Pmbok

 


 

Forfatter: Henrich Callisen
Titel:

Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn

Bind 2

Udgivet: Kbh., 1807-1809
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007

 

Indholdsoversigt


 

 

Physisk Medizinske
Betragtninger
over
Kiøbenhavn
Stadens Beboere
tilegnede
af
Dr. Henrich Callisen
Etatsraad og Generaldirecteur
ved det chirurgiske Academie Ridder
m.v.
Anden Deel.
Kiøbenhavn 1809.
Trykt paa Frederik Brummers Forlag
hos Directeur J. F. Schultz

 


[III]

Fortale

Da jeg fremlagde den første Deel af dette Skrift for mine Medborgere, var Kiøbenhavn fra sin forhen saa blomstrende Tilstand nedstyrtet blandt de ulykkeligste Steder i Europa. Vel havde vor forræderiske Fiende alt den Gang forladt os, men hans troløse og lumske Overfald, som Aartusinde ikke ville formaae at udslætte af Verdens Aarbøger, havde blandt alle Stænder udbredet den skrækkeligste Jammer og Elendighed. Vort Menneske-Tab ved Bombardementet lod sig i Førstningen ikke beregne med Nøiagtighed. Paa Søe-Qvæsthuuset, og paa Søe-Etatens Hospital var Antallet af de der modtagne Saarede langt større end


IV

det af mig blev angivet; mange af vore Medborgere, som laae begravede under Ruinerne af de nedstyrtede Huse, bleve siden opdagede; mange fandtes ikke, fordi de under Branden vare forvandlede til Aske, medens de havde forsøgt at redde deres saarede og døende Venner, deres spæde Børn, og Levningerne af deres Formue; mange døde under vedholdende Lidelser af deres Saar, længe efter at Orden var vendt tilbage i Hovedstaden; og mange bleve til sidst et Offer for skrækkende Indtryk af Forfærdelse og Angst, Tab og Mangel, Sorg og ublide Udsigter i Fremtiden. Endnu efter to Aars Forløb findes ikke faae Lidende, hvis Dage ville blive forkortede, som Følge af alt det, de udstode under hine uforglemmelige Rædsels-Dage. Endeligen ere ogsaa mange blevne lemlæstede og Krøblinger, - uskikkede til at erhverve Livets Nødvendigheder for dem selv og deres Slægtninger.

Kronprindsen, vores nuværende, og med saa megen Ret elskede, Konge kom tilbage


V

til Hovedstaden; med ham tilbagevendte en ordnet Regiering, hastige og kraftige Foranstaltninger til at sørge for de mange Ulykkelige, som fandtes i Staden, til at afhielpe deres højeste Trang, forskaffe dem Livets første Nødvendigheder, og til at sætte Hovedstaden, og vor yndige Øe, i en saa kraftfuld Forsvarsstand, at den kunde modstaae ethvert Angreb. Den forræderiske Maade, hvorpaa Engellænderne anfaldt Hovedstaden, et fredeligt Folk og en redelig, menneskekiærlig Regiering, som ikke havde givet nogen Nation end den mindste Anledning til Misfornøielse, denne saa skiendige Handling, som blev afskyet af hele Europa, gjorde, at den Danmark tilbudne Fred blev afviist med Foragt, og at der endog maatte erklæres Krig mod vore nærmeste Naboer, fordi de vare forbundne med vore Fiender. Saaledes blev da Danmark, efter al den Ulykke, som rammede Hovedstaden, paa eengang indviklet i Krig med begge disse Nationer.


VI

Det foregaaende Tab af vor Flaade, Adskillelsen fra vore Brødre i Norge, og den store Vanskelighed, at forsyne dem med det, som kunde tiene til deres Underhold og Forsvar, da alle vore Farvande næsten bestandig vare besatte af fiendtlige Krigsskibe, Standsning af al Handel, og af de dermed forbundne Næringsveie, vanskelig Forbindelse med Dannemarks egne Provindser og med fremmede Steder, gjorde og giør Kiøbenhavnernes Stilling endnu mere trykkende. Dette viser sig især ved den forhindrede Indførsel af Bygnings-Materialier, da, af den betydelige Deel af Staden, som blev ødelagt under Bombardementet, ikkun faae Huse endnu er opbyggede, og da følgeligen den nu saa forøgede Mængde af Stadens Beboere, endnu maa behielpe sig med et saa meget mindre Rum.

Ved alt dette, og under alle de uundgaaelige Besværligheder, som Krigen medfører, har man dog Grund til at holde Hovedstaden og dens Beboere for langt mindre


VII

ulykkelige, end de fleste andre udenrigske Steder, som under nærværende Tiders Omvæltninger lide ved Krigens Rædsler og Ulykker. Vi have ikke manglet Livets første Nødvendigheder, men ved Regieringens vise Foranstaltninger kunnet erholde disse endog for en nogenlunde taalelig Priis. Det er temmelig sædvanligt, at der paa de Steder, hvor Krigen raser, hersker Hungersnød og smitsomme Sygdomme; vi have hidtil været befriede for begge Dele. Vel er Dødeligheden i Kiøbenhavn noget stærkere, end den i Fredstider pleier at være, dog hersker ingen smitsomme Sygdomme iblandt os. Det under Krigen forøgede Tal af Stadens Beboere foranlediger ogsaa en forøget Dødelighed iblandt dem.

Kiøbenhavnernes Character fornægter sig ikke heller under de nærværende Omstændigheder. Uagtet Priserne paa mange af de Ting, som henhøre til Livets Fornødenheder og Behageligheder ere i en saa høi Grad forøgede, saa viser sig dog den sædvanlige Lyst


VIII

til Fornøielser og Adspredelser, næsten uforandret paa alle Steder, hvor Nødvendigheden ikke forbyder det. Mængdens tiltagende Fattigdom og Mangel, og andres meget tiltagende Velstand og Rigdom staae i en besynderlig Contrast mod hinanden. De Riges og Velhavendes Formue anvendes her, som andre Steder, efter enhvers individuelle Følelse for Fædrelandet, Medborgere og privat Interesse. Enhver ønsker: at Fredens uskatterlige Velsignelse snart maae vende tilbage til vore yndige og frugtbare Egne.

Det henhører til Forsynets vise Indretninger, at det ofte bruger Midler, som synes at bebude uerstattelige Ødelæggelser, men at de alligevel baade for Nu- og Eftertiden bleve høist velgørende i deres Følger. Saaledes begynde vi at vænne os til Afsavnet af en Deel fremmede Varer, og at lægge mere Vind paa at forædle vore egne Producter; ogsaa finder dette Sted ved Anvendelsen af Lægemidler Kiøbenhavns Medicinal-Politie-Foranstaltninger ere endog


IX

under Krigen forbedrede, og adskillige Uordener hævede, som ogsaa for en Deel vare berørte i den første Deel af disse Betragtninger. Afviserne paa Gaderne, hvorved saa mange Skinnebeen bleve saarede, ere borttagne; ingen Køer maae nu holdes inden for Stadens Volde, førend Stalden er bleven efterseet og funden af Politiet beqvem dertil; Pladsen til Badning er indpælet og det er forbuden at grave Sand paa de Steder, hvor adskillige fandt deres Undergang; nogle for den offentlige Sundhed skadelige Næringsveie ere anlagte udenfor Staden; Kalleboe-Stranden er opmudret, giort seilbar, og mange skadelige Uddunstninger derved forekommet; til Gadernes Broelægning begynder man nu igien at bruge den grove Steensand, og ikke den guule Leersand; Gravene om Voldene blive rensede m. v.

Denne Deel af mine Betragtninger indeholder efter Løfte: smitsomme Sygdommes Afværgelse i Kiøbenhavn, især med


X

Hensyn til Pest, ondartede Febere og Børnekopper; Foranstaltninger til de Druknedes og Livløses Redning; Afværgelse af Farer paa offentlige Steder; Omsorg for spæde Børn og deres fysiske Opfostring, Børne-Opdragelse og Underviisning; Omsorg for Kiøbenhavns Fattige og for Fangerne i Staden; Medicinal-Væsenet i Kiøbenhavn, og endeligen herskende Sygdomme og Dødelighed. Vel har min mangeaarige Stilling, som offentlig Lærer og practisk Læge, givet mig hyppige Leiligheder til at kiende Stadens fysisk-medicinske Tilstand, dog har jeg ogsaa, ved at udarbeide denne Deel, ikke fundet mine Kundskaber og mine Erfaringer tilstrækkelige til at oplyse de mange, tildeles indviklede Gienstande, som ere afhandlede i den. Jeg har derfor ikke sparet nogen Umage, i mange Ting at indhente mine Venners Oplysning og afbenyttet andres Erfaring, for at give Værket den Grad af Fuldstændighed, som min Stilling og mine Kræfter tillod det. Jeg har i de


XI

senere Aar til dette Arbeide anvendt de faae Timer, som mine øvrige Pligter og Forretninger have levnet mig, og som Oldingens Hvile maaskee kunde have krævet.

Fuldkommenhed kan paa en hos os ubanet Vei, i et Skrift af saa sammensat og indviklet Indhold, med Billighed ikke ventes; jeg føler ogsaa selv de Mangler og Ufuldkommenheder, som deri findes. Mange Gienstande er vel ogsaa omhandlede paa en Maade, som ikke er overensstemmende med det herskende Begreb om dem. Alt dette haaber jeg dog mine Læsere ville undskylde, og at de ville skienke denne Deel det samme Bifald og Overbærelse, hvormed de har beæret den første Deel af disse Betragtninger.

Jeg har egentligen ikke skrevet disse Betragtninger for Læger; disse ere og bør være bekendte med de Sundhedens og Livets Fiender, som omgive os; dog haaber jeg: at dette Skrift ikke vil være unyttigt for dem, som i Tiden vilde berige Fædrelandets Lit-


XII

teratur med nøjagtigere medicinske Topographier over Staternes forskiellige Steder og Provindser. Jeg har tilegnet dette Skrift Stadens Beboere i Almindelighed, for at henvende deres Opmærksomhed paa de mange Gienstande, som kunde bidrage til at giøre dem til sunde og stærke, gode og lykkelige Borgere.

Da dette er det sidste af mine større litteraire Arbejder, saa maae det tillige afgive et Minde paa min Erkiendtlighed og hiertelige Taknemlighed for den Tillid, det Venskab og den Agtelse, som Stadens Beboere over et halvt Aarhundrede have skienket mig, og hvorom Erindringen aldrig skal udslukkes hos mig.


XIII

Indhold

____

Ottende Afdeling.

Om offentlige Foranstaltninger i Kiøbenhavn til
at beskytte Liv og Sundhed.

Almindelige Betragtninger fremmede Sygdommes og Sygdoms-Stoffes Indførelse Medicinal Politie-Loves Nødvendighed og Nytte heftig smittende og pestartede Sygdomme hvorledes de udbredes, og Udbredelsen i Almindelighed forhindres Qvarantaine-Anstalter deres Tilstand i Danmark i ældre Tider - Qvarantaine-Stationen i Kiøbenhavn fra 1772 til 1804 Liste paa Qvarantaine-Anordninger i dette Tidsrum Qvarantaine-Directionens Oprettelse dens Nytte Forordning angaaende Qvarantaine-Væsenet i Danmark og Norge dens Hoved-Indhold Qvarantaine-Anstalt i Christianssand hvor ofte Kiøbenhavn fra 1340 til


XIV

vore Tider her været udsat for pestartede Sygdomme Pesten fra 1710 til 1711 dens Oprindelse og Fremgang utilstrækkelige Foranstaltninger derimod Fortegnelse over de i 1711 i Kiøbenhavn kopulerede, fødte og døde Liste paa de i 19 Uger i Kiøbenhavn døde Mænd, Qvinder, Drenge, Piger og Fattige Ingen Nation kan være fuldkommen betrygget for pestartede Sygdomme dog kan den baade afværges og standses den gule Feber paa Søe-Qvæsthuset i Aaret 1788 og 1799 Foranstaltninger paa den danske Flaade at afholde Sygdomme Nytten af en nøiagtig og bestemt Anordning, hvorledes der skulde forholdes, naar pestartede Sygdomme give sig tilkiende iblandt os, eller nærme sig vore Grændser, som lignede vore Qvarantaine-Forordninger, som værner for dem fra Søe-Siden Forordningen af 1778 for at afværge Qvæg-Sygen Børnekoppers Afværgelse og Koekoppe-Indpodningen Ødelæggelsen af de naturlige Kopper disses Indpodnings Nytte og Utilstrækkelighed Vacciner tilfældige Opdagelse at de værne for Børnekopper Vaccine-Materiens Indførelse i Danmark og første Anvendelse Vaccinations-Commissionen blev anordnet Vaccinationens Historie i Danmark,


XV

uddraget af Commissionens Indberetning til Kongen for Aaret 1801 til 1808 Liste paa de Vaccinerede i Danmark og Norge fra 1802 til 1808, som ved Commissionen ere anmeldte Liste over de, som ere døde af Børnekopper i Kiøbenhavn fra 1749 til 1808 Foranstaltninger i Kiøbenhavn til de Druknedes og Livløses Redning den store Mængde af dem som drukne i Kiøbenhavn Aarsagerne dertil Uvished af Døds-Tegn Selskaber til de Druknedes Redning i Amsterdam, Hamborg, Paris, London Foranstaltninger i Kiøbenhavn til de Druknedes Redning Selskabet for de Druknedes Redning i Aaret 1796 hvad som er virket derved, og i Fremtiden kan ventes Anordninger om denne Sag summariske Bemærkninger derover Liste paa Tallet af dem, som ere anmeldt at være druknede i Kiøbenhavn fra Aaret 1794 til 1808 Forholdet af druknede Mænd og Qvinder hvor mange Præmier for optagne og frelste Druknede er udgivne fra 1803 til 1808 Afværgelse af Farer paa offentlige Steder i Kiøbenhavn Trængsel og Opløb Opførelse af nye Bygninger og Istandsættelse af brystfældige skrøbelige Tage og slet befæstede Tagsteen Sneens Nedkastelse fra Tagene og Renderne udstaaende Render Iis-


XVI

tapper Vinduer og Vindueskudderne Skildterne for Husene Stængerne, hvorpaa Farverne udhænge deres Varer Blomster-Potter inden eller uden for Vinduerne Broernes Tilsyn Broelægningens Istandsættelse Gravning til Vandrendernes Reparation Fortogene bepakkede med fremmede Ting ubedækkede Afløbs-Render fra Husene Glatiis Glidebaner den offentlige Befordring Vognenes Brystfældighed hastig Kiøren og Riden Kanerne om Vinteren Hundenes Galskab bedøvende, giftige, skadelige Planter.

Niende Afdeling.

Børne-Opdragelse.

Omsorg for Børn og deres physiske
Opfostring

Summariske Bemærkninger over spæde Børns Opfostring den begynder fra Øieblikket af deres Undfangelse Moderens Forhold under Svangerskabet for megen og for liden Forsigtighed Frugtsommelighedens Tilstand er ikke at anse som en Sygdom Om Børnene avlede uden for Ægteskabet ere stærkere eller svagere utidige Fødsler dødfødte Børn man-


XVII

ge ere ikkun Skindøde det store Tal af dødfødte Børn mange af dem kunde oplives Rednings-Midler dertil og deres hastige Anvendelse Forslage dertil Liste af de i Danmark, Norge og Hertugdømmene fødte og dødfødte i 10 Aar spæde Børns Opfostring Farer, som vente dem strax efter Fødselen Naturen har betroet Omsorg for spæde Børn for det meste til Mødrene Børnenes Opfostring og Opdragelse i den første Periode af Livet lægger Grunden til deres Sundhed, Styrke og Lykke i Fremtiden Mødrenes ærværdige Stilling med Hensyn hertil Mødrenes Melk, den bedste Føde for det spæde Barn Mødrenes Pligt at give deres Børn Die uovervindelige Hindringer at opfylde denne Pligt Fattige og i en høi Grad trængende Mødre Ammer Valget deraf offentlig Omsorg for gode og paalidelige Ammer spæde Børns tilbørlige Beklædning Omsorg for nøiagtig Reenlighed Luftens Renlighed skadelige Indtryk paa spæde Børns Sandse-Organer Vuggens Brug nyfødte Børn bør patte, sove og skrige Barnedaab henhører med til Farer, spæde Børn er udsatte for længe vedvarende uforandret Stilling af Legemet Umaadelighed med Hensyn til Føde Legetøj - Fød-


XVIII

sels- og Pleie-Stiftelsen Pleie-Stiftelsens Bestemmelse dens Indretning Dødelighed iblandt Børnene Aarsagerne til uægte Børns større Dødelighed.

Børne-Underviisning.

Forsynet har nedlagt hos Mennesket fysiske, intellectuelle og moralske Evner og Anlæg Opdragernes Pligt at udvikle dem efter den af Naturen bestemte Orden Børne-Opdragelsen har vundet meget i Kiøbenhavn i de senere Tider den maae læmpes efter de tilfældige Omstændigheder Børnenes Naturdrift til afvekslende Forandringer, Glæde og Munterhed Valget af Midler til Børnenes Underholdning for megen Haardhed og stræng Alvorlighed er skadelig saa og ubunden Friehed og ubetinget Tilfredsstillelse af Børnenes Ønsker Lydighed imod deres Forældre og Foresatte er Børnenes første Pligt Skadelighed af en kiælen, blød, yppig Opdragelse Legemets og Siælens Evners Udvikling maae være forenet Legems-Øvelser Oldtiden satte en høi Værd derpaa ogsaa i vort Fædreland de bleve igennem Aarhundrede meget tilsidesatte bleve nu igien indførte Kiøbenhavns gymnastiske Institut Klog-


XIX

skab og Forsigtighed som derved anvendes Vaaben-Øvelser Svømmekonsten bliver mere og mere almindelig i Kiøbenhavn Siæls Evnernes Udvikling Tidlig Opvækkelse af moralske og religiøse Begreber efter Børnenes Fatte-Evner Barnet kommer godt fra Skaberens Haand det bliver fordærvet ved Øvelse og Vane at udøve usædelige Handlinger Ørkesløshed og Lediggang Usandfærdighed og Løgn Ihukommelse og Eftertanke ere de to Grundpiller, hvorpaa alle menneskelige Kundskaber støtte sig begge maae forenede fremgaae, om intellectuel Fuldkommenhed skal opnaaes Ungdommens Ihukommelse bliver hos os ikke nær saa meget dyrket, som hos vore Forfædre maa nødvendig skiærpes ved Øvelsen Omkredsen af menneskelige Kundskaber er uhyre stor de Kundskaber ved Børnenes Underviisning maae vælges, som efter enhvers særegne Stilling kunde være nyttige nogle Kundskaber kunde være nyttige i alle Livets Stillinger den svære Konst at bestemme Ynglingens tilkommende Bane og Stilling i Livet Kundskaber, som uden Undtagelse bør læres Kundskab om Landets Sprog at læse vel, er mindre almindelig, end man skulde troe Skrivning Regnekonsten Læsning af Bøger Vigtigheden af deres


XX

Valg Leie-Bibliotheker og deres Skadelighed . Skolerne den høie Værd af en god Skole-Lærer Skole-Væsenets betydelige Forbedringer i Danmark Skolernes Indretning naar Børnene maae begynde at besøge Skolen overdreven Strænghed og Lemfældighed er lige skadelige Straf-Love lærde Skoler Real-Skoler Militair-Skoler Almue- og Fattig-Skoler Directionen for Universitetet og de lærde Skoler Kiøbenhavns Cathedral-Skole Reglementet for denne Skole summaraske Bemærkninger over Undervisningen de lærde Skolers Tal i Danmark og Norge private lærde Skole-Instituter i Kiøbenhavn Seminarium til at danne Lærere i de lærde Skoler Militaire Underviisnings-Anstalter i Kiøbenhavn det kongelige Søe-Cadet-Academie Styrmands-Skolen Land-Cadet-Akademiet Artillerie-Skolen Skolen for unge Ingenieurer og for Frie-Korporalerne Militaire Almue-Skoler borgerlige Real-Skoler Almue-Skoler Vaisenhuset Opfostringshuset Selskabet til Forædling af unge Haandværkere Søndags-Skoler Omsorg for Jødernes Underviisning og Dannelse den første Opdragelse af begge Kiøn bør være den samme


XXI

siden bør den være forskellig efter deres forskellige Bestemmelse ogsaa deres fysiske og intellektuelle Evner maae ved Øvelsen blive udviklede Instituter og Skoler i Kiøbenhavn til Pigebørns Undervisning Maler-, Billedhugger- og Bygnings-Akademiet Instituttet for Døv-Stumme Liste over de offentlige Skoler, som findes i Kiøbenhavn i Aaret 1808 offentlige Bogsamlinger det kongelige Bibliothek Universitets Bibliotheket det Classenske Bibliothek det Chirurgiske Academies Bibliothek Kiøbenhavns Universitet Kiønsdriftens for tidlige Opvækkelse.

Tiende Afdeling.

Omsorg for Kiøbenhavns Fattige.

Almindelige Bemærkninger Fattigvæsenet i Kiøbenhavn har undergaaet en Deel Forandringer dets nuværende Indretning den i Aaret 1799 anbefalede Plan for Fattigvæsenet den Nytte, som derved er stiftet de Fattiges Tal, som i Aaret 1806 nød offentlig Understøttelse Fattigvæsenets Indtægter og Udgifter i Aaret 1802 dets Under-Balance i 4 Aar under Freden den større Vanskelighed, at sørge for


XXII

de Fattige i Kiøbenhavn frem for i Hamborg de Fattiges Tal i Aaret 1807 og 1808 hvad Kiøbenhavns Fattig-Væsen har tabt ved Stadens Beleiring og Bombardementet i St. Hans Hospital i Fattigvæsenets Hoved-Bygninger i Tvangs- og Arbejdshuset det forøgede Tal af ulykkelige Fattige og Trængende Indkomsternes Formindskelse, som er grundede paa offentlig Velgørenhed betydelig forøgede Udgifter St. Hans Hospitals Forflyttelse til Bidstrup Gaard Kiøbenhavnernes testamentariske Velgiørenhed siden Aaret 1799 Publicitetens Fordele ved de Indretninger, som kræver offentlig Velgørenhed Jødernes Fattig-Pleie i Kiøbenhavn Betlere paa Gaderne findes aldrig iblandt dem de mangle et ordentlig organiseret Fattigvæsen Pengene til de Fattiges Understøttelse blive tilveiebragte ved private Stiftelser og Collecter.

Fangernes Pleie i Kiøbenhavn.

Almindelige Anmærkninger Stadens offentlige Arresthuus, Stutteriet Blaae-Taarn Søe- og Land-Etatens Fanger Tugt- og Arbeidshuuset Stokhuset Forbedringshuset om denne Indretning


XXIII

svarer til Navnet Fangernes menneskekiærlige Behandling.

Ellevte Afdeling.

Medicinal-Væsenet i Kiøbenhavn.

Medicinal-Væsenets Vigtighed og Nødvendighed dets Stilling i Kiøbenhavn viser tildeels Medicinal-Forfatningen i begge Kongeriger kort historisk Beskrivelse af Medicinal-Væsenets Tilstand, og den lægevidenskabelige Opdragelse i Kiøbenhavn de offentlige Underviisnings-Anstalter det medicinske Fakultet dets Personale Forelæsninger de Studerendes foregaaende Examina den medicinske Eksamen den skriftlige Eksamen den mundtlige Prøvelse af de 5 Professorer Characterens Bestemmelse Mangel paa practiske-cliniske Prøvelser overstaaet Examen giver Rettighed til Praksis men nu ikke til at promovere til Doctor-Værdigheden, førend Candidaten har offentlig disputeret pro licentia det chirurgiske Academie Chirurgiens forbedrede Stilling i Danmark dens Adskillelse fra Barbeer-Væsenet og Laugs-Tvang Chirurgiens Stilling i Holsteen det chirurgiske Academies Personale


XXIV

Academiet underholdes af de anbefalede Afgivter af alle Chirurger i begge Kongeriger Academiets Bygning og videnskabelige Samlinger Forelæsninger, som alle ere offentlige den chirurgiske Eksamen præliminaire Eksamen Dissections-Prøven Udarbeidelsen af en opgiven lægevidenskabelig Gienstand den mundtlige Examen af 3 Professorer Bestemmelse af Characteren giver Ret til Praksis Middeltal af de medicinske og chirurgiske Studerende i Kiøbenhavn Liste paa de medicinske kongelige Embeder i Danmark og Norge Liste paa de chirurgiske civile kongelige Embeder i Danmark og Norge militaire chirurgiske Embeder ved Søe-Etaten ved Militair-Etaten ved den danske og norske Armee Liste paa de medicinske Embeder i Hertugdømmerne og paa de chirurgiske Liste paa de i 22 Aar eksaminerede Medici, Chirurger, Apothekere og Giordemødre Grændserne mellem Medicin og Chirurgie kan ikke bestemmes medicinske og chirurgiske, teoretiske og praktiske Kundskaber bør være samlede hos enhver Læge, han maatte kalde sig Medicus eller Chirurg sielden er en Læge udmærket stor i alle Lægevidenskabens Dele efter hans naturlige Anlæg er derfor nogle bedre Chirurger, andre bedre Medicin alminde-


XXV

lige Kundskaber og deres Anvendelse bør ingen Læge mangle Nytten af tvende lægevidenskabelige Lære-Instituter i tvende Kongeriger strænge Prøvelsers Nødvendighed Hæders-Navnet af Doctor i Medicinen burde ikkun tilstaaes udmærkede Lærde Oldtidens ceremonielle Skikke derved Fødsels-Stiftelsen dens Indretning som Lære-Anstalt for Giordemødre og de Studerende Liste paa de paa den kongelige Fødsels-Stiftelse modtagne Barselquinder i 21 Aar Underviisning af de Studerende og Giordemødre Tabel, som viser: hvor mange have nydt practisk Veiledning i Fødselsvidenskaben ved den kongelige Fødsels-Stiftelse fra 1788 til 1808 Fortegnelse over Antallet af de paa Fødsels-Stiftelsen fødte Børn fra 1788 til 1808. Veterinair-Skolen i Kiøbenhavn dens Historie og lykkelige Fremgang Skolen forsyner begge Kongeriger med duelige Dyrlæger og Smede er ogsaa nyttig i Medicinen med Hensyn til Dyre-Anatomien, adskillige Midlers Anvendelse, og fysiologiske og patologiske Oplysninger. Den botaniske Have i Kiøbenhavn, dens korte Historie Undervisning i Botaniken Havens Bogsamling Urte-Samling og levende Planter. Apothekere i Kiøbenhavn deres Tal Medici-


XXVI

nal-Love med Hensyn til Apothekere farmaceutiske Examina afholdes af Facultetets Professorer praktiske Prøver mangle Forbud mod Bræk- og stærk pugerende Midlers Udsalg uden Recept fra en berettiget Læge Anordning om Forsigtigheds-Regler, som skal iagttages ved Salg og Handel med Gift Apotheker Visitationer af Sundheds-Collegio og Stads-Physico Medicinal-Taxt fastsættes aarlig af Sundheds-Collegio Vanskelighed at sætte en rigtig Medicinal-Taxt lige billig for de Syge og Apothekerne især i Krigstider Grundsætninger, hvorefter Sundheds-Collegium har beregnet og foreslaaet Priser paa Lægemidler for 1809 Grændser og Rettigheder imellem Apothekere og Kramboe-Handlere Materialister ere ikke under Opsigt med Hensyn til Varenes Godhed og Ægthed Foranstaltninger til at afværge Mangel af Lægemidler under Krigen Medicinal-Providerings-Kommissionen Medicinal-Vare-Depot i Kiøbenhavn Lægernes Stilling i Kiøbenhavn er ikke meget opmuntrende det kongelige medicinske Selskab uberettiget Udøvelse af Lægevidenskaben, og Qvaksalverie Foranstaltninger derimod Sundheds-Kollegium dets Stiftelse Indretning Virkekreds Personale Nytte.


XXVII

Tolvte Afdeling.

Herskende Sygdomme i Kiøbenhavn.

Summariske Betragtninger over denne Gienstand spæde Børns Guulsoot Trødske Durkløb Øien-Betændelse Krampe Tandarbeide Kiertelsyge Orm Skiævheder af Ryggen m.v. Betændelses-Sygdomme Hals-Betændelse Typhus Koldfebere rheumatiske Febere Gigt Cathar-Sygdomme Svindsoet og tærende Bryst-Sygdomme Feil i Fordøielses-Redskaberne Slag Nervesyge og Krampe gamle Saar paa Benene Frost i Hænder og Fødder Fnat Brok-Skade venerisk Syge adskillige Epidemier . Frygt for Døden Aarsagen dertil det er Pligt at sætte tilbørlig Priis paa Livet at undgaae alt, som kunde svække Sundheden og forkorte Livet at nyde Livets Glæder Kiærlighed til Livet maae ikke udarte til en feig Frygt for Døden, som ikke kan undgaaes Tanken om den visse, ofte ikke fierne Død er den kraftigste Opmuntring til gode Handlinger de herskende falske Begreber om Dødskampen. Selvmord om alle de, som forkorte deres Liv ved Umaadelighed, Usædelighed og Letsindighed, skulde henregnes


XXVIII

til Selvmordere, vilde deres Tal være større, end deres, som døe af andre Sygdomme de, som med Forsæt dræbe sig selv deres Tal tiltager iblandt os paa skrækkende Maade Selvmordere som erkiendte ved lovformelige Syns-Forretninger i Civil-Etaten i 20 Aar i Stadens Garnison i Søe-Etaten Aarsagerne, som foranledige dette Uvæsen Tungsindighed og Melancholie falske Religions Begreber phantastisk, sværmerisk Kiærlighed Stolthed Mangel af Troen paa Siælens Udødelighed og et Liv efter dette ulykkelige Ægteskaber Romaner, sværmeriske Skrifter og Skuespil hemmelige Synder Ødselhed Spil Umaadelighed Samvittigheds-Nag den stumme Tilbageholdenhed og den skiulte Maade, hvormed de udføre deres Forsæt er Hoved-Aarsagen hvorfor saa lidet kan giøres til disse Ulykkeliges Frelse det er ædel Daad at arbeide mod denne Handlings sørgelige Tiltagelse dette skeer mindre ved at forhindre Handlingen selv, end ved at forfølge og at arbeide imod de Aarsager, som foranledige Selvmord til sine første Kilder vore Dødslisters Ufuldstændighed ogsaa med Hensyn til Selvmordere Nytten af Selvmorderes Biographier. Dueller kunde regnes til Selvmord almindelige Betragtninger derover. -


XXIX

Trettende Afdeling.

Syge-Pleie i Kiøbenhavn.

Mange Indretninger til de Syges Pleie i Hovedstaden Frederiks Hospital dets Stiftelse og Indretning Middeltal af de fattige og betalende Syge Stiftelsens medicinske og oeconomiske Personale Lære-Anstalt for unge Læger Liste paa de siden Hospitalets Stiftelse i Aaret 1757 til 1808 Anmeldte, Indkomne, Udgangne, Døde og Syge Liste paa de medicinske og chirurgiske Syge og hvad Medicinen aarlig har kostet Hospitalets Udgifter og Indtægter fra 1799 til 1808 Pengevæsenets declinerende nærværende Stilling Søe-Qvæsthuset det største af Stadens Hospitaler dets oprindelige Bestemmelse dets nærværende Stilling de Syges Tal fra Aaret 1798 til 1808 Søe-Etatens Hospital hvor mange Syge siden Aaret 1806 ere indkomne, udgaaede og døde Militaire Sygehuse for Stadens Garnison i Fredstider nu paa Feldtfod indrettede Sygehuse hvor mange Syge i dem kan modtages Fattigvæsenets almindelige Hospital dets meget forbedrede Indretning de modtagnes Syge-Tal fra 1779 til 1808 og deres Dødelighed St. Hans


XXX

Hospital dets Bestemmelse de Syges Tal, som deri kan modtages Hospitalets Forstyrrelse ved Engellændernes Overfald forestaaende Forflyttelse til Bidstrup-Gaard Vartov Hospital de Syges Tal i 10 Aar og Dødeligheden iblandt dem andre mindre Hospitaler Fortegnelse paa Medicament-Udgivter ved Fattigvæsenet i 8½ Aar almindelige Anmærkninger over Medicin-Forbrug.

Fjortende Afdeling.

Mortalitet i Kiøbenhavn.

Den udbredte Nytte af nøiagtige Mortalitets-Lister Kiøbenhavns Døds-Listers manglende Tilstand offentlig Fortegnelse over de Svagheder og Tilfælde, som have hersket i Kiøbenhavn fra Aaret 1797 til 1808, og hvor mange deraf er bortdøde og begravne offentlig Fortegnelse over de fra 1805 til 1808 anmeldte døde Mænd, Qvinder, Piger og Drenge i de forskiellige Kirkesogne her i Staden nøiagtige Døds-Lister kan ikke holdes uden Lægernes Medvirkning Forslag til en forbedret Indretning af Stadens Døds-Lister Liste paa Forskiællen paa fødte og døde i 60 Aar Liste over 17 af de almindeligste epidemiske og


XXXI

endemiske Sygdomme, og hvor mange deraf aarligen i et Tidsrum af 60 Aar ere bortrevne Børne-Sygdomme under Navn Krampe, Slag, Tænder, Bryst-Sygdomme og Tæring ere de meest dræbende det er vanskeligt at sætte Grændser for Børnenes Dødelighed skiøndt man maatte kiende Aarsagen dertil, da Børnenes Opfostring henhører til Forældrenes frie Handlinger Tabel over de paa Fødsels-Stiftelsen i 20 Aar fødte og døde Børn, og hvor samme ere afblevne Aarsagerne af den større Dødelighed af spæde Børn paa Fødsels- og Pleie-Stiftelsen Forhold imellem Drenge og Piger paa den kongelige Fødsels-Stiftelse i 20 Aar Dødeligheden iblandt de udi Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset indkomne Fanger.

De Døendes og Dødes Behandling i Kiøbenhavn.

Hele Dyre-Riget synes at døe roeligere end Mennesket Syge-Stuer opfyldte med mange unyttige Mennesker Lægernes utidige Virksomhed de Geistliges Syge-Besøg kunde af og til være skadelige religiøse Skikke ved Syge-Sengen den farlige Tillid til Omvendelse paa Sygesengen den skadelige Uskik at borttage Hoved-Puderne og at lægge de Døende i


XXXII

en horizontal Stilling at tage de Døde for hastig udaf Sengen at tilbinde de Dødes Mund og tildække Ansigtet Muelighed at Mennesker kunde blive begravet levende naar Ligene begraves for tidlig eller for sildig Vanskeligheden at give almindelige Regler derfor Lægernes Medvirkning kunde heri give den mueligste Sikkerhed Afskaffelsen af vore Forfædres nyttige Skik at vaage over de Døde Nytten af vel indrettede Liighuse Udsættelse af Ligene til offentlig Skue at aabne de Dødes Liig Ligenes Vadskning, Rensning og reen Beklædning Jødernes hastige Begravelse udsætte dem for store Farer at blive begravne levende de brugelige Skikke ved deres Begravelser den endnu vedvarende Uskik hos os at begrave Døde inden Stadens Volde.


[1]

Ottende Afdeling

om offentlige Foranstaltninger i Kiøbenhavn, til at beskytte Liv og Sundhed.

_____

Smitsomme Sygdommes Afværgelse.

Farer for Liv og Sundhed følge Mennesket fra Vuggen til Graven. Ingen anden Dyr-Slægt er saa meget udsat for dem. De Dyr, som leve i en naturlig frie Tilstand, naar de ikke ere bestemte til Føde for andre Dyr, eller forfølges af Mennesker, er sielden udsatte for Sygdomme og Livs-Farer. De kiæmpe kraftigen mod de utallige Livets Fiender, ved hiin uforklarlige Natur-Drivt, som man i Almindelighed betegner med Kunst-Ordet, Instinkt, og som næsten aldeles er nægtet Mennesket; de ere derfor sield-


2

nere udsatte for Sygdomme og Anledninger dertil, og med usvækket Sundhed gaae de deres Bestemmelse imøde. Vore Huus-Dyr, ved Menneskenes Tvang indskrænkede og tvungne til en mindre naturlig Levemaade, ere allerede udsatte for langt flere Farer for Liv og Sundhed. Mennesket derimod er paa sin hele Livets Bane omgivet med saa utallige Livets Fiender, med saa mangfoldige Anlæg, Anledninger og Aarsager til Sygdom og Død, at ikkun faae af dem opnaae den høie Alder, som efter Naturens Love synes bestemte for Menneske-Slægten, saa at man derimod snarere maa undres over, at enkelte Mennesker igiennem de Millioner Farer, som omgive og følge dem paa Livets Bane, dog af og til kunne opnaa en meget høi Alder.

Det menneskelige borgerlige Samfund, især i store og folkerige Steder, har uendeligen mange Fordele, men og mangfoldige Mangler og Besværligheder. Paa den ene Side vinder ofte Opdragelsen, Lærdom, Kunster, Videnskaber, Kultur, Industrie, Omsorg for Syge, og Lægemidlers bedre Anvendelse; paa den anden Side derimod forøges Antallet af de skadende Aar-


3

sager, som ere istand til at frembringe Sygdom og Død. Foruden dem, som i den første Deel af disse Betragtninger ere anførte, og som have deres Grund i Luftens slettere Beskaffenhed, i de saa mangfoldige Kilder til skadelig Ureenlighed, i mindre gode Fødemidler, i Letsindighed og Forfængelighed, Ødselhed og Umaadelighed m.v. findes endnu mange andre, som kunne undergrave vor Sundhed og forkorte vore Dage. Forsynet har tilladt, at forskiellige Natur-Kræfter kunne efter evige og uforanderlige Love virke til Menneske-Slægtens Skade, og frembringe en utallig Mængde Sygdomme, blandt hvilke mange formaae at udslukke vort Liv. Saaledes kunne, især i store og folkerige Søe-Stæder, fremmede Sygdomme og Sygdoms-Stoffe indføres fra fremmede Lande, endog fra de fierneste Verdens Dele, og udbrede sig ved krigsførende Magters Ophold og Giennemmarsch, ved Handels- og andre Forbindelser. Saaledes kunne ogsaa meer eller mindre ondartede smitsomme Sygdomme avles i selve Landet, sædvanligst blandt den fattigere Deel af Folket, udbrede sig til alle Stænder, og bortrive en Deel af Samfundet; saaledes kunne de


4

med forskiellige Nærings-Veie forbundne Farer, og den Mængde af tilfældige Omstændigheder, som kunne møde os paa Livets Bane, enten ved deres uundgaaelige Beskaffenhed, eller ved Uforsigtighed, Letsindighed og Skiødesløshed, give Anledning til Sygdom og Død.

