Indholdsfortegnelse

V

Valby

Oprindelig landsby og først nævnt 1186 som Walbu. Befolkningen levede i væ­sentlig grad af at sælge deres produkter til københavnerne, og Christian 4. gav dem plads på Amagertorv (s.d.). Da Christian 3. lod 20 hollænderfamilier overflytte fra Amager til Solbjerg, var det lidt af en katastrofe. Man frygtede konkurrencen, men det gik nu ikke så galt. Under svenskernes belejring af Køben­havn 1658 blev landsbyen fuldstændig øde­lagt. Den bestod dengang af 13 gårde og 26 hu­se. Tingstedet, der endnu er bevaret og som ligger ud til Valby Langgade, var det naturlige samlingssted. I 1600-tallet blev Roskildevejen ført igen­nem Valby, en kro opførtes på stedet og bevil­ling blev givet 1660. Den første bevillingshaver var Hans Pedersen Bladt, som intet havde med krofaget at gøre men gjorde sig kendt som en af Københavns store handels- og fi­nansmænd. 1676 udnævntes han til Køben­havns borgmester. En ny ændring af Valbys forhold fandt sted, da man 1776 førte Roskil­devejen op til Valby Bakke og dermed forbi Valby. Til gengæld betød hoffets tilknytning til Frederiksberg mere liv i byen. Det fortæl­les, at Frederik 6.s dronning ofte red gennem Valbys gader og delte lækkerier ud til børne­ne. Den engelske skuespiller James Price, som døde 1805, var en af de første til at flytte på landet til Valby, og det blev senere meget po­pulært blandt københavnerne. 1847 blev Val­by stationsby, da man anlagde den første jern­bane til Roskilde.

Vandkunsten

Vandkunsten er et lille torv i det gamle Ve­ster Kvarter. På dette sted lå i middelalderen, første gang nævnt 1419, en vandmølle og en mølledam, der gennem en møllegrav modtog vand fra omegnens vandløb. Spor af dæmnin­gerne, der omgav møllegraven, blev ved år­hundredskiftet påvist, da H.N. Rosenkjær og H. U. Ramsing gravede nord og syd for Løn­gangsstræde. Gamle gadenavne vidner ogsåom møllen, idet Løngangsstræde oprindelig kaldtes Møllebækstræde, mens Vandmølle­stræde var den ældste betegnelse for Rådhus­stræde. Yderligere gav vandmøllen navn til et tårn i bymuren nær ved, det for længst nedrev­ne Vandmølletårn, hvis fundamentrester er fremdraget i kælderen under Vartov. Frederik 2. lod 1559 anlægge et farveri og et klædebere­deri i tilknytning til vandmølletårnet. På Chri­stian 4.s tid var det den foretagsomme Johan Ettersen, som drev farveri bag Vand­kunsten.

Pladsens navn, på plattysk Waterkonsten, hidrører fra det pumpeværk, som det antages, at Christian 3. lod konstruere. Vandværket, som skulle sende det ferske vand i render fra møllegraven til Slotsholmen, var vel det tidlig­ste forsøg på at supplere vandforsyningen fra byens brønde.

Da det nye kvarter - Frederiksholm - blev anlagt og byen udvidedes til denne side, var det først hensigten at opretholde møllegraven. 1667 blev der udstedt forbud mod at benytte dens vand, "enten med Tvætten eller anden urenlig Brug", eftersom det var bestemt for kongens bryggers. Alligevel blev møllegraven opgivet et par år senere, hvorefter vandløbet opfyldtes på privat initiativ. Det førte til stri­digheder om retten til pladsen, hvilke først af­sluttedes ved en kommission. Efter en kendel­se måtte den private lodsejer, som havde fået tilkendt størstedelen, overdrage sine rettighe­der til kronen. 1673 lovfæstedes det, at arealet skulle henligge ubebygget til kongens og sta­dens tjeneste. Trods dette fungerede stedet som almindelig losseplads, så man 1678 måtte bortkøre et par hundrede læs af "den store Mødding", som i nogle år var blevet samlet på hjørnet af Magstræde. 1684 fik pladsen status som fisketorv og 1880-87 var her loppetorv!

