Indholdsfortegnelse

H

Hanetårnet

Spadserer man ad Nørrevold langs Ørstedsparken, passeres et skilt op­hængt på parkens smedejernsgitter. Det for­tæller, at herudfor fandtes Hanetårnet den­gang byen havde volde. Nær ved er markeret den nøjagtige beliggenhed med en cirkelfor­met brolægning hen over cykelsti og vejbane. Gamle aktstykker og nyere beretninger kan fortælle mere om stedets historie. Ifølge byens regnskaber fik en vis Poul Hansen omkring 1523 betaling for arbejder på dette tårn, som lå mellem Nørreport og Jarmers Gab (hvor Jarmers Tårn kort efter opførtes). Hanetårnet skulle indgå i en række nye fæstningsværker til en bedre sikring af København mod angreb fra landsiden. Ved senere udvidelser og for­bedringer af voldværket, blev tårnet "begra­vet".

Da Vestervold sløjfedes 1874, afdækkede man i den såkaldte Hahns Bastion ud for Lars­lejstræde en betragtelig del af det forsvundne tårn. Murværket, som var af røde munkesten i middelalderligt forbandt, dannede to tredie­dele af en cirkel med en diameter på 6 meter. Der var altså tale om et åbent tårn, ikke en fuldt muret runddel, og åbningen i Hanetår­net vendte ind mod byen. Det 8 meter høje murværk var i øvrigt forsynet med skydeskår, hvad der bekræftede det forsvarsmæssige.

Små åbninger i murværket viste også, at der havde været støttepunkter for vandrette bjæl­ker, "hamrene", som havde ligget på et palisa­deværk. Dette var blevet bygget op til tårnet efter dets færdiggørelse i 1520rne. Rester der­af var endnu at se i 1874. Dr. O. Nielsen, den kendte byhistoriker, overværede udgravnin­gerne og beskrev fundet som "et Bulværk med Palisader, der stod lodret og synes at være Re­ster af Byens Planker". At København i 1500­tallet var delvis omgærdet med planker lyder primitivt. Ikke desto mindre havde byen måt­tet tage til takke med et sådant værn helt tilba­ge til middelalderen. Den ældste stadsret, gi­vet 1254 af biskop Jakob Erlandsen, meddeler hvilke bøder der skal idømmes, hvis byens gra­ve og planker forsømmes. Det kan til sammenligning nævnes, at Ålborg i 1430rne fik sine "Bysens Planker". Ligeledes havde Flensborg sit Plankemajen, mens det tidligere Bulværks­stræde i Køge minder om et værn af planker.

Desværre blev Hanetårnet kun stående ind­til 1878, hvorefter man jævnede det med jor­den, og i 1915 fjernedes de sidste spor.

Hans Blasens Hus, Nybrogade 4

Hans Blasens Hus har en vel­dokumenteret bygningshistorie. Hans Blasen, som var arbejdskarl ved Vejerhuset, lod først opføre et baghus af bindingsværk, to loft (eta­ger) højt. Tømrermester Niels Andersen fuld­førte byggeriet 1729, hvorefter man februar 1730 begyndte at grave grunden til et forhus. I det følgende årstid arbejdede murermester Lars Erichsen, snedkermester Søren Pedersen og smedemester Morten Andersen på huset. En oprindelig kvist, som prydede huset ud til stranden, er senere udvidet til en fuld etage.

På en stenplade over kælderhalsen er ind­hugget "HANS BLASEN I: PÆRETRÆET ANNO 1730", og nedenunder ses et træ i et ovalt relief. Bygherren valgte sit mærke efter et kæmpemæssigt pæretræ, der voksede på gaden ud for hans matrikel. I en tid, hvor hus­numre endnu ikke var indført, var det særde­les praktisk at have et træ som vejviser. Endnu 1816 blev det fortalt, at det pågældende pære­træ strakte sin krone helt til 3. etage og hvert år bar omtrent en tønde pærer.

Harsdorffs Hus, Kongens Nytorv 3-5

Gen­nem sin karriere blev arkitekten Caspar Frede­rik Harsdorff stedse stærkere knyttet til Kon­gens Nytorv. Allerede 1766 udnævntes han til professor i perspektiv ved Kunstakademiet, 1770 overtog han Jardins stilling som hofbyg­mester og året senere også hans bolig på Char­lottenborg (i sydfløjen). Harsdorff var i de følgende år beskæftiget med ombygningen af Det kgl. Teater. Skæbnen ville, at han 1777 fik en chance for også at bygge sit eget stands­mæssige hus ud til torvet. Ved Charlottenborg lå dengang et lille hus med facaden ud til den fornemme plads. Her havde akademisekretær C. E. Biehl haft sin bolig og her havde hans datter, den senere så kendte forfatterinde Charlotte Dorothea Biehl tilbragt en del af sin barndom. Efter C. E. Biehls død skulle huset nedbrydes og man rådspurgte Harsdorff om en løsning. Han foreslog da, at man overlod ham grunden mod at bebygge den for egen regning.

Harsdorff vidste meget klart, hvad han gjorde. Bygningen skulle ikke blot tjene som bolig, men også være en programerklæring for nyklassicismen og en bedre boligindret­ning. I sin ansøgning skrev Harsdorff: "Den fordærvede Smag som endnu hersker iblandt os i Henseende til de borgerlige Huses saavel udvendige Bygningsmaade som indvendige Dekoration og Uddeling af Værelser, har jeg siden min Hjemkomst fra Italien stedse søgt at undertrykke, ... men da jeg endnu ikke har haft Lejlighed til at bygge noget Borgerhus og følgelig ikke har kundet bekræfte mine Grun­de med Eksempler, har de mundtlige Beviser, jeg dertil har anvendt, ogsaa kun været til liden Nytte... Husets udvendige Udsiringer saavel som Distributionen skulde blive noget ganske nyt".

Kongen skænkede ham velvilligst grunden 1779 og 1780 stod "Huset" (nr. 3) og "Går­den" (nr. 5) under tag. Den pilasterdelte midt­ralisalit med trekant fronton blev siden et gen­nemgående motiv i den borgerlige arkitektur. Til udsmykning af gavltrekanten udførte Wie­dewelt et relief. Bygningen er fredet og benyt­tes i dag af arkitektskolen.

Hauser Plads

Hauser Plads har navn efter schweizeren Conrad Caspar Hauser, som fødtes 1743 i Ba­sel. 1768 blev han gift med en søster til den danske konsul i Algier, Andreas Æreboe, hvorefter han bosatte sig i København og ind­trådte i det Iselinske Handelshus. Hauser tjente godt, men havde tillige haft en stor formue med sig til Danmark.

Under Københavns bombardement 1807 raserede ilden også det bebyggede område, hvor Hauser Plads ligger i dag. Caspar Hauser erhvervede 1809 en af brandtomterne samme­steds, nuværende Hauser Plads 32, for et par år senere at bygge på den. 1811 lod han foreta­ge en brandtaksation over et nyopført pakhus med tilstødende trappehus. Det fremgår af Trinitatis Kirkes regnskaber fra samme år, at Hauser ved en af kirken afholdt auktion over "forskellige store Sten, Fodstykker fra Gravmonumenter, Fliser og flere flade Ligsten", købte seks portioner deraf. Nogle af disse sten kan i dag ses som gulvfliser i trappehuset. I 1818 var der forslag fremme om etablering af en plads nær Hausers pakhus, hvor endnu mange brandtomter lå. Det skulle aflaste Kul­torvet på de stærkt søgte torvedage. Stadsbyg­mester Peder Malling havde udført tegningen dertil. Men Hauser ønskede også at bidrage til planerne, hvorfor han 18. januar 1819 skrev til Den kgl. Pram og Vand Commission. I brevet stod bl.a.: "Da Hans Mayestät efter Forlyden­der har befalet, at den skal broelægges og tiene til hjelpe Kul Torv. Da denne saa særdeles nyt­tige Bestemmelse lige som den herlige nylige skete Forandring omkring Trinitatis Kirke ge­raade mine i Hauser Gade beligende forskelli­ge Ejendomme til væsentlig Fordeel ... kom Talen i Gaar paa en mulig Benyttelse af de Springvandsrender, som findes omtrent Mit­ten paa denne saakaldte Suhms Plads til For­skønnelse af Pladsen, som forenede almeen Nytfe med Frydelse, ved der at anbringe et Springvand.. .".

