.

En Dag i October troede man at Englænderne vilde atter begynde Fjendtligheder mod Staden. Man havde nemlig seet at flere Kanoner bleve førte fra Stranden til Batteriet ved gamle Pesthuus. Medens Generalerne Peymann og Bielefeldt overlagde med hinanden, hvad derved var at gjøre, meldte man Oberstlieutenant Murray, der kom for at anmode Peymann om en Forlængelse af Capitulationen af 12 Dage. Svaret lød, at man paa ingen Maade vilde indgaae herpaa, og at man matte føle sig saa meget meer fornærmet ved et sligt Forslag, da man nylig var bleven underrettet om, at man fra engelsk Side paa en vis Maade havde begyndt paa Fjendtlighederne igjen, da man denne Dag havde fraflyttet Kanonerne fra Skibene til Batteriet ved gamle Pesthuus, hvilket under en Vaabenstilstand var stridende imod al Krigsbrug.

Murray paastod at det maatte være en Misforstaaelse, og for at bevise dette, opfordrede han Bielefeldt til at tage ud med ham til bemeldte Batteri. Det viste sig ogsaa, at Artillerichefen, der indskibede det svære Skyts, havde erholdt nogle lette 6 Pd. Kanoner fra Skibene, for at Batteriet ikke skulde være aldeles uden Forsvar.


198

Denne Begivenhed havde imidlertid ikke sat Kjøbenhavns Indvaanere lidet i Frygt og Bekymring, og Mange agtede at forlade Byen, fordi de frygtede for at Catastrophen skulde blive gjentaget. Sjællands Beboere, ja selv Fjenden, og det især de hannoveranske Officerer, var af den Mening, at Øen vilde blive besat Vinteren over, og hertil bidrog især den Trudsel, som de øverste Befalingsmænd oftere anvendte naar man ikke indrømmede denne eller hiin Begjering, at man i det Tilfælde vilde ansee det som et Brud paa Capitulationen. Man havde heller ikke nogen Tillid til det engelske Cabinet, da det ved sin Handlemaade imod det fredelige og uforberedte Danmark havde traadt alle Love under Fødder.

Til Slutningen af dette Afsnit ville vi blot omtale at Capitain Rosenvinge kom i en personlig Strid med Capitain Popham, fordi han beskyldte ham for at have fordulgt flere Magaziner for de Engelske. Rosenvinge udfordrede den engelske Capitain paa Pistoler, men Admiralen fik Stridigheden bilagt, ved at Popham maatte gjøre Rosenvinge en Æreserklæring i flere engelske Officerers Overværelse.


 

199

XVII.

Den danske Flaade.

_____

Den danske Flaade bestod 1807 af 17 Linieskibe, hvoraf Christian den Første var paa 90 Kanoner; Valdemar og Neptun hver paa 80; Norge paa 78; Danmark paa 76, Kronprindsesse Marie, Prindsesse Sophie Frederikkke, Odin, Trekroner, Justitia, Fyen, Skjold, Kronprinds Frederik og Arveprinds Frederik, Alle paa 70 Kanoner; Prindsesse Caroline paa 66; Seiren paa 64 og Mars paa 60 Kanoner.

Dernæst af 17 Fregatter: Perlen, Iris, Freia, Havfruen, Rota og Najaden, hver paa 46 Kanoner; Nymphen, Venus, St. Thomas og Frederiksværn, hver paa 40; Frederikssteen paa 26; Tritton paa 24; Lille Belt og Fylla paa 20, Glückstadt paa 12, samt Eideren og Elben, hver paa 10 Kanoner.


200

8 Brigger: Sarpen, Nidelven, Glommen, Allart, Mercurius og Delphinen, hver paa 18 Kanoner.

En Kutterbrig: den flyvende Fisk 20 Kanoner; en Skonnert Ørnen 10 Kanoner; 4 Stykpramme: Haien, Sværdfisken, Kæmpen og Lindormen, hver paa 20 Kanoner.

Et Flydebatteri paa 24 Kanoner; 10 Kanonbaade, hver armeret med 2 18 pundige (Stavern med 2 24 pundige) Kanoner og 6 4 pundige Haubitzer; 13 Kanonchalupper, hver armeret med 2 24 pundige Kanoner og 4 pundige Haubitzer; en Kanonjolle med 1 24 pundig Kanon og 2 4 pundige Haubitzer; en Morteerchaluppe armeret med 1 100 pundig Morteer og 2 4 pundige Haubitzer, samt en Morteer-Barkasse med 1 100 pundig Morteer.

Samtlige Skibe blev alle fuldt udrustede og desuden fyldte med et stort Forraad af alle Slags Krigs- og Skibs-Materialier. Smaafartøier, Pramme o.s.v. toges med.

Skibene vare af en saa fortrinlig Godhed, at de, skjøndt de bleve overførte til England i det meest stormende Veir, dog ikke lede det Mindst paa deres Skrog. Admiral Gambier, der synede dem ved deres Ankomst til England, yttede om dem: "dersom Napoleon var kommen i Besiddelse af denne Flaade, saa maatte Følgerne have bleven meget alvorlige for England."

Englænderne vurderede selv Flaaden til 2 Millioner Pd. Sterling eller 18 Millioner Rdlr., og efter Admiralitets-Collegiets Vurdering beløb Værdien sig til omtrent samme Sum.


201

Af Linieskibene vare de 4 under 10 Aar og de 7 under 20 Aar gamle; af Fregatterne 10 under 8 og 3 under 15 Aar gamle.

En Lystfregat, som Kongen af England havde foræret Kronprindsen, sin Søstersøn, ved dennes Confirmation, toge Englænderne ikke med sig; men Kongen sendte den endnu samme Aar tilbage til England med nogle frigivne engelske Krigsfanger.


 

202

XVIII.

Englændernes Indskibning og Bortgang.

_____

Englænderne arbeidede uafbrudt paa Udrustningen af den danske Flaade og Udtømmelsen af Magazinerne, for at kunne efter Capitulations-Betingelserne rømme Sjælland inden 6 Uger fra den 7de September at regne, altsaa den 19de October om Middagen Klokken 12. Englænderne viste, i Særdeleshed i Begyndelsen, megen Virksomhed, thi allerede den 17de September vare 12 Linieskibe, foruden mange af de mindre Fartøier, fuldt tiltaklede og førte ud af Havnen til den engelske Flaade. Man indskibede ogsaa bestandig det Krigsmaterial, tilligemed de Troppeafdelinger, der kunde undværes. Imidlertid fandt Indskibningen Sted med megen Forsigtighed, og Tropperne gaves en saadan Opstilling, at hele Sjælland kunde holdes i Ave, hvorfor ogsaa de større Steder forbleve besatte saavelsom Overgangsstederne: Vordingborg, Kallehave, Korsør og Kallundborg.


203

Da det i den senere Tid af Englændernes Ophold forekom Generalcommandoen at hine trak Forberedelserne til deres Afreise i Langdrag, saa yttrede General Bielefeldt til General Cathcart: at det forekom ham at de engelske Tropper ikke vilde blive færdige med deres Indskibning, og Generalen ikke komme til at forlade Sjælland til den i Capitulationen fastsatte Tid.

Men den engelske General gav Bielefeldt Haanden og forsikkrede paa Ære og Cavaleer-Parole, at han vilde forlade Sjælland og Danmark til den i Capitulationen fastsatte Tid, saafremt physiske Forhindringer ikke gjorde det umuligt.

Englænderne vilde gjerne indskibe deres ridende Artilleri og Cavalleri fra Nyholm af, og General Cathcart fik Tilladelse for Artilleriet at det maatte drage ud af Vesterport, over Langebro og Christianshavn til Nyholm, hvilket skete med den største Orden men da Cathcart anmodede om, at det engelske Cavalleri maatte tage samme Vei, for ligeledes at indskibes paa Nyholm, saa afsloges dette. Den engelske General underrettede nu Generalcommandoen om, at hvis man negtede ham denne Gennemmarsch, saa saae han sig ikke istand til at holde Capitulationsbetingelsen, thi fra de saakaldte "Bradebænke" paa Nyholm kunde man paa det hurtigste indskibe Cavalleriets Heste. Da denne Paastand blev bekræftet af danske Søofficeerer, gav Peymann sit Samtykke dertil, i Særdeleshed fordi han befrygtede at Negtelsen heraf kunde tjene til Paaskud, at udsætte Rømningen af Holmen til den aftalte Tid. Cavalleriet fik derfor Tilladelse at marschere ind ad Nørreport, langs Volden, over Langebro til Nyholm under en


204

Cavalleri-Escorte, uden at røre Spil eller opføre Musik. Det sidste blev dog ikke overholdt, thi saasnart de forreste Tropper vare komne til Ravelinsvagten, begyndte alle Trompeterne at blæse. General Cathcart, der selv red i Spidsen for Cavalleriet, da det marscherede gjennem Byen, gjorde General Bielefeldt en Undskyldning for den opførte Musik ved Cavalleriets Gjennemmarsch og tilføiede, at han selv vilde tage Skylden paa sig og forsvare det Skete for Generalcommandoen. Hvad var her andet at gjøre for Bielefeldt, end at finde sig i, hvad der var skeet.

Englændernes fastsatte Afreise den 19de October nærmede sig med stærke Skridt. Holmens Magaziner stode for en Deel tomme, men af Mangel paa Skibsrum, var der dog bleven mange Gjenstande, men af mindre Værdi, tilbage. Vi have omtalt, at man havde ogsaa taget Marinens Sølvkalk og øvrige Kirkekar, men da man formodentligt fandt, at man var gaaet for vidt, forsøgte Admiral Hood at bevæge Capitain Rosenvinge til at tage dem tilbage hvilket denne imidlertid ikke vilde indlade sig paa, undtagen at Englænderne vilde medtage den Lystjagt, som var givet Kronprindsen da han blev confirmeret, og som man havde udplyndret aldeles indvendigt.

Dette vilde Englænderne imidlertid ikke, men sendte 3 Corporaler og 9 Mand, hver bærende een Sølvkalk, som de skulde aflevere i det danske Hovedqvarteer. Da de traadte frem for General Bielefeldt, sagde han til dem: "Have I taget alt det Øvrige, saa kunne I


205

ogsaa tage det med!" og nu gik Englænderne da med den Besked, som vistnok ærgrede Vedkommende. Imidlertid lykkedes det dog Englænderne at overtale en Underofficer af Søetaten til at modtage Karrene imod et Beviis.

