Indholdsfortegnelse

T

Tallotteriet

Tallotteriet i København oprettedes 12. ja­nuar 1771 på initiativ af Struensee. De første trækninger fandt sted foran Københavns råd­hus, fra hvis altan man blæste i trompet, hver gang et nummer var trukket. Skønt Struensee havde overtaget ideen fra sine forgængere, fik han skylden for spillelidenskaben og deraf føl­gende ulykker. Da han blev styrtet i 1772, overtog staten lotteriet (til afbetaling af stats­gælden) og desuden forøgedes trækningernes antal. Herefter blev numrene udtrukket på samme tid i København, Altona og Vands­bæk, hvilket snart gav anledning til spekulati­oner i at kende de udtrukne tal før postens an­komst til hovedstaden. 1 begyndelsen af 1790erne fyldtes Gammeltorv af menneske­masserne, når trækningen stod på. De udtag­ne numre anbragtes i en kasse, som kastedes ud til folkemængden og blodige slagsmål op­stod omkring. Fra 1795 til 1818 blev lodtræk­ningen henlagt til Charlottenborg og i 1851 ophævedes tallotteriet.

Teatermuseet

Teatermuseet, som blev stiftet 1912 af Sel­skabet for Dansk Teaterhistorie, åbnede l. maj samme år. 1922 flyttedes samlingerne til det gamle hofteater på Slotsholmen (Christi­ansborg Ridebane 18). Den franske arkitekt N. H. Jardin havde indrettet hofteatret 1766, hvor selveste Christian 7. året efter optrådte som sultan Orosmane i Voltaires tragedie Zai­re. Det var i øvrigt indrettet således, at det let kunne omdannes til balsal. Netop arrangeret til sådant brug var hofteatret rammen om en "Bal-Masque paré en domino", som fandt sted 16. januar 1772 om aftenen. Folk af høje­re rang deltog og mødte frem iført en "domino", hvorved forstås en sort, løsthængende kappe med hætte. De dansende bar også ma­sker, som blot skulle tilsløre deres identitet. Da Struensee og dronning Caroline Mathilde forlod festen, anede de ikke, at et statskup tid­ligt næste morgen skulle gøre ende på deres lykke.

1842 moderniserede Jørgen Hansen Koch teatret, hvis tilskuerpladser siden har stået uændret. Museets samlinger dækker det dan­ske teaters historie fra Holberg til vore dage.

Teglgårdsstræde

Hvor den nuværende ga­de markerer sig i bybilledet, blev omkring 1530 anlagt en teglgård, byens tredie. Til virk­somheden hørte store lergrave, men det sti­gende byggeri i 1600-tallets København nød­vendiggjorde en udflytning til markerne uden for voldene. De nuværende huse er næsten al­le opført under nyklassicismen, i perioden 1796-1810, dog er Teglgårdsstræde 14 allerede rejst omkring 1740. Bygherrerne talte bl.a. en høker, en brændevinsbrænder, en urtekræm­mer, en thehandler og en vognmand.

Telefonkiosker

Telefonkiosker, et fast inventar i det ældre københavnske bybillede, opstilledes på initiativ af aktieselskabet Københavns Telefon­kiosker efter at koncession var givet 3. septem­ber 1895. På dette tidspunkt var der ca. 4.000 abonnenter i hovedstaden. Året efter stod de første ti kiosker opstillet på stærkt befærdede strøg. Serien var tegnet af arkitekt Fritz Koch som også byggede Telefonhuset i Nørregade. De sekskantede, ni meter høje huse, udsmyk­ket i en slags jugendstil, forsynedes med kob­bertag og øverst lanterne med urskiver. 1906 var antallet af de festlige gadetempler kun øget til 11. Et restaureret eksemplar fra Sølvgade er nu genopstillet i Musemsgaden (Absalonsgade), hvorpå er opsat morsomme reklameplakater fra århundredskiftet fremstillet påny med mo­derne teknik. De oprindelige plakater skyldtes kendte kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Axel Nygaard og Joakim Skovgaard. Tivoli har endvidere erhvervet gamle kiosker fra Enghave Plads og Gl. Torv. Den nuværende telefonkiosk på Gl. Torv blev fremstillet 1913, og på Nørrevold er også bevaret et eksemplar.

Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum blev grundlagt af mesteren selv, idet Bertel Thorvaldsen 1837 skænkede alle sine værker og store kunstsam­linger til et museum, som skulle ligge i Køben­havn. Blandt de landsmænd, der havde opild­net ham til denne plan, spillede prins Christian Frederik og Ionas Collin en hovedrolle. Thor­valdsen gav yderligere sin formue til museets etablering, væsentligt tilskyndet dertil af dig­teren Ludvig Bødtcher. Samtidig forærede Frederik 6. byggegrunden, hvor Den kgl. Vogngård lå, mens en landsindsamling og til­skud fra Københavns Kommune sørgede for resten af midlerne.

Arkitekten M. G. Bindesbøll, som valgtes til at lede byggeriet, omskabte 1839-48 den gamle vogngård, et firelænget anlæg, til en fint pro­portioneret museumsbygning i egyptisk stil. Den gamle bygning havde rummet en rektan­gulær gård og foran den søndre kortside an­bragte Bindesbøll den store forhal, hvis yder­mur tjener som hovedfacade.

Over facaden, der opdeles af fem høje, skrå portaler, rejser sig en bronceskulptur. Den er udført af H. W. Bissen efter Thorvaldsens ud­kast og fremstiller Victoria - sejrsgudinden ­med brusende vinger bag et firspand.

"Også Sonnes Figurfrise til Thorvaldsens Museum var Bindesbølls ldé", skrev arkitek­ten Vilhelm Klein, som havde arbejdet for Bindesbøll. Frisen udførtes i farvet cement­puds efter Sonnes kartoner, men er fornyet 1952-59 under ledelse af Axel Salto. På kanal­siden ses den berømte billedhuggers hjem­komst 1838 fra Paris. Det foregik med fregat­ten" Rota", hvorfra Thorvaldsens værker blev udlosset. Denne scene er vist på facaden mod slotskirken, mens facaden mod slotsgår­den er smykket med værkernes overførsel til museet.

l museets gård er Thorvaldsens grav, hvor kun dækpladen er over jorden. Ifølge Julius Lange var en af de sidste nyklassicister, arki­tekten Theophilus Hansen, meget utilfreds med dette arrangement. Der burde naturligvis have stået en marmorsarkofag med skulpturer og gården skulle være overdækket med glas­tag, så Thorvaldsens store rytterstatuer kunne placeres sammesteds omkring gravmælet. Ju­lius Lange mente, at Theophilus havde fået en "Verdens-Udstillingstanke", og der blev jo in­tet af den sag.

Hvad angår udsmykningen af gårdfacaden, skyldes plantemotiverne mellem portene H.C. From, mens de væddekørende genier er af Joh. Scholl. Ligeså rig er udsmykningen i mu­seets udstillingsrum, små som store. Den im­ponerende forhal har stukloft og gulvet er her som i de øvrige rum lagt i mosaik- og terrazzo­mønstre. Mange af lofterne er i pompejansk stil. Den antikke stemning har været anslået fra begyndelsen, og museets imponerede alle samfundslag, også provinsboen som under et besøg i 1856 udtrykte det: "Vi stod foran det over hele den dannede Verden berømte og ma­geløse Thorvaldsens Museum... Jeg er ikke Kunstkender, og vel ved jeg, at kun faa er det".

Thors Hall

"Thors Hal" er for længst blot et navn og på dets sted ligger i dag forlystelsesetablissemen­tet "Valencia", Vesterbrogade 32. Her åbnede i 1861 et usædvanligt foretagende, ovenikøbet indviet af selveste Frederik 7. Navnet Frederik Folkekær passer godt på kongen i denne for­bindelse, for han åbnede og navngav stadens første fine ølhal. Oprindelig var der foran byg­ningen en grusbelagt plads, hvor publikum om sommeren kunne indtage deres øl ved små stamborde. Ville man indendøre, førte en dobbeltløbet trappe op til ølhallens stueetage og bag ved lå en sal med tag båret af jernsøjler.

