Indholdsfortegnelse
P
Palægade
Palægade, mellem Bredgade og Store Kongensgade, blev anlagt i 1870erne på de arealer, hvor forlystelsesetablissementet Palæhaven tidligere havde ligget. Forlystelsesstedet havde navn efter Thotts Palæ, som det stødte op til. Indkørslen fra Bredgade er markeret ved to udsmykkede ejendomme fra århundredskiftet. Palægade 1, opført 1902, er beklædt med granit og hjørnepartiet krones af et fantasifuldt spir. Palægade 2, som opførtes 1900-01 af aktieselskabet Palaisgaden, har en drabelig drage anbragt over hjørnefagets indgang.
Parykker
Parykker omtales første gang i Danmark 1628, da Christian 4. på et kirkemøde udstedte forbud mod dem. 1645 fik en student påbud om at aflægge sin paryk! Men først efter enevældens indførelse 1660 og modeskiftet til barokken på samme tid, begyndte parykker at blive accepteret. Tyskeren Hector Gotfred Masius, der i begyndelsen af 1680erne fungerede som dansk legationspræst i Paris udnævntes 1686 til hofprædikant i København og vakte opstandelse ved som den første præst her til lands at bære alongeparyk (alonge = tilføjelse på fr.). Hans danske kolleger havde hidtil tordnet mod denne mode som var det "en Trolddoms-Synd", men Hector Masius erklærede, at en sådan prydelse var ret uskyldig her i det kolde Norden. Snart efter var brugen udbredt.
Eftersom mange af parykkerne skulle have blonde hår og disse var svære at opdrive i København, måtte de importeres fra England. Således henvendte renteskriver Joh. Neve sig 1684 til den danske diplomat Chr. von Lente i London for at bede denne om at rekvirere et par parykker af godt cendre (askegråt), blondt hår. Med disse parykker ville Neve indynde sig hos sin foresatte, overrentemester P. Brandt, der netop bar parykker i denne kulør. På dette tidspunkt var der blandt de franske reformerte, som var indvandret til København, ialt 18 parykmagere.
I de første år af 1700-tallet begyndte man at pudre parykken, ligesom det nu var almindeligt, at børn gik med paryk. Den 28. november 1710 indførtes skat på parykker og fontanger (fr. = hårsløjfe); sidstnævnte var højeste mode hos damerne og udmærkede sig ved høje håropsætninger, omkring 1700 højere end hele hovedet, som det var skik i Paris.
De københavnske parykmagere søgte adskillige gange, men længe forgæves, om tilladelse til at etablere eget lav. De klagede over opsætsighed hos deres drenge og svende, ligesom de beklagede sig over, at mangfoldige parykker indførtes af kræmmere, den ridende post eller af jøder, uden at told betaltes deraf. 1728 ansøgte en parykmager om tilladelse til at sælge parykker i værtshuse og andre steder, men det blev afslået af myndighederne.
Kilian Dubrin, "Paruqve-Fabriqueur udi denne kgl. Residence-Stad", var en tid genbo til Ludvig Holberg. Han blev ligefrem berømt og berygtet for sine bombastiske annoncer i de københavnske aviser, nærmest at betragte som et gennembrud for den moderne psykologiske reklame. En af annoncerne lød: "Elskere og Kiendere af en retskaffen Alonse-Paruqve af propre og veldannet Fason, justi efter hver Mands Physiognomie, kort og lang Hals, & Corpus Dannelse og Couleurs Klædende". Kilian Dubrin generede sig heller ikke for lejlighedsvis at skilte med sine ti uforsørgede børn for at bevæge publikum til at købe flittigere hos sig. Dubrins udvalg af hårprydelser var i øvrigt imponerende: præste-, kokarderoset-, melange- og Mirledonparykker, tillige allonge, piske-, pung-, for ikke at tale om Kina-Ostindienfarer-parykker. Farveudvalget var også for enhver smag: grå, griseille, cendre, blonde, dertil hvid og sort samt brun med dertil hørende mellemtoner. De dyreste parykker kunne godt koste op til 100 rigsdaler.