Den moderne "vandkunst" skyldes arkitekt J. Magdahl Nielsen og opstilledes 1910. Gen­nem gabene på fire løvehoveder strømmer vandet ud i granitkummen. På hjørnet ved re­staurant Tokanten er indmuret en sten tavle med navnet "Wand Konsten", et af byens ældste gadeskilte, som dateres ca. 1770.

Af nyere dato er mindepladen på hjørnet af Gåsegade/Vandkunsten, hvor der fortælles om stormen på København natten mellem 10. og 11. februar 1659. Svenskerne førte netop deres hovedangreb mod det voldafsnit, som dengang strakte sig fra Vandkunsten til Stormgade. Over pladen ses et portræt af Fre­derik 3., der indledte den skæbnesvangre krig mod Sverige. Tavle og udsmykning opsattes af ejendommens ejer, konservator P. H. Ras­mussen, mens han boede her 1853-89.

Wasterschout

Waterschout (vaterskout), betegnelse for embedsmand, der førte tilsyn med rullerne over handelsskibenes mandskab. Ordet afledt af holl. (schouwen = skue). I en instruktion fra 1752, § 1, nævnes det, at mandskab, som har faret udenrigs i København hjemmehø­rende skibe, der afklarerer her i København, skal afklarere for waterschouten. Ligeledes meddeler en plakat fra 20. april 1820, at i mor­gen tidlig skal waterskouten komme ned for at mønstre mandskabet på og læse skibsartikler­ne.

Blandt de københavnske waterschouter kan nævnes christianshavneren Jens Kliim, som 1766 købte Nyhavn nr. 67. Hans omhyggeligt førte journal fra 1767 over skibe og fartøjer hjemmehørende i Københavns Havn er beva­ret. Her er noteret, hvorhen skibsrederne sen­der deres skibe, specielt Kyst-Guinea og Vest­indien er søgte mål.

Det stærkt sæsonbetonede arbejde, hvor vinteren var stille og sommeren gav mange forhyringer og afmønstringer, hjalp dårligt på Jens Kliims økonomi. Han indrettede derefter kælderbeværtning i sit hus, senere fulgte spe­kulationer i plantagedrift i Vestindien, der gav ham så store tab, at han allerede 1771 måtte sælge huset. Kliim fortsatte dog i embedet som waterschout indtil 1796, hvor han søgte orlov på grund af vattersot.

1817~27 havde søofficereren Peder Norden Sølling embedet som waterschout i Køben­havn. Han fattede under dette arbejde interes­se for de gamle sømænds dårlige sociale kår og stiftede et sømandshjem, senere kaldet" Bom­bebøssen" (s.d.).

Vesterbro

I 1000-årene, da fiskerlejet Havn var skudt op ved Øresund, eksisterede endnu intet Vesterbro. På denne side af den lille landsby med fiskeri var blot et sumpet terræn, krydset af enkelte stier og veje.

En fuldstændig omvæltning fandt sted i sid­ste halvdel af 1100-tallet, da biskop Absalon anlagde en halvkredsvold et stykke uden for byen. Tre hovedfærdselsårer gennemskar voldlegemet og strålede ud i de sjællandske landskaber. Den vestre af disse tog retningen mod Valby Bakke, i middelalderen kaldet Solbjerg. Et stykke uden for fæstningsvolden løb Skt. Jørgens Bæk, som krydsede byens ve­stre udfaldsvej, før den løb ud i Øresund. Se­nere i middelalderen opdæmmede man Skt. Jørgens Bæk og begyndelsen blev lagt til Skt. Jørgens Sø, Peblingesøen og Sortedam.