Bag etableringen af "Thors Hal" stod han­delsmanden Isaac Wulff Heymann, der 1853 havde grundlagt bryggeriet "Svanholm" på Gammel Kongevej. Etablissementet havde som forbillede de tyske ølhaller, hvor det ba­jerske øl udskænkedes. Da publikums til­strømning var træg, trods udskænkning af bajersk øl, forsøgte man at servere kartoffel­mos til. Det hjalp heller ikke, hvorefter en va­rieté stabledes på benene. Her optrådte fran­ske og ungarske sangerinder, men nogen suc­ces blev det aldrig, og Heymann måtte 1863 af­hænde sin forretning. Stedet blev derefter om­bygget til dansesalonen "Figaro", siden kendt som "Palais de Dance".

Thotts Palæ

Thotts Palæ, Kongens Nytorv 4, hvor den franske ambassade nu har til huse, er opført i 1680erne for søhelten Niels Juel. Holmens ad­miral havde fra gammel tid ejet en grund med have på hjørnet af Kongens Nytorv og Bred­gade og fra 1660erne udvidede han arealet med et ambitiøst byggeri for øje. Den skånske krig 1675-79 kom imidlertid på tværs og først 1683 kunne Niels Juel opføre en "real Bygning af Grundmur". For at billiggøre byggeriet op­nåede Juel fritagelse for grundskat i ti år samt toldfrihed for "de Materialer han kan have fornøden at lade indføre til sin forehavende Bygning paa hans Plads ved Kongetorvet". Palæet, en pilasterprydet vinkelbygning med hovedfacaden til torvet, stod færdig 1686. Stilen var den hollandske palladianis­me, en barok klassicisme med toscanske pila­stre i stor orden (strækkende sig over to eta­ger), endnu synlig i Bredgade-facaden. Arki­tekten antages at høre til kredsen omkring Christian 5.s generalbygmester, Lambert van Haven, som byggede Vor Frelsers Kirke. Da Christian Gyldenløve, stamfader til slægten Danneskiold-Samsøe, købte ejendommen, tilføjedes den nordre sidefløj 1699-1703, hvorved et symmetrisk anlæg opnåedes, helt i barokkens ånd. I Gyldenløves fløj er endnu bevaret pragtfulde rum, udstyret med stuk, vægpilastre, sandstenskaminer og paneler de­koreret med legende putti og blomsterguirlan­der. Til palæet hørte naturligvis også en lyst­have, hvor "de Crystalle-Vand kan artigt springe" . Da den stenrige greve Otto Thott i 1760erne overtog stedet, ændredes smagen radikalt ef­ter nye moder, kyndigt realiseret af fransk­manden N. H. Jardin. Hovedfacadens pilastre fik korintiske kapitæler og elegante festoner i sandsten opsattes mellem de to etager. Til er­statning for den gamle kvist anbragtes en lav frontispice med relief, desuden tilføjede man en balustrade som afslutning på facaden, kro­net med statuer og vaser samt en imponeren­de våbenkartouche i midten. Jardin bygge­de også den kurvede fløj til erstatning for den mur, som tidligere spærrede gården mod ha­ven.

I en længere periode, fra 1910, var en del af palæet beboet af forskellige gesandtskaber og i 1930 solgtes hele bygningskomplekset til den franske ambassade.

Tivoli

Tivoli er grundlagt af journalisten Georg Car­stensen, som 1843 fik overdraget et stykke af det daværende fæstningsterræn til formålet. Grundlæggelsen havde et interessant forspil. I 1841 modtog Christian 8. et andragende om tilladelse til at anlægge et forlystelsescenter i hovedstadens umiddelbare nærhed. Som ar­gument herfor henvistes der til lignende forly­stelseshaver ved andre hovedstæder. De tjente til "at skaffe Mængden passende Adspredelse og Moro, tillige fjerne alt uædelt og nedværdi­gende". Det planlagte københavnske forly­stelsescenter skulle under "navn af Tivoli" un­derholde publikum med pantomimer, rutschebaner, billarder, keglebaner, ligesom luft­balloner skulle opsendes og fyrværkeri sættes i scene.