Det københavnske publikum kunne også med undren læse om Dubrins hårindsamlingstourné i Jylland, hvor han på Viborg Snapsting indkøbte store mængder hår "med sin egen Haand selv afskaaren af Menniskers gamle Hoveder". Og dette gunstige indkøb skulle "legge første Fundament til Avantage for Fabriquen og dets Interessentere".
Fra paryktidens sene dage er bevaret en kuriøs sag blandt Københavns politis arkivalier. Den 28. december 1791 bragtes parykmagersvend Peter Schaltz for retten, anklaget for uberettiget at have gået omkring og friseret folk. Kendelsen lød: "Parykmagersvend Peter Schaltz har selv for Retten tilstaaet, at han ved at gaa omkring og frisere Folk har generet Parykmagerlauget. Og til Frifindelse for den Straf, man af samme Grund har krævet ham idømt, har han intet fremført, hvorfor han herved kendes pligtig til at bøde 4 Rigsdaler til Parykmagerlauget".
Peblingesøen
Historikeren Hans Svaning skriver, at "Søen har Navn efter Peblinge", men nogen anledning til denne navngivning har stednavneforskningen ikke kunnet give. Søen blev dannet i middelalderen ved opstemning af vand fra Gjeveåen (også kaldet Ladegårdsåen). Da man i 1520rne erstattede plankebefæstningen på Nørre- og Vestervold med mur og tårne, må Peblingesøen samtidig være udvidet. Den fik også stigende betydning for byens vandforsyning, idet man 1618 anlagde et ledningssystem med render direkte fra Peblingesøen.
En tragisk begivenhed indtraf 1802, da billedhuggeren Johannes Wiedewelt druknede sig i Peblingesøen. Årsagerne dertil var flere. I sin høje alderdom blev han plaget af økonomiske kriser, han måtte endog sove på lånte sengeklæder, og en uhelbredelig sygdom fik ham til sidst til at opgive. Han forlod 17. december sit hjem på Materialgården og fire dage senere fandt man hans lig i søen.
I 1800-årene blev søen en del af københavnernes friluftsliv. Første skridt var udlægningen af Dosseringen langs Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen til promenade og 1885 fik Københavns Skøjteløberforening overladt den sydvestlige halvdel af Peblingesøen til bane.
Peder Madsens Gang
Peder Madsens Gang, en dyster smøge som fra Østergade kunne betrædes gennem en port i Svaneapotekets bygning og følges ud til Grønnegade. Gyden havde navn efter oldermanden for Københavns rodemestre i årene efter 1610. Han lod opføre en del lejeboliger her, og allerede i l600-tallet betegnedes stedet som hovedstadens værste slum.
Da København brændte 1728, overlevede "Gangen" som så mange andre skumle gyder ved byens genopbygning, og på Geddes kort fra 1757 blev den klart aftegnet med sin beskedne bredde og mange små huse. Dens lave anseelse dokumenteredes også i dansk-fransk parlør fra 1785, forfattet af N. J. A.Yanssens et Campeaux. Under afsnittet om korrekt udtale nævnes en jomfru, som engang søgte stilling som hovmesterinde hos forfatteren. "Da jeg paa skrømt roeste hendes feiendes Sladder", sagde hun, at hun boede her i Peder Madsens Gang "hvorved hun neiede dybt, netop som de giöre paa Fisketorvet i Paris". I 1800-tallet var "Gangen" en ren svinesti, godt vedligeholdt af møget fra 26 køer, som var opstaldet i en af ejendommene. Adskillige baggårde havde skakter på kun få kvadratmeter og børnedødeligheden var uhyggelig høj. En undersøgelse fra 1866-70 fastslog, at kun 19 børn ud af 80 født i denne periode nåede femårsalderen, kort sagt en børnedødelighed på 75%! Da koleraen rasede 1853, gik det også hårdt ud over gydens beboere. Intet under, at alt blev nedrevet 1873 og erstattet af den bredere Ny Østergade.