Brandvæsenet støttede også Hausers for­slag og arbejdet med at etablere og forskønne pladsen gik igang, omend langsomt. Til springvandet lavede Malling en tegning, der viser en firkantet søjle med pumpe og et løve­hoved, hvorfra vandet kan strømme ud. Først mod slutningen af 1830rne havde området få­et nogenlunde regulær bebyggelse. Mens vest­siden gik tabt ved Biblioteksgårdens opførelse 1957, er den øvrige bebyggelse bevaret. Nr. 16 er således fra 1830, og nr. 18 og 20 blev opført 1838-39 af murersvend Chr. H. Lund.

Det af Hauser benyttede navn "Suhms Plads" skulle minde om, at historikeren P. F. Suhm havde boet her indtil sin død 1798. Det slog dog aldrig an. I folkemunde hed den Hau­ser Plads, hvilket sejrede, da skiltning kom op.

Havfrue, Den lille

Den lille Havfrue ved Langelinie blev udført 1913 af billedhuggeren Edvard Eriksen. Brygger Carl Jacobsen var initiativtager til monu­mentet og hentede ideen dertil fra H.C. Andersens eventyr. Ved udformningen har Erik­sen hentet inspiration i den franske billedhug­ger Henri Chapus' dengang meget populære skulptur Jeanne d'Arc. Edvard Eriksens kone sad model, og ikke som ofte sagt Ellen Price, der var primaballerina ved Det kgl. Teater.

Havfruegrunden

Havfruegrunden, tidligere en sandgrund mellem Slotsholmen og Amager ud for indsej­lingen til Tøjhushavnen. Allerede før Køben­havns vartegn opstilledes på grunden, hævde­de man, at den var befolket med havfruer. Disse skipperskrøner refererede Daniel Meis­ner, østrigsk hofsanger og bøhmisk poeta lau­reatus, i sit topografiske atlas om europæiske byer, hvor "Coppenhagen" tildeltes rollen som sirenernes by. Ifølge oldtidens græske forfattere var sirenerne døtre af Acheloos, en tyregud med menneskeansigt og dryppende skæg, som holdt til i floderne.

Interessen for havfruer i danske farvande var endnu stærk sidst i 1600-tallet. Så sent som i 1669 skrev biskop Jens Bircherod i sin dag­bog: "Gik hos os megen Sagn af en Havfrue, som nyeligen skulde være seet ved Saltholmen imellem Kiøbenhavn og Malmøe, og de Hamburger-Aviser frembragte med de mange vidtløftige Omstændigheder denne Relation".

Hvor Havfruegrunden lå, byggedes 1611 en kunstig holm med bolværk omkring, og herpå rejstes en høj stensøjle afsluttet af en dobbelt­figur i sten. Ifølge Thurahs Den danske Vitru­vius (1. bind 1746) lod Christian 4. skulpturen bringe som krigsbytte fra Kalmar til Køben­havn, hvilket dog er usandt.

Hverken Thurah eller Jonge (Kiøbenhavns Beskrivelse 1783) ønskede nærmere at identi­ficere skulpturen. Jonge skrev, at den forestil­lede "et Fruentimmer, staaende ganske nøgen i naturlig Størrelse og havende hos sig en Sva­ne, der stikker sit Neb i hendes Mund". Sand­heden er, at skulpturen forestillede Leda og svanen. I den græske mytologi var hun gift med den spartanske konge Tyndareus og fik besøg af Zeus i skikkelse af en svane, med hvil­ken hun avlede tvillingesønnerne Kastor og Polydeukes (rom. Pollux).

I 1795 måtte det smukke vartegn nedtages, da den øgede skibstrafik krævede hele Hav­fruegrunden fjernet. Et kort fra 1794, nu i Det kgl. Søkortarkiv, fortæller, at der kun var ca. en meter vand på dette sted. Og Leda og sva­nen forsvandt. Det siges, at den kort før 1900 lå på en havegrund på Frederiksberg Allë. Derefter vides intet.

Heiberg, P. A. (1758-1841)

P. A. Heiberg spillede 1785-1800 en vigtig rolle i Københavns politiske og litte­rære cirkler. Han ernærede sig som notarius publicus i en periode og fik bestalling som translatør i portugisisk og spansk, men forfat­terskabet kom snart til at dominere. Marts 1787 udgav Heiberg l. nr. af Rigsdalersedlens Hændelser, som med sin bidende ironi førte kritik mod stat og regering. Den prærevoluti­onære stemning i Paris gjorde indtryk.

I 1790 kom Heiberg for alvor i ilden. Til en fest på Skydebanen 25. september skrev han sin "Indtogsvise", hvori det berømte vers op­træder "Ordener hænger man paa Idioter". Den følgende morgen kl. 9 stillede translatør Heiberg op i afhøringskamret på Rådhuset. Det endte med en klækkelig bøde, skønt han hævdede, at Baggesen havde sagt langt værre ting om de højeste rangklasser.

En stor succes blev Heibergs De Vonner og Vanner, en komedie i fem akter, som han skrev i sommeren 1791 i løbet af halvtredje dag. Heri polemiserede han skarpt mod den almindelige rangsyge og korruptionen inden for landofficerstanden, som den gang var halvtysk. I stykket har aktørerne navne som von Plagernan, von Aberwitz (vrøvl) og pro­kurator Snydenstrup. Kommedien opførtes tre gange, så henlagdes det efter kongeligt på­bud.

I disse år færdedes Heiberg meget i Nyhavn nr. 67. Husets ejer, stadsmægler Johan Bunt­zen, havde 1790 bortgiftet sin purunge datter Thomasine til den stridbare forfatter, sikkert med nogen bekymring. Ægteskabet blev i øvrigt dramatisk, da Thomasine forelskede sig i svenskeren Carl Frederik Gyllembourg. Hvad værre var, efterhånden tilspidsedes for­holdet til myndighederne så meget, at han fik en proces på halsen. Den 23. december 1799 dømtes Heiberg til landsforvisning. "Det var den 7. Februar 1800, at jeg udstødt af mit Fødeland ved en Hof- og Stadsretsdom maatte forlade Kjøben­havn og Danmark, for i et fremmed Land at faa skaffe mig de Midler til min Underhold­ning, som det ikke længere tillodes mig at er­hverve i Fødelandet". Således indledte Hei­berg sine erindringer nedskrevet i Paris, hvor­til han søgte og døde 1841. Han nåede således ikke at opleve grundlovens indførelse.

Hellig-Hansen

Hellig-Hansen, hvis borgerlige navn var Hans Hansen, skabte sin storhed og sit fald som byggematador i 1870ernes og 80ernes Kø­benhavn. Som fattig snedkersvend var han i 1870erne taget til hovedstaden for at søge ar­bejde. Han opdagede snart, at han var havnet i en gründer-periode, hvor folk med dristige byggeplaner kunne tjene styrtende med pen­ge. Øgenavnet Hellig-Hansen fik han givet ved at være mere snedig, end det tilforladelige, lidt hellige ydre lod ane.

Succes'en grundlagdes ved byggeri på Østerbro, derefter med flottere ejendomme omkring Grønttorvet og Farimagsgade. Arbejderkaserner på Vesterbro hørte også med i forretningen. I 1880, kun 31 år gammel, kaste­de han sig ud i to gigantiske projekter: opfø­relsen af Dagmarteatret på hjørnet af Jernba­negade og Vestre Boulevard samt National vis à vis Tivoli. Byggegrunden, hvor det berømte National skulle rejses, var dengang en stor ha­ve med en to-etagers gammel bygning, indret­tet som folkeligt musiketablissement under navnet "Concert du Boulevard". Ejendom­men købte han for en slik, hvorefter han ind­ledte med at opføre nogle prangende facade­bygninger ud til Vesterbros Passage, mens Concert du Boulevard-bygningen blev bevaret og pyntet op for at danne midtpunkt i det store restaurationskompleks.