Før 1700-tallet, hvor kortene bliver mere præcise, er vor viden ringe, når det gælder Ve­sterbros topografiske forhold. Vejen til Valby ændrede ofte sit løb og hvad værre var, folk havde dengang let ved at forveksle Skt. Jør­gens Sø med Peblingesøen eller Sortedam.

De ældste mere troværdige gengivelser af København er fra 1587 og året efter blev de i Köln trykt i Braun og Hogenbergs store atlas. På det ene af kobberstikkene ses København fra landsiden, et fugleperspektiv gjort fra Val­by Bakke. Uden for den vestre del af bymuren snor den daværende" Vesterbrogade", eller rettere alfarvejen, sig mod Valby. Den passe­rer undervejs en dæmning og bro ved sydsiden af Skt. Jørgens Sø og nærved ses Københavns gamle Skt. Jørgensgård, et spedalskhedshos­pital oprettet i middelalderen. Ud fra andre forhold vides det, at alfarvejen derefter fulgte en rute svarende til det nuværende Bagerstræ­de, Gammel Kongevej frem til hjørnet ved Værnedamsvej.

De skriftlige kilder fra den senere middelal­der understøtter detaljerne på Braun og Ho­genbergs prospekt. I stadens jordebog fra 1496 nævnes 17 haver uden for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestø­ber, en bager og en vognmand. Knap hundre­de år senere, i 1581, var der 43 haver syd for al­farvejen og 70 haver nord derfor.

Stubmøllerne prægede også markerne og haverne foran Vesterbro (gengivet i Braun og Hogenberg). Omkring 1620, på Christian 4.s tid, har der været 18 vejrmøller, og en af ejer­ne hed Simon Frederiksen Simmelbager. Chri­stian 4. kom naturligvis, initiativrig som han var, til at præge forstaden. Han befalede, at Skt. Jørgens Sø skulle opdæmmes som et led i byens forsvar, efter at den i lange tider havde fået lov til at gå over alle bredder eller indtør­re, som vind og vejr nu skiftede. Samtidig forbedredes broen over søens afløb. De første be­boelseshuse begyndte at skyde op, således at 110 familier havde bopæl uden for Vesterport i 1622.

På dette tidspunkt opstod også navnet Ve­sterbro. Christian 4. gav 20. august 1624 ordre til, at vejen skulle brolægges, først til Værne­damsvej, siden ud til Valby. Den fik navnet "den lange Stenbro", men officielt talte man ikke om "stenbroen", derimod om Alvejen el­ler Adelvejen. I 1650 omdøbtes den vigtige tra­fikåre til Roskildegaden, og to år senere fik forstaden navnet "Vesterbyen".

I sidste halvdel af 1700-tallet kom der man­ge traktørsteder i Vesterbyen, ligesom der etableredes mange slagtergårde. Dokumenter nævner 1749, at der er 22 øltappere uden for Vesterport. Det følgende århundrede præge­des af de mange forlystelsessteder og de mange lejekaserner.

Vesterbrogade

se "Gule Hest", "Fri­hedsstøtten" og "Sorte Hest".

Vester Kvarter

Vester Kvarter, det 2. i rækken af Køben­havns gamle rodemål, begrænses af Vester Voldgade, Vestergade, Gammeltorv, Nytorv, Rådhusstræde og Frederiksholms Ka­nal. Den søndre del af kvarteret var oprindelig en havbugt, som 1667-68 blev inddæmmet og tørlagt. Officielt kaldtes bydelen Frederiks­holm, i daglig tale Kalveboderne. Væsentlige dele af kvarteret blev lagt i aske under branden i 1795 [SIC: Skal vel være 1728].

