Indholdsfortegnelse

S

Sankt Annæ Kvarter

Sankt Annæ Kvarters første betydningsful­de bebyggelse var et hospital, som 1516 blev anlagt ud til kysten nær den nuværende Nor­dre Toldbod. Bag oprettelsen stod lægen Claus Jensen Denne. Under et 3-årigt strengt fangenskab i kong Hans' regeringstid faldt hans tanker på Københavns fattige, især de "pockige" (folk med syfilis), der plejede at være henvist til byens gader og stræder, da et herberg manglede til dem. Claus Denne gav Gud det løfte, at han ville oprette en stiftelse for disse hjælpeløse, hvis han slap ud af sit fangenskab. Det lykkedes og en stiftelse grundlagdes. Et kapel viet til Skt. Anna, Jomfru Marias moder, føjedes til, hvad der siden gav navn til hele kvarteret.

Claus Denne fortsatte i de følgende år sit ar­bejde, efterhånden også støttet med aflads­breve og anbefalinger fra paven; ja, endog med opfordring fra Christian 2. og dronning Elisabeth til deres undersåtter om at give pen­ge til hospitalets drift. Derpå sendte han "Skt. Annæ Bud" rundt i de tre nordiske lande og indsamlingen gik vel. Under Københavns be­lejring 1523-24 blev hospitalets bygninger ødelagt, hvorefter institutionen først flyttedes til Kultorvet (det nuværende) og 1607 til Var­tov.

Claus Dennes hospital havde ligget ved en stendæmning, som gik ud i Øresund. Molen kaldtes siden hen Skt. Annæ Bro, og hertil flyttede man 1628 Københavns toldbod fra Holmens Kirke. Leonora Christina skriver i sit "Jammersminde" om sin ankomst til stedet efter tilfangetagelsen: "Effter att Skipperen den 8. Augusti Anno'1663 wed 9 Slet om For­middagen lided vden for St. Anna-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer ... Skipperen i Land med Breffue". Landgangen blev bevaret indtil begyndelsen af 1700-tallet.

I 1620rne fik Christian 4. stedse mere inter­esse for området. Han anlagde 1625 Skt. An­næ Kirkegård, hvor bl.a. fangerne fra Bre­merholm og andre kriminelle skulle begraves. Året efter påbegyndtes et skansebyggeri - Skt. Anne Skandse - hvoraf Kastellet senere op­stod. En fransk gesandt kunne berette, at kon­gen allerede før Kejserkrigen gik med planer om at flytte det gamle slot ud på skanserne ved Skt. Annæ Bro. Men dette projekt realisere­des aldrig. I 1629 opkastede man til gengæld en grøft og et dige fra Nørreport til den nye fortifikation. Hermed var grunden lagt til en ny bydel - "Skt. Anne By".

Men Christian 4. var en mand med stadig nye visioner. I 1640 igangsatte han opførelsen af en gigantisk rundkirke, kaldet Skt. Annæ Rotundæ. Den skulle betjene søfolkene. Ide­en til rundkirken havde kongen hentet fra den italienske renæssance, hvor mange store arki­tekter drømte om at bygge rotunder med Pan­theon i Rom som det store forbillede. Grund­planen, nærmest en 12-kant med en diameter på 60 meter, var storslået og arbejdet kom og­så godt igang. Men krige og pengenød stand­sede byggeriet, da det var nået op til murkro­nen. Kort efter kongens død 1648 blev murene revet ned. Fundamentrester afdækkedes ved udgravningen til Polyteknisk Læreanstalts ny bygning i 1880erne.

Sankt Johannes Kirke

Sankt Johannes Kirke ved Sankt Hans Torv blev opført 1856-61 og var den første kirke­bygning, der i moderne tid blev opført uden for voldene. Stilsproget er nærmest gotisk og tegningerne til byggeriet skyldes arkitekten S. Th. Suensen. Oprindelig var det planlagt at omgive kirken med lav bebyggelse, men det re­aliseredes aldrig.

Sankt Petri Kirke

Sankt Petri Kirke ved Nørregade var i middelalderen en af Københavns fire sogne­kirker og kaldtes dengang Sankt Peders Kirke. Allerede 1304 nævnes en kirkebygning, men ved en bybrand 1386 brændte denne med sine to klokker. I den nuværende, skønt stærkt ændret og udvidet, er der bevaret betydelige dele af et gotisk langhus, rejst af munkesten i første halvdel af 1400-årene. Det gælder skib og kor, der i ét dækkes af fem smalle kryds­hvælv. Typisk for gotikken er også den tresi­dede korafslutning. Vesttårnet med trappe­gavlene blev tilbygget omkring 1500. En nor­dre tilbygning fra 1631 (forlænget 1691) samt en søndre fra 1634 ændrede bygningens plan til en korskirke. Med den yngste Hans van Steenwinchel som arkitekt foretoges en om­bygning 1681-83, hvor bl.a. koret forsynedes med barokgavl.

Bybranden 1728 ødelagde næsten alt inven­tar i kirken, hvorimod mure, tårn og hvælvin­ger holdt. Genopbygningen 1730-31 blev ledet af J. C. Krieger. En tidligere tagrytter måtte undværes, mens tårnet til gengæld øgedes med næsten ni meter. Dets nuværende spir skyldes tømrermester Boye Junge, et af menighedens fremtrædende medlemmer. Det rejstes 1756-57 og dets tårnur fungerer stadig. Under bombardementet 1807 blev Sankt Petri atter stærkt beskadiget, dog undgik Boye Jun­ges spir katastrofen. 1816 kunne bygningen benyttes på ny.

Kirkens inventar og udsmykning er nøje knyttet til dens senere historie. 1530 ophørte de katolske gudstjenester i kirken og fra 1537 fungerede den som kongens gjethus (kanon- ­og klokkestøberi), indtil Frederik 2. overlod bygningen til den tyske menighed i 1585. Ty­skerne havde allerede i 1300-tallet haft deres købmandslaug i byen, Tyske Kompagni, med laugshus på Amagertorv. Behovet for egen kirke voksede siden. I 1600-tallet talte menig­heden bl.a. silkevævere, og under 30-årskri­gen rejste tyske studenter til København, hvor næsten 120 blev immatrikuleret ved universi­tetet. Flere af disse prædikede i Sankt Petri.

Menighedens navnkundigste præst var Jo­hannes Lassenius (1636-92), født i Pommern, hvor faderen var af den kendte polske adels­slægt Laszcynski. Efter studier i Rostock, Danzig og Stettin kom han senere til Neder­landene, Paris og England. I sidstnævnte land traf han digteren Milton. Efter yderligere rej­ser i Europa, bl.a. som skuespiller, hentede Christian 5. ham 1676 til København, hvor han blev menighedens første præst, senere og­så professor i teologi ved universitetet. Lasse­nius' prædikener, fyldt med effekter, ordspil og politiske bemærkninger, ofte endog meget stærke, gjorde ham snart til hovedstadens mest søgte prædikant. 36 skrifter udgav han, yderlige 23 lå utrykte ved hans død. Kirkens ældste lysekrone, en 12-armet messing krone, bærer indskriften "A(nno) 1693 Doctor Jo­hannes Lassenius". Hans epitafium, oprinde­lig anbragt over hans grav i kapellet, flyttedes 1865 til kirkens nordre korsarm. Arbejdet er udført af billedhuggeren Thomas Quellinus, en af den danske baroks mestre.