Samtidig med dette byggedes der flittigt på Dagmarteatret ovre på Halmtorvhjørnet. Ar­kitekten for dette projekt var professor Ove Petersen, som 1874 havde ledet opførelsen af Det kgl. Teater i fællesskab med Vilh. Dahle­rup. Den 7. marts 1883 åbnedes det ødselt ud­styrede teater, hvilket gav ridderkors og be­rømmelse til Hellig-Hansen. Højdepunktet i hans karriere var nået, for det kneb allerede med finanserne. I desperation kastede han sig ud i et endnu større projekt, opførelsen af et nyt og mere imponerende National, hvis stør­ste attraktion blev en stor koncertsal over­dækket med kuppel. Den fremstod rigt for­gyldt, med masser af stukornamenter, loger i flere etager og den herligste musik bragtes her, leveret af Carl Lumbye og et 40 mands orke­ster. Hellig-Hansen beskæftigede 150 køk­kenjomfruer og kokke i det nye kompleks, hertil kom en stab af opvartere, endog fire "Toddyskjænkere". Dagligt ekspederedes 8.000 stk. smørrebrød, 50 pund kaffe gik også med. Avisernes reportere noterede også, at der blev drukket seks tønder øl og 550 flasker bajere om dagen. Københavnerne måbede, ik­ke mindst over den elektriske belysning, der her for alvor blev afprøvet i større målestok.

Så sprang bomben i januar 1884. Hellig-­Hansen kunne ikke betale sine leverandører. Kort efter revnede også økonomien i Dagmar­teatret, og Hr. Hansen gik fallit. Han endte si­ne dage som fattiglem på Almindelig Hospi­tal, mens de forargede ønskede ham ridder­korset frataget. Han fik dog lov til at beholde det til sin død i største glemsel 1923. Men hele dramaet gav inspiration til Herman Bangs nøgleroman "Stuk", som udkom 1887.

Helligåndskirken

Helligåndskirken, som indtil 1881 bar nav­net Helliggeist eller Helliggæst, repræsenterer et væsentligt afsnit af byens historie. Bygnin­gen ligger ud til Amagertorv og Valkendorfs­gade. Allerede 1296 opførtes et helligåndshus i København, som var stiftet af Roskilde-bis­pen Jens Krag. Adskillige af disse helligånds­huse fandtes rundt om i landet, deraf nogle fra før midten af 1200-årene.

Ordenen var stiftet 1198 af Guy de Mont­pellier. 1204 grundlagde pave Innocens 3. det berømte hospital S. Spirito in Sassia i Rom, hvis første forstander blev Guy de Montpellier, og det blev herefter moderkloster for ho­spitalsordenen. Den var organiseret som en tiggerorden med sygepleje som hovedopgave. Præsterne levede efter Skt. Augustins regel, og i klostrene var ansat ammer, da man også tog sig af hittebørn. Det antages, at Christian l. 1469 stiftede helligåndsklosteret i Køben­havn, hvis område var vidtstrakt, fra Amager­torv til Gråbrødretorv og fra Købmagergade til Klosterstræde. Selve klosteret bestod af et firfløjet anlæg omkring en urtegård. I den søndre længe var kirken indrettet, mens den vestlige som endnu er bevaret, tjente som hos­pitalets sygeafdeling. Fløjen har dog undergå­et store ombygninger, især i Christian 1.s tid, men rummer rester af middelalderligt mur­værk. Den blev yderligere hårdt restaureret af professor H. B. Storck. 1918-57 fungerede bygningen som folkebibliotek, men blev der­efter istandsat for at kunne tjene diverse kul­turelle formål. I underetagen, hvor sygesalen vist nok har været, er to rækker krydshvælv båret af slanke granit piller.

Kirken er antagelig opført i begyndelsen af 1300-årene og som byggematerialer har man anvendt den traditionelle munkesten. Oprin­delig stod den som en tre-skibet basilika i fem fag og med et et-fags kor. 1469 lod man koret udvide med to fag og gav det efter gotikkens tradition en polygonal afslutning mod øst. Christian 2. påbegyndte tårnet ved nordsiden af det oprindelige kor, men det blev først af­sluttet 1582-94 af Kristoffer Valkendorf.

1530 ændredes hospitalet til en verdslig fat­tigstiftelse under navnet Byens almindelige Hospital. Helligåndskirken blev i slutningen af 1530rne protestantisk sognekirke, og blandt dens første protestantiske præster var den lærde Niels Hemmingsen. Han erhverve­de ca. 1542 sin magistergrad i Wittenberg, hvor Melanchton, en af Luthers nærmeste medarbejdere, havde sit virke. 1543 udnævntes Niels Hemmingsen til professor i græsk ved Københavns Universitet og 1547 fulgte stillin­gen som sognepræst ved Helliggeist. Hans håndbog i Dogmatik og Moral blev kendt uden for landets grænser.

Som den første af hovedstadens kirker fik Helliggeist 1649 opsat et hollandsk klokke­spil, som var på 19 sangklokker og bekostedes af Christian 4. Holberg var ikke begejstret for deres ofte alt for lange bimlen. I Jacob von Ty­boe siger Jesper Oldfux: "Han er saa ravgal, at jeg kand bilde ham ind, at han har gjort langt større Bedrifter i Verden end Alexander Mag­nus, at Printz Absalon er ikke at ligne med ham udi Skønhed, og at hver Gang Sangklok­kerne gaar, at det er for et Fruentimmer, som er død af Kiærlighed til ham". Så indbildsk var von Tyboe i hans øjne. 1728 fik branden også fat i tårnet, og for sidste gang hørte bor­gerne klokkerne spille salmen Afvænd din Vrede, Herre Gud af Naade. Det nuværende klokkespil er fra 1949.

Våbenhuset, som er opført af små røde sten, stammer fra Christian 4.s tid. Den stærkt svungne gavl er i bruksbarok. I portalens ge­sims ses årstallet 1620 og den har været be­stemt for Børsen, men opsattes på Helliggeist omkring 1630. Topstykket bærer Christian 4.s monogram og derover en Helligåndsdue. Kirkens altertavle er udført af Didrick Ger­cken og skænkedes 1732 af Christian 6. Skulp­turerne skyldes Just Wiedewelt. Altertavlen er stærkt påvirket af den tilsvarende i Vor Frelser på Christianshavn, som Nicodemus Tessin tegnede. 1727 leverede Hendrich Krock alter­billedet, hvor Himmelfarten er fremstillet. Hele arrangementet har barokkens vægt på det arkitektoniske og effektfulde.

Hennes & Mauritz-bygningen

Hennes & Mauritz-bygningen, tidligere Metropol, må regnes for den eneste bygning i København, som i stil har internationalt jugend-præg.

I 1906 erhvervede overretssagfører Hjarde­maal for en sum af 829.000 kr. tre ældre huse i Kattesundet samt ejendommen Vestergade 9. Købesummen var imponerende og da husene blev revet ned, fortalte rygtet, at der skulle bygges varehus for et tysk millionforetagende. Som arkitekt valgtes den unge og begavede Anton Rosen. Han havde netop afsluttet op­førelsen af Vesterbrogade 34, en stor forret­ningsejendom kendt som Regent i dag. Den vi­ste, at Rosen havde forstand på bygninger med store, moderne butiksindretninger.

Rosen gav Metropol-bygningen en meget karakteristisk facade med granitpiller og glas­karnapper imellem. Ornamenter af både ab­strakt og naturalistisk art smykkede facaden og hjørnepartiet afsluttedes med en kuppel. Desværre var byggeriet for dyrt og da Kjøben­havns Grundejerbank (af 1898) krakkede i februar 1908 og rev flere andre banker med sig i faldet, var der snart 2.000 ledige forretninger på markedet. Ingen var derfor interesseret i den "Hjardemaalske" ejendom og den stod tom.