Sielden findes hos enkelte Individer den Alvorlighed, den Forsigtighed, Klogskab og Oplysning, der udfordres til at efterforske de Livs-Farer, som omgive os, og til at giøre sig bekiendte med de Midler, som kunne afværge og formindske Virkningen af de mangfoldige skadende Aarsager, som forstyrre vor Kraft og Virksomhed, eller true vor Sundhed med Ødelæggelse. Kun faa have Leilighed til i deres borgerlige Stilling at gavne Samfundet, ved at anvende de Hiælpe-Midler, som bidrage til at forlænge deres Medborgeres Dage. Det er et sandt Held for Mennesker, at de ikke ere skabte til fuldkommen og uindskrænket Friehed og Uafhængighed. Uagtet Mennesket staaer saa høit over alle andre Skabninger, uagtet dets intellectuelle Kræfter, dets høie Evner at nytte og anvende, ikke allene dets egne og Samtidiges, men ogsaa Fortidens Erfaringer, saa trænger det dog,


5

for at være ret lykkeligt, til at leve i Samfund og under et Slags Formynderskab; det trænger til en Bestyrelse af enkelte Individer, som kunne overskue det hele Samfunds Mangler, og bære Omsorg for dets Tarv, det trænger til velgiørende Love, hvis Efterlevelse kunne betrygge hvert enkelt Individs Sikkerhed, Vel og Lykke. Uden Regiering og uden Love vilde Mennsket være det vildeste og ulykkeligste blandt alle Dyr-Slægter.

Dette er især Tilfældet ved den offentlige Sundheds-Pleie, der indbefatter den vigtige Deel af Lovgivningen, som man kalder Medicinal-Politiet. Hvor mangfoldige Indbyggere, især af store og folkerige Stæder, i hvilke saa utallige Sygdoms og Døds Aarsager støde sammen, vilde ikke være udsatte for smitsomme og andre farlige Sygdomme? hvor mange vilde, ved Uvidenhed, Uforsigtighed og andre tilfældige Omstændigheder, gaae en tidligere Død i Møde, dersom ikke en stor Deel af alt, hvad der kan have en skadelig Indflydelse paa Sundhed og Liv, blev ved velgiørende Love deels afværget og deels Virkningen af det formindsket. Alle Stater, og alle folkerige


6

Steder, i hvilke der hersker nogen Oplysning, ere forsynede med Medicinal-Politie-Love, indrettede til at bortfierne og formindske Farer for Sundhed og Liv; disse Love ere dog i forskillige Steder og Lande, efter deres forskiellige Trang og Kultur, affattede med en høiere eller lavere Grad af Orden og Nøiagtighed.

Ogsaa Kiøbenhavn er forsynet med Love, som værne om Indbyggernes Sundhed og Liv. Foruden dem, som findes anførte i den første Deel af disse Betragtninger, ere der endnu mange andre offentlige Foranstaltninger, som sigte til at afværge Farer. Jeg nævner iblandt disse først: de i høi Grad smitsomme og farlige Sygdomme, som baade fra Søe- og Land-Siden kunne indføres fra fremmede Steder, ja mueligen ogsaa kunne avles i selve Staden, eller blandt dens egne Indbyggere. Disse, naar de ere smitsomme og dræbende i en høi Grad, fortiene frem for alt Lovgivernes og Medicinal-Politiets strængeste Opmærksomhed, da mange Tusindes Liv sættes i Fare, naar denne Sag behandles med Ligegyldighed eller Efterladenhed. Navnet af Sygdommen giør her intet til Sagen;


7

man kalder den Pest eller en pestartig Sygdom, den gule Feber, eller en ondartet Galde- og Forraadnelses-Feber, saa kræve de dog alle den største Aarvaagenhed, naar de ved en hastig Udbredelse og stærk Dødelighed give deres smittende og farlige Natur tilkiende. De Foranstaltninger, som kunne anvendes imod heftigen smittende Sygdommes Udbredelse, ville stedse være de samme; de ville alle have til Formaal: paa en hastig og sikker Maade at vorde underrettet om Sygdommens Tilværelse ved dens første Udbrud, og at hindre Smittens videre Udbredelse, enten fra de allerede angrebne, eller og mistænkte Personer, ved Klæder, Vare, Huse m.v. Det er en temmelig afgiort Erfarings-Sag, at heftig smittende Sygdomme ikkun smitte ved umiddelbar Berørelse, og ikke ved Luften, undtagen i en snæver Dunstkreds af de mest pestartige Sygdomme behæftede, eller de med Smitten befængte Sager; det synes ei heller rimeligt, at det skulde forholde sig anderledes med de fra deslige Syge sig udviklende Dunster, end med dem, der opstaae, eller udbrede sig fra Legemer, som ere overgangne i den forraadnende Giæring. Saadan Smitte kan være meget farlig nær ved


8

Kilden, men taber aldeles sine anstikkende Egenskaber i en længere Frastand. Det samme gielder om vore mildere og ofte herskende Sygdomme, som sædvanligen have deres Grund i Luftens Beskaffenhed, eller i almindelig virkende Aarsager. Ogsaa disse kunne smitte ved Berørelse. Jeg skal i det følgende anstille Betragtninger over dem.

Allerede i Oldtiden, saa langt Historien rækker, har man antaget den Erfarings-Sag, at forskiellige Sygdomme udbredes til andre ved Smitte og Berørelse, og at adskillige livløse Ting, saasom Senge, Klæder, Hude m.v. kunne modtage, i lang Tid indeholde, og igien afgive Smitten til andre Legemer. Længe har man været bekiendt med den Sandhed, at en omhyggelig Afsondring fra Syge, der ere befængte med heftig smittende Sygdomme, og fra giftfængende Legemer, kunne hindre og standse Sygdommens Udbredelse blandt andre. Allerede i den mosaiske Lovgivning findes Anordninger, i hvilke der bydes at afsondre og udelukke spedalske og andre anstikkende Syge fra Folkets Boliger, og at brænde de Ting, hvorved Sygen kunde forplantes; af slige


9

Forsigtigheds-Regler findes ogsaa Spor iblandt græske og romerske Skribenter.

Overhængende Farer og sørgelige Erfaringer giøre sædvanligen Menneskene opmærksomme paa de Hielpemidler, der kunne tiene til deres Sikkerhed og Betryggelse. Naar derimod en ødelæggende Landeplage er overvunden, naar der er Haab om, at den ikke lettelig vil indtræffe igien, og især, naar et Land virkelig har været frie for den saalænge at den levende Generation mangler egen Erfaring om dens Grumhed og Ødelæggelse; da pleier man ikke sielden tilsidst at blive ligegyldig ved Anvendelsen af de Hielpemidler, som kunne sætte Samfundet i Sikkerhed. Man frygter da Faren mindre, fordi man ikke kiender den tilfulde. Vi see derfor, at de Nationer, som ofte have været plaget af ødelæggende Sygdomme, og endnu oftere været udsatte for den Fare, at faae Smitten tilført fra andre Lande, især have været opmærksomme paa at anvende de Hielpemidler, som kunne standse et saa frygteligt Onde i dets Fremskridt, og afværge, eller dog formindske dets fordærvelige Virkning; og at derimod de Nationer, som mangle egen Erfaring, og kun have historisk


10

Kundskab om heftig smittende Sygdomme, endeligen blive skiødesløse og ligegyldige med Hensyn til denne vigtige Deel af lægevidenskabelige Kundskaber og deres Anvendelse.

Vel pleier man i Almindelighed at betegne med Navn af Pest enhver heftig smittende Sygdom, som inden kort Tid dræber mange Mennesker; dog lærer Erfaringen, at ogsaa andre hidsige Sygdomme, der ikke ere ledsagede af de Tilfælde, som karakterisere den genuine Pest, hvoraf alt Thucydides har givet en kiærnefuld Beskrivelse, kunne være saa ondartede, udbrede sig, og dræbe med samme Hastighed, og derfor kræve samme Anstrængelse for at afværge deres Udbredelse. Nyere Tiders Erfaringer have viist, at den putride Galde-Feber, som i de senere Tider har udbredt saa megen Ødelæggelse, og som er bekiendt under Navnet af den gule Feber, har paa adskillige Steder af Jord-Kloden været ligesaa frygtelig, og udbredt sig ligesaa hastig, som den sande Pest.

Handel, og Handels-Forbindelse med fremmede Lande udbreder paa den ene Side Velstand, Arbeidsomhed og Industrie, men paa den anden Side giør den os bekiendt med fremmede


11

Landes unødvendige Producter, Ødselheds-Vare, Forfængelighed, Usæder og Udsvævelser, til Skade for Moraliteten, for Sundhed, og for Livet. Ogsaa fremmede Sygdomme forplantes ved Handelen fra de fierneste Egne og Verdens-Dele, rodfæste sig med Tiden, og vinde til sidst Borger-Ret iblandt vore herskende Sygdomme. Europa har længe sukket under Kopper og venerisk Smitte, som bleve os tilbragte fra fremmede Lande, og have berøvet denne Verdens-Deel Millioner af Beboere. Vor Tids-Alder var det forbeholden at opdage et Middel, der formaaer at sætte sikkre Grændser for den første af disse dræbende Sygdomme, men man har hidtil forgiæves stræbt efter at kunne udrydde eller standse den sidste i sin ødelæggende Virkning.

Ingen af alle os bekiendte Sygdomme viser sin dræbende og ødelæggende Virkning hastigere og voldsommere end de egentlige pestartede Sygdomme; ogsaa disse blive sædvanligen indførte fra fierne Lande og fremmede Verdens-Dele. Dette viser Oldtidens, og dette viser den nyere Historie. Man har derfor, især i store og folkerige Handels-Steder, været betænkt paa, ved Medicinal-Love, grun-


12

dede paa visse og bestandige Erfaringer, at afholde Sygdoms-Smitten, ved at sætte Skibe, Mennesker og Vare, fra befængte og mistænkte Steder; i en bestemt Tid under Bevogtning, for at bemærke: om Sygdommen viser sig; ved at rense Varene og de mistænkte Ting, som mueligen kunne indeholde Smitten; og naar Sygdommen viser sig, at besørge de Syges Pleie og Helbredelse paa afsondrede, og for Sunde utilgiængelige Steder. Disse Indretninger, hvorved Sygdoms-Smitten fra Søe-Siden holdes inden for de snævreste Grændser, kaldes Qvarantaine-Anstalter, fordi man antog, at 40 Dages Prøve var tilstrækkelig til at bevise, at ingen Smitte fandt Sted imellem Skibets Besætning, naar efter dette Tidsrum ingen Sygdom havde viist sig. I de Stater og Handels-Steder, hvor man var meest udsat for Faren af pestartige Sygdomme, saasom ved Middelhavets Kyster fra Tyrkiet, findes de nøiagtigste og sikkreste Qvarantaine-Anstalter. I andre Lande derimod, hvor Faren synes at være mindre, mangle slige Foranstaltninger, eller ere dog ufuldstændige. Iblandt de nordiske Stater var det Danmark og vore Tider for-


13

beholden at faae indrettet en fuldstændig Qvarantaine-Anstalt i Christianssand i Norge, som kan sættes ved Siden af de bedste i Middelhavet, hvorved ikke allene Hoved-Staden og de danske Provindser, men ogsaa Naboe-Landene og Østersøens Omkreds, for saavidt menneskelig Opmærksomhed, Klogskab og Virksomhed formaaer, fra Søe-Siden kunne sikkres for anstikkende pestartige Sygdomme.

I de ældre danske Lovgivninger findes faae eller ingen Spor af Qvarantaine-Indretninger i de danske Stater. Først da Pesten i 1711 dræbde en stor Deel af Kiøbenhavns Beboere, udkom allene i dette Aar 10 Anordninger med Hensyn til Qvarantaine-Væsenet og Pesten, for saa meget muelig at afhielpe Mangelen af Kundskab om de Forsigtigheds-Regler, som de da værende sørgelige Omstændigheder giorde saa uundgaaelig nødvendige. At disse maatte være ufuldkomne og ufuldstændige: følger af Sagens Natur. Dog standsede Pesten; men uagtet den store Ødelæggelse, som denne smitsomme Sygdom anrettede i Hoved-Staden, og uagtet den blev tildeels indført fra Østersøen, saa foranledigede dog den-


14

ne alvorlige Erindring ikke nogen paalidelig Foranstaltning til at afværge smitsomme Sygdommes Indførsel fra Søe-Siden til de danske Stater og Hovedstaden, og intet bestemt Reglement, som, naar Nødvendigheden krævede det, skulde følges; ikke heller blev der udnævnt en Forsamling af kyndige Mænd, som bestandig og uafbrudt skulde vaage over denne betydelige Deel af Lovgivningen, og bestemme efter Omstændighederne, naar Qvarantaine-Foranstaltningerne kunde hvile, og naar de igien med den nødvendige Hastighed skulde sættes i Virksomhed. Forbedrede Qvarantaine-Anstalter have ellers i de senere Tider i Almindelighed været mere nødvendige end tilforn, da heftig anstikkende og pestartede Sygdomme næsten bestandig herske paa et eller andet Sted; det er derfor særdeles vigtigt, at de, især i Handels-Steder, kunne uden Ophold sættes i Virksomhed, og saasnart Faren er forbi, igien ophæves til Fremme for Handelens Flor.

I Aaret 1772 blev en Sundheds-Commission befalet at sammentræde, for at overlægge: hvilke Præcautioner der i Henseende til de i Polen og paa nogle Stæder i Middelhavet her-


15

skende smitsomme Sygdomme burde at iagttages mv. Jeg har havt den Ære i nogle og 30 Aar at være Medlem af denne Commission, som fra en meget ufuldkommen Begyndelse af, ved sine Bestræbelser, efter Regieringens Ønske og Medvirkning, har hævet de danske Qvarantaine-Anstalter næsten til den Høide, hvorpaa de nu findes. Denne Commission var underordnet det kongelige danske Cancellie, som sendte de fra det udenlandske Departement, fra fremmede Lande, fra vores Søehavne og de andre kongelige Collegier, indkomne Beretninger om smitsomme Sygdomme, til dens Betænkning og Erklæring, og da, efter at Sagerne vare forelagte hans Majestæt, foranstaltede det fornødne. I det Tidsrum fra 1772 til 1804, da der efter allerhøieste Befaling blev nedsat en Qvarantaine-Direction, ere en Deel nyttige Foranstaltninger til Afværgelse af smitsomme Sygdomme fra Søe-Siden anbefalede og tildeels siden den Tid fulgte. Uden at indlade mig i en nøiere Detaille derom, erindrer jeg allene:

Rescript 21 Febr. 1771: Kongelig Approbation om et Anmeldelses-Contoirs Opbyggelse ved Toldboden.

Forordning 13 Juni 1771: Om Sundheds-Passe for Skibene fra mistænkte Stæder.

Forordning 28 October 1771: Hvorefter Lodserne fra Dragøe og Sundet, som paa andre Steder i de kongelige Lande, sig have at forholde, med Hensyn til mistænkte Skibe, Skippere, Folk og Passagerer, samt andet henhørende.

Qvarant. Reglement 19 Dec. 1771 for Danmark: hvorefter til at afvende smitsomme Sygdomme fra mistænkelige Stæder skal forholdes.

Placat 17 Juli 1782: Om Beviser og Attester, hvormed de Søefarende, naar Pest paa et eller andet Stæd maatte ytre sig, skulle være forsynede.

Rescript 7 Oct. 1797: At overalt i Havnene af de danske Stater skulle nedsættes Qvarantaine-Commissioner, og deres Pligter.

Placat 17 Nov. 1797: At Skippere, som ei ere forsynede med Sundheds-Passer, skulle give vedkommende Sundheds-Commission Underretning om deres Ladningers Beskaffenhed.

Qvarantaine-Reglement for Norge 9 Decbr. 1797: hvorefter, for at afværge smitsomme Sygdomme, skal forholdes.

Circulaire 13 Oct. 1798: Angaaende Forskud af Fogderne til det Militaire, som assistere Qvarantaine-Væsenet.

Placat 5 Juli 1799: Om en Qvarantaine-Indretning ved Christianssand.

Canc. Skrivelse 26 Oct. 1799: Om Blanqvetter og Sundheds-Passers Udstædelse til de afgaaende Skibe fra de danske vestindiske Øer.


17

Canc. Skrivelse 26 Oct. 1799: Til Commerce-Collegium og Qvarantaine-Commissionen om Sundheds-Passers Ugyldighed, som mangle de anordnede Formaliteter.

Canc. Skr. 10 Juli 1800: Angaaende Sundheds-Passer fra Nord-Amerika.

Canc. Skr. 10 Oct. 1800: Angaaende den herskende Sygdom i Cadix, og Regler, om mistænkte Skibe skulde strande.

Canc. Resol. 31 Oct. 1800: Til Magistraten i Hamborg at afvise mistænkte og pestbefængte Skibe til Christianssand, for der at holde Qvarantaine, og om Forpligtelser derved.

Forordn 14 Nov. 1800: Om de Forholds-Regler, som de Søefarende, der anløbe danske Havne og Kyster, bør iagttage, saavel som de Pligter, der paaligge de vedkommende Embedsmænd og øvrige Undersaatter i denne Henseende.

Canc. Skr. 15 Novbr. 1800: At alle Skibe uden Undtagelse, Krigs- eller Koffardie-Skibe, Landets egne eller fremmede Skibe, enten de have Læge eller ei, bør nøie iagttage de om Qvarantaine-Væsenet udgangne eller herefter udgaaende Anordninger.

Kongl. Reskr. 28 Novbr. 1800: Angaaende mistænkte Skibes Afviisning fra Elben til Qvarantasines Holdelse i Christianssand.

Instrux 18 Dec. 1800: For Lodserne betræffende deres Forhold ved Skibe som ere mistænkte for smitsomme Syge.

Canc. Circulaire 23 Jan. 1802: Om adskillige Foranstaltninger Qvarantaine-Væsenet betræffende.


18

Canc. Placat 5 Nov. 1802: om Forholds-Regler med amerikanske Skibe i Henseende til Qvatantaine-Indretningen; med flere Anordninger af mindre Betydenhed, som i dette Tidsrum ere udkomne.

Førend Qvarantaine-Væsenet i Christianssand var i fuldkommen Stand, holdtes Qvarantainen, Observations-Qvarantainen, Varernes Luftning og Renselse, og blev de nyere Tiders saa vigtige Opfindelse: Røgningen med mineralsk-sure Dampe, anvendt deels paa udlagte Blok-Skibe, og deels paa den hertil indrettede Lynette, der ligge under Kanonerne af Batteriet: de 3 Kroner.

Vel har Commissionens Bestræbelser i det anførte Tidsrum været saa heldige, at ingen smitsomme Sygdomme bleve indbragte her i Landet, uagtet de herskede med en høist dræbende Grumhed paa forskiellige Steder, med hvilke Hovedstaden stod i Handels- og andre Forbindelser; dog fandtes ved denne Indretning den høist vigtige Mangel, at Sagernes Gang, formedelst den nødvendige Brev-Vexling imellem Cancelliet, de andre kongelige Collegier, alle Sundheds-Commissioner i Landet, og den kiøbenhavnske Qvarantaine-Commission, saa og den den endelige Forestilling til Kongen ved det kongelige danske Cancellie, medtog en


19

langt længere Tid, end en Indretning tillader, som uundgaaelig er beregnet paa en hastig Kundskab om de indløbne Omstændigheder, og hastig Udførelse af de foreskrevne Betrygnings-Midler. Dette gav Anledning til en kongelig Placat af 19 October 1784, om Oprettelse af en Direction for Qvarantaine-Anstalterne i Danmark, Norge og Hertugdommene. Denne Qvarantaine-Direction bestaaer af et Medlem af hvert af de forskiellige Collegier, det danske og det tydske Cancellie, Admiralitetet og Generalitetet, Finance-Collegium, Commerce-Collegium og General-Told-Kammeret. Directionen har umiddelbar Forestilling til Kongen, og modtager de fornødne Efterretninger af dens egne Medlemmer. Alle Brevvexlinger med Collegierne, Qvarantaine-Væsenet vedkommende, ere derved hævede; og alle Sundheds-Commissioner i de danske Stater denne Direction underordnede; ligesom og alle vedkommende Øvrigheder have erholdt de i denne Henseende fornødne Befalinger.

Det første velgiørende Arbeide denne Direction paatog sig, var at igiennemgaae og samle alle udkomne og gieldende Qvarantaine-Anord-


20

ninger i et eneste Udkast til en almindelig Forordning angaaende Qvarantaine-Væsenet for Danmark og Norge, hvilken ogsaa under 8de Februari 1805 erholdt kongelig Sanction. Ved denne Forordning bleve alle for Danmark og Norge tilforn udgangne Anordninger mod smitsomme Sygdommes Indførsel fra Søe-Siden i de danske Stater aldeles ophævede. Saare ønskeligt vilde det være, om det blev almindelig antaget efter dette følgeværdige Exempel, at samle i een Forordning alle til en Sag henhørende gieldende Anordninger, Rescripter, Placater, Cancellie-Breve m.v., og da tillige at hæve alle de forhen udgivne. Dette vilde meget lette vort saa udbredte Lovkyndigheds-Studium, og give vore ypperlige Love en høiere Grad af Fuldkommenhed.

Upaatvivlelig have de danske Qvarantaine-Foranstaltninger ved denne Forordning vundet meget i Fasthed, Styrke og Sikkerhed. Den indbefatter:

1. Bestemmelsen for Sundheds-Commissioner i Søe-Stæderne.
2. Om Øvrighedens Opsigt i Søe-Districterne.
3. At Sundheds-Commissioner og Øvrigheder skulle giøre fælles Sag.
4. Om mistænkelige Steder, fra hvilke Skibe kunne komme.


21

5. Om alle Skibes Henviisning til Søe-Stæderne.
6. Om Sundheds-Commissionens Opsigt og Undersøgning i Almindelighed.
7. Om Skibe, som ikke ere mistænkelige.
8. Hvilke Skibe ere mistænkelige.
9. Hvorledes disse ved Ankomsten skulle tilkiendegive sig.
10. Hvorledes de undersøges.
11. Beslutning om Qvarantaine og sammes forskiellige Slags.
12. Løsnings-Qvarantaine i Christianssand.
13. Observations-Qvarantainen.
14. Lodsernes Forhold i Henseende til Skibe, som kunde blive Qvarantaine undergivne.
15. Giftfængende og ikke giftfængende Varer.
16. Hvorvidt giftfængende Varer tillades Observations-Qvarantaine.
17. Fritagelse for Qvarantaine.
18. Qvarantaine-Tiden.
19. Hvorledes med Skibe, som ligge under Qvarantaine, skal forholdes.
20. Om Budsendelse til og fra qvarantainepligtige Skibe.
21. Foranstaltning mod utilladelig Samqvem under Qvarantaine.
22. Om Opsyn dermed.
23. Om Undersøgning efter Qvarantaine-Tidens Udløb.
24. At alle Skibe uden Undtagelse skal have samme Forpligtelse.
25. Særdeles Bestemmelse i Henseende til Øresund.


22

26. Forhold med de paa Reiser Dødes Efterladenskaber.
27. Forholds-Regler ved Søe-Kyster og Strande.
28. Om Beviser fra Sundheds-Commissionen og Henviisning til at erholde samme.
29. Forsigtigheder, som derved ere at iagttage.
30. Særdeles Bestemmelser ved Øresund og Belterne.
31. Særdeles Opmærksomhed paa de Skibe, som blive henviste til Christianssand.
32. Om Nøds-Tilfælde i Almindelighed, og
33. Strandinger i Særdeleshed.
34. Om Gods, som løst inddriver.
35. Om Sygdom blandt indstrandede.
36. Liigs Begravelser.
37. Huus-Qvarantaine.
38. Indberetninger om Sygdomme.
39. Straffe for Overtrædelse af denne Anordning, og
40. Om denne Forordnings Bekiendtgiørelse.

Hertil er endelig endnu føiet en Fortegnelse over de Varer, som ved Qvarantaine-Anstalten, efter hidtil havte Erfaringer, sædvanlig ansees for Giftfængende eller Ikke-Giftfængende.

I alle Sundheds-Commissioner i de danske Stater, ere Stedernes og Distrikternes Læger medvirkende til at vaage over denne Forordnings nøiagtige Efterlevelse. Kiøbenhavns Qvarantaine-Direction har dog det udmærkede, som ikke findes ved nogen Qvarantaine-Direction i Verden,


23

at den allene bestaaer af Kollegial-Medlemmer, uden at nogen lægekyndig Mand har Sæde i den, eller er deeltagende i dens Forhandlinger. Man sporer maaskee endog af selve Forordningen, at et virksomt lægekyndigt Medlem vilde finde Leilighed til at kunne fremme Directionens vigtige Formaal. Saalænge det ikkun gielder om at anvende de anordnede Forsigtigheds-Regler for at afværge muelig Fare for fremmede smitsomme Sygdomme, vil upaatvivlelig denne Foranstaltning, ligesom hidindtil, være tilstrækkelig til Hensigtens Opnaaelse. Men naar Faren virkelig var for Haanden, naar anstikkende Sygdomme virkelig fandtes i Nærheden, naar de anordnede Forskrifter ikke maatte findes tilstrækkelige eller aldeles betryggende, naar muelige Overtrædelser af Qvarantaine-Anordninger maatte finde Sted, og de sørgelige Virkninger deraf gave sig tilkiende, naar det kom an paa i Hast med Grundighed og Sikkerhed at bedømme Sygdommens Natur og Beskaffenhed, da vilde en erfaren Læge, tilføiet Qvarantaine-Directionen, vist bidrage meget til den offentlige Sikkerhed, og til hastig Bestemmelse og Anvendelse af de Betrygnings-Midler,


24

som nu udgiøre en saa høist vigtig Deel af vor Lovgivning.

Det fortiener ogsaa at anmærkes, at Qvarantaine-Anstalterne i Christianssand, og det danske Qvarantaine-Reglement, nøiagtig fulgt, sikkre de danske Stater og Hovedstaden for smitsomme og pestartede Sygdomme fra de andre Verdens Dele, fra Nordsøen og Middelhavet, med al den Tryghed, som menneskelig Forsigtighed kan fremvirke. Derimod synes Kiøbenhavn mindre sikker for de pestartede Sygdomme, hvilke mueligen igien kunde indføres fra Østersøen, ligesom det skete i Aaret 1711. Aarstiden, og tilfældig mødende Omstændigheder kunde nemlig giøre det umueligt for de Skibe, som komme fra de preussiske, russiske, svenske o.a. Havne, at søge Nordsøen og Christianssands Qvarantaine-Anstalter; dette synes at fordre, at der i det mindste blev lagt en Plan, som hastig kunde udføres og i paakommende Tilfælde anvendes, hvorved Kiøbenhavn ogsaa fra denne Side kunde sikres for en Landeplage, som iblandt alle andre synes at være den meest fordærvelige. Formodentlig kunde under disse Omstændigheder, ligesom førend Indretningen i


25

Christianssand, udlagte Blok-Skibe, under Batteriet de 3 Kroners Bevogtning og Lynetten, tiene til en interimistisk Qvarantaine, indtil Skibene kunde afsendes til den anordnede Qvarantaine i Norge.

Ogsaa med Hensyn til pestartede Sygdomme ere egne og andres Erfaringer en meget lærerig Skole for Samtidige og for Efterslægten. Naar man ved Erfaringens troe Haand bemærker Sygdommens Oprindelse og Fremgang, naar man betragter de Midler, som med Held ere anvendte for at afværge Sygdomme og at hindre deres Udbrredelse, og man endeligen ikke overseer hvad der i modsat Fald burde været skeet for at opnaae Øiemedet, saa kunde deraf uddrages høist vigtige og velgiørende Resultater for det Almindelige. Uagtet Kiøbenhavns sunde Beliggenhed og uagtet dens kolde Vinde og vandrige Klima, er samme, ligesom alle andre Stæder paa Jordkloden, dog ikke sikker for mueligen at blive angreben af heftig smittende og pestartede Sygdomme. Man finder Spor i den danske Historie til, at fra 1340 til vore Tider, 18 Epidemier af heftig smittende Sygdomme have hiemsøgt Kiøbenhavn og det øvrigre Rige. I Aaret 1350


26

rasede den saakaldte sorte Pest, som bortrykkede en stor Deel af Hovedstadens og Landets Beboere. I Aaret 1529 herskede den saakaldte engelske Sveed (sudor anglicanus) saavel i Staden selv, som i hele Sjælland og andre Rigets Provindser. I Hovedstaden skal den allene paa St. Mikkels Dag have dræbt over 400 Mennesker.

Den da værende Stilling af Lægevidenskaben i Danmark er nok Skyld i, at vi ikke have nogen nøiagtig og paa Erfaring grundet Beskrivelse over disse Sygdommes Natur, Aarsager, Tilfælde og Behandlinger af danske Læger.

Den sidste almindelige pestartede Sygdom hvorved Kiøbenhavn blev hiemsøgt var i Aarene 1710 og 1711. Staden var saa uheldig, at flere Epidemier af Sygdomme stødte sammen, hvorved den sørgelige Virkning paa Beboerne blev saa meget mere ødelæggende. Vi savne ogsaa en fyldestgiørende Beskrivelse over denne Sygdom fra danske Læger, undtagen af Dr. Bøtticher, der selv var Pest-Læge, og hvis Skrift *) indeholder en

*) J.G. de Bøtticher, M.D. Hafniensis, morborum malignorum, imprimis pestis & pestiloniæ A. 1711-12 Hafniæ sævientis, descriptio, cui adjuncta & sincere revelata est vera morbi medela &c. Hafniæ 1736.


27

Deel saare oplysende Erfaringer. Han hidleder Ulykkens Oprindelse fra Skaane, hvor, efter et uheldigt Slag i Aaret 1710, de hiemkomne Soldater vare behæftede med Lazaret-Feber og ondartede Sprinkler, som udbredte Smitten i Helsingøer. Det er en Erfarings-Sag, at smitsomme Sygdomme sieldent avles i seirende Armeer, hvor sædvanligen Mod, Munterhed, Glæde og mindre Mangel hersker, men at derimod slagne og flygtende Armeer, i hvilke Modløshed, Frygt, Angest, og ikke usædvanligen Mangel, herske, og de Lande, som især have lidt under Krigens Rædsler, ere særdeles beqvemme til at avle, modtage og udbrede farlige og smitsomme Sygdomme. Om Vinteren 1710/11, som var mild og fugtig, gik denne Sygdom over til en hvid Frisel-Feber, der ligeledes var saare ondartet. Bøtticher antager at den allene i og omkring Helsingøer i Aaret 1710 bortrev over 6000 Mennesker. Det gik her, ligesom i Marseille 1720, i Toulon 1721, og senere, i Nord-Amerika, Kadix, Gibraltar og Li-


28

vorno; man vilde ikke troe: at Sygdommen var pestartet, skiøndt de Ødelæggelser, den anrettede, gave det tilstrækkeligen tilkiende; man frygtede, at privat Interesse og Handels-Forbindelser skulde lide alt for meget, naar denne Troe blev vakt hos Øvrigheden, og da denne da saae sig nødt til at føie alvorlige Foranstaltninger. Da denne Sygdom begyndte at rase i Helsingøer, traadte Hovedstadens practiserende Læger efter en kongelig Befaling sammen, for at opgive Midler til dens Standsning og Kuur, men disses Raad bleve hverken antagne eller fulgte. Kort derefter blev en anden Læge beordret at undersøge Sygdommens Natur, som den Gang allerede havde bortrevet 800 Mennsker. Denne Læge benægtede: at Sygdommen var pestartet, men ansaae den for en ondartet Galde-Feber. Maaskee kan det ogsaa den Gang have været Tilfældet, at den genuine Pest endnu ikke havde yttret sig ved karakteristiske Mærker. Dog er det klart, at hvilkensomhelst Sygdom, af saa smitsom og dræbende Natur, fordrede de samme Foranstaltninger til at hindre dens Udbredelse. Vist nok er det, at den helsingøerske Sygdom uhindret udbredte sig til Ho-


29

vedstaden, dens Omkreds og paa Flaaden, og at den kongelige Anordning af 25 Maji 1711 kom meget for sildig. Da Helsingøer med en Deel af dens nærmeste Landsbyer blev sperret, og udelukket fra al Handel og Samqvem med andre Steder, og den strænge Befaling blev udstædet, at Vagten skulde skyde hver den, som vovede sig udenfor de afpælede Grændser, da var det ikke længere mueligt at standse Sygen i dens ødelæggende Fremskridt. Den havde, som Listen paa de Døde udviser, alt længe hersket i Hovedstaden, da man begyndte at føie offentlige Foranstaltninger imod den. Vi kunne heraf uddrage et lærerigt Exempel til Advarsel i Fremtiden. Dette er vist, at ingen lærd Disput har en mere direkt Indflydelse paa den menneskelige Slægt, eller kan tænkes som grusommere i sine Følger, end naar Lægerne under en ondartet Sygdoms Udbrud forfægte stridige Meninger om dens Natur, indtil Øvrigheden ikke længere med Kraft og Hæld formaaer at sætte Grændser for dens Ødelæggelser.

Vel foraarsagede denne Sygdom i Kiøbenhavn strax en stærk Dødelighed, dog var den taalelig indtil Enden af Juni Maaned, da den udar-


30

tede til den virkelige Pest, enten fordi Aarstiden, eller andre tilfældige Omstændigheder, forøgede Sygdommens ondartede Beskaffenhed, eller, som nogle meente, Pesten først i dette Tidsrum blev indført fra Østersøen, da herskede Kurland, Lithauen, Preussen, Pomern og Meklenborg. Vel bemærke Lægerne ofte: at en Sygdoms-Smitte kan formindske andens hæve dens Virkning, dog er ikke Tilfældet med meget putride Sygdomme Pesten; de synes snarere være af een samme Natur, kun afvige hinanden Graden specielle Modificationer. Vist nok det: Dødeligheden Juni Maaned indtil mod Enden Aaret tiltog paa gyselig Maade. Bøtticher angiver Dødes Tal Hovedstaden Omkreds 40000 Mennesker. trykte Døds-Lister 1711 angive mindre, hvortil Aarsagen rimeligen er, de, døde Flaaden Helsingøer, udenfor Staden, ere indberegnede Tal. Jeg tilføier her tvende Lister, hvoraf første viser Tallet Fødte, Gifte 1711,


31

den anden Kiønnet og Alderen af de Døde i de Maaneder, da Pesten stærkest rasede.

Fortegnelse

over de,

som 1711 ere fødte, copulerede og døde fra

1 Januari til sidste December.

 

Anno 1711.

 copulerede.

fødte.

døde.

Til Januari 10

13

43

84

- - - - 17

 6

35

86

- - - - 24

10

24

61

- - - - 31

14

34

80

Til Februari 7

20

39

61

- - - - 14

20

48

63

- - - - 21

13

44

63

- - - - 28

14

29

72

Til Marti - 7

11

33

68

- - - - 14

 9

31

68

- - - - 21

12

17

55

- - - - 28

16

29

46

Til April - 4

 5

32

49

- - - - 11

17

35

45

- - - - 18

17

39

52

- - - - 25

30

36

65

Til Maji - 2

27

30

50

- - - - 9

36

34

57

- - - - 16

24

35

67

- - - - 23

23

41

55

- - - - 30

29

34

54


32

  Anno 1711

 copulerede.

   fødte.

  døde.

   Til Juni  6

    25

    27

    50

   - - - 13

    17

    40

    54

   - - - 20

    16

    27

    65

   - - - 27

     25

     36

     92

  Til Julii - 4

    18

     33

    104

  - - -  11

    20

     34

    225

  - - -  18

    16

     36

    340

  - - -  25

    17

     29

    445

  Til August  1

     9

     32

    1026

  - - -  8

     4

     41

    1945

  - - -  15

  

     38

    1826

  - - -  22

     4

     55

    1942

  - - -  29

     2

     37

    2435

  Til Septbr. 5

     4

     27

    2109

  - - -  12

     1

     24

    2318

  - - -  19

     1

     20

    1744

  - - -  26

     1

     21

    1304

  Til October 3

     5

     16

    964

   - - -  10

     2

     13

    608

   - - -  17

     5

     15

     665

   - - -  24

     10

     12

     234

   - - -  31

     8

     11

     188

   Til Novbr. 7

     11

     14

     92

   - - -  14

     17

     15

     84

   - - -  21

     20

     11

     60

   - - -  28

     30

     20

     64

   Til Decbr. 5

     25

     22

     51

   - - - 12

     34

     19

     47

   - - - 19

     39

     12

     41

   - - - 26

     23

     20

     28

   - - - 31

     25

     11

     22

   Summa

    800

    1490

    22473

 


33

Liste

paa de Døde i Aaret 1711 fra 27 Juni til 7 Novbr.

Uger.

Mænd.

Quinder.

Drænge.

Piger.

Fattige.

Summa.

1ste - -

28

36

18

11

-

93

2den - -

25

41

25

13

-

104

3die - -

50

65

45

65

-

225

4de - -

73

110

72

85

-

340

5te - -

112

293

128

212

-

745

6te - -

187

418

180

241

-

1026

7de - -

274

696

226

594

155

1945

8de - -

245

620

236

578

147

1826

9de - -

398

661

313

468

102

1942

10de - -

506

778

471

592

88

2435

11te - -

549

639

316

447

158

2109

12te - -

636

590

414

517

168

2326

13de - -

480

396

342

420

106

1744

14de - -

382

284

278

284

76

1304

15de - -

264

193

224

196

87

964

16de - -

176

112

134

126

60

608

17de - -

409

73

72

76

35

665

18de - -

73

54

44

50

13

234

19de - -

64

40

32

42

10

188

Summa

4931

6099

3570

5017

1205

20822

 

Den sidste Tabelle viser, at Sygdommen i de første 6 Uger, uagtet al sin Heftighed, ikke har angrebet de Fattige, og at der i det Hele af denne Folkeklasse ikkun er bortrykket 1205 eller omtrent 1/17 af Total-Summen. Heraf


34

kunde sluttes, at Tallet af de Fattige har dengang enten været i Forhold meget ringere end det nu findes, eller og at de Fattige have været mindre udsatte for Smitten, end de Formuende. Af Qvindekiønnet ere i disse 19 Uger bortdøde i alt 11116, derimod af Mandkiønnet ikkun 8501, følgelig næsten en Trediedeel mere af hine end af disse. Formodentlig kan Aarsagen søges i Kiønnets svagere Kræfter, og deri, at Angest og Frygt virker stærkere paa det. Sygdommen var især dræbende ved Slutningen af August og i September, da de Dødes Tal dagligen oversteg 300. At der i Midten af October bortdøde 409 Mænd og derimod af Qvinder, Piger, Drenge og Fattige, tilsammen ikkun 256, kan forklares deraf, at paa den Tid de Syge og Døde fra Flaaden, hvor Sygdommen ogsaa herskede, bleve sendte i Land til Qvæsthuset.