Pestår
Som andre europæiske hovedstæder havde også København sine pestår, hvor epidemier spredte død og rædsel blandt indbyggerne. En af de frygteligste var "Den sorte død", som hærgede byen i årene 1349-50. Sygdommen, der var udgået fra Centralasien og nåede Danmark via England, optrådte i to former, som byldepest og som lungepest.
1500-tallet kunne opvise en lang række pestår i København, af hvilke de værste var 1546, 1552-53, 1563-64, 1568, 1575-76 og 1583. Hver gang pesten kom til hovedstaden, drog kongen og hoffet omgående til et eller andet fjerntliggende slot. Samtidig lukkede universitetet og dets professorer ilede - med de medicinske i spidsen - til Knardrup eller Roskilde eller et andet sikkert sted. Når pesten i 1546 blev særlig ondartet, skyldtes det to forudgående ulykker: en dårlig høst i 1545 og en efterfølgede streng vinter. Det gav sult i Køben havn og svækkede modstandskraften hos de fattigste. Af Vor Frue Kirkes bevarede regnskabsbog fra 1564 fremgår det, at 7-800 lig begravedes dette år ved kirken. Fra 1700-tallet skal nævnes den orientalske byldepest 1711-12, hvor tabet af menneskeliv anslås til 22.000, henved en trediedel af befolkningen. Flere hjælpekirkegårde (assistenskirkegårde) måtte indrettes inden for voldene og en pestkirkegård etableredes på Østerbro (senere Garnisons Kirkegård). Ved denne lejlighed flygtede kongen og hoffet til Kolding. Læser man Vor Frue Kirkes regnskaber fra 1711, fremgår det, at over 800 læs blev kørt ind på Vor Frue Kirkegård i sensommeren, så den lignede "smaa Bjerge".
De bedre stillede blev efter gammel skik begravet inde i kirken, og professor Hans Mule, som hørte til Vor Frues menighed, skrev, at han "tvende Gange (havde) maattet kvitere min Stol formedelst nogle Ligs Nedsættelse under Stolen, og var Fjælegulvet i Stolen fuldt af store Sprækker, saa at Dampen og Stanken af Ligene kunne staa mig lige i Næsen".
Peter Runde Tårn
"Peter Runde Tårn", en af Københavns originaler, som i sidste halvdel af 1800-årene satte kulør på gadelivet. Havde folk brug for en almanak, var "Peter Runde Tårn" vel forsynet. Disse hefter om årets dage og astronomiske oplysninger var hans vigtigste salgsartikel, når han færdedes i gaderne. Hans øgenavn stammede også derfra. Nemlig fra almanakerne, der var forsynet med en gengivelse af Rundetårn, hvor der indtil 1861 var observatorium. Andre skrifter falbød han også, og det hele opbevaredes i en lille kasse. Hans hovedbeklædning, af Emil Hannover erindret som "en gammel krammet høj Silkehat", var en fast del af udstyret. Dertil hørte en trøje og et par sko, hvad man dengang sjældent brugte til at gå med på gaden. Hans søster hævdede, at "Peter Runde Tårn" ikke havde "den rigtige Fornuft paa Forstanden", men han var nu ikke uden et vist handelstalent. Blev gadedrengenes drillerier for slemme, klagede han lejlighedsvis til en journalist og lod denne "skrive et rigtig godt Stykke i sit Blad derom".
Peymanns Rende
Peymanns rende er navnet på en tunnel, man i slutningen af 1700-tallet byggede over en del af den åbne grøft mellem Sortedamssøen og stadsgraven. Den oprindelige rende, som voldmester Jørgen Drücker 1618 havde ladet grave efter Christian 4.s ordre, skulle lede vandet fra Sortedamssøen frem til stadsgraven. Denne var en vigtig del af byens nyetablerede befæstning mod land, og var ved murede tværdæmninger inddelt i flere afsnit, idet vandspejlet varierede fra afsnit til afsnit. Det øverste af disse forsynedes med vand fra Jørgen Drückers gravede rende. Færdedes folk mellem volden og søerne, benyttede de Farimagsvejen, som krydsede renden over en bro.