Da Tiden, at Englændernes Bortgang skulde finde Sted, var forhaanden, bestemtes der, at General Cathcart skulde underrette General Peymann om, naar alle engelske Tropper vare indskibede, for at der strax fra dansk Side kunde skee Afløsning af de engelske Vagter i Citadellet og paa Nyholm.

Allerede den 13de October havde 8 Batailloner af den tydske Legion indskibet sig fra Holmen, og Dagen efter sammes tvende lette Batailloner tilligemed Brigaden Macfarlane, paa de samme Transportskibe, der havde overført dem fra Hull; og da disse Tropper med deres Depoter, samt alle Armeens Syge og Saarede, aldeles optoge Førselsskibene, hvilke desuden ikke egnede sig til Overførsel af de ranede Skibssager, lagde de strax ud i Renden, og bleve fulgte paa Holmen af de Skibe der skulde overføre Cavalleriet.

De i Kallehave, Vordingborg, Korsør, Kallundborg, Frederiksborg og Hirschholm staaende Detaschementer bleve paa samme Tid tilbagekaldte, og efterat have trukket sig igjennem en Række af Cavalleriposter, som i en snævrere Kreds endnu omgave Kjøbenhavn, naaede de i 3 Dagsmarscher dennes nærmeste Omegn.

Da Indskibningen af Artilleriets Felt- og Beleiringsskyts lidt efter lidt var gaaet for sig fra Kalkbrænderiet, Cavalleriet og det hannoveranske Artilleri derimod fra Dokken, ligesom de engelske Regimenter fra


206

Citadellet, Alt ombord i Krigsskibene, var der Søndag Eftermiddag den 18de endnu kun følgende Tropper i Land: Gardebrigaden som samme Dag afmarscherede fra Frederiksborg til Stranden ved Hellerup tilligemed et ridende Batteri, Flankeur-Compagnierne af 32te og 50de Regiment, samt hele det 82de Regiment under General Spencer i Arsenalet paa Nyholm; endelig det 4de Regiment (King's own) med en Afdeling Artilleri i Citadellet, hvor det hele Tiden havde ligget i Garnison. Generallieutenant Sir George Ludlow overdroges Commandoen over denne Arrieregarde.

Om Morgenen den 18de October blev Frederiksberg Slot, da Englænderne havde forladt det, besat af Livgarden til Fods, og samme Dags Aften, da Gammelholm og Dokken vare rømmede, besattes disse af en dansk Vagt af Marinen.

Den paafølgende Dag, den 19de October var man fra dansk Side aldeles overbeviist om, at Englænderne vilde forlade de sidste Punkter, de havde i Besiddelse, nemlig Citadellet og Nyholm inden Klokken 12 om Middagen. Man havde derfor Alt i Beredskab for at besætte disse tilligemed Trekroner og Prøvestenen.

Men om Aftenen den 18de October havde der pludselig reist sig en voldsom Storm fra Nordvest, der varede i 24 Timer som gjorde videre Indskibning umulig, ja endog det blotte Samqvem imellem Skibene og Land saare vanskeligt, og ligesom det erklæredes af vores erfarne danske Søofficerer, at det maatte ansees umuligt at indskibe de endnu i Land værende Tropper til den bestemte Tid, samme Dags Middag.


207

General Peymann ventede forgjæves paa Melding fa General Cathcart om Englændernes Indskibning, og da den bestemte Tid var udløben, begav General Bielefeldt sig til Toldboden og derfra til Citadellet, hvor han traf General Cathcart. Denne yttrede nu at det var en physisk Umulighed punktlig at opfylde det Ord, han havde givet, eftersom det stormende Veir, begge var Øienvidner til, ikke tillod det. Cathcart tilskrev nu Peymann desangaaende og yttrede, at han antog, at Generalen ikke havde noget imod, at Fjendtlighederne paa begge Sider vedbleve at ophøre. Citadellet kunde han ikke rømme, da det var et af Armeens Indskibningspunkter.

Peymann var naturligviis ikke fornøiet med denne Udsættelse af Englændernes Bortgang, og begyndte endog at fatte den Mistanke, at det var Englændernes Hensigt at bryde Capitulationen. Stadens Indvaanere længtes efter deres Fjernelse, og derfor tilskrev Peymann Cathcart, at det var ham ikke muligt at paatage sig Ansvaret for at lade de engelske Tropper være i Besiddelse af Citadellet efter Capitulationens Forløb. Han agtede ikke at fornye Fjendtlighederne, men anmodede Cathcart om, at sende sine Tropper til Nyholm, hvor man ikke skulde tilføie dem noget Ondt.

Et hurtigt Svar fulgte paa Peymanns Skrivelse, i hvilket begge de engelske Overbefalingsmænd yttrede, at de vare ikke Herrer over Elementerne, og kunne umulig bogstavelig udføre et umuligt Vilkaar. Man maatte oppebie naar Afreisen lod sig udføre. Man vilde hverken opægge eller begaae Fjendtligheder; men, skulde sligt finde Sted imod dem saa ville de ansee det som


208

et Brud paa Capitulationen og de skulle da paa Øieblikket igjen udskibe Resten af Armeen, som de havde fordeelt paa en Maade, der sikkrede Bagtroppen et Værn imod al Overlast.

Den 20de October om Morgenen var det stille og Englænderne begyndte ogsaa om Natten ved Hjælp af Lygter Forberedelserne til Indskibningen. Da det var bleven lyst sloges Generalmarschen for de endnu i Land værende Tropper. Da Havnen var ganske fri for Krigs- og Transportskibe, roede General Spencers Afdeling ud fra Holmen i Baade, beskyttede af Citadellets Kanoner, langs Strandkanten til Hellerup, for at forstærke Garden, og da nu ogsaa Krigsskibene, som laae under Trekroners Batteri, havde lettet Anker, drog det 4de Regiment ud af Citadellet, for at støde til Garden dækket af sine egne Flankeur-Compagnier.

Saasnart de engelske Tropper vare afmarscherede, paa et lille Detaschement af det engelske Artilleri og af 4de Regiment nær, blev Citadellets Vindebro nedlagt, og den engelske Fortadjutant afsendt til det danske Hovedqvarteer, for at underrette General Peymann om, at det nu stod til ham selv at tage Citadellet i Besiddelse. Nu afløste ogsaa strax danske Tropper den lille engelske Vagt, og efter at Skytset, Inventariet og Nøglerne vare overleverede af Pladsmajoren, indskibede den sidste Levning af den engelske Besætning sig fra Citadellet og afgik ligeledes til Hellerup.

Nyholm fik atter danske Besætning Klokken 7½.

Saasnart det 4de Regiment var stødt til Garden lod General Ludlow Indskibningen tage sin Begyndelse. "Ingen danske Tropper lode sig see, ikke heller sammen-


209

stillede Befolkningen, der overhovedet viste en rolig og høflig Adfærd," siger General Cathcart i sin Rapport til Lord Castlereagh. "Havde imidlertid nogen Forstyrrelse været paatænkt eller var den tilfældigviis opstaaet", vedblev Generalen, "vilde Indskibningen ligefuldt været gaaet for sig uden Molest, da det valgte Sted var jevnt og fladt og, udenfor Citadellets og Trekroners Skudvidde tillige behersket af de engelske lette Krigsfartøier." Den af Popham sindrigt inventerede Bro, hvorfra Indskibningen skete, egnede sig ligesaa fuldt til Forsvar som til Indskibning: et lille Fartøi, en Pram og et Flydebatteri vare nemlig fastgjort til hinanden paa Strandbredden, hvoraf de tvende første vare belagte med Planker, det sidste derimod havde flere med Søfolk bemandede Kanoner af svært Kaliber færdige til at fyre i skjæv Retning. De flade Baade lagde til paa begge Sider af Prammen, og Kanonbaadene, der ligeledes indtoge Tropper, lagde til paa den anden Side af Flydebatteriet, saaledes, at da Feltbatteriet var indskibet, marscherede Tropperne til deres Baade; og da det Hele var afgaaet, bleve Prammene og Flydebatteriet tilintetgjorte."

Klokken 10 om Morgenen var alle engelske Tropper ombord, og Flaaden gik samme Dag fra Rheden deelviis under Seil. Af den ranede Flaade havde de før Afreisen ved Saltholmen brændt Linieskibet Mars, Fregatterne St. Thomas og Tritton, samt 3de Stykpramme, fordi de ikke kunne føres over Søen. Ved Bortseilingen kom Linieskibet Neptun til at staae paa Taarbeks Rev, hvor de Engelske brændte det, hvilket ogsaa under Overreisen blev Tilfældet med alle Kanon-


210

fartøierne paa 3 nær. Englænderne fik*) saaledes kun Nytte af 15 Linieskibe, 10 Fregatter, 5 Corvetter og 14 Smaaskibe, ialt 34 Seilere. Af Forraad medtoges saa Meget, at det foruden det, der toges ombord i Krigsskibene, fyldte 92 Transportskibe af 20,000 engelske Tons (omtrent 10,000 danske Commercelæsters) Drægtighed. For det engelske Underhuus angaves Værdien af den Deel af de i Kjøbenhavn tagne Materialier ("stores"), som vare brugelige til Marinens Tjeneste, til henimod 3 Millioner Rigsbankdaler.

Med Glæde saae Kjøbenhavns Indvaanere endelig vor Flaades Ransmænd og vor Hovedstads Ødelæggere forlade Sjælland, men med taarefyldt Øine saae de efter de hvide Svaner, der saa skjønt havde smykket Rheden. Borte vare de og med dem vort Navn som Sømagt, thi da vi syv Aar efter mistede Norge, var Betingelsen for en Flaades Udrustning ikke mere tilstede, og vistnok kun med stor Møie ville vi see os istand til at udruste de faa Krigsskibe, der nu indtage den ranede Flaades Leie.

Da man atter havde besat Citadellet, fandt man det langt fra i den Stand, som det var, da det overlodes Fjenden og som det efter Capitulationen burde være. Alt var ituslaaet eller skamferet, selv Kakkelovnene i Værelserne, Kirkens Kar o.s.v. Paa Holmene var der det samme Skue, alt, hvad man ikke kunde føre med sig, var slaaet itu og ødelagt. Capitain Home Popham, en raa og rovbegjerlig Mand, havde man i

_____

*) Efter Garde: den dansk-norske Sømagts Historie fra 1700 til 1814.


211

Særdeleshed at takke for denne Ødelæggelse og Plyndring. Ellers vare de øvrige engelske Officerer humane og dannede Mænd, som fortjene at omtales med Hæder.