Vesterport

Allerede roskildebispernes jor­debog fra 1377 nævner Vesterport, dog uden beskrivelse af dens udformning. Da Køben­havns belejring 1523 var overstået, lod man byportene forstærke med skanser. Et doku­ment fra samme år fortæller, at Hans van Ry­en betaltes 19 mark, som han "havde kostet paa den Skanse uden for Vesterport". Folk, som dengang skulle ind i byen gennem Vesterport, måtte gennem flere forhindringer. Først pas­seredes en bro over den ydre voldgrav, der­næst en ydre port, hvorefter vejen førte over den indre stadsgravs bro til den bagved liggen­de indre port. I øvrigt antages det, at Køge Barfred, som nævnes flere gange i perioden, er identisk med Vesterport. Gennem barfreden (fæstningstårnet) gik vejen sydover mod Køge. Denne trafikale flaskehals ændredes i 1600-­tallet. 1613 meddeles det, at "et Krudtkammer over Vesterport" er under indretning. Få år se­nere blev volden flyttet længere ud, hvad der gjorde den indre af byportene overflødig, og den blev formentlig nedrevet ved denne lejlig­hed. Den ydre port forsynedes til gengæld med en ny facade af gullandsk sandsten, mens dens skulpturelle udsmykning 1616 blev over­draget til Lorentz Steenwinchel. Det fremgår af regnskaberne, at ombygningen var tilende­bragt 1619, for Samuel Clausen kunne 23. juni dette år påtage sig for 160 rigsdaler "den Ve­sterport her udenfor Byen at skulde staffere og fuld færdige for Hans Majestæt, med hans eget Guld og Farve". Samtidig udstyredes porten med et højt spir, anbragt af tømrerme­ster Vidt Krag lige over kongens billede. An­svaret for tækning med bly og skifer havde Jørgen Eiler, hvorefter spiret blev forgyldt. Da København blev belejret af svenskerne 1658-59, fik spiret svære skader og måtte ned­tages.

Den næste store modernisering af voldan­lægget fandt sted i slutningen af 1660erne, hvor porten flyttedes nær Lille Skt. Clemensstræde (for enden af nuværende Frederiks­berggade). Trods store vanskeligheder lykke­des det at overføre det meste af skulpturen til den nye portfacade. På en gengivelse af porten i Thurahs Danske Vitruvius (1746) ses faca­dens opbygning i detaljer. Ligesom Nørreport var den udstyret med nicher, festoner, tre­kantfronton og Frederik 3.s monogram. Som et raffinement var facadens fritstående søjler udformet som kanonløb! Hvad det forsvars­mæssige angik, byggede man til portens be­skyttelse Gyldenløves Bastion mod syd, op­kaldt efter Ulrik Frederik Gyldenløve, Frede­rik 3.s søn. Nord for rejstes tilsvarende Schacks Bastion, som fik navn efter en af by­ens dygtige forsvarere under svenskernes be­lejring, rigsfeltherren Hans Schack.

Som byen udviklede sig i 1700-tallet, måtte byportene blive til stadig større besvær for dens borgere og oplandets befolkning, og i 1800-tallets første halvdel blev det rent galt. Fra 1842 er bevaret en levende skildring af for­holdene omkring Vesterport, som først åbne­des for trafik kl. 7 om morgenen: "Naar man ser de Strømme af Mennesker, som - Tusinder efter Tusinder - ofte bølge over Broerne Ve­sterport, medens de mægtige Omnibusser og Postvogne foruden Mangfoldigheden af mindre Befordringsmidler bane sig Vej gen­nem den levende Masse, der ængstelig maa trykke sig til Siderne for ikke at blive knust un­der Hjulene eller traadt af Hestenes Hove, naar man ser, hvorledes Folk samle sig uden for Porthvælvingen, der dundrer af den døen­de Vognlarm, for at passe paa det belejlige Øjeblik, da de kunde styrte sig i det aabne Fri­sted bag den indrullende Vogn, og hvorledes de da i vild Tummel med truende Hestetrav bag efter sig, vælte igennem det dunkle Rum og slæbe grædende Børn eller aandløse Oldinge med sig paa Farten, ikke at glemme hine smaa tohjulede Børnevogne, som nu er med overalt""