Det er en almindelig Erfarings-Sag, at Frygt, Skræk og overdreven Angest for at blive smittet af anstikkende Sygdom, forøger Faren. De meget frygtsomme ere derfor mere beqvemme til at modtage Sygdoms-Smitten og undgaae den sieldnere; andre derimod, som ere


35

dristige, modige og muntre, undgaae ofte allene derved Faren. Dr. Bøtticher anfører i hans Skrift en Deel Exempler fra Pest-Tiden i Kiøbenhavn, som beviser begge disse Sætninger. Synet af Præster og Læger, som besøgte de Syge, Klokkernes Ringning ved de Fornemmes Jordefærd, Mødet af Liig-Vognene, hvori de Døde bleve bortkiørte m.v., giorde et saa voldsomt Indtryk hos Adskillige, at de strax bleve angrebne af Sygdommen, og døde den 3die eller 4de Dag derefter. To deilige adelige Frøkener, siger Forfatteren, smittedes af at see de Dødes Hoveder, der hængte ned og dinglede bag udaf en Vogn. Paa den anden Side bemærkedes, at de, der vedligeholdt deres Sinds-Roe, vare muntre og lystige, og satte al Frygt for Sygdommen til Side, ikke saa let vare udsatte for dens Smitte, ja endog ofte gik aldeles frie for den, selv under de farligste Beskiæftigelser: de Syges personlige Pleie, Ligenes Rensning og Klædning, samt Nedlægning i Kisterne m.v. Man seer heraf tillige, hvorledes Foranstaltningen for at afværge Smitten den Gang var beskaffen. Intet er vigtigere til at hindre Udbredelsen af Sygdoms-Smitten, end at


36

vedligeholde og befordre Adspredelser og selskabelig Munterhed iblandt de sunde og umistænkte Mennesker. I den sidste pestartede gule Feber-Epidemie i Livorno, tillod man de sunde Beboere af Staden, daglig og i Mængde at giøre Valfarter, og at høre Messen i et ikke langt fra Staden liggende Kapel, som Sagnet tillagde en helbredende Kraft mod Pesten. Virkelig bemærkede man snart, at de, som søgte denne Messe daglig, enten aldeles ikke, eller dog sieldnere bleve smittede af Sygdommen. Mængden troede paa Underværker, skiøndt denne Kiends-Gierning nok naturligere forklares af den velgiørende Bevægelse i frie og sund Luft, af selskabelige Adspredelser, saa og af den Trøst og Opmuntring, som en religiøs Handling frembyder.

Dr. Bøtticher giør den rigtige Bemærkning, at Pesten yttrer sig med forskiellige Tilfælde efter Individernes forskiellige Organisation. De hyppigste Tilfælde af den kiøbenhavnske Pest vare: yderlig Mathed, ubeskrivelig Træthed i alle Lemmer, Svimmel, heftig Hovedpine, Døsighed, Søvnløshed, Raserie, skrækkelig Hierte-Angest, Tungsindighed, heftige Smerter over Lænderne


37

og Skulderne og Brækning, heftig Tørst, utaalelig Hede; hos mange, en rosenartet Ansigts-Farve, hos andre, skrækkelig Hoste med Opkastelse af Blod, blodig Urin, Blodstyrtning af Næsen og Moderen, Bugløb, Blodgang, Halsbetændelse, Kiertel-Knuder i Lyskene, under Armene og omkring Halsen, Brand-Bylder, blaae Vabler, Sprinkler, hvilke Tilfælde oftest den 3die eller 4de Dag af Sygdommen havde Døden til Følge. Forfatteren har optegnet en Deel vigtige Bemærkninger om denne Sygdom, og vor nuværende Litteratur skylder Hr. Dr. Frankenau Tak for at have *) ledet vor Opmærksomhed paa dette nyttige Skrift, det eneste medicinske Monument, som vi, efter det jeg har kunnet bringe i Erfaring, eie af de da værende danske Læger, og som ikke fortiener at komme aldeles i Forglemmelse.

Med Hensyn til Kuren, er dette Skrift mindst fyldestgiørende. Mærkværdigt er det dog, at Forfatteren især anpriser Aareladning, og fordømmer alle Brækmidler: en Forskrivt, som i den nyere Tid igien er bleven anbefalet og fulgt af adskillige nordamerikanske Læger. De indvortes

*) Iris og Hebe for Januari 1801.


38

Midler bestode i lange og sammensatte Recepter, efter den daværende Stilling af Lægevidenskaben. Man var i den Tid ikke bekiendt med de nyere Opdagelser angaaende Røgningen med mineralsk-sure Dampe: den, næst Vaccinationen, vigtigste Opdagelse af vor Tidsalder, med den ud- og indvortes Brug af mineralske Syrer, med Anvendelsen af Iis, Snee og koldt Vand, med Oliens Nytte i slige Sygdomme, m.v. Jeg henregner til disse virksomme Midler ikke den i vore Tider saa almindeligen brugte og misbrugte China-Bark, da dette Middels velgiørende Virkning, som ved Træernes langsomme Fremvæxt, hvoraf den tages, og den derved foranledigede Forfalskning med andre lignende Bark-Arter, aarligen synes at blive mindre virksom.

Forsynet tilstæder ofte, at Naturen, efter dens evige og uforanderlige Love, uhindret virker til Menneskers Ødelæggelse, og at den derimod paa andre Tider bidrager til deres Frelse. Vi see sædvanligen, at pestartede Sygdomme sieldent rase i en lang Tid med uafbrudt Heftighed, men at derimod Sygdoms-Smitten efter kortere eller længere Tid af sig selv formindskes og ophører at vir-


39

ke, uagtet enten ingen, eller dog utilstrækkelige, Midler til at forhindre Sygdommens Udbredelse bleve anvendte. Ældre og nyere Pest-Beskrivelser lære dette. Ogsaa Kiøbenhavns-Pesten standsede med Enden af 1711, om endskiøndt det synes, at hverken Lovgivningen eller Lægerne have bidraget meget dertil. See vi paa den første, saa finde vi vel: at en Sundheds-Commission paa Stadens Raadhuus blev anordnet, at en Mængde Forordninger, Placater, Rescripter og Resolutioner udkom, men i Stumper og Stykker, uden Plan, Orden eller Sammenhæng, ofte upassende og modsigende, de fleste bleve desuden meget for sildig udgivne og slet efterlevede. Hvo der maatte have Lyst til at overbevise sig herom, vil finde Anledning dertil i den Samling af Medicinal Pest-Love, som findes i Archivet, paa det kongelige Bibliothek, og i det, som Dr. Frankenau derom har samlet *). Ei heller synes det, at de daværende Læger have virket meget til at helbrede og standse Sygdommen, da Lægevidenskaben til den Tid i det hele synes at have været i en høist maadelig Forfatning. Undtages Bøt-

*) Sundheds- og Moerskabs-Tidende 1804.


40

ticher allene, saa findes næsten intet Spor til, at nogen duelig Læge har udmærket sig ved Virksomhed, Opmærksomhed og Deeltagelse i at lindre den almindelige Rædsel og Elendighed. De ulykkelige Syge vare i det hele i ukyndige Lægers Hænder. Fakultetet foreskrev en Præservationskuur, som ikke kunde være af synderlig Nytte, og reiste derefter ud paa Landet, ligesom fordum den berømte Galenus forlod Rom, da Pesten herskede der. Ikke lettelig kan en kiæk, roelig, retskaffen, deeltagende og duelig Læge findes i en ædlere og mere ærværdig Stilling, end naar heftige smitsomme Sygdomme herske; bestandig selv udsat for Livsfare, staaer han, som et velgiørende Væsen, og udbreder Trøst, Lindring og Hielp blandt de ulykkelige Lidende. Naar slig en Mand, under sit velgiørende, farlige og byrdefulde Kald, der som oftest hverken paaskiønnes eller kan belønnes, bliver selv et Offer, da kunde han, omgivet af de mange, han ved sin Kunst og Omhu har reddet, nok fortiene et ligesaa hæderligt Æres-Minde, som Krigeren, der døer Heltens Død for Fædrenelandet, omringet af Skarer af Dræbte og Saarede.


41

I Aaret 1788-89 var Kiøbenhavn i stor Fare for at blive anstukken af en ondartet, heftig smittende Galde-Feber, der saavel med Hensyn til dens ondartede Beskaffenhed, som til dens farlige Tilfælde, og den Ødelæggelse, den anrettede, kunde sættes ved Siden af den senere i Nordamerika, Spanien og Italien herskende gule Feber, ja endog med Pesten selv. Denne Sygdom, som i en meget ringere Grad allerede nogle Aar tilforn havde hersket paa den danske Flaade og iblandt Søefolkene, antog især sin ondartede Beskaffenhed mod Enden af October 1788, da den danske Eskadre i Østersøen var forenet med russiske Krigsskibe, og en fugtig Kulde, Storm og Østenvind herskede. Jeg har ikke fundet nogen grundet Formodning om at Sygdommen skulde have været os tilbragt fra vore Allieredes Skibe. Sygdommen havde i enkelte af vore Skibe, paa hvilke Lægerne deels vare angrebne, deels bortdøde, saaledes taget overhaand, at den sunde Deel af Mandskabet neppe var tilstrækkelig til at bringe Skibene i vore Havne. Efter Eskadrens Ankomst her paa Rehden, bleve i de 3 første Dage, allene fra eet Krigs-Skib bragt 280 Syge i Land til


42

Qvæsthuset. Som første Læge ved dette Hospital, havde jeg da den første og eneste Gang Leilighed til at see og behandle slige pestartede Sygdomme. Denne Epidemiens udmærkende Tilfælde vare: sort og guulartet Brækning, Guulsoet i en høi Grad, og Koldfyr i Fødderne, Hænder, Ansigtet, Halsen, Ørene, Sædet, eller Kiøns-Delene. Sygdommen var i en saa høi Grad anstikkende, at i de 3 første Dage efter de Syges Ankomst allerede 6 Chirurger og 16 Opvartnings-Koner vare angrebne af den. Nogle af disse bleve et Offer for Sygdommen. Min første og særdeles duelige Medhjælper, Dr. Falkenthal, som med utrættelig Omhu og Nidkierhed bidrog saa meget til de Syges Helbredelse og Epidemiens Standsning, var ogsaa den Gang nær bleven et Offer for sit møisommelige Kalds Pligter. Sygdommens Heftighed og Dødelighed syntes endog i December og Januari Maaned at tiltage. Endog Rekonvalescenter bleve 2 til 3 og flere Gange anstukne og tilsidst bortrevne.

Sieldent ere Sygdoms-Epidemier, om de end have een og samme Natur, hinanden saa fuldkommen lige, at der kunne fastsættes almindelige


43

Regler for de Syges Helbredelse. Lægen maae først lære Epidemiens Gang, og nøiagtigen bemærke Læge-Midlernes Virkning, førend han kan vente med Held at arbeide imod den. Saaledes taalte disse Syge aldeles ikke China-Barkens Brug. Igientagne Bræk-Midler, Opium, Viin og Punsch, Reenlighed og frie Luft vare de Midler, som især viste sig velgiørende.

Heldigt var det for Stadens Beboere, at Søe-Qvæsthuset bestaaer af meget store, høie og rummelige Værelser; at dets adskilte Bygninger tillode at afsondre de meget haardt angrebne fra de mindre slette, og Rekonvalescenterne fra disse; at vor menneskekiærlige Regiering drog Omsorg for at der blev anskaffet Inventarium og Lægemidler i Overflødighed; at Forbindelsen til Stadens øvrige Beboere snarest mueligt blev afskaaren; at alle gamle urene og mistænkelige Klæde-Stykker bleve brændte; og at alle Udgaaende efter at de vare badede, bleve forsynede med ganske nye Klæder m.v. Ved disse Forholdsregler var det især, at Sygdommens videre Udbredelse saa heldigen blev standset. I 4 Maaneder bleve paa Qvæsthuset modtagne 1766 Syge; af disse døde 230,


44

mange kort efter deres Modtagelse; de øvrige bleve helbredede, skiøndt en Deel af dem mistede Fødder og Hænder af Koldfyr. I det kongelige medicinske Selskabs-Skrifter har jeg ladet indrykke en Beskrivelse over denne saa mærkværdige Epidemie *). Sieldent møde betydelige Uhæld, som ikke have noget godt til Følge, Uordener fremme ofte Orden ved at lægge dennes Vigtighed og Nødvendighed for Dagen. Kilden til denne Sygdom laae fortrinligen deri, at man den Gang paa Krigs-Skibene var mindre stræng i at vaage over Orden og Reenlighed. Epidemien gav Anledning til, at en Reglerings-Commission blev befalet at sammentræde, for at foreslaae alt hvad der kunde tiene til Søefolkenes Konservation. Ogsaa jeg har i mange Aar havt den Ære at være Medlem af denne Commission. Dens Forhandlinger ere trykte, skiøndt ikke offentlig bekiendtgiorte. Disse bleve af Admiralitetet sendte til det kongelige Videnskabernes Selskab, med Forespørgsel: om der til Luftens Rensning inden Skibsborde mueligen skulde kunne foranstaltes end mere, end der til den Tid af Commissionen var

*) Acta Societatis Medicæ Havniensis. Vol. III.


45

bragt i Forslag. Denne rosværdige Fremgangsmaade foranledigede, at der i Selskabet blev oplæst to Afhandlinger over de mechaniske og chemiske Midler til Luftens Rensning, hvilke bleve Admiralitetet tilstillede, som Svar paa dets opgivne Spørgsmaal *). Følgen heraf var, at et Par Chemister bleve beordrede at sammentræde med nogle af Commissionens Medlemmer, for at undersøge Virkningen af mineralsk-sure Dampe, saavel paa Mandskabet, som især paa Skibet. Resultatet af denne Undersøgelse var anbefalende for dette saa høist vigtige nye Middel, hvorfor det da ogsaa strax blev reglementeret og indført paa Krigs-Skibene. – En ikke mindre vigtig Forbedring var fremdeles denne, at der for Skibs-Lægerne bleve forfattede nye detaillerede Instruxer, hvori alt, hvad der angaaer Orden og Reenlighed, er tydeligen fremstillet, og lagt alle Vedkommende paa Hiertet. Disse ere trykte og have haft den ypperlige Virkning, at i det sidste Decennium ingen farlig Sygdom har hersket paa den danske Flaade. Saaledes er da alt, hvad Konst og Videnskab formaaer, anvendt til at be-

*) See Prof. Herholdts Afh. i Videnskabernes Selskabs Skrifter for Ao. 1802 og 3.


46

trygge de danske Stater for smitsomme Sygdomme af denne Kilde.

Det er nu næsten et heelt Aarhundrede, at Kiøbenhavn og de danske Stater have været forskaanede fra Pesten og andre smitsomme herskende Sygdomme. Vi ere derfor saa heldige, at den nu levende Generation ikkun kiender Pesten og lignende Sygdomme af fremmede og mindre heldige Nationers Skrifter. Dette Held maa dog ikke giøre os alt for trygge, og ligegyldige mod den Fare, for hvilken vi mueligen igien kunde vorde udsatte. Vist er det, at de Stater og Steder, hvis Befolkning er uforholdsmæssig stor, til den Kraft, Omhu og Viisdom, hvormed der vaages over den offentlige Sikkerhed, ere mindst betryggede mod deslige Ødelæggelser. I Menneskets raae Tilstand er det indbyrdes Samqvem saa ringe, at en farlig Sygdom ikke let udbreder sig blandt Mængden; og i en velordnet Stat, hvis Øvrighed erkiender Vigtigheden af gode Medicinal-Love, findes saavel alle Midler for dens Udbrud i selve Landet saavidt mueligen stoppede, som og alle Anstalter føiede til udvendig fra at afholde dem fra Landets Grændser. Ved den lang-


47

somt fremskridende Overgang fra Menneskets raae Natur-Tilstand til dets Forædling ved Cultur i Stats-Samfundet, er det især, som Historien lærer, at pestartede Sygdomme anrette de voldsomste Ødelæggelser.

Alligevel kan og bør ingen Stat være fuldkommen sikker, endnu mindre stole paa sin lykkelige Beliggenhed og sit sunde Klima. Forsvars-Anstalterne mod en mægtig Fiende kunne udsætte Regenten for den absolutte Nødvendighed at samle flere Krigere paa enkelte Stæder, end han ellers i fredelige Tider vilde finde overeenstemmende med sit Lands vise Medicinal-Love. – En overhaandtagende Ildsvaade, især i en stor og folkerig Stad, et Bombardement af en med Oldinger, Qvinder og Børn opfyldt Fæstning, og deslige, kan nøde saavel Krigeren som Borgeren til at overtræde Medicinal-Lovene ved at søge Lye og Ophold i det uforholdsmæssig ringe Antal Huse, der blev forskaanet for Ødelæggelse. – Misvext, Qvægsyge, høie, og for Almuen uoverkommelige, Priser af Livets Nødvendighed, og deslige, der i en enkelt Provinds, eller paa en Øe, fra hvilken al Tilførsel er afskaaren, kan udsætte dens Beboere for Man-


48

gel paa Livets første Fornødenheder, allerhelst, naar til en saadan ulykkelig Tid et betydeligt Antal af egne eller fremmede, fredelige eller fiendtlige, Tropper, hielpe dem at fortære deres ringe Forraad af Egnens Produkter. Adskillige Sygdomme, saasom Nervefeber, Kopper, Blodgang, Sprinkler og deslige, som sædvanligen herske i et Land, kunne, uden at være særdeles dræbende, undertiden antage en mere ondartet Natur, o.s.v. Disse og mange flere uundgaaelige skadende Aarsager kunne desto lettere give Anledning til Landsot og Almeen-Ødelæggelse, naar Statens Indbyggere, i deres Erindring om lykkelige Dage, tabe Modet, og med nedkuet Aand male sig en alt for sørgelig Fremtid. unægteligt er det, at det gamle Ordsprog inter arma silent leges, desværre alt for ofte lader sig anvende paa mange Medicinal-Love og Qvarantaine-Foranstaltninger; men Tillid til et almægtigt Forsyn, og til en viis og kraftfuld Regent, tilligemed erfarne Lægers Medvirkning, yder os under saadanne Omstændigheder den trøsteligste og sikreste Betryggelse.

Heraf sees da, at ingen Stat, end ikke under den tryggeste Fred, er aldeles sikker mod Ud-


49

bredelsen af pestartede Sygdomme. Selv de bedste Qvarantaine-Anstalter kunne mueligen overtrædes; Privat-Interesse kan give Anledning til at den truende Fare skiules for Øvrigheden; Uvished om Følgerne af en smitsom Sygdoms Udbredelse, og Ukyndighed i Anvendelsen af de Midler, som kunne sikkre det Offentlige, medens det endnu er Tid, kunne uden forsætlig Brøde have de sørgeligste Følger. Under ingen Omstændighed er det vigtigere for den offentlige Læge at være kiendt af Øvrigheden som en sagkyndig, redelig og nidkiær Embedsmand, end i det Øieblik, han efter Lovens Bud føler sig pligtig at forkynde en farlig Sygdoms Udbrud. Det giælder da især om, at han veed at udtrykke sig bestemt, at han forstaaer at lægge Vægt paa sine Ord, at hans Angivelse og Forslag om kraftige Foranstaltninger, fra alle Sider betragtede, røbe, ikke Flygtighed i hans Fremfærd, eller private Hensigter, men modent Overlæg og pligtskyldig Omhu for den offentlige Sikkerhed. - Kun under disse Forudsætninger tør han haabe, og kan han fordre, at Øvrigheden i Hast, uden vidtløftig tidspildende Correspondence, vil giøre fælles Sag med


50

ham, og at hans Medborgere, enhver efter sin Stilling, ville kraftigen bidrage til at sætte Grændser for et Onde, der truer med almeen Ødelæggelse. Skeer dette ikke, førend Sygdommen har taget Overhaand, førend den alt har foranlediget Skræk, Angst og Modløshed blandt Øvrigheden og Folket; saa opløses tilsidst alle de Baand, der knyttede den ene Borger til den anden, saa sørger hvert Individ, saa godt det kan, for sin egen Sikkerhed, og overgiver Samfundet til Naturens almægtige Haand og til Forsynets Barmhiertighed. - Mange oplyste Nationer have, ligesom Danmark i Aaret 1711, maattet friste denne haarde Skiebne. Allervanskeligst er det at gribe det rigtige Øieblik, i hvilket alvorlige Foranstaltninger ere nødvendige, naar en sædvanlig Sygdom, som i Begyndelsen var godartet, under Aarstidernes foranderlige Indvirkning af tilfældige Omstændigheder, begynder at vise sig ondartet og at blive dræbende. I alle tvivlsomme Tilfælde er det bedre for tidligt end alt for sildigt at være betænkt paa de nødvendige Indretninger


51

Den danske Lovgivning synes i Henseende til Sundheds-Politiet endnu at være manglende. Vi eie ikke een eneste nøiagtig og bestemt Anordning, som, naar en heftig anstikkende Sygdom maatte bryde ud i een eller anden folkerig Kiøbsted, kunde veilede Vedkommende, foreskrive de fornødne Foranstaltninger og den Orden, hvorefter, og Maaden, hvorpaa de skulle udføres, eller hvorledes de skulle overholdes. Vel have vi Forordningen af 17de April 1782, som foreskriver de fornødne Hielpemidler, mod de blandt Almuen i Danmark opkommende smitsomme Sygdomme, og bestemmer: hvorledes deres videre Udbredelse skal forebygges og standses. Men denne Forordning er ikkun lempet efter Landalmuens Trang, under den Forudsætning, at det allevegne er mueligt at afsondre de Syge fra de Sunde, ikke heller angiver den alle nødvendige Forholds-Regler, med den Nøiagtighed, som Sagens Vigtighed kræver, den bestemmer endelig ikke nogen alvorlig Straf, der kunde afholde kaade, onde, letsindige og ubetænksomme Mennesker fra at handle mod de bestemte Love, og derved mueligen at paadrage


52

Staten og Steder uberegnelige Ulykker. Denne Anordning har vel alt i enkelte Tilfælde viist sig velgiørende mod vore ikke usædvanlige mildere Sygdomme, men det er uimodsigeligt, og klart af Sagens Natur, at den ikke vil være tilstrækkelig og betryggende mod mere ondartede eller egentlige Pest-Sygdomme. Vi trænge derfor høit til et nøiagtigt og bestemt Regulativ, hvorledes der i alle Henseender skal forholdes, naar pestartede Sygdomme nærme sig vore Grændser, og naar de virkeligen have yttret sig paa et eller andet Sted. Vi trænge til Forskrifter, efter hvilke alle Qvarantaine-Anstalter i selve Fædrelandet, og i dets forskiellige Steder og Provindser, af Vedkommende strax kunde sættes i Kraft og udføres, naar sørgelige Omstændigheder maatte kræve det. At oppebie den Tid, da den ulykkeligste af alle ulykkelige Tildragelser: Yttring af pestartede Sygdomme, indtræffer, vilde være høist fordærveligt, efterdi en rask, hastig og stræng Anvendelse af de fornødne Foranstaltninger er saa høist nødvendig, og den mindste Forhaling kan frembringe uberegnelig Skade. Vor nøiagtige Qvarantaine-Forordning (af 8 Februari 1805) be-


53

trygger os, saavidt det ved en Forordning kan skee, for Indførselen af pestartede og heftig smittende Sygdomme fra Søe-Siden. En lignende Anordning, vilde giøre samme Virkning, naar slige Sygdomme skulde yttre sig imellem os, i Stederne eller paa Landet. Vi eie en ypperlig Anordning af November 1778 imod Horn-Qvægets Sygdomme, som adskillige Gange har viist sig yderst velgiørende, naar Qvæg-Sygen har raset i enkelte udenlandske Steder, og i Naboe-Riger, med hvilke vi stode i Handels-Forbindelser. Vi eie en stræng Anordning af 16de Juli 1788 mod Hestenes smitsomme Sygdomme, hvis alvorlige Overholdelse ofte lykkelig har afværget Udbredelsen af farlige Sygdomme blandt disse nyttige Huusdyr. Upaatvivleligen fortiene heftig smitsomme Sygdomme iblandt Mennesker samme Aarvaagenhed, samme Forsigtighed, og Lovenes Overtrædelser en ligesaa alvorlig og stræng Straf.

_____


54

Børne-Koppers Afværgelse og Koe-Koppers Indpodning.

Igiennem mange Aarhundreder sukkede Menneskeheden næsten over hele Jordkloden, under Børne-koppernes voldsomme Ødelæggelser. Europa, som skal indeholde 160 Millioner Mennesker, har igiennem Sekula allene ved denne dræbende Sygdom tabt efter et Middel-Tal i een Generation 15 Millioner, og i et Aarhundrede 45 Millioner. Skarer af Liig betegnede Sygdommens Gang, naar den herskede. Første Gang, den blev henbragt i et Land, blev den største Deel af Beboerne et Offer deraf. Sædvanligen døer hvert 7de, 10de eller 14[de] Menneske af Kopperne. Da denne Sygdom første Gang ved et dansk Skib i Begyndelsen af forrige Aarhundrede blev bragt til Island, døde deraf 20000 Mennesker, og i Grønland, hvor denne Sygdom i Aaret 1734 først blev hidbragt fra Kiøbenhavn, næsten Totrediedele af Landets Beboere; af 200 Familier, som boede i 2 til 3 Mile i Omkredsen af den danske Kolonie, bleve næppe 30 tilbage; et Tab, som i saa lidet folkerige Lande endnu ikke er erstat-


55

tet. Et endnu større Tal af dem, som igiennemgik Sygdommen, bleve, enten for deres øvrige Levetid berøvede deres Skiønhed, deres Sundhed eller Brugen af deres Siæle-Evner og udvortes Sandser. De ondartede Kopper ledsages desuden altid af heftige Smerter og mangehaande Lidelser. Det er Erfaringen, denne troe og viseste Ledsagere paa den lægevidenskabelige Bane, og ikke Lærdom, Eftertanke eller dybsindige Fornuft-Slutninger, der for mange Aarhundrede siden har lært Afrikas, Georgiens, Armeniens og Cirkasiens Beboere, at den konstige Meddelelse af Børne-Kopper, som ikkun eengang angribe Mennesker, ved Indpodning formilder deres Natur, og formindsker deres Fare. Langsom udbredte sig denne velgiørende Erfaring over det mere oplyste Europa; den blev med Begiærlighed modtaget og anvendt af nogle, og forfulgt og afskyet af andre, som vare ufornuftige nok, til at anvende selv Religionens velgiørende Lærdomme til at forføre andre til hellere at overlade sig til Forsynets Bestyrelse, end at paadrage sig selv en konstig Sygdom ved Koppe-Indpodningen. Millioner Erfaringer, som viise denne Indpodnings Nytte,


56

hvorved mange Tusinde bleve frelste, som vilde have været et Offer for de naturlige Kopper, kunde ikke vinde den almindelige Tillid. Selv Lægernes Meninger vare heri deelte, naar det paa den ene Side maatte antages, som en unægtelig Sandhed, at Indpodningen formindsker Koppernes Fare for Liv og Helbred, saa bemærkedes paa den anden Side, at enkelte iblandt den Mængde af Indpodede bleve angrebne af ondartede Kopper, ledsagede af farlige Sygdomstilfælde, at Brystet, Øinene eller Ledene ved Koppe-Materiens Afsætning bleve angrebne, ja endog, at nogle døde enten af indpodede Kopper eller tilfældig tilstødende Sygdomme. Det ligger i den menneskelige Natur, at enkelte ulykkelige Hændelser almindeligen giøre et mere levende Indtryk end tusinde ulykkelige Erfaringer. Dette var ogsaa Tilfældet ved Koppe-Indpodningen. Efterat den i en lang Række af Aar havde været bekiendt i Europa, efterat dens velgiørende Virkning var erkiendt, efterat i mange Lande, ligesom i Danmark, Regieringen, Patrioter og Læger havde stræbt at udbrede Indpodningen, blev den dog ikke almindeligen antaget. I de Lande, hvor


57

man har søgt meest at udbrede den, blev man igien lunken for denne Almeen-Sag, og de naturlige Kopper vedbleve ikke allene at herske, som før, i ubestemte Tider, men standsede næsten aldrig i store og folkerige Steder, hvor man tillige vedblev at indpode. Virkelig kan heller ikke den anstikkende Kraft af indpodede Kopper drages i Tvivl. Efter de til Collegium-Medicum fra Island indkomne Beretninger for Aaret 1798 sendte den da værende Land-Physicus Svendsen Koppe-Materie i et Glas, indpakket i en Æske, ved et Bud i en Afstand af 10 Mile, for at anvendes til Indpodning. Budet kunde paa Veien ikke modstaae sin Nysgierrighed at vide, hvad denne liden Æske maatte indeholde. Han aabnede Æsken og fandt til sin Forundring en tom Flaske med enkelte Traade i. Han brækkede Flasken og kom med Stykkerne og Æsken til det bestemte Sted. Otte Dage efter blev han angrebet af Kopper, hvoraf mange andre, som ikke vilde lade sig indpode, bleve smittede, og en Deel bortreven. Held være vor Tidsalder, som kiender en lettere og sikrere Maade at afværge den skrækkelige Koppe-Sygdom fra vore Medborgere, uden at udsætte


58

dem for haarde Lidelser eller Fare for Liv og Helbred. Ved Koekoppernes Udbredelse vil sikkert Indpodningen af Børne-Kopper, blandt saa mange andre Ting, inden kort Tid aldeles komme i Forglemmelse.

Iblandt Malke-Kiøer, (ikke blandt Tyre, Oxer eller Qvier) hersker undertiden i nogle Egne, især i en Deel af Engelland og Holsten, en Slags Kopper paa Yveret, hvilken Sygdom i disse Egne synes at være endemisk. Disse Kopper ere i Begyndelsen blegblaae, indeholde en tynd, klar og skarp Fugtighed, og ere omgivne af en rosenartet Betændelse, uden i øvrigt at angribe Køernes Sundhed. I Danmark og andre Steder, er denne Sygdom ukiendt. Det er længere end et Aarhundrede siden, man først giorde den Bemærkning, at Malke-Pigerne, som malkede Køer, der vare angrebne af denne Sygdom, bleve smittede eller fik Blegner paa Fingrene, og at de siden ikke modtoge Smitte af Børne-Kopper. Jeg erindrer selv bestemt, at have hørt dette Sagn fortælle i min Ungdom. Den Erfaring blev dog længe unyttet; den tabte sig blandt den Mængde af Folke-Beretninger, blandt hvilke maaskee


59

mange, prøvede med Varsomhed, Kyndighed og Klogskab, kunde blive velgiørende. Det var Dr. Jenner i Engelland forbeholden, ikke at opdage, men i Aaret 1798 at prøve og anvende den ældgamle Erfaring, at de genuine Koe-Kopper værne mod Smitten af Børne-Kopper. Han var den første, der faldt paa den ligesaa hældige som velgiørende Idee at indpode Mennesker med Koekoppe-Materie, og siden at udsætte dem for at blive smittede af Børne-Kopper. Til evig Tid vil Jenners Navn derfor være velsignet og hædret end af den sildigste Efterslægt, og selv da, naar engang Helten, hvis Daad dræbte Millioner af sine Medmennesker, i Historien sammenlignes med Jenner, vil ikkun denne ansees for Menneskehedens Velgiører, ved hvis Daad Millioner ere frelste og i Fremtiden ville befries fra en af de skrækkeligste og mest ødelæggende Sygdomme, vi kiende.

Dr. Jenners Erfaringer om Koe-Kopper, og de Prøver, som i denne Anledning af ham bleve anstillede med Iver og Varme for denne almeennyttige Sag, og tillige med den Varsomhed, Klogskab og Sindighed, som sømmer en retskaffen Læ


60

ge, udbredte sig snart ikke allene i Engelland, men over hele Europa. Det er naturligt: at denne vigtige Sag maatte tiltrække sig de danske Lægers meest spændte Opmærksomhed og Forventning. Da de rette Koe-Kopper paa den Tid ikke herskede i Holsten, og da man desuden ikke kunde være forvisset: om disse maatte være af det genuine Slags, saa forskrev man Materie fra Dr. Jenner i London. Den første Materie af Koe-Kopper ankom til Hr. Professor Viborg, hvormed Hr. Dr. Scheel indpodede det første Barn af Justitsraad Rafn, men den slog ikke an, og var følgelig uden Nytte. Kort derefter forskrev Hr. Etatsraad de Coninck Materie fra London, som ankom paa en Glas-Plade i Form af en næsten umærkelig Plet, hvormed vor Professor Winslov, som bestandig med den rosværdigste Varme har fremmet Vaccinationen i Danmark, den 6te Julii 1800 indpodede et Barn af Hr. Puerari; denne Indpodning slog an og Vaccinen gik nu, bemærket af den største Deel af vore Læger, nøiagtig frem med den Orden, som Jenner havde beskrevet i Engelland; hvilket allerede vakte en fordeelagtig Tanke om denne Sag. Det er ogsaa denne Ma-


61

terie, som især under Hr. Professor Winslows Opsigt, ved at lade indpode hver 8de eller 9de Dag, i den Tid uafbrudt blev vedligeholdt og udbredt. Allerede i September samme Aar, forenede sig en Deel af Stadens Læger og lægekyndige Mænd i et Selskab, for at bemærke Vaccinationens Værd og Følger, og for at meddele hinanden og bekiendtgiøre deres Erfaringer. Det er naturligt, at ogsaa iblandt de danske Læger, Meningerne om Vaccinationen ikke kunde være lige, og at enhver efter sin individuelle Organisation og Følelse, dømte i Begyndelsen forskiellig derom, at nogle strax modtog den med den meest sanguinske Forhaabning, og andre derimod med en frygtagtig Mistillid. Jeg tilstaaer gierne, at have været iblandt de sidste, men at jeg derimod nu for længe siden er fuldkommen overbeviist om Vaccinationens velgiørende Indflydelse paa Menneske-Vel og Menneske-Lykke, paa en stigende Folke-Mængde og National-Kraft.

Den danske Regiering var til alle Tider opmærksom paa at befordre alt, som kunde bidrage til Almeen-Vel og Lykke. Den var det ogsaa ved denne Leilighed. Under 14de October 1801 be-


62

falede Kongen adskillige Læger at sammentræde i en Commission: "for at indhente og samle alle de til Vaccinationen tienlige Oplysninger, og for at undersøge og overveie de anstillede Forsøg, samt derover igiennem det danske Cancellie at indgive dens Betænkning tillige med Forslag til de nærmere Foranstaltninger, hvilke i denne Henseende maatte agtes nødvendige for de danske Stater." Siden den Tid har Vaccinationen staaet under denne Commissions Bestyrelse. Jeg troer ikke bedre at kunde fremstille Vaccinationens Fremgang i de danske Stater, og de i denne Anledning giorte Foranstaltninger, end ved at tilføie et Udtog af Commissionens første Indberetning til Cancelliet, og af den siden aarlig til hans Majestæt Kongen indgivne Rapport.

Udtog af Vaccinations-Commissionens første Indberetning
til det kongelige danske Cancellie af 5te December 1801.

Efter at Commissionen havde modtaget hans kongelige Majestæts allernaadigste Befaling af 14de October d.A., har den strax under 21de næstefter ved Bekiendtgiørelse i Kiøbenhavns Efterretninger og de Berlingske Tidender opfordret de practiserende Læger, som befatte sig med Indpodning af Koe-Kopper, at


63

meddele Commissionen deres Forsøg og Erfaringer i denne Sag; men da ikkun 2de Beretninger i en Tid af 3 Uger vare indkomne, uagtet det er Commissionen bekiendt, at en betydelig Mængde deels var og deels bliver vaccineret, og da den vedblivende store Mortalitet af de med Børne-Kopper befængte synes at kræve hastige Foranstaltninger, have vi troet os pligtige til, under 24de f.M. at igientage denne Opfordring, hvorefter til Datum 17 Beretninger ere indkomne. Commissionens Medlemmers egne Forsøg beløbe sig for nærværende Tid til 297, tildeels anstillede under vores Øine og Tilsyn; de af andre practiserende Læger udgiør 480; og af samtlige disse for det meste nøiagtige Erfaringer, troer Commissionen at kunde drage følgende Slutninger:

1. At Vaccinationen, i det mindste for en Tid, afværger Smitten af de naturlige Kopper. De Vaccinerede, som i en Distance af 4, 8 til 12 Uger ere blevne indpodede med de naturlige Kopper, have ikke faaet denne Sygdom; adskillige, som ere blevne vaccinerede, have ligget i Seng hos dem, som havde de naturlige Kopper, uden at blive deraf anstukne; og uagtet den nu grasserende farlige Koppe-Epidemie, og den i Aviserne skete Opfordring til, strax at tilmelde Commissionen, om nogen, der tilforn har været vaccineret, havde faaet de naturlige Kopper, har man ikke bragt noget i Erfaring, som kunde give Mistanke om Anstikkelse af de naturlige Kopper hos dem, der ere vaccinerede. Vel have enkelte af disse, 8 til 14 Dage efter Vaccinationen, faaet de naturlige Kopper, men dette troer Commissionen at maatte allene tilskrives en foregaaende Infektion førend Vaccinationen har giort sin Virkning. Commissionens


64

Medlemmers egen Erfaring er øvrigt endnu ikke tilstrækkelig til at bestemme: om Smitten af de naturlige Kopper kan for den hele øvrige Levetid forebygges ved Vaccinationen, hvilket dog udenlandske, især engelske, Erfaringer give Grund til at haabe.

2. At Vaccinationen ikke er forbunden med betydelige Tilfælde enten paa Indpodnings-Stedet, naar Operationen skeer med Punctur, eller paa det øvrige Legeme; da de fleste neppe ere mærkeligen syge og ikkun enkelte have tydelige feberagtige Bevægelser, eller Kiærtel-Hævelser under Armene, ligesom og de fleste ikke hindres i at iagttage deres sædvanlige Forretninger.

3. At den korte Tid af de her i Landet med Vaccinationen anstillede Forsøg ikke hidtil har givet Anledning til Mistanke om, at de Vaccineredes Helbred skulde have lidt noget ved Indpodningen, eller at andre Sygdomme skulde derved være blevne frembragte.