Det synes som Nemisis fulgte Englænderne i Hælene paa deres Hjemreise. Et Par Dage efter at deres Flaade var kommen ud af Sundet adskilte en heftig Storm den, saa at neppe 3 til 4 Skibe saaes samlede. Et Skib, Endeavour" forgik ved Kysten af Kent. Et andet mindre Skib overseiledes. Et Hospitalsskib "The Hope" og flere Transportskibe forgik. Af den tydske Legion druknede alene 460 Personer. Den engelske Armees Tab paa Overreisen maa man formode stod i Forhold til de Tydske Troppers.

Endskjøndt der i Storbrittanien vare Mange, som høilig misbilligede Regjeringens Fremfærd imod Danmark, og dette lydeligt udtaltes saavel i offentlige Blade og Skrifter som i Parlamentet, voteredes dog ved en Majoritetsbeslutning, Expeditionens Udførere, Parlamentets Tak for deres ved denne Leilighed udviste Dygtighed. Syv Medlemmer af det engelske Overhuus vilde ikke deeltage i Takadressen idet de protesterede mod Bemægtigelsen af den danske Flaade, fordi intet Beviis for Danmarks fjendtlige Hensigter eller nogen Nødvendighed var tilstede, der kunde retfærdiggjøre Angrebet paa Kjøbenhavn, hvilket efter deres Mening uden dette nedværdigede den engelske Charakteer og skadede Landets Interesser.

Regjeringen belønnede Admiral Gambier med Pairsværdigheden, forfremmede Lord Cathcart fra skotsk til storbrittanisk Baron, udnævnte Viceadmiral Stanhope og 2 Generallieutenanter til Baroner samt


212

tildeelte Overbringeren af Capitulationsefterretningen Capitain Callier, de forenende Rigers Ridderværdighed.

_____

Vi have allerede omtalt, at Englænderne lode Noget blive tilbage paa Holmen, deels fordi det var gammelt og slet, deels fordi de ikke kunde medtage det af Mangel paa Plads i deres med bedre Bytte opfyldte Skibe. Her fandtes efter deres Afreise 1000 Stkr. gammelt Skyts med Rapperter, 26,000 Kugler og Bomber, 60 Centner Krudt, 1900 Centner Salpeter og 400 Centner Svovl desuden noget Tømmer, Steenkul og andre Ting af mindre Værd.

Nogle af vores Skibe vare imidlertid ude paa Togter og andre Stationer, og undgik saaledes at falde i Englændernes Hænder. I Norge befandt sig nemlig 2 Linieskibe, hver paa 64 Kanoner, nemlig Prinds Christian Frederik og Prindsesse Louise Augusta, Briggen Lougen paa 18 Kanoner, 5 Kanonchalupper, 4 Kanonjoller og en Deel mindre Fartøier; i Hertugdømmerne og Beltet, 3 Brigger, Fama, Støren og Femern hver paa 14 Kanoner, 1 Kongejagt, 1 Kanonbaad og nogle Lodsbaade; i Middelhavet en Korvet, Diana, som i Aaret 1809, da den laa ved Carthagena, blev tagen af Spanierne. Ogsaa reddedes nogle af de Skibe og Fartøier, som Englænderne ikke vilde tage med. Af de sænkede Stykpramme fik man de 2 optagne*); 3 Kanonchalupper bjergedes ind til Norge; en Stykpram, Flaadebatteriet, 1 Skjærbaad, 1 Kanon-

______

*) Resterne af den tredie bleve optagne 1847.


213

chalup, 1 Morteerchalup, 2 Kongebaade, 1 Lystjagt og nogle Pramme fandtes landsatte eller drivende i Nærheden af Kjøbenhavn. 2 Linieskibe, 1 Korvet, 4 Brigger, 3 Stykpramme, 1 Flaadebatteri, 1 Kongejagt, 16 Kanon- og Morteerfartøier, 2 Kongebaade og 1 Lystjagt udgjorde nu den Flaade, hvormed Danmark og Norge nu skulde føre Krig imod Verdens største Sømagt, der gjorde Danmark flere Forsoningsforslag, men som afvistes af Regjeringen.


 

214

XIX.

Danmarks Stilling efter Flaadens Bortgang.

_____

Først i September havde Kronprindsen søgt at overføre en Deel regulaire Tropper til Sjælland og Lolland, deels fra Kjerteminde til Kallundborg, deels fra Svendborg over Thorsenge og Langeland til Taars i Lolland, deels endeligen fra Heiligenhafen over Fehmern til Rødby og Nysted, i den Formening at komme Castenskjold til Hjælp. Men allerede den 2den September var Efterretningen om denne Generals Nederlag ved Kjøge kommen til Kiel, og nu besluttedes der blot at gaae over Fehmern til Lolland i aabne Baade, der tog sin Begyndelsen om Aftenen den 4de September under Sølieutenanterne Falsen og Willemoes. Den sidste brugte den Snildhed, naar han i de mørke Nætter skulde styre Roret paa Baadene, at belyse Compasset med afskjaarne Sildehover, der lyse i Mørket. Paa denne Maade overførtes efterhaanden Avantgarden under General Ewald, bestaaende af 1ste sjællandske, samt den holsteenske Bataillon let Infanteri, slesvigske Jægercorps,


215

Jægercompagniet af Prinds Christians Regiment, 10 trepundige Kanoner, tilligemed det uberedne Livregiment lette Dragoner, hvilket, formedelst den vanskelige Overfart, havde maattet efterlade sine Heste i Holsteen, for ved Ankomsten til Lolland at forsynes med utilredne Heste.

Levningerne af de 4 Landeværns-Batailloner fra Smaaøerne stødte til disse Tropper, saa at alle samlede Troper udgjorde midt i September, da General Ewald selv gik over til Lolland og overtog Commandoen sammesteds, tilsammen 3362 Mand.

Disse Troppetransporter undgik imidlertid ikke de engelske Krydseres Opmærksomhed, og allerede den 2den September gik en af Contraadmiral Keates større Fregatter til Ankers under Fehmern, da han ifølge tidligere meddeelt Instrux fra Admiral Gambier, skulde blokere Øerne og affskjære al Forbindelse imellem Fastlandet og Smaaøerne, hvilket han imidlertid ingenlunde formaaede.

At de ovenomtalte Tropper paa Øerne ikke kom over til Sjælland, var af Vigtighed for Englænderne. Efter Slaget ved Kjøge besatte disse Omegnen af Kallehave og Vordingborg stærkt med Tropper, og da de henad Midten af October igjen forlode denne Egn, for at blive indskibet ved Kjøbenhavn, lagde 5 engelske Kanonbrigger, hver paa 10 Kanoner, sig i Farvandet imellem Vordingborg og Gaabense, beskøde sidstnævnte Færgested, som imidlertid forsvaredes Kjækt af en Ingeniørcapitain Hummel, flere Dage efter hinanden fra den 13de til 17de October, men formaaede dog ikke at hindre General Ewald i at gaae over fra Møen til Kallehave Natten til den 20de October.


216

Først den 11te September var Efterretningen om Kjøbenhavns Capitulation kommen til Kiel, og skjøndt Kronprindsen ikke svarede Peymann noget paa hans Skrivelse, og saaledes syntes at negte den sin Ratification, samtykkede han dog paa en Maade ved sin Taushed, da han i enhver Henseende lod den staa ved Magt, og allerede Dagen efter gav Generalerne Castenskjold og Ewald Ordre til at holde sig aldeles defensive paa Smaaøerne, saa der under hele Vaabenstilstanden ikke skete et eneste Forsøg imod Sjælland, for at de Engelske ikke heraf skulde tage forønsket Anledning til at forlænge deres Ophold der, maaskee for stedse. Først efter Sjællands Rømning satte Armeen sig sidst i October i Bevægelse, Avantgarden under General Ewald fra Kallehave imod Roeskilde, hvor den indtraf den 23de October, den øvrige Deel af Armeen, deels over Smaaøerne, deels over Fyen, til Sjælland.

I hiin Tid kjendte man intet til Slesvigholsteennismen; flere af Hertugdømmernes Byer, deriblandt Altona, Tønningen, Lygumkloster o.s.v. tilstillede Kronprindsen Adresser, hvori de udtalede deres Uvillie imod Englænderne og Deeltagelse for hans høie Person og det ulykkelige Kjøbenhavn; Byen Tønningen viste endog den Patriotisme, at tilbyde at kjøbe et Skib, der kunde bruges i Krigen.

Saasnart Kronprindsen havde faaet den overraskende Tidende om Kjøbenhavns Overgivelse og Flaadens Ran, besluttede den høit krænkede Fyrste at indgaae et nøie Forbund med Frankrig, hvis vældige Keiser han nok meente kunde beskytte ham imod Englændernes Vold. Marskal Bernadotte laa dengang i Hamborg med et


217

stort Troppecorps, til ham sendte Kronprindsen nu Grev Christian Bernstorff og sin Generaladjutant, Major Bülow, hvilke underrettede Marskallen om Kjøbenhavns Skjæbne og bade om hans Hjælp. Hertil var Bernadotte meget villig, og Afsendingen erfarede, at hvis Danmark ikke havde paa dette Tidspunkt nærmet sig til Frankrig, havde det to Dage efter besat Holsteen.

Paa samme Tid havde ogsaa Kronprindsen afsendt sin Generaladjutant i Søetaten, Commandeur Lindholm, med en Skrivelse til Keiser Napoleon i Paris. Denne hørte med megen Interesse paa Lindholms Skildring af Englændernes Færd og yttrede tilsidst: at Englænderne skulde nok faae det betalt. Keiseren var ogsaa villig til, at indgaae en offensiv og en defensiv Alliance med Danmark.

Englands Voldsdaad vakte hos alle Europas Nationer en retfærdig Harme. Selv det engelske Folk yttrede den største Uvillie imod Ministeriet, og dets Handlemaade blev saavel i som udenfor Parlamentet underkastet en skarp og bitter Dadel. I et af de engelske Blade indbød man endog til Subskription paa en Understøttelse for de af Kjøbenhavns Indbyggere, hvem Bombardementet havde tilføiet Tab.

Det engelske Ministerium fandt sig ved det engelske Folks Misfornøielse og andre Landes Yttringer om Overfaldet paa det fredelige Danmark, foranlediget til at udstede en offentlig Erklæring i Slutningen af September, hvori det søgte at bevise, at England nødvendigviis havde maattet tage de Forholdsregler, det havde taget, paa Grund af Frankrigs bestandigt om sig gribende Magt og Vælde, da det maatte befrygte, at


218

Frankrig vilde tvinge det danske Hof til at lukke Sundet for den brittiske Handel og Skibsfart, og betjene sig af den danske Krigsmarine til et Overfald paa Storbrittanien og Irland.

