Indholdsfortegnelse

 


 

 


 

Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006

 

 

Introduktion til webudgaven

I 1980'erne udgav Politikens forlag en række kulturførere. Blandt disse var denne om København. Af ophavsretlige grunde er såvel bogens illustrationer som det afsluttende afsnit med turforslag udeladt. I forbindelse med denne udgivelse er den oprindelige tekst gennemset for trykfejl m.v.

 

Ophavsret

Nærværende udgave af Politikens Kulturfører over københavn er genudgivet på internettet med særlig tilladelse fra såvel forfatteren Jens Fleischer som Politikens Forlag. Vi takker begge for deres beredvilighed. Det er ikke tilladt at kopiere større dele af teksten uden forfatterens tilladelse.


[1]

Politikens Kulturfører

KØBENHAVN

 

 

 


[2]

Politikens Kulturfører

 

 

 


[3]

Jens Fleischer

København

Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag

 

 

 


[4]

Politikens Kulturfører: København
Jens Fleischer: København Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag.
1. udgave. 1. oplag
Politikens Forlag. 1985
ISBN 87-567-3904-4

 

 

 


[5]

Forord

I de tre første bind af serien Politikens Kulturfører har det tematiske allerede været anslået. Til bygninger og andre historiske mindesmærker er knyttet mere uddybende tekster, f.eks. forklaringen bag et bestemt kristent symbol i en kirke, et stykke politisk historie knyttet til opførelsen af en borg, for ikke at glemme rækken af arkitektoniske motiver, der har vandret fra udlandet til Danmark. Det har derfor været nærliggende ved et emne så omfattende som København at beskrive byen i form af selvstændige artikler, der alle på en eller anden måde belyser dens kulturhistorie. København omfatter i denne sammenhæng Københavns kommune, Frederiksberg og Amager. Mellem gadenavnenes historie og de mere eller mindre kendte bygningsværker optræder således artikler om dampmaskiner, dyrekampe, kaffehuse, parykmagere, svinehold og voldmøller. Ligeledes er en række biografiske artikler omhandlende arkitekter, digtere og kunstnere tilføjet, personer der på forskellig vis har præget København og skildret dens brogede liv gennem tiderne.

Under omtalen af en række historiske huse og personer er det anført, hvor længe N.N. boede i en bestemt bygning. Mange af disse oplysninger er hentet fra Minderige Huse, udgivet af Kraks Vejviser. Forfatteren har også fundet meget stof i memoirelitteraturen og de mange aviser og magasiner, man har kunnet faldbyde københavnerne i de sidste 250 år.

Hvad de historiske rammer angår, dækker bogen perioden fra 1000-tallet til ca. 1920 og det må understreges, at der ligesom i de forrige bind er tale om et skønsomt udvalg af emner for forfatterens egen regning. I øvrigt henvises til bogens 17 turforslag, der er nærmere omtalt s. 247.

Ved manuskriptets afslutning skal en særlig tak rettes til Fru Ebon Borg, som har givet forfatteren mange og righoldige oplysninger, ligesom hun har tilvejebragt flere af bogens illustrationer. En varm tak skal ligeledes rettes til autoriseret guide, Fru Hanne Brøns, som har gennemlæst manuskriptet.

Redaktionen, april 1985


[6]

[Tom side]

 

 

 


7

A

Abel Cathrines Gade

Abel Cathrines Gade, som skærer Istedga­de, er navngivet efter Abel Cathrine Wolfs­datter (eller Mesing). Hun var født 1626 (") i Nordtyskland og giftede sig 1655 med proviantskriveren på Københavns Slot, Hans Han­sen Osten. Da hendes mand ved sin død 1672 efterlod sig store midler og meget jordegods, skænkede hun en del af formuen til velgøren­de formål, herunder et hus i Dronningens Tværgade. I bygningen indrettedes en stiftelse for "syge, elendige og sengeliggende fattige"; dens virksomhed begyndte straks efter hendes død 1676. Der var fra begyndelsen 12 lemmer med seks små lejligheder til deling. Abel Ca­thrine havde endvidere betænkt stiftelsen med gods i Fleskum og Hellum Herreder. Huset blev flere gange udvidet, også med en sidebyg­ning. 1751-52 opførtes et kapel ved siden af, hvis inventar på nær de hellige kar ødelagdes ved en brand 1857.

Stiftelsen flyttede 1884, da ejendommen skulle nedrives og fik hjemsted i en nyanlagt gade på Vesterbro, herefter kaldet Abel Cathrines Gade. 1949 afhændede man ejen­dommen og institutionen har nu nogle lejlig­heder til rådighed i Gammel Kloster på Østerbro, hvis navn lyder Abel Cathrines Fri­boliger.

Abildgaard, Nicolai (1743-1809)

Nicolai Abildgaard, en af den danske nyklassicismes banebrydende malere. Han nåede tidligt stor anerkendelse i Køben­havn og modtog 1778 et professorat ved Kunstakademiet. Kort efter fik han til opgave at levere 22 malerier til riddersalen på det da­værende Christiansborg. Emnet var Dan­markshistorien under de oldenborgske kon­ger, hvilket voldte Abildgaard mange sure ti­mer, for han havde ønsket at skildre de første kristne konger. Så meget desto større var ærg­relsen, da Christiansborg brændte i 1794, hvorved 12 års slid gik op i luerne. Lamslået skal han have sagt: "Der brænder mit navn". Fra 1786 havde maleren sin lejlighed i Charlot­tenborgs stueetage til højre for porten, og her modtog han bl. a. besøg af den berømte sven­ske billedhugger Johan Tobias Sergel. Til Abildgaards kendteste malerier hører en serie med motiver hentet fra Terents' komedie Pi­gen fra Andros, nu tilhørende Statens Mu­seum for Kunst.

Abildgaardsgade

Abildgaardsgade har navn efter maleren Nicolai Abildgaard (s.d.). Den er en af "Kar­toffelrækkernes" mange gader, der er opkaldt efter danske kunstnere; de øvrige er Wiede­welt, Jens Juel, Eckersberg, Marstrand og Skovgaard. I Soyas erindringsroman Min Far­mors Hus, et Tidsbillede (udgivet 1943) omta­les de mere prosaisk som "Kartoffelgaderne".

Aborreparken

Aborreparken, tidligere anlæg svarende til området indenfor Vester Farimagsgade, H. C. Andersens Boulevard og Studiestræde. Det første skridt til anlæggelsen blev taget, da man i 1873 begyndte at sløjfe voldene. Tre parker ­Ørstedsparken, Aborreparken og Østre An­læg - skulle herefter etableres som et grønt område på det vestlige voldafsnit for at give den hastigt voksende by en række nye ånde­huller. Medens Ørstedsparken og Østre An­læg har overlevet, fik Aborreparken kun en kort levetid. Allerede fra begyndelsen kom projektet i modvind. Meldahl hævdede i bor­gerrepræsentationen, at det var spild af penge, så længe det var uvist, hvor Københavns kommende jernbaner skulle lægges. Aborre­parken blev dog vedtaget og færdiggjort 1886.

Det varede ikke længe, før man begyndte at gøre indhug på det fire tønder land store have­anlæg. I 1897 kom maleren J. F. Willumsen med et forslag til "Den frie"s udstillingsbyg­ning, og trods modstand fra stadsarkitekten blev det vedtaget med støtte fra Martin Ny­rop, Clemmensen og Plesner. Året efter stod bygningen, som var opført i træ, færdig til en pris af 16.000 kr. Den vakte opsigt og Vort Land skrev "Fra den Kähler'ske Keramikfa­brik har man faaet brændte Tagsten, skiftevis hvide og blaa, saaledes at Taget fremtræder i det danske Porcelæns Toner"

I 1908 skød en ny bygning op i Aborrepar­ken. Studenterforeningen havde ønsket sig et mere pompøst hus, og efter at have vundet i en konkurrence fik Ulrik Plesner til opgave at opføre sit forslag. Det store hjørnehus med de volutudsmykkede gavle afspejler både samti­dig engelsk byggeri og den dekorative stil i Kø­benhavn, kort sagt stilforvirring, som var ty­pisk for århundredskiftet. Kort efter "Studen­terforeningens" indvielse i 1910 blev parken helt nedlagt.

Abraham Lehns Gård

Abraham Lehns Gård, Strandgade 6. Bag den nuværende, senklassicistiske facade gem­mer sig et hus, som opførtes 1703 for Abraham Lehn den Ældre. Han var en af Kø­benhavns store vinhandlere og drev i flere år det ansete vinhus "Dyrkøb". Sin store formue tjente Abraham Lehn dog først, da han blev skibsreder og fik skibe med sejlads til Indien. Fra Lehns eller hans søns tid er bevaret nogle smukke interiører i forhusets stueetage.

Absalon (1128-1201)

Absalon, ærkebiskop og Køben­havns grundlægger. Han var barnebarn af den mægtige Skjalm Hvide, som under Svend Estridsens regering havde styret Sjælland. Absalon fødtes på den gamle slægtsgård i Fjenneslev og rejste som ung til Paris for at studere teologi og kirkeret. Det var under op­holdet i Paris, at Absalon sluttede venskab med kanniken Vilhelm, der siden hen skulle blive grundlægger af det navnkundige Æbel­holt Kloster i Nordsjælland. I 1157 stod Absa­lon på Valdemars side i kampen om konge­magten, og det bragte ham året efter til det høje embede som bisp over Roskilde. Absalon fik også en mere kontant gave fra kongen i form af rettighederne over byen Havn og Støvnæs Halvherred (senere en del af Sokke­lund Herred). Det oprindelige gavebrev fra 1157 er dog gået tabt.

Først ti år senere - i 1167 - knyttedes bispen for alvor til sin by, da han med held forsvarede den mod et angreb fra en norsk flåde. På dette tidspunkt omtales den som portus mercato­rum - Købmændenes Havn. Samme år påbe­gyndte han opførelsen af en borg på Strand­holmen (nuværende Slotsholm). I 1171 blev København angrebet af et sørøverskib, men det blev erobret, og Absalon lod sørøverne halshugge og deres hoveder sætte på stager på borgens mure langs stranden. Da ærkebiskop Eskil i 1177 havde overdraget sit høje embede til Absalon, besøgte han kort efter den nye ær­kebisp i hans borg ved Havn. Den gamle mand klagede over ikke at kunne sove, og Absalon lod resolut bunden af hans seng forsyne med en kasse hede teglsten.

Absalon døde i Sorø påsken 1201 og begra­vedes foran højalteret i klosterkirken sammesteds. Da man i 1947 åbnede hans grav, var skelettet endnu ret velbevaret og viste en kraftig mand, som havde haft en veludviklet benmuskulatur. Han var dog ikke så høj som tidligere antaget, kun 179 cm.

Eftermæle, myter og mindesmærker måtte naturligvis følge efter en så betydelig skikkel­se. Den nærmeste kilde til vor viden om Absalon er historieskriveren Saxo, der skrev sin Gesta Danorum (Danernes bedrifter) før 1200. Skønt man ikke kan sige, at hans Absalonafsnit er blevet til Absalon memoirer, er der næppe tvivl om, at peroden ca. 1157-85 er præget af Absalons opfattelse af begivenhederne.

Allerede i Abbed Vilhelm Krønike, forfattet 1210-30, koncentreres dyrkelsen af Absalon-skikkelsen: "en mand med stor snilde, klerkens pryd, de sørgendes og nedbøjedes trøstermand, alle munkes hengivne ven og hele folkets bramløse styrer, de fremmedes og fattiges milde forsøger, Vendernes vældige fjende, troens smykke, et mønster på ædruelighed, et forbillede på kyskhed, et herligt spejl for sjælsadel og retfærdig, et lys, der strålede i Herrens tempel, og samtidig dets faste og urokkelige støtte".

Historikeren Arild Huitfeldt skrev om Absalon i den del af sin Danmarks-krønike, som udkom 1603, at "Hand hafver bedreffvet mange merkelige Gierninger for Danmarch". Spiren til en folkelig opfattelse af ærkebispen var lagt. Fra 1600-tallet er det dokumenteret, at en kult havde udviklet sig omkring genstande, som man mente havde tilhørt Absalon. Det ældst bevarede inventar over genstande i Kunstkammeret på Københavns Slot, skrevet 1673-74, betegner et sværd som Absalons kåre, 1687 fik Holger Jacobæus ordre af Christian 5. til at gøre en fuldstændig "Catalogum paa Kongelig Mayestäts Kunst=Cammer", hvori han nævner en bispehue og en bispestav af narhvaltand samt to af forgyldt kobber, endvidere et drikkehorn, en hjelm af sølv med ædelstene, et par silketøfter og et skrin, alle henført til Absalon!

1700-tallets forfattere og historikere fortssatte heltedyrkelsen. 1770 skrev Peder Vogeli­us en 104 sider tyk bog, hvori han sammenlig­nede Absalon med oldtidens Cyrus og Scipio samt Hannibal og Leonidas. Herfra var vejen kort til romantikkens henrykkelse over Absa­lon. Dog kunne det også gå respektløst til, som da fynboen Andreas Jørgensen oktober 1800 besøgte Kunstkammeret, den gang ved siden af Christiansborg Slot: "Her saa vi tillige Bi­skop Absalons Bispehue, hans Stav, Pung, Tøfler o.s.v. Jeg havde denne Bispehue paa Hovedet"

I 1800-tallet havde Absalon-kulten også vi­de rammer. Således lød en strofe fra en af 1890ernes revyviser: "I Lille Kongensgade, der boede Biskop Absalon". En gade på Ve­sterbro fik også hans navn (s.d.), mens B.S. Ingemann i sin episke digtkreds Valdemar den Store og hans Mænd (første udgave 1824) be­handlede emnet med den store patos. Noget nyt indvarsledes, da arkæologer under ledelse af C. M. Smidt fra Nationalmuseet i 1900 be­gyndte udgravningen af Christiansborg og fandt "Absalons Brønd". Det inspirerede So­phus Bauditz til københavnerromanen med denne titel (udgivet 1901).

1901, som var 700-året for Absalons død, blev fejret markant. På Højbro Plads indvie­des en rytterstatue, hvor ærkebiskoppen sku­er over mod Slotsholmen, hvor han grundlag­de sin borg. Statuen blev udført af billedhug­geren Christian Gottlieb Vilhelm Bissen og vi­ser bygrundlæggeren som hærfører. Den stejlende hest er et romantiserende træk. Sokke­lens udformning skyldes Martin Nyrop, som også formulerede indskriften: "Han var mo­dig, snild og fremsynet - en ynder af lærdom ­med ren vilje Danmarks trofaste søn".

Monumentet er skænket af Axel Heide, di­rektør for Privatbanken, som ønskede det af­sløret på Absalons dødsdag den 21. Marts. Kommunen kunne imidlertid ikke tillade det­te, officielt med den begrundelse, at gavesa­gen ikke var færdigbehandlet. Det forholdt sig i virkeligheden således, at borgerrepræsen­tationen på samme dato ønskede at afsløre en statue af Absalon opstillet på Rådhusets ho­vedfacade! Giveren havde også ønsket, at den radikale Georg Brandes holdt talen ved indvi­elsen på Højbro Plads, men det tillod man ik­ke i de finere kredse. Selvet forslag fra Heide om, at Sjællands biskop også kunne tale til lej­ligheden, afvistes. Kronprinsesse Louise true­de ligefrem med at trække sine penge ud af Privatbanken, hvorfor Heide måtte bede Brandes om at blive hjemme. Hans tale, et oratorisk mesterværk, blev imidlertid trykt i Tilskueren. Her stod bl.a.: "Med mere Ret end Valdemar l. kunde han føre Tilnavnet den store. Hans Geniblik viser sig i hans Borgs Anlæggelse her. Man tænke sig: at have grundlagt noget, der har staaet i Aarhundre­der, stedse voksende, og som i sit 8. Aarhund­rede blomstrer som aldrig før! Mod, Kløgt og Herskeraand og Geniblik er Elementerne i hans Storhed".

Den forgyldte statue af Absalon, anbragt højt oppe på Rådhusets hovedfacade, blev afsløret 1901. Også denne skulptur er udført af billedhuggeren Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, som hentede inspiration til figuren ved at studere ligstenen på Absalons sarkofag i Sorø. Absalon er fremstillet i biskoppeligt or­nat, med bispehue og krumstav. Allerede 1872 blev figuren modelleret af Bissen og en kolos­sal statue opstilledes i det gamle rådhus på Nytorv. 1899-1900 blev figuren omarbejdet og støbt i udhamret kobber. Den blev vist på Verdensudstillingen 1900 i Paris, hvor Absa­lon havde læst som ung. Figuren er indsat i en niche frit komponeret over en romansk kirke­portal. Sildefrisen derover er udført efter teg­ning af Martin Nyrop.

Absalonsgade

Absalonsgade, en af Vesterbros sidegader, har navn efter biskop Absalon (s.d.). I 1870erne fik gaden sin store bebyggelse med boligejendomme. Blandt bygherrerne kan nævnes murermester Peter Christian Wien­berg, der eksempelvis ejede matriklerne, hvor Absalonsgade 11 og 13 blev opført 1876. Beg­ge ejendomme rejstes i fem etager, hvad der var normalt for tidens boligbyggeri.

Wienberg var en af periodens store bygge­matadorer, der havde begyndt sin karriere som murermester i provinsen, hvor han byg­gede alt fra fyrtårne til herregårde. 1866 flytte­de han sin imponerende virksomhed til Kø­benhavn. Her fik Wienberg gennem sin gamle forbindelse med Ferdinand Meldahl, der fra 1860 virkede som kgl. bygningsinspektør og fra 1866 som medlem af borgerrepræsentatio­nen, en række store opgaver, bl.a. Marmor­kirken, Kunstmuseet og Kunstudstillingsbyg­ningen på Charlottenborg.

Som eksempel på datidens boligforhold for arbejdere på Vesterbro kan nævnes Absalons­gade 40 (ejendommen opført 1873), hvor der 1880 boede 17 familier med 81 personer i for­huset. Boligerne var overvejende to- og tre­værelses lejligheder. For en 30 m2 stor to­værelses lejlighed i baghuset var den halvårli­ge husleje så høj som 84 kr.

Adelgade

Adelgade blev med gennemførelsen af sane­ringsloven af 1939 ændret til det ukendelige. Der var tale om en total sanering, som påbe­gyndtes under krigen, hvorefter projektet stoppede 1943 for atter at blive videreført 1954. I dag kan alene gamle fotografier og do­kumenter fastholde det dystre, men på samme tid historiske og fascinerende københavner­miljø, der forsvandt.

Gaden blev grundlagt i slutningen af 1640rne i forbindelse med etableringen af Ny København. Det bestemtes da, at gaderne skulle opkaldes efter kongehusets medlem­mer, de lande, der var underlagt den danske krone, og landets forskellige stænder.

Vanrøgt og overbebyggelse gjorde, at Adel­gade aldrig kom til at svare til sit fine navn. Skidtet flød over alt. Det meddeles 1788 om Gothers-, Adel- og Borgergade, at man "paa mange Steder næppe kan komme tværs over Gaden for vidt udbredte Dynger af Rende­stens Mudder, og næppe er Renovationsvog­nene bortkjørte, førend Gaderne bliver zirede med Møddinger igjen, som blive henliggende til anden Dags Morgen". Den 3. marts samme år noterede Luxdorph i sin dagbog, at der var "Et blodigt Slagsmaal imellem Soldater og Matroser i Adel-Gaden, hvorved nogle have sat Livet til"

Af senere begivenheder i gadens historie kan nævnes Københavns første svendestiftel­se - tømrernes - som opførtes 1851 i Adelga­de. 20 år senere, den 15. oktober, stiftedes den Internationale Arbejderforening for Dan­mark ved et møde i Tømrerkroen i Adelgade. Til stede var socialisten Louis Pio, der valgtes til "stormester".

Gennem 1800-tallet blev husene dårligt ved­ligeholdt og man så mange eksempler på sva­legange, udvendige trapper og balkoner af træ, der var et levn fra endnu ældre dage. Un­der trappen op til første sal var lokummet ind­rettet med dertil hørende latrinkule i jorden nedenunder. Thorvald Stauning og hans fami­lie boede en overgang i Adelgade, hvor den plagedes af rotter, så den måtte flytte igen.

Et første hul i de skumle husrækker blev brudt i 1902-04, da Anneksværk, et kommu­nalt elektricitetsværk i Adelgade-Borgergade kvarteret, blev udvidet. Til Adelgade bygge­des et kedelhus, hvorved en del af de små huse måtte vige pladsen. Paradoksalt nok viser de moderne boligkomplekser, der skød op efter den store sanering, en tættere bebyggelse end det før var tilfældet!

Adilsvej

Adilsvej på Frederiksberg er opkaldt efter den svenske sagnkonge Adil af Sverige. Han giftede sig med Yrsa, som var moder til Rolf Krake. I "Lejrekrøniken" fortælles det om Adil, at han krævede skat af danerne, ligesom han havde en hundehvalp kaldet Rappe. Den satte han til konge over Danmark.

Admiralgade

Admiralgades navn minder om den tid, hvor Bremerholms flådechef havde sin bolig - Ad­miralgården - ved sydhjørnet af Admiralgade og Dybensgade. Gården, som for længst er nedrevet, ejedes af kronen fra ca. 1565 til 1596, og tre admiralers navne kan med sikker­hed knyttes til stedet. Den kendteste af dem, Peder Munk, deltog som yngre i Syvårskri­gens kampe i Østersøen. Han var i 1566 blandt de skibschefer, der reddede sig fra katastrofen ved Gotland, hvor en orkan indhentede en dansk-lübsk flåde og 6400 søfolk omkom. De danske myndigheder beskyldte senere nogle kvinder for at have fremkaldt stormen ved trolddom og djævlebesværgelser, og de blev brændt på bålet.

Peder Munk oplevede endnu engang et "hekseri", da han i 1589 med en dansk flåde­eskadre skulle føre Frederik 2.s næstældste datter Anna til Skotland, hvor hun skulle vies til kong James 6. En storm splittede ekskadren ad, så den måtte vende tilbage til Norge. Peder Munk beskyldte senere rentermester Christof­fer Valkendorf for at have vedligeholdt skibe­ne dårligt, men anklagen afvistes, og skylden rettedes derefter mod nogle hekse. Det vides ikke, om de uskyldige kvinders død på bålet fik mildnet den vrede rigsadmiral.

I 1596 fik Peder Munk ordre til at fraflytte gården i Admiralgade, da den nu skulle bruges som "Harniskkammer", og som sådan funge­rede den indtil 1604. Senere i 1600-tallet kom der fem boder på hjørnegrunden, men Admi­ralgården havde da nået at give navn til det lille stræde, som i grundtaksterne fra 1653 og 1668 kaldes for Admiralgade.

Adresseavisen

Adresseavisen grundlagdes, efter en række tidligere mislykkede forsøg, 1749 i Køben­havn, men måtte snart ophøre. Den genåbne­des 1759 på initiativ af filantropen og forfatte­ren Hans Holck. I begyndelsen lod han avisen udkomme en gang om ugen, senere udsendtes den fire gange ugentlig i et antal af flere tusin­de. Officielt hed bladet "Kiøbenhavns Adres­se Comptoirs Efterretninger". Det tospaltede blad, som var i kvart format, indeholdt en blanding af regulært nyhedsstof og digteriske frembringelser. Som annonceorgan benytte­des den flittigt, alt fra krydderier til strømper kunne faldbydes. 1760 averteredes f.eks. føl­gende: "Jomfru, der paa visse Conditioner til­byder sig at informere skikkelige Folks Pige­børn gratis, som maatte have Lyst til at lære at strikke med Ulden og Bomulden, Giarn, Traad og Silke".

Da Hans Holck begyndte at bringe prædi­kantlisten, protesterede stodderkongerne, der tidligere havde haft eneret på at meddele disse. En plan om at sende Adresseavisen med den ri­dende post afvistes i første omgang, fordi pladsen i postsækken allerede var optaget af "Den Berlingske Tidende". Sidstnævnte blad markerede sin sejr over konkurrenten ved frem over at annoncere sig som "De til Forsendelse med Posten alene priviligerede kiøbenhavnske Tidender". Holck gav dog ik­ke op. Han fik alligevel posten til at besørge sin avis, som derefter fik navnet "den med Po­sten forsendende".

Foruden sin udgivervirksomhed oprettede Hans Holck 1765 en sygekasse og en gratissko­le ti år senere. Han tog også initiativ til prak­tisk foranstaltning som arbejdsanvisning til bekæmpelse af tiggeri.

Alexander Newskis Kirke/

Alexander Newskis Kirke, Bredgade 53. Fra midten af 1800-tallet havde det russiske gesandtskab haft sine gudstjenester i et kapel i Laksegade, og senere blevet kapel indrettet i St. Kongensgade. Den nuværende kirke op­førtes i årene 1881-83 af den russiske regering, og zar Alexander 3. gav personligt et bidrag til bygningen på foranledning af kejserinde Dag­mar, Christian 9.s datter. Man fortæller, at zaren af religiøse årsager ikke var tilfreds med købet af grunden i Bredgade. Grunden erhvervedes i øvrigt af Tietgen. Ansvaret for tegnin­gerne havde den russiske arkitekt David Iwa­nowitsh Grimm, der virkede som professor ved Kunstakademiet i Skt. Petersborg.

Sammen med 15 andre havde han deltaget i en forudgående konkurrence, hvor hans pro­jekt havde vundet. Det praktiske arbejde blev dog ledet af arkitekt Albert Nielsen under F. Meldahls tilsyn.

September 1883 kom provst Janysev, som var rektor for det teologiske akademi i St. Pe­tersborg, til København for at indvie kirken. Han assisteredes af menighedens præst Volo­bujev samt en munk fra Alexander Newskij Klosteret. Det danske, russiske og græske kongehus var også repræsenteret på indvielsesdagen.

Bag bygningens udformning med de tre for­gyldte løgkupler, der kroner gavlen, ligger den rige russiske tradition, men med hovedvægten på 1600-tallets byggeskik i Moskva. Facaden er i røde og grå mursten, medens sandsten er anvendt til de ornamentale detaljer. I en niche øverst oppe (over klokkerne) ses en statue af kirkens værnehelgen Alexander Newski, en af de vigtigste skikkelser i det russiske folks hi­storie. Alexander Newski, som var prins af Novgorod, mødte i 1240 en svensk hær ved floden Neva og besejrede den. Senere vandt han også sejre over den tyske ridderorden, da den angreb Rusland fra vest.

Selve kirkerummet er indrettet i bygningens øverste etage, hvortil en marmortrappe fører op. Rummet domineres af den rigt udskårne ikonostase, der skiller koret fra skibet. Helt i overensstemmelse med den ortodokse kirkes tradition er ikonostasen forsynet med tre dø­re, i midten den dobbeltfløjede kongeport, og til siden enkeltfløjede døre. Det flade, kalk­pudsede bjælkeloft er dekoreret med russiske og byzantinske motiver. Kirken har flere smukke ikoner i eje, desuden religiøse billeder malet i den "romantiske stil", som prægede den akademiske malerkunst i Rusland i slut­ningen af 1800-årene. Særligt skal fremhæves professor P. Bogoljoboffs fremstilling af Kri­sti vandring på søen, hvor lyset spiller en både symbolsk og kompositorisk rolle.

Alhambra

Alhambra, forlystelseshave på Frederiks­berg. Anlagt 1857 på et areal mellem Gl. Kon­gevej og Frederiksberg Allé (østsiden af nuværende Alhambravej). Grunden hørte til land­stedet Alléenlyst, hvis sidste ejer var "Landsol­datens" komponist, musikhandler Emil Hor­nemann. Initiativtager var Georg Carstensen, som var røget uklar med Tivolis direktion og ønskede at skabe en konkurrent til den have, han selv havde grundlagt 1843. Skønt Car­stensen døde 21. august 1857, et halvt år før havens indvielse, nåede han at give Alhambra et eksotisk præg.

Hovedattraktionen var en teaterbygning i maurisk stil, der rummede landets største an­tal tilskuerpladser. Den mauriske stil lå ikke Carstensen fjernt, for han var født i Algeriet og havde 1835-36 rejst i Marokko og Spanien. Manglende opvarmning af teaterbygningen gjorde, at publikum frøs om vinteren. De omkringliggende gader manglede desuden belys­ning, og på grund af dybe grøfter var det far­ligt at besøge stedet efter mørkets frembrud. Haven blev derfor en økonomisk fiasko. Emil Hornemann trådte ganske vist til for at redde den, men stedet måtte lukke efter 13 års for­løb.

Alkymisterne

Alkymisterne har også drevet deres spil i det gamle København. Den mest kendte var italie­neren Francesco Guiseppe Borri, som var født 1625 i Milano og blev opdraget i jesuitterorde­nen i Rom. Han gled siden over i religiøst sværmeri og da han ville stifte en ny sekt, måt­te han 1659 flygte til Nordeuropa. I Amster­dam fik Ulrik Frederik Gyldenløve overtalt Borri til at komme til Danmark, hvor Frederik 3. lod ham arbejde i det gamle laboratorium i Kongens Have. Han fik også sit eget laborato­rium bag Børsen, hvorfra det 1668 flyttedes til Rigensgade. Her opførtes en ny laboratorie­bygning, kaldet "Guldhuset", på den østlige del af Skt. Annæ Rotundas grund.

Borris guldmageri blev der intet af, kun lommesmerter for Frederik 3., derimod nød italieneren stor anseelse som læge, havde held med flere prominente patienter og beundredes af Ole Borch og Thomas Bartholin. Da kon­gen døde 1670, fik Borri nådigst rejsepas og kom ud af landet.

Borris forgænger var tyskeren Casper Her­bach, som fødtes i Sachsen og indkaldtes 1643 til det danske hof. Hans første ansættelse gjaldt hofsnedkeriet, men samme år benytte­des han også som guldsmed og fremstiller af matematiske instrumenter. Det gav ham øge­navnet "Konst-Casper". Christian 4. byggede ham og apoteker Peter Paynck det føromtalte laboratorium i Kongens Have. Nogle store forsøg med den alkymistiske fremstilling af guld blev det dog aldrig til.

Nyhavn 59, populært kaldet "Guldmage­rens Hus", opførtes ca. 1690 for alkymist og kobbersmed Henrik Ehm og han blev den tredje i rækken af københavnske guldmagere i 1600-tallet. Ehm havde grundlagt sin formue på kobbermøller og fik næsten monopol på le­verancen af kobber til det kongelige byggeri, således kobberpladerne til taget på Frederik 3.s nyopførte biblioteksbygning på Slotshol­men. Desuden forsynede han hofholdningen på Frederiksborg med kobbertøj og solgte kobbersprøjter til det første brandforsikrings­selskab, som stiftedes 1681.

I årene 1700-01 havde han en retssag med den københavnske fødselslæge Christian Wil­helm Hocquart, som han gaven hemmelig op­skrift til "en ret Forvandling af Sølv til Guld". Hocquart sled i det med pulvere og kolber, men forgæves og nægtede at betale det fulde honorar til Ehm. I sine sidste leveår skal den gamle kobberfabrikant helt have dyrket alky­mien.

Retssagen har sikkert givet Ludvig Holberg noget af inspirationen til at skrive komedien "Det arabiske Pulver", hvor en replik lyder: "Alle Guldmagere ere Bedragere, og du er en Nar, ha, ha, ha".

Amager

Øen er tidligst nævnt 1085, hvor den kaldes Amacum. I 1100-tallet omtales den som Amaca. Forleddet Am- kan muligvis for­klares som et gammelt navn på sundet mellem Sjælland og Amager. Parallelt hermed kendes Ammen eller Ammerännen, et tidligere sund på Falsterbohalvøen. Ligeledes kan forleddet være beslægtet med det ame, som indgår i det gamle hollandske stednavn Amstel og betyder vandløb. Efterleddet i Amager kan føres tilba­ge til haki, den olddanske betegnelse for hage. Da Absalon fik byen Havn, fulgte Amager med og kom under Roskilde bispestol. Tilknytningen hertil varede til 1416, da Amager ligesom København overgik til kronen. Af største betydning var den hollandske bosæt­ning i 1500-tallet. De første kolonister fik til opgave at opdyrke jorden, specielt at skaffe grøntsager og andre haveprodukter til hoved­staden. Deres efterkommere forstod at bevare deres hjemlige skikke, og endnu i 1700-årene havde de hollandsk og tysk præst. Da Mikkel Jernskæg 1693 udkom med sin rimede "Ama­gerlands Beskrivelse", havde han kun godt at sige om de flittige bønder. Om deres ædruelig­hed og klædedragt skrev han:

"OmVin og stercken Drik han ganske intet / antzer, / Han drikker sig ej fuld til han ej mere sanser, / Han gør sin Trøje ej paa den fransø­ske Node, / Nej, han gaar siirlig nok med sin Amager-Mode; / Han bær og ej Paryk med lange krused Lokker, / Slig ny opfunden Skik han viser hen til Pokker".

Blandt de senere beskrivelser af Amager skal nævnes Lauritz de Thurahs fra 1758: Om­stændelig og Tilforladelig Beskrivelse over den liden Øe Amager og Den ey langt derfra si­tuerede endnu mindre Øe Saltholm.

Amagerbrogade

Endnu i 1700-tallet var Amagers vejnet meget enkelt. Når den rejsen­de forlod hovedstaden gennem Amagerport, skulle en vindebro fra Ravelinen til selve Ama­ger passeres, før det flade Amagerland lå åbent. Det første stykke derefter var ældgam­mel vej og kaldtes Broen eller Amagervej. Om­trent ud for nuværende Markmandsgade delte vejen sig i to grene. På Jens Sørensens kort over Københavns omegn, tegnet 1720, ses denne deling tydeligt. Den ene gren fulgte no­genlunde Amagerfælledvej til Sundbyvester, hvorimod den anden kort efter delte sig i to nye grene, nogenlunde ud for nuværende Holmbladsgade. Den vigtigste vej i den sidste forgrening fulgte nu omtrentlig vore dages Amagerbrogade med fortsættelse i Amager Landevej ud til Dragør.

Op gennem 1700-årene var Sundby-vejen til Dragør i en dårlig stand, hvorfor Generalvejkommissionen april 1780 foreslog, at et nyt anlæg skulle etableres. Kongen approberede dette 8. maj samme år. Mens stykket frem til Sundbyerne skulle være 20 alen bredt, ind­skrænkedes vejbredden herfra ud til Dragør, dog kun til 14 alen. Bygningen af vejen fandt sted 1780-90, idet man brolagde de første 111 favne, dvs. stykket fra voldgraven til Accise­boden på Amagerbro. Til de følgende 144 fav­ne måtte man nøjes med en chaussé, kort sagt en stenvej med harpet grus, mens den sidste di­stance ud til Dragør blev almindelig gruset. Den fremtidige vedligeholdelse af vejanlægget blev klaret ved indførelse af en bomafgift, som trådte i kraft fra nytår 1790.

De vejfarende stod under lidt beskyttelse frem til den yderste barriereport før Amager­port, hvor militæret havde en skildvagt. Da denne blev inddraget 1842, måtte sognefor­standerskabet i Tårnby klage til Københavns politi for at sikre de rejsendes sikkerhed. Men politidirektør Chr. Jacob Cosmus Bræstrup afviste dette med begrundelsen: "Tidligere var der vel paa Amagerbro adskillige faste Danse­boder, som jævnligen besøgtes af de simpleste Klasser, hvorved ikke sjældent om Aftenen og om Natten endog temmelig betydelige Uorde­ner foranledigedes paa Broen; men efter at disse Danseboder i den senere Tid er ophæve­de, er ogsaa hine Uordener saa at sige ophørte eller dog bleven sjældne". Sogneforstander­skabet i Tårnby fik alligevel ret og 1845 blev det ved kgl. resolution befalet, at man ansatte to vægtere og opsatte 12 nye lygter på Ama­gerbro.

Med indlemmelsen af Sundbyerne i Køben­havn 1. januar 1902 ændredes Amager Lande­vej til Amagerbrogade, men endnu frem til 1915 måtte vejafgift erlægges ved Bomhuset, som lå ved Prags Boulevard.

Amagermuseet

Amagermuseet, Hovedgaden 12 i Store Magleby, har til huse i en gammel stråtækt bindingsværksgård, som er opført 1782. Amager Museumsforening erhvervede 1920 bygningen, hvor der nu er genskabt en række kulturhistoriske interiører fra Dragør, Store Magleby og Tømmerup. Endvidere en sam­ling af amagerdragter, syninger, malerier og møbler.

Amagerport

Efter Christianshavns grund­læggelse 1617 blev det nødvendigt at etablere en fjerde byport, og den placeredes for enden af den nuværende Torvegade. Flere gange for­nyedes den, således i 1668 og i 1724. Da byens volde sløjfedes 1856-57, blev også Amager­port nedbrudt. Et minde er Acciseboden fra 1718-20 (den er dog rykket 12 meter tilbage ved Torvegades regulering i 1936). Bomhuset, som ligger på Ravelinen (en skanse midt i stadsgraven), er fra 1728. Ved Acciseboden skulle der indtil midten af forrige århundrede betales accise (afgift), når varer bragtes ind i byen. Dette afgiftssystem var en plage for alle danske byer, og i øvrigt kendt fra udlandet.

Amagertorv

Amagertorv, strækningen fra Hyskenstræde til Østergade, har altid været en livlig færdselsåre. I tidlig middelalder var torvet bin­deled mellem landsbyen ved Gammeltorv og markedspladsen på Stranden ved Nikolaj Plads. Den brede gade omtales tidligst 1389, hvor den hører under Thiedeskemannegade (Tyskmannegade), men allerede i 1449 tales der om Fisketorvet. I 1472 bruges første gang navnet Amagertorg, og derefter skifter disse to navne med varianter, f.eks. Fiscetorfgade og Amagertorffen.

I 1500- og 1600-tallet brugtes pladsen til prægtige fester med turneringer og andre rid­derlige idrætter, og den kunne dermed måle sig med Gammeltorv. Men i det daglige satte amagerbønderne præg på torvelivet. Den 28. juli 1684 indførtes en nyordning for Køben­havns torvehandel for at regulere handel og vareudbud. Alle slags frugter og havevækster, som indførtes af gartnere og amagerbønder, skulle derefter forhandles på Amagertorv, og sammesteds blev det også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ. I de fleste af de omkringliggende huse var der købmands­boder. Uden gener var handelen nu ikke. I et klageskrift fra 1718 erklærede byens renovati­onsinspektør, assessor Svend Krag, at "Ama­gere, som er vel 50 til 100 i Tal, fører ogsaa megen Halm, Rødder og Roetoppe ind 2 Gan­ge om Ugen og efterlader sig her i Staden, saa det er forskrækkeligt at se".

Tilrejsende kunne iagttage alt dette lidt fra oven, da stadens fornemste gæstgivergård lå på hjørnet af Østergade og Amagertorv. Byg­ningen var opført 1582 og fungerede som hotel fra 1656 under det forjættende navn "Store Lækkerbisken". Mod Amagertorv rejste den sig i tre etager med svungne gavle.

Den største forandring skete efter branden i 1795, hvor Højbro Plads etableredes og kom til at indgå i amagerkanernes torv. I 1868 flyt­tedes torvehandelen til Christianshavns Torv. Derefter blev Amagertorv station for bybude­ne, der kunne lejes til at besørge ærinder med og uden trækvogn. Budene samledes ved en pumpe, anbragt på det sted, hvor Storke­springvandet rejstes i 1894.

Amagertorv 6

Den statelige købmandsgård er opført 1616 for rådmand Mathias Hansen, fra 1622 tillige var byens borgmester. Forhu­set er bygget af røde mursten, men præges i øvrigt af den rige sandstensudsmykning, hvoraf det meste dog er fornyet 1898 i forbin­delse med professor Hans J. Holms restaure­ring af bygningen. De volutsvungne gavle lige­som de øvrige detaljer repræsenterer den ne­derlandske renæssance, der fik så stor indfly­delse på dansk arkitektur i 1500- og 1600­tallet. Oprindelig har gavlene haft udliggere med trisseværk, der gjorde det muligt at hejse varer op til loftet. Kobbertaget er nyt, ligesom underetagen er indrettet med store vinduer til moderne butiksbrug.

Foran porten er nedgravet to kanonløb af jern som afvisere, når vogne skulle ind i går­den. 1731 blevet oprindeligt trappetårn ned­revet og erstattet af en bindingsværkstrappe, hvilken atter er udskiftet med et trappetårn forsøgsvis rekonstrueret efter det tidligste. Be­mærkelsesværdig er facadens festlige kobber­nedløbsrør med dragehoveder.

Amagertorv 9

Forhuset blev opført 1798-­1800 for klædekrammer J. A. Bechmann. Den oprindelige butiksfacade blev allerede ombygget omkring 1830 og atter 1870. 1 huset har firmaet W. Ø. Larsen indrettet et lille mu­seum med piber.

Amagertorv 14

"Ole Haslunds Hus", er et eksempel på 1800-tallets historicisme. Bygnin­gens nuværende udseende er fra 1867, hvor man opsatte hermer som vinduesposter. Pus­lingemændene bærer joniske kapitæler, mens sidepillerne har fået et godt lag cementpuds for at efterligne en naturstensoverflade.

Amagertorv 17

Bygningen blev opført 1796 for chokolade- og lakfabrikør Joh. Fr. Tre­schow. Forhuset, som blev bygget sammen med Læderstræde 18, var oprindelig i en eta­ge, men forhøjedes til tre etager 1826. En fuld­stændig ombygning af facaden fandt sted 1874 og 1904.

Amagertorv 29

"Det Petersenske Jomfru­kloster", blev opført 1798-99 af arkitekt J. B. Guione. Bygningen erstattede et ældre hus, som var opført af C. F. Harsdorff og ødelag­des ved Københavns brand 1795. Omkring 1880 forhøjedes forhuset med en etage til ga­den, mens en tilsvarende forhøjelse mod går­den blev foretaget 1918. Samme år etableredes portgennemkørslen. Klosterstiftelsen oprettedes 1758 efter testa­mente af 30. december 1755 af silke- og klæde­handler Albr. Petersen og hans broder Seba­stian P. Stiftelsens oprindelige navn lød "de Brødrene Petersens Jomfru-Sæde eller "Kloster". Klosteret fungerede fra 1769.

Amaliegade

Efter Svenskekrigen 1658-60 lod dronning Sophie Amalie anlægge en vidt­strakt have i denne bydel (se s. 213). Da man 1749 besluttede at opgive haven og i stedet projektere en ny bydel, kaldet Frederikssta­den, blev Amaliegade en realitet, lagt som den ene af de to gader, der skar hinanden i den for­nemme slotsplads. I den vestlige ende fik "Det kongelige Hospital" (Frederikshospitalet) en rummelig plads ved gadens søndre side. Det centrale afsnit blev optaget af de fire palæer (Amalienborg), mens gadens ende mod Skt. Annæ Plads indeholdt de mindste matrikler. De fleste af grundstykkerne blev lange og smalle, hvilket igen blev retningsgivende for ejendommenes udformning: korte for- og baghuse, men lange sidehuse. Dette mønster kendes fra andre europæiske byer.

Frederik 5.s hofbygmester Nicolai Eigtved var hovedleverandør af tegninger til de palæer og borgerhuse, der skulle opføres. Seks af by­delens palæer og 12 af dens huse kan henføres til hans tegnestue. I andre tilfælde stod han for deres godkendelse. Formålet hermed var at sikre ensartet vinduesflugt og gesimshøjde, et typisk træk fra barokkens ideal om regulari­tet. Da Eigtved døde 1754, overtog Thurah opsynet med byggeriet og dermed også ansva­ret for godkendelsen af facadetegninger til planlagte huse.

Som generalnævner for de huse, Eigtved godkendte, kan nævnes Amaliegade 16, op­ført 1756-57 for hoftømrermester Johan An­dreas Pfüntzer. Fraregnet facadens mindre forandringer, den nyklassicistiske hovedge­sims og en tagkvist opsat 1895, står det Eigt­vedske skema tilbage: en tre fag bred midtrisa­lit med vinduesrammer og en kordongesims, der muligvis oprindelig har været i hele faca­dens bredde. Kordongesimsen er af Bremer­sten, en sandsten fra Oberkirchen og udskibet fra Bremen, deraf navnet. Ser man godt efter, har adskillige af Amaliegades huse en kordon­gesims i samme niveau som nr. 16, og det har sikkert været Eigtveds tanke, at de skulle dan­ne et sammenhængende bånd og dermed understrege regelmæssigheden.

Amaliegade 9 se "Den Collinske Gård".

Amaliegade 26-30

Amaliegade 26-30 er opført 1896 efter teg­ninger af arkitekt Ole Boye. Bygningen ville være uinteressant, hvis ikke det Var for dyre­frisen højt oppe under tagskægget, hvor der er malet guldsmede, fisk og frøer. I frisens midte mødes to tigre hoved til hoved, mens pingvi­ner i rækker vender sig mod dem.

Amaliegade 49

1788 opførtes forhusene mod Toldbodvej og Amaliegade, tidligere kal­det. Toldbodbørsen. Bygningerne rejstes af ejendommens ejer, tømrermester Andreas Hallander. Til Amaliegade er facaden i syv fag, inddelt ved joniske pilastre, og som et an­det nyklassicistisk træk ses en løbende hund (s-bort). Relieffet i trekant frontonen er et ungdomsarbejde af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og viser en kvindelig figur, der holder en kikkert. Ved siden af en putto med guirlande. Thorvaldsen modellerede relieffet efter en tegning af maleren Nicolaus Wolf. Bygningen er fredet.

Amalienborg Slot

Som et led i den stort an­lagte plan for den nye bydel Frederiksstaden, der skulle være et evigt minde om det olden­borgske kongehus' 300 års jubilæum, bygge­des de fire palæer omkring Amalienborg Slotsplads. Et kgl. reskript til Københavns Magistrat dateret 3. oktober 1749 meddeler, at kongen ønskede at reservere de byggegrun­de, "paa hvilke efter den over Pladtzen tagne Teigning kommer at staa de 4 Hotels, som skal formere det mellemste Torv". Imidlertid øn­skede Frederik 5. ikke selv at lade "hoteller­ne" opføre, derimod skænkede han bygge­grundene til rige og fornemme mænd. For at vække interesse for projektet skulle bygher­rerne ydes 40 års skattefrihed.

Foråret 1750 havde kongen fundet de egne­de, nemlig gehejmeråd Joachim von Brock­dorff, general, greve C. F. von Levetzau, ba­ron Severin Leopoldus Løvenskjold samt over­hofmarskal, greve Adam Gotlob Moltke.

Samtidig med disse dispositioner var ud­formningen af palæerne genstand for en grun­dig planlægning, hvori hofbygmester Nicolai Eigtved, hofbygmester Lauritz de Thurah og kongens hofmaler, professor Marcus Tuscher deltog. Allerede den 25. september 1749 havde kongen godkendt en af Eigtved udarbejdet ge­neralplan for hele kvarteret. Fra Eigtveds hånd forelå også detaljerede forslag til palæ­erne, der skulle omslutte pladsen (udfærdiget september 1749). Her var projekteret hoved­bygninger med og uden hjørnepavilloner. Det antages, at Thurah og Tuscher har haft den bundne opgave at stille alternative forslag til Eigtveds planer, således at disse bedst muligt kunne bedømmes.

Om Thurahs andel vides kun lidt. En reg­ning fra Thurah, som bærer datoen 3. april 1750, vedrører "en Model til de paa den mid­terste Plads af den tidligere Amalienborg Ha­ve opførende Bygninger". Tuschers involve­ring er bedre dokumenteret. 17. januar 1750 kunne han indsende beskrivelse og overslag samt tegninger, hvoraf en kobberstukken grundplan er bevaret. Af Tuschers palæfor­slag fremgår det, at hovedbygningen mod pladsen skulle have en stærkt fremhævet midtrisalit, en underbygning med port og der­over fire søjler og en balkon. "Paa den Altan, som skal anbringes derover, kunne man træde ud fra den øverste Sal", står der i beskrivelsen. Søjlerne skulle være af "ionisk Orden" og frit­stående. Et vigtigt element i Tuschers projekt var to pavilloner eller "Teltbygninger", der skulle flankere hovedbygningen. Herom skrev hofmaleren: "Men i det Tilfælde, at Pavillo­nerne skulde helt udelades... vilde det ikke give Pladsen, som i Forvejen ikke er alt for stor, noget godt Udseende. En velanbragt Af­vexling i en Bygning er altid det behageligste for øjet..,"

Disse bemærkninger må opfattes som en kommentar til Eigtveds allerede eksisterende forslag, der har indeholdt løsninger med og uden pavilloner. At Eigtved havde foreslået en løsning, hvori hjørnepavilloner indgik, kan ikke undre, eftersom dette motiv var kendt i sachsisk bygningskunst fra begyndelsen af 1700-tallet, hvormed Eigtved havde gjort sig bekendt på en studierejse til Sachsen. Pavillo­nerne ved Marmorbroen på Slotsholmen, rejst 1739-45, var i øvrigt også et værk af Eigtved.

Naturligvis blev Eigtveds løsning med hjørne­pavilloner også vedtaget og hans palæer reg­nes i dag for et højdepunkt i dansk rokoko­arkitektur.

Forud for palæ-byggerierne foretog man en grundig pilotering af byggegrundene, idet pæ­le af pommersk fyr blev nedrammet. I slutnin­gen af 1970erne blev de udskiftet med moder­ne betonpæle, da den katastrofalt lave grund­vandstand fik de gamle til at rådne. 9. maj 1750 blev donationsskøderne på grundene gi­vet til Moltke, Løvenskjold, Levetzau og Brockdorff, og 7. august samme år mellem kl. 10 og 11 om formiddagen nedlagde Moltke grundstenen, en fin marmorblok, til sit eget palæ. Det skete i overværelse af fire gehejme­råder i konseillet (regeringen).

I det følgende vil Moltkes Palæ blive nær­mere beskrevet, eftersom det af alle fire var det prægtigst udstyrede og i dag det mest in­takte. Hvad byggematerialer angår, bevilgede kongen, som stod Moltke meget nær, to milli­oner mursten af Frederikskirkens (Marmor­kirkens) beholdning. Fra udlandet indfor­skrev Eigtved, ligesom ved Christiansborg Slots opførelse, materialer som låse, hængsler og dørbeslag. Gotlandsk sandsten leveredes til den ydre beklædning. Sommeren 1750 stod stueetagen i fuld højde og byggekransen blev hejst samme år.

Lørdag den 30. marts 1754 indviedes palæet med en strålende fest, forgyldt ved Frederik 5.s nærværelse og besunget af digteren C. F. Wadskiær. Bygningen blev med hans ord "co­puleret med Pomp og Pragt". I virkeligheden var interiørernes udstyr og møbleringen langt fra tilendebragt, først omkring 1759 var dette arbejde fuldført. Dette år lod Moltke gøre en komplet fortegnelse over inventaret, mens Thurah afsluttede en omhyggelig beskrivelse af palæet til brug i sit tredie bind af Den dan­ske Vitruvius (dette bind udkom ikke).

Moltkes Palæ, senere kaldet Christian 7.s Palæ, er i dag i det ydre stort set uændret. Hovedbygningen præsenterer sig. som en 2½ stokværk høj blok over en rektangulær grundplan på 74½ x 30½ alen (en alen = 62,77 cm). Ifølge arkitekt Thomas Havning skal Eigtved have brugt et standardmodul på 30 tommer, dvs. en alen og seks tommer (en tomme = 2,54 cm). Hovedfacaden opdeles ved to mindre betonede siderisalitter og en fremhævet midtrisalit, hvor beletagens palæ­vinduer markerer, at i festsalen, som ligger bagved, er loftet hævet op i mezzaninen (øver­ste halve stokværk). Det centraliserede i facadeplanen fremhæves også af balkonen og de joniske søjler, der bærer tagbalustradens fremskudte parti. Dette krones af den store våbenkartouche. De skulpturelle udsmyknin­ger på balustraden skyldes bl.a. billedhugge­ren Johan Christoph Petzold og omfattede topstykker, vaser, figurer, blomsterfestoner, ornamenter og trofæer. Jacob Fortling tog sig af søjler, gesimser, balustrader samt vindues­og dørchambranler (profilerede indfat­ninger). Fortling og Petzold, der henholdsvis var stenhugger (og kgl. bygmester) og hofbil­ledhugger, fik også ansvaret for den udvendi­ge udsmykning af de øvrige palæer.

Om hovedfacaden skal det sluttelig siges, at Eigtved hentede sine inspirationer dertil fra det store udland. Midtrisalitten med søjler var et europæisk fælleseje, allerede markant for­muleret i Versailles-slottets havefacade fra 1670-85, senere benyttet af tyske og østrigske arkitekter som Zacharias Longuelune, (fransk født) og Fischer von Erlach. Nærmest det eigt­vedske udtryk kommer Japanske Palæ og Gross-Sedlitz Slot i og nær Dresden.

De oprindelige interiører blev omhyggelig beskrevet december 1754, da bygningen vur­deredes til brandforsikring. Først gennemgås vestibulen (lige bagved hovedindgangen i midtrisalitten) i hvilken "er opsat otte fritstaa­ende Søjler af den korinthiske Orden samt derbagved paa Væggene anførte Lisener, alt af Marmor, anbragt i en meget smuk Orden. Væggene og Loftet er med rigt Stukkaturar­bejde, Indfatningen omkring Dørene ligeledes af Marmor ...". Vestibulen i Moltkes Palæ (lat. vestibulum = forhal, indledning) havde næsten ovalens form, en rumtype som var hentet fra Frankrig, hvor man i begyndelsen af 1700-tallet i Paris begyndte at bygge "hotel­ler" med ovale vestibuler.

Af byggeregnskaberne fremgår det, at Moltke skaffede marmoret til vestibulens søj­ler fra Norge, mens Jacob Fortling udførte ar­bejdet. Man snød dog lidt for at spare tid og penge, idet Eigtved lod kapitælerne skære i træ af billedhuggeren John. Fr. Hannel, som også udsmykkede Frederiks Hospital. Stukka­turarbejdet udførtes af Giovanni-Battista ­Fossati, som i 1750erne var en af de fineste ud­øvere af denne kunst i Danmark.

Af de øvrige rum skal nævnes riddersalen, der fuldstændig beherskes af rokokoen. I før­nævnte brandforsikring beskrives den som "22½ Alen lang og 16 Alen bred, hvor Vægge­ne er beklædt med kostbart Panel og meget rigt Billedskærerarbejde, der ligesom alle Li­sterne paa Panelet er forgyldt med ægte Glansguld; Panelet i sig selv er hvidlakeret. I Panelet er indfattet Deres kongelige Majestæ­ters, Kong Frederik den Femtes og Hendes Majest. Dronningen, Dronning Juliane Maries portrætter, i forgyldte Rammer med rigt Bil­ledskærerarbejde, fem indrammede Stykker der forestiller Videnskaben, Geometrien, Bil­ledhuggerkunsten, Malerkunsten og Matema­tikken, i hver Ende af Salen er en Kamin af hvid italiensk Marmor og derover en Mar­morflise. Loftet er overmaade rigt Gips Stuk­katurarbejde med en Roset i Midten, hvilke samtlige Sirater er forgyldt med ægte Glans­guld. Gulvet er indlagt i Tavler af Fyr og Eg. Til samme Sal er fem Døre.. .".

De panelklædte vægge i riddersalen er sjældne i dansk rokoko, ellers var det skik på de kongelige slotte eller på herregårdene at op­hænge gobeliner eller opsætte malede tapeter. I øvrigt havde Moltke økonomiske kvaler med panelernes udførelse, idet hans bedste medar­bejder på dette felt, Didrik Schäffer, forlangte en ublu pris, hvorefter mestrene C. Harms og J. Lütgen til sidst påtog sig opgaven for en "billig Accord". Franskmanden Le Clerc stod for panelernes udskårne ornamenter, et arbej­de på internationalt niveau.

1757 blev riddersalen udstyret med en serie dørstykker, som Moltke nogle år tidligere havde bestilt i Paris. Billederne leveredes af Francois Bouchers værksted i Paris og fem af dem bærer mesterens egenhændige signatur. Temaet for Bouchers skildringer er de "Syv frie Kunster". Disse dørstykker er yndefuldt befolket med putti i frodige skyer foruden at være en vandring i allegoriens mysterier. Bou­cher var i øvrigt en god ven af den danske kunstkender og gesandt i Paris, Joachim Was­serschlebe, som på sin side stod i nær kontakt med Moltke; de internationale forbindelser var i orden.

Et ligeså udsøgt rum er spisesalen i Moltkes Palæ, der indrettedes 1757 efter tidens allernyeste smag: nyklassicismen. Ansvarlig der­for var Kunstakademiets direktør, fransk­manden N. H. Jardin, hvis fortrolighed med den spirende nyklassicisme var stor. Bag sig havde han studieårene 1744-48 i Rom, hvor nyklassicismen brød igennem. Den moltkeske spisesal udstyredes med frisøjler i jonisk stil, mens joniske pilastre opdeler væggene. Orna­menterne er mere dæmpede, ligesom loftets hulkehl fremtræder klart, modsat det typiske rokokointeriør, hvor vildtvoksende blomster­ranker vokser ind over hulkehlen og sprænger de faste rammer. Rummet er således et af de tidligste eksempler nyklassicistisk interiør­kunst i Europa, i slægtsskab med spisesalen på Åkerö i Sverige, som franskmanden Le Lor­rain skabte i midten af 1750erne.

1760 stod Amalienborgs nordøstlige palæ færdigt, opført for Joachim Brockdorff, men allerede 1765 indrettedes det til landkadetaka­demi. Søkadetakademiet overtog det 1788 og først 1828 overgik det til kongefamilien, som lod det indrette til residens for kronprins Fre­derik (7.). Hofbygmester Jørgen Hansen Koch stod som arkitekt for dette.

Det nordvestlige palæ, som blev bygget for Chr. Fr. Levetzau, solgtes 1794 til arveprins Frederik. Han lod N. A. Abildgaard udsmyk­ke beletagen med væg- og loftsdekorationer. Palæet kaldes traditionelt Christian 8.s Palæ, for her residerede arveprinsens søn Christian 8. i årene 1805-48. Herefter var det beboet af dronning Caroline Amalie til hendes død 1881, og fra 1898 boede Christian 10. og dron­ning Alexandrine i denne residens.

Schacks Palæ, som ligger sydøstligt, solgtes 1794 til kronprinsregenten Frederik 6., og kort efter opførte Harsdorff kolonnaden af træ mellem dette palæ og Moltkes, således at kronprinsen var i nær forbindelse med den syge konge. 1854-65 havde højesteret sæde i palæet, som i dag er residens for dronning Margrethe.

Amalienborg Slotsplads

Amalienborg Slotsplads er hovedværket i Nicolai Eigtveds virke som byplanlægger. Da han projekterede slotspladsen efter Frederiks­stadens grundlæggelse 1749, hentede han in­spiration i den franske barok. Blandt forbille­derne kan nævnes Place Vendome i Paris og Place Dauphine i Versailles, begge ottekantede og med en kirke som point de vue. Place Dauphine, som desuden indrammes af fire pa­læer, regnes for den nærmeste parallel til Eigt­veds ottekantede plads med fire (oprindelig adelige) palæer og Marmorkirken som sigte­punkt.

Frederik 5.s rytterstatue fungerer også som et point de vue. Det næsten 12 meter høje mo­nument (soklen medregnet) står som pladsens samlende led, når den besøgende nærmer sig gennem kolonnaden. Bag monumentets ska­belse stod de bedste kræfter: en fremragende billedhugger, en pengestærk mæcen og en samfundsorden, der ønskede at imponere med store kunstværker. Mæcenen var Asia­tisk Kompagni, som havde besluttet at hylde Frederik 5. med en statue i taknemmelighed over den kloge politik, hvormed kongens mi­nistre havde hjulpet handelen. Den tyske arki­tekt Marcus Tuscher havde først leveret et udkast dertil, et overflødighedshorn af bifigu­rer omkring en kongestatue, og tilføjet grot­ter, springvand og dramatiske klipper! Denne rædsel af et monument kasseredes dog.

I stedet valgtes som billedhugger fransk­manden Jacques Francois-Joseph Saly, der i sine unge dage havde studeret ved det franske akademi i Rom og der gjort sig bekendt med nyklassicismens gennembrud. Det skete i 1740rne, bl.a. inspireret af italieneren Pirane­sis kobberstik, og med disse indtryk drog Saly tilbage til Paris, hvor rokokoen endnu trive­des i bedste velgående. Joachim Wasserschle­be, den danske gesandt i Paris og tillige en af Danmarks ypperste kunstkendere, fik øje på den begavede unge franskmand og anbefalede ham til den danske regering med ordene: "Sik­kert er det, at Saly med sine Arbejder har be­vist, at han i Naturen ser det Gode, det Ædle, at han forstaar at haandtere Blyanten, at han ikke falder for Krimskrams ("colifichets", et i samtiden benyttet udtryk for rokokoens dyrkelse af svungne ornamenter, f.eks. rocail­len), at han elsker det Enkle, og at han kan gengive det uden Tørhed".

Efter et halvt års forsinkelse ankom Saly 8. oktober 1753 til København; med ham fulgte forældrene og to søstre, samt en bagage, der indeholdt prøver i gips på flere af de skulptu­rer, hvormed han havde vundet anerkendelse i Paris. Kontrakten sikrede ham atelier og bolig på Charlottenborg straks efter at bygningen var indrettet til det nystiftede Kunstakademis mange behov. Endnu samme år blev Saly modtaget i audiens af Frederik 5., og 9. marts 1754 indsattes han af Kunstakademiets præ­ses, overhofmarskal Adam GottIob Moltke, til professor i billedhuggerkunst.

Saly begyndte nu forberedelserne til rytter­statuen, som han forpligtede sig til udelukken­de at arbejde på, indtil den var fuldført. For­billeder var der rigeligt af, eftersom Europa havde en lang og rig tradition for rytterstatuer af fyrster og feltherrer. Selv henviser Saly til den antikke bronzestatue af kejser Marcus Aurelius, som stod på Piazza del Campidoglio i Rom, endvidere til Giovanni da Bolognas rytterstatue af Henrik 4. på Pont Neuf (i Pa­ris) og Bouchardons af Ludvig 15. på Place Louis 15., nuværende Concorde-plads i Paris. Af disse forbilleder havde Bouchardons stør­este betydning, just påbegyndt da Saly rejste fra Paris.

Først modellerede Saly et vellignende por­tæt af kongen, dernæst fulgte et par mindre udkast til statuen, af hvilke det sidste appro­beredes af Frederik 5. i 1755. Årene 1756-57 var Saly optaget af at studere hestene i de kon­gelige stalde, alt fra hestens anatomi til ride­kunstens detaljer blev analyseret. Det var typisk for tiden at arbejde med så stor grundig­hed. Således havde Bouchardon gjort over 200 tegninger af heste, før han begyndte på sin sta­tue. Salys hestestudier er desværre alle gået tabt. 1757-58 modellerede Saly en lille, næppe en meter høj model, som kongen bifaldt. Af­støbninger af denne findes bl.a. på Bymuseet, Kunstmuseet og Kunstakademiet.

Hvad angår Frederik 5.s portræt, blev han fremstillet som en romersk imperator, laur­bærkranset og med den rette, storladne ge­stus. En anakronisme, når det erindres, at Fre­derik 5. var en af vor udueligste enevoldskon­ger.

En model i fuld størrelse udførtes 1763, hvorefter arbejdet 3. februar 1764 forevistes A. G. Moltke og alle Kunstakademiets med­lemmer. Ifølge akademiets dagbøger vakte præstationen stor forundring og begejstring. Tre år tidligere, 18. oktober 1760, var grund­stenen til monumentet blevet nedlagt, men først 2. marts 1768 kunne selve støbningen foretages. Den indkaldte franske bronzestø­ber Pierre Gor, som bl.a. havde assisteret Bouchardon, foretog den vanskelige proces efter, at en behandling af formen med voks først var afsluttet. Tre minutter og nogle se­kunder varede støbningen, som fandt sted i Gjethuset (s.d.). Den 15. august 1768 kl. 4.30 om morgenen blev den 22 tons tunge statue rullet ud af Gjethuset. Da hesten på Kongens Nytorv passeredes, tordnede 27 kanonskud, og det samme antal skud affyredes ved an­komsten til Frederiksstaden om eftermidda­gen. Transporten blev varetaget af et hold ma­rinesoldater, mens alt hvad der kunne mobili­seres af nysgerrige borgere fulgte med.

På Amalienborg-pladsen firedes statuen på plads med lodder og trisser, hvorefter monu­mentet blev tildækket. Endnu to år gik med at efterse og ciselere bronzeoverfladen, før sta­tuen omsider kunne afsløres 1. august 1771. Da var Frederik 5. for længst lagt i graven, og jamrende aktionærer i Asiatisk Kompagni havde måttet betale uhyre summer, vist nok en halv million rigsdaler, for det næsten 20 år lan­ge projekt. Samtiden var dog grebet af vær­kets storhed, som det udtrykkes af en kunst­kender: "Det har kostet mange Penge, men det vil sprede Glæde i kommende Slægter, det vil bringe en gunstig Forestilling om kunst­nerisk Kultur under den Konge, som det for­eviger".

Mens bronzestatuens sokkel, en hvid itali­ensk marmorblok prydet med ovale medaljo­ner med indskrifter, har klaret vejrlig og luft­forurening med en vis ynde, står det skidt til med selve figuren. Sort/hvide optagelser af monumentet fra 1912, 1962 og 1983 doku­menterer forfaldet. Fra 1912-62 ændredes overfladen lidt, mens den de sidste 21 år er ble­vet næsten dækket med et tyndt, lysegrønt korrosionslag. Kun de bedst, for regn, beskyt­tede steder fremstår endnu med en overflade nær den oprindelige, og her kan værktøjsspor fra ciseleringen endnu følges.

Ambrosius Bogbinder (? -1536)

Ambrosius Bogbinder var søn af købmand og rådmand Hans Meissenheim Bogbinder, som ejede et stenhus i Højbro­stræde. I 1529 valgtes han til Københavns borgmester og året efter anførte han den skare borgere, der trængte ind i Vor Frue Kirke, medens messen blev læst (se også reformatio­nen). Han ledede Københavns forsvar, da Christian 3. belejrede byen. Efter Køben­havns fald den 28. juli 1536 gjorde han to gan­ge knæfald for Christian 3. for at opnå tilgiv­else. Kort efter begik han selvmord.

Amerikavej

Amerikavej mellem Enghaven og Vesterbro­gade løber hen over den grund, hvor man i 1622 indrettede byens galgebakke. Den store galge, som tidligere lå udenfor Vesterport, var muret og blev flere gange ombygget i tidens løb. Stedet kaldtes også Pesthusfælleden. I Ludvig Holbergs skuespil "Abacadabra" hen­tydes der til galgen, når Arv siger om Henrik: "Han slipper nok for at blive straffet paa Ryg­gen, den murede Galge vil ikke blive ham for god".

Et stort tilløbsstykke blev de parterede le­gemsdele af Brandt og Struensee, der efter henrettelsen den 28. april 1772 anbragtes på hjul og stejle ved den gamle galge. Selve hen­rettelsen fandt sted på Østerfælled, men efter sigende blev ligene overført til Vesterbros gal­gebakke for at de henrettedes bitre fjende, en­kedronning Juliane, kunne nyde synet af dem fra sine vinduer på Frederiksberg Slot.

Justitsråd Jacob Gude fortæller i sine erin­dringer, hvorledes han samme eftermiddag (den 28. april) gik ud på Vesterfælled for at se stejlerne og fandt mange tilskuere, "endog pyntede unge Fruentimmer, - saa vidt var alle­rede da Fordærvelsen i Tænkemaaden og Sæ­derne kommen".

Galgen blev nedrevet 1779, medens stedet forblev henrettelsesplads indtil 1792. 1 1814 rejstes en mølle på pladsen. Bygherren var den amerikanske konsul Forbes, hvilket inspirere­de til bygningens folkelige navn Amerikamøl­len - og det smittede også af på den vej, som førte op til møllen. Sidstnævnte havde et apar­te udseende, idet selve møllehuset var rejst o­ver en toetagers bygning, som flankeredes af to beboelsesejendomme med mansardtag. Desuden hørte en have til ejendommen og komponisten J. P. E. Hartmann nød disse om­givelser under nogle sommerophold.

Da Amerikamøllen blev nedrevet 1892, be­varedes underdelen og her indrettede kommu­nen to år senere Københavns Arbejdshjem. Fotograf Peter Elfeldt fotograferede kort ef­ter hjemmet med dets værksteder, bl.a. et bør­stenbinderi. Billederne skulle formentlig an­vendes med det formål at skaffe flere midler til institutionen.

Amicisvej

Amicisvej, som ligger mellem Frederiksberg Allé og Gl. Kongevej, er opkaldt efter den italienske kunstfyrværker Gaetano Amici. Georg Carstensen hentede ham først til Tivoli, hvor han havde kontrakt indtil 1852. Senere fik han ansvaret for fyrværkeriet i for­lystelsesetablissementet Alhambra (s.d.) og byggede sig en villa nær Alhambra, nemlig Amicisvej 8.

Andersen, H. C. (1805-75)

H. C. Andersen stod første gang på Frederiksberg Bakke og studerede byens tår­ne, da han blot var 14 år gammel. Med sig hav­de han 10 rigsdaler og en lille bylt klæder. Hans ankomst var den 6. september 1819, just dagen efter "Jødefejdens" udbrud. Det var ik­ke det heldigste øjeblik i Københavns mærk­værdige historie, men den vordende digter havde kun teater i hovedet og en gunstig skæb­ne førte ham til Det kgl. Teaters syngemester Siboni. Til kredsen omkring Siboni hørte Bag­gesen og Weyse. Sidstnævnte indsamlede en lille sum penge til H. C. Andersen, som kunne redde ham igennem den første tid i hovedsta­den. Siden hen blev digteren knyttet stærkt til København og hans forskellige lejligheder og indlogeringer kan nøje følges: 1830-33 Store Kongensgade 9, 1838-39 Nyhavn 20, 1840, 1842-45 og 1847 Kongens Nytorv 13,1848 Sto­re Kongensgade 49, 1848-60 Nyhavn 67, 1866 Kongens Nytorv 34, 1867-69 Lille Kongensga­de 1 og endelig 1870 Højbro Plads 21.

Længst var tilknytningen til Nyhavn 67 (dengang nr. 34), som skipper Johannes An­holm havde overtaget i 1845 for 7.000 rigsda­ler. Foruden sin rederivirksomhed annoncere­de Anholm med "propre Værelser og billig Beværtning". Det passede digteren godt, for kvarteret havde jo charme og huset selv megen interessant historie lige fra dengang det opfør­tes i 1737 for hørkræmmer Jens Sørensen Bøs­holt. Her havde Johan Ludvig Heiberg boet med sin moder 1806-07.

H. C.Andersen blev nu en temmelig forflø­jen logerende, for i de år rejste han netop me­get. Det kunne således hænde, at han skrev til Madam Anholm, om hun ville tænde op i kak­kelovnen, når han kom hjem fra et herre­gårdsbesøg. Den store blomsterelsker kunne også notere om sin fødselsdag i en dagbog, at der "stod dejlige Blomster, flere Slags, i Potte fra Fru Anholm".

Tilfreds med sit logement kunne digteren i oktober 1848 skrive til fru von Eisendecker, som var gift med den oldenburgske minister: "Efter at have flakket om i Fyen og Sjælland sidder jeg nu roligere i et Hjørne af Køben­havn, men i et Hjørne, hvorfra jeg kan se ud over Havet til den svenske Kyst, see Skibene komme og gåe. Her fik jeg da endelig et Brev fra Dem".

Når han endelig opholdt sig i København, var de tre "Collinske Gårde" i Amaliegade­kvarteret yndede steder at gæste. I Amaliega­de 9 boede således gehejmekonferensråd og medlem af Det kgl. Teaters direktion, Jonas Collin og i nr. 7 residerede Thomsen Collin, der havde utallige gøremål med landets oldsa­ger, fra 1828 udnævnt til medlem af Commis­sion. Jonas Collins tro på Andersens talent og hjælpsomhed kan næppe vurderes højt nok. Han førte digteren gennem de sværeste år.

Annekegade

Annekegade på Østerbro (nær Haraldsgade) var oprindelig tiltænkt navnet Svanekegade for at indgå i en gruppe af Østerbrogader med navne hentet fra den bornholmske geografi. Mens Haslegade og Rønnegade blev fast­holdt, ændredes Svanekegade til Annekega­de, da gaden etableredes kort før 1920. Anne­ke er et nedertysk pigenavn, som optræder ef­ter midten af 1400-tallet især i Sydslesvig.

Antonigade

I slutningen af middelalderen omtales den som Lille Pilestræde. Derefter optræder navnet Antonistræde, navngivet ef­ter to bebyggede grunde, som ejedes af anto­nitterklostret i Præstø frem til reformationen. Da gaden blev udvidet i 1800-tallet, tog man den nuværende navneform i brug. Antoniga­de 3 og 7 er begge opført før 1712, men siden stærkt ombygget. I en beskrivelse af Køben­havn fra 1849-50 nævnes det, at der i Antoni­gade er "Dreiere og Børstenbindere".

Arbejdermuseet

Arbejdermuseet, Rømersgade 22, er grund­lagt 1982 og har til huse i den nu fredede "Ar­bejdernes Forsamlingsbygning" - også kaldet Folkets Hus. Bygningen indviedes den 23. april 1879 og har i de sidste 100 år lagt rum til utallige politiske møder.

Museets opbygning forventes at vare de næste ti år, da indretningen først begyndte ved indflytnin­gen. Udstillingsvirksomheden har til formål at vise, hvodedes danske arbejdere har levet og virket i de seneste 150 år. Arbejdet og boligen vil blive belyst, ligesom fællesskabet gennem politisk og faglig virksomhed fra industrialis­mens gennembrud til vore dage.

Meget symbolsk åbnede museet den 1. maj 1984 med udstillingen "Arbejderfamilien i 50erne", hvor emner som fagforeningskonto­ret, hjemmesyersken, "fagenes fest", ar­bejdspladsen og fyraften er vist.

Asiatisk Plads

Asiatisk Plads ligger på Christianshavn mel­lem Strandgade og havnen. Pladsens navn er efter handelsforetagenet Det kgl. octroierede dansk Asiatiske Compagni (sædvanligt kaldet Asiatisk Compagni), som lå sammesteds 1732-­1843. Det stiftedes 12. april 1732 og modsat så mange andre af 1700-tallets handelskompag­nier blev Asiatisk Compagni en blomstrende virksomhed. Med ansvaret for driften af de danske kolonier i Indien: Trankebar, Frede­riksnagore og Nicobarerne, fik selskabet store opgaver. Ligeledes fik det, på linie med andre europæiske foretagender, handelsstation ­- factorier - i Canton i Kina.

I flere af historikeren Hans Grams breve fra 1740rne findes der notitser om, hvorledes det gik med selskabets aktiviteter. 5. september 1744 skrev Hans Gram således til gehejmeråd C. A. Plessen, at det ikke var tilrådeligt at sæl­ge aktier i kompagniet, førend skibet fra Trankebar er kommet hjem. Den 25. septem­ber 1745 står der følgende bemærkning i et brev fra Gram til Plessen: "den Hollandske Gouverneur paa Batavia Baron Imhoff har været saa unyttigen nidkiær og hastig i at sen­de alle de opbragte franske China-fahrere hiem til Holland, fulde med deres Theeladninger, hvilket tillige med Hollændernes egne hiembragte 2 à 3 Millioner Pund Thee, ey hafver kundet andet end slaa Vore Vahrer dybt herunder i Prisen".

Et udtryk for økonomisk formåen var Salys rytterstatue af Frederik 5. (se s. 28), som kom­pagniet betalte alle udgifterne til, men det kostbare projekt kom også til at svie til aktio­nærerne. 1772 omdannedes Asiatisk Compag­ni til Nyt asiatisk Compagni, og samtidig blev den ostindiske handel frigivet, dog beholdt selskabet retten til al handel på Kina. 1777 overtog staten Nyt asiatisk Compagnis ejen­domme i Indien.

Svenskeren J. E.Angelin nævner 1805, at dets fond er på 2.400.000 rigsdaler fordelt på 4.800 aktier. Blandt varerne, kompagniet hjemfører, er te, sago, kina-rod og rabarber fra Kina, mens man fra Indien henter salpeter, peber, sago, indigo, katun og bomuldstøjer. På grund af den stigende konkurrence fra eng­lænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke 1843.

Strandgade 25 er kompagniets gamle hus, et palæ i senbarok stil opført 1738 efter tegnin­ger af arkitekt Philip de Lange. Karakteristisk for stilen er den kraftigt profilerede hovedge­sims, lisenerne, mansardtaget og den store segmentfronton på hovedfacaden, hvor et relief er anbragt. Motivet er Neptun og Her­mes, der skal tjene som "Kompagniets skyts­patroner". Relieffet skyldes formentlig billed­huggeren J. C. Petzold. Stuklofter fra den før­ste tid er endnu bevaret i det indre. Bygningen er fredet. Som en pendent til palæet, idet man ønske­de at opretholde symmetrien, opførtes 1781 et pakhus nordøst derfor og med lignende di­mensioner og facadeskema. Sidstnævnte dog kun til gaden, for mod pladsen præsenterer det sig som et pakhus. Porten mellem de to bygninger blev udvidet 1958, mens sandstens­dekorationerne næsten helt udskiftedes. Byg­ningen er fredet.

Assistens Kirkegård

Fra middelalderen havde det været skik at begrave de afdøde i kirkerne, kun undtagelsesvis benyttedes ur­tegårdene udenfor. Andetsteds er fortalt om den ligstank, de efterhånden sprængfyldte kirkegulve var årsag til (se s. 190). Pesten 1711 gjorde situationen så kritisk, at undertiden fem kister sattes over hinanden. Derefter op­rettedes fem hjælpekirkegårde, næsten alle ved byens udkanter, til begravelse af de fatti­ge, mens de rige fortsat var sikret plads under kirkegulvene.

I 1750erne forværredes forholdene i Køben­havn atter, hvorefter magistraten 2. maj 1757 sendte forslag til Kancelliet om en kirkegård uden for voldene. Heri var intet nyt, for allere­de 1666 var Holmens Kirkegård lagt uden for Østerport, og 1711 flyttedes Garnisons Kir­kegård sammesteds hen. Efter forskellige for­handlinger besluttedes det at placere kirkegår­den udenfor den bebyggede del af forstaden Nørrebro. 26. maj 1757 kunne en ny assistens­kirkegård oprettes ved kgl. anordning. Den beplantedes hurtigt, mens Philip de Lange havde ansvaret for den karakteristiske tegl­stensmur med nicher, der hegner en del af kir­kegården.

Tænkt fra begyndelsen som en fattigkirke­gård voldte det kvaler at få den indviet. Biskop Harboe anså det for unødvendigt, men var så åben overfor almuen, at han foreslog en tale af Vor Frue Kirkes sognepræst. En pauver højti­delighed fandt sted 6. november 1760, hvor disciple fra Frue Skole sang "Pengene, som Judas slængte" over det usle jordstykke. Et slående valg af salme til denne lejlighed, over­været af nogle professorer og magistratsmed­lemmer. Det officielle navn lød "Assi­stens kirkegårdene uden Stadens Nørreport" (assisance = hjælp), hvilket dog aldrig slog an. Bedre blev det ikke, da man 1805 ud­videde arealet og skulle markere hvert af de københavnske sognes område med en ind­skrift over porten. Ekempelvis var den "vejvi­sende" tekst over porten fra Nørrebros Rund­del: "Hvilested for de afdøde Medlemmer af den Christne Menighed i Kjøbenhavn". Løs­ningen var håbløs, hvorfor "Politivennen" 1806 foreslog en række kvarternavne i tidens patetiske ånd, således Gravløkken, Fredlun­den og Mindemarken.

Hvad angår økonomi og vedligeholdelse, bestyrede hver sognekirke sin del af kirkegår­den. Det måtte nødvendigvis give beskedne anlæg, ja, veje sparedes der så meget på, at man ofte måtte passere over adskillige grave for at nå et bestemt gravsted. De begravede hørte også til samfundets anonyme, da man tog kirkegården i brug. Kun et par navne er be­varet fra den første tid. Mest interessant af dis­se er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han for­søgte at starte en silkeproduktion, håndvær­kere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik 7.s gade. Men projektet blev en fiasko og de Par­thenay døde dybt forgældet.

Det, som med et slag ændrede de fattiges kirkegård til den fine dødens have, var grav­læggelsen af rigmanden Johan Samuel Augustin. Han nedskrev to år før sin død i 1785 et codicil, hvori han insisterede på, at "Mein Begräbnis soll auf dem Armen-Kirchhofe vor dem Norderthor seyn, wesfalls ich sehon mit Mr. Simon, der dort Gräber ist, gesprochen habe". Hans eksempel blev efterfulgt, snart som en mode blandt de kendte i datidens Kø­benhavn. Da orientalisten og regensprovsten, professor Andreas Christian Hviid i 1788 be­gravedes derude, blot en halv snes grave fra Augustins, var mere end hundrede studenter til stede. Biskop Frederik Plum, som ægtede Hviids enke, skrev en elegi over Hviid, hvor man i indledningen læser:

"Her i disse landlig simple Grave Lagdes mangen værdig Borger ned".

Med årene udviklede kirkegården sig til en frodig have med et væld af pragtfulde grav­mæler. Svenskeren Karl August Nicander mindes den fra en rejse i 1827: "For att njuta en annan tystare och stillare fest, tågade jag en afton ut genom Norre Port till den såkallade Assistence-kyrkogården. Den er sakert en af de skonaste griftegårdar i Europa. Lummiga träd, dunkla gångar, oppna och ljusa blom­sterfält, tempel, som beskuggas af popplar, marmorsarkofager, af tårpilar öfverhängda, och urnar eller kors, omslingrade af rosenran­kor, doft och fågelsang gora dödens rum til ett litet paradis".

Assistenskirkegård gav dog stadig proble­mer for brugerne. Vejene dertil var dårlige og endnu 1840 siges den at være "et længere fra­liggende Sted". I "Politivennen" klages der tre år senere over det samme. Kørebanen der­ud brolagdes først 1859-67. Folk behandlede heller ikke gravene med den største pietet.

Efter senere udvidelser består kirkegården nu af en række afdelinger, af hvilke den æld­ste bærer betegnelsen A. Den vigtigste graver her Søren Kierkegaards, som ligger nær hovedalléen, hvor den bøjer ind mod afdeling B. Gravmindet bærer tre marmorplader med hans og familiens navne. Eftersom Kierke­gaard havde angrebet de kirkelige ceremonier stærkt, blev der også megen strid om hans be­gravelse. Alene dette, at han skulle begraves på en søndag, kritiseredes fra kirkelig side. Af andre historiske personer, der er begravet i af­deling A, kan nævnes tegneren Fritz Jürgen­sen, maleren Christen Købke og billedhuggeren Johannes Wiedewelt.

I afdeling B begravedes forfatteren Viggo Stuckenberg i 1905. Afdeling D omfatter ka­tolske reformerte samt russiske grave, mens afdeling E oprindelig var assistenskirkegård for Vor Frue Kirke. Graverboligen i hjørnet mod Nørrebros Runddel er fra 1805.


B

Badstuestræde

Badstuestræde nævnes allerede i Roskilde­bispernes jordebog fra 1377 og det hedder om den, at der er "Kødmanger-boder" i gaden. Kort før 1400 blev disse flyttet til Købmager­gade. Strædet fik sit navn efter en offentlig badstue, som lå ved Kompagnistræde. 1496 skrives gaden således Strandbadstuestræde.

Badstuen var fast inventar i den danske middelalderby, købstad såvel som hovedstad. Saxo fortæller, at da Absalon 1171 ankom til sin nyopførte borg i København, søgte han straks en badstue. Det udviklede sig efterhån­den således, at der var både offentlige og private badstuer i byerne, i 1377 således tre of­fentlige i København, heraf en i Badstuestræ­de. De to andre lå nær Vestergade og ved Ni­kolaj Kirke. Helligåndshuset havde i øvrigt sin badstue, og dertil kom de helt private senere hen.

Til badstuerne hørte den praksis, at begge køn kunne være i samme stue, hvilket gav an­ledning til megen lystighed og druk. En god si­de ved badstuerne var badskæreren, som kun­ne tilbyde barbering, frisering, hårskæring, sårbehandling, åreladning og kopsætning. Badstuernes dage var dog talte, da syfilis i slut­ningen af 1400-tallet kom til Danmark. Der var tale om en virkelig folkesygdom, som for hærgende hen over Europa, og dertil var syg­domsforløbet langt mere akut end i vore dage. De smittede fik høj feber og stærke smerter i hoved, knogler og led. Fra lægerne var der in­tet effektivt middel, blot stod det klart, at bad­stuerne måtte lukkes. I København blev Bad­stuestrædes hus stænget 1509. Peder Palladius måtte tilsvarende beklage, at badstuen i hans fødeby Ribe ophørte, skønt stedet stadig be­holdt sit gamle navn. I København anvendtes gadenavnet Badstuestræde efter 1640rne.

Bagerlauget

Københavns Bagerlaug stiftedes før 1403 og blevet af de betydeligste i Køben­havn. Nationalmuseet ejer en rigt udskåret laugslade, som de københavnske bagere lod fremstille ca. 1630. Et fremtrædende medlem i 1600-tallet var kgl. hof- og rejsebager Daniel Hellms, som ca. 1675 skænkede lauget et dre­vet guldskilt med emaljearbejde. Dette kunst­værk og andre af laugets historiske ejendele findes også på Nationalmuseet.

Da laugsvæsenet i midten af 1700-tallet kri­tiseredes af den retslærde Henrik Stampe, an­gik det også bagerne. Stampe hævdede, at de leverede dyrt og dårligt brød og forsømte de­res pligt til altid at holde forråd af hvede og rug for et helt år. Bagerne skulle straffes hårdt, hvis de leverede slet eller undervægtigt brød. Samtidig ophævede man laugets forkøbsret til den lollandske hvede, som 1741 var givet. Der skulle også skabes konkurrence, idet myndig­hederne tillod folk udenfor lauget, ikke blot som før hen at sælge groft rugbrød, men også at bage det. Varer, der forhandledes af de priviligerede rugbrødbagere, kaldtes "Husba­gerbrød".

Da Frederiksstaden anlagdes i 1750erne, tegnede to bagere sig for grunde, den ene af dem, Christian Matthias Breslau, var indvandret fra Stettin og ejede en stor bagergård i Vingårdsstræde samt en mølle på Christians­havns Vold og en ejendom i Smedens Gang (en smøge til Vingårdsstræde).

Baggårde

I århundredernes løb blev de kø­benhavnske matrikler tættere og tættere be­bygget, gårde med haver afløstes af beboelsesejendomme opdelt i for-, side- og baghuse, hvorved baggårdene opstod. Om en sådan baggård i 1760erne skrev J. H. Tauber: "Efter min Tilbagekomst til Kjøbenhavn kom jeg til at logere i Badstuestræde hos en Skræder ved Navn Reinhardt, den anden Gaard fra Hjør­net af Vimmelskaftet paa højre Haand i tredie Etage ud ad til Gaarden paa et Kammer, som ikke var saa hedt om Sommeren, da Solen for­medelst den modsatte høje Mur maatte stjæle sig ind fra Siden. Ingen Udsigt uden til en lille smal Gaard med et Vandhus i Enden efter Skik og Brug. Paa dette melankolske Værelse opholdt jeg mig"".

I Landemærket 45, hvor pladsen åbenbart var meget snæver, nævnes 1780 et "Bræde­skuur hvorunder er et Locum og et brænde Kammer, derover en aaben Veedhammer med et Hængeskuur over".

Omkring 1850 var 22 % af byens befolkning henvist til at bo i side- og baghuse, mens 8,5 % blot havde kælderbolig. Fra perioden nævnes et hus i Rigensgade, som var mættet med stan­ken fra kostalde samt et oplag af gamle ben og klude. Dog fandtes i samme hus udsalg af lev­nedsmidler til lokale beboere. Martin Ander­sen Nexø har i Pelle Erobreren (1906-10) le­vende beskrevet den københavnske slum.

En anden undersøgelse fortæller i øvrigt, at omkring 1880 boede en fjerdedel af Køben­havns befolkning i baggårde uden direkte ad­gang til gaden! Rystende er et dokument, som fortæller om snedkersvenden, hvis bolig var et dueslag over et lokum.

Ballonfart

Ballonfart, eller "Aerostatiske resor", som den svenske statsminister G. F. Creutz be­nævnte dem, indledtes af de franske brødre Joseph og Etienne Montgolfier. Deres første ballonfærd, baseret på varmluftsprincippet, fandt sted den 21. november 1783 og den historiske luftrejse varede hele 25 minutter.

I København forsøgte naturvidenskabs­manden Peter Chr. Abildgaard sig med en "aerostatisk Machine" allerede den 20. de­cember samme år, men blæsten var for stærk. Et nyt forsøg fire dage senere mislykkedes og­så. I stedet blev det apoteker Mühlensteth, som fik held med sine eksperimenter. Han op­sendte en luftballon fra Kongens Have den 27. december 1783. Dog rev luft kuglen tovet itu, den tørnede mod slottet og faldt ned på Frede­riksberg.

Apotekerfaget fejrede overhovedet trium­fer i Norden, hvad angik balloneksperimen­ter. I Finland var det apoteker Johan Jacob Julin, som i 1784 foretog den første ballonop­sendelse fra markedpladsen i Uleåborg.

En tragisk begivenhed fandt sted 14. sep­tember 1851, da luftskipperen Guiseppe Tar­dini forulykkede ved Kalvebod Strand og druknede.

Berømtest af alle københavnske ballon­færd blev svenskeren Victor Granbergs. Han annoncerede med megen fanfare den 25. juli 1857 i Berlingske Tidende, at han den følgen­de dag med kongelig tilladelse ville foretage en "Luftreise med den colossalle Silkeballon "Samson kaldet" fra Christiansborg Slots Ri­debane". I annoncen forklaredes også de tek­niske detaljer: "dette interessante Syn at see Gassen udvikle sig fra mindre Tønder til et stort Kar, hvorfra det strømmer ud i Ballonen, og dennes Udvidelse er noget overordentligt. Fyldningen og Opstigningen tilkjendegives ved Salutering af Kanoner"

Opstigningen blev en kæmpe fiasko, idet ballonen blev hængende i staldbygningstaget på Christiansborg og folkemængden råbte "Den går ikke, Granberg", et udtryk som siden blev meget populært.

Bang, Herman (1857-1912)

Herman Bang, forfatter, jour­nalist og teaterinstruktør. 1884 skabte han sensation med sin øjebliksreportage af Chri­stiansborgs brand 3. oktober dette år. Den tryktes under overskriften "Branden" i dag­bladet Nationaltidende. 1885-89 knyttedes han også til dagbladet Politiken, senere igen 1901.

Gennem sine fremragende socialreportager havde Herman Bang oplevet storbyens skyg­gesider på nært hold, hvilket gav stof til hans nøgleroman "Stuk". Bogen udkom 1887 og blev sablet ned af den borgerlige presse på grund af sine angreb på det københavnske spekulationsbyggeri, ja, hele den forlorne kul­tur, som prægede tiden. Bogen var i særdeles­hed et angreb på den københavnske byggema­tador Hellig-Hansen (s.d.), som efter at have opført Scala og Dagmarteatret, to store presti­geprojekter, gik konkurs. I "Stuk" er disse ødselt udstyrede bygningers symboliseret ved Victoria-Etablissementet, som Herman Bang også lader synke i økonomisk ruin.

Til sidst i bogen sammenfatter Bang sin kri­tik: "Han havde set alt, med Smaakaarsman­dens mistroiske øjne: Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der pludselig ødelæg­ger sit eget Legetøj og sønderslider Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet Sten fra nedbrudte Rønner; Bjæl­kerne, som havde udtjent i gamle Bin­dingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for at opnaa det største Laan; Svampen som aad sig ind i alle Mure og slog ud paa hver Væg". I dette sym­bolprægede sprog var meget af stilen fra Emile Zolas samfundskritiske romaner.

I Lolland-Falsters Stiftstidende lød kritik­ken 10. november 1887: "Kompositionen i Bogen er noget af det løseste vi have set; man faar sikkert Hovedpine ved at prøve at følge Traadene".

Barhow, Hans (1704-54)

Som et sidestykke til 1700-tallets Restif de la Bretonne i Paris, leve­de der i samme århundrede i København en herre ved navn Hans Barhow. Han nærede en lidenskabelig interesse for pigerne af det gode borgerskab samt fornemme folks maitresser, men forblev dog altid i rollen som tilskueren.

Efterhånden fik han sat sine iagttagelser i system, idet han i slutningen af 1750erne førte en større protokol over de dejlige damer. Hen­ved 400 var kvalificerede til optagelse i hans dagbog. Mens originalen er gået tabt, findes li­sterne bevaret i en afskrift med titelen: "Kort Underretning For En Liebhaver af dem som er indlemmede udi Det Elphenbeenske Societet". Om en af "medlemmerne" hedder det: "meget smuk, forstandig, vif og snak­som". I fortegnelsen fortælles også, at der i "Dalschous Gaard" i Lille Kongensgade bor "en Brændevinsmand. Enkemand. God Næ­ring. Har to Døtre, hvoraf en ret køn. Hedder Ane. . . Der bor og en Fyrbøder. Han hedder Müller, har 4 Døtre, kun 1 Søn, en hos Grev­inde Plum, smuk Pige. Vrikker, naar hun gaar".

Baron Boltens Gård, Gothersgade 8

Baron Boltens Gård, om­fatter forhus, side- og baghus. Før den nuvæ­rende ejendom lå her en ældre gård, i 1740 ejet af hofkøkkeninspektør Nelling. Han udlejede værelser til fattigfolk og i begyndelsen af 1750erne havde en hjulmand værksted i for­huset. I gårdens hovedbygning holdt Christo­pher Harsdorff, fader til den store arkitekt, skole. Det var i årene 1748-54, og kobberstik­keren Johan Fr. Clemens frekventerede den fra sit 8. år.

De nedslidte længer måtte 1767 falde, da vintapper, senere baron Henrik Bolten, købte ejendommen. Omkring 1770 stod den nuvæ­rende gård færdig, dog siden ændret, hvad forhuset angår, da man satte det på "kommo­deben" for at lette trafikken i Gothersgade.

Bolten, som var født i Bremen, indvandrede 1752 til København, blev 1763 optaget i vin­tapperlauget og blev en velhavende herre. Da han siden, nemlig i 1785, nærmede sig en fal­lit, blev boet behandlet. Dokumenter fortæl­ler, at der i baronessens modtagelseskabinet var to mahognispejle, to spilleborde, to spise­borde og et cembalo. I et thekabinet ved siden af stod et kinesisk lakeret bakkebord og baro­nessen havde i sit sovegemak en dobbelt ege­træsseng med ostindisk sirtseomhæng. I bag­huset havde børnenes fransklærerinde sit kammer.

På forhusets trappe ses et ur, som antagelig blev opsat i midten af 1800-årene, da urfirma­et Urban Jürgensen drev forretning i den gam­le gård. Bagest på grunden ligger en malerisk staldbygning i bindingsværk med gule tavl og sortmalet tømmer. Bygningen opførtes 1755 for vognmand Thomas Mattiesen og havde plads til 24 heste.

Berlingske Tidende

Danmarks ældste og tillige en af verdens ældste aviser blev grund­lagt 1749 af den fra Mecklenborg indvandrede bogtrykker Ernst Heinrich Berling. Den 27. november 1748 fik han for sig og sine arvinger privilegium på at udgive de aviser, såvel dan­ske, tyske, franske som lærde, han havde overtaget fra en bogtrykkerenke ved navn In­ger Wielandt. Under titelen "Kjøbenhavns Danske Post-Tidende" udkom avisen første gang 3. januar 1749.

Avisen målte kun 11 x 18 cm og indledtes med et vers begyndende på forsiden. De første linier lød:

Monark af Nordens Tvilling-Rige,
tillad, din Undersaat tillige
Med alle dine Tienere
Maa offentligen lade see,
Med hvad oprigtig Hiertens Glæde
De deres Konge see at træde
Ind udi et fornyet Aar,
Som idel Held og Lykke spaar...

Biehl, Charlotta Dorothea (1731-88)

Charlotta Dorothea Biehl (1731-88), som levede i 1700-tallets København, var en af ti­dens åndspersonligheder, dertil sladdertaske af rang og brevskriver af Guds nåde. Hendes fader, Christian Emilius Biehl, var fra 1753 in­spektør for Charlottenborgs bygning og tillige sekretær for Det kgl. Skildrer-, Billedhugger- ­og Bygningsakademi.

Allerede 1750 begyndte Dorothea at omgås de franske skuespillere, Frederik 5. havde ind­kaldt til at optræde på en dertil indrettet scene på Charlottenborg. Det franske teater gjorde dybt indtryk på hende, og da hun tidligt var blevet enke uden udsigt til en ny ægteskabelig havn, modnedes hendes litterære løbebane.

I 1762 debuterede Dorothea Biehl på Det kgl. Teater med en oversættelse af Destou­ches' komedie Le poète campagnard - Lands­bypoeten. To år senere skrev hun sit eget styk­ke, "Den kierlige Mand", og komedien blev straks opført. Henrik, en af stykkets perso­ner, blev fremstillet af den store komiker Gert Londemann, som havde spillet samme type i Holbergs stykker.

Et højdepunkt i hendes karriere var over­sættelsen af Cervantes Don Quixote. Hun op­fordredes dertil af den spanske gesandt Manu­el Delitalá i 1775 og allerede året efter forelå første bind på dansk, skønt hun måtte sætte sig ind i det spanske med gesandtens hjælp. Cervantes prosa fra begyndelsen af 1600-tallet oversatte hun med utrolig føling til et dansk iblandet holbergske vendinger, der gjorde sig. Andet bind fulgte 1777 og hendes version op­nåede siden at blive genudgivet flere gange i vor tid.

Dorothea Biehls breve, hvori hun leverer sladderstof fra det danske hof og lilleputbyen København, har dog været hendes største for­tjeneste. Mere end 400 stykker skrev hun til Johan Bülow og deri skildrede Frederik 5.s så­re svage person, intrigerne og Struensee-tidens rystelser. Stilen var veloplagt, helt over i det barokke, som i brevet på årsdagen for kuppet den 14. april 1784, hvor Guldbergs regering styrtedes: "Maa paa denne kære, glade og vig­tige Dag for Rigerne et Fad Pandekager være velkommen".

