Indholdsfortegnelse

N

Naboløs

Naboløs, den korte gade ned til Gammel Strand, blev i middelalderen opfattet som en del af Hyskenstræde. Under de forskelligste navne optræder gaden i 1500-årene, således 1551 omtalt som "thet strede som Niels Tom­mesen wdi boer", og 1604 nævnt som Weiger­husstræde. Kilden til det seneste navn var det vejerhus, man 1581 opførte på Gammel Strand ud for den lille gade. Vejerhuset opfør­tes på initiativ af Københavns statholder, den energiske renternester Christoffer Valken­dorff.

Navneforvirringen fortsætter i 1600-tallet, hvor der 1684 tales om "det Strede som gaar neder til dend forige Hummelgaard". Først 1713 anvendes betegnelsen Naboeløsstrede og i en grundtakst fra 1728 skrives der Naboeløs. Dette mærkelige navn skyldes formentlig, at huset på matr. nr. 18 i Snarens Kvarter var det eneste med facaden til gaden.

Nationalmuseet

Nationalmuseet har til huse i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal samt tilbyggede fløje, der ligger ud til Stormgade, Ny Vester­gade og Vester Voldgade. Hvor Prinsens Palæer bygget, opførte købmand Michelbecker 1684 en anselig gård, et hus i tre etager og om­fattende to private boligfløje. Heraf lå den ene fløj ud til Kalveboderne (nuværende Ny Ve­stergade), mens den anden fløj gav udsigt over Kanalen. 1725 fik overlandbygmester J. C. Krieger opgaven at ombygge gården, hvori kronprins Christian skulle bo med sin aller­nærmeste familie. Krieger skriver, at palæ­ets "Facade med Stenhuggeri bliver langt rige­re end hans højgrevelige Excellence von Laur­vigs Hus (senere kaldet Moltkes Palæ)". Kronprinsen købte samme år naboejendom­men ud til Kanalen, hvorved det samlede grundstykke øgedes betydeligt. Udgiftsbilag og en haveplan tegnet af Krieger omkring 1730 viser, hvilken præsentabel have, man anlagde i tilslutning til hovedbygningen. Det var bue-løvgange, pavilloner, hollandske "Ta­xes" og de obligatoriske parterre-bede.

Palæets ombygning 1743-44 blev Nicolai Eigtveds første mere selvstændige arbejde, dog med begrænsninger, for en række forhold måtte respekteres: gadelinien ud til Kalvebo­derne var allerede fastlagt, ligesom den lange fløj til samme side skulle inkorporeres i den nye plan. Hensyn til den eksisterende have skulle tages. Sagen blev yderligere komplice­ret, da Eigtved argumenterede for, at et byg­geri på "Amalienborg Plads" gjorde sig bedre. Tilsvarende fik revisor C. von Clausberg den tanke, at palæet kunne rejses bag Børsen. Christian 6. fejede imidlertid indvendingerne af bordet og besluttede Eigtveds projekt til en delvis ombygning af det eksisterende palæ.

Eigtveds firefløjede anlæg har som forlæg de parisiske "hoteller", der i begyndelsen af 1700-årene opførtes af arkitekter som Cour­tonne og Lassurance. Således er den lave portfløj med balustre og vaser, der skærmer af for gadens larm, så typisk fransk. Det samme gælder enkeltheder som "palævinduerne" (de rundbuede), stikbuevinduerne, lisenerne, li­gesom de rektangulære murfyldinger og faca­dernes vandrette deling. Rokokointeriører­ne er de ældst bevarede i Danmark. Finest ud­smykket er riddersalen, hvor væggene fra gulv til loft er beklædt med paneler, der har rektan­gulære felter og fyldinger kantet med forgyld­te lister. Stilen er ikke livlig rokoko, men mere asketisk. Stukarbejderne i lofterne skyldes måske Brennos værksted.

Da Frederik 5. besteg tronen 1746, flyttede hans tante, enkefyrstinde Sophie Caroline af Ostfriesland ind. Hun benyttede palæet som vinterdomicil og havde med sig en hushold­ning på 44 personer. Senere logerede minister Guldberg en tid i stueetagen langs Ny Vester­gade, mens riddersalen en overgang brugtes af malerne Abildgaard og Jens Juel.