Altertavlen, malet 1817 af J. L. Lund i Rom, skænkedes 1819 til kirken af storkøbmanden Constantin Brun, som var et fremtrædende medlem af menigheden. Motivet er Opstan­delsen. To af Hendrick Krocks billeder, malet i begyndelsen af 1700-tallet, kan ses i nordre korsarm: Kristus på Oliebjerget og Kristi Himmelfart. Til kirken hører et kompleks af gravkapeller, påbegyndt 1648 og først afslut­tet 1681-83, da den yngste Hans van Steenwin­ckel opførte et trefløjet kapel ud til Larslej­stræde. Her findes rige gravminder, flere leve­ret af Johannes Wiedewelt og Andreas Wei­denhaupt. Mellem kapellerne ligger den idylliske Urtegård.

Saxogade Saxogade, en af Vesterbros sidegader, blev i 1880erne fuldt udbygget med boligejendom­me. Alene i dette årti øgedes gaden med 800 nye lejligheder. For at afhjælpe lidt af den so­ciale nød i kvarteret oprettede Frelsens Hær et herberg i Saxogade, hvor man ved århundred­skiftet for 25 øre kunne få anvist en seng. Først 1958 begyndte man et saneringsarbejde i gaden.

Gadenavnet er efter historikeren Saxo med tilnavnet Grammaticus, som lidt før 1200 ned­skrev en Danmarkshistorie på latin, kaldet "Gesta Danorum". Værket, som rakte frem til 1185, omfattede 16 bøger, og her findes og­så skildringer af Absalon, Københavns offici­elle grundlægger. Saxo døde omkring 1220.

Skilte

Før Københavns huse fik matrikel­numre (indført ved grundtaksten fra 1689), var borge­re og tilrejsende henvist til at kende de skilte og øgenavne, der gav bygningerne deres særkende. De næringsdrivende brugte naturligvis skilte, som overalt i Europa. I middelalderen i form af simple udhængsbrædder, i 1600- og 1700-tallet erstattet af smedejernsskilte i de mest fantasifulde udgaver, der gjorde en fryg­telig støj med deres hængsler, når vinden jog gennem gyder og stræder. Hattemager Niels Jørgensens butik på Vandkunsten prydedes 1723 med et firkantet jernskilt med forgyldt hat og våbenskjolde, der var båret af løver med gyldne kroner og stjerner.

For herbergerne var det allerede på Christi­an 2.s tid påbudt at "udhænge et Tegn, malet paa en Fjæl, udenfore samme Hus vel højt paa en lang Stang; somme skulle have en Løve ma­let, somme en Morian, en Grif, en Maane, en Stjerne eller sligt andet". Efter disse skilte tog herbergshusene navne, og i København ken­des eksempler som "Forgyldte Tønde", "Grønne Træsko", "Meerviben" og "Olden­borgske Horn". Et af de mere barske navne, "Døden og Djævelen", hørte til et gæstgiveri ved Vandkunsten.

I 1700-tallet blev det mere almindeligt, især efter den store brand i 1728, at indmure en stenplade med bygningens vartegn, enten sat over port eller gadedør.

Skilteflytning

Skilteflytning fejredes i gamle dage, når ol­dermand eller svende skiftede bolig. Traditio­nen byggede på selve lavsskiltets betydning. Så tidligt som 1623 bestemtes det i de køben­havnske tømreres vedtægter, at oldermanden og lavsbrødrene skal "beskikke de fremmede Svende, som kommer hertil, et vist Logement, hvor de til Herberge kan indsøge og der et Brædt udhænge". Omtalte bræt var lavsskil­tet, et helt kunstværk med årstal og indskrif­ter. Som regel prydede det herberget, hvor svendene boede, skønt det var lavets ejendom.

De ceremonier og festligheder, der efter­hånden knyttedes til flytningen af lavsskilte­ne, gav anledning til kritik fra myndigheder­ne. En kongelig befaling advarede 1682 mod denne "onde Vane" og det hændte, at bøder uddeltes ligesom laden (lavsskrinet), velkom­sten (pokalen) og skiltet konfiskeredes.

1700-tallet blev håndværkerlavenes glans­periode. Alle mestre brugte festlige skilte for­an deres butikker. Hosekræmmeren havde sin strømpe, snedkeren sin høvl, kleinsmeden sin nøgle, skrædderen sin saks og bageren natur­ligvis sin kronede kringle. Men disse skilte gjaldt kun den daglige dont, hvorimod flyt­ningen af lavskilte var en hel københavnerbe­givenhed.

Et sådant arrangement er nøje refereret fra 1724, da det københavnske snedkerlav den 24. september flyttede lavsskiltet fra Gråbrødre­torv til Grønnegade. Processionen anførtes af 6 musikanter, så fulgte 9 amtsmestre med må­lestokke i hænderne. Bag dem gik en officer efterfulgt af 2 tyrkiskklædte officerer, og der­næst så man 12 tyrkiskklædte drabanter. For­uden dette orientalske indslag kunne man op­leve de 5 bygningsstilarters personifikationer: "1. den toskanske i italiensk Dragt som en Bonde, til Erindring at den af en Bonde er op­funden, 2. den doriske i en romansk fyrstelig Dragt, 3. den joniske udi Fruentimmerhabit, 4. den korinthiske i samme Dragt og 5. Com­posita i romersk Habit". Denne afdeling af optoget afsluttedes af 2 vildmænd med grønne træer og pyramider!

Næste afdeling af processionen indledtes med 4 svende, der, sekunderet af to fægtere, frembar den såre kunstfærdigt tilvirkede lade. Velkomstbægeret i sølv havde nu sin tur, hvorefter man så den store skænkekande ef­terfulgt af de 4 årstider: foråret med blomster, sommeren symboliseret ved segl og aks, hø­sten med bæger og druer og sluttelig vinteren iført forede klæder og med fyrfad. Længere nede i optoget noteredes 42 snedkersvende, hver udstyret med et stykke forgyldt værktøj og plumager (fjerprydelse) på hatten. Rækken endte med en bonde og en bondekone.

Snedkernes lav syntes overhovedet at være det mest opfindsomme og da et nyt lavskilt op­sattes 1749, blev ruten lagt forbi Christians­borg, hvor selveste Frederik 5. "beviste sig saa naadig at se ud af Vinduet paa dette Lystspil med et Aasyn, hvoraf Naade og Majestæt fremskinnede".

Rebslagerne kunne 1779 præstere et skilteflytningstog så overdådigt som et overflødig­hedshorn. Første afdeling af optoget anførtes af en Harlekin og en Mercurius, der bar et forseglet brev til aflevering i herberget. Så fulgte rødklædte fanejunkere med fanen, derefter musikken, oldermanden og alle rebslagermestrene i par. Dernæst lavets våben med "tren­de forgyldte Kroge" og endelig det store lavs­skilt vuggende på 8 svende med et tilsvarende antal afløsere, hver eneste iført sorte fløjls­bukser og hvide silkestrømper. 4 "saakaldt ly­stige Brødre" sluttede afdelingen af.

I anden afdeling gjorde især lavstøjet op­sigt, nemlig laden med forgyldte nøgler og vel­komsten "rigeligen behængt med Sølvskilte". Højdepunktet indtraf i tredie afdeling, hvor man så "et med fuld Takkelage forfærdiget Skib, hvorved fulgte en Jæger - , som alt lod sig høre med nogle Skud forbi de passende Steder". Det farverige tog udgik fra Kultorvet og snoede sig derefter ad en indviklet rute for­bi alle de andre lavshuse, hvor man gjorde holdt for at lade sig traktere. Diverse notabili­teter hyldedes undervejs og ved rådhuset på Gammeltorv havde magistraten modtagelse. Den forærede endog svendene 20 rigsdaler. Da man omsider ankom til Studiestræde for at hænge skiltet op, bragede det med 27 kanon­skud.