Bing & Grøndahl Museet, Vesterbrogade 149

Bing & Grøndahl Museet viser porcelænsfabrikkens historie fra grundlæggelsen 19. april 1853 til vore dage. Virksomheden stiftedes af brødrene Bing og keramikeren Fr. Grøndahl. Sidstnævnte hav­de i kraft af sin tidligere ansættelse på Den kgl. Porcelænsfabrik megen viden om fabrikatio­nen. Som kunstnerisk konsulent valgtes bil­ledhuggeren H. V. Bissen og det forberedende arbejde fandt sted i arbejdsskure på den nor­dre side af vejen, mens fabrikken rejstes på den modsatte side.

Der var mange vanskeligheder i begyndel­sen og Grøndahl døde 1856 af en forkølelse, han havde pådraget sig under arbejdet. Da det også var svært med afsætningen af varerne - ­konkurrencen med importen fra udlandet var hård - fandt man på at arrangere halvårlige udsalg. Det gav hurtig fremgang. Herom for­tæller Harald Bing: "Til Fods og til Vogns, med Dækkekurve og Hankekurve, Kister og Kasser, i Storm og Regn valfartede Damer af det højeste Bourgeoisie Side om Side med Kvinder af Folket ud til Fabrikken for at købe det billige Porcelain i de tre Dage, et saadant Udsalg varede. Man lod sig taalmodigt opstille i Rækker af det i Hast tilkaldte Politi".

Næsten ligeså genial var den idé, digteren og telegrafdirektøren Peter Faber bragte fabrik­ken. Han rettede en forespørgsel, om man kunne fremstille de hvide porcelænsklokker til telegrafpælene. Faber fandt det nyttigt, om det kunne lade sig gøre, da man ellers skulle skaffe dem fra udlandet. Også denne produk­tion kom ud over de første vanskeligheder af teknisk art og en strålende indtægtskilde var sikret, efterhånden som telegrafvæsenet ud­viklede sig.

Blandt de største kunstnere, som knyttedes til Bing & Grøndahl, må nævnes J. F. Willum­sen, som begyndte sit samarbejde med fabrik­ken 1897. På verdensudstillingen i Paris 1900 fik virksomheden sit internationale gennem­brud, hvad der meget smukt er vist i museets udstilling.

Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 19-35

Det oprindelige hospital blev tegnet og bygget af Martin Nyrop i årene 1908-13. Mod­sat det gamle Kommunehospital (opført 1859-­63), hvor fløjene var bygget sammen, valgte Nyrop et system af fritliggende pavilloner. Stadsarkitekt Fenger havde allerede 1901 ud­arbejdet et forslag til Bispebjerg Hospital, der fulgte pavillonsystemet. Imidlertid døde Fen­ger 1905, hvorefter Nyrop overtog opgaven, i øvrigt hans sidste store.

Man planlagde hospitalet til at omfatte ialt 12 pavilloner, men der byggedes seks pavillo­ner, to operationsbygninger, hvortil der hørte forbindelsesbygninger, dernæst badebygning, køkken, vaskeri, maskinhus, funktionær­bygning, et vandtårn, tre portbygninger, pa­tologisk institut og et kapel. Det landskabsar­kitektoniske, med udnyttelse af det skrånende terræn, fik landskabsgartner Edvard Glæsel ansvaret for. Nyrop bestræbte sig på at arbej­de bygninger og terræn sammen, således at hospitaler virkede venligt. En række relieffer og granitskulpturer, udført af billedhuggeren Rasmus Harboe, smykker hospitalets ældre bygninger. På nogle af sengestuerne ses kalk­malerier, udført af frk. E. Nyrop og frk. M. Drejer. De blev bevaret i forbindelse med en modernisering.

Bispegården, 

Nørregade 11. I slutningen af 1300-tallet blev Københavns første rådhus op­givet og et nyt opført på hjørnet af nuværende Nørregade og Studiestræde. Da Universitetet oprettedes 1479, fik det overladt rådhusbyg­ningen (se nærmere s. 233). 1539 flyttede Uni­versitetet over på den anden side af Nørrega­de, hvorefter Københavns biskop fik sit do­micil i det middelalderlige hus. Ved Køben­havns brand 1728 ødelagdes gården og en ny rejstes 1731-32 i grundmur til gaden og i bin­dingsværk mod gården. Rester af middelalderligt murværk, bl.a. fundamenter til et fir­kantet trappetårn, blev afdækket, da man 1896 gravede under Nørregadefløjen. Ved samme lejlighed blev gården grundigt restau­reret af Martin Nyrop, som opsatte en karnap på facaden til Studiestræde. Mod gården eta­bleredes en svalegang.

Til minde om "moderniseringen" opsattes en tavle under førnævnte karnap. Teksten ly­der:

"Helt rædsomt man med mig i Tiden monne raade: Som Raadhus først jeg stod vor By til Gavn og Baade. 1479. Saa var jeg Studiegaard, men blev, da her i Landet Guds rene Ord fik Løb, til Bispegaard omdannet. 1537. Det har jeg siden da igiennem Sekler været, skiønt Ild mig hærget har og Ild har paa mig tæret. 1728. Nu er i stand jeg sat, Gud lad mig længe staa og skærm i Naade dem, som Bolig i mig faa. 1896".

Blegdamsvej

1672 fik de såkaldte "blege­mænd" tilladelse til at anlægge deres pladser på en strækning mellem nuværende Bleg­damsvej og Sortedamssøen. Dammene, som lå her de næste 200 år, blev nummereret i ræk­kefølge begyndende sydfra med nr. 1. Hvor det første bassin har ligget, løber i dag Sankt Hans Gade. I dammene kunne de hvide varer fugtes, hvorefter de blev lagt til blegning i so­len. Tjenestepigerne blev sendt herud et par gange hvert år. I Holbergs Kilderejsen står der: "Jer Piiger skal jo dog paa Bleegedam­men et par Gange om Aaret". Luxdorph skri­ver tilsvarende i sin dagbog 23. juli 1781: "Reist til Byen med Jfr. (jomfruerne) Hansen og Mette, som drog tilbage med Tøiet fra Bleg­dammen".

For guldaldertidens kunstnere var Bleg­dammen en inspiration. 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie til et landsted ved Blegdammen, hvor han gjorde flere studi­er. Efter sit giftermål 1837 blev Købke fortsat boende ved Blegdammen, men da hans fader døde, måtte ejendommen 1845 til hans store sorg sælges. Købke skiftede herefter adresse til Frederiksborggade.

Digteren B. S. Ingemann skildrede også ste­det: "Og Søen blank og rolig Staar med Him­len i sin Favn. Paa Dammen fjerne Vogter gaar og lover Herrens Navn". Den i verset om­talte vogter var ansat for at passe på, at de ud­lagte hvidevarer ikke blev stjålet. Han skulle regelmæssig blæse i et kohorn, således at folk vidste, at han var vågen. Hos Carl Ploug om­tales kohornet som en "Blegdamstuba".

Blindeinstituttet

Blindeinstituttet, Kastelsvej 60, er opført som et flerfløjet anlæg 1857-58 efter tegnin­ger af arkitekt F. Meldahl. Som hovedmotiv har Meldahl valgt den venetianske rundbue­gavl, der kendes fra Venedigs renæssancekir­ker, f.eks. S. Zaccaria. Stilhistorisk hører Blindeinstituttet til de mest interessante ek­sempler fra sidste halvdel af 1800-årene. Ved instituttets åbning var der 25 elever med J. Moldenhawer som forstander.

Blågård

Blågårds historie er knyttet til Nørrebro. Det gamle brokvarters jorder var i 1600-tallet hjemsted for en del småindustrier såsom sta­dens teglgård, der flyttedes herud i 1617 og producerede tegl, indtil den ødelagdes under svenskernes belejring 1658. Altdominerende var dog de offentlige og private lysthaver, hvortil Blågård hørte. Det første Blågård op­førtes i slutningen af 1600-årene og til hoved­bygningen hørte også en lysthave.

Ideen at lægge et lysthus med have just uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet villa suburbana (Jat. suburbana = lige uden for by­en). Således skrev den berømte arkitekturteo­retiker Leon Battista Alberti i sit værk Della Famiglia: "I villaen kan man flygte fra lar­men, tumulten, stormene i byen, på torvet i paladset. I en villa kan man skjule sig, så at man ikke ser det syndige, det skurkagtige, den store mængde onde mennesker, der i byen til stadighed flagrer rundt foran ens øjne, der aldrig ophører med at summe i ens øren, som time efter time fortsætter med at råbe og brøle overalt i landet som de mest frygtelige og for­færdelige vilde dyr. Hvilken velsignelse det er at bo i en villa: en usædvanlig lykke!". For det rige københavnske borgerskab blev de nørre­broske lysthaver også et tilflugtssted.

Da prins Carl, broder til Frederik 4., erhvervede Blågård i 1707, præsenterede der sig snart en mere elegant park med klippede buske og træer, lange alléer og pavilloner. Ne­de ved Peblingesøens bred, hvor haven afslut­tedes, var der på tværs en buegang. Desuden opførte prins Carl en ny hovedbygning, kun i én etage og med mansardtag, den moderne brudte tagform, som var skabt i Frankrig. Ta­get beklædtes med blåt skifer, hvad der gav det lille lystslot navnet Blågård. Indvendig ud­styredes bygningen ødselt med elegante møb­ler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder, der leveredes af Hendrich Krock.

I slutningen af 1760erne stod grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men var an­tagelig blot stråmand for Christian 7. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsfor­virrede konge, ubesværet holde gevaldige fe­ster med damer; blandt disse grev Holcks 12­-årige hustru.

En klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere. Derefter fulgte oprettelsen af kongerigets første skole­lærerseminarium i 1791, hvortil Blågård be­nyttedes ved undervisningen. Da seminariet 1809 flyttede til Jonstrup, fik det gamle lyst­slot atter en omskiftelig tilværelse. 1827 over­tog italieneren Pettoletti hovedbygningen, som han ombyggede til teater. Desværre blev det ødelagt af brand i 1833 og aldrig genop­ført.

Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrevet københavner­blad harmfuldt, om det var rigtigt "aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder".

Næste kapitel i stedets historie var oprettel­sen af et nyt Blågård Seminarium på slottets tilliggende. Det skete 1859 på initiativ af Jeppe Tang, som var venstrepolitiker. Seminariet flyttede derfra 1933.

Blågårdsplads

Blågårdsplads ved Blågårdsgade er en af Nørrebros anlæg, hvis nyere historie begynder med isenkræmmer M. A. Heegaard. Han byg­gede 1826 en lille sommervilla ud for Blågårds­gade 16 og føjede en stor have til. Heegård ud­videde sin ejendom året efter ved at erhverve et større grundstykke fra ejendommen Blågår­den, hvorpå han opførte et jernstøberi. Hans søn. S. P. A. Heegaard, fortsatte virksomhe­den og opkøbte samtidigt Statens Fabrikker på Frederiksberg. Køkkenudstyr, i særdeles­hed emaljerede gryder, blev efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder.

Da støberiet i 1898 flyttede til Hille­rødgade, købte kommunen området og eta­blerede en offentlig plads. Anlægget blev planlagt af arkitekt Ivar Bentsen, mens billedhugger en Kai Nielsen modellerede figurgruppperne under et ophold i Paris. Begge havde meget specielle ønsker i forbindelse med pro­jektet. Således ønskede Kai Nielsen en moder med to børn stillet over en mand kæmpende med en gorilla. Opstillingen skulle "symboli­sere menneskets kamp med sine onde tilbøje­ligheder". Ivar Bentsen afslog dette og fik i stedet grupper med motiver fra de forskellige håndværksfag. Han ønskede også, at Kai Nielsens figurer skulle underordne sig hans plan for selve pladsen, et rektangulært rum af­skærmet af grovhuggede granitmure.

Resultatet blev figurer i grå og rødlig granit, der viser en skomager, en murer, en håndvær­ker med høvl, en musikant med harmonika og en som klipper et får. Hver af de mandlige fi­gurer har som regel en modvægt i et lille sam­menkrøbet barn. Mændene er fremstillet med stærke muskeldragter, der skal illustrere kræfterne, der lægges i arbejdet. I hjørnerne af den forsænkede plads og ved hovedtrappen ned til samme ses større figurblokke, "træer" med små børn som frugter.

Blåtårn

Blåtårn har ud fra de nuværende beliggen­hedsforhold været placeret et stykke bag Fre­derik 7.s rytterstatue, lige ud for den nordre del af hovedportalen i Christiansborgs hoved­facade. Det er muligt, at Blåtårn allerede op­førtes omkring 1416, da Peder Jensen Lode­hats bispeborg sammen med København blev overgivet til kong Erik af Pommern. For ar­kæologiske undersøgelser har vist, at det er yngre end Peder Lodehats oprindelige anlæg.

Vi hører første gang om det berygtede tårn i 1494, da kong Hans lod sin renteskriver sætte i fængsel. Senere kom mere kendte personer til og fyldte op i dets fangehuller: Torben Oxe, Didrek Slagheck, Knud Gyldenstjerne og Joa­chim Rønnow.

Ved hjælp af arkivalier og topografiske ma­lerier tegner der sig et tydeligt billede af Blå­tårns arkitektur og indretning i 1600-tallet. Selve tårnet var da 5 etager højt og kronedes af Christian 4.s gennembrudte renæssancespir. Mod gårdsiden var anbragt et polygonalt trap­petårn med spir, mens siden mod kanalen delvis dækkedes af en påklistret bin­dingsværkkarnap, som var understøttet af skråbjælker. I øverste etage var to kamre, af hvilke det yderste rummede pinebænken og det inderste tjente som fængsel.

I 1649 blev en ung degn og huslærer fra Is­land, Gudmund Andresson, indsat i Blåtårn. Han havde forfattet et skrift, Discurcus pole­micus, hvori han argumenterede for mandens ret til at tage sig medhustruer. Andresson mente ikke, at Bibelen indeholdt noget direkte forbud mod dette. Desuden understregede is­lændingen, at hans overvejelser var helt teore­tiske. Ja, flerkoneri var ham personligt utæn­keligt, da "han kunde have Bryderi nok med en". Enden på den besynderlige sag blev delvis frifindelse, idet Andresson ikke længere måtte sætte sine ben på Island. Til gengæld blev han indskrevet ved universitetet, da man fandt ham velbegavet. Desværre døde han under en pest fire år senere.

Den mest berømte fange i Blåtårns historie var Eleonora Christine, som var Christian 4.s yndlingsdatter og gift med Corfitz Ulfeldt. Om deres fælles omtumlede liv skal ikke beret­tes her. Afgørende var anklagerne mod Cor­fitz Ulfeldt for landsforræderi, som også bragte Eleonora Christine i ulykke. Hun arre­steredes og bragtes 8. august 1663 til Køben­havn for at blive indsat i tårnet. Hendes fange­hul var i fjerde etage og efter hendes angivelser 7 skridt langt, 6 bredt og 9 alen i højden øverst oppe sad et vindue tilgitret med "dob­belt tykke Jerntraller". Ved siden af var et rum af samme størrelse.

I august 1663 begyndte hun en dagbog, af hende selv kaldet Jammers Minde, og manu­skriptet afsluttedes først 21 år senere, da hun i maj 1685 forlod fængslet. Der var ikke mange opmuntringer disse år. Dog lod man i 1674 indsætte en "Vind-Ovn" i hendes rum for at bedre hendes usle forhold og i 1682 sendte dronning Sophie Amalie hende silkeorme til tidsfordriv. En dværg fra hoffet bragte under tiden nogle pommeranser og citroner.

Mens Eleonora sad fængslet, var dr. Otto Sperling anbragt i et fangehul i etagen neden under. Hans fængsel kaldtes "Mørke Kirke" og bag ved dette lå "Troldhullet".

Da Eleonora døde 1698 i Maribo, blev hen­des dagbog sendt til hendes søn i Wien, grev Leo Ulfeldt. Her gik den i arv gennem flere ge­nerationer og havnede til sidst i et østrigsk fa­miliearkiv tilhørende en gammel adelsslægt. Det blev her genopdaget af den danske forsker F. R. Friis i 1868 og året efter udgivet i Dan­mark. Originalmanuskriptet kom først tilbage til Danmark i 1920.

I 1721 påbegyndtes en ombygning af det gamle slot, hvorefter Blåtårn blev gjort til porttårn og under Christian 6. blev hele slottet nedrevet og dermed også det forhadte fæng­selstårn.

Boldhusgade

Boldhusgade er et minde om det Boldhus, der 1597 opførtes for hoffet af murermester Jürgen von Freiburg. Bygningen blev lagt i den tidligere kongelige urtehave på Bremer­holm.

Christian 4. benyttede selv flittigt boldhu­set, hvor det ikke blot drejede sig om boldspil og andre ridderlige idrætter, men også om ind­sats med penge i disse lege. Kongen noterede således den 19. april 1607 i sin skrivekalender, at han i boldspil havde tabt 4 rosenobler (en møntfod) til Ditlev Rantzau. Den l. maj sam­me år "legede" han med pfalzgreve Augustus i boldhuset og tabte l rosenobel.

Boldhuset med den store grund syd derfor solgtes 1627 til Niels Pedersen, som var borger i Oddevald i Norge. Hermed var dets dage tal­te som kongeligt idrætshus. Bygningen næv­nes dog endnu i midten af 1600-årene.

Tilkørselsvejen til Boldhuset kaldtes oprin­delig for Adelstredet, først i 1670erne talte man hyppigere om Gammel Boldhusgade og 1680 blev det nuværende navn for første gang anvendt.

"Bombebøssen", Overgaden oven Vandet 48C

Den nuværende bygning, som er opført 1891 af arkitekt Thorvald Bindesbøll, er i tre etager over en høj kælder og bygget af røde tegl. Bygherren var stiftelsen "Bombe­bøssen", et hjem for gamle søfolk, der i be­gyndelsen af 1820rne begyndte sin virksom­hed på initiativ af waterschout Peder Norden Sølling (s. 236). Til indsamling af penge har han fra begyndelsen anvendt en 200-pundig bombeskal, hvilken gav navn til sømands­hjemmet. Stiftelsen havde først hjemme på et loft på Wildersplads, fra 1825 i Skvaldergade, dernæst fra 1859 i Brogade og endelig fra 1891 i Overgaden oven Vandet. Stiftelsen er atter flyttet 1956. I en blænding til højre for porten er indmuret en mindetavle med portrætrelief af P. N. Sølling.

Borchs Kollegium

Borchs Kollegium eller Borken, som det forekommer i daglig tale blandt dets alumner, ligger i St. Kannikestræde 12. Den statelige bygning i 3 grundmurede etager og 12 fag op­førtes 1690-91 på initiativ af lægen og naturvi­denskabsmanden Oluf (Ole) Borch. Han øn­skede at skænke universitetet et nyt kollegium og efter donators ønske, skulle det bære nav­net Collegium Mediceum. Til formålet købtes en professorbolig i St. Kannikestræde, som beboedes af professor Bertel Bartholin. Han var villig til at flytte, dog med følgende skriftli­ge bemærkning: "Endog den residents ieg nu i boer er meget brystfældig, saa er den god nok for mig som en gammel mand, dog dersom min kiere Collega D. Borrichius vill aarlig gi­fue mig 200 Rdlr. till at leie een magelig oc be­quem gaard, indtill een anden kand falde, vill ieg icke være imod hans yndelige forsæt". Oluf Borch nåede desværre ikke at opleve byggeriet afsluttet, da han døde 13. oktober 1690.

I fundatsen, hvorefter kollegiet skulle sty­res, betingede Borch sig, at der altid skulle væ­re to Ribestudenter som alumner i kollegiet. Dette ønske skyldtes, at han selv havde været discipel i Ribe Skole. Kollegiet blev også på andre måder præget af Oluf Borchs usædvan­lige personlighed. Således skænkede han det sit bibliotek "baade af trygte Bøgger og Ma­nuscriptis". Omtalte samling vakte stor beun­dring i samtiden og rummede bl.a. afhandlin­ger om kemien, som Borch havde dyrket me­get. Hans instrumenter fulgte også med bibli­oteket. Af dette gik næsten alt op i røg ved den store brand i 1728, kun nogle få håndskrifter overlevede.

Som kollegiet fremtræder i dag, er det resul­tatet af to store genopbygninger. Efter bran­den i 1728 kunne en del af ydermurene genan­vendes i den nye kollegiebygning, som stod færdig i 1731. Den var i det ydre lig den gamle, blot manglede den oprindelige frontispice o­ver 10 fag. Da englænderne 1807 bombardere­de København, blev bygningen atter ødelagt og stedet henlå som brandtomt i næsten 18 år. Men i 1823 var der skabt økonomisk grundlag for et nyt byggeri, hvortil professor P. Malling leverede tegningerne. Det nuværende Borchs Kollegium stod omsider færdig i 1825. Her holdt N. F. S. Grundtvig i 1838 en række foredrag under titlen "Mands Minde".

I den idylliske gård, som hører til kollegiet, er endnu bevaret Oluf Borchs såkaldte labora­toriebygning, hvor han sad med sine vægtskå­le, blæsebælg, retorter og kemikalier. Endvi­dere ses en mindesten for historikeren Jens Paludan-Müller, der faldt ved Oversø i 1864. En statue i bly af den farnesiske Herkules til­skrives den franske billedhugger Abraham César Lamoureux, mesteren for rytterstatuen Christian 5. på Kongens Nytorv.

Borgerdydskolerne

15. april 1785 stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borger­dydselskabet. Blandt selskabets andre frem­trædende medlemmer kan nævnes historike­ren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet "Den almindelige Verdens­historie til Skolernes Brug" til afløsning af Holbergs "Historia universalis".

Det lykkedes to år senere at oprette to sko­ler, tidligere kaldet Borgerdydskolen i Kjø­benhavn, nuværende Østre Borgerdyd i Stockholmsgade og Borgerdydskolen i Helgo­landsgade, nuværende Vestre Borgerdydskole på Sjælør Boulevard. Begge skoler har haft skiftende adresser i tidens løb. Vestre Borger­dyd fungerede oprindelig blot som en filial, men flyttede 1795 til Christianshavn, hvor den i perioden 1826-38 havde til huse i det "Schim­melmannske Sukkerhus". 1837 overtog Ve­stre Borgerdyd en tidligere præstegård i Wil­dersgade, hvorfra den flyttede til en nyopført bygning i Helgolandsgade 8. Denne indviedes 7. april 1893 og er endnu bevaret med sine ka­rakteristiske terracottadekorationer.

Borgergade

Indtil saneringerne i 1940rne var gaden et af byens værste slumkvarterer. Mange værdifulde borgerhuse lå her fra 1600­tallets slutning og det følgende århundrede, men bygningerne var blevet forsømte og de oprindelige haver erstattet med tæt side- og baghusbebyggelse. 26. januar 1865 oprettedes byens første offentlige badeanstalt i Borgerga­de, men bortset fra dette havde stedet et dår­ligt ry og prostitutionen trivedes godt.

Borups Allé

Borups Allé løber fra Rantzausgade ud til Bellahøj. Alleen er opkaldt efter L. C. Borup, som fra 1883 var Københavns finansborgme­ster. Politisk var han konservativ og i mange henseender en stædig person, således en fana­tisk modstander af kvindernes begyndende frigørelse. 1885 blev Danmarks første kvinde­lige læge, Nielsine Mathilde Nielsen, ansat på Skt. Hans Hospital. Da Borup kort efter holdt hospitalsinspektion, frabad han sig hendes til­stedeværelse ved den efterfølgende middag. I den sag stod han nu ikke alene. Lægen Mathi­as Hieronymus Saxtorph, kirurg ved Frede­riks Hospital i København, var også imod an­sættelse af kvindelige læger med den begrun­delse, at det "var stridende saavel imod Velan­stændighed og Sædelighed som imod god Or­den paa en Hospitalsservice".

Som den ansvarlige for kommunens kasse var Borup yderst sparsommelig, bl. a. på ho­spitalsområdet, hvor han mente, at hospitals­lægerne krævede mere end rimeligt. Da 1896-­budgettet behandledes, kom det til skarpe ordvekslinger og her udbrød lægen dr. Ørum, at borgmester Borup på forkert grundlag hav­de rettet "et af de sædvanlige" udfald mod læ­gerne og lægevidenskaben. Han var dog ikke tilbageholdende på alle udgiftsområder. På hans initiativ foretog Københavns kommune store grundkøb i daværende Brønshøj sogne­kommune og det sikrede nye boligområder til en overkommelig grundpris. Hermed undgik man en gentagelse af den store grundspekula­tion, som fandt sted tidligere i 1800-årene.

Borup gik også varmt ind for opførelsen af Martin Nyrops rådhusprojekt, skønt det kostede dyrt. Det skal tilføjes, at hans efterfølger i embedet, socialdemokraten Jens Jensen var ligeså kritisk overfor udgifterne.

Botanisk Have

Botanisk Have har haft en omskiftelig tilvæ­relse. Oprindelig som universitetets botaniske have omfattede den kun nogle bede med læ­geurter, lagt ud til Skidenstræde (nuværende Krystalgade). Efter indvielsen af Frederiks Hospital i Bredgade grundlagde man en ny bo­tanisk have i dets nærhed, ved Toldboden på begge sider af Amaliegade. Dr. Oeder, som stod for anlægget, havde her et væksthus. Ha­ven var omgivet af en ringmur og der var ind­rettet forelæsningssal, bibliotek m.m.

Omkring 1778 flyttedes den botaniske have til parken bag Charlottenborg og en bygning ved Nyhavn, tidligere sprøjtehus og konsump­tionskontor, overlodes til "Driv- og Gevækst­hus". Hele anlægget stod færdig 1783, hvortil der knyttedes en professor og en urtegårds­mand. Orangeri og bibliotek hørte også med.

Charlottenborgs botaniske have blev en stor inspiration for H. C. Andersen. Hovedpersonen i eventyret "Den lille Idas blomster", skrevet 1837, legede netop i denne have. Hun var datter af H. C. Andersens gode ven, akademisekretær Mathias Thiele. Et minde om haven kan også være fortællingen "Gart­neren og Herskabet" fra 1872, hvor en storm fyger hærgende over en park og vælter to gam­le træer, et symbol på slægtens livskraft. I de­res sted lod gartneren anlægge en have, hvor han dyrkede alle landets vilde planter. Ved ju­letid satte han kornneg op og Dannebrog blev også hejst. Dette sindbillede på Danmark kun­ne henvise til Joakim Frederik Schow, som 1842 blev direktør for haven og lod plante en samling af nationale vækster.

Pudsigt nok havde H. C.Andersen aldrig adgangskort til haven, hvad der dengang krævedes. Det var heller ikke så nødvendigt, da han boede tæt ved i Nyhavn 67 og kunne nyde udsigten dertil.

Nuværende Botanisk Have mellem Sølvga­de og Gothersgade anlagdes 1871-74, i særlig grad på initiativ af gartner A. Weilbach. Men andre forhold lå også bag flytningen. Der var dels stærke ønsker om at udnytte hele Gam­melholmkvarteret til boligbebyggelse, dels manglede universitetet udvidelsesmuligheder. Hertil var det gamle voldområde ideelt. Et ob­servatorium var allerede opført 1859-61 i dets udkant og der var rigelig plads for en have i det øvrige stærkt kuperede terræn. I øvrigt havde arkitekt F. Meldahl afleveret et projekt, hvor Botanisk Have skulle indgå i en krans af par­ker lagt omkring København.

De første bevillinger til haven blev vedtaget i Rigsdagen i 1871 og man gik igang efter planer af landskabsgartner H. A. Flindt. Den største attraktion i haven blev de moderne væksthuse som rejstes i glas, støbejern og træ. Komplek­set, der disponeredes som to lange parallelle bygninger, hver godt 100 meter, blev lagt i ha­vens nordlige del. Mest imponerende var det store palmehus. Det er sandsynligt, at tegnin­gerne til væksthusene leveredes af brygger J .C. Jacobsen og slotsgartner Tyge Rothe, der begge sad som medlemmer af kommissionen for havens flytning. Forbilleder var der jo nok af, først og fremmest i England, hvor den en­gelske gartner og arkitekt Joseph Paxton hav­de bygget et palmehus i Kew Garden med an­vendelse af de nye materialer glas og støbejern. Erfaringerne herfra havde Paxton over­ført på det enorme Crystal Palace, som opfør­tes til verdensudstillingen i London 1852. Men også væksthusene i den botaniske have i Bru­xelles har givet inspiration til byggeriet i Kø­benhavn. Bygningerne er i de seneste år blevet restaurerede i erkendelse af deres arkitektur­historiske værdi.

Botanisk Have indviedes 9. november 1874. Af det oprindelige terræn er der siden hugget en del, først og fremmest for at skaffe plads til Polyteknisk Læreanstalt (nu nedlagt) og Mi­neralogisk Museum.

Bredgade

Bredgades historie kan føres langt tilbage. Den begyndte som middelalderlig fægyde, men var i slutningen af 1500-årene den brede­ste færdselsåre udenfor Østerport, som den­gang lå for enden af Østergade. Omkring ga­den var hovedsagelig store haver med småhu­se. Da Østervold i 1600-tallet blev omlagt og Ny København etableredes mellem Kgs. Ny­torv og Kastellet, ændredes navnet til Norges­gade. Det lød mere fornemt og mindede om den danske besiddelse. Skønt man i 1700-tallet skabte en række fornemme bygninger i gaden, bevarede københavnerne det folkelige navn Bredgade (udtalt som Bre'gade).

Esplanadens anlæggelse i 1780erne gjorde omsider gaden til et fashionabelt strøg. Her­om digtede J. L. Heiberg:

Det mylrer i Norgesgade

Med pyntede Damer og Mænd;

"Gentilernes Promenade", Saaledes kaldte man den. Herrer i Snørliv, pudsige nok, I Munden Cigar, i Lommen en Stok, Her offre hele Personen til Modens Afgud paa Thronen.

Det oprindelige navn sejrede til sidst og fra 1877 blev Bredgade anerkendt af myndighe­derne.

Bredgade 2

"Det Kanneworfske Hus", er en gammel købmandsgård liggende på en af by­ens spidse hjørnegrunde. Dets bygningshisto­rie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet og mens isenkræmmer A. L. Pram 1782-91 ejede hjørnehuset, blev det ombygget til sin nuvæ­rende skikkelse, idet det øgedes med en etage. Mansardtaget er fra samme ombygning. Lærredshandler Lars Kanneworf overtog ejen­dommen 1836 og hans slægt ejede huset ind til begyndelsen af dette århundrede. Ved en om­bygning 1904, foretaget af Axel E. Petersen, flyttedes indgangen til Bredgade-siden, og samtidig nedlagde man kælderbeværtningen "Sumpen".

Bredgade 26, se Lindencrones Palæ.

Bredgade 28, se "Odd-Fellow Palæet".

Bredgade 53, se Alexander Newski Kirke.

Bredgade 54, se Dehns Palæ.

Bredgade 62, se Kirurgisk Akademi.

Bredgade 66-72, se Kunstindustrimuseet.

Bremerholm

Bremerholm, i vore dage kvarteret ved Hol­mens Kanal, var oprindelig en øde og sumpet ø, som adskiltes fra København ved et farvand kaldet Dybet. Navnet Bremerholm nævnes først 1510, da kong Hans her lod bygge en skanse, betegnet Kikkenborg; den indgik vist nok senere i koret i Holmens Kirke. Samtidig med skansebyggeriet etableredes et kongeligt skibsværft på Holmen.

I ældre tid forbandt man Bremerholm med folk fra hansebyen Bremen. Kateketen ved Holmens Kirke, Nicolai Jonge, som interesse­rede sig for Københavns historie, hævde­de, at bremerne i fordums dage havde bygget deres boder her, og de tog fast ophold, når de forhandlede deres varer. Det er også blevet fremført, at kong Hans efter anlæggelsen af orlogsværftet hentede tømmermænd og skibsbyggere fra Bremen. Forklaringen på navnet skal dog snarere søges i ordet tjørn, som på nedertysk kaldes Brime og atter fore­kommer i en dansk dialekt som bræmbær (brombær), eller i det alsiske bræmer.

Under Københavns belejring 1535-36 blev Dybet mellem kysten og Bremerholm spærret med sænkede skibe og efter reformationen opfyldtes det helt (navnet Dybensgade minder endnu derom). De topografiske forhold æn­dredes yderligere, da Christian 4. i 1606 lod en nybygget fæstningsvold, Østervold, forlænge tværs over Bremerholm og indtil stranden. Bremernolm. Denne befæstnings voldgrav byggedes som skibshavn og kaldtes Holmens Kanal.

Bebyggelsen af Holmen havde fra begyn­delsen med værftet at gøre, således Reberba­nen, første gang nævnt 1555, og Ankersmedjen, som opførtes 1563. Hans Steenwinckel den Ældre stod 1579 for opførelsen af Sejlhuset. I årene efter 1610 havde Christian 4. pla­ner om at skaffe fast bolig til flådens båds­mænd, og en bådsmandsby anlagdes på Bre­merholm under navnet Skipperboderne. 1614 befaledes det, at 50 to-etages boder skulle op­føres, og 1620 anføres de som værende under tag. Ifølge et register fra 1626 lå der 121 vånin­ger på Holmen. Af mere dyster karakter var fæstningsarresten på Bremerholm, som opret­tedes 1620. Den blev indrettet til 200 lænkede "slaver" og gik under navnet "Trunken". Om Holmens Kirkes historie henvises til s. 128.

En af Bremerholms navnkundigste admini­stratorer var Christoffer Valkendorf, som 1579 fik overdraget opsynet med Holmen, flåden og Arkeliet. Af varer og materialer dertil skul­le han bl.a. skaffe: hamp, jern, kabelgarn, tøj til mandskabet, tømmer, skyts, kanonhjul, bly, krudt, salpeter, bøsser, spyd, hellebarder og fetalje af enhver art.

Da man fra 1685 begyndte opfyldningen af Revshalens lave grunde, skabtes fire kunstige holme: Nyholm, Frederiksholm, Dokø og Ar­senalø på Amagersiden. Til den førstnævnte overflyttedes herefter marinens værksteder og magasiner (nuværende flådestation Holmen), mens Bremerholm nu kaldtes Gammelholm. 1856 overflyttedes resten af flådens virksom­heder, hvorefter Gammelholm blev frigivet til beboelseskvarterer. Bremerholm lever dog vi­dere i dag i form af et gadenavn, da man 1929­-32 gennemførte den store sanering fra Maga­sins Torv til Holmens Kanal.

Brolæggerstræde

Gaden har navn efter Per Jenssøn Brolægger, som 1486-1510 ejede ma­trikel 123-24, hvilket omtrentlig svarer til nu­værende nr. 14. Navnet anvendes dog først 1543, hvor det skrives Per Broliggers Stræde. På Geddes kort over København 1757 staves navnet Broelegger Stræde. Skrædderlauget havde i en periode sit hus i Brolæggerstræde, nuværende 4 og 6, og her spillede man tyske komedier med megen stå­hej. Holberg fik dem hurtig spiddet. I sin kome­die Uden Hoved og Hale lader han guden Vul­canus gæste jorden for at gå på komedie. Da Vulcanus foretrækker noget for øjet, svarer hans cicerone Sganarel: "Ja, hvis saa er, min kiære Monsieur Vulcanus, saaer det bedst, at I gaar paa de Tydske Comedier i Brolægger-Strædet; thi der kand I faa at se Beleiringer, Feldslag, Gespenster, Hexerie og et halvt Hundrede Aars Historie paa eengang ..."

Ved branden 1795 blev de fleste huse øde­lagt og snart efter genopført i nyklassicistisk stil. Hjørnehuset, Brolæggerstræde 2, blev så­ledes opført 1797 for thehandler Knud Steen­berg, nr. 3 blev bygget 1796 af murermester Laurits Thrane for brændevinsbrænder Jeppe Lyndegaard og nr. 4 opførtes 1796-97 af arki­tekt og murermester A. C. Wilcken.

Strædet er dog mest kendt for sin andel i den danske ølbrygnings historie. Allerede i 1650erne var her bryggere i gaden, som det fremgår af mandtalslisten ved Københavns belejring 1659. I 1796 blev Bryggergården, Brolæggerstræde 5, opført for brygger Nico­lai Rindum og 1799 blev den udvidet med Kna­brostræde 11-13. Så kom brygger Christen Ja­cobsen til. Han havde 1811 lejet et bryggeri i Knabrostræde og 1826 kunne han købe virk­somheden i Brolæggerstræde. Den tekniske kunnen og viden var på det tidspunkt ringe i de danske bryggergårde, men Christen Jacobsen indførte som den første brugen af termometer i brygprocessen.

1835 døde Christen, som fremsynet nok havde ladet sin søn J. C. Jacobsen få en bedre uddannelse ved siden af det daglige arbejde i bryggeriet; bl.a. havde den unge Jacobsen fulgt forelæsninger på den dengang nyopret­tede Polyteknisk Læreanstalt. Gennem rejser til Tyskland søgte han sig ny viden om ølbryg­ning, og under en af disse studieture lærte han det såkaldte "koldgærede" ("undergærede") øl at kende. 1838 gjorde J. C. Jacobsen de før­ste forsøg dermed, idet han benyttede sin mors kobber-vaskekeddel.

De første forsøg faldt uheldigt ud, hvoref­ter han fandt ud af, at køligere og mere rum­melige lagerkældre måtte være løsningen. Han ansøgte herefter kongen om tilladelse til at benytte volden omkring hovedstaden, hvil­ket bevilgedes. Fra sin gamle læremester Ga­briel Sedlmayr, som var leder af bryggeriet Zum Spaten i München, skaffede han sig så stor en portion undergær, at en produktion kunne igangsættes. Foråret 1846 begyndte den første egentlige produktion af bajersk øl på dansk grund, lagret i "Hr. Jacobsens Kjæl­der under Volden". 1847 var virksomheden så stor, at man flyttede til Valby.

På ejendommen, som nu er domicil for Ny Carlsbergfondet, er opsat en mindetavle: "Brygger, dr.phil. Carl Chr. H. Jacobsen fødtes her den 2den marts 1842. Brygger, kaptajn J. C. Jacobsen foretog her året 1838 de første forsøg med fremstilling af undergæret øl". Ejendommen blev 1951 istandsat og moderni­seret ved arkitekt Viggo Sten Møller.

Brolægningen

Brolægningen i København synes alle dage at have generet trafikanterne. I 1581 pålagde Frederik 2. byens borgere at brolægge gaderne foran deres huse og gårde, og et hundrede år senere fik københavnerne ordre til at ombro­lægge gader og stræder efter vaterpas. Det hjalp lidet.

Hvad værre var, alskens urenligheder flød over alt til bystyrets græmmelse. I 1768 klage­de militæret over, at vagtparadens rute var ge­neret, særlig Købmagergade "af Smuds og Urenligheder snart slet ikke mere er til at pas­sere". Plakater på gadehjørner og gadefejning førte ikke til noget og i 1789 var det helt galt ved vinterens slutning, "da Gaderne vare saa fulde af Indsøer som Finland og saa rige paa Morads som Ungarn".

Bedre var det ikke i 1830, da den finske pro­fessor i medicin, Immanuel Ilmoni fra Hel­singfors, besøgte København og noterede sig "Gatorna illa stenlagda". Så kom asfalten i 1841, men kun til belægning af fortovene, f.eks. uden for Prins Ferdinands Palæ i Bredgade (nu "Baltica"). Affald og skidt generede endnu i 1851, hvor man om sommeren søgte at udskylle og rense rendestenene, men det stank, kostede for mange penge og blev stand­set.

Den første gadeasfaltering blev foretaget 1885 i Bredgade ud for Højesteret og i Frede­riciagade ud for Rigsdagsbygningen.

Brumleby

Brumleby, også kaldet Lægeforeningens Bo­liger, ligger på Østerbrogade 57. Baggrunden for bolig kvarterets opførelse var den store ko­leraepidemi, som juni 1853 begyndte at hærge København. De læger, der klarede husbesøge­ne, løste ikke koleraens gåde, men erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, København var plaget af. En udflytning af nogle af de dårligst stillede ind­byggere blev drøftet, og en af de mest idealisti­ske forkæmpere for denne tanke var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde 1839-41 studeret hygiejne i Paris og London og derefter udgivet et skrift: "Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i Kø­benhavn i sanitær Henseende...". Hertil skal føjes, at Lord Shaftesbury allerede 1844 indvi­ede Englands første mønsterboliger, og få år efter dannedes i London "The Society for Im­proving the Condition of the Labouring Clas­ses", hvor dronning Victoria og prins Albert stod i spidsen.

Hornemann tog nu initiativ til den private "Lægeforening mod Koleraens Udbredelse", samtidig med at han valgtes til medlem af den Overordentlige Sundhedskommission. Som arkitekt for lægernes byggeforening valgtes professor Michael Gottlieb Bindesbøll. Alle­rede l. september 1853 noteredes det i forenin­gens byggedagbog: "Inspektør Bindesbøll var tilstede, han fremlagde to Udkast, et til 1-etages, et andet til 2-etages Bygninger med Opgørelse af Summerne, som til begge om­trent var 150.000 Rigsdaler, men da man maatte ytre sig om det uhensigtsmæssige i at Køkken og Dagligstue var eet Rum, lovede han at udarbejde en ny Plan...".

Lægerne besluttede dagen efter at samar­bejde med Centralkomitéen, et filantropisk selskab af embedsmænd og forretningsfolk, der havde arbejdet på lægernes side, da kole­raen rasede (de sidste tilfælde optrådte endnu i slutningen af oktober). Den 2. september kan således betragtes som stiftelsesdagen for "Læ­geforeningens Boliger". Nye tegninger fulgte nu fra Bindesbølls side, idet man stadig arbej­dede med at gøre disse boliger på en gang sun­de og billige.

Den 1. oktober var brikkerne ved at falde på plads. Bindesbølls seneste projekt omfattede 33 lejligheder i hver bygning fordelt på tre ty­per. 5. november bedømtes licitationstilbude­ne, af hvilke de fire laveste blev antaget, hvor­efter de to første huse påbegyndtes. De blev, ligesom de senere blokke, et fremragende ek­sempel på Bindesbølls evne til at forene stor bygningskunst med enkle brugsformål. Den 9. marts 1854 kunne Blok A og B besigtiges på Østerfælled. Til stede var bl.a. Bindesbøll og etatsråd Collin. Ved denne lejlighed forelagde Bindesbøll også tegninger til en planlagt in­spektørbolig og en butiksbygning.

Projektet vakte snart opmærksomhed og da Den hygiejniske Kongres afholdtes i 1858 i København, arrangeredes en udflugt for del­tagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes tegninger og beretning til en internati­onal udstilling i Amsterdam, hvor projektet fik hæderspræmie. På dette tidspunkt var man igang med at udvide bebyggelsen til mere end det dobbelte, nu med Vilhelm Klein som den ansvarlige arkitekt. Tekniske fremskridt muliggjorde, at Klein-blokkene fra starten fik indlagt vand, hvad der manglede i Bindesbøll­blokkene. I de senere år har bebyggelsen flere gange været truet med nedrivning.

Brøstes Samling

Brøstes Samling, Overgaden oven Vandet 10, har til huse i "Potters Gård", som opførtes 1785 for industrimanden Thomas Potter. Han var født i Edinburgh og kom som ganske ung til Danmark, hvor han fik tilladelse til at bygge et jernstøberi, eller "Smelteværk" som det dengang kaldtes. Thomas Potter blev hermed foregangsmand på dette område og i støberiet fremstilledes "Jerngryder i alle Faconer". Smelteværket kunne tillige levere alt fra søm til skibsankre og kugler. En del eksporterede til Vest- og Ostindien, det var midt i den floris­sante periode, hvor alt gik godt. I sit færdige hus på Christianshavn oplevede Potter dybe personlige sorger. To gange mistede han en hustru og tynget solgte han 1790 sin ejendom til en kongelig "Mecanicus" ved navn Mit­chell. Samlingerne, som er udstillet i "Potters Gård", oprettedes af grosserer Ulf Brøste og belyser med billeder og genstande Christians­havns historie fra bydelens grundlæggelse i 1618 (oprindelig en selvstændig købstad!) ind­til vore dage.

Burmeister & Wain

Burmeister & Wains historie begyndte 1843, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed på an­den sal i baghuset til nuværende Købmagerga­de 46. Efter at have holdt flyttedag et par gan­ge og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet på Christianshavn. Samtidig havde firmaet anta­get navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christi­an Burmeister.

Det oprindelige maskinværksted forøgedes 1847 med et jernstøberi og 1860 beskæftigedes 450 mand under seks værkførere. 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, mens den engelsk fødte William Wain i 1865 blev optaget som ny partner. Foruden produktionen af dampma­skiner blev skibsbyggeriet af stigende betyd­ning, og 1872 anlagdes et skibsværft på Refs­haleøen. Firmaet fik også ordre på konstrukti­onen af Knippelsbro. 1912 løb verdens første dieselmotorskib - Selandia - af stablen hos Burmeister & Wain. Et museum, som viser B&Ws historie, er indrettet i Strandgade 4.

Bygningslovgivning

Allerede i middelalde­ren søgte man ved love at forbedre stadens hu­se. Christoffer af Bayern gav den 14. oktober 1443 en ny stadsret, hvori det befaledes, at in­gen måtte bygge sit "hemmelige Hus" nærme­re end en alen fra gaden eller naboens grund. Mere omfattende var Christian 3.s forordning fra 1549, der forbød opførelse af huse med fjælegavle (trægavle) ind mod nabohusene. For at mindske brandfaren skulle husene også have lerindskud i første og øverste loft (etage).

Kampen for bedre brandsikring, større hy­giejne og mere bekvem færdsel i gaderne præ­gede al senere lovgivning. I 1575 blev det såle­des forbudt at opføre boder og hytter på for­tovene, men det var svært at håndhæve. I 1500-tallet kæmpede øvrigheden med særlig energi for at byhusene fik de brandfarlige strå­tage udskiftet med tegl. Modstanden var dog stor i købstæderne, også i København, hvor der endnu 1597 lå et stråtækt hus overfor ho­vedindgangen til Vor Frue Kirke. 1643 moder­niseredes stadens brandvedtægter, hvorefter skorstene i fremtiden skulle anbringes inde i husene og med piben ført ud gennem taget. Det tidligere forbud mod at bebygge fortove­ne med boder strammedes 29. maj 1650, da man herefter også forbød opsætning af bislag. Oluf Steenwinckel er den tidligst kendte stadskonduktør med pligt til at føre tilsyn med Københavns borgerlige bygninger og med by­ens gader. Han blev ansat maj 1651 og skulle "give Agt paa, at ingen herefter bygger ud paa Gaden, men hvem i saa Maade nogen Udbyg­ninger vil have, skal vige ind paa sin egen Grund; de Trapper, som og herefter fra Ga­den opbygges, maa ikke gaa videre ud paa Ga­den, end at der bliver 3 Alen mellem Rendeste­nen og Trappen, saa Gangvejen paa Gaden bliver uhindret...".

For Christianshavn, som grundlagdes 1619 af Christian 4., gjaldt naturligvis også bygge­vedtægter. I fundations- eller frihedsbrevet af 5. april 1619 siges det, at enhver som, får skø­de på en byggegrund, skal lade opsætte "god Købstadsbygning". Dette krav til Christians­havns bygherrer uddybedes 1639 til, at der skulle bygges "gode og ustraffelige Borgerhu­se og Boder" (bydelen blev fra samme år selv­stændig købstad indtil 1674).

Med enevældens indførelse 1660 opbygge­des en ny og mere omfattende centraladmini­stration. Kongens ledende civilbygmestre og fortifikationsingeniører fik adskillige opga­ver, når det gjaldt de nye kvarterer i Køben­havn. Fæstningsingeniøren Henrik Rüse be­ordredes således 1664 til at afmærke grunde og afpæle gader i forbindelse med en forord­ning om nye gadeanlæg. Kontrollen med byg­ningernes vedligeholdelse, nyopførelser m.m. voksede, og til denne opgave var Thomas Ras­mussen Walgensten den rette mand, just i 1664 hjemkommen fra et ophold i Paris, hvor han havde erfaret det nyeste i parisisk byplan­lægning under Colberts ledelse.

1670 blev Walgensten konstitueret som "denne Bys Fabriksmester", reelt en stadsbyg­mesterstilling, og instruks om med "hans for­hergaaende Videnskab til Byens Sirlighed og Indbyggernes Fordel samt al Tvistighed imel­lem Naboerne om Skellene Betimelig at fore­komme udføres, til hvilken Ende han har en­hver som nogen Bygning forehaver og hans Tjeneste begærer imod billig Betaling at assi­stere".

Forordningen af 27. februar 1683, " Til en skikkelig IndretteIse og ziirlig Proportion i Gaderne samt til Husenes Danlighed", havde i § 7 følgende påbud: "saasom Karnapper og Udvinduer ogsaa vanhælde Husenes Ziirlig­hed og ere Naboerne ofte til Præjudits, saa maa ingen herefter tilstedes nogen af Delene at lade bygge eller indsætte". Det skal tilføjes, at 1683-forordningen ikke gjorde det pligtigt at anmelde eller søge tilladelse til opførelse af bygninger!

Bybranden i 1728 gav mere strikte regler (se s. 135), ligesom 1795-branden satte dybe spor i lovgivningen. Efter den sidste katastrofe, hvor ca. 950 ejendomme blev ildens bytte, gav stadskonduktør, professor Rawert og stads­bygmester, professor Peter Meyn den 17. juni en ny plan for den nedbrændte bydel. Her be­stemtes det, at en række smågader, deriblandt Dybensgade, Hummergade, Nellikestræde og Smedensgang helt skulle nedlægges, mens an­dre gader og stræder krævede regulering og udvidelse. De radikale forslag led dog samme skæbne som de ideale projekter fra 1728. Re­sultatet blev kun mindre reguleringer og lidt større bredde for nogle af de brandfarlige ga­der. Et af Meyns og Rawerts forslag gik på, at de nye huse skulle opføres i grundmur og med brækkede hjørner. De brækkede hjørner gen­nemførtes, som det ses på hjørnehusene ud til Højbro Plads eller f.eks. Naboløs/Læder­stræde 19. De af forslagene, som vedtoges, indholdtes i øvrigt i en plakat af 4. juli 1795.

Hygiejnen negligeredes heller ikke på dette tidspunkt, herom vidner Forordningen af 5. September 1794 angaaende Straf for Qvaksal­vere. Ifølge dennes § I skulle kgl. embeds­mænd, især præsterne, informere befolknin­gen om den skadelige påvirkning, den inde­klemte luft i boligerne kunne have på beboer­nes sundhed.

Helt afgørende var Bygningsloven af 1856, som kom til at gælde København og forstæ­der. Det var herefter lovpligtigt at ansøge om byggetilladelse og indsende tegninger til god­kendelse, hvad end det gjaldt det mindste skur eller en hel ejendom. Denne lov byggede på et lovkompleks fra 1854, men gik videre i sine krav. Fra da af var der skabt en mere effektiv byggesagsadministration og dets bevarede ar­kiv fra spædeste begyndelse og frem til i dag giver et enestående indblik i den københavn­ske arkitekturs og boligbyggeriets udvikling de sidste 130 år.

Børsen

Børsen nær Christiansborg opførtes 1619-40 af brødrene Lourens og Hans van Steenwin­ckel den yngre. Initiativtageren var Christian 4., som ønskede at fremme Københavns han­del. Det ejendommelige navn fortæller lige­som bygningen et stykke økonomisk historie. Børs kan føres tilbage til det nederlandske beurs, der atter er afledt af det middelalderla­tinske ord bursa med betydningen pengepung.

I middelalderen gav beurs navn til købmands­familien van der Burse i Brügge og med tiden blev det identisk med den plads foran famili­ens hus, hvor man afsluttede forretninger.

Christian 4. var stærkt optaget af byggeriet, men da Børsen omtrent stod færdig 1620, fandt han dens udsmykning for kedelig. Kon­gen lod derefter opsætte dekorative kviste i ta­get ud til kanalen og krone det med et pragt­fuldt dragespir. Sidstnævnte, som opsattes 1624-25 var dannet af fire sammensnoede dra­gehaler og dyrene var formet efter modeller af fyrværkerimester Ludvig Heidritter. Der er altså tale om rigtige fyrværkeridrager. Hele byggeriet afsluttedes med opsætningen af øst­gavlens udsmykninger i 1640.

Børsen fungerede herefter som salgshal med pakrum i stueetagen, mens kontorer og butikshandel var placeret i andet stokværk. En rampe op til vestfacaden og en trappe ved østsiden gav adgang til kontoretagen. I 1745 gennemgik bygningen en tiltrængt restaure­ring foretaget af Eigtved og samtidig blev ram­pen sat i stand og forsynet med de to statuer "Merkur" og "Neptun", antikkens guder for handlen og havet. Statuerne, som skænkedes af den stenrige købmand Anders Bjørn, leve­redes af billedhugger J. C.Petzold.

Ved 1700-tallets midte var det skik, at børs­budet opsatte sedler på et bræt på Børsen. Her kunne man læse navnene på de skippere, der ønskede bekendtgjort, hvor de sejlede hen. Børsmæglerne ville en overgang forhindre denne praksis og rev sedlerne ned, men myn­dighederne stadfæstede skippernes ret til at annoncere.

I 1772 truede dragespiret med at styrte ned og det blev herefter nedtaget. Der opstod nu en strid om, hvorvidt det skulle genopbygges eller erstattes af en kuppel. Hofbygmester An­thon argumenterede for det sidste synspunkt, men til alt held fik Harsdorff forhindret det gale projekt. I stedet opsattes et nyt spir, rejst 1775-77 af hoftømrermester Bøye Junge. Sa­gen må betragtes som et af de tidligste eksem­pler på fredning af en historisk bygning!

Fredningsprincippet blev også håndhævet i 1857, da Grosserer-Societetet overtog Børsen. Staten satte da som betingelse for salget, "at Kjøberen forpligtes til bestandigen at vedlige­holde Bygningens nuværende ydre architech­toniske Stil, og at . . . ingen Forandring maatte foretages uden at dertil erhvervedes Samtykke fra Statens Side gennem Indenrigsmini­steriet".

Hvad indmaden angik, tog man det ikke så nøje og under stadsbygmester H. C. Stillings ledelse indrettedes den store børssal, en over­dådighed af søjler, gyldenlædertapeter, træ­paneler og kassetteret loft. For enden af salen ses en statue af Christian 4., et bronzearbejde udført af Thorvaldsen. I et andet af rummene har C. F. Tietgen haft sit kontor. Mosaikker­ne, der er anbragt i stueetagens vestibule, viser scener af Børsens historie. De er udført af Bøye Givskov. Den daglige børsvirksomhed er i dag flyttet til Nikolaj Plads 8 (Fonnesbechs ejendom).

Bådsmandsstræde

Bådsmandsstræde er delt af Christians­havns Kanal. Strædets navn minder om, at Christianshavn har været en gammel sømandsby. På Geddes kort fra 1757 skrives der Baadsmands Stræde. 1836 opførtes Båds­mandsstrædes Kaserne, som blev udvidet 1863 og atter nedlagt. I dag er området overta­get af "fristaden Christiania".


C

Capri

"Capri", populært navn på Bastionen Holcks Lynette, som lå i det vestre voldterræn. Som nabo var "Tivolisøen", hvis mere officielle be­tegnelse var Bastionen Holcks Ravelin. Xy­lograf F. Hendriksen fortæller om "Capri", at "i Forsommeren laa den smykket af Tjørn, Syren og Guldregn". 1865 lejedes øen af en borgerlig forening, som kaldtes Selskabet Ca­pri. Det talte blandt sine medlemmer bogtryk­ker Egmont H. Petersen og man underholdt sig på øen med keglespil, musik og dans. Leje­målet ophørte 1885, hvorefter stadsgraven til­kastedes som forberedelse til 1888-udstil­lingen.

Caritas-springvandet

Caritas-springvandet på Gammeltorv må regnes blandt Københavns fineste mindes­mærker fra renæssancen. I 1608 blev det opsat i forbindelse med en ombygning af stadens da­værende rådhus, som lå ud til Gammeltorv, hvor Strøget i dag passerer. Det skænkedes af Christian 4. til byens forskønnelse og som et led i dens vandforsyning. Her kunne borgerne fylde deres spande og tønder med vand, som hentedes ind fra Emdrup Sø gennem en led­ning af udhulede træstammer.

Vandkunstens pryd er en kobberkumme med en figurgruppe, som forestiller Caritas, en personifikation af næstekærligheden. Hovedfiguren, en frugtsommelig ung dame, står med en muntert tissende dreng i højre hånd, mens hun bærer en lille dreng på sin venstre arm. Fra hendes bryster går også fine stråler af vand. Nederst ses tre vandspyende delfiner.

Figurgruppen blev skåret i træ af billedskæ­reren Statius Otto og støbtes i bronze af Peter Hofmann i Helsingør.

Den oprindelige opstilling, hvor en piede­stal hævede kar og figurer næsten en meter højere end i dag, fik siden en hård medfart. Allerede i 1634 sænkede man kar og figurer ned i den omgivende stenkumme, så den mo­numentale virkning gik tabt. Generalbygme­ster Johan Conrad Ernst rettede 1706 op på dette misforhold ved at erstatte stenkummens øvre del med et luftigt gitter, som i mindre grad ville "betage torvets dets prospekt". Ved en ny restaurering i 1781, da monumentet var "ynkelig forfaldent" forsynedes det med den nuværende piedestal af norsk marmor. På den nye fod indsatte man Christian 7.s monogram og Københavns byvåben.

Da Københavns Vandværk etableredes 1857-59 på fæstningsglaciet ved Farimagsve­jen, skabtes der mulighed for at udnytte det høje vandtryk, værket kunne præstere. Bron­zestøber Dalhoff fik til opgave at realisere det­te og han benyttede sig af lejligheden til at øve lidt censur. Hældende sig til tidens victorian­ske opfattelse foreslog han, at figurerne er­stattedes med noget mere ærbart, en græsk havmand, og naturligvis leveret fra eget værk­sted. Heldigvis var myndighederne koldblodi­ge nok til at afvise dette, men han fik dog lov til at plombere de mest forargelige strålerør.

I 1890 fik stadsarkitekt Fenger pillet ved springvandet, idet han lod kobberkummen hæve 2½ meter og figurgruppen yderligere ½ meter, hvorved oplevelsen af en gadebrønd fra renæssancen forduftede. Det eneste for­mildende indgreb, som siden har fundet sted, var en fjernelse af de tillukkede strålerør i 1940.

Carit Etlars Vej

Carit Etlars Vej på Frederiksberg er opkaldt efter digteren Johan Carl Chr. Brosbøll, som skrev under pseudonymet Carit Etlar. Han lod vejens første villa opføre, nuværende nr. 4, hvor der ligger en etageejendom. Mange af hans fængslende underholdningsromaner , f.eks. Gøngehøvdingen (1853) og dens fort­sættelse Dronningens Vagtmester, blev skre­vet i et lysthus i haven.

Ligesom Carit Etlar bosatte andre køben­havnske kunstnere sig ved midten af 1800­årene på Frederiksberg, hvor den første villa Tårnborg, opførtes 1847. Således flyttede ma­leren Christen Dalsgaard 1857 ind i xylograf Axel Kittendorfs villa på Bianco Lunos Side­allé (nuværende Grundtvigsvej). Maleren Constantin Hansen boede i en villa på den nærliggende Amalievej.

Carit Etlarsvej 3

Ved hjørnet af Frederiks­berg Allé ligger en stor murstensvilla, udfor­met i "gotisk" stil af arkitekt J .D. Herholdt. Stilen med trappegavle og rødt murværk delt ved vandrette, lyse bånd kendes bl.a. fra bad­stuen ved Frederiksborg Slot. Villaen opførtes 1851 for dr. jur. Andreas Lorentz Casse. Han gik ind i det politiske liv og var med i ministe­riet Monrad, som gik af juli 1864.

Carl Bernhards Vej

Carl Bernhards Vej på Frederiksberg er op­kaldt efter forfatteren Andreas Nicolai de Saint-Aubain, som i årene 1828-65 skreven række noveller og romaner under pseudony­met Carl Bernhard. Hans bedstefader var ved midten af 1700-årene indvandret fra Frankrig, havde først tjent som frisør hos Frederik 5. og sluttede sin karriere som justitsråd! Sin barn­dom tilbragte forfatteren i Christianshavns gamle rådhus på hjørnet af Torvegade og Strandgade, hvor forældrene, artilleriofficer Frederik Chr. Julius og Charlotte (né Bunt­zen), datter af den velhavende christianshavn­ske købmand Andreas Buntzen, var flyttet ind. Gennem sin moder var han fætter til dig­teren J. L. Heiberg, der senere gav ham pseu­donymet Carl Bernhard.

Andreas Nicolai debuterede 1828 i Heibergs Flyvende Post, men vandt først anerkendelse for novellen Lykkens Yndling, udgivet 1837. Senere slog han ind på de historiske romaner og skrev Krøniker fra Kong Christian 2.s Tid (1846) og Krøniker fra Erik af Pommerns Tid. Han vogtede nidkært over sit pseudonym og skrev i 1840rne herom til Jonas Collin: "Ihvor transparent min Anonymitet end kan være ­sandelig ikke ved min Skyld -, er den mig dog vigtig som en nødvendig Betingelse for min lit­terære Virksomhed, der uden den vilde være aldeles lammet".

Carlsberg Bryggerierne

Carlsberg Bryggerierne i Valby blev anlagt 1847 af brygger, kaptajn i borgerbevæbnin­gen, dr. phil. J. C. Jacobsen, som opkaldte sin virksomhed efter den 5-årige søn Carl. Til for­målet købte han en del af Bjerregårdens jor­der. Året tidligere havde han arvet 11.000 rigs­daler efter sin moder, hvilket muliggjorde etableringen af et nyt og større bryggeri i for­hold til det gamle i Brolæggerstræde, han hav­de arvet fra sin fader (se s. 50). Klart havde han set, at en udflytning var nødvendig, og i dette blev han en af foregangsmændene i datidens erhvervsliv. Den første brygning i Valby blev foretaget 10. november 1847, siden hen fejret som Carlsbergs fødselsdag. 1 det første år pro­duceredes 3.500 hektoliter, og stigningen i de følgende år gjorde stadige udvidelser nødven­dige. J. C. Jacobsen tegnede selv flere af sine fabriksbygninger, ligesom han opførte sin egen bolig 1853 med bistand fra arkitekt N. S. Nebelong. Den er nu indrettet til æresbolig.

Mens bryggeriet voksede, forsømte han ik­ke at rejse ud i Europa for at hente ny viden. I et brev til sønnen Carl skrev han således: "Nu­tidens og den nærmeste Fremtids Opgave for Bryggerne ligger over mine Evner, thi jeg var ikke saa heldig at faa mit Ønske opfyldt, at gennemgaa et fuldstændigt Kursus paa Den polytekniske Læreanstalt og blive en grundig Kemiker og Fysiker. Derfor er jeg nu stærkt paa Vej til at blive overfløjet som rationel Brygger... Den, der besidder de grundigste Kendskaber i Kemi og Hjælpevidenskaber, i Forbindelse med den fornødne praktiske Fær­dighed og Indsigt, han vil være Europas føren­de Brygger i den kommende Generation. Det­te maa være dit Maal ...". I fortsættelse af denne målsætning oprettede J. C. Jacobsen 1875 Carlsberg Laboratorium, hvortil fremra­gende forskere siden blev knyttet. Blandt de mest kendte var professor Emil Chr. Hansen, der sammen med driftslederen S. A. van der Aa. Kühle konstruerede verdens første gær­rendyrkningsapparat. Lige så berømt blev Jo­han Kjeldahl, som fandt en ny metode til be­stemmelse af kvælstof i organiske stoffer.

1880-81 byggede sønnen Carl Jacobsen sit eget bryggeri, Ny Carlsberg, ved siden af. Den vigtigste bygning i det nye kompleks var det store bryghus (til højre for Elefantporten), som blev opført 1901 og efter Carl Jacobsens ønske i florentinsk stil. Arkitekt Vilhelm Klein stod for byggeriet. På bryghusets tag er an­bragt bronzegruppen "Thor i kamp med jæt­terne", et arbejde fra 1897 af Carl J. Bonne­sen.

Elefantporten, Ny Carlsberg Vej. Tårnbyg­ningen, der bæres af fire kolossale elefanter i bornholmsk granit, skyldes arkitekten Vil­helm Dahlerup og blev rejst 1901. De berømte elefanter er udført af H. P. Pedersen Dan og over portrummet mod Valby er skrevet på la­tin: Laboremus pro patria - lad os arbejde for fædrelandet. Som en pendant til Elefantpor­ten er rejst en dobbeltport kaldet Dipylon ef­ter en byport af samme navn i oldtidens Athen. En klokke er ophængt på portbygnin­gens tag og den anslås af to figurer med hamre. "Klokkeslagerne" er et arbejde af Stephan Sinding.

Carlsberg Museum

Samlingerne er grund­lagt 1882 og fortæller om bryggeriets udvik­ling og slægten Jacobsen. Blandt de smukke­se rum er Kejserindesalen, hvorfra en trappe fører ned til den såkaldte Rotonda. Trappen indrammes af to karyatider, der blev udført af Bertel Thorvaldsen. Endvidere er brygger Carl Jacobsens arbejdsværelse rekonstrueret.

Casino Teatret

21. februar 1847 åbnede Georg Carstensen en slags vinter-tivoli under navnet Casino, hvor der skulle være bazar, promenadekoncerter og konversations-soi­reer. Bygningen lå i vestre del af Amaliegade. Da idéen ikke slog an, omdannedes forlystel­sesetablissement til Casino Teatret. Første forestilling fandt sted 2. juledag 1848. En provinsbo skrev december 1849, at "Casinos Forsale ere uhyre smukke, snart med Gran og grønne Træ og Løvsale og snart med oplyste Stue Sale, og i et staar et 2 AI(en) høit Vand­fald (Springvand) .. .". Herman Bang gav se­nere i sin nøgleroman Stuk en nådesløs skil­dring af det gode borgerskab, som morer sig i Casino Teatret.

Casino-møderne var et særligt kapitel i tea­trets historie. Det første afholdtes 11. marts 1848 efter indbydelse af de nationalliberale fø­rere Hvidt, H. N. Clausen og Tscherning og ca. 2300 var til stede. Anledningen dertil var med­delelsen om slesvigholstenernes politiske krav på et møde i Rendsborg. Kravet om en fri for­fatning i Danmark blev nu fremført og 20. marts afholdtes et nyt møde i Casino, hvor man vedtog Orla Lehmanns resolution: "Vi anraaber Deres Majestæt om ikke at drive Na­tionen til Fortvivlelsens Selvhjælp". De begej­strede deltagere ville straks begive sig af sted til kongen, men Tscherning opfordrede til, at man sov på det! Næste morgen gik ca. 15.000 mennesker sammen med borgerrepræsentati­onen og magistraten til Frederik 7. Enevælden var afsluttet, idet kongen kort før havde op­løst sit ministerium.

Nye politiske møder fandt sted i Casino 29. august og 28. september 1854, hvorefter en grundlovsværneforening stiftedes. Sidste be­rømte møde var i marts 1863, hvor man beslut­tede, at Slesvig skulle knyttes til kongeriget. 1937 lukkede teatret og ombyggedes til pak­hus.

Castrum doloris

Castrum doloris (lat. smertens leje) blev i enevælden en fast del af det kongelige begra­velsesceremoniel i København, idet en lit de parade efterfulgtes af en castrum doloris i sel­ve slotskirken. Da Christian 5. døde 25. au­gust 1699, sattes et mægtigt ceremoniel i sce­ne, hvori den daværende slotskirke dannede hovedrammen. Den 16. oktober var det store rum forvandlet tillig kapel. Bagvæggen med alteret var dækket af et stort transparent, der gengav stjernehimlen en skyet nat. Kongens navnetræk var sat på himmelbuen og omgivet af engle, der priste Christian 5. i latinske vers. Sort fløjl og taft maskerede de øvrige vægge, mens utallige voks-kærter var anbragt i lysar­me dekoreret med rosetter og duske af sort og hvidt flor.

Mest imponerende var en ottekantet pavil­lon-himmel, som hang ned fra loftet og var omgivet af 16 lysekroner af forsølvet træ, blik og bly. Under himlen svævede en engel i guld og sølv, som bar en laurbærkrans som ramme om majestætens portræt.

Katafalken bestod af et fodstykke, der hæ­vede sig trinvis op som en pyramide og bar syv korintiske søjler, hvorover en gesims var an­bragt. Ned fra gesimsen hang en udtunget kappe af sort fløjl og sølvmor, mens to knok­kelmænd, formentlig overkroppen af to ske­letter, tjente som hovedstykke for katafalken. Dronning Louises castrum doloris marts 1721 var den sidste større begivenhed, som fandt sted i den gamle slotskirke, før Frederik 4. ind­ledte den gennemgribende ombygning af slot­tet i 1720rne.

Ceremonierne omkring de kongelige begra­velser blev endnu mere pompøse i 1700-tallet. 14. januar 1766 udåndede Frederik 5. og sene­re blev "sal. Kongens Kiiste tilslagen" ifølge Luxdorph. 26. februar blev den lukkede kiste af 12 kammerjunkere båret ned i slotskirken, hvor man stillede den på castrum doloris. Denne var udformet som en pyramide, et sym­bol på udødelighed. Fire infanterikaptajner stod vagt dag og nat, iført sørgekapper og ud­styret med sortbetrukne partisaner. Kirke­rummet oplystes af over 1000 lys, og fra 3. marts fik publikum adgang hver eftermiddag i to timer.

Så oprandt selve dagen for Frederik 5.s lig­begængelse, som var fastsat til den 18. marts. Tre timer hengik med klageprædikener på dansk, tysk og latin. Fhv. kapelmester Scheibe havde komponeret sørgemusikken, som veks­lede med præsternes taler. Teksterne dertil var skrevet af den unge Johannes Ewald. I en arie lød sætningen "Ægyptisk Mørke skiulte Nor­den". Castrum doloris var projekteret af N. H. Jardin, men kritiseredes i flere smæde­skrifter. Et af dem havde følgende vers:

Jardin! hvad vil sligt sige,

Du hele Verden viset har,

Du franske Stymper var en Nar

For Dannemarks Rige.

Charlottenborg, Kongens Nytorv 1

Charlottenborg opfør­tes 1672-83 for greve Ulrik Frederik Gylden­løve, som var Norges statholder og halvbroder til Christian 5. I forbindelse med torvets an­læggelse udstedte Christian 5. den 22. marts 1669 et skøde til Gyldenløve på en grund "strækkende sig fra det Sted ved Kvæsthuset, hvor Slagterboderne staar, til Gaden langs den projekterede Kanal (Nyhavn) og fra Torvet ud mod Stranden ind til Dybet".

Byggeriet tog tid. Gyldenløve lod først 1672 byggematerialer indføre fra Holland, mens grundstenen nedlagdes 3. april samme år af selveste kongen. Mere bemærkelsesværdig var genanvendelsen af munkesten fra Kalø Slot, som efter 1672 blev nedrevet. Stenene anvendtes i stor udstrækning i palæets under­mure og funderingsbuer (derimod er de ikke synlige i facaderne).

Det fremgår af en ordre til Københavns ma­gistrat dateret 16. juli 1672, at bygmester Ewert Janssen har haft brug for "tolv af de dygtigste Muurmestersvende her i Staden... til voris Statholder Hr. Uldrich Friderich Gul­denlews Arbeide". Janssen, som var indvandret fra Holland, havde på dette tidspunkt gjort hurtig karriere. 1668 fik han bestalling i København, "Mir zu Baumeister allergnädigst bestellet", som der står i et dokument, og 1671 udnævntes han til Bremerholms bygmester. Meget tyder på, at han også stod som arkitekt for Charlottenborg, hvis man sammenligner denne bygnings portrisalit med tilsvarende på herregården Gjorslev (ombygget af ham i slut­ningen af 1660erne) og et signeret om byg­ningsprojekt til Skanderborg Slot. I de næste ti år optræder Janssen dog sjældent i Charlot­tenborgs byggeregnskaber og kun i forbindel­se med mindre opgaver.

Charlottenborg, der er udformet som en karré ligesom mange af 1600-tallets slotte, er i den såkaldte hollandsk-palladianske stil. Med til at skabe denne form for barok er pilastre, festoner, de kraftige vinduesfordakninger samt midtrisalitten. Måske har arkitekten stu­deret et projekt til Amsterdams nye Rådhus, udført af Philipp Vingbooms. 21. april 1683 stod "slottet" med dets 74 beboelige rum fær­digt og besøgtes denne dag af Christian 5. og hans familie.

Et "Inventarium og Beskrivelse" fra slut­ningen af 1600-årene giver indblik i Charlot­tenborgs indretning. Hofstaben, som foruden tjenere omfattede en nar, en postmester og en vågekone, boede i kælderen og lejevåningen mod Kanalen. Ølandske fliser klædte "Bou­teillekælderens" gulv, hvor der stod et hvid­malet bord. Under dette "ligger et skjønt stort Stykfad med gammel Rhinskvin". Bygnin­gens prægtigste rum var - og er fortsat - kup­pelsalen i østfløjen, hvis rigt udsmykkede stukloft står mål med audienssalens på Frede­riksborg. Da Nicodemus Tessin den Yngre 1687 besøgte palæet, fandt han, at Ulrik Fre­derik Gyldenløve var "un seigneur de grande connaisance et lumière dans les beaux arts". Men det gik alene på de fornemme Gyldenlø­veske kunstsamlinger, hvorimod bygningen ik­ke imponerede den berømte svenske arkitekt. Til bygningen hørte i øvrigt en vidtstrakt have langs kanalen, dog temmelig beskeden hvad det havearkitektoniske angik: otte parterrebe­de med blyfigurer i hjørnerne var det væsent­ligste, man kunne byde på.

Charlottenborg blev år 1700 solgt for 50.000 krondalere til enkedronning Charlotte Amalie, som gav slottet dets fremtidige navn. Hun døde her 1714, hvorefter hendes børn ar­vede bygninger og have. I deres tid indrettedes kuppelsalen til eremitagegemak med elevator­bord og maskiner til at hæve og sænke det. Slottet tilfaldt ved testamente Christian 6. i 1735, og under hans søn indrettedes her Det kongelige danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Akademie. Inspirationen dertil var de udenlandske akademier begyndende med kunstakademi i Paris, som Colbert reorgani­serede 1663-64. Men det enevældige monarki i Danmark-Norge havde også brug for en sko­le, hvor lovende unge kunstnere kunne få en uddannelse, i stedet for at de fra ungdommen af måtte tage til udlandet for at lære. Skulle man gøre status i begyndelsen af 1750erne, måtte det erkendes, at Eigtved og Thurah hav­de dygtiggjort sig som arkitekter i Tyskland, Frankrig og Italien, mens billedhuggeren Jo­hannes Wiedewelt havde måttet lære i Paris.

Forsøg var da også gjort tidligere i 1700­tallet. 1738 havde Christian 6. stiftet et kunst­akademi, som fra 1744 havde lokaler i Gammel Strand (nuværende nr. 40). Dette flyttede senere til Slotsholmen, hvor det fik plads i nogle lokaler over de kongelige stalde. Men de rigtige fysiske rammer manglede, ligeså kapi­tal og dynamisk ledelse. Det hjalp, da Frederik 5.s nære ven, overhofmarskal, grev Adam Gotlob Moltke 1750 blev kunstakademiets præses.

Til dette formål var Charlottenborg veleg­net, hvorefter det blev indrettet, ligesom læ­rerkollegium og direktørstilling blev etableret. Hofarkitekt Nicolai Eigtved blev det nye Kunstakademis første direktør. Frederik 5. aflagde 30. marts 1754, dagen før han kunne fejre sin 31-års fødselsdag, et besøg på Akade­miet, hvor man allerede var igang med under­visning. Ved.denne lejlighed fremlagde Eigt­ved en fundats, som kongen underskrev på selve sin fødselsdag - siden hen Kunstakade­miets fødselsdag.

Hvorledes foregik undervisningen på Char­lottenborg i årene derefter" Anatomiunder­visningen var et af de grundlæggende fag, der fra 1758 kom i faste rammer ledet af lægen J. C. Berger. Han forelæste om myologien (læren om muskler) om vinteren, mens osteo­logien (knoglelæren) doceredes i vinterhalv­året. Eleverne brugte også megen tid på at tegne efter gipsmodeller. På årets koldeste tid var der også lejlighedsvis dissektioner for de ele­ver, der var nået op i gipsskolen og modelsko­len. Dissektionerne foregik bag nedrullede gardiner med kadavret anbragt på et specielt fremstillet bord, som var beklædt med voks­dug.

Gipsskolen omfattede undervisning i kopie­ring af gipsafstøbninger, og der var nok at teg­ne efter, arme, hænder, ben og fødder af gu­der samt dyr og mennesker. Professorerne valgte, hvad der skulle tegnes efter. Kunstigt lys blev foretrukket, hvorfor der arbejdedes bag lukkede, indvendige "skodder" i skæret fra en stor olielampe med 28 væger.

Charlottenborgudstillingerne

Charlottenborgudstilligerne havde først til huse i det gamle Charlottenborg, som Gyl­denløve byggede og hvor Kunstakademiet ind­rettedes 1753. Udstillingsvirksomheden be­gyndte så sagte med en "salon" den 29. januar 1769 i Kunstakademiets Antiksal. Den lå på l. sal over porten ud til Kgs. Nytorv og havde i Gyldenløves tid fungeret som riddersal. Salen strakte sig op gennem to etager, var forsynet med omløbende galleri og væggene havde ma­lede pilastre, mens festoner med martialske symboler sås på galleriernes underside. I disse omgivelser havde man opstillet de mange gips­afstøbninger i symmetriske grupper, som ele­verne kunne tegne efter. En gang om året benyttedes Antiksalen til elevernes konkurrence om guldmedaljer, så det var intet under, at forvalteren var utilfreds, da man nu også havde "salon" samme­steds med prøver på direktørens, professorer­nes og medlemmernes kunnen. I de følgende årtier blev "salonen" efterhånden en regel­mæssig forårsbegivenhed.

Den 10. februar 1857 stadfæstede Kultus­ministeriet en vedtægtsændring for Charlot­tenborg, hvorved forårsudstillingen ændredes til en åben udstilling med eget styre. Herefter kunne enhver kunstner indsende egne arbej­der til Censur-Komitéens bedømmelse. Blandt deltagerne i den første sæson var landskabsmaleren P. C. Skovgaard, specialist i danske bøgeskove og repræsenteret på ud­stillingen med billedet "En Bøgeskov i Maj".

Utilfredsheden med censuren begyndte at brede sig i 1860erne, for alene velrenommere­de kunstnere og akademimedlemmer havde lov til at udstille ucensureret. En vigtig begi­venhed var indvielsen af Charlottenborgs nye udstillingsbygning i 1883. Bygningen, som op­førtes efter tegninger af arkitekt Albert Jen­sen, åbnedes med en skandinavisk udstilling.

På dette tidspunkt var guldaldermalerne gledet i baggrunden og nye folk som Vilhelm Hammershøi dukkede op. Han debuterede 1885 med billedet "Portræt af en Pige", hvor hans karakteristiske, snævre farvevalg allere­de var fastlagt, toner fra sort til gråhvidt. I "Punch" fik billedet følgende kommentar: "Men hun ser snarere ud som en Ligkiste".

Skelsættende blev året 1888, hvor Johan Rohde sammen med en halv snes kammerater afholdt en lille udstilling af afviste malerier i et atelier ved Frederiks Kirkeplads. Her deltog også Hammershøi og Fritz Syberg, den første "Salon des Refusés" havde set dagens lys i Danmark. Charlottenborg opgav dog ikke sin strenge politik, ja, næste år var den endnu skrappere ved de yngre kunstnere. Det afstedkom en alternativ udstilling i spisesalen i Hotel Phønix' bygning. Trods stadige udvandringer ­af gode kunstnere har Forårsudstillingen på Charlottenborg formået at være et vigtigt fo­rum i dansk kunstliv.

Christian 4.

Christian 4. er en af de konger, der har sat stærkest præg på Københavns historie og bygningskunst. Han blev døbt 2. juni 1577 i Vor Frue Kirke, og ved dåbsfesten opførte studen­terne fra Københavns Universitet et særligt stykke, Kampen mellem David og Goliath, som var indstuderet af deres professorer og op­førtes i slotsgården. Imidlertid gik studenter­ne så meget op i skuespillets handling, at de tævede hinanden blodige. Det fortælles, at den gamle rigsadmiral Peder Skram, som "sad Scenen næst, da hans øjne vare sløve, lystede at springe over Skranken og mænge sig udi Striden".

Sin barndom tilbragte Christian 4. i Meck­lenburg, Skanderborg og Kolding, men gjorde atter indtryk på københavnerne, da han kro­nedes 1596. Selve kroningsakten fandt sted 29. august i Vor Frue Kirke, og fra andre lande kom fyrster og gesandter, der med følge med­bragte 2.200 heste. Da de nåede Valby Bakke, blev de celebre kroningsgæster modtaget med et fyrværkeri på 25.000 skud, og på samme tid blev fæstningens kanoner fyret af. Almuen kunne på Amagertorv se en brønd flyde med vin, ligesom penge kastedes i grams. Til fest­lighederne, som varede ti dage, bestiltes 35.000 drikkeglas!

Som konge var en af Christian 4.s første regeringshandlinger at sørge for vinkælderen. Han bestilte derfor 11.200 potter vin af for­skellig slags hos Willumke von Dellen i Køben­havn, som antagelig var en underafdeling af et større handelshus i Holland. Vel blev Chri­stian 4. kendt for at drikke, men det hørte ti­den til, og det bremsede ikke hans arbejdsind­sats. Det hedder i en samtidig kilde, at "Han lod sig under Tiden indfinde Kl. 4 om Morge­nen paa de Steder, hvor publiqve Arbejder dreves, og han kunde ikke lide, at Haand­værksfolk holdte op med deres Arbejde for at hilse ham".

I de sidste år af sit ægteskab med dronning Anna Cathrine indledte Christian 4. et for­hold til Kirstine Madsdatter, som havde den københavnske borgmester Mathias Hansen til fader. Hun fødte kongen sønnen Christian Ul­rik Gyldenløve 3. februar 1611. Da kongen februar 1613 deltog i et bryllup, fattede han in­teresse for en anden københavnsk borgerdat­ter, den smukke Karen, hvis fader var Bremer­holmskriveren Anders Hansen. Samme aften fulgte hun med Christian 4. hjem til slottet.

Sine sidste leveår var han plaget af sygdom og private sorger. Tidligt på året 1648 blev han alvorligt syg på Frederiksborg og førtes døen­de til Rosenborg, hvor han døde 28. februar.

Christiansborg

Det berettes i Knytlinga­saga, at Svend Estridsen 1043 flygtede med sin flåde til "Havn". På det tidspunkt var strædet mellem det ældste København og Amager af en helt anden karakter end i vore dage. Her lå en række små holme, af hvilke de vigtigste se­nere benævntes Bremerholm, Revshaleholm, Store og Lille Skarnholm samt Strandholm, hvorpå den første borg rejstes og alt senere slotsbyggeri fandt sted.

Absalons Borg. Saxo fortæller, at Absalon 1167, en tidlig forårsdag, grundlagde en ny borg på en af Øresunds holme, hvorefter han omgav øen med en mur. Bemærkningen hos Saxo om, at Absalon byggede en "ny" borg, har givet anledning til spekulationer. Der kan måske ligge rester af en sådan under Magasin du Nord. For ved udgravninger omkring 1880 i området stødte man på en halvcirkelformet teglstensmur, af en længde på ca. 30 meter og i en stil, som er tidligere end Absalonborgens.

Kendskabet til Absalons Borg bygger ho­vedsagelig på de arkæologiske undersøgelser, man foretog 1900-02, 1906-07 og 1918 fra Na­tionalmuseets side; første gang ved arkitekt C.M. Smidt og M. Mackeprang (museets sene­re direktør), de følgende gange ved inspektør Chr. Axel Jensen. Mest bemærkelsesværdig var de betydelige stykker af en ringmur, som afdækkedes. De har dannet en næsten regel­mæssig cirkel med en indre diameter på 55-56 m. Efter middelalderlig skik har denne cirkel­mur været konstrueret som en kassemur, dvs. bygget af to skaller af regelmæssigt tilhugne kvadre med fyldkærne af muret kampesten imellem. Murskallerne var bygget af kridt­stenskvadre fra Stevns, og uden for murvær­ket havde man lagt en lav vold til værn mod bølgeslaget.

Da arkæologerne undersøgte det påkørte fyldlag indenfor ringmuren, fandt man derunder sivplanter med forårsskud! Rester af et par småbygninger lokaliseredes også, heraf et bagers lagt i ly af den nordvestre murside. Umiddelbart uden for bagerset udgravedes en rund brønd, hvortil kridt- og kampesten var anvendt. Den kan stamme fra Absalons tid, men blev hurtig opgivet og fyldt op. Nærmere borggårdens midte, 4,5 meter øst for bagerset, fandtes den egentlige brønd, hvis sider var dannet af svære, udhulede og lodret kløvede egestammer. Ved udgravningen var den fyldt op med diverse bygningsrester, antagelig fra borgens nedrivning 1369, således to 1,15 m høje søjleskafter af glatpoleret granit, en del buesten af skånsk sandsten, som har dannet gjordbue i en hvælvkonstruktion, samt for­skellige trapezformede søjlehoveder. I sin ind­retning med økonomibygninger og beboelse kan Absalons Borg sammenlignes med ærke­biskop Eskils Borg i Søborg Sø. Det antages i øvrigt, at adgangen til borgen ved Havn eta­bleredes ved en bro, der har fulgt retningen af den nuværende Højbro. Fund af to rækker nedrammede egestolper kan stamme fra en så­dan.

På Københavns ældste segl fra 1296 er en afbildning af Absalons Borg, hvor man ser en ringmur med krenelering (kronede tinder). I midten hæver sig et svært, polygonalt tårn, mens to ydertårne er tilbygget senere. Det centrale tårn kan formentlig identificeres med den kirke, som borgen også rummede. Ifald det har været en centralkirke, har det været enestående i Danmark. Det vestre ydertårn fungerede i den senere middelalder som ba­gertårn og velbevarede fundamentrester er af­dækket.

I 1200- og 1300-tallet var borgen udsat for flere angreb. Fyrst Jarmer og hans vendiske folk angreb og ødelagde borgen den 18. april 1259, men den største ødelæggelse fandt sted 1369, efter at lybækkerne havde erobret Kø­benhavn og fæstningen på Strandholmen. Under dens forsvar har man forsynet den med en vandgrav, dog uden militær fordel. Hanse­atiske stenhuggere begyndte 8. september 1369 at nedbryde forsvarsværket, som havde været en torn i øjet på de tyske købmandsby­er. Om borgens tidlige historie skal tilføjes, at den fra Absalons tid, efter hans udtrykkelige ønske, var i Roskilde-bispernes eje, hvilket først ændredes efter Margrethe I.s regerings­tid.

Fra senmiddelalderlig borg til Frederik 4.s ombygning.

Under Erik af Pommern overgik borgen til kronen (se s. 90) og blev gradvis ændret til rigets vigtigste slot. Kongen og hans kancelli fik fast ophold på Slotsholmen, og det var her, Christoffer af Bayern 1445 fejrede sit bryllup med dronning Dorothea. I den an­ledning skal kongen have udvidet Riddersa­len. Et levn fra denne del af slottet ses i dag på Nationalmuseet, nemlig to bislagsten af got­landsk kalksten, der er hugget i begyndelsen af 1500-tallet. De har senest stået ved foden af trappen, som gik op til riddersalsfløjen.

Efter reformationen fandt visse ombygnin­ger og udvidelser sted. Christian 3. rejste 1552-­53 den nye Konge- og Drabantfløj, der place­redes i den da tørlagte slotsgrav. Kirkefløjen forhøjedes 1555 med bindingsværk og 1553 konstrueredes en springbrønd til slottet. 1596 forhøjedes Blåtårn og forsynedes med nyt spir med gylden krone (se også s. 44). Trods disse forbedringer forblev slottet håbløst gammel­dags og dets husholdning var også mærkelig provinsiel. Således fungerede Slotsholmen mest af alt som en stor gård, hvor der både var heste, svin og får, ligesom hønsegård og al­mindelige udhuse hørte til. Slottet havde også mølle, smelteovn, bødkerhus, kalkbod og slagtehus samt den obligatoriske urtehave.

Forskellige dokumenter belyser disse gam­meldags forhold. Da Frederik 2. skulle fejre sin kroning på slottet, måtte "den store Sal" hastigt sættes istand, eftersom den var brøst­fældig på tag, spær og loft. Endvidere måtte kongen lade en række adelige fruer låne sig flamske klæder, drætter og silkesparlagen. Embedsgangen havde også sin egen rytme. Christoffer Valkendorf, som var rentemester i 1570erne og 80erne, gik hver dag fra slottet hjem til sin gård for at spise til middag, hvoref­ter han vendte tilbage til Slotsholmen for at ar­bejde videre i Rentekammeret. Den værste be­mærkning om slottet faldt måske fra den en­gelske diplomat Robert Molesworth i hans Danmarks-beskrivelse fra 1692: "Kongens re­sidens er den dårligst beliggende, tarveligste og ubekvemmeste i hele verden. Den er ligeså, enestående slet, som havnen er god".

Den føromtalte drabantsalsfløj, en lav og langstrakt bygning med polygonalt trappetårn - Drabanttårnet - rummede slottets næststør­ste sal, et rum på 31 x 8 m. Øverst i denne byg­ning lod Frederik 3. indrette sit berømte Kunstkammer, hvor de mest kuriøse genstan­de og kunstværker var stuvet sammen. En sejl­mager ved navn Christopher Proph blev ansat som "Opvarter" ved samlingen og aflønnedes indtil 1654. Smukke skibsmodeller af elfen­ben, drejet af Jacob Jensen Nordmand, blev i Frederik 3.s tid leveret til samlingen, i dag op­bevaret på Rosenborg, hvor så mange andre af Kunstkammerets genstande også kom hen se­nere. Christian 5. var den første, som nærede større planer om at ombygge slottet og lod bl.a. den berømte svenske arkitekt, Nicode­mus Tessin den Yngre, udføre et projekt til et nyt slot (se s. 91). Hans projekt blev dog aldrig gennemført.

Ombygningen i 1720rne.

Frederik 4., som på to udenlandsrejser havde beset nogle af Eu­ropas mest imponerende slotte, bl.a. Versail­les uden for Paris, lod i 1720rne Københavns Slot regulere. Ansvarlige for dette arbejde var J. C. Ernst og J. C. Krieger, der gjorde alle slot­tets fløje lige høje. Det stod herefter med tre hovedetager og to mezzaniner, men skæmme­des af det berygtede Biåtårn, som var indpas­set i anlægget.

l. Christiansborg.

Skønt Københavns brand 1728 betød vældige økonomiske tab, lod Christian 6. fra september 1731 det regulerede middelalderslot nedbryde. Et helt nyt an­læg skulle opføres, hvis planlægning engage­rede den bygningskyndige monark. Det vides, at Christian 6. var opvokset med arkitektur­teoretiske værker som Deckers "Fürstlicher Baumeister oder Architectura Civilis". Valget af arkitekt voldte vanskeligheder, da J. C. Ernst på dette tidspunkt var over 60 år, mens den 20 år yngre Krieger ikke var tilstrækkelig velorienteret i den nyeste bygningskunst, der­for fik kongens gamle instruktør, Elias David Häusser, opgaven.

I alt tre projekter udfærdigedes, hvorfra kun seks tegninger er bevaret. Det første ud­kast, som signeredes af Häusser 1731, blev forkastet af kongen, og man søgte derefter i udlandet efter en interesseret og kyndig arki­tekt. Alle steder lød svaret nej; den svenske ar­kitekt Carl Hårleman, elev af Tessin den Yng­re, måtte også afslå p.g.a. andet engagement. Ny projektering sattes igang, og fra et endnu ukendt sted leveredes en plan. Ophavsmanden dertil skal formentlig søges i den "frankisk­østrigske barok".

Samtidig stod det klart, mens facadedetal­jer og tagformer diskuteredes, hvorledes slot­tet i grove træk skulle se ud. Som bygningsty­pe havde man valgt den traditionelle karré, et firfløjet bygningskompleks med forgård. Et lignende anlæg var just opført i Stockholm ef­ter det gamle slots brand 1697. Det praktiske arbejde kunne derfor gå igang. Først blev 9.225 pæle nedrammet, hvis længde varierede fra 24 til 3 alen beroende på grundens lokale beskaffenhed.

3. oktober 1732 kunne professor Joachim Frederik Ramus fra Københavns Universitet afsætte slottets vinkler og linier på byggegrun­den, mens Christian 6. nedlagde grundstenen 21. april 1733. Den placeredes under hoved­bygningens søndre fløj, endog dens vægt figu­rerer i regnskaberne, 448 pund.

1734 leverede hofsnedker Didrik Schäfer en træmodel og 18. juni 1738 hejstes kransen over slottets vestre hjørne, hvorefter kongefa­milien 26. november 1740 flyttede ind med pomp og pragt. København blev i den anled­ning illumineret i tre dage. Men mange detal­jer manglede, først 1745 var det ydre i orden, hvorimod riddersalen, det prægtigste af alle rum, måtte vente på en færdiggørelse til 1766.

Det nyopførte slot var rejst i tre hovedstok­værk med en mezzanin indskudt mellem 2. og 3. etage. To lave forbindelsesbygninger, "løn­gange", flankerede den store slotskarré, af hvilke den søndre førte til de ældre regerings­bygninger, mens den nordre skabte forbindel­sen med Slotskirken. Hofbygmester Eigtveds rolle i denne bygningshistorie er også væsent­lig. Hvad det ydre angår står endnu hans pavil­loner for enden af ridebaneanlægget samt Marmorbroen. Han gjorde også forslag til slottets frontispicer og to hoveddøre, tegnin­gerne af sidstnævnte viser elegant rokokode­koration. Hvad interiørerne angår, måtte han her dele opgaverne med Lauritz de Thurah. Blandt hans arbejder kan nævnes Dronnin­gens Køkken og Appartementsgalleriet.

Intet blev sparet på rummenes udsmykning. 139 dørstykker og kaminbilleder indkøbtes fra Paris, tilvejebragt efter store anstrengelser af den derværende danske diplomat Joachim Wasserschlebe. Den pietistiske Christian 6. havde dog stillet som betingelse, at man skulle "alle Nuditaeten sorgfaltig vermeiden". En næsten umulig fordring, når man betænker de mange erotiske eller mytologiske motiver, de parisiske malere dyrkede på dette tidspunkt. Den franske rokoko var ikke plaget af pietisme. Van Loo, Natoire og Boucher var blandt de ypperste malere, der leverede til Christians­borg. Hele kongens etage blev monteret med franske spejlglasruder, og dronningen sendte sin kammerfrøken til Frankrig for at købe ind. 348 værelser blev således ødselt udstyret.

En stor skavank ved pragtbyggeriet var ind­retningen af de mange varmekanaler og træk­rør, der var skjult bag panelerne af æstetiske grunde. Allerede natten til 10. december 1774 truede en brandkatastrofe, og 1779 erklærede bygningsdirektionen, at man ikke vidste af sikre ordninger mod brandfaren. Livet gik vi­dere, men om eftermiddagen den 26. februar 1794 brød ilden ud i prins Christians gemak­ker, der lå i fløjen ud til ridebanen. Flere dage i forvejen havde det buldret i kanalerne. Et­hvert forsøg på at redde slottet var nyttesløst, særlig heltemodige var Holmens folk, hvor 50 menneskeliv gik tabt.

2. Christiansborg.

Efter at have henligget som ruintomt påbegyndtes det ny Christians­borg 1803 efter tegninger af C. F. Hansen, den danske nyklassicismes store mester. Hans kla­re, nøgterne stil passede godt til de økonomi­ske vilkår, der plagede tiden: bombardemen­tet 1807 og en statsbankerot 1813. I øvrigt var han for hovedkarréens vedkommende helt bundet af det første Christiansborgs dimensi­oner. Således genbrugte Hansen næsten alle ruinens eksisterende vinduesåbninger, idet han vendte de gamle sandstensindramninger og murede deres barokke profiler ind. De tid­ligere indersider, som nu vendte ud, blev hug­get til i klassicistisk stil.

1828 var 130 værelser færdige, hvorefter slottet kunne indvies dette år ved prins Frede­riks bryllup med Frederik 6.s datter Wilhelmi­ne. lnteriørerne blev i en række detaljer præ­get af G. F. Hetsch, som var C. F. Hansens svi­gersøn. Af interiørerne kan nævnes Riddersa­len, der var udstyret med korintiske søjler og kassetteloft. Den 3. oktober 1884 brændte slot­tet atter ned, endnu engang forårsaget af manglende brandsikring. Alene C. F. Hansens Slotskirke med tilhørende løngang overleve­de. Men ret beset var sorgen over den tabte bygning ikke så stor, for stilen og udformnin­gen havde aldrig passet samtiden. I en avis havde der endog stået, at "det i alt Fald tog sig godt ud i Maaneskin".

3. Christiansborg.

Efter en afsluttet arki­tektkonkurrence fik Thorvald Jørgensen til opgave at udforme den nuværende slotsbygning, en vanskelig opgave i betragtning af de bevarede bygninger, der måtte respekteres: ri­debaneanlægget og kirken. Dertil kom intakte bygningsdele som midtpartiet af kongeporten og hele sandstensportalen til højesteretsfløjen (se s. 132). Løsningen blev ikke heldig. Således kom det kraftige baroktårn fra Christian 6.s slot, som C.F.Hansen klogt havde udeladt i sin plan, atter tilbage, og mere massivt end no­gensinde før. Værst var dog fjernelsen af den nederste mezzanin, hvilket giver bygningen en undersætsighed. Tyngden understreges også af granitbeklædningen, der skænkedes af lan­dets forskellige sogne. Under en del af slottet er der indrettet mu­seum med adgang til de udgravede dele af mid­delalderborgen. Udstillingen er smukt nyind­rettet.

Christiansborg Slotskirke

Christiansborg Slotskirke er opført af C. F. Hansen, mens han også arbejdede på genop­førelsen af det i 1794 nedbrændte Christians­borg Slot. Hans projekt til en ny slotskirke omtales i dokumenterne som en "runde Dohm med et indfaldende Lys fra oven. Med en saa­dan Dohm, der af de Gamle saa ofte heldigen bleve anbragte, og hvoraf det nærværende Rom endnu pranger med over 100 større og mindre paa dens Kirker, ønsker Konstneren Hovedstaden prydet". Af kuppel bygninger som tydelige forbilleder kan nævnes S. An­drea in Via Flaminia og Pantheon, som han begge må have set under sit ophold i Rom. 1826 kunne bygningen indvies og den overle­vede slotsbranden 1884.