Først ved årsskiftet 1909/10 kom en lejer med nødvendig kapital og 1910 åbnede omsi­der "Varehuset Frederiksberggade". Indretningen havde Rosen foretaget i samarbejde med den tyske direktør fra "Kaufhaus des We­stens". Mens der i kælderetagen solgtes køk­kenudstyr og værktøj, kunne man i stueetagen købe herre- og dametøj. Herfra førte en ele­gant trappe til l. sal, hvor der var afdelinger for linned, kjolestoffer, silkevarer, broderi og lædervarer. 400 ansatte sørgede for, at det he­le fungerede.

Dårlig økonomi slog dog forretningen ud, men allerede 1912 åbnede et nyt foretagende "Dansk Varemagasin A/S". Senere kom sko­tøjsfirmaet Hector og 1922-23 indrettedes Metropol-biografen, som først lukkede julen 1981. Bygningen er nu atter indrettet til forret­ning, denne gang for Hennes & Mauritz­koncernen, som sælger tøj til unge.

Herkules Pavillonen

Herkules Pavillonen, Kongens Have, var oprindelig et gammelt lysthus, som 1773 om­byggedes til den nuværende bygning. Ansva­ret for ombygningen havde Harsdorff, der her fik lejlighed til at vise tidens nye smag: nyklas­sicismen. Facaden er ren kulisse, idet bagsiden fortsat står i bindingsværk. I hovednichen mellem to søjler anbragte Wiedewelt statuen af Herkules, der sønderriver en løves gab. Bygningen fik navn herefter. Statuen, som Frederik 4. erhvervede på sin rejse til Italien, er udført 1706 af florentineren Giovanni Barat­ta. Samme billedhugger leverede også statuer­ne i sidenicherne: "Orpheus" og "Eurydike".

Hestemøllestræde

Hestemøllestræde i Vester Kvarter har modsat så mange andre gader, svaret til sit navn. Mod slutningen af middelalderen kom hestetrukne møller i brug i vore byer og 1523 rejstes Københavns hestemølle på hjørnet af Kompagnistræde og Hestemøllestræde (iføl­ge H. U. Ramsing). Først 1579 optræder den københavnske gade dog under navnet Heste­møllestræde, derefter vekslende med navnet Kattesundet frem til begyndelsen af 1700­tallet. 1 byer som Køge og Helsingør vidner ga­denavne om tilsvarende virksomhed; for Hel­singørs vedkommende indrettedes en heste­mølle i midten af 1500-tallet på grunden til Karmelitterhuset.

Hestesporvogne

1840 begyndte den første omnibus ("Solen") sin rute mellem Køben­havn og Frederiksberg, mens den første linie med hestesporvogn indviedes så sent som 1863. Linien var bygget af et engelsk selskab og strakte sig fra Frederiksberg til Trommesalen. 1866 stiftedes aktieselskabet Københavns Sporveje, som i de følgende år kunne udvide sine ruter samtidig med, at andre private sel­skaber dannedes. Særlig berømt blev heste­sporvognen "Hønen" fra Nørregade, som byggedes 1880. Den tekniske udvikling med­førte i øvrigt, at man også fik to-etages spor­vogne.

Den svenske journalist Claes Lundin skrev 1872 om sine personlige oplevelser ved at tage med en københavnsk hestesporvogn fra Gråbrødretorv til Nørrebro:

- Nå, Madsen, köra vi icke nu" - sporde passagerarne, när det började lida allt for långt öfver tiden for afresa.

- Jo, nu köra vi strax, - svarade den godmo­dige konduktören, det ar blott ett halft pund Sæbe jag skulle taga med till Peder Morten­sens Kone, och kryddkramarens Hans kom­mer då aldrig, tror jag, med den välsignade så­pan.

Efter det meddelandet öfverlemnade Mad­sen sig åt en "luun Passiar" med en af sina be­kanta tjensflickor vid Graabrödretorv, och passagerarne fingo öfva sig i tålamod.

Andtligen kom kryddkramarens Hans med det halfva skålpundet såpa, och hästarne sat­tes i rörelse. Det gick i sakta lunk öfver Kul­torv och uppåt Nörreport, då Madsen plöts­ligt erinrade sig att han glömt ännu en kom­mission, Han skulle hos en skomakare i Peter Hvitfelts Stræde hafva hemtat ett par "forsaa­lede" och "bagflikkede" stöflar åt barbera­ren, som bodde på hörnet af Nörrebrogade och Fælledvejen. Stöflarne måste hemtas just på den resan. Derfor stannades hästarne igen, och passagerarne fingo undergå en ny kurs i tålamod, under det konduktören utforde sitt uppdrag. Han beklagede dröjsmålet, men kunde naturligtvis icke låta barberaren vänta på stoflarne.

Hirschsprungske Samling, Den, Stock­holmsgade 2

Malerisamlingen blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline, der skænkede den 1902 til den danske stat. Til formålet opførte pro­fessor H. B. Storck (1908-11) en bygning i for­nem klassisk stil, idet hovedfacadens midtpar­ti fremtræder som en slags klassisk tempel­gavl. Trekantgavlens relief er af billedhugge­ren Kai Nielsen. Til beklædning af ydermure­ne er anvendt marmor, mens taget er dækket med kobber.

l samlingen er hovedvægten lagt på C. W. Eckersberg samt hans elever Købke, Bendz, Roed, P. C. Skovgaard og Constantin Han­sen. Marstrand er også repræsenteret. Endvi­dere ejer museet forarbejderne til udsmyknin­gen af Viborg Domkirke. Det "Moderne gen­nembruds" malerkunst er lige så rigt repræ­senteret, således med værker af Skagensma­lerne Krøyer, Anna og Michael Ancher. End­videre er her eksempler på Hammershøj, Ejnar Nielsen og L. A. Ring.

Holberg, Ludvig (1684-1754)

Ludvig Holberg, digter og pro­fessor, blev født i Bergen og kom som student til København 1702. Han foretog senere studierejser til Holland og England, hvor især Oxfords universitetsliv tiltalte ham. Fra 1709-­14 boede Holberg på Borchs Kollegium og fik her skrevet sin "lntroduktion til Natur- og Folkeretten".

Studenterlivet var på det tidspunkt præget af adskillige optøjer i de københavnske gader, især, når de ældre studerende chikanerede russerne - de nybagte studenter. Hyppigt skul­le disse grønskollinger give vin og øl til de æld­re og de måtte finde sig i at blive forstyrret un­der skrivningen af latinske stile på universite­tet. Den megen disputeren, som i øvrigt var skik på Borchs Kollegium, fandt Holberg mis­brugt og overdreven. Under pesten 1711 i Kø­benhavn, forlod Holberg i hast kollegiet og tog ophold på Falster.

Holbergs modne år hørte professorgernin­gen og komedierne til. På en gråpudset have­mur ved siden af Stiftsprovstboligen på hjør­net af Fiolstræde 8 fortæller en inskriptions­tavle, at her lå Holbergs professorresidens (at få bolig i en af universitetets professorgårde var et privilegium, man kunne vente i årevis på). Han var 56 år gammel, da han flyttede ind og boede her i 14 år. Til huset hørte en have, som strakte sig ned mod Skidenstræde (nuvæ­rende Krystalgade) og var anlagt med cirkel­rund beplantning, stier og gange. Et lysthus var der også plads til. Forsigtig som han var, havde Holberg i øvrigt sikret sit hus med jern­stænger for stueetagens vinduer. Foruden at virke som professor, historie­skriver ("Danmarks Riges Historie") og uni­versitets rentemester, blev Holberg optaget af at skrive komedier og epistler om alverdens emner i datidens samfund. Hans interesse for teatret må ses i lyset af de gunstige forhold, der herskede under Frederik 4. Kongen havde si­den sin ungdom passioneret dyrket opera og teater. I særdeleshed havde han på sine store udenlandsrejser 1692-93 og 1708-09 med be­gejstring oplevet scenekunsten i de store tea­terbyer. Således gjorde han som kronprins op­hold i Venezia i 1692, hvor han foretrak opera­huset S. Luca, da dets "Musica og Maschi­nen" var skønnere end på de andre skueplad­ser i byen.