Der kom naturligvis forslag til forbedringer af dette. Således ansøgte kommunalbestyrel­sen 1843 om tilladelse til udvidelse af Nørre-og Vesterport. Det blev kun til en pontonbro for fodgængere, som lagdes over stadsgraven ved Vesterport i sommertiden. 1845 foreslog arki­tekten J. D. Herholdt en tunnel ført gennem volden på begge sider af Vesterport, men det forkastedes. Først da man havde opgivet de­markationslinien ved loven af 6. januar 1857, lysnede det. 1857 faldt Vesterport, hvilket Pe­ter Faber mindedes i sin håndværkersang "Den glade Svend":

"Saa gaar han ud ad Vesterport,

som de for nylig bred har gjort,

det kan nok hænd's, det Værk er stort, det gaar, som det var smurt..."

Den store åbning, som kom i portens sted, blev af københavnerne døbt" Vestergab". Under anlæggelsen af Rådhuspladsen fandt man vigtige spor af det gamle voldafsnit.

Videnskabernes Selskab

Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, som stiftedes 13. november 1742, har sit nuværende domicil i bygningen Dantes Plads 35. I følge de først skrevne statutter fra 1774 har selskabet til formål at fremme de histori­ske, fysiske, matematiske og filosofiske vi­denskaber, desuden udgivelse af skrifter her­om. Medlemmerne holdt i begyndelsen deres møder i den Holsteinske Gård, herefter benyt­tedes Prinsens Palæ i en lang periode. For Carlsberg Fondens midler opførtes 1894-98 en bygning ved nuværende Dantes Plads. Byg­ningen, hvis monumentale udformning skyl­des professor Vilhelm Petersen, har det itali­enske renæssancepalads som forbillede. Ma­terialerne er granit, bremersandsten og mur­sten.

Wilders Bro, Wilders Plads

Wilders Bro, Wildersgade og Wilders Plads, alle på Christianshavn, er opkaldt ef­ter to skibsværftsejere: Carl Wilder og hans søn Lars Wilder. Den ældre Wilder var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade, hvor Wilders Bro fører over. På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibs­værft med tilhørende bulværker og bygnin­ger, en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2. Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kgl. bevilling, en nagel­smedje.

Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænk­te han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og udstyredes med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift: "Lars Wilder skylder I Taknemmelighed". Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tids­punkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.

Vognmandsmarken

Vognmandsmarken, navn på boligkvarter og gade bag Hans Knudsens Plads, hvor Kø­benhavns vognmandslaug efter ca. 1570 holdt til med deres heste. Området, som lauget fik overladt, udgjorde en del af den nedlagte landsby Serridslevs jorder. I tingbogen refere­res der et par gange til en vis Jørgen Brænde­vin, som boede i" Vanghuset for Vognmands­vangen sønden ved Gammel Vartou". Vange­husvej, en vej mellem Ryvangs Allé og Strand­vejen, minder også om Jørgen Brændevins tid.

Da Struensee kom til magten, blev arealerne 1771 sat på auktion. Efter hans fald kom de snart tilbage til vognmændene. I 1851 ophæ­vedes lauget, hvorefter jorden overgik til ma­gistraten. 1893 overførtes en stor del til mili­tæret, som 1897 afsluttede Ingeniørkasernens opførelse på dette areal. Resten af jorden ud­stykkedes.

Vognmænd

Vognmænd har allerede fungeret i middelal­derens København. De ældst bevarede skrå blev nedfældet den 29. april 1478, og laugshu­set lå dengang nær Kultorvet. Vognmændenes laug havde pligt til at sørge for vedligeholdel­sen af de broer og veje, der førte trafikken ind til København. Alt skarnet skulle det også bort køre, og var der ildebrand, var det pligtig at hjælpe. For disse ydelser nød vognmænde­ne bl.a. det privilegium at disponere over "Vognmandsmarken" udenfor byen "til deres Hestefoder og Laugs Ophold" (se ovenfor).