Kirken er udformet som en lille tempelbyg­ning, hvis hovedfacade er dækket af en klas­sisk søjlefront. Fire joniske søjler bærer gavl­trekanten. Over det kubiske bygningslegeme er anbragt en lav, kobberdækket kuppel. Det indre domineres af fire søjler, der er forbundet ved fire kassetterede tøndehvælv, et typisk ny­klassicistisk træk med romerske aner. Konge­logen ses over hovedindgangen, hvor den er placeret i en niche mellem to korintiske søjler. Alteret, som er i vest, flankeres ligeledes af to søjler. I den nederste del af kuppelen er en fri­se af englebørn, der er et arbejde af Thorvald­sen.

Christians Brygge 8, se Kgl. Bibliotek, Det

Christianshavn

1 perioden mellem Kal­markrigens afslutning og Kejserkrigens be­gyndelse (1613-25) gennemførte Christian 4. betydelige bygrundlæggelser: Kristianstad i Skåne og Glückstadt i Holsten; ligesom byud­videlser fandt sted: Christiania (nuværende Oslo) ved Akershus og Christianshavn ved København. Kongen var allerede 1606 be­gyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor bl.a. Rosenborg kom til at ligge, og med ønsket om fortsat at udvide byen fattede han også interesse for Amagers nordsi­de. Første gang denne interesse dokumenteres er i en instruktion dateret 1616 og stilet til den københavnske storkøbmand Johan de Wil­lem, som var indvandret fra Nederlandene. Efter kongens ønske skulle han skaffe velstå­ende nederlandske købmænd og håndværke­re til Danmark, hvor de ville få otte års skattef­rihed. Ifølge Christian 4.s instruktion skulle man derefter anvise nederlænderne "et be­kvemt sted på vort lille land Amager, der lig­ger allernærmest ved vor by København, uden afgift."

Det ældst kendte Christianshavn-projekt dateres 1. september 1617 og blev tegnet af Jo­han Semp "geometer og ingeniør". Planen vi­ser en fæstningspolygonal (tikant) med volde og otte bastioner, der omslutter en by med central alarmplads. Ifølge Semps påtegning kunne fæstningsbyen rumme 934 hussteder. Christian 4. havde i øvrigt valgt en fremragen­de medarbejder i Semp, der tidligere havde ar­bejdet som landmåler i Friesland. År 1600 havde han endvidere stået som medforfatter til bøger om landmåling og brug af "geometri­ske instrumenter".

De næsten 1000 småparceller i det første Christianshavn-projekt gør det tænkeligt, at det var planlagt som en bådsmandsby, et led i kongens planer om at styrke sin flåde. Disse bådsmandshuse blev imidlertid ikke opført i det kommende Christianshavn, men på Bre­merholm (se s. 50). Til erstatning for det for­kastede projekt leverede Semp et nyt og mere enkelt, som godkendtes før udgangen af 1617.

Fæstningen fik herefter kun fem bastioner, ligesom antallet af parceller reduceredes kraf­tigt ved udstykning af større grunde. En plan fra omkring 1630 viser kun 67 matrikler. Den mest radikale ændring var anlæggelsen af en kanal gennem byen efter hollandsk forbillede. Byggegrundene var i øvrigt af dårlig beskaf­fenhed, for store arealer bestod af strand, eng og holme. En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt, 1,26 meter over havet, blev en del af det senere Christianshavns Torv. 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye byområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.

Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvil­ke kan opdeles i to hovedgrupper. Den første omfatter kongelige embedsmænd: admini­strative topfolk, renteskrivere (og møntme­stre ), ansatte ved flåden samt højere som lave­re embedsmænd. Anden hovedgruppe udgø­res af københavnske borgere: magistratsper­soner, storkøbmænd og håndværkere.

De første to skøder blev 1622 givet til Kø­benhavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni. Hvad bebyggelsen angår, rejstes der rækker af små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse. 1639 var matriklerne så meget bebyggede, at indbyggerne forsynedes med egne købstads­privilegier. Christianshavns status som køb­stad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian 5. administrativt og i fortifikatorisk henseende lod fæstningsbyen inkor­porere i København 1674. Da man i slutningen af 1600-årene ændrede voldanlæggene, blev der plads til byudvidelser lagt efter det oprin­delige system med snorlige gader, der skar hin­anden vinkelret og dannede skakbrætmøn­ster. Nye kanaler føjedes også til.

En jyde giver 1849 følgende beskrivelse af bydelen: "Den er i øvrigt sort, skiden, smud­sigt, og i det hele taget et beskidt Hul. - Der er saamange Dampmaskiner, og saameget Steenkulsværken (dvs. arbejde med stenkul) paa Gaderne, hvoraf Byen bliver sort og be­skidt". Bemærkningen må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, dengang kaldet Burmeister & Baum­garten.

Christianshavns Døttreskole

1787 oprette­des Borgerdydskolerne for børn af velstillede københavnske borgere (s. 45). Disse skoler, der havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige, var imidlertid udeluk­kende for drenge. Derfor opfordrede grosse­rer Niels Brock 1796 justitsråd Schlegel til at danne et selskab med oprettelse af en pigesko­le for øje. Selskabet stiftedes 1. september 1799, hvor man vedtog at begynde skolen 1. november samme år. Døttrekolens første adresse var Strandgade 29, hvor den benyttede nogle værelser hos madam Schottmann, der­efter flyttede den til brygger Lyngbye på Bør­nehustorvet (nuværende Christianshavns Torv) og fra 1811 lejede man sig ind hos bryg­ger L. C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden, men fra 1840 fik skolen mere permanent op­hold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.

Skolens første leder (gouvernante) var ma­dame Dupuis, men hun opsagde allerede 6. februar 1800 sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid havde været "Hofmester­inde ved Generalmajor Baron F. S. Rantzaus Døttre paa Friderichslund". Ved sin død 1838 efterlod hun skolen et alabasterur i taknem­melighed over sin tid som skoleleder. Afbeva­rede dokumenter fremgår det, hvilke fag der undervistes i og hvor mange timer hver lærer fik tildelt: "Hr. Hoff blev antaget til Lærer i Religion, Skrivning og Regning og Ortogra­phie, 12 Timer om Ugen og 1 Mark for Timen efter de i Brevet til ham anførte Betingelser. "Hr. Floor ligeledes til Lærer i Historie, Geo­grafi og Naturhistorie. . . Hr. Biering ligeledes i Historie og Geografi, den første 5 Timer, den anden 3 Timer".

Christianskirken

Christianskirken for enden af Strandgade blev rejst 1755-59 på initiativ af den tyske me­nighed på Christianshavn. Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 hav­de haft deres egen kirke, Skt. Petri, stod ty­skerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens dan­ske menighed, og den tyske forsamling følte sig "lille og foragtet", eftersom dens gudstje­nester henlagdes til selve middagstiden.

I 1749 henvendte 41 fremtrædende medlem­mer sig til Frederik 5. om tilladelse til at bygge deres egen kirke, hvortil kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdel­se af et lotteri. Efter dette kaldtes den i folke­munde "lotterikirken". 1755 nedlagde Frede­rik 5. grundstenen til bygningen, hvis officielle navn blev Frederiks Tyske Kirke, mens kirken fik sit nuværende navn 1901.

Den af kongen skænkede byggegrund lå omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffina­derier, skibsbyggerier og oversøiske handels­kompagnier, og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion, som imidlertid måtte opgives p.g.a. svigtende af­sætning. Projekteringen af kirken blev over­ladt hofbygmester Nicolai Eigtved og han nåe­de at aflevere tegninger dertil blot et år før sin død 1754. En træmodel fremstilledes også, som præsenteredes Frederik 5. på slottet, og den er i dag opbevaret på Københavns Bymu­seum. Ifølge det første budget ville bygnin­gens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler, mens inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig de­koration ville beløbe sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer- og stenhuggerar­bejde m.m. fastsattes til 6.700 rigsdaler. Ud­gifterne bekymrede byggekommissionen, hvorimod statsrådet godkendte dem med følgende bemærkning: "det første Dessein ap­proberes, og som dertil ej Penge nok findes, maa det bero med Spiret indtil videre; saa kan ogsaa andre Ornamenter udsættes, naar ses dertil, at med de nu havende Midler alting saa­dan styres, at Kirken kan blive færdig for at Gudstjenester derudi kan begynde at holdes. . ." Bygningen indviedes 2. december 1759.

Som type skiller bygningen sig ud fra den traditionelle protestantiske. Allerede i spørgs­målet om gravlæggelser, der endnu ved mid­ten af 1700-tallet foretoges under kirkegulvet, greb Eigtved det rationelt an ved at samle alle begravelser i en stor gravkælder. Adgang til denne skete udefra. Efter den reformerte kir­kes skik samledes alter, prædikestol og orgel over hinanden på kirkerummets ene langside. De andre vægge optages af pulpiturer, hvor­fra man kan følge med i alt på "scenen". Mens kongelogen anbragtes lige over for alterop­bygningen, blev den tyske garnison henvist til de amfiteatralsk arrangerede soldater bænke øverst oppe. I denne indretning, næsten som et logeteater, kan Christianskirken minde om Det kongelige Teater, som Eigtved tegnede 1748.

Christianskirkens righoldige regnskaber fortæller også, hvorledes rejsegildet blev fej­ret efter gammel håndværkerskik. Da kransen var blevet hejst under musikledsagelse, frem­førte mestersvend en sin tale, for hvilken han belønnedes med 5 rigsdaler i "dusør". Bagef­ter trakteredes håndværkerne med øl, brød og brændevin. Byggeriet afsluttedes først helt i 1769, da en kobberkugle med fane anbragtes på toppen af spiret. Tårnets billedhuggerar­bejde skyldes C. F. Stanley.

Allerede mod slutningen af 1700-årene blev den tyske menighed mindre, men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tyskta­lende del af Københavns garnison 1819 flytte­des fra Garnisons Kirke til Frederiks Tyske Kirke. Fortsat var økonomien dårlig, hvorfor Frederik 6. i 1831 tillod, at man foretog ind­samling i København såvel som i hertugdøm­merne. Trods dette måtte menigheden 1834 afhænde præsteboligen i Wildersgade. Grundtvig fik i årene 1832-38 lov til at benytte kirken, hvor han ved aftensang holdt prædi­ken for sin frie menighed. Som garnisonskirke ophørte kirken med at fungere fra 1866 og 1886 blev den ved kongelig resolution nedlagt som sognekirke for den tyske menighed, da medlemstallet nu var svundet stærkt ind. Her­efter benyttedes kirken kun til bisættelser i krypten, indtil den ved en ny kongelig resoluti­on af 8. marts 1899 ændredes til dansk sogne­kirke. Det skete ved at dele Vor Frelser Sogn.

Af inventaret kan nævnes døbefonten, som er af norsk marmor, og altersølvet fra kirkens første årtier omfatter et dåbsfad med tysk ind­skrift fra 1759 og en dåbskande fra 1718, men først skænket 1772 til menigheden. I krypten er indrettet 48 kapeller med meget smukke smedejernsgitre.

Cirkusbygningen, Jernbanegade 8

Opfø­relsen af den oprindelige cirkusbygning blev påbegyndt 1885 efter tegning af dekorations­arkitekt H. V. Brinkopff og byggeriet omfat­tede en muret cylinder med en tagkonstrukti­on af træ. Etablissementet, som både havde cirkus og varieté, åbnede 16. april 1886. Til de mere eksotiske arrangementer hørte "Den sor­te Opera", et ensemble af negere, der havde stor succes i begyndelsen af 1890erne.

7. marts 1914 brændte cirkusbygningen, hvilket københavneren Carl Muusman har skildret i sine erindringer. Ingen levende om­kom, da det skete tidligt om morgenen, men en enkelt artist mistede sit marionet-teater med dertil hørende dukker.

Efter branden stod den røgsværtede "ring­mur" tilbage, og det unge ingeniørfirma Chri­stiani & Nielsen fik til opgave at genskabe byg­ningen. Ved en effektiv indsats lykkedes det på fire måneder at overspænde rummet med en gedigen beton konstruktion med en diame­ter på 40 m. Ansvarlig for genopbygningen var også arkitekt Holger Jacobsen. Den udvendi­ge frise med motiver fra klassiske hestevædde­løb stammer fra det oprindelige byggeri og skyldes ornamentbilledhugger U. A. Fr. Ham­meleff. I en lang periode fejrede Cirkus Schu­mann sine triumfer i bygningen, i dag har Cirkus Benneweis overtaget brugen om somme­ren. Efter et par års grundige restaureringer, hvor cirkusbygningen blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, blev den genåbnet forå­ret 1984.

Citadellet Frederikshavn

1662-63 anlagde den hollandske ingeniør Henrik Rüse et kastel på det sted, hvor Christian 4. tidligere havde bygget sin Sct. Annæ Skanse (1629). Fæst­ningsværket, der blev anlagt som et femkan­tet, bastionært jordværk omgivet med dob­belte grave, fik efter grundlæggeren Frederik 3. navnet Citadellet Frederikshavn.

Fra anlæggelsesperioden stammer Sjæl­landsporten, der giver adgang syd fra til fæstningen. Portens udvendige side bærer årstallet 1663 og er smykket med en trekantfronton, hvorover en portrætbuste af Frederik 3. er an­bragt. Busten skyldes billedhuggeren Fr. Dieussart. Efter kongeportrættet har man og­så kaldt bygningen for "Kongeporten". I modsatte ende af anlægget ligger Norgespor­ten, som også blev opført 1663. Den blev sprængt af tyskerne den 9. april 1940, men er retableret. Fæstningsportene er også opført af Henrik Rüse.

Inde i Kastellet er de gamle bygninger sym­metrisk arrangeret om hovedaksen, der løber øst-vest og gennemskærer Kirken og Kom­mandantboligen. De lange røde bygninger bærer navnene Stjerne-, Artilleri-, Elefant-, Fortun-, General- og Svanestok. Bygningerne er opført i slutningen af 1600-årene og senere.

Hvor Kirken ligger i dag, havde man oprin­delig planer om at opføre et slot. Endnu på Re­sens Atlas fra 1674 er der indtegnet et fantasi­fuldt slot med fem tårne, der afsluttes med spir. Så sent som i Thurahs Hafnia hodierna fra 1748 omtales den nuværende kirke som "Frederikshavns Slotskirke", hvad der tyder på, at man ikke helt havde glemt visionerne. Præster og en kirke har fra begyndelsen be­tjent kastellets folk. Det fremgår således af en skrivelse fra december 1664, at kastellets præ­ster stilles under Bremerholm-sognepræster­nes forum. Undersøgelser viser, at den oprin­delige kirke har ligget ved Artilleristoks nord­lige ende, antagelig opført af røde mursten fra Skt. Annæ Rotunda. Primitiv har den været, for der var hverken alter eller orgel, således at altergangen måtte henlægges til Holmens Kirke.

Den nuværende bygning opførtes 1703-04 til afløsning af den gamle, der "skall være me­get brüstfældig". 9. juli 1703 blev grundste­nen nedlagt, hvorpå man rejste den rektangu­lære bygning i grundmur. Det praktiske arbej­de blev overladt til den italienske murermester Domenico Pelli, som også har haft en enter­prise på Garnisons Kirke. Kastellets kirke, som ligger på vestre side af den store alarm­plads (mønstringsplads), har hovedfacaden ud til samme. Hovedportalen flankeres af pudsede pilastre, der bærer en trekantfronton med Frederik 4.s navnetræk. Gennem denne portal gik honoratiores, mens mandskabet henvistes til en indgang i bygningens nordgavl. Af inventaret kan nævnes en altertavle fra 1704, muligvis skåret af Christian Nerger. Kalk, disk og oblatæske skænkedes 1747 af den daværende kommandant.

Carl August Thielos navn er knyttet til kir­ken, hvor han fungerede som organist 1741-­46. Da det netop i denne periode var blevet moderne at opføre passionsoratorier i kirker­ne, tog han også initiativ dertil. 29. marts 1743 stod annonceret i Kiøbenhavns Extraordin. Relation: "Passionens Historie med imellem­satte Arier og Choraler bliver musicalisk op­ført den 5. april i Castellets Friderichshavns Kirke af den der værende Organist. Musikken begynder om Eftermiddagen Klokken halv­gaaen 4; dog at mand behager først at afhente en Billet hos Organisten Thielo, som boer i Ca­stellet". Da Frederik 5. blev konge 1746, fik Thielo et teaterprivilegium og i et lejet lokale i Læderstræde kunne han foråret 1747 indlede med en række holbergske komedier.

Den vestre del af kirken er sammenbygget med den gamle Arrest fra 1725. Indtil 1840 var det en regel, at fangerne kunne påhøre guds­tjenesten uden at føres ind i kirkerummet. Kommandantboligen blev opført 1725 efter tegning af arkitekten E.D. Häusser,

Siden 1947 har man istandsat Citadellet Frederiks­havn og søgt at føre så meget som muligt tilba­ge til dets tidligere skikkelse. I mange af byg­ningerne er endnu de oprindelige pommerske fyrrebjælker.

Classens Have

Af de Danneskjold-Laur­wigenske arvinger købte generalmajor Jh. Fred. Classen 1754 en lystgård med have, som lå ved det såkaldte Fiskerhus (s.d.) på Øster­bro. Classen anlagde her en fajanceovnsfa­brik, hvis jorde han øgede 1765 ved at købe den tilstødende ejendom "Fiskerhuset forhen kaldet". Han havde hermed skabt grundlaget for den senere så kendte Classenske Have.

Under englændernes belejring 1807 blev ha­ven først forsvaret af en bataljon danske sol­dater, men senere opgivet. Derefter gjorde de danske livjægere udfald gennem Citadellet Frederikshavns port for at tilbageerobre ha­ven, men måtte trække sig tilbage med tab. 1916 blev den nuværende have åbnet for of­fentligheden. En mindestøtte ved Arendalsga­de bærer et relief med en fremstilling af krigs­begivenheden. Ved havens indgang er rejst et monument for generalmajor Classen.

"Collinske Gård, Den", Amaliegade 9

Den Collinske Gård er et klart brud på det stramme skema, som præge­de Eigtveds planlægning af Amaliegade. For­huset, som blev bygget 1751-52 for støvlema­ger Peder Svendsen, fik ingen flugt med gade­sidens øvrige huse, men blev trukket tilbage på matriklen. Myndighederne håbede længe på, at det gabende hul i husrækken blev lukket og afslog endnu 1768 ejerens ansøgning om tilla­delse til at opsætte et gitter til gaden. Men før 1800 blev det nuværende smedejernsgitter alli­gevel opsat. En frontispice fra den eigtvedske tid blev på samme tidspunkt erstattet af den tre fag brede kvist og et sidehus opførtes.

I årene 1839-61 boede Jonas Collin i ejen­dommen. Han var en af byens mest fremtræ­dende borgere, 1820 medstifter af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn", 1832 af Sel­skabet til Hesteavlens Fremme, 1837 formand for kommitéen til oprettelse af Thorvaldsens Museum, endvidere konferensråd, deputeret i Rentekammeret og direktør ved Det kgl. Tea­ter i to perioder. En af de hyppigste gæster i det collinske hjem var H. C. Andersen (s.d.).

"Cort Adelers Gård", Strandgade 22

År 1623 fik Jens Sparre til Sparresholm skøde på grunden, og han regnes for bygherre til den anselige gård. Jens Sparre havde tjent Christi­an 4. som lensmand, først i Kristianopel, sene­re på Bohus, og som kongens nære ven stod han 1622 fadder for dennes søn Valdemar Christian. Forhuset blev opført omkring 1630, ombyggedes 1670 og forhøjedes 1769, samtidig med at en sidelænge blev tilføjet. Fraregnet overdelen, som stammer fra 1700­årene, er sandstensportalen fra husets opfø­relse og i stil beslægtet med den sandstensde­korerede port i Amagertorv 6.

Fra 1630rne ejedes gården af storkøbmand Nikkel Koch og i foråret (") 1668 erhvervedes den af søhelten, admiral Cort Sivertsen Ade­ler, en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet. Cort Sivertsen (Adeler tilføjedes først 1662) blev født og opdraget i den norske havnestad Bre­vik, fik sin maritime uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig. Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloniø Kreta. Allerede 1648 deltog Cort Ade­ler som kaptajn på skibet "Groote St. Joris" i venetianernes sømilitære operationer og i 1654 var han med i et søslag ved Dardaneller­ne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet. Ryg­ter ville vise, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim pascha, men moder­ne historiske undersøgelser har ikke bekræftet det.

1659 blev Adeler slået til ridder af Markus­ordenen , 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til Kreta, hvorefter han sluttede sin karriere i Middelhavet og vendte tilbage til Danmark. Pragtfulde vidnesbyrd om hans krigsdeltagelse kan ses på Etnografisk Samling på Nationalmuseet, f.eks. en standart af forgyldt sølv med turkiser og påsat hestehale, fire tyrkiske bøsser og skjolde af vidjer bevik­let med silke. I et katalog fra 1710 omhandlen­de Kunstkammerets samlinger, hvori Cort Adelers krigsbytte var indgået, stod at læse: "Dette overmaade prægtige Krigsbytte, som Venetianernes Duilius og konstituerede øverstbefalende, denne Ørn fra Søslagene ved Hellesponts Munding, ved Dardanellerne, ved Rhodos' Mure, ved Asiens og Kretas Strande... bortførte fra Tyrkerne i Søslaget Aar 1654".

Da søhelten døde 1675, blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet 1807 ødelagdes graven, hvorefter hans aske opbe­varedes i en blyurne skjult bag en mindeplade. Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne, kom urnen atter for dagen, restau­reredes og blev indsat i væggen på ny.


D

Dampmaskiner

I København opstilledes den første dampmaskine 1790 i ankersmedien på Holmen, hvor den drev hammerværket indtil 1803. Den teknisk begavede Ole Johan­sen Winstrup var den første i Danmark, som byggede en dampmaskine. Fra 1824-26 havde han sit værksted i kammerassessor Mommes bryggeri i Nygade og her konstruerede han en lille to-hestes maskine, der skulle drive et val­seværk til maltets knusning. Den 3. september 1827 kunne man i "Magazin for Kunstnere og Haandværkere", udgivet af professor G. F. Ursin, læse en kort artikel herom. Det forkla­res, at Winstrup havde bygget en "sædvanlig Lavtryksmaskine af Watt's Construction", som optog en plads af tre alen i længden, næp­pe en alen i bredden og knap tre alen i højden. Kedlen var sat i forbindelse med fabrikkens hovedskorsten. Kun 4-5 timer en gang om ugen var dampmaskinen i gang, så begyndel­sen var beskeden. Men rapportøren udtrykker sit håb om, at flere industrifolk vil bruge den­ne "vistnok paa flere Steder savnet Kraft". Winstrup byggede senere adskillige dampma­skiner.

Trods brandfare og store omkostninger ved anskaffelsen af dampmaskinerne vandt den nye drivkraft frem. Men de mange rygende skorstene generede københavnerne. Etable­ringen af et sådant anlæg gav 1835 anledning til adskillige klager, eftersom den "udsendte til Tider den vederstyggeligste Luft, baade o­ver de nærmere tilgrænsede Ejendomme, saa­velsom over Veje og de langs Søerne anlagte Promenader, saa det især for svagelige var skadeligt at blive indhyllet deri, ej at tale om, at Klæder og Ting fordærvedes derved".

I kaptajn Ankjærs Geografisk-Statistisk Haandbog fra 1858 opgives det, at "Damp­møllerne" har taget ikke ringe opsving og benyttes meget af "Bagerie for Skibsbrød", bryggerier og brændevinsbrænderier. Ma­skinværksteder og jernstøberier fik også gavn af dem. Frem til 1860 havde firmaet Baumgar­ten og Burmeister fremstillet 134 dampmaski­ner.

Dannebrogsgade

Knud Lyne Rahbek med­deler i sine erindringer, udgivet i 1820rne, at der tidligere kun lå to bemærkelsesværdige bygninger ved Vesterbrogade på strækningen fra Glaciset ud til Bakkehuset, nemlig Den kgl. Skydebane og lige vest derfor pastor Chri­stianis Pigeinstitut. Sidstnævnte oprettedes 1795 af C. J. Rudolph Christiani og her kunne piger af velhavende familier modtage rideundervisning, dyrke legemsøvelser, hvorimod de almindelige skolefag ikke hævdedes særligt. Pastoren led af sværmeriske ideer om under­visningens formål. I øvrigt var Rahbek en overgang lærer ved skolen. Hvor institutets ejendom lå, passerer i dag Dannebrogsgade forbi. Anlægget af gaden påbegyndtes 1858 og navnet var bl.a. valgt ef­ter ønske af Det kgl. Skydeselskab.

Dantes Plads

Dantes Plads kaldes den del af H. C. Ander­sens Boulevard, som passerer forbi Glyptote­ket. Navnet blev vedtaget 1921, da man i Dan­mark ønskede at mindes 600-året for den store italienske digter Dante Alighieris død 1321. Herefter begyndte venner af Danmark i Itali­en og danskere i Rom at rejse penge til et min­desmærke for digteren. Det skulle være et søj­lemonument, hvortil grundstenen blev ned­lagt 23. juni 1922 af Vittorio Emanuele (itali­ensk regent 1900-44) og kong Christian 10.

Byen Rom skænkede en antik granitsøjle til mindesmærket, hvis udformning arkitekt Carl Brummer havde ansvaret for. Tegningen til soklen leveredes af arkitekt Gunnar Biil­man Petersen, mens bronzepladen med por­træt af digteren, som er placeret umiddelbart øst for søjlen, skyldes den italienske billed­hugger S. L. Andreotti. Portrættet bekostedes af byen Firenze, hvor Dante var født. På søj­len er opstillet en statue af Dantes ungdomsel­skede, den lidt knibske Beatrice, der spillede en vigtig rolle i hans værker Vita nuova og Divina Commedia. Ingen daværende dansk kunstner var vel bedre egnet til at skabe denne figur end netop billedhuggeren Einar Utzon Franck. Fra omkring 1910 havde han søgt til­bage til den florentinske renæssance, hvor han hentede mange af sine inspirationer, og da den nye klassicisme brød igennem i dansk kunst få år senere, fik han også dybe påvirkninger der­fra. Med Utzon Francks statue var monumen­tet afsluttet og det indviedes 23. august 1924.

Dantes Plads 22, se Glyptoteket

"Dardanellerne"

Dardallennerne er forrige århundredes vit­tige betegnelse for de to hjørneejendomme, der 1857-58 opførtes ved indgangen til Nør­rebrogade. Ejendommen, som har rundbuede vinduesåbninger og ligger på det søndre hjør­ne, opførtes af tømrermester Wildau. Bygge­sjusk kendte man også til dengang, i dette til­fælde piloteringen, hvorfor stadsbygmesteren 14. marts 1857 i en skrivelse til bygherren er­klærede, at " Ved Betragtning af den Pæle­ramning De i disse Dage har paabegyndt, sy­nes ovennævnte Lovbestemmelse §9 ikke skee fyldest. Jeg har mig derfor nødsaget til at give Dem det Paalæg ikke at paabegynde noget Murerarbejde oven paa disse Pæle forinden det nærmere er undersøgt hvorvidt de har til­børlig Styrke og Fasthed til at modtage Tryk­ket af en saa stor Bygning".

Ved projekteringen prøvede man i øvrigt at gøre de to ejendomme så monumentale som muligt, idet de forsynedes med hjørnetårne. Resultatet skuffede, og i Borgerrepræsentati­onen udtalte arkitekt Meldahl: "Hvilke An­strengelser var der ikke blevet udfoldet for at faa de usle, ynkelige Taarne ved Hjørnerne af Dosseringerne frem... og hvilken Virkning har de ikke gjort""

Davids Samling

Davids Samling, Kronprinsessegade 30, har til huse i en patriciergård af enkelt ydre. Arki­tekt, professor J. H. Rawert var ansvarlig for opførelsen af det grundmurede for- og side­hus, mens hans svoger, kommandørkaptajn J. C. Krieger stod som bygherre. Byggeriet af­sluttedes 1807. Museet, som regnes for et af Nordens fineste, blev grundlagt 1945, da høje­steretssagfører C. L. David skænkede sine kostbare kunstsamlinger til den danske stat. Med gaven fulgte huset, hvis interiører, efter stifterens ønske, skulle danne rammen om ud­stillingerne. Man bemærker ved indgangen den fornemt svungne trappe fra 1807, som vidner om Rawerts dygtige håndelag.

Samlingens mest fremragende del, islamisk kunst fra Iran og de omkringliggende lande, dækker tidsrummet fra 700- til 1500-tallet og har hovedvægten på glas, fajancer, metalar­bejder og silkestoffer. Endvidere ses en række illuminerede håndskrifter.

Museet rummer desuden møbler fra David Roentgens værksted, engelsk møbelkunst, dansk sølv fra 1600- og 1700-tallet samt porce­læn fra Den kongelige Porcelainsfabrik. Af fransk kunst skal fremhæves et dørstykke gjort 1742 af den berømte franske rokoko­maler Francois Boucher. Maleriet, som er holdt i blå toner på en gråhvid baggrund, har som motiv en yndefuld have med en fornem kineserinde, der opvartes.

"Dehns Palæ", Bredgade 54

Dehns Palæ opførtes som pendant til "Bernstorffs Palæ". Gennem de­res bygningshistorie er de to palæer knyttet sammen, idet bygherrerne Frederik Ludvig v. Dehn og Johan Hartvig Ernst Bernstorff valg­te samme arkitekt, den fra Tyskland indvan­drede Johann Gottfried Rosenberg. De to standspersoner, der begge nød titlen baron og gehejmeråd, kunne også forliges om at opføre deres huse på samme tid og lade arkitekt Ro­senberg foretage en række fællesindkøb af byggematerialer. Projekterne til byggerierne kom også lige hurtigt gennem bureaukratiets maskineri, for Eigtved, som havde ansvaret for hele Frederiksstadens planlægning, skrev 1753 til magistraten, at "Facadetegningerne for Deres Excellencer, Gehejmeråder og Baro­ner v. Dehn og Bernstorffs Bygninger har jeg som sædvanlig til Stadsbygmesteren paateg­net"

En række byggeregnskaber er bevaret og et af de mest fortællende bilag gælder Dehns byggeri. Den 27. april 1752 ansøgte Rosenberg om tilladelse til at indføre en række materialer "til Brug ved hans Excellence, Hr. Gehejme­råd og Baron von Dehns Nybygning på Ama­lienborg". Af materialerne kan nævnes: 1.800.000 mursten, 50.000 glaserede tagsten, 150 tønder fransk gips, 50 kurve fransk glas, 15 kister pommersk glas, 700 pommerske bjælker, 300 westerwigske eller calmerske brædder, 30.000 kubikfod gotlandsk sand­sten, 3.000 svenske fliser, 4.000 stk. 6-tommer nagler, 20.000 stk. 5-tommer nagler og 100.000 stk. nagler af 4 tommer.

Et bilag fra april 1758 fortæller om det fort­sat gode samarbejde mellem de to bygherrer, dennegang "om de til deres Hoteller indkom­ne Varer og Mobiliesager (møbler)".

På dette tidspunkt stod palæerne færdige (Dehns allerede 1755). Begge var opbygget af tre pavilloner forbundet ved lavere mellem­bygninger og alt gjort i en frodig barok. To hovedindgange var indrettet i Dehns Palæ, henholdsvis i den trefags vestibule i midtpavil­lonen og i den nordre pavillon, hvor den fine marmortrappe endnu er bevaret. Ad marmor­trappen førtes man op til beletagens repræsen­tationsrum. Hvad angår de øvrige interiører i det dehnske palæ, er næsten alt radikalt æn­dret. I beletagen blev i 1800-tallets første halv­del indrettet en række meget smukke rum af arkitekten G. F. Hetsch. Det skete på foran­ledning af en senere ejer, Christopher Mac­Evoy, som var søn af en skotsk plantageejer på de Dansk Vestindiske Øer og havde bosat sig i København. En række signerede tegnin­ger til ombygningen, nu i Kunstindustrimuse­ets eje, vidner om den store omhu, hvormed Hetsch arbejdede. Indretningen må være på­begyndt i midten af 1820rne.

Et af de smukkeste interiører er det lille ka­binet, som udstyredes med tøndehvælvet loft og grisaillemalerier over dør og vestvæg. I an­dre rum forgyldtes de rigt forzirede gipslofter og i hele beletagen indsattes brede, dobbelte døre i fuld mahogni. Efter sigende henlevede MacEvoy med ødselhed sine sidste år i disse omgivelser og døde 1838. Hetsch-interiørerne er endnu bevaret og kaster lys over den interi­ørstil, som prægede C. F. Hansens Christians­borg, for Hetsch var svigersøn til den danske nyklassicismes store mester og har haft lejlig­hed til at medvirke ved slottets udsmykning.

Flere nye ejere fulgte på skift i 1840rne og vi­dere frem, indtil hofpianofortefabrikant Fre­derik Møller 1872 rykkede ind. Han lod stue­etagen indrette til sin klaverfabrik (Hornung & Møller), mens 1. etagen udlejedes til Musik­konservatoriet. Det berømte firma virkede i huset indtil 1976 og ejendommen ejes nu af Danmarks Apotekerforening.

Domhuset

Domhuset og Arrestbygningen (Køben­havns Byret), Nytorv 25, Kattesundet 13 og Slutterigade, opførtes af den antikbegejstrede C. F. Hansen, som år 1800 blev anmodet om at projektere et råd- og domhus. Det skulle er­statte byens gamle rådhus mellem Gammel- og Nytorv, ødelagt af branden i 1795. Tegninger­ne var færdige 1803 og to år senere indledtes byggeriet på den grund, hvor Vajsenhuset tid­ligere havde ligget.

Domhuset, med facaden lagt mod Nytorv, fik det monumentale præg, myndighederne kunne ønske sig: en tempelfront med seks jo­niske søjler. Thorvaldsen gjorde endog to ud­kast til en skulpturel udsmykning af frontispi­cen, men intet gennemførtes deraf. Indskrif­tens magtfulde ord er hentet fra Jyske Lovs fortale (skrevet 1241): Med lov skal man land bygge.

Et storslået trappeanlæg leder op til vesti­bulen, hvis loft støttes af fire doriske søjler med svære skafter, kun kanneleret i en kort indsnævring under søjlehovedet. C. F. Hansen og hans kolleger i udlandet betragtede denne søjletype som den ældste græske, af de fra­nske nyklassicister kaldet "dorique primitif". Da C. F. Hansen i 1780erne studerede i Rom, havde den været højeste mode og var tillige gengivet i flere af samtidens efterspurgte arki­tekturatlas. Lidt malplaceret i denne sammen­hæng virkede Christian Gottlieb Vilhelm Bis­sens statue af bisp Absalon som yngre, op­stillet 1872 i forhallen, men senere flyttet.

Med sans for tidens strømninger lykkedes det også C. F. Hansen at indsnige træk af egyp­tisk arkitektur, et par egyptiske hoveder på nogle dørkarme og to sfinkser, der flankerer et ur. Bygningen har i øvrigt gennemgået en del mindre ændringer og smukkest bevaret er Stadsrettens og Magistratens tidligere sale. Sidstnævnte, som har søjlebåret loft med stuk og kassetteværk, var en periode sæde for Borgerrepræsentationen, indtil den 1902 flyttede til det nye Rådhus.

Forfatteren og juristen Otto Rung, som op­levede domhusets vidtløftige kompleks før år­hundredskiftet, har skildret det således: "Hele Stueetagen var forbeholdt Byens Borgmestre, Magistrat og Borgerraad som Nabo med Poli­tikammer og dets Anneks af skumle smaa Kontorer, hvor Politiets Inspektører med dets Stab af Opdagere og Betjente husedes snævert og tæt. Paa første Sal fandtes langs en krin­kelkroget Flisegang de seks kriminelle Kamre samt den hele Hof- og Stadsret med Gælds­kommission og Vidnekamre, og paa Kvisten mellem Taganlægets muldnende Arkiver laa Kongens Fogeds smaabitte Stuer gemt. Her oppe sad man ved Vintertid og skrev ved Pul­tene i Skær af et Stearinlys, for Gassen var endnu ikke naaet midtvejs op i Etagerne her paa Byens Raadhus!".

Sideløbende med opførelsen af domhuset rejstes Arresthuset (mandsfængsel) ud til Slut­terigade og Hestemøllestræde. En god del af nyklassicismens fængselsarkitektur repetere­des her med understregning af det dystre og strenge. To murbuer med overdækkede gan­ge, som Sukkenes bro i Venezia, forbinder domhuset med fængselsbygningen og lukker Slutterigade inde. Ud til denne gade er fæng­slets hovedfacade med høj rusticeret sokkel og deri runde glughuller. Ligeså pragtfuld er midtportalen, hvis rusticerede former genta­ges i første etages vinduesindramninger. Her­over ses atter to rækker vinduer, de nederste med tunge udhæng.

Som inspirationskilder må nævnes George Dance Newgate Prison opført 1770-78 i Lon­don og fængslet i Aix bygget af Ledoux. Bag alt dette spøger dog i sidste indstans italiene­ren Piranesi, der med sine berømte Carceri­stik (1750erne) fabulerede over fængslets- og torturkammerets rædselsverden.

Domus Anatomica

Domus Anatomica er navnet på det anato­miske teater, som 1642-44 indrettedes i en af Universitetsgårdens bygninger ud mod Frue kirkegård (nuværende Frue Plads). Skønt et beskedent lectorium medicorum allerede om­tales 1605, blev det 1621 understreget i univer­sitetsstatutterne; at et egentligt "theatrum an­atomicum" var ønskeligt. Sådanne bygninger, hvor det menneskelige legeme dissekeredes i nærværelse af de studerende, havde længe væ­ret i brug ude i Europa. Felix Platter byggede i Basel et anatomisk teater, hvor han i løbet af 50 år secerede 300 lig. I 1639 blevet lignende åbnet i Amsterdam og her kunne man følge dr. Tulps demonstrationer (han er fremragende afbildet af Rembrandt).

Initiativet til det københavnske anatomi­teater skyldtes Simon Paulli, som Christian. 4. i 1639 havde indkaldt fra Rostock og udnævnt til professor i anatomi, kirurgi og botanik. Den l. januar 1644 var ombygningen næsten afsluttet og Paulli udsendte et program, der fortalte om institutionens oprettelse. Hans forelæsninger indledtes dog først 3. marts 1645 og her benyttede han et kvindeligt kada­ver til demonstration. Dokumenter fra perio­den viser den grelle modsætning mellem det folkelige had, menneskedissektionerne kunne rejse og den folkelige forlystelse, der vaktes ved offentlige henrettelser, f.eks. den brutale henrettelse og lemlæstelse af massemorderen Jens Fuglefænger.

Domus Anatomicas berømteste forelæser var Niels Steensen, kendt som Steno, der i ud­landet var blevet kendt for sine anatomiske opdagelser, bl.a. ørespytkirtlens udførselsgang. Da Niels Steensen hjemkaldtes 1672 fra Firenze, kunne man ikke tilbyde ham et pro­fessorat, eftersom han var konverteret til ka­tolicismen. Det blev kun til en stilling som "kgl. anatom" og som sådan genåbnede han Domus Anatomica med en tale, hvis smukke­ste ord lyder: "Skønt er det, vi ser; skønnere det, vi forstår; skønnest det, vi ikke fatter". Han gennemførte dog ikke mange demonstra­tioner, før religiøse stridigheder med intole­rante landsmænd atter fik ham til at vende til­bage til Firenze i 1674.

I Thomas Bartholins Cista medica Hafnien­sis fra 1662 er en omhyggelig beskrivelse af hu­set samt en afbildning set fra Studiegården og en gengivelse af auditoriet. Sidstnævnte havde fire rader bænke i firkantet amfiteatralsk form og i midten stod dissektionsbordet om­givet af et rækværk, der skulle holde tilskuer­ne på afstand. Auditoriet stod i forbindelse med et lille værelse, hvorfra Frederik 3. under­tiden overværede forelæsningerne. Til salens udsmykning hørte menneske- og dyreskelet­ter, ligesom det var skik i udlandet. Det vides, at Paulli opstillede et mandligt og kvindeligt skelet, der fik navnene Adam og Eva og place­redes omkring livets træ med slangen. Bygnin­gen blev fuldstændig ødelagt ved branden i 1728.

Dragespringvandet

Dragespringvandet på Rådhuspladsen skyl­des et inspirerende samarbejde mellem Thorvald Bindesbøll og Joakim Skovgaard. Anled­ningen var en konkurrence om et monument til Amagertorv-Højbro Plads, som Forening­en til Hovedstadens Forskønnelse havde ud­skrevet. Førsteudkastet til Dragespringvandet blev modelleret 1889 af Skovgaard. Den op­rindelige idé var Skovgaards, men Bindesbøll omformede den, hvorefter Skovgaard gjorde den færdige skitse. Trods kunstværkets origi­nalitet vandt de ikke konkurrencen, idet før­stepræmien gik til det langt svagere Storke­springvand.

Bindesbølls og Skovgaards springvand rej­stes til gengæld på Rådhuspladsen. Det indviedes i sin første form, uden tyren, i 1904. Bag initiativet stod komitéen for udstillingen "Dansk Kunst til 1890", som afholdtes 1901 i Rådhushallen. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse samt Eibeschützlegatet gav også penge til formålet. Ideen til den karakteristi­ske, arkitektonisk udformede kumme fik Skovgaard, da han en dag passerede Sølvga­des Kaserne (Statsbanernes nuværende byg­ning) og fik øje på dens smukke taglinie. Hvis man vendte den på hovedet, fik man en glim­rende springvandskumme!

Kort før afsløringen af den store udsmyk­ning til Rådhuspladsen, havde dagbladet Politiken et interview med Thorvald Bindesbøll, som bl.a. udspurgtes: "Hvordan forholder det sig egentlig med Deres og Joakim Skov­gaards Samarbejde" Hvem har komponeret det ene og hvem det andet af Springvandet" ­Fontænen, mener De. Tja, Joakim og jeg har s'gu været lige gode om at rode med det hele".

Da monumentet stod færdigt 1904, var pressen fuld af kritik, og det folkelige vid sammenlignede kummen med en spyttebakke. Kritikken forstummede dog, da tyren omsi­der kom til i 1923.

Dragør

Dragør spillede en betydelig rolle i middelal­deren, så længe der var betydeligt sildefiskeri i sundet. Hansebyerne viste stor interesse for fi­skerlejet og 1370 fik de handelsprivilegier og ret til saltning af sild i Dragør. De hanseatiske boder antages at have ligget nord for byen. 1396 nævnes tilstedeværelsen i Dragør af folk fra Deventer, mens folk fra Stettin omtales 1470. Da Nationalmuseet 1973-74 gravede i Dragør, fandt man klædeplomber; to af dem bar som symbol en løve over en fransk lilje og kunne føres tilbage til Roermund i Limburg. Ud fra møntfund i samme udgravningslag blev plomberne dateret til 1350-1400. Hermed var det dokumenteret, at Danmark i denne pe­riode havde importeret klæde fra byer i Maas­området.

Med sildefiskeriets ophør mistede Dragør sin betydning i en længere periode. Sundet blev dog atter en indtægtskilde, da Dragør­fiskerne begyndte at lodse skibe igennem det. Omkring 1560 gik omtrent 2.000 skibe årligt gennem Øresund og søtønder blev udlagt flere steder, således to ved Dragør i 1557. Dragør­lodsernes betydning understreges af, at de 1684, som de første i Danmark, fik kongelig autorisation. Den 8. marts 1684 tilskrev Chri­stian 5. sin overrenternester, at "sex Mænd paa Dragøe" altid var til disposition, når hans orlogsfartøjer skulle op eller ned gennem Drogden. Da et Drogden Fyrskib første gang 1837 blev lagt for anker på grunden, en positi­on fyrskibene holdt de næste 100 år, bestemtes det, at Dragør-lodserne på skift skulle over­natte der ude på fyrskibet.

Skibsfarten på fremmede havne fik også be­tydning for Dragør, både før og efter krigen mod England. I 1830rne berettes det, at byen ejede 39 fartøjer på 1882 læster. "De fleste fa­re med Brænde mellem Kjøbenhavn og Pro­vindserne, 6-8 sejle paa Østersøen og Eng­land, men søge mest Vinterhavn hjemme. Desuden haves 35 Kragejoller, der bruges deels som Bjærgningsfartøjer, deels sejle de med Tørv fra Humlebæk og føre Grøntsager til Helsingør". Den anden blomstringsperiode for skibsfarten begyndte i 1850erne, hvor flå­den hjemmehørende i fiskerbyen voksede be­tragteligt. Omkring 1870 var her ca. 70 skibe og 1878 blev Dragør Danmarks tredjestørste søfartsby. Flåden talte da 78 skibe på i alt 12.442 brt.

Om vinteren, når Østersøens havne var luk­ket af is, satte nogle af skibene kursen mod Middelhavet eller fjernere himmelstrøg. Der fragtedes gods fra Middelhavet til New York, sukker bragtes fra De vestindiske Øer til Dan­mark, kryolit blev sejlet fra Ivigtut til Phila­delphia og laster med petroleum i fade førtes fra New York til Tyskland. Enkelte skibe gik endog i fart på Sydafrika og Sydamerika eller længere borte. Foråret med isens opbrud var en fest, der kom løv og frugter i masteskoven i Dragør, for nu kunne østersøhavnene atter besejles. Skipperne bestilte frisk rugbrød til tre-fire ugers sejlads og man købte "Cantøfler fra Pitter Jans".

I 1880erne begyndte skibsfarten atter at gå tilbage, skibsreder C. C. Jans kunne allerede 1877 notere sig ni forlis eller havarier på 2½ år og 1890 var kun 56 Dragør-skibe med i alt 4.230 tons på fart. Ved århundredskiftet var dampskibene for alvor blevet dominerende, hvorefter den resterende flåde hyredes til hjemlig fart.

Dronning Louise Bro

Allerede 1562 næv­nes en fjællebro som forbindelse over Søerne nær det sted, hvor Dronning Louises Bro langt senere blev bygget. Christian 4. lod 1618-­20 denne erstatte med en dæmning og bro, da den ny Frederiksborgvej anlagdes. Ved bro­kvarterernes bebyggelse i sidste halvdel af 1800-årene måtte trafikforbindelserne over Søerne forbedres, og de specielle problemer, der knyttede sig dertil, diskuteredes. Især var det ønskeligt at sikre de mange passerende på en fremtidig bro mod lunefuldt blæsevejr, "da det næsten altid, selv under svagere Vinde, var vanskeligt at holde Paraply oppe".

Arkitekt Emil Blichfeldt fremlagde det mest originale projekt for myndighederne, et for­slag til en kombineret bro og basargade, helt i stil med de berømte butiksbroer i Firenzee og Venezia. Et hovedargument var, at Frederiks­borggades forlængelse havde udviklet sig til en glimrende forretningsgade med alle butikker optaget. Bladet "Ude og Hjemme" fremlagde 1883 illustrationer af Blichfeldts butiksgade og vurderede det som en "baade i praktisk og kunstnerisk Henseende vellykket Plan".

En afsluttende debat 18. april 1884 i Borger­repræsentationen pustede en smule liv i pla­nen med 13 stemmer mod 12, men magistraten valgte i stedet et enklere, mere traditionelt for­slag og under Vilhelm Dahlerups ledelse byg­gedes broen 1885-87. Broens rækværker er prydet med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben, omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver.

Dyrkøb

Dyrkøb, gaden langs sydsiden af Vor Frue Kirke, har navn efter en vinhandlergård på stedet. Den er tidligst omtalt 1622 og ejedes se­nere i 1600-tallet af købmand og skibsreder Abraham Lehn. Da vinhuset i 1699 blev ned­revet, for at kirkegården kunne udvides, skete det både til menighedens og den daværende indehaver Jørgen Sohls fortrydelse. Sidst­nævnte forfattede et klagedigt, hvori det ly­der:

"Saa snart Froprædiken med "Ære være" slutted,

lød Kirkedøren og, da saa man, mange putted

ad Kjælderhalsen ind, Langfasten var dem tung,

en Haandværks Karl og Dreng lod derfor op sin Pung.

Højmessens "Kyrie" sang den bedaged" Borger

og i Vinens Spidseglas og lagde der de Sorger,

som han fra Sengen bar, indtil man "Troen" sang,

ved mindste Klokker tog de først sin Kirkegang.

Naar Aftensprædiken med Søndags Andagt endtes,

de fleste Næser hen til Dyrkjøbs Hjørne vendtes, af Vismars, Rostoks Pot, af rinsk og franske Pæl man drak paa Natten ud til Værk i Taa og Hæl".

Da Assistens Kirkegård blev anlagt på Nørre­bro i 1760, nedlagde man Vor Frues jordstykke til begravelser (Urtegården). Det nye afsnit på Assistens indviedes i november samme år af stiftsprovst Butzow. Dyrkøb nr. 1-5 er opført for forskellige ejere i årene 1812-15, hvad der klart kommer til udtryk i de nyklassicistiske facader.

Særlig må Dyrkøb 1/Skindergade 34 frem­hæves. Dets udformning skyldes arkitekten C. F. Hansen, der pa dette tidspunkt bidrog væsentligt til hovedstadens genopbygning. Bygningen, kaldet "Trøstens Bolig", opførtes for staten som bolig for mindre formuende håndværkerfamilier. Fra 1854 benyttet af Sol­dins Stiftelse.

Dyrekampe

Shakespeares London, hvortil Christian 4. rejste 1614, var kendt for sine bjørnetæmmere og dyrekampe. Ifølge histori­keren P. F. Suhm skal man have underholdt den danske konge ved at lade bjørne og tyre slås. I København blev det også en kongelig forlystelse at hente dyr fra fremmede lande og lade dem optræde. Christian 5. havde dresse­rede bjørne i Rosenborghaven, og da man for­ året 1680 fejrede prinsesse Ulrikke Eleonoras' kommende formæling med den svenske kon­ge, arrangeredes en dyrekamp på ridebanen ved Københavns Slot. Først blev bjørne og ti­gere sluppet løs for at kæmpe med hunde, der­næst blev grævlinge og tyre sluppet løs på hun­de. Morskaben varede fra kl. 9 à 10 til om afte­nen. Fra en dagbog 26. oktober 1707 er følgen­de beskrivelse om hidsning af dyr på slottets ri­debane: "en artig Dyrekamp anstillet imellem en grum Tyr og nogle bidske Hunde, item imellem en Bjørn og en Hest. Den Lystighed anstilledes Prins Carl til Ære paa hans Fød­selsdag".

Disse kongelige fornøjelser udbredtes efter­hånden til det københavnske borgerskab. Så­ledes fik en tysker ved navn Müller 1717 tilla­delse til i sin have at holde "en Hidsebane og derpaa en Oxe med nogle Hunde". En endnu større attraktion var Bræmers ølhave i Sofie­gade på Christianshavn, hvor der 1733 fremvistes "et Hitzerie af en Tyr, Bjørne og Hunde, saa og en udklædt med Sværmere besat Bjørn, som fremførtes paa Bagbenene, iligemaade Hunde, som ved Toug hidses efter Sværmere og foruden Alt dette en Plaisir med nogle Vandsværmere".


E

Eckersberg, C.W. (1783-1853)

C. W. Eckersberg, en af den danske guldalders betydeligste malere. Efter læretid i provinsen rejste Eckersberg til Kø­benhavn for at gå på Akademiet. Han ankom 22. maj 1803 med skib til Nyhavn, hvorfra vej­en var kort til Charlottenborg. I modelskolen havde han Abildgaard som lærer, 1805 mod­tog han begge sølvmedaljer og 1809 fik han guldmedaljen. Året efter rejste Eckersberg til Paris, hvor han arbejdede i J. L. Davids ateli­er; senere gik studierejsen til Rom. Da han 2. august 1816 atter betrådte den københavnske jord, noterede han i dagbogen "Gud være lovet". To år senere udnævntes den dygtige ma­ler til professor og flyttede ind i en bolig på Charlottenborg. Her skulle han de næste 35 år undervise.

Opgaverne flød rigeligt. Allerede 1817 modtog Eckersberg bestilling på fire store ma­lerier af danske kongers historie, der skulle ophænges i kongegemakket på C. F. Hansens færdigbyggede Christiansborg. Fra samme periode stammer gruppeportrættet M. L. Na­thansons familiestykke (malt 1818), en frem­ragende skildring af en velhavende borgerfa­milie i nyklassicismens København. Mendel Levin Nathanson var nationaløkonomisk for­fatter, redaktør af Berlingske Tidende og boe­de på dette tidspunkt Frederiksholms Kanal 6.

Dagbøger og memoirelitteratur fastholder hans liv på Charlottenborg. Her fødtes Ec­kersbergs børn, og da sønnen Johannes fik ondt for tænder og holdt familien vågen om natten, noteredes det i dagbogen (17. dec. 1834). I kælderen blev der vasket storvask, mens loftet benyttedes til at tørre tøj. Kirse­bær syltedes i sæsonen. Mod Kgs. Nytorv hav­de lejligheden to tofags stuer, hvor et piano­forte var anbragt i det ene. Her var der musik­aftener. Det andet rum, af Eckersbergs datter kaldet "den gule Stue", havde mahognimøb­ler med silkebetræk, og mere end 30 af Eckers­bergs romerske billeder var ophængt på væg­gene.

Efterslægten

Selskabet for Efterslægten blev stiftet 4. marts 1786 i København af lægen og digteren Johan Clemens Tode, som i fortrydelse havde forladt bestyrelsen for Borgerdydsselskabet. Han ønskede sammen med andre kendte kø­benhavnere, deriblandt digterne Edward Storm, Thomas Thaarup, Rahbek og histori­keren Rasmus Nyerup, at skabe et selskab med oplysning og uddannelse af ungdommen for øje. Inspirationen dertil var hentet fra op­lysningstidens filantropiske bevægelser. De unge skulle udvikles til duelige og dydige bor­gere, ligesom styrke og legemlige færdigheder skulle fremmes.

Selskabet fik en hurtig opblomstring, efter et år 250 medlemmer, der talte så prominente folk som Colbjørnsen, biskop Balle og Re­ventlow. Man begyndte med at arrangere søndags- og aftenforelæsninger over emner som historie, geografi, naturvidenskab og praktisk filosofi til "Børns og de til Skolehol­derembedet bestemte Medborgeres Nytte". Begrebet "en nyttig borger" hørte tiden til, som det vil ses af en tilsvarende inskription på Fri­hedsstøtten. Man udgav også småskrifter mod last, overtro, mens egenskaber som arbejd­somhed, lydighed mod øvrigheden og god børnetugt blev fremhævet.

Den 3. januar 1797 oprettede selskabet en borgerlig realskole, som 1797-1913 havde lo­kaler i en renæssancebygning på Østergade, hvor nu Illum ligger. Skolens første leder var Edvard Storm.

Eigtved, Nicolai (1701-54)

Nikolaj Eigtved, hvis forældre var bønder, fødtes 4. juni 1701 i Haraldsted Sogn på Sjælland. Antagelig gik han i lære i gartnerfaget på det nærliggende Skjoldenæs­holm gods, men sikker viden om hans uddan­nelse haves først 1723, hvor han blev forsynet med kongeligt rejsepas til udlandet. Det frem­går af dette, at Eigtved et par år havde arbej­det under Frederiksberg Haves slotsgartner, Hans Heinrich Bruun. Da Eigtved havde fuld­ført sit udenlandsophold, som gjaldt studiet af havearkitektur og bygningskunst i Berlin, Warszawa, Dresden og Rom, vendte han 1735 tilbage. Før hjemrejsen var Eigtved allerede blevet ansat ved den kgl. bygningsadministra­tion, og 1736 gav Christian 6. ham opgaven at projektere en kirke til minde om reformatio­nen 1536. Den skulle opføres på en grund ved Gothersgade, hvor der var ryddet efter 1728-­branden. Projektet blev dog aldrig gennem­ført, til gengæld kom Eigtved til at præge Kø­benhavn med en lang række byggerier, der endnu er bevaret: Marmorbroen med pavillo­ner, Prinsens Palæ, Asiatisk Kompagnis Pak­hus i Strandgade, flere huse i Amaliegade, Lindencrones Palæ, Frederiks Hospital, Amalienborg og Palæerne samt Christianskir­ken.

Privat boede Eigtved i det Fursman'ske Hus bag Børsen, hvor nu Slotsholmsgade 18 ligger. Han flyttede ind 1741 og et par år senere gifte­de han sig med Sophie Christiane Walter, som var kammerpige hos prinsesse Louise. Af tje­nestefolk havde de nygifte 1 tjener, l kusk og 2 piger; desuden 3 skrivere og l tegner, der hjalp med de kgl. bygningssager. 7 børn fødtes i de­res l l år lange ægteskab, men kun 3 overleve­de moderen. Eigtved bar adskillige titler. 1745 udnævntes han til kirkeinspektør for de kirker, der tilhørte kongen i København, Frederiks­borg, Kronborg, Antvorskov, Vordingborg og Tryggevælde rytterdistrikter. 1746 fik han titel af hofbygmester, 1748 modtog han hver­vet som direktør for kunstakademiet (forgæn­geren for det nuværende) og 1749 forfremme­des han til oberst af fortifikationen.

Elers Kollegium, Store Kannikestræde 9

Ehlers Kollegium blev opført 1702-05 og byggeriet finansieredes af justitsråd Elers fond. Gammel og plaget af sygdomme havde Elers i efteråret 1691 gjort testamente. Børn havde han ingen af, for en datter døde ganske lille, mens to ældre børn mistede livet ved Sophie Amalienborgs ka­tastrofebrand 19. april 1689. Den 29. novem­ber 1691 udstedte han da fundatsen for Col­legium Elersianum, vel sagtens inspireret af professor Ole Borchs eksempel. Borch havde som barnløs, formuende mand stiftet et kol­legium maj måned samme år.

Efter barokkens mønster fremtræder for­husets facade opdelt ved lisener, i alt otte, som er pudsede og svagt fremspringende. Imellem disse er murværket i blanke sten. Da bybran­den 1728 hærgede Store Kannikestræde, ud­brændte også Elers Kollegium, hvorefter man genopførte bygningen med Johan Cornelius Krieger som ansvarlig arkitekt. Det lykkedes ham at bevare forhusets ydre næsten uændret. I gården ligger to små huse, som er opført 1719-20. De blev skånet under bybranden.

Elers Kollegium fik i løbet af 1700-tallet et sæt regler, hvorefter dets alumner havde sig at rette. De studerendes dag indledtes med, at in­spector to gange trak i den store klokke, som var ophængt i loftet over trappeskakten. Det skete første gang kl. seks, atter kl. syv. Deref­ter samledes man i auditoriet til preces solen­nes, hvilket kan oversættes med "bønner" el­ler "lovsang". Studerekamrenes indretning er også dokumenteret. Fra 1730 var der et klæde­skab med lås i hvert yderrum, mens inderrum­met var udstyret med to borde, et sengested og en stor jernvindovn.

Bygningen blev 1837 indvendigt istandsat af hofbygmester J. H. Koch og en modernisering ved K. Gottlob er foretaget i 1960erne.

Eliaskirken

Elisakirken ved Vesterbros Torv er et af man­ge eksempler på det dynamiske kirkebyggeri, der fandt sted i København omkring århund­redskiftet og i de følgende årtier. Grundlaget for denne udvikling var stiftelsen 1896 af Kø­benhavns Kirkefond. April 1898 købte Kirke­fondet en grund på Vesterbros Torv og valgte Martin Nyrop som arkitekt. 31. januar 1900 forelå et signeret projekt. Nyrop havde tænkt sig, at en stor fortrappe skulle føre op til kir­kens hovedindgang, men der protesteredes mod dette. Tømrer From-Petersen skrev i Kri­steligt Dagblad: "Nu vil de ogsaa bygge en Kir­ke paa Vesterbros Torv, og her er Komitéen saa beskeden, at den kun forlanger en Trappe­adgang, der naar 18 Alen ud paa Fortovet! Lad os een gang for alle sige Nej! Der er ingen Mening i at gøre Byens Legepladser til Agitati­onssteder for Indre Mission". Den stort plan­lagte trappe måtte således opgives.

Som forbillede for kirkens hoved facade ud til torvet har Martin Nyrop valgt Hvide­slægtens kirke i Fjenneslev, der står med tvilingetårne. Nyrop var stærkt optaget af dan­ske byggeskikke i middelalderen. Bygningen, som er fint indpasset i den omgivende husræk­ke, er rejst i groft tilhuggede Neksø-sandsten. Det giver bygningen rustik og romansk karak­ter. Indgangsportalen er efter udenlandske forbilleder opdelt ved en pille (i franske ro­manske kirker kaldet en trumeau), over hvil­ken der ses en tympanon. Kirkerummet er dis­poneret som et traditionelt langhus, hvor mu­rede arkader skiller hovedskib fra sideskibe. Et pulpitur er anbragt ud for de store rundbu­ede vinduer mod Torvet. For at skaffe lys til den indeklemte kirke, er loftet forsynet med skråt glastag, der ses over et åbent midterparti i tagstolen. Kirken er i øvrigt bemærkelses­værdig ved sine mange udsmykningsdetaljer, en Elias himmelfart på tympanon over hoved­indgangen, mens syngende engle flankerer samme.

Enevældens indførelse

Den 9. juni 1658 krævede Københavns borgere i et andragende til kongen, at der blev givet byen en række fri­heder foruden et byråd på 32 mand. På dette tidspunkt var krigen med Sverige ikke brudt ud på ny, men 7. august landsatte Karl 10. 7.000 mand ved Korsør, som derefter marche­rede mod København. Frederik 3. skrev under indtryk af dette 10. august et brev til borgerne for at animere deres forsvarsvilje. I brevet lo­vede kongen, at København og Christians­havn (sidstnævnte dengang selvstændig købstad) skulle blive frie rigsstæder og medbe­stemmende i rigets anliggender vedrørende spørgsmål som told og accise. Borgerne skulle desuden i en række forhold ligestilles med adelen.

Efter at svenskernes storm på København i februar 1659 var afværget, ikke mindst ved borgernes indsats, fik byen 24. marts samme år de ønskede friheder. Den 14. april valgtes for første gang byens "32 mænd", og disse borgerrepræsentanter hentedes blandt "de fornemme borgere". Fire håndværkere sad også med i rådet.

Så fulgte enevældens indførelse i oktober 1660, hvor borgerne atter spillede en væsentlig rolle. Forspillet var stændermødet i riddersa­len på Københavns Slot, hvor repræsentanter for adel, gejstlighed og borgerstand var mødt frem den 8. september. Problemer som den enorme statsgæld efter krigen skulle diskute­res, men samtidig begyndte stændernes ind­byrdes magtkamp, idet adelen blev kritiseret for sine privilegier. Den borgerlige oppositi­on, ledet af den københavnske borgmester Hans Nansen og Sjællands biskop Hans Sva­ne havde imidlertid større planer end dette. De ønskede hele adelsvældet knækket og regnede med støtte fra hoffet og kongen. Begivenhe­derne tog for alvor fart, da adelen ønskede sig fritaget fra en vedtaget omsætningsafgift. Dette fik den oprørske opposition til at kræve stændernes økonomiske ligestilling, hvilket adelen til sidst accepterede.

Konflikten kulminerede den 8. oktober, da borgerskab og gejstlighed vedtog at indføre arvekongedømmet. Adelens delegerede bøje­de sig overfor dette krav, da Frederik 3. ønske­de deres stillingtagen. Men da detaljerne i den nye forfatning skulle drøftes, kunne stænder­ne ikke blive enige, hvorefter kongen fik over­draget opgaven at udarbejde et forslag. Man ventede forgæves derpå, og den 18. oktober blev Frederik 3. arvehyldet på Slotsholmen, hvorefter stændermødet opløstes i december, uden at de delegerede havde fået sikkerhed for stændernes medbestemmelsesret i rigsstyret. Kongens enevældige stilling var hermed fastslået.

Hovedstadens indbyggere havde god grund til at ængstes for deres privilegier, da kongen­ - nu alene - fornyede dem i juni 1661. Ændrin­gerne var synlige. Således var bevillingsretten til told og accise sløjfet, og hvad angik løftet om deltagelse i rigsstyret, stod der blot den skuffende tilføjelse, at det ville ske "naar vi godt befinder"! Københavns borgere beholdt dog bestemmelsen om byens "32 mænd", ad­gangen til embeder, æresposter samt stabel­retten dvs. retten til at besidde jordegods (denne ret var dog ikke længere begrænset til kø­benhavnerne).

Et udtryk for det nye styres håndfaste kurs var etableringen af Kastellet ligesom de mange militære alarmeringsøvelser, der afholdtes i årene umiddelbart efter oktober 1660. Det var en advarsel til en eventuel opposition. Univer­sitetet, som havde fejlvurderet udviklingen på stændermødet og støttet adelen, måtte betale dyrt. Her fik rector magnificus og en repræ­sentant for hver af fakulteterne ordre til at overvære, hvorledes de øvrige stænder mod­tog deres privilegier. Selv fik Universitetet in­tet! Professor Christian Nold, orientalist og teolog, var uheldig, da han 1666 udgav sin "lo­gica recognita", hvor nogle af eksemplerne blev udlagt som fornærmelser mod det ene­vældige styre. Han skrev bl.a., at valgte fyr­ster er bedre end fødte, hvorefter han blev sus­penderet og afsat 1667. To år senere erfarede de københavnske skomagere det nye styres metoder. Da de klagede over at skulle betale konsumtion (afgift), truedes de med militært besøg og efterfølgende afstraffelse, hvis de ikke føjede sig.

"Erichsens Palæ", Holmens Kanal 2

Erichsens Palæ blev opført 1797-99 for agent Erich Erichsen, som havde tjent sig en formue på mellemhandel og fragtfart på oversøiske pladser. Alene 1798 var han reder for seks ostindienfarere og en vestindienfarer. Gården, som er det eneste patricierhus i København med en fritstående tempelfront foran facaden, blev tegnet af hof­bygmester, professor C. F.Harsdorff. Han nåede dog ikke at fuldføre byggeriet før sin død, hvorfor dets afslutning blev overdraget hans svigersøn, murermester G. Schaper. De seks joniske søjler er placeret på en fremsprin­gende underbygning og gavl feltets mytologi­ske motiver udført af G. D. Gianelli. Her ræk­ker videnskabens, kunstens og håndværkets gudinde, Minerva, og handelens gud, Merkur, hinanden hånden over et alter. De hvilende fi­gurer symboliserer land og hav.

Palæet er udformet som en vinkelbygning, hvor hovedfacaden med tempelfronten ven­der mod Kgs. Nytorv. Langsiden mod Holmens Kanal er inddelt ved seks pilastre, og i forlængelse deraf lå oprindelig en staldbyg­ning. Kun portfaget er bevaret deraf (noget ombygget 1892 af Fr. L. Levy).

Da Handelsbanken 1888 overtog palæet, blev kælder og stueetagen indrettet til bankens formål og store vinduesåbninger etableredes i underetagen. Arkitekt Fr. Levy forestod 1892 ombygningen. Derimod er beletagen næsten intakt, hvor familien Erichsen havde sine festsale, spisesal med apsisformet endevæg (i hjørnet mod Laksegade) samt et pompøst so­veværelse. De rige væg- og loftsmalerier med pompejanske motiver blev udført af den fran­ske arkitekt Joseph Jacques Ramée, bistået af maleren Pierre Etienne Le Sueur. Udsmyk­ningen omtales af forfatteren August Hen­nings, som 14. juli 1802 besøgte palæet. I øvrigt blev murermester Schaper 1801 sendt til London for at købe møbler til rummenes ind­retning.

Erik af Pommern (1397-1439)

Erik af Pommern fik som dansk konge frataget Roskildebisperne ejendoms­retten til København og bragt slot og by ind under kongemagten. København havde nem­lig fra Absalons tid hørt under Roskilde bispe­dømme. Da biskop Peder Jensen Lodehat døde 19. oktober 1416, udnyttede kongen vakan­cen på bispestolen i Roskilde. Inden hans ef­terfølger var valgt, gjorde Erik af Pommern krav på Københavns Slot, hvorefter et nævn på 12 rigsråder skulle dømme i striden mellem konge og bispestol. Nævnets 3. kendelse, af­sagt februar 1417, var i kongens favør, og 1421 afstod den nye Roskildebisp Jens Andersen for nærværende retsligt at kræve København tilbage. Det skete dog i en sådan form, at sene­re retskrav på besiddelsen ikke kunne udeluk­kes. Endnu på kong Hans' tid blev spørgsmå­let rejst, måske endog frem til reformationen.

Københavns Slot blev fra Erik af Pom­merns tid kongeligt, mens den biskoppelige re­sidens flyttedes til den grund i Nørregade, hvor Universitetet har bygninger i vore dage.

Ernst, Johan Conrad (1666-1750)

Johan Conrad Ernst, arkitekt og generalbygmester med betydeligt virke i København. Han var søn af den velstående lærredskræmmer Johan Adolf E., som tilhør­te en nürnbergsk patricierslægt og var ind­vandret til København, hvor han 1652 blev op­taget i kræmmerlauget. Faderen havde endvi­dere en ejendom på Amagertorv (nuværende nr. 31), og som et højdepunkt i karrieren valg­tes han 1659 til medlem af byens "32 mænd"(magistraten).

Som andre arkitekter under uddannelse var J. C. Ernst i udlandet, indirekte bevidnet af Tessin, der udtalte om ham, at han både var "fin och skicklig" og "beaucoup voyage". 1693 udnævntes han i en alder af 27 år til kgl. bygmester, Søetatens bygmester samt Stads­bygmester i København. En af hans opgaver vedrørte projektet til Christian 5.s ny resi­densslot i København, hvortil den berømte svenske arkitekt, Nicodemus Tessin d. Yngre skulle levere tegningerne samt en træmodel. I den anledning sendtes J. C. Ernst 1697 til Stockholm, hvor han assisterede Tessin i mo­delværelset med at gøre arbejdet færdigt. Ef­ter at træmodellen var ankommet til Køben­havn samme år, havde han ansvaret for dens opstilling i Norgesgade (nuværende Bredga­de), hvor en bygning specielt opførtes til for­målet (Alexander Newskis Kirke ligger sam­mesteds i dag).

I sin embedstid fik J. C. Ernst ansvaret for opførelsen af flere, endnu eksisterende byg­ninger i København samt ombygningsopgaver: 1702-05 Elers Kollegium, 1705-08 Hol­mens Kirkes kapel langs kanalen, 1708-09 om­bygning og udvidelse af Frederiksberg Slot, 1715-19 Gehejmearkivbygningen (del af nu­værende Rigsarkiv), i samme periode Kancel­libygningen (Slotsholmsgade 4) og 1718-19 ombygningen af Operahuset (Fredericiagade 24, nuværende Østre Landsret). Dertil kom ombygningen af Københavns Slot i Frederik 4.s tid. Ved siden af denne virksomhed mod­tog han en række forfremmelser: 1703 assessor i Hofretten, 1709 kancelliråd, 1714 justits­råd og endelig etatsråd 1729. Ved skæbnens gunst vandt han 1719 den største præmie i tallotteriet, et gods vurderet til 280 td. hartkorn.

Esplanaden

Esplanaden fuldførtes 1785 og var snart et yndet anlæg for spadserende. Anlægget af­sluttedes med en træbeplantet høj på nuværende Toldbodplads. Det tidligere navn Toldbodgade blev efter 2. verdenskrig erstattet med det nuværende gadenavn. I porten til Esplanaden nr. 6 ses en bronzetavle, der for­tæller, at huset før det nuværende opførtes 1785 og tjente som garderhusarkaserne samt bolig for kommandanten i perioden 1844-98. Ved Esplanaden 34 var konseilspræsident Estrup 21. oktober 1885 udsat for et mislykket attentat. 1895 erhvervede Samfundet og Hjemmet for Vanføre ejendommen samt nr. 36.

Ewald, Johannes (1743-81)

Johannes Ewald, digter. Han blev født 18. november 1743 i København som søn af vajsenhuspræsten Enevold Ewald. Barndomshjemmet var Vajsenhusets gård på Nytorv, hvor forskellige lærere underviste Jo­hannes og hans tre år ældre broder Mathias. Svagelig af helbred døde faderen allerede 1754. Efter nogle års skoletid i Slesvig vendte Johannes 1758 tilbage til København for at ta­ge studentereksamen. Samme år kom han til den velhavende hørkræmmer og overformyn­der Peder Hulegaard, som fik ham i pension og lidt senere giftede sig med hans moder. Huset lå på det sydlige hjørnested ved Kultorvet og Frederiksborggade.

Gennem sin stedfaders familie mødte han den jævnaldrende Arendse Hulegaard, en dat­ter af overformynderens afdøde broder Oluf H. Hun boede i Vestergade og Johannes blev stærkt forelsket i den smukke pige. Da Arendse imidlertid havde andre og ældre tilbedere, hvorimod Johannes Ewald blot var 15 år, be­sluttede han sig til at søge krigstjeneste i udlan­det for at gøre hurtig karriere. Familien prote­sterede, men den galsindede knægt løb hjem­mefra og lod sig indrullere i den preussiske hær. Det var i foråret 1759. Senere gik han over til østrigerne, for endelig at vende hjem til København; allerede da legemligt svækket.

Det lykkedes ham på kort tid at få en teolo­gisk embedseksamen med bedste karakter, at forlove sig med Arendse og opnå fribolig på Valkendorf Kollegium. Fra den tid stammer hans allegoriske stykke Lykkens Tempel. Op­hævelsen af forholdet til Arendse var en rystelse for Ewald, som opgav videre planer om en so­lid karriere. Fra nu af ville han "slentre Livet igjennem", som han udtrykte det.

Johannes Ewalds sørgespil Rolf Krage, ef­ter Saxos beretning, men påvirket af Klop­stock og Ossian, blev 1770 udgivet af en kreds fra forskellige samfundslag med et til fælles: de troede på hans evner. Sommeren 1772 skrev han på skuespillet Frode, som dog aldrig blev færdigt. I denne torso fremstilles kongen som svækling, et menneske uden viljekraft, og portrættet var i virkeligheden en analyse af den syge Christian 7., et af de bedste vor litte­ratur ejer. Mens han skrev på stykket, fik han ofte besøg af en ven, stads- og hofretsdommer C. Fr. Jacobi, som i egenskab af forelæser for kongen har kunnet meddele meget. Lejlighedsdigtning præsterede han også, såsom forspillet Landsbye-Høitiden, der op­førtes på Det kgl. Teater januar 1775 i anledning af kongens fødselsdag. Hans lykkeligste periode var vel opholdet samme år i Rungsted, senere var han i Humlebæk, for 1777 at vende tilbage til København. En periode boede han i Skindergade hos en tømmermesterenke Ane Kirstine Skou, som tog sig meget af ham.

1778 skrev han Balders Død, der blev hilst med jubel, og med syngespillet Fiskerne fra samme tidspunkt blev han den nationale dig­ter, ikke mindst for den deri indlagte konge­sang Kong Christian stod ved høien Mast. Men hans sygdomme var på dette tidspunkt så forværret, at han intet væsentligt fik skrevet til teatret i de sidste leveår.

Johannes Ewald døde i dybeste elendighed 17. marts 1781, men fik en helteagtig begravel­se. Mandag den 26. marts skrev Berlingske Ti­dende: "Efter Kongel. allernaadigst Tilladelse blev Hr. Johannes Ewald, Danmarks største Digter, den 23de hujus om Eftermiddagen be­graven paa Trinitatis Kirkegaard. Liiget blev baaret af De Herrer Decani paa det Kongel. Communitet, og Følget bestod af 124 Perso­ner af den Geistlige- Lærde- og Krigs­standen ... Det er Sandhed, at han var en ædel Digter. Det er Sandhed, at han sang ofte og herlig om sin Gud. Det er Sandhed, at han nedlagde sin Harpe ligesaa uvanhelliget, som David sin". Et mindesmærke for Ewald og Wessel er rejst ved Rundetårn, skønt de for­mentlig ikke plejede megen omgang.


F

Falkoner Allé

Falkoner Allé ligger på Frederiksberg. Nær nuværende Falkoner Allé 118 opførtes 1664 en gård, hvor en falkonermester kunne afrette falke til brug ved de kongelige jagter. Holger Jacobæus omtaler i sin rejsebog fra 1670erne, at gården lå "extra portam septentrionalem" - uden for Nørreport. I 1700-tallet kaldes går­den ofte for Jægerhuset. Da Frederiksberg Slot påbegyndtes i slutningen af 1690erne, blev alléen omlagt som forbindelsesvej til slot­tet. 1883 gav alléen navn til Falkoneralléens Sporvejsselskab.

Farvergade

Hvor Vartorv ligger i dag, var i midten af 1500-årene en gård tilhørende adelsmanden Peder Christiernszen til Hjelmsø. Tæt op til gården lå et bytårn, og Frederik 2. ønskede nu at erhverve ejendommen for at indrette den og tårnet til kgl. farvergård. Til fordel for projektet talte den ideelle vandfor­syning, idet vand let kunne skaffes fra den nærliggende vandmølle (nuværende Vandkunsten, se s. 235). Den 16. december 1559 skrev kongen til sin statholder på Københavns Slot, Mogens Gyldenstjerne, at denne skulle købe gården, som var til salg for 200 daler. Gyldenstjerne skulle samtidig indhente råd hos forstandige borgere angående farveriets indretning, ligesom en farver skulle indfor­skrives fra Hamborg eller Lübeck. I slutnin­gen af samme måned var en tysk farver i fuld gang med at drive virksomheden.

Som årene gik, viste det sig at være en dårlig forretning for kongen. Ved hans død 1588 var farveriet tæt ved at lukke, men solgtes året ef­ter til Tycho Brahe. Han forpligtede sig til at indrette en særlig bygning til farveri, liggende ud til vandet, samt at holde en bolig til farve­rmesteren. Til gengæld ønskede Tycho Brahe at få tilladelse til at bygge et lille observatori­um på den skanse af sten, som stødte op til ejendommen. Den berømte astronom havde i forvejen en gård ved siden af farvergården, hvor han havde opholdt sig i årene frem til 1576, hvor Frederik 2. forlenede ham med Hven. Da Tycho Brahe 1597 for altid forlod sit Uranienborg på Hven, slog han sig atter ned i farvergården, medbringende familie, ty­ende, disciple, kemiske redskaber og et bog­trykkeri. Derefter fulgte stridighederne om hans økonomiske understøttelse, desuden private ærgrelser, hvad der fik ham til at forla­de Danmark i 1599. Tycho Brahes tilknytning til Farvergade ses endnu på Resens Perspek­tivkort over København fra 1674, hvor der un­der Wester-Qvartier er gengivet "das Hospi­tal, Vartov , woselbst Tycho Brahæus seine Observatorium und Wohnung gehabt".

Da Tycho Brahe havde forladt København, forfaldt gården, indtil Christian 4. befalede den indrettet til tugt- og børnehus. Forordningen udstedtes 1605, men allerede året efter flyttedes beboerne til Lille Helliggejsthus. Un­der branden 1795 brændte ejendommen sam­men med de øvrige i den nordlige side af Far­vergade. Men den historiske ejendom blev mindet i gadenavnet, endnu i sidste halvdel af 1600-tallet stavet meget varieret: 1663 Farf­fuegaaden, 1689 Farregaden.

Sidst i forrige århundrede var Farvergade berygtet for sine prostituerede og værtshuset Holger Danske, som lå i nr. 15. Det var en gård med to brede gavlkviste (den sidste af slagsen i København), som oprindelig havde nydt et bedre ry. Den forvandledes efterhånden til en knejpe med tilnavnet "Blodhunden" og 1905 blev den nedrevet.

Filosofgangen

Filosofgangen, navn på en populær prome­nade anlagt indenfor volden mellem Langebro og Vesterport. Luxdorph noterer 19. juli 1787 i sin dagbog, at der "I Gaar var frisk Allarm i den Philosofiske Gang. Politiet og Comman­danten blev drevne tilbage...". De voldsom­me uroligheder blev slået ned dagen efter. I 1799, da København endnu led under opryd­ningen efter branden i 1795, klagede folk over, at der stadig lå grus (lettere byggeaffald) i Filosofgangen. I Meir Goldschmidts fortælling "For otte Skilling Hvedebrød", skrevet i 1840rne, køber to unge mennesker firskil­lingsboller hos kagekonen i Filosofgangen. Promenaden forsvandt 1885 med sløjfningen af Vestervold.

Fiskebløder

Fiskeblødere levede af at opblø­de tørrede fisk og sælge dem. På grund af den ulidelige stank, som fulgte med tilberednin­gen, blev det 1684 forbudt fiskebløderne at fal­byde deres varer på gaderne efter behag. De henvistes alene til Gråbrødretorv, hvor der var god plads. Forbudet var dog svært at håndhæve, således var der 1727 i Store Hellig­gejststræde et hus tilhørende Vincens Otto Bartholin, hvor der i tre værelser blev tilberedt og udblødt fisk. Myndighederne ønskede virksomheden lukket, da naboerne klagede over lugten.

Professionen talte flere velbeslåede med­lemmer, f.eks. fiskebløder Hans Lou, som 1731-32 lod opføre det statelige "ildebrands­hus" på hjørnet af Gråbrødretorv 1 og Niels Hemmingsensgade 15-15a. Den rødmalede ejendom går stadig under navnet "Fiskeblø­derhuset" og er fredet.

"Fiskerhuset"

Fiskerhuset var navnet på et populært traktørsted, som lå på Østerbro i første halv­del af 1700-årene. Da traktørstedet 1722 vurderedes, bestod bygningen af 19 fag i bindingsværk. I husets østside var en stue med anstrøgne brædder på væggene og en vin­dovn, mens to andre stuer var betrukne med spånmåtter. Dertil kom to køkkener med murstensgulv, et spisekammer samt et stald­rum til 13 heste. Haven havde "et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke" foruden fem fiskedamme med afløbsrender, et gammelt hyttefad og 218 frugttræer af forskellig slags.

"Flødehusarer"

Flødehusarer er enfolkelig betegnelse i 1700­tallet for amagerbønder, der red mælk og flø­de ind til København. Mælkeprodukterne op­bevaredes i træbimpler (dunke) fastgjort til hesten. Amagerbøndernes særstilling som le­verandører af mælkeprodukter fortrængtes i løbet af 1700-årene af de øvrige københavns­bønder, samtidig med at de kritiseredes for at blande vand i mælken. Herom skrev P. A. Heiberg i " Rigsdaler-Sedlens Hændelser": "Amagerkonerne gør deres Ed paa, at de ikke blander Vand i Mælken, men har den Forbe­holdenhed, at de blander Mælk i Vandet".

Forchhammervej

Forchammersvej på Frederiksberg er op­kaldt efter Johan Georg Forchhammer, som fødtes 1794 i Husum og fik sit virke som geo­log i Danmark. 1818 blev han kaldt til Køben­havn, hvor man havde planer om at anlægge et gasværk. Frederik 6. skal vist nok have lovet ham et rejsestipendium, der gjorde det muligt for ham at rejse til London for at studere gas­belysningen i denne by. Men projektet realise­redes ikke og København måtte vente på sin gasbelysning indtil 1857.

Fortunstræde

I den sene middelalder havde den korte gade ud til Nikolaj Plads intet navn, men omtales 1475 for nogle grunde i den vest­lige ende - "nethen hoss strandhen". 1574 skrives Sancti Nicolai lille Kirkestræde. Sam­me navneform benyttes 1703, hvorimod grundtakster 1645, 1653, 1661, 1668, 1689, 1717 og 1728 bruger den forkortede form Lille Kirkestræde. For at gøre forvirringen større optræder Admiralstræde lejlighedsvis: 1609, 1669 og 1678.

Ingen af disse navne blev gældende, deri­mod betegnelsen Fortunstræde, som første gang optræder 1679. Navnet er efter en gård på hjørnegrunden, nuværende Fortunstræde 7/Ved Stranden 18. Gården kaldtes allerede 6. april 1602 "Fortunen". I den romerske myto­logi var Fortuna lykkens gudinde, en af de mest populære guddomme i oldtidens Rom og særligt dyrket af småhandlende, håndværke­re, kvinder og slaver. 1706-20 ejedes "Fortu­nen" af Frederik Rostgaard, der som ung hav­de studeret arabisk i Tyskland, sprogviden­skab i Holland og oldtysk, oldengelsk og græsk i Oxford. Senere fortsatte han sin studierejse til Paris, Italien og Malta, nu mere med indsamling af værdifulde håndskrifter for øje. Da Rostgaard vendte hjem, udnævn­tes han 1700 til gehejmearkivar. Hans senere løbebane endte tragisk, idet han anklagedes for bestikkelser og dømtes 1725 til tab af em­beder og til at fraflytte København.

Gården ved hjørnet af Fortunstræde blev 1750 afløst af hotel "Den gyldne Fortun", der brændte 1795 og genopførtes 1796-98 for traktør Heinrich Wilhelm Løbel. Smigfaget (det skrå hjørnefag) er typisk for udformnin­gen af de københavnske hjørneejendomme ef­ter den katastrofale brand 1795. Bygningen forhøjedes 1886 med en etage for redaktør Ferslew. Over smigfagets nedgang til restau­rant" Den gyldne Fortun" ses et forgyldt stuk­relief. Det har tjent som bomærke for vinkæl­deren i den bygning, som brændte 1795. På re­lieffet er vinguden Bacchus muntert ved at presse druesaft i munden på en lille dreng, som ligger ned. To drenge er ved at presse druer og en lille satyr holder en vindunk. Relieffet kan dateres 1748. Ingeniør-Sammenslutningen er­hvervede bygningen 1962, efter at der i en år­række havde været bladhus for Nationalti­dende og Dagens Nyheder.

Frederik 6. (1768-1839)

Frederik 6. blev som barn opdra­get efter franskmanden Rousseaus principper­ "Tilbage til naturen" - således måtte han nyde spartansk kost og gå barfodet. Da han 14. april 1784 første gang viste sig i statsrådet, fik han udmanøvreret forskellige politiske grup­per og sikrede sig, at samtlige kongelige befa­linger ikke blot skulle bære hans faders kon­trakt, men også hans egen. Skønt hans folke­yndest dalede under Napoleon-krigene, hil­stes han dog velkommen med jubel, da han 1. juli 1815 vendte tilbage til København fra Wiener-kongressen.

Da man 1835 søgte Frederik 6. om bevarel­sen af trykkefriheden, benyttede han i sit svar det nok så kendte udtryk "Vi alene vide", et symbol på den tungeste reaktion i modsæt­ning til hans ungdoms reform-bevægelser og fremskridt. Hans forhold til Bente Andersen Rafsted (fru Dannemand), som var datter af en borer ved Holmen, bragte ham fire børn. Hendes hus lå på Toldbodvejen (nuværende Esplanaden), hvor Frederik 6. jævnligt aflag­de aftenbesøg.

Frederiksberg Allé

Den lange allé med huse og etageejendomme fra klunke- og jugendtid er knyttet til Frederiks­berg Slot, som blev bygget 1699-1703. Den blev anlagt som kongehusets private vej til slottet. På en plan over vejene ved Prinsens Gård, som er dateret ca. 1697, står om den kommende allé: "Dette bliffuer den Nye Kon­ge Wey, som Continuerer i lige Linie indtil den kommer paa Steenbroen (dvs. Vesterbroga­de)". 1704 var arbejdet afsluttet, men alléen bøjede oprindelig skarpt af til Vesterbrogade ved nuværende Sankt Thomas Allé. Først 1736 forlængedes den til Værnedamsvej.

Da kongefamlien ikke ønskede vogntrafik, blev der 1785 anbragt jernporte for begge en­der af alléen, først nedtaget 1862, da man gjorde vejen offentlig. Før bebyggelsen ind­ledtes ved midten af 1800-årene, lå der mest gartnerhaver ud til alléen. Gartnerne havde små boder ved vejkanten, hvorfra der solgtes blomster.

Bemærkelsesværdig er ejendommen Frede­riksberg Allé 42 A-C, hvor jugendstilen flore­rer vildt. På dansk kaldte man det "skønvir­ke". Hjørnepartiet er smykket med to skjold­holdersker og årstallet 1906 i en krans.

Frederiksberg Allé 32

Frederiksberg Allé 32 er byens tidligste ek­sempel på historicistisk boligbyggeri og er op­ført 1857. Bygningen bærer navnet "Lille Ro­senborg", hvad den stilistisk også søger at leve op til. I flere detaljer er der lighed med Rosen­borg Slot, som Christian 4. byggede i neder­landsk renæssance. Således er trekantgavlene over vinduerne med små figurer repeteret i den frederiksbergske ejendom. Medaljonerne på tårnene er også gengangere. Så sent som 1982 har man søgt at frede den historiske bygning, der i øvrigt samme år gennemgik en temmelig hårdhændet restaurering.

Frederiksberg Have

Frederiksberg Haves arealer udgjorde en del af de jorder, Christian 4. samlede 1620 un­der ladegården. 1651 bortforpagtede hans søn dem til Amagerbønder, der rejste deres huse langs sydsiden af nuværende Allégade og Smallegade. Dronning Sophie Amalie overtog 1662 en halvgård i byen, som dengang kaldtes Ny Hollænderby eller Ny Amager. Hendes ejendom lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have og her opførtes Prinses­sernes Gaard, en lystgård for de fire prinses­ser: Anna Sophie, Frederikke Amalie, Vilhel­mine Ernestine og Ulrikke Eleonora. Bygnin­gen var et trefløjet anlæg i en etage og rejst i bindingsværk. Her skulle de kongelige børn ny­de naturen og lære lidt om landbrugets myste­rier. Gårdens ridebane strakte sig over nuvæ­rende Frederiksberg Runddel.

Efter prinsessernes giftermål overgik ejen­dommen 1680 til deres tiårige nevø kronprins Frederik (kommende Frederik 4.) og kaldtes fra nu af Prinsens Gaard. Som voksen fik han ofte besøg af sine forældre, Christian 5. og Charlotte Amalie, der iførte sig Amagerdrag­ter for at deltage i hoffets fastelavnsløjer. Kronprins Frederik ønskede i slutningen af 1690erne at omskabe den gamle lystgård med haver til et nyt og prægtigere anlæg, dog under hensyn til de lokale topografiske forhold. Så­ledes blev det nye anlægs udstrækning og øst­vest akse bestemt af den gamle lystgård, mens grænsen mod nord blev sat af den krumme Bredegade (Solbjergs gamle landsbygade"), som skulle bevares. Derimod var Valby Bjerg (nuværende Frederiksberg Bakke) ideel til at bygge et fritliggende lystslot på. Kronprinsen har næppe manglet idéer, for hans store uden­landsrejse 1692-93 til Italien og Frankrig hav­de givet ham et glimrende indblik i disse landes lystslotte og haver.

Men en kyndig vejleder manglede og januar 1697 henvendte han sig til den svenske arkitekt Nicodemus Tessin den Yngre, som tidligere havde arbejdet for hans fader (se s. 67). Anta­gelig blev Tessin tilsendt en plan, og den kan være tegnet af Ernst Brandenburger. Tegnin­gen, som i dag findes i Stockholm, er ringe, og kronprins Frederik har sikkert ønsket kritik eller et alternativt forslag.

Uanset hvad der gik forud af forhandlinger, som vi i dag mangler viden om, sendte Tessin et projekt tilbage, der vidner om fortrolighed med de internationale strømninger i samtidens havekunst. Her er store perspektiver og klar­hed i dispositionen, men også plads til fantasi­en. Ved bakkens fod var lagt et parterre og nord derfor påtænktes to flot udstyrede bu­sketter, mens fire større buskadser til siderne skule fungere som skærme for prydhaven. Til de sidste var foreslået offentlig adgang. Selve bakken ønskede Tessin forvandlet til et nym­fæum (kildetempel), der var udformet som en rund pavillon dækket med kuppel og med fløje som møllevinger. Et lignende arrangement kendte han fra Villa Aldobrandini i Fras­cati (Roms udkant). Kammerjunker Ulrich Adolph Holstein førte korrespondancen med Tessin, som forklarede, at pavillonen nok var "un peu bizarre", men det var mode at dyrke den slags capricer.

Projektet blev i sin tessinske form forka­stet, og den praktiske opgave blev overladt Hans Heinrich Scheel, som var kaptajn i ingeniørkorpset. Han svækkede det svenske for­slag ved ikke at betone hovedaksen gennem bygningen, som Tessin havde gjort det. I øvrigt fik Scheel idéerne til "sine busketter", bl.a. et hækteater, ved at studere Tuilerihaven i Paris. Foråret 1697 begyndte Scheel med en talrig arbejdsstyrke, i hundredvis af udkom­manderede soldater, at nivellere og opfylde terrænet.

En akse, som løb fra foden af Valby Bakke til "Kaninbjerget" (ved Smallegade), blev vin­kelret gennemskåret af en øst-vestlig allé. I ak­sernes skæringspunkt byggede tømrermester Finck senere (1704) en ottekantet pavillon, mens en større bygning blev lagt oppe på Val­by Bakke. Dennes nordre skråning omforme­des til et terrasseanlæg, hvor en kaskade skyl­lede ned ad hundredvis af trin. Vandet hente­des fra et reservoir i Søndermarken, men pum­peværket, som skulle skaffe vandet dertil, voldte store vanskeligheder. Man forsøgte sig både med trædemøller og hestegange.

Den finere havekunst var overladt slotsgart­ner Hans Henrik Bruhn. Fra Holland impor­teredes sjældne vækster og træer, der blev klippet i pyramideform: tax, enebær og kasta­nier, dertil kom pomerans og diverse frugtsor­ter. Statuer, vaser, grotter samt et fasaneri og et bur med vilde dyr var slutstenen på værket. Menageriet lå, hvor nutidens Josty er rejst. I et samtidigt digt om menageriet hedder det:

"Her kunde sees de Diur, hvis Grumhed ellers fnyser,

og som en Bussemand hver Sjæl i Livet kyser at have tæmt sig selv og sin Natur lagt af og drivis af en Dreng med Hyrde-Stock og Staf".

Da haven var færdig 1711, skal den have ko­stet 190.000 rigsdaler. Af regnskaberne frem­går det, at 220 folk 27. juli 1705 slukkede deres tørst med ti tønder øl.

1720 fik J. C. Krieger til opgave at omlægge kaskade-parterrepartiet foran slottet, som var rejst over flere omgange 1699-1709 (se s. 101). Pumpeværket til kaskaden voldte stadigvæk kvaler og løstes ej heller i Kriegers tid. Til gen­gæld er hans smukke udformning af skrånin­gen med de lindebeplantede ramper bevaret. 1798-1800 blev Frederiksberg Have radikalt omlagt efter tegning af Peter Petersen, som lod den franske, geometriske stil ændre til den engelske, hvor naturen fik lov til at udfolde sig i bløde, romantiske former. De sindrige vand­kunster erstattedes af slyngede kanaler og småøer, mens alléerne blev fældet på nær enkelte trægrupper. Dog bibeholdtes hovedakserne. Nye bygninger opførtes, der sammen med hovedindgangen nærmere skal omtales i det følgende.

Hovedindgangen. 1755 leverede Lauritz de Thurah tegningen til Frederiksberg Haves ind­gangsparti ved runddelen. Førnævnte Prin­sens Gård lå på dette sted, og af dens tre fløje var den søndre (orangeriet) 1744 ombygget af Eigtved. 1753 brændte hovedfløjen, i hvis sted Thurah satte det nuværende gitter med to kor­te pavilloner. Billedhuggeren J. F. Hännel ud­førte sandstenspillernes vaser. De to pavillon­bygninger kom til at dække henholdsvis oran­geriets gavl og gavlen af den tilsvarende nord­lige sidefløj, der også havde overlevet bran­den; Thurah måtte dog forny den 1755 p.g.a. brøstfældighed.

Tæt ved hovedindgangen er rejst en statue af Frederik 6, som grundet faderens sindslidel­se rent faktisk regerede landet fra 1784, men først officielt konge ved hans død 1808. Bil­ledhuggeren H. W. Bissen har både foreslået statuens placering og udført den i bronze. På soklen af norsk granit står monarkens person­lige data og årstallet 1858, hvor mindesmær­ket afsløredes. På en af de øvrige sider læses: Her følte han sig lykkelig i sit trofaste Folks Midte.

Frederik 6. var stærkt knyttet til haven, som det er skildret af Meir Goldschmidt i Livs­erindringer og Resultater: "Fader og Moder tog mig en Søndag, iførte deres bedste Klæ­der, imellem sig til Frederiksberg Have, hvor vi skulde se Kongen Sejle.. Lige ud for Slottet laa en lysegrønt og hvidmalet Baad; Sluproer­ne sad med rejste Aarer; agter var bredt et rødt Tæppe. Tæppet, Baaden, Sluproerne, Tilsku­erne ventede paa de allerhøjeste Herskaber med en stille Andagt som i en Kirke, ja mere. Endelig kom Kongen med Prinsesserne Caro­line og Vilhelmine. Han var i General-Admi­rals-Uniform, sagde man".

Fasangården opførtes 1723-24 efter tegning af J. C. Krieger og indrettedes til fasaneri, hvil­ket atter blev nedlagt 1785. Herefter bevare­des bygningen som bolig, men har undergået flere ombygninger, den mest omfattende i 1828, hvor Fasangården forhøjedes med en etage.

Det kinesiske Hus. Den eksotiske bygning opførtes 1798-1800 efter tegning af hof tøm­rermester Andreas Kirkerup og er et af mange eksempler på 1700-tallets interesse for kine­sisk bygningskunst, som kort skal opridses.

Charlotte Biehl skriver om den oldenburg­ske stammes jubilæum 1749, at kongen og dronningen tre aftener beså illuminationerne i København. "Det ved Rådhuset forestillede et kinesisk Tempel og var meget kunstigt indret­tet. Skønt Dronningen var højfrugtsommelig med Prinsesse Louise, steg hun dog af for at bese alt, og da hendes store Fiskebensskørt var hende i Vejen gik hun ind paa Raadstuen, lod en af Damerne tage det af, hæftede Kjolen op med Naale og gik hele Templet igennem i sin korte Underklokke"

Et vist indtryk har det sikkert gjort på hof­fet i København, da den svenske dronning Lovisa Ulrika 24. juli 1753 fik foræret en kine­sisk pavillon i fødselsdagsgave. Det var det første af sin slags i Sverige og opstilledes i Drottningsholms Slotspark, ti år senere erstat­tet af et rigtigt lystslot i "kinesisk" stil. Men før 1753 havde Lovisa Ulrikas broder Frederik den Store allerede bygget et ottekantet kine­sisk lysthus i parken ved Rheinsberg.