Efter at røgen havde lagt sig, bød herbergs­faderen velkommen, Mercurius kvitterede med en takketale og en prædiken påhørtes på dansk og tysk. Sidstnævnte gav anledning til almindelig lovprisning af kongehus, øvrighed, krigsmagt etc. Endelig ophængtes skiltet un­der "Trompeters og Paukers Lyd, Pokalers Klang og Kanoners Løsning".

Ikke altid gik det så roligt til og i 1780 blev alle den slags optog forbudt. Herefter skulle ruterne være kortest mulige og transporten foregå i stilhed.

Skovserkonerne

Skovserkonerne ved Gammelstrand havde tidligere et af byens mest søgte torve, hvor de solgte fisk fra Skovshoved og Tårbæk. Deres vigtigste kendetegn var oprindelig en fiske­kurv, som blev båret, fastbundet på ryggen, hele vejen til staden. I 1700-tallet var skovser­konerne allerede kendt for deres skrappe sprog. Et flyveblad fra 1774 bemærker, at "forleden Torsdag var ved Gammelstrand ik­ke Slagsmaal en hel Dag og man hørte ikke et Skjældsord en halv Time".

Fire år senere gjorde avisen "Aftenposten" megen grin af madammerne ved kanalen: "Ved Gammel Strand bliver Løverdag For­middag opført et gammelt Skuespil, Skien­degiesten kaldet... Stoffet til dette Stykke er taget af Abelones Aftenfortællinger. Man venter Stykket vil finde Bifald. Til Slutning danses Balletten Sladdertasken, hvori 12 Fi­skekurve sees at danse mellem Danserindernes Øren, og endes med en Eloge over alle Aale­hoveder, Ulkemaver og Torskegab".

Filologen Nicolai Abrahams fortæller, at der i hans tidligste barndom (omkring 1800) stod en pæl ved kanalen, hvortil der var fast­gjort et halsjern med kæde. Blev en af fisker­kællingerne for støjende og uregerlig, var et par af byens vægtere parat til at sætte hende i denne "gabestok".

Fiskerkonerne kom atter i søgelyset, da det satiriske blad "Uglen" i 1857 skreven harm­dirrende artikel: "Naar Sandheden er den, at 22 Mennesker lade sig trække halvanden Miil af et Par magre Krikker i den stærke Sommer­hede, da er det sandelig ikke noget at giøre sig vittig over. . . hvad Enhver, der vil uleilige sig ud paa Strandvejen kan see med sine egne Øi­ne - hvormeget et Par saadanne ulykkelige Heste maa slæbe paa:

21 Skovshoved koner à 12 Lispund, 252 Lpd.

1 Kudsk 11 Lpd.*, 11 Lpd.

21 Kurve med forskjellige Vare fra Byen à ½ Lpd. pr. Kurv, 10­ Lpd.

1 jernbeslagen Vogn, 70 Lpd.

­

343 Lpd.

* Lispund = 8 kg

En saadan Byrde paalægger man to magre He­ste i det oplyste Aar 1857 - paa en Tid, hvor Humaniteten siges at florere og hvor Politiet daglig færdes paa Strandveien!".

Smørhatten

Navnet på et fæstningstårn, som stod ved middelalderbyens østre vold, svarende til den nuværende Lille Kongensga­des nordside nær Kongens Nytorv. Tårnet omtales første gang i stadens Jordebog af 1496, hvor Kirstine Kalds og Jes Olsens gårde begge synes at støde op til fortifikationen og med Jes Olsen som dens ejer. At tårnet stod opgivet i en privatmands navn kan undre, men det nærliggende fæstningstårn Kringelen var ligeledes overdraget til en af byens private grundejere. Endnu 1523 nævnes Smørhatten, denne­gang i Magistratens Vedtægtsbog, da Oluf Jensen på Østergade og Laurits Jensen på Amagertorv fik betaling for det plankeværk, man havde sat mellem Smørhatten og Reber­banen (en privat eller kongelig reberbane uden for stadens østlige mur). Smørhatten nævnes ikke i senere kilder.

Snaregade

Snaregade nær Gl. Strand er opkaldt efter rådmand og købmand Erland Jonssøn Snare, som 1501 lejede grunden, nuværende Snare­gade 14. Hans navn er dog ikke knyttet til ga­den før 1607. Den ejendom, han lod opføre, bar længe efter hans død navnet Snarens Gård. I 1520rne bebyggedes grundene, hvor en del af den gamle skibshavn, Ladbroen, tid­ligere havde ligget. Mandtalslisten fra Køben­havns belejring 1659 fortæller, at selveste borgmester Hans Nansen boede i gaden. Blandt mindre fornemme beboere kan næv­nes en guldsmed, en skræddersvend, en studi­osus og en tømrersvend.

Snaregade 6-10 opførtes i perioden 1798­-1808 af murermester P. Eegeroed. Disse mu­rermesterhuse i nyklassicistisk stil og med fine portpartier står stort set uændrede siden opfø­relse. De gør, ligesom den bevarede brolæg­ning, den krogede Snaregade til en af byens mest charmerende.

Snarens Kvarter

Snarens Kvarter, der ligesom Snaregade har navn efter købmand og rådmand Erland Jons­søn Snare i 1500-tallet, tælles som det 5. i ræk­ken af hovedstadens gamle rodernål. Bydelen begrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vim­melskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gam­mel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiks­holms Kanal og Nybrogade. Branden i 1795 ødelagde store dele af kvarteret. Af gyder, der i tidens løb er sløjfet, kan nævnes Nissegangen og Trompetergangen.

Solbjerg

Solbjerg, forsvundet landsby på Frederiks­berg. Det højeste punkt på Frederiksberg, hvor slottet er lagt, hed oprindelig Solbjerg, senere Valby Bjerg og nu Frederiksberg Bak­ke. Det antages, at der lå en landsby, efter bakken kaldet Solbjerg, ved den nordlige side af nuværende Frederiksberg have. 1186 skri­ves den Solbiergh, 1193 Solbiarga og 1377 Sol­byerghe. Valdemar den Store havde ejendom­me i denne ligesom i andre af de landsbyer, der lå rundt om fiskerlejet Havn. Da han skænke­de Havn til Absalon, fulgte også en del af de kongelige besiddelser med, således gods i Sol­bjerg. I sit testamente videregav Absalon sene­re sin andel i Solbjerg sammen med andet landsbygods uden for Havn til Roskilde bispe­stol.

Hvornår landsbyen forsvandt, vides ikke med sikkerhed. I et dokument fra 1562 hedder det, at bønderne i seks herreder skal køre bro­sten og sand til "vejen ved Solbjerg uden for København", og endnu 1580 pålægges det bønderne at bringe materialer til vejstræknin­gen mellem Solbjerg og Langvadsdam (nuvæ­rende Damhussøen).

Sophie Amalienborg

På et areal omtrentlig inden for grænserne af det nuværende Bred­gade, Frederiksgade, Amaliegade og Skt. An­næ Plads lå i enevældens første dage en dejlig have. Den tilhørte Sophie Amalie, Frederik 3.s dronning, og dannede et modstykke til Rosenborg Have (Kongens Have). Sophie Ama­lie lod den først indrette som en ren lysthave smykket med springvand, lysthuse, alléer og pomeranshuse. I årene 1666-67 havde fransk­manden Michel le Roy ansvaret for havens ar­kitektur, idet han særligt syslede med kaska­der og vandledninger. Hertil kom anlæg med terrasser og i en af de tidlige regnskabsposter figurerer han som "Ingenieur", mens han se­nere avancerer til" Baumeister der Koniginn". Hvorvidt han også fik ansvaret for opførelsen af dronningens lystslot, det vides ikke med sik­kerhed.