Ruslands Keiser, Alexander, gav høit sin Uvillie tilkjende og erklærede, at han vilde afbryde al Forbindelse med England, indtil Danmark fik Opreisning for den tilføiede Voldsgjerning. Saa lidet har imidlertid fyrstelige Personers Løfter at sige, naar Politiken er med i Spillet; thi istedetfor den Opreisning Rusland vilde tvinge England til at give Danmark, forenede det sig tvertimod faa Aar efter med England og Sverrig om at berøve Danmark Norge.

Efter den Fremfærd England havde udviist imod Danmark vovede det engelske Ministerium, da det gjerne vilde staae i et fredeligt Forhold til dette Land, at gjøre det følgende Forslag:

Danmark kunde vælge imellem Neutralitet eller Forbund med England. I det første Tilfælde skulde Rusland garantere Danmark denne ny Neutralitet, og den danske Flaade skulde tilbagegives 3 Aar efter den almindelige Fred i den Tilstand, den da maatte befinde sig i. Dog skulde Danmark for bestandig aftræde Øen Helgoland til Storbrittanien*)

Vilde Danmark indgaae en nøie Alliance med England, saa lovede dette samme sin kraftige Medvirkning til Lands og Vands. England vilde ligeledes

______

*) Øen Helgoland, der kun havde en Besætning af 26 Invalider, nødsagedes til at overgive sig til Englænderne den 3die September.


219

garantere de danske Arvelandes Udelelighed, eller og Gjengjæld ved Freden for en eller anden tabt Provinds, samt en efter Omstændighederne passende Udvidelse af de danske Colonier. For at fremme Negotationen skulde de engelske Tropper forblive i Sjælland.

Vilde Danmark derimod forkaste disse Forslag, saa vilde England forene sig med Sverrig imod Danmark; alle danske Skibe og Eiendomme, som befandtes i de engelske Havne, vilde da blive confiskerede, ligesom man vilde bemægtige sig de danske Colonier.

Der truedes ogsaa med, i det sidste Tilfælde, at Norge skulde adskilles fra Danmark og gives til Sverrig.

Men Danmark var allerede indgaaet paa Forbundet med Frankrig, og kunde heller ikke andet, hvis det ikke vilde have sine Lande oversvømmede af franske Tropper, ligesom det ogsaa for en ærekjær Fyrste ikke kunde egne sig, at forbinde sig med den, der havde krænket ham saa dybt.

Nu først, efterat Hovedstaden var ødelagt, Flaaden ranet, mange hundrede Handelsskibe opbragte, erklærede England Danmark Krig den 4de November.

Den 30te October havde Kronprindsen forladt Kiel og ankom til Odense den 2de November, derfra den 5te til Nyborg og den 6te sidlig om Aftenen til Kjøbenhavn. Hans Ankomst var saa uventet, at Ingen ventede paa ham og at han kun efter et længere Ophold blev tilstedet Adgang til sit eget Pallais.


 

220

XX.

Proces mod Peymann og hans samt flere Militaries
Domfældelse.

_____

Det første Kronprindsen foretog sig den følgende Dag var at lade arrestere Generalerne Peymann, Bielefeldt og Gedde, og fratage dem deres Kaarder paa Grund af deres Forhold under Kjøbenhavns Beleiring. Contraadmiral Lütken og Generaladjutant Kirchhoff bleve forkyndte Huusarest, ligesom General Walterstorf allerede den 22de September var bleven sendt i et Slags Forviisning til Aalborg, hvorfra han nu ligeledes indtraf som Arrestant, Alle for deres Deelagtighed som Underhandlere i Kjøbenhavns Capitulation.

Denne Fremgangsmaade var meget overraskende og nedtrykkende for de ulykkelige Mænd, der langtfra havde forventet at behandles saaledes, da de troede at have handlet som Æren og deres Samvittighed bød dem. At den Høstcommanderende for Søetaten, Commandeur Bille, ikke deelte deres Skjæbne, fandt de ogsaa


221

besynderlig, da de ikke vidste nogen Grund hvorfor han saaledes blev skaanet.

Samme Dag beordredes ogsaa en Overkrigscommission nedsat under Præsidium af Generallieutenant, Landgrev Frederik til Hessen. Som Assessorer vare Generalmajorerne, Grev Baudissin og Binzer, og som Actuarius og Protocolfører Generalauditeur Rosenstand af Søetaten, ansatte. Med Hensyn til Sødefensionens Foretagender erholdt Vice-Admiral Stockfleth senere Sæde i Overkrigs-Commissionen.

Den 13de November blev det betegnet ovennævnte Commission hvilke Punkter der skulde være Hovedformaalet for deres Undersøgelser. De løde saaledes:

"Er den af mig givne Instruction til Generalmajor Peymann fuldeligen bleven opfyldt, saavelsom og det Løfte, Generalmajoren havde givet, deels ei at overgive sig, deels at blot en Storm kunde bringe ham til Overgivelse?"

"Hvorvidt har Enhver af de Høistcommanderende opfyldt sin Pligt og viist den udfordrede Militair-Conduite?"

"Var Fjendens Landgang ei mulig at forhindre eller at gjøre vanskelig?"

"Ere Udfaldene fra Fæstningen og Citadellet skete til de Tider og udførte paa den Maade, at de kunde have Virkning? og er Alt, hvad herved burde have været iagttaget, skeet?"

"Hvorfor er Intet gjort for at have Værker, der kunde bestryge Tilgangene til Fæstningen og Citadellet, og hindre Fjenden i at sætte sig ved Søerne?"


222

"Var Volden besat med saadant Skyts, og var samme stedse forsynet med den udfordrede Ammunition og Besætning, som det burde have været, og bleve de i Land- og Sø-Arsenalet værende Vaaben anvendte til at forsvare Byen?"

"Var Capitulationen fornøden eller var den at undgaae? Var en Capitulation fornøden, hvorfor blev da Søetatens Raad ei fulgt efter Commandeur Billes, som havde været saa ærefuldt?"

"Om Generalmajor Peymann, som var sikker paa, efter hans Løfte, at holde sig i 3 Maaneder, troer at have opfyldt det? og hvad Undskyldning han troer at have derfor, at dette ikke er skeet?"

"Hvorfor Citadellet blev overleveret de Engelske tilligemed Holmen?"

"Om de, der ere brugte som Commissaire af Generalmajor Peymann, have opfyldt deres Pligter?"

"Hvorvidt det sammenkaldte Raad var fornødent, og om dette var en passende Messure, særdeles i Henseende til de Civile, hvis Ukyndighed havde været Grund nok til at fritage dem for videre Declaration, især da deres egen Tilstaaelse om Ukyndighed i dette Fag var lagt for Dagen?"

"Hvorledes General-Adjutant Kirchhoff kunde bestemt stemme for Flaadens Overgivelse?"

"Generalmajor Geddes og Bielefeldts bestemte Yttring, at Fæstningen ei kunde holde sig, og Aarsagerne, hvorfor de ei troede, at en Storm kunde afslaaes?"

"Samtlige Ingenieur- og Artilleri-Officerer, samt Oberstlieutenant Bassewitz tages i Forhør, for at


223

erholde bestemt Efterretning om Voldenes Befæstning med Skyts, og om man har gjort Fjenden alt det Afbræk, man kunde og burde?"

"Ligeledes bør alle Officerer, som have været med ved Udfaldene eller have været betroede særskilte Commandoer, afhøres for at erfare, hvorledes det er tilgaaet?"

"a. Om Dispositionerne til Angreb og Forsvar vare Vedkommende bekjendtgjorte, og hvorledes de ere udførte.

b. Om Enhver har opfyldt sin Pligt, samt hvorledes?"

"Har Generallieutenant Castenskjold, førend de Engelske beleirede Kjøbenhavn, reqvireret Skyts, Geværer og skarp Ammunition til de ham underlagte Corps? Og hvorledes har han faaet den Begjæring opfyldt? Men, hvis han ikke har faaet forommeldte behøvende Skyts, da af hvad Aarsag?

"Hvorfor blev den afsluttede Capitulation anseet som en Fredsslutning, da den dog kun kunde betragtes som en Vaabenstilstand for Kjøbenhavn?"

Overkrigs-Commissionen, som det blev paalagt at drive paa Sagens hastigste Tilendebringelse, begyndte allerede den 19de November at forhøre Generalerne Peymann Bielefeldt og Gedde, og vedblev dagligen at forhøre alle de Personer, som havde havt nogen væsentlig Deel med i Beleiringen. Forhørerne sluttedes den 25de Januar 1808 og udgjorde 696 Folio-Sider.

Armeens Generalqvarteermester General Binzer var det meest virksomme Medlem i Commissionen, og kan ansees for at have været den, som ledede Spørgsmaalene


224

og Ankeposterne. Han fandt imidlertid, at med de af Kronprindsen givne almindelige Spørgsmaal vilde der ikke komme andet ud af Sagen end Frifindelse. Men da Overkrigscommissionen ikke kunde være af den Mening, maatte der, for at komme til et andet Resultat, gjøres andre Spørgsmaal. "Den ødelagte Marine," yttrede Overkrigscommissionen, "det krænkede Danmark, den nedslagne Nation, Kongens Retfærdighed byder med større Strenghed at fremkalde Krigslovenes Bistand, naar de Paagjældendes Forhold opfordrer dertil."

Da Forhørerne i denne Sag vare sluttede fandtes der ifølge de Oplysninger, man havde forhvervet sig, Grund til Anke imod Generalmajor Peymann. De vigtigste Ankeposter vare:

"At han havde ikke fuldt efterkommet Kronprindsens Instructioner."

"At han havde ikke opfyldt sit Løfte, at kun en Storm skulde bevæge ham til Overgivelse."

"At han havde ikke opfyldt sine Pligter som General."

"Ikke brugt vedbørlig militair Conduite."

"Ikke havde hindret Fjendens Landsættelse ved at udmarschere med alle regulaire Tropper o.s.v.

Der gjordes saaledes 15 Poster, hvilke igjen inddeeltes i mange Punkter og Afdelinger imod ham.

Imod følgende var der formeentlig lovlig Anke:

Generalmajor Bielefeldt for 2den og 14de Post i Commissariats-Befalingen; Generalmajor Gedde ifølge dennes 5te og 14de Post; Contra-Admiral Lütken ifølge 9de og 11te Post; Generalmajor Walterstorf for 10de og 11te Post; Contra-Admiral Lütken for 13de og 16de


225

Post. Generaladjutant Kirchhoff for 10de og 11te Post, Oberst Beck fordi han den 18de August standsede et begyndt Angreb imod et fjendtligt Batteri uden tilstrækkelig Grund; og Oberstlieutenant Voigt for den 16de Post. Generallieutenant Castenskjold skulde gives Leilighed til at retfærdiggjøre sig i Commissarial-Befalingens 17de Post.