4. At Vaccinationen ved spæde og ældre Børn, unge og gamle, sygelige og friske, under Dentitionen og uden for den, synes at gaae frem i den sædvanlige Orden, uden at giøre nogen Forandring i Helbredet; og endelig:

5. At Koe-Kopper eller Vacciner ikke smitte paa andre Maader end ved umiddelbar Berørelse af Materien.

Uagtet nu disse anførte Omstændigheder synes meget at tale til Fordeel for Vaccinationen, og uagtet de ere aldeles overeensstemmende med Massen af engelske, franske og tydske Erfaringer, saa forbeholder Commissionen sig dog i sin Tid at indsende til det kongelige danske Cancellie de videre og nøiere Resultater af dens egne og andre danske Lægers samlede Iagttagelser og Erfarin-


65

ger, som kun i Tidens Længde kunde giøres og opnaaes, og som allene kunde give denne vigtige Sag den fuldkomne Grad af Vished. Imidlertid synes den nu herskende dræbende Koppe-Epidemie, som, endskiøndt den lidet aftager, dog endnu vedbliver at være meget ødelæggende, at kræve hastigere Hielpe-Midler til at standse eller dog formindske denne fordærvelige Landeplage. Dette er ogsaa Anledningen til, at Commissionen nu fremkommer med nogle foreløbige Forslage, som kunde tiene til dette Øiemed.

Commissionen troer ikke: at hans Majestæts Viisdom vil nogensinde ved almindelige Befalinger eller Tvangs-Midler forpligte til, at underkaste sig Vaccinationen, saa velgiørende dens Virkninger endog maatte være; imidlertid synes dog den Deel af Almuen, hvis Mangel paa Oplysning, indskrænkede Vilkaar, Mangel af Pleie, Tilsyn og Beqvemmelighed, Fordomme, samt vrange og skadelige Behandlinger i Sygdoms-Tilfælde, især trænger til Veiledning, iblandt hvilken især Kopperne ere dødelige, og fortiene Regieringens Opmærksomhed og faderlige Omsorg. Commissionen troer derfor, at denne Deel af Almuen meest trænger til at opmuntres til Vaccinationen, og giver sig derfor den underdanige Friehed, herved til det kongelige danske Cancellies nærmere Overveielse og kraftige Understøttelse at indstille følgende Forslage.

1. At ved alle Divisioner og Regimenter maatte nøie undersøges: hvor mange af Mandskabet, samt deres Hustruer og Børn, ikke have havt Kopperne, og at disse maatte ved venskabelige Overtalelser af deres Chefer, Officerer og Chirurger, opmuntres til Vaccinationen, hvil-


66

ket i Engelland næsten er skeet, da f. Ex. hele Garden, efter Hertugen af Yorks Foranstaltning, paa eengang blev indpodet, Tjenesten vilde derved heller ikke lide, da neppe nogen een eneste Dag vilde afholdes fra sine sædvanlige Forretninger.

2. Mandskabet paa de til lange Reiser bestemte Skibe, som til Grønland, Island, Finmarken, Færøerne, Ost- og Vest-Indien, samt Guinea, maatte paa samme Maade behandles, saa meget mere, som Kopperne, efter hvad vi have bragt i Erfaring, ere i afvigte Aar indbragte til Grønland ved nogle Gang-Klæder, som en Grønlænder hemmelig havde tilhandlet sig paa en Hvalfanger, og have i nogle Districter ikkun sparet et lille Antal af Beboerne.

3. Samme Undersøgelse maatte skee ved Fattigvæsenet her i Staden, af Districts-Directionen, blandt Almisse-Lemmer, og Indpodningen af Fattigvæsenets Districts-Chirurger foretages.

5. [4] Det samme maatte foretages ved alle offentlige Lære-Anstalter, især ved dem, hvori der gives frie Underviisning.

5. At enhver af den ringere Stand og af Almuen, som ikke er forsynet med sin egen Læge, frit kunde indpodes uden Bekostning paa de Dage og Timer, samt det Sted, som til den Ende i Aviserne bekiendtgiøres. Commissionen foreslaaer hertil en duelig Mand (Hr. Reg. Chir. Stebuss) som har den fornødne Øvelse i dette Fag, til ikke allene at forrette Vaccinationen under Commissionens specielle Opsyn, men ogsaa, saa meget mueligt, at følge Sygdommens Gang, samt at samle og conservere Vaccinations-Materien til videre Brug og Forsendelse,


67

for hvilket ham da maatte tillægges et aarligt passende Honorarium.

6. For at udbrede Vaccinationens velgiørende Virkninger ogsaa paa Landet og i Provindserne, vilde det være ønskeligt, at Stiftamtmænd, Amtmænd og Jordegods-Eiere, samt Biskopper, Præster og Skoleholdere bleve anmodede om at anbefale Vaccinationen i deres Virkekreds. Commissionen tvivler ikke paa Hr. Biskop Balles kraftige Understøttelse i denne Sag, da hans egne Børn ere vaccinerede, ei heller paa Lægernes villige Medvirkning til at forrette Vaccinationen, især om det maatte behage hans Majestæt at lade til Lægerne paa Landet udbetale en liden Præmie for hver 20, som beviisligen maatte med Held være vaccinerede blandt Almuen.

7. Alle Læger saavel her i Staden som i Provindserne, der have foretaget eller iværksætte Vaccinationen, maatte paalægges hver 3die Maaned at tilstille Commissionen saavel Lister over de Vaccinerede, som Resultatet af deres Erfaringer i denne Henseende.

Dette er hvad Commissionen troer, nu for Tiden at kunne foretage i denne Sag. I øvrigt har den forudseet: at saafremt Vaccinationen ikke paa det omhyggeligste blev fortsat, vilde den i en kort Tid standse, samt giøre en nye og usikker Foreskrivelse af Koppe-Materie fra andre Sider nødvendig. Commissionen har derfor ikke allene indpodet alle dem, der have meldt sig, men ogsaa conserveret Vaccinations-Materie i dertil indrettede Glas, for at kunne sikkert forsendes, hvilket ogsaa allerede er skeet saavel til mange Steder her i Landet, som til Sverrige.


68

Vaccinations-Commissionen modtog derefter
fra det kongelige danske Cancellie følgende
Svar under 9 Januar 1802:

Cancelliet har allerunderdanigst foredraget hans Majestæt Commissionens Beretning, angaaende Koe-Koppe-Indpodningen, og de til denne gavnlige Sags Fremme giorte Forslage. Allerhøistsamme har ved Resolution af 18 i forrige Maaned allernaadigst behaget i Almindelighed at bifalde Commissionens Forslag, men fundet det passende, i Stedet for Præmier, at tilsige de Læger og Chirurger, som udmærke sig ved Vaccinationen, sit allerhøieste Velbehag, og at give disse Haab om fortrinlig Befordring i Fremtiden. - I at meddele velbemeldte Commission ovenmeldte allerhøieste Resolution til behagelig Efterretning, skulde Cancelliet tienstligst anmode samme om, i Overeensstemmelse med Forslagets 5te Post, at føie de videre Foranstaltninger, som til Vaccinationens Fremme ere befundne nødvendige. - Tillige skulle man ikke undlade at melde, at i Overeensstemmelse hermed er det kongelige tydske Cancellie, begge militaire Collegier, saavel som Kiøbenhavns


69

Magistrat, Directionen for Fattigvæsenet her i Staden, Directionen for Fødsels-Stiftelsen, og samtlige Stiftamtmænd, Amtmænd, samt Biskopperne i begge Riger, herfra tilskrevet det fornødne.

Vaccinationens første allerunderdanigste Indberetning
til hans Majestæt Kongen
for Aaret 1802.

Siden 14de October forrige Aar, da deres Majestæt allernaadigst befalede os at sammentræde i en Commission angaaende Vaccinationen, er nu et Aar forløbet. Commissionen troer sig derfor pligtig til at afgive allerunderdanigst Beretning, om hvad der i det Tids-Forløb ere fremvirket til fornævnte Indpodnings-Maades Almindeliggiørelse og Fremgang, og troer Commissionen at kunne i den Henseende affatte denne dens allerunderdanigste Beretning desto kortere, siden en Deel af hvad den har foranstaltet eller foranlediget allerede er bleven til deres Majestæts danske Cancellie indberettet, og af samme bleven deres kongelige Majestæt foredraget. – Da Commissionen var bleven formeret, udfærdigede den strax en offentlig Bekiendtgiørelse i Aviserne til alle praktiserende Læger i Danmark og Norge, om at meddele Commissionen deres Erfaringer om Vaccinationen, hvorefter en stor Deel af saadanne Beretninger er indkomne, hvilket Commissionen lader extrahere i en dertil indrettet Protocol, saaledes, at de Vaccineredes Navne, Alder, Boepæl, og om nogle særdeles Omstændigheder have mødt,


70

under eller efter Vaccinationen, kan til alle Tider, saavidt mueligt, deraf erfares. Tillige udfærdigede Commissionen paa samme Maade en anden Bekiendtgiørelse, hvorved de Indpodede eller deres Forældre, Paarørende og Venner bleve anmodede om, strax at melde Commissionen, om nogen af de med Koe-Koppe-Materie indpodede skulde blive angrebne af de naturlige Kopper; men ikke en eneste saadan Beretning er Commissionen indtil denne Tid ihændekommen, uden om saadanne, der saa kort efter Vaccinationen have erholdt Smaakopper, at Patienten kan med største Vished formodes at have forud været smittet. Commissionen fandt derefter fornødent, formedelst den i sidste Vinter her grasserende Koppe-Epidemie, strax at giøre Forslag til nogle til Vaccinationens Fremme sigtende Foranstaltninger, for at Commissionen kunde forvisse sig om, at de Vaccinerede ikke af de da grasserende Kopper bleve anstukne, og da disse Foranstaltninger var blevne allernaadigst bifaldte, begyndte den frie Vaccination den anden Februar dette Aar, at foretages under Commissionens Opsyn, for Almuen af den ringere Stand, samt dem der mangle Læge, hvilken har vedvaret og vedvarer hver 9de eller 10de Dag, og hvorved et ikke ubetydeligt Antal er hidtil blevet vaccineret, samt Materie saaledes fortplantet, at mange Portioner deraf er bortsendte saavel til udenlandske som fremmede Steder. Da Commissionen ellers erfarede, at man paa nogle Steder i Provindsen ikke var nøie med at underrette om Vaccinations-Tilfældene, udgav den under 10de April d. A. en trykt Underretning desangaaende, med vedføiet Kobber, hvoraf 1000 Exemplarer bleve tilstillede deres Majestæts


71

danske Cancellie, efter sammes Befaling, til Uddeling blandt geistlige og verdslige Øvrigheds Personer, ligesom den og fra Commissionen er uddeelt til Læger, Embedsmænd, Instituter og Selskaber, hvilken Uddeling vedvarer, da ikke endnu alle Kobbere er færdige fra at koloreres. Desuden har deres Majestæt allernaadigst tilladt, at 1000 Exemplarer af Kirkesanger Petersens, ved Commissionen igiennemførte og med Anmærkninger forøgede, Afhandling om Koekopperne maatte ham afkiøbes til almindelig Uddeling fra det danske Cancellie. Alt dette har havt den gode Virkning, at Commissionen, efter de til samme indkomne Beretninger, som dog ikke nær ere fra alle Læger, kan tælle: at der i dette nu forløbne Aar er vaccineret 6489 Personer. Desuden er til denne Tid bortsendt i slebne Glas, og paa Guld Naale, af Vaccine-Materie 191 Portioner til Danmark, 78 til Norge, 30 til Hertugdommene, 12 til Island, 16 til Grønland, 16 til Vestindien, 22 til Ostindien, 8 til Sverige, en til Eutin og en til Schwerin, saa at der til forskiellige Tider og Personer er i alt afsendt 362 Portioner, nemlig til danske Stater og Colonier og 11 til udenlandske Steder. Deres kongelige Majestæt ville heraf allernaadigst erfare den Fremgang Vaccinationen hidtil har havt, hvorom Commissionen ogsaa har specielle Efterretninger fra de fleste Steder, samt den Udbredelse, den tillige har vundet, uagtet Materien heel ofte er uddøet paa mange Steder, da nemlig Lægerne formedelst Veiens Afstand eller andre Forretninger ei have kunnet til bestemt Tid forsyne sig med frisk Materie af de vaccinerede, hvorfor Commissionen flere Gange har maattet dermed fournere. Det vil tillige allernaadigst


72

sees: at Vaccinationen er indført i og Materie forsendt til de fleste Districter i begge deres Majestæts Kongeriger, saavel som til de meest bortliggende Etablissementer, Færøerne allene undtagen, hvorhen Materien ogsaa skal blive sendt, saasnart Farten til Foraaret begynder. Commissionen har saavel hos de fleste af de practiserende Læger her i Staden, som ellers overalt, forefundet megen Velvillighed til dens Hensigts Fremme; især har den administrerende Direction for deres Majestæts grønlandske Handel ladet sig være meget magtpaaliggende at faa Vaccinationen indført i Grønland, for at standse den Ødelæggelse, som en sammesteds udbrudt Koppe-Epidemie havde anrettet.

Af foranførte talrige Erfaringer, som Commissionen har fulgt med den mueligste Nøiagtighed, troer den at kunne drage følgende Resultater.

1. At Vaccinationen med Sikkerhed befrier Mennesket for Børne-Koppers Smitte for Fremtiden. Efter de mange Forsøg, man saavel her i Staden, som paa andre Steder i de danske Stater, hvor farlige Koppe-Epidemier herskede, har anstillet med at udsætte dem, som have overstaaet Vaccinen, for Smitten af de naturlige Kopper, er endog ikke en eneste bleven smittet, naar de have havt de sande Vacciner, eller ikke have været smittede af de naturlige Kopper før Vaccinationen. Saaledes har man paa adskillige Steder tilladt dem al muelig Omgang med dem, der havde de naturlige Kopper, iført dem disses Klæder, ladet dem sove sammen, nogle Gange paa Puder, der endnu var vaade af Materie, ladet Børn patte deres Mødre og Ammer, som havde de naturlige Kopper, og indpodet adskillige med frisk natur-


73

lig Koppe-Materie, uden mindste Virkning. Tvende Exempler ere komne til Commissionens Kundskab, hvor Børn, som havde overstaaet Vaccinen, siden ere blevne smittede af de naturlige Kopper; men ved disse Børn har man, efter anstillede nøiere Undersøgelser, med Vished opdaget: at Vaccinen ikke har gaaet dens bestemte visse Gang, men været falsk. Det store Tal af de vaccinerede, der have faaet de naturlige Kopper, 6, 8, 10 og 12 Dage efter Vaccinationen, har upaatvivleligen været smittet før Indpodningen. Commissionen har heller ikke, deels efter Analogien, og deels efter andre Landes Erfaringer, mindste Grunde til at paatvivle: at jo Vaccinen vilde sikkre de Vaccinerede i deres hele Levetid for at blive smittede af Børnekopper. I Holsteen, hvor Koe-Kopperne ere endemiske, har man ogsaa allerede i adskillige Generationer bemærket, at de, som ved at malke Køer, og tilfældigen ere blevne smittede af Vaccinerne, have deres hele Levetid været befriede fra Børne-Kopper, uagtet de ofte have været udsatte for Smitten af disse.

2. At Vaccinationen ikke er forbunden med nogen betydelig Tilfælde, enten paa Indpodnings-Stedet, naar Operationen skeer paa den af Commissionen bekiendtgiorte Maade, og Indpodnings-Stedet ikke paa en eller anden Maade bliver irriteret, eller paa det øvrige Legeme, da de fleste neppe ere mærkeligen syge, og ikkun enkelte have tydelige feberagtige Bevægelser, eller Kiertel-Hævelser under Armene, ligesom og de fleste ikke hindres i, at iagttage deres sædvanlige Forretninger.

3. At de vaccineredes Helbred ikke lider ved Indpodningen, eller at andre Sygdomme derved bliver frembragte.

 


74

Det Udslæt, som er en ikke ualmindelig Følge af Vaccinen, er sædvanligen af den Beskaffenhed, at det enten inden for en kort Tid gaaer bort af sig selv, eller ved simple Midlers Brug letteligen helbredes. Ved enkelte Subjecter har dette Udslæt været mere langvarigt, hvilket Commissionen troer heller at bør tilskrives enkelte Individers sygelige Konstitution, end Vaccinationens Virkning. Adskillige Practici baade her i Staden og i Provindserne have bemærket, at Kopper, Mæslinger og Skarlagens-Feber, som under Vaccinens Gang tilfældigen vare udbrudte, have havt en meget lettere og mildere Gang, end da den da værende epidemiske Constitution sædvanligen medførte. Andre have observeret, at rachitiske og skrophuløse Subjecters Constitution er efter overstaaet Vaccination bleven mærkeligen forbedret, hvilket ogsaa har været Tilfældet ved Børn, der vare behæftede med Melk-Skorpe, Fnat, Ringorme og andet Udslæt. Kommissionen har ogsaa, saa meget mueligt efter den over alle Vaccinerede holdte General-Protocol, søgt at følge de Vaccineredes Mortalitet, og fundet: at denne aldeles ikke overstiger den sædvanlige Dødelighed paa de forskiellige Steder efter de tilfældige Epidemier, som herskede.

4. At Indpodningen af Børne-Kopper, efter den ved Erfaringen stadfæstede velgiørende Virkning af Vaccinationen, vil herefter være urigtig og skadelig. Vaccinationen fordrer ingen Forberedelse, ingen særdeles Omhu, og ingen Midler for at hindre Følgerne af Sygdommen; den kan foretages i enhver Alder, ved spæde og ældre Børn, unge og gamle, sygelige og friske, under Dentitionen og uden for den, og endelig til alle Aars-Tider. Indpodnings-Maaden er let og usmertelig; den nødven-


75

dige Opmærksomhed for dens Held indskrænker sig allene til Maaden, paa hvilken Indpodningen skeer, og til Valget af Vaccinations-Materien, hvilket ikke er vanskeligt at iagttage. Vaccinationen frembyder den samme Sikkerhed for Smitte i Fremtiden, som Indpodningen af Børne-Kopper, og forvolder endelig ingen Anstikning af andre, eller udbreder sig mellem Samfundet, da den hverken meddeles ved Luften, Klæder, eller almindelig Berørelse, men allene ved umiddelbar Meddeling af Vaccine-Materien. Derimod kræver Indpodningen af Børne-Kopper Forsigtighed i Valget af Subjecterne, i Henseende til deres Alder, Helbred og sygelige Beskaffenhed, samt fordrer af og til nogen Forberedelse af Legemet; ikke meget sielden tilstøder ondartede Kopper, heftig Feber, Krampeslag, Betændelser, Boldning, Angribelse af Benene, Stivhed i Ledderne, Blindhed, Tæring, og Sygdommen kan blive dødelig, hvilket aldrig efter Vaccinationen er iagttaget.

5. Da Commissionen er fuldkommen forvisset om: at de sande Vacciner for bestandig sikkre Mennesket for Anstikning af Børne-Kopper, saa øiner den ikkun en eneste Omstændighed, som kunde svække Publikums Tillid til denne velgiørende Opfindelse, nemlig at nogen, som har havt falske Vacciner, af og til skulde blive anstukket af Børne-Kopper. Commissionen har derfor i sin udgivne Bekiendtgiørelse giort saavel Lægerne, som andre, opmærksomme paa de tydelige Kiendetegn af de sande og falske Vacciner, og tilraadet at igientage Indpodningen, saasnart Sygdommen ikke gik den bestemte faste og sikkre Gang, som den pleier at fremgaae. Commissionen troer heller ikke: at denne Feiltagelse letteligen


76

vil finde Sted, undtagen der, hvor Stedernes Frastand hindrer Lægerne for i det mindste een Gang imellem den 7de og 10de Dag at observere de Indpodede. Af samme Aarsag holder Commissionen ogsaa for, at Forsigtighed og Klogskab byder, at man ikkun betiener sig til Indpodningen af de Kopper, som man vist erkiender for de rette, saa tidlig som Fugtigheden samler sig under Overhuden paa Indpodnings-Stedet, som er omringet med Straalekrandsen mellem den 7de og 10de Dag, og at man tager denne Materie af sunde Børn, som især ikke laborere af Sygdomme i Huden. Ogsaa have adskillige Læger iagttaget, at Vaccinations-Materie, som tages af nyefødte og meget svage Børn, ikke er tienlig til Indpodningen, da den som oftest enten ikke slaaer an, eller frembringer falske Vacciner.

6. At Koppe-Materien aldeles ikke udartes, men vedbliver at beholde alle sine characteristiske Kiendetegn, omendskiøndt den har nu igiennemgaaet fra Begyndelsen af Vaccinationen i Kiøbenhavn til denne Tid over 70 Individer; hvorfor det ogsaa vil blive en vigtig Sag at vedligeholde denne Materie i Fremtiden.

Saaledes haaber Commissionen allerunderdanigst at have efterkommet deres Majestæts allernaadigste Befaling at samle Erfaringer om Vaccinationen m.v., med den Virksomhed og med den Anstrængelse, som Sagens Vigtighed krævede, og som en dræbende Koppe-Epidemi paa adskillige Steder giorde saa meget mere nødvendig. Følgen har overgaaet endog Commissionens varmeste Forhaabninger. Alle Efteretninger uden Undtagelse have været til Fordeel for denne Opfindelse. Tallet af de vaccinerede i de danske Stater, udenfor Hertug-


77

dommene, som i Commissionens Vaccinations-Protocol indføres, er for den korte Tid ikke ubetydeligt, og fra mange Steder ere Indberetningerne endnu ikke indkomne. Mange er allerede derved blevne frelste, som vilde have været et Offer for nuværende eller tilkommende Koppe-Epidemier, og mange, saaavel Læger som glade Forældre, have allerede nedlagt ved Commissionen deres taknemmelige Følelser for deres frelste Børns og Venners Liv.

Udtog af Vaccinations Commissionens anden Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1803.

- - - Vaccinationen er ogsaa i dette Aar mere og mere udbredt ikke allene i Danmark og Norge, men ogsaa i Island, Grønland, Færøerne, Guinea, Tranquebar, og paa de danske vestindiske Øer; den er, for saavidt Efterretning til Commissionen er indløben, paa alle Steder iværksat med Held, og har paa mange Steder vundet næsten almindeligt Bifald. Ogsaa har Commissionen havt Leilighed til at forsyne fremmede Steder med Vaccine-Materie, der saaledes er sendt til Sverrige, Rusland, China, Ostindien, og foruden med en Deel af vores egne Skibe, som er gaaet paa lange Reiser, endnu i dette Efteraar med russiske Skibe, der ere bestemte til at omseile Jordkloden.

Den af Commissionen forfattede trykte Underretning med tilføiede Kobber, som viser Fremgangs-Maaden ved Indpodningen og Koppernes daglige Forandringer, er fremdeles uddeelt til Læger, Embedsmænd, In-


78

stitutter og Selskaber, hvilken Uddeling endnu vedvarer. Commissionen har adskillige Gange i de Offentlige Tidender anmodet Læger, Embedsmænd, og andre, som have paataget sig Indpodningen, at indsende nøiagtige Lister over de af dem vaccinerede, hvilke Beretninger ere blevne extraherede i en dertil indrettet Protocol, saaledes at de Vaccineredes Navn, Alder, Boepæl, og om nogle særdeles Omstændigheder have mødt under eller efter Vaccinationen, kan til alle Tider, saavidt mueligt, heraf erfares. Det samme er ogsaa skeet med dem, som paa det offentlige Vaccinations-Institut under Commissionens Opsyn ere indpodede. Denne Protocol, afdeelt i 2 Bind, følger herved allerunderdanigst til Eftersyn.

Mange Læger, Geistlige og andre have i det andet Vaccinations-Aar med ædel Velvillighed og Uegennyttighed paataget sig Indpodningen, hvorom Commissionen har erholdt Beretninger. De Vaccineredes Tal udgiør i dette Aar 14492 Personer. Commissionen har i dette Aar afsendt 294 Portioner Vaccine-Materie i Glas, nemlig 165 til Danmark, 37 til Norge, 20 til Hertugdommene, 19 til Island, 12 til Færøerne, 12 til Grønland, 6 til Vestindien, 5 til Sverrige og 6 til de kuriske Øer. Denne Forsendelse af Vaccine-Materie til de danske Stater og Colonier har været nødvendig, da Materien heel ofte er uddøet paa mange Steder, fordi Veiens Afstand og andre Forretninger ofte have hindret Lægerne fra at forsyne sig med frisk Materie fra de indpodede.

Deres kongelige Majestæt ville heraf allernaadigst erfare den Fremgang, Vaccinationen hidtil har havt, og


79

hvad Commissionen i den Henseende har været i Stand til at fremvirke. Af foranførte ogsaa i dette Aar anstillede talrige Erfaringer, som Commissionen har fulgt med den mueligste Nøiagtighed, ere Resultaterne aldeles overeensstemmende med dem, som i det forrige Aar bleve allerunderdanigst indberettede. Ogsaa vores egne Erfaringer vise nu med fuldkommen Vished, at de ægte Vacciner befrie Mennesker for Børne-Koppers Smitte for Fremtiden. Efter alle de Forsøg, som ogsaa i dette Aar ere anstillede, ved at udsætte dem, som have overstaaet Vaccinen for Smitten af de naturlige Kopper, som paa adskillige Steder grasserede, og ved at indpode dem med de naturlige Kopper, er endog ikke en eeneste smittet, naar de have havt de sande Vacciner, eller ikke før Vaccinationen have været smittede af de naturlige Kopper. De Vaccinerede, hos hvilke Vaccinerne ikke have fulgt den sædvanlige bestemte ordentlige Gang, hvilket følgelig kunde give Formodning om, at de vare falske og ikke værnede for de naturlige Kopper, har Commissionen tilraadet igien at vaccinere, hvilket man haaber at være saa vidt mueligt iagttaget. Ved enkelte Individer har imidlertid ogsaa igientagen Vaccination, selv med frisk Materie fra Arm til Arm, ikke frembragt Vaccinen. Disse maa formodes enten allerede at have overstaaet de naturlige Kopper, eller ogsaa at henhøre til de sieldne Subjecter, som aldeles ikke modtage Koppe-Smitten.

Fra Grønland er Commissionen tilmeldet, at Vaccinationen under en stræng Kulde ikke slaaer an; saa har Commissionen ogsaa bemærket, at Vaccinens Gang er om Vinteren, og naar de Vaccinerede udsætte sig for Kulde, langsommere end om Sommeren. Commissio-


80

nens egne Erfaringer, saavelsom alle indkomne Beretninger stemme ogsaa i dette Aar deri overeens, at Vaccinationen ikke er forbunden med noget betydeligt Tilfælde enten paa Indpodnings-Stedet, naar det ikke paa en eller anden Maade bliver irriteret, eller paa de øvrige Dele af Legemet, naar man i Særdeleshed søger at forekomme, at de Vaccinerede, og især Børn, ikke letteligen kunne komme til at kløe Vaccinen eller Vaccinations-Stedet, hvorved Vaccine-Materien kunde blive forplantet til andre Steder af Legemet, saasom Øinene med videre, og farlige Tilfælde paafølge, hvilket dog kan forekommes ved at ombinde Trøjen neden til paa Armen med et Baand. Man har heller ingen Mistanke om, at andre Sygdomme ere ved Vaccinationen blevne frembragte. Det Udslæt, som af og til er en Følge af Vaccinen, er sædvanligen af den Beskaffenhed, at det enten inden kort Tid gaaer bort af sig selv, eller ved simple Midlers Brug letteligen helbredes, undtagen naar en skrophuløs eller rachitisk Konstitution uden Medvirkning af Vaccinen kunde give Anledning dertil.

Man har ogsaa i dette Aar saa meget mueligt efter den over alle vaccinerede holdte General-Protocol, søgt at følge de Vaccineredes Mortalitet, og fundet: at den aldeles ikke overstiger den sædvanlige Dødelighed paa de forskiellige Steder efter de tilfældige Epidemier, som herskede.

Commissionen har ikke havt nogen Anledning til offentligen at fraraade Indpodningen af de naturlige Kopper, deels fordi disse, som her i Staden i en lang Række af Aar bleve ved idelig Indpodning vedligeholdt, nu ere sieldnere, deels fordi ikke letteligen nogen Læge eller


81

noget Individ vil, efter Vaccinationens Opfindelse, fristes til at foretrække den besværligere og farligere Indpodning af de naturlige Kopper for Vaccinationen, der frembyder den samme Sikkerhed for Smitte i Fremtiden. Indpodningen af de naturlige Kopper synes derfor at ville af sig selv bortfalde.

Endskiøndt ingen Efterretning derom er til Commissionen indløben, saa har den dog øinet Mueligheden af, at nogen, som har havt falske Vacciner, kunde blive anstukket af de naturlige Kopper, hvilket kunde svække Publikums Tillid til denne velgiørende Opfindelse; man har derfor vedblevet, at giøre saa vel Læger, som andre, der have paataget sig Vaccinationen, opmærksomme paa de tydelige Kiendetegn af de sande og falske Vacciner, tilraadet dem, naar Stedernes Frastand og andre Omstændigheder tillode det, for det mindste eengang mellem den 7de og 10de Dag at undersøge de Indpodede, og at igientage Indpodningen, saasnart Sygdommen ikke fandtes at gaae den bestemte faste og sikkre Gang, som den pleier at følge. Saa har man ogsaa fremdeles giort Vedkommende opmærksomme paa, ikkun at betiene sig til Indpodningen af de Kopper, som man vist erkiender for de rette, saa tidlig, som den klare Fugtighed samler sig under Overhuden paa Indpodnings-Stedet, og at man ikkun tager denne Materie af sunde Børn, som især ikke laborere af Sygdomme i Huden og Kiertelsygdomme.

Endelig har Commissionen ogsaa i dette Aar erfaret, at Vaccine-Materien ved igientagen Indpodning ikke taber sine specifisk anstikkende og specifisk virkende Kræfter, og at Frastanden fra den oprindelige Kilde af


82

Vaccine-Materien ikke frembringer den mindste Forandring i Naturen eller Tilfældene af denne Sygdom. Den fra Engelland tilsendte Materie har nu siden 6te Julii 1801 hver 9de Dag gaaet iginnem 92 Individer, og Sygdommen er dog aldeles ligesaa tydeligen charakteriseret, som i Begyndelsen af Vaccinationen i Danmark, saa at man med Sikkerhed kan antage, at den aldrig vil eller kan udarte, men at den altid vil fremvirke den samme Sikkerhed og Betryggelse for Børne-Kopper, som den nu viser.

Saaledes haaber Commissionen allerunderdanigst at have efterkommet deres kongelige Majestæts allernaadigste Befaling om at samle Erfaringer om Vaccinationen, og efter disses Resultater at fremvirke dette Middels Anvendelse i de danske Stater. Commissionens Medlemmer vare i Begyndelsen af Vaccinationen ikke indtagne for denne Opfindelse, deres Alder og Stilling tillode dem ikke at accipere Nyeheder, hvorved man, desværre, alt for ofte misledes og bedrages; de have derfor behandlet denne Sag med den mistænkeligste Varsomhed og den største Forsigtighed, men Følgen har overgaaet endog Commissionens varmeste Forventninger. Commissionen har hos de fleste Læger, mange værdige Geistlige og Skolelærere, samt derforuden hos adskillige høie Øvrigheds og Stands-Personer samt civile Embedsmænd, forefundet den største Velvillighed og Iver for denne Sag; saa mange have fremmet den med ikke ubetydelige Opofringer af Tid, Umage og Bekostninger, og mange have udmærket sig ved et betydeligt Antal af Vaccinationer uden Bekostninger for de Indpodede. Alle Efterretninger uden Undtagelse have været til Fordeel for


83

denne Opfindelse. Antallet af de i tvende Aar Vaccinerede i de danske Stater er, i Hensyn til Folkemængden og Landenes Størrelse, maaskee større end paa noget andet Sted i Europa, og fra mange Steder ere Indberetningerne endnu ikke indkomne. Vi tør saaledes smigre os med det Haab, at deres Majestæts velgiørende Hensigt ved at anordne Commissionen nu findes opfyldt, og indstille derfor til deres Majestæts allernaadigste Befaling, om den bestandige og vedvarende Omsorg for Vaccinationens videre Fremgang nu maatte henlægges undet det kongelige Sundheds-Collegium, til hvilket alt, hvad der henhører til den offentlige Sundheds-Pleie, er anbefalet. I dette Tilfælde maae vi udbede os allernaadigst tilladt at tilføie nogle Anmærkninger og Forslage, som kunde sikkre Vaccinationens Gang i Fremtiden og frembringe varig Nytte for Staten og det Almindelige.

1. Det vil være nødvendigt, at den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden, som hidtil er fremgaaet under Commissionens Bestyrelse, herefter maatte vedblive, deels for at vedligeholde Vaccinationen her i Staden, og deels for, efter Anmodning, at kunne afsende Vaccine-Materie til alle Stederne i Rigerne. Uden denne Indretning ville den paalidelige Materie, vi nu eie, inden kort Tid uddøe, og Vaccinationen standse og ophøre, hvilket paa de fleste Steder vilde have været Tilfældet, dersom de ikke vare blevne forsynede herfra Staden; og til disse Hensigters Opnaaelse haaber Commissionen deres Majestæts allernaadigste Understøttelse.

2. Den Vaccine-Materie, som hidtil allene er anvendt til Indpodning i de danske Stater, kiende vi nu af egen Erfaring for den genuine, milde, uskadelige Koe-


84

Koppe Materie, som allene befrier for Børne-Koppers Smitte i Fremtiden. Vi holde det derfor til Vaccinationens faste og sikkre Gang i Fremtiden for nødvendigt, at conservere denne Materie med den yderste Nøiagtighed, da Erfaringen har viist, at den ikke udarter ved at gaae igiennem mange Individer, men altid fremvirker den samme Sikkerhed og Betryggelse for Børne-Kopper. Commissionen har derfor ikke engang vovet at opmuntre til de Forsøg, som nogle af Lægerne har anstillet med at indpode fra Mennesker til Køer, og fra disse igien til Mennesker, hvorved mueligen Vaccinens sikkre og gode Gang kunde forandres. Commissionens Medlemmer kiende selv ikke alle de forskiellige Arter af Koe-Kopper, undtagen af andres Beretninger, da de ægte ikke hidtil ere fundne i Landet, og findes ikkun i visse Aar i en Deel af Engelland, en Deel af Holsteen og faae andre Steder. At de Koe-Kopper, som findes hos Malkekøer, som ere blaaagtige eller blyfarvede, og som hos Køerne gaae den samme milde Gang, som efter Indpodningen hos Mennesker, værne for Børne-Kopper, er en simpel Erfarings-Sag, som i mange Generationer har været bemærket baade i Holsteen og Engelland, og findes i adskillige ældre Skrifter anført. Det var Dr. Jenner forbeholdet at nytte disse Erfaringer og at anvende dem til Lykke for Menneskeheden, ved Indpodningen. De andre Arter af Koekopper ere aldeles blottede for slige Erfaringer, og Commissionen anseer de Forsøg, som ved disse maatte anstilles hos Mennesker, for meget vovelige og farlige. Det er uberegneligt, hvilke onde Følger der mueligen kunde frembringes, ved at indbringe et ubekiendt fremmed dyrisk Sygdomsstof i det men-


85

skelige Legeme ved Indpodningen. Vi haabe, at den paalidelige Vaccine-Materie, som vi eie, vil ved vedvarende Opmærksomhed ikke letteligen her kunne mangle; i dette Tilfælde vilde man være nødt til, om den tørrede Materie ikke anslog, at forskrive nye Materie fra andre Steder, hvilket vil være forbundet med Usikkerhed og Vanskelighed, samt giøre en nye Begyndelse af Forsøg nødvendig.

3. Endskiøndt et ikke ubetydeligt Antal af Deres Majestæts Undersaatter er ved Vaccinationen befriet for at blive smittet af Børne-Kopper, saa udgiør dette Antal dog kun en saare liden Deel af dem, som kunde trænge til dette Sikkerheds-Middel, og hvis Liv og Helbred kunde, under paakommende Koppe-Epidemier, ved Vaccination blive bevaret. Fordomme, Eenfoldighed og Letsindighed lægge paa mange Steder uovervindelige Hindringer i Veien for dette Middels Anvendelse. Det er derfor meget at ønske, at grundig Oplysning om de Pligter, enhver skylder sig selv og Staten, til at befrie sig for rimelig Livsfare, maatte være saa almindelig som mueligt. Adskillige værdige Geistlige have med en ædel Varme anbefalet Vaccinationen i deres Prædikener, og givet derved et roesværdigt Exempel til Efterfølgelse af andre. Skolelærerne kunde i Almindelighed opmuntres til at forestille deres Disciple den Fare, som de ved dette lette og sikkre Middels Anvendelse kunde undgaae. Alle Confirmander uden Undtagelse kunde det paalægges som en moralsk Pligt, at undgaae en dræbende Sygdom, hvorved saa mange Millioner Mennesker ere berøvede Staten samt deres Venner og Medborgere. Ved enhver Barne-Daab kunde Præ-


86

sterne enten mundtlig eller ved trykte Sedler opmuntre Forældrene eller Slægtningerne til at lade Børnene vaccinere. Vaccinationens Fordele kunde ved Calender og Folke-Skrifter blive almindelige bekiendtgiorte. Disse og lignende Oplysninger vilde vist paa de fleste Steder være af den forønskede Virkning.

4. Deres Majestæt ville af Commissionens Protocol over de vaccinerede erfare, at ikkun et saare lidet Antal af begge Militair-Etaterne, saavel som af Fattig-Stiftelserne, har benyttet Deres Majestæts velgiørende Foranstaltninger for dem, til at blive frit indpodede med Vacciner, dog synes det at være af megen Vigtighed, baade for at sikkre et saa betydeligt Antal af Mennesker for Smitte af Børne-Kopper, saa og at conservere saa meget vissere den rette Vaccine-Materie, som vi nu eie, og som Erfaringen har viist at være fuldkommen paalidelig. Saa velgiørende, som Vaccinationen ogsaa har viist sig, saa formoder Commissionen dog ikke: at Deres Majestæts Viisdom vil befordre Vaccinationen ved Tvangs-Midler; desuagtet vover Commissionen for Deres Majestæt allerunderdanigst at andrage paa, om ikke Soldater og Matroser, samt deres Børn og Rugdrenge, Almisse-Lemmer, Pleie-Børn, saavelsom enhver, der nyder offentlig Opdragelse, Understøttelse og Underviisning, og som ikke har havt de naturlige Kopper, eller er bleven vaccineret, maatte tilholdes at lade sig vaccinere, og at Regiments-Chirurgus Stebuss der hidtil har forestaaet den offentlige Vaccinations-Anstalt under Commissionens Opsyn, maatte bemyndiges til paa bestemte Steder at kunde requirere nogle Subjekter, især naar ingen andre havde meldt sig, hvorved den friske


87

Materie til Bortsendelse kunde conserveres.