I deres laugsskrå fra 1610 var der en fast pris for at køre møg ud af byen og ned bag slagter­boderne, der lå på det nuværende Vesterbro. Det bestemtes samtidig, at der skulle være 40 vognmænd i hovedstaden med eneret på al vognkørsel. 1851 ophævedes lauget.

Voldmøller

Efter etableringen af de nye voldanlæg omkring København, som fandt sted i løbet af 1600-årene, begyndte man at ud­nytte de kunstigt skabte forhøjninger til møl­ler. 1669 fik mølleren Hans Hoppe tilladelse til at bygge en mølle på Gyldenløves Bastion. Hvorvidt den brændte eller ikke blev opført, vides ikke. Sikkert er det, at en vis Jürgen Gosbruch 1697 opnåede retten til at opføre en vindmølle på samme bastion. Den bar senere navnet Luciemølle, eller mere folkeligt Lusse­ Møllen. I 1690erne fik Schacks Bastion sandsynligvis også sin mølle kaldet Store Kongens Mølle, mens der 1692 rejstes en voldmølle ved Gothersgade.

Dronningens Mølle, som lå på Rosen­krantz' Bastion (Østervold), ødelagdes fuldstændig 31. marts 1779, da et nærliggende krudttårn sprang i luften. I sin dagbog skriver Luxdorph, at mange mennesker omkom, lige­som "Guld-Huuset, Fridrichs Hospital, Ka­stellet, mange af Nyboder toge stor Skade paa Tag og Vinduer". Den genrejste Dronningens Mølle blev nedrevet 1895. Da englænderne 1807 belejrede København, frygtede man, at fjenden skulle ødelægge møllerne på volden, hvorfor to reservemøller indrettedes i Sølvga­de og på Nyholm. Vejrguderne kunne også ødelægge, som den 26. januar 1847, hvor en orkan væltede den gamle stubmølle på Kastelsvolden.

Vor Frelsers Kirke, Sankt Annæ Gade

Byg­ningen blev opført 1682-96 med Lambert van Haven som arkitekt. Han var 1671 blevet an­sat som kongens bygningschef, men udnævn­tes også til inspektør over maler- og billedhug­gerkunsten samt "alle didhen hørende Kun­ster". Kirken på Christianshavn skulle afløse den første beskedne kirkebygning, som 1640 var opført af træ. Grundstenen til den nye blev nedlagt 19. oktober 1682.

Som grundplan er valgt korsformen med kvadratisk midtparti, og svarende dertil dan­ner det indre et stort rum, hvis hvælvinger un­derstøttes af fire midterpiller. Murene hviler på en høj granitsokkel og deles ved murstens­pilastre. De stærkt fremspringende, forkrøp­pede gesimser er typisk for barokken, men nærmest en påvirkning fra udlandet kommer det snoede spir. Dette blev opsat af Lauritz de Thura 1750, som fik ideen dertil ved at studere spiret på universitetskirken Sant' Ivo delle Sa­pienza, en af de berømteste barokkirker i Rom. Sneglegangens udvendige trappe tæller ca. 150 trin og er forsynet med et forgyldt ge­lænder. øverst på spiret er sat en globus kro­net af en tre meter høj forgyldt frelserfigur. Da Frederik 5. 28. august 1752 besteg det fær­diggjorte spir, lød der salut fra 27 kanoner an­bragt på kirkepladsen. Kobbersmed Jacob Høvinghoff var ansvarlig for udførelsen af Frelser-figuren.