Auditeur Heltzen ved det holsteenske Infanteri-Regiment blev constitueret til Krigsfiscal i denne Sag.

Generalmajor Walterstorfs, Contraadmiral Lütkens og Generaladjutant Kirchhoffs Arrest blev hævet den 5te Marts, dog saaledes, at de ikke skulde tiltræde deres forhen hørte Functioner som Embedsmænd inden Dommen var falden.

Efter 6 Maaneders Forløb, længe efter at Forhørerne vare blevne sluttede, fremlagde Krigsfiskalen sin Anklage, som var affattet paa 597 Folio-Sider.

Samme Dags Eftermiddag bleve Generalerne Bielefeldt og Gedde bragte som Arrestanter til Citadellet, hvor General Peymann allerede sad. General Walterstorf fik fornyet Huusarrest. Paa samme Tid blev ogsaa Generalerne Peymann, Bielefeldt og Geddes samtlige Papirer forseglede, deres Effecter, Meubler og Alt hvad de besadde bleve registrerede og tildeels forseglede, tillige bleve Generalerne Peymann og Bielefeldt forhørte om deres Formueomstændigheder, deres Obligationer, rede Penge m.m. Denne hele Forretning udførtes just ikke med den største Delicatesse, tvertimod med mange tildeels krænkende Formaliteter.

Der blev given de Anklagede 2 Maaneders Frist til deres Forsvar, og paa den bestemte Tid, den 21de


226

September 1808 var det ogsaa færdigt. Først den 20de Januar 1809 meddeeltes der de Tiltalte, at Overkrigscommissionen vilde samles den følgende Dag for at offentliggjøre Dommen.

Men Kongen, Kronprindsen havde nemlig besteget Thronen i det foregaaende Aar, kunde formodentlig ikke bære over sit Hjerte, da han sikkert fandt Dommen for haard, at denne skulde læses op for dem uden Forberedelse. Han lod dem derfor underrette om, at de maatte med Taalmodighed og Standhaftighed høre Overkrigscommissionens Dom. Han havde allerede formildet den strax saa meget han formaaede, og, hvad ikke strax var skeet, kunde de vente vilde skee i Fremtiden."

Paa den berammede Tid forelæstes dem følgende Dom:

Anno 1808 den 16de November blev udi en eedsvoren Overkrigscommision, udi Sagen:

"Den constituerede Krigs-Fiscal, Auditeur Fr. Heltzen contra: General-Lieutenant Joachim Melchior von Holten-Castenskjold, Chef for det sjællandske Rytter-Regiment; Generalmajorerne Henrik Ernst Peymann, Deputeret i det forrige Generalitets- og Commissariats-Collegium (nu General-Commissariats-Collegium); Carl Frederik Bielefeldt, Chef for det Kongelige Artilleri-Corps; Hans Christopher Gedde, Chef for Ingeniør-Corpset; Ernst Frederik Walterstorf, Chef for det nordre Sjællandske Landeværns-Regiment; Contra-Admiral Otto Lütken; General-Adjutant (nu Oberst) Johan Hieronimus Kirchhoff, Deputeret i det forrige Generalitets- og Commissariats-Collegium (nu General-


227

Commissariats-Collegium); Oberst Frederik Beck, Chef for det Norske Livregiment til Fods; og Oberst-Lieutenant Johan Mangelsen Voigt af det Danske Livregiment til Fods; fældet saadan:

Dom.

Efter Krigs-Fiskalens indgivne Klage-Skrivt, samtlige Tiltaltes indgivne Forsvars-Skrivter, og alt øvrigt i denne Over-Krigs-Commission Fremførte, samt paa lovlig Maade erhvervet Oplysning og Vidnesbyrd, er det befundet, at General-Major H. E. Peymann, hverken har efterkommet Hans Kongelige Høihed Kronprindsens (nu Hans Majestæt Kongens) ham givne Instruxioner, eller gjort det Yderste til Landets og Stadens Forsvar; hverken opfyldt de ham som høieste Befalingsmand og øverstcommanderende General paaliggende Pligter, eller iagttaget den udi saadan Charge tilbørlige militaire Conduite, idet han ikke har forsøgt at hindre eller vanskeliggjøre Fjendens Landgang, eller paaset at Udfaldene af Fæstningen skete tilbørligen, eller draget betimelig Omsorg for Udenværkers Anlæg, eller gjort fornødent Brug af Sø-Etatens Skyts; viist sig ligegyldig ved, om Fjenden skete alt muligt Afbræk, Detaschements-Cheferne bleve tilstrækkeligt instruerede og fuldkommen opfyldte deres Pligter, og derhos ikke draget Omsorg for, at General-Lieutenant Castenskjolds Corps blev forsynet med det samme tilkommende Skyts og Ammunition herfra Staden. Endvidere: har capituleret og udleveret den danske Flaade til den engelske Magt uden beviislig Nødvendighed, og hverken, i Henseende til den indgangne Capitulaton, eller det holdte


228

Krigs-Raad, iagttaget Krigs-Lovenes Forskrivter; ei forsynet de til at negotiere om en Capitulation udnævnte Commissairer med de fornødne Forholds-Regler; antaget Capitulations-Forslaget uden skjællig Overveielse; og endeligen, viist en uforsvarlig Ligegyldighed i den antagne Capitulations rette Fortolkning og Opfyldelse af dens Indhold. Ved hvilken Overhørighed og skammelige Efterladenhed han er skyldig til Straf efter den 68de Krigs-Artikel*).

General-Major C. F. Bielefeldt, som en Second-Commanderende udi General-Commandoen, er deelagtig udi det Mangelagtige i Stadens og Fæstningens Forsvar, samt den ufornødne Capitulation, og Flaadens Overgivelse; samt derhos baade directe og indirecte, har fremfor Andre forledet General-Major Peymann til Capitulationens Antagelse, og endeligen endogsaa paadraget sig en grundet Mistanke om, at ville kaste Skinnet af dette Forhold paa Andre. Hvorfor han er skyldig til Straf efter den 68de og 70de Krigs-Artikel**).

General-Major H. C. Gedde, ikke alene har viist sig forsømmelig og efterladen i sin Charge, men tillige baade directe og indirecte forledet General-Major Peymann til Capitulation, og derved gjort sig skyldig til Straf efter den 70de Krigsartikel.

______

*) Den 68de Krigsartikel lyder saaledes: "Naar et befæstet Sted, uden Vor Befaling, eller Vor commanderende Generals Ordre, eller og uden den høieste Nød, overgives, skal Commandanten eller den øverste Befalingsmand sammesteds straffes paa Liv og Ære, samt hans Gods confiskeres."

**) Den 70de Krigsartikel lyder: "Men overbevises Garnisonen om at have tvunget Commandanten til Stadens Overgivelse, eller paa nogen Maade dertil at have raadet eller forledet ham, da skulle alle i denne Handling skyldige Officerer, og af de Gemene hver 10de Mand efter Lodkastning have forbrudt Livet."


229

Oberst-Lieutenant J. M. Voigt, under en ham betroet Commando den 20de August 1807, haver viist sig seendrægtig og ved ugyldige Udflugter søgt at unddrage sig sine Pligters Opfyldelse; samt derhos under denne Sag viist ufornøden Trættelyst, Vidtløftighed og brugt usømmelig Spotteri, hvorfor han er skyldig til Straf efter den 103die, 26de og 188de Krigsartikel*)

______

*) Den 103die Krigsartikel lyder saaledes: "Hvo i Træfning eller Stormløbning viser sig seendrægtig og ved ugyldige Udflugter søger at unddrage eller endog gjør Begyndelsen til Flugt, maa strax paa Stedet af de nærmest staaende drives frem ved Slag, Hug og Stød; og, bliver en saadan feig Karl derved dræbt, maa Ingen forgribe sig paa Gjerningsmanden, da han deri har handlet som en ærlig Soldat."

Den 26de Krigsartikel siger: "Saavel Officererne som Soldaterne skulle aldeles afholde sig fra alle ærerørige Skjædsord, Spotten og Skjæden, og Ingen, enten han er Soldat eller ei, i nogen Maade dermed fornærme; men skulde Nogen desformedelst blive foraarsaget for Retten at klage, skal saadan gjenstridig Skjendegjæst og Injuriant være pligtig, naar Krigsretten befinder den Fornærmede uskyldig, at gjenkalde sine Ord og at gjøre ham christelig Afbigt eller straffes med Fængsel, ja! endog med Bortjagelse fra Regimentet."

Den 188de Krigsartikel: "Alle andre militairiske Tilfælde, saa og Forseelser, hvilke høie som lave Krigsmænd maatte begaae mod Orden og Disciplin, og hvilke ikke i disse Vore Krigsarticler udtrykkelig benævnes, skulle enten til en vis og nærmest dertil henhørende Artikel henføres, og efter dens Indhold udtydes og dømmes, eller og skal Krigsretten efter Billighed, Lovene, almindelig Vedtagen, og ikke imod dette Krigsartikelsbrevs Grundsætninger stridende Krigsbrug, derover kjende og dømme, hvorved der skal tages nøiagtigt Hensyn til den begangne Misgjering og til den for Os flydende Fare og Skade, saa og til dens onde Følge, samt til Sagens hele og sande Beskaffenhed, paa det at Justitien til Alles Gavn kan over Enhver, af høi eller ringe Stand, uden Persons Anseelse vorde retteligen forvaltet.


230

Oberst F. Beck har som Detaschementschef den 18de August 1807 ikke viist tilbørlig Conduite, og er derfor skyldig til Straf i Analogie af den 66de*) og 188de Krigsartikel, samt Reskripterne af 22de December 1792 og 11te Mai 1765.

Contra-Admiral O. Lütken og Oberst J. H. Kirchhoff, hverken som Underhandlings-Commissairer om Capitulationen eller i det holdte Krigsraad have udviist tilbørlig Conduite; hviket dog maa ansees afsonet ved deres under Sagen udholdte Arrest.

General-Lieutenant J. M. v. H.-Castenskjold ei med tilbørlig Bestemthed har reqvireret Kanoner herfra Staden til sit Corps, hvilket dog efter de befundne Omstændigheder ei kan drage til videre Følge for General-Lieutenanten under denne Sag, end at han maa deeltage i Omkostningerne.