Ved Europas hoffer kunne man nogle år se­nere studere arkitekten William Chambers bog Designs of Chinese Buildings, Furniture, Dresses, Maschines and Utensils, som bygge­de på Chambers to rejser til Kina, hvor han flittigt havde tegnet bygninger og haver. Han blev også kendt for pagoden, han opførte i Kew Garden. Den danske billedhugger Johan­nes Wiedewelt henviser i øvrigt til Chambers bog, da han 1762 udførte et større forslag til en ny udsmykning af Fredensborg Have. I det til­hørende idé-katalog annonceres nr. XXXV som "Et lidet Chinesisk Monumentet" og beskrives som en pille "tagen af en Colonna­de, som omringer den Cockinchinske Pagode i Canton; Vaserne og den øvrige Decoration ere overalt Chinesiske, og Figuren forestiller en Chinesisk Nonne".

Samme år kunne det københavnske hof stu­dere en nyerhvervelse i Kunstkammeret, nem­lig en 82 cm høj, lakeret husmodel af lakeret træ og elfenben, som nærmest var udformet som en pagode (nu tilhørende Etnografisk Samling, Nationalmuseet). Kunstgenstande af den slags kom hovedsagelig til Danmark via Asiatisk Kompagnis handel med Kina.

I Frederiksberg Have er Det kinesiske Lyst­hus lagt på en lille ø, hvortil der er adgang over en parasolprydet træbro. Selve bygnin­gen er omgivet af en veranda og indeholder en "Sahl", samt to "Cabinetter" og køkken for­uden" Retirade". Pagodetagets hjørner er ud­styret med bugtende drager.

Apistemplet er opkaldt efter den hellige Apistyr i det gamle Egypten. 1802-04 udførte maleren Nicolai Abildgaard tegningen til byg­ningen, hvis forbillede har været det romerske tempel. Søjlerne i tempelfronten er hentet fra vestibulen i Moltkes Palæ på Amalienborg, da man ombyggede palæet til residensbolig for Christian 7. Oksekraniefrisen og tyre-relieffet er udført i sandsten. 1873 blev templet gen­nembrudt således, at det kunne tjene som ind­gang til Zoologisk Have, men fungerer ikke længere som sådan.

Schweizerhuset med det stråtækte tag er og­så tegnet af N. Abildgaard, opført 1800-01.

Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Rund­del/Pileallé

Frederiksberg Kirke er den seneste i rækken af kirker, opført for efterkommere af de hollandske ko­lonister. Allerede i 1651 havde beboerne i Ny-Hollænderby fået Frederik 3.s tilladelse til at opføre et gudshus, som antagelig stod færdig 1653. Under svenskekrigen 1658-60 blev den­ne ligesom hollænderbyen ødelagt. En ny kir­ke rejstes 1662 med kongelig tilladelse, tæt ved Pi1eallé hvor Haveselskabets Have udstræk­ker sig. Her stødte man ofte på rester af gamle begravelser og en udgravning 1943 blotlagde fundamentresterne til en aflang kirkebygning i bindingsværk.

I 1600-tallets senere del besørgedes gudstje­nesten i den anden kirke af kapellanen fra Vor Frelsers Kirke, fra 1695 af den hollandske præst ved Holmens Kirke og efter 1703 af sog­nepræsten i Brønshøj. Sidstnævnte, Niels Hansen Glumsøe, fik dog ringe indtægt deraf og klagede meget derover til kongen.

Allerede i 1695 var den anden kirke så for­falden, at man talte om at bryde den ned. Øn­sker derom forstærkedes sikkert, da hele kvarteret fik større anseelse under og efter det nye slotsbyggeri oppe på bakken. Her rejstes på initiativ af Frederik 4. en pragtbygning ef­ter italiensk maner i perioden 1699-1703. Med sit nye sommerlyststed gjorde kongen Frede­riksberg til et andet centrum i Køben­havn. Det måtte også kræve en mere værdig kirkebygning. Til gengæld var det hollandske præg på stedet falmet, stærkest var det endnu i navne som Albret, Cornelius og van Hauen.

Den 5. maj 1732 bestemtes det ved kgl. reso­lution, at en ny kirke skulle opføres, og som arkitekt valgtes hollænderen Felix du Sart. Han var, som flere andre arkitekter, kommet til byen efter den store brand 1728 for at søge lykken. Helt dårligt var det ikke gået ham, for 1729 fik han bevilling til at drive et kalkværk i København.

Du Sart valgte at tegne en ottekantet kirke, en centralbygning, hvis type var kendt i hans hjemlands protestantiske kunst. Således var St. Anne Parochie i Vriesland, opført 1682, meget lig Frederiksberg Kirke. Selve opførel­sen af kirken blev varetaget af tømrersvend Peder Sørensen Ulv, som ved en art licitation havde vist sig konkurrencedygtig med hoved­stadens mestre. Ifølge byggeregnskaberne ko­stede kirken 8.100 rigsdaler. Christian 6. hav­de alene skænket de 2.000 samt en fri bygge­grund til formålet, mens Felix du Sart måtte nøjes med 12 rigsdaler for sine tegninger, den 6. januar helligtrekongersdag, i 1734 indviedes bygningen i overværelse af Christian 6., kronprinsen og en række højere standspersoner. Førnævnte pastor Glumsøe foretog indvielsen.

Glumsøe fortsatte med at betjene kirken indtil sin død i 1735, hvorefter kongen bestemte, at Frederiksberg By skulle have sin egen præst. Denne meget regelrette monark gjorde dette for at hjælpe den lille menighed " for "som de søge til Byens Kirker, saa giver det ikkun Anledning til Stadsportens stadige Aabning paa Søn- og Helligdage". For manget trafik om søndgen, hvor kirkegangen skulle vogtes, var ikke efter pietisternes smag. Men den fromme Christian 6. bemærkede også i samme skrivelse, at en fast ansat præst ville være "til stor Beqvemmelighed for Beboerne helst ved Natte- og andre Tider, naar Stadens Porte ere tillukkede, og de behøve enten i Sygdom eller Døds-Angest at trøstes af Guds hellige Ord, men de kan ey faa Bud til nogen af Præsterne i Staden.

Kongen udnævnte i december 1736 studenten Johannes Kinast til den første med fast embede ved kirken. I udnævnelsen omtales Kinast som et "Fredens og Kærlighedens Barn".

Bygningen fremtræder i dag med visse ændringer siden opførelsen, idet et sakristi tilbyggedes 1782 og et våbenhus i 1865. Oktogonen, rejst af røde mursten med hvidpudsede lisener i hjørnerne, står dog fortsat med sit markante præg fra den hollandske tradition. Det stejle, skifterklædte pyramidetag (oprindelig teglhængt) krones af en lanterne, hvor urskiverne bærer årstallet 1734. Det indre domineres centralt af otte søjler, som bærer loftet; i siderne ses pulpiturer i to etager. Blikket rettes naturligt mod altret, hvor marmorerede søjler og pilastre med korintiske kapiæler rejser sig over bordet og indrammer altertavlen. Over denne er prædikestolen og øverst hviler en kraftig profileret og knækket gesims bærende to putti af billedhuggeren Christopher Hübner. De flankerer Guds øje i trekant med stråler og flammende skyer. Altertavlen bestiltes 1839 hos C. W. Eckersberg. Motivet ønskedes komponeret over teksten fra Johannes Evangeliet, kapitel 17: "Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi".

Af de 22 altertavler, vi kender fra Eckersbergs hånd, er dette arbejde blandt hans bedste. Det var med sin enkle, protestantiske stil med til at danne skole herhjemme. Lyset kommer fra en skjult lyskilde oppe til venstre, et kompositorisk træk, der fører tanken hen på den franske barokmaler Georges de la Tour. Dette skjulte lys hviler over bordet og disciplenes ansigter, men rammer også Judas" tomme taburet. Heri ligger en symbolik: det ondes mulighed, på engang fraværende (Judas) og samtidig til stede som et lysede centrum (lyset på taburetten).

Af kirken øvrige inventar skal nævnes den smukke orgelfacade i rokoko, der opsattes 1754. Instrumentet flyttedes 1881 til Øster Hassing Kirke, hvorfra facaden atter bragtes tilbage til Frederiksberg i 1934.

På kirkegården, hvis ældste del anlagdes 1734, ligger næst efter Assistens de fleste københavnske berømtheder. Man ser nær kirkens hovedindgang et gravmæle over den berømte jurist Anders Sandøe Ørested og Sophie Ørested, født Oehlenschläger. De øvrige medlemmer af familien Oehlenschläger ligger også begravet på Frederiksberg Kirkegård, og endvidere bør nævnes J. C. Hostrup, teaterhistorikeren Thomas Overskou, malerne F. C. Lund og Constantin Hansen, rigsarkivarerne Bricka og A. D. Jørgensen samt skuespillerne J. A. Price og Emil Poulsen. Desuden historikeren og skolestifteren Frederik Barfod.

Frederiksberg Slot

Marts 1699 begyndte opførelsen af det oprindelige, meget beskedne slot, hvis bygherre var kronprins Frederik. Ansvarlig bygmester var Ernst Brandenburg, som i det væsentlige afsluttede byggeriet 1703. Da kronprinsen i mellemtiden havde arvet troen, ønskede han et mere præsentabelt lystslot. Bygningen udvidedes efter J. C. Ernsts anvisninger, således at den fremtrådte med to tværfløje. Grundplanen ændredes herved til et H. Nordfacaden (ud mod Frederiksberg Have) er italiensk i stilen og står uændret bortset fra farven. Facaden mod Søndermarken blev delvis afskærmet fra vejen, da to lavere sidefløje og en portbygning 1733-38 tilføjedes og dannede et gårdrum. Ombygningen blev foretaget af Lauritz de Thurah.

Interiørerne præges af velbevarede, smukke stuklofter fra Frederik 4.s tid. Riddersalens vægdekorationer er tegnet af Harsdorff, mens et morsomt køkken " "Pandekagekøkkenet" " er bevaret i østfløjen. Dette tekøkken indrettedes af Thurah for Sophie Magdalene.

Slotkirken blev 1931 ved kongelig resolution gjort til særligt distrikt i Frederiksberg Sogn. På samme tid gennemførte Hærens Bygningstjeneste, som slottet hører under, en grundig istandsættelse af kirkerummet, der herefter på ny fremtræder som et af landets fineste barokinteriører. Kirkerummets sidevægge opdeles ved pilastre og øverst er et lavt hvælvet stukloft, hvis dekorationer er udført af Johan Christopher Sturmberg. Til loftets midtparti malede Hendrick Krock et stort maleri med masser af skyer, engle og perspektivisk himmelhvælv. Maleriets tema er en fri gengivelse af Johannes Åbenbarings 4. og 5. kapitel: det hvilende lam på den himmelske trone omgivet af stråleglans. De fire evangelistsymboler ses ved tronens fod, og derunder sidder de 24 ældste på svævende skyer,

Den danske guldalder er også knyttet til slottets historie. Adam Oehlenschlägers far var Frederiksberg Slots forvalter i slutningen af 1700-årene og havde bolig på slottet. I de store sale færdedes digteren som barn og i et vers erindrer ham de imponerende dekorationer:102

Oppe paa Loftet er Gudernes Taffel

Hist sidder Jupiter, stærkest af Magt; Venus i Nøgenheds blændende Dragt. Guderne bruger ei Kniv og ei Gaffel.

Frederiksstaden

Frederikssstaden, navn på den bydel, som Frederik 5. lod anlægge for at fejre den olden­borgske stammes 300-års jubilæum 1749. Det første skridt blev taget 21. august 1749, da Jo­han Ludvig Holstein, oversekretær for Dan­ske Kancelli, sendte en skrivelse til Det kombi­nerede Admiralitets og General Commissari­ats Collegium. Heri blev det bekendtgjort, at kongen overvejede at lade Amalienborgområ­det bebygge, og i den anledning ønskedes en betænkning fra admiral U. F. Suhm. Fra den­ne kom få dage senere en udtalelse med tilhø­rende projekt til arealernes bebyggelse. Pla­nen var udført af agent Andreas Bjørn, en af Københavns rigeste købmænd, og den viste to akser, der skar hinanden retvinklet. I skæringspunktet skulle anbringes et monu­ment omgivet af en kvadratisk plads. Dette blev spiren til det senere så storslåede anlæg med Amalienborg Slotsplads som dets cen­trum.

Admiral Suhm havde imidlertid en praktisk indvending: han frygtede at tømmerpladserne ved Toldboden var for brandfarlige, hvorfor han ønskede dem fjernet, før byggeriet indled­tes. Det blev endvidere tilrådet, at bagere, bryggere, brændevinsbrændere og købmænd ikke fik tilladelse til at udøve deres erhverv i den påtænkte nye bydel, da de kunne skabe brandfare. Indtrykket fra branden 1728 var endnu stærkt. 5. september 1749 godkendtes planen med rettelser af Konseilet (regeringen), 12. september kom en redegørelse herom til Københavns Magistrat og sidstnævnte lod herefter trykke en rådstueplakat, hvori pla­nerne om Amalienborgkvarterets bebyggelse blev offentliggjort.

Desværre var ikke alle myndigheder blevet rådspurgt i sagen, det gjaldt således de landmi­litære myndigheder. 9. november 1749 prote­sterede kommandanten på Citadellet Frede­rikshavn, den nyudnævnte oberst W. E. von Paurenfeind. Han hævdede, at den påtænkte bebyggelse ville være i vejen, da citadellets kanoner skulle have frit skud i retning ind mod hovedstaden!

Det kunstnerisk ansvar for Frederiksstadens udformning blev i hovedsagen overladt til hofbygmeser Nicolai Eigtved, der tegnede Amalienborgpalæerne og pladsen. Efter hans død 1754 fik generalbygmeser Lauritz de Thurah ansvaret, da han døde 1759, overgik det til den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Resultatet blev brede, lige gader med lige høje grundmurede huse. Englænderen William Coxe foretog 1784 en rejse til Danmark og skrev om Frederiksstaden: "The new part of the town, raised by the late king Frederich V. is extremely beautiful, scarcely inferior to Bath". At sammenligne den københavnske bydel med det eksklusive badested i England var en anderkendelse af rang.

Frihedsstøtten

Frihedsstøtten på Vesterbrogade rejstes 1792-97 til minde om bondereformerne af 20. juni 1788. Sandstensobelisken må ses som en kulmination af den række af monumenter, man i sidste halvdel af 1700-tallet satte over de folk, der gav bønderne bedre kår. Først i ræk­ken var mindestøtten i Hørsholm, rejst 1761 over enkedronning Sophie Magdalene og hen­des reformvenlige rådgiver, grev Stolberg. En­kedronningen var en af de første jordbesidde­re, som udstykkede jorden og lempede hoveri­et. Ved Lyngbyvejen, nær Kildegårdsvænget, ses en stenstøtte i norsk marmor, som 1783 blev opstillet til ære for J. H. E. Bernstorff, Danmarks navnkundige udenrigsminister. Han byggede Bernstorff Slot omkring 1760, og det var bønderne ved dette gods, der kom til at nyde godt af hans fremskridtsiver. Den før­ste virkelige bondereform indledtes her den 7. september 1764, i Ordrup Sogn, som var den mindste af de tre byer under godset. Jordene måltes op og deres evne til at give afgrøde vur­deredes. Ud fra dette foretoges udskiftningen.

Det afgørende skridt blev taget, da en kom­mission 1758 nedsattes for at ensarte de for­skellige reformer for det store nordsjælland­ske krongods, som på det tidspunkt var gået i stå. 1788 afholdtes en fest på Frederiksberg, hvor Christian Reventlow, en af de stærkeste kræfter bag reformarbejdet, kunne overrække de første 15 af flere tusinde skøder til de pågældende arvefæstebønder. Det vakte også stor opmærksomhed, at han holdt en smuk tale for bønderne.

Hovedmonumentet blev Frihedsstøtten, tegnet af Nicolai Abildgaard, som også gjorde skitser til de fire symbolske kvindefigurer omkring stennålen. Den altid flittige Johannes Wiedewelt udførte kvindefiguren, som repræsenterer "Troskaben". Andreas Weidenhaupt fik ansvaret for "Jorddyrkningsfliden", mens "Tapperheden" og "Borgerdyden" skabtes af billedhuggeren Nicolai Dajon, som var en af Wiedewelts dygtigste elever. Den vestlige af soklens medaljoner, en fremstilling af "Retfærdigheden", skyldes også Wiedewelt, og den modsatte sides medaljon, "Trældommens afskaffelse", udførtes af Weidenhaupt.

Inskriptionerne skyldes digteren Thomas Thaarup (1749-1821), som 1790 blev kendt over hele landet, da han skrev syngestykket "Høstgildet", en dramatisk idyl om den dan­ske bonde. I dette spil skildrede Thaarup fremtidens danske bonde, frigjort fra hoveriet og andre bånd.

Frimands Kvarter

Frimands Kvarter, det 7. i rækken af hoved­stadens gamle rodemål, begrænses af Ama­gertorv, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade og Købmagergade. Kvarterets navn er efter Hans Frimand, som var dets rodeme­ster (skatteopkræver m.m.) 1606-10. Ved Kø­benhavns belejring 1659 kunne kvarteret stille 356 mand, og på selve stormnatten var kom­pagniet opstillet på voldstrækningen fra Ha­nens Skanse til Nørreports Bastion. Store dele af kvarteret, især Gråbrødretorv, Løvstræde og Klosterstræde, blev ødelagt af branden i 1728.

Fælledparken

Fælledparken blev anlagt 1908-12 og omfat­ter ca. 58 ha. 27. april 1909 plantedes det første træ af borgmester Jensen. Parkområdet eta­bleredes ved sammenlægning af Københavns tidligere græsningsarealer for heste og kvæg: Blegdamsfælled, Nørre Fælled og Øster Fæl­led. Indtil 1893 var fællederne øvelsesplads for militæret, således fandt flere mønstringer sted på Nørre Fælled i 1679, og 1710 var der på samme fælled en militærmanøvre med tusind­vis af soldater. Da zar Peter den Store 17. juli 1716 kom til København, havde hans soldater slået lejr på fællederne. Omkring 30.000 mand havde zaren med sig, der sammen med danske soldater udgjorde en hærstyrke på 53.000 mand. Planen var, at denne hær skulle invade­re Sverige, men tiden forpassedes og 27. okto­ber sendte zar Peter sine soldater tilbage til Nordtyskland.

I. maj 1726 blev alle de uopdyrkede fælle­der udbudt til bortforpagtning på tre år ad gangen, men der indkom ikke tilstrækkeligt gode tilbud. 1771 blev Struensee henrettet på Nørrefælled. Med den stigende interesse for hestesport i begyndelsen af 1800-årene var der skabt mulighed for afholdelse af hestevædde­løb og sådanne blev holdt i årene 1833-36, at­ter gennemført 1843-47.</>

Ved Slaget på Fælleden den 5. maj 1872, hvor arbejderne afholdt møde (på Nørre Fæl­led), indsatte Københavns politidirektør både politidelinger til fods og ryttere fra garderhu­sarerne. Det kunne dog også gå mere fredeligt til. Garden, hvortil regnedes Garderhusarregi­mentet og Livgarden til fods, afholdt i slutnin­gen af 1800-årene en række "Kongerevuer". Til stede var Christian 9. Herom refereres af en samtidig kilde, at da defileringen "omtrent Klokken tolv vare tilende, udbragtes der et Le­ve for Kongen, der hilsende red forbi Rækker­ne, hvilket istemtes med levende Hurraraab af Tropperne og den forsamlede Menneske­mængde".

Fælledvej 4

Fælledvej 4 på Nørrebro var omkring 1900 en gård med butiksindretning i forhuset og stalde i side- og baghus. Ejeren lod i 1921 sidst­nævnte bygninger erstatte med mere tidssva­rende til bilgarager, men undervejs i byggeriet skiftede han mening og lod dem indrette til re­staurationsetablissementet "Patricia". I bag­huset blev der således både cafe og bevært­ning, mens sidehusets første sal rummede spise- og dansesal. I 25 år fungerede stedet som restaurant, hvorefter fabrikant Harry Løhr ombyggede bygningerne til "Det danske skriftstøberi" og 1950 skiftede ejendommen endnu en gang ejer. I forbindelse med dette opdagede man, at Storm P. havde udsmykket et af lokalerne i baghuset med en festlig billed­frise.

Når malerierne, udført med vandfaste kase­infarver, så længe havde været upåagtede, skyldtes det bl.a., at de hverken stod omtalt i Storm P.s dagbogsoptegnelser eller i samtidi­ge avisudklip. En undersøgelse har vist, at de­korationen blev udført juli 1922 og endnu fin­des der folk på Nørrebro, der erindrer Storm P. arbejdende på sit stillads i baghuset. Frisen omfatter næsten 20 episoder med Peter Vim­melskaft som den gennemgående figur, enten ude for at jage "hvide høns" eller i beruset til­stand. På et af billederne sover han rusen ud på en halvmåne. Adgang til lokalet kan skaf­fes mod forudgående henvendelse til ejeren.

Faaborg, Hans (-1516)

Hans Faaborg tjente som slots­skriver på Københavns Slot. Det lykkedes ham ved intriger at opnå Christian 2.s yndest, bl.a. ved at angive sin herre, slotshøvedsman­den Torben Oxe. Hans Faaborg fortalte kon­gen, at Torben Oxe havde forsøgt voldtægt mod Dyveke. Christian 2. mistænkte til gen­gæld Faaborg for at have forsøgt derpå. Ved en undersøgelse viste det sig, at slotsskriveren havde uorden i sine regnskaber og han blev hængt 10. november 1516. Da Dyveke døde og Torben Oxe senere selv blev hængt, opstod rygtet, at Faaborg var uskyldig. Folk hævdede at have set lys over hans galge.


G

Gadebelysning

Gadebelysning i større omfang begyndte først sent i København. Endnu i 1500-årene fungerede kun et lys i staden og det var på Gammeltorv. Her sad over Rådhusets ind­gang en jernstang, som bar en jernkurv med brændende ved. Folk måtte ellers klare sig med egne lygter, mere velstillede personer lod sig om natten lede hjem af et bud med en horn­lygte.

En mere effektiv belysning etableredes ved en forordning af 25. juni 1681, hvorefter godt 500 tranlygter opsattes i de københavnske ga­der. men for at spare måtte lygterne ikke tæn­des i de lyse nætter eller ved måneskin. Godt hundrede år senere, i 1767, nævner en tysk rej­sefører, at de københavnske gader oplyses af mange tusinde lyter. Tallet var nu mildt over­drevet. Under Struensees reformivrige styre øgedes gadelygterne med 300 til ca. 1175. De nye var udstyret med engelsk glas (klart glas) i stedet for hornruder og en del fik også reflek­torer bag flammerne. Endvidere fik borgerne lov til at bruge begfakler, når de lystes hjem. Festligt har det været, når kongelige personer om vinteren kørte til komedie i kaner og ka­rosser. Da oplystes gaderne af løbere med blussende fakler.

At gadebelysningen fortsat har været dårlig ses af forordet i Proft og Storchs vejviser fra 1796: "Den nyudarbeidede Gadevejviser, haa­ber Forfatteren, skal tjene mange Fremmede og ældre Indbyggere til stor Bequemmelighed, naar de er nødte til, i Mørket at søge visse Huus-Numere, hvis Følge i hver Gade de ikke vide udenad".

I 1813 oplevede københavnerne en kort stund det mirakuløse gaslys. Blikkenslager Ir­gens lod det opsætte foran sin egen butik i Købmagergade, men den store hob nysgerrige fik politiet til at standse alle videre forsøg. Seks år senere gav myndighederne dog de før­ste bevillinger til gasbelysning. I I857 fik hele byen gasbelysning, da Vestre Gasværk be­gyndte at fungere 4. december dette år. 1800 gaslygter tændtes til erstatning for de 1600 gamle tranlygter (de sidste med tran eksistere­de dog indtil 1882).

Georg Brandes erindrede en gammelliberti­ner, som beklagede det tekniske fremskridt: "Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter". Selv ople­vede han det mere romantisk: "Hin første Af­ten, da Gassen tændtes, gjorde den ny, stærke Belysning en forunderlig Virkning paa mine Drengenervers Ømfølsomhed. Alle Kvinder syntes mig pludselig rene Straaleskikkelser, eventyrligt bedaarende. Ja, en smuk tredive­aarige Kvinde, jeg mødte, forekom mig saa overvældende dejlig, at jeg fulgte efter hende som forrykt i vild Beundring og Attraa vel en Time, indtil hun forsvandt for mig, hvorpaa jeg Aften efter Aften travede om paa Gaderne i stadigt skuffet Haab om at se hende igen". En ny omvæltning var elektricitetens indfø­relse. Det begyndte med en elektrisk buelam­pe, som tændtes uden for "National" i 1881.

Gaderåb

I avisen Aftenposten kunne folk 1776 læse, at fremmede og landmænd blev forvirrede og øre i hovedet af "det offentlige Falbydelses-Skrig paa vore kiøbenhavnske Gader". I en anden spalte i bladet fra samme år hævdedes det til gengæld, at "Den fornøje­ligste Tid af Aaret er den, naar Muserne fra Nyeboder og Hed-Gudinderne fra Walbye og Grazierne fra Amager i buntede Optog og tril­lende Noder sælger levende Reger og Reddi­ker, holstensk Sild og Flekkesild etc., men desværre denne Røst, lig Nattergalens Sang, varer kun nogle Maaneder!"

Sandt nok gik det livligt til, når kedelflik­kerens skrigen og muslingesælgerens røst mødtes med skorstensfejernes råben fra tagene. Skorstensfejerne var det nemlig 1746 ble­vet pålagt fra skorstenspibens munding at "raabe og give Tegn fra sig". VisekæIlingerne var et særligt indslag i bybilledet. Deres hæse stemmer var ofte skærende, pjaltede var de også, hvilket fik folk til at væmmes. Drenge, der løb med blade, blandede sig også i deres kor. Holberg kunne af samme grund skrive: "i alle Gader man med Magt sig jo maa trænge igiennem Viser igiennem hæse Drenge, der skrige øret fuld, hver i sin Melodi: Nye Viser! nu om Mord, nu Brand, nu Hexeri".

Mens det blev drengene forbudt 1726 at løbe med blade, overlevede visekællingerne indtil 1738. Myndighederne forbød da al falbyden af ucensurerede viser. Alligevel måtte Holberg nogle år senere notere, at man atter løb om i gaderne med viser og eventyr. De forhutlede kvinder fyldte deres kurve med de trykte viser hos P. Horrebow, Svares Enke i Store Kanni­kestræde eller hos Holm S. Popp. De sensa­tionsprægede tekster forfattedes af sultne stu­denter og litterære pirater, hvilket gav niveau­et. Ugepjecerne kom og gik, alt kunne sælges fra rygter til de gyseligste mord. Således beret­ningen fra 1780erne: "En opvækkende Nye Vise, hvorudi Misdæderen Johan Friderich Petersen Kineser, Musketteer ved det Norske Livregiment, som for begaaet forsætligt Drab paa sit eget Barn blev henrettet ved Radbræk­ning og lagt paa Steile og Hjul Torsdagen den 11. December 1783, forestilles som sin Synds Bekiender og en i Fængselet omvendt og be­naadet Synder. Synges som: Nu velan vær frisk til Mode".

Ved siden af muslingesælgeren, fiskekoner­ne, matronerne med deres viser, almanakker­nes falbydere og de hurtige bladdrenge færde­des de halvvoksne piger med frugtkurve. Citron-konen blev ligefrem et fast inventar i hovedstaden. Brøndkarse var også populært i 1700-tallets København, hvis man ikke friste­des med "Kartøfler, Kartøf!" Til Københavns politi flød rigeligt med klager. Fra behandlede sager ved l. protokol 1791 er følgende øje­bliksbillede hentet:

"Til Københavns Politimester. I forgaars den 10. (August) om Eftermiddagen, da min... lille Pige ved Navn Sophie Fridericia kom ned ad Vimmelskaftet og raabte med Kir­sebær til Salg kom en Mand ved Navn Johan Brøger... springende ud fra Nr. 159 i Kælde­ren, tog Kurven fra denne Pige og traadte Kir­sebærrene med Fødderne ud i Gaden, gav Pi­gen de groveste Skældsord, og sagde at der i Gaden maatte ingen udraabe! (underskrevet:) Ingeborg Elisabeth Malmberg.

"Gammel Valby Bakkehus", Rahbeks Allé 23 B

"Gamle Valby Bakkehus", Rahbeks Allé 23 B, var oprindelig en gæstgivergård, som statsminister grev Johan Ludvig Holstein 1756 erhvervede. Antagelig havde han planer om at omskabe den til et landsted, men han døde 1763, hvorefter hans bygmester J. C. Conrad i overtog ejendommen. Omkring 1764 stod går­den færdigbygget med fire fløje, og var stadig­væk fungerende som gæstgiveri. 1777 gik Conrad i fallit, og den blev overtaget af dispa­cheur Knud Engelbrecht Langberg. Efter at han havde forbedret gården væsentligt, vide­resolgte han den til forfatteren Knud Lyne Rahbek. Sammen med sin hustru Kamma skabte han her et blomstrende centrum for dansk åndsliv. Vejen fra København derud var meget dårlig, således skrev Kamma Rah­bek engang til et par damer, der var inviteret: "Jeg anser det for min Pligt at advare Dem for den slette Vej, der fører til min Bolig, hvilken især i disse Dage er saaledes, at den næsten er rent impassabel for ethvert Slags Køretøj".

Knud Lyne Rahbek var en typisk repræ­sentant for den tidlige guldalder i dansk litte­ratur. I sin ungdom, hvor han studerede Rousseaus Heloise og GoethesWerther, påbegynd­te han tragedien Axel og Valborg (1778), men arbejdet mislykkedes og gemtes af vejen. Se­nere blev han optaget i Dreiers Klub, hvor fri­sindede tanker dyrkedes. 1785 grundlagde han sammen med digteren Pram månedsskriftet Minerva, senere fulgte tidsskriftet Den danske Tilskuer.

Gammel Mønt

Da grundene omkring Møn­tergården bebyggedes ca. 1630-50, rejstes en række huse fra Møntergade mod syd, og sam­tidig hermed opstod en gade i forbindelse med en lille passage mellem Antonigade og Grøn­negade. På nær et enkelt er alle forhusene på sydsiden af Gammel Mønt fredet og deres byg­ningshistorie kan føres tilbage til tiden kort ef­ter ildebranden 1728, hvor typehuse af for­skellig slags opførtes. Håndværkere og hand­lende flyttede ind i de færdige beboelser. 1732 opførte bager Jacob Nielsen Kölmer således Gammel Mønt 19, herom vidner endnu kring­len over portindgangen.

Smukkest bevaret er hjørnehuset Gammel Mønt/Møntergade, hvor beboersammensæt­ningen omkring 1740 var følgende: I kælderen var der bolig og skænkestue for en øltapper, stuen beboedes af ejeren, en spækhøker med familie og tjenestefolk, øverst var der plads til en skrædder med svend og pige samt en tøm­mersvend. I alt var næsten 30 personer stuvet sammen i de lave rum.

Skønt de fleste af gadens ildebrandshuse forhøjedes i tidens løb, var der stadig tale om stærkt overbefolkede boliger. Forhuset til Gammel Mønt 27 talte 1870 ikke mindre end 65 beboere, heraf boede der syv personer i kælderen og ti på kvisten.

Gammel Strand

I den tidlige middelalder gik kystlinien langs nuværende Løngangs­stræde, Magstræde, Snaregade og Fortun­stræde. Sandsynligvis har Gammel Strand været den strand, hvor fiskerne landede deres fangst, og 1377 nævnes stedet første gang som prope mare (lat. = ved havet). 29. juni 1424 betegnes strækningen ved Stranden. Derefter optræder vekslende benævnelser som Strand­gaden (1559), ved Canalen (1709) og Riveren (1634) eller Revieren (1705). Gammel Strand benyttes tidligst 1716, ofte skrevet i et ord som hos Luxdorph, der 3. april 1786 skriver i sin dagbog: "Farlig Ildebrand ved Gammelstrand hos en Æddikebrygger, i Steenkul, og som længe var dulgt".

Christian 4. købte 1602 Christen Eriksens gård ved Gammel Strand, hvor han i stedet byggede Kongens Gæstegård. Den flyttedes 1621 til Ellen Marsvins gård på hjørnet af Højbrostræde og Læderstræde.

Gammel Strand 48

Forhuset blev opført 1750-51 for grosserer Peter Isenberg af murer­mester Philip de Lange. Oprindelig var byg­ningen i to etager med mezzanin, men ændre­des en del efter branden 1795. Kvisten tilføje­des så sent som omkring 1930. Fra husets opførelse er bevaret den smukke portal, et arbej­de af billedhuggeren Didrik Gercken. Seg­mentfrontonen, som afslutter portalen, er de­koreret med medaljoner og rocailleværk. "Anno 1750" er indhugget over pilasterhove­derne.

Ejendommen benyttes til skiftende udstil­linger af Kunstforeningen, som stiftedes 11. november 1825. Fra begyndelsen har denne forening ydet et væsentligt bidrag til kunstli­vet i København. Niveauet blev allerede lagt med den første udstilling, afholdt 1828, hvor maleren Jens Juels værker præsenteredes. Til denne lejlighed skrev kunsthistorikeren N. L. Høyen et katalog om vor betydeligste portræt­maler i 1700-tallet.

Gammel Strand 50/

Efter Københavns an­den store brand blev forhuset opført 1796-97 for hofhattemager Gudm. Petersen. Bygnin­gen stod oprindelig i tre etager, men forhøje­des til nuværende fire omkring 1850. På sam­me tidspunkt boede digteren H.V. Kaalund i huset.

Gammeltorv

Gammeltorv er byens ældste torv. Før Ab­salon byggede borg (1167), fungerede torvet som markedsplads for landsbyen og dens "havn". Måske har et tingsted også været knyttet dertil. På Absalons tid strakte byen sig mellem Farvergade og Vestergade og mellem Gammeltorv og Rådhuspladsen. Køben­havns første rådhus lå på pladsens østside, og det blev ødelagt, da Valdemar Atterdag 1368 førte krig mod lübeckerne. 1374 omtales plad­sen som Forum, mens det 1446 bar betegnel­sen det gamle torv, her i modsætning til det yngre Amagertorv. Siden 1470erne har Gammeltorv været i brug som navn.

Da København hærgedes af brand 1728, blev Gammeltorv såvel som Nytorv ødelagt. Efter branden flyttede Holberg ind hos råd­mand Laurids Fogh, som ejede en ejendom på hjørnet af Nygade og Gammeltorv. Holberg blev boende her, indtil han 1740 kunne overta­ge en professorbolig i Latinerkvarteret. Sine oplevelser af Gammeltorv og det tilstødende torv udtrykte Holberg i et latinsk epigram, der i oversættelse lyder:

Du spør, i hvilken Kant af Byen jeg har min Bolig"

To Torve ganske nær, Papil, den findes vil.

Det ene Gammeltorv, med gammel Kunst fortrolig,

Slagsmaal og Tyveri og Svig og Drik og Spil.

Nytorv det andet, der har Skafottet man placeret,

Midt imellem begge har Justitia sit Bo,

Saa imellem Galgenpak og Galgen ugenert

Jeg bor; den ene Gud mig hjælper mod de to.

Holbergs bemærkning "med gammel Kunst fortrolig" hentyder til Caritasspringvandet, som var byens eneste kunstfærdigt udformede fontæne. Fru Justitias bo var byens andet råd­hus, som var opført mellem de to torve. Det nedbrændte 1795.

Gammeltorv,

se også Caritas-springvandet

Garnisons Kirke

Grnisons Kirke ved Sankt Annæ Plads blev rejst under Frederik 4.s regering og med inge­niørofficeren Georg Philip Müller som første arkitekt. Hans tegninger, som senere ændre­des, er dateret 1697. Samme år skænkede Christian 5. en byggegrund til formålet og den lå på hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade. Byggeriet skulle delvis finansieres ved bøder, som idømtes ved Højesteret. Pro­jektet forsinkedes imidlertid ved Christian 5.s død 1699 og Danmarks efterfølgende deltagel­se i Store Nordiske Krig. 1703 valgtes den nu­værende hjørnegrund, hvorefter grundstenen nedlagdes. Men allerede 1704 bestemtes det, at fundamenterne, der fulgte Müllers planer fra 1697, skulle ændres. Man ønskede en stør­re kirke, og hertil leverede generalbygmester Wilhelm Friederich von Platen nye tegninger. Han havde 1698 indhentet Christian 5.s "Per­mission til at rejse til Italien, Frankrig og an­dre Lande for at perfektionere sig i Bygge­kunst". Hjemvendt fra sin udenlandsrejse var han særdeles fortrolig med europæisk barok og gav kirken en rigere form, således med pila­sterdelte facader og kuppelspir i stedet for en tagrytter. 24. marts 1706 indviedes bygningen, hvis officielle navn blev Den Herre Zebaoths Kirke (Gl. Testamente: Zebaoth = Hærska­rernes Gud). Dette navn slog aldrig an, hvor­for menighedsrådet 1921 vedtog betegnelsen Garnisons Kirke (Den Herre Zebaoths Kirke).

Bygningen fungerede fra begyndelsen som kirke for byens garnison, og indtil 1819 prædi­kedes her skiftevis på dansk og tysk, et udtryk for den tyske indflydelse på det danske mili­tær. Frederik 6. bestemte da, at den tysktalen­de del af menigheden herefter skulle høre un­der Frederiks Tyske Kirke (nuværende Chri­stians Kirke) på Christianshavn. her var der i forvejen en tysksproget menighed.

Garnisons Kirke er i det udvendige stort set uændret, dog forhøjede man 1886 spiret, som er rejst over hovedportalen i vestgavlen. Det indre domineres af de perlegrå, balustersmyk­kede pulpiturer, der dækker væggene i to stokværk. Pulpiturerne hviler på ottekantede søjler. Alteret, hvis udformning skyldes bil­ledhuggeren Didrik Gercken, er af norsk mar­mor i forskellige farver. Den arkitektoniske opbygning med forkrøppede gesimser samt korintiske pilastre og søjler er ligesom de hvi­de guirlander, draperier og engle typisk for ba­rokken, en iscenesættelse med effekter. Skulpturerne er udført af billedhuggeren Just Wiedewelt, fader til den senere så kendte Jo­hannes Wiedewelt. Kirkegården sløjfedes 1851, men man gav tilladelse til, at komponi­sten J. P. E. Hartmann marts 1900 kunne jord­fæstes i samme grav, hvor hans hustru allerede 1851 var stedt til hvile.

Gasbeholderen, Østerbro

Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk, som opførtes 1876 og toges i brug 23. oktober samme år. Det var hermed det næstældste af byens gas­værker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt, ønskede kommunen at ud­vide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindre anbragt indeni hinanden. De kunne hæve og sænke sig alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion var aldrig før set i Danmark, og mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske over­draget til arkitekten Martin Nyrop.

Ingeniørerne fastlagde beholderens dimen­sioner, og det var helt tilfældigt, at den fik samme diameter som den berømte kuppelbyg­ning Panteon i Rom. Beholderens kuppel var en såkaldt Schwedlerkonstruktion, hvis dele ligesom beholderens leveredes fra udlandet. Det blev Nyrops opgave at udforme murstens­skallen, hvori der skulle være to porte og en række vinduer, idet lanternen i kuppelen ikke gav tilstrækkeligt arbejdslys. Han løste pro­blemet med vinduesåbningerne ved at anbringe lodrette blændinger i ydermuren, hver med to runde vinduer placeret henholdsvis ved den øverste og nederste runding. Vinduer og blændinger danner en art fibulamotiv hele cylinde­ren rundt, og yderligere er de to porte arrange­ret således, at de ikke forstyrrer rytmen. 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvoref­ter bygningen henlå i en periode som tørvema­gasin. For nogle år siden benyttedes den af Det kgl. Teater til opmagasinering, senest har man arrangeret ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.

Gauguin, Paul (1848-1903)

Paul Gauguin, fransk maler, som 1873 giftede sig med Mette Gad og 1884 flyttede til København. I Paris havde Gauguin haft forbindelse med de franske impressioni­ster, især Pissarro, hvem han besøgte i Pontoi­se og malede sammen med. Økonomisk set var det vanskelige år for Gauguin, men kunstne­risk en udvikling.

Da familien Gauguin bosatte sig i Køben­havn, satsede Paul på et agentur i vandtætte presenninger for det franske firma Dillies & Cie. Salget svigtede imidlertid og i 1885 for­søgte han at slå igennem, først ved 13. marts at sende et billede, "Efteraarslandskab", til Charlottenborgudstillingen. Billedet kassere­des. Dernæst holdt han 1.-6. maj separatud­stilling i Kunstforeningen, hvilket helt fortie­des af pressen. Rasende fortalte han Pissarro, at rammehandlerne ikke turde gøre de hvide rammer, han benyttede til sine billeder, da de frygtede at miste deres kunder!

Bitter forlod Gauguin allerede sommeren 1885 det København, som ikke havde aner­kendt hans kunst, og han slog sig atter ned i Paris sammen med sønnen Clovis. Tilbage i Danmark opretholdt Mette hjemmet og tog vare på hans malerier og værdifulde samling af franske impressionister. I en efterladt korres­pondance kan man følge, hvorledes den lud­fattige Gauguin instruerede sin hustru om det uundgåelige salg af malerisamlingen.

Det vides, at Mette solgte en Manet og en Degas til Edvard Brandes, som 1887 havde gif­tet sig med hendes søster Ingeborg. I 1889 ar­rangerede Karl Madsen en udstilling i Kunst­foreningen, hvor Gauguins "franske impres­sionister" spillede en hovedrolle. Det køben­havnske publikum kunne her for første gang studere så mange navne som Cézanne, Pissar­ro, Sisley, Manet, Degas og Guillaumin.

Senere blev Gauguin selv anerkendt og i dag hænger der eksempler på hans kunst på Ny Carlsberg Glyptoteket og Ordrupgårdsamlin­gen.

Gefionspringvandet

Gefionspringvandet, officielt kaldet Ge­fion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige, er Københavns største monument. Arbejdet skyldes billedhuggeren Anders Bundgård og udgifterne bekostedes dels af Københavns Kommunes Kunstfond, dels af Carlsbergfondet. Sidstnævnte ønskede med en gave på 5.000 kr at markere Carlsbergs 50 års jubilæum i 1897. Oprindelig havde man tænkt sig, at det skulle anbringes på Rådhus­pladsen, men her opstilledes i stedet for Dra­gespringvandet (s.d.). Gefionspringvandet indviedes 1909.

Figurgruppen illustrerer det oldnordiske sagn om gudinden Gefion. I Heimskringlas Ynglingesaga hedder det, at Odin fik sig en bo­lig på en ø, et sted som nu kaldes Odense på Fyn. Derpå sendte han Gefion nordpå over sundet for at skaffe mere land. Hun nåede til Kong Gylfe af Sverige, som lovede hende så megen ager, hun kunne pløje. Hun drog derpå til Jotunheim, hvor hun avlede fire sønner med en jætte og forvandlede dem til okser. Ef­ter at de havde trukket hendes plov, førte de landet ud i havet og vestpå i retning af Odense, og siden er det blevet kaldt Sjælland.

Gjethuset

Gjethuset (det store) opførtes 1672 på en matrikel, som lå ud til Kongens Nytorv lige vest for Gyldenløves Palæ, det senere Char­lottenborg. Det indrettedes til kanonstøberi, heraf oprindelsen til navnet gjet (afledt af det plattyske gieten = støbe).

Kanonstøberiet var ikke den første af slag­sen, for allerede 1537 fik et kanon- og klokke­støberi til huse i Skt. Petri Kirke, som efter re­formationen var overgået til kronen og snart efter nedlagdes som sognekirke. Da den tyske menighed 1585 fik overdraget Skt. Petri, flyt­tede man støberiet til Skt. Clara kloster. Sidst­nævnte afløstes 1610 af et nyt gjethus i Pile­stræde, der skulle blive forgængeren til det store støberi ved Kongens Nytorv.

I sidste halvdel af 1600-årene var der god brug for kanoner til hær og flåde, hvilket førte til en udvidelse af Gjethuset. Marinens byg­mester, J. C. Ernst, lod på en tilstødende grund vest her for opføre det såkaldte Lille Gjethus. I begyndelsen af 1700-tallet synes ik­ke meget at være fremstillet i støberiet og 1719 fik Etienne Capion og Samuel v. Qvoten tilla­delse til at agere komedier i Lille Gjethus. Denne virksomhed var dog kun kort tid.

Da Frederik 4. besøgte Gjethuset 1729 for at overvære en støbning, indtraf det uheld, at formen brast. Det uhensigtsmæssige i at have en sådan virksomhed midt i byen, brandfaren ikke at forglemme, førte til nedlæggelse af stø­beriet 18. maj 1757, hvorefter det private an­læg i Frederiksværk overtog leverancen til sø­- og landartilleriet. Støberiets indretninger viste sig derefter særdeles anvendelige, da J .-F.-J. Salys rytterstatue af Frederik 5. skulle støbes. Den komplicerede proces fandt sted i Store Gjethus og det tog blot tre minutter at fylde formen med den flydende bronze. Bolle Lux­dorph fortæller, at han så den nystøbte hest og statue i "Get-Huuset" 10. marts 1768. 15. august samme år brød man et stort hul i væggen og det 22 tons tunge monument blev på en slæ­de trukket ud af Gjethuset.

I 1773 fik Artillerikadetakademiet lokale i bygningen, ligesom der indrettedes embeds­bolig til dette akademis stifter, general Hein­rich Wilhelm v. Huth. Han havde bolig her til sin død 1806. Gjethuset forhøjedes med en etage i 1800-tallet og 1830-66 havde den mili­tære højskole til huse i bygningen. 1866 blev den østlige ende nedrevet for at give plads til det ny kvarter på Gammelholm, mens resten af det gamle støberi måtte falde, da det ny Kgl. Teater opførtes 1872.

Glyptoteket, Dantes Plads 22

Glyptoteket, er opført på den gamle stadsgravs grund. Som første etape rejstes 1892-97 en tre-fløjet bygning ud mod pladsen, hvortil arkitekt Vilhelm Dahlerup le­verede tegningerne. Udgifterne til byggeriet var i daværende priser ca. 1 mill. kr, idet stat og kommune hver ydede halvdelen. Brygger Carl Jacobsen gav 250.000 kr til museets ud­styrelse. Der sparedes heller ikke på materia­lerne. Til facaden, hvis udformning kan være inspireret af San Marco Kirken i Venedig, an­vendtes polerede granitsøjler, Savonnière­sten (fransk gullig kalksten) og terrakottade­korationer. Granitsøjlerne bærer bueslag, der indeholder muslingeornamenter, et typisk træk fra den italienske renæssance.

Gennem portalen i denne skærmfacade træder man ind i en tøndehvælvet forhal, der bæres af otte gule kannelerede marmorsøjler og er prydet med H. V. Bissens kvindestatuer. Bag ved ligger den berømmede vinterhave, som 1904-06 tilføjedes af Vilh. Dahlerup. Un­der vinterhavens glastag vokser palmer og i midten er et bassin med billedhuggeren Kai Nielsens skulpturgruppe Vandmoderen. Den blev 1921 hugget i marmor til denne centrale plads og på en måde er det en moderne variant af oldtidens langskæggede flodguder (kopier af sådanne findes på Søtorvet i København). I Glyptotekets vinterhave ses også senantikke sarkofager mellem væksterne, ligesom der er anbragt en pansertorso i porfyr af en romersk kejser, dateret til 300-tallet.

1901-06 opførtes anden etape af museets byggeri, en firfløjet bygning bag den ældre, som arkitekt Hack Kampmann leverede teg­ningerne til. Her hersker den mere nøgterne klassicisme, kulminerende i midterfløjens prægtige festsal, der flankeres af to gårde. I den søjlebårne festsal, næsten som det antikke tempels peristyl (søjlekrans), står langs væg­gene en række senantikke og oldkristne mar­morsarkofager, hvor en af de mest interessan­te bærer det gammeltestamentlige motiv: Jo­nas og hvalfisken.

Vestfløjen i Hack Kampmanns bygnings­kompleks (vender ud til Tivoli) har i midten en risalit med søjleloggia, hvorover en trinpyra­mide rejser sig, inspireret af det antikke mau­soleum i Halikarnassos, som betragtedes som et af oldtidens syv underværker. Pyramiden flankeres af to forgyldte bronzeheste, et mo­tiv, som er hentet fra San Marcokirken i Vene­dig, hvis facade i middelalderen udstyredes med fire antikke bronzeheste. På afstand er Glyptotekets kopier glimrende, men set på nærmeste hold oppe på taget tåler de ikke sammenligning med de venetianske. øverst på trappepyramiden står en forgyldt bronzestatue, som viser Pallas Athene.

Mens Dahlerups bygningsafsnit danner rammen om malerisamlingen med eksempler på dansk guldalderkunst, ligesom 1800-tallets franske strømninger fra David over Corot til Bonnard er repræsenteret, rummer Kamp­manns bygning den verdensberømte samling af oldtidskunst. Dens stifter var brygger Carl Christian Hilmann Jacobsen, søn af Carlsberg Bryggeriernes stifter, kaptajn Jacob Christian Jacobsen. Allerede som dreng blev Carl Ja­cobsen grebet af den klassiske kunst, da han med sine forældre rejste til Italien. Året efter sin studentereksamen gentog han Italiensrej­sen, og 1879 gjorde han sin første store erhver­velse, et portræt af en ung mand, som kan be­stemmes til ca. 540 f. Kr. Dette mesterværk fra den gammelattiske kunst bærer endnu farve­spor i øjne, mund og frisure, hvilket er et godt eksempel på den antikke tradition. Dengang stod statuerne ikke nøgent hvide, men var bemalede. Jacobsen købte portrættet i Paris, da man holdt auktion over den franske arkæolog Olivier Rayet's kunstsamling. Glimrende portrætter fra græsk og romersk tid blev sene­re føjet til, hvilket i dag gør samlingen enestå­ende i hele Europa. Her ses antikke kopier af filosoffen Platon, digterne Anakreon, Ai­schylos og Sofokles, desuden et studie af Alex­ander den Store. Romerrigets historie repræ­senteres ved Vergil, Pompejus og kejserne Au­gustus, Vespasian, Trajan og videre frem til Konstantin den Store, som anerkendte kri­stendommen. Museet har endvidere en sam­ling af egyptisk og etruskisk kunst. Det hele drives som en selvejende institution, Ny CarIs­berg Glyptotek, som oprettedes ved et gavebrev af 8. marts 1888 fra Carl og Ottilia Jacob­sen. Med dette ønskede de at sikre offentlighe­den adgang til deres kunstsamlinger i al frem­tid.

Gothersgade

Gothersgade anlagdes, da den gamle Øster­vold omkring 1647 blev sløjfet. Oprindelig kaldtes gadeforløbet Ny Kongensgade, såle­des i et dokument fra 1650, mens det nuværen­de Gothersgade anvendtes fra 1664 efter fæst­ningsingeniør Henrik Rüses plan. Ved fæst­ningens sløjfning omkring 1870 forlængedes gaden til Sortedamssøen.

Gadens ældste huse er Gothersgade nr. 23­- 25, begge opført i tiden mellem 1650 og 1701 og siden stærkt ombygget. Allerede i 1700-­tallets midte har de formentlig stået sammen­bygget, mens den nuværende facadedekorati­on blev foretaget 1793 for ejeren, bygmester Andreas Kirkerup. Adskillige af gadens øvri­ge huse er, skønt ombyggede, fra tiden efter den store ildebrand 1728. Det gælder de ulige numre 7,11-17,29, 33-33A, 39, 41, 87, 91 og 97. I april 1768 hærgede en brand meget dra­matisk et af gadens huse, som tilhørte Christi­an 7.s livlæge, Johan Just von Berger. Fire mennesker blev slået ihjel, da en gavl faldt ned og livlægens "Biblioteque og skrevne Sager brændte eller blev spolerede", skrev Lux­dorph i sin dagbog.

Over porten til Gothersgade nr. 115 er opsat det gamle bomærke for gæstgivergården Trekroner, som lå på denne matrikel indtil omkring 1900. Tavlen er dateret 1773 og viser en gammeldags tremmevogn med kusk, der blæser i horn. Sentensen over relieffet lyder: "Hvo paa Gud troer, han tryggelig boer".

Gothersgade,

se også "Baron Boltens Gård" og Reformert Kirke.

Grønnegade

Grønnegade skrives allerede 1377 Grønæga­de og denne navneform er bevaret til vore da­ge, mens de fleste andre af byens gadenavne har undergået forandringer. I vore købstæder er grønnegaderne også blandt de ældste, såle­des rækker Ribes Grønnegade tilbage til 1200-­tallet, og overalt betegner navnet oprindelig en græsgroet sti. For den københavnske Grønnegade gælder det, at den i middelalde­ren løb mellem haver over ubebygget jord.

Fra den nordlige side af Grønnegade afgik tidligere en lukket gang, i 1689 og senere om­talt som Smids gang. Gadens ældste huse er nr. 26, 27 og 39, der alle blev bygget før 1700, men senere ændret.

Gråbrødretorv

Gråbrødretorvs historie begynder, da Grå­brødrekloster 1238 oprettedes her. Til kloste­ret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Hun var søster til biskop Peder Sunesøn og dermed af den berømte Hvide-slægt. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbyg­ning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmager­gade.

Den 7.-17. juli 1360 var gråbrødrenes kapi­telsal rammen om Valdemar Atterdags for­handlinger med hansestæderne. Drøftelserne vedrørte bl.a. privilegier til stæderne og fælles mønt. På dette tidspunkt, hvor Dragør udvik­lede sig til et vigtigt sildemarked, fik Grå­brødrekloster og andre københavnske kirker og klostre egne sildeboder og kapeller i fisker­lejet på Amager. 1416 var klosteret atter ram­men om politiske forhandlinger, denne gang mellem repræsentanter for hansestæderne og kong Erik af Pommern. Baggrunden derfor var kongens arrestation af 400 lübeckere på Skånes sildemarked. Klosteret benyttedes og­så hundrede år senere, da Christian 2. d. 31. marts 1515 skulle modtage et gesandtskab fra kejser Maximillian l., som var farfar til Elisa­beth af Nederlandene, hans gemalinde. Ge­sandterne fremførte her kravet om, at kongen skulle vise sin "bolerske" Dyveke ud af landet. Udsendingene måtte dog forgæves rejse hjem.

Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af vellevned og udskejelser. Da man samme år opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", således sakri­sti, bryggers, maltkølle, stegers, svendeher­berge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistra­tens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedre­vet. Endnu er rester dog bevaret. Under ejen­dommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren fra middelalderen. Det er et levn fra munkenes fængsel, 1530 om­talt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsar­kæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretov 13. Man fandt her rester af mid­delalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæ­steherberget"

Wiingardt, som var Hans Tausens bogtryk­ker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Ind­kørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nu­værende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht. Han var en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og ind­førte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehefter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted.

På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyl­dig i landsforædderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads. I dens midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728­-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse.

1842 syntes myndighederne, at det var til­strækkeligt, og den blev nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støt­ten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I øvrigt skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde hed­det, i 1841 til det nuværende navn Gråbrødre­torv.

Ved bybranden 1728 blev næsten hele be­byggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshu­se". På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv l læses: "Hvad Ilden har for­tæret har Gud igen beskiert". Bygningerne på torvets vestside opførtes efter bombardementet i 1807 og er typiske for denne periodes byggeskik. I 1968 fik torvet status som gågade.

Gråbrødretorv 3

Gråbrødretorv 3, "Wessels Hus". 1732 blev forhuset opført af tømrermester Morten Pe­dersen for skipper Mads Børgesen Lund. Ef­ter bybranden 1728, som lagde torvets huse i ruiner, havde Lund fået tilladelse til at bygge en "interimshytte" (midlertidig bolig) på sin grund. Han lod i stedet Morten Pedersen op­føre et baghus "et Loft højt", hvad der var ulovligt og resulterede i en retssag. Hele be­byggelsen, hvortil der også hørte trappehus og baghus, stod færdig 1732, men så kom ejeren i strid med Morten Pedersen om betalingen. Den blev fastsat til 160 rigsdaler.

Et broget persongalleri er knyttet til husets historie. Da skipperens datter, Anne Marie Lund og hendes mand, hofplattenslager Søren Nielsen Schiøtt var flyttet ind, blev huset ombygget 1759. Ved denne lejlighed gjorde man facadevinduerne i forhuset større, og på første sal lod man udsmykke en sal med væg­malerier. I kælderen boede der i en periode en sæbesyder, og 1770erne digteren Johan Her­man Wessel på 2. sal. Her er et par mindestuer indrettet, den ene med kalkmalerier fra 1700-årene, der viser et frodigt rankeslyng. Det var i denne periode, at Wessel skrev "Kær­lighed uden Strømper". I marts 1773 begyndte man at spille stykket på Det kgl. Teater, og den 29. samme måned indrykkedes en annon­ce i Adresseavisen: "Denne Aftens Indtægter tilhøre Forfatteren, hos hvem Sedlerne faas i no. 127 på UlfeIds Plads, saavel som ved Ind­gangen". I 1774 annoncerede Wessel med, at "Kærlighed uden Strømper forøget med en Epilog og sælges paa Ulfeids Plads i no.127 an­den Sal til Gaden for 24 Skilling uindheftet og 28 Skilling heftet".

Gudstjeneste

Tidligere var kirkegangen en vigtig del af hovedstadens rytme, naturligvis med forskelligt indhold gennem århundreder­ne. Den katolske kirke gjorde meget for at holde de troende til gudstjenesten. Således fik Vor Frue Kirke i 1376 lov til at bevilge 40 dages aflad til dem, der på kirkeindvielsesdagen overværede en gudstjeneste "for at det kristne Folk desto frommere og hurtigere skal strøm­me dertil". Processioner skulle også styrke de troende. I 1429 skænkedes gods til Køben­havns Helligåndskloster for at det kunne hol­de daglig messe og en årlig procession.

Efter reformationen spillede kongefamilien en stor rolle i byens religiøse liv. Når "Vejret var lystigt" kunne københavnerne opleve "Hs. Majestæt (Christian 3.) og Dronningen med sine Jomfruer ride til Kirken paa Gange­re".

Selve gudstjenesten fik også en ny form ef­ter lutherdommens sejr. Stolestader havde man kendt i middelalderen i form af korstole oppe ved alteret, alene benyttet af gejstlige, men nu blev kirkernes gulve fyldt med stole­rækker. Intet menighedsmedlem kunne dog frit disponere, det tilkom alene kirkens styrel­se at bestemme de enkelte medlemmers vær­dighed og dermed følgende placering. øverst sad de fineste, nederst de ringeste.

Retten til et stolestade kunne fortabes, som i tilfældet med en kone i Skt. Nikolaj Kirke i 1719. Det skete, fordi hun "med uanstaaelig Skjænden og Ord, som har rejst sig og adskil­linge Gange er forfalden imellem hende og en anden Kone, som havde Stade og sad i Stol hos hende, fordi at hun Supplikantens Hustru imod al Skik og Maner havde sat og hver Gang de kom i Kirken vilde sætte en hendes yngre Datter ovenfor den anden Kones ældre Dat­ter".

En endnu større forandring var afskaffel­sen i 1640 af den latinske korsang, hvor man samtidig indførte afsyngelsen af danske salmer. Om gudstjenesterne havde været langva­rige før reformationen, blev det ikke lettere derefter. Men helt usædvanlig var gudstjene­sten ved indvielsen af Vor Frelsers Kirke på Christianshavn den 19. april 1698. Den dag kørte kongehuset til kirken kl. 9 om morgenen og forlod den først igen kl. 16.30 om eftermid­dagen.

I 1700-tallet oplevede københavnerne en overflod af prædikanter med vidt forskellige evner. Nogle revsede som Morten Reenberg ved Helligåndskirken (1709-20). Han gik end ikke tilbage for kritisere Frederik 4.s forhold til grevinde Viereck: "Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Helliggejstes Klokke ikke klemte, naar Landets Vældige drager med Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sik­kerheds Søvn".

Andre præster forstod at skabe sindrige pa­ralleller mellem de evige og timelige forhold. Da Vor Frue genåbnedes 1738 efter den store ildebrand, var biskop Peder Hersleb hovedta­ler og han udlagde Vor Frue som Guds audi­ensgemak og alterbordet som Guds taffel, medens skriftestolen var at ligne med Hans rentekammer. Det var i grunden ikke så flyv­ske tanker, når det huskes, hvad Ludvig Hol­berg oplevede i Leipzig året før. Der hørte han magister Stivelius bevise ud fra Bibelen, at de salige ville blive fyrsteligt bespist i himmelen.

En prædiken kunne også være en prøvelse som i tilfældet Niels Schytt, en af Reenbergs senere efterfølgere i embedet ved Helligånds­kirken. "Hand fattes Røst og Gaver, er og mavr in Materie, men kand maaske blive god", skrev Luxdorph i 1785.

Den manglende opvarmning i ældre tider var et stort problem, klart udtrykt i 1806 af svenskeren J. E. Angelin: "Det forhåller sig gunås i Köpenhamn som i andre stora stader: ­man går sällan i Kyrkan, ty man fruktar att bådde sommer och vinter förkyla sig inom dess sten-hvalf".

"Gule Hest"

"Gule Hest", en gæstgivergård på det gamle Vesterbro, er forlængst nedrevet. Den lå lige­som den endnu eksisterende "Sorte Hest" (nu bl.a. teater) ved Vesterbrogade, hvor tilrejsen­de til København kunne gøre ophold og spise. Gæstgiveriet "Gule Hest" var opført i midten af 1700-årene som en grundmuret, trelænget gård med kampestenssokkel, okkergule mure og højt, rødt mansardtag. Hovedlængen lå langs den nuværende Kingosgade, mens port­længen vendte mod Vesterbrogade.

Et synligt minde om bygningen er en snavset cementplakette over opgangen til Vesterbro­gade 106 b, hvor man læser, at den "Gule Hest" bortfaldt 1778 og blev i stedet kaldt "Håbet". I medaljonens midte ses et relief af en kvinde med anker, et gammelt kristent symbol for håbet (lat. spes). Årstallet på plaketten hentyder formentlig til, at den køben­havnske handelsmand Peter Borre i 1778 køb­te "Gule Hest" for at begynde en tobaksplan­tage på ejendommens jorde (notits i Lux­dorphs dagbøger). Borre havde i 1760 som hofagent fået overdraget administrationen af tobakshandelen og sørgede for indkøb af to­baksblade og deres oplag i alle købstæder. Da monopolet ophævedes 1778, har han sikkert følt sig fristet til at prøve kræfter med dyrk­ningen af tobak.

En senere og ligeså initiativrig ejer var teks­tilfabrikant og justitsråd Ole Ferdinand Ol­sen, som havde tjent en formue på en linned­fabrik i Køng. Efter at han 1844 havde afhæn­det fabrikken, erhvervede han "Håbet". Da byen voksede ud over Vesterbro i de følgende år, fik han solide indtægter på at bortsælge de tilliggende jorder stykke for stykke. I 1885 blev Ferdinand Olsens gård nedrevet og Kingosgade i stedet anlagt med tilhørende etagebyggeri.

"Gule Palæ, Det"

"Det Gule Palæ", Amaliegade 18, rejstes 1764 for købmand H. F. Bargum. Ved opførel­sen, som skete efter tegninger af N. H. Jardin, benyttedes fundamenter fra den forrige ejers påbegyndte byggeri. Resultatet blevet nyklas­sicistisk hus, som markerede et stilskifte hos det københavnske borgerskab. Facadens guir­lander, medaljoner og relieffer af vaser under­stregede det ny.

Huset blev siden kendt som slavehandlerens palæ. Kort fortalt havde Bargum i 1760 skaf­fet sit firma, Gustmeiers Enke & Bargum, mo­nopolet på tobakshandlen i Danmark, ganske vist mod en årlig afgift på 100.000 rigsdaler til den danske stat. Hovedstadens tobaksspinde­re protesterede mod dette og året efter mistede han monopolet. Så fik han bedre held med fabrikationen af fiskebensstativer til korsetter og skørter. Pengene rullede rigeligt ned i Bar­gums lommer og derefter gik han ind i den danske slavehandel i kompagniskab med Gustmeiers enke.

Af staten fik han oktrojen for 20 år på den danske slavehandel med forterne Christians­borg og Fredensborg. I 1766 kunne han sende sit første skib af sted og senere havde han fem skibe på farten til Guinea og Dansk Vestindi­en. Bargum syntes imidlertid, at "omsætnin­gen" af slaver var for ringe; indtil 1766 havde forterne kun præsteret ca. 400 slaver om året. Nu skulle de levere fire gange så mange, hvil­ket viste sig at være umuligt. Forskellige uheld, en krig på Guineas kyst i 1770, skibs­forlis og store tab af slaver på grund af syg­domme under transporterne, udhulede Bar­gums handelsimperium. Til sidst måtte han flygte for sine kreditorer, flakke rundt i Euro­pa og efter 1792 forsvinder de sidste spor af denne sælsomme mand.

Gåsegade

Gåsegade i Vester Kvarter hed i middelalde­ren Gråbrøndstræde. Et lokalt bryggeri, som grundlagdes af Christian 3., gav anledning til det senere navn Gåsegade. For i bryggeriet fremstillede man en speciel slags øl, "Gøs" el­ler "Gaas", der bestod af både hvidtøl og spi­ritus. Opskriften på denne kraftige drik var hentet fra Goslar i Tyskland, hvor man benyt­tede Goseflodens vand. Brygningen i Køben­havn er sikkert hurtigt blevet opgivet, da det lokale vand næppe har kunnet måle sig med det tyske.

Selve bryggeriet omtales omkring 1550, si­den hen nævnes kun "Gåsebryggergrunden"og i 1689 optræder for første gang navnet Gå­segade. Indtil 1905, hvor man nedrev gadens vestlige side, var stedet sammen med Farver­gade et berygtet centrum for prostitution.


H

Hanetårnet

Spadserer man ad Nørrevold langs Ørstedsparken, passeres et skilt op­hængt på parkens smedejernsgitter. Det for­tæller, at herudfor fandtes Hanetårnet den­gang byen havde volde. Nær ved er markeret den nøjagtige beliggenhed med en cirkelfor­met brolægning hen over cykelsti og vejbane. Gamle aktstykker og nyere beretninger kan fortælle mere om stedets historie. Ifølge byens regnskaber fik en vis Poul Hansen omkring 1523 betaling for arbejder på dette tårn, som lå mellem Nørreport og Jarmers Gab (hvor Jarmers Tårn kort efter opførtes). Hanetårnet skulle indgå i en række nye fæstningsværker til en bedre sikring af København mod angreb fra landsiden. Ved senere udvidelser og for­bedringer af voldværket, blev tårnet "begra­vet".

Da Vestervold sløjfedes 1874, afdækkede man i den såkaldte Hahns Bastion ud for Lars­lejstræde en betragtelig del af det forsvundne tårn. Murværket, som var af røde munkesten i middelalderligt forbandt, dannede to tredie­dele af en cirkel med en diameter på 6 meter. Der var altså tale om et åbent tårn, ikke en fuldt muret runddel, og åbningen i Hanetår­net vendte ind mod byen. Det 8 meter høje murværk var i øvrigt forsynet med skydeskår, hvad der bekræftede det forsvarsmæssige.

Små åbninger i murværket viste også, at der havde været støttepunkter for vandrette bjæl­ker, "hamrene", som havde ligget på et palisa­deværk. Dette var blevet bygget op til tårnet efter dets færdiggørelse i 1520rne. Rester der­af var endnu at se i 1874. Dr. O. Nielsen, den kendte byhistoriker, overværede udgravnin­gerne og beskrev fundet som "et Bulværk med Palisader, der stod lodret og synes at være Re­ster af Byens Planker". At København i 1500­tallet var delvis omgærdet med planker lyder primitivt. Ikke desto mindre havde byen måt­tet tage til takke med et sådant værn helt tilba­ge til middelalderen. Den ældste stadsret, gi­vet 1254 af biskop Jakob Erlandsen, meddeler hvilke bøder der skal idømmes, hvis byens gra­ve og planker forsømmes. Det kan til sammenligning nævnes, at Ålborg i 1430rne fik sine "Bysens Planker". Ligeledes havde Flensborg sit Plankemajen, mens det tidligere Bulværks­stræde i Køge minder om et værn af planker.

Desværre blev Hanetårnet kun stående ind­til 1878, hvorefter man jævnede det med jor­den, og i 1915 fjernedes de sidste spor.

Hans Blasens Hus, Nybrogade 4

Hans Blasens Hus har en vel­dokumenteret bygningshistorie. Hans Blasen, som var arbejdskarl ved Vejerhuset, lod først opføre et baghus af bindingsværk, to loft (eta­ger) højt. Tømrermester Niels Andersen fuld­førte byggeriet 1729, hvorefter man februar 1730 begyndte at grave grunden til et forhus. I det følgende årstid arbejdede murermester Lars Erichsen, snedkermester Søren Pedersen og smedemester Morten Andersen på huset. En oprindelig kvist, som prydede huset ud til stranden, er senere udvidet til en fuld etage.

På en stenplade over kælderhalsen er ind­hugget "HANS BLASEN I: PÆRETRÆET ANNO 1730", og nedenunder ses et træ i et ovalt relief. Bygherren valgte sit mærke efter et kæmpemæssigt pæretræ, der voksede på gaden ud for hans matrikel. I en tid, hvor hus­numre endnu ikke var indført, var det særde­les praktisk at have et træ som vejviser. Endnu 1816 blev det fortalt, at det pågældende pære­træ strakte sin krone helt til 3. etage og hvert år bar omtrent en tønde pærer.

Harsdorffs Hus, Kongens Nytorv 3-5

Gen­nem sin karriere blev arkitekten Caspar Frede­rik Harsdorff stedse stærkere knyttet til Kon­gens Nytorv. Allerede 1766 udnævntes han til professor i perspektiv ved Kunstakademiet, 1770 overtog han Jardins stilling som hofbyg­mester og året senere også hans bolig på Char­lottenborg (i sydfløjen). Harsdorff var i de følgende år beskæftiget med ombygningen af Det kgl. Teater. Skæbnen ville, at han 1777 fik en chance for også at bygge sit eget stands­mæssige hus ud til torvet. Ved Charlottenborg lå dengang et lille hus med facaden ud til den fornemme plads. Her havde akademisekretær C. E. Biehl haft sin bolig og her havde hans datter, den senere så kendte forfatterinde Charlotte Dorothea Biehl tilbragt en del af sin barndom. Efter C. E. Biehls død skulle huset nedbrydes og man rådspurgte Harsdorff om en løsning. Han foreslog da, at man overlod ham grunden mod at bebygge den for egen regning.

Harsdorff vidste meget klart, hvad han gjorde. Bygningen skulle ikke blot tjene som bolig, men også være en programerklæring for nyklassicismen og en bedre boligindret­ning. I sin ansøgning skrev Harsdorff: "Den fordærvede Smag som endnu hersker iblandt os i Henseende til de borgerlige Huses saavel udvendige Bygningsmaade som indvendige Dekoration og Uddeling af Værelser, har jeg siden min Hjemkomst fra Italien stedse søgt at undertrykke, ... men da jeg endnu ikke har haft Lejlighed til at bygge noget Borgerhus og følgelig ikke har kundet bekræfte mine Grun­de med Eksempler, har de mundtlige Beviser, jeg dertil har anvendt, ogsaa kun været til liden Nytte... Husets udvendige Udsiringer saavel som Distributionen skulde blive noget ganske nyt".

Kongen skænkede ham velvilligst grunden 1779 og 1780 stod "Huset" (nr. 3) og "Går­den" (nr. 5) under tag. Den pilasterdelte midt­ralisalit med trekant fronton blev siden et gen­nemgående motiv i den borgerlige arkitektur. Til udsmykning af gavltrekanten udførte Wie­dewelt et relief. Bygningen er fredet og benyt­tes i dag af arkitektskolen.

Hauser Plads

Hauser Plads har navn efter schweizeren Conrad Caspar Hauser, som fødtes 1743 i Ba­sel. 1768 blev han gift med en søster til den danske konsul i Algier, Andreas Æreboe, hvorefter han bosatte sig i København og ind­trådte i det Iselinske Handelshus. Hauser tjente godt, men havde tillige haft en stor formue med sig til Danmark.

Under Københavns bombardement 1807 raserede ilden også det bebyggede område, hvor Hauser Plads ligger i dag. Caspar Hauser erhvervede 1809 en af brandtomterne samme­steds, nuværende Hauser Plads 32, for et par år senere at bygge på den. 1811 lod han foreta­ge en brandtaksation over et nyopført pakhus med tilstødende trappehus. Det fremgår af Trinitatis Kirkes regnskaber fra samme år, at Hauser ved en af kirken afholdt auktion over "forskellige store Sten, Fodstykker fra Gravmonumenter, Fliser og flere flade Ligsten", købte seks portioner deraf. Nogle af disse sten kan i dag ses som gulvfliser i trappehuset. I 1818 var der forslag fremme om etablering af en plads nær Hausers pakhus, hvor endnu mange brandtomter lå. Det skulle aflaste Kul­torvet på de stærkt søgte torvedage. Stadsbyg­mester Peder Malling havde udført tegningen dertil. Men Hauser ønskede også at bidrage til planerne, hvorfor han 18. januar 1819 skrev til Den kgl. Pram og Vand Commission. I brevet stod bl.a.: "Da Hans Mayestät efter Forlyden­der har befalet, at den skal broelægges og tiene til hjelpe Kul Torv. Da denne saa særdeles nyt­tige Bestemmelse lige som den herlige nylige skete Forandring omkring Trinitatis Kirke ge­raade mine i Hauser Gade beligende forskelli­ge Ejendomme til væsentlig Fordeel ... kom Talen i Gaar paa en mulig Benyttelse af de Springvandsrender, som findes omtrent Mit­ten paa denne saakaldte Suhms Plads til For­skønnelse af Pladsen, som forenede almeen Nytfe med Frydelse, ved der at anbringe et Springvand.. .".

Brandvæsenet støttede også Hausers for­slag og arbejdet med at etablere og forskønne pladsen gik igang, omend langsomt. Til springvandet lavede Malling en tegning, der viser en firkantet søjle med pumpe og et løve­hoved, hvorfra vandet kan strømme ud. Først mod slutningen af 1830rne havde området få­et nogenlunde regulær bebyggelse. Mens vest­siden gik tabt ved Biblioteksgårdens opførelse 1957, er den øvrige bebyggelse bevaret. Nr. 16 er således fra 1830, og nr. 18 og 20 blev opført 1838-39 af murersvend Chr. H. Lund.

Det af Hauser benyttede navn "Suhms Plads" skulle minde om, at historikeren P. F. Suhm havde boet her indtil sin død 1798. Det slog dog aldrig an. I folkemunde hed den Hau­ser Plads, hvilket sejrede, da skiltning kom op.

Havfrue, Den lille

Den lille Havfrue ved Langelinie blev udført 1913 af billedhuggeren Edvard Eriksen. Brygger Carl Jacobsen var initiativtager til monu­mentet og hentede ideen dertil fra H.C. Andersens eventyr. Ved udformningen har Erik­sen hentet inspiration i den franske billedhug­ger Henri Chapus' dengang meget populære skulptur Jeanne d'Arc. Edvard Eriksens kone sad model, og ikke som ofte sagt Ellen Price, der var primaballerina ved Det kgl. Teater.

Havfruegrunden

Havfruegrunden, tidligere en sandgrund mellem Slotsholmen og Amager ud for indsej­lingen til Tøjhushavnen. Allerede før Køben­havns vartegn opstilledes på grunden, hævde­de man, at den var befolket med havfruer. Disse skipperskrøner refererede Daniel Meis­ner, østrigsk hofsanger og bøhmisk poeta lau­reatus, i sit topografiske atlas om europæiske byer, hvor "Coppenhagen" tildeltes rollen som sirenernes by. Ifølge oldtidens græske forfattere var sirenerne døtre af Acheloos, en tyregud med menneskeansigt og dryppende skæg, som holdt til i floderne.

Interessen for havfruer i danske farvande var endnu stærk sidst i 1600-tallet. Så sent som i 1669 skrev biskop Jens Bircherod i sin dag­bog: "Gik hos os megen Sagn af en Havfrue, som nyeligen skulde være seet ved Saltholmen imellem Kiøbenhavn og Malmøe, og de Hamburger-Aviser frembragte med de mange vidtløftige Omstændigheder denne Relation".

Hvor Havfruegrunden lå, byggedes 1611 en kunstig holm med bolværk omkring, og herpå rejstes en høj stensøjle afsluttet af en dobbelt­figur i sten. Ifølge Thurahs Den danske Vitru­vius (1. bind 1746) lod Christian 4. skulpturen bringe som krigsbytte fra Kalmar til Køben­havn, hvilket dog er usandt.

Hverken Thurah eller Jonge (Kiøbenhavns Beskrivelse 1783) ønskede nærmere at identi­ficere skulpturen. Jonge skrev, at den forestil­lede "et Fruentimmer, staaende ganske nøgen i naturlig Størrelse og havende hos sig en Sva­ne, der stikker sit Neb i hendes Mund". Sand­heden er, at skulpturen forestillede Leda og svanen. I den græske mytologi var hun gift med den spartanske konge Tyndareus og fik besøg af Zeus i skikkelse af en svane, med hvil­ken hun avlede tvillingesønnerne Kastor og Polydeukes (rom. Pollux).

I 1795 måtte det smukke vartegn nedtages, da den øgede skibstrafik krævede hele Hav­fruegrunden fjernet. Et kort fra 1794, nu i Det kgl. Søkortarkiv, fortæller, at der kun var ca. en meter vand på dette sted. Og Leda og sva­nen forsvandt. Det siges, at den kort før 1900 lå på en havegrund på Frederiksberg Allë. Derefter vides intet.

Heiberg, P. A. (1758-1841)

P. A. Heiberg spillede 1785-1800 en vigtig rolle i Københavns politiske og litte­rære cirkler. Han ernærede sig som notarius publicus i en periode og fik bestalling som translatør i portugisisk og spansk, men forfat­terskabet kom snart til at dominere. Marts 1787 udgav Heiberg l. nr. af Rigsdalersedlens Hændelser, som med sin bidende ironi førte kritik mod stat og regering. Den prærevoluti­onære stemning i Paris gjorde indtryk.

I 1790 kom Heiberg for alvor i ilden. Til en fest på Skydebanen 25. september skrev han sin "Indtogsvise", hvori det berømte vers op­træder "Ordener hænger man paa Idioter". Den følgende morgen kl. 9 stillede translatør Heiberg op i afhøringskamret på Rådhuset. Det endte med en klækkelig bøde, skønt han hævdede, at Baggesen havde sagt langt værre ting om de højeste rangklasser.

En stor succes blev Heibergs De Vonner og Vanner, en komedie i fem akter, som han skrev i sommeren 1791 i løbet af halvtredje dag. Heri polemiserede han skarpt mod den almindelige rangsyge og korruptionen inden for landofficerstanden, som den gang var halvtysk. I stykket har aktørerne navne som von Plagernan, von Aberwitz (vrøvl) og pro­kurator Snydenstrup. Kommedien opførtes tre gange, så henlagdes det efter kongeligt på­bud.

I disse år færdedes Heiberg meget i Nyhavn nr. 67. Husets ejer, stadsmægler Johan Bunt­zen, havde 1790 bortgiftet sin purunge datter Thomasine til den stridbare forfatter, sikkert med nogen bekymring. Ægteskabet blev i øvrigt dramatisk, da Thomasine forelskede sig i svenskeren Carl Frederik Gyllembourg. Hvad værre var, efterhånden tilspidsedes for­holdet til myndighederne så meget, at han fik en proces på halsen. Den 23. december 1799 dømtes Heiberg til landsforvisning. "Det var den 7. Februar 1800, at jeg udstødt af mit Fødeland ved en Hof- og Stadsretsdom maatte forlade Kjøben­havn og Danmark, for i et fremmed Land at faa skaffe mig de Midler til min Underhold­ning, som det ikke længere tillodes mig at er­hverve i Fødelandet". Således indledte Hei­berg sine erindringer nedskrevet i Paris, hvor­til han søgte og døde 1841. Han nåede således ikke at opleve grundlovens indførelse.

Hellig-Hansen

Hellig-Hansen, hvis borgerlige navn var Hans Hansen, skabte sin storhed og sit fald som byggematador i 1870ernes og 80ernes Kø­benhavn. Som fattig snedkersvend var han i 1870erne taget til hovedstaden for at søge ar­bejde. Han opdagede snart, at han var havnet i en gründer-periode, hvor folk med dristige byggeplaner kunne tjene styrtende med pen­ge. Øgenavnet Hellig-Hansen fik han givet ved at være mere snedig, end det tilforladelige, lidt hellige ydre lod ane.

Succes'en grundlagdes ved byggeri på Østerbro, derefter med flottere ejendomme omkring Grønttorvet og Farimagsgade. Arbejderkaserner på Vesterbro hørte også med i forretningen. I 1880, kun 31 år gammel, kaste­de han sig ud i to gigantiske projekter: opfø­relsen af Dagmarteatret på hjørnet af Jernba­negade og Vestre Boulevard samt National vis à vis Tivoli. Byggegrunden, hvor det berømte National skulle rejses, var dengang en stor ha­ve med en to-etagers gammel bygning, indret­tet som folkeligt musiketablissement under navnet "Concert du Boulevard". Ejendom­men købte han for en slik, hvorefter han ind­ledte med at opføre nogle prangende facade­bygninger ud til Vesterbros Passage, mens Concert du Boulevard-bygningen blev bevaret og pyntet op for at danne midtpunkt i det store restaurationskompleks.

Samtidig med dette byggedes der flittigt på Dagmarteatret ovre på Halmtorvhjørnet. Ar­kitekten for dette projekt var professor Ove Petersen, som 1874 havde ledet opførelsen af Det kgl. Teater i fællesskab med Vilh. Dahle­rup. Den 7. marts 1883 åbnedes det ødselt ud­styrede teater, hvilket gav ridderkors og be­rømmelse til Hellig-Hansen. Højdepunktet i hans karriere var nået, for det kneb allerede med finanserne. I desperation kastede han sig ud i et endnu større projekt, opførelsen af et nyt og mere imponerende National, hvis stør­ste attraktion blev en stor koncertsal over­dækket med kuppel. Den fremstod rigt for­gyldt, med masser af stukornamenter, loger i flere etager og den herligste musik bragtes her, leveret af Carl Lumbye og et 40 mands orke­ster. Hellig-Hansen beskæftigede 150 køk­kenjomfruer og kokke i det nye kompleks, hertil kom en stab af opvartere, endog fire "Toddyskjænkere". Dagligt ekspederedes 8.000 stk. smørrebrød, 50 pund kaffe gik også med. Avisernes reportere noterede også, at der blev drukket seks tønder øl og 550 flasker bajere om dagen. Københavnerne måbede, ik­ke mindst over den elektriske belysning, der her for alvor blev afprøvet i større målestok.

Så sprang bomben i januar 1884. Hellig-­Hansen kunne ikke betale sine leverandører. Kort efter revnede også økonomien i Dagmar­teatret, og Hr. Hansen gik fallit. Han endte si­ne dage som fattiglem på Almindelig Hospi­tal, mens de forargede ønskede ham ridder­korset frataget. Han fik dog lov til at beholde det til sin død i største glemsel 1923. Men hele dramaet gav inspiration til Herman Bangs nøgleroman "Stuk", som udkom 1887.

Helligåndskirken

Helligåndskirken, som indtil 1881 bar nav­net Helliggeist eller Helliggæst, repræsenterer et væsentligt afsnit af byens historie. Bygnin­gen ligger ud til Amagertorv og Valkendorfs­gade. Allerede 1296 opførtes et helligåndshus i København, som var stiftet af Roskilde-bis­pen Jens Krag. Adskillige af disse helligånds­huse fandtes rundt om i landet, deraf nogle fra før midten af 1200-årene.

Ordenen var stiftet 1198 af Guy de Mont­pellier. 1204 grundlagde pave Innocens 3. det berømte hospital S. Spirito in Sassia i Rom, hvis første forstander blev Guy de Montpellier, og det blev herefter moderkloster for ho­spitalsordenen. Den var organiseret som en tiggerorden med sygepleje som hovedopgave. Præsterne levede efter Skt. Augustins regel, og i klostrene var ansat ammer, da man også tog sig af hittebørn. Det antages, at Christian l. 1469 stiftede helligåndsklosteret i Køben­havn, hvis område var vidtstrakt, fra Amager­torv til Gråbrødretorv og fra Købmagergade til Klosterstræde. Selve klosteret bestod af et firfløjet anlæg omkring en urtegård. I den søndre længe var kirken indrettet, mens den vestlige som endnu er bevaret, tjente som hos­pitalets sygeafdeling. Fløjen har dog undergå­et store ombygninger, især i Christian 1.s tid, men rummer rester af middelalderligt mur­værk. Den blev yderligere hårdt restaureret af professor H. B. Storck. 1918-57 fungerede bygningen som folkebibliotek, men blev der­efter istandsat for at kunne tjene diverse kul­turelle formål. I underetagen, hvor sygesalen vist nok har været, er to rækker krydshvælv båret af slanke granit piller.

Kirken er antagelig opført i begyndelsen af 1300-årene og som byggematerialer har man anvendt den traditionelle munkesten. Oprin­delig stod den som en tre-skibet basilika i fem fag og med et et-fags kor. 1469 lod man koret udvide med to fag og gav det efter gotikkens tradition en polygonal afslutning mod øst. Christian 2. påbegyndte tårnet ved nordsiden af det oprindelige kor, men det blev først af­sluttet 1582-94 af Kristoffer Valkendorf.

1530 ændredes hospitalet til en verdslig fat­tigstiftelse under navnet Byens almindelige Hospital. Helligåndskirken blev i slutningen af 1530rne protestantisk sognekirke, og blandt dens første protestantiske præster var den lærde Niels Hemmingsen. Han erhverve­de ca. 1542 sin magistergrad i Wittenberg, hvor Melanchton, en af Luthers nærmeste medarbejdere, havde sit virke. 1543 udnævntes Niels Hemmingsen til professor i græsk ved Københavns Universitet og 1547 fulgte stillin­gen som sognepræst ved Helliggeist. Hans håndbog i Dogmatik og Moral blev kendt uden for landets grænser.

Som den første af hovedstadens kirker fik Helliggeist 1649 opsat et hollandsk klokke­spil, som var på 19 sangklokker og bekostedes af Christian 4. Holberg var ikke begejstret for deres ofte alt for lange bimlen. I Jacob von Ty­boe siger Jesper Oldfux: "Han er saa ravgal, at jeg kand bilde ham ind, at han har gjort langt større Bedrifter i Verden end Alexander Mag­nus, at Printz Absalon er ikke at ligne med ham udi Skønhed, og at hver Gang Sangklok­kerne gaar, at det er for et Fruentimmer, som er død af Kiærlighed til ham". Så indbildsk var von Tyboe i hans øjne. 1728 fik branden også fat i tårnet, og for sidste gang hørte bor­gerne klokkerne spille salmen Afvænd din Vrede, Herre Gud af Naade. Det nuværende klokkespil er fra 1949.

Våbenhuset, som er opført af små røde sten, stammer fra Christian 4.s tid. Den stærkt svungne gavl er i bruksbarok. I portalens ge­sims ses årstallet 1620 og den har været be­stemt for Børsen, men opsattes på Helliggeist omkring 1630. Topstykket bærer Christian 4.s monogram og derover en Helligåndsdue. Kirkens altertavle er udført af Didrick Ger­cken og skænkedes 1732 af Christian 6. Skulp­turerne skyldes Just Wiedewelt. Altertavlen er stærkt påvirket af den tilsvarende i Vor Frelser på Christianshavn, som Nicodemus Tessin tegnede. 1727 leverede Hendrich Krock alter­billedet, hvor Himmelfarten er fremstillet. Hele arrangementet har barokkens vægt på det arkitektoniske og effektfulde.

Hennes & Mauritz-bygningen

Hennes & Mauritz-bygningen, tidligere Metropol, må regnes for den eneste bygning i København, som i stil har internationalt jugend-præg.

I 1906 erhvervede overretssagfører Hjarde­maal for en sum af 829.000 kr. tre ældre huse i Kattesundet samt ejendommen Vestergade 9. Købesummen var imponerende og da husene blev revet ned, fortalte rygtet, at der skulle bygges varehus for et tysk millionforetagende. Som arkitekt valgtes den unge og begavede Anton Rosen. Han havde netop afsluttet op­førelsen af Vesterbrogade 34, en stor forret­ningsejendom kendt som Regent i dag. Den vi­ste, at Rosen havde forstand på bygninger med store, moderne butiksindretninger.

Rosen gav Metropol-bygningen en meget karakteristisk facade med granitpiller og glas­karnapper imellem. Ornamenter af både ab­strakt og naturalistisk art smykkede facaden og hjørnepartiet afsluttedes med en kuppel. Desværre var byggeriet for dyrt og da Kjøben­havns Grundejerbank (af 1898) krakkede i februar 1908 og rev flere andre banker med sig i faldet, var der snart 2.000 ledige forretninger på markedet. Ingen var derfor interesseret i den "Hjardemaalske" ejendom og den stod tom.

Først ved årsskiftet 1909/10 kom en lejer med nødvendig kapital og 1910 åbnede omsi­der "Varehuset Frederiksberggade". Indretningen havde Rosen foretaget i samarbejde med den tyske direktør fra "Kaufhaus des We­stens". Mens der i kælderetagen solgtes køk­kenudstyr og værktøj, kunne man i stueetagen købe herre- og dametøj. Herfra førte en ele­gant trappe til l. sal, hvor der var afdelinger for linned, kjolestoffer, silkevarer, broderi og lædervarer. 400 ansatte sørgede for, at det he­le fungerede.

Dårlig økonomi slog dog forretningen ud, men allerede 1912 åbnede et nyt foretagende "Dansk Varemagasin A/S". Senere kom sko­tøjsfirmaet Hector og 1922-23 indrettedes Metropol-biografen, som først lukkede julen 1981. Bygningen er nu atter indrettet til forret­ning, denne gang for Hennes & Mauritz­koncernen, som sælger tøj til unge.

Herkules Pavillonen

Herkules Pavillonen, Kongens Have, var oprindelig et gammelt lysthus, som 1773 om­byggedes til den nuværende bygning. Ansva­ret for ombygningen havde Harsdorff, der her fik lejlighed til at vise tidens nye smag: nyklas­sicismen. Facaden er ren kulisse, idet bagsiden fortsat står i bindingsværk. I hovednichen mellem to søjler anbragte Wiedewelt statuen af Herkules, der sønderriver en løves gab. Bygningen fik navn herefter. Statuen, som Frederik 4. erhvervede på sin rejse til Italien, er udført 1706 af florentineren Giovanni Barat­ta. Samme billedhugger leverede også statuer­ne i sidenicherne: "Orpheus" og "Eurydike".

Hestemøllestræde

Hestemøllestræde i Vester Kvarter har modsat så mange andre gader, svaret til sit navn. Mod slutningen af middelalderen kom hestetrukne møller i brug i vore byer og 1523 rejstes Københavns hestemølle på hjørnet af Kompagnistræde og Hestemøllestræde (iføl­ge H. U. Ramsing). Først 1579 optræder den københavnske gade dog under navnet Heste­møllestræde, derefter vekslende med navnet Kattesundet frem til begyndelsen af 1700­tallet. 1 byer som Køge og Helsingør vidner ga­denavne om tilsvarende virksomhed; for Hel­singørs vedkommende indrettedes en heste­mølle i midten af 1500-tallet på grunden til Karmelitterhuset.

Hestesporvogne

1840 begyndte den første omnibus ("Solen") sin rute mellem Køben­havn og Frederiksberg, mens den første linie med hestesporvogn indviedes så sent som 1863. Linien var bygget af et engelsk selskab og strakte sig fra Frederiksberg til Trommesalen. 1866 stiftedes aktieselskabet Københavns Sporveje, som i de følgende år kunne udvide sine ruter samtidig med, at andre private sel­skaber dannedes. Særlig berømt blev heste­sporvognen "Hønen" fra Nørregade, som byggedes 1880. Den tekniske udvikling med­førte i øvrigt, at man også fik to-etages spor­vogne.

Den svenske journalist Claes Lundin skrev 1872 om sine personlige oplevelser ved at tage med en københavnsk hestesporvogn fra Gråbrødretorv til Nørrebro:

- Nå, Madsen, köra vi icke nu" - sporde passagerarne, när det började lida allt for långt öfver tiden for afresa.

- Jo, nu köra vi strax, - svarade den godmo­dige konduktören, det ar blott ett halft pund Sæbe jag skulle taga med till Peder Morten­sens Kone, och kryddkramarens Hans kom­mer då aldrig, tror jag, med den välsignade så­pan.

Efter det meddelandet öfverlemnade Mad­sen sig åt en "luun Passiar" med en af sina be­kanta tjensflickor vid Graabrödretorv, och passagerarne fingo öfva sig i tålamod.

Andtligen kom kryddkramarens Hans med det halfva skålpundet såpa, och hästarne sat­tes i rörelse. Det gick i sakta lunk öfver Kul­torv och uppåt Nörreport, då Madsen plöts­ligt erinrade sig att han glömt ännu en kom­mission, Han skulle hos en skomakare i Peter Hvitfelts Stræde hafva hemtat ett par "forsaa­lede" och "bagflikkede" stöflar åt barbera­ren, som bodde på hörnet af Nörrebrogade och Fælledvejen. Stöflarne måste hemtas just på den resan. Derfor stannades hästarne igen, och passagerarne fingo undergå en ny kurs i tålamod, under det konduktören utforde sitt uppdrag. Han beklagede dröjsmålet, men kunde naturligtvis icke låta barberaren vänta på stoflarne.

Hirschsprungske Samling, Den, Stock­holmsgade 2

Malerisamlingen blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline, der skænkede den 1902 til den danske stat. Til formålet opførte pro­fessor H. B. Storck (1908-11) en bygning i for­nem klassisk stil, idet hovedfacadens midtpar­ti fremtræder som en slags klassisk tempel­gavl. Trekantgavlens relief er af billedhugge­ren Kai Nielsen. Til beklædning af ydermure­ne er anvendt marmor, mens taget er dækket med kobber.

l samlingen er hovedvægten lagt på C. W. Eckersberg samt hans elever Købke, Bendz, Roed, P. C. Skovgaard og Constantin Han­sen. Marstrand er også repræsenteret. Endvi­dere ejer museet forarbejderne til udsmyknin­gen af Viborg Domkirke. Det "Moderne gen­nembruds" malerkunst er lige så rigt repræ­senteret, således med værker af Skagensma­lerne Krøyer, Anna og Michael Ancher. End­videre er her eksempler på Hammershøj, Ejnar Nielsen og L. A. Ring.

Holberg, Ludvig (1684-1754)

Ludvig Holberg, digter og pro­fessor, blev født i Bergen og kom som student til København 1702. Han foretog senere studierejser til Holland og England, hvor især Oxfords universitetsliv tiltalte ham. Fra 1709-­14 boede Holberg på Borchs Kollegium og fik her skrevet sin "lntroduktion til Natur- og Folkeretten".

Studenterlivet var på det tidspunkt præget af adskillige optøjer i de københavnske gader, især, når de ældre studerende chikanerede russerne - de nybagte studenter. Hyppigt skul­le disse grønskollinger give vin og øl til de æld­re og de måtte finde sig i at blive forstyrret un­der skrivningen af latinske stile på universite­tet. Den megen disputeren, som i øvrigt var skik på Borchs Kollegium, fandt Holberg mis­brugt og overdreven. Under pesten 1711 i Kø­benhavn, forlod Holberg i hast kollegiet og tog ophold på Falster.

Holbergs modne år hørte professorgernin­gen og komedierne til. På en gråpudset have­mur ved siden af Stiftsprovstboligen på hjør­net af Fiolstræde 8 fortæller en inskriptions­tavle, at her lå Holbergs professorresidens (at få bolig i en af universitetets professorgårde var et privilegium, man kunne vente i årevis på). Han var 56 år gammel, da han flyttede ind og boede her i 14 år. Til huset hørte en have, som strakte sig ned mod Skidenstræde (nuvæ­rende Krystalgade) og var anlagt med cirkel­rund beplantning, stier og gange. Et lysthus var der også plads til. Forsigtig som han var, havde Holberg i øvrigt sikret sit hus med jern­stænger for stueetagens vinduer. Foruden at virke som professor, historie­skriver ("Danmarks Riges Historie") og uni­versitets rentemester, blev Holberg optaget af at skrive komedier og epistler om alverdens emner i datidens samfund. Hans interesse for teatret må ses i lyset af de gunstige forhold, der herskede under Frederik 4. Kongen havde si­den sin ungdom passioneret dyrket opera og teater. I særdeleshed havde han på sine store udenlandsrejser 1692-93 og 1708-09 med be­gejstring oplevet scenekunsten i de store tea­terbyer. Således gjorde han som kronprins op­hold i Venezia i 1692, hvor han foretrak opera­huset S. Luca, da dets "Musica og Maschi­nen" var skønnere end på de andre skueplad­ser i byen.

Naturligvis sørgede Frederik 4. for at have sit eget hofteater, men i 1719 gav han endvide­re den franskfødte Etienne Capion tilladelse til at "agere Komedie" i det lille Gjethus (stø­beri) ved Kongens Nytorv. Holberg var på det­te tidspunkt endnu ikke begyndt at skrive ko­medier, men udgav dog samme år et satirisk heltedigt - "Peder Paars" - som vakte stor op­sigt. Med Odysseus fra oldtiden som forbille­de skildredes Peder Paars sørejse fra Kalund­borg til Århus, undervejs afbrudt af stormvejr og et ophold på Anholt. Samfundsforholdene på øen fik Holbergs satiriske pen at føle, na­turligvis en indirekte kritik af det herskende samfundssystem i Danmark. Vejen var banet til komedierne.

Eksperimentet i det lille Gjethus blev en fia­sko, til gengæld åbnede samme Etienne Capi­on januar 1722 et teater i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade). Det gik også skidt, for alle forestillingerne var på fransk eller tysk. Sådan havde det hidtil været skik, hvil­ket også havde medvirket til fiaskoen i Gjet­huset. Lederen af en fransk skuespillertrup, René Montaigu, fik da den lyse idé, at "indret­te en Komedie i det danske Sprog". Således stod der i hans ansøgninger til kongen. Mon­taigu søgte desuden økonomisk støtte dertil og anførte, at alle store nationer havde en natio­nalscene. Projektet blev godkendt, privilegi­um udstedtes 14. august 1722 og den 23. sep­tember samme år genåbnede teatret med et stykke af Molière, som var oversat til dansk under titlen "Gnieren".