Vandforsyningen til stadsgraven havde imidlertid også til formål at skaffe borgerne drikkevand (se også s. 56). Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor dårligt dette fungerede, når man ved, at Sortedamssøen og de øvrige søer benyttedes til vask af tøj, vogne og lignende. Døde dyr fandtes også druknede deri. Man besluttede derfor mod slutningen af 1700-årene at overdække en del af renden. Opgaven blev overdraget til den tyskfødte officer, Heinrich Ernst Peymann. Han havde tjent det danske militær som en duelig arkitekt, bl.a. opførte han fyrtårnet på Anholt samt livgardens kaserne, sidstnævnte et betydeligt projekt.
Da man 1968 gravede ud til et byggeri på Kommunehospitalets areal, opdagedes den vestlige munding af tunnellen, en godt en meter høj gang, for en del af strækningens vedkommende opmuret af granit og sandsten. Det viste sig også, at gangen senere, antagelig i første halvdel af 1800-tallet, blev forlænget. Hele ledningen blev vel atter muret til omkring 1870, da voldene sløjfedes. Det skal tilføjes, at Peymann endte sine dage under sørgelige omstændigheder. Forholdene gjorde, at han som gammel mand fik ansvaret for Københavns forsvar 1807. Aldeles uegnet til denne post, for gammel til at ride og uden erfaring i at føre tropper, evnede han kun at organisere et højst utilstrækkeligt forsvar. Under englændernes belejring blev han såret, og det efterfølgende bombardement fik ham til at overgive byen. Hovedskylden for Danmarks militære fiasko blev siden lagt på ham, hvilket først gav ham en dødsdom, senere blev han dog rehabiliteret.
Pilestræde
Pilestræde i Købmager Kvarter har navn efter den Pilegård, som første gang omtales i et dokument fra 1419. Nicolai Jonge fortæller i sin beskrivelse af København fra 1780erne, at "Gaden har fra fordum Tid faaet dette Navn af den store Mængde af Pile-Træer, som da har staaet paa eet Stæd ved Enden af den gamle St. Nicolai Kirkegaard saa nær ved Søekanten. Af hvilke Piletræer de Tiders Indvaanere i Staden betiente sig paa Landsbyeviis til Staure og Giærdsel at indelukke deres Kaalgaarde med, hvorom de ældgamle Huusskiøder og Jordskylds-Breve tydeligen vidne".
Strædet var således præget af ubebyggede grunde i slutningen af middelalderen, men i renæssancen tog udnyttelsen fart. Selv blev Pilegården i 1579 udparceleret til tre våninger "til de fattige huusarme".
Den nordlige ende af Pilestræde, som rettedes ud efter nedrivningen 1970-71, kaldtes indtil 1881 Springgade. Indlemmelsen under Pilestræde skyldtes folks almindelige forargelse over at bo i en gade opkaldt efter springske tyre. Navnet hidrørte fra byens avlsgård, som i 1500-tallet lå på dette sted. Her var både materialgård, staldgård til Københavns arbejdsheste og de bytyre, der var uundværlige for en by med agerbrug som et betydeligt erhverv. Avlsgården blev 1671 solgt til Trinitatis Kirke og dens bygninger nedrevet, medens grunden udlagdes som kirkegård.
Til gadens nyere historie hører det Berlingske Bogtrykkeri, som i påsken 1765 ifølge en annonce flyttede ind i "anden Gaard paa venstre Haand fra Regnegaden af".
à Porta, Kongens Nytorv 17
á Porta, blev opført i slutningen af 1850erne for en schweizisk konditor, Stephan à Porta, som 1857 var indvandret til Danmark. Siden har det populære sted båret den første ejers navn. De smukke interiører er delvis bevaret, som de så ud ved færdiggørelsen i 1860erne. De blev dengang udstyret med spejle, vaser, portiers, plydsmøbler og vægdekorationer.
