Indholdsfortegnelse

U

Universitetet

Universitetet, hvis gamle bygningskompleks ligger ved Vor Frue, grundlagdes 1479. Allere­de 14. juni 1475 havde Christian l. fået pavelig tilladelse til at åbne et dansk lærdomssæde. Undervisningen blev henlagt til den forhen­værende rådhusbygning på hjørnet af Nørre­gade/Studiestræde, hvorfra bystyret havde flyttet sine funktioner til en ny bygning ved Gammeltorv (Københavns andet rådhus).

Lånet af undervisningslokaler gjaldt kun ti år og da bystyret var utilfreds med ordningen, måtte de lærde flytte ud i 1491. Kong Hans be­klagede i et brev til magistraten, at rådet og borgmestrene "toge det gamle Raadhus volde­ligen fra Doctorne og Mestrene der i Byen, som de havde til deres Behov og Nytte".

Ved et efterfølgende mageskifte lykkedes det at sikre bygningen for universitetsfolkene og i 1512 foretog man en betydelig udvidelse af den. Alene facadelængden mod Nørregade forlængedes fra 13 til 26 meter.

Efter reformationen flyttede universitetet 1539 over på den modsatte side af Nørregade, hvor det overtog en grund omtrentlig svarende til området indenfor nuværende Krystalgade, Fiolstræde, Frue Plads og Nørregade. Her lå allerede et to stokværk højt hus ud til Nørre­gade og det mere beskedne, endnu bevarede Konsistoriehus, som i dag er den ældste større bygningsdel bevaret i København. Den date­res ca. 1420 og i kælderen ses hvælvinger båret af granitsøjler.

Den nuværende lange bygning langs Nør­regade, kaldet Kommunitetsbygningen, blev opført 1731. Her var oprindelig bolig for stu­denter, siden for professorer. I kælderen har studenterne haft deres berømte spisestue ­"Kannibalen".

Hovedbygningen, der ligger ud til Frue Plads, opførtes 1831-36 efter tegninger af Pe­der Malling. Han gav bygningen et specielt præg ved at forene klassiske stilformer med nygotiske, sidstnævnte havde på dette tids­punkt et gennembrud i Danmark. Adskillige tegninger og udkast, helt tilbage til 1819, gik forud, før Malling nåede denne løsning, der både gav et med- og modspil til C. F. Hansen­arkitekturen ved Frue Plads. Det rundbuede motiv i Metropolitanskolen og Frue Kirke er således gentaget i Mallings universitetsbyg­ning. Rækken af gavle, der afslutter facaden, repræsenterer derimod det nygotiske. Højt op­pe på den gråpudsede facade læses den latin­ske indskrift: FREDERICUS SEXTUS ­INSTAURAVIT ANNO MDCCCXXXVI. I oversættelse betyder den, at Frederik 6. lod bygningen forny i året 1836.

Berømt er indskriften over bygningens ho­vedindgang: COELESTEM ADSPICIT LU­CEM: Den skuer mod det himmelske lys. Sen­tensen refererer til den prægtige ørn, som sidder over indskriftstavlen. Fuglen og indskriften blev anbragt efter forslag af den teologiske professor Matthias Hagen Hohlenberg.

Hovedbygningen rummer Universitetets gamle festsal. Stedet vil blive husket for en række fremragende forelæsninger, ikke mindst Georg Brandes "Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur", som han påbegyndte november 1871 under stor til­strømning.

Universitetsbiblioteket, Fiolstræde 1

I 1856 udskrev Universitetet en konkurrence om et nyt bibliotek, som skulle placeres langs Fiolstræde. Man krævede af hensyn til brand­sikkerheden en konstruktion af jern og sten, dertil solidt og bekvemt indrettet samt plads til 12.-13.000 løbende alen hylder. Vinder blev J. D. Herholdts projekt og bygningen opførtes 1857-61.

Herholdts løsning, med stærk brug af røde teglsten, indvarslede et nyt stilideal i dansk ar­kitektur. Han søgte sine forbilleder i den ve­sterlandske katedral, især den norditalienske. Således er murpillerne med de små bikubeagti­ge afslutninger inspireret af S. Fermo i Vero­na, ligeledes gavlen mod Krystalgade. Arki­tekt Herholdt sørgede i øvrigt for at tilpasse sit bibliotek til den store hovedbygning mod Frue Plads, som Malling havde tegnet for Universi­tetet og forsynet med syv trekantgavle. Biblio­tekets gavl mod pladsen blev en pendant til disse.

Brugen af støbejern i de bærende konstruk­tioner var det mest revolutionerende, her for første gang anvendt i Danmark. Det skete na­turligvis under indtryk af det berømte Crystal Palace, som opførtes 1852 til Verdensudstil­lingen i London. Under et ophold i England havde Herholdt studeret dette bygningsværk, men også Bibliothèque Ste Geneviève i Paris, rejst med jernkonstruktioner 1832-50, har Herholdt haft kendskab til. Bogsalen og mid­tergangen er udsmykket af Georg Hilker, en af periodens betydeligste dekorationsmalere.

I udstillingshallen på 1. sal ses en montre med brudstykker af et par engelske granater, der 1807 gik gennem taget på Trinitatis Kirke, hvor universitetsbiblioteket tidligere havde til huse. Kuriøst nok havnede granaterne i afde­lingen for moral og politik, idet en af dem læ­derede hjørnet på en udgave af Marsiglio af Paduas værk "Defensor Pacis"! Dette drama­tiske minde er bevaret, og i en udstillingsmon­tre på første sal er udstillet den lemlæstede bog og stumper af kuglen.

Urtekræmmerne

Urtekræmmerne, hvis laug stiftedes 1693, har gennem tiderne forsynet københavnernes maver med alskens lækkerier. At studere de­res gamle regninger og annoncer er som en vandring gennem den historiske kogebog og alt andet, som hørte til skiftende tiders hus­holdning.

Kanaris, også kaldet fint sukker, samt kan­dis optræder i en urtekræmmerregning for årene 1723-25, som stiledes til kirurg Hans Liunge. Samme familie købte også the hver måned, skønt den ikke var velhavende.

Jens Christopher Friborg fortæller, hvorle­des han i 1773 etablerede sig som urtekræm­mer og skrev til pibefabrikant Brinckmann i Amsterdam angående leverance af piber. 1700-tallets urtekræmmere kunne dog præ­stere mere end the, sukker og kridtpiber. I "Kiøbenhavns Adressekontors Efterretnin­ger" fra 1762 læses følgende annonce: "1 Got­tersgade hos Hans Jørgensen Urtekræmmer og Konditor, er at bekomme: Nye Tydsk Peb­berrod, delicate Flamske Sild, friske Multe­bær, grøn og hvid Sweizer-Ost, samt Engelsk og Hollandsk dito, Indianske Fugle-Reder, Chinesisk Soya, Spanske Antiovis, dito Not­ler, nye Confect-Rosiner, Danziger hvide Bønner, Hollandsk Chokolade, beste Sort Sago- og Mannagryn, Franske Bruneller, gammel Rom, Leomon Asia, Bambos dito, Fransk Olie og Oliver i Glasser". Tilsvarende fortæller en vejviser fra 1796, hvor man sæl­ger "Franske indsyltede Frugter" og "Honningviin".

Senere blev urtekræmmerne kendt for deres mange kulørte flasker i vinduerne, som det be­mærkes af bondekarlen Hans Peter Jensen af Pjedsted, da han omkring 1850 gennemtraver hovedstaden.