To dage senere debuterede Holberg med "Den politiske Kandestøber", en komedie skabt til lejligheden. Han havde fået "en poetisk Raptus", som han siden udtrykte det. I alt fem komedier leverede han som prøvekollek­tion til Montaigu og siden fulgte mere. Inden udgangen af første sæson nåede resten af den første serie stykker at blive opført: "Den Væ­gelsindede", "Jean de France", "Jeppe paa Bjerget" og "Gert Westphaler". De var en stor succes og Holbergs navn var slået fast. 1728 gik teatret fallit, i hvilken anledning Holberg skrev den sørgmuntre enakter Den danske Co­medies Liigbegiængelse.

Teatret, hvori komedien opførtes, var et ret beskedent bindingsværkshus i 17 fags længde, men dets nærmere indretning kendes ikke. Derimod har et hus til opbevaring af Lille Grønnegadeteatrets kulisser overlevet sane­ringer.

Ideen til sine samfundssatiriske komedier fik Holberg på sine vandringer gennem Kø­benhavn, f.eks. besøg i værtshusene, hvorom han fortæller: "1 sin Tid kom jeg jævnligt paa Værtshuse, men var altid nøgtern, man kunne hver Dag se mig blandt Spillere, men jeg spille­de aldrig selv". Indsigt i byens spisehuse og de­res menuer havde han også. I "Den Vægelsin­dede" refererer Apicius til et måltid bestående af "Hønsekødsuppe med Boller, en kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karudser, en Mandeltærte foruden adskillige smaa Biret­ter, for 1 Rigsdaler pro Persona". Selv var Holberg alt andet end ædedolk, derimod den skarpe iagttager. Holberg kendte også kvarte­ret mellem Holmen og Nikolaj, hvis værtshuse befolkedes af letlevende piger, studenter, skuespillere og søfolk.

De tjenere og lakajer, der hørte med til livet i de fornemme borgerhuse, gav Holberg rige­lig inspiration. Ofte havde de megen dannelse som i "Den ellevte Juni", hvor tjeneren Hen­rik roser sig af, at han har gået i latinskole ­"thi udi et halvt Aar, som jeg sad i første Lek­tie, stod jeg alene 3 Gange Skoleret". Tjene­stepigen Pernille var et ligeså fast inventar i Holbergs stykker.

Da Frederik 4. døde i 1730, ændredes livet i København. Pietismen kom for alvor i højsæ­det, teatret blev lukket og der blev mere stille ved hoffet. Holberg måtte da glæde sig over, at hans stykker blev læst og spillet ude i Euro­pa. Nye tider oprandt først under Frederik 5., da Det kongelige Teater på Kongens Nytorv åbnede 1749.

Holmens Kanal 12

Holmens Kanal 12 har gennem århundreder været bebygget med huse, der kunne fortælle historie. Det begyndte i 1647 med Christian 4.s udstykning af grundene ved Holmens Kanal. En af de kendteste husejere fra 1600-tallet var proviantskriver Hans Hansen Osten, hvis hu­stru, Abel Cathrine Wolfsdatter, var kammer­jomfru hos Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. Hun omtales i Eleonora Christines "Jammersminde" (se også Abel Cathrinesga­de).

I 1749 købtes ejendommen i nr. 12 af An­dreas Holm, skriver i General Kommissaria­tet. En beskrivelse fra denne periode fortæller om forhusets mange rum dekoreret med "Voxdug, al Slags Kammerbehængsel og be­malede Tapeter med bibelske Historier, Blom­sterværk og andre Zirater". Til gården hørte yderligere et større kompleks af side- og bag­huse, af hvilke Grøns Gård mod Laksegade endnu er bevaret.

Da kammerherre, baron Conrad Ditlev v. Knuth i 1760 erhvervede gården, kom der megen glans over stedet. Følgende domistikker var i 1762 til herskabets opvartning, her nævnt fra laveste stilling og opefter: en dreng, en gårdskarl, en forrider, en kusk, en løber, to lakajer, en kokkepige, en stuepige, en hushol­derske, en amme, en vågekone, en sypige, en pige hos den 6-årige datter og en kammerpige til baronessen.

En ny ejer, den rige, schweizisk-fødte køb­mand Pierre Peschier kom til i 1784. Han hav­de bl.a. rigelige indtægter af korn- og thehan­del og i årene 1773-1803 skal han have afsat for enorme beløb. Efter den store brand i 1795, som lagde mange af husene ved Holmens Ka­nal i ruiner, besluttede Peschier at bygge et rig­tigt palæ, ligesom adelige og rige borgere gjor­de det andre steder i byen. Som arkitekt valgte han hofbygmester C. F. Harsdorff og bygnin­gen stod færdig i 1798.

Mens hollandske "mopper" (røde teglsten) anvendtes til murværket, benyttedes Bremer­sten til pilastrenes kapitæler, og taget beklæd­tes med sorte, glaserede sten. I portrummet var imiterede marmorsøjler flankerende en marmortrappe med 12 trin, som førte op til stueetagen. Palæets indvielse iscenesattes med pomp og pragt, endog med kongehusets delta­gelse. Snart efter gik det tilbage for storkøb­manden og i 1811 måtte han afhænde ejen­dommen.

I de næste 20 år tjente huset som privatbo­lig, hvorefter det købtes af vinhandler J. A. Reuter. Han udlejede en del af ejendommen til Studenterforeningen og mødelokalerne indviedes juleaften 1835 med en prolog af Henrik Hertz. En scene indrettedes i den store sal og her optrådte bl.a. H. C. Andersen i 1836 som den tragiske skuespiller i "Souffleurens Benefice".

En ny epoke indledtes med snedkersvenden C. C. Hornungs overtagelse af Studenterfor­eningens lejemål i 1841. Han fabrikerede pia­noer og gjorde det så godt, at han snart kunne overtage stueetagen, derefter 1. salen og 1846 hele ejendommen. Men der var hold i ambitio­nerne. På Verdensudstillingen i London 1851 fik Hornung medalje for sit fine håndværk og senere fulgte medaljer på industriudstilIinger i Paris og Malmø.

Fabrikant Hornung lod 1850 arkitekt G. F. Hetsch foretage en større ombygning af for­huset, hvorved mezzaninen forhøjedes til den nuværende øverste etage. I forbindelse her­med flyttedes de seks korintiske pilastre i midtpartiet en etage op. Det nuværende relief med agerdyrkning og søfart som motiv skyl­des billedhuggeren Vilhelm Bissen.

I 1853 overtog Industriforeningen bygnin­gen for 82.000 rigsdaler, hvorefter 2. sal udlej­edes til danseskole, mens kælderen overtoges af vinhandler Haubro. Ejendommen ejes i dag af Den danske Bank af 1871.

Holmens Kirke

Holmens Kirke ved Holmens Kanal var op­rindelig en mindre bygning, der fungerede som ankersmedje. Denne var opført 1562-63 af Frederik 3.s bygmester Peter de Dunker og blev lagt på Bremerholm, hvor Orlogsværftet allerede var placeret. Efterhånden som Bre­merholm ændredes ved inddæmninger, regu­lering af gadenet og tæt bebyggelse, voksede behovet for en kirke. Dette indfriedes 1617, da Christian 4. lod indrette en kirke i det hus på Bremerholm, hvor Holmens folk indtog deres måltider. Samme år byggede kongen også Skipperboderne, der skulle huse kaptajner, båds- og styrmænd.

Kort efter flyttedes kirken imidlertid til an­kersmedjen - "den store Smedje" - som den da kaldtes. Den blev delvis ombygget til det nye formål og indvielsen fandt sted 1619. Kir­ken viste sig snart for lille og 1641-43 blev en større udvidelse og ombygning iværksat under ledelse af overbygmester Leonhard Blasius. En tårnbygning, som lå vest for og i forlængel­se af smedjen, omdannedes til koret i den nu­værende kirke. Den prægtige vestgavl i sam­me bygningsdel, som er fra Dunkers tid, hviler ud mod Holmens Kanal på en imponerende kvaderstenssætning. I soklen ses endnu fem jernringe, hvortil skuderne kunne fortøjes. Murankre er tillige anbragt for at hindre skred i stensætningen, som den livlige skibstrafik kunne forårsage.

Af hensyn til korets højde måtte Blasius øge smedjens mure til den dobbelte højde og to korsfløje tilbyggedes, så kirkens grundplan fik form som et græsk kors. Blasius efterligne­de også kompositionsskemaet fra Dunkers gavl mod kanalen, da han afsluttede gavlene på de tre andre korsfløje: pilastre med rillede skafter, doriske kapitæler og svungne volutter blev gentaget. I korsskæringen opsattes en tagrytter, mens murene maledes i vandrette gule og røde striber, fugerne derimod hvide, så det illuderede mursten. Denne mønstermaling skulle dække over, at den oprindelige bygning var i munkesten, hvorimod korsfløjene: Kap­tajnsgangen mod nord-nordvest og Urte­gårdsgangen mod syd-sydøst var rejst i gule sten.

I gavlen til Kaptajnsgangen indsattes "den store Kirkedør", hvilken man havde flyttet fra den ældre kirke. Over portalen, som er stærkt fornyet, ses et ovalt felt med Jahves navn i hebraiske bogstaver. Indgangspartiet bærer også Christian 4.s navnetræk samt bogstaver­ne RFP (forkortelse for hans valgsprog: Reg­na firmat pietas: gudsfrygt styrker rigerne).

Hovedfacadens (østgavlens) kongeport er derimod hentet fra Roskilde Domkirke, hvor den havde stået siden 1635. Dette pragtarbej­de, hvor fremskudte søjlepar på plinte flanke­rer indgangen, skyldes Gert Borckman. Over­flytningen fra Roskilde skete i forbindelse med kirkens ombygning og istandsættelse 1871-72, som arkitekt Ludvig Fenger havde ansvaret for.

Kirkens indre domineres af de lavspændte tøndehvælv med engle i stuk. Korsskæringens cirkelfelt stod oprindelig prydet med rigsvåbe­net, hvilket 1770 ændredes til frugtornamen­ter. Pulpiturerne, som stammer fra ombyg­ningen i 1641, ændredes i 1750erne til loger med vinduer. Inventarets farveholdning har ændret sig adskillige gange, et træk, der ken­des fra talrige restaureringer af kirker landet over. Mest markant var vel den gule oliefarve, man 1739 anvendte som "de kongelige danske Orlogsskibe paa Spejlet og Gallionen er an­strøgne".

Af stor pragt er messinggitteret, 38 fyldige balustre, der adskiller koret fra skibet. Alle bærer givernavne, deraf de 37 med årstallet 1668, mens den sidste er givet 1835. Korgitte­rets seneste (forsøgsvise) opstilling er fra re­staureringen 1971-72.

Altertavlen, et mesterværk af billedskære­ren Abel Schrøder den Yngre, er dateret 1661­-62. Hans signatur er bortgemt i en vinrankes slyngtråde. Den tre stokværk høje tavle indde­les af snoede søjler, et af barokkens kende­mærker, og i nederste felt ses en fremstilling af nadveren. Derefter følger i retningen opefter: Golgatha, gravlæggelse, opstandelse og him­melfart. Mellem nederste etages søjler er an­bragt de fire evangelister, mens dydsfigurer hviler på de følgende to gesimser. På hovedfel­tets postament er skåret Frederik 3.s og So­phie Amalies navnetræk. Med rette betragtes Abel Schrøder den Yngre som sin generations største træsnider.

Den imponerende prædikestol, Køben­havns største, når fra gulv til loft. Stolen hviler på en 144 cm høj Moses-figur, et symbol på, at det Ny Testamente (forkyndt fra stolen) bygger på det Gamle Testamente. Hele arrangementet virker overvældende ved sine detaljer. Fra denne prædikestol har store og særpræ­gede præster talt. En af de farverigeste, Ivar Brinch, var præst ved kirken 1702-11. Han indledte sin karriere som latinlærer hos Ulrich Chr. Gyldenløve, reddede senere livet under Operahusets brand 1689 og blev derefter præst ved de danske lejetropper i Irland og den danske menighed i London. 1708-09 fulg­te han som rejsepræst Frederik 4. til Italien.

Om Balthasar Münter, som tjente ved Hol­mens Kirke fra 1823, fortæller en norsk dame, da hun 1839 hørte ham prædike: "en dejlig kraftig og kjernefuld Tale, uagtet jeg fandt den ydre Form for haard. Han kladskede saa­ledes undertiden saa stærkt i Predikestolen, at jeg var bange for, at den lille Læsepult skulle falde ned".

Holsteins Palæ

Holsteins Palæ, Stormgade 10. Bygningens historie kan føres tilbage til 1687, hvor hof­marskal Henrik Ulrik Lützow lod grunden be­bygge med et 9-fags hus i to etager grundmur. Facaden var smykket med pilastre i "stor or­den" på samme måde som Niels Juels Palæ ved Kongens Nytorv, og til forhusets gavle var bygget lave spærremure med porte. I 1706 blev huset i hver ende forlænget med et bredt fag, mens to korte sidefløje rejstes mod gården. Arkitekt og hofstenhugger Jacob Fortling gav 1756 bygningen den nuværende udformning, idet han øgede hovedfløjen med en etage, hvorover der blev sat en balustrade med vaser og statuer. Over midterfaget ses en våbenkar­touche. Fra samme ombygning stammer den høje port (nuværende udformning fra 1939) samt vinduernes ørelisener, et typisk rokoko­træk.

1827 købte Frederik 6. palæet, hvorefter det moderniseredes af Jørgen Hansen Koch og indrettedes til Det kgl. naturhistoriske Mu­seum. To store videnskabsmænd er knyttet til museets tidligere historie, naturforskeren Peter Wilhelm Lund og zoologen Johannes Theodor Reinhardt. Førstnævnte foretog flere rejser til Sydamerika for at studere kalk­huler med forsteninger, hvilket afstedkom en ,række afhandlinger i Videnskaberne s Sel­skabs Skrifter under fællestitlen Blik paa Bra­siliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning (sidste ur. trykt 1846). Hans berømte samling, som han sendte hjem til København, måtte desværre vente på at blive pakket ud indtil vinteren 1859-60.

Zoologen J. T. Reinhardt, som 1848 ud­nævntes til inspektør ved museets 1. afdeling (pattedyr og fugle) må nævnes for den jordomsejling, han 1845-47 gennemførte med ski­bet Galathea for at udforske naturen under fjerne himmelstrøg. Reinhardt besøgte 1848 Lund i Sydamerika og beskræftigede sig sene­re med de Lundske samlinger.

Fra en jysk besøgende omkring 1850 er føl­gende indtryk af museet bevaret: "Jeg saa Dyr i 100 Viis, og Fugle i 1000 og atter 1000 Viis. ­og saa et Guds Gry af Mængden af Fugle og beundrede Naturens Storhed - De var alle ud­stoppede, og stod som de vare levende... Jeg saa et Elephanthorn 4 Alen lang og saa tyk som et Laar. - Jeg saa det største Dyr en Uhr­oxse et frygteligt Dyr, stor som en Hest - Den næststørste er hvid Isbjørn - Dernæst den hele mangfoldige Bjørneslægt, Ulveslægt, Tiger­slægt, Hunde Slægt, Abeslægt, og den umulig Slags Skjældyr ...". Da et nyt zoologisk mu­seum blev opført i Krystalgade, overførtes samlingerne dertil (s.d.).

Hotel d'Angleterre, Kongens Nytorv 34

Hotel d"Angleterre er det ældste af byens hoteller. På Christian 5.s tid lod storkansler Frederik Ahlefeldt grunden bebygge med et anseligt palæ. Traktør Gott­fried Rau overtog gården efter branden 1795 og indrettede her hotel under det nuværende navn. "Den engelske Klub" havde lokaler i bygningen. Da Peder Madsens Gang skulle nedrives 1877, købte Tietgens byggeselskab det gamle palæ for 285.000 rigsdaler og lod det udvide og ombygge efter tegninger af V. Dah­lerup og G. E. W. Møller. Facaden ændredes atter 1903.

Hovedvagtsgade

Hovedvagtsgade, som munder ud i Kongens Nytorv ved Hotel d'Angleterre, er et minde om stadens militære fortid. Efter at torvet 1670 var anlagt som mønstringsplads for sol­daterne, rejstes ti år senere en hovedvagt. Den placeredes tæt ved det daværende Hotel d'Angleterre. En mere pompøs hovedbygning blev opført 1723-24 efter tegninger af E. D. Häusser, som forsynede den ny hovedvagt med et loggiamotiv mod pladsen. Foran byg­ningen anbragte man tre kanoner, af køben­havnerne døbt Abraham, Isak og Jacob.

Det militære hus blev nedrevet 1874 og Ho­vedvagtsgade anlagt på dets sted, mens et nyt vagthus blev opført på Kastellet. De tre kano­ner kan nu ses på Tøjhusmuseet.

Huggehaven

Huggehaven ved Charlottenborgs bageste gård er let at overse, for kun en lille del er syn­lig bag et kraftigt jerngitter, resten skærmes af bygninger. Om sommeren er her en frodighed af buske og træer og overalt ligger sten i for­skellige kulører, halvt færdige skulpturer og uhuggede blokke. De vidner om de unge bil­ledhuggeres flid. Midt i det hele rager stumper op fra de brændte Christiansborg slotte, godt mosgroede.

Hele denne poetiske uorden minder om en forsømt kirkegård, og lidt af dødens have har stedet også. Ved døren til billedhuggerskolens lange, gule atelierbygning står en grålig min­desten, en afstøbning af den originale grav­sten over Jordano, Nicolai Abildgaards ro­merske puddelhund. Originalen, som er af norsk Gellebæk marmor, har man med pietet opbevaret i et undervisningslokale i den gule længe. Abildgaard anskaffede sig hunden, mens han som ung studerede i Rom.

Da Abildgaard vendte hjem og blev profes­sor ved Kunstakademiet, fik han den unge Bertel Thorvaldsen som elev, og sidstnævnte vendte efter 41 år i Italien tilbage til samme ha­ve. Her blev mesteren fotograferet udendørs i arbejde med et relief. Fotografiet, en daguer­rotypi som dateres 1840, er også blevet et styk­ke historie. Det er nemlig Nordens ældst beva­rede fotooptagelse.

Huggehaven har dog ikke altid fungeret som åndehul for Akademiets kunstnere. Op­rindelig var den en del af den prægtige slotsha­ve, som tilhørte den gård (senere kaldet Char­lottenborg), Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge ud til Kongens Nytorv i årene 1672-77. Denne have var så fin, at man herfra leverede meloner og andre frugter til hoffet. I 1677 fik Universitetet overdraget haven til brug for bo­taniske studier, men allerede i 1874 måtte den opgives.

Hyskenstræde

Hyskenstræde regnes for en af Københavns ældste gader, første gang nævnt 1480 som "thet gamle Hyskenstræde". Oprindelsen til det sære navn skal formentlig søges i det of­fentlige nødtørftshus Østre Mag (mag = be­kvemmelighed), som var anbragt på pæle i stranden ud for strædet. Sådanne bekvemme­ligheder kaldtes også hyskener, en afledning af det plattyske "Hyseken", der betyder små huse. Ved slutningen af Valdemar Atterdags regeringstid, i juli 1373, omtales denne køben­havnske nødtørftsanstalt som Hysekebro.

Stedet har i nyere tid haft flere ansete bebo­ere, således dr. theol. Christian Bastholm, som 1782 var indlogeret i Hyskenstræde 3. Bastholm nød titelen "kongelig første Hof­prædikant" og berømmedes for sin veltalen­hed. I en nytårsprædiken nogle år tidligere havde han lovprist det Himmelske for de go­der, Danmark var velsignet med: "Intet Jord­skielv begraver Indbyggerne under Gruset af deres nedfaldne Boeliger. Himmelens Sluuser ere aldrig tillukte for os, Solens Heede svier ik­ke Jordens Frugter; Ingen anstikkende Syg­domme blotte Landet for sine Dyrkere, og Stæderne for deres Borgere. O! Dannemark!"

En anden kendt beboer i Hyskenstræde var arkitekt og lærer ved Kunstakademiet N. S. Nebelong, som 1851 havde værelser i nr. 10.

Hyskenstræde 9 er opført 1834, når facaden undtages, som stammer fra en bygning rejst 1798-99. Bygherren var Christian Carstens, overlærer og inspektør ved Skt. Petri Kirkes Skole.

Højbro Plads

Højbro Plads etableredes efter branden 1795, da man efter stadskonduktør J. H. Ra­werts og stadsbygmester Peter Meyns forslag nedlagde en række smågader. Det gjaldt også husblokken mellem Færgestræde og Højbrostræde, to stræder der ledte fra Amagertorv til Stranden. Herved opnåede man en åben plads. Husrækken Højbro Plads 9-21 er et glimrende eksempel på det nyklassicistiske byggeri efter branden 1795.

Højesteret

Højestreret, som i dag har adressen Prins Jør­gens Gård 13, måtte flytte adskillige gange før sin nuværende bopæl.

Indtil 1660 havde man i Danmark Det kon­gelige Retterting, hvor domsmagt og lovgiven­de myndighed udøvedes af samme personer, nemlig kongen og rigsråderne. Frederik 3. gav 14. februar 1661 riget en ny øverste domstol­ - Højesteret kaldet - der trådte i Det kongelige Rettertings sted. I den nye ret afsagde dom­merne fortsat domme i kongens navn, men de havde ikke længere indflydelse på den lovgi­vende magt.

Højesteretten fik til huse på Københavns Slot, i den fløj, der lå presset ind mellem Blå­tårn og riddersalsfløjen. Her havde det tidlige­re retterting også fungeret. Den nye institution forblev på Slottet indtil 1712, hvorefter det flyttede til Det ridderlige Akademis bygninger på Nytorv. Dette lærdomssæde havde kun haft kort levetid, oprettet 1691 og atter ned­lagt på grund af manglende tilslutning i 1710. Her var altså ledige lokaler, som benyttedes, mens slottets ombygning stod på.

Noget senere flyttede retten til Frederiks­berg Slot og i 1731 befandt den sig på Køben­havns Rådhus, skønt dette endnu ikke var færdigbygget. Men kongen ønskede, at det skulle være der, i de "32 Mænds Sal". Her holdt man retten indtil marts 1741, da den nye højesteretssal kunne tages i brug på Christi­ansborg Slot. I det næsten færdiggjorte slot indstallerede man Højesteretten i den søndre fløj med ud­sigt til Proviantgården. Højesteretssalen var slottets tredje største sal, kun overgået af Rid­dersalen og Kongens Galleri. Den målte i længden ca. 30 meter og blev udstyret og smykket efter funktionen. Loftets udsmyk­ning var man meget optaget af. Hendrick Krock skulle oprindelig have malet til det, men døde, før en leverance var mulig. En venetia­ner ved navn Hieronimo Miani fik så hvervet.

I første omgang malede Miani et billede, der forestillede" Kong Cambis af Assyriens Histo­rie og den urette Dommer Sisani, hvem han hugger Hovedet af". Da hofbygmester Eigt­ved imidlertid kritiserede hans maleri, det var åbenbart for dystert, måtte han udføre et nyt. Det fik titlen "Lasternes og Uretfærdighedens Flugt for den retfærdige Guds Åsyn". Vi har ingen stik eller skitser bevaret af det, men man kunne forestille sig, at Guds åsyn var fremstil­let som et øje i en trekant, hvorfra der udgik strålebundter, der atter indhylledes af skyer. Denne billedtype var almindelig i pietismens kirker.

Den 18. januar 1741 kom Eigtved med en tegning til slotskommissionen vedrørende op­sætningen af 44 konsoller langs loftet. Imel­lem dem skulle der modelleres 20 små felter og 14 store, alle med motiver til rettens inspirati­on. I de små felter tænkte man sig portrætter af græske, romerske og dansk-norske lovgive­re. Blandt de antikke lovgivere foreslog Eigtved: Lykurgos, Solon, Cato, Cicero og blandt de danske Valdemar den Store, Frede­rik 3. og Christian 6. Valget af Frederik 3. var i særdeleshed indlysende, eftersom han havde indstiftet Højesteret 1661, indført enevælden 1660 og givet Kongeloven 1665. Kommissio­nen ønskede dog antikkens lovgivere fjernet, så programmet fik en ren nordisk repræsenta­tion. I de store felter mellem konsollerne skul­le være bøger, sceptre, sværd og diverse "tro­fæer", som hørte Højesteret til. Hele dette arrangement skulle vise de retfærdiges beløn­ning og de ondes straf.

I salens øverste ende skulle kongen præside­re. Til dette formål udførte hofsnedker Schäfer en 3-trinet forhøjning, hvorpå en tronstol skulle stå. Tronhimmelen var udsmykket med et maleri, i hvilket Jehova viste sig i sin herlig­hed omgivet af englehoveder. Over himmelen var anbragt et topstykke med kroner og træ­vildmænd samt knapper med vajende struds­fjer. Tronstolen havde man ikke behøvet at snedkerere til lejligheden, for den stammede fra Frederik 3.s tid. Christian 6. havde anvendt den ved sin salving i 1730 og sidst var den blevet brugt i kongens galleri i det nybyggede Christiansborg under indtogshøjtideligheden i november 1740.

I den modsatte kortside af salen var en bal­lustrade i hele dens bredde som skel mellem publikum og deltagerne i retshandlingerne. Publikum havde adgang til salen på gulvet for­an ballustraden, men når der skulle voteres blev det vist udenfor. Ved hver langvæg i salen stod et langt egetræsbord beklædt med blom­stret plyds, hvor assessorerne skulle indtage deres pladser.

Assessorembedet svarede til det nuværende højesteretsdommerembede og embedsdrag­ten afhang af rang. Jonge skrev herom: "Rid­derne af Elephanten og Dannebroge, og de, som med dem have Rang, saa og Kammerher­rerne bære lange Talarer af carmosinrødt Fløjel med violet Underfoer og et bredt Slag af violet Sarge de Soje paa begge Sider fra Halsen og ned til Fødderne. De øvrige Assessorer hav­de ligesaadan Dragt, dog med den Forskiel, at Talarerne ere af carmosinrødt Damask".

Efter Christiansborgs brand 1794, placere­des Højesteret i Prinsens Palæ, hvor den holdt sine møder i riddersalen. I 1854 overtog retten lokaler i Det Schackske Palæ på Amalien­borg, indtil Christian 9. flyttede ind i 1865. Den nuværende bygning for Højesteret i Prins Jørgens Gård blev taget i brug i 1919.

Hørup-monumentet

Hørup-monumentet i Kongens Have ved hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade blev rejst 1915, efter at man 1902-06 havde skaffet penge dertil ved en landsindsamling. Mindesmærket er en hyldest til politikeren Viggo Hørup, der var medlem af bondepartiet Venstre, hvor han placerede sig stærkt i den radikale fløj, den gang kaldet Venstrereform­partiet. Som ingen anden af periodens politi­kere forstod han at formulere de politiske slagord, i slutningen af 1870erne således" In­gen over og ingen ved siden af Folketinget". Den parlamentariske styreform var hans hjer­tesag, og i kampen mod den konservative konseilspræsident J. B. S. Estrup, der styrede på provisoriske love, var han en af de stærke­ste.

Da Estrup 1. april 1885 havde gennemført den provisoriske finanslov for 1885-86, holdt Hørup en måneds tid senere en tale i sin valg­kreds (Køge) i landsbyen Havdrup. Her sagde han bl.a.: "1 sidste Instans appellerer vi til Fol­ket, og vi har naaet sidste Instans. Vi staar hverken paa Grundlovens Grund eller paa Lovens Grund eller noget af den Slags. Vi staar paa bar Bund. Danmark er traadt ud af de fri Staters Række. Vi har ingen Bevillings­ret længer, og en fri Forfatning uden Bevil­lingsret, det er en Sky uden Regn, der driver over Landet som et bedrøveligt Vejr, men der er ingen Grøde i den".

Talen i Havdrup havde J.F. Willumsen i tankerne, da han langt senere, efter opfor­dring af Alice Bloch i 1903, begyndte skitserne til et mindesmærke over Hørup. Alice Bloch orienterede løbende Willumsen, som på det tidspunkt sad i Paris, og sendte ham senere den del af tre-bindsværket "V. Hørup i Skrift og Tale", som netop var udkommet. Ligeledes blev Willumsen helt privat opfordret af Hen­rik Cavling til at interessere sig seriøst for op­gaven, da Cavling tilkendegav, at en kreds af bidragydere ved landsindsamlingen gerne så Willumsen som vinder.

I begyndelsen af 1906 blev en konkurrence officielt udskrevet, som Willumsen vandt overbevisende efter et kolossalt forarbejde. Han havde rekvireret artikler, fotografier og personlige oplysninger for at komme tæt på den afdøde politikers personlighed. Endog spørgeskemaer lod han udsende, hvor Emil Hannover var en af modtagerne. Men Han­nover svarede, at han kun havde kendt Hørup yderst lidt fra sin tid ved dagbladet Politiken, som Hørup havde grundlagt 1884 sammen med Edvard Brandes og Herman Bing.

Derefter fulgte fem udkast, et af dem, en portrætbuste fra 1905, er i dag placeret på Christiansborg. Under en rejse til Norge, hvor han drøftede opgaven med Bjørnstjerne Bjørnson, foreslog nordmanden, at Hørup kunne symboliseres ved en ræv, der farer løs på en flok gæs. Bjørnson havde fulgt den radi­kale bevægelse i Danmark. Willumsen gjorde dog kun en skitse efter denne ide. Det endelige forslag blev en én meter høj model af træ og voks, hvor folketaleren står med overskårne ben på en stor sokkel. Willumsen tænkte her på Hørup stående i en ladevogn ved et folkemøde. Der skjulte sidefjælene det meste afta­lerens ben. Men denne højst originale idé blev kritiseret. Louis Bobé, som var kongelig or­denshistoriograf, talte siden ironisk om, at statuen var "et hadsk Memento i Sten over en lemlæstet Kommunard eller en forulykket Ar­bejder, der, støttet paa sine Benstumper, ved sine Lungers sidste Kraft udslynger en For­bandelse over Kapitalismens Skændigheder".

Men Willumsens tanker sejrede og monu­mentet rejstes. På den ene side af soklen, der skyder sig frem som en plov, ses egetræet, et symbol på det liv, hans politiske tanker skab­te. De øvrige billeder viser bøndernes liv gen­nem tiderne. Nazisterne ødelagde monumen­tet med en bombe i marts 1945, hvorefter en ny statue støbtes og indviedes 1949.


I

Ildebrande

Ildebrande af større omfang har gennem år­hundreder hærget København. 1386 brændte kvarteret omkring Vor Frue Kirke, der selv blev ødelagt. Da Christian 4. kronedes 29. au­gust 1596, blev højtideligheden fulgt op med ti dages festligheder, hvorunder en brand fortæ­rede 14 huse. 14.-15. november 1685 ned­brændte 40 gårde i Endeløsstræde, Badhus­stræde og Vimmelskaftet, men den første by­brand af katastrofalt omfang fandt først sted i begyndelsen af det følgende århundrede. Onsdagen den 20. oktober 1728 afløstes et byget vejr af en stærk sydøstlig storm. Om natten så vagten ved Vesterport pludselig flammer slå ud af taget på et lille hus ved Ve­stervold (hvor nutidens Paladshotel ligger). I våningshuset boede en marketender og en ly­sestøber. Stormvejret drev ilden over mod na­bohusene i Skt. Klemensstræde og ved brand­værnets fremmøde, havde ilden allerede fået overtaget.

Et par timer senere nåede ildhavet Studie­stræde. Katastrofen kom helt bag på myndig­hederne, for kommandanten bandede og her­sede blot med sine soldater, så de var aldeles udkørte om morgenen, mens politimester Hans Himmerich til gengæld var så fuld, at han måtte sove rusen ud på tømmerpladsen ved Skt. Annæ Plads.

Da ilden havde raset i tre dage, var Vor Frue Kirke, Skt. Petri, Helliggejst, Trinitatis, det halve Vajsenshus og rådhuset nedbrændt, der­til kom det meste af universitetet samt 11 pro­fessorgårde. I alt blev 74 gader med omtrent 1670 huse lagt i aske. Endnu ved juletid var by­en en askehob og folk måtte indrette sig mid­lertidigt i deres kældre. Primitive skure på hustomterne opførtes også. Et praktisk resul­tat af branden blev indførelsen af brandfor­sikring.

Af katastrofen flød temmelig megen digte­kunst, ofte meget patetisk, men velment. I et digt "Kiøbenhavns Taare", skrevet af Jørgen Friis og trykt hos Ove Lynow, "boende paa Vandkonsten", fortæller følgende to vers:

Som naar det store Hav vil overskylle Lan­det,

Og Demning bryder ud, som skulde holde Vandet, Saa hastig var det og den røde Hane kom Og jog saa mangen een fra Huus og Ejen­dom. Forskrekkeligt at see de Gniste-Fulde Vinger, Hvormed hand sig omkring paa alle Kanter svinger Hand fløj omsider op paa Kobber-takte Spiir Saa Byen haver mist sin Herlighed og Ziir.

Da de nye huse opførtes, blev det skik at op­sætte små mindetavler med inskriptioner om branden. En af de siden hen forsvundne tav­ler, som blev opsat i Klosterstræde på Brygger­laugets hus, lød:

Du store Ildebrand,

Du store Herrens Riis, Som straffed mangen Mand Og giorde stor Forliis, Du og har rammet mig. Men nu igien det staar, Hvorfor jeg takker Dig, Saa meget Jeg formaar.

Den næste store bybrand brød ud 5. juni 1795 om eftermiddagen, efter sigende i noget tømmer på Gammel Holm. Atter sørgede en kraftig vind for at sprede bålet, langs Kanalen gik flammerne ned til kvarteret omkring Nikolaj Kirke. Først ved aftenstid den 7. juni standsede ilden ved Volden på den anden side af Teglgårdsstræde. I en avis kunne man om mandagen den 8. juni i et referat læse, at ilden havde opbrændt hele spiret på Nikolaj Kirke. "som ved sit Fald satte alle underliggende Ga­der i Brand". Efter branden gik der rygter om mordbrand og sabotage, som det fremgår af et brev fra de følgende dage: "Om Engelskman­den eller Russen er Ildens Ophav, kan vel end­nu ikke Afgiøres..." Ved opgørelsen over ka­tastrofens omfang noteredes det, at henved 55 gader med over 950 ejendomme var blevet il­dens bytte. Kollektkommissionens protokol­ler viser, at ialt 3442 familier blev ydet hjælp, hvilket omtrentlig svarer til mellem 10.000 og 15.000 personer. Assuranceværdien for de nedbrændte ejendomme oversteg 4½ million.

København hærgedes af sin tredie store brand, da den engelske hær 2.-5. september 1807 bombarderede byen. Ifølge major H. J. Bloms senere beskrivelse af begivenhederne faldt de første "Prøvekast af fiendtlige Bom­ber paa Kongens Nytorv" kort efter solned­gang den 2. september. Kort efter fulgte en regn af bomber, granater, brandkugler og ra­ketter (de Congreweske raketter). Her ned­brændte 290 ejendomme de næste dage, mens 1500-1600 blev beskadiget i større eller mindre grad. 2.000 indbyggere omkom eller såredes ved den lejlighed.

Ildebrandshuse

Ved Københavns brand i oktober 1728 gik omkring 1670 ejendomme op i lys lue, en enorm udfordring til stat og by­styre, for hermed var der skabt mulighed for at regulere det middelalderlige gadenet og for­bedre byggeriets standard. Byen skulle også gøres mindre brandfarlig og tillige smukkere.

Den 18. marts 1729 oprettedes den kgl. byg­ningskommission og samme dag gav kongen ordre til, at myndighederne udstedte en for­ordning med følgende krav til byggeriet". . . Vi have bragt udi Erfaring, at der ikkun skal være en maadelig Forskel imellem Bekostningerne paa Grundmuurede Bygninger og Bindings Verk, det og er uimodsigelig, at det under Guds Naadige Beskiermelse geraader til meere Sikkerhed for Indvaanerne, at alle Bygnin­ger her i Staden efterdags opføres af Grund­muur;..."

De forarmede borgere formåede dog ikke at efterleve påbudet. Snart skød det ene bindingsværkshus op efter det andet, hvilket i 1730 fik myndighederne til at ophæve samme forordning. Inden da havde overlandbygme­ster J.C. Krieger fisket i rørt vande ved i 1729 at udgive en lille bog, hvori han påpegede for­delene ved det grundmurede hus frem for byg­geri i bindingsværk. Krieger serverede endog tre "typehustegninger" for læserne, vel i det forfængelige håb, at han kunne redde sig nog­le kunder i de kommende måneder. Husene var af gavlkvisttypen, en udformning, som al­lerede var kendt før 1728-branden. Herom vidner gavlkvisthuset i Nyhavn 9, som opfør­tes 1681, blot med stejlere gavl end Kriegers huse.

Overlandbygmesterens meget ornamente­rede typehuse synes ikke at have haft nogen ef­terspørgsel, hvorimod mere simple udgaver opførtes i de kommende år. Af disse smukke huse er endnu bevaret en del ud til Gråbrødre Torv, i Åbenrå og i Nybrogade. Fælles for dis­se huse er en bredde på 4-5 fag, en højde på 3-4 etager og trappen, som fører op til gadedøren.

Det københavnske hus byggeri efter 1728 gjorde åbenbart indtryk i provinsen. To bor­gere i Holstebro indgik i I751 væddemål om, hvor høje husene kunne være i hovedstaden. Den ene påstod, at der forekom huse syv lofter (etager) høje, hvad modparten betvivlede. Da striden ikke kunne løses, kom den for retten, siden for Viborg Landsting. Her indhentede man ekspertudtalelse fra Københavns stads­bygmester, som forklarede, at beboelseshuse kun nåede fire etager i vejret. Derimod kunne magasiner, sukkerhuse o. lign. være syv lofter høje.

Immanuels Kirke, Forhåbningsholms Allé

Immanuels Kirke er opført for "Københavns Valgmenighed af 1890". Den 8. september 1892 blev grundste­nen nedlagt og 29. oktober 1893 indviedes kir­ken. Tegningerne leveredes af arkitekt Andre­as Clemmensen, en af historicismens fremtræ­dende arkitekter, der efter sin afgang fra Kunstakademiet i 1875 arbejdede for J. D. Herholdt og professor Hans J. Holm. Clem­mensens interesse for det stilhistoriske gjorde ham velegnet til opgaven. Med udgangspunkt i den romanske arkitektur udformede han Immanuels Kirke som et langhus med halvrund afslutning i øst. Vestfacaden forsynedes med rundbuet portal, der over et blindgalleri efter lombardisk skik og øverst en dobbelt rundbue med søjle. Som byggemateriale valgtes røde tegl af munkestensformat og lagt i munkeskif­te. 1904-05 rejstes tårnet, her efter tegninger af Andreas Clemmensen og Rasmus Rue. Dets sammenbygning med menighedshuset giver campanilens virkning.

Det indre fremtræder hvidkalket, har tøn­dehvælv, mens pulpiturer er anbragt på langsi­derne. Orgelpulpituret ses over hovedindgan­gen i vest. Det monumentale alterbillede, "Den første pinsedåb", blev 1904 malet og skænket til kirken af Niels Skovgaard, mens den udskårne, mørke træramme skyldes Niels Larsen Stevns. Familien Skovgaard har også præget rummet på anden måde, således har Joakim og Niels i fællesskab med Niels Larsen Stevns dekoreret prædikestolen, og det brode­rede altertæppe er af Joakim S.

Istedgade

1858 blev denne gade anlagt, i første omgang blot fra Abel Cathrines Gade til Eskilsgade, senere udvidet i begge retnin­ger. Gaden gemmer sin mest ejendommelige bygning, nemlig Den kgl. Skydebanes tegl­stensmur, der rejser sig som en anden teaterkulisse med tårne og brystværn. Fra Istedgade nr. 68-80 er der gennem en port adgang til haven bag ved Bymuseet. Det nygotiske bygningsværk opførtes 1887 efter tegninger af arkitekt L. Knudsen.


J

"Jacob Holmblads Gård

Sølvgade 38, blev opført 1776. I princippet er gården to sam­menbyggede huse, hvis fælles facade er udfor­met med risalitter efter Eigtvedsk forbillede, dog uden den tilsvarende harmoni. Hvor Eigtved-perioden (1740rne og 50erne) dyrke­de den tre vinduesfag brede risalit, er de kun to fag brede i Sølvgade-huset. Ligeledes er et yderfag fra hvert af "husenhederne" udeladt i sammenstødet, hvad der gør facaden sam­menpresset.

Til ejendommen hører også side- og pak­hus, alt sammen opført for farver Jacob Holmblad, som døde 1806. Hans efterkommere blev driftige fabrikanter af sæbe, lim, lak, stearin og farver.

Jarmers Tårn

Jarmers Tårn ligger som en sidste stump af det gamle voldanlæg, der i middelalderen om­gav København mod land; i dag blot en ruin af røde munkesten på en ø i den hidsige trafik ved hjørnet af Nørre Voldgade og Vester Voldgade. Da den vendiske fyrst Jaromir (Jarmer) af Rü­gen i april 1259 angreb byen, gennembrød hans mænd det afsnit af volden, som omtrent­lig har ligget ud for det nuværende Studiestræ­de. Københavnerne mindedes begivenheden ved endnu i slutningen af middelalderen at kalde stedet for Jarmers Gab. Navnet Jarmers Gab nævnes således 1496, da Jes Olsen betalte jordskyld af "en Gaard ved Jarmers Gab, ve­sten i det gamle Raadhusstræde næst PIanker­ne tvært over for Apotekerens Have paa det andet Hjørne". Et dokument fra samme år fortæller også, at Lars Andersen erhvervede en grund ved "Jarmers Gab".

Da man i 1520rne rykkede vestfronten (by­volden med plankeværk) længere ud, blev Jar­mers Gab heftet på det forsvarstårn, man rej­ste ved det nye værn. Under Christian 3.s be­lejring af København 1535-36 opstillede man byens mest langtrækkende kanon, kaldet "Den vrede Slange", ved siden af tårnet. På det første perspektivkort over det vestlige Kø­benhavn (byen set fra landsiden), som publi­ceredes 1588 af Braun og Hogenberg, ser vi tårnet gengivet i to etager og med kegleformet tag som afslutning. Tårnet har oprindelig stået åbent bagtil, men i forbindelse med Christian 4.s voldarbejder i 1607, lod man antagelig åb­ningen tilmure og begrave i jord. En hvælvet gang gav dog fortsat adgang til tårnet. I for­bindelse med voldstykkets og bastionens sløjf­ning i 1884, blev ikke blot tårnet, men også en stump af den ældre bymur afdækket. Sidst­nævnte fjernedes dog atter, da den syntes be­sværlig for kommunens gartnere. Nedrivnin­gen beklagedes i det satiriske blad Punch med verset:

"Hil være den tænktsomme Magistrat, som værner om Fortidens Minder, Saa bravt, at de alle må regnes til det Kjø­benhavn, der forsvinder!"

Jernbaner

27. juni 1847 åbnedes jernbanen mellem København og Roskilde. Den første banegård, som lå i Dronningens Enghave (li­gesom den nuværende), var en træbygning med to tårne flankerende et indgangsparti. 1849 skreven provinsbo efter at have set stati­onen, at "Et Locomativ kan trække 30, til 40 til 50 Vogne og føre dem 4 Miil i en Time, I hver Vogn er 6 Stuer..." Da banens videreførelse til Korsør blev åbnet 1856, viste den kø­benhavnske banegård sig allerede for lille, hvorfor den flyttedes over på den nordre side af Vesterbrogade. 22. juli 1863 åbnedes banen til Klampenborg og senere på året også forbin­delsen til Lyngby.

Den nuværende hovedbanegård opførtes 1904-11 efter tegninger af H. Wenck. Bygnin­gen fremtræder i røde mursten med dekora­tive detaljer i granit og indvendig ses de vældi­ge trækonstruktioner, der bærer hallens to glastage. I dette århundrede var det en begi­venhed, da Nørreport som eneste under­grundstation 1918 indviedes.

141

"Jomfru Tidsfordriv"

Jomfru Tidsfordriv var vel byens mest le­gendariske original omkring århundredskif­tet. Hun blev altid set med tjavset hår, der stak frem under en skævtsiddende hat. Mærkelig halvforstyrret virkede jomfruen, som hun gik rundt i sin gamle frakke pyntet med masser af falmede tøjblomster. Cigarbånd kunne den også være dekoreret med. Dette fugleskræm­sel bar også en spånkurv, som gemte smudsige bolcher. Hun uddelte smilende sine bolcher til alle og enhver. Om sommeren hørte en parasol med til udstyret.

Denne tragikomiske skikkelse gav anled­ning til mange historier. Folk hævdede, at hun i sin pure ungdom havde været en smuk ekspe­ditrice. Hun forlovede sig med en løjtnant, som imidlertid svigtede hende til fordel for en pige af bedre kår. På bryllupsdagen skulle hun have mistet forstanden. Den virkelige historie var lidet romantisk. Juliane Hansen var hen­des borgerlige navn, født 1862 i et socialt dår­ligt miljø, og som halvvoksen stod hun uden forældre. Formentlig har hun været åndssvag fra fødslen, måske senere med en forstand som et seks-syvårigt barn. En tid var hun på Skt. Johannes Stiftelse, men kom fri efter eget ønske og levede derefter sit mærkelige liv i ga­derne.

På folks spørgsmål svarede hun altid med de samme ord "For tidsfordriv" og fortsatte "Min mor er død", hvilket gav hende tilnavnet "Jomfru Tidsfordriv". Hun kunne godt lide at synge, og det hændte en juleaften, at hun sad på en trappe i Købmagergade og nynnede med sin spinkle stemme "Et barn er født i Bet­lehem". Nætterne tilbragte hun under de usle­ste forhold i Lille Brøndstræde, først på en kvist, siden i en kælder, hvor man en januar­dag 1907 fandt hende liggende dødssyg på en madras. Hun førtes til et hospital, hvor hun døde.

Var hendes liv fattigt, blev bisættelsen med pragt. Folk, der den dag kom til Skt. Johannes Stiftelsens lille kapel ved Blegdamsvej, måtte undre sig. Jomfruens kiste var dækket under et væld af blomster, store palmegrene hvælve­de sig over hovedgærdet og langt ud over gul­vet bredte kransene sig. Den fineste krans stod ved kistens fodende og bar brede rødhvide bånd, hvorpå der med guldbogstaver var skre­vet "Fra Prinsesse Marie og Børn". Det var en sidste hilsen fra prinsesse Marie af Orléans, som var gift med prins Valdemar. Hun var blandt de få, som havde taget sig af jomfruen, og havde hver juleaften sendt hende en kurv med madvarer og varmt tøj.

Jøder

Europas storbyer gemmer megen jø­disk kultur, det gælder også København. Alle­rede Christian 4. havde i sin tjeneste en jøde, hvis navn var Benjamin Mussaphia, og han fungerede som en slags hoflæge. Mussaphia udgav 1642 en pjece om ebbe og flod dedice­ret til kongen. 1651 var et mørkeår, hvor vist nok alle jøder udvistes af København. Allige­vel fik disse dygtige folk udvirket, at man 1657 generelt gav de sefardiske jøder lov til at drive handel i Danmark og dermed også i Køben­havn (ved sefardisk forstås jøder udvandret fra Den iberiske Halvø). Disse folk skaffede pengelån til kongehuset eller leverede det udenlandske luksusvarer, selv krigsmateriel kunne de skaffe.

Frederik 3. gjorde vigtige forretninger med de sefardiske familier Teixera og de Lima. 1669 skaffede brødrene Jacob og Samuel de Lima juveler for 10.000 rdl. til kongen, men efter Jacobs død 1670 havde Samuel ikke ka­pital til yderligere forretninger. Den portugisi­ske jøde Manuel Teixera drev vigtig bankier­virksomhed i Hamborg og ydede store lån til rentermester Henrik Müller. En særlig gunst blev ydet Israel David, Christian 5.s hofjuve­ler, som boede i Altona. Han fik 1681 tilladel­se til at bosætte sig i København og nyde per­sonlig religionsfrihed. Samme begunstigelser opnåede hans kompagnon Meyer Gold­schmidt den 6. oktober 1683, hvorefter han etablerede sig med et tobaksspinderi i Køben­havn. Eftersom tobakken i 1600-tallet mest var berømmet som lægemiddel, anvendt i sal­ve og klyster, ja, tobaksrygning endog anbefa­let som forebyggende middel mod pest, har det københavnske publikum sikkert været godt tilfreds med denne ordning. Flere rige ashkenaziske (tysktalende) jøder fulgte efter og de opnåede også ret til at spinde og handle med tobak mod at erhverve sig fast ejendom.

Den 16. december 1684 gav man de køben­havnske jøder ret til at holde morgen- og af­tenbøn i Davids og Goldschmidts huse. Dog skulle det finde sted "inden tillukte Kamre og foruden nogen Prædiken, saa at ingen Forar­gelse deraf aarsages". Gudstjenesterne, der af­holdtes i Goldschmidts hjem, måtte "lide" un­der, at han skiftede bopæl: Rådhusstræde, Badstuestræde, Slotsholmen og Højbrostræ­de. I øvrigt fik menigheden i slutningen af 1680erne sin egen rabbiner; retsligt blev den københavnske rabbiner underlagt overrabbi­neren i Altona. 1694 etablerede den tyske me­nighed sin egen kirkegård på Nørrebro ved nu­værende Møllegade, senere også benyttet af portugiserne.

Skønt ghettoer aldrig blev en del af de kø­benhavnske jøders historie, var de endnu i 1700-tallets begyndelse ildeset af mange med­borgere og myndighederne. Magistraten skrev i 1726 om "deres Handel og Vandel, der lige saa vel er hemmelig som aabenbar, at vi ej tilli­ge skal erindre og tale om den højst fordærve­lige Trafik med Aager og ubillig Rente af rede Penge, som de udlaane, og hvor nær de lige­som udsuge trængende Folk, som maa betjene sig af dem til at søge Penge til Laans".

Myndighederne så overhovedet strengt på tilgangen af nye jøder. Det var forbudt en jøde at komme til byen, hvis ikke han ejede mindst 1000 rigsdaler. Var pengepungen for let, kun­ne straffen blive arbejde i skubkarren i Kastel­let. For en fattig jøde var der som regel kun en udvej, at lade sig døbe. Dette gav ham det ef­tertragtede borgerskab, men også let adgang til kongelige privilegier. I 1727 fik to nyligt døbte jøder retten til at virke som skomagere og skræddere.

Læderstræde blev i 1700-tallet fast tilholds­sted for de troende. Her åbnedes 1743 en syna­goge (nu nr. 13) og den fungerede indtil bran­den i 1795. I Højbrostræde var der jøder, som solgte brugt tøj, messingurnøgler og andet kram til en billig penge, i særdeleshed piske­bånd i mange kulører. Sælgere af sidstnævnte artikel kaldtes populært for piskebåndsjøder.

Holberg, som iagttog så mange sider af det københavnske samfund, benyttede også jøder i sine skuespil. I "Ulysses" figurerer de som udlejere af maskeradeklæder , og i "Den ellev­te Juni" skildres en jøde som vekselerer på Børsen. Holberg lader ham fortælle, at han ik­ke er nogen "Smautz", et øgenavn, der klæbe­de ved de tyske jøder. Men dy sig kunne Hol­berg ikke, når det gjaldt om at gøre nar ad jø­depræsterne. I "Maskeraden" er Henrik ud­klædt som jødepræst med et langt sort skæg.

Som et led i integrationen i det danske sam­fund stiftedes Den jødiske menigheds Skoler, hvor børnene skulle lære at læse og skrive dansk. Således oprettedes 1805 Den mosaiske Drengeskole i Skindergade, mens en tilsvaren­de for piger åbnedes 1810 i Pilestræde under navnet Carolineskolen (opkaldt efter arve­prinsessen). Allerede 1788 havde jøderne fået adgang til Københavns forskellige laug.

Takket være de trygge forhold, regeringen havde givet de danske jøder, fik de betydelig indflydelse på landets økonomiske forhold. Men det gav bagslag, da statsbankerotten 1813 var en kendsgerning. Intet var naturlige­re end at gøre jøderne til syndebukke derfor. Samme år udkom et tysk skrift med antijødisk indhold, som den ellers så frisindede teaterdi­rektør Thomas Thaarup havde ladet oversæt­te til dansk. Pamfletten rejste en storm i dan­ske åndskredse, senere kaldet den litterære jø­defejde, idet Jens Baggesen og den unge St. St. Blicher forsvarede de angrebne, mens andre støttede det Thaarupske synspunkt. Frederik 6. støttede dog også jøderne i denne sag, og 29. marts 1814 fik de danske jøder deres Magna Charta. Heri fik de på væsentlige punkter ligestilling med danske borgere, ligesom Det mosaiske Trossamfund anerkendtes.

Atmosfæren var dog spændt i København og 4. september 1819 begyndte ballademagere at knuse ruder og sætte antijødiske plakater op. Uroen var endnu engang inspireret af Tyskland. Værst var det, at der flere steder i byen blev skrevet "Jødekonge" på murene, hvilket myndighederne opfattede som en for­nærmelse mod den enevældige Frederik 6. Man nedsatte derfor en særlig kommission, der pådømte 160 sager, og der blev taget hårdt fat på ballademagerne. Først med grundloven af 1849 gav man jøderne fuldstændig politisk ligestilling.

I 1800-tallet satte jøderne deres præg på det københavnske åndsliv. Meir Goldschmidt, i øvrigt en efterkommer af Meyer Gold­schmidt, udgav det satiriske ugeblad Corsa­ren. Det udkom første gang i oktober 1840 og fik, trods beslaglæggelser, efterhånden 3.000 abonnenter, der ivrigt læste om tidens nye tan­ker lige fra socialismens ideer til den berømte fejde med Søren Kierkegaard. Sidstnævntes voldsomme kritik af Corsaren fik sluttelig Goldschmidt til at afhænde bladet i efteråret 1846, hvorefter han bitter rejste til Tyskland.

En ligeså central betydning fik brødrene Georg og Edvard Brandes, den første som ba­nebrydende litteraturkritiker, den sidstnævn­te som fremtrædende politiker og medstifter af "Politiken" i 1884. Også familien Hanno­ver bør nævnes, først og fremmest lægen Adolph Hannover, hvis lille bog om mikro­skopet og dets brug (udgivet 1847) oversattes til tysk, fransk, engelsk og hollandsk.

Adolph Hannovers søn, kunsthistorikeren Emil Hannover, som blev direktør for Kunst­industrimuseet, har levende skildret sit jødi­ske barndomshjem. Tiden var 1870erne og skønt det ikke var ortodokst, blev hensyn ta­get. Man undgik at køre med omnibussen om lørdagen for ikke at vække forargelse. "Jeg ved, at vi engang om Aaret, ved den store For­soningsfest, alle valfartede til Synagogen i Krystalgade for, som Fader sagde, at vise, at vi regnede os for henhørende til Menigheden".

Foruden af være kunstkritiker ved dagbla­det Politik en udnævntes Emil Hannover 1911 til direktør for Den Hirschprungske Samling, hvis indretning han havde ledet.


K

Kaffedrikning

En kretensisk student, Na­thaniel Conopius, som i 1640rne opholdt sig i Oxford, siges at have været den første kaffe­drikker på de kanter. 1665 nævnes drikken første gang i København, hvor lægen Thomas Bartholin skrev i et brev: "Kaffen har meget hurtig sat sig paa Herresædet hos Evropas Hoffer, ikke just fordi den smager godt, men fordi den er noget nyt; man siger, at den giver Madlyst og gjør Aarvaagen. Saaledes har man her Lejlighed til at sande Senecas Ord, naar han skriver: Daarligheder fremkalde let Uor­den, det sande derimod gaar langsomt frem og holder Maade".

Den orientalske drik blev snart mere kendt i København som i de andre europæiske storby­er, og i begyndelsen af 1700-tallet blomstrede the- og kaffehusene op. Da Holberg 1722 skrev sin komedie "Jean de France", siger Je­ronimus (3,4): "Tænk engang, forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt alamodisk og gik paa et Kaffehus, maate jeg give en Rigsort (møntenhed) for nogle faa Kopper". Mens Jo­han Henrik Tauber, senere rektor i Horsens og Odense, studerede i København i 1760erne, var kaffedrikning blevet almindeligt udbredt og kunsten at spå i kaffegrums kommet til. Tauber fortæller om en kvindelig bekendt til sin familie, at "hun gav sig ud for at kunde spaa af Folks Hænder og af Kaffekopper, ven­telig for at have hos alle troskyldige, som troe­de hende fri Kaffe".

Fra 1770erne blev kaffehusene ofte den na­turlige ramme om det opblomstrende klubliv, som f.eks. Neergaards Kaffehus i Badstue­stræde, det "engelske Kaffehus" på Christi­anshavn og kaffe- og theskænker Juuls hus i Læderstræde. Da svenskeren J. E. Angelin be­søgte København 1805, nævner han, at "Någ­ra Kaffehus utmarka sig i synnerhet för ett godt choklad och eleganta rum". En statistik fra 1857 dokumenterer det store forbrug, som på den tid prægede københavnerlivet. Dette år importerede byen for 1.215.547 rigsdaler kaf­fe, men kun for 162.035 rigsdaler the; dog skal det tilføjes, at kaffe også den gang var væsent­lig dyrere end the.

"Kalkeballen"

Kalkeballen, et folkeligt navn for en tea­terbygning, som blev opført 1819 i Store Kan­nikestræde og atter nedrevet 1918. I dens sted er KFUK's bygning. Baggrunden for teatrets tilblivelse var de mange klubber omkring 1800, der stadig var på jagt efter egnede loka­ler til fremførelse af digte, dramaer og skue­spil. Blandt de teaterbegejstrede var også en ung organist ved Sankt Petri Kirke, Jacob Laurentius Lassen. Han havde efter Køben­havns bombardement 1807 opkøbt fire grun­de med "Rudera og Fundamenter", der lå i vinklen mellem Store og Lille Kannikestræde. Matriklerne blev solgt for 1.400 rigsbankdaler af en brygger ved navn Achilles.

1819 var byggeriet så fremskredent, at Las­sen kunne forsikre ejendommen for 12.000 rigsbankdaler, og året efter var etablissemen­tet fuldført. Indretningen var enkel, idet stue­etagen rummede en restaurant samt "Konver­sations Lokalet", hvor aktørerne kunne øve sig. Opgangen til salen måtte foretages ad en "smal, steil og smudsig Trappe, og derfra kom man til Tilskuerpladsen først ind i et større Værelse, hvor der var en Buffet af malet Fyr­retræ, garneret med Flasker og lidet appetitligt Smørrebrød". Således skrev den københavn­ske forfatter og journalist Jacob Davidsen i 1880.

Skønt scenen var lille, et snoreloft manglede og belysningen bestod af tællelys og tranlam­per, kom der efterhånden gang i teatret. Først benyttedes det af selskaber med kortere levetid, f.eks. det i 1820 stiftede "Erindrin­gen" eller foreningerne "Constantia" og "Dramaturgien". Holbergs stykker blev ofte spillet, Wessel måtte også holde for. 1825 for­lod J. L. Lassen København for at etablere sig i Hamborg, hvorefter hans broder overtog tea­tret. Derefter solgtes etablissementet 1832 til Wilhelm Schæffer, og efter hans død fortsatte enken med at drive det.

Madam Schæffers teater blev en interessant periode. Man opførte marts 1840 Holbergs "Kilderejsen" til fordel for Steen Steensen Bli­cher i Jylland, og Louise Rasmussen, senere kendt som Grevinde Danner, medvirkede ved flere forestillinger i "Kalkeballen". Teatrets øgenavn opstod formentlig i 1840rne, sikkert en hentydning til, at dilletanterne serverede "stærk kost", skrappe sager for publikum, hvilket var som en skarnbøtte. 1864 indrette­des bygningen til dansesal, men navnet levede videre i københavnernes erindring.

Kancellibygningen (Den røde bygning), Slotsholmsgade 4

Kong Frederik 4. lod 1715-20 opføre "Kollegiebygningen" (nuværende mi­nisterialbygning) på Slotsholmen. Ind over den planlagte byggegrund strakte sig den nær­liggende Proviantgårds udbygning, kaldet Bagerset, som 1714 måtte fjernes for at skaffe plads. Generalbygmester Johan Conrad Ernst, som var ansvarlig for bygningens ud­formning, tegnede et trefløjet anlæg med hovedfacaden vendt mod Børsen. Som bygge­materialer anvendtes røde tegl, mens sandsten benyttedes til de dekorative detaljer. Et motiv, som allerede anvendtes i renæssancen, er de vekslende segment- og trekantsfrontoner.

Imponerende er segmentfrontonen, der af­slutter midtpartiet med port. Det er et hoved­værk i de danske gavles og frontoners historie, og relieffet skyldes billedhuggeren Johan Christopher Sturmberg (død 1722). Her ses kongens buste anbragt imellem Krigens og Fredens atributter, en nydelig erindring om Store Nordiske Krig og dens afslutning 1720, hvor kongen havde vist stor fasthed under de hårde fredsforhandlinger. Indvendig er stuk­arbejder af italieneren Anthoni Auzoni og malerier af Hendrick Krock.

Kartoffelrækkerne

Kartoffelrækkerne er den populære beteg­nelse for kvarteret mellem Øster Farimagsga­de og Sortedamssøen. Byggegrundene havde tidligere været gartnerjord med kartoffel­dyrkning, hvad der sammen med de små haver og lave huse gav anledning til navnet "Kartoffelrækkerne".

Byggeriet må ses som et led i de mange fore­tagender, der fra midten af 1800-tallet sigtede mod at skaffe arbejderne bedre boliger i mod­sætning til tidens grove byggespekulationer. Det første skridt, hvad Kartoffelrækkerne an­går, blev taget 1865, da arbejdere fra Burmei­ster og Wain stiftede "Arbejdernes Byggefor­ening". Initiativet dertil blev taget af distrikts­læge F. F. Ulrik og de første ti huse rejstes på en skænket grund ved den senere Sverrigsgade på Amager. 1868-69 opførte foreningen 12 huse i Schønbergsgade på Frederiksberg, men mest bemærkelsesværdigt var planlægningen af bo­ligkvarteret Kartoffelrækkerne, der omfatte­de 480 huse.

Byggeriet finansieredes ved et ugentligt kontingent på l mark, efter den store møntre­form i 1875 ændret til 33 øre. Husene, der blev rejst i årene 1873-89, fordeltes når de var fær­dige til medlemmerne ved lodtrækning. Hvert rækkehus var disponeret til to familier og hav­de både forhave og gård.

Kastellet,

se Citadellet Frederikshavn.

Kattesundet

Kattesundet forekommer som gadenavn i en række købstæder, i Haderslev, Nakskov, Svendborg og Ålborg, og ligesom i Køben­havn er der tale om ret smalle stræder. Antage­lig har Kattesundet fra først af betegnet et snævert farvand og en næsten tilsvarende be­tydning har navnet Kattegat, der blev givet i 1600-tallet og var et lån fra hollandsk sø­mandssprog. Hos de hollandske søfarende be­tød Kattegat et farligt og vanskeligt farvand, men grundbetydningen er 'kattehul' , en pas­sage, hvis hul kun en kat kan slippe igennem. Senere sprogbrug har overført ordet kattesund på de smalle stræder fra middelalderen.

Til støtte for denne tolkning kan nævnes, at der i flere købstadsgader af dette navn tidlige­re løb et lille "sund", måske en rende der fra bykernen banede sig vej ud mod byvolden. I begyndelsen af 1800-tallet var der således i Ebeltoft en bro over "det saakaldte Kattesund paa Gaden". I Malmö talte man i 1500-tallet om "Byens Vandløb i Cattesund" og tilsva­rende har arkæologer fundet rester af bolværk i bunden af Svendborggaden Kattesundet.

Tidligere har man søgt andre forklaringer på Kattesundet, om det københavnske navn stod der 1827 en artikel i Borgervennen. For­fatteren hævdede, at det skyldtes "at Katte og andre Dyrs døde Aadsler der i Almindelighed ere udkastede".

I Kattesundet 12, et hus opført i slutningen af 1790erne, boede 1847 naturforskeren, pro­fessor J. J. S. Steenstrup. Han studerede i 1830rne moser i det nordlige Jylland, iværk­satte indsamlinger af oceaniske dyr og under­søgte huledannelser ved Nice og Adriaterha­vet.

Kierkegaard, Søren Aabye (1813-55)

Hvor Handelsbankens hus ligger på Nytorv, stod indtil 1908 Kierkegaards barndomshjem. Her blev han født 5. maj 1813 og her boede han indtil 27. april 1848. Faderen, Michael Peder­sen Kierkegaard, var en usædvanlig begavelse, der havde tjent sig en formue som klædehand­ler. Han var dybt religiøs, tungsindig og stærkt interesseret i filosofi og teologi, hvilket gik i arv til sønnen. En ældre broder til Søren Kierkegaard var den kendte biskop Peter Chr. Kierkegaard.

Otte år gammel kom Søren i Kjøbenhavns Borgerdydsskole, hvor han allerede mødte spot og ironi, kejtet som han var. Med ordene "Barn har jeg aldrig været" karakteriserede han selv disse år. 1830 blev han student, men hans efterfølgende indtræden i Kongens Liv­korps var en fiasko. Han blev resolut afskedi­get som utjenstdygtig. Så fulgte årene på uni­versitetet med studier fra æstetik til tysk litte­ratur, afsluttet 1840 med en teologisk embeds­eksamen. Det skete 3. juli; og 10. september samme år forlovede han sig med Regine Olsen, datter af etatsråd, kontorchef Olsen i Finans­hovedkassen.

Fremtiden syntes får så vidt lys. Kierke­gaard kunne se tilbage på gode studieår, hvor han havde kunnet dyrke sin elskede bogsam­ling. Flere bevarede regninger fra boghandler Reitzel vidner herom, og hans velhavende fa­der måtte punge ud! Vinens glæder havde han heller ikke foragtet. I sin journal skrev han blandt andet: "underlig Ængstelighed, hver Gang jeg efter at have drukket for meget, vaagnede om Morgenen..." Filosoffen Hans Brøchner fortæller, at han 1837 nu og da traf Kierkegaard på en restaurant, og når denne spiste til aften, var det "med en halv Flaske Vin o. desl." Henrik Hertz mindedes ham i si­ne erindringsnotater "ad vitam", hvor en no­tits begynder: "I Vita maa mit Bekendtskab med Søren Kierkegaard berøres; mit Bekendt­skab med den mig ganske ubekendte unge Stu­dent, der i Studenterforeningen laa i en mage­lig Stilling paa en Sofa (omtr. 1836) og tiltalte mig i en fortrolig Tone som en gammel Be­kendt. Vi mødtes efter den Tid ofte, dog kun paa Gader, offentlige Steder og dsl., og jeg syntes meget godt om hans muntre forstan­dige Underholdning..."

1841 blev et kriseår. Da Søren Kierkegaard havde disputeret for magistergraden den 29. september, afhandlingen lød "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates", hæve­de han 11. oktober derefter sin forlovelse med Regine. I sin fortvivlelse derover rejste han til Berlin, hvor han blev vinteren over. Efter den­ne tid fulgte de alvorlige værker, først "Enten-­Eller" tidligt 1843, senere samme år "Frygt og Bæven" og "Gjentagelsen". Disse værker dannede optakten til hans "pseudonyme" for­fatterskab, eftersom de, sammen med de sene­re forfattede, blev udgivet under forskellige dæknavne. Johannes Climacus, Vigilius Haf­niensis, Hilarius Bogbinder, Frater Tacitur­nus etc. fandt Kierkegaard på at kalde sig.

Så fulgte de første angreb på ham 2. januar 1846 i Corsaren, og 1854 kom den sidste, af­gørende krise, da Martensen i sin mindeprædi­ken over biskop Mynster kaldte denne for et "Sandhedsvidne". Med udgangspunkt i dette førte Kierkegaard sit stormløb mod statskir­ken og dens kristendomsforfalskning. Hans angreb kulminerede i en række artikler maj­-september 1855 i "Øjeblikket", flyveblade, som han udgav. De psykiske anstengelser tæ­rede på helbredet, så meget, at han 2. oktober samme år faldt om på gaden. Man førte straks Kierkegaard til Frederiks Hospital i Bredgade, hvor han døde 11. november.

Kirsebærgangen

Kirsebærgangen, en for københavnerne yndet, promenade udenfor Vestervold. Den strakte sig fra Langebro til Vesterport. Oprindelig var den forbeholdt de privilegere­de, der fik nøgle til den. Den snoede sti med skyggefulde træer er stemningsfuldt skildret omkring 1800 i en radering af Elias Meyer. I 1880erne sløjfedes gangen, da Vestervold blev nedrevet.

Kirurgisk Akademi, Bredgade 62

Kirurgisk Akademi, blev opført 1785-87 efter tegninger af Peter Meyn, som på det tidspunkt var 2. professor ved Det kgl. Kunstakademi. Til formålet skænkede enkedronning Juliane Marie en byggegrund. Bygningen skulle erstatte det ældre amfiteater i Købmagergade, hvor der undervistes i kirurgi men kun var plads til 200 personer. Bag opfø­relsen af den nye bygning lå også ønsket om at udskille faget kirurgi fra barbervæsenet og skabe en akademisk læreanstalt. Kronprins Frederiks (6.) livlæge og kammertjener, Jo­han Christian Bodendick, gennemførte byg­geplanerne. I øvrigt skulle uddannelsen af ki­rurger foregå uafhængigt af universitetet. Peter Meyn, som under et studieophold i Paris 1779 havde udfærdiget et storslået pro­jekt til et "Academie Royale de Chirurgie", måtte i Bredgade nøjes med mere beskedne rammer. På den smalle byggegrund skabte han dog et hus med monumental, nyklassici­stisk facade, der opdeles i siderisalitter og et midtparti med søjleportal. Bygningens audi­torium går op gennem to etager og har øverst et hvælvet, kasseteret loft med lyshul, der skulle kaste lys ned over dissektionsbordet midt i salen.

Fra 1842 overtog universitetet undervisnin­gen og den sidste kirurgiske forelæsning hold­tes 29. november 1939 af professor Erling Dahl-Iversen, hvor man flyttede til moderne lokaler. I bygningen er nu indrettet Medi­cinsk-Historisk Museum.

Klareboderne

Klareboderne, den korte strækning mellem Købmagergade og Møntergade, er et minde fra katolsk tid. Nordøst herfor lå i 1300-tallet den kongelige køkkenhave. Langt senere, i 1497, rejstes på køkkenhavens gamle grund Skt. Clare Kloster, hvis jorde indhegnedes med mure langs nuværende Store Regnegade, Sværtegade, Pilestræde og Møntergade ud til Østervold (som dengang løb parallelt med Go­thersgade). Fra Købmagergade var der ad­gang til klosteret ad den nuværende korte ga­de, tidligst omtalt l. februar 1518 som "Al­britt van Gocks bod her, som nu kallis Clare bodher".

I 1530 tales der om gaden "som mandt gaar tiill Clare closter" og 1568 kendes navnefor­men Clara Strede. Omtrent samtidig forekommer i arkivalierne Clare boder, hvis nav­neform er bibeholdt indtil vore dage. Kloste­ret husede clarisserinder, nonner kaldet til Skt. Clare, der omkring 1215 havde stiftet et samfund af kvinder med regler inspireret af Frans af Assisi. Clarisserinderne kom fra be­gyndelsen under franciskanerordenen. I Dan­mark havde clarisserinderne også et hus i Ros­kilde.

Da Skt. Clare Kloster rømmedes efter refor­mationen, blev her indrettet kongelig mønt­gård, hvorom navnene Møntergade og Gam­mel Mønt endnu vidner. Som ofre for en reli­gionsstrid i 1575 i Tyskland, fik tyske flygtnin­ge stillet klosterbygningerne til deres rådig­hed, hvorefter der atter var møntværksted fra 1593 til kort efter 1630. Den kongelige mønt måtte dog i denne periode dele pladsen med Giethuset (kanonstøberiet). Allerede 1615 var klosterets kirke blevet nedrevet, mens de sid­ste klosterbygninger måtte falde 1624. Fra 1630-50 bebyggedes grundene omkring Møn­ten, ikke blot med boliger, men også med stal­de, værksteder og butikker, hvilket efterhån­den gav karréen Gammel Mønt, Møntergade, Pilestræde og Sværtegade det udseende, den havde kort før bybranden 1728.

Det nuværende Klareboderne 3 opførtes i ti­den mellem 1731 og 1734 af murermester Abraham Stou. Dekorationen over porten blev opsat 1904 af Leuning Borch. Bygningen, som erhvervedes 1787 af Søren Gyldendal, har siden huset Danmarks ældste forlag. Inde i porten er opsat en tavle med teksten "I denne bygning har Søren Kierkegaard haft sin dag­lige gang som elev i Borgerdydskolen 1821-30".

Klosterstræde

Klosterstræde nær Gråbrødretorv er en af byens få middelalderlige gader, hvis navn er bevaret uændret til vore dage. Københavns bryggerlaug havde efter reformationen sit hus i Klosterstræde, i en fløj (refektoriet) af det nedlagte Gråbrødre Kloster. Lauget ophæve­des 1605, men bygningen overlevede frem til bombardementet 1807. I en periode benytte­des den store sal til fester, teaterforestillinger og koncerter. Det musikalske Societet, stiftet 1744, holdt således koncerter i munkenes gamle spisesal.

Københavns mandtalsliste fra belejringen 1659 nævner et par skomagere i Klosterstræ­de, men 1722 var tallet steget til 21. I Holbergs komedie "Uden Hoved og Hale" (2,8) siger Henrik kvikt: "Skomagere er noget godt ær­ligt Folk, men det er noget menneskeligt hos dem, at de gjerne lyver; Herrens Skomager er min Tro saa habil derudi, som han kunde have været født midt i Klosterstræde i Kjøben­havn".

Klubber

Klubber, selskabelige foreninger, oftest litte­rært og politisk prægede, som fra 1770erne markerede sig i København. Trykkefriheds­ordningen af 14. september 1770 gav klubber­ne vind i sejlene og adskillige havde deres til­hold i stadens caféer, f.eks. "det engelske Kaf­fehus paa Christianshavn". Et andet møde­sted var Det norske Selskab, stiftet 30. april 1774 og atter ophørt 1813. Denne klub havde sin spæde start 1771 i Læderstræde, hos "Kaffe- og Theskænker" Niels Juul, men fej­rede sin storhedstid i Sværtegade. Hos Niels Juul kom unge begavede nordmænd, også præstesønnen Johan Herman Wessel, for at læse hjemlandets aviser, hvis ikke for at stude­re pjecerne om revolutionen i København 17. januar 1772. Wessels syngespil "Kærlighed uden Strømper" må ses som en politisk kom­mentar til Struenseeskandalen.

Naturligvis måtte klublivet bekymre myn­dighederne i en politisk nervøs tid, hvorfor statsminister Ove Høegh-Guldberg 10. maj 1780 gav Københavns politimester ordre til at holde et vågent øje med "de saakaldte Clubs" og sætte grænser for deres tilladelighed. I ugeskriftet" Den danske Tilskuer" fra 1793, udgivet af K. L. Rahbek, satiriseres der over klub-fænomenet: "En god Klub er den, hvori der - efter Omstændighederne - drikkes, dobbles, døses eller flanes meget".

Så kom krigen med England 1807-14, hvor klublivet, ifølge grosserer Nicolai Jonathan Meinert, fik en opblomstring. Han erindrer, hvorledes familiefædrene søgte adspredelser i klubberne, læste aviser, "Skielderiet og Stats­tidendet" og hørte de sidste nyheder fra første hånd. "Denne Klubmani varede under hele Krigen og tabte sig først efter at denne var endt; nu er som Hvermand veed kun Rudera af den tilbage" (erindringer 1846).

Klædebo Kvarter

Klædebo Kvarter, det 6. i rækken af hoved­stadens gamle rodernål, begrænses af Nørregade, Nørre Voldgade, Tornebuskegade, Skt. Gertrudsstræde, Købmagergade og Skindergade. I gamle dage blev kvarteret skat­temæssigt inddelt i to roder, Synagogens Rode og Universitetets Rode.

Hvad angår navnet Klædebo, henviser det til klædehandlernes boder i middelalderen og senere. De lå på en strækning nogenlunde sva­rende til den del af Skindergade, som løber fra Fiolstræde til Nørregade. I universitetets jord­skyldsliste fra 1544 nævnes Hans Remsnider "y Klæboerne". Gadenavnet sløjfedes først 1879. Klædebo Kvarter var byens tættest be­folkede 1659, da man gjorde mandtalslister. Det kunne stille med et kompagni på 639 vå­benføre mænd, som under den berømte stormnat mellem 10. og 11. februar 1659 tog opstilling på kurtinen fra Ny Nørreports Ba­stion til Rosenborg Bastion.

Kløvermarken

Kløvermarken ligger på Amager med udsigt til Christianshavn. Her blev skrevet historie, da Politiken-journalisten Alfred Nervø den 3. juni 1910 dristede sig til en flyvning over Kø­benhavn. Med et Voisin-biplan passerede han hen over Københavns Havn, Kastellet, Søerne og tog en tur rundt om Rådhustårnet, før han atter landede på Kløvermarken. Herefter var denne grønne plet på Amager fast base for flyvninger og allerede samme år fløj mekani­keren Robert Svendsen over Øresund. Endnu større opsigt vakte det, da grev Zeppelin 18. september 1912 landede med sit luftskib "Hansa" på Kløvermarken.

Så kom 1. verdenskrig, hvor man ude på Kløvermarken skabte et dansk luftvåben og 29. oktober 1918 grundlagdes Det danske Luftfartsselskab på initiativ af billedhuggeren Willie Wulff. Det er verdens ældste. Det stif­tende møde afholdtes i ØK, hvor etatsråd H. N. Andersen opfattede det som en national opgave og foreslog den imponerende sum af tre millioner kroner som startkapital. Man nøjedes dog med 900.000 kroner.

DDL's første postflyvning fandt sted fra København 15. september 1920 med Ham­borg som mål. Starten på denne særlige trafik var en succes, men økonomien haltede og i årene 1921 og 1922 var postflyvningerne end­nu uregelmæssige. I 1925 flyttedes den civile flyvning til den ny lufthavn i Kastrup og hertil henlagde man også den militære flyvning i slutningen af 1920rne.

I slutningen af 2. verdenskrig oprettede myndighederne en baraklejr på Kløvermar­ken, først for tyske flygtninge, senere generelt for mennesker, som krigen havde drevet til Danmark.

Knippelsbro

I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse og­så sikres mellem Slotsholmen og den nye by. Ole Worm noterede januar 1618, at man an­lagde begyndelsen til den bro, som "skal for­binde de to Byer - over Isen". Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i ret­ning mod Refshaleholm, en halvø af form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nordpå. Mellem dæmning og halvø blev derefter konstrueret en træbro, der forsynedes med to klapper på midten.

Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand Hans Knip, som 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til at erhverve et hus med grund nær broen. Her havde tidligere været told (i 1620rne), men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere. Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus, be­kræftet i et brev af Christian 5. i 1695 vedrø­rende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippens­bro der senere gled over i den nuværende be­tegnelse.

I en tidlig beskrivelse af broen, som skyldes Peder Hansen Resen (ca. 1670), fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen. Interessant er det, at man 1671 forbød nat­manden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vin­de.

Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid. "Paa Broen skal holdes Vagt og Tilsiun. Hvo som jager el­ler kiører hastelig med Vogn derover, maa straffes eller pantes for een Rixort" (mønten­hed), fortsætter Pontoppidan. Priser for at passere med skib opgives også, for et skib af 20 læsters drægtighed skal broens forpagter beta­les en halv rigsdaler "af hvert Skiberom".

Christian 4.s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig for­nyedes og 1868-69 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O. C. Nielsen beretter: "Naar de elektriske Sporvog­ne kørte over, knagede Broen, saa man var bange, at det hele skulde dumpe igennem. Folk rystede af Skræk, naar de skulde over, og drog et Lettelsens Suk, naar de var sluppen velbeholden over denne snævre og overbyrde­de Bro".

Da man 1909 indviede den tredje Knip­pelsbro, var linieføringen ændret, således at den nu forbandt Torvegade med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro, var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablere­des en interimistisk bro, indtil den nuværende, tegnet af arkitekt Kaj Gottlob, kunne afslut­tes. Det skete i 1937.

Koleraen

Koleraen, som angreb København i 1853, havde sit uhyggelige forspil i Asien, hvor den allerede i 1500-tallet blev beskrevet af europæ­eren Garcia del Huerto. Igennem århundreder ulmede den blot som lokale epidemier, men i 1800-tallets første halvdel begyndte den at sprede sig uden for Asien. Efter det 3. eksplo­sive udbrud i 1846, bredte koleraen sig gennem Persien, Rusland og helt til Danmark. Tre til­fælde diagnosticeredes i Dragør i 1848 uden at en katastrofe udviklede sig. Et lidt større ud­brud på Lolland i 1850 lykkedes det dr. Pa­num at isolere og kun 15 døde. I oktober sam­me år viste kolera-spøgelset sig i Korsør, Ål­borg og på Bornholm.

Det samfundskritiske københavnerblad "Nemesis" råbte allerede vagt i gevær i som­meren 1852 med følgende satire, hvis tekst Iyder således: "Hr. Cholera! Jeg haaber, at De vil blive tilfreds med min Virksomhed! Der lig­ger Kjøbenhavn! Drikkevandet er udrikke­ligt, Canalerne fulde af stinkende Mudder, Natterenovationen gaar stadig den gamle, "daglige" Gang, Rendestenene ligner fuld­kommen alt det øvrige, og Grøftemudderet har jeg, for Deres Excellences Skyld, ladet ka­ste op paa Veiene og ladet ligge i den allervar­meste Aarstid. Kan Deres Høivelbaarenhed ikke gjøre Affairer her, saa

­

-Bevares, bevares! Det er mere, end jeg kunde vente og forlange! Tro mig, jeg er gan­ske rørt over saa megen Forekommenhed, som, jeg maa tilstaae det, endnu aldrig er ble­ven mig viist".

Og så brød helvede løs. Da en 19årig tøm­rerlærling fra Meriansgade den 11. juni 1853 arbejdede på en mudderpram på Nyholm, fik han koleralignende sygdomstegn. Tømmer­lærlingen indlagdes dagen efter på Søetatens Hospital i Nyboder, blev selv helbredt, men nåede samtidig at smitte en arbejdsmand, som døde den 15. juni. Ugen efter var otte menne­sker døde og den 25. juni gav det for første gang genlyd i dagspressen. Så faldt det i med kraftigt regnskyl, hvilket fik optimismen til at brede sig. Man håbede på, at urenligheder­ne blev vasket bort.

Sundhedskollegiet gav 26. juni en forord­ning, hvorefter københavnerne havde sig at rette. Man skulle bl.a. undgå ophold i fordær­vet, indesluttet luft, vogte sig for forkølelse, agte på slet gæret eller surt øl og afholde sig fra nydelsen af frugter, haveurter, det fede af flæsk, meloner og agurker!

Intet hjalp. Koleraen bredte sig over hele byen og havde først raset ud i midten af okto­ber måned. 5,6% af byens 130.000 indbyggere blev angrebet, deraf døde 4.742, og størst var angrebet i Skt. Annæ Vester Kvarter.

En af modforanstaltningerne var en udflyt­ning af folk, bl.a. til en teltlejr på Glaciet mel­lem Vester- og Nørreport, også Christians­havn fik et sådant arrangement. Nok så væ­sentligt var erkendelsen af de elendige bolig­forhold og den håbløse hygiejne, der herskede i hovedstaden og som resulterede i et beslutniingsfor­slag fra borgerrepræsentationen. Kombinere­de vand- og kloakanlæg, herunder indførelse af W. C., skulle etableres, men regeringen og overpræsidenten satte sig imod. Først i 1860 blev de første underjordiske kloakanlæg fær­diggjort.

Kommunehospitalet, Øster Farimagsgade 3-7

Københavns Kommunehospital blev opført 1859-63 efter tegninger af den danske arkitekt Christian Hansen, som havde opholdt sig en årrække i Grækenland og Tri­est. Han vendte tilbage 1856 til Danmark stærkt påvirket af den byzantinske stil, han havde mødt i middelalderens byzantinske kir­kebyggeri. Opgaven at bygge et stort og mo­derne hospitalskompleks var stillet af Køben­havns Kommune.

Det store kompleks beherskes mod Øster Farimagsgade af den lange hovedfløj, hvis samlende punkt er en kuppelbygning. Idéen til kuppelbygningen er hentet fra den byzantin­ske korskirke og typisk er således de tredelte vinduespartier. Her indrettedes i øverste etage hospitalets kirkesal overdækket med kuppel, mens en operationsstue anbragtes i etagen nedenunder.

To symmetrisk anbragte sidekorridorbyg­ninger forbandt hovedbygningen med en til­svarende lang fløj ud mod vest og samtidig op­deltes hele komplekset i en kvindeside mod syd og en mandsside mod nord. Som bygge­materialer benyttedes gule mursten med bånd af røde sten. Mod Øster Farimagsgade er faca­den ikke forandret, hvorimod der er foretaget ændringer og tilbygninger andre steder i ho­spitalskomplekset.

Kompagnistræde 12

Det grønmalede for­hus blev opført 1797-98 af bygmester H. Wej­le. En konsolbåren dækplade var oprindeligt over kældernedgangen, men bortset fra dette har bygningen stået uændret siden opførelsen. Butikken indehaves af verdens ældste (!) glas­handel, Kgl. Hofleverandør C. E. Fritsche. Firmaet blev grundlagt 1788 og indehaves sta­digvæk af den samme familie.

Kongelige Porcelainsfabrik

Den. l. maj 1775 blev fabrikken grundlagt og fik først lo­kaler i Købmagergade 5, den gamle postgård. Allerede 1777 forsøgte man gøre kineserne kunsten efter, da københavnerne skiftede til porcelænet takket være millionlasterne fra Ki­na. Fabrikken lå indtil 1882 i Købmagergade og dette kapitel af virksomhedens historie blev glimrende skildret af Vilhelm Bergsøe i Roma­nen "Fra den gamle Fabrik".

Svenskeren J. E. Angelin meddeler i sin Kø­benhavnbeskrivelse fra 1806, at fabrikken på dette tidspunkt fremstillede". . . alla möjliga Saker, Bord- The- och Kaffe-Serviser. Vaser, Buster, Grupper, Figurer af Djur, Träd, Blomrnor, och Dylikt, Kopier efter Antiken, märkvärdiga mäns Bilder, och tusende Små­saker af olika Beskaffenhet". Fabrikken tog som varemærke tre blå bølger, der skal sym­bolisere landets tre bælter: Øresund, Store- og Lille Bælt.

Kongelige Teater, Det

1747 var et skelsæt­tende år i dansk teaters historie. 14. april hav­de Thielo åbnet et lille teater hos en traktør i Læderstræde, men da det endnu var sørgeår, Christian 6. til minde, var der kun tale om en "prøvescene". En tid efter skænkede Holberg aktørerne en byggegrund i Nørregade, men penge manglede fortsat til teaterhuset og grundens placering var i øvrigt dårlig. På en eller anden måde kom det A. G. Moltke for øre, at aktørerne havde succes i Læderstræde og søgte penge til at bygge deres eget teater. Han lovede nu at hjæpe dem, blot de ikke bad kon­gen om penge. Til gengæld kunne de få Tjære­huset ved Kongens Nytorv billigt. Moltke an­befalede dem at søge finansiel støtte hos magi­straten.

4. august 1747 skrev aktørerne til magistra­ten, at "ved høje og fornemme Patroners Mel­lemkomst. . . er gjort os Løfte om at formaa Hans kongelige Majestæt til at sælge os det saakaldede Tjærehus beliggende paa Hjørnet af Kongens Nytorv for Enden af Holmens Ka­nal for en taalelig Pris, hvilket er det allerbe­kvemmeste Sted i hele Byen, og som Centrum for hele Staden". Ansøgningen var ledsaget af Moltkes anbefaling dateret 9. august. Magi­straten svarede positivt til Moltke, som gav be­skeden videre til skuespillerne. Det besluttedes at nedrive Tjærehuset, og samtidig fik Nicolai Eigtved til opgave at projektere en teaterbyg­ning. Hermed blev hele sagen løftet op på et højere niveau. Det passede godt sammen med de privilegier, aktørerne modtog 29. december 1747. Det meddeltes heri, at "der til Komedi­ernes Fremtarv for det første behøves et anse­ligt Teatrum og et bekvemt og med behørige Loger samt diverse Op- og Nedgange indrettet Hus".

13. april 1748 forelå et rentegnet projekt fra Eigtveds hånd, efter pinsen blev Tjærehuset revet ned og december samme år stod bygnin­gen færdig. 9. oktober 1749 fungerede teatret for første gang som operahus, da man frem­førte et nylig komponeret værk af Scalabrini. Værket hed La Semiramide riconosduta. Vi ved om bygningen, at den var indrettet som et logeteater efter udenlandsk forbillede. Den eneste opvarmede loge var kongens, hvor der var opsat en ovn. Nogen varme var dog at hen­te fra rampens 24 lamper, der brændte med tælle. Man undgik omhyggeligt, at tællen nåe­de at blive gammel i lamperne.

1773-74 blev teatret ombygget af Hars­dorff og mindre ændringer fandt sted siden hen. Teatret fejrede store triumfer i det næste hundred år. 31. marts 1780 havde Ewalds syngespil Fiskerne première, og 1801 fik teatret betydelig succes på balletten Lagertha, som var skrevet af Galeotti. Det var vor første nor­diske ballet, hvis emne var hentet fra Saxo. Den senere berømte balletmester August Bournonville havde i øvrigt sin debut i samme ballet, da den opførtes 17. oktober 1813. Bournonville dansede sidste gang på scenen 1848 men var fortsat knyttet til teatret, helt frem til sæsonen 1877-78. Indenfor skuespil­kunsten blev Johanne Luise Heiberg den fø­rende kraft, efter at hun havde fået sit gen­nembrud 1826.

1870 besluttede rigsdagen, at det gamle tea­ter var for utidssvarende, hvorefter en kon­kurrence blev udskrevet. Vindere blev Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, hvis projekt blev udført 1872-74. Mens Ove Petersen tog sig af de praktiske problemer såsom konstruktio­ner, fik Dahlerup ansvaret for den kunstneri­ske udsmykning. Dog blandede Meldahl sig i de sidste faser af byggeriet, hvad der gav an­ledning til megen bitterhed. Bygningen frem­træder i en art renæssancestil. Den lave kuppel over scene- og tilskuerrum skyldes ingeniør­kaptajn Larsen.

Kong Hans' Vingård, Vingårdsstræde 6

Kong Hans" Vingård be­står af et porthus fra 1830 (nærmest Bremer­holm) og et lidt højere forhus. Kælderen og stueetagen i sidstnævnte er sandsynligvis op­ført af Erik af Pommern, efter at han i 1416 havde lagt den tidligere bispeby under kronen. Kælderetagen, hvor de gotiske hvælvinger er bevaret, lå oprindelig i niveau med det om­kringliggende terræn, og i et rum er der af­dækket rester af en malet skjoldfrise fra 1450­-55. Stueetagen har fungeret som riddersal og endnu ses de middelalderlige mure; bag den tynde facadepuds anes munkestenene og i sa­len er dybe vinduesnicher.

Det gotiske stenhus hørte til den "Øster­gård", som fra gammel tid havde ligget på ste­det og var nært knyttet til byens forsvar. Måske opførtes stenhuset som afløser for en mindre bekvem, ældre tårnbolig, der lå inden for ringmuren. Man stødte på rester af denne ringmur, da grunden til "Magasin"s hoved­bygning udgravedes i 1873. Ringmuren kan have udgjort en del af det kastel "Kringelen", som særligt beskyttede Københavns indsej­ling.

"Østergård"s kongelige fogeder sørgede ik­ke blot for det militære forsvar mod angreb fra søsider, men havde også opsyn med det store internationale marked, der hvert efterår fandt sted ved kysten i det nuværende Nikolaj-kvarter. I kong Hans I regeringstid (1481-1513) var her kongelig vingård, hvilket gav navn til ejendommer og senere også til strædet. Et dokument fra 1510 fortæller, at kongen beordrede druer sendt herfra til Ka­lundborg Slot.

En omvæltning i husets historie var ombyg­ningen 1783-84, hvor vinhandlerne Kaistrup og Bohling lod det forhøje med to etager (kvi­sten til gaden er dog fra 1796). I denne skikkel­se blev Kong Hans' Vingård rammen om flere kunstneriske begivenheder. H. C.Andersen boede til leje en periode og flere af Weyses kompositioner blev uropført her.

Kongelige Bibliotek, Det, Christians Bryg­ge 8

Det Kongelige Bibliotek har over 300 års historie bag sig. Grund­læggeren var Frederik 3., der fra sin ungdom havde dyrket læsning og videnskab. Det vides, at han i 1650erne begyndte mere planmæssige indkøb af bøger. I 1663 ansatte kongen Peder Schumacher, den senere Griffenfeld, som ar­kivar og bibliotekar. Schumacher sørgede for i sin korte tid som bibliotekar, før ambitioner­ne drev ham videre op mod magtens tinder, at gøre betydelige bogindkøb i bl.a. Paris, Am­sterdam og Venezia. Ved sin død i 1670 havde Frederik 3. skabt en samling på 20.000 bind, der mageligt kunne måle sig med andre euro­pæiske fyrsters. De islandske håndskrifter var også erhvervet i denne periode.

Mens Frederik 3. levede, var bøgerne an­bragt på Københavns Slot. Men i 1673 lod Christian 5. opføre en selvstændig biblioteksbygning, hvor Rigsarkivet i dag har til huse (den langstrakte bygning over for Christians­borg). I bygningens mellemetage indrettedes en 80 meter lang sal, hvor der langs ydervæg­gene var et omløbende galleri båret af 66 søjler med forgyldte kapitæler. Forbilledet for dette arrangement var kardinal Mazarins lange bog­sal i Paris, anbragt oven over en hestestald! In­spireret af denne disposition blev Christian 5.s biblioteksbygning forsynet med et arsenal i underetagen, som den opankrede flåde i hav­nebassinet på den anden side (nu biblioteksha­ven) kunne drage nytte af.

Med den lærde historiker Hans Gram som bibliotekar kom der orden i bogbestanden, som han nåede at opføre i et katalog på 11 bind. Gram korresponderede flittigt med udenlandske boghandlere og danske bogtryk­kere. Ved sin død 1748 efterlod han en samling på 70.000 bind. Den øgedes snart efter tak­ket være rige donationer fra en af rigets mæg­tigste, grev Otto Thott som havde sin residens i palæet på Kongens Nytorv, nuværende Fran­ske Ambassade. Blandt hans kostbare gaver bør nævnes over 4.000 manuskripter, en illu­mineret Dante fra 1300-tallet samt den første bibel trykt uden for Europa. Inden grev Thott døde i 1785, havde biblioteket også modtaget værdifulde orientalske håndskrifter, hjem­bragt fra Carsten Niebuhrs berømmelige eks­pedition til Arabien.

I 1823 var samlingerne svulmet op til 250.000 bind, hvor der til sammenligning var 800.000 bind i Bibliothèque Royale i Paris på samme tid. Med de vigtige tilføjelser i forrige århundrede, deriblandt sprogforskeren Ras­mus Rasks samling af orientalske håndskrifter og komponisten C. F. Weyses efterladenska­ber, var det nødvendigt at finde en større og mere egnet bygning til opbevaring og betje­ning af publikum.

Flere søvnige kommissioner nedsattes og de barslede med de mest forskelligartede forslag til bibliotekets kommende placering i Køben­havn. Da man 1893 pegede på en matrikel med Kongens Bryghus til genbo, protesterede bib­liotekets daværende chef, overbibliotekar Chr. W. Bruun med følgende ord: -"en nyde­lig Beliggenhed! Det vil jo blive en Skandale, som maa modarbejdes efter Evne. Saa er der Grunden inde i Tøjhusgården, og saa er der Grunde i Maanen!"

Efter mange diskussioner opførtes den nye bygning 1898-1906 efter tegninger af profes­sor Hans J. Holm og med J. Magdahl Nielsen som konduktør. Den placeredes i modsatte ende af den da opfyldte tøjhushavn. Stilfor­merne er noget tunge, hovedsagelig inspireret af romansk byggeskik og med rigeligt brug af granit og sandsten. I den nordre fløj indgår de­le af den såkaldte bageribygning fra Christian 4.s tid. Hvælvingerne i denne bygning gav plads til kongens galejer.

Kongelige Fødselsstiftelse, Amaliegade 25

Den Kongelige Fødselsstiftelse opførtes 1755-57 efter tegninger af Thu­rah, som havde fået grunden foræret mod at lade den bebygge. Facadens udformning med balustrade foroven fortæller, at Thurah hæl­dede til barokken. Dronning Juliane Marie (1729-96) lod 1783 det herskabelige hus indret­te til fødselsstiftelse. Den offentlige fødsels­stiftelse havde tidligere hørt under Frederiks Hospital, hvor den havde haft til huse i den søndre pavillon mod Amaliegade. Formålet med institutionen var at skaffe ugifte mødre et tilflugtssted og forhindre de hyppige barne­mord. 1910 flyttede den til Rigshospitalet.

Kongens Bryghus (Christian 4.s Bryg­hus), Frederiksholm Kanal 29

Kongens Bryghus er med sit imponerende tegltag en af Københavns ejen­dommeligste bygningsværker, Dets bygnings­historie begynder 1562. Admiral Herluf Trolle skrev dette år til kongen, at han havde fået en aftale med en graver om at "opkaste af Stran­den Plads til det Svovlhus, som Kongen befa­ler at sætte". Stedet, hvor huset skulle opfø­res, var en lille ø i Kalvebod Strand. Efter jordarbejder 1607-09 blev øen omdannet til en regulær bastion, som man samtidig havde gjort landfast med Slotsholmen. Christian 4. lod disse opfyldninger foretage for at styrke forsvaret af Københavns Slot. På den sydvest­lige del af skansemuren stod et nyt svovlhus, der allerede 1616-18 ombyggedes til bryghus med tre gavle og teglhængt tag. For at skaffe plads til dette projekt måtte bolværket udvi­des.

1632 brændte det kongelige bryghus, men genopførtes atter med valmtag. Den 7. maj 1767 noterede Luxdorph i sin dagbog, at "om Natten antendtes en farlig Ild, hvorved Kon­gen Brygger-Huus afbrændte". Bygningen blev endnu engang rejst, men brugtes herefter som depot for marinen, fra 1800 overtaget af hæren til samme formål. I tidens løb er vindu­ernes former blevet ændret og tegltaget er ny­lig udskiftet.