General-Major C. F. Walterstorf ved Udfaldet den 20de August 1807 ei har iagttaget tilbørlig militair Conduite, hvilket dog maa ansees afsonet ved de ham

______

*) Den 66de Krigsartikels Indhold er: "Ingen maa uden Ordre og før han afløses, frivillig og uovervældet begive sig bort fra det Sted, være sig Bro, Pas, Brèche, Batteri, Redoute, Skandse eller Løbegrav, som ham er befalet at beskjærme og vogte. Hvo herimod handler, straffes paa Livet."


231

den 20de September f. A. og senere paalagte Arrester. Hvorimod Generalmajor Walterstorf som Underhandlings-Commissair angaaende Capitulationen maa ansees at have opfyldt sine Pligter.

Skjøndt Krigs-Fiskalens paa Over-Krigs-Commissionens, i Følge den 72de Krigsartikel*) den 17de Januar d. A. afgivne præliminiaire Eragtning, grundede Sigtelser, saaledes ere beføiede med samtlige Paagjældende, hvorved tillige alle dem og deres Eiendomme paalagte Arrester og Seqvestrationer ere hjemlede, saa bør Fiskalens Sigtigelse og Paastande dog ei være Nogen til Hinder, videre end de ved Dom tages til Følge.

______

*) Den 72de Krigsartikel siger: "For at retfærdiggjøre en Fæstnings Overgivelse, maa især følgende Omstændigheder tages i Betragtning: at der har manglet fornøden Besætning, Proviant og Munition, saafremt Commandanten ikke har forsømt betimeligen at underrette Os derom; at ingen Undsætning har været at haabe; at Defensionsværkerne have været bragte i saa slet Tilstand, at de ikke have kunnet udbedres; at der har været skudt betydelig Brèche; at to eller tre Storme have været udholdte; at man ikke med Rimelighed har kunnet formode Andet, end at Fæstningen alligevel inden kort Tid, med den hele Garnisons Undergang og Tab, maatte være kommen i Fjendens Hænder. I Overeensstemmelse hermed skal af Krigsraadet eller Retten, for hvilken Commandanten, samt Officererne og de Gemene have at møde, eragtes; og skal Commandanten, Officererne og de Gemene enten kjendes frie og kraveløse, eller tilkjendes Straf, som foranført."


232

Thi kjendes for Ret:

General-Major Henrik Ernst Peymann bør have Ære og Liv forbrudt, og hans Gods confiskeres.

General-Major Carl Frederik Bielefeldt bør have Ære og Liv forbrudt, og hans Gods confiskeres.

General-Major Hans Christoph Gedde bør have sit Liv forbrudt.

Oberst-Lieutenant Johan Mangelsen Voigt bør have sin Charge forbrudt; saa bør og de af Johan Mangelsen Voigt under denne Sag brugte utilbørlige og spottende Udladelse være døde og magtesløse, og ikke kommen nogen til Fornærmelse i nogen Maade.

Oberst Frederik Beck bør udholde to Maaneders Fæstnings-Arrest i Citadellet Frederikshavn, af første Grad efter Rescriptet af 22de December 1792.

General-Lieutenant Joachim Melchior v. Holten-Castenskjold, Contra-Admiral Otto Lütken og Oberst Johan Hieronimus Kirchhoff bør for Krigs-Fiskalens videre Tiltale i denne Sag fri at være.

General-Major Ernst Frederik Walterstorf bør udi Sagens XVI Post b for Krigsfiskalens videre Tiltale fri at være. I øvrigt bør han for Tiltale i denne Sag fri at være.

I Følge det Kongelige Danske Cancellie-Collegiums Anmodning udi Skrivelse af 1ste December 1807 til denne Commission, forbeholdes Justitiens Tiltale imod Sognepræsten her i Staden, Hr. Hudtwalker*), i Anledning

______

*) Som vi vide, samlede Præsten Hudtwalker Underskrifer paa en Petition om at overgive Byen.


233

af hans den 5te September 1807 udviste Forhold, samt et derom til hans Broder i Hamborg skrevet Brev.

Forsaavidt de af Krigs-Fiskalen nedlagte Paastande ikke i denne Dom ere tagen til Følge, bør de ei være Nogen til Hinder eller Præjudice i nogen Maade.

Samtlige i Anledning af denne Sag paalagte Arrester og foretagne Seqvestrationer kjendes lovlige.

Den constituerede Krigs-Fiskal, Auditeur F. Heltzens Salarium bestemmes til 700 Rdlr., og udredes saaledes: H. E. Peymans Bo 150 Rdlr., af C. F. Bielefeldts Bo 60 Rdlr., af H. C. Geddes Bo 50 Rdlr., af General-Lieutenant J. M. v. H. Castenskjold 80 Rdlr., af General-Major C. F. Walterstorf, Contra-Admiral O. Lütken, og Oberst F. Beck og Johan Mangelsen Voigt hver for sig 30 Rdlr.

Endelig bør af H. E. Peymanns, C. F. Bielefeldts og H. C. Geddes Boer udredes de paa deres Arrest og Varetægt, samt Dommens Execution medgaaende Omkostninger.

Kjøbenhavn udi den formedelst Kjøbenhavns Capitulation nedsatte Over-Krigs-Commission.

Frederich Pr. z. Hessen.
(L. S.)
W. Stochfleth.
(L. S.)
Baudissin.
(L. S.)
  ____________________
P. Rosenstand Goeske.
(L. S.)

 

 

 


234

Denne Overkrigs-Commissiones Dom ville Vi, med allernaadigst Hensyn til de Domfældtes lange og tro Tjeneste have, af sær Kongelig Naade, formidlet derhen:

1. General-Majorerne Henrik Ernst Peymann og Carl Frederik Bielefeldt, meddeles Afsked af Vor Krigstjeneste, uden Tilladelse til at bære Uniform og Felttegn, og skulle de indtil videre opholde dem inden for Citadellet Frederichshavns Volde.

2. General-Major Hans Christoph Gedde, skal i Naade være afskediget af Vor Krigstjeneste.

3. Oberstlieutenant Johann Mangelsen Voigt, skal i Naade være afskediget af Vor Krigstjeneste, med den for hans havte Charge reglementerede Pension, hvormed Overkrigs-Commissionens Dom stadfæstes i Henseende til Mortificationen af de af ham under Sagen brugte utilbørlige Udladelser.

4. Oberst Friederich Beck ville Vi i Naade eftergive den ham tilkjendte tvende Maaneders Fæstningsarrest i første Grad, i Betragtning af den Arrest han allerede har udholdt.

I øvrigt bliver Overkrigs-Commissionens Dom herved allernaadigst stadfæstet.

Givet i Vort Hovedqvarteer i Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, den 18de Januar 1809.

Frederik R.
  __________
F. Bülow.

235

Fremlagt og aflæst i Over-Krigs-Commissionen den 21de januar 1809.

Frederich Pr. z. Hessen.
W. Stockfleth. Baudissin
 
____________________
P. Rosenstand Goeske.

"Den hele Fremgangsmaade imod ovennævnte Mænd kan vistnok blot ansees som en politisk Fyldestgjørelse," siger Blom i sit omtalte Skrift, "Regjeringen troede at skylde sin mægtige nye Bundsforvandte Napoleon for at overbevise denne om, at man ikke havde spillet under Dække med England, og for derhos at udsone den Mistillid, man tidligere havde viist mod den mægtige Imperators Hensigter."

Det er ogsaa at antage, at den offentlige Stemme i Landet ogsaa krævede, at der maatte falde Offere for den Ulykke, der havde rammet Landet, og da man tillagde slet Krigsførelse som Grunden til Hovedstadens Ruin og Flaadens Tab, maatte ogsaa de øverste Befalingsmænd bøde derfor.

Men Frederik den Sjettes gode Hjerte kunde ikke længe udholde, at de Ulykkelige, der iøvrigt have vist sig som kjække og færdrelandsksindede Mænd, skulde lide, saa at sige, uforskyldt. Neppe 8te Dage efter at Dommen var dem forkyndt, paa Kongens Fødselsdag, den 28de Januar 1809, løslodes Generalerne Peymann og


236

Bielefeldt i Arresten i Citadellet. Peymann tog senere sit Ophold hos sin ældre Broder, der var afskediget General, og boede i Rendsborg. Efter at Krigen var endt og Napoleon styrtet erholdt Peymann ikke alene Tilladelse til igjen at bære Uniform og Felttegn, men blev endog flere Gange naadigen modtaget af Frederik den Sjette, naar han opholdt sig i Rendsborg. Peymann opnaaede den høie Alder af 88 Aar og døde i Aaret 1823. Gedde og Bielefeldt erholdt ogsaa Pension og deres Charger tilbage. De øvrige blev alle atter ansatte i Statstjenesten og stege til de høieste Værdigheder.

_____

Danmarks Stilling efter Hovedstadens Ødelæggelse og Flaadens Ran var meget mislig. Staten var indviklet i Krig med det mægtige England, hvis Flaader og Skibe fandtes, hvor der findes salt Vand, samt med Naboriget. Pengevæsenet var i en forvirret Tilstand, den tidligere store Virksomhed var ophørt, og efter tidligere at have deelt Verdenshandelen med England, eiede Danmark næsten ikke nogen Handelsflaade, thi 600 Kjøbmandsskibe vare, som vi vide, tagne af Englænderne.

Det var nu Regjeringen meest om at gjøre at skabe et Søværn. Til at bygge store Skibe havdes der ingen Penge, og hvis man ogsaa havde havt disse, vilde Tiden ikke have tilladt det. Man begyndte derfor paa at reparere de Skibe, som Fjenden havde efterladt, armere Flaadebatterier og Koffarideskibe, samt især at bygge mindre Krigsfartøier, Brigger og især Kanon-


237

chalupper og Kanonjoller. Ethvert Skibsværft i hele Riget blev brugt dertil og flere interimistiske Orlogsværfter dannedes og forestodes af Officerer, hvor Kanonbaadene bleve byggede efter Tegninger fra Holmen.

Kanonbaadene vare under de daværende Omstændigheder de hensigtsmæssigste Krigsfartøier man kunde have, og under Krigen udrettede de ogsaa Meget. Men et fortrinligt Forsvarsvaaben vare de ikke. En kyndig Søofficeer H. G. Garde gjør den Bemærkning, at de indenfor Fjendens Skudvidde ere aldeles uhensigtsmæssige, da nogle faa velrettede Skud kunne ødelægge hele Besætningen, eftersom de ikke blot ere ganske aabne og tæt besatte med Folk, men ogsaa under Fægtningen meest ere udsatte for at beskydes langskibs, eftersom de ere stavnbevæbnede; man har saaledes Exempel paa, at en eneste kanonkugle har dræbt eller saaret over 20 Mand paa en svensk Kanonbaad. De vare paa hiin Tid armerede med 2 Firetyvepundiger og kunde derfor kun bruges mod kortere og lettere Skyts; nu ere derimod vore Kanonbaade betydeligt forandrede, og de have en 60-pundig Bombekanon for og en 24-pundig agter.

