Indholdsfortegnelse

I

Ildebrande

Ildebrande af større omfang har gennem år­hundreder hærget København. 1386 brændte kvarteret omkring Vor Frue Kirke, der selv blev ødelagt. Da Christian 4. kronedes 29. au­gust 1596, blev højtideligheden fulgt op med ti dages festligheder, hvorunder en brand fortæ­rede 14 huse. 14.-15. november 1685 ned­brændte 40 gårde i Endeløsstræde, Badhus­stræde og Vimmelskaftet, men den første by­brand af katastrofalt omfang fandt først sted i begyndelsen af det følgende århundrede. Onsdagen den 20. oktober 1728 afløstes et byget vejr af en stærk sydøstlig storm. Om natten så vagten ved Vesterport pludselig flammer slå ud af taget på et lille hus ved Ve­stervold (hvor nutidens Paladshotel ligger). I våningshuset boede en marketender og en ly­sestøber. Stormvejret drev ilden over mod na­bohusene i Skt. Klemensstræde og ved brand­værnets fremmøde, havde ilden allerede fået overtaget.

Et par timer senere nåede ildhavet Studie­stræde. Katastrofen kom helt bag på myndig­hederne, for kommandanten bandede og her­sede blot med sine soldater, så de var aldeles udkørte om morgenen, mens politimester Hans Himmerich til gengæld var så fuld, at han måtte sove rusen ud på tømmerpladsen ved Skt. Annæ Plads.

Da ilden havde raset i tre dage, var Vor Frue Kirke, Skt. Petri, Helliggejst, Trinitatis, det halve Vajsenshus og rådhuset nedbrændt, der­til kom det meste af universitetet samt 11 pro­fessorgårde. I alt blev 74 gader med omtrent 1670 huse lagt i aske. Endnu ved juletid var by­en en askehob og folk måtte indrette sig mid­lertidigt i deres kældre. Primitive skure på hustomterne opførtes også. Et praktisk resul­tat af branden blev indførelsen af brandfor­sikring.

Af katastrofen flød temmelig megen digte­kunst, ofte meget patetisk, men velment. I et digt "Kiøbenhavns Taare", skrevet af Jørgen Friis og trykt hos Ove Lynow, "boende paa Vandkonsten", fortæller følgende to vers:

Som naar det store Hav vil overskylle Lan­det,

Og Demning bryder ud, som skulde holde Vandet, Saa hastig var det og den røde Hane kom Og jog saa mangen een fra Huus og Ejen­dom. Forskrekkeligt at see de Gniste-Fulde Vinger, Hvormed hand sig omkring paa alle Kanter svinger Hand fløj omsider op paa Kobber-takte Spiir Saa Byen haver mist sin Herlighed og Ziir.

Da de nye huse opførtes, blev det skik at op­sætte små mindetavler med inskriptioner om branden. En af de siden hen forsvundne tav­ler, som blev opsat i Klosterstræde på Brygger­laugets hus, lød:

Du store Ildebrand,

Du store Herrens Riis, Som straffed mangen Mand Og giorde stor Forliis, Du og har rammet mig. Men nu igien det staar, Hvorfor jeg takker Dig, Saa meget Jeg formaar.

Den næste store bybrand brød ud 5. juni 1795 om eftermiddagen, efter sigende i noget tømmer på Gammel Holm. Atter sørgede en kraftig vind for at sprede bålet, langs Kanalen gik flammerne ned til kvarteret omkring Nikolaj Kirke. Først ved aftenstid den 7. juni standsede ilden ved Volden på den anden side af Teglgårdsstræde. I en avis kunne man om mandagen den 8. juni i et referat læse, at ilden havde opbrændt hele spiret på Nikolaj Kirke. "som ved sit Fald satte alle underliggende Ga­der i Brand". Efter branden gik der rygter om mordbrand og sabotage, som det fremgår af et brev fra de følgende dage: "Om Engelskman­den eller Russen er Ildens Ophav, kan vel end­nu ikke Afgiøres..." Ved opgørelsen over ka­tastrofens omfang noteredes det, at henved 55 gader med over 950 ejendomme var blevet il­dens bytte. Kollektkommissionens protokol­ler viser, at ialt 3442 familier blev ydet hjælp, hvilket omtrentlig svarer til mellem 10.000 og 15.000 personer. Assuranceværdien for de nedbrændte ejendomme oversteg 4½ million.

København hærgedes af sin tredie store brand, da den engelske hær 2.-5. september 1807 bombarderede byen. Ifølge major H. J. Bloms senere beskrivelse af begivenhederne faldt de første "Prøvekast af fiendtlige Bom­ber paa Kongens Nytorv" kort efter solned­gang den 2. september. Kort efter fulgte en regn af bomber, granater, brandkugler og ra­ketter (de Congreweske raketter). Her ned­brændte 290 ejendomme de næste dage, mens 1500-1600 blev beskadiget i større eller mindre grad. 2.000 indbyggere omkom eller såredes ved den lejlighed.