Disse ere de Forslage, som Commissionen allerunderdanigst nedlægger for deres Majestæt, og ved hvilke vi troe, at Vaccinationens Gang for Fremtiden kunde sikkres og frembringe varig Nytte for Staten og det Almindelige, som Mortalitets-Listerne for dette Aar formodentlig nu allerede ville vise, endskiøndt Koppe-Epidemier have paa adskillige Steder hersket. Den nærværende Slægt yder allerede deres Majestæt sine Taknemligheds-Følelser for deres Børns og Venners Liv, som vilde have været et Offer for nærværende eller tilkommende Koppe-Epidemier, og Efterslægten vil velsigne en Regiering, ved hvis velgiørende Indretninger de danske Lande kunne blive den første Stat i Europa, som ikke havde noget af Koppe-Smitten at befrygte.

Paa denne Indberetning har det behaget Hs. Majestæt, ved det kongelige danske Cancellie, under 27 Januari 1804, at tilkiendegive Commissionen Hans særdeles Velbehag med den af Commissionen anvendte Iver, og tillige at befale, at Commissionen endnu et Aar skulde vedblive sine havte Forretninger m. v., hvorhos Hans Majestæt tillige har approberet Commissionens Forslage:

1. At den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden fremdeles maae vedblive, deels for at


88

vedligeholde Vaccinationen her i Staden og deels for at kunne efter Anmodning sende Vaccine-Materie til alle Steder i Rigerne.

2. At den nu havende Vaccine-Materie, hvis Ægthed er erkiendt nøiagtigen, conserveres.

3. At de Soldater og Matroser, samt deres Børn og de saakaldte Rugdrenge, Almisse-Lemmer, Pleiebørn, og enhver, der nyder offentlig Opdragelse, Understøttelse og Underviisning, og som ikke har havt de naturlige Kopper, eller er vaccineret, maae tilholdes, at lade sig vaccinere, samt at Regiments-Chirurg Stebuss her i Staden, der hidtil har forestaaet den offentlige Vaccinations-Anstalt under Commissionens Opsyn, maae bemyndiges til, paa bestemte Steder at kunne requirere nogle Subjecter, især naar ingen andre have meldt sig, hvorved frisk Materie til Bortsendelse i Provindserne kunne conserveres; hvilken allerhøieste Resolution er bleven communiceret det kongelige Admiralitets- og Commissariats-Collegium, det kongelige Generalitets- og Commissariats-Collegium og Directionen for Kiøbenhavns Fattigvæsen, saavidt dem vedkommer. Admiralitetet har tillige befalet, at intet

 


89

Barn maa antages som Rugdreng, førend det er blevet vaccineret.

Vaccinations-Commissionens 3die Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1804.

Da Deres Majestæts allernaadigste Resolution af 27 Januari 1805 har befalet, at Commissionen endnu for et Aar skulde vedblive, saa er den ogsaa i det 3die Vaccinations-Aar gaaet frem med al den Virksomhed og Anstrængelse i at befordre denne vigtige Sag, som dens velgiørende Indflydelse paa Staten, og deres Majestæts Befaling til Commissionen, krævede. Alle i dette Aar vaccinerede ere ogsaa indførte i deres dertil indrettede Protocoller, saa at Navne, Alder, Boepæl, og om nogen særdeles Omstændigheder have mødt under og efter Vaccinationen, til alle Tider deraf kunne erfares. Commissionen har ogsaa i dette Aar forsynet ikke allene de danske Stater, men ogsaa fremmede Stater, med Vaccine-Materie, da i det sidst forløbne Aar fra Commissionen er bortsendt 480 Glas med Vaccine-Materie, 230 til Danmark, 117 til Norge, 39 til Hertugdommene, 30 til Island, 30 til Grønland, 4 til China, 8 til Ostindien og 22 til Sverrige. Commissionen har vedblevet at uddele den trykte Efterretning om Vaccinationen med tilføiede Kobbere, til Læger, Embedsmænd, Instituter og Selskaber, saa og til Colonierne, hvilken Uddeling endnu vedvarer.

Især sees i Kiøbenhavn Beviis paa Vaccinationens heldige Fremgang og Publikums tiltagende Tillid dertil, da allene i Vaccinations-Institutet paa det


90

chirurgiske Academie ere i det sidste Aar vaccinerede 1007 Personer, hvoraf den største Deel har frivilligen indfunden sig, andre ere dertil henviste fra adskillige af de praktiserende Læger i Staden, og nogle efter deres Majestæts allernaadigste Tilladelse fra offentlige Indretninger reqvirerede. Saa er ogsaa paa dette Institut 4 Handels-Assistenter, bestemte til Grønland, en Sysselmand, bestemt til Island, samt adskillige Præster, Studerende og andre, underrettede ikke alene i Operationen af Indpodningen, men ogsaa i at følge Vaccinens Gang, og at skiælne de ægte Vacciner, som sikkre for Børne-Kopper, fra de uægte. – De Vaccineredes Tal, hvorom Indberetninger ere indkomne, er ellers tydeligen mindre end i det forrige Aar, hvilket dog Commissionen ikke saa meget tilskriver, at et mindre Tal af Subjecter er vaccineret, som at Indberetningerne derom endnu ikke ere indkomne, da Commissionen i dette Aar ikkun har modtaget 85 og derimod i det forrige Aar 171 Anmeldelser.

Ved tvende Subjecter udbredte Rygtet her i Staden, at de efter Vacciner havde faaet de naturlige Kopper, men ved nøiere Undersøgelse fra Commissionens Side fandtes: at disse vare anstukne ikke af de sande Børne-Kopper, men af de falske eller Vand-Kopper. – Unge og Gamle, Sunde og Sygelige, saavelsom Frugtsommelige, ere ogsaa i dette Aar vaccinerede med lige Held, og uagtet de igientagne Opfordringer i de offentlige Blade, er ikke en eneste Indberetning til Commissionen indkommen om, at Vaccinationen har efterladt sig Følger, eller foranlediget skadelige Virkninger i Konstitutionen. Commissionen har ogsaa i dette Aar erfaret, at Vaccinationen ved igientagen Indpodning ikke taber sin specifisk


91

anstikkende og specifisk virkende Kræfter, og at Frastanden fra den oprindelige Kilde af Vaccine-Materien ikke frembringer den mindste Forandring i Naturen eller Tilfældene af denne Sygdom. materien har nu siden 6te Julii 1801 gaaet igiennem 142 Individer, og Sygdommen er til denne Dag ligesaa tydeligen charakteriseret, som i Begyndelsen af Vaccinationen i Danmark, saa at Commissionen troer at kunne med Sikkerhed antage, at den, saa længe man med Omhyggelighed bevarer den, aldrig vil eller kan udarte, at den altid vil fremvirke den samme Betryggelse for Børne-Kopper, som den nu viser, og at man ikke letteligen vil blive sat i den Nødvendighed at tage sin Tilflugt til Køernes Kopper. Deres Antal, som i dette Aar er indberettet at være vaccinerede i de danske Stater, beløber sig til 7985, og Antallet af de i de sidste 3 Aar vaccinerede Personer, i alt til 28,966 Personer. Endnu i dette Aar er her i Staden angivet 13 Personer at være døde af Børnekopper, hvis Liv, og maaskee fleres Helbred, kunde ved Vaccinationen endnu have været bevaret. Paa mange Steder lægge endnu Fordomme, endog blandt ellers oplyste Folk, Eenfoldighed eller Letsindighed uovervindelige Hindringer i Veien for dette Middels Anvendelse, hvilket vist vil kræve en virksom og stadig vedholdende Anstrængelse til at arbeide derimod.

Commissionen øiner endnu andre Omstændigheder, som mueligen kunde fremvirke: at Vaccinationen sieldnere blev anvendt, og maaskee i Tidens Længde kunde standse og aldeles ophøre. Nyhedens Tillokkelse, som saa ofte er en Kilde til nyttige og ligesaa ofte til skadelige Forsøg, begynder i Henseende til Vaccinationen at forsvin-


92

de; Vaccinationens Værd er nu ved Millioner sikkre Erfaringer bleven bestemt, og dens Virkninger henhører nu til Grundsætningerne i Lægevidenskaben; Vaccinationens Anvendelse er saa let og simpel, og Sygdommens Gang saa tydeligen bestemt og eensformig, at den neppe tillader nogen Forandring, Forbedring eller nye Bemærkninger, hvilket mueligen kunde med Tiden foranledige en Lunkenhed i dette Middels Anvendelse. De Vaccineredes Tal maae nødvendigen formindske de naturlige Koppers Virkning i paakommende Epidemier af denne Sygdom; de talende Beviser for Vaccinationens Værd, at Forældrenes elskede Børn, Ægtefællens ømme Mage, mange andres Slægtninge, Venner og Yndlinger, fortiente Mænd, hvis Alder og Evner kunde love Staten varig Hæder og Nytte, ei formedelst den, saaledes som hidtil er skeet ved de naturlige Kopper, blive bortrevne i Vaaren af deres Alder, ville med Tiden blive mindre indlysende; de mange Krøblinger, Blinde, Lamme, paa Siæl og Legeme svækkede, og deres udvortes Yndigheder ved de naturlige Kopper berøvede Mennesker ville da være sieldnere. Man vil da ikke have været Vidne til de skrækkelige Lidelser og Følger, som denne Sygdom frembringer, mindre kiende Faren, som ved Vaccinationen afværges; blive mere ligegyldig imod den og forsømme det eneste Middel, som med Sikkerhed værner imod denne skrækkelige Sygdom. – En Følge heraf vilde være, at man ogsaa vilde blive mindre agtsom med at conservere Materien, og derved siden, endog med den bedste Villie, giøre Vaccinationens Fremgang besværlig, om ikke umuelig, hvorved en tilfældig Koppe-Epidemie kunde blive ligesaa dræbende som tilforn. Dette synes at være


93

Tilfældet i adskillige Lande, hvor Vaccinationen, uagtet dens uimodsigelige Velgiørenhed, nu dog ikke saa meget bliver iværksat, som tilforn, og dette kunde ogsaa blive Tilfældet hos os, til ubodelig Skade for Staten og det Almindelige, om man ikke med vedvarende Kraft og virksom Anstrængelse arbeider derimod.

Commissionen holder sig forsikkret om, at Deres Majestæts Viisdom vil saa meget som mueligt afværge dette Uhæld fra de danske Stater, og udbeder sig derfor allernaadigst tilladt, at maatte tilføie nogle Anmærkninger, som kunde tiene til at sikkre Vaccinationens Gang i Fremtiden og virke varig Nytte for Efterslægten.

1. Vil det være nødvendigt, at den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden, som hidtil har fremgaaet under Commissionens Bestyrelse, maatte vedblive, deels for at vedligeholde Vaccinationen i Kiøbenhavn, og deels for, efter Anmodning, at kunde afsende Vaccine-Materie til alle Steder i deres Majestæts Stater. Efter de i Følge af Commissionens forhen indgivne Forslage allernaadigst bestemte Anordninger, vil denne Vaccine-Materie her neppe nogensinde kunne mangle; uden denne faste og varige Indretning vilde den paalidelige Materie, som vi nu eie, derimod inden kort Tid uddøe, og Vaccinationen standse og ophøre. Til disse vigtige Hensigters Opnaaelse haaber Commissionen derfor deres Majestæts vedvarende allernaadigste Understøttelse.

2. Commissionen har i den Tid, Vaccinationen har fremgaaet i de danske Stater, ikke sielden havt den ubehagelige Erfaring, at den afsendte Materie ikke har anslaaet, endskiøndt den paa det omhyggeligste paa forskiellige Maader, imellem hule og flade Glasplader, paa


94

Traad og Bomuld, paa Guldnaale og i tilsmeltede Glasrør var conserveret. Mueligen kunde den tørrede Materies mindre Virksomhed, eller og Mangel paa den nøieste og fornødne Opmærksomhed at anvende den tørrede og siden fortyndede Materie til Indpodning, have givet Anledning dertil; men vist er det: at denne Omstændighed noget har hindret Vaccinationens hastigere Fremgang. Commissionen har længe været betænkt paa, at hæve denne Vanskelighed; den har derfor giort Forsøg med at anvende den tørrede Skorpe (Eschara), som efter Indpodningen bliver tilbage, i en pulveriseret og dilueret Tilstand til Vaccinationen. Igientagne Erfaringer og Forsøg vilde vise Sikkerheden af denne Fremgangsmaade, der hidtil ved Vaccinations-Institutet er med Held anvendt. Vel er denne Skorpe, da den af og til ikke løsnes førend 5 til 6 Uger efter Vaccinationen, ikke til alle Tider let at erholde; men om denne Indpodnings-Maade skulde findes mere sikker end den med den tørrede Materie, vilde Mangelen paa frisk Materie dog derved nogenlunde kunne afhielpes. Imidlertid vil den friske Materie, som forplantes fra Arm til Arm, dog altid være sikkrere til Indpodningen, end enhver anden. Commissionen vover derfor for Deres Majestæt at andrage paa, at ogsaa Lægerne i Provindserne, paa samme Maade, som her i Staden ved Vaccinations Institutet allernaadigst er anordnet, maatte bemyndiges til at reqvirere nogle Subjecter blandt de Børn, som nyde offentlig Opdragelse, Understøttelse eller Underviisning, som ikke have havt de naturlige Kopper, og som ere sunde, ikke befængte med Fnat, andre Hud- og Kiærtel-Sygdomme, eller den engelske Syge, for at vaccinere


95

dem, og for at vedligeholde den friske Materie, hvorved man ikkun sielden vilde være i det Tilfælde, at trænge til den tørrede og længe conserverede til videre Anvendelse.

3. Deres kongelige Majestæts allernaadigste Bifald vil til alle Tider være en kraftig Opmuntring til ædle og gode Handlinger; de værdige Mænd, som med den meest liberale Anstrængelse have udmærket sig i at fremme Vaccinationen med Opofring af Arbeide, Tid og Penge, vilde vist opmuntres til at vedblive deres ædle Bestræbelser, naar de maatte nyde Beviis paa Deres Majestæts Velbehag i Forhold til deres Bestræbelser. Iblandt disse kan Commissionen ikke forbigaae at nævne Kiøbmand Esbensen her af Staden, som paa egen Bekostning har antaget og lønnet en Chirurg, besørg et hans Reise til og fra Finmarken, hvor han, efter at han herfra var forsynet med et Forraad af Vaccine-Materie og Vaccinations-Naale, har opholdt sig nogle Maaneder, og ikke allene med Held har vaccineret 210 Personer, men ogsaa underviist adskillige i den derved brugelige Fremgangs-Maade. Saa fortiene ogsaa Missionair Rosenvold og Assistent Schytte i Grønland her at nævnes; da de nemlig i September f. A. havde opdaget, at en Grønlænderinde ved Colonien Friderichshaab var bleven angreben af de naturlige Børne-Kopper, have de, tilligemed Kiøbmand Muus, strax føiet Anstalt til hendes Tælts Indsperring, hvilken Vagt de vedligeholdt, indtil Vaccinerne havde slaaet an paa Stedets Grønlændere, som da alle vare vaccinerede, og af hvilke bemeldte Assistent Schytte har vaccineret de 222 og Katechet Bech 30; hvilket har havt den gode Virkning, at ingen


96

flere af Stedets Grønlændere vare, da Beretningen herom afgik, blevne angrebne af Koppe-Smitten.

4. Det er upaatvivleligen inden for Grændserne af Sædelæren, og henhører til de almindelige moralske Pligter for Mennesket, at undgaae den Fare, som kunde forkorte Livet og giøre sig selv uduelig til at opfylde sin Bestemmelse. At nytte Vaccinationens velgiørende Virkning, henhører egentlig til de moralske Pligter, som enhver skylder sig selv og andre, men ogsaa til dem, som for det meste maae overlades til enhvers egen Følelse og Bestemmelse. Almuens Begreber ere for en stor Deel ikke saa øvede og klare, at de til alle Tider kunne betragte en moralsk Handling fra dens rette Synspunkt; de trænge som oftest til Veiledning, og denne kan vel aldrig paa en mere kraftig og virksom Maade erholdes, end ved Religionens og Sædelærens Lærere: de Geistlige, som ogsaa paa mange Steder have bidraget til Vaccinationens Fremme i Danmark og Norge. Commissionen har derfor allerede forhen under 31 December f. A. allerunderdanigst ytttret det Ønske, at Exemplet af nogle værdige Geistlige, som med ædel Varme have i deres Prækener anbefalet Vaccinationens Fordele og opmuntret til dens Anvendelse, almindeligen maatte efterfølges og dette aarligen igientages; at Skolelærerne i Almindelighed maatte opmuntres til at forestille deres Discipler den Fare, de ved dette lette og sikkre Middels Brug og Anvendelse kunde undgaae; at det maatte paalægges alle Konfirmander uden Undtagelse, som en moralsk Pligt, at undgaae en dræbende Sygdom, hvorved saa mange Millioner Mennesker er berøvede Staten, samt deres Venner og Medborgere; og at endelig Præsterne ved hver


97

Barne-Daab enten mundtlig eller ved trykte Sedler maatte opmuntre Forældrene, Slægtningerne og Vidnerne ved Daaben, til at sørge for Barnets Vaccination. Commissionen holder det for sin Pligt at igientage dette Ønske, overbeviist om, at det Anførte vilde bidrage meget til Vaccinationens Fremme, og Børne-Koppe-Smittens Formindskelse. Paa adskillige Steder er alt dette med Nytte anbefalet og indført, og her i Staden have de værdige Geistlige af den reformerde og af den roman-katolske Menighed uopfordrede vedtaget med ædel Varme for Menneske-Vel, ved Underviisningen af Konfirmander og ved Barne-Daab, paa det kraftigste at opmuntre til Vaccinationens Anvendelse.

5. Troer Commissionen: at Forordningen af 12 April 1782 for Danmark og Cancellie Placaten af 3 Januari 1791, samt Cancellie-Skrivelserne af 2 Maji 1789 og 29 Januari 1791 for Norge, maatte paa det strængeste anvendes paa dem, som blive angrebne af de naturlige Kopper, i Henseende, saavel til Forhindring af al Samqvem med de Anstukne, undtagen de, som vare vaccinerede eller havde havt de naturlige Kopper; som til Begravelses-Maaden, Renselsen af deres Gang- og Sengeklæder m.v., hvilket vi haabe vil finde deres Majestæts allernaadigste Bifald. Dette vilde da forudsætte, at naar nogen blev angreben af de naturlige Kopper, maatte det, maaskee endog under Straf og Mulkt, strax tilmeldes den Læge, til hvem Opsyn over Medicinal-Politiet er betroet, som ved Øvrighedens Hielp strax maatte bringe allerhøistbemeldte Forordning eller fornævnte Placat om smitsomme Sygdomme til Anvendelse. Upaatvivleligen have Kopperne bortrevet langt flere Mennesker end


98

Pesten, og det synes derfor aldeles ikke urigtigt at anvende lignende Midler mod Koppernes Udbredelse, hvorved ogsaa upaatvivleligen Vaccinationens Fremgang vilde befordres.

6. Troer Commissionen: at det vilde være særdeles nyttigt, og foreslaaer derfor allerunderdanigst, at autoriserede eller stemplede Blanquetter til alle Steders Øvrigheder maatte forsendes for at uddeles til dem, som befatte sig med Vaccinationen. Disse Blanquetter kunde efter Commissionens Formening være af følgende Form og Indhold:

Koekoppe Indpodnings Attest

N. N. født i [til udfyldning] og boende i [til udfyldning], [til udfyldning] Aar gammel, er af mig underskrevne i Aaret [til udfyldning] d. [til udfyldning], indpodet med ægte Koekopper, og har ordentlig igiennemgaaet de ægte Koekopper, som betrygger ham for Børnekopper i Fremtiden, hvilket herved paa Ære og Samvittighed bevidnes af
den [til udfyldning] 18 [til udfyldning]

N.N.
Embeds Titel

Disse Attester maatte da gives til alle dem, som vare vaccinerede, men ikkun til dem, hvis Vacciner den 8de, 9de eller 10de Dag efter Vaccinationen vare befundne at være genuine og ægte. Denne Indretning vilde endnu medføre en anden Nytte. Commissionen har i dens forrige Indretning anført, at iblandt det store Antal af Vaccinerede, mueligen kunde være en Deel, som formedelst Stedernes Frastand ikke kunde følges, og Koppernes Tilstand imellem den 7de og 10de Dag bemærkes, og at iblandt disse kunde findes nogle, som have


99

havt falske Kopper, der ikke sikkre for Smitten af Børne-Kopper. Ved tilfældige Koppe-Epidemier vilde disse sidste blive smittede med denne Sygdom, og Tillid til Vaccinationen derved svækkes. Attesterne vilde hindre denne ugrundede Mistanke imod Vaccinationens velgiørende Virkning, og mange vilde for at erholde Attester frievilligen indfinde sig hos Vaccinateuren, for at lade Vaccinens Tilstand undersøge.

7. Endelig holder Commissionen det for meget vigtigt til Vaccinationens faste og varige Fremgang i de danske Stater, at alle Steder maatte forsynes med duelige og øvede Vaccinateurer; for at opnaae dette Øiemed, har det chirurgiske Academie og det medicinske Facultet forenet sig om, ikke at antage nogen Candidat til Examen, som ikke med Attest kunde bevise, at have paa Vaccinations Institutet eller under andre erfarne og bekiendte Lægers Anførsel øvet sig i Manuellet af denne Operation, og at have med Nøiagtighed fulgt Sygdommens Gang hos de Vaccinerede. Alle Candidater blive derfor ogsaa nu examinerede i denne Deel af Lægevidenskaben. Saa har Commissionen og foranstaltet enkelte Giordemødre underviste i Vaccinationen, naar de dertil syntes at have fortrinligt Anlæg.

Paa denne Commissionens allerunderdanigste Indberetning, har det behaget hans Majestæt under 23 April at resolvere, og at lade ved det kongelige danske Cancellie tilkiendegive:

1. At den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden fremdeles skal vedblive, deels for at ved-


100

ligeholde Vaccinationen i Kiøbenhavn, deels for, efter Anmodning, at kunne afsende Vaccine-Materie til alle Steder i Hans Majestæts Lande.

2. At de i Provindserne beskikkede Medici og Chirurgi bemyndiges til at reqvirere nogle Subjecter blandt de Børn, som nyde offentlig Opdragelse, Understøttelse eller Underviisning, hvilke ikke have havt de naturlige Kopper, og ere sunde, for at vaccinere dem og derved vedligeholde den friske Materie.

3. At Kiøbmand Esbensen her i Staden skal, til Beviis paa hans Majestæts Velbehag med hans ivrige Bestræbelser for Vaccinationens Fremme, erholde Medaillen pro Meritis i Guld, og Missionair Rosenvold og Assistent Schytte, i samme Øiemed, en lige Medaille i Sølv.

4. At det skal være Geistlighedens Pligt, saavel ved Barnedaab og Confirmation, som andre passende Leiligheder, at opmuntre Vedkommende til Vaccinationens Benyttelse.

5. At naar nogen bliver syg af de naturlige Kopper, hvad enten Koppe-Sygdommen kommer ved Inoculation eller af anden Aarsag, skal der, saavel under Sygdommen, som i Tilfælde af Døds-


101

fald, i et og alt forholdes efter Forordningen af 17 April 1782 for Danmark, og Placat af 3 Juni 1791 for Norge, om smitsomme Syge.

6. At autoriserede eller stemplede Blanquetter skal forsendes til alle Steders Øvrigheder, for at uddeles til dem, som befatte sig med Vaccinationen; og at disse Blanquetters Form og Indhold skal være saaledes, som af Commissionen i dens Indberetning er foreslaaet; samt at slige Attester ikke maae gives til andre, end dem, hvis Vacciner den 8de, 9de eller 10de Dag efter Vaccinationen vare befundne at være genuine eller ægte.

7. At det skal være Pligt for alle Medici og Chirurgi, naar de første Gang befordres, at fremlægge Beviis om deres Duelighed til at vaccinere; og

8. At Vaccinations-Commissionen indtil videre skal vedblive de samme overdragne Forretninger.

Allerhøustbemeldte Hans Majestæt har derhos end videre allernaadigst resolveret saaledes:

Vi ville: at Vaccinations-Commissionen tilkiendegives Vort allerhøieste Velbehag med


102

dens ligesaa nidkiære som heldige Bestræbelser for denne vigtige Sags Fremme.

Vaccinations-Commissionens 4de Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1805.

Ifølge af deres Majestæts allernaadigste Befaling, har Commissionen vedblevet i det forløbne 4de Vaccinations-Aar at udbrede Vaccinationen. Saaledes er de Vaccineredes Tal i det forløbne Aar 23155, som i Protocollen er indført, og for alle 4 Vaccinations-Aar 52155; hvilket Tal nok endnu kan antages større, da Commissionen med Vished veed, at ikke alle Lister, af dem, som befatte sig med Vaccinationen, ere indsendte. Det har ogsaa i dette Aar til Vaccinationens Fremme været nødvendigt, at Commissionen fra det offentlige Vaccinations-Institut har maattet afsende 623 Portioner Vaccine-Materie og Vaccine-Skorper i Glas, til de Læger, Geistlige og andre, som i det 4de Vaccinations-Aar med ædel Velvillighed og Uegennyttighed have paataget sig Indpodningen. Saaledes er fra Commissionen ved Regiments-Chirurg Stebuss afsendt til Danmark 296 Glas, til Norge 151, til Island 44, til Færøe 4, til Grønland 34, til Hertugdommene 68, til Sverrig 20 og til Tydskland 6 Glas, i alt, som meldt, 623 Portioner. Paa alle de Indpodede, paa enkelte Undtagelser nær, har Commissionen imodtaget specielle Lister efter det bekiendtgiorte Schema, hvoraf de Vaccineredes Alder, Boepæl, Forældre, Helbred, Indpodningsmaaden, samt de under og efter Vaccinationen mødte Omstændigheder kunne erfares. Foruden de i


103

dette Aar 23155 Indpodede, er endnu fra de i Hertugdommene stationerede militaire Chirurger indberettet 1187 Vaccinerede. Disse har Commissionen ikke her anført, da den formoder, at de, i xden her for det kongelige schlesvig-holstenske Sanitets-Collegium i Kiel anbefalede aarlige Indberetning, ville blive anmeldte.

Commissionen beklager meget at have ved Skrivelse fra den administrerende Direction for den kongelige grønlandske Handel af 13 December f.A., modtaget den ubehagelige Efterretning, at de Forsøg, som ere blevne anstillede med den ved forskiellige Skibe udsendte Materie, alle have været uden Virkning, og at følgelig for Vaccinationen i Grønland intet i dette Aar er udrettet. Commissionen haaber dog, at ved den friske Materie og Koe-Koppe-Skorpe, som til Foraaret bliver opsendt, hvorved den mueligst nøiagtige Forklaring om Omgangen dermed skal medfølge, sligt Uhæld for Fremtiden skulde forebygges.

I Finmarken har ved Amtmand Unmachs roesværdige Foranstaltning Districts-Chirurg Suhr giort en Reise til Øst-Finmarken, hvor han ved Hielp af Klokkeren I. Michelsen og Studiosus Sievertsen, som begge have viist udmærket Flid og Virksomhed ved denne Leilighed, ikke allene har indpodet 388 Personer, men ogsaa fortsætter sin Reise i dette Aar, saa at efter Amtmandens Indberetning hele Finmarken vil inden kort Tid blive conserveret i Fremtiden for de dræbende Børnekopper.

For at fremme Vaccinationen i Island har Commissionen ved Amtmand Thorarensens Godhed, faaet en islandsk Oversættelse af dens Underretning om Vaccina-


104

tionen, og ladet deraf 1000 Exemplarer deraf trykke, hvoraf et betydeligt Antal er tilsendt Stiftamtmændene, Amtmændene, Biskopperne og Lægerne, for at uddeles, med tilhørende Kobber iblandt Almuen, hvoraf de nyttigste Følger kunne ventes.

Ogsaa i det sidst afvigte Aar have mange værdige Mænd i og uden for Lægestanden med den roesværdigste og uegennyttigste Iver, samt med Opofring af egen Formue, og mange af dem under meget indskrænkede Vilkaar, paa den ædelste Maade fremmet Vaccinationen, uden hvilkes forenede Medvirkning Vaccinationen ikke vilde have havt den Fremgang i de danske Stater, som overgaaer endog Commissionens høieste Forventninger, især da endnu paa mange Steder falske Begreber og Fordomme fremvirke uovervindelige Hindringer for denne velgiørende Opfindelses almindelige Anvendelse, som ikkun ved en høi Grad af Klogskab, Menneskekundskab og vedholdende Iver for Sagen kan hæves. Især holder Commissionen sig forbunden til blandt disse værdige Mænd med Berømmelse at anmærke Sognepræst Friis til Allested i Fyen, som har i det sidst forløbne Aar vaccineret 1981 Børn: Provst Aschenberg til Moe Præstegaard i Øvre-Tellemarken, som ikke uden høist betydelig Umage har faaet Vaccinationen indført i de fleste Præstegiælde i Øvre-Tellemarkens Provstie, hvor et ikke ringe Antal er i de foregaaende Aaringer, efter de da skeete Indberetninger, blevet vaccineret, samt vedbliver at virke til dens Fremme, saa meget mueligt, ved Opmuntringer og Formaninger i tvende Præstegiælde under hans Provsti, hvor den formedelst Lunkenhed og Fordomme ikke er anbragt: Sognepræst Svitzer for


105

Reerslev i Siælland, som i sine egne og 13 andre Kirkesogne har i de foregaaende Aaringer indført Vaccinationen, og paa egen Bekostning giort Reiser til disse Sogne for at see hvorledes Vaccinerne ansloge, samt vedbliver endnu at virke til Vaccinationens Fremgang. Med Fornøielse har Commissionen ogsaa modtaget en nøiagtig og detailleret Efterretning af Professorinde Leganger, af hendes Mand indsendt, over de af hende indpodede, hvis Tal beløber sig til 492. Efter de mangfoldige saavel her i Landet, som paa andre Steder, anstillede Forsøg og Erfaringer, som ere Borgen for Vaccinationens Sikkerhed og Værd, kan Commissionen ikke andet end see med Fornøielse, at ogsaa værdige og oplyste Huusmødre antage sig denne almeennyttige Sag.

Commissionen har ved ofte igientagne Erfaringer overbeviist sig om, at Koppe-Skorpen, som efter Vaccinationen tilbagebliver, og sædvanligen den 21de Dag eller seenere efter Indpodningen affalder, kan, naar den friske Materie mangler, med Nytte og Sikkerhed til Indpodningen anvendes. En Underretning om Anvendelsen af disse Skorper til Indpodningen, har Commissionen ikke allene bekiendtgiort i de offentlige Blade, men ogsaa ved Bortsendelse af Materie hoslagt en trykt Underretning derom, hvorved Conservationen af Koppe-Materien betydelig vil lettes for Fremtiden; ogsaa har Commissionen fra forskiellige Steder modtaget Efterretninger om den heldige Anvendelse deraf. Undertegnede Professor Viborg har iligemaade med Nytte anvendt Koppe-Indpodningen med de tørre Skorper ved adskillige Huusdyr, og har desuden det grundede Haab, at Vaccinationen vil frembyde et sikkert Middel mod Faare-


106

og Svinekopper, som for disse Dyrarter ofte ere saa ødelæggende.

Resultatet af Commissionens Erfaringer, som ogsaa i dette Aar ere fulgte med den mueligste Nøiagtighed, er ligesaa heldig og opmuntrende, som de, hvilke Commissionen forhen for Aarene 1802, 3 og 4 allerunderdanigst har indberettet. ikke en eneste Omstændighed er for Commissionen anmeldt, som kunde kaste end den mindste Skygge paa den nu fuldkommen afgiorte Sandhed, at Vaccinationen sikkrer for bestandig for Børne-Kopperne; Ikke en eneste Bemærkning, hvor skadelige Følger paa de Indpodedes Helbred have yttret sig; og endelig ikke en eneste Erfaring, som kunde give Mistanke om, at iblandt de mange værdige Mænd uden for Lægestanden, som have udøvet Vaccinationen, denne velgiørende Operation var misbrugt, eller paa nogen skadelig Maade anvendt. Ogsaa har Vaccinationen, saavel her i Kiøbenhavn, som paa andre Steder, paa den meest fyldestgiørende Maade opfyldt sin velgiørende Hensigt. Paa nogle Steder har i dette Aar viist sig naturlige Børnekopper, hvilke dog ved en almindelig Vaccination af alle de i Huset værende Børn, som ikke endnu havde havt Børnekopper, og ved Røgning med mineralske Syredampe blev standset. Vel er Rygtet om Børnekopper adskillige Gange udbredt, men ved nøiere Undersøgelse er det befundet, at de Syge vare befaldne med falske, aldeles ikke de genuine Børnekopper. I Kiøbenhavns Dødeliste er 5 anførte at være døde af Børnekopper. Stads-Physikus Dr. Scheel har herom meddeelt Commissionen følgende Oplysning, at alle disse 5 var spæde Børn, hvoraf eet var død under Dentitonen


107

af Krampe, og de saakaldte uægte Kopper, den anden af 14 Ugers tærende Sygdom med Bylder paa Halsen, og den tredie af igientagne epileptiske Tilfælde, uden ringeste Udslet eller andre Tilfælde, som kunde give Anledning til at formode Barnet at være død af Børnekopper; om de 2de andre har ingen paalidelig Efterretning været at indhente, saa at man kan formode, at i Kiøbenhavn og dets Forstæder ikke en eneste er død af Børnekopper, hvilket efter de offentlige Blade neppe er Tilfælde i nogen anden Hovedstad i Europa.

At Vaccinationens gode Fremgang, ved Deres Majestæts vise Foranstaltninger, har allerede frelst mange, som ellers vilde have blevet et Offer for de dræbende Børnekopper, sees tydeligt deraf, at fra 1779 til 1801, ere i Kiøbenhavn efter de offentlige Mortalitets-Lister 5517 Mennesker døde af Børnekopper, i hvilke 22 Aar den mindste Mortalitet har været 35 og den største 715, da derimod siden Vaccinationens Indførsel ikkun enkelte ved denne Sygdom er bortrevne.

Den samme Materie er fra 1801 bestandig vedligeholdt; den er nu gaaet igiennem 182 Individer, og Sygdommen er til denne Dag ligesaa tydelig charakteriseret, som i Begyndelsen af Vaccinationen i Danmark. Man kan deraf med Sikkerhed slutte, at den, saalænge den med Omhyggelighed bevares, aldrig vil eller kan udarte, eller dens velgiørende Virkning svækkes. Vel har Professor Viborg fundet, at der er Analogie mellem Melk-Materien og Smitten af de ægte Koe-Kopper, desuagtet kan Commissionen dog ingenlunde tilraade at anvende Melkmaterie til Indpodning paa Mennesker, men allene holde sig til den hidtil anvendte og prøvede


108

Koekoppe-Materie. De allernaadigst anordnede Attester, hvormed de, som befatte sig med Vaccinationen af Øvrigheden forsynes, ere uddeelte til dem, som have ladet sig syne mellem 8de og 9de Dag, efter Indpodningen, og hvis Kopper ere befundne at være de ægte.

Saaledes haaber Commissionen ogsaa i det forløbne Aar at have efterkommet Deres Majestæts allernaadigste Befaling, at udbrede Vaccinationens velgiørende Indflydelse.

Commissionen paatvivler aldeles ikke: at Koppesmitten vil ved Vaccinationen fremdeles bortfiernes fra de danske Stater, naar Deres Majestæts allernaadigste Befaling af 8de Martii forrige Aar, som ved Cancellie Placat af 19de April f. A. blev bekiendtgiort, med den strængeste Nøiagtighed paa alle Steder følges, og naar enhver, som bliver angrebet af Børnekopper, strax for vedkommende Læger og Øvrighed anmeldes.

Paa foranførte allerunderdanigste Indberetning, som ved det kongelige danske Cancellie under 1ste Maji 1806 er Hans Majestæt foredraget, har det behaget Allerhøistsamme at tilkiendegive Vaccinations-Commissionen sit allernaadigste Bifald og Tilfredshed med dens Arbeider og Bestræbelser, hvorved denne for Menneskeheden velgiørende Sag har havt saa hældige Fremskridt.


109

Vaccinations-Commissionens 5te Indberetning til hans Majestæt Kongen for 1806 af 13de April 1807.

- - - Commissionen har ogsaa i dette Aar bestræbt sig for at udbrede og vedligeholde Vaccinationen, denne for Menneskeheden saa høist vigtige Opfindelse. Aarligen tiltager ogsaa Antallet af de værdige og for Fædrenelandet velsindede Medborgere, der ei allene vække Almuens Tillid til dette sikkre Forebyggelses-Middel mod de naturlige Kopper, men endog uden mindste Fordeel, ja endog med Opofrelse af egen Formue og Beqvemmelighed, iværksætte Vaccinationen i Provindserne, hvor den ellers, formedelst de der etablerede Lægers, deels Fraliggenhed og, deels Embeds-Beskiæftigelser, vilde have gaaet frem med langsommere Skridt. Derved har ogsaa de Vaccineredes Antal vundet en betydelig Tilvæxt, da i det 5te Vaccinations-Aar ere indpodede 23,465 og siden Vaccinationens Begyndelse i Danmark 75,586 Personer. Dette Tal kan nok antages at være endnu større, da Commissionen deels selv veed, deels af de indkomne Beretninger har kunnet slutte, at ikke alle de, der have befattet sig med Vaccinationen have indsendt Lister derom eller indberettet Antallet af de ved dem vaccinerede.

Ogsaa i dette sidste Aar har det til Commissionens Fremme været nødvendigt, at lade fra det offentlige Vaccinations-Institut her i Staden afsende 578 Portioner Vaccine-Materie, og Vaccin-Skorper i Glas. Saaledes er fra Commissionen ved Regiments-Chirurg Stebuss afsendt til Danmark 281 Glas, til Norge 150, til Island 34, til Færøerne 16, til Grønland 24, til Her-


110

tugdommene 33, til St. Croix 12, til Guinea 12, til Sverrig 12, til Java 4 Glas, i alt, som meldt, 578 Portioner.

Adskillige af de i Hertugdommene stationerede militaire Chirurger, have tilmeldet Commissionen Udfaldet af deres Bestræbelser for Vaccinationen i det sidst forløbne Aar, men Antallet paa de af dem vaccinerede er ikke inddraget i Commissionens Beretning, da samme vil blive anført i den Beretning, som det kongelige schlesvig-holstenske Sanitets-Collegium afgiver om Vaccinationens Fremgang i Hertugdommene.