Vore Kanonbaade gjorde stor Nytte under Krigen paa dybt og aabent Farvande. Naar det blæste eller blot var en maadelig Vind, kunde de Intet udrette; thi da kunde Seilskibene komme hurtigere afsted end Kanonbaadene med deres Aarer, men i stille Veir, naar et Skib viste sig, gik de ud, beskød det paa en saa lang Afstand, at de ei selv kunde naaes med synderlig Virkning, og toge det i Besiddelse, naar det var ilde tilredt.,

I vor Tid ville de ikke synderlig kunne anvendes, thi nu er strax et Dampskib ved Haanden til at bevæge


238

Seilskibene, saa at Kanonfartøierne Intet kunde udrette mod dem. Kostbare ere de ogsaa at holde, thi der udfordres 90 Mand til 2 Kanoner, medens der til et Linieskib og en Fregat kun regnes 9 Personer og paa de mindre Skibe 5 à 6 til en Kanon.

Det var med Iver at man byggede disse Kanonfartøier, der kun skulde holde en mægtig Fjende fra vore Kyster. Inden Enden af Februarmaaned 1808 vare allerede 11 Kanonchalupper færdige og i den derpaa følgende Martsmaaned løb 24 af Stabelen. Men det dansk-norske Folk viste ved denne Leilighed ligesom i Krigen 1848 til 51 at de vare besjælede af Patriotisme. I Krigsaarene indkom nemlig ved frivillige Bidrag til Flaaden ikke blot henved 1 Million Rigsdaler, der kan anslaaes til ½ Million Rigsbankdaler, men af 255 Kanonfartøier, som byggedes under Krigen, bekostedes desuden de 43 ved patriotiske Gaver.

Af det Tømmer, der kunde bruges af de Skibe, som Fjenden havde ødelagt, medens de stode paa Stabelen, byggedes et lille Linieskib Phøenix, som blev færdig i Aaret 1810, men ikke blev brugt under hele paafølgende Søkrig. Flere Fregatter bleve byggede, ligeledes mindre Krigsfartøier som Brigger.

Forsvaret af Rigets vidtløftige Søkyster var nu det Vigtigste man havde for Øiet, men paa samme Tid skulde man ogsaa tænke paa Norges Forsyning med det nødvendige Korn. I Krigens første Aar armeredes der Koffardiskibe til at convoiere de Skibe, der handlede med Fornødenheder til Norge, senere afløstes de af Orlogsbrigger.


239

Paa passende Steder, især ved Indløbene til Fjordene og de vigtigere Havne, anlagdes der Batterier, og ved de svagere Steder henlagdes der hyppigt Flaadebatterier, besatte med svært Skyts. Hvor man især kunde vente Fjenden udlagdes der Kanonbaade. De mange Smaastationer af disse beskyttede Rigernes vigtige Kystfart, ligesom de ofte stode det active Kaperi, der førtes mod Fjenden bi, mod de heftligt forbittrede Englændere, som heftigt forfulgte vore Kapere, da disse tilføiede dem stor Skade, og tvang dem til at holde en temmelig stor Orlogsstyrke til at convoiere i de danske-norske Farvande.

Saaledes var nu Danmarks Søværn ordnet, og Danmark begyndte en Søkrig med det mægtige England, hvilket imidlertid ligger uden for dette Skrifts Plan at beskrive; dog ville vi inden vi slutte dette Værk skildre den første mindeværdige Kamp, de Danske kæmpede med Englænderne, nemlig Linieskibet Prinds Christian med 2 Linieskibe og nogle Fregatter.

For som det hed, at understøtte Danmark imod Sverrig ankom en fransk Hjælpehær, for størstedelen Spanioler, under Anførsel af Bernadotte, og der gjordes Forberedelser fra dansk Side til en Landgang i Skaane. Endeel af Tropperne vare komne over paa Fyen, hvor de gjorde Holdt; formodentlig har det dog aldrig været Napoleons Mening, at de skulde staae Danmark bi mod Sverrig, meget mere, troer man at det var et Paaskud for at faae fast Fod i Danmark og derved holde dette i Afhængighed og nøde os til at underholde hans Tropper.


240

For at være ved Haanden til Troppeoverførslerne nedkaldtes nu fra Norge Linieskibet Prinds Christian Frederik, der tilligemed Linieskibet Lovise Augusta, vare de to eneste Linieskibe Danmark besad.

Men Linieskibets Chef, den kjække Carl Vilhelm Jessen, havde, som en Følge af et Krydstogt ved Vintertid af 200 af Skibets bedste Folk syge, hvilket bleve landsatte i Helsingør, og erholdt i deres Sted 200 uøvede Sømiliter. Den 18de Marts blev Jessen beordret til strax at seile til Beltet for om muligt at erobre en engelsk Fregat paa 36 Kanoner, som havde lagt sig ved Sprogøe, da det var af yderste Vigtighed, at faae denne Fregat forjaget fra Beltet. Man var imidlertid uvidende om eller agtede ikke paa at en engelsk Escadre under Capitain George Parker var sendt til Kattegattet. Da det danske Linieskib paa sin Reise til Sundet passerede forbi Vinga, laae der indfrossen 3 fjendtlige Linieskibe med nogle Fregatter og Smaaskibe som nu skyndte sig at ise sig ud. Nogle Dage iforveien vare 2 mindre Skibe allerede udisede og havde den 10de lagt sig udenfor Nyborgfjord. Det var rimeligt, at den i Beltet værende ringe Styrke kun var en List, for at lokke det danske Linieskib i Fælden.

Det syntes dog, at man ikke har været forvisset om, at der ikke kunde findes fjendtlige Skibe i Beltet, thi foruden at man bød Jessen at være hurtig og hemmeligholde Expeditionen, fik han Ordre at søge Slipshavn, "for en overlegen Force i Beltet."

Men Expeditionen lod sig ikke udføre med den Hurtighed man ønskede eller hemmeligt, thi der medgik


241

8 Dag med at indskibe 200 uøvede Sømiliter, samt det fornødne Proviant og Vand.

Det er ogsaa temmelig vist, at Fjenden er bleven underrettet om Jessens Forehavende; thi en halv Time efterat Jessen var passeret Nakkehoved, kastede 3 engelske Linieskibe Anker imellem Hornbæk og Høganæs. Fra Kjøbenhavn søgte man at advare ham, men det lykkedes ikke og den kjække Sømand gik sin tunge Skjæbne imøde. Han gik efter sin Ordre norden om Sjælland og ankrede da det blev mørkt imellem Seierø og Refsnæs, fordi den sydlige Vind hindrede ham i at seile videre. Allerede om Eftermiddagen Klokken 1½ var der seet to tremastede Orlogsmænd, som man maatte antage for fjendtlige. De styrede med alle Seil imellem Hasteensgrunden og Hjelmen ned ad Bæltet, og om Aftenen gik de til Ankers tvers for Refsnæs, omtrent een Miil sydligere end Jessen.

Næste Morgen Kl. 8, den 22de Marts, lettede de to fjendtlige Skibe, en større og en mindre Fregat, hvis Styrke ikke var hans overlegen, og krydsede for fulde Seil op imod Jessen. Denne gik ogsaa en halv Time efter under Seil, og de fjendtlige Skibe fulgte efter ham. Han besluttede nu, for at Troppeførselen over Beltet ikke skulde blive vanskeliggjort ved de fremmede Orlogsskibe, at drage disse ud af Beltet nordefter og derpaa angribe dem. Man har villet erklære denne Jessens Maneuvre for vovelig og misbilliget den*), men den bekjendte Capitain Carl Adolph Rothe har i sin Rapport til Admiralitetet erklæret, at Skibet seilede

______

*) Ræder, II, 385


242

bedre end ethvert især af de fjendtlige. Jessen fulgte ogsaa blot sin Ordre, der lød: "at det var af yderste Vigtighed at forjage den i Beltet værende Fregat," og han maatte antage, at denne "yderste Vigtighed," var at faae de franske Tropper over til Sjælland, og derfor søgte han at fjerne Fjenden fra Beltet. At der vare andre og større fjendtlige Skibe saa nær, at de kunde komme deres Landsmænd til Hjælp, inden han kunde faae Bugt med dem, vidste han jo ikke.

De udenfor Sundet ankomne 3 fjendtlige Linieskibe bleve strax, da Prinds Christian Frederik seilede til Beltet, underrettede derom fra Helsingborg, og to af dem, Stately, Capitain George Parker, og Nassau (det danske Skib Holsteen), Capitain Robert Campbell, der hver førte ligesaa mange Kanoner som Jessens Skib, satte af alle Kræfter efter dette. For at det danske Orlogsskib ikke skulde slippe bort, forblev den tredie engelske Orlogsmand, Nanguard paa 84 Kanoner, ved Sundet for at hindre det i at naae Kjøbenhavn.

De 2 fjendtlige Fregatter, med hvilke en Korvet havde forenet sig, havde Jessen faaet trukket op med sig imod Anholt, da han Klokken 2 fik Øie paa 2 fjendtlige Skibe, der kom ham imøde. Imod en saadan fjendtlig Overmagt, indsaae Jessen, var det umuligt at staae sig. Han holdt derfor af for at seile om Seierø, i den Formodning, at de fjendtlige store Skibe turde ikke følge ham, men den fra Kjøbenhavn medtagne Lods tabte aldeles sin Fatning og turde ikke paatage sig, at føre Skibet igjennem Løbet der.

Nu holdtes der Krigsraad. Seilede man mod Syd, vesten om Seierø, vilde man trække hele Fjenden


243

Magt til Beltet, hvilket var tvertimod de Forholdsregler, der vare foreskrevne Jessen; der besluttedes derfor, da man antog at Prinds Christian Frederik seilede bedre end de fjendtlige Skibe, og man tilllige besat større Localkundskab end Fjenden, at søge at komme ovenfor Sjællands Rev før denne, og ved Hjælp af det snart indtræffende Mørke, at naae Kronborg forinden denne. Da man var uvidende om det Linieskib, som befandt sig ved Indgangen til Sundet, var Planen dristig og kjæk, men da Vinden syntes at staae Jessen bi, udførlig.