Kongens Enghave

Kongens Enghave var som navnet fortæller i kongens eje, og her havde han høbjergning indtil 1795. Bag Enghaven lå Pesthuset. Un­der Københavns belejring 1807 besatte engel­ske soldater haven. Den 25. august begyndte de at opkaste et batteri til 24-pundere "ved Gamle Pesthuus, hvilket, trods vore Kanon­bådes levende Beskydning, Natten til den 27de blev færdigt", således skrev major H.I. Blom 1845 om begivenheden.

Hvidovre kommune lod 1857 de sidste græsningsarealer udstykke til bøndergårde, mens den bymæssige bebyggelse mellem Enghave Plads og Vesterbrogade etableredes i 1880erne. Da Gyldenløves Bastion 1886 blev nedrevet, flyttedes Lucie Mølle til Kongens Enghave. Det var den sidste af stubmøllerne på Københavns volde og den eksisterede indtil 1914, hvor den brændte Skt. Hans aften.

Kongens Have

Kongens Have blev anlagt, da Christian 4. i årene 1606-07 lod bygge sit første lysthus, fra 1624 kaldet Rosenborg, uden for den davæ­rende Nørrevold. I 1634 blev den sammenlig­net med Tuilerie-Haven i Paris af Charles Ogier, den franske gesandts sekretær. Hvorle­des Kongens Have omtrentlig så ud på dette tidspunkt, viser Otto Heiders tegning fra 1649, Danmarks ældst daterede haveplan.

Tre hovedgange i haven, de endnu bevarede Kavalergangen og Damegangen samt en gang på tværs af disse, som sigtede vinkelret på slottets gavl, var dominerende. Denne disposition har siden været herskende. Det fremgår også af planen, at der for enden af Kavalergangen (mod nordøst) lå et lysthus, den nuværende Herkulespavillon. I de første årtier af 1600­tallet var beplantningen temmelig lav, men se­nere i århundredet fik træerne formentlig lov til at skyde i vejret. Gangene markeredes mere og måske har det medvirket til, at Rundetårn blev lagt i Damegangens akse, et udtryk for Christian 4.s evne til at skabe byplaner med de store sigtelinier.

Skulpturer blev også opstillet, men sikker viden haves først om statuen "Hesten og lø­ven". Den modelleredes 1617 af Peter Husum (Husen), nærmest som kopi af en antik statue på Capi­tolium i Rom, og var færdigstøbt i bronze om­kring 1624. Herefter stod den i Glückstadt indtil 1643 og kom lidt senere til Kongens Ha­ve, hvor den i dag ses mellem de to gamle ringridningssøjler (havens søndre del). Søjlerne og 17 marmorkugler omkring "Matzens Plæne" antages at være lidt yngre, dog før 1673, hvorfra det ældst kendte inventarium over ha­vens skulpturer er bevaret.

I Christian 4.s tid blev også opstillet et solur og en fontæne, og regnskaberne viser indkøb af morbær og vin, æble- og pæretræer samt nellikebuske og lavendel. Havens nuværende navn blev fastslået i 1660erne for at markere modsætningen til Dronningens Have, en pri­vat have som på dette tidspunkt anlagdes for dronning Sophie Amalie omkring det nuvæ­rende Amalienborg.

En haveplan fra 1669 fortæller om etable­ringen af en labyrint, hvis indviklede gangsy­stern førte ind til en åben plads med et ottekan­tet lysthus i midten. Labyrinter var meget yn­dede i barokkens havekunst. Om dresserede bjørne i Kongens Have tales der også.

Med 1700-tallet åbnede haven sig mere for folket og brugtes på Frederik 4.s tid til Jean de France stævnemøde. Thurah skriver, at det vrimler med mennesker om sommeren, der nyder de mange nattergales dejlige stemmer. Om et uheldigt stævnemøde sladrede Lux­dorph i 1771: "Der fortælles, at Frue Bülow lovede Cammerherre J. Schilden i Kongens Have at gaae ind med ham i et Telt, men vilde først see Fyhtværket. En Skalk, som hørte det, aftalede med sine Kamerater, at de skulde klappe, naar de hørte hand blæse i Trompet. Hand sneeg sig ind under Bænken i Teltet, og da de forliebte vare midt i Actionen, begyndte hand tututu og de andre at klappe".

I midten af forrige århundrede syntes haven noget på retur, skønheden var noget falmet og "kun hedebopiger, ammer og børn" benytte­de den, som en tilrejsende beretter.

Kongens Nytorv

I begyndelsen af 1600­tallet løb byens Østervold langs vestsiden af de arealer, der siden skulle blive til Kongens Ny­torv. Hvor Østergade mødte denne vold, lå Østerport. Uden for byporten bredte et kupe­ret terræn sig ned til stranden, krydset af flere veje og spredt bebygget. Her havde borgerska­bet deres lysthaver- og gårde. De vigtigste veje, som udgik fra Østerport, var Kongevej­en (til Frederiksborg over Lyngby) og Strand­vejen, hvor en stump af denne ældste landevej til Helsingør endnu er bevaret i Helsingørsga­de. Til dette topografiske billede skal føjes, at kystlinjen ved Østerport havde en indskæ­ring, kaldet Krabbelykke, hvor en del af flå­den fra gammel tid havde sin opankrings- og vinterplads.

Christian 4. gik imidlertid med store planer om Københavns udvidelse og 1606 købte han omtrent 200 hektar jord uden for Østerport til en pris af 14.000 daler. 5 læster korn og 46 får måtte yderligere til for at handelen kunne gå i orden. I 1609 købte kongen mere jord, denne gang til opførelsen af sit lysthus Rosenborg.

I forbindelse med etableringen af den nye bydel - Nykøbenhavn, eller Set. Annæ By som den også kaldtes - byggede man en frem­skudt skanse på det sted, hvor Kastellet kom til at ligge. Den nye skanse skulle bevogte hav­neindløbet og ved siden af opførtes 1627 en toldbod. Nu var de ydre rammer lagt og turen kommet til planlægningen af de nye kvarterer, der skulle gøre selve byen dobbelt så stor.

Nærmest Østerport skete der først store ændringer i begyndelsen af 1640rne, da man sløjfede den gamle byport med tilhørende vol­de. Næste skridt var fæstningsingeniøren Axel Urups generalplan, som blev vedtaget 1649. Efter denne skulle kystlinien fra den nedrevne Østervold og op til Toldboden regu­leres og udgøre en lang havnefront. Det var endvidere planen at lægge en kanal vinkelret på havnefronten (det senere Nyhavn), som man endog ved en tværarm påtænkte at for­binde med Holmens Kanal! I forbindelse med anlæggelsen af Gothersgade (kort efter 1647) fik det kommende Kongens Nytorv sin endeli­ge placering og omkring 1660 var dets omrids fastlagt, næsten som det nuværende.

Men endnu i Frederik 3.s tid var pladsen et stort roderi og udkørslen fra Østergade blev næsten umuliggjort, når fugtigt vejr forvand­lede gamle voldrester og affaldsdynger til et ælte.

Da Christian 5. blev konge i februar 1670, besluttede han allerede 4. juni samme år at jævne og brolægge dette trafikknudepunkt. Det skete først og fremmest ud fra et militært synspunkt. I erkendelse af, at stedet nu var by­ens midtpunkt, kunne det fungere som en mi­litær alarmplads. Herfra var der næsten lige stor afstand for soldaterne til alle byens volde. Radierende gader, som man kendte dem fra renæssanceteoretikernes idealby la citta del sole, solbyen eller radialbyen, måtte dog und­væres.

Foruden at være alarmplads skulle torvet også tjene som en place royale efter fransk for­billede. Grundstykker rundt om den fordeltes til interesserede, deriblandt folk fra de nye rangklasser. En forordning udstedtes 1672 for "at forekomme den uordentlige Byggemaade udi de Bygninger, der paa Kongetorvet herefter vorde opsat". Det hed i denne, "at ingen, være sig hvem det være kan, maa paa bemeldte Torv noget Hus eller Bygning sætte, som ikke i det mindste befindes af to Stokværk i Højden foruden Kælder og til Gaden med en Brand­mur (grundmur) opført, og det derhos iagtta­ges, at samme Huse, saa vidt muligt er, paa en Maner og efter en Bygningsmodel efter vores Stadsbygmesters Anledning (anvisning) byg­ges".

Hvorvidt Thomas Rasmussen Walgenstein, som var stadsbygmester 1670-81, fik indfly­delse på byggeriet, fortæller kilderne intet om.

Sit nuværende navn - Kongens Nytorv fik pladsen på samme tidspunkt. Det skulle er­statte det kuriøse Hallandsåsen, som tidligere havde klæbet ved stedet. Der er gættet meget på, hvordan navnet Hallandsåsen er opstået. Erik Pontoppidan søgte at forklare det i sin "Origines Hafniensis" (1760): i gamle dage havde hallandske skippere nogle usle boder ved Krabbelykke-vigen, hvor de solgte deres landbrugsprodukter. Deraf navnet Hallands­åsen.

Museumsinspektør Hugo Matthiesen fra Nationalmuseet havde nok mere ret. Han på­pegede, at navnet først optræder omkring 1650, antagelig som en ironisk hentydning til den ufremkommelige plads; jævnfør den sto­re ås, man måtte passere på rejse fra Skåne til Halland.

Men Christian 5. havde vel også andre grun­de til at om døbe pladsen til noget finere. Hal­landsåsen gav smertelig erindring om tabet af de svenske provinser, for ikke at tale om det uhyggelige rettersted, københavnerne endnu i 1668 havde oplevet på dette sted. Selve galgen, som var konstrueret med alle datidens tekni­ske fif efter fortifikationschefen Henrik Rüses anvisninger, blev med sit rød malede træværk en torn i øjet på Frederik 3. Den 14. april 1668 ankom stadens tømmermandsskrå efter ordre til retterstedet for med økser, save og bor at nedtage galgen "i en Hast og meget gesvind". Hele herligheden kørtes derefter til en plads neden for Kastellet, hvor det blev genopstillet.

Hallandsåsen gik dog ikke så let af glemme. Da Rasmus Nyerup år 1800 udgav sin "Kjø­benhavns Beskrifvelse", meddelte han, at "nogle af sine fordums Spadseregange har Kjøbenhavn mistet, saasom Haverne paa Amalienborg og Hallandsaas". Det smittede af på svenskeren J. E. Angelins skildring af Kø­benhavn (1806), hvor navnene Kongens Ny­torv og Hallandsåsen anføres side om side.

Byggeriet omkring stadens fineste torv kom godt i gang efter brolægningen. Charlotten­borg rejstes 1672-83, Hovedvagten (ved Ny Adelgades udmunding) stod færdig 1680, Thotts Palæ byggedes 1683-86 og gehejmeråd Grams Palæ fuldførtes ca. 1685. I den rimede avis Mercurius blev poeten opflammet til at skrive om dette og andet fornemt byggeri i Kø­benhavn:

"Her bygges skønne Hus i Staden allevegne,

saa Byen mer end før til Mægtighed la' r tegne

Haandværkerstat og alt de siunes udi Flor;

gør Gud, som gamle Rom, vor Stad i Vælde stor"

Som en foreløbig "afslutning" på torvets for­skønnelse opsatte man 1688 den pragtfulde rytterstatue af Christian 5., som den franske billedhugger Abraham-César Lamoureux var mester for. Han skabte en skulptur præget af barokkens begejstring for antikken. Således blev kongen iklædt romersk imperatorkostu­me med laurbærkranset hjælm, en klar efter­ligning af den rytterstatue af Ludvig 13., man 1639 rejste i Paris.

Ved soklens fod anbragte Lamoureux fire allegoriske figurer. Vendt mod Charlotten­borg: Minerva og Alexander den Store symbo­liserende visdommen og heltemodet, mens den modsatte side smykkedes med Herkules og Artemisia, styrkens og ærens personifi­kationer. Deres opstilling fuldførtes efter Abraham-César Lamoureux' død af brode­ren Claude Lamoureux.

Skønt den franske billedhugger kun havde fremstillet hesten i travlignende gangart, in­spireret af Marcus Aurelius' hest på Capitol, voldte det store problemer, da monumentet skulle støbes i bly. Konstruktionen måtte gø­res mere holdbar og Lamoureux anbragte der­for en nøgen mandsfigur, et sindbillede på misundelsen, som skulle vride sig under he­stens hove og understøtte det svageste punkt, hestens bug. 1687 stod den rejst, endog for­gyldt, men begejstringen varede kun kort. Fi­guren begyndte at synke!

I de følgende århundreder var der en stadig jamren over Lamoureux' monument, ikke mindst over det venstre forben, hvis bly efter­hånden var blevet trykket ud til en pølse. Det blev derfor overladt professor Einar Utzon ­Frank fra Kunstakademiet at afstøbe den i bronze, hvilket fandt sted 1939-42. Den ny statue afsløredes 22. maj 1946, mens origina­len i dag findes på Tøjhusmuseet.

Krinsen, et ord beslægtet med krans, op­træder første gang 1680 som navn for det ova­le have- og hækanlæg, som rytterstatuen skul­le placeres i. Valget af denne særlige geometri­ske form var ganske naturlig, eftersom ellip­sen på dette tidspunkt prægede adskillige ha­ver og pladser rundt om i Europa. Nærliggen­de er det at pege på Piazza del Campidoglio i Rom, hvor flisebelægningens sindrige møn­ster danner en kæmpeoval omkring Marcus Aurelius' rytterstatue. Ideen hertil skyldes Michelangelos projekt fra 1560erne.

Begejstret over al den pragt, som udstrålede fra pladsen, kunne Henrik Gerner i 1691 ud­bryde: "Hvor nu er Kongens Torv, der før var Grav og Volde om Gammel København; hvor før var Hestestalde, Morads og ringe Værk, der nu staar Hus og Mur, opbygte regelret, foruden Bod og Skur". Dog var der også plads til det folkelige, idet soldaterkonerne fra gar­nisonen fik begrænsede staderettigheder og slagterudsalg indrettedes bl.a. handel med fuglevildt, brændsel og halm knyttedes ved lov i 1684 til torvet, mens et hestetorv allerede på det tidspunkt fungerede.

I 1711 skabte Krieger et nyt anlæg omkring "hesten", stærkt præget af den franske ba­roks idé om den strengt geometriske have. Fire rækker træer plantedes i ovalens periferi, mens to gange, skærende hinanden vinkelret ved rytterstatuen, opdelte anlægget i fire kvar­terer med bede. I hvert af bedene sås initialer­ne C A, monogrammet for enkedronning Charlotte Amalie, som boede på Charlotten­borg indtil sin død i 1714.

Omkring "hesten" havde man tidligt an­bragt et smedejernsgitter af partisaner og det fik lov til at stå, da haven nedlagdes 1747. En del af træerne flyttedes derfra til anlæggelsen af Øster Allé. I årene 1855-56 anlagde man en ny have, hvis træer nu er vokset så store, at "hesten" aldeles forsvinder. Rent trafikalt har man heller ikke skånet det gamle torv, men mange røster taler i disse år for en genrejsning af byens fineste plads.

"Kringelen"

Kringelen var et stort fæstningstårn, place­ret på nordsiden af det nuværende Vingårds­strædes udmunding i Kongens Nytorv og tid­ligst nævnt 1289. Det omtales 1343 som Bytår­net, i 1496 som Kringelen. Ved Københavns belejring under reformationen stod det endnu, og da grunden til Magasin du Nord udgra­vedes 1873, fandt man rester af fæstningstårnets fundamenter.

Kringlegangen er en lille passage mellem Gråbrødrestræde og Valkendorfsgade. Dens knækkede forløb og okkergule mure og arka­depiller giver en stemning lig Venedigs laby­rintiske gyder. Navnet Kringlegangen, som er inspireret af den forgyldte bagerkringle over porten til Gråbrødrestræde 17A-B, valgtes 1978, efter at man havde udskrevet en privat konkurrence om det bedste navn til den ny­etablerede forbindelse mellem de to gader.

Kristen Bernikows Gade

Kristen Bernikows Gade, fortsættelsen af Gammel Mønt frem til Østergade, var oprin­delig en byens rende, en spildevandsledning til havnen. Det bestemtes 1547, "at staden skulle have frit stræde der igennem". Hvor strædet mundede ud i Østergade, lå på den østre grund en anselig gård, som 1607 ejedes af Christian Barnekow. Antagelig stod Barnekow også for opførelsen af de 27 våninger, der juni 1636 stod på matriklen.

Som ung havde Barnekow berejst "Asiam et Africam" og nåede helt til Abessinien, hvor det hede klima og frygt for krokodiller og an­dre farlige dyr fik ham til at opgive den videre opdagelsesfærd. Således berettes det i hans ligprædiken. Efter hjemkomsten til Danmark udnævntes han til hofjunker. Hans navn har fra 1620 været knyttet til passagen, først som Christen Bernekousstræde, senere af den kø­benhavnske dialekt forvansket til den nuvæ­rende navneform.

Kronprinsessegade 18

For- og sidehus samt mellembygninger er opført 1807-13 af murermester J.M. Quist, mens facadedekora­tionerne er fra tidsrummet 1857-77. Vinduer­nes afdækning og deres brystninger med stuk­ornamenter er ligesom kvadermurværkets fugning påvirket af samtidens tyske arkitek­tur, nærmere bestemt arkitekten Karl Fried­rich Schinkels arbejder. Hans bygningskunst, som blomstrede i Prøjsen i begyndelsen af 1800-årene, fik stor indflydelse på det køben­havnske gadebillede. Havde de københavnske bygmestre og arkitekter ikke selv mulighed for at tage til Berlin for at studere Schinkels vær­ker, kunne de blot studere hans bøger Archi­tektonische Entwürfe og Vorbilder für Fa­brikanten und Handwerker.

Et bindeled mellem det prøjsiske og det kø­benhavnske var også den tyske arkitekt G. F. Hetsch, som 1815 kom til hovedstaden, blev C. F. Hansens svigersøn og en skattet lærer på Kunstakademiets arkitektskole frem til sin død 1846. Nordre Toldbod og Bredgade 10 er også eksempler på den Schinkelske tradition.

Kronprinssesegade 30, se Davids Samling

Krystalgade

Krystalgade omtales 1492 som "det lille Stræde, som løber ind til her Cantors Port", og 1528 nævnes "thet Stræde bag Cantoris Port, der stræcker seg fran Nørregade tiil Købmangergaden". Anno 1600 optræder navnet Skidenstræde, hvilket måske henviser til den i 1500-tallet tildækkede spildevands­rende, gaden blev ført hen over. Betegnelsen Skidenstræde bevaredes gennem 1600-tallet, således i mandtalslisten fra Københavns belej­ring 1659: Schiden (Skiden) Strede. På Geddes kort fra 1757 skrives der imidlertid "Cristall Gade eller Skidenstrede", og fra 1818 benyttes førstnævnte officielt.

Kultorvet

Kultorvet er et af stadens yngre torve, først opstået efter 1728-branden. Dette åndehul i den gamle by kaldtes oprindelig Ny Nørre Torv over for Rundetaarn. Her skulle tørve­bønderne og de nordsjællandske kulsviere sælge deres brændsel, hvad der tidligere havde foregået i gaderne nær Nørreport. Stifteren af Dansk Folkemuseum, Bernhard Olsen (f. 1836), der boede i St. Kannikestræde som barn, erindrer sig tørvebønderne som "en ofte røveragtig Bande, der truede ensomme og frygtsomme Personer til at købe deres snyder­agtigt læssede Varer".

Torvets kulsviere kom fra Frederiksborg Amt og kørte deres trækul til København. Når det atter gik hjemad med tømte vogne, tog pokker dem og det udartede sig til den rene væddeløbskørsel. Således fortæller Junge i 1700-tallet. Den brede Kongevej var velegnet dertil og ofte var det med livet som indsats.

Torvets nuværende udstrækning skyldes store nedrivninger, idet pladsen oprindelig havde været tæt bebygget. Således strakte Ro­sengården og Sankt Gjertrudsstræde sig læn­gere end nu. Den vestre side af torvet udfyld­tes af Mikkel Vibes Gade, eftersom den kend­te borgmester havde en ejendom på dette sted; samme Mikkel Vibe byggede sig 1622-36 to gårde på Christianshavn.

Den 24. juni 1847 åbnedes den første af­holdscafé i Danmark med Kultorvet som adresse. Den største forandring i moderne tider er nedrivningen af de gamle huse på tor­vets østside, som har givet plads til Biblioteks­gården. Ved torvet har boet kendte folk som maleren Chr. Dalsgaard (1851) og enkefru A. M. Mangor (1847-54), som 1837 havde ud­givet "Kogebog for smaa Husholdninger", et værk med så stor popularitet, at det 1887 ud­kom i 28. oplag. Under 1864-krigen skrev hun i sin patriotisme og medfølelse for de danske soldater en "Kogebog for Soldaten i Felten", der skulle mildne deres byrdefulde liv. Madam Mangor blev simpelthen en institution.

Kunstindustrimuseet m.v., Bredgade 66­-72

Det stort anlagte bygningskompleks blev opført på initiativ af greve Adam Gotlob Moltke og med Nicolai Eigtved som ansvarlig for det oprindelige projekt. Bygningerne skul­le tjene som civilt hospital. 21. maj 1751 blev Frederik 5. forelagt Eigtveds plan, der omfat­tede fire l-etagers pavilloner ved hver gadeside samt to fritliggende parallelle længer omkring "Grønnegården". Kravet om mere plads be­virkede imidlertid, at "Grønnegården" lukke­des ved tilføjelsen af to korte fløje.

29. juli 1752 nedlagdes grundstenen og på den vedlagte kobberplade stod skrevet på dansk og latin: "Fædrelandets omhyggelige Fader, Fr. V, Konge til Danm. og Norge, lag­de den første Sten til denne offentl. Bygning, bestemt til at optage 300 syge, og bød, at Ar­bejdet skulde udføres paa hans egen Bekost­ning, uden Bidrag af Undersaatterne. I Juli 1752". Kongen skaffede dog også midler dertil fra den norske generalpostkasses overskud, der herefter til "evig Tid" henlagdes til institutionen.

År 1754, hvor Eigtved døde, stod karréen færdig. Lauritz de Thurah overtog herefter le­delsen og med kongens tilladelse opførte han 1755-57 de fire endnu eksisterende pavilloner i to etager. Denne løsning skulle erstatte den oprindelige med de otte mindre bygninger. Mens Eigtveds karré fremtræder i en let roko­kostil, er Thurahs bygninger tungere i former­ne, hvad der viser hans afhængighed af barok­ken. Over hovedindgangen er opsat et relief med "Den barmhjertige samaritan". Arbejdet er udført af J. C. Petzold. Vaserne på jerngit­terportene skyldes billedhuggeren J. F. Hän­nel.

I den sydlige af pavillonerne til Bredgade var indrettet apotek, i de andre var bad, fød­selsstiftelse m.m. Oprindelig var det bestemt, at de 300 syge, der var plads til, alle skulle nyde friplads. Men af økonomiske grunde nedsat­tes antallet af fripladser til 125, dog atter for­højet 1788 til 170. Nogle senge var forbeholdt militærets folk. Det var endvidere en fast re­gel, at uhelbredelige sygdomme som galen­skab, kopper, spedalskhed og veneriske syg­domme ikke måtte behandles.

1910 overførtes Frederiks Hospital til det nyetablerede Rigshospital, og 1919 skænkede etatsråd Emil Glückstadt grunden med Grøn­negårdkarréen til Det danske Kunstindustri­museum. Dets daværende direktør, Emil Hannover, fulgte med megen ængstelse, hvor­ledes den storsindede giver i de følgende år kom mere og mere i søgelyset p.g.a. Landmandsbank-sagen. Skæbnen ville, at Hannover døde 8. marts 1923, dagen før med­delelsen om, at Glückstadt var arresteret som sigtet for bedrageri!

1921-26 blev fløjene ombygget og indrettet til udstillingsformål. Dette arbejde fordeltes mellem arkitekterne Ivar Bentsen og Kaare Klint, sidstnævnte alene med ansvaret for in­teriørerne. Museets samlinger er opstillet kro­nologisk, omfattende europæisk kunsthånd­værk fra middelalder til nutid. Møbelkunsten er stærkt hævdet, men også specialsamlinger af fajancer, porcelæn, sølvtøj, tekstiler og smykker må fremhæves. Ligeledes er japansk og kinesisk kunst repræsenteret.

Københavns Bymuseum, Vesterbrogade 59

Københavns Bymuseum er indrettet i Den kgl. Skydebanes gamle bygning. Skydeselskabet, hvis historie kan fø­res helt tilbage til 1443, har nu til huse på det gamle landsted Sølyst ved Klampenborg. Grundstenen blev nedlagt den 29. januar 1782 af generalfiskaI Frederik Vilhelm Wivet, som til lejligheden havde lavet et digt. Dette blev i en dåse anbragt ved grundstenen i stedet for den sædvanlige skik at nedlægge sølvpen­ge. Byggekapital og skøde til grunden mangle­de, hvorimod en tegning kunne forevises de forsamlede skydebrødre med opfordring til at støtte byggeriet. Tegningen var leveret af hof­murermester Brandemann, mens hoftømrer­mester J. Boye Junge havde overopsynet med arbejdet. Bygningen indviedes 10. maj 1787. Boye Junge gjorde også en tegning til den lave sidefløj, som rejstes kort efter og fornyedes 1895.

Byudvikling efter anden verdenskrig truede den fredfyldte plet og selskabet måtte overveje en flytning. 1 1948 solgtes arealet til Køben­havns kommune. Man overvejede nogle år se­nere at rejse et stort hotel bag hovedbygnin­gen, der selv skulle reduceres til kulisse, blot tjene som indgang! Det afstedkom en hed de­bat, bygningen blev skånet og derpå erhvervet med statstilskud af kommunen.

I de smukke gamle rum indrettedes Køben­havns Bymuseum 1954-56. Museet, som var stiftet 1901 og fra 1925 havde været tilgænge­ligt på Københavns Rådhus, kunne nu vise si­ne stærkt forøgede samlinger under bedre vil­kår.

Museets hovedformål er at illustrere hoved­stadens udvikling fra middelalder til nutid, skiftende slægters præg på gader, huse, bolig­indretning, handel og torveliv. Her er ek­sempler på gadedøre, skilte, klokketræk, slut­sten og hustavler fra nedrevne ejendomme. Gadebelysningen er også skildret som pendant til de gamle gadelygter, der nu er opstillet i Ab­salonsgade ved siden af museet.

En overvejende del af udstillingen udgøres af den historisk-topografiske samling af bille­der, malerier, stik, tegninger og akvareller, der fortæller om begivenheder af almen inter­esse.

En sand guldgrube er skydeskiverne fra åre­ne 1752-1846, deponeret af SkydeseIskabet. Det vrimler med morsomme allegorier og vær­difulde topografiske detaljer fra 1700- og 1800-tallets København.

En vigtig tilføjelse blev gjort, da en særlig Søren Kierkegaard-samling indviedes 1960. Ved museets indkørsel er om sommeren op­stillet en model af København på reformati­onstiden.

Købmagergade

Købmagergade var muligvis en del af den hovedfærdselsåre, der fra omkring 1200 for­bandt Roskilde med "Købmændenes havn" ved sejlløbet mellem Amager og Sjælland. Al­lerede 1380 betegnes den i jordebogen som Bjørnebrogade og under dette gådefulde navn kendes den i dokumenterne indtil 1463. Sta­dens "kødmangere" (slagtere) havde på dette tidspunkt forlængst etableret sig med deres boder i gaden, hvilket gav anledning til et nyt gadenavn, Kiødmangergade. Disse slagterbo­der flyttedes kort før reformationen 1536 til Skindergade, men navnet blev hængende, dog efterhånden forvansket til Kiøbmagergade. Navneformen Kiøbmagergade, hvoraf det moderne Købmagergade er dannet, optræder første gang 1595, mens det oprindelige Kiød­mangergade endnu er dokumenteret 1656.

Mange historiske personer og begivenheder er knyttet til Købmagergade, æren derfor har Rundetårn og Regensen i særdeleshed. Men der er også grund til at fremhæve C. A. Reitzels Forlag, som trak mange af de store litterater til gaden. Reitzels Forlag med tilhørende bogla­de flyttede 1827 ind i den nordre fløj af det da­værende Waisenhus (senere nedrevet og er­stattet af varehuset "Messen"). Meget levende fortæller Otto B. Wroblewski, som 1843 be­gyndte sin læretid i huset, hvorledes han mød­te Henrik Hertz, Johan Ludvig Heiberg, H. C. Andersen, Chr. Winther, Søren Kierke­gaard, Grundtvig, St. St. Blicher, Ingemann og mange flere.

Om Thorvaldsen fortæller han, at billed­huggeren en dag besøgte bogladen, ikke for at købe bøger, men for at "tage i øjesyn et nys udkommet stort Kobberstik, som Reitzel hav­de faaet (Napoleon paa sit Dødsleje); desvær­re gik han forgæves, da R. ikke var hjemme, hvad denne højlig beklagede".

Købmagergade 33

Købmagergade 33 er opført 1729-32 af Phi­lip de Lange. Ejendommen, som oprindelig bestod af fire fløje, blev bygget for oversekre­tær Chr. Møinicken, men videresolgtes 1731 til lensgreve Frijs. En facadetegning er bevaret fra hans tid som ejer. 1733 blev ejendommen overladt til overkammerherre C. A. von Ples­sen, som afsluttede byggeriet. Hovedfløjen er den eneste bevarede del og fremtræder i ba­rokkens stil, kulminerende i det pompøse portparti. Karakteristisk er også de brudte vinduesafdækninger, den kraftige hovedge­sims, den svagt fremhævede midtrisalit og den reliefprydede trekantfronton.

1779 erhvervedes ejendommen, dengang kaldt "Marskalsgaarden", af staten for 24.000 rigsdaler. Den indrettedes herefter til post­gård, idet C. F. Harsdorff ledede ombygninger­ne. Da den jyske bondekarl Hans Peter Jensen 1849-50 opholdt sig i København, nævner han, at der foruden Postgården i "Store Kjøbmager­gade" er 25 brev kasser anbragt hos et tilsvaren­de antal urtekræmmere rundt omkring i byen ­"De sidder i Vinduet, og ere synlige uden fra". Allerede 1843 blev Postgården udvidet, da man erhvervede to mindre ejendomme i Løv­stræde.

Købmagergade 42

Købmagergade 42 er opført 1896 i røde tegl. På taget er en statue af Merkur.

Købmagergade,

se også Rundetårn og Trini­tatis Kirke. [SIC: Bør flyttes

Købmager Kvarter

Købmager Kvarter, det 8. af byens gamle ro­demål, afgrænses af Købmagergade, Klarebo­derne, Møntergade, Gothersgade, Kongens Nytorv og Østergade. Administrativt blev det opdelt i to roder, Pilestrædes og Hovedvag­tens. Under Københavns belejring 1659 møn­strerede kvarteret 409 mand.


L

Ladegården

Det er dokumenteret, at Chri­stian 3. i 1548 lod anlægge en ladegård (avls­gård) til Københavns Slot. Den blev anlagt i Nyby uden for København. Et regnskab fra 1602 fortæller, at materialforvaltningen ved Københavns Slot dette år leverede tømmer og søm til en bro "imellem Nyby ladegård og Islevmark".

På Christian 4.s tid var den for lille, hvorfor en ny og større avlsgård opførtes 1623 ved La­degårdsåen (ved nuværende Åboulevarden). Til gården henlagde Christian 4. hele det areal, hvorpå Frederiksberg siden har rejst sig. Selve bygningen, en lav længe, kunne rumme 500 stykker kvæg. 1628 blæste den om, hvorefter kongen lod rejse en ny, denne gang i grund­mur og tre etager. Den blev omgivet med ba­stioner og voldgrave, og vandet dertil hente­des fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.

Gårdens økonomi blev aldrig god, kongen satte årligt penge til og til sidst blev den bort­forpagtet. Derefter begyndte en udstykning af jordene, mest til de hollandske bønder, hvor­ved grunden blev lagt til Ny Hollænderby. Da svenskerne belejrede København 1658-59, blev bygningen skudt i grus. Ladegårdens ruin købtes i begyndelsen af 1660erne af Christof­fer Gabel, og 1710 indrettedes den til kvæst­hus (krigshospital) for landetaten. Under pe­sten 1711-13 husede gården et hundrede pest­syge ad gangen, og sammen med det andet pesthospital, Vodroffgård, havde den en bar­ber (kirurg) som chef.

Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne for Krigshospitalskassen om tilladelse til at opret­te et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærar­kivar Simon Schmidt som ansvarlig for fa­brikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården. Af disse projekter udviklede der sig et større fore­tagende, som Schmidt valgtes til at styre. Han skulle som inspektør tilse Ladegårdens mange bygninger og deres inventar, fabrikkens ma­skiner og andet inventar, de modtagne og for­arbejdede varer samt regnskaberne. Af de me­re detaljerede instrukser kan nævnes, at ar­bejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag til påske, hvortil der var seks favne bøgebræn­de til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte væ­re en fast lygte. Det skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde- og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og ryg­ning (med enebær), hvis der var behov derfor. Schmidt fik 500 rigsdaler i løn som inspektør.

1768 solgte man Ladegården til Køben­havns Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset "Sankt Hans Hospital" ved Kalvebodstrand blev overført til dens bygninger. Den nye institution på Ladegården, som navn­lig fungerede som sindssygehospital, fik lov til at bevare navnet Sankt Hans Hospital. 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup udenfor Roskilde. De næste seks år henlå Ladegården ubenyttet, men 11822 indrettede man den til arbejdsanstalt. De første fattig­lemmer ankom dertil 1. oktober samme år, og 1834 blev institutionen udvidet med en tvangsarbejdsanstalt. Da Arbejdsanstalten Sundholm indviedes 1908, blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager. Dog fik Ladegården lov til at stå helt frem til 1930, hvor man rømmede den. På dens grund opfør­tes i stedet boligejendomme og Radiohuset.

Landemærket

Landemærket, navn på den gade, der løber langs den nordvestre side af Rundetårn og Trinitatis Kirke. Navnet afspejler de topografiske forhold i slutningen af 1500-tallet, hvor denne strækning markerede grænsen mellem byen og de sidste ubebyggede grunde inden for voldene. I Trinitatis Kirkes ældste regnskaber nævnes 23. oktober 1656 en udgift på "en Haspe paa Laagen ud til Landemer­chett".

Langebro

Langebro, som fortsætter H.C.Andersens Boulevard over til Amager, har haft flere for­gængere. Den ældste broforbindelse på dette sted, kaldet Kalvebodbro, fuldførtes 1690 og forbandt hermed bastionerne på begge sider af stranden. Ved færdiggørelsen var den både gang- og kørebro, men i midten forsynet med en vindebro, der gjorde det muligt at sejle igennem havnen. Skønt Kalvebodbro i mange år var forbeholdt militæret, kunne den dog be­nyttes af civile fodgængere.

Ved broen stod i en periode det såkaldte blå tårn, der var opført 1731 som afløser for det gamle Blåtårn på Københavns Slot. Bygnin­gen fungerede som hofarrest ligesom forgæn­geren og her måtte bl.a. kgl. majestæts skue­spillere udstå deres straf. I følge en forordning af 1762 bestemtes det, at forbrydere, der ikke dømtes til døden, skulle modtage deres "pub­lique Straf" på kroppen ved den side af tårnet, som vendte ud mod kanalen. En pæl skulle op­sættes på dette sted, men straks nedtages, når afstraffelsen var fuldbyrdet. Tårnet blev del­vis nedbrudt 1848 (indtil ca. 19865 var en rest deraf endnu bevaret i gården til Vester Vold­gade 131).

Efter flere ombygninger af træbroen blev den 1875-76 gjort bredere og overdækket med et klapparti af jern, der kunne bevæges med håndkraft. Tanken om en ny Langebro frem­sattes 1885, men først 1903 kunne den åbnes, placeret godt 400 fod syd for den gamle. I mid­ten var anbragt et svingparti med to gennem­sejlingsåbninger og hele brolegemet hvilede på ni stenpiller. Kort var dens levetid takket være den øgede trafik med større skibe og 1929-30 etableredes en interimistisk "vindebro" med en svær betonklods som kontravægt. En sabo­tage i foråret 1945 satte denne bro ud af drift, hvorefter den nuværende blev bygget (1954).

Larslejstræde

Larslejstræde fungerede i middelalderen som adgangsvej til Skt. Johannes og Skt. Bir­gitte Alters gård, under reformationen benævnt Pædagogi Gaard efter den professor, man havde tildelt den. Desuden førte strædet frem til Skt. Peders Kirkegård. Den 21. marts 1495 er i et dokument noteret "thet lille strede som ær mellem sancti Peders(stræde) oc then bolegh som her Jens vicarius till sancte Birgitte alters nu udj boer".

Det nuværende gadenavn kan føres tilbage til 1571, hvor man skriver Lasse Leegs Strede efter en borger af samme navn, som i mange år havde ejet en gård i gaden. Herefter varierer stavemåden, såsom Lasse-, Laurs- og Leeg-, Leyell-, Leig, til sidst nedslidt til Larslejstræ­de.

Latinerkvarteret

Latinerkvarteret, det københavnske mod­stykke til Quartier Latin i Paris, har gennem århundreder været bydelen, hvor studenter, magistre og professorer har færdedes og dyr­ket videnskaberne. At Frue Plads har været hjertet i latinerkvarteret, er ingen i tvivl om. Derimod er dets afgrænsning vanskeligere at bestemme, da det ikke danner en administra­tiv enhed ligesom Københavns gamle roder el­ler kvarterer, f.eks. Frimands Kvarter, Rosen­borg Kvarter eller Strand Kvarter. De fleste vil dog opfatte området som afgrænset af: Store Kannikestræde, Krystalgade, Fiolstræde, Nørregade, Skt. Peders Stræde og Dyrkøb.

Skønt Københavns Universitet i stort om­fang er flyttet ud til Amager, ligger endnu byg­ninger og krogede gader tilbage som erindring om det gamle lærdomscenter - "dette gothiske Pakhus for Videnskaberne, der bliver frem­budne som i en offentlig Krambod", som J. H. Tauber kaldte det i 1760erne. I Kannikestræ­derne havde de katolske klerke deres gårde, efter reformationstiden indrettet til professor­residenser. Af Vor Frue Kirkeskole opstod Metropolitanskolen (s.d.), mens selve universitetet fik plads på den gamle bispegårds grund.

I gamle dage satte studenterne deres præg på livet i kvarterets gader, ofte ved slagsmål, hvis ikke det ligefrem gjaldt dueller. 1702 blev Jakob Krog og Thomas Kingo stævnet for at have overfaldet kaptajn Kaltoft udenfor Re­gensen. Kingo kom dog fri af anklagen. En vægter i Skt. Peders Stræde havde 1711 mis­tanke om, at studenter fra Regensen og Wal­kendorff "Fredag Nat imellem elleve og tolf" havde slået og tilredt ham.

Lenin

Lenin, hvis virkelige navn var Vladimir Iljitch Ulianov (1870-1924), kom eftersommeren 1910 til København for at deltage i den 8. kongres af 2. internationale. Den fandt sted 28. august til 3. september og afvikledes under Staunings og Borgbjergs værtsskab i Odd Fel­low Palæet. I kongressen, som gav anledning til megen presseomtale, selv i de borgerlige ti­dender, deltog også den franske socialistleder Jean Jaurès; desuden de senere tyske spartaki­ster Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Under sit en måned lange ophold i Køben­havn boede Lenin i ejendommen Vesterbroga­de 112a, baghuset på 1. sal. Han fandt adressen gennem en russisk emigrant og udlejeren var vognmand og tidligere skibsværftsarbejder. 10 kr. var huslejen for en måned. Udlejerens kone fortalte nogle år senere til redaktør An­ker Kirkebye på dagbladet Politiken, at "Le­nin var meget proper og omhyggelig med sit Tøj. Han ejede kun samme blaa Sæt, og hans Sko var meget slidte, men altid pænt velpudse­de". Lenin var i øvrigt en flittig bruger af Det kgl. Bibliotek. En mindetavle opsattes 17. sep­tember 1984 i ejendommen på Vesterbrogade.

Lille Strandstræde 14

I forhuset er der re­ster af en bygning, som muligvis kan føres til­bage til 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773-76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Facaden opde­les ved en fire-fags midtrisalit og en port er an­bragt asymmetrisk deri, hvilket skyldes hensy­net til den ældre bygning. Ud fra dekoratio­nen med guirlander, medaljoner og vinduesindramninger må arbejdet tilskrives Jardin­-traditionen, hvor en af Jardins elever, Hans Næss kommer nærmest på tale.

William Halling var i øvrigt en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers til­bragte han meget af sit liv på godset Dronning­lund, som han havde erhvervet fra grev C. H. G. Moltke ved byttehandel. Her i det vendsysselske optrådte han som en ren bon­deplager, men kunne samtidig få den bizarre idé at ville forskønne befolkningen ved at gifte de smukkeste piger med de smukkeste karle.

Lindencrones Palæ, Bredgade 26

Lindenkrones Palæ er opført 1752 for den rige godsejer Christen Lintrup, som 1756 adledes Lindencrone. Han havde grundlagt sin formue som storkøbmand i det fjerne østen. Bygherren lod kridtstensblokke transportere fra Stevns Klint, hvilken han eje­de sammen med godset Gjorslev, og de an­vendtes ved palæets opførelse. Fra Eigtveds tegnestue leveredes tegningerne, mens I. C. Conradi havde ansvaret for det praktiske arbejde.

Luxdorph, Bolle Willum (1716-88)

Bolle Willum Luxdorph studere­de jura ved universitetet, men fik dog også læst oldtidens klassiske digtere. 1734 ansattes han som sekretær i danske Kancelli, 1774 blev han assessor ved Højesteret, hvorefter han 1760 udnævntes til etatsråd og sluttede sin suc­ces som hvid ridder. Ved siden af sin embeds­virksomhed førte han nidkært dagbog over alt, hvad der hændte i København samt større begivenheder i det øvrige rige. Desuden var han en ivrig bogsamler som historikeren Hans Gram, Ludvig Holberg og andre af tidens hu­manister.

Lyshøj Allé

Mellem alléens rønnebærtræer tæt ved Toftegårds Plads står monumentet "Jabal, Jubal og Tubalkain". Skulpturgrup­pen, som skabtes af den franske billedhugger Paul Maximilian Landowski, blev oprindelig opstillet på Vester Boulevard (nuværende H.C.Andersens Boulevard) i 1914. Opstillin­gen bekostedes af legatet "Albertina", hvis stifter var brygger Carl Jacobsen. Da boule­varden blev omlagt, flyttedes monumentet 1956 til Lyshøj Allé.

De stærkt irrede bronzefigurer fremstiller tre personer fra det Gamle Testamente, der al­le var efterkommere af Kain. I l. Mosebog (4,20-22) fortælles det, at Jabal var stamfader til nomaderne, mens hans broder Jubal blev "stamfader til alle dem, der spiller på harpe og fløjte". Tubalkain var deres halvbroder, og fra ham nedstammede "alle dem, der smeder kobber og jern".

Læderstræde

Læderstræde bag Gammel Strand var oprin­delig en havnegade og tidligst omfattede den også Kompagnistræde. Når gaden 1397 omta­les som Laadbrostrede, henviser det til Lad­broen, der udgjorde den vigtigste del af sta­dens ældste havn. I 1416 forekommer beteg­nelsen Lathbrostrede, mens der senere i år­hundredet optræder forskellige forvansknin­ger af navnet: Lædherstrædet (1423), Lædær­stredhet (1461) og Lederstredet (1475). I 1600­tallet blev formerne Læderstræde og Læder­strede efterhånden herskende.

På en af matriklerne mellem Læderstræde og Gammelstrand ligger en smuk ejendom fra nyklassicismens tid. Forhuset mod Gammel Strand (nr. 40) opførtes 1799-1801 for hofgra­vør David Ahron Jacobsen, og et side- og tværhus er formentlig opført ved samme lej­lighed. I 1830 byggedes forhuset til Læder­stræde.

Ejendommen beboedes i forrige århundre­de af en række kendte københavnere, hvor forhuset mod Gammel Strand naturligvis tiltrak de fleste: 1815-19 arkæologen P. O. Brøndsted , 1843-45 Georg Carstensen, Tivolis grundlægger og dernæst 1850-53 Peter Faber, en mand af helt usædvanlige talenter. Hans in­teresser for naturvidenskaberne, især elektro­magnetismen, gjorde ham 1853 til direktør for telegrafvæsenet, som han tjente indtil sin død 1877. Dette stod vel i skyggen af hans forfat­tervirksomhed. Faber digtede og komponere­de "Den Gang jeg drog afsted" og skrev den udødelige "Højt fra Træets grønne Top".

I året 1853 boede biskop og rigsdagsmand D. G. Monrad også i dette forhus, mens mu­sikdirektør H. C. Lumbye valgte at logere i for­huset til Læderstræde på samme tid.

Løveapoteket

Fredag den 30. april 1971 luk­kede en af Københavns mest historiske "bu­tikker", det mere end 350 år gamle Løveapo­tek ved hjørnet af Amagertorv og Hysken­stræde. I hjørneejendommen, hvor Per Reu­mert har forretning, havde apoteket sit officin i det nordre butiksfag ud til torvet.

Apotekets historie begyndte 1605, da kro­nen tilskødede den daværende gård til apote­ker Werner von Kleve. Først var apoteket upriviligeret, men fra 1620 fik det bevilling og herfra gik i de følgende årtier vigtige leveran­cer til hoffet. Rentemesterregnskaberne om­taler ofte "Konfekt, Sukker, Urter og Spece­ri", mere interessant var en betaling 1621 for "Urter og Farve til Kongens Rideheste". Lige­ledes kunne man levere "forgyldt og beskaaret Papir... fin, middel og gemen Papir samt Voks, Lak og Blækpulver" til Christian 4.s be­hov (1639). Flere af disse ordrer gik til det kgl. laboratorium i Rosenborg Have.

Christian 4.s tafler var krævende, f.eks. be­stiltes 28. februar 1639: peber, kanel, mu­skatblomme, mandler, rosiner, dadler, pista­cier, anis, engelsk safran, kardemomme og husblas. I slutningen af 1600-tallet havde "Løveapoteket" opnået en førende position og kun tre andre, Elefantapoteket, Svaneapo­teket og Kong Salomons Apotek, var ligeledes priviligerede. Den berømte danske anatom, Thomas Bartholin, som 1672 udgav bogen "De visitatione pharmacopolorum", skrev heri, at lægerne dette år den 13. oktober ved visitationen af de fire priviligerede apoteker i København begyndte med Løveapoteket som det ældste.

1728-branden lagde også Løveapoteket i aske, så kun de nøgne mure stod tilbage. Men huset genopstod. I 1762 gjorde daværende indehaver, Christoffer Günther en kostbar be­stilling hos kanon- og hofklokkestøber M.C. Troschell. En halv meter høj malmmorter skulle støbes, og det færdige arbejde, prydet med delfiner som hanke, bar latinske inskrip­tioner. En af disse lød: "Multam malititiam decuit", hvilket lidt populært kan oversættes til "hastværk er lastværk". Malm-morteren, måske Europas største, stod i Løveapotekets officin indtil 1971.

Ved 1795-branden ødelagdes huset atter, hvorefter dets ejer, farmaceuten Ludvig Man­they, lod professor Harsdorff fra Kunstakademiet tegne den ny hjørnebygning. Stilen var nyklasssicistisk og maleren Nicolai Abild­gaard leverede endog et par af malerierne til officinet. Bag officinet lå recepturen og urte­kammeret, mens der i kælderen var dampla­boratorium. Hernede grundlagdes Løvens ke­miske Fabrik for mere end et halvt hundrede år siden.

Apotekets inventar var rigt, f.eks. talte det 228 gamle apotekerkrukker, heraf størstede­len fra Den kongelige Porcelainsfabrik, som alle var dekoreret med en forgyldt og rød kant med sort overglasur. I urtekammeret stod 235 grønlakerede lågdåser. Varesortimentet var en kuriøs vandring i gamle receptnavne, for her annonceredes baldrianrod, "Kristen Spil­lemands Draaber", "Jomfru Mikkelsens Brystdraaber" og "Sadelmager Brandts Uni­versalsalve". Santali Rubrum, rød sandeltræ, og violrod manglede heller ikke.

Den mest navnkundige bestyrer af Løve­apoteket var cand.pharm. H. C. Ørsted, som år 1800 virkede i huset, mens Manthey var på udenlandsrejse. Det gav Ørsted lejlighed til eksperimenter inden for elektrokemien. 1907-­08 ombyggedes hjørneejendommen, hvorved Harsdorffs smukke nyklassicisme forvandle­des til en ornamental jugendstil à la Bindes­bøll. Men apotekets enestående interiører be­varedes: skade at myndighederne lod denne institution forsvinde i 1971. Det kunne glim­rende have fungeret som museum.

Løvstræde

Løvstræde, som forbinder Gråbrødretorv med Købmagergade, giver associationer om træer og grønne vækster. Strædets historie be­gynder også dermed, for det var oprindelig en klosterhave til det middelalderlige Gråbrødre­kloster, oprettet 1238. Gennem haven snoede en sti sig og løb ud til Købmagergade. Stien blev offentlig gade efter reformationen og kaldtes i begyndelsen for Ny Gråbrødrestræde i modsætning til det nordligere Gråbrødre­stræde (nuværende Skindergade nærmest Købmagergade).

En fortegnelse over københavnske gader fra årene 1613-23 fortæller, at gaden nu bar navnet Løffue stræde og i grundtaksten fra 1661 benævnes den Løw Stræde. Da Corfitz Ulfeldt i slutningen af 1630rne opførte sit pa­lads på klostergrunden, blev Løvstræde den vigtigste adgang til den fornemme bygning. Men i 1663 faldt dommen over Ulfeldt, som landsforræder skulle hans gård nedbrydes, pladsen ryddes og en skamstøtte opsættes. I forbindelse med Gråbrødretorvs etablering blev Løvstræde afkortet til sin nuværende længde.

I 1800-tallet kan man tale om det litterære Løvstræde, for her færdedes guldalderdigte­ren Oehlenschläger og senere hans disciple. Oehlenschläger kom i huset på matrikelnum­mer 178, det nuværende nr. 7, som bogtrykker Boas Brünnich ejede 1813-26. Han trykte ad­skillige af hans bøger, bl.a. mesterværket Hel­ge. I 1852 blev ejendommen overtaget af forla­get C. A. Reitzel, hvis kunder var digtere som Christian Winther og Frederik Paludan-­Müller; også H. C. Andersen og Kierkegaard søgte forlaget og bogladen, som hørte til.

En af Kierkegaards modstandere, digteren Meir Goldschmidt, boede i midten af 1840rne i Løvstræde 8, og i nr. 10 havde billedhuggeren Jens Adolf Jerichau sit hjem. Det stod åbent for malerne Johan Thomas Lundbye, Christen Køb­ke og P. C. Skovgaard.


M

Magasin du Nord

Magasin du Nord, Kongens Nytorv 13, lig­ger på en grund med megen historie. Her rej­stes 1721 et fornemt palæ for storkansler gre­ve U. A. Holstein, som året tidligere havde er­hvervet en ældre ejendom sammesteds fra ge­neralløjtnant Gregers Juel. Storkanslerens ge­malinde, Christine Sophie Reventlow, var le­vende interesseret i skuespilkunsten og det må antages, at hun havde indflydelse på oprettel­sen af Den danske Skueplads 19. januar 1722 i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade).

I 1748 blev Holsteins Palæ genopbygget i mere beskeden skikkelse og bygningen skifte­de hyppigt ejer. Da traktør Ernst Møller hav­de overtaget ejendommen, indrettede han 1796 bygningen til "Hotel du grand Nord". Han havde tidligere drevet "Vildanden" på Østergade.

Hotellet blev meget anset og i en svensk om­tale hedder det: "Man bor her, som det passer En, men altid i Forhold til Prisen, 2de Værel­ser (for Herre og Tjener) med Lys, Morgen­kaffe, Opvartning etc. koster omtrent l Rdlr. om Dagen". I 1816 indrettedes der varme bade i Hotel du Nord og gæsterne kunne nyde for­friskninger i form af bouillon, chokolade og likører. Da hyrekusk Rasmus Jørgensen blev ejer af hotellet, kom stedet for alvor i publi­kums søgelys. Den nye indehaver bar øgenav­net "Specie-Jørgensen" og havde fået dette som ganske ung. Den gang arbejdede han for en hovedrig jødisk handelsmand med bopæl på Christianshavn. En dag blev Rasmus bedt om at ledsage sin principal til Nationalbanken medbringende en trækvogn. Her skulle de hente flere sække specier. Da vognen var læs­set og Rasmus trak den hjemad vogtet af sin principal, kom de til Knippelsbro, netop som der blev givet spærresignal. Rasmus Jørgen­sen nåede hurtigt over med vogn og specieda­lere, mens jøden faldt i vandet og druknede.

Rasmus Jørgensen fik i øvrigt ringe held med sit hotel. I 1859 arresteredes han, bl.a. for at have udlejet værelser til utugt. Dommen lød på 14 års tugthus og hotellet solgtes på tvangsauktion. I den følgende periode var her forret­ninger og restauranter, således havde "Schu­cani & à Porta" en tid konditori og kafé i stue­etagen, men i 1871 rykkede firmaet Emil Vett & Co. ind i ejendommen. Det blev indlednin­gen til det senere så kendte handelsfirma Th. Wessel & Vett.

Firmaets nuværende hovedbygning opfør­tes 1893-94 af Alb. Chr. Jensen og H. Glæsel, der valgte den franske chateau-stil. Præget af internationalt varehus blev slået an.

Magasintorvet

Magasintorvet ved Østergade hører til byens nye pladser. Før etableringen af det nye og brede Bremerholm, som påbegyndtes i 1930rne, lå en gyde med navnet Integade på dette sted, svarende til Magasintorvets østsi­de. Gyden var en af Københavns skumle ste­der, næsten anonym efter navnet at dømme. I et dokument fra 20. december 1669 tales der om "den liden Gade mellem Østergade og Kongensgade" og 30 år senere benævnes smøgen "Tverstredet, som kaldes Liden Kon­gensgade". Dagbladet Politiken åbnede 10. oktober 1884 sin første redaktion i det endnu eksisterende hjørnehus.

Det lille 4-fags hus mellem Bremerholm l og 3 opførtes 1802 for skomager Rasmus Lefoli. Mellem 2. og 3. etage ses en fordybning med à la grecqueornament, et vidnesbyrd om den ny­klassicistiske stil, der prægede perioden.

Ældre københavnere vil i øvrigt erindre, at det folkelige vid døbte pladsen "Magabangs Torv", efter både Magasin og pelsfirmaet A. C. Bang. [SIC! Bør forklares

Magstræde

Magstræde i København er opstået i 1520rne, da man ved opfyldning flyttede kyst­linien længere ud. I 1525 optræder navnet første gang, opkaldt efter det mag (nødtørftshus) som var rejst på pæle i strandkanten ved dette sted.

Gaden har endnu bevaret sit krogede løb fastholdt ved de historiske huse, af hvilke Magstræde 17-19 er de ældste. De regnes for opført på Christian 4.s tid eller senere. I fa­caderne med de svære murankre ses endnu fladbuede stik over vinduerne og vandrette sandstensbånd. Nr. 17 blev inden 1712 om­bygget, hvorved faginddelingen ændredes fra 4 til 3 fag. Under Københavns brand 1728 blev de to gavlhuse kun lettere beskadiget.

I Magstræde 10 boede italieneren Guiseppe Sarti i årene 1773-75. Han var komponist, kom 1753 til København og tiltrak sig hurtigt hoffets opmærksomhed. Sarti blev 1755 ud­nævnt til kapelmester og var en utrolig flittig leverandør af operaer, tre stykker om året var han forpligtet til. Som syngelærer var han med til at stimulere interessen for den gode sang i de operainteresserede aristokratiske kredse, selv Christian 7. fik han som elev, mens denne var prins. Ved Struensees fald mistede han en vigtig støtte, uheld med sin ledelse af Det kgl. Teater og en bundløs gæld gjorde snart livet surt for ham. Det fortælles, at når han kørte til og fra slottet, måtte to kongelige lakajer be­skytte Sarti mod hans kreditorer. 1775 forlod han landet.

Magstræde blev i 1800-tallet degraderet til gade for prostitution, befolket af mere modne piger, ligesom stedet blev kendt for sin origi­nal "Filosoffen fra Magstræde".

Marmorbroen

Marmorbroen, som spænder sine buer over Frederiksholms Kanal, er et af hofbygmester Nicolai Eigtveds mesterstykker. Det var op­rindelig Christian 6.s ønske at lade den indret­te som vindebro således, at skibene kunne pas­sere igennem. men hverken Eigtved eller Thu­rah, der konkurrerede om opgaven, ej heller slotsbygningskommissionen kunne støtte tan­ken. Det ville berøve broen dens storhed, ideli­gen kræve reparationer og skabe problemer med fodgængerne.

Kongen besluttede derefter 1. maj 1739: "Broen kan da gøres, uden at den trækkes op, efter Tegning Litra F af Hofbygmestrene". Omtalte tegning viste sig alene at være udført af Eigtved, som derefter fik opgaven. En træ­model, der siden er gået tabt, udførtes til pro­jektet og juli 1739 kunne modelbroen demon­streres for majestæten. Hvad der især behage­de ved Eigtveds forslag, var de flade brobuer, der muliggjorde en næsten vandret kørebane og dermed en behagelig færdsel.

Oprindelig havde Eigtved tænkt sig en rige­re skulpturel udsmykning af broen, end man besluttede sig til. Vaser og figurer, som skulle pryde de profilerede plinte over broens piller, blev aldrig til noget. Til gengæld kom der por­trætmedaljoner på de midterste piller, endog indrammet af de fineste rokokoornamenter, mens midtbuen forsynedes med Medusaho­ved. For en by, der var vant til barokkens tun­ge former, var det en elegance uden lige.

Den franske billedhugger Louis-Augustin le Clerc fik det praktiske ansvar for udsmyk­ningen og han var i øvrigt godt beskæftiget med udsmykningen af det nybyggede Christi­ansborgs interiører. Med hjælp fra fem billed­huggere og seks stenhuggere gik han igang med at forme de sandsten, man importerede fra Sachsen. Materialet blev formentlig sejlet fra Pirna ved Dresden til Altona og derfra sø­værts til Frederiksholms Kanal. Moderne un­dersøgelser har vist, at det var en højst ukritisk blanding af bløde og hårde sten, der fandt vej til København.

Efter tidens smag skulle udsmykningen væ­re mættet med symbolik, her i form af en hyl­dest til havet. Som hovedmotiver anbragtes klassicistiske medaljoner, to dameportrætter og to herreportrætter, alle i profil og pyntet med siv i håret. Hertil føjedes dekorationer med siv og dunhammere, rocailler (muslinge­agtige ornamenter) og to frygtindgydende monstre med frådespyende munde.

Da de oprindelige identifikationer er gået tabt, er der blevet gættet meget på relieffernes betydning. Således er det bl.a. foreslået, at medaljonerne repræsenterer de fire antikke havguder: Poseidon og Amphitrite ind mod byen (mod nord) og Okeanos og Tethys ud mod Øresund ("havet"). Hvis disse guder kan opfattes som noget menneskeligt, må de to monstre udtrykke det farlige og lunefulde ved havet. Og her har der været frit spil for fanta­sien, eftersom havuhyrer stadig var en realitet i 1700-tallet. En af de uhyggeligste beskrivel­ser stammede fra Hans Egedes hånd, som 1734 på Atlanterhavet havde observeret et "meget forskrækkeligt Hav-Dyr, hvilket rey­ste sig saa høyt over Vandet, at dets Hoved rakte over vores Mers . . . dette Dyrs Øyne syn­tes rødagtige og derhos ligesom brændende af Ild - firkantet Mule, store Næsebor og ved Si­derne nogle udstaaende stive Haar - Huden glat som et Speil, undtagen over Nakken, hvor den har en hængende Mann af Udseende som Tang".

Selve brobyggeriet inklusive udsmykning trak længe ud. Kongen havde håbet at se bro­en færdig inden udgangen af 1739, men for­gæves. Budgettet blev overskredet, bl.a. med 200.000 flere mursten end beregnet. Endnu i 1745 bevilgedes der penge til billedhugning. Samme år blev sandstenen overstrøget med kogt oliefarve for konserveringens skyld og på det tidspunkt må broen betragtes som færdig.

I de officielle dokumenter hed broen enten Den ny Bro, Hovedbroen eller Slotsbroen, hvorimod det uofficielle navn Marmorbroen, inspireret af dens marmorbelagte fortove, først senere slog an.

Næsten ligeså spændende er den moderne historie om Marmorbroens kostbare restaure­ring, som indledtes i begyndelsen af 1970erne. Broen var da slemt medtaget, især de smukke relieffer. Under ledelse af Boligministeriets særlige sagkyndige, Eric Erlandsen, lykkedes det gennem de næste ti år at genskabe broens linier og de fine skulpturelle detaljer. Billed­huggerne Johan Galster og Povl Søndergård stod således for medaljonerne i samarbejde med stukmester Henry Thomsen fra National­museet.

Deres arbejdsgrundlag var nogle skrøbelige afstøbninger af ornamentikken, som blev foretaget omkring 1900, da broen allerede var i forfald. Man genfandt disse forme, som var afstivet med træ, på et lager på Bernstorff Slots avlsgård. Desværre var afstøbningerne savet i småstykker, så et større puslespil skulle lægges og store huller fyldes ud. Det lykkedes dog og nye gipsudgaver sendtes derefter til Østtyskland, hvor man foretog en råhugning af de nye relieffer. Broen kunne genindvies i 1983.

Marmorkirken

Marmorkirken (Frederikskirken), Frederiks­gade, var fra begyndelsen tænkt som et storslået point de vue for den ottekantede plads i den planlagte Frederiksstad (s.d.). En gi­gantisk centralkirke skulle rejse sig over den nye bydels palæer og borgerhuse og den 30. oktober 1749 nedlagde Frederik 5. grundste­nen. Det fejredes bl.a. med vin for 153 rigsda­ler til håndværksmestre og svende, senere blev byggeregnskaberne tynget af langt højere po­ster.

Ved grundstensnedlæggelsen var kirken endnu ikke projekteret, men hofbygmester Eigtved leverede i februar 1750 et overslag og en tegning af kirken. Overslaget vedrørte ale­ne fundamenteringen indtil to alen over hori­sonten og lød på 37.686 rigsdaler. Eigtved øn­skede yderligere, at kuplen på kirken blev 17 alen højere end tårnet på Nikolaj Kirke. Bygningskommissionens medlemmer fik sved på panden og udtalte, at "et Par Tønder Guld ikke ville strække til".

Så begyndte piloteringen og fundamente­ringen. Tvangsudskrevne soldater gravede et 30 meter dybt hul, hofbygmester Zuber fore­stod tømrerarbejdet ved piloteringen og lang­somt rejste sig en rotunde af dybet. Alt imens havde Frederik 5. fået betænkeligheder. Kir­ken, som skulle bære hans navn, var ikke im­ponerende nok. I stedet for sandsten skulle den beklædes med norsk marmor og indgan­gen var alt for lav. Eigtveds tegninger sendtes til bedømmelse i Paris, hvorefter hofbygme­steren forbedrede sit projekt i retning af tidens nye mode, nyklassicismen. Han døde i 1754, midt i arbejdet.

Eigtveds efterfølger, franskmanden N. H. Jardin, fik ganske vist ændret projektet helt i nyklassicismens smag, men udgifterne, ho­vedsageligt til marmoret, fik byggeriet til at knirke. Allerede i 1770 beordredes det stand­set af Struensee, kun midterpartiet stod fær­digt op til ni meters højde.

Byggepladsen henlå nu med hel- og halv­færdige kapitæler, søjlestykker og rå mar­morblokke. Senere udfærdigede Harsdorff et nyt kirkeprojekt, denne gang en rendyrket centralkirke med Pantheon i Rom som forbil­lede. Planen blev dog opgivet ved Harsdorffs død i 1799, men den bevarede træmodel er ud­stillet på Kunstakademiets Bibliotek. Også Emil Aarestrup fattede interesse for det kuld­sejlede kirkebyggeri og digtede 1839:

Marmorkirke, taus og eensom,

Ufuldført, mosgroet og huul,

I hvis Helgennische Drengen, Halv med Gysen, leged Skjul!

For tilrejsende blev den også en attraktion. En jysk bondekarl skrev på sit kluntede danske i 1849, at kirken "er bygget af lutter blaa Norsk Marmor, og forfalder Aar for Aar. - Der siges at hvis Krigen ei havde kommen paa skulde den have bygt istand, og vilde vist blevet den første i Kjøbenh.".

Først finansmanden C. F. Tietgen forbar­mede sig over ruinen, da han i juni 1874 købte hele pladsen af staten og forpligtede sig til at bygge kirken færdig. Eigtveds oprindelige ide­alplan med en 76 alen høj stenkuppel, en af de meste himmelstræbende i Europa, var for­længst opgivet. Med Ferdinand Meldahl som arkitekt blev det i stedet til en 48 alen høj kup­pel, holdt i romersk barokstil ligesom den øvrige bygning.

Den daglige leder af arbejdet var arkitekten Albert Jensen med hjælp af Carl Thonning. Af økonomiske grunde måtte man opgive at fuldføre bygningen i norsk marmor, hvorefter ølands- og faksekalksten anvendtes i stedet. Kuplen, som dækkedes med kobber, blev rejst over en søjlesmykket tambur, et arrangement helt efter forbilleder i Roms barok. For at skaffe midler til den kostbare tagdækning ind­samlede man kobbertøj og pengegaver, mens korset øverst på kuplen skænkedes Tietgen af hans medarbejdere. Det afsløredes 1883 på Grundtvigs hundredårsdag 8. september.

"Punch" var så forarget over kobbertaget, at det i 1885 skrev: "og de Folk har rigtignok Andet at bestille med at passe paa Meldahl, at han ikke forskjønner Byen med flere Kobber­kasseroller og Vandkander omkring, som ude paa Marmorkirken".

På balustraden øverst på tamburen ses zink­statuer, der fremstiller "repræsentanter den kristne kirkes historie" fra Moses til Luther. Mere interessante er de kolossale og for­vitrede marmorkapitæler, som kommer til sy­ne i græsset bag bygningens indhegning. De er et levn fra 1700-tallets byggeplads og viser, hvilket storslået bygningsværk, man havde tænkt sig.

Interiøret har rotundens klare form, adskilt ved arkader fra de omkringliggende korrido­rer. Pulpiturerne bæres af 12 marmorsøjler, og i korskranken ses en døbefont udført i mar­mor af Joakim Skovgaard.

Mayonnaise-kvarteret

Mayonnaise-kvarteret, populær betegnelslfor kvarteret omkring Laksegade og Hum­mergade, af hvilke den sidstnævnte blev sane­ret i slutningen af 1950erne. Det var forfatte­ren Gustav Esmann (død 1904), som gav ste­det dets gastronomiske navn. I begge gader, der var anlagt omkring 1650 i den tidligere kongelige urtehave, boede søens folk. Blandt Hummergades senere beboere kan nævnes fle­re af Det kgl. Teaters folk, der havde deres bo­pæl i nr. 15: syngemester H. O. C. Zinck i 1805, instruktør P. Frydendahl i 1827 og danserin­den Juliette Price fra 1858-61.

Udtrykket "da Fanden var løs i Laksegade" går helt tilbage til 1826, da man i nr. 15 opleve­de mærkelige ting. Folk hørte skældsord, hyl og rovdyrbrummen, det fløj med husgeråd og kartofler, selv vinduerne sprang i stykker. Men politiet kunne ikke løse gåden, som gav næring til den vildeste fantasi og overtro blandt københavnerne.

Meinungsgade

Meinungsgade, en sidegade til Nørrebroga­de, er opkaldt efter kaptajn Conrad Robertus Meinung, der ved midten af 1800-årene ejede nogle grunde på stedet. I en periode, hvor man interesserede sig for sundere arbejderboliger (se s. 52), fandt han frem til en hulmurskon­struktion. Metoden premieredes ved en ver­densudstilling i Paris. Meinungsgade 17a-b, en grundmuret ejendom med tegl i mønster­muring, opførtes for Smedemesterforeningen af 1883. På facaden et relief af ankersmede­mester A. W. Holm.

Metropolitanskolen

Metropolitanskolen har tidligere ligget i Fi­olstræde 4-6, hvor dens gamle bygning er be­varet. Skolens historie går tilbage til ca. 1210, da man stiftede Vor Frue Kollegiatkapitel. Denne institution, der bestod af kanniker med en dekan i spidsen, havde til formål at bestyre Vor Frue Kirkes ejendomme og andre ind­tægtskilder samt varetage udførelsen af guds­tjenesten så prægtigt som muligt. I gudstjene­sten havde man især brug for kordrenge og præster og disse grupper måtte derfor skoles, så de kunne fungere godt. Hermed var grund­laget skabt for en skole svarende til landets øvrige kapitelskoler.

Først i 1246 nævnes Vor Frues skole med sikkerhed, nemlig i et testamente, hvor et af vidnerne noteredes som "Magister Toti, Rec­tor scholarum in Haffn". Omtalte magister Toti var altså skolens først nævnte rektor. Fortsat er oplysningerne om skolens virke temmelig magre, men i 1343 var der visitats på befaling af bispen i Roskilde og hans repræ­sentanter fandt da, at kapitlet underholdt en "scholasticus ydoneus, non perpetuus" (en duelig, ikke fast ansat skolemester). Undervis­ningen omfattede hovedsagelig færdigheder i at skrive og tale latin.

Et gammelt privilegium, de fattige skole­drenges ret til at tigge til deres kost i byens gader (det samme gjaldt andre steder i Danmark), blev knækket af Christian 2. i 1519. Han befalede, at ingen måtte søge Køben­havns Skole, hvis han ikke kunne ernære sig selv.

Gennem hele den katolske tid og frem til an­den verdenskrig havde skolen haft sin bygning i umiddelbar nærhed af domkirken. Den sko­lebygning, man rejste i 1599, blev ligesom domkirken ødelagt ved den store brand i 1728. Men allerede 1731 var en ny rejst i dens sted. Bygningen findes gengivet 1748 i Thurahs: Hafnia Hodierna. I samme periode indførte Christian 6. en skolereform, hvorefter den nederste lektie (sinkelektien eller sinkeklas­sen) blev nedlagt i Vor Frues skole og antallet af lektier reduceredes til 7 (inklusive mester­lektien). Latinen var stadig højt prioriteret, men græsk og hebraisk spillede også en rolle. Under Københavns bombardement i 1807, blev skolebygningen ødelagt og arkitekt C. F. Hansen fik nu til opgave at tegne en ny. Den opførtes under navnet Metropolitanskolen i årene 1811-15 på hjørnet af Fiolstræde og St. Kannikestræde. Ved indvielsen den 23. april 1816 var Frederik 6. og byens vigtigste em­bedsmænd til stede, nydeligt underholdt med tale og kantater.

C. F. Hansens bygning er holdt i streng ny­klassicistisk stil med den særlige detalje, at vinduesmotivet i Vor Frue Kirke er gentaget i mindre målestok i skolen. I øverste etage var indrettet fem læseværelser, hvor det største benyttedes til højtideligheder.

I 1940 flyttede Metropolitanskolen til nye lokaler, det tidligere Femmers Seminarium i Struenseegade og samme år udkom Hans Scherfigs berømte skildring af skolens særlige ånd, "Det forsømte forår". Analyserne var skarpsindige og afslørende. Bogen indledes med et 25 års studenterjubilæum, hvor pro­duktet af anstalten demonstreres; en kværu­lantisk politimester, en barnlig dommer, en overfrisk præst og en hovmodig overlæge, lut­ter eksempler på velbjergede akademikere med store brist, der har deres rod i et misfor­stået pædagogisk system.

Meyns Pavilloner

Meyns Pavilloner i Kronprinsessegade. I 1789 udnævntes professor og arkitekt Peter Meyn til stadsbygmester og efter den tid satte han sit præg på byens udseende, i særlig grad efter den store bybrand 1795. En af årsagerne til brandkatastrofen var den alt for tætte be­byggelse. Under indtryk af dette planlagde man bl. a. Kronprinsessegade for at gøre de gamle grunde på denne side af Kongens Have mere rummelige. Gadens navn var til ære for kronprinsesse Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, som var gift med den senere Frederik 6.

Da gaden skulle skilles fra haven ved en ind­hegning, leverede Peter Meyn forslag dertil i marts 1802 og det blev i sin helhed fulgt. I peri­oden 1803-04 rejstes pavillonerne, 16 i alt og hver med et enkelt rum 6 alen dybt, 6 alen bredt og 6 alen højt. Oprindelig var facaden til gaden kun forsynet med et halvrundt vindue over indgangsdøren, end ikke i denne var der ruder.

Pavillonerne var tænkt som boder for for­skellige handlende, fra høkervarer til tøj og smykker. Selv et par konditorier skulle betjene det populære kvarter og havens gæster. Det kneb imidlertid med at finde lejere og nogle pavilloner blev ombygget, så de i stedet fik to etager til beboelse. I 1851 begyndte man at sætte store butiksruder i facaden.

I vore dage er pavillonerne fredet af myn­dighederne og der er rift om lejemålene, som bl.a. vævere og billedhuggere har nydt godt af. Endog Piet Hein har haft en af de små pa­villoner, der vidner så stærkt om nyklassicis­men i København.

Mosaisk Kirkegård, Møllegade på Nørre­bro

Ligesom Fredericia og Nakskov har Kø­benhavn sin gamle jødiske kirkegård, sidst­nævnte anlagt 1694, men flere gange udvidet. Det ægte jødiske præg er i høj grad bevaret, således ses flade, opretstående gravsten med hebraiske indskrifter. Efter mosaisk tradition vender indskrifterne mod øst. Den ældste gravsten er dateret 1693, hvilket må betyde at gravlæggelsen har fundet sted, før den offici­elle oprettelse. Mange af marmorpladerne er desværre stærkt medtaget p. g. a. den stærke forurening.

Oprindelig hed Møllegade Sandgravsvej, da der i gamle dage lå store sandgrave, hvor nu De gamles Byer opført. Sandet brugtes bl.a. til hvidskuring af gulve. Senere fik gaden i fol­kemunde navnet "Jødevejen", da kirkegår­den var anlagt. Under englændernes belejring 1807 kom stedet i skudlinien. Major Blom for­tæller, at da englænderne nåede "Jødekirke­gården", satte de sig "bag det derværende Plankeværk, som var forsynet med Skydehul­ler, og aabnede en morderisk Ild, der standse­de vor Fremrykning". Efter træfningen blev nogle engelske soldater begravet på kirkegår­den og deres grave er bevaret.

Musikhistorisk Museum og Carl Claudi­us' Samling

Musikhistorisk Museum og Carl Claudius"s Samling har adressen Åbenrå 32-34, hvor der oprindelig har været præstegård for Re­formert Kirke. Til det nuværende formål blev bygningen 1963-66 restaureret under ledelse af Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert. Foruden en instrumentsamling er der arkiv og bibliotek i museet, som blev grundlagt 1898. Blandt in­strumenterne kan nævnes et harmonium, som har tilhørt Christian 8., Niels W. Gades violin og Carl Nielsens klaver. Til det mere kuriøse hører et urkædehjerte, som har været Mozarts eje. Hertil er føjet generalkonsul Carl August Claudius' store samling af musikinstrumen­ter, hvilket 1941 testamenteredes til staten. Museets permanente udstilling giver et glim­rende overblik over Europas brogede instrumentverden, ligesom den besøgende føres gennem musikhistoriens mange faser.

Selve bygningen blev opført 1730-32. Byg­herren, den franske reformerte menighed, havde valgt murermester Gottfred Schuster til det praktiske arbejde, men det er muligt, at den hollandske arkitekt Felix du Sart har haft indflydelse på facadens udformning. Forhu­sets 12 fag brede facade er ejendommelig ved, at den midterste pille fremtræder uforholds­mæssig bred. Bag den svære vinduespille er et tværgående skillerum, som deler forhuset i to præsteboliger. Hver af boligerne har haft egen portindkørsel og gårdsplads.

Møntergade

Møntergade nævnes 1528 som "byes stræde, som løuer till wollen". Det nuværende navn, som først er afhjemlet fra 1623, henviser til indretningen af den kongelige mønt i det tidli­gere katolske Skt. Clare Kloster nær gaden (se s. 149). Af mandtalslisten udfærdiget ved Kø­benhavns belejring 1659 fremgår det, at der i gaden hovedsagelig boede håndværkere: fire tømrersvende, fire tømrere, to vævere, en bødker, en kandestøber, en kurvemager, en handskemager, en hjulmand og en drejer. De lige numre i Møntergade, 4-16, har oprindelig stået som ildebrandshuse. De er alle opført i 1730rne af håndværkere, men som det kendes fra andre ildebrandshuse, er de siden blevet forhøjet med en etage, ligesom facaderne er blevet ændret.


N

Naboløs

Naboløs, den korte gade ned til Gammel Strand, blev i middelalderen opfattet som en del af Hyskenstræde. Under de forskelligste navne optræder gaden i 1500-årene, således 1551 omtalt som "thet strede som Niels Tom­mesen wdi boer", og 1604 nævnt som Weiger­husstræde. Kilden til det seneste navn var det vejerhus, man 1581 opførte på Gammel Strand ud for den lille gade. Vejerhuset opfør­tes på initiativ af Københavns statholder, den energiske renternester Christoffer Valken­dorff.

Navneforvirringen fortsætter i 1600-tallet, hvor der 1684 tales om "det Strede som gaar neder til dend forige Hummelgaard". Først 1713 anvendes betegnelsen Naboeløsstrede og i en grundtakst fra 1728 skrives der Naboeløs. Dette mærkelige navn skyldes formentlig, at huset på matr. nr. 18 i Snarens Kvarter var det eneste med facaden til gaden.

Nationalmuseet

Nationalmuseet har til huse i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal samt tilbyggede fløje, der ligger ud til Stormgade, Ny Vester­gade og Vester Voldgade. Hvor Prinsens Palæer bygget, opførte købmand Michelbecker 1684 en anselig gård, et hus i tre etager og om­fattende to private boligfløje. Heraf lå den ene fløj ud til Kalveboderne (nuværende Ny Ve­stergade), mens den anden fløj gav udsigt over Kanalen. 1725 fik overlandbygmester J. C. Krieger opgaven at ombygge gården, hvori kronprins Christian skulle bo med sin aller­nærmeste familie. Krieger skriver, at palæ­ets "Facade med Stenhuggeri bliver langt rige­re end hans højgrevelige Excellence von Laur­vigs Hus (senere kaldet Moltkes Palæ)". Kronprinsen købte samme år naboejendom­men ud til Kanalen, hvorved det samlede grundstykke øgedes betydeligt. Udgiftsbilag og en haveplan tegnet af Krieger omkring 1730 viser, hvilken præsentabel have, man anlagde i tilslutning til hovedbygningen. Det var bue-løvgange, pavilloner, hollandske "Ta­xes" og de obligatoriske parterre-bede.

Palæets ombygning 1743-44 blev Nicolai Eigtveds første mere selvstændige arbejde, dog med begrænsninger, for en række forhold måtte respekteres: gadelinien ud til Kalvebo­derne var allerede fastlagt, ligesom den lange fløj til samme side skulle inkorporeres i den nye plan. Hensyn til den eksisterende have skulle tages. Sagen blev yderligere komplice­ret, da Eigtved argumenterede for, at et byg­geri på "Amalienborg Plads" gjorde sig bedre. Tilsvarende fik revisor C. von Clausberg den tanke, at palæet kunne rejses bag Børsen. Christian 6. fejede imidlertid indvendingerne af bordet og besluttede Eigtveds projekt til en delvis ombygning af det eksisterende palæ.

Eigtveds firefløjede anlæg har som forlæg de parisiske "hoteller", der i begyndelsen af 1700-årene opførtes af arkitekter som Cour­tonne og Lassurance. Således er den lave portfløj med balustre og vaser, der skærmer af for gadens larm, så typisk fransk. Det samme gælder enkeltheder som "palævinduerne" (de rundbuede), stikbuevinduerne, lisenerne, li­gesom de rektangulære murfyldinger og faca­dernes vandrette deling. Rokokointeriører­ne er de ældst bevarede i Danmark. Finest ud­smykket er riddersalen, hvor væggene fra gulv til loft er beklædt med paneler, der har rektan­gulære felter og fyldinger kantet med forgyld­te lister. Stilen er ikke livlig rokoko, men mere asketisk. Stukarbejderne i lofterne skyldes måske Brennos værksted.

Da Frederik 5. besteg tronen 1746, flyttede hans tante, enkefyrstinde Sophie Caroline af Ostfriesland ind. Hun benyttede palæet som vinterdomicil og havde med sig en hushold­ning på 44 personer. Senere logerede minister Guldberg en tid i stueetagen langs Ny Vester­gade, mens riddersalen en overgang brugtes af malerne Abildgaard og Jens Juel.

I 1800-tallet blev Prinsens Palæ gradvis ændret til museum. Baggrunden herfor var grundlæggelse af Nationalmuseet, som officielt fandt sted 22. maj 1807. Københavnerne kunne dog allerede den 13. januar dette år læ­se følgende notits i avisen Dagen: "Den paa Universitetsbibliotheket gjorte Begyndelse med at samle Bidrag til et tilkommende Nazio­nalmuseum har paa en Maade faaet en offent­lig Sanxion. Den derværende liden Samling af Oldsager er nemlig ligesom bleven indviet der­ved, at nogle Runesten, som laae i en Krog in­de i Trinitatis Kirke, Tirsdagen den 11. Febr. bleve i Overværelse af Professorerne Münter og Nyerup, opstillede ved Indgangen til Bibli­otheket".

1845 flyttede etnografisk samling ind i Prin­sens Palæ. Den var fire år tidligere åbnet som det første museum i verden. 1851 overførtes antiksamlingen hertil, efter at Christian 8.s Cabinet var sammenlagt med Det kongelige Kunstmuseums antikker. 1855 rykkede Old­nordisk Museum fra Christiansborg over i pa­læet. Drivkraften bag dette museum, i dag Nationalmuseets 1. afdeling, var arkæologen C. J. Thomsen, der havde fulgt udviklingen fra 1807. Han udnævntes 1849 til dets direktør og gennemførte overflytningen til palæet.

Fra 1892 var navnet Nationalmuseet offici­elt fastslået, og i dette århundrede fulgte den store udvidelse under Mogens Clemmensens ledelse, som først sluttede 1938. Museet om­fatter i dag 8 afdelinger, hvor 1. afdeling dæk­ker de danske oldtidsfund frem til vikingeti­den, Mens 2. afdeling rækker fra tidlig middel­alder frem til enevælden 1660. Disse afdelinger har i de seneste år fået en række nye udstil­lingsrum, der museumspædagogisk og tek­nisk lader genstandene komme til deres ret. Blandt 2. afdelings klenodier er de berømte gyldne altre. 3. afdelings samling viser daglig­livet hos adel, borger, håndværker og bonde fra 1660 til 1800-tallet. Dragter, møbler, lertøj og sølvtøj er her det væsentlige. 4. afdeling omfatter alle etnografiske samlinger, fra eskimoisk, afrikansk og polynesisk kultur til de asiatiske kulturer. Blandt de fineste. stykker kan nævnes Buddha-skulptur fra Gandhara­perioden (de første århundreder e.Kr.). 5. af­deling rummer samlinger af egyptisk, klassisk og nærorientalsk kunst, og her må de græske vaser og egyptiske mumier fremhæves, lige­som fundene fra Hama i Syrien. 6 afdeling kaldes også Det kgl. Mønt og Medalje Cabi­net, hvor møntens historie fra oldtid til nutid er vist. Mens 7. afdeling er udflyttet som Fri­landsmuseum, er 8. afdeling en videnskabelig afdeling og ikke åben for offentligheden.

Nikolaj Plads

Nikolaj Plads har navn efter stedets vigtigste bygning, den rekonstruerede Nikolaj Kirke, hvis historie kan føres tilbage til 1200-tallet. I middelalderen betragtedes Skt. Nikolaj Kir­kegård som en offentlig plads og på syd-, vest- . og nordsiden lå husene med facaden mod kirkegården. Et dokument fra 5. april 1473 omtaler en grund "ved Sancti Nicolai Kirchegaard". I sin Købehavnsbeskrivelse fra 1784 fortæller Jonge, at kirkegården i gammel tid havde ligget åben, men efter pesten 1711 blev den indhegnet med "Stakitværk og afdelt i Kirkegaard og Urtegaard, samt ziret med Kir­keporte for Ligs indbærelse .. .". Nikolaj Kir­ke var i middelalderen ikke den eneste ejen­domsbesidder på stedet, blandt andre tælles Vor Frue Kirke, Roskilde Domkirke og Vor Frue Kloster i Sorø.

Efter byens brand i 1795 stod kirken med røgsværtede, sønderbrudte mure og et kullet tårn. Man forsøgte at skaffe penge, det glippe­de, og ved en kgl. resolution i 1804 blev menig­heden opløst, fordelt mellem Garnisons-, Helligånds-, Holmens-, Trinitatis- og Vor Frue Kirke. Derpå blev brandtomten ryddet, undtagen tårnet, som brandvæsenet 1807 fik overdraget og 1820-23 lod ombygge til vagt­tårn og brandstation. En lille vagtklokke op­hængtes øverst oppe.

Allerede 1810 fik slagterne fra Højbro tilla­delse til at flytte deres boder til den nedlagte kirkegård. Nogle grønthandlere fulgte også deres eksempel, men denne torvehandel gene­rede folk. 1818 stod der i "Nyeste Skilderie af København", at en ubehagelig lugt bredte sig fra disse boder, især i varmt vejr. Og kritikken sluttede: "Disse af Bræder sammenslagne Boutiker have tillige den Egenskab - siges det videre - at de let gjennemvarmes af Solen, at de der i værende Varer letteligen derved kunde bedærves, og at de ere farlige i paakommende lldebrandstilfælde".

I 1840 var der 82 boder og stader på Nikolaj Plads, hvilket myndighederne ikke længere kunne tolerere. Flere projekter fremførtes. Arkitekten Peder Malling foreslog kirken om­givet af en muret buegang med gotiske spids­buer. Opgaven tilfaldt imidlertid arkitekt P. C. Hagemann, som 1845 foreslog slagterbo­derne udført af støbejern. De ville optage mindre plads end de murede og af hensyn til brandfaren var støbejern velegnet. Slagterbo­derne, som gik under navnet "Maven", sløjfe­des først kort efter den genopførte kirkes ind­vielse i 1917.

Ny Adelgade

Ny Adelgade blev anlagt efter Østervolds flytning, og afgangne Niels Trolle måtte 1668 afstå noget af grunden matr. nr. 58 til den ny gade. 1681 skrives den Lille Adelgade ved Corps de Guarden (Hovedvagten) og 1701 Bag Corps de Guarden. I en periode af 1700­tallet kaldtes den korte strækning for Lille Grønnegade og det var her, at den franske skuespiller og traktør, Etienne Capion, 1721 fik privilegium til at holde teater og maskera­de. Holberg knyttedes snart efter dertil. En mindeplade er opsat på forhuset Ny Adelgade 10, hvor teatrets historie er fortalt. I løbet af Holbergs århundrede blev navnet Ny Adel­gade gældende og har været det siden.

Ny Affvjser

Ny Affvjser, navn på den ældst kendte avis skrevet på dansk. Kun et enkelt nummer har overlevet og det blev trykt 1657. Redaktør og udgiver af Ny Affvjser var Peder Morsing, som 1654 var flyttet til København for at over­tage stillingen som Universitetets l. bogtryk­ker. Han var i øvrigt den første danskfødte bogtrykker, som fik denne stilling. 1658 døde Peder Morsing, dræbt af en kanonkugle un­der svenskernes belejring. Hans enke overtog herefter virksomheden og giftede sig med en anden bogtrykker, Henrik Gøde, som fik Pe­der Morsings privilegier. I et af dokumenter­ne, som vedrører overtagelsen, omtales han som "Peder Morsings Efterfølger i Embedet saavel som i Sengen". Under Gødes redaktion blev avisen tysksproget, dertil var den tyske presses indflydelse på dette tidspunkt stadig­væk for stor.

Nyboder

Rigsrådet fik i januar 1631 præsen­teret et forslag, hvorefter der skulle bygges et helt boligkvarter, en række friboliger for kon­gens "Skibsfolk". Forslaget blev tiltrådt og al­lerede om sommeren var byggeriet i fuld gang. I de næste otte år rejstes i alt 616 nye boliger, alle i en etage. Det bebyggede areal, som dæk­kede ca. 10 ha, opdeltes af to hovedgader strå­lende ind mod et planlagt centralt torv (aldrig gennemført). Boderne var anlagt i rækker på tværs af disse gader. Som assisterende bygme­stre for Christian 4. fungerede Hans Steen­winckel d. y. og senere antagelig Leonhard Blasius.

Nyboders gader skulle naturligvis også have navne og i et brev af 27. februar 1641 skrev Christian 4.: "Der skal tenckis paa Naffn tiil alle gaader Och streede, som Søefo1ckiid Nu y boer och y framtyden komme att boe y". Men først i 1650 findes det ældste belæg på de sy­stembestemte gadenavne, nemlig Kattegade. Siden fulgte navne efter læge- og krydderurter i kvarteret mellem Adelgade og Rigensgade, mens området fra Adelgade til Store Kongens­gade fyldtes op med dyrenavne.

Endnu er bevaret festlige navne som Els­dyrsgade, Krokodillegade, Hjertensfrydsgade og Timiansgade, hvorimod Bjørnegade, Ka­ninstræde og Nellikegade forlængst er optaget i den nuværende Fredericiagade. Tilsvarende er Elefantgade, Leopardgade og Tulipangade erstattet med Suensonsgade. Denne rationali­sering blev foretaget i 1850erne, da stadskon­duktør, kaptajn T. Krak ledede de køben­havnske huses fortløbende nummerering.

Allerede i Christian 4.s tid kunne antallet af boliger ikke tilfredsstille behovet. Mange af husene deltes derfor til to familier og overbe­folkningen steg hermed. I 1756-58 udvidedes Nyboder endelig med 24 huse i to etager, op­ført efter tegninger af Ph. de Lange, og da man 1771 ændrede en del af Christian 4.s et-etages huse til to etager, fulgte Ph. de Langes type­hus. Disse ombygninger blev foretaget af arki­tekterne G. D. Anthon og Harsdorff. Derefter gik det hurtigere: 1781-83 rejstes 23 nye huse i to etager, 1785 ordnedes en kontrakt på 61 hu­se, 1790 kom en ny kontrakt om 51 huse og 13 huse aftaltes i 1795. P. Meyn opførte yderlige­re en vagt i 1787, som endnu er bevaret. Tre af hofbygmester Magens fem officershuse fra samme periode er også skånet.

Hele denne dynamiske udyikling vendte brat i 1853, da man begyndte at reducere. 1878 var Nyboder-området mindre end det halve. Af Christian 4.s oprindelige lave boder er kun en enkelt længe tilbage, Sct. Paulsgade 20-40, hvor Nyboders Mindestuer findes.

Nyhavn

Nyhavn blev grundlagt i slutningen af 1660erne, da Frederik 3. lod udfærdige et pro­jekt til en kanal, som fra havneløbet skulle fortsætte ind til Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde 1670. Først den 28. december samme år kunne hans efterfølger stile et brev til tre af rigets fremtrædende mænd for at befale projektet genoptaget - "den forordnede Havn til det nye Torv udi tilstundende Aar 1671 at lade forfer­dige". I september 1671 begyndte soldater at udgrave kanalen og samtidig befalede Christi­an 5., at grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Arbejdet gik langsomt. Men den 19. oktober 1673 sløjfedes dæmningen ud til havnen og kanalen fyldtes med vand. Anders Bording skrev herom i "Danske Mercurius":

"Det ny begyndte Værk og victe Grøfters Rende,

som gaar til Kongens Torv, er kommen nu til Ende,

selv og Hans Majestæt til Stede var saa nær at se det salte Vand sig først indtrænge der".

Havnen blev flittigt brugt af skibene, men nok så interessante var de sandkister, der anbrag­tes på kajpladserne. Herfra hentede byens borgere deres sand til retirader og hvidskurede gulve. Et særsyn var det, da Bethelskibet i 1881 ankrede op for enden af kanalen. Det brugtes til missionsmøder helt frem til 1906.

I forrige århundredes slutning var Nyhavn blevet kendt for sit mere end brogede liv. En af de kendteste skikkelser, der endte livet i kana­len, var Pudse Peter, en af byens mange origi­naler. Han levede af at faldbyde voks og svær­te, men i 1890 faldt han i en rus i vandet og druknede.

Nyhavn 9

Nyhavn 9 er et smalt blåmalet gavlkvisthus, hvor der i facaden er opsat årstallet 1681 i mur­ankre. Formentlig er forhuset opført dette år og bygherren har sandsynligvis været havnemester Christen Christensen. Bygningen re­præsenterer den hustype, som dominerede det københavnske bybillede før branden 1728, men også under byens genopbygning var ty­pen fremherskende. Herom vidner de bevare­de "ildebrandshuse". Bortset fra butiksind­retningen er forhuset næsten uændret siden opførelsen.

Nyholm

Nyholm blev anlagt af Christian 5. 1680-85 og her indrettedes skibsværft for flåden. Det først byggede orlogsskib, Dannebrog, løb 1692 af stabelen og deltog senere i et slag ved Køge Bugt (1710). Batteriet Christianus Sixtus ligger på nordpynten, mens Nyholms mest do­minerende bygning er Mastekranen. Den fir­kantede, svære murstensbygning blev opført 1748-51 af arkitekten Philip de Lange. Kranen blev senere vedligeholdt som sømærke, og 1904 indrettedes stormsignaler. 1922 fornye­des den karakteristiske overbygning. Hoved­vagten, en grundmuret bygning med festlig spirkrone, rejstes 1744-45 af de Lange.

Nyrop, Martin (1849-1921)

Martin Nyrop, arkitekt med hovedvirke i København. Han blev født 1849 i Holmsland præstegård, 1859 kom han på Sorø Akademi, senere fortsatte han på Arki­tektskolen i København, hvor F. Meldahl og Chr. Hansen var professorer. For Meldahl var indlevelsen i de historiske stilarter afgørende, mens Chr. Hansen især dyrkede den klassiske (græske) og byzantinske arkitektur. 1874 kom Nyrop på Vilhelm Dahlerups tegnestue og ar­bejdede videre der efter sin afgang fra Arki­tektskolen 1876. Til hans første arbejder hører gasbeholderen på Østre Gasværk (s.d.).

1888 gjorde Nyrop sig bemærket som arki­tekt ved Københavns Industri-, Landbrugs- og Kunstindustri-Udstilling, så fulgte Lands­arkivet, Jagtvej 10 (1891-93), Københavns Rådhus (1893-1905) (s.d.), Eliaskirken (1905­-08) (s.d.) og Bispebjerg Hospital (1907-13) (s.d.).

Nyrop var meget optaget af form og funkti­on. "Se engang ogsaa paa de Jerngitter­-Signalmaster, som staar ved Jernbanen, med de mange lodrette Snoretræk, Varselvinger og Lygter, de har efterhaanden gjennem vedhol­dende Opfyldelse af de praktiske Krav faaet en tiltalende Form, som gjør et kunstnerik Ind­tryk" (Architekten 1919).

Nørre Kvarter

Nørre Kvarter, det 3. i rækken af de gamle københavnske rodernål, afgrænses af Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Nørregade, Gammeltorv og Vestergade. I bydelen findes et stort antal bevaringsværdige huse, for stør­stedelens vedkommende opført efter 1795-­branden.

Nørrebrogade

Nørrebrogade var fra gammel tid udfalds­vejen mod nord. Den blev formentlig brolagt ved anlæggelsen af Assistens Kirkegård 1760, hvor trafikken væsentligt øgedes. Helt frem til 1852 forbød militæret civilbefolkningen at bygge faste huse langs vejen. Kun træhuse, som let kunne afbrændes, måtte opføres. Fra slutningen af 1850erne tog byggeriet imidlertid fart. Af huse med morsomme detaljer kan nævnes Nørrebrogade 7, hvor portgennem­kørslen er udstyret med søjler og stuk.

Nørreport

Kun Fåborg og Stege har i dag be­varet en middelalderlig byport, men i gamle dage havde København ligesom adskillige købstæder volde og porte, rene flaskehalse for trafikken. På Christian 3.s tid blev Nørreport ombygget, hvilket atter skete 1616. Betydelige rester af denne port bygning kom for dagen, da G. F. Lassen 1854 foretog en udgravning af området. Det blev fastslået, at den havde stået ud for Nørregade.

I begyndelsen af 1670erne stod en ny port færdig, denne gang placeret ud for Frederiks­borggade. Dens arkitekt var Lambert van Ha­ven, Christian 5.s generalbygmester. Et stik i Thurahs Vitruvius (1746) viser, hvor pompøs den var, udstyret med trekantfronton, nicher, fritstående søjler og festoner. 1695 blev det til­ladt, at man på søn- og helligdage kunne pas­sere Nørreport mod betaling af portpenge, mens de øvrige byporte som hidtil forblev luk­kede på disse dage. Først 1821 blev ordningen lempet, idet porten nu holdtes åben hele nat­ten. Folk måtte dog erlægge et gebyr af to skil­ling. Da Nørrevold blev opgivet, nedrev man 1856 som noget af det første Nørreport.


O

"Odd Fellow Palæet", Bredgade 28

Odd Fellow Palæet er sta­dig et af byens fineste rokokopalæer, skønt dets oprindelige anlæg er lemlæstet. Det blev lagt som point de vue for Dronningens Tvær­gade, endog med hovedfløjen tilbagetrukket fra gadelinien, som det var skik i Paris, hvor typen kaldtes hotel. Bygherren var den velha­vende Christian August greve Berckentin, som januar 1751 havde erhvervet grunden. Året før var han blevet ophøjet i grevestan­den. Ligesom Eigtved havde tilsyn med bygge­riet i den øvrige del af Frederiksstaden, præge­de han også dette byggeri. En attest givet af stadsbygmesteren nævner "den af Hr. Oberst og Hofbygmester Eigtwedt forfattede Teg­ning". Det praktiske arbejde blev overdraget til Johann Gottfried Rosenberg, som formentlig har sendt et forslag til rettelse og god­kendelse hos Eigtved. Byggeperioden strakte sig over perioden 1751-55.