Slottet, kaldet Sophie Amalienborg, rejstes 1667-73 og repræsenterede ved færdiggørel­sen den typiske italienske villa suburbana: et hus just uden for byen, anbragt i en have. Be­mærkelsesværdig var især det fornemme trap­peanlæg, som var anbragt udvendig. Hele bygningens elegance gjorde den fornemmere end det gammeldags Københavns Slot. Sophie Amalie benyttede det herefter som enkesæde og efter hendes død 1685 overgik det til hendes kongelige søn, Christian 5.

Han fandt det velegnet til repræsentative formål og den 15. april 1689 skulle det være rammen om hans fødselsdag. en festforestil­ling var planlagt til lejligheden, oveni købet en opera, der som den første var af dansk oprin­delse. Dens pompøse titel lød "Der vereinigte Gotterstreit"! Da Sophie Amalienborgs egen komediesal var for lille, opførtes et teater tæt op til slottet, helt i fyrrebrædder og med plads til flere hundrede tilskuere.

Med barokkens sans for teatereffekter iblandet stærk religiøsitet var to billedstøtter repræsenterende gudsfrygten og retfærdighe­den anbragt som vogtere af indgangen. Når gæsterne kom ind i bygningen, viste sig kunsti­ge grotter beboet af satyrer. Selve tilskuer­rummet havde man smykket med mos, blom­ster og enebærris, der forvandlede det til en løvsal. Mellem bladene stak guldæbler og citroner. Store transparenter langs væggene vi­ste kongens navnetræk, hvis forgyldte bogsta­ver var malet på olievædet silketøj.

Så gik operaens tyske aktører igang ledsaget af de mest gevaldige og kuriøse effekter. Ka­noner tordnede og Olympens guder kom sej­lende på skyer for at hylde den enevældige mo­nark. 800 lamper oplyste hele forestillingen. I "Den poetiske Mercurius", en københavnsk avis, blev der i begejstrede vers talt om den sto­re begivenhed.

Fire dage senere blev forestillingen gentaget efter Christian 5.s ønske. Operaen, hvortil folk fra de lidt lavere rangklasser var strøm­met, begyndte kl. 3 om eftermiddagen. Alt gik tilsyneladende godt, de olympiske guder hav­de gjort deres entré og Mars leverede nu sin arie. Pludselig faldt en stump væge fra en lam­pe ned i nogle enebærris, ilden greb om sig i al­le de brandbare dekorationer og alt forvandle­des til et inferno. Da dørene uheldigvis lukke­de indad, pressede publikum forgæves på dem. De var fanget i en fælde og på et kvarter nedbrændte hele teaterhuset med 172 menne­sker, mens flere døde af brandsår til i de føl­gende dage. Hertil kom, at ilden også fik fat i selve slottet, som på få timer sank i grus.

Katastrofen satte sig mange spor. Slotsrui­nen stod urørt nogle år, hvorefter brugelige materialer benyttedes til opførelsen af Garni­sonskirken. I porten til Frederiksholms Kanal 20 opsattes en tavle af direktøren for Børne­huset, Johan Jürgens:

Skæbnen brat hans Lykke vendte,

tvende Døtre indebrændte,

da Amalienborg i Flammer

lyste over Stadens Jammer.

Sorte Hest

"Sorte Hest",Vesterbrogade 148, er en af de få bevarede ejendomme fra det gamle Ve­sterbro. Ligesom den nedrevne "Gule Hest" har ejendommen i nr. 148 engang været en po­pulær gæstgivergård. Digteren Carl Bagger (1807-46) udgav 1835 novellen "Min Broders Levned", hvori han skildrede det brogede mil­jø i "Sorte Hest" og værten, som var en lille mand med papegøjenæse. Han var iført en lang, blå frakke, der hang om ham som et sengeophæng.

Forhuset har ikke været ændret væsentligt i de sidste hundrede år, når der ses bort fra bu­tiksvinduerne. Karakteristisk er den øverste, helt tilbagetrukne etage i bindingsværk.

Stanleys Gård, Overgaden oven Vandet 6

"Stanleys Gård" blev opført 1755-56 for Simon Carl Stanley, som var Holmens mestersbilledhugger og pro­fessor ved Kunstakademiet. Som ung kom Si­mon Carl i lære hos hofbilledhugger Sturm­berg, senere opholdt han sig 20 år i England, hvor faderen var født. Her arbejdede han bl.a. på udsmykningen af Jarlen af Wilming­tons herresæde Compton Place i Sussex. Fra 1746 var Simon Carl atter i Danmark, dels til­knyttet Holmen, dels engageret med at levere statuer til Frederik 5.s haver samt epitafier og sarkofager til private.

Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755, nær færdiggørelsen, forsikres for 4.600 rdl. i Brandkassen. Oprin­delig stod bygningen kun med midtpartiet i fuld højde, mens sidepartierne kun omfattede stueetagen. Det trekoblede Palladio-vindue er typisk engelsk, hvorimod resten følger danske traditioner. 1783 forhøjedes sidefløjene.

Statens Museum for Kunst, Sølvgade 40

Da Christians­borg Slot brændte 1884, blev Den kgl. Maleri­samling husvild og fik foreløbig til huse i Ud­stillingsbygningen ved Charlottenborg. Året efter havde staten vedtaget byggeplanerne for et nyt museum, som skulle give samlingerne mere tidssvarende udstillingsforhold. 1889-96 opførtes museumsbygningen på Quitzows Bastion, der var en del af det gamle nedlagte voldanlæg. Ansvarlig for byggeriet var arki­tekt Vilhelm Dahlerup med assistance af arki­tekt G. E. V. Møller. Grundplanen er to langfløje, der er placeret vest-øst, hvortil er bygget to bredere endefløje. Indgangspartiet, som en høj granittrappe fører op til, er fremhævet og har en dyb portal med tøndehvælv.

I stedet for at anvende den i klunketiden så populære stuk, har man i vid udstrækning be­nyttet natursten såsom granit, kridtsten fra Fakse og Ølandssten. Hans Chr. Berg stod for det dekorative skulpturarbejde, som det var skitseret af Dahlerup. De to medaljoner, der smykker indgangspartiet, udstilledes i mindre udgave i Kunstforeningen, mens byggeriet stod på. Det ene relief viser det mytologiske motiv: Dædalus laver vinger til Ikaros. På det andet relief hæver Lysets Genius sin fakkel for at kaste glans over jordkloden, der understøt­tes af en siddende Jordgudinde.

Kunsthistorikeren Julius Lange holdt fe­bruar 1893 to foredrag i Kunstforeningen, hvor han diskuterede den kommende indret­ning af museet. Det var ham magtpåliggende, at ophængningen af malerierne blev foretaget med kritisk sans, således at principperne for de gammeldags fyrstegallerier blev brudt. Skræmmende eksempler var der nok af i sam­tiden, "i Gallerier hænge Billederne omtrent fra Gulv til Loft, tæt ved Siden af hinanden hvoraf følger, at hver enkelt Maleri for at gøre sit særlige Indtryk paa Beskueren ligesom har en Kamp at bestaa med det som hænger tilhøj­re og tilvenstre, foroven og forneden". Julius Lange gik også ind for et kritisk udvalg af de gamle malerier, idet han henviste til lignende synspunkter hos Høyen og Marstrand. Han ville således reducere samlingen i Charlotten­borgs Udstillingsbygning fra 459 malerier til omtrent 200! Men disse udvalgte stykker skul­le så ophænges, så de kom til deres ret.