Klokken 5½ havde man naaet ovenfor Sjællands Rev, og havde de fjendtlige Linieskibe en halv Miil borte fra sig. Men nu lagde Naturen Hindringer iveien for et heldigt Udfald, thi Vinden trak sig saameget mod Syd, at Skibet ikke kunde seile Sjælland forover. Medens Prinds Christian Frederik maatte krydse seilede Fjenden med rum Vind, og Veirliget holdt sig ogsaa klarere end man havde ventet. Det syntes derfor umuligt at undflye, og ikke at være andet for, end at indlade sig i en Kamp, hvis Udfald ikke turde være tvivlsom.

Jessen besluttede, hvis det ikke kunde været andet, at lade sit Skib løbe paa Grund, og holdt derfor langs Revet henimod Landet. Det var en svær Opgave Skjæbnen havde givet Jessen at løse, nemlig med en Besætning, hvis Trediedeel var usøvant og kun havde været faa Dage ombord, at kæmpe med 2 Linieskibe, hver paa 68 Kanoner, ligesom Prinds Christian Frederik, en svær Fregat - Quebeck paa 44 Kanoner - samt 2 Korvetter.


244

Men med den danske Sømands altid freidige Mod gik man Fjenden imøde. Da den bekjendte Willemoes saae de to store fjendtlige Orlogsskibe nærme sig, sagde han: "Vi maae iføre os vor Stadseuniform, thi det bliver en statelig Affaire."

Om Aftenen Klokken 7½ faldt de første Skud fra Prinds Christian Frederik, og traf Linieskibet Nassau, der seilede i dens Kjølvand. Et Qvarteer efter naaede Nassau op til vore Linieskibs læ Laaring og gav sin hele Ild paa det paa Pistolskuds Afstand. Nogle Minutter efter gav Stately ogsaa Ild paa Skibets bagbords Laaring, og en Mængde af Vore bleve dræbte eller saarede. Men vore kjække Sømænd tabte ikke Modet, da gave Fjenden det ene dræbende Lag efter det andet, og Klokken 9 bleve begge fjendtlige Skibe nødsagede til at fjerne sig, for at reparere den Skade, de danske Kugler havde tilføiet dem.

Det er let at begribe, at vort Linieskib ikke matte være mindre medtaget, da det havde maatte udstaae en dobbelt Ild. Dets Roer havde ogsaa erholdt en saa betydelig Beskadigelse, at man meget vanskelig kunde styre det, dets Takkeladse var aldeles sønderskudt, og flere af dets Kanoner vare demonterede. Efter omtrent 25 Minutters Forløb lagde Fjenden sig igjen paa begge Sider af Prinds Christian Frederik, og saa lidet var Modet faldet hos de danske Søgutter, at de modtage Englænderne med Hurraraab og begyndte igjen at beskyde begge deres Orlogsskibe. Men denne Overmagt skulde imidlertid endog forøges, thi nu vare de fjendtlige Fregatter komne op, og Stately gjorde en Plads for Quebeck paa Bagbords Laaring. Det danske Linie-


245

skib var nu omringet paa alle Sider, og Jessen besluttede, da alt Haab om Redning var forsvundet, at sætte Skibet paa Grund, og muligen, ved at nærme sig Landet, lidt efter lidt, ogsaa at bringe sin Fjende til at strande. Med dette Haab for Øiet afslog Jessen Fjendens Opfordring til Overgivelse og nu gav denne et saa modersk Lag, at mange af Mandskabet bleve dræbte og saarede.

En Kabbellængde fra Landet rørte Prinds Christian Frederik Grunden, og nu først strøg Jessen Flaget Kl. 10½, efter at have kæmpet i næsten 3 Timer. Den fjendtlige Befalingsmand lod det danske Linieskibs Anker strax falde, men da det skulle sveie op, kom det paa Grund med Agterrende, og huggede strax temmeligt svært. De engelske Skibe undgik derved lykkelig den af Jessen dem tiltænkte Skjæbne, at komme paa Grund, og da de danske Fanger vare bragte ombord og man havde gjort nogle mislykkede Forsøg paa at faae Prisen af Grunden, satte Englænderne den næste Aften Ild paa den, og Klokken 10 sprang den i Luften.

Fjendens Kugler havde raset stærkt imellem det danske Linieskibs Mandskab. Willemoes, Helten fra 2den April 1801, Lieutenant Dahlerup af Søetaten og Lieutenant Soland af Landetaten, samt 61 Mand vare faldne, 84 vare haard og 45 let saarede. Jessen og Officererne Rothe, Top, Ferry og Tostrup vare blandt de Saarede. Af Skibets Besætning, 576 Mand var altsaa over en Trediedeel enten dræbte eller saarede. Fjenden havde imidlertid ogsaa lidt et betydeligt Tab.

Ligene af de dræbte danske Officerer dreve i Land og bleve hæderligt begravede paa Odens Kirkegaard.


246

Paa en Mindesteen over de Faldnes Grav læser man følgende Digt af Skjalden Grundtvig:

De Snekker mødte i Qvæl paa Hav
Og Luften begyndte at Gløde;
De legede alt over den aabne Grav,
Og Bølgerne gjordes saa røde.
Her er jeg sat til en Bautasten,
At vidne for Slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre Been
Under mig smuldrer i Jorden.

Danske af Tunge, af Æt og af Id.
Thi! skal de nævnes i løbende Tid:
Fændrenes værdige Sønner!

Saaledes var det sidste danske Linieskibs Skjæbne, men de engelske Linieskibe havde ikke lidt lidet, thi i 3 Uger kunde de ikke gjøre Tjeneste, og et af dem, Stately, maatte endog seile til England for at faae nye Master og repareres. Fregatten kunde først efter 3 Dages Forløb igjen seile til Beltet, og hvis det havde været Alvor med de franske Hjælpetroppers Overgang til Sjælland, saa havde dette nu uhindret kunnet finde Sted.

I Nyborgfjord laa nemlig den danske Brig Fama paa 14 Kanoner under Premierlieutenant Rasch og Kongejagten Søormen paa 8 Kanoner under Secondlieutenant Rosenørn. De skulde være behjælpelige ved Overførselen af Tropper over Bæltet, men fik noget andet at tænke paa.

Spanien havde gjort Opstand imod Franskmændene, og da man frygtede for, at Exemplet skulde smitte, søgte


247

den franske Overbefalingsmand at adsplitte de spanske Tropper. 2 Regimenter bleve saaledes sendte til Sjælland, medens 3 andre tilligemed Artilleriet laae i Fyen, paa Langeland og Ærø, de øvrige derimod i Hertugdømmerne og i Jylland. Generallieutenant, Marquis de la Romana, en fædrelandsksindet Mand, der commanderede de spanske Tropper, besluttede al [i. e. at] føre disse med Englændernes Hjælp tilbage til Spanien. De spanske Tropper i Jylland og i Sjælland bleve underrettede om hans Plan, og under Paaskud at aflægge en forlangt Troskabseed samledes han de i Fyen værende Tropper ved Nyborg, hvis Fæstning det lykkedes ham i August 1808 at bemægtige sig.

Romana tænkte nu paa at overliste de danske Sømænd, som laae i Nyborgfjord, og under det Foregivende, at hans Tropper skulde forlægges til Sjælland og Langeland, søgte han at bevæge Lieutenant Rasch til at gjøre de i Nyborg liggende 57 smaa Koffardieskibe seilklare. Skjøndt Romana endog fik Nyborgs Commandant, Generalmajor, Baron Gyldencrone, til at give Rasch en Ordre, at lade de spanske Tropper uhindret passerede ud af Fjorden, gjennemskuede denne dog Romanas Plan, og erklærede, at han vilde skyde paa ethvert Skib, der forlod Nyborg uden hans Tilladelse, og at ethvert, der havde spanske Tropper ombord, vilde blive behandlet saaledes.

Rasch's Stilling var imidlertid under disse Omstændigheder kritisk, thi Fæstningen var i Spaniolernes Hænder, og udenfor Nyborgfjord laa den engelske Contraadmiral Keats med 3 Linieskibe og flere mindre Orlogsskibe, med hvilke Romana havde indledet Forbindelse. Endnu samme Eftermiddag seilede en engelsk Orlogsbrig, 2 Bombarderer, 3 Kanonbaade, samt 2 bevæbnede Fortøier ind paa Fjorden mod de danske Skibe. Chefen for Expeditionen, Capitain M'Namara, opfordrede de danske Skibe til at overgive sig, og da man afslog Opfordringen, bleve vore faa Skibe angrebne af denne


248

overlegne Magt. Da Spanierne nu tillige begyndte at fyre fra Landbatterierne, maatte vore to Skibe overgive sig efter at have lidt et Tab af 2 Døde og 14 Saarede. Det ene af de erobrede danske Skibe, Fama, beholdt Englænderne ikke længe i deres Besiddelse, thi i Enden af December f. A. strandede det paa Bornholm, hvor dets Mandskab blev gjort til Fanger.

Nu bemandede Spaniolerne Koffardieskibene, og den 11te lagde disse ud fra Nyborg med 4700 spanske Tropper, som den 13de landede paa Langeland. Romana beholdt ikke de danske Koffardieskibe men sendte dem tilbage til Nyborg.

Langeland var imidlertid Samlingspladsen, saavel for de Tropper, som laae der, som de, der havde ligget paa Ærø, det sydlige Fyen og Jylland. Ved Romanas Ankomst paa Langeland udgjorde de spanske Tropper 7600 Mand, blandt disse en Deel Cavallerister, som havde maattet lade deres ypperlige Heste blive tilbage i Fyen.

Bernadotte var ikke saasnart bleven underrettet om Spaniolernes Opstand, førend han samlede saavel danske som franske Tropper, samt en Deel Kanonbaade, men forinden han kunde gjøre Brug af dem, havde Romana allerede indskibet sig den 22. August paa engelske Skibe, der førte ham tilligemed 1200 Spaniere, der vare undkomne fra Aarhuus til England og derfra til Spanien, hvor han ankom i October med 9000 Mand Kjernetropper. De øvrige i Sjælland, Hertugdømmerne og i Jylland tilbageværende Spanioler kunde ikke flygte fra Danmark, de bleve afvæbnede af de danske og franske Tropper, holdt i streng Arrest og senere bragte som Krigsfanger til Frankrig.

Efter at have endt denne lille Episode af Danmarks syvaarige Krig, der er saa rig paa glimrende Gjerninger fra vore danske Sømænds Side, slutte vi hermed.