I 1800-tallet blev Prinsens Palæ gradvis ændret til museum. Baggrunden herfor var grundlæggelse af Nationalmuseet, som officielt fandt sted 22. maj 1807. Københavnerne kunne dog allerede den 13. januar dette år læ­se følgende notits i avisen Dagen: "Den paa Universitetsbibliotheket gjorte Begyndelse med at samle Bidrag til et tilkommende Nazio­nalmuseum har paa en Maade faaet en offent­lig Sanxion. Den derværende liden Samling af Oldsager er nemlig ligesom bleven indviet der­ved, at nogle Runesten, som laae i en Krog in­de i Trinitatis Kirke, Tirsdagen den 11. Febr. bleve i Overværelse af Professorerne Münter og Nyerup, opstillede ved Indgangen til Bibli­otheket".

1845 flyttede etnografisk samling ind i Prin­sens Palæ. Den var fire år tidligere åbnet som det første museum i verden. 1851 overførtes antiksamlingen hertil, efter at Christian 8.s Cabinet var sammenlagt med Det kongelige Kunstmuseums antikker. 1855 rykkede Old­nordisk Museum fra Christiansborg over i pa­læet. Drivkraften bag dette museum, i dag Nationalmuseets 1. afdeling, var arkæologen C. J. Thomsen, der havde fulgt udviklingen fra 1807. Han udnævntes 1849 til dets direktør og gennemførte overflytningen til palæet.

Fra 1892 var navnet Nationalmuseet offici­elt fastslået, og i dette århundrede fulgte den store udvidelse under Mogens Clemmensens ledelse, som først sluttede 1938. Museet om­fatter i dag 8 afdelinger, hvor 1. afdeling dæk­ker de danske oldtidsfund frem til vikingeti­den, Mens 2. afdeling rækker fra tidlig middel­alder frem til enevælden 1660. Disse afdelinger har i de seneste år fået en række nye udstil­lingsrum, der museumspædagogisk og tek­nisk lader genstandene komme til deres ret. Blandt 2. afdelings klenodier er de berømte gyldne altre. 3. afdelings samling viser daglig­livet hos adel, borger, håndværker og bonde fra 1660 til 1800-tallet. Dragter, møbler, lertøj og sølvtøj er her det væsentlige. 4. afdeling omfatter alle etnografiske samlinger, fra eskimoisk, afrikansk og polynesisk kultur til de asiatiske kulturer. Blandt de fineste. stykker kan nævnes Buddha-skulptur fra Gandhara­perioden (de første århundreder e.Kr.). 5. af­deling rummer samlinger af egyptisk, klassisk og nærorientalsk kunst, og her må de græske vaser og egyptiske mumier fremhæves, lige­som fundene fra Hama i Syrien. 6 afdeling kaldes også Det kgl. Mønt og Medalje Cabi­net, hvor møntens historie fra oldtid til nutid er vist. Mens 7. afdeling er udflyttet som Fri­landsmuseum, er 8. afdeling en videnskabelig afdeling og ikke åben for offentligheden.

Nikolaj Plads

Nikolaj Plads har navn efter stedets vigtigste bygning, den rekonstruerede Nikolaj Kirke, hvis historie kan føres tilbage til 1200-tallet. I middelalderen betragtedes Skt. Nikolaj Kir­kegård som en offentlig plads og på syd-, vest- . og nordsiden lå husene med facaden mod kirkegården. Et dokument fra 5. april 1473 omtaler en grund "ved Sancti Nicolai Kirchegaard". I sin Købehavnsbeskrivelse fra 1784 fortæller Jonge, at kirkegården i gammel tid havde ligget åben, men efter pesten 1711 blev den indhegnet med "Stakitværk og afdelt i Kirkegaard og Urtegaard, samt ziret med Kir­keporte for Ligs indbærelse .. .". Nikolaj Kir­ke var i middelalderen ikke den eneste ejen­domsbesidder på stedet, blandt andre tælles Vor Frue Kirke, Roskilde Domkirke og Vor Frue Kloster i Sorø.

Efter byens brand i 1795 stod kirken med røgsværtede, sønderbrudte mure og et kullet tårn. Man forsøgte at skaffe penge, det glippe­de, og ved en kgl. resolution i 1804 blev menig­heden opløst, fordelt mellem Garnisons-, Helligånds-, Holmens-, Trinitatis- og Vor Frue Kirke. Derpå blev brandtomten ryddet, undtagen tårnet, som brandvæsenet 1807 fik overdraget og 1820-23 lod ombygge til vagt­tårn og brandstation. En lille vagtklokke op­hængtes øverst oppe.