Det rektangulære hus er i tre stokværk og den 11 fag brede facade er inddelt ved en frem­hævet midtrisalit og svagt betonede siderisa­litter, hvis nedre stokværk er bosseret. Mel­lempartierne opdeles ved ørelisener, et yndet motiv i midten af 1700-årene. I midtrisalitten er indgangspartiet med parvist anbragte mar­morsøjler, der bærer beletagens balkon. Midtrisalitten afsluttes af en balustrade kro­net af en sandstenskartouche, hvor man ser det Berckentinske våben. Ligeom rokokoen viser sig i våbenkartouchens asymmetriske form, ses den også i kartoucherne over beleta­gens "palævinduer". Over indgangen er sat en indskriftstavle, hvor man læser: Nova urbis regione regnante augusto aedificiis exurgente ejusdem auspicio hoc opus sibi et posteritati C.A.C. de Berckentin MDCCLIII. (Da den nye bydel på kongens bud rejste sig med byg­ninger, (byggede) C.A. greve Berckentin dette arbejde for sig og sine efterkommere 1753). Bag indgangen åbner sig vestibulen, hvis væg­ge og loft er dekoreret med stuk i livlig roko­kostil. Nogle af beletagens rum er endnu delvis intakte.

Efter fransk mønster anlagde man en cour d'honneur foran huset, afgrænset til siderne af to lave stald fløje og lukket til gaden med to kortere tværtstillede pavilloner og et rigt ud­styret smedejernsgitter. En brandtaksation udfærdiget 1755 fortæller, at der bag huset var have samt småbygninger som hønsehus, vaskehus og "Locummer". Selve haven var ef­ter den franske barok, stift inddelt ved lige gange og smykket med blomsterrabatter, bu­sketter, statuer og sandstensvaser.

Skår kom der også i glæden. Bygherren dø­de allerede tre år efter palæets færdiggørelse, og december 1761 var der "Ildebrand om Nat­ten i Berckentins Gaard hos Schimmelmann, hvorved Salen med eendeel Meubler forder­ves", således skrev Luxdorph i sin dagbog. Den nye ejer, der omtales, var Heinrich Carl Schimmelmann. I virkeligheden var han på dette tidspunkt kun flyttet ind i palæet, men 1763 erhvervede han det for 40.000 rigsdaler. Familien Schimmelmann kom til at eje gården i fire generationer.

Under den første var palæet rammen om et storslået herskabsliv. Da en ekstraskat blev udskrevet, opgives husstanden som følger: øverst en funktionær med titel af kancelliråd, dernæst to sekretærer, en konditor, to kokke, en frisør, en løber, to jægere, syv tjenere, to ri­deknægte, tre kuske, to staldkarle samt seks andre mandlige betjente; dertil kom det kvin­delige personale.

Sønnen, Heinrich Ernst lensgreve Schim­melmann førte stilen videre. Han var finans­minister, desuden en stor humanist og skøn­ånd, som samlede tidens største kunstnere: Rahbek, Baggesen, OehlenschIager og Schack Staffeldt. Ved hans død 1831 ophørte palæets glanstid. 1884 solgte familien det til det nyop­rettede A/S Concert-Palæet.

Overgaden oven Vandet 10, se Brøstes Samling.


P

Palægade

Palægade, mellem Bredgade og Store Kon­gensgade, blev anlagt i 1870erne på de arealer, hvor forlystelsesetablissementet Palæhaven tidligere havde ligget. Forlystelsesstedet havde navn efter Thotts Palæ, som det stødte op til. Indkørslen fra Bredgade er markeret ved to udsmykkede ejendomme fra århundredskif­tet. Palægade 1, opført 1902, er beklædt med granit og hjørnepartiet krones af et fantasi­fuldt spir. Palægade 2, som opførtes 1900-01 af aktieselskabet Palaisgaden, har en drabelig drage anbragt over hjørnefagets indgang.

Parykker

Parykker omtales første gang i Danmark 1628, da Christian 4. på et kirkemøde udstedte forbud mod dem. 1645 fik en student påbud om at aflægge sin paryk! Men først efter ene­vældens indførelse 1660 og modeskiftet til ba­rokken på samme tid, begyndte parykker at blive accepteret. Tyskeren Hector Gotfred Masius, der i begyndelsen af 1680erne funge­rede som dansk legationspræst i Paris ud­nævntes 1686 til hofprædikant i København og vakte opstandelse ved som den første præst her til lands at bære alongeparyk (alonge = tilføjelse på fr.). Hans danske kolleger havde hidtil tordnet mod denne mode som var det "en Trolddoms-Synd", men Hector Masius erklærede, at en sådan prydelse var ret uskyl­dig her i det kolde Norden. Snart efter var bru­gen udbredt.

Eftersom mange af parykkerne skulle have blonde hår og disse var svære at opdrive i Kø­benhavn, måtte de importeres fra England. Således henvendte renteskriver Joh. Neve sig 1684 til den danske diplomat Chr. von Lente i London for at bede denne om at rekvirere et par parykker af godt cendre (askegråt), blondt hår. Med disse parykker ville Neve indynde sig hos sin foresatte, overrentemester P. Brandt, der netop bar parykker i denne kulør. På dette tidspunkt var der blandt de franske reformer­te, som var indvandret til København, ialt 18 parykmagere.

I de første år af 1700-tallet begyndte man at pudre parykken, ligesom det nu var alminde­ligt, at børn gik med paryk. Den 28. november 1710 indførtes skat på parykker og fontanger (fr. = hårsløjfe); sidstnævnte var højeste mo­de hos damerne og udmærkede sig ved høje håropsætninger, omkring 1700 højere end he­le hovedet, som det var skik i Paris.

De københavnske parykmagere søgte ad­skillige gange, men længe forgæves, om tilla­delse til at etablere eget lav. De klagede over opsætsighed hos deres drenge og svende, lige­som de beklagede sig over, at mangfoldige pa­rykker indførtes af kræmmere, den ridende post eller af jøder, uden at told betaltes deraf. 1728 ansøgte en parykmager om tilladelse til at sælge parykker i værtshuse og andre steder, men det blev afslået af myndighederne.

Kilian Dubrin, "Paruqve-Fabriqueur udi denne kgl. Residence-Stad", var en tid genbo til Ludvig Holberg. Han blev ligefrem berømt og berygtet for sine bombastiske annoncer i de københavnske aviser, nærmest at betragte som et gennembrud for den moderne psykolo­giske reklame. En af annoncerne lød: "Elske­re og Kiendere af en retskaffen Alonse­-Paruqve af propre og veldannet Fason, justi efter hver Mands Physiognomie, kort og lang Hals, & Corpus Dannelse og Couleurs Klæ­dende". Kilian Dubrin generede sig heller ikke for lejlighedsvis at skilte med sine ti uforsørge­de børn for at bevæge publikum til at købe flittigere hos sig. Dubrins udvalg af hår­prydelser var i øvrigt imponerende: præ­ste-, kokarderoset-, melange- og Mirledonparykker, tillige allonge, piske-, pung-, for ik­ke at tale om Kina-Ostindienfarer-parykker. Farveudvalget var også for enhver smag: grå, griseille, cendre, blonde, dertil hvid og sort samt brun med dertil hørende mellemtoner. De dyreste parykker kunne godt koste op til 100 rigsdaler.

Det københavnske publikum kunne også med undren læse om Dubrins hårindsamlings­tourné i Jylland, hvor han på Viborg Snaps­ting indkøbte store mængder hår "med sin egen Haand selv afskaaren af Menniskers gamle Hoveder". Og dette gunstige indkøb skulle "legge første Fundament til Avantage for Fabriquen og dets Interessentere".

Fra paryktidens sene dage er bevaret en ku­riøs sag blandt Københavns politis arkivalier. Den 28. december 1791 bragtes parykmager­svend Peter Schaltz for retten, anklaget for uberettiget at have gået omkring og friseret folk. Kendelsen lød: "Parykmagersvend Pe­ter Schaltz har selv for Retten tilstaaet, at han ved at gaa omkring og frisere Folk har generet Parykmagerlauget. Og til Frifindelse for den Straf, man af samme Grund har krævet ham idømt, har han intet fremført, hvorfor han herved kendes pligtig til at bøde 4 Rigsdaler til Parykmagerlauget".

Peblingesøen

Historikeren Hans Svaning skriver, at "Søen har Navn efter Peblinge", men nogen anledning til denne navngivning har stednavneforskningen ikke kunnet give. Søen blev dannet i middelalderen ved opstem­ning af vand fra Gjeveåen (også kaldet Lade­gårdsåen). Da man i 1520rne erstattede planke­befæstningen på Nørre- og Vestervold med mur og tårne, må Peblingesøen samtidig være udvidet. Den fik også stigende betydning for byens vandforsyning, idet man 1618 anlagde et ledningssystem med render direkte fra Peb­lingesøen.

En tragisk begivenhed indtraf 1802, da bil­ledhuggeren Johannes Wiedewelt druknede sig i Peblingesøen. Årsagerne dertil var flere. I sin høje alderdom blev han plaget af økono­miske kriser, han måtte endog sove på lånte sengeklæder, og en uhelbredelig sygdom fik ham til sidst til at opgive. Han forlod 17. de­cember sit hjem på Materialgården og fire dage senere fandt man hans lig i søen.

I 1800-årene blev søen en del af københav­nernes friluftsliv. Første skridt var udlægnin­gen af Dosseringen langs Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen til promenade og 1885 fik Kø­benhavns Skøjteløberforening overladt den sydvestlige halvdel af Peblingesøen til bane.

Peder Madsens Gang

Peder Madsens Gang, en dyster smøge som fra Østergade kunne betrædes gennem en port i Svaneapotekets bygning og følges ud til Grønnegade. Gyden havde navn efter older­manden for Københavns rodemestre i årene efter 1610. Han lod opføre en del lejeboliger her, og allerede i l600-tallet betegnedes stedet som hovedstadens værste slum.

Da København brændte 1728, overlevede "Gangen" som så mange andre skumle gyder ved byens genopbygning, og på Geddes kort fra 1757 blev den klart aftegnet med sin be­skedne bredde og mange små huse. Dens lave anseelse dokumenteredes også i dansk-fransk parlør fra 1785, forfattet af N. J. A.Yanssens et Campeaux. Under afsnittet om korrekt ud­tale nævnes en jomfru, som engang søgte stil­ling som hovmesterinde hos forfatteren. "Da jeg paa skrømt roeste hendes feiendes Slad­der", sagde hun, at hun boede her i Peder Madsens Gang "hvorved hun neiede dybt, netop som de giöre paa Fisketorvet i Paris". I 1800-tallet var "Gangen" en ren svinesti, godt vedligeholdt af møget fra 26 køer, som var opstaldet i en af ejendommene. Adskillige baggårde havde skakter på kun få kvadratme­ter og børnedødeligheden var uhyggelig høj. En undersøgelse fra 1866-70 fastslog, at kun 19 børn ud af 80 født i denne periode nåede femårsalderen, kort sagt en børnedødelighed på 75%! Da koleraen rasede 1853, gik det også hårdt ud over gydens beboere. Intet under, at alt blev nedrevet 1873 og erstattet af den bre­dere Ny Østergade.

Pestår

Som andre europæiske hovedstæder havde også København sine pestår, hvor epi­demier spredte død og rædsel blandt indbyggerne. En af de frygteligste var "Den sorte død", som hærgede byen i årene 1349-50. Syg­dommen, der var udgået fra Centralasien og nåede Danmark via England, optrådte i to former, som byldepest og som lungepest.

1500-tallet kunne opvise en lang række pestår i København, af hvilke de værste var 1546, 1552-53, 1563-64, 1568, 1575-76 og 1583. Hver gang pesten kom til hovedstaden, drog kongen og hoffet omgående til et eller an­det fjerntliggende slot. Samtidig lukkede universitetet og dets professorer ilede - med de medicinske i spidsen - til Knardrup eller Ros­kilde eller et andet sikkert sted. Når pesten i 1546 blev særlig ondartet, skyldtes det to for­udgående ulykker: en dårlig høst i 1545 og en efterfølgede streng vinter. Det gav sult i Kø­ben havn og svækkede modstandskraften hos de fattigste. Af Vor Frue Kirkes bevarede regnskabsbog fra 1564 fremgår det, at 7-800 lig begravedes dette år ved kirken. Fra 1700-tallet skal næv­nes den orientalske byldepest 1711-12, hvor tabet af menneskeliv anslås til 22.000, henved en trediedel af befolkningen. Flere hjælpekir­kegårde (assistenskirkegårde) måtte indrettes inden for voldene og en pestkirkegård etable­redes på Østerbro (senere Garnisons Kirke­gård). Ved denne lejlighed flygtede kongen og hoffet til Kolding. Læser man Vor Frue Kirkes regnskaber fra 1711, fremgår det, at over 800 læs blev kørt ind på Vor Frue Kirkegård i sen­sommeren, så den lignede "smaa Bjerge".

De bedre stillede blev efter gammel skik be­gravet inde i kirken, og professor Hans Mule, som hørte til Vor Frues menighed, skrev, at han "tvende Gange (havde) maattet kvitere min Stol formedelst nogle Ligs Nedsættelse under Stolen, og var Fjælegulvet i Stolen fuldt af store Sprækker, saa at Dampen og Stanken af Ligene kunne staa mig lige i Næsen".

Peter Runde Tårn

"Peter Runde Tårn", en af Københavns ori­ginaler, som i sidste halvdel af 1800-årene sat­te kulør på gadelivet. Havde folk brug for en almanak, var "Peter Runde Tårn" vel forsy­net. Disse hefter om årets dage og astronomi­ske oplysninger var hans vigtigste salgsartikel, når han færdedes i gaderne. Hans øgenavn stammede også derfra. Nemlig fra almanaker­ne, der var forsynet med en gengivelse af Run­detårn, hvor der indtil 1861 var observatori­um. Andre skrifter falbød han også, og det he­le opbevaredes i en lille kasse. Hans hovedbe­klædning, af Emil Hannover erindret som "en gammel krammet høj Silkehat", var en fast del af udstyret. Dertil hørte en trøje og et par sko, hvad man dengang sjældent brugte til at gå med på gaden. Hans søster hævdede, at "Peter Runde Tårn" ikke havde "den rigtige Fornuft paa Forstanden", men han var nu ik­ke uden et vist handelstalent. Blev gadedren­genes drillerier for slemme, klagede han lejlig­hedsvis til en journalist og lod denne "skrive et rigtig godt Stykke i sit Blad derom".

Peymanns Rende

Peymanns rende er navnet på en tunnel, man i slutningen af 1700-tallet byggede over en del af den åbne grøft mellem Sortedamssø­en og stadsgraven. Den oprindelige rende, som voldmester Jørgen Drücker 1618 havde ladet grave efter Christian 4.s ordre, skulle le­de vandet fra Sortedamssøen frem til stadsgra­ven. Denne var en vigtig del af byens nyetable­rede befæstning mod land, og var ved murede tværdæmninger inddelt i flere afsnit, idet vandspejlet varierede fra afsnit til afsnit. Det øverste af disse forsynedes med vand fra Jør­gen Drückers gravede rende. Færdedes folk mellem volden og søerne, benyttede de Fari­magsvejen, som krydsede renden over en bro.

Vandforsyningen til stadsgraven havde imidlertid også til formål at skaffe borgerne drikkevand (se også s. 56). Der skal ikke me­gen fantasi til at forestille sig, hvor dårligt det­te fungerede, når man ved, at Sortedamssøen og de øvrige søer benyttedes til vask af tøj, vogne og lignende. Døde dyr fandtes også druknede deri. Man besluttede derfor mod slutningen af 1700-årene at overdække en del af renden. Opgaven blev overdraget til den tyskfødte officer, Heinrich Ernst Peymann. Han havde tjent det danske militær som en duelig arkitekt, bl.a. opførte han fyrtårnet på Anholt samt livgardens kaserne, sidstnævnte et betydeligt projekt.

Da man 1968 gravede ud til et byggeri på Kommunehospitalets areal, opdagedes den vestlige munding af tunnellen, en godt en me­ter høj gang, for en del af strækningens ved­kommende opmuret af granit og sandsten. Det viste sig også, at gangen senere, antagelig i første halvdel af 1800-tallet, blev forlænget. Hele ledningen blev vel atter muret til omkring 1870, da voldene sløjfedes. Det skal tilføjes, at Peymann endte sine dage under sørgelige om­stændigheder. Forholdene gjorde, at han som gammel mand fik ansvaret for Københavns forsvar 1807. Aldeles uegnet til denne post, for gammel til at ride og uden erfaring i at føre tropper, evnede han kun at organisere et højst utilstrækkeligt forsvar. Under englændernes belejring blev han såret, og det efterfølgende bombardement fik ham til at overgive byen. Hovedskylden for Danmarks militære fiasko blev siden lagt på ham, hvilket først gav ham en dødsdom, senere blev han dog rehabilite­ret.

Pilestræde

Pilestræde i Købmager Kvarter har navn ef­ter den Pilegård, som første gang omtales i et dokument fra 1419. Nicolai Jonge fortæller i sin beskrivelse af København fra 1780erne, at "Gaden har fra fordum Tid faaet dette Navn af den store Mængde af Pile-Træer, som da har staaet paa eet Stæd ved Enden af den gam­le St. Nicolai Kirkegaard saa nær ved Søekan­ten. Af hvilke Piletræer de Tiders Indvaanere i Staden betiente sig paa Landsbyeviis til Staure og Giærdsel at indelukke deres Kaalgaarde med, hvorom de ældgamle Huusskiøder og Jordskylds-Breve tydeligen vidne".

Strædet var således præget af ubebyggede grunde i slutningen af middelalderen, men i re­næssancen tog udnyttelsen fart. Selv blev Pi­legården i 1579 udparceleret til tre våninger "til de fattige huusarme".

Den nordlige ende af Pilestræde, som rette­des ud efter nedrivningen 1970-71, kaldtes indtil 1881 Springgade. Indlemmelsen under Pilestræde skyldtes folks almindelige forar­gelse over at bo i en gade opkaldt efter spring­ske tyre. Navnet hidrørte fra byens avlsgård, som i 1500-tallet lå på dette sted. Her var både materialgård, staldgård til Københavns ar­bejdsheste og de bytyre, der var uundværlige for en by med agerbrug som et betydeligt er­hverv. Avlsgården blev 1671 solgt til Trinitatis Kirke og dens bygninger nedrevet, medens grunden udlagdes som kirkegård.

Til gadens nyere historie hører det Berling­ske Bogtrykkeri, som i påsken 1765 ifølge en annonce flyttede ind i "anden Gaard paa ven­stre Haand fra Regnegaden af".

à Porta, Kongens Nytorv 17

á Porta, blev opført i slutningen af 1850erne for en schweizisk kon­ditor, Stephan à Porta, som 1857 var indvan­dret til Danmark. Siden har det populære sted båret den første ejers navn. De smukke interi­ører er delvis bevaret, som de så ud ved færdig­gørelsen i 1860erne. De blev dengang udstyret med spejle, vaser, portiers, plydsmøbler og vægdekorationer.

Portechaiser

Portechaisernes (bærestol) brug i Køben­havn kan føres tilbage til 1600-tallet. Den 16. november 1664 fik italieneren M. A. Tonti ene­ret på at forfærdige, forhandle og udleje dette transportmiddel. I begyndelsen af 1700-tallet nød kammerjunker og kgl. køgemester von der Osten privilegiet, men en egentlig drift kom først igang i 1726, da man satte takst på de forskellige ture. Holdepladser etableredes på Kongens Nytorv, Vandkunsten, Ulfeldts Plads og ved Skt. Nikolaj Kirke i "Kongen af Sverig". De lukkede bærestole blev med tiden hele kunstværker, malede og forgyldte, udstyret med glasruder, gardiner og betræk af klæde eller silke. Der skulle også to stærke portører til at slæbe "chaisen" gennem en ofte meget livlig trafik i de ubekvemme gader. I 1751 ind­skærpede man hyrekuskene, at de ikke måtte køre for tæt på portechaiserne.

I "Københavns Adressekontors Efterret­ninger" fra 1762 annonceredes "En Tour her i Staden, 8 Sk. Til Nyekiøbenhavn, Christians­havn, eller til Amalienborg, regnes for en dob­belt Tour, 1 Mk. For hver halv Times Ophold 8 Sk." Ja, man var endda så moderne, at bil­lethefter med 12 stykker kunne købes. I sam­me årgang meddeltes det også, at "En Chaise med Svanehals er til Kiøbs at bekomme hos Auctionsmanden Christian Jørgensen i Got­tersgade".

Året efter kunne man i Schneedorfs patrio­tiske Tilskuer finde bemærkningen "Saalæn­ge vi have Hyrekuske og Portechaiser". Bære­stolen spillede også en rolle i kuppet mod Stru­ensee den 17, januar 1772, idet en af komplot­tets hovedaktører, general S. C. Rantzau, i den 11. time fortrød sin medvirken og undskyldte sig med sin podagra. Meget resolut blev han derefter transporteret i portechaise til slottet, hvor andre konspiratorer spændt afventede hans ankomst.

Efter denne tid synes bærestolen at gå af mode. En ganske kuriøs, men næppe korrekt forklaring herpå, leveredes allerede 1832 af G.L. Baden: "Portechaiser havde hidtil været i Kjøbenhavn en lige saa almindelig Befor­dring som Carether nu ere det, men da de efter Hospitalets (Frederikshospitalet 1757) Opret­telse brugtes til at befordre de Syge derhen, saa vilde de Sunde ikke længer bruge dem". I 1799 var de generelt ude af brug, for i dette år blev det med et suk bemærket i bladet "Politiven­nen", at "de komme neppe i Brug igien som i gamle Dage". Under koleraepidemien 1853 var de endnu engang i brug.

Post- og telegrafmuseum, Dansk, Ve­sterbrogade 59

Dansk Post- og telegrafmuseum blev grundlagt 1913 under navnet "Dansk Postmuseum". Da man sammensluttede postvæsenet og telegrafvæ­senet i 1927, blev museet udbygget med en tele­teknisk afdeling og det nuværende navn be­nyttedes herefter.

Samlingerne er opdelt efter forskellige em­ner: fodbude og ryttere, postbefordring til lands, i luften og til søs. Kuglepostens kortva­rige og mærkværdige historie fra 1830 til ca. 1848 er også beskrevet. Afdelingen med fri­mærker viser til stadighed samtlige frimærker udgivet i Danmark samt skiftende landes ud­stillinger. Samlingen omfatter ca. 170.000 fri­mærker. Her er der også mulighed for at prøve såvel maskinel som manuel afstempling. End­videre er der afdelinger, der belyser radioens og telefonens historie.

Pustervig

Pustervig, det korte stræk mellem Kultorvet og Hauserplads, har haft det nuværende navn siden Christian 4.s tid. Det antages, at gaden er opkaldt efter stednavnet Putziger Wieck (Poesterwijc) i Pommern, men samtidig har det også forbindelse med det ældre nydanske ord kulpuster, en nedsættende eller spøgefuld betegnelse for smed. I gamle dage var ordet puster nemlig synonymt med blæsebælg. Til støtte for denne tolkning skal bemærkes, at der har boet smede umiddelbart ved strædet og praktisk var det at have en smedegade i by­ens udkant på grund af den store brandfare.


R

Reformert Kirke, Gothersgade 111

Året 1685 fik Københavns tyske, franske og hol­landske kalvinister tilladelse til fri religions­udøveise (samme periode hvor jøderne fik ret til at holde gudstjenester i private hjem). Kir­kens grundsten blev nedlagt 1688, i øvrigt gen­fundet da man restaurerede bygningen 1968­-73. Stenhuggeren Henrik Brockam var kir­kens arkitekt, mens brødrene Frederik og Ni­colai Müller fungerede som entreprenører. 1689 stod kirken færdigbygget. Interiøret led stor skade under branden 1728. Over en rekt­angulær grundplan er bygningen rejst i røde hollandske mursten, de såkaldte mopper, og hovedfacaden er delt ved joniske pilastre. Pi­lastermotivet er ligesom den rigt profilerede hovedgesims og de ovale blændinger under vinduerne typisk for barokstilen. Over hoved­indgangen er sat en kartouche med Christian 5.s og Charlotte Amalies monogrammer; end­videre en indskrift fra Esajas Bog 2, 3.

Interiøret domineres af de hvidkalkede vægge, de mange pulpiturer og den specielt placerede prædikestol. Stolen, som er et pragtfuldt træskærerarbejde af Friederich Ehbisch, hviler på en søjle formet som en pal­mestamme. Neden under er anbragt et nadverbord. Dette arrangement med en forening af alter og prædikestol i samme side af et kirke­rum er typisk for de reformerte kirker, men har også smittet af på enkelte protestantiske kirkerum her i landet. Det mest nærliggende eksempel er Nicolai Eigtveds Christianskirke på Christianshavn (s.d.).

I kirken i Gothersgade står der på loftet på latin (her oversat); "Herren, den bedste og største. Ved den højeste Guds Bistand, ved naadig Befaling af den stormægtigste Monark Christian 5., Danmarks, Norges, Goters og Venders Konge, og ved den ophøjede Dron­ning Caroline Amalie, Landgrevinde af Hes­sens, Omsorg, er dette Tempel rejst til Brug for de reformerte, i det Herrens Aar 1689 den 11. Oktober". Kirkerummet har ingen figurudsmykninger, hvilket også følger den reformerte tradition.

Regensen, Store Kannikestræde 2

Allerede 1569 stiftede Frederik 2. et kommunitet, som skulle understøtte fattige studenter. Men tan­ken om at organisere et egentligt studenterkol­legium realiseredes først under Christian 4. Lejligheden bød sig, da universitetet 1618 kunne erhverve en mægtig ejendom på det nordlige hjørne af Købmagergade og Store Kannikestræde. Ejendommen havde tilhørt Mette Hardenberg, enke efter kansler Christi­an Friis til Borreby, og med lån af kongen køb­tes den for 9.000 daler. En fordel var det også, at gården lå så nær universitetet.

Straks efter begyndte man at forberede op­førelsen af kollegiebygningen, idet småbyg­ninger på grunden, der ikke kunne gøre nytte, blev nedbrudt. Samtidig bestiltes 43.400 nye mursten. Forsinkelser kom dog til, således at den første del af bygningen først kunne tages i brug sommeren 1623. Dette bekræftes af in­skriptionstavlen på gavlen mod Købmagerga­de: "Christian 4., Danmarks og Norges stor­mægtige konge helligede og viede denne from­hedens bolig til Gud og frelseren, som et mid­del til den sande religions rigere og frodigere udbredelse i nordiske riger 1623". Af bygge­regnskaberne fremgår det, at store summer fortsat blev udbetalt frem til 1626. Først 1628 regnes byggeriet for afsluttet. Officielt kaldtes bygningskomplekset for Collegium Regium, men allerede 1629 var Regensen et almindelig brugt navn.

Ved branden 1728 blev store dele af kollegi­et ødelagt, men bevarede planer viser, at det oprindelig var anlagt som et trefløjet kom­pleks, heraf en kort fløj til Skidenstræde (nu­værende Krystalgade) og en lang fløj med port mod Store Kannikestræde. Ud til Købmager­gade rejste man en kirkebygning i et stok­værk. En facadetegning af fløjen til Store Kannikestræde viser, at kollegiet var udsmyk­ket i nederlandsk renæssancestil, som det ken­des fra så mange af Christian 4.s byggerier. Oprindelig boede der 96 alumner fordelt på 48 kamre, og 1626 bestiltes fra Norge 60 kakkel­ovne til Regensen. Fløjen mod Store Kannike­stræde, som var den eneste intakte efter bran­den 1728, blev istandsat 1743 og forhøjet 1777, mens de øvrige opførtes på ny 1731. På Kirkefløjen mod Købmagergade opsattes 1780 et tårn parti med ur. En større ombygning fandt sted 1906-09 under ledelse af arkitekt Martin Borch, hvor den vestre fløj tilkom, ligesom buegangen under Kirkefløjen etable­redes.

Regensens studenter var i 1700-tallet kendt som ballademagere i gaderne, hvor det gik ud over fredelige borgere, men sammenstød mel­lem borchianere og regensianere forekom lige­så ofte. Værst var bataljerne mellem studen­terne fra Regensen og nogle unge landkadet­ter, hvilket 1718 afstedkom en skrivelse fra politimester Ernst: "at Studenterne motte til­holdes at vogte sig fra Klammerie med Land­-Cadetterne, saasom der alt i et par Affteners Tid er fornummet Rencontre og Klammerie imellem dem af dato 30. Martii 1718". Stridig­hederne fortsatte året efter, hvor Regensen nærmest var i belejringstilstand. Landkadet­terne forfulgte dets alumner med dragne kår­der og en nat blev de fleste af kollegiets ruder knust. Regensianerne klagede derefter til universitetspatronen Ditlev Vibe.

1712-91 havde studenterne det særlige privi­legium at bære lig for en bestemt takst, hvor­efter bevillingen overgik til kommunen. Re­gensen modtog dog stadig indtægten deraf frem til 1895. Ligbærerkontoret lå til venstre i porten ud til Store Kannikestræde. Det nuvæ­rende lindetræ i gården blev i 1950erne plantet til erstatning for den berømte lind, som regensprovst A. C. Hviid lod sætte i 1785. 1 si­ne erindringer Foråret så sagte kommer (1942) har Kaj Munk skildret livet på Regensen, som det var i 1920rne.

Revolutionære strømninger

Revolutionære strømninger gjorde ikke sit indtog i København med blodige revolutioner, men fik en mere fredelig udvikling. Ganske vist begyndte det dramatisk i 1820, da den re­volutionære dr. Jacob Dampe opfordrede til oprør mod den enevældige kongemagt. Men han blev omgående idømt fængsel på livstid og vegeterede i mange år på Christiansø, indtil han blev benådet og endte sine dage i Køben­havn alt andet end revolutionær.

Så kom Julirevolutionen i Paris 1830, hvil­ket vakte uro rundt om i Europa. Københav­nerne tog det roligere. Ved opførelsen af "Den stumme i Portici" på Det kgl. Teater, forekom der i stykket en hentydning til oprøret i Belgi­en, hvilket blot inspirerede publikum til at rej­se sig og lidenskabeligt hylde den tilstedevæ­rende majestæt.

Grundtvig kaldte i sin ungdoms konserva­tisme hånligt revolutionen "de parisiske Sko­ledrenges Ridderspil i Hundedagene" og han tordnede mod forsøg på "at rejse Pøbelbanneret mod Arildstroner og Herrestammer", for det var et ugudeligt oprør ("Politiske Betragt­ninger", 1831).

1 1848 udkom "Det kommunistiske Mani­fest" i London. Teksten, som var på tysk og forfattet af Marx og Engeis, indledtes med de berømte ord "Ein Gespenst geht um i Europa - das Gespenst des Kommunismus". En heftig offentlig debat brød atter ud i København, stærkt præget af stud. med. Frederik Dreiers socialistiske tanker. Grundloven af 1849 kun­ne ikke dæmpe tilfredsheden og i årene 1852-­53 udgav Dreier bl.a. ugeskriftet "Samfundets Reform".

En politisk satire med godt bid i samfundets dårskab trivedes i det københavnske magasin "Nemesis". Dets læsere kunne onsdag den 10. marts 1852 læse fablen "Uglernes Plan", der begyndte som følger: "Glenter og Høge og Ugler have igjennem en lang Række af Aar med den største Selvraadighed hersket over Skovens Smaafugle, og gjort det med samme Humanitet, som Embedsmændene i sin Tid udviste imod Borgerne, eller Godseierne imod Bønderne. Fablen fortæller videre, hvorledes alle skovens fugle opnår samme rettigheder (Juni-grundloven), da en ørn vælges til konge. Den slutter pessimistisk med, at småfuglene, "de kortsynede Graaspurve", atter mister den til uglerne.

Louis Pio blev den første socialistleder og udgav, inspireret af Pariserkommunen i 1871, et par flyveskrifter "Socialistiske Blade", der 21. juli 1871 afløstes af ugebladet "Sociali­sten". I august samme år dannedes en afdeling af "Internationale", der på få måneder fik 9.000 medlemmer, heraf 5.000 i København. Og i september 1871 stiftedes også den første fagforening af tobaksarbejderne.

Da "Socialisten" i 1872 blev dagblad, be­gyndte Louis Pio at agitere stedse stærkere for en samfundsomvæltning. Natten før et folke­møde på Nørrefælled (se Fælleden), den 4. maj 1872, blev han arresteret sammen med en anden leder, Poul Geleff, og dommen lød på fem års forbedringshusstraf. Pio blev imidler­tid benådet 1873, hvorefter han atter kastede sig ud i politik, men fik også konflikter med si­ne tilhængere. Bestukket med 4.000 kroner af politiet forsvandt han hemmeligt med Geleff til Nordamerika i 1877.

Socialismen var dog kommet for at blive og fik i 1874 sit faste organ "Socialdemokraten", i dag "Aktuelt". To år senere fulgte det social­demokratiske vittighedsblad "Ravnen".

Ridter, Janus Laurentius

Janus Laurentius Ridter, født 1854 i Åkir­kirkeby på Bornholm og død 1921 i Køben­havn. Skønt uddannet som boghandler, dyr­kede han tidligt maler- og tegnekunsten. 1874 optog Illustreret Tidende enkelte af hans teg­ninger. Det københavnske billedblad var på dette tidspunkt inde i en rivende udvikling, hvor behovet for tegnere voksede. Men mangel på faglig kunnen fik Ridter til 1892 at søge Tek­nisk Skole i hovedstaden. Han modtog des­uden privatundervisning hos maleren C. M. Soya-Jensen, faderen til den senere kendte forfatter og dramatiker Carl Erik Soya. Selv var C. M. Soya-Jensen en meget søgt lærer, der blandt sine elever kunne tælle Christian 9.s døtre, senere dronning Alexandra af Eng­land og kejserinde Dagmar af Rusland. Ridter blev kendt som bladtegner, knyttet til de Ferslewske blade, men skildrede desuden København i akvareller. Især brokvartererne blev hans motivkreds, hvor han nåede at gen­give den idylliske blanding af fælleder, gartne­rier og villaer, som endnu eksisterede ved år­hundredskiftet. Her er motiver fra Aborre­parken, Kastelsvej, Østre Anlæg, Amerika­vej, Bagerstræde, Fuglebakken, Godthåbsvej og Blågårdsgade. Flere hundrede prospekter foreligger fra hans hånd og han kan på en må­de opfattes som en arvtager af Fattigholm (H. G. Holm) fra første halvdel af 1800-årene.

Rosenborg, Øster Voldgade 4A

Christian 4. erhvervede februar 1606 en række haver uden for den daværende Nørrevold, og arealet blev ved nye køb udvidet i september samme år. På disse grunde ville kongen anlægge en ladegård til forsyning af hoffets husholdning; desuden påtænktes en lysthave, eftersom den gamle kongelige have (omkring det nuværende Vin­gårdsstræde) skulle nedlægges. Mens lade­gårdsbyggeriet flyttedes længere uden for by­en for at erstatte en ældre utidsvarende gård (s.d.), anlagdes en lysthave med lysthus som planlagt. Bygningen stod færdig til brug 1607 og var begyndelsen til det større renæssance­slot.

Idéen med et lysthus uden for voldene var almindelig i udlandet og var også baggrunden for opførelsen af den lidt yngre Blågård. Chri­stian 4.s anlæg omtales tidligst i kilderne som "Dett Nye Løsthuus udj hans Maij: Løsthaf­fue". Fra omkring 1624 kaldtes det Rosen­borg. Den oprindelige bygning lignede en del Badstuen ved Frederiksborg, for den var til­svarende et rektangulært hus i to stokværk med vindeltrappetårn midt for den ene langsi­de. Da man 1929 foretog en udgravning ud for midten af den søndre del af Rosenborgs vest­facade, blev fundamentet til dette tårn afdæk­ket. En kvadratisk tilbygning fandtes tilsva­rende midt på østfacaden, omtalt 1606 som karnap og ved senere udvidelse omformet til et af slottets to mindre tårne. En rest af bygnin­gens oprindelige nordgavl fremtræder i dag som en særlig tyk skillevæg i stueetagen (fuget som ydermur under silketapetet).

I lysthusets stueetage var i karnappen "Smockekammer" (påklædningsværelse), mens et mere rummeligt gemak mod syd var indrettet til dronningen og antagelig to mindre mod nord til kongen. En undersøgelse i dette århundrede har vist, at det mindste af disse rum var dekoreret i den oldenburgske konge­slægts farver, nemlig med gult bræddeloft og røde bjælker. Det viste sig hurtigt, at huset var for småt, hvorefter det 1613-15(") forlængedes med over sin dobbelte længde (45 meter). Muligvis blev bygningens oprindelige, kun 3/4 meter tykke ydermure på samme tid forstærket ved en skalmuring på ½ meters tykkelse. En for­højelse med et stokværk blev antagelig foreta­get 1615, mens førnævnte karnap forhøjedes 1616 til et mindre tårn. Vestfacadens høje, slanke og firkantede tårn med en ottekantet afslutning kan dateres til 1617. Hvem der har stået som arkitekt for disse indledende arbejder vides ikke, men Christian 4. har måske haft nogen indflydelse derpå. Det praktiske arbejde blev tilset af Bertel Lange. Sikkert er det, at næsten alle arkitekturdetaljer genken­des fra det lidt ældre Frederiksborg.

Næste byggefase var 1633-34, hvor et frit­stående ottekantet trappetårn rejstes midt for østfacaden (under ledelse af Hans Steen­winkel (d.y."). Det blev sammenbygget med hovedbygningen ved et kort galleri og en åben loggia i første stokværks højde, begge smyk­ket med sandstensornamenter. Efter dette var slottet færdigt og har i det ydre stået næsten uændret til i dag. Som tidligere nævnt havde kongen og dron­ningen deres "lejligheder" i underste stok­værk, der ved udvidelsen blev øget og endnu viser en næsten uændret rumfordeling. I hver af slottets ender er en større sal og som forbin­delse mellem disse en korridor i østsiden. Det­te princip kendes fra en række samtidige dan­ske herregårde. Fra Frederiksborg kendes pla­nen også, hvor den ene endesal, Sommersalen, beboedes af kongen, mens dronningen dispo­nerede over Vintersalen i modsatte ende, og til begge hørte yderligere nogle mindre rum. På Rosenborg residerede Christian 4. i den nord­lige del af slottet og tilsvarende havde Kirstine Munk sin bolig i sydenden. Et sovegemak hør­te til hvert af de store rum og dernæst et mel­lemliggende gennemgangsrum, som var place­ret bag det store tårn, hvorfra der var opgang til de øvre stokværk ad tårnets stenvindeltrappe. Til de kongeliges komfort var der badstue i tårnets underste stokværk, hvor væggene var beklædt med tin (man kender også dette fra samtidens orlogsskibe). Badstuens gulv havde forsænket badekar, og fra en fast kedel skaf­fedes det varme vand. Kongens "hemmelig­hed" var i en tilbygning til tårnet, konstrueret så snildt, at der var en særlig anordning til vandudskylning.

Rumfordelingen i 2. stokværk blev ændret under Frederik 4., således at de oprindelige to store sale opdeltes i mindre, hvilket gav to selvstændige lejligheder. Den nordlige fik Fre­derik 4.s søster, Sophie Hedevig. Derimod er riddersalen i 3. stokværk bevaret i hele sin længde, dog med ændrede udsmykninger og inventar.

De enkelte rum i slottet fremtræder i dag som en række enestående eksempler på skif­tende tiders smag og håndværksmæssige kun­nen. I 1. stokværk er Christian 4.s velbevarede lejlighed. Det nordlige gavlværelse, der funge­rede som forgemak, var kongens" Vinter­stue". Her er væggene dækket af et egetræs­panel fra loft til gulv og inddelt i fag ved halv­søjler, hvis fodstykker er udskårne. Over 90 malerier er indsat i panelet, alle indkøbt i Ne­derlandene af Christian 4. Der er hovedsagelig tale om landskabsmalerier, klippelandskaber fra Mompers værksted, skovbilleder i Paul Brils stil og et lille skøjteløberbillede. Gavlvæggens udhugne sandstenskamin bærer års­tallet 1615 og Christian 4.s navnetræk. Loftet, som er smykket med mytologiske scener, stammer fra opførelsestiden, men er overført hertil fra værelset ovenover.

Christian 4.s arbejdsværelse, "Skrivestu­en", er i tårnværelset ved siden af, rigt udsty­ret med kasseteret egetræsloft. Bemærkelses­værdige er de lakerede panelfyldinger med ki­neserier. I Rosenborgs ældste original bevare­de inventarprotokol fra 1718 meddeles det, at væggene er beklædt med "indianske Figurer", bedre vidste man ikke. Da slottet indrettedes til museum i 1830rne, gættede man på, at den "japanske" udsmykning kunne sættes i for­bindelse med den ostindiske ekspedition un­der ledelse af Ove Giedde, som Christian 4. udsendte 1618-22. Først 1914 blev det er­kendt, at der var tale om kineserier. Moderne undersøgelser af Gudmund Boesen, en årræk­ke direktør for Rosenborg-samlingerne, har vist, at fyldingerne må være malet efter 1667 og af hollænderen J. de Bray. Som forbilleder har han bl.a. benyttet nogle af sin samtids­ rejsebeskrivelser med kobberstukne tavler, f.eks. Athanasius Kirchers "China... illustra­ta", udgivet på latin 1667 i Amsterdam. Skibsmotiver fra disse bøger går igen på Rosenborg-panelerne.

Gavlværelset i 2. stokværk, betegnet "Prin­sessens Forgemak" indrettedes i begyndelsen af 1700-årene. Her lod Frederik 4. væggene dække med Audenarde-tapeter, der viser landskaber med Ovidiske metamorfose-sce­ner. Lysekronen er en gave fra den franske konge Ludvig 14.

Riddersalen, slottets fornemste rum, hvor Frederik 4. 1705 lod opsætte det flade, tønde­hvælvede stukloft. Stukdekorationerne dan­ner tillige rammen om fire loftsmalerier, der leveredes af den franske kunstner Benoît le Coffre. Emnerne skulle være vigtige rege­ringshandlinger: "den altid færdige Sø-Rust­ning", landmilitsens og dragonernes oprettel­se samt vornedskabets ophævelse. Af ukendte årsager forkastede kongen billederne og lod i stedet de tyske stukkatører Leonhard Schwa­be og Franz Biener modellere dem i stuk, mens billedfelterne i stukrammerne udfyldtes med Hendrick Krocks fire malerier af kronregalier­ne. Den mest iøjnefaldende del af stukdekora­tionen er de fire lange figurrækker, hvor per­sonerne bevæger sig hen mod en allegorisk kvindefigur, i al fald i de to af rækkerne. Em­nerne er bl.a. krigsmagten og bøndernes tak­nemmelighed over at modtage frihedssymbo­let af Libertas.

Allerede i Frederik 3.s tid benyttedes slottet mindre til beboelse. Christian 5. brugte 1671 slottet til ved en højtidelig lejlighed at uddele dannebrogsordenen for første gang. Fra hans regeringstid opbevaredes også rigets regalier, den kongelige salvingsstol og de tre sølvløver. Stolen og løverne ses i dag i riddersalen. Da Frederik 4. 1706 for første gang tog ophold på Rosenborg, blev han hyldet i et digt af gehej­mearkivar Frederik Rostgaard, som passede gehejmearkivet i slottets kælder. Et af versene lød:

I Dag, det er en Dag, som billigen maa tegnis

Med gylden Pen og Skrift blandt dem som

skulde regnis I Tide-Bogen op: thi Rosenborrig faar

Ej større Ære-Dag i dette hundred Aar.

1708-09 foretog Frederik 4. sin anden store udenlandsrejse, hvis hovedmål blev Tyskland og Italien. I Venezia overraktes kongen nyt­årsdag 1709 en velkomstgave fra republikken "bestaaende af allehaande Forfriskelser saa­som Vine, Vildt, Lammekød, Ost, Frugter og Konfekt, røget Kød, Vokslys og adskillige kostbare venetianske Glas". Fra Venezia hjembragte Frederik 4. også otte lysekroner og otte væglampetter af "slebet Galas". Vin­teren 1713-14 fulgte en nyindretning af det nordøstlige tårnværelse ved Riddersalen, hvor der skulle være glaskabinet til de hjemførte skatte. Brandmajor Gotfred Fuchs fik ansva­ret derfor, idet man på væggene anbragte py­ramider af hylder, der beklædtes med glas og kantedes med forgyldte blyborter. Udskårne, forgyldte putti og genier støttede hylderne.

Lystslottet kom efterhånden til at fungere som kongernes og rigets klenodiekammer på linie med Kunstkammeret på Slotsholmen. Traditionen var allerede grundlagt af Christi­an 4. Da fyrst Christian den Yngre af Anhalt 1623 besøgte Rosenborg, noterede han i sin dagbog, at der var "ein klein Cabinet, in wel­chem etliche Japanische Sabel, Meszer und Teppich ...". I 1700-tallets midte fortæller en svensker, at han betalte to rigsdaler "för at se denna herligheten". 1804 overførtes Kunst­kammerets mineralier til Rosenborg, hvor der i forvejen var to andre mineraliesamlinger. En berømt samling af konkylier, som var grund­lagt af kgl. hof- og kunstdrejer, konkyliolog Lorenz Spengler, tilføjedes også Rosenborgs skatte. En reorganisering fandt sted, da man ved kgl. resolution af 4. maj 1833 nedsatte en kommission "til en chronologisk Ordning og Opstilling af de Kunstsager m.m., som opbe­varedes paa Rosenborg Slot". Som kommissi­onens formand valgtes Christian Jürgensen Thomsen, en af de betydeligste skikkelser i dansk museumshistorie. For menigmand har det været en mærkvær­dig verden. En jysk bondekarl fortæller om­kring 1850: "Paa Rosenborg Slot er slet ingen Folk, men lutter Gjemt Sager fra de gamle Konger, og der skal være meget, og Uhyre at see derinde - Men det koster 3 Rdl. ...".

Rosenborg Eksercerplads

Rosenborg eksercerplads, som har ind­gang fra Gothersgade, blev fra ældre tid be­nyttet til militære formål. Luxdorph skriver 1760 i sin dagbog, at "Paraden skal være i Ro­senborg Have". Ud til Gothersgade lå et ek­sercerhus, opført 1787 og atter nedrevet 1929, da man gjorde Gothersgade bredere. En helt umilitær begivenhed var den offentlige af­brænding af slidte pengesedler, som i gamle dage fandt sted på eksercerpladsen. Sedlerne destrueredes i en stor ovn på pladsen, mens folk måbende så til uden for gitteret. Det kun­ne hænde, at en seddel for tidligt kom op af ovnens skorsten og blev fundet på gaden.

Rosenborg Kvarter

Rosenborg Kvarter, det 9. af stadens gamle rodernål, begrænses af Købmagergade, Kul­torvet, Sankt Gertrudsstræde, Tornebuskega­de, Nørre Voldgade, Gothersgade, Mønterga­de og Klareboderne. Det inddeltes administra­tivt i to roder, Trinitatis Kirkes og Reformert Kirkes. Såvel Gothersgade som Rosenborgga­de og Tornebuskegade opstod i forbindelsen med anlægget af Ny København i 1600-tallet.

Rosenvænget

Rosenvænget er et kendt villakvarter på Østerbro med en lang historie. I 1688 erhver­vede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim, store arealer på stedet og ef­ter ham fik senere lokaliteter navne med for­stavelsen Rosen. Hans tid som grundejer var kort, for 1689 sendtes han som overkrigskom­missær med de tropper, man overlod kong Vilhelm 3. af England mod Jacob 2. under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året ef­ter i Dublin.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde den drif­tige forretningsmand, etatsråd Reinhard Ise­lin, sin gård Rosenvenge her og den afløstes se­nere af landstedet Rosendal og det tilhørende Rosenengen øst derfor. Disse ejendomme købtes 1857 af hofvinhandler og kaptajn i liv­jægerkorpset Mozart Waagepetersen og året efter begyndte han en udstykning til bygge­grunde. En forudsætning for projektet var dog ophævelsen af Magistratens forkøbsret til Rosenengen, hvilken han fik indhentet, lige­som han af kammerherre P. H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik overdraget den frie dispositionsret til to arvefæster. Det ene arvefæste, som kaldtes "Jordstrimmelen", omfattede 4.060 kvadratalen og skilte Rosen­engen fra Strandpromenaden (nuv. Strand­boulevarden).

Efter udstykningen var begyndt, etablerede man hovedvejen og førte den helt ned til stran­den. Senere fulgte kvarterets øvrige villaveje, efter vedtægterne planlagt til at være 20 alen brede. Vedtægterne skulle sikre et attraktivt miljø og bestemte også, at villaerne ikke måtte bygges højere end tre etager. Alt dette for at "gavne dem, der sætte Priis paa en landlig Bo­pæl med Have i Nærheden af Staden og Stran­den". Da Waagepetersen sluttede udparcelle­ringen i 1872, var 49 grunde solgt, men noget af kvarterets oprindelige karakter også æn­dret. Kravet om 20 alen brede (1 alen = 66 cm) veje var nedsat for de sidste vejstrækninger og gadebelysning med gas var påbegyndt.

Nogle af tidens mest fremstående arkitek­ter, Gottlieb Bindesbøll og G. F. Hetsch, leve­rede tegninger til de første villaer. Desuden deltog den flittigt benyttede villa-arkitekt J. D. Herholdt, som i 1857 havde gjort sig bemær­ket, da han tegnede xylograf Axel Kitten­dorffs villa på Frederiksberg. Flere stilarter kom til at beherske byggeriet, eftersom perio­den prægedes af megen usikkerhed i det arki­tektoniske formsprog. Men husene og miljøet appellerede til borgerskabet og folk som B&W-fabrikanten William Wain, højesterets­præsident A. L. Drewsen og vejviser-udgi­veren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Her­til kom krigsminister, oberst Good og mari­nens kommandør Christiansen.

Kunsten trivedes også i kvarteret. I Rosen­vængets Hovedvej 27, en bred villa bygget 1860 i italiensk stil efter tegninger af Herholdt, boede maleren P. C. Skovgaard. Han forevigede den smukke Aggersborgs Sø, som lå i nær­heden. Af andre tilflyttere kan nævnes Wil­helm Marstrand, C. F. Aagaard og marinema­ler Sørensen, hvis atelier stod åbent for Holger Drachmann. Johanne Luise Heiberg boede der ligeledes, "længst ned ved Stranden i for­nem Afsluttethed, ligesom i Skyggen af de mange vundne Laurbær". Sådan erindrede Edv. Lehmann stedet og bemærkede om sit eget barndomshjem i Rosenvænget, at Mel­dahl havde bygget huset "... i en smuk, men ikke alt for praktisk Schweitzerstil".

Rundetårn

Rundetårn opførtes som astronomisk obser­vatorium og indgik samtidig i et større byg­ningskompleks, der omfattede en studenterkirke (Trinitatis) og et universitetsbibliotek indrettet i samme kirkebygnings underste loft. Christian 4., som tog initiativ til byggeriet, nå­ede kun at se tårnet færdigt (kirken indviedes første Trinitatis søndag 1. juni 1656). Tre arki­tekter anses for at have medvirket til Runde­tårns udformning: L. Blasius, J. Scheffel og H. v. Steenwinckel den yngre. Grundstenen til denne, velsagtens mest ejendommelige byg­ning i København, blev nedlagt 7. juli 1637, og som vigtigste byggemateriale anvendtes små hollandske mursten, også kaldet mopper. Be­friet i 1950 for et gammelt lag cement puds ses det nu, hvorledes stenene er lagt i gule og røde bælter på skift.

I tårnet, en cylinder på ca. 15 m i diameter og næsten 36 m i højden, er indbygget en snoet rampe med 7½ vinding. Hvor rampen slutter, begynder en bred trætrappe, men man har he­le tiden vidst, at sneglen fortsatte. Da man i 1983 ryddede den næstøverste etage, der om­fattede den gamle portnerbolig (senere indret­tet til vaskerum og kulkælder), blev det gamle gulv brudt op. Under dette lå slidt, men in­takt, fortsættelsen af sneglen svarende til en ½ omdrejning. Den bygningsarkæologiske undersøgelse standsede ved væggen indtil rummet med planetmaskinen og det kan ikke udelukkes, at sneglen har fortsat.

Involveret i byggeriet var også universitetets ledende astronomiske professor, Christian Sørensen Longomontanus (1562-1647), som var elev af Tycho Brahe. Han havde ønsket stjernekiggerborgen bygget på Valby Bakke, men kongen insisterede på placeringen ved universitetskirken. Observatoriets officielle navn blev Stellaburgi Regii Hauniensis, hvad det tydeligt refererede til Tycho Brahes be­rømte Stjerneborg på Hven (Uranienborg). Københavns Universitet kunne hermed hæv­de en videnskabelig disciplin, som hørte til ti­dens mest værdsatte. Indretningen af observa­toriet tog dog tid. 1643 afsluttedes kontrakt med tømrerne om opførelsen af fem astrono­miske huse på platformen. De var fire alen høje. Ole Rømer (1644-1710) lod 1697 opsætte den første planetmaskine, som han selv havde konstrueret. Han var professor i astronomi og som opdager af lysets hastighed (under et op­hold i Paris) blev han den berømteste leder af observatoriet. Den nuværende planetmaskine fra 1928 ses, hvor sneglegangen slutter.

Det smukke smedejernsgitter omkring plat­formen, som opsattes 1643, blev fremstillet af Christian 4.s kunstsmed, Caspar Fincke. Af de oprindelige 48 gitterfelter blev nogle øde­lagt ved branden i 1728. I syv af de nuværende 54 felter ses Christian 4.s monogram og bogstaverne RFP, en forkortelse af kongens mot­to: Regna firmat pietas - fromhed styrker ri­gerne. Gitteret blev restaureret for et par år si­den.

Vanskeligere har det været at tyde den store rebus på muren af Rundetårn over indgangen. I Rigsarkivet er bevaret Christian 4.s egen­hændige udkast dertil. Typisk for den travle konge er det gjort på et forhåndenværende stykke papir, hvor han på bagsiden har skitse­ret tre pramme, som han 1640 ønskede bygget på Holmen. Allerede Thomas Bang kom 1648 nær den rette tolkning: "Styr lærdommen og retfærdigheden, Herre (Jehova), i den krone­de Konge Christian 4.s hjerte". Ved "lærdom­men" skal forstås den rette kristelige lærdom, mens det gyldne sværd står for ordet "justi­am". De hebraiske bogstaver står for Jahve (Jehova). Mere frie oversættelser er kommet i tidens løb. En af de vittigste stammer fra Re­gensen og lyder: "Doktorens Trine med den lange kniv dirkede krimskrams ind i hjertet på Christian 4-tal".

Sneglegangen, som fremtræder med flade, hvidkalkede grathvælv, er godt 200 meter lang. Hvad den snor sig om, kaldes en mæglerspindel, en høj cylinder ført lodret op gennem hele bygningen. Allerede Longomontanus nævner i sin bog Introductio in Theatrum astronomicum, udgivet 1639, at den blev kon­strueret som en køre- og riderampe, således at kongen kunne komme derop for at overvære observationerne. I Jens Lauritssøns Diarium sine calendarium ..., udgivet 1648, står for året 1642, hvor tårnet var færdigbygget, at "Det er saa slet oc jeffnt ud i sin Opgang, at mand der op kand baade age oc ride". Det blev også benyttet på denne måde. Astronomen Peder Horrebow (1679-1764), som var obser­vatoriets leder i begyndelsen af 1700-årene, beretter, hvorledes Ruslands Czar, Peter den Store, den 2. oktober 1716 red op ad rampen på en russisk hest efterfulgt af Czarina Catha­rina i en karriol.

I tidens løb har forskere sammenlignet dette usædvanlige tårn med alle mulige eksempler i udlandet. Som et af de nærmeste, geografisk set, henvises der til Varberg-fæstningen, hvor der i Kokkenborg-bastionen findes et anlæg med trinløs, spiralsnoet opgang. Slottene i Berlin ligesom Hartenfels i Torgau kan også have været forbilleder. Da Jean Picard fra Pa­riserobservatoriet havde besøgt København for at studere tårnet, skrev han 1680, at en vogn med lethed kunne køre op i dette på samme måde som i tårnet i Amboise (slot i Frankrig). I virkeligheden var der to svært­byggede tårne med spiralrampe, som prydede Amboise, og skønt Christian 4.s arkitekter næppe har set slottet, kan de have studeret du Cerceaus navnkundige bog, Les plus excel­lents batiments de France, som udkom i 1570erne. Heri stod det omtalt.

En symbolik bag tårnet har man også søgt. Der er endog blevet trukket paralleller til Ba­belstårnet! Svagheden i denne sammenligning ligger i, at Babelstårnet traditionelt repræsen­terer hedenskaben og menneskets dårskab. Tankegangen er trods dette ført videre til S. Ivo alla Sapienza, universitetskirken i Rom, som påbegyndtes 1642 af Francesco Borromi­ni. Han forsynede bygningens kuppel med et konisk, snegleformet tårn, en klar parafrase på Babelstårnet og den babyloniske visdom knyttet dertil. Man har derfor tolket S. Ivo­tårnet som en positiv repetition af en negativ original, efter at Guds visdom nu har manife­steret sig i mennesket.

Renæssancens lærde kredsede også om stjernekiggertårnene og deres idé-mæssige til­knytning til Babelstårnet. I englænderen Ro­bert Records Castle of Knowledge, en lærebog om astronomi udgivet 1556, viser titelbladet et kompakt middelaldertårn med stjernekigge­re. Her sættes Urania, et symbol på den solide videnskab, over for lykken, repræsenteret ved den flygtige og vakkelvorne Fortuna.

Interessant er også de skrifter, den engelske mystiker og naturfilosof Robert Fludd udgav 1617-19. De omhandlede en universallære, derunder fysik, astrologi, astronomi, kabbala (jødisk mystik i middelalderen), men også mu­sikteori. Bogen er fyldt med illustrationer, deriblandt et kobberstik, som Fludd kalder "Musikkens Tempel", og det viser en kompli­ceret fantasibygning. På musernes bjerg tæn­kes den at stå. Det slående er ligheden mellem denne bygnings udvendige udformning og Rundetårns, begge steder ses øverst en rund­buefrise, ligesom lisen-inddelingen er fælles. Fludds tårn er endvidere smykket med en spi­ral og koncentriske cirkler, hvad der først gi­ver mening, når man læser hans egen forkla­ring: "Du skal omhyggeligt betragte spiralomdrejningen i det største tårn, som betegner luftens bevægelse når den bliver berørt af ly­den eller stemmen. De to døre betyder ørerne eller høreorganerne, uden hvilke den frem­bragte lyd ikke kan opfattes, ej heller kan der være nogen indgang til templet uden dem".

En moderne forsker, Frances Yates, har vist, at denne sneglehus-bygning er et forsøg på at illustrere den klassiske oldtids lære om akustik, og hænger sammen med troen på sfærernes harmoni. Herved skal forstås An­tikkens opfattelse, at himmellegemerne ud­sender underskøn musik ved deres bevægelse. Platon skriver i sin 10. bog af Staten, hvorle­des krigeren Er i en vision ser himmelens otte sfærer dreje rundt om "Nødvendighedens Ten". Det kan således tænkes, at Rundetårns sneglegang symboliserer de otte himmelske sfærer, der dengang antoges at omfatte plane­ternes syv og fixstjernernes.

Rundetårn har siden 1958 været en selvejen­de institution, som driver det tilhørende mu­seum med en stor, bogsamling om historisk astronomi, flere hundrede stik og en fornem instrumentsamling. Her er Francois de Mont­genets himmelkugle fra 1560, et kinesisk hori­sontalur, danske vægtlodder fra slutningen af 1600-tallet m.m.

Ryesgade

Ryesgade på Nørrebro [SIC: Østerbro, subsidiært Nørrebro og Østerbro] er opkaldt efter krigshelten, general Olaf Rye. Han organise­rede 1849 tilbagetrækningen af en dansk hær­afdeling op gennem Jylland, hvor den fra Hel­genæs på Djursland blev udskibet og atter landsat i fæstningen Fredericia. Det skete uden at fjenden bemærkede det. Under et ud­fald fra fæstningen 6. juli samme år mistede Rye livet.

Anlæggelsen af Ryesgade blev 1857 vedta­get af borgerrepræsentationen som et led i be­byggelsesplanen for forstæderne. Ideens op­havsmand var kgl. bygningsinspektør J. D. Herholdt, men det tog lang tid, før projektet var afsluttet. Første etape var strækningen fra Skt. Hansgade nordpå i året 1858, derefter fulgte det nordre forløb frem til Østerbroga­de. Så sent som 1881 standsede den daværen­de Ryesgade omtrent ved Irmingergade. Nord for denne linie, i en længde af 450 alen, var in­tet anlagt og dette mellemstykke blev først se­nere lukket.

Mange af gadens beboere klagede over dette smøleri, en enkelt var dog godt tilfreds med den lukkede gade, nemlig løjtnant H. Schow, som underviste folk i at køre på velocipede. I 1875 husede gaden blot 300 familier, allerede 1901 var Ryesgade med sine 9.000 beboere den folkerigeste i København og i 1970erne var tal­let oppe på 30.000. I samme periode oplevede kvarteret en opblomstring af charmerende marskandiserbutikker.

Rådhuset og Rådhuspladsen

Rådhuset og Rådhuspladsen har fælles hi­storie. De er fremstået af klunketidens ønske om en monumental plads, der skulle indram­me et lige så monumentalt rådhus. Hvor Råd­huspladsen ligger i dag, var i gamle dage en del af byens Vestervold. Den udbyggedes i 1600­tallet på dette sted med Schacks og Gyldenlø­ves Bastioner, og på sidstnævntes plads kom rådhuset senere til at ligge.

Da man i 1850erne sløjfede volden, skabtes et frit terræn. Herpå etableredes 1872-89 en industri- og kunstudstillingspark, der blev en kolossal succes. Den første udstilling åbnedes 13. juni 1872 med megen festivitas. Der ind­ledtes med en kantate, skrevet af Carl Ploug og med musik af N. W. Gade. Christian 9. gav følgende ord: "Idet jeg nu ønsker, at denne Udstilling maa bære rig og velsignet Frugt for Industriens og Kunstens Udvikling til de nor­diske Rigers Held og Styrke, erklærer jeg den­ne anden nordiske Kunst- og IndustriudstiI­ling for åbnet".

Til lejligheden opførtes "Industribygnin­gen" på hjørnet af " Vesterbros Passage", hvor den kom til at sætte stærkt præg på den senere Rådhusplads. Bygningen, som rejstes 1870-72 efter arkitekt Vilhelm Kleins tegnin­ger, bestod af fire fløje med hjørnepavilloner og var i to etager. Materialet var røde tegl og stilen fransk inspireret. I 1879 tilføjedes en midtbygning, en storslået hal, også efter Kleins tegninger [SIC: Er den ikke samtidigt med resten"]. Den blev i 1930rne opgivet for at give plads til biografen "Palladium". Hele komplekset blev nedrevet 1976 for at af­løses af det nuværende "Industriens Hus".

Udstillingsområdets senere hovedbygning opførtes 1887 med den da 39 år gamle Martin Nyrop som arkitekt. Hans bygning strakte sig næsten fra " Vesterbros Passage", fortsatte sydvest for byens gamle Halmtorv (hvor "Lurblæserne" nu er rejst) og nåede til Vester Voldgades daværende forlængelse.

Hovedidéen i Nyrops bygning var en impo­nerende trækonstruktion, der kronedes af en enorm kuppel med flagstang øverst. Valget af træ som hovedmateriale var ganske vist utra­ditionelt, men klart inspireret af udstillings­bygninger i London, Liverpool og Edinburgh, hvor man delvis havde benyttet trækonstruk­tioner.

Nyrop havde med ét slag vundet anerken­delse og skrev i Den tekniske Forenings Tidsskrift 1888-89: "Det er værd at lægge mærke til, hvilken afgørende Betydning alle Detailspørgsmaal og Enkeltheder ved en Byg­ning faar for det heles Karakter og Udseende, og hvorledes man stadig maa gaa ud fra Enkelthederne som de bestemmende. Hensyn til Glasset bestemmer Tagets Hældning og Rude-Sprodsernes indbyrdes Afstand: gang­bare Tømmersorters Dimensioner giver Fag­inddelingen; Bræddebredden regjere med Hensyn til Bygningens Ydre, hvor Inddelin­gen maa gaa ud fra dette Maal". Manifestet var klart og ligeså det næste mål: projekteringen af det ny rådhus. Først blev udstillingsområdet ryddet efter aftale med kommunen og lå øde 1. januar 1889. To måne­der senere afleverede Nyrop sit første projekt til et nyt rådhus. Det skete i konkurrence med bl.a. Dahlerup og Valdemar Koch. Skønt Ny­rops forslag stod sig i forhold til de øvrige, me­re eller mindre overlæssede kransekagepro­jekter, måtte han dele førstepræmien med Koch. Men efter en ny konkurrence, sejrede han alene, hvorefter udgravningen påbegynd­tes 1892.

Den 28. juli 1894 nedlagde man grundste­nen på kronprins Frederiks (8.) sølvbryllups­dag og allerede fire år senere fejredes rejsegil­det. Yderligere tre år senere var den indvendi­ge indretning så vidt, at man kunne arrangere en kunstudstilling. Nytårsaften 1903 skulle det ny klokkespil indvies og folk stod tæt og forventningsfulde. Dybt skuffede blev man­ge, da bølleoptøjer og larmende skrubtudser og kinesere ændrede pladsen til en kamp­plads, hvori flere bedsteborgere deltog. Klok­kespillet blev aldeles overdøvet, og politiet fik ikke standset kampene før ved firetiden næste morgen.

Anskuer man Nyrops bygning i dag, kan han ikke holdes fri for at dyrke historiske stil­arter som sine konkurrenter. Til gengæld hævder den sig stadig ved sin klare dispositi­on. Rådhuset er formet som en aflang firkant med gennemgående korridorer og hovedind­gange på kortsiderne. Firkanten er opdelt i en større og mindre gård, sidstnævnte overdæk­ket med glastag, hvad der gør den anvendelig som festsal.

Bygningens fineste rum, Borgerrepræsenta­tionens festsal, indviedes 1905.


S

Sankt Annæ Kvarter

Sankt Annæ Kvarters første betydningsful­de bebyggelse var et hospital, som 1516 blev anlagt ud til kysten nær den nuværende Nor­dre Toldbod. Bag oprettelsen stod lægen Claus Jensen Denne. Under et 3-årigt strengt fangenskab i kong Hans' regeringstid faldt hans tanker på Københavns fattige, især de "pockige" (folk med syfilis), der plejede at være henvist til byens gader og stræder, da et herberg manglede til dem. Claus Denne gav Gud det løfte, at han ville oprette en stiftelse for disse hjælpeløse, hvis han slap ud af sit fangenskab. Det lykkedes og en stiftelse grundlagdes. Et kapel viet til Skt. Anna, Jomfru Marias moder, føjedes til, hvad der siden gav navn til hele kvarteret.

Claus Denne fortsatte i de følgende år sit ar­bejde, efterhånden også støttet med aflads­breve og anbefalinger fra paven; ja, endog med opfordring fra Christian 2. og dronning Elisabeth til deres undersåtter om at give pen­ge til hospitalets drift. Derpå sendte han "Skt. Annæ Bud" rundt i de tre nordiske lande og indsamlingen gik vel. Under Københavns be­lejring 1523-24 blev hospitalets bygninger ødelagt, hvorefter institutionen først flyttedes til Kultorvet (det nuværende) og 1607 til Var­tov.

Claus Dennes hospital havde ligget ved en stendæmning, som gik ud i Øresund. Molen kaldtes siden hen Skt. Annæ Bro, og hertil flyttede man 1628 Københavns toldbod fra Holmens Kirke. Leonora Christina skriver i sit "Jammersminde" om sin ankomst til stedet efter tilfangetagelsen: "Effter att Skipperen den 8. Augusti Anno'1663 wed 9 Slet om For­middagen lided vden for St. Anna-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer ... Skipperen i Land med Breffue". Landgangen blev bevaret indtil begyndelsen af 1700-tallet.

I 1620rne fik Christian 4. stedse mere inter­esse for området. Han anlagde 1625 Skt. An­næ Kirkegård, hvor bl.a. fangerne fra Bre­merholm og andre kriminelle skulle begraves. Året efter påbegyndtes et skansebyggeri - Skt. Anne Skandse - hvoraf Kastellet senere op­stod. En fransk gesandt kunne berette, at kon­gen allerede før Kejserkrigen gik med planer om at flytte det gamle slot ud på skanserne ved Skt. Annæ Bro. Men dette projekt realisere­des aldrig. I 1629 opkastede man til gengæld en grøft og et dige fra Nørreport til den nye fortifikation. Hermed var grunden lagt til en ny bydel - "Skt. Anne By".

Men Christian 4. var en mand med stadig nye visioner. I 1640 igangsatte han opførelsen af en gigantisk rundkirke, kaldet Skt. Annæ Rotundæ. Den skulle betjene søfolkene. Ide­en til rundkirken havde kongen hentet fra den italienske renæssance, hvor mange store arki­tekter drømte om at bygge rotunder med Pan­theon i Rom som det store forbillede. Grund­planen, nærmest en 12-kant med en diameter på 60 meter, var storslået og arbejdet kom og­så godt igang. Men krige og pengenød stand­sede byggeriet, da det var nået op til murkro­nen. Kort efter kongens død 1648 blev murene revet ned. Fundamentrester afdækkedes ved udgravningen til Polyteknisk Læreanstalts ny bygning i 1880erne.

Sankt Johannes Kirke

Sankt Johannes Kirke ved Sankt Hans Torv blev opført 1856-61 og var den første kirke­bygning, der i moderne tid blev opført uden for voldene. Stilsproget er nærmest gotisk og tegningerne til byggeriet skyldes arkitekten S. Th. Suensen. Oprindelig var det planlagt at omgive kirken med lav bebyggelse, men det re­aliseredes aldrig.

Sankt Petri Kirke

Sankt Petri Kirke ved Nørregade var i middelalderen en af Københavns fire sogne­kirker og kaldtes dengang Sankt Peders Kirke. Allerede 1304 nævnes en kirkebygning, men ved en bybrand 1386 brændte denne med sine to klokker. I den nuværende, skønt stærkt ændret og udvidet, er der bevaret betydelige dele af et gotisk langhus, rejst af munkesten i første halvdel af 1400-årene. Det gælder skib og kor, der i ét dækkes af fem smalle kryds­hvælv. Typisk for gotikken er også den tresi­dede korafslutning. Vesttårnet med trappe­gavlene blev tilbygget omkring 1500. En nor­dre tilbygning fra 1631 (forlænget 1691) samt en søndre fra 1634 ændrede bygningens plan til en korskirke. Med den yngste Hans van Steenwinchel som arkitekt foretoges en om­bygning 1681-83, hvor bl.a. koret forsynedes med barokgavl.

Bybranden 1728 ødelagde næsten alt inven­tar i kirken, hvorimod mure, tårn og hvælvin­ger holdt. Genopbygningen 1730-31 blev ledet af J. C. Krieger. En tidligere tagrytter måtte undværes, mens tårnet til gengæld øgedes med næsten ni meter. Dets nuværende spir skyldes tømrermester Boye Junge, et af menighedens fremtrædende medlemmer. Det rejstes 1756-57 og dets tårnur fungerer stadig. Under bombardementet 1807 blev Sankt Petri atter stærkt beskadiget, dog undgik Boye Jun­ges spir katastrofen. 1816 kunne bygningen benyttes på ny.

Kirkens inventar og udsmykning er nøje knyttet til dens senere historie. 1530 ophørte de katolske gudstjenester i kirken og fra 1537 fungerede den som kongens gjethus (kanon- ­og klokkestøberi), indtil Frederik 2. overlod bygningen til den tyske menighed i 1585. Ty­skerne havde allerede i 1300-tallet haft deres købmandslaug i byen, Tyske Kompagni, med laugshus på Amagertorv. Behovet for egen kirke voksede siden. I 1600-tallet talte menig­heden bl.a. silkevævere, og under 30-årskri­gen rejste tyske studenter til København, hvor næsten 120 blev immatrikuleret ved universi­tetet. Flere af disse prædikede i Sankt Petri.

Menighedens navnkundigste præst var Jo­hannes Lassenius (1636-92), født i Pommern, hvor faderen var af den kendte polske adels­slægt Laszcynski. Efter studier i Rostock, Danzig og Stettin kom han senere til Neder­landene, Paris og England. I sidstnævnte land traf han digteren Milton. Efter yderligere rej­ser i Europa, bl.a. som skuespiller, hentede Christian 5. ham 1676 til København, hvor han blev menighedens første præst, senere og­så professor i teologi ved universitetet. Lasse­nius' prædikener, fyldt med effekter, ordspil og politiske bemærkninger, ofte endog meget stærke, gjorde ham snart til hovedstadens mest søgte prædikant. 36 skrifter udgav han, yderlige 23 lå utrykte ved hans død. Kirkens ældste lysekrone, en 12-armet messing krone, bærer indskriften "A(nno) 1693 Doctor Jo­hannes Lassenius". Hans epitafium, oprinde­lig anbragt over hans grav i kapellet, flyttedes 1865 til kirkens nordre korsarm. Arbejdet er udført af billedhuggeren Thomas Quellinus, en af den danske baroks mestre.

Altertavlen, malet 1817 af J. L. Lund i Rom, skænkedes 1819 til kirken af storkøbmanden Constantin Brun, som var et fremtrædende medlem af menigheden. Motivet er Opstan­delsen. To af Hendrick Krocks billeder, malet i begyndelsen af 1700-tallet, kan ses i nordre korsarm: Kristus på Oliebjerget og Kristi Himmelfart. Til kirken hører et kompleks af gravkapeller, påbegyndt 1648 og først afslut­tet 1681-83, da den yngste Hans van Steenwin­ckel opførte et trefløjet kapel ud til Larslej­stræde. Her findes rige gravminder, flere leve­ret af Johannes Wiedewelt og Andreas Wei­denhaupt. Mellem kapellerne ligger den idylliske Urtegård.

Saxogade Saxogade, en af Vesterbros sidegader, blev i 1880erne fuldt udbygget med boligejendom­me. Alene i dette årti øgedes gaden med 800 nye lejligheder. For at afhjælpe lidt af den so­ciale nød i kvarteret oprettede Frelsens Hær et herberg i Saxogade, hvor man ved århundred­skiftet for 25 øre kunne få anvist en seng. Først 1958 begyndte man et saneringsarbejde i gaden.

Gadenavnet er efter historikeren Saxo med tilnavnet Grammaticus, som lidt før 1200 ned­skrev en Danmarkshistorie på latin, kaldet "Gesta Danorum". Værket, som rakte frem til 1185, omfattede 16 bøger, og her findes og­så skildringer af Absalon, Københavns offici­elle grundlægger. Saxo døde omkring 1220.

Skilte

Før Københavns huse fik matrikel­numre (indført ved grundtaksten fra 1689), var borge­re og tilrejsende henvist til at kende de skilte og øgenavne, der gav bygningerne deres særkende. De næringsdrivende brugte naturligvis skilte, som overalt i Europa. I middelalderen i form af simple udhængsbrædder, i 1600- og 1700-tallet erstattet af smedejernsskilte i de mest fantasifulde udgaver, der gjorde en fryg­telig støj med deres hængsler, når vinden jog gennem gyder og stræder. Hattemager Niels Jørgensens butik på Vandkunsten prydedes 1723 med et firkantet jernskilt med forgyldt hat og våbenskjolde, der var båret af løver med gyldne kroner og stjerner.

For herbergerne var det allerede på Christi­an 2.s tid påbudt at "udhænge et Tegn, malet paa en Fjæl, udenfore samme Hus vel højt paa en lang Stang; somme skulle have en Løve ma­let, somme en Morian, en Grif, en Maane, en Stjerne eller sligt andet". Efter disse skilte tog herbergshusene navne, og i København ken­des eksempler som "Forgyldte Tønde", "Grønne Træsko", "Meerviben" og "Olden­borgske Horn". Et af de mere barske navne, "Døden og Djævelen", hørte til et gæstgiveri ved Vandkunsten.

I 1700-tallet blev det mere almindeligt, især efter den store brand i 1728, at indmure en stenplade med bygningens vartegn, enten sat over port eller gadedør.

Skilteflytning

Skilteflytning fejredes i gamle dage, når ol­dermand eller svende skiftede bolig. Traditio­nen byggede på selve lavsskiltets betydning. Så tidligt som 1623 bestemtes det i de køben­havnske tømreres vedtægter, at oldermanden og lavsbrødrene skal "beskikke de fremmede Svende, som kommer hertil, et vist Logement, hvor de til Herberge kan indsøge og der et Brædt udhænge". Omtalte bræt var lavsskil­tet, et helt kunstværk med årstal og indskrif­ter. Som regel prydede det herberget, hvor svendene boede, skønt det var lavets ejendom.

De ceremonier og festligheder, der efter­hånden knyttedes til flytningen af lavsskilte­ne, gav anledning til kritik fra myndigheder­ne. En kongelig befaling advarede 1682 mod denne "onde Vane" og det hændte, at bøder uddeltes ligesom laden (lavsskrinet), velkom­sten (pokalen) og skiltet konfiskeredes.

1700-tallet blev håndværkerlavenes glans­periode. Alle mestre brugte festlige skilte for­an deres butikker. Hosekræmmeren havde sin strømpe, snedkeren sin høvl, kleinsmeden sin nøgle, skrædderen sin saks og bageren natur­ligvis sin kronede kringle. Men disse skilte gjaldt kun den daglige dont, hvorimod flyt­ningen af lavskilte var en hel københavnerbe­givenhed.

Et sådant arrangement er nøje refereret fra 1724, da det københavnske snedkerlav den 24. september flyttede lavsskiltet fra Gråbrødre­torv til Grønnegade. Processionen anførtes af 6 musikanter, så fulgte 9 amtsmestre med må­lestokke i hænderne. Bag dem gik en officer efterfulgt af 2 tyrkiskklædte officerer, og der­næst så man 12 tyrkiskklædte drabanter. For­uden dette orientalske indslag kunne man op­leve de 5 bygningsstilarters personifikationer: "1. den toskanske i italiensk Dragt som en Bonde, til Erindring at den af en Bonde er op­funden, 2. den doriske i en romansk fyrstelig Dragt, 3. den joniske udi Fruentimmerhabit, 4. den korinthiske i samme Dragt og 5. Com­posita i romersk Habit". Denne afdeling af optoget afsluttedes af 2 vildmænd med grønne træer og pyramider!

Næste afdeling af processionen indledtes med 4 svende, der, sekunderet af to fægtere, frembar den såre kunstfærdigt tilvirkede lade. Velkomstbægeret i sølv havde nu sin tur, hvorefter man så den store skænkekande ef­terfulgt af de 4 årstider: foråret med blomster, sommeren symboliseret ved segl og aks, hø­sten med bæger og druer og sluttelig vinteren iført forede klæder og med fyrfad. Længere nede i optoget noteredes 42 snedkersvende, hver udstyret med et stykke forgyldt værktøj og plumager (fjerprydelse) på hatten. Rækken endte med en bonde og en bondekone.

Snedkernes lav syntes overhovedet at være det mest opfindsomme og da et nyt lavskilt op­sattes 1749, blev ruten lagt forbi Christians­borg, hvor selveste Frederik 5. "beviste sig saa naadig at se ud af Vinduet paa dette Lystspil med et Aasyn, hvoraf Naade og Majestæt fremskinnede".

Rebslagerne kunne 1779 præstere et skilteflytningstog så overdådigt som et overflødig­hedshorn. Første afdeling af optoget anførtes af en Harlekin og en Mercurius, der bar et forseglet brev til aflevering i herberget. Så fulgte rødklædte fanejunkere med fanen, derefter musikken, oldermanden og alle rebslagermestrene i par. Dernæst lavets våben med "tren­de forgyldte Kroge" og endelig det store lavs­skilt vuggende på 8 svende med et tilsvarende antal afløsere, hver eneste iført sorte fløjls­bukser og hvide silkestrømper. 4 "saakaldt ly­stige Brødre" sluttede afdelingen af.

I anden afdeling gjorde især lavstøjet op­sigt, nemlig laden med forgyldte nøgler og vel­komsten "rigeligen behængt med Sølvskilte". Højdepunktet indtraf i tredie afdeling, hvor man så "et med fuld Takkelage forfærdiget Skib, hvorved fulgte en Jæger - , som alt lod sig høre med nogle Skud forbi de passende Steder". Det farverige tog udgik fra Kultorvet og snoede sig derefter ad en indviklet rute for­bi alle de andre lavshuse, hvor man gjorde holdt for at lade sig traktere. Diverse notabili­teter hyldedes undervejs og ved rådhuset på Gammeltorv havde magistraten modtagelse. Den forærede endog svendene 20 rigsdaler. Da man omsider ankom til Studiestræde for at hænge skiltet op, bragede det med 27 kanon­skud.

Efter at røgen havde lagt sig, bød herbergs­faderen velkommen, Mercurius kvitterede med en takketale og en prædiken påhørtes på dansk og tysk. Sidstnævnte gav anledning til almindelig lovprisning af kongehus, øvrighed, krigsmagt etc. Endelig ophængtes skiltet un­der "Trompeters og Paukers Lyd, Pokalers Klang og Kanoners Løsning".

Ikke altid gik det så roligt til og i 1780 blev alle den slags optog forbudt. Herefter skulle ruterne være kortest mulige og transporten foregå i stilhed.

Skovserkonerne

Skovserkonerne ved Gammelstrand havde tidligere et af byens mest søgte torve, hvor de solgte fisk fra Skovshoved og Tårbæk. Deres vigtigste kendetegn var oprindelig en fiske­kurv, som blev båret, fastbundet på ryggen, hele vejen til staden. I 1700-tallet var skovser­konerne allerede kendt for deres skrappe sprog. Et flyveblad fra 1774 bemærker, at "forleden Torsdag var ved Gammelstrand ik­ke Slagsmaal en hel Dag og man hørte ikke et Skjældsord en halv Time".

Fire år senere gjorde avisen "Aftenposten" megen grin af madammerne ved kanalen: "Ved Gammel Strand bliver Løverdag For­middag opført et gammelt Skuespil, Skien­degiesten kaldet... Stoffet til dette Stykke er taget af Abelones Aftenfortællinger. Man venter Stykket vil finde Bifald. Til Slutning danses Balletten Sladdertasken, hvori 12 Fi­skekurve sees at danse mellem Danserindernes Øren, og endes med en Eloge over alle Aale­hoveder, Ulkemaver og Torskegab".

Filologen Nicolai Abrahams fortæller, at der i hans tidligste barndom (omkring 1800) stod en pæl ved kanalen, hvortil der var fast­gjort et halsjern med kæde. Blev en af fisker­kællingerne for støjende og uregerlig, var et par af byens vægtere parat til at sætte hende i denne "gabestok".

Fiskerkonerne kom atter i søgelyset, da det satiriske blad "Uglen" i 1857 skreven harm­dirrende artikel: "Naar Sandheden er den, at 22 Mennesker lade sig trække halvanden Miil af et Par magre Krikker i den stærke Sommer­hede, da er det sandelig ikke noget at giøre sig vittig over. . . hvad Enhver, der vil uleilige sig ud paa Strandvejen kan see med sine egne Øi­ne - hvormeget et Par saadanne ulykkelige Heste maa slæbe paa:

21 Skovshoved koner à 12 Lispund, 252 Lpd.

1 Kudsk 11 Lpd.*, 11 Lpd.

21 Kurve med forskjellige Vare fra Byen à ½ Lpd. pr. Kurv, 10­ Lpd.

1 jernbeslagen Vogn, 70 Lpd.

­

343 Lpd.

* Lispund = 8 kg

En saadan Byrde paalægger man to magre He­ste i det oplyste Aar 1857 - paa en Tid, hvor Humaniteten siges at florere og hvor Politiet daglig færdes paa Strandveien!".

Smørhatten

Navnet på et fæstningstårn, som stod ved middelalderbyens østre vold, svarende til den nuværende Lille Kongensga­des nordside nær Kongens Nytorv. Tårnet omtales første gang i stadens Jordebog af 1496, hvor Kirstine Kalds og Jes Olsens gårde begge synes at støde op til fortifikationen og med Jes Olsen som dens ejer. At tårnet stod opgivet i en privatmands navn kan undre, men det nærliggende fæstningstårn Kringelen var ligeledes overdraget til en af byens private grundejere. Endnu 1523 nævnes Smørhatten, denne­gang i Magistratens Vedtægtsbog, da Oluf Jensen på Østergade og Laurits Jensen på Amagertorv fik betaling for det plankeværk, man havde sat mellem Smørhatten og Reber­banen (en privat eller kongelig reberbane uden for stadens østlige mur). Smørhatten nævnes ikke i senere kilder.

Snaregade

Snaregade nær Gl. Strand er opkaldt efter rådmand og købmand Erland Jonssøn Snare, som 1501 lejede grunden, nuværende Snare­gade 14. Hans navn er dog ikke knyttet til ga­den før 1607. Den ejendom, han lod opføre, bar længe efter hans død navnet Snarens Gård. I 1520rne bebyggedes grundene, hvor en del af den gamle skibshavn, Ladbroen, tid­ligere havde ligget. Mandtalslisten fra Køben­havns belejring 1659 fortæller, at selveste borgmester Hans Nansen boede i gaden. Blandt mindre fornemme beboere kan næv­nes en guldsmed, en skræddersvend, en studi­osus og en tømrersvend.

Snaregade 6-10 opførtes i perioden 1798­-1808 af murermester P. Eegeroed. Disse mu­rermesterhuse i nyklassicistisk stil og med fine portpartier står stort set uændrede siden opfø­relse. De gør, ligesom den bevarede brolæg­ning, den krogede Snaregade til en af byens mest charmerende.

Snarens Kvarter

Snarens Kvarter, der ligesom Snaregade har navn efter købmand og rådmand Erland Jons­søn Snare i 1500-tallet, tælles som det 5. i ræk­ken af hovedstadens gamle rodernål. Bydelen begrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vim­melskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gam­mel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiks­holms Kanal og Nybrogade. Branden i 1795 ødelagde store dele af kvarteret. Af gyder, der i tidens løb er sløjfet, kan nævnes Nissegangen og Trompetergangen.

Solbjerg

Solbjerg, forsvundet landsby på Frederiks­berg. Det højeste punkt på Frederiksberg, hvor slottet er lagt, hed oprindelig Solbjerg, senere Valby Bjerg og nu Frederiksberg Bak­ke. Det antages, at der lå en landsby, efter bakken kaldet Solbjerg, ved den nordlige side af nuværende Frederiksberg have. 1186 skri­ves den Solbiergh, 1193 Solbiarga og 1377 Sol­byerghe. Valdemar den Store havde ejendom­me i denne ligesom i andre af de landsbyer, der lå rundt om fiskerlejet Havn. Da han skænke­de Havn til Absalon, fulgte også en del af de kongelige besiddelser med, således gods i Sol­bjerg. I sit testamente videregav Absalon sene­re sin andel i Solbjerg sammen med andet landsbygods uden for Havn til Roskilde bispe­stol.

Hvornår landsbyen forsvandt, vides ikke med sikkerhed. I et dokument fra 1562 hedder det, at bønderne i seks herreder skal køre bro­sten og sand til "vejen ved Solbjerg uden for København", og endnu 1580 pålægges det bønderne at bringe materialer til vejstræknin­gen mellem Solbjerg og Langvadsdam (nuvæ­rende Damhussøen).

Sophie Amalienborg

På et areal omtrentlig inden for grænserne af det nuværende Bred­gade, Frederiksgade, Amaliegade og Skt. An­næ Plads lå i enevældens første dage en dejlig have. Den tilhørte Sophie Amalie, Frederik 3.s dronning, og dannede et modstykke til Rosenborg Have (Kongens Have). Sophie Ama­lie lod den først indrette som en ren lysthave smykket med springvand, lysthuse, alléer og pomeranshuse. I årene 1666-67 havde fransk­manden Michel le Roy ansvaret for havens ar­kitektur, idet han særligt syslede med kaska­der og vandledninger. Hertil kom anlæg med terrasser og i en af de tidlige regnskabsposter figurerer han som "Ingenieur", mens han se­nere avancerer til" Baumeister der Koniginn". Hvorvidt han også fik ansvaret for opførelsen af dronningens lystslot, det vides ikke med sik­kerhed.

Slottet, kaldet Sophie Amalienborg, rejstes 1667-73 og repræsenterede ved færdiggørel­sen den typiske italienske villa suburbana: et hus just uden for byen, anbragt i en have. Be­mærkelsesværdig var især det fornemme trap­peanlæg, som var anbragt udvendig. Hele bygningens elegance gjorde den fornemmere end det gammeldags Københavns Slot. Sophie Amalie benyttede det herefter som enkesæde og efter hendes død 1685 overgik det til hendes kongelige søn, Christian 5.

Han fandt det velegnet til repræsentative formål og den 15. april 1689 skulle det være rammen om hans fødselsdag. en festforestil­ling var planlagt til lejligheden, oveni købet en opera, der som den første var af dansk oprin­delse. Dens pompøse titel lød "Der vereinigte Gotterstreit"! Da Sophie Amalienborgs egen komediesal var for lille, opførtes et teater tæt op til slottet, helt i fyrrebrædder og med plads til flere hundrede tilskuere.

Med barokkens sans for teatereffekter iblandet stærk religiøsitet var to billedstøtter repræsenterende gudsfrygten og retfærdighe­den anbragt som vogtere af indgangen. Når gæsterne kom ind i bygningen, viste sig kunsti­ge grotter beboet af satyrer. Selve tilskuer­rummet havde man smykket med mos, blom­ster og enebærris, der forvandlede det til en løvsal. Mellem bladene stak guldæbler og citroner. Store transparenter langs væggene vi­ste kongens navnetræk, hvis forgyldte bogsta­ver var malet på olievædet silketøj.

Så gik operaens tyske aktører igang ledsaget af de mest gevaldige og kuriøse effekter. Ka­noner tordnede og Olympens guder kom sej­lende på skyer for at hylde den enevældige mo­nark. 800 lamper oplyste hele forestillingen. I "Den poetiske Mercurius", en københavnsk avis, blev der i begejstrede vers talt om den sto­re begivenhed.

Fire dage senere blev forestillingen gentaget efter Christian 5.s ønske. Operaen, hvortil folk fra de lidt lavere rangklasser var strøm­met, begyndte kl. 3 om eftermiddagen. Alt gik tilsyneladende godt, de olympiske guder hav­de gjort deres entré og Mars leverede nu sin arie. Pludselig faldt en stump væge fra en lam­pe ned i nogle enebærris, ilden greb om sig i al­le de brandbare dekorationer og alt forvandle­des til et inferno. Da dørene uheldigvis lukke­de indad, pressede publikum forgæves på dem. De var fanget i en fælde og på et kvarter nedbrændte hele teaterhuset med 172 menne­sker, mens flere døde af brandsår til i de føl­gende dage. Hertil kom, at ilden også fik fat i selve slottet, som på få timer sank i grus.

Katastrofen satte sig mange spor. Slotsrui­nen stod urørt nogle år, hvorefter brugelige materialer benyttedes til opførelsen af Garni­sonskirken. I porten til Frederiksholms Kanal 20 opsattes en tavle af direktøren for Børne­huset, Johan Jürgens:

Skæbnen brat hans Lykke vendte,

tvende Døtre indebrændte,

da Amalienborg i Flammer

lyste over Stadens Jammer.

Sorte Hest

"Sorte Hest",Vesterbrogade 148, er en af de få bevarede ejendomme fra det gamle Ve­sterbro. Ligesom den nedrevne "Gule Hest" har ejendommen i nr. 148 engang været en po­pulær gæstgivergård. Digteren Carl Bagger (1807-46) udgav 1835 novellen "Min Broders Levned", hvori han skildrede det brogede mil­jø i "Sorte Hest" og værten, som var en lille mand med papegøjenæse. Han var iført en lang, blå frakke, der hang om ham som et sengeophæng.

Forhuset har ikke været ændret væsentligt i de sidste hundrede år, når der ses bort fra bu­tiksvinduerne. Karakteristisk er den øverste, helt tilbagetrukne etage i bindingsværk.

Stanleys Gård, Overgaden oven Vandet 6

"Stanleys Gård" blev opført 1755-56 for Simon Carl Stanley, som var Holmens mestersbilledhugger og pro­fessor ved Kunstakademiet. Som ung kom Si­mon Carl i lære hos hofbilledhugger Sturm­berg, senere opholdt han sig 20 år i England, hvor faderen var født. Her arbejdede han bl.a. på udsmykningen af Jarlen af Wilming­tons herresæde Compton Place i Sussex. Fra 1746 var Simon Carl atter i Danmark, dels til­knyttet Holmen, dels engageret med at levere statuer til Frederik 5.s haver samt epitafier og sarkofager til private.

Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755, nær færdiggørelsen, forsikres for 4.600 rdl. i Brandkassen. Oprin­delig stod bygningen kun med midtpartiet i fuld højde, mens sidepartierne kun omfattede stueetagen. Det trekoblede Palladio-vindue er typisk engelsk, hvorimod resten følger danske traditioner. 1783 forhøjedes sidefløjene.

Statens Museum for Kunst, Sølvgade 40

Da Christians­borg Slot brændte 1884, blev Den kgl. Maleri­samling husvild og fik foreløbig til huse i Ud­stillingsbygningen ved Charlottenborg. Året efter havde staten vedtaget byggeplanerne for et nyt museum, som skulle give samlingerne mere tidssvarende udstillingsforhold. 1889-96 opførtes museumsbygningen på Quitzows Bastion, der var en del af det gamle nedlagte voldanlæg. Ansvarlig for byggeriet var arki­tekt Vilhelm Dahlerup med assistance af arki­tekt G. E. V. Møller. Grundplanen er to langfløje, der er placeret vest-øst, hvortil er bygget to bredere endefløje. Indgangspartiet, som en høj granittrappe fører op til, er fremhævet og har en dyb portal med tøndehvælv.

I stedet for at anvende den i klunketiden så populære stuk, har man i vid udstrækning be­nyttet natursten såsom granit, kridtsten fra Fakse og Ølandssten. Hans Chr. Berg stod for det dekorative skulpturarbejde, som det var skitseret af Dahlerup. De to medaljoner, der smykker indgangspartiet, udstilledes i mindre udgave i Kunstforeningen, mens byggeriet stod på. Det ene relief viser det mytologiske motiv: Dædalus laver vinger til Ikaros. På det andet relief hæver Lysets Genius sin fakkel for at kaste glans over jordkloden, der understøt­tes af en siddende Jordgudinde.

Kunsthistorikeren Julius Lange holdt fe­bruar 1893 to foredrag i Kunstforeningen, hvor han diskuterede den kommende indret­ning af museet. Det var ham magtpåliggende, at ophængningen af malerierne blev foretaget med kritisk sans, således at principperne for de gammeldags fyrstegallerier blev brudt. Skræmmende eksempler var der nok af i sam­tiden, "i Gallerier hænge Billederne omtrent fra Gulv til Loft, tæt ved Siden af hinanden hvoraf følger, at hver enkelt Maleri for at gøre sit særlige Indtryk paa Beskueren ligesom har en Kamp at bestaa med det som hænger tilhøj­re og tilvenstre, foroven og forneden". Julius Lange gik også ind for et kritisk udvalg af de gamle malerier, idet han henviste til lignende synspunkter hos Høyen og Marstrand. Han ville således reducere samlingen i Charlotten­borgs Udstillingsbygning fra 459 malerier til omtrent 200! Men disse udvalgte stykker skul­le så ophænges, så de kom til deres ret.

Kunstmuseet, der blev grundigt ombygget 1966-69 og derved mistede sit statelige trappe­rum, omfatter dels Den kgl. Maleri- og Skulp­tursamling, dels Den kgl. Kobberstiksamling. Hvad angår den vesteuropæiske kunst, viser samlingen eksempler lige fra byzantinsk ikon­maleri til moderne fransk kunst repræsenteret ved Henri Matisse. De gamle nederlandske mestre er repræsenteret ved Rembrandt, Ru­bens, Jacob Ruisdael, Salomon Ruisdael, Jan Steen, Honthorst, Pieter Lastman og Jacob Jordaens. Lucas Cranach den ældre vises også, ligesom der er et udvalg af de italienske mestre: Tizian, Tintoretto og Bassano. Den danske afdeling ejer fine værker af de danske guldaldermalere: C. W. Eckersberg, Købke og Constantin Hansen.

Store Kannikestræde

se under Borchs Kollegium, Elers Kollegium og Regen­sen.

Store Kongensgade

Store Kongensgade 14 er et af de mest ka­rakteristiske eksempler på klunketidens dyr­kelse af de historiske stilarter, her med vægt på barokken. Over porten, som bærer årstal­let 1905, er anbragt et ovalt vindue på højkant, omkring hvilket en tyk og ualmindelig lang guirlande er ophængt. Til dekorationen hører også en frugtkurv, der bugner som et overflø­dighedshorn. Trekantfrontonen indrammer en yppig dame. Huset er tegnet af arkitekt Fr. Levy, som ellers kendes for sine restaureringer af Synagogen i Krystalgade og Erichsens Palæ

Store Magleby

var i middelalderen underlagt ærkebispesædet i Lund. 1521 anvistes lands­byen til de hollandske familier, som Christian 2. havde indkaldt til Danmark. Gennem Sig­brit Willoms fra Amsterdam, moder til hans frille Dyveke, havde han fået et grundigt kendskab til hollandske forhold. Allerede 1515 søgte Christian 2. at hente hollandske bønder fra Waterland, men forgæves. De før­ste ankom 1518 og anvistes gårde på Helsingøregnen. 1521 fik 184 hollandske bøn­der privilegier på Amager, dog undtaget fiskerlejet Dragør.

Hollænderbyens bønder blevet markant træk i det københavnske torveliv og fik fra omkring 1540 stadeplads på Amagertorv (s.d.). Deres pyntelige dragter vakte opsigt, lige­så den festlige tøndeslagning til fastelavn. Det fortælles, at hoffet på Christian 5.s tid kørte ud til "Ny Amager" for at overvære løjerne fastelavnsmandag. Hoffet yndede også at ud­klæde sig som amagerbønder. Skikken med tøndeslagning er bevaret den dag i dag.

Store Magleby Kirke

Store Magleby Kirke er i sin nuværende skikkelse fra begyndelsen af 1600-årene, da den hollandske menighed foretog en større ombygning af den ældre kirke. Efter denne ombygning findes næppe rester af middelal­derligt murværk bevaret. 1731 blev kirken atter ombygget. Bygningen, som står opført i kridtkvadre, er af langhus-typen og afsluttes med et tresidet kor. Hovedindgangen i vest­gavlen og tagrytteren stammer fra ombygnin­gen i 1731. Af inventaret kan nævnes en gam­mel katekismustavle fra 1580 og en romansk døbefont af granit.