Mange værdige Mænd i og udenfor Lægestanden have i det sidst afvigte Aar, ligesom i de foregaaende, med megen Held virket til Vaccinationens Udbredelse; saaledes er i benævnte Aar anmeldt vaccinerede af Læger 12,113; af Geistligheden og Skolelærerne 8923 og af andre 2429; saa at man vel med Tiden kan vente de Hindringer hævede, som Uvidenhed og Fordomme endnu paa enkelte Steder lægge i Veien for dette de naturlige Koppers Forebygnings-Middels almindelige Anvendelse. Heraf erfares: at ei allene Læger, men ogsaa adskillige Præster og andre, i Danmark og Norge meget betydeligen have fremmet Vaccinationen, hvilken Omhue nogle Præster endog have udstrakt til flere og andre Steder, end deres egne Menigheder; dette er saa meget roesværdigere, da dette ikke er skeet uden meget betydelig Uleilighed for dem selv, da de nemlig paa disse deres Reiser maae bruge egen Befordring af Mangel paa offentlig. Meget vilde det derfor bidrage til Vaccinationens Fremgang, om saavel Læger som andre, der i Provindserne udøve denne Indpodning, maatte til saadanne Reiser, der dog sigte


111

til det offentliges Nytte, og som de foretage uden nogen Slags Godtgiørelse eller Belønning for deres Umage, nyde frie Befordring, hvilket Commissionen holder sig forpligtet til, herved allerunderdanigst at foreslaae.

Commissionen kan ikke lade ubemærket, at den samme Iver, som den fra Øvre-Tellemarkens Provstie nu forflyttede Provst Aschenberg, har i Vaccinationens hele Epoke anvendt til dens Udbredelse i dette vidtløftige Provstie, hvor der ikke haves nogen Læge, anvendes ogsaa af hans Eftermand i Provstie-Embedet, hvis Virksomhed har giort, at for nærværende Tid ikkun faae uvaccinerede i dette Provstie er tilbage. Paa adskillige Steder i Danmark og Norge have de naturlige Kopper ogsaa viist sig i det forbigangne Aar, saasom i Nimherred under Aarhuus Stift, paa Øen Manø under Ribe Stift, i Lolland, i Christiania og i Nedre-Tellemarken, men deels Vaccinationens betimelige Anvendelse, deels ogsaa ved de Midlers Brug, som Cancellie-Placaten af 19de April 1805 i slige Tilfælde foreskriver, er Smitten af denne ødelæggende Sygdom bleven standset, endskiøndt det ikke har manglet paa Exempler, at de anbefalede Foranstaltninger er blevne overtraadte. I denne Henseende fordrister Commissionen sig allerunderdanigst at anføre, at der ingen bestemt Straf er fastsat, for Overtrædelsen af nysformeldte Placat, hvori allene henvises til tvende Lovsteder, det ene for Danmark og det andet for Norge, i hvilke ei heller findes nogen bestemt Straf anført i Overtrædelses Tilfælde. En arbitrair Mulct paa nogle faae Rigsdaler synes ei heller at svare til Hensigten; thi den, som modtvilligen, f.Ex. ved et Begravelses-Gilde


112

under en Epidemie overtræder Forskrivterne, agter neppe en liden Penge-Mulct; saa at allene korporlig Straf, eller en betydelig høi Penge-Mulct, synes at være det eneste, der i saadanne Tilfælde fuldkommen kan betrygge Medborgerne. Forordningen for Danmark og Norge, angaaende hvorledes med Heste, som ere angrebne med smitsom Syge, bør forholdes, af 28 November f. A. er heri strængere, og det med Ret, den bestemmer nemlig, for forsømt Afsondring af de med smitsom Syge behæftede Heste en Mulct fra 10 til 50 Rdlr., foruden Skadens Erstatning, naar Smitte derved udbredes. I det her omhandlede Tilfælde kan Skaden ikke erstattes, naar Mennesker døe af de naturlige Kopper, eller af en anden smitsom Sygdom, hvis Udbredelse havde været at forebygge. Commissionen troer derfor, at Straffen for Overtrædelse af Forordningen af 17de April 1782 og Cancellie-Placaterne af 3die Junii 1791 og 19de April 1805 burde bestemmes i forholdsmæssig Analogie af de i §. 39 af Forordningen angaaende Qvarantaine-Væsenet i Danmark og Norge af 8de Februar 1805 fastsatte Straffe.

Her i Staden har nogle Gange i det sidst forløbne Aar udbredt sig det Rygte om de naturlige Koppers Udbrud, hvoraf endog nogle ere anmeldte at være døde; især giorde Koppernes Udbrud paa et Barn i Kielderen under Commerce-Intendant Hages Gaard nogen Sensation, da dette Barn var i Aaret 1805 med Held vaccineret ved Institutet, men ved nøie Undersøgelse af 2de Commissionens Medlemmer befandtes det at være de saakaldte Vandkopper. Fremdeles ere 3 Børn anmeldte til Stads-Physicus Dr. Scheel at være døde af Børne-


113

kopper, men alle 3 bleve befundne at være døde af andre Sygdomme.

Det glæder Commissionen meget: at Vaccinationen nu har faaet Fremgang i Island, som ved Land-Physicus Klogs Virksomhed kan ventes der vedligeholdt. I Grønland havde Vaccinationen i 2 Aar standset ved de sydlige Colonier, men den er i sidste afvigte Aar atter bragt i Gang med den dertil udsendte Materie.

Til Færøerne er flere Gange her fra Institutet opsendt Vaccine-Materie, men uden at dens Anvendelse er bleven virksom. I Aaret 1805 fattede derimod Skibs-Capitain Paul Paulsen Nolsøe det Forsæt, om mueligt at bringe Vaccinen herfra til sit Fædreneland paa samme Maade, som den spanske Regiering har ladet den bringe til Sydamerika, nemlig paa levende Mennesker. Han lod sig til den Ende her i Staden lære at vaccinere, lod Vaccinen anbringe paa een af sine Skibsfolk, der alle vare hans Landsmænd, forsynede sig desuden med Materie, i Tilfælde at den paa Veien skulde uddøe, forplantede den friske Materie underveis paa det øvrige Skibs-Mandskab, og bragte derved Vaccinen til benævnte hans Fædreneland, hvor han i forrige Aar deels selv og deels ved Bistand af sin Broder, Handels-Betient Jacob Nolsøe, i Thorshavn har udbredt Vaccinationen saaledes, at den nu kan ventes der vedligeholdt; hvilket alt er bevidnet i hosføiede tvende Attester fra Sorenskriver Olsen af 24 Maji og 29 September f. A., samt af Vice-Provsten Begtrup og Sognepræsterne Haaber og Leerbek, hvilken sidste tillige melder: at nogle Bønder i Nordstrøme Præstegield have udøvet Vaccinationen med Held, hvorved det af Sorenskriveren opgivne Antal paa


114

de vaccinerede af 5 til 600, endskiøndt en Deel deraf endnu ikke er anmeldt for Commissionen, letteligen vil udkomme. For saadan Skibs-Capitain Nolsøes patriotiske Handling, der er af saa meget større Vigtighed, som de naturlige Kopper, der ikke i lang Tid have grasseret paa Færøerne, vilde engang, naar de udbrøde, have anrettet betydelig Ødelæggelse, anseer Commissionen ham fuldkommen værdig til den samme Belønning, hvormed Deres Majestæt benaadede Kiøbmand Esbensen her i Staden, der paa egen Bekostning lod indføre og foretage Vaccinationen i Vardøe og Vadsøe Sogne i Øst-Finmarken, hvortil Commissionen fordrister sig allerunderdanigst at indstille ham. I Henseende til Handels-Betient Jacob Nolsøe, der ved besværlige Reiser til langt fra hans Boepæl beliggende Øer har fremmet Vaccinationen, maa Commissionen, paa Grund af de i Sorenskriverens førommeldte Attest af 29de September forrige Aar anførte Omstændigheder, i dybeste Underdanighed henstille til Deres Majestæts allernaadigste Forgodtbefindende, paa hvilken anden Maade han derfor kunde være at belønne.

Ved saa mange ædelsindede Medborgere, der alle have arbeidet til et fælles Maal, er det skeet, at den samme Vaccine-Materie nu siden Aaret 1801 bestandigen er vedligeholdt og er nu gaaet igiennem 223 Individer uden at have tabt det mindste af sin Kraft eller at være paa nogen Maade udartet. I Provindserne derimod er den af forbenævnte Aarsager ofte uddøet, saa at undertiden saa mange Portioner Materie ere herfra Commissionen blevne reqvirerede, at man, siden Institutet maa i disse Dage forsyne begge Rigerne, ikke har


115

seet sig i Stand til, uden successiv, at fyldestgiøre Vedkommendes Forlangende, hvorved disse ikke til alle Tider have erholdt Materien paa den Tid, de havde ønsket sig, og som var dem beleiligt til dens Afbenyttelse. I denne Henseende var det meget at ønske, at et Vaccinations-Institut ogsaa kunde oprettes i Norge, hvilket da nok kunde være passeligst i Bergen, som den folkerigeste af de norske Kiøbsteder.

Commissionen har ellers i den seenere Tid ladet de Vaccine-Glas, der skulde bortsendes til langt fraliggende Steder, indpakke i Kulstøv, som saaledes, aldeles befriet fra Luftens og Lysets Paavirkning, er bleven beholdt virksom. Paa Langeland er ogsaa af Hr. Kammerherre og General-Major Grev Ahlefeldt Laurvig giort Forsøg med at vaccinere med Materie, som i 2 Aar og 21 Dage var opbevaret i en meget kiølig Kielder, mellem 2 Glas, som vare sammenhæftede med Hefteplaster og Lak, og siden omviklede med en i Olie dyppet Klud, og Forsøget har, efter Stifts-Physicus Dr. Boisens Indberetning, viist sig fuldkommen virksomt til at frembringe ægte Koekopper.

Paa flere Steder har man ogsaa i det forrige Aar forsøgt at udsætte vaccinerede Personer for Smitte af de naturlige Kopper, formedelst den nøieste Berørelse, men uden Virkning, saa at Vaccinationen vedbliver at vise sig, som det usvigeligste Middel mod Børne-Kopper. Disse vil da vel i Tiden blive høist sieldne, jo færre Subjecter der blive tilovers, som kunde modtage Smitten, men ogsaa derved synes det, ikke uden Grund, at kunde blive Tilfældet, at Almuen i Almindelighed, ved sieldnere at see de Ødelæggelser, som de naturlige Kop-


116

per anrette, kunde blive lunken ved Vaccinationen. Commissionen kan derfor ikke tilbageholde den Frygt, at Vaccinationen, uagtet dens velgiørende Virkning, at værne mod Koppesmitten, er sat uden uden al Tvivl, dog igien kunde synke i de danske Stater, hvilket er skeet i de fleste andre europæiske Lande, om ikke de virksomste Midler blive anvendte til stadig at vedligeholde den. Den Tidspunkt vil maaskee snart nærme sig, at det kunde synes nødvendigt, at Vaccinationen maatte befales anvendt paa alle, ligesom allerede er skeet i Henseende til Personer og Børn af visse Classer blandt de lavere Stænder, eller at i det mindste ingen antages til begyndende Indlemmelse i Borger-Samfundet, som Skolegang, Confirmation, Haandværkslære m.v., uden den medbragte Beviis om at være vaccineret, i Tilfælde af ei at have havt naturlige Kopper. Meget af hvad deres Majestæt allernaadigst, efter Commissionens derom giorte allerunderdanigste Forslage, haver befalet, og som her i Rigerne overholdes, til de naturlige Koppers Udryddelse og Vaccinationens Fremme, saavelsom andre Forslage, som hidtil ikke have fundet deres Majestæts allernaadigste Bifald, seer Commissionen nu at blive foreslaaet og iværksat i fremmede Lande, endog med Udvidelse, til større Sikkerhed for Koppesmitten. Saaledes har f. Ex. Førsten af Piombino og Lucca ved et nyeligen udstædt Edict befalet, at det Huus, hvor naturlige Kopper vise sig, strax skal indsperres, og at alle Børn og Personer, som ei have havt Kopper, strax skulle vaccineres, saavelsom alle nyefødte Børn i de 2 første Maaneder efter Fødselen. For det øvrige vilde almindelig Tiltroe til Vaccinationen, og Virksomhed til dens Frem-


117

me, staae mindre Fare for at tabe sig, naar Præsterne i Almindelighed, ligesom mange af dem allerede giøre, vilde ved alle Leiligheder jævnligen erindre og veilede Almuen i denne Henseende, naar de, der have større eller mindre Befalingsret over Almuen, vilde modificere den til Fordeel for Vaccinationen. Saaledes har f. Ex. Fattigvæsens-Inspecteur Petersen i Christiania tilbudet de Fattige Vaccination, og, da han heri fandt Uvillie, betydede han dem, at ingen fik Understøttelse af Fattigvæsenet, ingen kom i Arbeidshuset, og ingen Børn nød frie Skole, saalænge der i Familien var nogen uvaccineret tilbage; og endelig naar Jordegodseierne og andre og andre Formuende vilde ved passende Belønninger opmuntre til Vaccinationens Udbredelse paa deres Godser og i deres Cirkler. Hr. Kammerherre Grev Danneskiold Samsøe har saaledes tillagt Skoleholder Olsen, i Braaby Sogn paa Gisselfeldt Klosters Gods, en Præmie af 25 Rdlr. for hans Iver for Vaccinationens Fremme.

Saaledes vedbliver Vaccinationen at fremgaae i begge deres Majestæts Kongeriger, og de derunder liggende Øer og Colonier. Fremtiden synes mueligen at kunde love dens endnu heldigere Fremgang; og det vil glæde Commissionen: om Deres Majestæt ville finde dens Bestræbelser hertil Deres allernaadigste Velbehag værdige.

Paa denne Indberetning behagede det Hans Majestæt under 5te Junii 1807, at resolvere saaledes: "Med særdeles Tilfredshed have vi ladet os denne Beretning foredrage, og Vi ville: at vort


118

danske Cancellie tilkiendegiver Vaccinations-Commissionen Vort allerhøieste Velbehag med sammes Bestræbelser til denne Sags Fremme," hvorved tillige af Cancelliet blev tilføiet: I øvrigt skal velbemeldte Commission i sin Tid herfra vorde underrettet om Hans Majestæts allernaadigste Resolution paa dens i forberørte Indberetning giorte adskillige Forslage til Vaccinationens videre Udbredelse.

Udtog af Vaccinations-Commissionens siette Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1807.

- - - Commissionen nedlægger herved allerunderdanigst ogsaa dens Beretning om Vaccinationens Fremme i de danske Stater (Hertugdømmene undtagen) for det sidst afvigte Aar 1807, i hvilket, som det siette Aar efter Vaccinationens Indførelse i Danmark, en lige Virksomhed, som forhen, er anvendt til dens Udbredelse, saavidt Omstændighederne have villet tillade. – Vaccine-Materie og Vaccine-Skorper er ogsaa i dette Aar bestandigen afsendt fra det offentlige Vaccinations-Institut her i Staden til Indpodningens Vedligeholdelse, til forskiellige Steder i de danske Stater, endog til Island, Grønland og Ostindien, saavelsom til nogle faae udenlandske Stæder, i alt 321 saadanne Portioner i Glas, til lange Søereiser indpakkede i Kulstøv for at hindre Luf-


119

tens og Lysets Paavirkning, der synes at giøre Materien kraftesløs.

Mange Læger, Geistlige og andre have ogsaa i dette Aar med ufortrøden Iver paataget sig at indpode Koekopper. Tallet af dem, hvorom Commissionen i det forløbne siette Vaccinations-Aar har modtaget Beretninger, udgiør 7577 Vaccinerede; over hvilke, paa enkelte Undtagelser nær, Commissionen har erholdt specielle Lister efter det bekiendtgiorte Schema, hvoraf de Vaccineredes Alder, Boepæl, Forældre, Sundheds-Tilstand, Indpodnings-Maaden, samt de under og efter Vaccinationen indtrufne Omstændigheder kunde erfares. Efter disse Lister ere vaccinerede:

I Siællands Stift

 

[Summa for landsdelen]

I Kiøbenhavn paa Vaccinations-Instituet

775

 

og ellers i Staden

189

 

I Siælland

819

1783

I Fyens Stift

 

458

I Lollands Stift

 

 

I Lolland

146

 

Falster

108

254

I Jylland

 

 

Aalborg Stift

201

 

Viborg Stift

56

 

Aarhuus Stift

1790

 

Ribe Stift

685

2732

I Norge

 

 

Aggershuus Stift

1071

 

Christianssands Stift

618

 

Trondheims Stift

501

2190

I Island

130

130

 


120

I alt, som meldt, 7577. Fra Langeland samt fra Bergens Stift, saasom ogsaa fra Færøerne, Grønland og de vestindiske Øer, er, formedelst Krigens Uroeligheder, ingen Beretninger om Vaccinationens Fremme modtagne.

Mange værdige Mænd, i og uden for Lægestanden, have i det afvigte Aar, ligesom forhen, med Held virket til Vaccinationens Udbredelse; der er nemlig i benævnte Aar anmeldt vaccinerede:

af Læger
3517
af Geistlige og Skole-Lærere
3370
af andre
690
tilsammen, som forhen anført,
7577

 

hvilket Antal vel er meget ringere end de i de sidst foregaaende Aar, men ogsaa herpaa have Krigs-Uroelighederne havt Indflydelse, da deels Districts-Chirurgerne havde militaire Beskiæftigelser, som Bataillons-Chirurger ved Landeværnet, deels ogsaa Afsendelsen af Vaccinematerie herfra til Provindserne standsede i den lange Tid da Posternes Gang var hæmmet. At imidlertid adskillige Mænd uden for Lægestanden ere vedblevne at vise sig virksomme ved Vaccinationen, er for dem desto roesværdigere, da de tillige have Uleilighed med at befordre sig selv paa deres Reiser til dette Øiemed.

Commissionens, i dens sidste Indberetning, allerunderdanigst giorte Forslag, om frie Befordring for enhver i saadanne Tilfælde, vilde, om det iværksættes, uden Tvivl meget befordre Vaccinationens Fremgang; ligesom ogsaa Commissionens paa samme Tid giorte Forslag om en med Anordningerne analogue Strafs Fastsættelse, for Cancellie-Placaten af 19de April 1805 vilde, efter Com-


121

missionens allerunderdanigste Formening, særdeles bidrage til at hæmme Udbredelsen af de naturlige Kopper, hvilke dog ikkun paa meget enkelte Steder have viist sig i det sidstafvigte Aar, og ere denne Gang ved Øvrighedens Anvendelse af Forordningen af 17de April 1782 hindrede fra at udbredes.

At ingen Beretninger ere indløbne fra de længstbortliggende Lande og Colonier, maae vel ogsaa tilskrives Krigs-Uroelighederne; dog har Commissionen med Glæde erfaret af Premier-Lieutenant M. Smith ved det vesterlehnske Infanterie-Regiment, der, som geografhisk Landmaaler har opholdt sig i Island, og seent i sidste Efteraar kom her tilbage, at han i sidstafvigte Aar har paa forskiellige Steder afsendt Materie, hvorved han har udbredt Vaccinationen, først i Vardestrands Syssel, hvorfra den har udvidet sig til Sneefieldsnæs, Isefiords, Dale og Strande-Sysseler. Vel har hans Opholds Tid paa hvert Sted været formedelst Opmaalings-Reiserne saa kort, at han aldrig har kunnet iagttage Udfaldet, naar han vaccinerede; men da han stedse udøvede Vaccinationen i Overværelse af den nærmeste Handelsmand eller Præst, saa er han fra flere af disse glædet med Efterretning om god Virkning, og om deres Bestræbelse for Udbredelsen, saa at flere Hundrede i Vester-Amtet ere blevne vaccinerede. De Lister herover, hvis Indsendelse til ham han havde forlangt, formoder han, at være afsendte med hidgaaende Skibe, men formedelst Krigs-Uroelighederne ei fremkomne. Imidlertid havde han erholdet 3 saadanne førend hans Afreise fra Island paa omtrent 130 Personer, der alle havde havt de ægte Vacciner, men disse


122

Lister bleve tillige med hans øvrige Papirer og Eiendomme tilbage i Skotland ved hans Opbringelse dertil.

Commissionen har været saa heldig ved sine Bestræbelser i dette vanskelige Aar, at vedligeholde den gode genuine Koekoppe-Materie, vi nu eie. Under Krigs-Uroelighederne, under Beleiringens Farer, under Bombardementets Forstyrrelser, under Ildebrandens Rædsler; paa en Tid da enhvers meest spændte Opmærksomhed var henvendt til offentlig og privat Forsvar og Sikkerhed, omgivet af ulykkelige, døde og saarede, kunde Vaccinationen let have standset, og vores gode paalidelige Materie være uddøet. Man vilde da, om den tørre Materie ogsaa havde feilet, have været nødt til at forskrive nye og usikker Materie fra fremmede Steder, og fra nyt af igien at begynde Vaccinationen.

Saaledes vedbliver Vaccinationen at fremmes i begge Deres Majestæts Kongeriger og de derunder liggende Øer og Colonier; og Vaccine-Materien, som i Aaret 1801 hidkom fra Engelland, vedbliver endnu her at vise sig i usvækket Kraft, uagtet den i dette Tidsrum er gaaet igiennem 263 Individer. Derimod har den i benævnte Mellemtid, i adskillige andre Lande mere end een Gang været uddøet. Under vedvarende Bestræbelser for dens Vedligeholdelse, og om de fra Commissionen under 13de April forrige Aar allerunderdanigst indgivne Forslage maatte finde Deres Majestæts allernaadigste Bifald, at nemlig en strængere Forpligtelse blev paalagt enhver at underkaste sig Vaccinationen, saaledes, at om den ikke kunde befales anvendt paa alle, ligesom allerede er skeet i Henseende til Personer og Børn af visse Classer af de lavere Stænder, dog at i det mindste ingen

 


123

admitteredes til begyndende Indlemmelse i Borger-Samfundet, f.Ex. Skolegang, Confirmation, Haandværks-Lære m.v., uden den medbragte Beviis om at være vaccineret, i Tilfælde af ei at have havt de naturlige Kopper; endelig om enhver saavel civil som militair, blev, under Straf, forpligtet til strax at anmelde de naturlige Koppers Udbrud for Øvrigheden og vedkommende Læge, samt paa Landet tillige for Præsten, saa vilde de hældigste Udsigter kunde haves, til at faae de naturlige Kopper aldeles udryddede. Commissionen ønsker, at dens herfor hidtil anvendte Bestræbelser maatte værdiges Deres Kongelige Majestæts allernaadigste Velbehag.

Udtog af Vaccinations-Commissionens 7de Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1808.

Commissionen for Vaccinationen, der aarligen hidtil har afgivet dens allerunderdanigste Beretning om Vaccinationens Fremme her i Rigerne, maa ogsaa herved nedlægge dens Beretning om Vaccinationens Fremgang i de danske Stater (Hertugdømmene undtagen) for det sidstafvigte 7de Vaccinations-Aar 1808. Krigens Besværligheder og dens uadskillelige Følger have i dette Aar paa mange Stæder i de kongelige Stater lagt uovervindelige Hindringer i Veien for Vaccinationens ordentlige Fremgang, derimod har Koppernes Udbrud saavel i Kiøbenhavn som adskillige Stæder i Landet giort Vaccinationens Anvendelse, for at afholde og formindske Koppe-Epidemien, i en høi Grad nødvendig. Commissionen har ogsaa i dette Aar anvendt dens Bestræbelse til


124

Vaccinationens Udbredelse saavidt Omstændighederne have villet tillade. De Vaccineredes Tal, som for Commissionen er i det forløbne Aar anmeldt, beløber sig til 27556, hvilket Antal man med Sikkerhed kan antage være langt større, da Commissionen med Vished er underrettet om, at ikke alle af dem, der have iværksat Vaccinationen, have eller kunde have indsendt Lister derover, eller afgivet Indberetninger desangaaende.

Fra det offentlige Vaccinations-Institut her i Staden har man, som forhen, vedblevet at afsende Vaccine-Materie og Vaccine-Skorpe til dem, der have forlangt samme til Indpodningens Vedligeholdelse; og i det sidstafvigte Aar er til forskiellige Stæder i de danske Stater afsendt i alt 394 saadanne Portioner i Glas. De Læger, Geistlige og andre, som ved ufortrøden Iver have paateget sig at vaccinere, og hvorom Commissionen i det forløbne 7de Vaccinations-Aar har faaet Beretninger, have indberettet at være vaccinerede:

Fra Siællands Stift:

 

 

I Kiøbenhavn paa Vaccinations-Instituttet

2846

 

og ellers i Staden

964

 

Siælland

15063

18873

Fyens Stift: Fyen

1555

 

Langeland

242

1797

Lolland Stift: Lolland

606

 

Falster

143

749

 


125

Jylland:

518

 

Aalborg Stift

1228

 

Viborg Stift

1174

 

Ribe Stift

1082

4002

Norge:

 

 

Aggershuus Stift

160

 

Christianssands Stift

800

 

Bergens Stift

812

 

Trondheims Stift

363

2135

 

 

27556

 

Fra Island har man en foreløbig Beretning, at 3213 skulle der være vaccinerede, hvorom nøiere Oplysning ventes.

Deres Majestæt vil heraf allernaadigst erfare, at de vaccineredes Tal formedelst de naturlige Koppers Udbrud i det forløbne Aar meget har tiltaget, skiøndt Krigs-Uroelighederne ikke have tilladt: at alle Beretninger til Commissionen kunde indkomme. I Kiøbenhavn og Siællands Stift har de indpodedes Tal i dette Aar været næsten ligesaa stor som i alle 6 forrige Vaccinations Aar tilsammen.

Mange værdige Mænd i og uden for Lægestanden have ogsaa i dette Aar med Held virket til Vaccinationens Udbredelse, og have anmeldt vaccinerede:

af Læger 21155

af Geistligheden og Skolelærere 5712

af andre 689

tilsammen, som forhen anført 27556

Allerede mod Slutningen af Aaret 1807, udbrød Børnekopperne i Skovshoved Fisker-Leie paa Kiøben-


126

havns Amt, og omtrent paa samme Tid viste sig enkelte ligeledes her i Staden. Til førstnævnte Stæd bleve de bragte fra Skaane med 2 fattige Familier, der under den engelske Invasion her i Landet vare flygtede didover, og vare komne tilbage. Om de herfra ere bragte her til Staden, eller overførte fra Holsteen, hvor de i bemeldte Aar grasserede, med de da hiemkomne Tropper, lader sig ikke med Vished bestemme; men vist er det, at de strax viste sig ikke allene her i Staden, men ogsaa paa enkelte Stæder, i Siælland, hvorfra de siden have udspredt sig til de fleste af dette Lands Amter. Commissionen erholdt ogsaa i sidste Efteraar Efterretning om at Børnekopper grasserede i Smaalenenes og Christianias Amter i Norge, saa at det tegnede til, at denne ødelæggende Sygdom vilde i begge Rigerne udbrede den ved Koppe-Epidemier saa sædvanlige Ødelæggelse.

Commissionen troer at skylde deres kongelige Majestæt en allerunderdanigst Regnskab om, hvad fra Commissionens Side er skeet for at afværge dette, under Krigens Uroeligheder, dobbelt skrækkelige Onde. Upaatvivlelig findes der kun 3 muelige Veie til med Sikkerhed at standse en begyndende Koppe-Epidemie. De forudsætte, at man saa hastig som muelig kan blive underrettet om de sande Børnekoppers Nærværelse, førend de kunde udbrede sig, og da kunde man med Sikkerhed vente at standse denne ødelæggende Sygdom, enten ved nøiagtig Indsperring og Bevogtning af de inficerede Huse, saaledes at alt Samqvem med andre paa det strængeste blev forhindret; eller at alle Koppe-Syge, under de først forløbne af denne Sygdom, da den endnu ikke er anstikkende, strax bleve nødte til lade sig bringe til


127

bestemte Steder, hvor alle mødende Koppesyge kunde samles, og under behørig Pleie og Cuur, den strængeste Indslutning kunde foranstaltes; og endelig at det eneste store Middel, som allene værner for Koppe-Smitten, uden Undtagelse ved alle dem blev anvendt, som var i Nærværelsen eller stod i Forbindelse med de smittede Huse eller Personer.

For at faae hastig Kundskab om Koppernes Tilstædeværelse, har saavel Commissionen som Stads-Physicus Scheel strax ved Bekiendtgiørelse i Aviserne under 8 Februari 1808, som adskillige Gange blev igientaget, opfordret Stadens Beboere og Læger til at udbrede Vaccinationen, og at afholde dem fra de smittede Huse, ufortøvet at anmelde de Stæder hvor Kopper fandtes, at de af Commissionens Medlemmer kunde undersøges og det nødvendige forstaltes. Denne Anmeldelse skeete af nogle strax ved Koppernes Udbrud, ved andre saa sildig at Kopperne fandtes aldeles tørrede, og af andre, hvilket Commissionen siden bragte i Erfaring, slet ikke. Commissionen anmodede da det kongelige danske Cancellie, om at træffe virksomme Foranstaltninger, at Kopperne strax og under følelig Straf maatte anmeldes, og de befængte Stæder ved en ophængt Tavle giøres kiendelige, og under Politiets Medvirkning saaledes indsperres at al Forbindelse med andre kunde forebygges, og endelig at alle i de befængte Huse skulde, endog mod deres Villie, nødes til at indpodes med Koekopper. I Følge af denne Commissionens Begiæring udkom under 13de Februari 1808, en Bekiendtgiørelse fra det kongelige danske Cancellie, hvori alle, som ikke vare vaccinerede eller havde


128

havt de naturlige Kopper, opfordres til Vaccinationen paa det kongelige Vaccinations-Institut, og befales:

1) At de Steder her i Staden, hvor Koppesygdommen allerede var udbrudt, eller siden maatte vise sig, strax skulde giøres kiendelige ved en paa Gadedøren eller Porten klistret trykt Seddel, hvorpaa staar: "Her er Børnekopper" samt at lige Sædler skulde paahæftes alle Indgangene til den Families Værelser, hos hvilke den Syge opholdt sig.

2) At enhver, som angribes af denne Sygdom, skal, saasnart Omstændighederne det fordre og tillade, aldeles afsondres fra alle andre end dem, som have at varetage den Syges Cuur og Pleie.

3) At enhver Huusfader eller Huusmoder, og ligeledes enhver Læge, som faar Kundskab om Koppesygdommen, skal ufortøvet giøre Anmældelse derom til Stadens Physikus, under Ansvar og Straf.

4) At enhver, der forsømmer at anmælde sig til at blive vaccinert, og siden befindes at have paadraget sig Koppesygen, ved Smitte fra andre, skal, til Betryggelse for det Almindelige, indlægges i et offentligt Sygehuus paa egen Bekostning.


129

Commissionen fandt Indsperringen af befængte Huse, saaledes, at alt Samqvem med andre derved blev forebygget, meget vanskelig om ikke umuelig. Da mange, tildeels talrige, Familier vare samlede i et Huus, hvis Næringsveie, Forretninger, Forbindelser og Nødvendigheder vare meget forskiellige, saa fandt Commissionen det ikke passende at tilraade Indsperring af enkelte Huse, som yderst byrdefuldt for de Indsperrede, meget bekosteligt for det Offentlige, og meget vanskeligt i Udførelse. Commissionen bestræbte sig derimod for at udfinde et Sted, hvor alle Koppe-Syge i Begyndelsen af Sygdommen strax kunde henlægges. Vel tilbød Banque-Directeur Larsen Commisisonen sin Gaard udenfor Stadens Østerport til dette Brug, men dette hans ædelmodige Tilbud kunde ikke modtages, da Oeconomie, Bevogtning og medicinsk Indretning, som maatte have været indrettet der for Patienterne, vilde have medtaget store Bekostninger. Forgiæves blev saavel Directionen for Fredriks Hospital, som for Søe-Qvæsthuset, anmodet om, at overlade nogle afsondrede Værelser for at afbenyttes til Koppesyge; hvilket den første Stiftelses Fundation, og den sidstes Bestemmelse til andet Brug ikke tillod. Endelig beviste den specielle Direction for det almindelige Hospital og for Stadens Fattigvæsen den Velvillighed mod det Offentlige og Stadens Beboere, at overlade nogle afsondrede Leiligheder, for at modtage alle mødende Koppesyge paa særdeles billige Vilkaar, hvor de Syge i et dertil indrettet Hospital have nydt den nødvendige Pleie og Tilsyn, mod at Udgivterne hertil efter allerhøieste Resolution af 11te Junii f. A. udredes af deres Majestæts Casse.


130

Som en Følge af Commissionens videre Correspondance med det kongelige danske Cancellie, udkom under 27 Maji f.A. Deres Majestæts allernaadigste Placat angaaende Anmeldelser om de naturlige Koppers og andre smitsomme Sygdommes Udbrud.

Uagtet Vaccinationen, eller Indpodningen af Koe-Kopper allerede i flere Aar er bleven erkiendt som et sikkert Forebyggelses-Middel mod de naturlige Kopper, og af denne Aarsag kraftigen er fremmet i Vore Stater; saa have Vi dog med Bekymring erfaret, at adskillige ei allene have forsømt at benytte dette velgiørende Middel til deres egen og deres Børns Frelse, men endog tilsidesat de Pligter de skylde det Almindelige, ved at dølge de naturlige Koppers Udbrud i deres Familier, og derved bringe andre i Fare. Vi have desaarsag fundet Os bevægede til, at anordne Tvangsmidler imod dem, som forglemme hvad de i saadan Henseende ere sig og andre skyldige, og herved nærmere at bestemme Forordningen af 17de April 1782 for Danmark, som under 5te September 1794 tillige er udstrakt til Norge, paa det at dens vigtige Øiemed end sikkrere kan være opnaaet, og smittende Sygdommes Udbredelse i begge Vore Riger vorde forekommet.


131

Til den Ende anordne og befale Vi hermed allernaadigst:

1) At enhver Huusfader eller Huusmoder skal, saasnart Tegn til Børnekopper vise sig i deres Huse, ufortøvet giøre Anmeldelse derom, paa Landet for Stedets Præst eller den ansatte Districts-Chirurg, i Kiøbstæderne for en af de practiserende Læger, og i Kiøbenhavn for den nærmeste Districts-Læge, saafremt de selv ingen Huuslæge have, under Straf fra 8 Dages Fængsel paa Vand og Brød, indtil 3 Maaneders Arbeide i Forbedringshuus, efter Forseelsens Beskaffenhed og Domstolenes Skiøn;

2) At alle Læger og Præster, som af Huusfædrene eller Huusmødrene underrettes om Koppesygdommens Udbrud, strax skulle give Stedets Øvrighed saadant tilkiende, og ved dennes Medvirkning træffe de nødvendige Foranstaltninger til de Syges Helbredelse og til at forebygge Smitten; hvorhos det Forefaldne af dem bør indberettes til den angaaende Vaccinationen allernaadigst nedsatte Commission i Kiøbenhavn;

3) At alle og enhver i de Huse, hvor de naturlige Kopper yttre sig, skulle være pligtige strax


132

at lade sig vaccinere, saafremt det ei med Vished kan vides, at de tilforn have havt enten de naturlige eller inoculerede Kopper, eller Koe-Kopperne;

4) At de Forsigtigheds-Regler, som ved Forordningen af 17de April 1782 ere foreskrevne i Henseende til andre epidemiske Sygdomme, ogsaa skulle være udvidede til Koppesygdommen; ligesom og hvad under 13de Februari dette Aar igiennem Vort danske Cancellie er bekiendtgiort for Kiøbenhavn, angaaende Forholdet ved denne Sygdoms Udbrud sammesteds, forbliver i Kraft; og endelig

5) at de som forsømme at anmelde Udbruddet af de i Forordningen af 17de April 1782 omtalte smittende Sygdomme, skulle underkastes samme Straf, som ovenfor er bestemt for dem, der ikke anmelde de naturlige Koppers Udbrud.

Nu blev alle mødende Koppesyge strax henbragte, enkelte uvillige ved Politiets Hielp, til det Almindelige Hospital. Dette havde den Følge, at et stort Antal, saavel i Staden, som paa Landet, ilede for at vaccineres, at Koppernes Tilstædeværelse paa enkelte Stæder strax blev anmeldt, at de Stæder, hvor Kopperne havde været, med Senge og Klæder kunde renses med mineralsk Syre og røges. Af de 142 Koppesyge, som bleve indlagte paa dette


133

Hospital ere 31 døde af Kopperne, af Syge, som ere indlagte på det kongelige Søe-Qvæsthuus, er ingen døde; og af 16 Koppesyge paa Søe-Etatens Hospital 3 døde, og efter Politie-Listerne i alt 46 af et Tal af nogle over 200, som kan antages at være smittede af Børnekopper, skiøndt Epidemien var særdeles ondartet.

Upaatvivlelig har Vaccinationen viist sig ved denne Epidemie af Børnekopper i en høi Grad velgiørende. Ikke letteligen vil der findes Exempel, at en udbredt Koppe-Epidemie i en Stad, som indeholder 100000 Mennesker, hvilke formedelst Ødelæggelsen af en Deel af Staden i et mindre Rum var indesluttede, ikkun har medtaget 46 Offere. Commissionen eier Koppe-Mortalitets-Listerne fra 1749 til 1808, og i al den Tid har udbrudte Koppe-Epidemier, under en mindre Folkemængde, medtaget nogle hundrede og i enkelte Aaringer over 1000 Mennesker aarlig. Koppe-Epidemien, som har vedvaret i et heelt Aar, er nu næsten aldeles standset, da Commissionen ikkun nu har Kundskab om en eneste Koppesyg i Kiøbenhavn; den har ikke af de deels til Commissionen, deels til Sundheds-Collegiet indsendte Beretninger Grund til at formode, at Kopperne nu findes i Provindserne i Danmark, eller at derved flere end enkelte Mennesker skulde være bortrrevne, da Epidemien sædvanlig ved Øvrighedens, Lægernes og Geistlighedens virksomme Foranstaltninger snart blev standset. Det var upaatvivlelig et Uhæld, at Kopperne har udbredt sig i det forrige Aar. Ogsaa slige Begivenheder kunde være og blive frugtbringende. Denne Epidemiens hele Gang viser, at den allene har udbredt sig ved Smitte af Mennesker og giftfængende Ting, hvis Gang tydelig


134

kunde spores, og ikke ved Luften; den viser at denne Epidemie, ligesom andre smittende Sygdom vilde have været tidlig standset, og Mortaliteten blevet langt ringere, dersom de nødvendige Anstalter til Koppe-Patientens tidlige Henlæggelse paa et eller flere særskildte Steder strax kunde have været føiede. Commissionen tilstaaer gierne: ikke at have giort herom de fornødne Forslage, da den stod i den Formening, at Søe-Qvæsthuset, som kan modtage 1000 Syge, Frederiks Hospital, der kan rumme 300, og til det almindelige Hospital, som kan modtage 300 Syge, Søe-Etatens Hospital 300, og som alle ere forsynede med afsondrede Steder, som tillader nøie Bevogtning, kunde i en for Staten og det almindelige saa vigtig Sag bidrage dertil. Forrige Aars Koppe-Epidemie viste sig næsten allene i det saakaldte nye Kiøbenhavn i flere Huse og Gader, i de andre Stadens Qvarterer viste den sig ikkun paa enkelte Steder, hvilket Staden skylder de dertil, skiøndt sildig, trufne Foranstaltninger, og til den store Mængde af Vaccinerede, som frembød ikkun et meget mindre Antal af dem, som kunde smittes. Enhver Epidemie, som først har udbredt sig almindelig i en stor og folkerig Stad, kan ikke mere ved menneskelig Anstrængelse standses, men maae for det meste overlades til Forsynet og Naturens uforanderlige Indvirkning. Commissionen har ogsaa paa Landet, ved adskillige Øvrigheders kraftige Medvirkning, med Held stræbt ved Vaccinationens Udbredelse at bidrage til at standse Epidemien; den har, for saavidt den under Krigen vanskelige Forbindelse mellem Statens forskiellige Dele har tilladt det, omsendt Vaccine-Materie og Skorper i Provindserne, og bragt de


135

gieldende kongelige Anordninger om Vaccination ved offentlige Blade i Erindring. Koppe-Epidemien syntes at udbrede sig alvorligen paa Kiøbenhavns Amt, som ligger nærmest til Commissionens Virkekreds, og truede endog Hovedstaden ved forøget Fare. Da det fandtes over den derværende Districts Chirurgs Kræfter at foranstalte en almindelig Vaccination, sendte Commissionen strax en Hielpe-Vaccinateur derhen, ved hvis Medvirkning paa Kiøbenhavns Amt 1250 Personer i forskiellige Kirke-Sogne paa bemeldte Amt, paa en Tid af 2 Maaneder, fra den 20 Maji til 20 Juli, er vaccinerede. Ogsaa i Roeskilde Amt er ved Districts-Medicus Kalls og Districtschirurg Rauchmauls Virksomhed indpodet 1924, saa at paa mange Steder ikke fandtes mere at vaccinere. Deres kongelige Majestæt vil heraf allernaadigst erfare, at ogsaa i dette for Vaccinationen vanskelige Aar, fra Commissionens Side den samme Virksomhed er anvendt til Vaccinationens Udbredelse og de naturlige Koppers Afværgelse, som deres Majestæts Befaling og Commissionens allerunderdanigste Pligt kræver.