Portechaiser
Portechaisernes (bærestol) brug i København kan føres tilbage til 1600-tallet. Den 16. november 1664 fik italieneren M. A. Tonti eneret på at forfærdige, forhandle og udleje dette transportmiddel. I begyndelsen af 1700-tallet nød kammerjunker og kgl. køgemester von der Osten privilegiet, men en egentlig drift kom først igang i 1726, da man satte takst på de forskellige ture. Holdepladser etableredes på Kongens Nytorv, Vandkunsten, Ulfeldts Plads og ved Skt. Nikolaj Kirke i "Kongen af Sverig". De lukkede bærestole blev med tiden hele kunstværker, malede og forgyldte, udstyret med glasruder, gardiner og betræk af klæde eller silke. Der skulle også to stærke portører til at slæbe "chaisen" gennem en ofte meget livlig trafik i de ubekvemme gader. I 1751 indskærpede man hyrekuskene, at de ikke måtte køre for tæt på portechaiserne.
I "Københavns Adressekontors Efterretninger" fra 1762 annonceredes "En Tour her i Staden, 8 Sk. Til Nyekiøbenhavn, Christianshavn, eller til Amalienborg, regnes for en dobbelt Tour, 1 Mk. For hver halv Times Ophold 8 Sk." Ja, man var endda så moderne, at billethefter med 12 stykker kunne købes. I samme årgang meddeltes det også, at "En Chaise med Svanehals er til Kiøbs at bekomme hos Auctionsmanden Christian Jørgensen i Gottersgade".
Året efter kunne man i Schneedorfs patriotiske Tilskuer finde bemærkningen "Saalænge vi have Hyrekuske og Portechaiser". Bærestolen spillede også en rolle i kuppet mod Struensee den 17, januar 1772, idet en af komplottets hovedaktører, general S. C. Rantzau, i den 11. time fortrød sin medvirken og undskyldte sig med sin podagra. Meget resolut blev han derefter transporteret i portechaise til slottet, hvor andre konspiratorer spændt afventede hans ankomst.
Efter denne tid synes bærestolen at gå af mode. En ganske kuriøs, men næppe korrekt forklaring herpå, leveredes allerede 1832 af G.L. Baden: "Portechaiser havde hidtil været i Kjøbenhavn en lige saa almindelig Befordring som Carether nu ere det, men da de efter Hospitalets (Frederikshospitalet 1757) Oprettelse brugtes til at befordre de Syge derhen, saa vilde de Sunde ikke længer bruge dem". I 1799 var de generelt ude af brug, for i dette år blev det med et suk bemærket i bladet "Politivennen", at "de komme neppe i Brug igien som i gamle Dage". Under koleraepidemien 1853 var de endnu engang i brug.
Post- og telegrafmuseum, Dansk, Vesterbrogade 59
Dansk Post- og telegrafmuseum blev grundlagt 1913 under navnet "Dansk Postmuseum". Da man sammensluttede postvæsenet og telegrafvæsenet i 1927, blev museet udbygget med en teleteknisk afdeling og det nuværende navn benyttedes herefter.
Samlingerne er opdelt efter forskellige emner: fodbude og ryttere, postbefordring til lands, i luften og til søs. Kuglepostens kortvarige og mærkværdige historie fra 1830 til ca. 1848 er også beskrevet. Afdelingen med frimærker viser til stadighed samtlige frimærker udgivet i Danmark samt skiftende landes udstillinger. Samlingen omfatter ca. 170.000 frimærker. Her er der også mulighed for at prøve såvel maskinel som manuel afstempling. Endvidere er der afdelinger, der belyser radioens og telefonens historie.
Pustervig
Pustervig, det korte stræk mellem Kultorvet og Hauserplads, har haft det nuværende navn siden Christian 4.s tid. Det antages, at gaden er opkaldt efter stednavnet Putziger Wieck (Poesterwijc) i Pommern, men samtidig har det også forbindelse med det ældre nydanske ord kulpuster, en nedsættende eller spøgefuld betegnelse for smed. I gamle dage var ordet puster nemlig synonymt med blæsebælg. Til støtte for denne tolkning skal bemærkes, at der har boet smede umiddelbart ved strædet og praktisk var det at have en smedegade i byens udkant på grund af den store brandfare.