Ansøgningen var ikke signeret af Georg Carstensen, men af papirhandler Meyer Her­mann Bing og en kunstdrejer i Klareboderne, Lauritz Termannsen Nygaard. Sagen løb hur­tigt vild i bureaukratiet, mens Carstensen i mellemtiden arrangerede en vauxhall og kon­cert i Kongen Have (15. juli), som faldt i kø­benhavnernes smag. Da den Bing-Nygaardske Tivoli-plan fik omtale i dagspressen, var Car­stensen ikke sen til at søge myndighederne om tilladelse til at oprette et lignende forlystelsesetablissement. Han henviste bl.a. til sine erfa­ringer fra mange rejser i udlandet. I Carsten­sens projekt indgik bl.a. en lavtbrændende fyrværkeriestrade, russiske glidebaner og konditorpavilloner.

Den 7. april 1842 sejrede Carstensens pro­jekt og det blev en stor succes. Da forlystelses­haven åbnede 15. august 1843, stod han selv ved indgangen for at byde hver gæst velkom­men. Han nåede den dag 3615 håndtryk. Ad­gangsprisen var l mark, hvorefter man passe­rede gennem en flot tremmeport. Mens køer græssede i de nærmest landlige omgivelser, var der inde i haven illuminerede bygninger og en koncertsal i tyrkisk stil.

Den københavnske presse var nu knap så begejstret, og "Corsaren" og "Fædrelandet" kom med forargede udtalelser. De brød sig ik­ke om Carstensens medvind. Selv havde han det svært med samarbejdet med havens besty­relse, hvorfor det revnede efter blot l½ år. Derefter kastede den rastløse Carstensen sig over et nyt projekt, et vintertivoli i Amaliega­de, og senere drog han til Amerika, hvor han sammen med en tysk arkitekt 1853 fik bygget et "crystal palace" til en udstilling i New York. Desværre brændte bygningen, så han endnu engang måtte søge nye veje. Hjemvendt til Kø­benhavn nåede Carstensen at påbegynde forlysteIseshaven "Alhambra" (s.d.) på Frede­riksberg, før døden indhentede ham.

Men hans første Tivoli var og blev en suc­ces. H. C. Lumbyes musik blev en af de største attraktioner og han var i 29 år dirigent i Tivolis

[Side 229 koncertsal, kendt for sin trivelige og joviale skikkelse.

Til de mere usædvanlige begivenheder i Tivolis historie hører den store lægekongres i august 1884, hvis mere festbetonede arrange­menter var henlagt til Tivoli. Den stærkt hyl­dede Louis Pasteur, som ved kongressen hav­de redegjort for sine eksperimenter med hun­degalskab, ankom sejlende til haven. Da de sidste rester af det gamle voldanlægs kanaler snart efter tilkastedes, blev denne oplevelse ik­ke længere forundt nogen verdensberømthed på tur i København.

Tivoli Caféen

Tivoli Caféen, også kendt under navnet "Loppestikket", var et af de maleriske indslag i bybilledet nær Rådhuspladsen. Oprindelig fungerede denne lille bygning (med naboskab til lndustribygningen) som billetkontor for "Hønen", en hestesporvogn med rute mellem Frihedsstøtten og Kongens Nytorv.

Navnet Loppestikket tilskrives en direktør ovre fra "Scala", som engang spurgte efter nogle skuespillere. Da man fortalte ham, at de opholdt sig i Tivoli Caféen, svarede han: "Nåe - det lille loppestik". Mange københavnere vil huske de små lokaler i bygningen, hvis vægge var behængt med charmerende malerier og billeder af Poul Henningsen, Holger Gisse­mand og Ludvig Brandstrup. "Spjæt" og Si­mon Henningsen fra Tivoli kom her. Nu er det en saga blot, ligesom Industribygningen måtte falde, blev også Loppestikket nedrevet i 1976.