Storm P.-museet

Storm P.-museet ved Frederiksberg Rund­del blev oprettet september 1977 og fik til huse i hjørnebygningen med de karakteristiske rundbuede vinduespartier. Bygningen, som er et udmærket eksempel på 1800-tallets histori­cisme, opførtes 1884 af murermester J. C. Sø­rensen. Han forsynede den også med rundbuegavle, en efterligning af venetiansk byggeskik i renæssancen. Desværre blev de morsomme gavlpartier atter nedtaget 1977-78 af kommunens arkitekter.

Oprindelig fungerede museumsbygningen som brandstation, senere tjente den som poli­tistation og frem til 1977 var her begravelses­væsen. Murermester J. C. Sørensen skal i øvrigt mindes for Frederiksberg Kommunes første rådhus, som han tegnede i 1885. Her var stilen ikke renæssance, men overlæsset gotik.

Museet viser rum for rum Storm P.s kunst­neriske udvikling, tillige spændvidden i hans kunst, fra bidende samfundskritik til varm humor. Egentlig hed han Robert Storm Peter­sen, heraf signaturen Storm P., og var født 1882 i et solidt borgerligt miljø i Valby. Fade­ren var slagtermester og Storm nåede også at prøve faget, før lysten til kunsten blev stærke­re. Det første udstillingsrum kaster lys over hans tidlige periode, hvor han var påvirket af symbolisme og jugendstil. Af stor betydning var hans ophold i Paris (1906 og 1910), mens hans poetiske satire hentede dyb inspiration hos svenskeren Ivar Arosenius.

Andet rum viser hans malerier, flere med motiver fra cirkuslivet, deriblandt det geniale "Grøn Klovn" fra 1940. I tredje rum følger man Storm P.s eksperimenteren med det mo­derne maleri. Han blev 1912 kontaktet af Her­warth Walden, der i Berlin havde grundlagt kunstgalleriet "Der Sturm" - og et tidsskrift af samme navn - til støtte for den tyske avantgar­de. Derefter udstillede Storm P. Der Sturm­kunstnere i Edderkoppen i efteråret 1917.

Hans bladtegninger kan studeres i fjerde rum: Dagbogsbladene fra B. T. (serien påbe­gyndt 1916) og "De 3 smaa Mænd og Num­mermanden", der introduceredes i Verden og Vi 7. marts 1913. Endvidere Peter og Ping, første gang 8. marts 1922 i B. T. samt" Dagens Flue". Sidste rum er indrettet som læseværel­se med hans udkast til scenetæpper og dele af hans bibliotek.

Strand Kvarter

Strand Kvarter, det 4. i rækken af Køben­havns gamle rodernål, omfattede på "Iandsi­den" et lille område afgrænset af Naboløs, Hyskenstræde, Amagertorv, Højbro Plads og Gammel Strand. Dertil kom Slotsholmen. I dag er de to bydele selvstændige kvarterer. Be­byggelsen bag Gammel Strand blev stærkt ødelagt under branden i 1795.

Struensee, Johan Friedrich

Johan Friedrich Struensee, født 1737 i Halle og senere stadsfysikus i Altona, hvoref­ter han avancerede til rejselæge for Christian 7. i 1768. Et år senere tog han som kongens ny­udnævnte livlæge ophold i København, samti­dig fulgte en udnævnelse til etatsråd. Da han med held foretog en koppeindpodning på den lille kronprins den 2. maj 1770, blev han straks forfremmet til forelæser for kongen og yderli­gere belønnet med konferensrådstitel.

I de næste par uger kan vi følge Struensees politiske spil. Den altid velorienterede Lux­dorph noterer 7. maj i sin dagbog: "Alting er i Krise til Hove" og ti dage senere kommer føl­gende kommentar: "Berger bliver Livmedicus ved Struensee, som nu gør alle Ting". Det varslede ilde.

Fra september samme år markerede Struen­see endnu stærkere sin politiske indflydelse. Den uindskrænkede trykkefrihed indførtes på hans initiativ 14. september og dagen efter blev en af hans stærkeste modstandere, kon­seillets førstemand, J. H. E. Bernstorff afske­diget. Trykkefriheden hilstes vel med jubel af visse kredse, men paradoksalt nok gav den og­så anledning til en række smædeskrifter mod ophavsmanden til denne, nemlig Struensee. Hvad hjalp det så, at den franske filosof Vol­taire sendte Christian 7. en versificeret lyk­ønskning med dette fremskridt.

I de første måneder af 1771 tog Christian 7.s sindssyge for alvor fart, alt mens Struensee febrilsk arbejdede på sit store reformpro­gram, hvortil kongen efterhånden blot tjente som underskrivningsmaskine. Medio juli samme år lod han sig af kongen udnævne til gehejmekabinetsminister med nærmest suve­ræn myndighed.

Blandt hans mange reformer kan nævnes forordningen om, at adelige også kunne pan­tes for gæld. Selvom det var et forsøg på at gø­re alle mere lige, vandt han kun nye og endnu stærkere fjender derved, ikke mindst den for­gældede S. C. Rantzau, der oprindelig havde åbnet hans vej til hoffet. At Struensee også skar ned på hoffets luksus gjorde blot mod­standen mod hans reformer større.

Mere populær blev Struensee sikkert på at åbne Kongens Have for det jævne publikum og samtidig forvandle den til forlystelsespark med koncerter. Han sørgede også for at stand­se det kostbare byggeri på Marmorkirken, hvorefter den franske arkitekt Jardin måtte forlade Danmark. Digteren Johannes Ewald gjorde imidlertid tykt nar ad reformtidens projektmageri i sin komedie "Harlekin Pa­triot", hvor en replik lyder: "Al vor Fortræd er tysk".

Den 22. juli 1771 skrev Luxdorph i sin dag­bog den lakoniske meddelelse: "Struensee og Brandt bliver Grever". Sommeren tilbragtes i øvrigt på det skønne Hirschholm Slot, hvor den unge musiker og komponist, italieneren Guiseppe Sarti, diverterede hoffet med sin kunst. Med sig havde han en trup af fremra­gende italienske sangere og sangerinder. Pri­madonna var Terese Torre, højt elsket af det københavnske publikum. Man optrådte på en miniaturescene, der var sendt dertil fra Chri­stiansborg.

Forholdet mellem Struensee og Køben­havns magistrat skærpedes nogle måneder før dette, den 3. april, da styrets 32 mænd ved en plakat blev orienteret om, at de var erstattet af et nyt styre. Samme dag modtog borgmestre og rådmænd hver et brev, der indeholdt 17 spørgsmål angående deres embedsførelse. Svar derpå skulle afgives inden 14 dage! Det afstedkom naturligvis megen vrede.

Et komplot mod Struensee og Brandt tog form og som anledning benyttedes Struensee's amourøse forhold til dronningen, den livsgla­de og lidt buttede Caroline Mathilde fra Eng­land, som blot var 20 år gammel. "Kongens Ægteseng fremfor andre bør være ren og ube­smittet", blev det senere hævdet under retssa­gen. Til de sammensvorne hørte kongens sted­moder, enkedronning Juliane Marie, general og rigsgreve S. C. Rantzau, general Eichstedt, oberst van Köller for det falsterske regiment og Magnus Bering von Beringskjold, en per­son med en temmelig blakket fortid.

Kuppet fandt sted om morgenen den 17. ja­nuar 1772 efter, at en vellykket maskerade på Christiansborgs hofteater var gået til ende. Fe­stens deltagere, som var mødt frem i "domi­no", en løs sort kappe med hætte, "dansede roligt i al Glæde" skreven af de tilstedeværen­de militærpersoner. Nogle timer senere arre­steredes Struensee og hans "parti", mens dronningen kørtes bort til Kronborg ved Hel­singør. Alt skete med største hast. Luxdorph skrev bestyrtet: "Stor Revolution, Gud give til det beste . . . Rantzau og Beringskiold satte det i Værk om Morgenen tilig, dog med Dr. Julia­næ og Printz Fridrichs Samtøkke. Almuen var som rasende af Glæde".

Så rullede retssagen, et uhyre ømtåleligt an­liggende for den nye regering, eftersom Eng­lands konge var broder til dronning Caroline Mathilde. Et var at Struensee havde ført et ryggesløst styre, et andet var hans forhold til dronningen. Dommerne kunne rystet ned­skrive, at dronningens sengetøj var "med saa­danne Pletter tilflyet, som Vidnerne som Fru­entimmere undsaa sig ved at beskrive".

Dronningen kunne ikke hjælpes, skønt England truede med at sætte magt bag sine ord om at man skånede hende. Hendes ægteskab med Christian 7. opløstes og hun endte sine dage i Tyskland. Så fulgte henrettelsen af Struensee og Brandt og "det Kongl: Hoff Gud skee lov kom i Rolighed igien", som apoteker Claus Sedenius i Nykøbing Falster udtrykte det.

Sandheden var imidlertid, at både det dan­ske samfund og udlandet var rystet af disse be­givenheder. Benedicte Arnesen-Kall skriver i sine" Livserindringer 1813-1857", at "Den 17de Januar regnedes for den ulykkeligste Dag i Aaret. Blevet Barn født paa den, saa skubbede man Angivelsen af dets Fødsel nogle Timer frem eller tilbage for at faa Datoen til at blive den 18de eller den 16de Januar. Alle de smaa Caroline-Mathilder, som vare blevet op­kaldte efter den ulykkelige unge Dronning, bleve omdøbte. Man ville ingen Erindring ha­ve om hende". Og forfatterinden angiver yderligere i en note, at efter forlydender æn­dredes enkehertuginde Vilhelmine Marie af Glücksborgs fødselsdato fra den 17. januar 1808 "en Dag, som hendes Fader, Frederik den Sjætte, ikke kunde taale at nævne" til den 18.

En anden kvindelig forfatter, Frederike Bruun skrev i sine ungdomserindringer , at hendes far havde tjent hos Struensee og de var blevet meget knyttet til hinanden. Struensee havde lovet hendes far "hvis det var forundt Aander at gjennembryde Sandseverdenens Skranker, at vise sig for ham i det første Fjer­dingaar efter sin Død - til ubeskrivelig Rædsel for min Moder". Hun husker videre, hvorle­des en tobaksdåse af blik, som Struensee hav­de benyttet i fængslet, var kommet i faderens eje og altid stod ved hans side, når han sov. Men hendes mor "frygtede altid for at skulde se den afhugne Haand ved Siden af den".

Var dette udslag af hysteri" Måske. Til gen­gæld virker det lammende at læse en vurdering af begivenhederne i Gentleman's Magazine, som udkom i London kort efter: "The late re­volution in Denmark, my Lord, will produce, in all human probability, an entire alteration in the whole system of Europe". Sjældent har en journalist haft så profetiske evner. Stats­kuppet den 17. januar 1772 i Danmark blev ganske overskygget af den franske revolution i 1789!

Strøget

Strøget, byens vigtigste færdselsåre for fod­gængere, kendes først i sin fulde udstrækning, fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, i tiden efter det første Christiansborgs og byens bran­de i henholdsvis 1794 og 1795.

Det langstrakte Amagertorv er den ældste del, byens knudepunkt i gamle dage, for her mødtes trafiklinierne fra de fire byporte. Da Frederiksstaden var grundlagt 1749, søgte stedse flere københavnere fra Amagertorv ad Østergade til Kongens Nytorv. Ved at lægge fliser på Østergades fortove i 1771, forbedre­des gadens brolægning betragtelig og damerne begyndte så småt at promenere sammesteds. Det hævdes, at de fulgte dronning Caroline Mathildes eksempel.

Østergade blev rigtig fornem efter 1795, hvor en vigtig konkurrent, Højbrostræde, slettedes af byplanen. Elegante butikker eta­bleredes og der berettes allerede 1804 om pul­serende trafik. 20 år senere kunne man prale med de første vinduesudstillinger i Østergade, hvilket atter førte til brugen af større butiks­vinduer.

En stor nyhed var indførelsen af droskerne i København den 5. maj 1828 og naturligt nok oprettedes den første holdeplads på Amagertorv, mens Kongens Nytorv fik en tilsvarende få dage senere. Fra 1840 førtes omnibusser fra Kongens Nytorv, ad Østergade, over Amager­torv og videre ad Vimmelskaftet. Mod denne del af det kommende "strøg" rettedes alle by­ens øjne, da en reklamedukke, som kunne be­væge sig, udstilledes i 1844. Det var i Vimmel­skaftet 38, hvor modehandlersken Louise Rasmussen, senere grevinde Danner, havde butik.

I disse år blev trængslen stedse stærkere på strækningen fra Kongens Nytorv til Gammel­torv, som nu bar navnet "Routen". Forfatte­ren Carl Bernhard følte sig allerede 1834 hen­sat til den londonske verden, hvor dandyernes modeudtryk flagrede ligeså let i luften som det skete "Paa Routen i København". Nu færde­des her modelapse, flanører og enhver turist. Den svenske forfatterinde Frederika Bremer beklagede sig 1849 over alt det sammenrend i Østergade og en dansk provinsbo mente sam­me år, at gaden var den "trøgeste (trægeste) at gaa paa".

Skulle en forlovelse bekendtgøres i Køben­havn, var Østergade også det rette sted at præ­sentere pigen, naturligvis først mellem 14 og 16 om eftermiddagen. Da flanøren Felix Bearn traf en smuk ung dame på Vimmelskaf­tet, håbede han atter at møde hende på de kan­ter. Men hun syntes forsvundet. "Dog ganske vilde jeg ikke overgive mig, jeg gik op til Kon­ditor paa Ruten og indkvarterede mig der ved Vinduet, til det blev mørkt, og jeg altsaa maat­te opgive Haabet for den Dag".

I en turistvejledning fra 1872 understreges det, at Østergade fortsat er "Routens meest befærdede Strøg" og Hotel d' Angleterre er "det skarpe Hjørne", alle med respekt for sig selv må passere. Her dukker omsider ordet "Strøg" op. Nogle år efter kom det atter frem i sommerrevyen" Rejsen til Maanen", og atter i en sommerrevy 1886. Den gamle betegnelse ­- "Routen" - begyndte at gå i glemmebogen, hvorimod en ny generation af københavnere fandt det praktisk at tale om "Strøget", som nu omfattede Østergade, Amagertorv, Vim­melskaftet, Nygade og Frederiksberggade.

Myndighederne måtte snart regulere færds­len, som ikke var blevet mindre. Politivedtæg­ten af 22. juni 1883 meddelte, at "Kjørsel med Velocipeder og lignende Befordringsmidler er kun tilladt på Kjørebane og Ridesti, derimod ikke paa Fortov eller Gangsti". Den største forandring i Strøgets historie blev imidlertid en vedtagelse i Københavns Borgerrepræsen­tation, som gjorde strækningen til byens før­ste gågade. En prøveordning indledtes 15. no­vember 1962, i dag permanent.

Strømpevævere

Strømpevævere kom til København i 1600­tallet. 1680 fik en mand ved navn Friderich Boye bevilling til at bosætte sig og fremstille "Camisoller eller Nattrøjer, Strømper og an­det Arbejde". Mod at erlægge den sædvanlige told fik Boye desuden tilladelse til at indføre uld og silke til formålet. Københavns hose­kræmmerlaug fik otte år senere sin skrå og det fremgår af denne, at der endnu ikke eksistere­de strømpefabrikker her i landet.

Først 1736 kan det dokumenteres, at en egentlig strømpefabrik blev etableret i hoved­staden. Justistråd Kaj Friederich Schnell hav­de året før i Amsterdam sluttet en foreløbig kontrakt med strømpefabrikant Johann Si­meon Juvalta, hvori det af taltes, at denne skulle flytte til København og der oprette en fabrik. Den 7. september 1736 tilstod kom­mercekollegiet Juvalta privilegium på frem­stilling af strømper "af Silke, Sayette, Biber eller Castor af Uld, Bomuld saavel som Garn ­og Traad-strømper". Varerne skulle produce­res på værkstole eller "metiers", og privilegiet gjaldt for Juvalta og hans arvinger 16 år frem i tiden. Den af det danske asiatiske kompagni importerede silke var han forpligtet til at be­nytte, mens de øvrige råvarer kunne skaffes direkte fra udlandet.

1736 var også året, hvor en anden strømpe­fabrikant, franskmanden David Perrin, fik lov til at nedsætte sig i København eller Frede­ricia. Men ingen af fabrikkerne fik det let med indtjeningen. Store problemer opstod, da Christian 6. døde 1746, for ingen måtte bære silke­strømper, så længe der sørgedes over monar­ken. 2.000 par blev i første omgang lagt på la­ger på Juvaltas fabrik, nu videreført af hans enke, og man søgte staten om hjælp på for­skellige måder. Om det hjalp, vides ikke, men Juvaltas fabrik klarede i det mindste krisen.

1751 udstedte man laugsartikler for Køben­havns uldstrømpefabrikanter, idet fabrikan­terne af samme vare, Jürgen Adolph Iborg, Joh. Diedr. Lange og Christian Robertsen hævdede, at den danske uld var så god en rå­vare, at den fortjente en professionel behand­ling. Det var i samme laugsskrå nedfældet, at to skuemestre en gang om måneden skulle kontrollere hver enkelt mesters arbejde. Bø­den lød på to rigsdaler til laugskassen, hvis et par strømper blev fundet for dårlige. Da kom­mercekollegiet 1775 lod undersøge strømpe­væverlaugets tilstand, viste det sig, at det kun talte syv mestre. De havde 14 stole i gang, men ti stod ledige. Derimod var der 19 priviligerede fabrikanter udenfor lauget, der tilsammen havde 73 stole i arbejde.

I 1770erne klagede de fleste af fagets mestre over, at arbejdslønnen var for høj, ligesom der var problemer med at skaffe spindere. Pro­duktionen var på dette tidspunkt 6-10 par uld­ne strømper eller 3-4 par silkestrømper om ugen for en enkelt svend. Bedst kørende af alle foretagender var Wesselys & Warburgs fa­brik, der oprettedes 1752. Den rådede 23 år se­nere over 1 mester, 27 svende, 32 spindere og 20 vindere. Virksomheden klarede også farv­ning, blegning og presning. I 1800-tallet, hvor familien Warburg var alene om at drive fa­brikken, var der flere fremgangsperioder og den lukkede først 1902. Strømpevæverne, som speciel profession, var allerede fra 1890 ophørt, herefter kaldtes de for fabrikanter.

Suhrs Friboliger

Suhrs Friboliger i Valdemarsgade 5-9 repræ­senterer det sene 1800-tals smag for de histori­ske stilarter. De to etager høje bygninger i gule mursten opførtes 1876-77 på initiativ af etats­råd Ole Bernt Suhr. Han var handelsmand fra Nyborg, anlagde en cinders- og koksfabrik på Christiansholm og var med ved grundlæggel­sen af Privatbanken i 1857. Han sad også i be­styrelsen for De danske Sukkerfabrikker, lige­som han interesserede sig for kryolitbrydnin­gen i Grønland. I hans testamente var en del af formuen be­stemt for oprettelsen af friboligerne på Valde­marsgade til gavn for trængende grosserere og grossererenker. Som arkitekt valgtes P. L. Fenger og byggeriet var indrettet til 14 boliger. Der blev også råd til et lille haveanlæg, hvor en Mercurstatue anbragtes som en hilsen fra den gamle handelsmand.

Svanemøllen

Svanemøllen, som har givet navn til en jern­banestation og en villavej ved Østerbrogade, var i gamle dage et af byens vartegn, synlig fra det meste af Øresund. Ved Bagerens Mølle (som Svanemøllen også kaldtes) byggede eng­lænderne før Københavns belejring et fast batteri monteret med fire kanoner, "Fiir­ogtyve pundere", for at sikre deres position dette sted. Et udfald fra København den 20. august 1807 mod batteriet mislykkedes.

Efter krigen var møllen atter en vigtig virk­somhed og en mestersvend betaltes 1840 ti rigsdaler om måneden. Svanemøllens overdel, inklusive vingerne, brændte 1892, hvorimod underetagen eksisterede indtil 1944, indrettet som restaurant og med stærk søgning fra den nærliggende Ingeniørkaserne. Da den under besættelsen hovedsagelig benyttedes af tyske soldater, sprængtes bygningen i luften af sa­botører.

Svinehold

Svinehold hørte i gamle dage til Københavns værste plager, en gene for næsen og ubekvemt for trafikken i gaderne. Frederik 2. indledte felttoget mod dem ved 1564 at forbyde svinene adgang til Nicolai Kirkegård. Den skulle ind­hegnes "og derfor gøres nødtørftige Riste og Porte, saa at Svin og Fæ udelukkes og ingen Age- eller Ridevej derover bliver. . .".

Et forbud mod overhovedet at holde svin i hovedstaden, hvad enten det var på åben gade eller i lukket sti, udstedtes 12 år senere. De il­desete dyr synes derefter at have fortrukket til byens marker, hvor de imidlertid også var uønskede. Kongen måtte 1585 udstede et for­bud, eftersom de gjorde skade på stadens ind­hegnede marker. Men modstanden var hård og 1587 måtte Frederik 2. lade bøden skærpe. Det var atter forgæves. Et kongebrev af 1596 kunne lakonisk meddele: "Vi komme i Forfa­ring, at denne vor Forordning fast ringe agtes".

Endnu i 1700-tallet fortsatte myndigheder­ne med at fordrive svinene fra byen. 1709 blev det overhovedet forbudt at føde svin på sti indenfor Københavns volde. Dog trodsede slagtere og brændevinsbrændere alle forbud. Man kunne endog læse avisannoncer om bort­løbne eller forsvundne svin. 1764 stod således averteret: "En stor, lang, hvid Soe med lange Ører og Rumpe er i Dag af en Gaard i Tverga­de bortløben, for hvis Opdagelse loves en bil­lig Ducør". Året 1765 gav avis læserne ligeså underholdende meddelelser, f.eks. "Af en Gaard i Kalleboderne er i Torsdags Eftermid­dag tvende smaa, hvide Griise bortløbne, af hvilke den ene havde en liden Klokke om Hal­sen og den anden et Baand".

Men lugten rev i næsen, også i stadsfysikus Wandelers, og han gjorde 1771 kraftigt op­mærksom derpå. Især var svinene talrige på Christianshavn, og den ihærdige Struensee indskærpede forbudet over for brændevins­brænderne, der ønskede at fede svin på sti. Trods en regn af bøder fortsatte svineholdet, om end i det dulgte. Således blev en postkom­missær 1779 grebet i at skjule to halvvoksne svin i en jordkælder under sin forstue. Endnu 1840 opgives der at være 739 svin i Køben­havn.

Synagogen

Synagogen i Krystalgade 12 kommer i dag stærkere frem i bybilledet efter nedrivninger­ne i karreen. Den jødiske menighed erhverve­de år 1800 en byggegrund i Krystalgade, davæ­rende Skidenstræde, hvorpå en synagoge skulle opføres til erstatning for den gamle, som gik tabt i Læderstræde ved bybranden 1795. 1 1804 fik stadsbygmester Peter Meyn opgaven at projektere den nye synagoge, men hans forslag realiseredes ikke. Man valgte i stedet den kendte professor ved Kunstakade­miet, G. F. Hetsch, som 1830-33 ledede det nye byggeri. Hetsch skabte en basilika, nærmest med kvadratisk grundplan, og som specialist i ornamentik valgte han en af tidens modelu­ner, den egyptiserende stil, fremhævet ved de skrå vinduer.

Hovedrummet har monumental karakter, markeret ved to rækker ottekantede søjler, der i to etager skiller det fra sideskibene. Pul­piturerne samt balkonen på vestvæggen er forbeholdt kvindeafdelingen, mens mandsaf­delingen er strengt adskilt derfra ved sin place­ring på gulvet. For oven ses et kassetteloft, fladt udformet efter Hetschs anvisning, skønt menigheden oprindeligt havde tænkt sig et tøndehvælv. Trapper fører ved østvæggen op til prædikestolen og bagved syner det indbyg­gede "hellige skab", hvor Tora-rullerne opbe­vares. "Bimah"en, et alterlignende bord, er anbragt på en estrade, Det er centrum for gudstjenesten og her har kantoren (forsange­ren) sin plads.

Den 12. april 1833 annonceredes i BerIing­ske Tidende, at "I Formiddag indvies det mosaiske Troessamfunds ny Synagoge ved dettes lærde og værdige Præst, Hr. Dr. Philos Wolff". Omtalte præst var den navnkundige overrabiner Abraham Alexander Wolff, der få år tidligere var hentet fra Darmstadt for at lede menigheden. Ved hans store energi var det lykkedes at rejse penge til byggeriet og han virkede som overrabiner i København til sin død i 1891. En person var dog ikke tilfreds med synagogen. Ti år efter byggeriet beklage­de Hetsch, at en "ilde forstaaet Oeconomie har været det ledende Princip ved Opførel­sen".

I det københavnske magasin "Nutiden" gav Eli Frère i 1881 et billede af, hvorledes synago­gen da tog sig ud: "Skjøndt jeg ikke er inde i Arkitekturen, forstod jeg dog strax, dette var orientalsk Stil; det var hverken Rundbue­ eller Spidsbuestilen! ... Jeg lagde Mærke til Mængden af Lysekronerne og de mange Gasbrændere, som sad fast paa Randen af Stolene".

Ved en ombygning 1885, ledet af arkitekter­ne F. L. Levy og Ove Petersen, tilføjedes et port- og trappehus i vest. Man ser over indgangen en fordybning med en indskrift på hebra­isk.

Søpavillonen

I 1885 fik Københavns Skøjte­løberforening overdraget den sydvestlige del af Peblingesøen til skøjtebane og otte år sene­re gav myndighederne tilladelse til, at foreningen lod nogle primitive skure nedrive til afløs­ning af et mere interimistisk bygningsværk. Den flittigt benyttede arkitekt Vilhelm Dahle­rup leverede tegninger til bygningen, som op­fødes i træ og forsynedes med to karakteristi­ske tårne. En restauratør betalte byggeom­kostningerne for til gengæld frit at kunne be­nytte lokalerne i de næste ti år.


T

Tallotteriet

Tallotteriet i København oprettedes 12. ja­nuar 1771 på initiativ af Struensee. De første trækninger fandt sted foran Københavns råd­hus, fra hvis altan man blæste i trompet, hver gang et nummer var trukket. Skønt Struensee havde overtaget ideen fra sine forgængere, fik han skylden for spillelidenskaben og deraf føl­gende ulykker. Da han blev styrtet i 1772, overtog staten lotteriet (til afbetaling af stats­gælden) og desuden forøgedes trækningernes antal. Herefter blev numrene udtrukket på samme tid i København, Altona og Vands­bæk, hvilket snart gav anledning til spekulati­oner i at kende de udtrukne tal før postens an­komst til hovedstaden. 1 begyndelsen af 1790erne fyldtes Gammeltorv af menneske­masserne, når trækningen stod på. De udtag­ne numre anbragtes i en kasse, som kastedes ud til folkemængden og blodige slagsmål op­stod omkring. Fra 1795 til 1818 blev lodtræk­ningen henlagt til Charlottenborg og i 1851 ophævedes tallotteriet.

Teatermuseet

Teatermuseet, som blev stiftet 1912 af Sel­skabet for Dansk Teaterhistorie, åbnede l. maj samme år. 1922 flyttedes samlingerne til det gamle hofteater på Slotsholmen (Christi­ansborg Ridebane 18). Den franske arkitekt N. H. Jardin havde indrettet hofteatret 1766, hvor selveste Christian 7. året efter optrådte som sultan Orosmane i Voltaires tragedie Zai­re. Det var i øvrigt indrettet således, at det let kunne omdannes til balsal. Netop arrangeret til sådant brug var hofteatret rammen om en "Bal-Masque paré en domino", som fandt sted 16. januar 1772 om aftenen. Folk af høje­re rang deltog og mødte frem iført en "domino", hvorved forstås en sort, løsthængende kappe med hætte. De dansende bar også ma­sker, som blot skulle tilsløre deres identitet. Da Struensee og dronning Caroline Mathilde forlod festen, anede de ikke, at et statskup tid­ligt næste morgen skulle gøre ende på deres lykke.

1842 moderniserede Jørgen Hansen Koch teatret, hvis tilskuerpladser siden har stået uændret. Museets samlinger dækker det dan­ske teaters historie fra Holberg til vore dage.

Teglgårdsstræde

Hvor den nuværende ga­de markerer sig i bybilledet, blev omkring 1530 anlagt en teglgård, byens tredie. Til virk­somheden hørte store lergrave, men det sti­gende byggeri i 1600-tallets København nød­vendiggjorde en udflytning til markerne uden for voldene. De nuværende huse er næsten al­le opført under nyklassicismen, i perioden 1796-1810, dog er Teglgårdsstræde 14 allerede rejst omkring 1740. Bygherrerne talte bl.a. en høker, en brændevinsbrænder, en urtekræm­mer, en thehandler og en vognmand.

Telefonkiosker

Telefonkiosker, et fast inventar i det ældre københavnske bybillede, opstilledes på initiativ af aktieselskabet Københavns Telefon­kiosker efter at koncession var givet 3. septem­ber 1895. På dette tidspunkt var der ca. 4.000 abonnenter i hovedstaden. Året efter stod de første ti kiosker opstillet på stærkt befærdede strøg. Serien var tegnet af arkitekt Fritz Koch som også byggede Telefonhuset i Nørregade. De sekskantede, ni meter høje huse, udsmyk­ket i en slags jugendstil, forsynedes med kob­bertag og øverst lanterne med urskiver. 1906 var antallet af de festlige gadetempler kun øget til 11. Et restaureret eksemplar fra Sølvgade er nu genopstillet i Musemsgaden (Absalonsgade), hvorpå er opsat morsomme reklameplakater fra århundredskiftet fremstillet påny med mo­derne teknik. De oprindelige plakater skyldtes kendte kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Axel Nygaard og Joakim Skovgaard. Tivoli har endvidere erhvervet gamle kiosker fra Enghave Plads og Gl. Torv. Den nuværende telefonkiosk på Gl. Torv blev fremstillet 1913, og på Nørrevold er også bevaret et eksemplar.

Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum blev grundlagt af mesteren selv, idet Bertel Thorvaldsen 1837 skænkede alle sine værker og store kunstsam­linger til et museum, som skulle ligge i Køben­havn. Blandt de landsmænd, der havde opild­net ham til denne plan, spillede prins Christian Frederik og Ionas Collin en hovedrolle. Thor­valdsen gav yderligere sin formue til museets etablering, væsentligt tilskyndet dertil af dig­teren Ludvig Bødtcher. Samtidig forærede Frederik 6. byggegrunden, hvor Den kgl. Vogngård lå, mens en landsindsamling og til­skud fra Københavns Kommune sørgede for resten af midlerne.

Arkitekten M. G. Bindesbøll, som valgtes til at lede byggeriet, omskabte 1839-48 den gamle vogngård, et firelænget anlæg, til en fint pro­portioneret museumsbygning i egyptisk stil. Den gamle bygning havde rummet en rektan­gulær gård og foran den søndre kortside an­bragte Bindesbøll den store forhal, hvis yder­mur tjener som hovedfacade.

Over facaden, der opdeles af fem høje, skrå portaler, rejser sig en bronceskulptur. Den er udført af H. W. Bissen efter Thorvaldsens ud­kast og fremstiller Victoria - sejrsgudinden ­med brusende vinger bag et firspand.

"Også Sonnes Figurfrise til Thorvaldsens Museum var Bindesbølls ldé", skrev arkitek­ten Vilhelm Klein, som havde arbejdet for Bindesbøll. Frisen udførtes i farvet cement­puds efter Sonnes kartoner, men er fornyet 1952-59 under ledelse af Axel Salto. På kanal­siden ses den berømte billedhuggers hjem­komst 1838 fra Paris. Det foregik med fregat­ten" Rota", hvorfra Thorvaldsens værker blev udlosset. Denne scene er vist på facaden mod slotskirken, mens facaden mod slotsgår­den er smykket med værkernes overførsel til museet.

l museets gård er Thorvaldsens grav, hvor kun dækpladen er over jorden. Ifølge Julius Lange var en af de sidste nyklassicister, arki­tekten Theophilus Hansen, meget utilfreds med dette arrangement. Der burde naturligvis have stået en marmorsarkofag med skulpturer og gården skulle være overdækket med glas­tag, så Thorvaldsens store rytterstatuer kunne placeres sammesteds omkring gravmælet. Ju­lius Lange mente, at Theophilus havde fået en "Verdens-Udstillingstanke", og der blev jo in­tet af den sag.

Hvad angår udsmykningen af gårdfacaden, skyldes plantemotiverne mellem portene H.C. From, mens de væddekørende genier er af Joh. Scholl. Ligeså rig er udsmykningen i mu­seets udstillingsrum, små som store. Den im­ponerende forhal har stukloft og gulvet er her som i de øvrige rum lagt i mosaik- og terrazzo­mønstre. Mange af lofterne er i pompejansk stil. Den antikke stemning har været anslået fra begyndelsen, og museets imponerede alle samfundslag, også provinsboen som under et besøg i 1856 udtrykte det: "Vi stod foran det over hele den dannede Verden berømte og ma­geløse Thorvaldsens Museum... Jeg er ikke Kunstkender, og vel ved jeg, at kun faa er det".

Thors Hall

"Thors Hal" er for længst blot et navn og på dets sted ligger i dag forlystelsesetablissemen­tet "Valencia", Vesterbrogade 32. Her åbnede i 1861 et usædvanligt foretagende, ovenikøbet indviet af selveste Frederik 7. Navnet Frederik Folkekær passer godt på kongen i denne for­bindelse, for han åbnede og navngav stadens første fine ølhal. Oprindelig var der foran byg­ningen en grusbelagt plads, hvor publikum om sommeren kunne indtage deres øl ved små stamborde. Ville man indendøre, førte en dobbeltløbet trappe op til ølhallens stueetage og bag ved lå en sal med tag båret af jernsøjler.

Bag etableringen af "Thors Hal" stod han­delsmanden Isaac Wulff Heymann, der 1853 havde grundlagt bryggeriet "Svanholm" på Gammel Kongevej. Etablissementet havde som forbillede de tyske ølhaller, hvor det ba­jerske øl udskænkedes. Da publikums til­strømning var træg, trods udskænkning af bajersk øl, forsøgte man at servere kartoffel­mos til. Det hjalp heller ikke, hvorefter en va­rieté stabledes på benene. Her optrådte fran­ske og ungarske sangerinder, men nogen suc­ces blev det aldrig, og Heymann måtte 1863 af­hænde sin forretning. Stedet blev derefter om­bygget til dansesalonen "Figaro", siden kendt som "Palais de Dance".

Thotts Palæ

Thotts Palæ, Kongens Nytorv 4, hvor den franske ambassade nu har til huse, er opført i 1680erne for søhelten Niels Juel. Holmens ad­miral havde fra gammel tid ejet en grund med have på hjørnet af Kongens Nytorv og Bred­gade og fra 1660erne udvidede han arealet med et ambitiøst byggeri for øje. Den skånske krig 1675-79 kom imidlertid på tværs og først 1683 kunne Niels Juel opføre en "real Bygning af Grundmur". For at billiggøre byggeriet op­nåede Juel fritagelse for grundskat i ti år samt toldfrihed for "de Materialer han kan have fornøden at lade indføre til sin forehavende Bygning paa hans Plads ved Kongetorvet". Palæet, en pilasterprydet vinkelbygning med hovedfacaden til torvet, stod færdig 1686. Stilen var den hollandske palladianis­me, en barok klassicisme med toscanske pila­stre i stor orden (strækkende sig over to eta­ger), endnu synlig i Bredgade-facaden. Arki­tekten antages at høre til kredsen omkring Christian 5.s generalbygmester, Lambert van Haven, som byggede Vor Frelsers Kirke. Da Christian Gyldenløve, stamfader til slægten Danneskiold-Samsøe, købte ejendommen, tilføjedes den nordre sidefløj 1699-1703, hvorved et symmetrisk anlæg opnåedes, helt i barokkens ånd. I Gyldenløves fløj er endnu bevaret pragtfulde rum, udstyret med stuk, vægpilastre, sandstenskaminer og paneler de­koreret med legende putti og blomsterguirlan­der. Til palæet hørte naturligvis også en lyst­have, hvor "de Crystalle-Vand kan artigt springe" . Da den stenrige greve Otto Thott i 1760erne overtog stedet, ændredes smagen radikalt ef­ter nye moder, kyndigt realiseret af fransk­manden N. H. Jardin. Hovedfacadens pilastre fik korintiske kapitæler og elegante festoner i sandsten opsattes mellem de to etager. Til er­statning for den gamle kvist anbragtes en lav frontispice med relief, desuden tilføjede man en balustrade som afslutning på facaden, kro­net med statuer og vaser samt en imponeren­de våbenkartouche i midten. Jardin bygge­de også den kurvede fløj til erstatning for den mur, som tidligere spærrede gården mod ha­ven.

I en længere periode, fra 1910, var en del af palæet beboet af forskellige gesandtskaber og i 1930 solgtes hele bygningskomplekset til den franske ambassade.

Tivoli

Tivoli er grundlagt af journalisten Georg Car­stensen, som 1843 fik overdraget et stykke af det daværende fæstningsterræn til formålet. Grundlæggelsen havde et interessant forspil. I 1841 modtog Christian 8. et andragende om tilladelse til at anlægge et forlystelsescenter i hovedstadens umiddelbare nærhed. Som ar­gument herfor henvistes der til lignende forly­stelseshaver ved andre hovedstæder. De tjente til "at skaffe Mængden passende Adspredelse og Moro, tillige fjerne alt uædelt og nedværdi­gende". Det planlagte københavnske forly­stelsescenter skulle under "navn af Tivoli" un­derholde publikum med pantomimer, rutschebaner, billarder, keglebaner, ligesom luft­balloner skulle opsendes og fyrværkeri sættes i scene.

Ansøgningen var ikke signeret af Georg Carstensen, men af papirhandler Meyer Her­mann Bing og en kunstdrejer i Klareboderne, Lauritz Termannsen Nygaard. Sagen løb hur­tigt vild i bureaukratiet, mens Carstensen i mellemtiden arrangerede en vauxhall og kon­cert i Kongen Have (15. juli), som faldt i kø­benhavnernes smag. Da den Bing-Nygaardske Tivoli-plan fik omtale i dagspressen, var Car­stensen ikke sen til at søge myndighederne om tilladelse til at oprette et lignende forlystelsesetablissement. Han henviste bl.a. til sine erfa­ringer fra mange rejser i udlandet. I Carsten­sens projekt indgik bl.a. en lavtbrændende fyrværkeriestrade, russiske glidebaner og konditorpavilloner.

Den 7. april 1842 sejrede Carstensens pro­jekt og det blev en stor succes. Da forlystelses­haven åbnede 15. august 1843, stod han selv ved indgangen for at byde hver gæst velkom­men. Han nåede den dag 3615 håndtryk. Ad­gangsprisen var l mark, hvorefter man passe­rede gennem en flot tremmeport. Mens køer græssede i de nærmest landlige omgivelser, var der inde i haven illuminerede bygninger og en koncertsal i tyrkisk stil.

Den københavnske presse var nu knap så begejstret, og "Corsaren" og "Fædrelandet" kom med forargede udtalelser. De brød sig ik­ke om Carstensens medvind. Selv havde han det svært med samarbejdet med havens besty­relse, hvorfor det revnede efter blot l½ år. Derefter kastede den rastløse Carstensen sig over et nyt projekt, et vintertivoli i Amaliega­de, og senere drog han til Amerika, hvor han sammen med en tysk arkitekt 1853 fik bygget et "crystal palace" til en udstilling i New York. Desværre brændte bygningen, så han endnu engang måtte søge nye veje. Hjemvendt til Kø­benhavn nåede Carstensen at påbegynde forlysteIseshaven "Alhambra" (s.d.) på Frede­riksberg, før døden indhentede ham.

Men hans første Tivoli var og blev en suc­ces. H. C. Lumbyes musik blev en af de største attraktioner og han var i 29 år dirigent i Tivolis

[Side 229 koncertsal, kendt for sin trivelige og joviale skikkelse.

Til de mere usædvanlige begivenheder i Tivolis historie hører den store lægekongres i august 1884, hvis mere festbetonede arrange­menter var henlagt til Tivoli. Den stærkt hyl­dede Louis Pasteur, som ved kongressen hav­de redegjort for sine eksperimenter med hun­degalskab, ankom sejlende til haven. Da de sidste rester af det gamle voldanlægs kanaler snart efter tilkastedes, blev denne oplevelse ik­ke længere forundt nogen verdensberømthed på tur i København.

Tivoli Caféen

Tivoli Caféen, også kendt under navnet "Loppestikket", var et af de maleriske indslag i bybilledet nær Rådhuspladsen. Oprindelig fungerede denne lille bygning (med naboskab til lndustribygningen) som billetkontor for "Hønen", en hestesporvogn med rute mellem Frihedsstøtten og Kongens Nytorv.

Navnet Loppestikket tilskrives en direktør ovre fra "Scala", som engang spurgte efter nogle skuespillere. Da man fortalte ham, at de opholdt sig i Tivoli Caféen, svarede han: "Nåe - det lille loppestik". Mange københavnere vil huske de små lokaler i bygningen, hvis vægge var behængt med charmerende malerier og billeder af Poul Henningsen, Holger Gisse­mand og Ludvig Brandstrup. "Spjæt" og Si­mon Henningsen fra Tivoli kom her. Nu er det en saga blot, ligesom Industribygningen måtte falde, blev også Loppestikket nedrevet i 1976.

Tornebuskegade

Tornebuskegade i Rosenborg Kvarter har antagelig navn efter det uryddelige og tilgroe­de terræn, hvor den blev anlagt. Mandtalsli­sten fra Københavns belejring 1659 nævner kun en mandsperson i Thoren Burske Gade, Christen Nielsen. Ved Københavns brand 1728 standsede ilden midt i gaden.

Trinitatis Kirke

Trinitatis Kirke ved hjørnet af Landemærket og Købmagergade blev påbegyndt 7. juli 1637. I. juni 1656 på Trinitatis Søndag indviedes bygningen højtideligt af Sjællands biskop Hans Svane i overværelse af Frederik 3. Hof­præsten Hans Dideriksen Bartsker prædikede på dansk, mens professor Thomas Bang afle­verede en latinsk oration.

Bygningen har fra begyndelsen haft tre funktioner: universitetets bibliotek, studen­ternes kirke og universitetets observatorium (sammen med Rundetårn, som allerede var opført 1642). Den oprindelige menighed om­fattede således professorer og studenter, idet førstnævnte gruppe havde deres stole i koret, mens studenterne betænktes med de syv øver­ste stole på mandssiden. Denne tradition fun­gerede indtil begyndelsen af 1800-årene. End­videre kunne de teologistuderende holde deres prøveprædikener i kirken. Om en sådan note­rede Luxdorph 1. april 1774: "Hørt i Runde­ Kirke Stud. Jacobsen efter Begiæring. Maa­delig og skjødesløs. Læste ikke eengang Lidel­sens Historie ræt op". Betegnelsen" Runde­ Kirke" var i øvrigt almindelig, skønt kirken allerede i byggeregnskaberne fra 1650erne om­tales som "Hellig Trefoldighedtz Kirche". Så­ledes nævner en jyde omkring 1850, at han "saa den Gamle Runde Kirke". Hvad angår ejendomsforholdene, havde Københavns Universitet 1658-1868 patronatet over kirken, hvorefter byens magistrat overtog den.

Bygningens plan er inspireret af 1400-tallets nordiske gotik: et treskibet langhus med tresi­det apsis, støttepiller og spidsbuede vinduer. I det hvidkalkede kirkerum bærer syv murede, ottekantede piller stjerneformede ribbe­hvælv, idet hvert af midterskibets hvælv har sit specielle ribbemønster dekoreret med stukor­namenter og i midten samlet ved en roset. I 6. hvælv fra øst er mønstret erstattet med et stort udmalet, forgyldt rigsvåben. Byggeriet var fra 1643 ledet af Christian 4.s øverste bygmester Leonhard Blasius. Efter hans død 1644 over­tog Albertus Mathiesen ledelsen, ligesom han fik ansvaret for kirkens gravplan.

Branden i 1728 ødelagde kirken stærkt, hvorefter den den 7. oktober 1731 kunne gen­indvies. Under bombardementet 1807 blev Trinitatis Kirke skånet, hvorefter den i en årrække benyttedes ved universitetets store fe­ster, mens Vor Frue var under genopbygning: I forbindelse med 300-året for reformationen, fejret af universitetet 1817, "vendte" man kirken, idet nordsiden blev gjort til hovedfaca­den og portalerne i denne lod man ombygge. Flere restaureringer og mindre ændringer har fundet sted siden. 1834-35 blev kirken grun­digt istandsat og samtidig anbragtes efter teg­ning af G. F. Hetsch to skriftestole i korets si­degange under det store musikpulpitur. End­videre fornyede man delvis hvælvingernes for­gyldte blikstjerner, som antagelig var opsat i 1730. 1869-71 foretog stadsbygmester N. S. Nebelong en ny restaurering, mest omfattende det udvendige, hvor de to vestre portaler flyt­tedes til skibets vestligste fag. Samtidig male­des kirkerummet i strålende farver efter for­slag af maleren Heinrich Hansen, men den liv­lige udsmykning fjernedes atter 1909.

Det fineste inventarstykke er altertavlen, som hofbilledhugger Friderich Ehbisch 1731 leverede til Trinitatis. Efter barokkens prin­cipper er hovedvægten lagt på den arkitekto­niske opbygning: en portal flankeret af korin­tiske pilastre og søjler, der over gesims og top­stykke er udformet som en fyrværkerisol. I portalen ses en krucifiksgruppe, til siderne to allegoriske kvindefigurer: Troen og Nåden, mens to seksvingede engle knæler på gesim­sen. Skyer og putti med skriftbånd er rund­håndet føjet til. Guds øje ses også i topstyk­ket. Prædikestolen, også et træskærerarbejde af Ehbisch, står udsmykket med marmore­ring, forgyldte ornamenter, akantus og to put­ti, der holder en blomsterkurv. Det skal tilfø­jes, at alter og prædikestol oprindelig stod med egetræets naturlige lød, indtil et velha­vende menighedsmedlem 1757 betalte for de­res forgyldning og marmorering. Over for prædikestolen er et pragtfuldt rokokour fra 1757 anbragt på en pille. Dets forgyldte kasse indeholder tre urskiver, et fornemt modstykke til de almindelige timeglas, præsterne ellers var henvist til at bruge, når de prædikede. Ko­ret er hævet tre trin over gulvet og er adskilt fra skibet ved et gitter med 26 messingbalustre. Stolestaderne er fra 1731 og bærer en udskå­ren musling på hver gavl. Mens orglet levere­des 1956 af Marcussen & Søn, Åbenrå, dateres facaden til 1731, da man lod Daniel Lambert Kastens forny orgelværket efter branden.

Trinitatis Kirke indrettedes også med grave og krypter. Således blev korets 15 krypter mu­ret 1657-86, idet man fulgte Albertus Mathie­sens plan. Her gravlagdes nogle af rigets mest ansete mænd, men to af krypterne måtte sløj­fes, da centralvarme blev indlagt 1870. Blandt disse gravlagte kan nævnes rigshovmester Jo­achim Gersdorff (død 1661), rigsmarskal Jo­han Christoffer Körbitz (død 1682) og felt­marskal Hans Schack (død 1676). Hans Schacks prægtige marmorepitafium, et arbej­de af Artus Quellinus d.y. og Christian Ner­ger, opstilledes 1689 på korets nordvæg. Felt­herren ses halvt hvilende med allongeparyk og omgives af faner, kanonløb og andet krigsma­teriel.

Det store underste kirkeloft, som i 1650erne indrettedes til universitetsbibliotek, havde an­selige dimensioner: ca. 50 x 20 m. Et festligt interiør mødte publikum, når det via Runde­tårns snegl var kommet op til indgangen. Rød­malede bjælker bar et gult bræddeloft og un­derstøttedes med jernsøjler, mens store, ud­smykkede bogskabe stod langs væggene. For­uden allegoriske billeder bar skabene senten­ser som "Hvo meget unyttigt læse vil, med Bøger bruger kun Abespil". Eller: "Tag Bo­gen fat, baade Dag og Nat" og "Spindelvævs­tanker, kun Fluerne sanker". I vinduesnicher­ne hang portrætter af lærde mænd og donato­rer. Af en regnskabsrapport fra 6. juli 1656 fremgår det, at der blev lavet seks gardinstæn­ger til biblioteket. Ved indvielsen 7. juli 1657 kimede kirkens klokker, da Frederik 3. og hans følge ankom. Derefter holdt Thomas Bang indvielsestalen, mens underbibliotekaren oplæste lånereglementet. Ifølge dette var der åbent nogle timer hver onsdag og lørdag, men i augustferien alle hverdage. Udlån var ikke tilladt, eftersom biblioteket var "med store Bekostninger saa beqvemt indrettet og forsynet med Borde og Bænke, at det kunde være et fælles Tilflugtssted for Musernes samtlige Dyrkere". Små udstillinger arrange­redes også. En norsk tilrejsende noterede 1668 bl.a. "Store Kiempebeen oc Tænder fundne ved Croneborg" og en "Chinæisk-bog skref­fuen paa Silche-papir". Ved branden 1728 ødelagdes hele bibliote­ket, på nær nogle få bøger, hvorefter en gen­opbygning blev iværksat. 1807-32 havde og­så Oldnordisk Museum til huse i biblioteket. 1861 flyttedes såvel bibliotek som observatori­um fra den utidssvarende bygning. (Se endvi­dere Rundetårn).

Triumfbuer

Triumfbuer hører ikke blot den romerske oldtid til, såsom kejser Septimius Severus' tre­buede sejrsmonument i Rom. Også senere ti­ders hovedstæder kunne smykke sig med æres­porte, omend deres levetid oftest kun holdt til festens udløb.

Allerede i l500-tallet oplevede københav­nerne en sådan arkitektonisk frembringelse, for ved Christian 4.s kroning 1596 rejstes en triumfport på Amagertorv, dog godt skjult bag brædder indtil selve processionsdagen. Da den nykronede konge nærmede sig riden­de, afsløredes en flere etager høj bygning, som var smykket med skriftsprog og kongens navnetræk i forgyldte bogstaver. Under buen svævede en engel, mens fire kæmpekrigere be­vogtede den, bukkende deres træhoveder for den unge konge. Mens han passerede under­ portalen, svang englen sig ned og kransede ham.

Da enevælden indførtes, måtte det naturlig­vis også sætte sig spor i den pragt, som omgav monarkiet. Da kronprins Frederik (5.) 11. de­cember 1743 fejrede sit bryllup med den engel­ske prinsesse Louise, opstilledes der en festde­koration i Størrestræde (nu Holmens Kanal), dog ikke den traditionelle æresport. Admirali­tetet, som stod bag arrangementet, valgte to columnae rostratae - søjler med gennemstuk­ne skibe. I det gamle Rom var sådanne søjler et sejrssymbol.

En gigantisk triumfbue præsenteredes 21. oktober 1794 på slotspladsen, hvor arveprins Frederik skulle modtage sin tilkomne, prinses­se Sophie Frederikke. Hun ankom om bord på et orlogsskib. Æresporten, med høj bue og medaljoner, var fremstillet af træ, lærred og gips efter tegninger af Harsdorff. Luxdorph bemærkede noget surt i sin dagbog: "Ære-­Porten staaer skiæv for Slottet, hvilket kunde vært ændret".

En udløber af denne tradition var opstillin­gen af en æresport på Gammeltorv, da trop­perne vendte hjem i 1849. Løver på plinte var anbragt ved triumfbuen og over portalens nyklassicistiske ornamenter stod skrevet: DET SKAL El SKE DET SWORE II SOM MEND.

Trommesalen

Trommesalen var byens ældste kvægtorv og lå hvor Gammel Kongevej nu begynder. Tor­vet anlagdes 1671 af hofslagter og konsumpti­onsforpagter Niels Olufsen med det formål at forhindre borgerne i at opkøbe lam og kreatu­rer og slagte dem uden at betale afgift (accise) deraf. Betalingen skete ved en accisebod, som lå ud til torvet. Da kvægtorvet åbnedes om morgenen ved trommehvirvler , fik det navn deraf. Samme navn bar den førnævnte accise­bod, hvorover der 1730 gjordes synsforret­ning. Det fremgår heraf, at der til Trommesa­lens bygning hørte en have med frugttræer, fem fiskeparker og et vænge, som kunne tilsås med to tønder rug. I 1879 nedlagde myndighe­derne Trommesalens marked og erstattede det med de nye slagtehaller ved Halmtorvet.

Turneringer

I senmiddelalderen blev det skik at afholde ridderspil og turneringer i Kø­benhavn for at fejre tronbestigelser og konge­lige bryllupper. Da Christian 1. kronedes og holdt bryllup den 28. oktober 1449, arrangere­de man de følgende dage en stor turnering på Gammeltorv. Kongen deltog personligt og formåede at "rende dem all deris Heste aldelis forgeffuis ("ubesværet"), som komme paa Banen, bode Suenske, Danske och Tydske".

Når en ridder skulle "rende" - deltage i et dystløb - var det hans opgave at kaste mod­standeren af hesten. Man kæmpede med fæl­dede lanser og for at undgå, at hestene tørnede ind i hinanden, så de med deres tunge vægt knuste en eller begge parter, var der ofte opsat en lang skranke mellem de to rendebaner. Denne adskillende bjælke kaldtes "balgen" og tilsvarende benævntes rustningen til dystridt for "balgharnisk". Trods faren for at miste lemmer eller liv forventedes det, at kon­gen selv deltog i disse turneringer. Ingen af 1500-tallets danske konger skåne­de sig selv, men på Frederik 2. har der måske ligget et særligt psykisk pres, da han deltog i de store turneringer efter sin kroning den 20. au­gust 1559. For kun seks uger tidligere var den franske konge Henrik 2. død efter at have fået en lansesplint i øjet under en turnering i Paris. Alt gik dog vel for Frederik 2. og hele det fest­lige ceremoniel blev siden skildret af Rasmus Hanssøn Rerauius i digtet: Her Frederichs den Andens Kronings- oc Brøllups Historie (Kbhvn. 1574). Om turneringsbanen på Gam­meltorv hedder det:

I Banen var gjort et stort Plankeværk

Af Tømmer og Fjæle, vel fast og stærk. Der skulde de Herrer tilsammen da ride, At hver skulde rende alt paa sin Side. Over det Plankeværk skulde de da støde Med Stager, naar de hinanden mon møde. De lode da Hestene løbe behænde Alt det, de for to Sporer kunde rende.

En ligeså yndet sport, men ganske ufarlig, var at "stikke". Målet var en ring, som ridderen for fuld fart skulle søge at ramme med spidsen af en lanse. Lejlighedsvis arrangerede man dystridt, det såkaldte "Gesélstik", hvor to rid­dere på samme tid skulle ride efter ringen. Et sådant ridderspil fandt sted på Amagertorv i 1559, da Frederik 2. blev kronet, og det gento­ges på samme torv ved Christian 4.s kroning i 1596.

I løbet af 1600-tallet holdt de store turnerin­ger op. Men endnu 1680 holdtes ringridning og turnering i forbindelse med den danske prinsesse Ulrica Eleonoras forestående bryl­lup med den svenske konge Carl 11. Festlighe­derne fandt sted midt i april på ridebanen ved Københavns Slot. Her var ringen anbragt samt pyramider stillet op. I en af legene red kongen "i fuld Furie med dragen Kaarde til Ringen og strax derpaa i samme Rend hug Hovedet af Morianen (negerfigur gjort i pap til lejligheden)" .

Desuden arrangeredes en turnering med en del af Christian 5.s staldkarle, der blev ud­stoppet i skindklæder "i et helt Stykke fra Fod til Haand, en stoppet Spand paa Hovedet med Hul nær for øjnene, at de kunde se igennem". Derefter skulle de på raske heste og udstyret med lanse forsøge at støde hinanden af hesten.

Omkring samme tidspunkt skrev den gamle adelsmand Ditlev Ahlefeldt beklagende i sine erindringer: "Vel ere nu de gamle Turneringer og Ridderspil længst geraadede i Forfald".

Tøjhuset

Tøjhuset indgår som en del af det gamle arse­nal, der blev anlagt i Christian 4.s regeringstid efter udenlandske forbilleder (arsenalet i Ve­nezia er et af de berømteste). De forskellige arsenal-bygninger placeredes omkring et hav­nebassin, så flådens skibe kunne lægge ind og proviantere. Den 163 m lange sydvestre fløj, opført 1599-1605, danner i dag rammen om Tøjhus Museet. Den nedre overhvælvede eta­ge var oprindelig indrettet til magasin for ka­noner. Museets berømte våbensamling er grundlagt 1838 og omfatter alt fra det tunge artilleri til de lette håndvåben, desuden uni­former og rustninger. Særlig fin er hertug Adolphus of Holstein-Gottorps rustning fra omkring 1560.


U

Universitetet

Universitetet, hvis gamle bygningskompleks ligger ved Vor Frue, grundlagdes 1479. Allere­de 14. juni 1475 havde Christian l. fået pavelig tilladelse til at åbne et dansk lærdomssæde. Undervisningen blev henlagt til den forhen­værende rådhusbygning på hjørnet af Nørre­gade/Studiestræde, hvorfra bystyret havde flyttet sine funktioner til en ny bygning ved Gammeltorv (Københavns andet rådhus).

Lånet af undervisningslokaler gjaldt kun ti år og da bystyret var utilfreds med ordningen, måtte de lærde flytte ud i 1491. Kong Hans be­klagede i et brev til magistraten, at rådet og borgmestrene "toge det gamle Raadhus volde­ligen fra Doctorne og Mestrene der i Byen, som de havde til deres Behov og Nytte".

Ved et efterfølgende mageskifte lykkedes det at sikre bygningen for universitetsfolkene og i 1512 foretog man en betydelig udvidelse af den. Alene facadelængden mod Nørregade forlængedes fra 13 til 26 meter.

Efter reformationen flyttede universitetet 1539 over på den modsatte side af Nørregade, hvor det overtog en grund omtrentlig svarende til området indenfor nuværende Krystalgade, Fiolstræde, Frue Plads og Nørregade. Her lå allerede et to stokværk højt hus ud til Nørre­gade og det mere beskedne, endnu bevarede Konsistoriehus, som i dag er den ældste større bygningsdel bevaret i København. Den date­res ca. 1420 og i kælderen ses hvælvinger båret af granitsøjler.

Den nuværende lange bygning langs Nør­regade, kaldet Kommunitetsbygningen, blev opført 1731. Her var oprindelig bolig for stu­denter, siden for professorer. I kælderen har studenterne haft deres berømte spisestue ­"Kannibalen".

Hovedbygningen, der ligger ud til Frue Plads, opførtes 1831-36 efter tegninger af Pe­der Malling. Han gav bygningen et specielt præg ved at forene klassiske stilformer med nygotiske, sidstnævnte havde på dette tids­punkt et gennembrud i Danmark. Adskillige tegninger og udkast, helt tilbage til 1819, gik forud, før Malling nåede denne løsning, der både gav et med- og modspil til C. F. Hansen­arkitekturen ved Frue Plads. Det rundbuede motiv i Metropolitanskolen og Frue Kirke er således gentaget i Mallings universitetsbyg­ning. Rækken af gavle, der afslutter facaden, repræsenterer derimod det nygotiske. Højt op­pe på den gråpudsede facade læses den latin­ske indskrift: FREDERICUS SEXTUS ­INSTAURAVIT ANNO MDCCCXXXVI. I oversættelse betyder den, at Frederik 6. lod bygningen forny i året 1836.

Berømt er indskriften over bygningens ho­vedindgang: COELESTEM ADSPICIT LU­CEM: Den skuer mod det himmelske lys. Sen­tensen refererer til den prægtige ørn, som sidder over indskriftstavlen. Fuglen og indskriften blev anbragt efter forslag af den teologiske professor Matthias Hagen Hohlenberg.

Hovedbygningen rummer Universitetets gamle festsal. Stedet vil blive husket for en række fremragende forelæsninger, ikke mindst Georg Brandes "Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur", som han påbegyndte november 1871 under stor til­strømning.

Universitetsbiblioteket, Fiolstræde 1

I 1856 udskrev Universitetet en konkurrence om et nyt bibliotek, som skulle placeres langs Fiolstræde. Man krævede af hensyn til brand­sikkerheden en konstruktion af jern og sten, dertil solidt og bekvemt indrettet samt plads til 12.-13.000 løbende alen hylder. Vinder blev J. D. Herholdts projekt og bygningen opførtes 1857-61.

Herholdts løsning, med stærk brug af røde teglsten, indvarslede et nyt stilideal i dansk ar­kitektur. Han søgte sine forbilleder i den ve­sterlandske katedral, især den norditalienske. Således er murpillerne med de små bikubeagti­ge afslutninger inspireret af S. Fermo i Vero­na, ligeledes gavlen mod Krystalgade. Arki­tekt Herholdt sørgede i øvrigt for at tilpasse sit bibliotek til den store hovedbygning mod Frue Plads, som Malling havde tegnet for Universi­tetet og forsynet med syv trekantgavle. Biblio­tekets gavl mod pladsen blev en pendant til disse.

Brugen af støbejern i de bærende konstruk­tioner var det mest revolutionerende, her for første gang anvendt i Danmark. Det skete na­turligvis under indtryk af det berømte Crystal Palace, som opførtes 1852 til Verdensudstil­lingen i London. Under et ophold i England havde Herholdt studeret dette bygningsværk, men også Bibliothèque Ste Geneviève i Paris, rejst med jernkonstruktioner 1832-50, har Herholdt haft kendskab til. Bogsalen og mid­tergangen er udsmykket af Georg Hilker, en af periodens betydeligste dekorationsmalere.

I udstillingshallen på 1. sal ses en montre med brudstykker af et par engelske granater, der 1807 gik gennem taget på Trinitatis Kirke, hvor universitetsbiblioteket tidligere havde til huse. Kuriøst nok havnede granaterne i afde­lingen for moral og politik, idet en af dem læ­derede hjørnet på en udgave af Marsiglio af Paduas værk "Defensor Pacis"! Dette drama­tiske minde er bevaret, og i en udstillingsmon­tre på første sal er udstillet den lemlæstede bog og stumper af kuglen.

Urtekræmmerne

Urtekræmmerne, hvis laug stiftedes 1693, har gennem tiderne forsynet københavnernes maver med alskens lækkerier. At studere de­res gamle regninger og annoncer er som en vandring gennem den historiske kogebog og alt andet, som hørte til skiftende tiders hus­holdning.

Kanaris, også kaldet fint sukker, samt kan­dis optræder i en urtekræmmerregning for årene 1723-25, som stiledes til kirurg Hans Liunge. Samme familie købte også the hver måned, skønt den ikke var velhavende.

Jens Christopher Friborg fortæller, hvorle­des han i 1773 etablerede sig som urtekræm­mer og skrev til pibefabrikant Brinckmann i Amsterdam angående leverance af piber. 1700-tallets urtekræmmere kunne dog præ­stere mere end the, sukker og kridtpiber. I "Kiøbenhavns Adressekontors Efterretnin­ger" fra 1762 læses følgende annonce: "1 Got­tersgade hos Hans Jørgensen Urtekræmmer og Konditor, er at bekomme: Nye Tydsk Peb­berrod, delicate Flamske Sild, friske Multe­bær, grøn og hvid Sweizer-Ost, samt Engelsk og Hollandsk dito, Indianske Fugle-Reder, Chinesisk Soya, Spanske Antiovis, dito Not­ler, nye Confect-Rosiner, Danziger hvide Bønner, Hollandsk Chokolade, beste Sort Sago- og Mannagryn, Franske Bruneller, gammel Rom, Leomon Asia, Bambos dito, Fransk Olie og Oliver i Glasser". Tilsvarende fortæller en vejviser fra 1796, hvor man sæl­ger "Franske indsyltede Frugter" og "Honningviin".

Senere blev urtekræmmerne kendt for deres mange kulørte flasker i vinduerne, som det be­mærkes af bondekarlen Hans Peter Jensen af Pjedsted, da han omkring 1850 gennemtraver hovedstaden.


V

Valby

Oprindelig landsby og først nævnt 1186 som Walbu. Befolkningen levede i væ­sentlig grad af at sælge deres produkter til københavnerne, og Christian 4. gav dem plads på Amagertorv (s.d.). Da Christian 3. lod 20 hollænderfamilier overflytte fra Amager til Solbjerg, var det lidt af en katastrofe. Man frygtede konkurrencen, men det gik nu ikke så galt. Under svenskernes belejring af Køben­havn 1658 blev landsbyen fuldstændig øde­lagt. Den bestod dengang af 13 gårde og 26 hu­se. Tingstedet, der endnu er bevaret og som ligger ud til Valby Langgade, var det naturlige samlingssted. I 1600-tallet blev Roskildevejen ført igen­nem Valby, en kro opførtes på stedet og bevil­ling blev givet 1660. Den første bevillingshaver var Hans Pedersen Bladt, som intet havde med krofaget at gøre men gjorde sig kendt som en af Københavns store handels- og fi­nansmænd. 1676 udnævntes han til Køben­havns borgmester. En ny ændring af Valbys forhold fandt sted, da man 1776 førte Roskil­devejen op til Valby Bakke og dermed forbi Valby. Til gengæld betød hoffets tilknytning til Frederiksberg mere liv i byen. Det fortæl­les, at Frederik 6.s dronning ofte red gennem Valbys gader og delte lækkerier ud til børne­ne. Den engelske skuespiller James Price, som døde 1805, var en af de første til at flytte på landet til Valby, og det blev senere meget po­pulært blandt københavnerne. 1847 blev Val­by stationsby, da man anlagde den første jern­bane til Roskilde.

Vandkunsten

Vandkunsten er et lille torv i det gamle Ve­ster Kvarter. På dette sted lå i middelalderen, første gang nævnt 1419, en vandmølle og en mølledam, der gennem en møllegrav modtog vand fra omegnens vandløb. Spor af dæmnin­gerne, der omgav møllegraven, blev ved år­hundredskiftet påvist, da H.N. Rosenkjær og H. U. Ramsing gravede nord og syd for Løn­gangsstræde. Gamle gadenavne vidner ogsåom møllen, idet Løngangsstræde oprindelig kaldtes Møllebækstræde, mens Vandmølle­stræde var den ældste betegnelse for Rådhus­stræde. Yderligere gav vandmøllen navn til et tårn i bymuren nær ved, det for længst nedrev­ne Vandmølletårn, hvis fundamentrester er fremdraget i kælderen under Vartov. Frederik 2. lod 1559 anlægge et farveri og et klædebere­deri i tilknytning til vandmølletårnet. På Chri­stian 4.s tid var det den foretagsomme Johan Ettersen, som drev farveri bag Vand­kunsten.

Pladsens navn, på plattysk Waterkonsten, hidrører fra det pumpeværk, som det antages, at Christian 3. lod konstruere. Vandværket, som skulle sende det ferske vand i render fra møllegraven til Slotsholmen, var vel det tidlig­ste forsøg på at supplere vandforsyningen fra byens brønde.

Da det nye kvarter - Frederiksholm - blev anlagt og byen udvidedes til denne side, var det først hensigten at opretholde møllegraven. 1667 blev der udstedt forbud mod at benytte dens vand, "enten med Tvætten eller anden urenlig Brug", eftersom det var bestemt for kongens bryggers. Alligevel blev møllegraven opgivet et par år senere, hvorefter vandløbet opfyldtes på privat initiativ. Det førte til stri­digheder om retten til pladsen, hvilke først af­sluttedes ved en kommission. Efter en kendel­se måtte den private lodsejer, som havde fået tilkendt størstedelen, overdrage sine rettighe­der til kronen. 1673 lovfæstedes det, at arealet skulle henligge ubebygget til kongens og sta­dens tjeneste. Trods dette fungerede stedet som almindelig losseplads, så man 1678 måtte bortkøre et par hundrede læs af "den store Mødding", som i nogle år var blevet samlet på hjørnet af Magstræde. 1684 fik pladsen status som fisketorv og 1880-87 var her loppetorv!

Den moderne "vandkunst" skyldes arkitekt J. Magdahl Nielsen og opstilledes 1910. Gen­nem gabene på fire løvehoveder strømmer vandet ud i granitkummen. På hjørnet ved re­staurant Tokanten er indmuret en sten tavle med navnet "Wand Konsten", et af byens ældste gadeskilte, som dateres ca. 1770.

Af nyere dato er mindepladen på hjørnet af Gåsegade/Vandkunsten, hvor der fortælles om stormen på København natten mellem 10. og 11. februar 1659. Svenskerne førte netop deres hovedangreb mod det voldafsnit, som dengang strakte sig fra Vandkunsten til Stormgade. Over pladen ses et portræt af Fre­derik 3., der indledte den skæbnesvangre krig mod Sverige. Tavle og udsmykning opsattes af ejendommens ejer, konservator P. H. Ras­mussen, mens han boede her 1853-89.

Wasterschout

Waterschout (vaterskout), betegnelse for embedsmand, der førte tilsyn med rullerne over handelsskibenes mandskab. Ordet afledt af holl. (schouwen = skue). I en instruktion fra 1752, § 1, nævnes det, at mandskab, som har faret udenrigs i København hjemmehø­rende skibe, der afklarerer her i København, skal afklarere for waterschouten. Ligeledes meddeler en plakat fra 20. april 1820, at i mor­gen tidlig skal waterskouten komme ned for at mønstre mandskabet på og læse skibsartikler­ne.

Blandt de københavnske waterschouter kan nævnes christianshavneren Jens Kliim, som 1766 købte Nyhavn nr. 67. Hans omhyggeligt førte journal fra 1767 over skibe og fartøjer hjemmehørende i Københavns Havn er beva­ret. Her er noteret, hvorhen skibsrederne sen­der deres skibe, specielt Kyst-Guinea og Vest­indien er søgte mål.

Det stærkt sæsonbetonede arbejde, hvor vinteren var stille og sommeren gav mange forhyringer og afmønstringer, hjalp dårligt på Jens Kliims økonomi. Han indrettede derefter kælderbeværtning i sit hus, senere fulgte spe­kulationer i plantagedrift i Vestindien, der gav ham så store tab, at han allerede 1771 måtte sælge huset. Kliim fortsatte dog i embedet som waterschout indtil 1796, hvor han søgte orlov på grund af vattersot.

1817~27 havde søofficereren Peder Norden Sølling embedet som waterschout i Køben­havn. Han fattede under dette arbejde interes­se for de gamle sømænds dårlige sociale kår og stiftede et sømandshjem, senere kaldet" Bom­bebøssen" (s.d.).

Vesterbro

I 1000-årene, da fiskerlejet Havn var skudt op ved Øresund, eksisterede endnu intet Vesterbro. På denne side af den lille landsby med fiskeri var blot et sumpet terræn, krydset af enkelte stier og veje.

En fuldstændig omvæltning fandt sted i sid­ste halvdel af 1100-tallet, da biskop Absalon anlagde en halvkredsvold et stykke uden for byen. Tre hovedfærdselsårer gennemskar voldlegemet og strålede ud i de sjællandske landskaber. Den vestre af disse tog retningen mod Valby Bakke, i middelalderen kaldet Solbjerg. Et stykke uden for fæstningsvolden løb Skt. Jørgens Bæk, som krydsede byens ve­stre udfaldsvej, før den løb ud i Øresund. Se­nere i middelalderen opdæmmede man Skt. Jørgens Bæk og begyndelsen blev lagt til Skt. Jørgens Sø, Peblingesøen og Sortedam.

Før 1700-tallet, hvor kortene bliver mere præcise, er vor viden ringe, når det gælder Ve­sterbros topografiske forhold. Vejen til Valby ændrede ofte sit løb og hvad værre var, folk havde dengang let ved at forveksle Skt. Jør­gens Sø med Peblingesøen eller Sortedam.

De ældste mere troværdige gengivelser af København er fra 1587 og året efter blev de i Köln trykt i Braun og Hogenbergs store atlas. På det ene af kobberstikkene ses København fra landsiden, et fugleperspektiv gjort fra Val­by Bakke. Uden for den vestre del af bymuren snor den daværende" Vesterbrogade", eller rettere alfarvejen, sig mod Valby. Den passe­rer undervejs en dæmning og bro ved sydsiden af Skt. Jørgens Sø og nærved ses Københavns gamle Skt. Jørgensgård, et spedalskhedshos­pital oprettet i middelalderen. Ud fra andre forhold vides det, at alfarvejen derefter fulgte en rute svarende til det nuværende Bagerstræ­de, Gammel Kongevej frem til hjørnet ved Værnedamsvej.

De skriftlige kilder fra den senere middelal­der understøtter detaljerne på Braun og Ho­genbergs prospekt. I stadens jordebog fra 1496 nævnes 17 haver uden for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestø­ber, en bager og en vognmand. Knap hundre­de år senere, i 1581, var der 43 haver syd for al­farvejen og 70 haver nord derfor.

Stubmøllerne prægede også markerne og haverne foran Vesterbro (gengivet i Braun og Hogenberg). Omkring 1620, på Christian 4.s tid, har der været 18 vejrmøller, og en af ejer­ne hed Simon Frederiksen Simmelbager. Chri­stian 4. kom naturligvis, initiativrig som han var, til at præge forstaden. Han befalede, at Skt. Jørgens Sø skulle opdæmmes som et led i byens forsvar, efter at den i lange tider havde fået lov til at gå over alle bredder eller indtør­re, som vind og vejr nu skiftede. Samtidig forbedredes broen over søens afløb. De første be­boelseshuse begyndte at skyde op, således at 110 familier havde bopæl uden for Vesterport i 1622.

På dette tidspunkt opstod også navnet Ve­sterbro. Christian 4. gav 20. august 1624 ordre til, at vejen skulle brolægges, først til Værne­damsvej, siden ud til Valby. Den fik navnet "den lange Stenbro", men officielt talte man ikke om "stenbroen", derimod om Alvejen el­ler Adelvejen. I 1650 omdøbtes den vigtige tra­fikåre til Roskildegaden, og to år senere fik forstaden navnet "Vesterbyen".

I sidste halvdel af 1700-tallet kom der man­ge traktørsteder i Vesterbyen, ligesom der etableredes mange slagtergårde. Dokumenter nævner 1749, at der er 22 øltappere uden for Vesterport. Det følgende århundrede præge­des af de mange forlystelsessteder og de mange lejekaserner.

Vesterbrogade

se "Gule Hest", "Fri­hedsstøtten" og "Sorte Hest".

Vester Kvarter

Vester Kvarter, det 2. i rækken af Køben­havns gamle rodemål, begrænses af Vester Voldgade, Vestergade, Gammeltorv, Nytorv, Rådhusstræde og Frederiksholms Ka­nal. Den søndre del af kvarteret var oprindelig en havbugt, som 1667-68 blev inddæmmet og tørlagt. Officielt kaldtes bydelen Frederiks­holm, i daglig tale Kalveboderne. Væsentlige dele af kvarteret blev lagt i aske under branden i 1795 [SIC: Skal vel være 1728].

Vesterport

Allerede roskildebispernes jor­debog fra 1377 nævner Vesterport, dog uden beskrivelse af dens udformning. Da Køben­havns belejring 1523 var overstået, lod man byportene forstærke med skanser. Et doku­ment fra samme år fortæller, at Hans van Ry­en betaltes 19 mark, som han "havde kostet paa den Skanse uden for Vesterport". Folk, som dengang skulle ind i byen gennem Vesterport, måtte gennem flere forhindringer. Først pas­seredes en bro over den ydre voldgrav, der­næst en ydre port, hvorefter vejen førte over den indre stadsgravs bro til den bagved liggen­de indre port. I øvrigt antages det, at Køge Barfred, som nævnes flere gange i perioden, er identisk med Vesterport. Gennem barfreden (fæstningstårnet) gik vejen sydover mod Køge. Denne trafikale flaskehals ændredes i 1600-­tallet. 1613 meddeles det, at "et Krudtkammer over Vesterport" er under indretning. Få år se­nere blev volden flyttet længere ud, hvad der gjorde den indre af byportene overflødig, og den blev formentlig nedrevet ved denne lejlig­hed. Den ydre port forsynedes til gengæld med en ny facade af gullandsk sandsten, mens dens skulpturelle udsmykning 1616 blev over­draget til Lorentz Steenwinchel. Det fremgår af regnskaberne, at ombygningen var tilende­bragt 1619, for Samuel Clausen kunne 23. juni dette år påtage sig for 160 rigsdaler "den Ve­sterport her udenfor Byen at skulde staffere og fuld færdige for Hans Majestæt, med hans eget Guld og Farve". Samtidig udstyredes porten med et højt spir, anbragt af tømrerme­ster Vidt Krag lige over kongens billede. An­svaret for tækning med bly og skifer havde Jørgen Eiler, hvorefter spiret blev forgyldt. Da København blev belejret af svenskerne 1658-59, fik spiret svære skader og måtte ned­tages.

Den næste store modernisering af voldan­lægget fandt sted i slutningen af 1660erne, hvor porten flyttedes nær Lille Skt. Clemensstræde (for enden af nuværende Frederiks­berggade). Trods store vanskeligheder lykke­des det at overføre det meste af skulpturen til den nye portfacade. På en gengivelse af porten i Thurahs Danske Vitruvius (1746) ses faca­dens opbygning i detaljer. Ligesom Nørreport var den udstyret med nicher, festoner, tre­kantfronton og Frederik 3.s monogram. Som et raffinement var facadens fritstående søjler udformet som kanonløb! Hvad det forsvars­mæssige angik, byggede man til portens be­skyttelse Gyldenløves Bastion mod syd, op­kaldt efter Ulrik Frederik Gyldenløve, Frede­rik 3.s søn. Nord for rejstes tilsvarende Schacks Bastion, som fik navn efter en af by­ens dygtige forsvarere under svenskernes be­lejring, rigsfeltherren Hans Schack.

Som byen udviklede sig i 1700-tallet, måtte byportene blive til stadig større besvær for dens borgere og oplandets befolkning, og i 1800-tallets første halvdel blev det rent galt. Fra 1842 er bevaret en levende skildring af for­holdene omkring Vesterport, som først åbne­des for trafik kl. 7 om morgenen: "Naar man ser de Strømme af Mennesker, som - Tusinder efter Tusinder - ofte bølge over Broerne Ve­sterport, medens de mægtige Omnibusser og Postvogne foruden Mangfoldigheden af mindre Befordringsmidler bane sig Vej gen­nem den levende Masse, der ængstelig maa trykke sig til Siderne for ikke at blive knust un­der Hjulene eller traadt af Hestenes Hove, naar man ser, hvorledes Folk samle sig uden for Porthvælvingen, der dundrer af den døen­de Vognlarm, for at passe paa det belejlige Øjeblik, da de kunde styrte sig i det aabne Fri­sted bag den indrullende Vogn, og hvorledes de da i vild Tummel med truende Hestetrav bag efter sig, vælte igennem det dunkle Rum og slæbe grædende Børn eller aandløse Oldinge med sig paa Farten, ikke at glemme hine smaa tohjulede Børnevogne, som nu er med overalt""

Der kom naturligvis forslag til forbedringer af dette. Således ansøgte kommunalbestyrel­sen 1843 om tilladelse til udvidelse af Nørre-og Vesterport. Det blev kun til en pontonbro for fodgængere, som lagdes over stadsgraven ved Vesterport i sommertiden. 1845 foreslog arki­tekten J. D. Herholdt en tunnel ført gennem volden på begge sider af Vesterport, men det forkastedes. Først da man havde opgivet de­markationslinien ved loven af 6. januar 1857, lysnede det. 1857 faldt Vesterport, hvilket Pe­ter Faber mindedes i sin håndværkersang "Den glade Svend":

"Saa gaar han ud ad Vesterport,

som de for nylig bred har gjort,

det kan nok hænd's, det Værk er stort, det gaar, som det var smurt..."

Den store åbning, som kom i portens sted, blev af københavnerne døbt" Vestergab". Under anlæggelsen af Rådhuspladsen fandt man vigtige spor af det gamle voldafsnit.

Videnskabernes Selskab

Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, som stiftedes 13. november 1742, har sit nuværende domicil i bygningen Dantes Plads 35. I følge de først skrevne statutter fra 1774 har selskabet til formål at fremme de histori­ske, fysiske, matematiske og filosofiske vi­denskaber, desuden udgivelse af skrifter her­om. Medlemmerne holdt i begyndelsen deres møder i den Holsteinske Gård, herefter benyt­tedes Prinsens Palæ i en lang periode. For Carlsberg Fondens midler opførtes 1894-98 en bygning ved nuværende Dantes Plads. Byg­ningen, hvis monumentale udformning skyl­des professor Vilhelm Petersen, har det itali­enske renæssancepalads som forbillede. Ma­terialerne er granit, bremersandsten og mur­sten.

Wilders Bro, Wilders Plads

Wilders Bro, Wildersgade og Wilders Plads, alle på Christianshavn, er opkaldt ef­ter to skibsværftsejere: Carl Wilder og hans søn Lars Wilder. Den ældre Wilder var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade, hvor Wilders Bro fører over. På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibs­værft med tilhørende bulværker og bygnin­ger, en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2. Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kgl. bevilling, en nagel­smedje.

Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænk­te han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og udstyredes med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift: "Lars Wilder skylder I Taknemmelighed". Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tids­punkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.

Vognmandsmarken

Vognmandsmarken, navn på boligkvarter og gade bag Hans Knudsens Plads, hvor Kø­benhavns vognmandslaug efter ca. 1570 holdt til med deres heste. Området, som lauget fik overladt, udgjorde en del af den nedlagte landsby Serridslevs jorder. I tingbogen refere­res der et par gange til en vis Jørgen Brænde­vin, som boede i" Vanghuset for Vognmands­vangen sønden ved Gammel Vartou". Vange­husvej, en vej mellem Ryvangs Allé og Strand­vejen, minder også om Jørgen Brændevins tid.

Da Struensee kom til magten, blev arealerne 1771 sat på auktion. Efter hans fald kom de snart tilbage til vognmændene. I 1851 ophæ­vedes lauget, hvorefter jorden overgik til ma­gistraten. 1893 overførtes en stor del til mili­tæret, som 1897 afsluttede Ingeniørkasernens opførelse på dette areal. Resten af jorden ud­stykkedes.

Vognmænd

Vognmænd har allerede fungeret i middelal­derens København. De ældst bevarede skrå blev nedfældet den 29. april 1478, og laugshu­set lå dengang nær Kultorvet. Vognmændenes laug havde pligt til at sørge for vedligeholdel­sen af de broer og veje, der førte trafikken ind til København. Alt skarnet skulle det også bort køre, og var der ildebrand, var det pligtig at hjælpe. For disse ydelser nød vognmænde­ne bl.a. det privilegium at disponere over "Vognmandsmarken" udenfor byen "til deres Hestefoder og Laugs Ophold" (se ovenfor).

I deres laugsskrå fra 1610 var der en fast pris for at køre møg ud af byen og ned bag slagter­boderne, der lå på det nuværende Vesterbro. Det bestemtes samtidig, at der skulle være 40 vognmænd i hovedstaden med eneret på al vognkørsel. 1851 ophævedes lauget.

Voldmøller

Efter etableringen af de nye voldanlæg omkring København, som fandt sted i løbet af 1600-årene, begyndte man at ud­nytte de kunstigt skabte forhøjninger til møl­ler. 1669 fik mølleren Hans Hoppe tilladelse til at bygge en mølle på Gyldenløves Bastion. Hvorvidt den brændte eller ikke blev opført, vides ikke. Sikkert er det, at en vis Jürgen Gosbruch 1697 opnåede retten til at opføre en vindmølle på samme bastion. Den bar senere navnet Luciemølle, eller mere folkeligt Lusse­ Møllen. I 1690erne fik Schacks Bastion sandsynligvis også sin mølle kaldet Store Kongens Mølle, mens der 1692 rejstes en voldmølle ved Gothersgade.

Dronningens Mølle, som lå på Rosen­krantz' Bastion (Østervold), ødelagdes fuldstændig 31. marts 1779, da et nærliggende krudttårn sprang i luften. I sin dagbog skriver Luxdorph, at mange mennesker omkom, lige­som "Guld-Huuset, Fridrichs Hospital, Ka­stellet, mange af Nyboder toge stor Skade paa Tag og Vinduer". Den genrejste Dronningens Mølle blev nedrevet 1895. Da englænderne 1807 belejrede København, frygtede man, at fjenden skulle ødelægge møllerne på volden, hvorfor to reservemøller indrettedes i Sølvga­de og på Nyholm. Vejrguderne kunne også ødelægge, som den 26. januar 1847, hvor en orkan væltede den gamle stubmølle på Kastelsvolden.

Vor Frelsers Kirke, Sankt Annæ Gade

Byg­ningen blev opført 1682-96 med Lambert van Haven som arkitekt. Han var 1671 blevet an­sat som kongens bygningschef, men udnævn­tes også til inspektør over maler- og billedhug­gerkunsten samt "alle didhen hørende Kun­ster". Kirken på Christianshavn skulle afløse den første beskedne kirkebygning, som 1640 var opført af træ. Grundstenen til den nye blev nedlagt 19. oktober 1682.

Som grundplan er valgt korsformen med kvadratisk midtparti, og svarende dertil dan­ner det indre et stort rum, hvis hvælvinger un­derstøttes af fire midterpiller. Murene hviler på en høj granitsokkel og deles ved murstens­pilastre. De stærkt fremspringende, forkrøp­pede gesimser er typisk for barokken, men nærmest en påvirkning fra udlandet kommer det snoede spir. Dette blev opsat af Lauritz de Thura 1750, som fik ideen dertil ved at studere spiret på universitetskirken Sant' Ivo delle Sa­pienza, en af de berømteste barokkirker i Rom. Sneglegangens udvendige trappe tæller ca. 150 trin og er forsynet med et forgyldt ge­lænder. øverst på spiret er sat en globus kro­net af en tre meter høj forgyldt frelserfigur. Da Frederik 5. 28. august 1752 besteg det fær­diggjorte spir, lød der salut fra 27 kanoner an­bragt på kirkepladsen. Kobbersmed Jacob Høvinghoff var ansvarlig for udførelsen af Frelser-figuren.

1694 bestilte Christian 5. hos Nicodemus Tessin den Yngre et alter til kirken. Han brug­te som forlæg den italienske billedhugger og arkitekt Gian Lorenzo Berninis alter i SS. Do­menico e Sisto i Rom. Alteret, som er i itali­ensk høj barok, blev udført efter Tessins mo­del. Først 1732 kunne det store alter indvies, efter at dets mange dele var samlet. Søjlerne er af rød flammet fransk marmor.

Den prægtige orgelfacade er et arbejde af Chr. Nerger og bærer årstallet 1698. To impo­nerende stukelefanter bærer facaden, som er to stokværk høj.

Vor Frue Kirke

Vor Frue Kirke ved Nørregade opførtes i sin tidligste form omkring 1200 og var af størrelse blot en landsbykirke. Kridtkvadre var bygge­materiale, det samme som blev anvendt, da ringmuren rejstes omkring Absalons borg et par generationer tidligere. Snart efter blev kirken sæde for kollegiat­kapitlet og dermed gjort til en af hovedkirker­ne i stiftet, som dengang styredes fra Roskilde. En afskrift af en bygningsindskrift på en længst forsvunden tympanon fortæller (over­sat fra latin) at, "i det Herrens år 1316 genop­byggedes denne kirke, der forud fire gange var hærget af ildebrand". Da man i 1300-tallet opførte den nye kirke, anvendtes røde munkesten og den fik domkir­kestørrelse omtrentlig som den nuværende bygnings. Ligesom den endnu bevarede og samtidige søster kirke Skt. Petri i Malmø ud­formedes Vor Frue som en gotisk basilika, med højt midtskib, lavere sideskibe og tvær­skib. Højkoret havde omgang med fem radie­rende kapeller, en plantype som allerede var kendt fra 1000-tallets franske pilgrimskirker.

Under den nuværende koromgang er bevaret rester af det gotiske bygningsværk. Da det massive vesttårn rejstes i begyndel­sen af 1500-tallet, voldte det store vanskeligheder. Nær spirets fuldendelse blæste knappen, "Pinnaculum", ned under et uvejr og det til trods for, at man mandagen næst før Kyn­delmisse havde anbragt et lille udvalg af kir­kens kostbare relikvier under en bjælke i tår­nets spids. Udgiften til spirets kobbertækning tyngede også.

Med reformationen mistede Vor Frue andre af sine kostbare skatte, deriblandt kannike­stolene. Til gengæld ophøjedes bygningen til rigets hovedkirke. Nyt inventar kom atter til, således orglet, der efter flere fornyelser, senest i 1690, pristes som et af de største og mest kost­bare i Europa. Som gravkirke spillede den en hovedrolle. Her gravlagdes alle Sjællands bis­per, berømte videnskabsmænd samt adelige slægter og fornemme borgerlige.

Al denne herlighed sank i grus ved branden i 1728, som udbrød den 20. oktober om afte­nen. Hele natten brændte det i Nørregade­kvarteret og næste morgen var det så hedt i tårnet, at intet levende kunne opholde sig der­oppe. Ildfunker blev med sydvestvinden ført op mod tårnet og snart slog røgen ud af de øverste tårnvinduer for atter at blive suget ind. "Dette gentog sig trende Gange, ligesom naar en Mand trækker Aande", hvorefter det styr­tede ned, ramte kirkens nordside og satte alt i brand. Næsten hele bygningen, på nær dele af koret og dåbskapellet, blev lagt i ruiner.

Grundstenen til en ny domkirke blev ned­lagt 11. september 1731, men indvielsen fore­toges først 1738 og spiret afsluttedes fire år se­nere. Genopbygningen skete efter tegninger af J. F. Ramus og J. C. Krieger, mens Thurah stod for opførelsen af det nye vesttårn. Udka­stet til spiret skyldtes Vincents Lerche, der be­nyttede spirprojektet til St. Martin's-in-the­Fieids i London som forbillede. Tårnet indvie­des december 1744 med opsættelsen af den store vindfløj med majestæternes navnetræk "under Paukers og Trompeters Lyd samt Haandværkernes Glædskabs Bevisning".

Under et af Københavns bombardementer den 5. september 1807 satte en congrevesk brandraket sig fast øverst oppe i spiret, hvortil ingen sprøjte kunne nå. Som en kæmpefakkel lyste tårnet op, klokkerne styrtede ned, af hvilke stormklokken vejede 12.000 pund, og hele kirken blevet inferno af ild og røg.

C. F. Hansen fik til opgave at projektere en ny kirke og 1808 afgav han et forslag om "For­delene ved at decorere Frue Kirke i en ny Smag, i Stedet for at sætte den i Stand som den forhen var". Hertil anbefalede C. F. Hansen "den nyere, eller rettere sagt den gamle Græske og Romerske Smag", hvilket accepteredes.

To år senere lå tegningerne færdige, hvoraf en bygning med klare former trådte frem. Kir­kens indre prægedes af søjlerækker anbragt over svære arkader og et vældigt kassetteret tøndehvælv med lysåbninger, mens de udven­dige hovedmotiver var en tempelfront mod Nørregade og et apsisparti med Pantheon i Rom som forbillede. Denne bygning, som op­førtes i 120rne for kejser Hadrian, var siden renæssancens dage superidealet for alle kirke­byggere. C. F. Hansen kan dog have fundet be­slægtede motiver i Italien, hvor han rejste 1783-84: St. Andrea in Via Flaminia i Rom og apsis på Il Redentore i Venezia bygget af Palladio.

Tempelfronten var et stærkt ønske fra C. F. Hansens side, da "Den forrige Hoved Indgang til Kirken var i en heel uværdig Stiil". Gavltre­kantens udsmykning, den såkaldte Johannes­gruppe, udførtes efter tegninger af Thorvald­sen. Gipsmodellen stod færdig 1827 og skulle støbes i bronze. For det "er den eneste Mate­rie, som kan udholde at staae i fri Luft i vort Clima, og som kan støbes saa tyndt og ved Stænger fra Ryggen af Figurerne befæstes i Muren, saa de næsten kunne bære sig selv, uden at give nogen Tyngde paa Gesimsen."

Men en udgave i bronze var for dyr, hvoref­ter brændt ler anvendtes og relieffet opstille­des 1838 med højtidelig afsløring på Thorvaldsens officielle fødselsdag den 19. novem­ber. Thorvaldsen fik i øvrigt ret. Københavns fugtige klima og urene luft fik relieffet til at smuldre og et nyt opsattes i bronze i 1928. Samarbejdet mellem de to mestre, C. F. Hansen og Bertel Thorvaldsen, slog revner, da opgaven om apostelfigurerne skulle løses. Ar­kitekten ønskede dem anbragt i nicher, hvori­mod Thorvaldsen nægtede at "have dem staa­ende i de Skilderhuse". Og ved den sidste løs­ning blev det. Selve kirkens opførelse strakte sig fra 1811 til 1829, mens de sidste arbejder fra Thorvaldsens hånd, statuerne af apostlene Andreas og Thaddæus, først leveredes i be­gyndelsen af 1840rne.

Allerede omkring 1850, fem år efter C. F. Hansens død, vovede man at pille ved hans mesterværk. Loftets pudsede kassettehvælv huggedes ned, en træbeklædning i samme form anbragtes i stedet og maledes blå. De kla­re glas i loftets lysåbninger udskiftedes med farvede og senere dekorerede man kassette­hvælvet med udskårne, forgyldte stjerner! I 1902 spærrede man tillige hovedindgangen mod Nørregade.

Ved en gennemgribende restaurering i 1970erne, ledet af professor Vilhelm Wohlert, lykkedes det at genskabe C. F. Hansens interi­ører. Loftet blev atter malet hvidt og klare glas kom i, helt efter Pantheons princip. Bygnin­gen blev genindviet 3. juni 1979.


Z

Zoologisk Museum

Det gamle Zoologiske Museum mod Krystal­gade opførtes 1863-69 efter tegninger af Chri­stian Hansen. Den firefløjede museumsbyg­ning afsluttede udbygningen af universitets­karréen og dens udformning var præget af et nært samarbejde mellem arkitekten og profes­sor zoologiae Japetus Steenstrup. Indretnin­gen afspejlede således den systematiske zoolo­gi, nemlig en opdeling i tre afsnit, hvirveldyr, leddyr og hvirvelløse dyr. I stue-etagen place­redes de hvirvelløse, i mezzanin-etagen an­bragtes leddyrene og de højerestående dyr, hvirveldyrene, blev udstillet i øverste etage.

De fire fløje lukkede sig omkring en stor midtersal overdækket med glastag og her skulle den besøgende vækkes til videnskabelig indsigt og stemmes højtidsfuldt af de udhug­gede ørne, der var anbragt på konsoller højt oppe ved øverste etages buer. Samlingen fin­des i dag i Universitetsparken.


Ø

Øster Kvarter

Øster Kvarter, det 1. i rækken af stadens gamle rodernål, begrænses i vore dage af Hav­negade, Ved Stranden, Højbro Plads, Øster­gade, Kongens Nytorv og Nyhavns søndre si­de. Det meste af bydelen blev lagt i aske under 1795-branden.

Østerport<s/trong>

Østerport lå oprindelig for enden af nuvæ­rende Østergade og flyttedes i forbindelse med de nye voldanlæg og etableringen af Kongens Nytorv i 1600-tallet. Efter flere flytninger lå byporten fra 1708 til nedrivningen 1858, hvor den nuværende jernbanestation er opført. Fra 1851 lod myndighederne Østerport være åben hele natten.

Østre Landsret, Fredericiagade 24

Efter ka­tastrofebranden i Sophie Amalienborg have, hvor slot og operahus nedbrændte 1689, lod Frederik 4. et nyt operahus opføre 1701-02. Det blev lagt midt mellem de kongelige lystha­ver og havde muligvis W. F. von Platen som ar­kitekt. Tiden taget i betragtning, forud var gå­et et langvarigt byggestop i Christian 5.s sidste regeringsår, var der tale om et imponerende byggeri. Bygningen fungerede kun som teater 1705-08 og dets indretning er kun dårligt do­kumenteret. Det oprindelige operahus stod i to grundmurede etager, hvor to stilarter fort­sat dominerer: pilastrene viser hollandsk ind­flydelse, mens mønstermuringen er et itali­ensk motiv. 1718-21 lod generalbygmester J . C. Ernst det ombygge til kadetakademi og 1769 blev det forhøjet med en mezzanin-etage af Harsdorff, idet han med held sænkede vinduerne i 2. eta­ge for at skaffe plads til mezzaninens små vin­duesåbninger. Bygningen var med visse afbry­delser kadetakademi indtil 1861, hvorefter den tjente som infanteri- og ingeniørkaserne. 1884-1918 havde rigsdagen til huse i Frederi­ciagade 24, siden da har Østre Landsret og Sø­-og Handelsretten benyttet bygningen.


Å

Åbenrå 25

Forhuset blev opført 1733 for "Bilthugger" Friderich Ehbisch. Den oprin­delige facades midterfag var udsmykket med billedhuggerarbejde og indfatninger i alle eta­ger og i kvisten, men det meste fjernedes 1895­-96, da bygningen blev indrettet til pakhus. Endnu er bevaret den kraftigt profilerede ho­vedgesims, brudt af den store kvist, samt de fine lisener og vrængemasken på portbuens slutsten. Ildebrandhuset fremtræder i dag ny­restaureret.

Friderich Ehbisch var en af de betydeligste billedhuggere i første halvdel af 1700-tallet. 1705 fik han bestalling som hofbilledhugger, hvorefter han arbejdede på stuklofter på Ro­senborg (1706) og Frederiksberg Slot (1709), begge steder kendetegnet ved en begejstring for festoner, blomster og løvværk. Et af hans hovedarbejder er barokalteret i Trinitatis Kir­ke (s.d.).

Åboulevarden

Aboulevarden, som rækker over grænsen mellem København og Frederiksberg, blev an­lagt over den gamle Ladegårdså, da den tildækkedes fra 1897. Dette vandløb gravedes i slutningen af middelalderen for at lede vand fra Damhussøen og Lundehussøen frem til København. Men åens navn opstod først efter opførelsen 1623 (") af den nærliggende lade­gård (s.d.). En tragisk begivenhed fandt sted natten til den 27. november 1812, da en karet med seks personer var på vej fra kirkebryllup. Vognen kørte i åen og fire mennesker drukne­de. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Aboulevarden nr. 16. Traditionen siger, at stenen rejstes efter ulykken, men da man oprensede den 1827, viste det sig at være en gammel vandstandsmåler, som man havde hugget dato og ulykkesår ind i. En tekst er se­nere blevet udvisket.

Venstrepolitikeren Niels Neergaard fortæl­ler i sine erindringer, hvorledes han som dreng i 1860erne med kammeraterne "drog paa lan­ge Opdagelsesrejser, enten for at finde Lade­gaardsaaens Kilder - efter de store afrikanske Rejsendes Mønster - eller for, forsynede med et mægtigt Reb, at maale dens Længde".