Allerede 1810 fik slagterne fra Højbro tilla­delse til at flytte deres boder til den nedlagte kirkegård. Nogle grønthandlere fulgte også deres eksempel, men denne torvehandel gene­rede folk. 1818 stod der i "Nyeste Skilderie af København", at en ubehagelig lugt bredte sig fra disse boder, især i varmt vejr. Og kritikken sluttede: "Disse af Bræder sammenslagne Boutiker have tillige den Egenskab - siges det videre - at de let gjennemvarmes af Solen, at de der i værende Varer letteligen derved kunde bedærves, og at de ere farlige i paakommende lldebrandstilfælde".

I 1840 var der 82 boder og stader på Nikolaj Plads, hvilket myndighederne ikke længere kunne tolerere. Flere projekter fremførtes. Arkitekten Peder Malling foreslog kirken om­givet af en muret buegang med gotiske spids­buer. Opgaven tilfaldt imidlertid arkitekt P. C. Hagemann, som 1845 foreslog slagterbo­derne udført af støbejern. De ville optage mindre plads end de murede og af hensyn til brandfaren var støbejern velegnet. Slagterbo­derne, som gik under navnet "Maven", sløjfe­des først kort efter den genopførte kirkes ind­vielse i 1917.

Ny Adelgade

Ny Adelgade blev anlagt efter Østervolds flytning, og afgangne Niels Trolle måtte 1668 afstå noget af grunden matr. nr. 58 til den ny gade. 1681 skrives den Lille Adelgade ved Corps de Guarden (Hovedvagten) og 1701 Bag Corps de Guarden. I en periode af 1700­tallet kaldtes den korte strækning for Lille Grønnegade og det var her, at den franske skuespiller og traktør, Etienne Capion, 1721 fik privilegium til at holde teater og maskera­de. Holberg knyttedes snart efter dertil. En mindeplade er opsat på forhuset Ny Adelgade 10, hvor teatrets historie er fortalt. I løbet af Holbergs århundrede blev navnet Ny Adel­gade gældende og har været det siden.

Ny Affvjser

Ny Affvjser, navn på den ældst kendte avis skrevet på dansk. Kun et enkelt nummer har overlevet og det blev trykt 1657. Redaktør og udgiver af Ny Affvjser var Peder Morsing, som 1654 var flyttet til København for at over­tage stillingen som Universitetets l. bogtryk­ker. Han var i øvrigt den første danskfødte bogtrykker, som fik denne stilling. 1658 døde Peder Morsing, dræbt af en kanonkugle un­der svenskernes belejring. Hans enke overtog herefter virksomheden og giftede sig med en anden bogtrykker, Henrik Gøde, som fik Pe­der Morsings privilegier. I et af dokumenter­ne, som vedrører overtagelsen, omtales han som "Peder Morsings Efterfølger i Embedet saavel som i Sengen". Under Gødes redaktion blev avisen tysksproget, dertil var den tyske presses indflydelse på dette tidspunkt stadig­væk for stor.

Nyboder

Rigsrådet fik i januar 1631 præsen­teret et forslag, hvorefter der skulle bygges et helt boligkvarter, en række friboliger for kon­gens "Skibsfolk". Forslaget blev tiltrådt og al­lerede om sommeren var byggeriet i fuld gang. I de næste otte år rejstes i alt 616 nye boliger, alle i en etage. Det bebyggede areal, som dæk­kede ca. 10 ha, opdeltes af to hovedgader strå­lende ind mod et planlagt centralt torv (aldrig gennemført). Boderne var anlagt i rækker på tværs af disse gader. Som assisterende bygme­stre for Christian 4. fungerede Hans Steen­winckel d. y. og senere antagelig Leonhard Blasius.

Nyboders gader skulle naturligvis også have navne og i et brev af 27. februar 1641 skrev Christian 4.: "Der skal tenckis paa Naffn tiil alle gaader Och streede, som Søefo1ckiid Nu y boer och y framtyden komme att boe y". Men først i 1650 findes det ældste belæg på de sy­stembestemte gadenavne, nemlig Kattegade. Siden fulgte navne efter læge- og krydderurter i kvarteret mellem Adelgade og Rigensgade, mens området fra Adelgade til Store Kongens­gade fyldtes op med dyrenavne.