Tornebuskegade

Tornebuskegade i Rosenborg Kvarter har antagelig navn efter det uryddelige og tilgroe­de terræn, hvor den blev anlagt. Mandtalsli­sten fra Københavns belejring 1659 nævner kun en mandsperson i Thoren Burske Gade, Christen Nielsen. Ved Københavns brand 1728 standsede ilden midt i gaden.

Trinitatis Kirke

Trinitatis Kirke ved hjørnet af Landemærket og Købmagergade blev påbegyndt 7. juli 1637. I. juni 1656 på Trinitatis Søndag indviedes bygningen højtideligt af Sjællands biskop Hans Svane i overværelse af Frederik 3. Hof­præsten Hans Dideriksen Bartsker prædikede på dansk, mens professor Thomas Bang afle­verede en latinsk oration.

Bygningen har fra begyndelsen haft tre funktioner: universitetets bibliotek, studen­ternes kirke og universitetets observatorium (sammen med Rundetårn, som allerede var opført 1642). Den oprindelige menighed om­fattede således professorer og studenter, idet førstnævnte gruppe havde deres stole i koret, mens studenterne betænktes med de syv øver­ste stole på mandssiden. Denne tradition fun­gerede indtil begyndelsen af 1800-årene. End­videre kunne de teologistuderende holde deres prøveprædikener i kirken. Om en sådan note­rede Luxdorph 1. april 1774: "Hørt i Runde­ Kirke Stud. Jacobsen efter Begiæring. Maa­delig og skjødesløs. Læste ikke eengang Lidel­sens Historie ræt op". Betegnelsen" Runde­ Kirke" var i øvrigt almindelig, skønt kirken allerede i byggeregnskaberne fra 1650erne om­tales som "Hellig Trefoldighedtz Kirche". Så­ledes nævner en jyde omkring 1850, at han "saa den Gamle Runde Kirke". Hvad angår ejendomsforholdene, havde Københavns Universitet 1658-1868 patronatet over kirken, hvorefter byens magistrat overtog den.

Bygningens plan er inspireret af 1400-tallets nordiske gotik: et treskibet langhus med tresi­det apsis, støttepiller og spidsbuede vinduer. I det hvidkalkede kirkerum bærer syv murede, ottekantede piller stjerneformede ribbe­hvælv, idet hvert af midterskibets hvælv har sit specielle ribbemønster dekoreret med stukor­namenter og i midten samlet ved en roset. I 6. hvælv fra øst er mønstret erstattet med et stort udmalet, forgyldt rigsvåben. Byggeriet var fra 1643 ledet af Christian 4.s øverste bygmester Leonhard Blasius. Efter hans død 1644 over­tog Albertus Mathiesen ledelsen, ligesom han fik ansvaret for kirkens gravplan.

Branden i 1728 ødelagde kirken stærkt, hvorefter den den 7. oktober 1731 kunne gen­indvies. Under bombardementet 1807 blev Trinitatis Kirke skånet, hvorefter den i en årrække benyttedes ved universitetets store fe­ster, mens Vor Frue var under genopbygning: I forbindelse med 300-året for reformationen, fejret af universitetet 1817, "vendte" man kirken, idet nordsiden blev gjort til hovedfaca­den og portalerne i denne lod man ombygge. Flere restaureringer og mindre ændringer har fundet sted siden. 1834-35 blev kirken grun­digt istandsat og samtidig anbragtes efter teg­ning af G. F. Hetsch to skriftestole i korets si­degange under det store musikpulpitur. End­videre fornyede man delvis hvælvingernes for­gyldte blikstjerner, som antagelig var opsat i 1730. 1869-71 foretog stadsbygmester N. S. Nebelong en ny restaurering, mest omfattende det udvendige, hvor de to vestre portaler flyt­tedes til skibets vestligste fag. Samtidig male­des kirkerummet i strålende farver efter for­slag af maleren Heinrich Hansen, men den liv­lige udsmykning fjernedes atter 1909.