Ildebrandshuse

Ved Københavns brand i oktober 1728 gik omkring 1670 ejendomme op i lys lue, en enorm udfordring til stat og by­styre, for hermed var der skabt mulighed for at regulere det middelalderlige gadenet og for­bedre byggeriets standard. Byen skulle også gøres mindre brandfarlig og tillige smukkere.

Den 18. marts 1729 oprettedes den kgl. byg­ningskommission og samme dag gav kongen ordre til, at myndighederne udstedte en for­ordning med følgende krav til byggeriet". . . Vi have bragt udi Erfaring, at der ikkun skal være en maadelig Forskel imellem Bekostningerne paa Grundmuurede Bygninger og Bindings Verk, det og er uimodsigelig, at det under Guds Naadige Beskiermelse geraader til meere Sikkerhed for Indvaanerne, at alle Bygnin­ger her i Staden efterdags opføres af Grund­muur;..."

De forarmede borgere formåede dog ikke at efterleve påbudet. Snart skød det ene bindingsværkshus op efter det andet, hvilket i 1730 fik myndighederne til at ophæve samme forordning. Inden da havde overlandbygme­ster J.C. Krieger fisket i rørt vande ved i 1729 at udgive en lille bog, hvori han påpegede for­delene ved det grundmurede hus frem for byg­geri i bindingsværk. Krieger serverede endog tre "typehustegninger" for læserne, vel i det forfængelige håb, at han kunne redde sig nog­le kunder i de kommende måneder. Husene var af gavlkvisttypen, en udformning, som al­lerede var kendt før 1728-branden. Herom vidner gavlkvisthuset i Nyhavn 9, som opfør­tes 1681, blot med stejlere gavl end Kriegers huse.

Overlandbygmesterens meget ornamente­rede typehuse synes ikke at have haft nogen ef­terspørgsel, hvorimod mere simple udgaver opførtes i de kommende år. Af disse smukke huse er endnu bevaret en del ud til Gråbrødre Torv, i Åbenrå og i Nybrogade. Fælles for dis­se huse er en bredde på 4-5 fag, en højde på 3-4 etager og trappen, som fører op til gadedøren.

Det københavnske hus byggeri efter 1728 gjorde åbenbart indtryk i provinsen. To bor­gere i Holstebro indgik i I751 væddemål om, hvor høje husene kunne være i hovedstaden. Den ene påstod, at der forekom huse syv lofter (etager) høje, hvad modparten betvivlede. Da striden ikke kunne løses, kom den for retten, siden for Viborg Landsting. Her indhentede man ekspertudtalelse fra Københavns stads­bygmester, som forklarede, at beboelseshuse kun nåede fire etager i vejret. Derimod kunne magasiner, sukkerhuse o. lign. være syv lofter høje.

Immanuels Kirke, Forhåbningsholms Allé

Immanuels Kirke er opført for "Københavns Valgmenighed af 1890". Den 8. september 1892 blev grundste­nen nedlagt og 29. oktober 1893 indviedes kir­ken. Tegningerne leveredes af arkitekt Andre­as Clemmensen, en af historicismens fremtræ­dende arkitekter, der efter sin afgang fra Kunstakademiet i 1875 arbejdede for J. D. Herholdt og professor Hans J. Holm. Clem­mensens interesse for det stilhistoriske gjorde ham velegnet til opgaven. Med udgangspunkt i den romanske arkitektur udformede han Immanuels Kirke som et langhus med halvrund afslutning i øst. Vestfacaden forsynedes med rundbuet portal, der over et blindgalleri efter lombardisk skik og øverst en dobbelt rundbue med søjle. Som byggemateriale valgtes røde tegl af munkestensformat og lagt i munkeskif­te. 1904-05 rejstes tårnet, her efter tegninger af Andreas Clemmensen og Rasmus Rue. Dets sammenbygning med menighedshuset giver campanilens virkning.

Det indre fremtræder hvidkalket, har tøn­dehvælv, mens pulpiturer er anbragt på langsi­derne. Orgelpulpituret ses over hovedindgan­gen i vest. Det monumentale alterbillede, "Den første pinsedåb", blev 1904 malet og skænket til kirken af Niels Skovgaard, mens den udskårne, mørke træramme skyldes Niels Larsen Stevns. Familien Skovgaard har også præget rummet på anden måde, således har Joakim og Niels i fællesskab med Niels Larsen Stevns dekoreret prædikestolen, og det brode­rede altertæppe er af Joakim S.

Istedgade

1858 blev denne gade anlagt, i første omgang blot fra Abel Cathrines Gade til Eskilsgade, senere udvidet i begge retnin­ger. Gaden gemmer sin mest ejendommelige bygning, nemlig Den kgl. Skydebanes tegl­stensmur, der rejser sig som en anden teaterkulisse med tårne og brystværn. Fra Istedgade nr. 68-80 er der gennem en port adgang til haven bag ved Bymuseet. Det nygotiske bygningsværk opførtes 1887 efter tegninger af arkitekt L. Knudsen.