Naturligvis sørgede Frederik 4. for at have sit eget hofteater, men i 1719 gav han endvide­re den franskfødte Etienne Capion tilladelse til at "agere Komedie" i det lille Gjethus (stø­beri) ved Kongens Nytorv. Holberg var på det­te tidspunkt endnu ikke begyndt at skrive ko­medier, men udgav dog samme år et satirisk heltedigt - "Peder Paars" - som vakte stor op­sigt. Med Odysseus fra oldtiden som forbille­de skildredes Peder Paars sørejse fra Kalund­borg til Århus, undervejs afbrudt af stormvejr og et ophold på Anholt. Samfundsforholdene på øen fik Holbergs satiriske pen at føle, na­turligvis en indirekte kritik af det herskende samfundssystem i Danmark. Vejen var banet til komedierne.

Eksperimentet i det lille Gjethus blev en fia­sko, til gengæld åbnede samme Etienne Capi­on januar 1722 et teater i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade). Det gik også skidt, for alle forestillingerne var på fransk eller tysk. Sådan havde det hidtil været skik, hvil­ket også havde medvirket til fiaskoen i Gjet­huset. Lederen af en fransk skuespillertrup, René Montaigu, fik da den lyse idé, at "indret­te en Komedie i det danske Sprog". Således stod der i hans ansøgninger til kongen. Mon­taigu søgte desuden økonomisk støtte dertil og anførte, at alle store nationer havde en natio­nalscene. Projektet blev godkendt, privilegi­um udstedtes 14. august 1722 og den 23. sep­tember samme år genåbnede teatret med et stykke af Molière, som var oversat til dansk under titlen "Gnieren".

To dage senere debuterede Holberg med "Den politiske Kandestøber", en komedie skabt til lejligheden. Han havde fået "en poetisk Raptus", som han siden udtrykte det. I alt fem komedier leverede han som prøvekollek­tion til Montaigu og siden fulgte mere. Inden udgangen af første sæson nåede resten af den første serie stykker at blive opført: "Den Væ­gelsindede", "Jean de France", "Jeppe paa Bjerget" og "Gert Westphaler". De var en stor succes og Holbergs navn var slået fast. 1728 gik teatret fallit, i hvilken anledning Holberg skrev den sørgmuntre enakter Den danske Co­medies Liigbegiængelse.

Teatret, hvori komedien opførtes, var et ret beskedent bindingsværkshus i 17 fags længde, men dets nærmere indretning kendes ikke. Derimod har et hus til opbevaring af Lille Grønnegadeteatrets kulisser overlevet sane­ringer.

Ideen til sine samfundssatiriske komedier fik Holberg på sine vandringer gennem Kø­benhavn, f.eks. besøg i værtshusene, hvorom han fortæller: "1 sin Tid kom jeg jævnligt paa Værtshuse, men var altid nøgtern, man kunne hver Dag se mig blandt Spillere, men jeg spille­de aldrig selv". Indsigt i byens spisehuse og de­res menuer havde han også. I "Den Vægelsin­dede" refererer Apicius til et måltid bestående af "Hønsekødsuppe med Boller, en kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karudser, en Mandeltærte foruden adskillige smaa Biret­ter, for 1 Rigsdaler pro Persona". Selv var Holberg alt andet end ædedolk, derimod den skarpe iagttager. Holberg kendte også kvarte­ret mellem Holmen og Nikolaj, hvis værtshuse befolkedes af letlevende piger, studenter, skuespillere og søfolk.

De tjenere og lakajer, der hørte med til livet i de fornemme borgerhuse, gav Holberg rige­lig inspiration. Ofte havde de megen dannelse som i "Den ellevte Juni", hvor tjeneren Hen­rik roser sig af, at han har gået i latinskole ­"thi udi et halvt Aar, som jeg sad i første Lek­tie, stod jeg alene 3 Gange Skoleret". Tjene­stepigen Pernille var et ligeså fast inventar i Holbergs stykker.

Da Frederik 4. døde i 1730, ændredes livet i København. Pietismen kom for alvor i højsæ­det, teatret blev lukket og der blev mere stille ved hoffet. Holberg måtte da glæde sig over, at hans stykker blev læst og spillet ude i Euro­pa. Nye tider oprandt først under Frederik 5., da Det kongelige Teater på Kongens Nytorv åbnede 1749.

Holmens Kanal 12

Holmens Kanal 12 har gennem århundreder været bebygget med huse, der kunne fortælle historie. Det begyndte i 1647 med Christian 4.s udstykning af grundene ved Holmens Kanal. En af de kendteste husejere fra 1600-tallet var proviantskriver Hans Hansen Osten, hvis hu­stru, Abel Cathrine Wolfsdatter, var kammer­jomfru hos Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. Hun omtales i Eleonora Christines "Jammersminde" (se også Abel Cathrinesga­de).

I 1749 købtes ejendommen i nr. 12 af An­dreas Holm, skriver i General Kommissaria­tet. En beskrivelse fra denne periode fortæller om forhusets mange rum dekoreret med "Voxdug, al Slags Kammerbehængsel og be­malede Tapeter med bibelske Historier, Blom­sterværk og andre Zirater". Til gården hørte yderligere et større kompleks af side- og bag­huse, af hvilke Grøns Gård mod Laksegade endnu er bevaret.

Da kammerherre, baron Conrad Ditlev v. Knuth i 1760 erhvervede gården, kom der megen glans over stedet. Følgende domistikker var i 1762 til herskabets opvartning, her nævnt fra laveste stilling og opefter: en dreng, en gårdskarl, en forrider, en kusk, en løber, to lakajer, en kokkepige, en stuepige, en hushol­derske, en amme, en vågekone, en sypige, en pige hos den 6-årige datter og en kammerpige til baronessen.

En ny ejer, den rige, schweizisk-fødte køb­mand Pierre Peschier kom til i 1784. Han hav­de bl.a. rigelige indtægter af korn- og thehan­del og i årene 1773-1803 skal han have afsat for enorme beløb. Efter den store brand i 1795, som lagde mange af husene ved Holmens Ka­nal i ruiner, besluttede Peschier at bygge et rig­tigt palæ, ligesom adelige og rige borgere gjor­de det andre steder i byen. Som arkitekt valgte han hofbygmester C. F. Harsdorff og bygnin­gen stod færdig i 1798.

Mens hollandske "mopper" (røde teglsten) anvendtes til murværket, benyttedes Bremer­sten til pilastrenes kapitæler, og taget beklæd­tes med sorte, glaserede sten. I portrummet var imiterede marmorsøjler flankerende en marmortrappe med 12 trin, som førte op til stueetagen. Palæets indvielse iscenesattes med pomp og pragt, endog med kongehusets delta­gelse. Snart efter gik det tilbage for storkøb­manden og i 1811 måtte han afhænde ejen­dommen.

I de næste 20 år tjente huset som privatbo­lig, hvorefter det købtes af vinhandler J. A. Reuter. Han udlejede en del af ejendommen til Studenterforeningen og mødelokalerne indviedes juleaften 1835 med en prolog af Henrik Hertz. En scene indrettedes i den store sal og her optrådte bl.a. H. C. Andersen i 1836 som den tragiske skuespiller i "Souffleurens Benefice".

En ny epoke indledtes med snedkersvenden C. C. Hornungs overtagelse af Studenterfor­eningens lejemål i 1841. Han fabrikerede pia­noer og gjorde det så godt, at han snart kunne overtage stueetagen, derefter 1. salen og 1846 hele ejendommen. Men der var hold i ambitio­nerne. På Verdensudstillingen i London 1851 fik Hornung medalje for sit fine håndværk og senere fulgte medaljer på industriudstilIinger i Paris og Malmø.

Fabrikant Hornung lod 1850 arkitekt G. F. Hetsch foretage en større ombygning af for­huset, hvorved mezzaninen forhøjedes til den nuværende øverste etage. I forbindelse her­med flyttedes de seks korintiske pilastre i midtpartiet en etage op. Det nuværende relief med agerdyrkning og søfart som motiv skyl­des billedhuggeren Vilhelm Bissen.

I 1853 overtog Industriforeningen bygnin­gen for 82.000 rigsdaler, hvorefter 2. sal udlej­edes til danseskole, mens kælderen overtoges af vinhandler Haubro. Ejendommen ejes i dag af Den danske Bank af 1871.