Kunstmuseet, der blev grundigt ombygget 1966-69 og derved mistede sit statelige trappe­rum, omfatter dels Den kgl. Maleri- og Skulp­tursamling, dels Den kgl. Kobberstiksamling. Hvad angår den vesteuropæiske kunst, viser samlingen eksempler lige fra byzantinsk ikon­maleri til moderne fransk kunst repræsenteret ved Henri Matisse. De gamle nederlandske mestre er repræsenteret ved Rembrandt, Ru­bens, Jacob Ruisdael, Salomon Ruisdael, Jan Steen, Honthorst, Pieter Lastman og Jacob Jordaens. Lucas Cranach den ældre vises også, ligesom der er et udvalg af de italienske mestre: Tizian, Tintoretto og Bassano. Den danske afdeling ejer fine værker af de danske guldaldermalere: C. W. Eckersberg, Købke og Constantin Hansen.

Store Kannikestræde

se under Borchs Kollegium, Elers Kollegium og Regen­sen.

Store Kongensgade

Store Kongensgade 14 er et af de mest ka­rakteristiske eksempler på klunketidens dyr­kelse af de historiske stilarter, her med vægt på barokken. Over porten, som bærer årstal­let 1905, er anbragt et ovalt vindue på højkant, omkring hvilket en tyk og ualmindelig lang guirlande er ophængt. Til dekorationen hører også en frugtkurv, der bugner som et overflø­dighedshorn. Trekantfrontonen indrammer en yppig dame. Huset er tegnet af arkitekt Fr. Levy, som ellers kendes for sine restaureringer af Synagogen i Krystalgade og Erichsens Palæ

Store Magleby

var i middelalderen underlagt ærkebispesædet i Lund. 1521 anvistes lands­byen til de hollandske familier, som Christian 2. havde indkaldt til Danmark. Gennem Sig­brit Willoms fra Amsterdam, moder til hans frille Dyveke, havde han fået et grundigt kendskab til hollandske forhold. Allerede 1515 søgte Christian 2. at hente hollandske bønder fra Waterland, men forgæves. De før­ste ankom 1518 og anvistes gårde på Helsingøregnen. 1521 fik 184 hollandske bøn­der privilegier på Amager, dog undtaget fiskerlejet Dragør.

Hollænderbyens bønder blevet markant træk i det københavnske torveliv og fik fra omkring 1540 stadeplads på Amagertorv (s.d.). Deres pyntelige dragter vakte opsigt, lige­så den festlige tøndeslagning til fastelavn. Det fortælles, at hoffet på Christian 5.s tid kørte ud til "Ny Amager" for at overvære løjerne fastelavnsmandag. Hoffet yndede også at ud­klæde sig som amagerbønder. Skikken med tøndeslagning er bevaret den dag i dag.

Store Magleby Kirke

Store Magleby Kirke er i sin nuværende skikkelse fra begyndelsen af 1600-årene, da den hollandske menighed foretog en større ombygning af den ældre kirke. Efter denne ombygning findes næppe rester af middelal­derligt murværk bevaret. 1731 blev kirken atter ombygget. Bygningen, som står opført i kridtkvadre, er af langhus-typen og afsluttes med et tresidet kor. Hovedindgangen i vest­gavlen og tagrytteren stammer fra ombygnin­gen i 1731. Af inventaret kan nævnes en gam­mel katekismustavle fra 1580 og en romansk døbefont af granit.

Storm P.-museet

Storm P.-museet ved Frederiksberg Rund­del blev oprettet september 1977 og fik til huse i hjørnebygningen med de karakteristiske rundbuede vinduespartier. Bygningen, som er et udmærket eksempel på 1800-tallets histori­cisme, opførtes 1884 af murermester J. C. Sø­rensen. Han forsynede den også med rundbuegavle, en efterligning af venetiansk byggeskik i renæssancen. Desværre blev de morsomme gavlpartier atter nedtaget 1977-78 af kommunens arkitekter.

Oprindelig fungerede museumsbygningen som brandstation, senere tjente den som poli­tistation og frem til 1977 var her begravelses­væsen. Murermester J. C. Sørensen skal i øvrigt mindes for Frederiksberg Kommunes første rådhus, som han tegnede i 1885. Her var stilen ikke renæssance, men overlæsset gotik.

Museet viser rum for rum Storm P.s kunst­neriske udvikling, tillige spændvidden i hans kunst, fra bidende samfundskritik til varm humor. Egentlig hed han Robert Storm Peter­sen, heraf signaturen Storm P., og var født 1882 i et solidt borgerligt miljø i Valby. Fade­ren var slagtermester og Storm nåede også at prøve faget, før lysten til kunsten blev stærke­re. Det første udstillingsrum kaster lys over hans tidlige periode, hvor han var påvirket af symbolisme og jugendstil. Af stor betydning var hans ophold i Paris (1906 og 1910), mens hans poetiske satire hentede dyb inspiration hos svenskeren Ivar Arosenius.

Andet rum viser hans malerier, flere med motiver fra cirkuslivet, deriblandt det geniale "Grøn Klovn" fra 1940. I tredje rum følger man Storm P.s eksperimenteren med det mo­derne maleri. Han blev 1912 kontaktet af Her­warth Walden, der i Berlin havde grundlagt kunstgalleriet "Der Sturm" - og et tidsskrift af samme navn - til støtte for den tyske avantgar­de. Derefter udstillede Storm P. Der Sturm­kunstnere i Edderkoppen i efteråret 1917.

Hans bladtegninger kan studeres i fjerde rum: Dagbogsbladene fra B. T. (serien påbe­gyndt 1916) og "De 3 smaa Mænd og Num­mermanden", der introduceredes i Verden og Vi 7. marts 1913. Endvidere Peter og Ping, første gang 8. marts 1922 i B. T. samt" Dagens Flue". Sidste rum er indrettet som læseværel­se med hans udkast til scenetæpper og dele af hans bibliotek.

Strand Kvarter

Strand Kvarter, det 4. i rækken af Køben­havns gamle rodernål, omfattede på "Iandsi­den" et lille område afgrænset af Naboløs, Hyskenstræde, Amagertorv, Højbro Plads og Gammel Strand. Dertil kom Slotsholmen. I dag er de to bydele selvstændige kvarterer. Be­byggelsen bag Gammel Strand blev stærkt ødelagt under branden i 1795.

Struensee, Johan Friedrich

Johan Friedrich Struensee, født 1737 i Halle og senere stadsfysikus i Altona, hvoref­ter han avancerede til rejselæge for Christian 7. i 1768. Et år senere tog han som kongens ny­udnævnte livlæge ophold i København, samti­dig fulgte en udnævnelse til etatsråd. Da han med held foretog en koppeindpodning på den lille kronprins den 2. maj 1770, blev han straks forfremmet til forelæser for kongen og yderli­gere belønnet med konferensrådstitel.

I de næste par uger kan vi følge Struensees politiske spil. Den altid velorienterede Lux­dorph noterer 7. maj i sin dagbog: "Alting er i Krise til Hove" og ti dage senere kommer føl­gende kommentar: "Berger bliver Livmedicus ved Struensee, som nu gør alle Ting". Det varslede ilde.