1694 bestilte Christian 5. hos Nicodemus Tessin den Yngre et alter til kirken. Han brug­te som forlæg den italienske billedhugger og arkitekt Gian Lorenzo Berninis alter i SS. Do­menico e Sisto i Rom. Alteret, som er i itali­ensk høj barok, blev udført efter Tessins mo­del. Først 1732 kunne det store alter indvies, efter at dets mange dele var samlet. Søjlerne er af rød flammet fransk marmor.

Den prægtige orgelfacade er et arbejde af Chr. Nerger og bærer årstallet 1698. To impo­nerende stukelefanter bærer facaden, som er to stokværk høj.

Vor Frue Kirke

Vor Frue Kirke ved Nørregade opførtes i sin tidligste form omkring 1200 og var af størrelse blot en landsbykirke. Kridtkvadre var bygge­materiale, det samme som blev anvendt, da ringmuren rejstes omkring Absalons borg et par generationer tidligere. Snart efter blev kirken sæde for kollegiat­kapitlet og dermed gjort til en af hovedkirker­ne i stiftet, som dengang styredes fra Roskilde. En afskrift af en bygningsindskrift på en længst forsvunden tympanon fortæller (over­sat fra latin) at, "i det Herrens år 1316 genop­byggedes denne kirke, der forud fire gange var hærget af ildebrand". Da man i 1300-tallet opførte den nye kirke, anvendtes røde munkesten og den fik domkir­kestørrelse omtrentlig som den nuværende bygnings. Ligesom den endnu bevarede og samtidige søster kirke Skt. Petri i Malmø ud­formedes Vor Frue som en gotisk basilika, med højt midtskib, lavere sideskibe og tvær­skib. Højkoret havde omgang med fem radie­rende kapeller, en plantype som allerede var kendt fra 1000-tallets franske pilgrimskirker.

Under den nuværende koromgang er bevaret rester af det gotiske bygningsværk. Da det massive vesttårn rejstes i begyndel­sen af 1500-tallet, voldte det store vanskeligheder. Nær spirets fuldendelse blæste knappen, "Pinnaculum", ned under et uvejr og det til trods for, at man mandagen næst før Kyn­delmisse havde anbragt et lille udvalg af kir­kens kostbare relikvier under en bjælke i tår­nets spids. Udgiften til spirets kobbertækning tyngede også.

Med reformationen mistede Vor Frue andre af sine kostbare skatte, deriblandt kannike­stolene. Til gengæld ophøjedes bygningen til rigets hovedkirke. Nyt inventar kom atter til, således orglet, der efter flere fornyelser, senest i 1690, pristes som et af de største og mest kost­bare i Europa. Som gravkirke spillede den en hovedrolle. Her gravlagdes alle Sjællands bis­per, berømte videnskabsmænd samt adelige slægter og fornemme borgerlige.

Al denne herlighed sank i grus ved branden i 1728, som udbrød den 20. oktober om afte­nen. Hele natten brændte det i Nørregade­kvarteret og næste morgen var det så hedt i tårnet, at intet levende kunne opholde sig der­oppe. Ildfunker blev med sydvestvinden ført op mod tårnet og snart slog røgen ud af de øverste tårnvinduer for atter at blive suget ind. "Dette gentog sig trende Gange, ligesom naar en Mand trækker Aande", hvorefter det styr­tede ned, ramte kirkens nordside og satte alt i brand. Næsten hele bygningen, på nær dele af koret og dåbskapellet, blev lagt i ruiner.

Grundstenen til en ny domkirke blev ned­lagt 11. september 1731, men indvielsen fore­toges først 1738 og spiret afsluttedes fire år se­nere. Genopbygningen skete efter tegninger af J. F. Ramus og J. C. Krieger, mens Thurah stod for opførelsen af det nye vesttårn. Udka­stet til spiret skyldtes Vincents Lerche, der be­nyttede spirprojektet til St. Martin's-in-the­Fieids i London som forbillede. Tårnet indvie­des december 1744 med opsættelsen af den store vindfløj med majestæternes navnetræk "under Paukers og Trompeters Lyd samt Haandværkernes Glædskabs Bevisning".