Holmens Kirke

Holmens Kirke ved Holmens Kanal var op­rindelig en mindre bygning, der fungerede som ankersmedje. Denne var opført 1562-63 af Frederik 3.s bygmester Peter de Dunker og blev lagt på Bremerholm, hvor Orlogsværftet allerede var placeret. Efterhånden som Bre­merholm ændredes ved inddæmninger, regu­lering af gadenet og tæt bebyggelse, voksede behovet for en kirke. Dette indfriedes 1617, da Christian 4. lod indrette en kirke i det hus på Bremerholm, hvor Holmens folk indtog deres måltider. Samme år byggede kongen også Skipperboderne, der skulle huse kaptajner, båds- og styrmænd.

Kort efter flyttedes kirken imidlertid til an­kersmedjen - "den store Smedje" - som den da kaldtes. Den blev delvis ombygget til det nye formål og indvielsen fandt sted 1619. Kir­ken viste sig snart for lille og 1641-43 blev en større udvidelse og ombygning iværksat under ledelse af overbygmester Leonhard Blasius. En tårnbygning, som lå vest for og i forlængel­se af smedjen, omdannedes til koret i den nu­værende kirke. Den prægtige vestgavl i sam­me bygningsdel, som er fra Dunkers tid, hviler ud mod Holmens Kanal på en imponerende kvaderstenssætning. I soklen ses endnu fem jernringe, hvortil skuderne kunne fortøjes. Murankre er tillige anbragt for at hindre skred i stensætningen, som den livlige skibstrafik kunne forårsage.

Af hensyn til korets højde måtte Blasius øge smedjens mure til den dobbelte højde og to korsfløje tilbyggedes, så kirkens grundplan fik form som et græsk kors. Blasius efterligne­de også kompositionsskemaet fra Dunkers gavl mod kanalen, da han afsluttede gavlene på de tre andre korsfløje: pilastre med rillede skafter, doriske kapitæler og svungne volutter blev gentaget. I korsskæringen opsattes en tagrytter, mens murene maledes i vandrette gule og røde striber, fugerne derimod hvide, så det illuderede mursten. Denne mønstermaling skulle dække over, at den oprindelige bygning var i munkesten, hvorimod korsfløjene: Kap­tajnsgangen mod nord-nordvest og Urte­gårdsgangen mod syd-sydøst var rejst i gule sten.

I gavlen til Kaptajnsgangen indsattes "den store Kirkedør", hvilken man havde flyttet fra den ældre kirke. Over portalen, som er stærkt fornyet, ses et ovalt felt med Jahves navn i hebraiske bogstaver. Indgangspartiet bærer også Christian 4.s navnetræk samt bogstaver­ne RFP (forkortelse for hans valgsprog: Reg­na firmat pietas: gudsfrygt styrker rigerne).

Hovedfacadens (østgavlens) kongeport er derimod hentet fra Roskilde Domkirke, hvor den havde stået siden 1635. Dette pragtarbej­de, hvor fremskudte søjlepar på plinte flanke­rer indgangen, skyldes Gert Borckman. Over­flytningen fra Roskilde skete i forbindelse med kirkens ombygning og istandsættelse 1871-72, som arkitekt Ludvig Fenger havde ansvaret for.

Kirkens indre domineres af de lavspændte tøndehvælv med engle i stuk. Korsskæringens cirkelfelt stod oprindelig prydet med rigsvåbe­net, hvilket 1770 ændredes til frugtornamen­ter. Pulpiturerne, som stammer fra ombyg­ningen i 1641, ændredes i 1750erne til loger med vinduer. Inventarets farveholdning har ændret sig adskillige gange, et træk, der ken­des fra talrige restaureringer af kirker landet over. Mest markant var vel den gule oliefarve, man 1739 anvendte som "de kongelige danske Orlogsskibe paa Spejlet og Gallionen er an­strøgne".

Af stor pragt er messinggitteret, 38 fyldige balustre, der adskiller koret fra skibet. Alle bærer givernavne, deraf de 37 med årstallet 1668, mens den sidste er givet 1835. Korgitte­rets seneste (forsøgsvise) opstilling er fra re­staureringen 1971-72.

Altertavlen, et mesterværk af billedskære­ren Abel Schrøder den Yngre, er dateret 1661­-62. Hans signatur er bortgemt i en vinrankes slyngtråde. Den tre stokværk høje tavle indde­les af snoede søjler, et af barokkens kende­mærker, og i nederste felt ses en fremstilling af nadveren. Derefter følger i retningen opefter: Golgatha, gravlæggelse, opstandelse og him­melfart. Mellem nederste etages søjler er an­bragt de fire evangelister, mens dydsfigurer hviler på de følgende to gesimser. På hovedfel­tets postament er skåret Frederik 3.s og So­phie Amalies navnetræk. Med rette betragtes Abel Schrøder den Yngre som sin generations største træsnider.

Den imponerende prædikestol, Køben­havns største, når fra gulv til loft. Stolen hviler på en 144 cm høj Moses-figur, et symbol på, at det Ny Testamente (forkyndt fra stolen) bygger på det Gamle Testamente. Hele arrangementet virker overvældende ved sine detaljer. Fra denne prædikestol har store og særpræ­gede præster talt. En af de farverigeste, Ivar Brinch, var præst ved kirken 1702-11. Han indledte sin karriere som latinlærer hos Ulrich Chr. Gyldenløve, reddede senere livet under Operahusets brand 1689 og blev derefter præst ved de danske lejetropper i Irland og den danske menighed i London. 1708-09 fulg­te han som rejsepræst Frederik 4. til Italien.

Om Balthasar Münter, som tjente ved Hol­mens Kirke fra 1823, fortæller en norsk dame, da hun 1839 hørte ham prædike: "en dejlig kraftig og kjernefuld Tale, uagtet jeg fandt den ydre Form for haard. Han kladskede saa­ledes undertiden saa stærkt i Predikestolen, at jeg var bange for, at den lille Læsepult skulle falde ned".

Holsteins Palæ

Holsteins Palæ, Stormgade 10. Bygningens historie kan føres tilbage til 1687, hvor hof­marskal Henrik Ulrik Lützow lod grunden be­bygge med et 9-fags hus i to etager grundmur. Facaden var smykket med pilastre i "stor or­den" på samme måde som Niels Juels Palæ ved Kongens Nytorv, og til forhusets gavle var bygget lave spærremure med porte. I 1706 blev huset i hver ende forlænget med et bredt fag, mens to korte sidefløje rejstes mod gården. Arkitekt og hofstenhugger Jacob Fortling gav 1756 bygningen den nuværende udformning, idet han øgede hovedfløjen med en etage, hvorover der blev sat en balustrade med vaser og statuer. Over midterfaget ses en våbenkar­touche. Fra samme ombygning stammer den høje port (nuværende udformning fra 1939) samt vinduernes ørelisener, et typisk rokoko­træk.

1827 købte Frederik 6. palæet, hvorefter det moderniseredes af Jørgen Hansen Koch og indrettedes til Det kgl. naturhistoriske Mu­seum. To store videnskabsmænd er knyttet til museets tidligere historie, naturforskeren Peter Wilhelm Lund og zoologen Johannes Theodor Reinhardt. Førstnævnte foretog flere rejser til Sydamerika for at studere kalk­huler med forsteninger, hvilket afstedkom en ,række afhandlinger i Videnskaberne s Sel­skabs Skrifter under fællestitlen Blik paa Bra­siliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning (sidste ur. trykt 1846). Hans berømte samling, som han sendte hjem til København, måtte desværre vente på at blive pakket ud indtil vinteren 1859-60.

Zoologen J. T. Reinhardt, som 1848 ud­nævntes til inspektør ved museets 1. afdeling (pattedyr og fugle) må nævnes for den jordomsejling, han 1845-47 gennemførte med ski­bet Galathea for at udforske naturen under fjerne himmelstrøg. Reinhardt besøgte 1848 Lund i Sydamerika og beskræftigede sig sene­re med de Lundske samlinger.