Endnu er bevaret festlige navne som Els­dyrsgade, Krokodillegade, Hjertensfrydsgade og Timiansgade, hvorimod Bjørnegade, Ka­ninstræde og Nellikegade forlængst er optaget i den nuværende Fredericiagade. Tilsvarende er Elefantgade, Leopardgade og Tulipangade erstattet med Suensonsgade. Denne rationali­sering blev foretaget i 1850erne, da stadskon­duktør, kaptajn T. Krak ledede de køben­havnske huses fortløbende nummerering.

Allerede i Christian 4.s tid kunne antallet af boliger ikke tilfredsstille behovet. Mange af husene deltes derfor til to familier og overbe­folkningen steg hermed. I 1756-58 udvidedes Nyboder endelig med 24 huse i to etager, op­ført efter tegninger af Ph. de Lange, og da man 1771 ændrede en del af Christian 4.s et-etages huse til to etager, fulgte Ph. de Langes type­hus. Disse ombygninger blev foretaget af arki­tekterne G. D. Anthon og Harsdorff. Derefter gik det hurtigere: 1781-83 rejstes 23 nye huse i to etager, 1785 ordnedes en kontrakt på 61 hu­se, 1790 kom en ny kontrakt om 51 huse og 13 huse aftaltes i 1795. P. Meyn opførte yderlige­re en vagt i 1787, som endnu er bevaret. Tre af hofbygmester Magens fem officershuse fra samme periode er også skånet.

Hele denne dynamiske udyikling vendte brat i 1853, da man begyndte at reducere. 1878 var Nyboder-området mindre end det halve. Af Christian 4.s oprindelige lave boder er kun en enkelt længe tilbage, Sct. Paulsgade 20-40, hvor Nyboders Mindestuer findes.

Nyhavn

Nyhavn blev grundlagt i slutningen af 1660erne, da Frederik 3. lod udfærdige et pro­jekt til en kanal, som fra havneløbet skulle fortsætte ind til Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde 1670. Først den 28. december samme år kunne hans efterfølger stile et brev til tre af rigets fremtrædende mænd for at befale projektet genoptaget - "den forordnede Havn til det nye Torv udi tilstundende Aar 1671 at lade forfer­dige". I september 1671 begyndte soldater at udgrave kanalen og samtidig befalede Christi­an 5., at grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Arbejdet gik langsomt. Men den 19. oktober 1673 sløjfedes dæmningen ud til havnen og kanalen fyldtes med vand. Anders Bording skrev herom i "Danske Mercurius":

"Det ny begyndte Værk og victe Grøfters Rende,

som gaar til Kongens Torv, er kommen nu til Ende,

selv og Hans Majestæt til Stede var saa nær at se det salte Vand sig først indtrænge der".

Havnen blev flittigt brugt af skibene, men nok så interessante var de sandkister, der anbrag­tes på kajpladserne. Herfra hentede byens borgere deres sand til retirader og hvidskurede gulve. Et særsyn var det, da Bethelskibet i 1881 ankrede op for enden af kanalen. Det brugtes til missionsmøder helt frem til 1906.

I forrige århundredes slutning var Nyhavn blevet kendt for sit mere end brogede liv. En af de kendteste skikkelser, der endte livet i kana­len, var Pudse Peter, en af byens mange origi­naler. Han levede af at faldbyde voks og svær­te, men i 1890 faldt han i en rus i vandet og druknede.

Nyhavn 9

Nyhavn 9 er et smalt blåmalet gavlkvisthus, hvor der i facaden er opsat årstallet 1681 i mur­ankre. Formentlig er forhuset opført dette år og bygherren har sandsynligvis været havnemester Christen Christensen. Bygningen re­præsenterer den hustype, som dominerede det københavnske bybillede før branden 1728, men også under byens genopbygning var ty­pen fremherskende. Herom vidner de bevare­de "ildebrandshuse". Bortset fra butiksind­retningen er forhuset næsten uændret siden opførelsen.