Under et af Københavns bombardementer den 5. september 1807 satte en congrevesk brandraket sig fast øverst oppe i spiret, hvortil ingen sprøjte kunne nå. Som en kæmpefakkel lyste tårnet op, klokkerne styrtede ned, af hvilke stormklokken vejede 12.000 pund, og hele kirken blevet inferno af ild og røg.

C. F. Hansen fik til opgave at projektere en ny kirke og 1808 afgav han et forslag om "For­delene ved at decorere Frue Kirke i en ny Smag, i Stedet for at sætte den i Stand som den forhen var". Hertil anbefalede C. F. Hansen "den nyere, eller rettere sagt den gamle Græske og Romerske Smag", hvilket accepteredes.

To år senere lå tegningerne færdige, hvoraf en bygning med klare former trådte frem. Kir­kens indre prægedes af søjlerækker anbragt over svære arkader og et vældigt kassetteret tøndehvælv med lysåbninger, mens de udven­dige hovedmotiver var en tempelfront mod Nørregade og et apsisparti med Pantheon i Rom som forbillede. Denne bygning, som op­førtes i 120rne for kejser Hadrian, var siden renæssancens dage superidealet for alle kirke­byggere. C. F. Hansen kan dog have fundet be­slægtede motiver i Italien, hvor han rejste 1783-84: St. Andrea in Via Flaminia i Rom og apsis på Il Redentore i Venezia bygget af Palladio.

Tempelfronten var et stærkt ønske fra C. F. Hansens side, da "Den forrige Hoved Indgang til Kirken var i en heel uværdig Stiil". Gavltre­kantens udsmykning, den såkaldte Johannes­gruppe, udførtes efter tegninger af Thorvald­sen. Gipsmodellen stod færdig 1827 og skulle støbes i bronze. For det "er den eneste Mate­rie, som kan udholde at staae i fri Luft i vort Clima, og som kan støbes saa tyndt og ved Stænger fra Ryggen af Figurerne befæstes i Muren, saa de næsten kunne bære sig selv, uden at give nogen Tyngde paa Gesimsen."

Men en udgave i bronze var for dyr, hvoref­ter brændt ler anvendtes og relieffet opstille­des 1838 med højtidelig afsløring på Thorvaldsens officielle fødselsdag den 19. novem­ber. Thorvaldsen fik i øvrigt ret. Københavns fugtige klima og urene luft fik relieffet til at smuldre og et nyt opsattes i bronze i 1928. Samarbejdet mellem de to mestre, C. F. Hansen og Bertel Thorvaldsen, slog revner, da opgaven om apostelfigurerne skulle løses. Ar­kitekten ønskede dem anbragt i nicher, hvori­mod Thorvaldsen nægtede at "have dem staa­ende i de Skilderhuse". Og ved den sidste løs­ning blev det. Selve kirkens opførelse strakte sig fra 1811 til 1829, mens de sidste arbejder fra Thorvaldsens hånd, statuerne af apostlene Andreas og Thaddæus, først leveredes i be­gyndelsen af 1840rne.

Allerede omkring 1850, fem år efter C. F. Hansens død, vovede man at pille ved hans mesterværk. Loftets pudsede kassettehvælv huggedes ned, en træbeklædning i samme form anbragtes i stedet og maledes blå. De kla­re glas i loftets lysåbninger udskiftedes med farvede og senere dekorerede man kassette­hvælvet med udskårne, forgyldte stjerner! I 1902 spærrede man tillige hovedindgangen mod Nørregade.

Ved en gennemgribende restaurering i 1970erne, ledet af professor Vilhelm Wohlert, lykkedes det at genskabe C. F. Hansens interi­ører. Loftet blev atter malet hvidt og klare glas kom i, helt efter Pantheons princip. Bygnin­gen blev genindviet 3. juni 1979.