Fra en jysk besøgende omkring 1850 er føl­gende indtryk af museet bevaret: "Jeg saa Dyr i 100 Viis, og Fugle i 1000 og atter 1000 Viis. ­og saa et Guds Gry af Mængden af Fugle og beundrede Naturens Storhed - De var alle ud­stoppede, og stod som de vare levende... Jeg saa et Elephanthorn 4 Alen lang og saa tyk som et Laar. - Jeg saa det største Dyr en Uhr­oxse et frygteligt Dyr, stor som en Hest - Den næststørste er hvid Isbjørn - Dernæst den hele mangfoldige Bjørneslægt, Ulveslægt, Tiger­slægt, Hunde Slægt, Abeslægt, og den umulig Slags Skjældyr ...". Da et nyt zoologisk mu­seum blev opført i Krystalgade, overførtes samlingerne dertil (s.d.).

Hotel d'Angleterre, Kongens Nytorv 34

Hotel d"Angleterre er det ældste af byens hoteller. På Christian 5.s tid lod storkansler Frederik Ahlefeldt grunden bebygge med et anseligt palæ. Traktør Gott­fried Rau overtog gården efter branden 1795 og indrettede her hotel under det nuværende navn. "Den engelske Klub" havde lokaler i bygningen. Da Peder Madsens Gang skulle nedrives 1877, købte Tietgens byggeselskab det gamle palæ for 285.000 rigsdaler og lod det udvide og ombygge efter tegninger af V. Dah­lerup og G. E. W. Møller. Facaden ændredes atter 1903.

Hovedvagtsgade

Hovedvagtsgade, som munder ud i Kongens Nytorv ved Hotel d'Angleterre, er et minde om stadens militære fortid. Efter at torvet 1670 var anlagt som mønstringsplads for sol­daterne, rejstes ti år senere en hovedvagt. Den placeredes tæt ved det daværende Hotel d'Angleterre. En mere pompøs hovedbygning blev opført 1723-24 efter tegninger af E. D. Häusser, som forsynede den ny hovedvagt med et loggiamotiv mod pladsen. Foran byg­ningen anbragte man tre kanoner, af køben­havnerne døbt Abraham, Isak og Jacob.

Det militære hus blev nedrevet 1874 og Ho­vedvagtsgade anlagt på dets sted, mens et nyt vagthus blev opført på Kastellet. De tre kano­ner kan nu ses på Tøjhusmuseet.

Huggehaven

Huggehaven ved Charlottenborgs bageste gård er let at overse, for kun en lille del er syn­lig bag et kraftigt jerngitter, resten skærmes af bygninger. Om sommeren er her en frodighed af buske og træer og overalt ligger sten i for­skellige kulører, halvt færdige skulpturer og uhuggede blokke. De vidner om de unge bil­ledhuggeres flid. Midt i det hele rager stumper op fra de brændte Christiansborg slotte, godt mosgroede.

Hele denne poetiske uorden minder om en forsømt kirkegård, og lidt af dødens have har stedet også. Ved døren til billedhuggerskolens lange, gule atelierbygning står en grålig min­desten, en afstøbning af den originale grav­sten over Jordano, Nicolai Abildgaards ro­merske puddelhund. Originalen, som er af norsk Gellebæk marmor, har man med pietet opbevaret i et undervisningslokale i den gule længe. Abildgaard anskaffede sig hunden, mens han som ung studerede i Rom.

Da Abildgaard vendte hjem og blev profes­sor ved Kunstakademiet, fik han den unge Bertel Thorvaldsen som elev, og sidstnævnte vendte efter 41 år i Italien tilbage til samme ha­ve. Her blev mesteren fotograferet udendørs i arbejde med et relief. Fotografiet, en daguer­rotypi som dateres 1840, er også blevet et styk­ke historie. Det er nemlig Nordens ældst beva­rede fotooptagelse.

Huggehaven har dog ikke altid fungeret som åndehul for Akademiets kunstnere. Op­rindelig var den en del af den prægtige slotsha­ve, som tilhørte den gård (senere kaldet Char­lottenborg), Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge ud til Kongens Nytorv i årene 1672-77. Denne have var så fin, at man herfra leverede meloner og andre frugter til hoffet. I 1677 fik Universitetet overdraget haven til brug for bo­taniske studier, men allerede i 1874 måtte den opgives.

Hyskenstræde

Hyskenstræde regnes for en af Københavns ældste gader, første gang nævnt 1480 som "thet gamle Hyskenstræde". Oprindelsen til det sære navn skal formentlig søges i det of­fentlige nødtørftshus Østre Mag (mag = be­kvemmelighed), som var anbragt på pæle i stranden ud for strædet. Sådanne bekvemme­ligheder kaldtes også hyskener, en afledning af det plattyske "Hyseken", der betyder små huse. Ved slutningen af Valdemar Atterdags regeringstid, i juli 1373, omtales denne køben­havnske nødtørftsanstalt som Hysekebro.

Stedet har i nyere tid haft flere ansete bebo­ere, således dr. theol. Christian Bastholm, som 1782 var indlogeret i Hyskenstræde 3. Bastholm nød titelen "kongelig første Hof­prædikant" og berømmedes for sin veltalen­hed. I en nytårsprædiken nogle år tidligere havde han lovprist det Himmelske for de go­der, Danmark var velsignet med: "Intet Jord­skielv begraver Indbyggerne under Gruset af deres nedfaldne Boeliger. Himmelens Sluuser ere aldrig tillukte for os, Solens Heede svier ik­ke Jordens Frugter; Ingen anstikkende Syg­domme blotte Landet for sine Dyrkere, og Stæderne for deres Borgere. O! Dannemark!"

En anden kendt beboer i Hyskenstræde var arkitekt og lærer ved Kunstakademiet N. S. Nebelong, som 1851 havde værelser i nr. 10.

Hyskenstræde 9 er opført 1834, når facaden undtages, som stammer fra en bygning rejst 1798-99. Bygherren var Christian Carstens, overlærer og inspektør ved Skt. Petri Kirkes Skole.

Højbro Plads

Højbro Plads etableredes efter branden 1795, da man efter stadskonduktør J. H. Ra­werts og stadsbygmester Peter Meyns forslag nedlagde en række smågader. Det gjaldt også husblokken mellem Færgestræde og Højbrostræde, to stræder der ledte fra Amagertorv til Stranden. Herved opnåede man en åben plads. Husrækken Højbro Plads 9-21 er et glimrende eksempel på det nyklassicistiske byggeri efter branden 1795.

Højesteret

Højestreret, som i dag har adressen Prins Jør­gens Gård 13, måtte flytte adskillige gange før sin nuværende bopæl.

Indtil 1660 havde man i Danmark Det kon­gelige Retterting, hvor domsmagt og lovgiven­de myndighed udøvedes af samme personer, nemlig kongen og rigsråderne. Frederik 3. gav 14. februar 1661 riget en ny øverste domstol­ - Højesteret kaldet - der trådte i Det kongelige Rettertings sted. I den nye ret afsagde dom­merne fortsat domme i kongens navn, men de havde ikke længere indflydelse på den lovgi­vende magt.

Højesteretten fik til huse på Københavns Slot, i den fløj, der lå presset ind mellem Blå­tårn og riddersalsfløjen. Her havde det tidlige­re retterting også fungeret. Den nye institution forblev på Slottet indtil 1712, hvorefter det flyttede til Det ridderlige Akademis bygninger på Nytorv. Dette lærdomssæde havde kun haft kort levetid, oprettet 1691 og atter ned­lagt på grund af manglende tilslutning i 1710. Her var altså ledige lokaler, som benyttedes, mens slottets ombygning stod på.

Noget senere flyttede retten til Frederiks­berg Slot og i 1731 befandt den sig på Køben­havns Rådhus, skønt dette endnu ikke var færdigbygget. Men kongen ønskede, at det skulle være der, i de "32 Mænds Sal". Her holdt man retten indtil marts 1741, da den nye højesteretssal kunne tages i brug på Christi­ansborg Slot. I det næsten færdiggjorte slot indstallerede man Højesteretten i den søndre fløj med ud­sigt til Proviantgården. Højesteretssalen var slottets tredje største sal, kun overgået af Rid­dersalen og Kongens Galleri. Den målte i længden ca. 30 meter og blev udstyret og smykket efter funktionen. Loftets udsmyk­ning var man meget optaget af. Hendrick Krock skulle oprindelig have malet til det, men døde, før en leverance var mulig. En venetia­ner ved navn Hieronimo Miani fik så hvervet.