Nyholm

Nyholm blev anlagt af Christian 5. 1680-85 og her indrettedes skibsværft for flåden. Det først byggede orlogsskib, Dannebrog, løb 1692 af stabelen og deltog senere i et slag ved Køge Bugt (1710). Batteriet Christianus Sixtus ligger på nordpynten, mens Nyholms mest do­minerende bygning er Mastekranen. Den fir­kantede, svære murstensbygning blev opført 1748-51 af arkitekten Philip de Lange. Kranen blev senere vedligeholdt som sømærke, og 1904 indrettedes stormsignaler. 1922 fornye­des den karakteristiske overbygning. Hoved­vagten, en grundmuret bygning med festlig spirkrone, rejstes 1744-45 af de Lange.

Nyrop, Martin (1849-1921)

Martin Nyrop, arkitekt med hovedvirke i København. Han blev født 1849 i Holmsland præstegård, 1859 kom han på Sorø Akademi, senere fortsatte han på Arki­tektskolen i København, hvor F. Meldahl og Chr. Hansen var professorer. For Meldahl var indlevelsen i de historiske stilarter afgørende, mens Chr. Hansen især dyrkede den klassiske (græske) og byzantinske arkitektur. 1874 kom Nyrop på Vilhelm Dahlerups tegnestue og ar­bejdede videre der efter sin afgang fra Arki­tektskolen 1876. Til hans første arbejder hører gasbeholderen på Østre Gasværk (s.d.).

1888 gjorde Nyrop sig bemærket som arki­tekt ved Københavns Industri-, Landbrugs- og Kunstindustri-Udstilling, så fulgte Lands­arkivet, Jagtvej 10 (1891-93), Københavns Rådhus (1893-1905) (s.d.), Eliaskirken (1905­-08) (s.d.) og Bispebjerg Hospital (1907-13) (s.d.).

Nyrop var meget optaget af form og funkti­on. "Se engang ogsaa paa de Jerngitter­-Signalmaster, som staar ved Jernbanen, med de mange lodrette Snoretræk, Varselvinger og Lygter, de har efterhaanden gjennem vedhol­dende Opfyldelse af de praktiske Krav faaet en tiltalende Form, som gjør et kunstnerik Ind­tryk" (Architekten 1919).

Nørre Kvarter

Nørre Kvarter, det 3. i rækken af de gamle københavnske rodernål, afgrænses af Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Nørregade, Gammeltorv og Vestergade. I bydelen findes et stort antal bevaringsværdige huse, for stør­stedelens vedkommende opført efter 1795-­branden.

Nørrebrogade

Nørrebrogade var fra gammel tid udfalds­vejen mod nord. Den blev formentlig brolagt ved anlæggelsen af Assistens Kirkegård 1760, hvor trafikken væsentligt øgedes. Helt frem til 1852 forbød militæret civilbefolkningen at bygge faste huse langs vejen. Kun træhuse, som let kunne afbrændes, måtte opføres. Fra slutningen af 1850erne tog byggeriet imidlertid fart. Af huse med morsomme detaljer kan nævnes Nørrebrogade 7, hvor portgennem­kørslen er udstyret med søjler og stuk.

Nørreport

Kun Fåborg og Stege har i dag be­varet en middelalderlig byport, men i gamle dage havde København ligesom adskillige købstæder volde og porte, rene flaskehalse for trafikken. På Christian 3.s tid blev Nørreport ombygget, hvilket atter skete 1616. Betydelige rester af denne port bygning kom for dagen, da G. F. Lassen 1854 foretog en udgravning af området. Det blev fastslået, at den havde stået ud for Nørregade.

I begyndelsen af 1670erne stod en ny port færdig, denne gang placeret ud for Frederiks­borggade. Dens arkitekt var Lambert van Ha­ven, Christian 5.s generalbygmester. Et stik i Thurahs Vitruvius (1746) viser, hvor pompøs den var, udstyret med trekantfronton, nicher, fritstående søjler og festoner. 1695 blev det til­ladt, at man på søn- og helligdage kunne pas­sere Nørreport mod betaling af portpenge, mens de øvrige byporte som hidtil forblev luk­kede på disse dage. Først 1821 blev ordningen lempet, idet porten nu holdtes åben hele nat­ten. Folk måtte dog erlægge et gebyr af to skil­ling. Da Nørrevold blev opgivet, nedrev man 1856 som noget af det første Nørreport.