Ogsaa i dette Aar er adskillige komne til Commissionens Kundskab, som skulde have faaet de naturlige Kopper, efterat de have været vaccinerede; de fleste af disse vare af den Beskaffenhed, at enten Koppernes eller Vaccinationens ægte Beskaffenhed ikke kunde bevises. Imidlertid, da dog 2 af dem fandtes, som vare vaccinerede i Kiøbenhavn, skiøndt de ikke vare forsynede med Attest, og som bleve angrebne af de naturlige Kopper, saa besluttede Commissionen, at giøre en Forandring i den anbefalede Vaccinations Attest, for at giøre Vedkommende desmere opmærksomme paa Tegnene af de genui-


136

ne Kopper, hvilken Commissionen haaber at vil finde deres Majestæts Bifald.

Fr VI

Koekoppe-Indpodnings-Attest

fød i [til udfyldning] og boende i [til udfyldning]Aar gammel, er af mig underskrevne, Aar [til udfyldning] den [til udfyldning] indpodet med Koekopper. Ved nøiagtig Eftersyn mellem den 8de og 10de dag efter Indpodningen, har jeg fundet alle Tegn, som vise demat være ægte Koekopper. De vare hele og ubeskadigede, opfyldte med en klar Vædske, i Midten nedtrykte og omgivne med en rød Sirkel.

[til udfyldning] har da ordentlig igiennemgaaet de ægte Koekopper, som betrygge for Børnekopper i Fremtiden; hvilket herved paa Ære og Samvittighed bevidnes af [til udfyldning]

[til udfyldning] den [til udfyldning] Aar.

Vel er ogsaa i de foregaaende Aar et ikke ubetydeligt Antal blevet vaccineret saavel her i Staden, som hist og her i Provindserne; men Vaccinationen er dog langt fra ikke bleven saa almindelig, at man jo maae formode et høistbetydeligt Antal at være uvaccineret tilbage, hvorpaa Koppesmitten kan vise sin Ødelæggelse, især da ogsaa de Uleiligheder, som Krigen har medført, ogsaa, som meldt, have bidraget til at standse Vaccinationens Fremgang paa mange Steder. Dette have Deres Majestæt Selv allernaadigst befundet, og derfor under 23 Januari d. A. allernaadigst paalagt det danske Cancelli snarest mueligt at indkomme med allerunderdanigst


137

Forslag om de Midler, der, til at almindeliggiøre Vaccinationens Benyttelse, og til at overvinde Enkeltes Ligegyldighed eller Egensind i dette, for det Heles Vel, saa vigtige, som velgiørende Anliggende, kunde være anvendelige for Danmark og Norge, hvor Vaccinen endnu langt fra ikke er saa almindelig antaget og udbredt, som Deres Majestæt for det Heles Vel landsfaderligen ønskede det, da en sørgelig Erfaring meget mere har viist og viser: at Koppesygen endnu fremdeles finder sine Offere selv midt i denne Residensstad, hvor dog Midlerne til at fremme Vaccinen og til at oplyse om dens Gavnlighed ere virksomst forenede og anvendte.

Da nu Cancelliet under 23 samme Maaned har forlangt Commissionens Betænkning over denne Gienstand, saa finder Commissionen sig beføiet til, i forbenævnte Øiemed, nu allerunderdanigst at foreslaae: at paa de Steder, hvor Kopperne maatte vise sig, (med Undtagelse af Kiøbenhavn, hvorom siden vil blive handlet) alle Børn og Voxne, som ei beviisligen have havt Smaaekopperne, eller kunne forevise tydelige Ar efter Koekopper, maatte befales strax at blive vaccinerede, og at alle nyefødte Børn skulle i Fremtiden vaccineres inden 2 Aar, efter Fødslen, saafremt Veirliget, eller deres Helbred, ikke giør det betænkeligt at underkaste dem Vaccinationen helst uden for Huset, og alle derom meddeles Attest efter den forommeldte til Deres Majestæts danske Cancellie under 13 September forrige Aar foreslagne nye Formular, som sigter til at Kiendetegnene paa de ægte Vacciner stedse skulde blive i frisk Minde, og at ingen skal kunne erholde Attest, naar disse Kiendetegn have været tvivlsomme, hvorved altsaa Vaccinationen vilde


138

paa en beleilig Tid blive at igientage, (hvilket ogsaa maatte befales Vedkommende) for at ikke de, der maatte have de uægte Vacciner, skulde i Tiden udsættes for at blive smittede af de naturlige Kopper. Kortere Tid end 2 Aar for nyfødte Børn, drister Commissionen sig ikke til at foreslaae, formedelst de i den spædere Tilstand jævnligen forekommende Børnesygdomme, hvorved Døden ofte vilde blive skreven paa Vaccinationens Regning. Alle Andre, nemlig, saavel tilvoxende Børn, som fuldvoxne og ældre Mennesker, der ei kunde forevise tydelige Ar for at have havt Smaaekopper, maatte derimod befales nu strax at lade sig vaccinere, naar Omstændighederne giøre det mueligt. Men hertil vilde, efter Commissionens allerunderdanigste Formening, udkræves: at Læger, Geistlige eller andre, som befatte sig med Vaccinationen, erholdt (som i Commissionens allerunderdanigste Forestilling af 18 August 1807 er foreslaaet) frie Befordring, naar de forlangte den til saadanne deres Reiser, der sigte til det offentliges Nytte, og som de foretage uden nogen Slags Belønning for deres Umage. Ogsaa vilde dertil udkræves: at Lægerne i de Districter, der have Mangel paa Geistlige eller andre uden for Lægestanden, der afgive sig med at vaccinere, og der altsaa mangle den Bistand af saadanne til Vaccinationens Fremme, som haves i nogle Districter, bleve, paa nærmere Forlangende desangaaende, eengang for alle, for at de Ældres Vaccination desto snarere kunde absolveres og ikke desto flere være i Mellemtiden udsatte for Smitte af de naturlige Kopper, forsynede med en Hielpe-Vaccinateur her fra Staden, der, mod sædvanlige Dietpenge og et passende Honorarium kunde assi-


139

stere ved denne Vaccination, for at den desto hurtigere kunde tilendebringes, saaledes som i sidstafvigte Aar skete under en udbrudt Koppe-Epidemie paa Kiøbenhavns Amt, og hvorved, som forhen meldt, 1250 Personer bleve paa en Tid af 2 Maaneder vaccinerede i forskiellige Kirkesogne i bemeldte Amt. De herpaa medgaaende Bekostninger vilde, efter Commissionens Formening, blive meget ubetydelige i Forhold til den Nytte, som herved opnaaes til at bevare en Mængde Menneskers Liv og Førlighed, især da dette Forslag, (hvilket følger af Sagens Natur) ikkun behøvedes anvendt i de danske Provindser, thi i Danmarks og Norges Kiøbstæder var denne Fremgangsmaade unødvendig, og paa Landet i Norge, hvor Districterne ere meget vidtløftige og Indbyggerne boe adspredte, vilde den, som forbunden med alt for store Bekostninger, være uanvendelig; derimod kunde, efter hosføiede, os fra Deres Majestæts danske Cancellie, til Betænkning sendte Forslag fra Amtmanden for Christians Amt, vedkommende Amtmænd i Norge paalægges, at lade Lægen eller Lægerne, hvor der, foruden Districts-Chirurg, tillige er en Physicus, ordentlig hvert fierde Aar indfinde sig, for at vaccinere i en efter rigtig Omgang bestemt Deel af hans District, om end ingen Koppe-Epidemie der havde indfundet sig, hvilken da ogsaa for bestandig maatte udeblive, naar saadan ordentlig og almindelig Vaccination var kommen i Gang. For disse Reiser og dette Arbeide maatte Lægen nyde de sædvanlige Dietpenge og Frieskyds, men ingen Betaling fordre af fattige og Bønderne. Men skulde de naturlige Kopper imidlertid udbryde paa et eller andet Sted, maatte saadant strax indberettes til Amt-


140

manden, som da maatte beordre Lægen eller Lægerne, strax at reise derhen, for paa et eller flere Steder, efter Sognets Størrelse og Beskaffenhed, at foretage Vaccination paa alle dem, der ikke beviisligen havde havt enten Børnekopper eller Koekopper, til hvilken Ende Almuen maatte saavel af Prædikestolene, som ved Budstikken, indkaldes til at møde med deres Børn paa de bestemte Dage og Steder, under en følelig Mulct for Udeblivelse.

Men, det allersikkreste Middel til at Vaccinationen kunde blive almindelig, vilde, naar Vaccinationen blev almindeligen befalet, uden Tvivl være: at reisende Vaccinateurer omdroge i Provindserne, hvilke da i denne Henseende maatte inddeles i visse Districter, der kunde bereises i et vist Tidsrum i den Orden: at Vaccinateuren kunde indfinde sig paa ethvert Sted, hvor han 9 eller 10 Dage forinden havde vaccineret, for at see, hvorledes Vaccinen havde anslaaet paa ethvert Individ, da han med fuldkommen Vished kunde meddele de befalede Attester. Dette vilde være saa meget mere nødvendigt, som de ansatte ordentlige Lægers øvrige Forretninger, og deres Districters Vidtløftighed, ingenlunde tillade dem med den fornødne Orden og Stadighed at drive Vaccinationen, og endnu mindre: i rette Tid at erkyndige sig om dens Udfald. Vel vilde ogsaa denne Indretning medføre Bekostninger, men Nytten vilde langt overstige Bekostningen; og saafremt Deres Majestæt maatte allernaadigst finde: at denne Indretning kunde være iværksættelig, endog i Norge, forbeholder Commissionen sig nærmere allerunderdanigst at fremkomme med et detailleret Forslag desangaaende.


141

Fra Befalingen om ældre Børns og voxne Menneskers almindelige Vaccination maatte derimod, efter Commissionens allerunderdanigste Formening, Kiøbenhavn forblive undtagen for at ikke alt for mange paa eengang skulde blive vaccinerede, og Leiligheden derved tabes til at vedligeholde Vaccine-Materien, der, saa at sige, her har sit Depot for begge Rigerne, som herfra forsynes med Materie, naar den, som oftest, af uovervindelige Aarsager, er paa et eller andet Sted uddødt, hvortil kommer: at Smitten af de naturlige Kopper nu saa meget mindre her kan udbredes, naar de ved Deres Majestæts danske Cancellies Bekiendtgiørelse af 13 Februari forrige Aar, og ved allerhøieste Placat af 27 Maji næstefter i denne Henseende foreskrevne Regler nøiagtigere overholdes, med de tilføiede Bestemmelser, som Commissionen i Skrivelse til Deres Majestæts danske Cancellie af 5 August forrige Aar har foreslaaet iværksatte, og hvoraf de væsentligste Punkter ere følgende:

a) At ikke alene Huusfaderen eller Huusmoderen (saaledes som Placaten af 27 Maji forrige Aar befaler) men alle og enhver, som derom bliver vidende, maatte anmælde Koppernes Udbrud for Stads-Physicus.

b) Ligesaa ogsaa Huusværten, eller, hvor Værten ei boer paa Stedet, hans Vicarius, der desuden maatte giøres ansvarlig for: at Koppernes Tilværelse i et Huus strax blev anmeldt, deres Udbredelse undersøgt, og de i Huset værende, som vare udsatte for Smitten, strax vaccinerede.

c) At det paasees: at de anordnede Tavler over Huusdørene nøiagtigen anvendes, og bleve staaende urørte,


142

indtil Commissionen eller Stads-Physicus skrivtligen tillader deres Nedtagelse.

d) At Stads-Physicus maatte paalægges i de offentlige Blade at bekiendtgiøre de Huse og Numere, hvor Koppesmitten findes, dog, i Henseende til Opslaget og Bekiendtgiørelsen, ikkun i de Tilfælde, naar man er nødsaget til at lade Patienten blive hiemme, men ikke, naar han og hans smittede Klæder strax blive bragte paa Hospitalet.

og e) At Politiet maatte paa det strængeste vaage over de udgivne Anordningers nøiagtige opfyldelse og Overtræderens hastige Afstraffelse.

For imidlertid at kunne være vis paa, at denne Vaccination dog Tid efter anden virkelig blev iværksat, formener Commissionen (hvilket den ogsaa i dens allerunderdanigste Indberetning af 13 August 1807, og 16 Maji forrige Aar, tildeels allerede har foreslaaet): at ingen burde admitteres til begyndende Indlemmelse i Borger-Samfundet, saasom Skolegang, Confirmation, Haandværkslære, ogsaa videre, eller ved de Militaire som Recrut, med mindre de vare vaccinerede, i Tilfælde af ei at have havt de naturlige Kopper, hvorpaa den maatte fremskaffe de umiskiendelige Tegn, og denne sidstnævnte Forskrivt troer Commissionen at burde blive giældende, ogsaa paa alle andre Steder uden for Kiøbenhavn, de det derved vilde kunne opdages, om nogen var i Mellemtiden undgaaet Vaccinationen.

Til at hindre Smittens Udbredelse af de naturlige Kopper, naar disse udbryde, vilde det ogsaa være fornødent: at saavel her i Staden, som i andre folkerige Kiøbsteder, hvor de befængte Huses Indspærring ei kan


143

iværksættes, maatte paatænkes at have et Sted eller flere i Beredskab, hvor Koppe-Patienterne kunde henlægges, afsondrede, til Cuur og Pleie, hvorom det vilde være nødvendigt: at Overlæg nu forud i Tiden giordes mellem vedkommende Øvrigheder og Physici, paa det at Tiden, naar Tilfældet engang traf, ikke skulde spildes paa at giøre et saadant Sted, tilligemed hvad der maate henhøre til en saadan Indretning, udfindelig.

Endelig vilde det, til Vaccinationens sikkre og stadige Gang, saavelsom til Forebyggelsen af de naturlige Koppers Indpas og Udbredelse, være nødvendigt: at alle Anordninger om Vaccinationen og om Børnekopperne samledes i een eneste, til hvilken Commissionen ønskede sig Udkastet meddeelt, inden det trykkedes, for at see: om Erfaringen i Mellemtiden maaskee havde foranlediget, at nogle Tillæg hertil maatte foreslaaes; samt at denne almindelige Anordning, der saaledes ophævede alle ældre om denne Gienstand, maatte blive gieldende i samtlige Deres Majestæts Stater, og i hvert Aar nogle Gange oplæses af Prækestolene, for idelig at være i den menige Mands Erindring.

Paa denne Maade formener Commissionen allerunderdanigst: saavel at Vaccinenes Benyttelse bedst vilde almindeliggiøres, som at et høistbetydeligt Værn vilde blive sat mod Udbredelsen af de naturlige Kopper, der paa mange Steder have viist sig, og at disse derved omsider kunde aldeles udryddes.

Vaccinematerien, der ikke her, som i adskillige andre Lande, har nogensinde været uddøet, vedbliver i øvrigt endnu, uagtet den siden Aaret 1801, da den modtoges fra Engelland, er gaaet igiennem 304 Individer, at


144

vise sig ligesaa virksom, som i Begyndelsen, saa at dens betimelige og hældige Anvendelse lover de bedste Frugter. At befordre denne, er Commissionens ivrigste Formaal, og dens herpaa hidtil anvendte Bestræbelser ønsker den at maatte værdiges Deres Kongelige Majestæts allerhøieste Velbehag.

Af foranførte Indberetninger sees, hvad der, med Hensyn til Koekoppe Indpodningen, i de danske Stater er skeet, og hvormeget derved er udrettet. Mueligen kunde man nære det Haab, at vedvarende Iver for denne almeennyttige Sag endelig kunde lede til Børnekoppernes aldeles Udbrydelse [!, Udryddelse]; men dette Haabs Opfyldelse vil vel neppe af denne Generation, og maaskee aldrig, opnaaes; andre Landes Erfaringer stadfæster denne sørgelige Udsigt. Paa mange Steder, hvor man med billig Varme modtog Vaccinationen, og med Held og Iver anvendte den, som i Paris, London, Berlin, Wien m.v. bebude os nu de offentlige Blade, at en stor Mængde døer af de naturlige Kopper, og at Koekoppe-Indpodningen aarligen igien aftager. Det er ikke udsædvanligt, at Menneskene med Iver, Varme og Anstrængelse virke til det Gode, Ædle og Almennyttige, men ogsaa kiøles ofte dens Iver med Tiden, dens Anstrængelser svækkes og de gla-


145

deste Udsigter i Fremtiden forvandles til intet. Skiøndt Vaccinationens Værd nu henhører til de uimodsigelige Grundsætninger i Lægevidenskaben, saa ere dog Nyhedens Tillokkelser nu forsvundne; Børnekoppernes ødelæggende Virkninger sees nu sieldnere end tilforn; Koekoppernes Indpodning og Behandling tillader ikke store Forbedringer, og endelig er Almuens Stemning ofte Forandringer underkastet, hvortil adskillige tilfældige uhældige Begivenheder kunde bidrage; mueligen kunde da ogsaa hos os Vaccinationen igien aftage, og derved Haabet om Børnekoppernes Udryddelse igien fiernes. Uden Lægernes, Geistlighedens og andre ædle Mænds kraftige og vedvarende Medvirkning for at fremme denne vigtige Sag, vilde siden Aaret 1802 ikke have været udrettet saa meget, som er skeet i de danske Stater. Maatte den varme Følelse for Menneskevel og Menneskelykke aldrig kiøles iblandt danske Medborgere, maatte geistlige og verdslige ædle Mænd uafbrudt, med forenede Kræfter, i Templer, Skoler, og i Omgang, nytte enhver Leilighed for at virke til Almuens Oplysning, indprænte dem de moralske Pligter, som kunde bidrage til deres og deres Børns Sikkerhed


146

og Betryggelse for de skrækkelige Børnekopper, hvorved Millioner ere bortrevne i Vaaren af deres Liv; maatte de velgiørende kongelige Anordninger paa det nøieste paasees, at de naturlige Børnekopper, naar og hvor de maatte yttre sig, skulle behandles som pestartede Sygdomme, og, at de af denne Sygdom angrebne, uden Undtagelse, strax maatte afsondres og henbringes til dertil bestemte Steder, og endeligen at de, som skiule Koppernes Nærværelse, og ikke strax anmelde det paa behørige Steder, skulde ansees som Forbrydere mod Almeenvel og Borgerlykke, og paa det strængeste straffes, da, og kun da allene, vilde vi kunne have det Haab, at udelukke Børnekopper fra vore Grændser, og ikkun da vil Vaccinationen blive almindelig, og Danmark vil kunde tiene til Mynster for andre Nationer.

Jeg tilføier herved tvende Lister, hvoraf den første viser Dødeligheden, som i 60 Aar er foraarsaget af Børnekopper i Hovedstaden, og den anden de Vaccineredes for Commissionen anmeldte Tal


147

Liste

over de,

som ere døde af Børnekopper i Kiøbenhavn,

udtaget af Mortalitets-Listen fra 1749 til 1808.

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

1749

11

1759

1079

1769

1219

1750

1457

1760

118

1770

22

1751

80

1761

4

1771

8

1752

113

1762

7

1772

22

1753

53

1763

167

1773

190

1754

9

1764

480

1774

116

1755

1117

1765

138

1775

276

1756

125

1766

42

1776

86

1757

13

1767

6

1777

7

1758

13

1768

27

1778

278

Summa

2991

Summa

2068

Summa

2224

 

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

1779

283

1789

323

1799

54

1780

98

1790

140

1800

35

1781

174

1791

297

1801

486

1782

332

1792

155

1802

73

1783

123

1793

139

1803

5

1784

77

1794

452

1804

13

1785

427

1795

248

1805

5

1786

193

1796

357

1806

5

1787

136

1797

423

1807

2

1788

185

1798

386

1808

46

Summa

2028

Summa

2920

Summa

724

 


148

Af denne Liste sees, at i Kiøbenhavn, i et halv Aarhundrede fra, 1749 til 1798, ere døde 12231 Mennesker, som ved Vaccinationen kunde have været frelste. Maaskee deres Tal, som vel ikke ere døde umiddelbar under Koppesygdommen, men som betydeligen have lidt af Følgerne, som ere blevne sygelige og svage, blinde og lamme, svækkede paa Sielens og Legems Evner, have tabt deres udvortes Ynde, som ere bortrevne tidligere end deres Bestemmelse ellers havde været, eller dog ere blevne mindre beqvemme til at gavne Samfundet i deres Stilling, kunde endnu anslaaes meget høiere. Fremdeles sees af denne Liste, hvor lidet Indpodningen af Børnekopper har gavnet Hovedstaden, ligesaa lidet som den har nyttet, om ikke skadet, i alle andre Lande. Indpodningen af de naturlige Kopper har iblandt Almuen aldrig vundet den Tillid, som Vaccinationen for nærværende Tid nyder. Man indpoder derfor i alle Lande ikkun enkelte, og vedligeholdt derved en bestandig vedvarende, skiøndt svagere Børnekoppe-Epidemie, som bortrev i en Række af Aar ligesaa mange, som enkelte og stærkere Epidemier forhen dræbte. Vi see derfor


149

og af denne Liste, at i de seenere Decennier, uagtet Stadens Folkemængde betydelig har tiltaget, og uagtet man indpodede de naturlige Kopper, dog ligesaa mange ere døde af Børnekopper, som forhen, da Indpodningen ikke blev anvendt. De enkelte, som i nogle Aar findes anførte at være døde af de naturlige Kopper, maae vel antages at have havt falske Kopper, eller andre Huud-Sygdomme, da de genuine Børnekopper nok kunne formodes at have udbredt sig videre. Om de faae, som i Aarene 1805, 1806 og 1807 ere anførte at være døde af Kopperne, er det ved nøiagtig Undersøgelse beviist, at de ikke have havt de naturlige Kopper, men andre Sygdomme.


150-151

Liste paa de Vaccinerede i de danske Stater, som ved Commissionen ere anmeldte i Aarene:

 

1802

1803

1804

1805

1806

1807

1808

Total

Vacineret af læger

Geistlige og Skolelærere

Af andre

Total

Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kiøben-havn, i Vaccinat. Institutet

397

602

1007

1277

1021

775

2846

8925

5079

 

 

8915

Uden for

1004

795

743

377

275

189

964

4357

3379

 

4

4357

Siællands Stift

1577

3102

1319

3972

2426

819

15063

28278

10653

2503

59

28278

Fyens Stift

778

395

471

3063

4546

458

1797

11508

5071

3811

829

11508

Lollands Stift

625

1116

248

3657

377

254

794

7071

5083

1054

140

7071

Aalborg Stift

 

125

326

650

386

201

518

2206

1271

415

2

2206

Viborg Stift

28

112

79

216

592

56

1228

2310

914

169

 

2310

Aarhuus Stift

6

470

141

829

3584

1790

1174

7997

3515

3160

145

7997

Ribe Stift

155

853

275

2263

1782

685

1028

7041

4039

1846

128

7041

Norge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aggers-huus Stift

439

1061

917

3014

3471

1071

160

10126

5086

3738

1142

10126

Christian-sand Stift

33

2721

174

860

2089

618

800

7325

2792

3354

379

7325

Bergens Stift

1295

1633

421

636

373

 

812

5170

2640

1453

265

5170

Trond-hiems Stift

119

351

230

1966

1541

531

363

5101

2923

929

886

5101

Schlesvig
Holsteen

 

1016

284

Hører nu under Sanitets-Collegiet i Kiel

 

 

1300

 

772

 

528

1300

Færøerne

 

 

 

 

385

 

 

385

 

53

332

385

Island

 

 

1

15

402

130

 

548

415

 

133

548

Grønland

40

110

693

 

215

 

 

1058

165

71

822

1058

Tranqve-bar

 

 

 

360

 

 

 

360

360

 

 

360

Vestindi-ske Øer

 

 

656

 

 

 

 

656

656

 

 

656

Summa

6489

14492

7985

23155

23465

7577

27556

111722

54813

22556

5794

111722

 


152

Foranstaltninger i Kiøbenhavn til de Druknedes og Livløses Redning.

Tilfælde og Letsindighed ere de rigeste Kilder til alle de Ulykker, hvorunder Menneskeheden sukker, og som nok foranledige den største Deel af de Plager, der jævnligen bortrive Menneske-Slægten. Mange Handlinger skee af Mangel paa Eftertanke, Erfaring og Klogskab, uden skadelige Hensigter, hvorved Menneskene enten skade dem selv eller andre med Hensyn til Liv og Helbred; andre mere tilfældige ere en uundgaaelig Følge af almindelige Indretninger, de forskiellige Næringsveie og Beskiæftigelser, Levemaade, Umaadelighed, Forfængelighed m.v. hvis Følger med Hensyn til Liv og Helbred vel kunne beregnes og forudsees, men staae i saa nøiagtig Sammenhæng med Menneskenes huuslige Liv og private Stilling, at de maae betragtes, som henlagte under ethvert Individs frie Villie. Nogle af dem ere i den første Deel af disse Betragtninger anførte. Men nærværende Gienstand indbefatter andre Farer for Liv og Helbred i Kiøbenhavn, som ikke allene ved Almuens Oplysning kunde formindskes, men mod


153

hvilke ogsaa den offentlige Lovgivning og Sundheds-Pleie virker og kunde virke til Gavn for Stadens Beboere.

Jeg nævner iblandt disse først de Druknede; de, som omkomme, eller som dog ere i Fare for at omkomme i Vand. Kiøbenhavns geographiske Beliggenhed er en af de mest paafaldende Aarsager til de mange ulykkelige Tilfælde, som vi saa ofte ere Vidne til. Staden er for det meste omgivet af Havet og af ferske Søer; den grændser mod Siællands faste Land ikkun i en Længde af 2000 Alen. Kiøbenhavns Havne og Kanaler indtage en megen betydelig Deel af det Rum, som Stadens Volde indslutte. Deres Overflade beløbe sig til 7,216,064 ? Fod eller 1,804,016 danske Qvadrat-Alen. Gravene omkring Stadens og Castellets Volde have desuden en meget betydelig Overflade. Kiøbenhavn, som en Søe- og Handels-Stad, har mange Beboere, som leve af og paa Havet og Søen; mange ere der, hvis Stilling og Næringsvei kræver, at de ofte i Storm og Uveir, Snee og Hagel, Frost og Kulde maae betroe deres Liv til Bølgerne, i smaae ofte usikkre Fartøier. Naar i paakommende Frost og Kulde

154

Vandet bedækkes med en troeløs Skorpe af Iis, findes mange, især unge Mennesker, som med en utroelig Letsindighed og Kaadhed, ved at løbe paa Skøiter, især paa de omliggende ferske Søer og i Havnen, sætte deres Liv i Fare, og mange blive et Offer for deres Uforsigtighed. Men den sørgeligste af alle de Omstændigheder, som bidrage til at forøge de Druknedes Tal i Hovedstaden, er den, i vore Dage paa en saa gyselig Maade tiltagende Mængde af dem, som frivilligen forkorte deres Dage. Disse ulykkelige, forladte af Haabet og Religionen, af disse blide Ledsagere paa Livets Bane, forladte af Tillid til deres Medmennesker og sig selv, vælge sædvanligen denne Dødsmaade frem for andre; og desværre synes disse at udgiøre den største Deel af dem, som døe i Vandet i Hovedstaden. De fleste af disse ulykkelige ere saa meget vissere tabte for Staten og Staden, da de som oftest vælge Tid og Sted til deres raske og uigienkaldelige Handling, saaledes, at hverken Omhue eller Konst kan virke til deres Frelse.

Det er en upaatvivlelig Sandhed, bygget paa mangfoldige Erfaringer, at Mangel paa alle udvortes Livstegn, især af Aandedrættet, Blodets


155

Omløb, og manglende udviklet og ubunden dyrisk Varme ikke afgive et bestemt Tegn paa den virkelige Død; almindelig Forraadnelse er Dødens eneste og paalidelige Mærke. Livets svage Gnist kan længe hvile, men ved rigtig, hastig og ufortrøden anvendte Midler igien opvækkes. Naturen viser dette ved mange andre Leiligheder. Hybernerende Dyr kan ligge Vinteren over i Dvale, og opvækkes om Foraaret, ved Solens blide Indflydelse, igien til Livet. Æget beholder Livet igiennem Maaneder, Frøet igiennem Aaringer i en livløs Tilstand, og bringes ved Varme og Fugtighed til Livet; i mange Sygdomme synes det dyriske Liv at være udslukket, og kan ved beqvemme Pirringsmidler igien opvækkes. I ældre Tider har man ikke været agtpaagivende paa denne Erfaring eller kiendt denne Grundsætning. Mangel paa denne Kundskab og varm Overbeviisning herom har nok bortrevet mange tusende Mennesker, som kunde have været frelste for Fædrenelandet. Dette er især Tilfældet for Druknede, og dette er Aarsagen hvorfor man for et halvt Aarhundrede har ikkun udrettet saare lidet til de Druknedes Frelse. Hollænderne tilkommer fortrinlig den Ære,


156

at de først alvorligen have sørget for disse deres ulykkelige Brødre. Endeel ædeltænkende Borgere i Amsterdam forenede sig i Aaret 1767 i et Selskab, hvis menneskekiærlige Hensigt var, deels ved Underviisning at veilede, deels ved hensigtsmæssige Belønninger at opmuntre, til at giøre almindelig Brug af de den Gang bekiendte Redningsmidler. Af den ved dette Selskab bekiendtgiorte Udsigt over dets heldige Fremgang sees, at Antallet af de Forsøg, som have havt et lykkeligt Udfald i 25 Aar, udgiorde i alt 990. I de sidste 19 Aar var Forholdet imellem de lykkede og mislykkede Forsøg, som 1 til 3, og i de sidste 9 Aar var de lykkede Forsøg 297, og de mislykkede 247. Blandt de Reddede skulle endog nogle have lagt en Time under Vandet. Dette Selskab virkede ikke allene i Holland, men tillige paa fremmede Nationer ved at opvække Lyst til Efterligning. Snart saae Menneskevennen lignende Anstalter at fremmes i Tydskland, Frankrig, Engelland, Italien, i Nordamerika, Ostindien m.v. ja, selv i Algier. Hamborg har den Ære at have været næst Amsterdam den første Stad, som henvendte sin Opmærksomhed til denne vigtige Gien-


157

stand af det medicinske Politie. Den har at takke for denne Ære, Selskabet til Befordring af Konster og nyttige Haandteringer, som fra Aaret 1768, understøttet af Øvrighedens vise Anordninger, ved Underviisning, Opmuntring og Belønning kraftigen har virket og virker til de ulykkelige Druknedes Frelse. Af den totale Summa af 115 Druknede ere 75 Forsøg lykkede og 40 mislykkede. I Paris havde man fra Aaret 1770 arbeidet til de Druknedes Frelse, og indført den følgeværdige Skik, aarligen at udgive en omstændelig Afhandling om Anstaltens Fremme, og hvad derved var udrettet. Man angav de Reddedes Tal til en tredie Deel af de Druknede. Londons bekiendte humane Society har siden dens Stiftelse 1776 især udmærket sig med ædel Iver og utrættelig Anstrængelse, saaledes at Selskabet i en Tid af 18 Aar har allene i London reddet 2000 Mennesker. Lignende heldige Forsøg ere giorte paa andre Steder. Vel kunde der være Grund til den Formodning, at den største Deel af de anførte Reddede kunde have at takke for deres Liv mere den hastige Optagelse af Vandet, end Anvendelsen af Oplivnings-Midlerne; dog er det unægte-


158

lig Sandhed, at de uden menneskekiærlig Hielp vilde have været tabte for deres Medborgere.

I Danmark er man i det hele gaaet meget langsom frem med Hensyn til de Druknedes Frelse. Det første Spor af Omsorg i Kiøbenhavn og Danmark for tilsyneladende Døde, Druknede, Qvalte, m.v. findes i en Placat fra Rentekammeret af 15de September 1770. Vor berømte Henflers i Altona udgivne Skrift om hastige Rednings-Midler, for dem, som ved adskillige ulykkelige Tilfælde synes livløse eller ere geraadede i nær Livsfare, blev oversat paa dansk, og de indbundne Exemplarer deraf for kongelig Regning tilsendt enhver Sognepræst, Sognefoged, Bondelehnsmand, Sandemand m.v. i de danske og norske Stater, der stedse skulde følge Kaldet og Embedet til Afbetiening. - Det kongelige danske Cancellie lod under 9 Maji 1772 fra Politiekammeret bekiendtgiøre:

1. At enhver, være sig Fiskere eller andre, som af Nødvendighed hugger Vaag eller Hul i Isen, skal være pligtig til, under Straf af 14 Dages Fængsel paa Vand og Brød, at sætte Mærke paa Stedet efter Politiets Anordning, og at, ligesom hermed fra Politiets Side skal haves Indseende, saa er og det kongelige Generali-


159

tets og Commissariats-Collegium bleven anmodet, at medvirke til dette Øiemed, ved at lade de Skildvagter, der have Post i Nærheden af Canalerne og andre tilfrosne Vande, holde enhver fra at komme paa de Steder, der ere udmærkede, som farlige.

2. At, naar nogen bemærkes at være sunken i Vandet, da skal den, som først bliver ham var, strax ved Hielp af enhver, som maatte komme tilstæde der eller paa Gaden, eller i Mangel deraf, af de nærmeste Beboere, bringe den Druknede ind i et af de nærmeste Huse, hvor Beboerne ikke maa nægte at modtage ham under Straf af 50 Rdlr. til Stadens almindelige Fattig-Casse, hvorefter bemeldte Huusbeboere uopholdeligen skulle sende Bud til en af de nærmeste Chirurger eller Læger, som da, hvad enten han er i kongelig Tieneste eller ikke, uvægerligen skal indfinde sig for at anordne og anvende de beqvemmeste Midler til at bringe den Druknede igien til Live; dersom Rednings-Midlerne lykkes, eller der gives Haab, da skal den forsaavidt Reddede strax henføres til Friderichs Hospital, det almindelige Hospital eller Søe-Qvæsthuset, naar han findes inden Stadens Volde, eller paa det Sted, som er nærmere ved et af disse Hospitaler end ved St. Hans Hospital: men dersom han findes paa Peblinge-Søen eller andensteds uden for Staden, hvor St. Hans Hospital er det nærmeste, da bør han føres derhen, og Chirurgen der sørge for hans Frelse og Pleie.

3. At dersom det efter anstillede Forsøg bliver umueligen at bringe den Druknede igien til Live, da skal saadant af den eller de tilstædeværende Chirurger skriftligen attesteres, og da, naar hans Opholdssted ikke vides,


160

eller hans nærmeste Frænder ikke vides, giøres Anmeldelse derom til Kongens Foged, som strax besørger ham afhentet og det videre fornødne foranstaltet.

4. At de Udgifter, som maatte medgaae til Medicamenter, til den Druknedes Transport til Hospitalet, eller i andre Maader, skal for det første udredes af Politie-Cassen, og Tildragelsen indberettes til Cancelliet.

Dette er alt, hvad til Enden af det forrige Aarhundrede til de ulykkelige Druknedes Redning i Kiøbenhavn og Danmark er foretaget. Upaatvivlelig er ved det henflerske Skrift, og den anførte Forordning, meget godt fremvirket, og adskillige Druknede reddede. Jeg selv har baade paa Friderichs Hospital, som paa Søe-Qvæsthuset, været Vidne dertil. Publicitet er upaatvivlelig et af de kraftigste Midler til at vedligeholde varm Følelse og Iver for en god Sag, især naar den ledsages med Held. De lykkelige Erfaringer om enkelte Druknedes Redning bleve ikke bekiendtgiorte, ikke samlede, og bidroge derfor ikke til at opmuntre andre til at fremgaae i deres velgiørende Bestræbelser, de synkede snart, ligesom ofte Forordningen af 1772, i Forglemmelse. Forgiæves vare vores uforglemmelige Tode og Mangor de ulykkelige Druknedes Talsmænd, udgave


161

oplysende Forslage om Rednings-Midlernes Anvendelse, og anmodede om Bidrag til at kunne oprette en offentlig Anstalt; men uden Nytte. Ofte læste man i offentlige Tidender Anmeldelser om druknede Mennesker, næsten daglig saae man Ligene udlagte til Skue for dem, som maatte kiende dem; og man var ligegyldig derved. Rednings-Midler fandtes ikke, eller dog i en længere Frastand, hastig Hielp manglede, Anvendelsen af Midlerne var ikke berigtiget, ordnet og offentlig bragt til almindelig Kundskab, og ikkun sielden blev et og andet druknet Menneske ved enkelte ædle Mænds kiække, menneskekiærlige Anstrængelser udrevet af Dødens Strube.