Det fineste inventarstykke er altertavlen, som hofbilledhugger Friderich Ehbisch 1731 leverede til Trinitatis. Efter barokkens prin­cipper er hovedvægten lagt på den arkitekto­niske opbygning: en portal flankeret af korin­tiske pilastre og søjler, der over gesims og top­stykke er udformet som en fyrværkerisol. I portalen ses en krucifiksgruppe, til siderne to allegoriske kvindefigurer: Troen og Nåden, mens to seksvingede engle knæler på gesim­sen. Skyer og putti med skriftbånd er rund­håndet føjet til. Guds øje ses også i topstyk­ket. Prædikestolen, også et træskærerarbejde af Ehbisch, står udsmykket med marmore­ring, forgyldte ornamenter, akantus og to put­ti, der holder en blomsterkurv. Det skal tilfø­jes, at alter og prædikestol oprindelig stod med egetræets naturlige lød, indtil et velha­vende menighedsmedlem 1757 betalte for de­res forgyldning og marmorering. Over for prædikestolen er et pragtfuldt rokokour fra 1757 anbragt på en pille. Dets forgyldte kasse indeholder tre urskiver, et fornemt modstykke til de almindelige timeglas, præsterne ellers var henvist til at bruge, når de prædikede. Ko­ret er hævet tre trin over gulvet og er adskilt fra skibet ved et gitter med 26 messingbalustre. Stolestaderne er fra 1731 og bærer en udskå­ren musling på hver gavl. Mens orglet levere­des 1956 af Marcussen & Søn, Åbenrå, dateres facaden til 1731, da man lod Daniel Lambert Kastens forny orgelværket efter branden.

Trinitatis Kirke indrettedes også med grave og krypter. Således blev korets 15 krypter mu­ret 1657-86, idet man fulgte Albertus Mathie­sens plan. Her gravlagdes nogle af rigets mest ansete mænd, men to af krypterne måtte sløj­fes, da centralvarme blev indlagt 1870. Blandt disse gravlagte kan nævnes rigshovmester Jo­achim Gersdorff (død 1661), rigsmarskal Jo­han Christoffer Körbitz (død 1682) og felt­marskal Hans Schack (død 1676). Hans Schacks prægtige marmorepitafium, et arbej­de af Artus Quellinus d.y. og Christian Ner­ger, opstilledes 1689 på korets nordvæg. Felt­herren ses halvt hvilende med allongeparyk og omgives af faner, kanonløb og andet krigsma­teriel.

Det store underste kirkeloft, som i 1650erne indrettedes til universitetsbibliotek, havde an­selige dimensioner: ca. 50 x 20 m. Et festligt interiør mødte publikum, når det via Runde­tårns snegl var kommet op til indgangen. Rød­malede bjælker bar et gult bræddeloft og un­derstøttedes med jernsøjler, mens store, ud­smykkede bogskabe stod langs væggene. For­uden allegoriske billeder bar skabene senten­ser som "Hvo meget unyttigt læse vil, med Bøger bruger kun Abespil". Eller: "Tag Bo­gen fat, baade Dag og Nat" og "Spindelvævs­tanker, kun Fluerne sanker". I vinduesnicher­ne hang portrætter af lærde mænd og donato­rer. Af en regnskabsrapport fra 6. juli 1656 fremgår det, at der blev lavet seks gardinstæn­ger til biblioteket. Ved indvielsen 7. juli 1657 kimede kirkens klokker, da Frederik 3. og hans følge ankom. Derefter holdt Thomas Bang indvielsestalen, mens underbibliotekaren oplæste lånereglementet. Ifølge dette var der åbent nogle timer hver onsdag og lørdag, men i augustferien alle hverdage. Udlån var ikke tilladt, eftersom biblioteket var "med store Bekostninger saa beqvemt indrettet og forsynet med Borde og Bænke, at det kunde være et fælles Tilflugtssted for Musernes samtlige Dyrkere". Små udstillinger arrange­redes også. En norsk tilrejsende noterede 1668 bl.a. "Store Kiempebeen oc Tænder fundne ved Croneborg" og en "Chinæisk-bog skref­fuen paa Silche-papir". Ved branden 1728 ødelagdes hele bibliote­ket, på nær nogle få bøger, hvorefter en gen­opbygning blev iværksat. 1807-32 havde og­så Oldnordisk Museum til huse i biblioteket. 1861 flyttedes såvel bibliotek som observatori­um fra den utidssvarende bygning. (Se endvi­dere Rundetårn).