Fra september samme år markerede Struen­see endnu stærkere sin politiske indflydelse. Den uindskrænkede trykkefrihed indførtes på hans initiativ 14. september og dagen efter blev en af hans stærkeste modstandere, kon­seillets førstemand, J. H. E. Bernstorff afske­diget. Trykkefriheden hilstes vel med jubel af visse kredse, men paradoksalt nok gav den og­så anledning til en række smædeskrifter mod ophavsmanden til denne, nemlig Struensee. Hvad hjalp det så, at den franske filosof Vol­taire sendte Christian 7. en versificeret lyk­ønskning med dette fremskridt.

I de første måneder af 1771 tog Christian 7.s sindssyge for alvor fart, alt mens Struensee febrilsk arbejdede på sit store reformpro­gram, hvortil kongen efterhånden blot tjente som underskrivningsmaskine. Medio juli samme år lod han sig af kongen udnævne til gehejmekabinetsminister med nærmest suve­ræn myndighed.

Blandt hans mange reformer kan nævnes forordningen om, at adelige også kunne pan­tes for gæld. Selvom det var et forsøg på at gø­re alle mere lige, vandt han kun nye og endnu stærkere fjender derved, ikke mindst den for­gældede S. C. Rantzau, der oprindelig havde åbnet hans vej til hoffet. At Struensee også skar ned på hoffets luksus gjorde blot mod­standen mod hans reformer større.

Mere populær blev Struensee sikkert på at åbne Kongens Have for det jævne publikum og samtidig forvandle den til forlystelsespark med koncerter. Han sørgede også for at stand­se det kostbare byggeri på Marmorkirken, hvorefter den franske arkitekt Jardin måtte forlade Danmark. Digteren Johannes Ewald gjorde imidlertid tykt nar ad reformtidens projektmageri i sin komedie "Harlekin Pa­triot", hvor en replik lyder: "Al vor Fortræd er tysk".

Den 22. juli 1771 skrev Luxdorph i sin dag­bog den lakoniske meddelelse: "Struensee og Brandt bliver Grever". Sommeren tilbragtes i øvrigt på det skønne Hirschholm Slot, hvor den unge musiker og komponist, italieneren Guiseppe Sarti, diverterede hoffet med sin kunst. Med sig havde han en trup af fremra­gende italienske sangere og sangerinder. Pri­madonna var Terese Torre, højt elsket af det københavnske publikum. Man optrådte på en miniaturescene, der var sendt dertil fra Chri­stiansborg.

Forholdet mellem Struensee og Køben­havns magistrat skærpedes nogle måneder før dette, den 3. april, da styrets 32 mænd ved en plakat blev orienteret om, at de var erstattet af et nyt styre. Samme dag modtog borgmestre og rådmænd hver et brev, der indeholdt 17 spørgsmål angående deres embedsførelse. Svar derpå skulle afgives inden 14 dage! Det afstedkom naturligvis megen vrede.

Et komplot mod Struensee og Brandt tog form og som anledning benyttedes Struensee's amourøse forhold til dronningen, den livsgla­de og lidt buttede Caroline Mathilde fra Eng­land, som blot var 20 år gammel. "Kongens Ægteseng fremfor andre bør være ren og ube­smittet", blev det senere hævdet under retssa­gen. Til de sammensvorne hørte kongens sted­moder, enkedronning Juliane Marie, general og rigsgreve S. C. Rantzau, general Eichstedt, oberst van Köller for det falsterske regiment og Magnus Bering von Beringskjold, en per­son med en temmelig blakket fortid.

Kuppet fandt sted om morgenen den 17. ja­nuar 1772 efter, at en vellykket maskerade på Christiansborgs hofteater var gået til ende. Fe­stens deltagere, som var mødt frem i "domi­no", en løs sort kappe med hætte, "dansede roligt i al Glæde" skreven af de tilstedeværen­de militærpersoner. Nogle timer senere arre­steredes Struensee og hans "parti", mens dronningen kørtes bort til Kronborg ved Hel­singør. Alt skete med største hast. Luxdorph skrev bestyrtet: "Stor Revolution, Gud give til det beste . . . Rantzau og Beringskiold satte det i Værk om Morgenen tilig, dog med Dr. Julia­næ og Printz Fridrichs Samtøkke. Almuen var som rasende af Glæde".

Så rullede retssagen, et uhyre ømtåleligt an­liggende for den nye regering, eftersom Eng­lands konge var broder til dronning Caroline Mathilde. Et var at Struensee havde ført et ryggesløst styre, et andet var hans forhold til dronningen. Dommerne kunne rystet ned­skrive, at dronningens sengetøj var "med saa­danne Pletter tilflyet, som Vidnerne som Fru­entimmere undsaa sig ved at beskrive".

Dronningen kunne ikke hjælpes, skønt England truede med at sætte magt bag sine ord om at man skånede hende. Hendes ægteskab med Christian 7. opløstes og hun endte sine dage i Tyskland. Så fulgte henrettelsen af Struensee og Brandt og "det Kongl: Hoff Gud skee lov kom i Rolighed igien", som apoteker Claus Sedenius i Nykøbing Falster udtrykte det.

Sandheden var imidlertid, at både det dan­ske samfund og udlandet var rystet af disse be­givenheder. Benedicte Arnesen-Kall skriver i sine" Livserindringer 1813-1857", at "Den 17de Januar regnedes for den ulykkeligste Dag i Aaret. Blevet Barn født paa den, saa skubbede man Angivelsen af dets Fødsel nogle Timer frem eller tilbage for at faa Datoen til at blive den 18de eller den 16de Januar. Alle de smaa Caroline-Mathilder, som vare blevet op­kaldte efter den ulykkelige unge Dronning, bleve omdøbte. Man ville ingen Erindring ha­ve om hende". Og forfatterinden angiver yderligere i en note, at efter forlydender æn­dredes enkehertuginde Vilhelmine Marie af Glücksborgs fødselsdato fra den 17. januar 1808 "en Dag, som hendes Fader, Frederik den Sjætte, ikke kunde taale at nævne" til den 18.

En anden kvindelig forfatter, Frederike Bruun skrev i sine ungdomserindringer , at hendes far havde tjent hos Struensee og de var blevet meget knyttet til hinanden. Struensee havde lovet hendes far "hvis det var forundt Aander at gjennembryde Sandseverdenens Skranker, at vise sig for ham i det første Fjer­dingaar efter sin Død - til ubeskrivelig Rædsel for min Moder". Hun husker videre, hvorle­des en tobaksdåse af blik, som Struensee hav­de benyttet i fængslet, var kommet i faderens eje og altid stod ved hans side, når han sov. Men hendes mor "frygtede altid for at skulde se den afhugne Haand ved Siden af den".

Var dette udslag af hysteri" Måske. Til gen­gæld virker det lammende at læse en vurdering af begivenhederne i Gentleman's Magazine, som udkom i London kort efter: "The late re­volution in Denmark, my Lord, will produce, in all human probability, an entire alteration in the whole system of Europe". Sjældent har en journalist haft så profetiske evner. Stats­kuppet den 17. januar 1772 i Danmark blev ganske overskygget af den franske revolution i 1789!

Strøget

Strøget, byens vigtigste færdselsåre for fod­gængere, kendes først i sin fulde udstrækning, fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, i tiden efter det første Christiansborgs og byens bran­de i henholdsvis 1794 og 1795.