I første omgang malede Miani et billede, der forestillede" Kong Cambis af Assyriens Histo­rie og den urette Dommer Sisani, hvem han hugger Hovedet af". Da hofbygmester Eigt­ved imidlertid kritiserede hans maleri, det var åbenbart for dystert, måtte han udføre et nyt. Det fik titlen "Lasternes og Uretfærdighedens Flugt for den retfærdige Guds Åsyn". Vi har ingen stik eller skitser bevaret af det, men man kunne forestille sig, at Guds åsyn var fremstil­let som et øje i en trekant, hvorfra der udgik strålebundter, der atter indhylledes af skyer. Denne billedtype var almindelig i pietismens kirker.

Den 18. januar 1741 kom Eigtved med en tegning til slotskommissionen vedrørende op­sætningen af 44 konsoller langs loftet. Imel­lem dem skulle der modelleres 20 små felter og 14 store, alle med motiver til rettens inspirati­on. I de små felter tænkte man sig portrætter af græske, romerske og dansk-norske lovgive­re. Blandt de antikke lovgivere foreslog Eigtved: Lykurgos, Solon, Cato, Cicero og blandt de danske Valdemar den Store, Frede­rik 3. og Christian 6. Valget af Frederik 3. var i særdeleshed indlysende, eftersom han havde indstiftet Højesteret 1661, indført enevælden 1660 og givet Kongeloven 1665. Kommissio­nen ønskede dog antikkens lovgivere fjernet, så programmet fik en ren nordisk repræsenta­tion. I de store felter mellem konsollerne skul­le være bøger, sceptre, sværd og diverse "tro­fæer", som hørte Højesteret til. Hele dette arrangement skulle vise de retfærdiges beløn­ning og de ondes straf.

I salens øverste ende skulle kongen præside­re. Til dette formål udførte hofsnedker Schäfer en 3-trinet forhøjning, hvorpå en tronstol skulle stå. Tronhimmelen var udsmykket med et maleri, i hvilket Jehova viste sig i sin herlig­hed omgivet af englehoveder. Over himmelen var anbragt et topstykke med kroner og træ­vildmænd samt knapper med vajende struds­fjer. Tronstolen havde man ikke behøvet at snedkerere til lejligheden, for den stammede fra Frederik 3.s tid. Christian 6. havde anvendt den ved sin salving i 1730 og sidst var den blevet brugt i kongens galleri i det nybyggede Christiansborg under indtogshøjtideligheden i november 1740.

I den modsatte kortside af salen var en bal­lustrade i hele dens bredde som skel mellem publikum og deltagerne i retshandlingerne. Publikum havde adgang til salen på gulvet for­an ballustraden, men når der skulle voteres blev det vist udenfor. Ved hver langvæg i salen stod et langt egetræsbord beklædt med blom­stret plyds, hvor assessorerne skulle indtage deres pladser.

Assessorembedet svarede til det nuværende højesteretsdommerembede og embedsdrag­ten afhang af rang. Jonge skrev herom: "Rid­derne af Elephanten og Dannebroge, og de, som med dem have Rang, saa og Kammerher­rerne bære lange Talarer af carmosinrødt Fløjel med violet Underfoer og et bredt Slag af violet Sarge de Soje paa begge Sider fra Halsen og ned til Fødderne. De øvrige Assessorer hav­de ligesaadan Dragt, dog med den Forskiel, at Talarerne ere af carmosinrødt Damask".

Efter Christiansborgs brand 1794, placere­des Højesteret i Prinsens Palæ, hvor den holdt sine møder i riddersalen. I 1854 overtog retten lokaler i Det Schackske Palæ på Amalien­borg, indtil Christian 9. flyttede ind i 1865. Den nuværende bygning for Højesteret i Prins Jørgens Gård blev taget i brug i 1919.

Hørup-monumentet

Hørup-monumentet i Kongens Have ved hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade blev rejst 1915, efter at man 1902-06 havde skaffet penge dertil ved en landsindsamling. Mindesmærket er en hyldest til politikeren Viggo Hørup, der var medlem af bondepartiet Venstre, hvor han placerede sig stærkt i den radikale fløj, den gang kaldet Venstrereform­partiet. Som ingen anden af periodens politi­kere forstod han at formulere de politiske slagord, i slutningen af 1870erne således" In­gen over og ingen ved siden af Folketinget". Den parlamentariske styreform var hans hjer­tesag, og i kampen mod den konservative konseilspræsident J. B. S. Estrup, der styrede på provisoriske love, var han en af de stærke­ste.

Da Estrup 1. april 1885 havde gennemført den provisoriske finanslov for 1885-86, holdt Hørup en måneds tid senere en tale i sin valg­kreds (Køge) i landsbyen Havdrup. Her sagde han bl.a.: "1 sidste Instans appellerer vi til Fol­ket, og vi har naaet sidste Instans. Vi staar hverken paa Grundlovens Grund eller paa Lovens Grund eller noget af den Slags. Vi staar paa bar Bund. Danmark er traadt ud af de fri Staters Række. Vi har ingen Bevillings­ret længer, og en fri Forfatning uden Bevil­lingsret, det er en Sky uden Regn, der driver over Landet som et bedrøveligt Vejr, men der er ingen Grøde i den".

Talen i Havdrup havde J.F. Willumsen i tankerne, da han langt senere, efter opfor­dring af Alice Bloch i 1903, begyndte skitserne til et mindesmærke over Hørup. Alice Bloch orienterede løbende Willumsen, som på det tidspunkt sad i Paris, og sendte ham senere den del af tre-bindsværket "V. Hørup i Skrift og Tale", som netop var udkommet. Ligeledes blev Willumsen helt privat opfordret af Hen­rik Cavling til at interessere sig seriøst for op­gaven, da Cavling tilkendegav, at en kreds af bidragydere ved landsindsamlingen gerne så Willumsen som vinder.

I begyndelsen af 1906 blev en konkurrence officielt udskrevet, som Willumsen vandt overbevisende efter et kolossalt forarbejde. Han havde rekvireret artikler, fotografier og personlige oplysninger for at komme tæt på den afdøde politikers personlighed. Endog spørgeskemaer lod han udsende, hvor Emil Hannover var en af modtagerne. Men Han­nover svarede, at han kun havde kendt Hørup yderst lidt fra sin tid ved dagbladet Politiken, som Hørup havde grundlagt 1884 sammen med Edvard Brandes og Herman Bing.

Derefter fulgte fem udkast, et af dem, en portrætbuste fra 1905, er i dag placeret på Christiansborg. Under en rejse til Norge, hvor han drøftede opgaven med Bjørnstjerne Bjørnson, foreslog nordmanden, at Hørup kunne symboliseres ved en ræv, der farer løs på en flok gæs. Bjørnson havde fulgt den radi­kale bevægelse i Danmark. Willumsen gjorde dog kun en skitse efter denne ide. Det endelige forslag blev en én meter høj model af træ og voks, hvor folketaleren står med overskårne ben på en stor sokkel. Willumsen tænkte her på Hørup stående i en ladevogn ved et folkemøde. Der skjulte sidefjælene det meste afta­lerens ben. Men denne højst originale idé blev kritiseret. Louis Bobé, som var kongelig or­denshistoriograf, talte siden ironisk om, at statuen var "et hadsk Memento i Sten over en lemlæstet Kommunard eller en forulykket Ar­bejder, der, støttet paa sine Benstumper, ved sine Lungers sidste Kraft udslynger en For­bandelse over Kapitalismens Skændigheder".

Men Willumsens tanker sejrede og monu­mentet rejstes. På den ene side af soklen, der skyder sig frem som en plov, ses egetræet, et symbol på det liv, hans politiske tanker skab­te. De øvrige billeder viser bøndernes liv gen­nem tiderne. Nazisterne ødelagde monumen­tet med en bombe i marts 1945, hvorefter en ny statue støbtes og indviedes 1949.