Triumfbuer

Triumfbuer hører ikke blot den romerske oldtid til, såsom kejser Septimius Severus' tre­buede sejrsmonument i Rom. Også senere ti­ders hovedstæder kunne smykke sig med æres­porte, omend deres levetid oftest kun holdt til festens udløb.

Allerede i l500-tallet oplevede københav­nerne en sådan arkitektonisk frembringelse, for ved Christian 4.s kroning 1596 rejstes en triumfport på Amagertorv, dog godt skjult bag brædder indtil selve processionsdagen. Da den nykronede konge nærmede sig riden­de, afsløredes en flere etager høj bygning, som var smykket med skriftsprog og kongens navnetræk i forgyldte bogstaver. Under buen svævede en engel, mens fire kæmpekrigere be­vogtede den, bukkende deres træhoveder for den unge konge. Mens han passerede under­ portalen, svang englen sig ned og kransede ham.

Da enevælden indførtes, måtte det naturlig­vis også sætte sig spor i den pragt, som omgav monarkiet. Da kronprins Frederik (5.) 11. de­cember 1743 fejrede sit bryllup med den engel­ske prinsesse Louise, opstilledes der en festde­koration i Størrestræde (nu Holmens Kanal), dog ikke den traditionelle æresport. Admirali­tetet, som stod bag arrangementet, valgte to columnae rostratae - søjler med gennemstuk­ne skibe. I det gamle Rom var sådanne søjler et sejrssymbol.

En gigantisk triumfbue præsenteredes 21. oktober 1794 på slotspladsen, hvor arveprins Frederik skulle modtage sin tilkomne, prinses­se Sophie Frederikke. Hun ankom om bord på et orlogsskib. Æresporten, med høj bue og medaljoner, var fremstillet af træ, lærred og gips efter tegninger af Harsdorff. Luxdorph bemærkede noget surt i sin dagbog: "Ære-­Porten staaer skiæv for Slottet, hvilket kunde vært ændret".

En udløber af denne tradition var opstillin­gen af en æresport på Gammeltorv, da trop­perne vendte hjem i 1849. Løver på plinte var anbragt ved triumfbuen og over portalens nyklassicistiske ornamenter stod skrevet: DET SKAL El SKE DET SWORE II SOM MEND.

Trommesalen

Trommesalen var byens ældste kvægtorv og lå hvor Gammel Kongevej nu begynder. Tor­vet anlagdes 1671 af hofslagter og konsumpti­onsforpagter Niels Olufsen med det formål at forhindre borgerne i at opkøbe lam og kreatu­rer og slagte dem uden at betale afgift (accise) deraf. Betalingen skete ved en accisebod, som lå ud til torvet. Da kvægtorvet åbnedes om morgenen ved trommehvirvler , fik det navn deraf. Samme navn bar den førnævnte accise­bod, hvorover der 1730 gjordes synsforret­ning. Det fremgår heraf, at der til Trommesa­lens bygning hørte en have med frugttræer, fem fiskeparker og et vænge, som kunne tilsås med to tønder rug. I 1879 nedlagde myndighe­derne Trommesalens marked og erstattede det med de nye slagtehaller ved Halmtorvet.

Turneringer

I senmiddelalderen blev det skik at afholde ridderspil og turneringer i Kø­benhavn for at fejre tronbestigelser og konge­lige bryllupper. Da Christian 1. kronedes og holdt bryllup den 28. oktober 1449, arrangere­de man de følgende dage en stor turnering på Gammeltorv. Kongen deltog personligt og formåede at "rende dem all deris Heste aldelis forgeffuis ("ubesværet"), som komme paa Banen, bode Suenske, Danske och Tydske".