Det langstrakte Amagertorv er den ældste del, byens knudepunkt i gamle dage, for her mødtes trafiklinierne fra de fire byporte. Da Frederiksstaden var grundlagt 1749, søgte stedse flere københavnere fra Amagertorv ad Østergade til Kongens Nytorv. Ved at lægge fliser på Østergades fortove i 1771, forbedre­des gadens brolægning betragtelig og damerne begyndte så småt at promenere sammesteds. Det hævdes, at de fulgte dronning Caroline Mathildes eksempel.

Østergade blev rigtig fornem efter 1795, hvor en vigtig konkurrent, Højbrostræde, slettedes af byplanen. Elegante butikker eta­bleredes og der berettes allerede 1804 om pul­serende trafik. 20 år senere kunne man prale med de første vinduesudstillinger i Østergade, hvilket atter førte til brugen af større butiks­vinduer.

En stor nyhed var indførelsen af droskerne i København den 5. maj 1828 og naturligt nok oprettedes den første holdeplads på Amagertorv, mens Kongens Nytorv fik en tilsvarende få dage senere. Fra 1840 førtes omnibusser fra Kongens Nytorv, ad Østergade, over Amager­torv og videre ad Vimmelskaftet. Mod denne del af det kommende "strøg" rettedes alle by­ens øjne, da en reklamedukke, som kunne be­væge sig, udstilledes i 1844. Det var i Vimmel­skaftet 38, hvor modehandlersken Louise Rasmussen, senere grevinde Danner, havde butik.

I disse år blev trængslen stedse stærkere på strækningen fra Kongens Nytorv til Gammel­torv, som nu bar navnet "Routen". Forfatte­ren Carl Bernhard følte sig allerede 1834 hen­sat til den londonske verden, hvor dandyernes modeudtryk flagrede ligeså let i luften som det skete "Paa Routen i København". Nu færde­des her modelapse, flanører og enhver turist. Den svenske forfatterinde Frederika Bremer beklagede sig 1849 over alt det sammenrend i Østergade og en dansk provinsbo mente sam­me år, at gaden var den "trøgeste (trægeste) at gaa paa".

Skulle en forlovelse bekendtgøres i Køben­havn, var Østergade også det rette sted at præ­sentere pigen, naturligvis først mellem 14 og 16 om eftermiddagen. Da flanøren Felix Bearn traf en smuk ung dame på Vimmelskaf­tet, håbede han atter at møde hende på de kan­ter. Men hun syntes forsvundet. "Dog ganske vilde jeg ikke overgive mig, jeg gik op til Kon­ditor paa Ruten og indkvarterede mig der ved Vinduet, til det blev mørkt, og jeg altsaa maat­te opgive Haabet for den Dag".

I en turistvejledning fra 1872 understreges det, at Østergade fortsat er "Routens meest befærdede Strøg" og Hotel d' Angleterre er "det skarpe Hjørne", alle med respekt for sig selv må passere. Her dukker omsider ordet "Strøg" op. Nogle år efter kom det atter frem i sommerrevyen" Rejsen til Maanen", og atter i en sommerrevy 1886. Den gamle betegnelse ­- "Routen" - begyndte at gå i glemmebogen, hvorimod en ny generation af københavnere fandt det praktisk at tale om "Strøget", som nu omfattede Østergade, Amagertorv, Vim­melskaftet, Nygade og Frederiksberggade.

Myndighederne måtte snart regulere færds­len, som ikke var blevet mindre. Politivedtæg­ten af 22. juni 1883 meddelte, at "Kjørsel med Velocipeder og lignende Befordringsmidler er kun tilladt på Kjørebane og Ridesti, derimod ikke paa Fortov eller Gangsti". Den største forandring i Strøgets historie blev imidlertid en vedtagelse i Københavns Borgerrepræsen­tation, som gjorde strækningen til byens før­ste gågade. En prøveordning indledtes 15. no­vember 1962, i dag permanent.

Strømpevævere

Strømpevævere kom til København i 1600­tallet. 1680 fik en mand ved navn Friderich Boye bevilling til at bosætte sig og fremstille "Camisoller eller Nattrøjer, Strømper og an­det Arbejde". Mod at erlægge den sædvanlige told fik Boye desuden tilladelse til at indføre uld og silke til formålet. Københavns hose­kræmmerlaug fik otte år senere sin skrå og det fremgår af denne, at der endnu ikke eksistere­de strømpefabrikker her i landet.

Først 1736 kan det dokumenteres, at en egentlig strømpefabrik blev etableret i hoved­staden. Justistråd Kaj Friederich Schnell hav­de året før i Amsterdam sluttet en foreløbig kontrakt med strømpefabrikant Johann Si­meon Juvalta, hvori det af taltes, at denne skulle flytte til København og der oprette en fabrik. Den 7. september 1736 tilstod kom­mercekollegiet Juvalta privilegium på frem­stilling af strømper "af Silke, Sayette, Biber eller Castor af Uld, Bomuld saavel som Garn ­og Traad-strømper". Varerne skulle produce­res på værkstole eller "metiers", og privilegiet gjaldt for Juvalta og hans arvinger 16 år frem i tiden. Den af det danske asiatiske kompagni importerede silke var han forpligtet til at be­nytte, mens de øvrige råvarer kunne skaffes direkte fra udlandet.

1736 var også året, hvor en anden strømpe­fabrikant, franskmanden David Perrin, fik lov til at nedsætte sig i København eller Frede­ricia. Men ingen af fabrikkerne fik det let med indtjeningen. Store problemer opstod, da Christian 6. døde 1746, for ingen måtte bære silke­strømper, så længe der sørgedes over monar­ken. 2.000 par blev i første omgang lagt på la­ger på Juvaltas fabrik, nu videreført af hans enke, og man søgte staten om hjælp på for­skellige måder. Om det hjalp, vides ikke, men Juvaltas fabrik klarede i det mindste krisen.

1751 udstedte man laugsartikler for Køben­havns uldstrømpefabrikanter, idet fabrikan­terne af samme vare, Jürgen Adolph Iborg, Joh. Diedr. Lange og Christian Robertsen hævdede, at den danske uld var så god en rå­vare, at den fortjente en professionel behand­ling. Det var i samme laugsskrå nedfældet, at to skuemestre en gang om måneden skulle kontrollere hver enkelt mesters arbejde. Bø­den lød på to rigsdaler til laugskassen, hvis et par strømper blev fundet for dårlige. Da kom­mercekollegiet 1775 lod undersøge strømpe­væverlaugets tilstand, viste det sig, at det kun talte syv mestre. De havde 14 stole i gang, men ti stod ledige. Derimod var der 19 priviligerede fabrikanter udenfor lauget, der tilsammen havde 73 stole i arbejde.

I 1770erne klagede de fleste af fagets mestre over, at arbejdslønnen var for høj, ligesom der var problemer med at skaffe spindere. Pro­duktionen var på dette tidspunkt 6-10 par uld­ne strømper eller 3-4 par silkestrømper om ugen for en enkelt svend. Bedst kørende af alle foretagender var Wesselys & Warburgs fa­brik, der oprettedes 1752. Den rådede 23 år se­nere over 1 mester, 27 svende, 32 spindere og 20 vindere. Virksomheden klarede også farv­ning, blegning og presning. I 1800-tallet, hvor familien Warburg var alene om at drive fa­brikken, var der flere fremgangsperioder og den lukkede først 1902. Strømpevæverne, som speciel profession, var allerede fra 1890 ophørt, herefter kaldtes de for fabrikanter.

Suhrs Friboliger

Suhrs Friboliger i Valdemarsgade 5-9 repræ­senterer det sene 1800-tals smag for de histori­ske stilarter. De to etager høje bygninger i gule mursten opførtes 1876-77 på initiativ af etats­råd Ole Bernt Suhr. Han var handelsmand fra Nyborg, anlagde en cinders- og koksfabrik på Christiansholm og var med ved grundlæggel­sen af Privatbanken i 1857. Han sad også i be­styrelsen for De danske Sukkerfabrikker, lige­som han interesserede sig for kryolitbrydnin­gen i Grønland. I hans testamente var en del af formuen be­stemt for oprettelsen af friboligerne på Valde­marsgade til gavn for trængende grosserere og grossererenker. Som arkitekt valgtes P. L. Fenger og byggeriet var indrettet til 14 boliger. Der blev også råd til et lille haveanlæg, hvor en Mercurstatue anbragtes som en hilsen fra den gamle handelsmand.

Svanemøllen

Svanemøllen, som har givet navn til en jern­banestation og en villavej ved Østerbrogade, var i gamle dage et af byens vartegn, synlig fra det meste af Øresund. Ved Bagerens Mølle (som Svanemøllen også kaldtes) byggede eng­lænderne før Københavns belejring et fast batteri monteret med fire kanoner, "Fiir­ogtyve pundere", for at sikre deres position dette sted. Et udfald fra København den 20. august 1807 mod batteriet mislykkedes.

Efter krigen var møllen atter en vigtig virk­somhed og en mestersvend betaltes 1840 ti rigsdaler om måneden. Svanemøllens overdel, inklusive vingerne, brændte 1892, hvorimod underetagen eksisterede indtil 1944, indrettet som restaurant og med stærk søgning fra den nærliggende Ingeniørkaserne. Da den under besættelsen hovedsagelig benyttedes af tyske soldater, sprængtes bygningen i luften af sa­botører.

Svinehold

Svinehold hørte i gamle dage til Københavns værste plager, en gene for næsen og ubekvemt for trafikken i gaderne. Frederik 2. indledte felttoget mod dem ved 1564 at forbyde svinene adgang til Nicolai Kirkegård. Den skulle ind­hegnes "og derfor gøres nødtørftige Riste og Porte, saa at Svin og Fæ udelukkes og ingen Age- eller Ridevej derover bliver. . .".

Et forbud mod overhovedet at holde svin i hovedstaden, hvad enten det var på åben gade eller i lukket sti, udstedtes 12 år senere. De il­desete dyr synes derefter at have fortrukket til byens marker, hvor de imidlertid også var uønskede. Kongen måtte 1585 udstede et for­bud, eftersom de gjorde skade på stadens ind­hegnede marker. Men modstanden var hård og 1587 måtte Frederik 2. lade bøden skærpe. Det var atter forgæves. Et kongebrev af 1596 kunne lakonisk meddele: "Vi komme i Forfa­ring, at denne vor Forordning fast ringe agtes".

Endnu i 1700-tallet fortsatte myndigheder­ne med at fordrive svinene fra byen. 1709 blev det overhovedet forbudt at føde svin på sti indenfor Københavns volde. Dog trodsede slagtere og brændevinsbrændere alle forbud. Man kunne endog læse avisannoncer om bort­løbne eller forsvundne svin. 1764 stod således averteret: "En stor, lang, hvid Soe med lange Ører og Rumpe er i Dag af en Gaard i Tverga­de bortløben, for hvis Opdagelse loves en bil­lig Ducør". Året 1765 gav avis læserne ligeså underholdende meddelelser, f.eks. "Af en Gaard i Kalleboderne er i Torsdags Eftermid­dag tvende smaa, hvide Griise bortløbne, af hvilke den ene havde en liden Klokke om Hal­sen og den anden et Baand".

Men lugten rev i næsen, også i stadsfysikus Wandelers, og han gjorde 1771 kraftigt op­mærksom derpå. Især var svinene talrige på Christianshavn, og den ihærdige Struensee indskærpede forbudet over for brændevins­brænderne, der ønskede at fede svin på sti. Trods en regn af bøder fortsatte svineholdet, om end i det dulgte. Således blev en postkom­missær 1779 grebet i at skjule to halvvoksne svin i en jordkælder under sin forstue. Endnu 1840 opgives der at være 739 svin i Køben­havn.

Synagogen

Synagogen i Krystalgade 12 kommer i dag stærkere frem i bybilledet efter nedrivninger­ne i karreen. Den jødiske menighed erhverve­de år 1800 en byggegrund i Krystalgade, davæ­rende Skidenstræde, hvorpå en synagoge skulle opføres til erstatning for den gamle, som gik tabt i Læderstræde ved bybranden 1795. 1 1804 fik stadsbygmester Peter Meyn opgaven at projektere den nye synagoge, men hans forslag realiseredes ikke. Man valgte i stedet den kendte professor ved Kunstakade­miet, G. F. Hetsch, som 1830-33 ledede det nye byggeri. Hetsch skabte en basilika, nærmest med kvadratisk grundplan, og som specialist i ornamentik valgte han en af tidens modelu­ner, den egyptiserende stil, fremhævet ved de skrå vinduer.

Hovedrummet har monumental karakter, markeret ved to rækker ottekantede søjler, der i to etager skiller det fra sideskibene. Pul­piturerne samt balkonen på vestvæggen er forbeholdt kvindeafdelingen, mens mandsaf­delingen er strengt adskilt derfra ved sin place­ring på gulvet. For oven ses et kassetteloft, fladt udformet efter Hetschs anvisning, skønt menigheden oprindeligt havde tænkt sig et tøndehvælv. Trapper fører ved østvæggen op til prædikestolen og bagved syner det indbyg­gede "hellige skab", hvor Tora-rullerne opbe­vares. "Bimah"en, et alterlignende bord, er anbragt på en estrade, Det er centrum for gudstjenesten og her har kantoren (forsange­ren) sin plads.

Den 12. april 1833 annonceredes i BerIing­ske Tidende, at "I Formiddag indvies det mosaiske Troessamfunds ny Synagoge ved dettes lærde og værdige Præst, Hr. Dr. Philos Wolff". Omtalte præst var den navnkundige overrabiner Abraham Alexander Wolff, der få år tidligere var hentet fra Darmstadt for at lede menigheden. Ved hans store energi var det lykkedes at rejse penge til byggeriet og han virkede som overrabiner i København til sin død i 1891. En person var dog ikke tilfreds med synagogen. Ti år efter byggeriet beklage­de Hetsch, at en "ilde forstaaet Oeconomie har været det ledende Princip ved Opførel­sen".

I det københavnske magasin "Nutiden" gav Eli Frère i 1881 et billede af, hvorledes synago­gen da tog sig ud: "Skjøndt jeg ikke er inde i Arkitekturen, forstod jeg dog strax, dette var orientalsk Stil; det var hverken Rundbue­ eller Spidsbuestilen! ... Jeg lagde Mærke til Mængden af Lysekronerne og de mange Gasbrændere, som sad fast paa Randen af Stolene".

Ved en ombygning 1885, ledet af arkitekter­ne F. L. Levy og Ove Petersen, tilføjedes et port- og trappehus i vest. Man ser over indgangen en fordybning med en indskrift på hebra­isk.

Søpavillonen

I 1885 fik Københavns Skøjte­løberforening overdraget den sydvestlige del af Peblingesøen til skøjtebane og otte år sene­re gav myndighederne tilladelse til, at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløs­ning af et mere interimistisk bygningsværk. Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahle­rup leverede tegninger til bygningen, som op­fødes i træ og forsynedes med to karakteristi­ske tårne. En restauratør betalte byggeom­kostningerne for til gengæld frit at kunne be­nytte lokalerne i de næste ti år.