Når en ridder skulle "rende" - deltage i et dystløb - var det hans opgave at kaste mod­standeren af hesten. Man kæmpede med fæl­dede lanser og for at undgå, at hestene tørnede ind i hinanden, så de med deres tunge vægt knuste en eller begge parter, var der ofte opsat en lang skranke mellem de to rendebaner. Denne adskillende bjælke kaldtes "balgen" og tilsvarende benævntes rustningen til dystridt for "balgharnisk". Trods faren for at miste lemmer eller liv forventedes det, at kon­gen selv deltog i disse turneringer. Ingen af 1500-tallets danske konger skåne­de sig selv, men på Frederik 2. har der måske ligget et særligt psykisk pres, da han deltog i de store turneringer efter sin kroning den 20. au­gust 1559. For kun seks uger tidligere var den franske konge Henrik 2. død efter at have fået en lansesplint i øjet under en turnering i Paris. Alt gik dog vel for Frederik 2. og hele det fest­lige ceremoniel blev siden skildret af Rasmus Hanssøn Rerauius i digtet: Her Frederichs den Andens Kronings- oc Brøllups Historie (Kbhvn. 1574). Om turneringsbanen på Gam­meltorv hedder det:

I Banen var gjort et stort Plankeværk

Af Tømmer og Fjæle, vel fast og stærk. Der skulde de Herrer tilsammen da ride, At hver skulde rende alt paa sin Side. Over det Plankeværk skulde de da støde Med Stager, naar de hinanden mon møde. De lode da Hestene løbe behænde Alt det, de for to Sporer kunde rende.

En ligeså yndet sport, men ganske ufarlig, var at "stikke". Målet var en ring, som ridderen for fuld fart skulle søge at ramme med spidsen af en lanse. Lejlighedsvis arrangerede man dystridt, det såkaldte "Gesélstik", hvor to rid­dere på samme tid skulle ride efter ringen. Et sådant ridderspil fandt sted på Amagertorv i 1559, da Frederik 2. blev kronet, og det gento­ges på samme torv ved Christian 4.s kroning i 1596.

I løbet af 1600-tallet holdt de store turnerin­ger op. Men endnu 1680 holdtes ringridning og turnering i forbindelse med den danske prinsesse Ulrica Eleonoras forestående bryl­lup med den svenske konge Carl 11. Festlighe­derne fandt sted midt i april på ridebanen ved Københavns Slot. Her var ringen anbragt samt pyramider stillet op. I en af legene red kongen "i fuld Furie med dragen Kaarde til Ringen og strax derpaa i samme Rend hug Hovedet af Morianen (negerfigur gjort i pap til lejligheden)" .

Desuden arrangeredes en turnering med en del af Christian 5.s staldkarle, der blev ud­stoppet i skindklæder "i et helt Stykke fra Fod til Haand, en stoppet Spand paa Hovedet med Hul nær for øjnene, at de kunde se igennem". Derefter skulle de på raske heste og udstyret med lanse forsøge at støde hinanden af hesten.

Omkring samme tidspunkt skrev den gamle adelsmand Ditlev Ahlefeldt beklagende i sine erindringer: "Vel ere nu de gamle Turneringer og Ridderspil længst geraadede i Forfald".

Tøjhuset

Tøjhuset indgår som en del af det gamle arse­nal, der blev anlagt i Christian 4.s regeringstid efter udenlandske forbilleder (arsenalet i Ve­nezia er et af de berømteste). De forskellige arsenal-bygninger placeredes omkring et hav­nebassin, så flådens skibe kunne lægge ind og proviantere. Den 163 m lange sydvestre fløj, opført 1599-1605, danner i dag rammen om Tøjhus Museet. Den nedre overhvælvede eta­ge var oprindelig indrettet til magasin for ka­noner. Museets berømte våbensamling er grundlagt 1838 og omfatter alt fra det tunge artilleri til de lette håndvåben, desuden uni­former og rustninger. Særlig fin er hertug Adolphus of Holstein-Gottorps rustning fra omkring 1560.