Endeligen udgav vor Herholdt og Rafn i Aaret 1796 deres Forsøg til en historisk Udsigt over Rednings-Anstalter for Druknede, og Underretning om de bedste Midler, ved hvilke de igien kunde bringes til Live. Dette Skrift, udarbeidet med den varme Deeltagelse, som Sagens Vigtighed kræver, opvakte almindelig Opmærksomhed, og de værdige Forfattere nyttede denne Stemning til at indbyde deres Medborgere at forene sig i et Selskab, for at indrette i Kiøbenhavn en offent-


162

lig Rednings-Anstalt for de Druknede, og at sammenskyde et lidet Bidrag dertil. En Direction af værdige Mænd blev valgt til deres Bestyrelse. Den danske Regiering, altid opmærksom paa at befordre alt hvad som kunde være velgiørende og almennyttigt, bidrog kraftigen til at befordre Selskabets menneskekiærlige Hensigter. Under 1ste Julii 1800 udkom ved Raadstue-Placat, efter Begiæring af Directionen for Selskabet for Druknede Menneskers Redning, en Anordning, som indeholdt:

1. At Kongen ved Placat af 11te September 1798 har udlovet en Præmie af 10 Rdlr. til hver den, som ved Magistratens Attest godtgiør at have opbragt en skindød Druknet saa betids udaf Vandet, at han siden ved Konstens Hielp er bleven bragt til Live, og at enhver, som saaledes er berettiget til at giøre Fordring paa denne kongelige Præmie, melder sig med de fornødne Beviser hos Magistraten.

2. At Selskabet for druknede Menneskers Redning udsætter en Præmie af 2 til 10 Rdlr. for hver, som redder et Menneske, der er i Fare for at drukne, naar han nemlig saa betids optages, at han endnu ikke er bleven Skindød; og at man i dette Tilfælde melder sig med de fornødne Beviser hos Selskabets Direction, hvilken da bestemmer Præmiens Størrelse i Forhold til den Flid, den Reddende har giort sig, og den Fare, han har udsat sig for.

163

3. At Selskabet med passende Præmier fremdeles vil opmuntre enhver, der med konstmæssig Behandling, efter Selskabets trykte Anviisning, redder en skindød Druknet, naar Directionen derom erholder en paalidelig og omstændelig Beskrivelse.

4. At Selskabet har til offentlig Brug hensat Casser med de nødvendigste Rednings-Redskaber og Oplivnings-Midler paa følgende 9 Steder:

I Kiøbenhavn:

i Artilleriets Sygehuus,
hos Amts-Chirurg Schwartzacker i lille Kirkestræde,
hos Amts-Chirurg Solle ved Stranden,
hos Amts-Chirurg Ranft i Nyehavn.

Paa Christianshavn:

paa det asiatiske Compagnie,
hos Amts-Chirurg Weiskopf i Torvegaden

I Castellet:

paa Citadellets Hovedvagt.

I Forstæderne:

uden Østerport hos Ober-Krigs-Commissair Smith, hvis Gaard nu ved det engelske Overfald er afbrændt.
uden Vesterport i Hofpræst Christianis Institut.

At Selskabet ønsker, at enhver, som redder en Druknet, vil, naar nærmere beqvem Leilighed mangler, besørge ham henbragt til et af disse Steder, hvor passende og hastig Hielp kan ventes.

Desuden ere der paa offentlig Bekostning Casser med de nødvendigste Rednings-Redskaber og Op-


164

livnings-Midler paa hver af Holmene, og 24 til Krigs-Skibene, som nu ved Engellændernes Overfald ere røvede. Ogsaa Søe-Qvæsthuset, Frederichs Hospital, og det almindelige Hospital ere forsynede dermed, hvor tillige Indretninger findes til at komme de Druknede hastig til Hielp. Disse ere de Anordninger, som med Hensyn til de Druknedes Redning i Hovedstaden, findes. De synes ogsaa til Hensigtens Opnaaelse tilstrækkelige.

Selskabet for de Druknedes Redning har upaatvivleligen gavnet det Almindelige. Den gamle skadelige Fordom, at det var uærligt, at røre ved en Druknet, førend en Øvrigheds-Person havde lagt Haanden paa den, er nu næsten forsvunden; man er nu mere redebon, villig og virksom til at anvende det første og kraftigste af alle Redningsmidler: hastig Optagelse af Vandet; nogle have viist sig, med Hensyn hertil, fra en meget kiæk, ædel og menneskekiærlig Side. En Deel af disse ulykkelige er derfor tagen ud af Vandet uden at have været aldeles Skindøde, og Oplivnings-Midlerne have derfor af og til været unødvendige, og ofte mere virksomme. Nogle af de ædle Reddende have fundet dem selv belønnede ved


165

deres ædle Daad at have reddet Mennesker, andre ere af Selskabet efter dets Evne belønnede. Dette har formodentlig ogsaa været Tilfældet i Amsterdam, London og Hamborg, at den største Deel ikke aldeles uden Livstegn er bragt til det Sted, hvor Oplivnings-Midlerne bleve anvendte. De lægekyndige Directeurer af Selskabet for Druknedes Redning have bestræbt sig for at giøre Publicum bekiendt med de Regler, der skulle bruges, og de Midler, der skulle anvendes, til Livløses Redning. I Aaret 1798 forfattede de følgende Anviisning, som blev henlagt i alle Rednings-Casser og desuden gratis uddeelt til Alle og Enhver.

Anviisning

til den Maade, hvorpaa druknede Mennesker

bør behandles med disse Instrumenter

og Lægemidler.

Naar den Druknede er optagen af Vandet, hans Klæder forsigtigen afdragne, og hans Legeme aftørret, lægges han paa Ryggen paa en Foldeseng eller et Bord, hvorpaa er lagt en Madras eller en Dyne, og dækkes da omhyggeligen til. Mærker man nu intet Tegn til Liv, saa:

1. dreier man ham forsigtigen om paa een af Siderne, lader hans Hoved en kort Tid hænge nedad, og tryk-


166

ker imidlertid Underlivet med den flade Haand lempeligen tilbage mod Ryggen, for at forsøge: om noget Vand derved vil løbe ud.

2. Naar han atter er lagt tilbage paa Leiet, lidt høit med Hovedet, saa renses hans Mund, Svælg, og Næse med Svampen, som først udblødes og aftrykkes.

3. Foretager man Luftindblæsningen med Blæsebælgen eller Pusteren. Man skruer nemlig det bøielige Rør paa Pusteren, og sætter paa Enden af Røret et af de smaae vedliggende Elfenbeensstykker, for at indbringe det i et af Næseborene. Skulde her være nogen Hindring, saa tager man det længere Elfenbeensstykke til Munden. Under denne Operation holdes Næsen og Munden tæt tilsluttede, og Luftrøret trykkes tilbage mod Svælget, for at hindre Luftens Nedgang i Maven. Naar man med Pusteren har giort 10 til 12 konstige Aandedrag, saa hører man op i et Minut, renser da atter Halsen med Svampen, ifald Sliim eller anden Ureenlighed er kommen op, og holder ham den stærke Salmiakspiritus (No. 1) under Næsen, hvorpaa man atter begynder Indblæsningen.

Skulde Pusteren tage Skade, benytter man sig i dens Sted af det andet bøielige Rør med det Træmundstykke. Man fylder sit Bryst ved en stærk og hastig Indaanding, og indblæser Luften i den Druknedes Lunger. Efter enhver Indblæsning giennem dette Rør, trykker man Brystet sammen med de flade Hænder, og lader imidlertid Næse og Mund være aabne for Luftens Tilbagegang. Saa-


167

ledes fortfarer man, indtil han enten begynder at aande, eller man intet Haab har mere.

4. Medens Luftindblæsningen foretages, føier en anden Medhielper Anstalt til at opvarme den Druknede. Man varmer hertil tør Sand, udbreder Seildugen over Legemet indtil Halsen, og udstrøer Sanden over Dugen, især omkring Hiertet og Fødselsdelene, til en Tommes Tykkelse, og saa varm, at Haanden netop taaler den. Denne Varmegrad søger man at vedligeholde.

5. Naar det første Sandlag begynder at afkiøles, og behøver at fornyes, da løfter man den Livløses Arme noget i Veiret, og stryger dem paa den Side, som vender til Kroppen, med Fladen af en varm Haand, lemfældigen fra neden opad mod Armhuulheden, for derved at befordre Blodets Løb til Hiertet. Ligeledes løfter man Benene noget fra hinanden, og stryger paa anførte Maade deres indre Flade fra neden opad til Lyskerne. Man giør saaledes 5 til 6 Strøg hver Gang Sandlaget fornyes.

6. Medens Luftindblæsningen og Sandlaget anvendes, tillaver man en god Klysteer af en Haandfuld Salt, opløst i en Pægel varmt Vand, og anbringer den, naar man fornyer Sandbadet. Dette Middel bør flere Gange igientages efter Mellemrum af et Qvarteer.

7. Har disse Midlers omhyggelige Anvendelse endnu ikke bragt den Druknede saavidt, at han kan svælge, da søger man ved Konst at bringe ham den svagere Salmiakspiritus (No. 2) i Maven. Man smører til den Ende Mavesprøitens bøielige Rør med


168

Olien (No. 3), skruer Laaget af Sprøiten, og bringer da Røret forsigtigen igiennem Svælget ned i Maven; fylder derpaa hastigen Sprøiten med den sidst omtalte Salmiakspiritus, og trykker denne, ved Hielp af Sprøitens Stempel, ned i Maven. Dette kan igientages hver halve Time.

8. Under alle disse Midlers Anvendelse kan et Par Hielpere gnide den Druknede under Fødderne med Børsterne.

Kommer den Druknede til sig selv, da bringes han saa snart mueligt til Sengs, og gives et Glas Viin eller 30 Hofmans Draaber (No. 4) og en Koppe lunkent Theevand. Den øvrige Behandling, som bør rette sig efter Patientens videre Befindende, maa vi overlade til Lægen. Utallige Erfaringer have lært, at disse Midler, omhyggeligen anvendte, tidt og ofte have reddet tilsyneladende Druknede.

Kassen indeholder følgende:
a) Den Gorcyske dobbelte Blæsebælg eller Puster.
b) En dertilhørende Hane med Blære.
c) Tvende bøielige Rør til Pusteren.
d) Et Elfenbeensstykke til Indblæsning giennem Munden.
e) To kortere dito til Næsen.
f) Et bøieligt Rør med et Træmundstykke til Luftindblæsning.
g) En Mavesprøite med tilhørende bøieligt Rør.
h) Et Klysteer-Apparat.
i) En Fiskebeens Stok med en større og en mindre Svamp.


169

k) Tvende Børster.
l) Fire Glas, No. 1, fyldt med den stærke Salmiakspiritus; No. 2, med en svagere og fortyndet Salmiakspiritus; No. 3, med reen Bomolie, og No. 4, med Hofmans Draaber.

Endnu findes i Kassen en Beentubus til Luftindblæsning giennem Munden hos dødfødte Børn.

Efter den fra Selskabet bekiendtgiorte Efterretning, er fra Aaret 1797 til 1801 bragte 16 til Live, som ikke gave Livstegn tilkiende, 27, hos hvilke endnu Livstegn fandtes, ialt 43 Mennesker. Vi have ikke i Kiøbenhavn at anføre det betydelige Tal af Druknede, som aldeles uden Livstegn er opvakte; ei heller dem, som i en Time og længere havde været under Vandet, skiøndt Rednings-Midlerne med den samme Hastighed, Nøiagtighed og Orden, som paa andre Steder, ere anvendte.

Aarsagen hvorfor maaskee i Kiøbenhavn færre Druknede blive igien bragte til Livet, end paa andre Steder, troer jeg at kunne søge i følgende Omstændigheder:

1. Det tiltagende Antal af Selv-Mordere (som siden nærmere skal omhandles.) Disse Ulykkelige, naar denne unaturlige Handling ikke skeer i Raserie, Vanvittighed, eller i et


170

heftigt Anfald af lidenskabelig Utaalmodighed, vælge sædvanligen Tiden og Stedet saaledes, at sielden Mueligheden af hastig Hielp kan finde Sted.

2. En god Skøite-Løber, naar han paa usikkre Steder rammer en Vaage, eller Isen brister under ham, beholder endnu en Deel af den hastige Fart, hvormed han løber, endog under Isen, og drukner følgeligen i en længere Frastand fra Isens Aabning, hvorved som oftest Hielpen bliver umuelig.

3. Vore unge Mennesker bade dem ofte paa de Steder af Stranden, hvor man optager Sand af Grunden; de i Svømmekonsten uerfarne, naar de falde i disse Huller, blive ofte et Offer af deres Uforsigtighed, og deres Liig bortføres ikke sielden af Strømmen til Havet. Jeg har i den første Deel af disse Betragtninger pag. 148 giort mine Læsere opmærksomme paa denne farlige Uorden, og tilføiet Forslage til at afværge den, hvilke alt nu have tiltrukket sig vedkommendes Opmærksomhed. Politiet i Paris lader ved dertil beskikkede Folk dem forfølge og fængsle,


171

som uden for de anviste Badepladser gaae i Vandet for at bade dem.

Upaatvivlelig kunde adskillige offentlige Foranstaltninger afgive et meget virksomt Middel til at formindske de Druknedes Tal; naar den ædle, mandige, styrkende Svømmekonst igien hos os blev almindelig og henhørte til den almindelige Opdragelse, vilde mange finde Hielpemidler i dem selv til at undgaae Faren og frelse Livet; naar den almindelige Sædvane hos vores Forfædre, som ikke skyede Vandet i saa høi en Grad som deres kiælne Afkom, at bade dem, igien blev indført hos os, vilde man derved i Almindelighed mere vænnes til Vandet, mindre skye det, og være mindre raadvild i paakommende Fare med at anvende sine Kræfter og Eftertanke til sin Frelse; og naar det ikke blev tilladt at gaae og glide paa Isen, eller at løbe paa Skøiter, førend Stedets Sikkerhed var undersøgt og ved et opstilt Tegn bekiendtgiort. Adgang til de ferske Søer uden for Staden, for Uvedkommende, har til alle Tider været fordærvelig for Søerne, og er derfor af fierde Frederich paa det alvorligste forbudt (see 1ste Deel p. 274). Denne Uskik har desuden havt den Følge, at mang-


172

foldige Mennesker have fundet deres Død paa disse Søer, ved at gaae og glide paa den tynde og usikkre Iis; mange bekymrede Forældre have derved tabt deres Yndlinger, deres Haab, og deres forventede Støtte i tilstundende Alderdom; disse saavel som andre, som endnu kunne vente samme Skiæbne, vilde, ved Opfyldelsen af de ikke igienkaldte kongelige Anordninger, have været og vilde være at frelse.

Upaatvivleligen ønske enhver Stadens og Fædrenelandets Ven, at Selskabet for de Druknedes Redning med Iver og Virksomhed maatte vedblive at gavne og at virke til disse Ulykkeliges Frelse, og til det almindelige Bedste. Vi savne i de senere Aaringer de forhen skeete offentlige Bekiendtgiørelser om Indretningens Fremgang og tiltagende Nytte; vi savne offentlige Beviser paa den virksomme Iver, som saa høit udmærkede Selskabet i de første Aaringer af dets Tilværelse. Maaden, hvorpaa de kongelige Præmier uddeles, skal have foranlediget det. Sørgeligt vilde det være, om en Indretning, som lovede saa meget, og som med Held virkede til det almindelige Bedste, skulde igien synke i Forglemmelse; især kun-

173

de dette være at befrygte i denne Tid, hvor Tidernes Omvæltninger, og Stadens sørgelige Begivenheder have henvendt den offentlige og private Opmærksomhed af Stadens Beboere, og af hele Nationen, til egen Sikkerhed og eget Forsvar mod et voldsomt fiendtligt Angreb. Det er ædel Daad, naar Mænd under byrdefulde Embeder og mange Forretninger uden egennyttige Hensigter opofre deres Arbeide, deres Tid, til det almindelige Bedste; men det er stort at overvinde Vanskeligheder, Hindringer og Ubehageligheder, og stadig og kiæk at fremgaae paa den begyndte ærefulde Bane. Jeg kan ikke tilbageholde nogle Bemærkninger, som efter min Skiønsomhed vilde bidrage til Selskabets Varighed, Flor og tiltagende Nytte.

En virksom Direction synes, ved en offentlig Indretning til de Druknedes Redning, at være uundværlig. Hidtil har Selskabets Bestyrelse for den største Deel bestaaet af Læger, af Mænd, som under byrdefulde Embeder, og uafbrudte praktiske Sysler, som ofte overstiger deres physiske Kræfter, sielden have Tid, endog med den bedste Villie, til at opfylde de Pligter, og at anvende den Virksomhed, som slig en offentlig Indretning kræ-


174

ver. Den medicinske Deel af Rednings-Væsenet er ordnet, Rednings-Casserne findes paa de anviste Steder, og nøiagtig Anviisning er givet til Redskabernes rigtige Anvendelse, men den vigtigere Deel, at paasee, at de givne Anordninger for at forebygge Ulykker følges, og Forsømmelser og Overtrædelser strax paa behørige Steder anmeldes, hastig og tilbørlig at komme de Ulykkelige til Hielp, at besørge de optagne paa behørig Maade til Stedet, hvor Oplivnings-Midlerne kunne anvendes, at lade dem afklæde og opvarme, indtil Lægen kunde møde, at sørge for Oeconomien, Regnskabet m.v., dette er ikke medicinsk, og kunde lige saa godt og maaskee bedre besørges af Ikke-Læger. Det vilde være at fornærme Kiøbenhavns Beboere, at troe, at der ikke skulde findes hos os, ligesom i Hamborg*), ædle Borgere, som især boe paa de Steder, hvor Ulykker lettest kunde møde, der vilde tiltræde Directionen og tillige med enkelte Læger dele deres Arbeide saaledes, at den for enkelte Mænd blev mindre byrdefuld. Dette Ønske er ogsaa ved et nyt Valg i de afdøde

*) Günthers Beskrivelse af de hamborgske Rednings-Anstalter 1795.


175

Directeurers Sted og ved Personalets Forøgelse, nyeligen opfyldt, og lover de heldigste Følger.

Publicitet er ved alle offentlige velgiørende Foranstaltninger, som kræve offentligt Bidrag, en kraftig Drivefieder til deres Understøttelse og Vedvarenhed. Kundskab om Nytten, som derved er frembragt, opvækker almindeligt Ønske om deres Fremgang og Varighed. Vort, i en saa høi Grad agtværdige, Landhuusholdnings Selskab har derved i en saa lang Række af Aar fremvirket uberegnelige Fordele. Upaatvivleligen kræver en offentlig Indretning til de Druknedes Redning den samme Fremgangsmaade. Mueligen kunde Rednings-Væsenet forbindes med Landhuusholdnings Selskabet, og af en Committe bestyres. Hamborgs berømte Selskab til Befordring af nyttige Haandteringer giver os hertil et ædelt, værdigt Mønster, da det saa fortrinligen har virket til de Druknedes Redning, og visseligen kan ingen værdigere, ædlere og nyttigere Beskiæftigelse tænkes, end at redde nyttige Mennesker for Staten og Fædrenelandet.

Til en offentlig Indretning til de Druknedes Redning hører det nødvendigen, at være forsynet

176

med de Midler, som kunde behøves til at udføre dens velgiørende Hensigt, med Tryghed for dem, som bestyre Indretningen, og med Sikkerhed for det Almindelige. Naar Inventarium er anskaffet, og Indretningen ordnet, behøves ikke betydelige Summer hertil. Dog kræves aarligen noget til anstændige Belønninger og Opmuntringer, til Redskabernes Vedligeholdelse, til et anstændigt Samlingssted med Lys og Varme, til Protocollers Anskaffelse, til Skrivmaterialier, Bud m.v. Ved Stiftelsen af Selskabet til de Druknedes Redning i Kiøbenhavn, blev en Fond oprettet af de 500 Rdlr., som Kongen skiænkede dertil en Gang for alle, og af de 5 Rdlr., som enhver Medlem af Selskabet indskiød ved Indtrædelsen. Denne Indretning syntes ikke at love Selskabets vedvarende Virksomhed med Hensyn til den hele Omfang af dets ædle Bestræbelser. Fonden var for liden, især i Begyndelsen, til at afholde de nødvendige Udgivter, og giorde det nødvendigt strax at angribe Kapitalen, som nu ikkun til Rednings-Cassernes Vedligeholdelse er tilstrækkelig. Medborgernes Velvillie, og Medlidenhed med de ulykkelige Druknede, synes at være en sikkrere


177

Kilde til slige Indretningers Varighed, Flor og tiltagende Nytte. Derved har Rednings-Anstalterne i Amsterdam, Hamborg og London ikke allene vedvaret i en lang Række af Aar, men ogsaa opnaaet en høi Grad af Fuldkommenhed og stiftet uberegnelig Nytte. Fra den danske Regierings Side kan og bør man med Grund vente de offentlige Anordninger, som kunde befordre Selskabets ædle Hensigter, og Øvrighedens varme Medvirkning til at hæve de Hindringer, som kunde virke derimod. Velgiørenhed er i Almindelighed et fremlysende Træk i Kiøbenhavnernes Character. Vel er den ved Stadens Ødelæggelse og Krigens uundgaaelige Følger nu indskrænket inden usædvanlig snævre Grændser; dog er jeg fuldkommen overbeviist om, at, naar Stadens Beboere ved Publicitet bleve fuldkommen overbeviste om Indretningens Nytte og Fremgang; naar de med Varme bleve opfordrede dertil i offentlige Blade, i Klubber, Selskaber, Giæstebuder m.v., saa vilde der vist findes ædle Mennesker, som enten ved aarlig Bidrag eller frivillig Gave vilde sammenskyde saa meget, som til Selskabets nødvendige Udgivter kunde være tilstrækkelig, og tillige sikkre


178

Indretningens Varighed for Fremtiden. Vi see jo dagligen Prøver paa Kiøbenhavnernes Velvillighed til at hielpe ulykkelige; vist kunde døende Medborgere med Tillid vente den samme. Selskabet vilde derved ogsaa sættes i Stand til, tillige, om det skulde forlanges, at give Erstatning for private Opofrelser og overordentlige Belønninger til dem, som med Kiækhed og egen Livsfare udmærke dem ved de Druknedes Frelse. Nogle ædle vilde finde sig efter deres individuelle Stilling og Følelse tilstrækkelig belønnede ved den ædle Daad at have frelst et Menneske; andre vilde nok finde sig mere hædrede ved Selskabets Agtelses-Tegn og en Medaille, som viste deres Navn; naar derimod andres Trang heller krævede en Belønning af Penge; og til disse vilde den Præmie, som paa offentlig Bekostning af Magistraten uddeles, tillige være en Drivefieder til Virksomhed. Præmier for druknede Menneskers Frelse, vilde da i Kiøbenhavn være større og mere tillokkende, end ved nogen anden Rednings-Anstalt i Europa.

Siden Rednings-Anstalters Begyndelse i Europa, har Lægerne været opmærksomme paa de Forandringer, som forefindes i druknede Menne-


179

sker og Dyr efter Døden. Deres Iagttagelser ere, og kunne ikke være, overeensstemmende, og dog være fuldkommen sande; ved de Syns-Forretninger, som i Følge Reskript af 4 Juni 1805 ved de Druknedes Liig bleve foretagne, er det som oftest bemærket, at Fugtigheden indtræder i Luftrøret og Lungerne, og at disse næsten uden Undtagelse vare i en meget udvidet Tilstand. Nogle Druknede kunde synke i Vandet under Indaandingen, andre under Udaandingen, nogle i en Tilstand af Drukkenskab, andre under en heftig Forskrækkelse, nogle under Forandringer, som deres individuelle Konstitution medfører, andre under en Tilstand af Besvimelse; og disse ere nok de, som længst kunde være under Vandet, og dog kunde bringes til Live igien, da derimod andre i faae Minutter ere uigenkaldelig døde. For at oplyse nærmere denne vigtige Gienstand, blev ved Reskript til Stadens Magistrat af 4de Junii 1805 befalet, at saavel den nuværende som efterkommende Stadsphysicus i Kiøbenhavn maa obducere de druknede Menneskers Liig, som forefindes i de i Kiøbenhavn, eller omkring samme, værende Vande, naar disse Liig om Sommeren efter 2, og om Vinteren ef-


180

ter 3 Dages Forløb, enten ikke er kiendte af deres Venner eller Paarørende, eller af disse ere forlangte udleverede for at begraves, som da skulle jordes paa offentlig Bekostning. Til den Ende findes nu ved Langebroe et Liighuus med Sections-Stue indrettet.

Heraf synes at Følge: at Oplivnings-Midlerne ikke uden Undtagelse hos alle efter almindelige Regler kunne og bør anvendes. Og hvem kunde bestemme disse Afvigelser nøiere og sikkrere end de Læger, som forestaae en offentlig Rednings-Anstalt i en saa folkerig Søe-Stad som Kiøbenhavn? det henhører ikke til min Plan, at gaae videre ind i denne vigtige Gienstand, eller at undersøge: hvorledes enkelte Oplivnings-Midler kunde virke hos forskiellige Individer og under forskiellige Modificationer. Under alle Begivenheder vil de Druknedes hastige og tilbørlige Udtagelse af Vandet være det virksomste Hielpemiddel. Efter min individuelle Følelse og Erfaring, er i det hele deres Tal saare lidet, som igien blive bragt til Live, naar alle Livstegn, endog nogen Varme paa Brystet, ere forsvundne, og naar Irritabiliteten ikke ved elektriske eller galvaniske Gnister mere kan op-


181

vækkes. Stederne, hvor Rednings-Redskaber findes, ere vel i offentlige Blade og Placat af 1ste September 1798 bekiendtgiorte; dog er den største Deel af Almuen uvidende om, hvor de i paakommende Tilfælde nærmest have at henvende sig; det vilde derfor være nyttigt: at disse Steder ved paahængte Tavler, som det med Hensyn til Brand-Sprøiterne er brugelig, bleve bragte til almindelig Kundskab, hvilket nu ogsaa er besluttet.

Kiøbenhavns Døds-Lister har, med Hensyn til de Dødes Tal, Alder, Aarsagerne og Sygdommene, som gave Anledning til den paafølgende Død, ikke opnaaet den Fuldkommenhed og Paalidelighed, som man maatte ønske. Denne Nøiagtighed kan med Hensyn til de Druknede ikke være fuldkommen, da nogle af disse Ulykkelige kunde fra Skibene og Havet drives til vore Kyster og Stadens Omegn, og andre derimod, som drukne her, kunde bortføres af Havet; andre Selvmordere belæsse dem ikke sielden med Steen, hvorved de synke og aldrig blive opdagede. Dog synes en større Omsorg for Døds-Listerne af de Druknede ikke at være uvigtig for Statsmanden, Naturforskeren og for Lægen. Ogsaa i denne Henseende tillader jeg mig at tilføie


182

nogle Anmærkninger. Enhver Druknet, naar og hvor han maatte findes, i, eller i Omkredsen af Staden, uden Undtagelse, maatte anmeldes til Stadsphysicus og Bestyrelsen af Selskabet til de Druknedes Redning, for at synes. De af disse Ulykkelige, som vare allerede tydelig gaaet i Forraadnelse, maatte ikke begraves, førend derom var meddeelt en Attest af en autoriseret Læge. De derimod, hvor ingen Tegn til Forraadnelse var tilstæde, maatte alle henbringes til det nærmeste Sted, hvor Rednings-Anstalter findes, og uden Undtagelse Oplivnings-Midler hos dem anvendes, og Anordningerne af 9de Maji 1779, af 1ste Julii 1800 og 4de Januari 1805 nøiagtigen følges, og ingen jordes, undtagen det med Attest bevises, at Oplivnings-Midler vare forgiæves anvendte, eller ingen muelig Redning at haabe. Særdeles nyttigt vilde det være, om den borgerlige Øvrighed tillige maatte stræbe at tilveiebringe den muelige Oplysning om de Druknedes Alder, Stand, borgerlige Stilling, og Aarsagerne, som have foranlediget deres Død. Alle Anmeldelser derom maatte af Directionen for Rednings-Anstalterne samles og offentlig ved Tryk-


183

ken aarligen bekiendtgiøres. Mange vigtige Resultater vilde deraf kunde drages til almindelig Nytte. Jeg tilføier tvende Lister over Druknede, som i de sidste 14 Aar ere ved Politiet og Klokkerne anmeldte.

Efter Politiets Lister ere druknede i Kiøbenhevn:

I Aaret - Druknede

1794 - 27
1795 - 13
1796 - 26
1797 - 29
1798 - 44
1799 - 25
1800 - 26
1801 - 22
1802 - 25
1803 - 20
1804 - 15
1805 - 19
1806 - 19
1807 - 29
1808 - 27

Efter en anden Liste, som af Justitsraad og Raadmand Pontoppidan er uddraget af Klokkernes Protocoller, er de Druknedes Tal i Kiøbenhavn betydelig større, maaskee fordi ikke alle ved Politiekammeret ere anmeldte.


184

 

Af Druknede i Kiøbenhavn ere dødfundne

I Stadens Canaler og Havne.

Paa Rheden og ved Toldboden.

Antal.

I Aaret

I Følge Syns-Forretninger

Mænd.

Qvinder.

Mænd.

Qvinder.

Mænd.

Qvinder.

1798

 

17

4

5

 

22

4

1799

 

14

7

4

1

18

8

1800

 

19

6

7

2

26

8

1801

formodentlig i Anledning af
Bataillen den 2den April

22

5

28

 

50

5

1802

 

31

3

2

 

33

3

1803

 

29

5

4

3

33

8

1804

 

27

8

9

4

36

12

1805

 

39

7

13

2

52

9

1806

 

41

5

2

9

64

41

1807

 

38

6

19

7

57

13

1808

 

33

6

29

2

57

8


 

185

Naar man hertil lægger, at ikke alle af begge Etaterne paa denne Liste findes anførte, og at en Deel blive strax jordede uden videre Anmeldelse, saa sees heraf, at de Druknedes Tal i Kiøbenhavn er meget betydelig. Denne Sag er følgelig vigtig nok, til at opvække enhver Fædrenelands-Vens varme Deeltagelse i disse Ulykkeliges Skiebne, og den ivrigste Medvirkning til at frelse af dem saa mange som mueligt.

Den kongelige Præmie, som under 14de September 1798 er udsat for dem, der have optaget en Skindød druknet saa betids udaf Vandet, at han siden ved Konstens Hielp er bleven bragt til Live, er ved Magistraten udgivet:

I Aaret

 

Mænd.

Qvinder.

Antal.

1803

til 7 Personer, som have reddet

6

1

7

1804

til 9 Personer, som have reddet

7

2

9

1805

til 18 Personer, som have reddet

15

3

18

1806

til 13 Personer, som have reddet

12

1

13

1807

til 16 Personer, som have reddet

13

3

16

1808

til 22 Personer, som have reddet

15

7

22

 

hvoraf sees: at Foranstaltningerne til de Druknedes Redning i Kiøbenhavn ikke ere frugtesløse.


186

Afværgelse af Farer paa offentlige Steder

i Kiøbenhavn.

I store og folkerige Steder, hvor saa mange tusinde Mennesker krydse hverandre paa Gaderne og offentlige Steder, hvor alle ere beskiæftigede, alle i Bevægelse, alle paa Færde, hvor enhver, efter sin individuelle Stilling her i Livet, virker til bestemte Hensigters Opnaaelse, kunne mange Omstændigheder møde, som forøge den Masse af Livsfarer, der ledsager Mennesket ved hvert dets Fied paa Livets Bane. Mange af disse ere en Følge af den herskende Letsindighed og Uforsigtighed, andre af tilfældige Omstændigheder, som ikke til alle Tider kunne forudsees, og deres Følger beregnes, men som dog ved gode Medicinal-Politie-Love kunne formindskes og afværges. Jeg nævner iblandt disse først Opløb og Trængsel.

Massen af Mennesker er i Kiøbenhavn ikke saa stor, eller de offentlige Leiligheder, som kunne give Anledning til Trængsel og Opløb, af den Beskaffenhed, at almindelige Farer for Liv og Helbred derved kunde frembringes. Vi ville neppe have at befrygte en lignende Ulykke, som over-


187

gik Romerne, da ved Nedstyrtning af et Amphitheater, som var indrettet til at see et Fegte-Spil, henved 5000 Mennesker bleve dræbte og saarede i Trængselen*); ei heller, som i Paris, hvor i Anledning af den ulykkelige Ludvigs Giftermaal 1500 Mennesker bleve ihieltrykkede; dog ere vi ikke aldeles frie derfor. Ved offentlige Feste og Høitideligheder, ærostatiske Luftreiser, Fyrverkerier, Illuminationer, yndede Skuespil, ved enkelte Forbryderes Henrettelser m.v. er ofte Trængselen saa stor, at Livsfare derved kunde foranlediges. Da Nysgierrighed er et af Kiøbenhavnernes characteristiske Træk, saa kan af og til den ubetydeligste Anledning give Grund til stærk Trængsel, som vel i Almindelighed ikkun har til Følge, at Klæderne rives itu, Hattene tabes, Skoene mistes, men som dog af og til ogsaa kunde have og har skadelige Følger for Liv og Helbred, især for Qvindekiønnet, for Børn og svage Folk, hvorom Erfaringer ikke ere aldeles sieldne. Nogle krybe ved slige Leiligheder paa Plankeværker og Stillager, paa Tage og Tagrender, paa Gadelygter og Afvisere, paa Møller og Møllevinger,


188

paa forspendte Vogne, Vognhiul og Karethiul, hvorved lettelig Livsfarer kunde frembringes. Et aarvaagent Politie hindrer slige Uordener, ved at fraholde Pøbelen at opstige paa usikkre Steder, at lade Vognene holde paa afsides Steder, at lade nøiagtigen eftersee de Stillager, som ere opførte til Tilskuernes Beqvemmelighed m.v. Vi eie ogsaa med Hensyn til denne Gienstand adskillige Anordninger og Placater, som, af 22 October 1701, 27 Julii 1742, 9 Maji 1749, 2 Marti 1751, 30 Julii 1759, 29 Junii 1772, 6 Januari 1773, 28 Marti 1751 og 24 December 1777.

Ved Opførelse af nye Bygninger og Istandsættelse af brystfældige, hvoraf Kiøbenhavn formedelst de igientagne Ildebrande og det nyelige Bombardement har havt en saa stor Mængde, kunde ligeledes møde adskillige Omstændigheder, som kunde være farlige for Menneskers Liv og Helbred. Det er naturlig: at Tømmermænd, Muurmestere, Blyetækkere m.v. maae tidlig vende dem til deres farlige Haandtering uden Svindel at gaae og arbeide paa høie Mure, Bielker og Stillager; dette er uundgaaeligt, men


189

at de af Kaadhed og for at giøre Gøglerier, som Vanen og Fordomme har indført, udsætte dem selv for unødvendige Farer, holde taabelige Taler for talrige Tilhørere, drikke Skaaler og siden kaste Glassene og Flasker blandt Tilskuerne, ved hvilken Leilighed forhen nogle er komne til Skade, finder her ikke mere Sted, da dette Uvæsen er afskaffet. Ei heller giver Usikkerheden af Stillager ved Opførelsen af nye Bygninger hos os Anledning til Ulykker, oftere derimod enkelte Arbeideres Uforsigtighed, som ingen Love, ingen Tilsyn kan afværge. Hidtil har det afbrændte Christiansborgs Slots Opbygning, og den farlige Aftagelse af den vældige Steen-Beklædning, under vores Professor Hansens Bestyrelse, ikkun kostet et eneste Menneske Livet ved Uforsigtighed.

Bygnings-Steder, hvor nye Bygninger opføres eller gamle istandsættes, blive sædvanlig, i Følge Placaten af 19 Junii 1790, til Gaden omgivet med et Plankeværk for, at de passerende paa Gaden ikke ved nedfaldende Materialier skulde beskadiges, og disse tillige for fremmed Besøg sikkres. Gamle brystfældige forfaldne Bygninger, som true med at falde, eller Pakhuse, som synke


190

under Lasten af indlagte Varer, hvorved Beboerne kunde beskadiges, findes her nok ikke. Da næsten alle Huse er prioriterede, saa kræver vedkommendes Fordeel: at alle Bygninger ved kyndige Mænd jævnlig blive efterseete. Ved Huus- og Tag-Reparationer er ved Forordningen af 10de Januari 1685 befalet, at: "paa det enhver kan see sig for, og tage sig Vare, at Haandværksfolkene udstikker af Loftshullet en Stang, og deri hænge en Steen eller andet i en Snoer saa nederlig og langt udover Gaden, at den kan rækkes op til af de forbigaaende." Denne Regel, som endnu følges, kunde være skadelig. Man betiener sig hertil sædvanlig af en Tagsteen, som er igiennemboret og ophænges i en Snor. Stenen saavelsom Snoren kunde ved Vindens Bevægelse mod Muren brækkes og de gaaende paa Gaden beskadiges, hvorpaa Exempler ikke mangle. Rigtigere synes det at være, hvilket ogsaa paa enkelte Steder skeer, at sperre Fortoget ved Lægter eller ved befæstede Touge, saalænge Huus-Reparationen vedvarer. Skrøbelige Tage og slet befæstede Tagsteen give ikke sielden Anledning især i stormende Veir, til at Stenene nedfalde og


191

beskadige dem, som gaae paa Gaderne. Tagenes flittige Eftersyn, og god Kalk dertil anvendt, burde derfor være en særdeles Pligt for alle Vedkommende, og de burde være ansvarlige for den Skade, som deraf for andre maatte fremkomme. Efter de franske, østerrigske og preussiske Love ere Bygningskyndige til Bygningernes Undersøgelse ansatte, som foranstalte det istandsat paa vedkommendes Bekostning, som kunde være andre til Skade for Liv og Helbred. Allerede efter de romerske Love var Husenes Sikkerhed og Varighed ikke allene overladt til Eierne, men henhørte under det offentlige Politie. Naar en heftig Storm eller Orkan indtræffer, vilde det være betryggende, at Huuseierne vare forpligtede til at besørge alle Loftsluger og Tagvinduer tillukkede. Sneens Nedkastelse fra Tagene og Renderne kunde ofte give Anledning til at beskadige andre, da man fra Tagene ikke kan see dem, som gaae tet ved Husene; det synes derfor at være ligesaa nyttigt som nødvendigt, at enhver Huuseier skulde være pligtig til under Straf, i den korte Tid Sneens Nedkastelse maatte vedvare, at lade de Gaaende advare ikke at gaae paa


192

Fortoget. Udstaaende Render ere vel allerede ved Placat af 10 Januari 1683 forbudne, dog findes endnu mange her i Staden. De frembringe den Besværlighed, at ikke allene de Gaaende i Regnveir blive overøsede med Vand, men ogsaa at, efter stærk Tøeveir og indfaldende Frost, Iistapper ved dem dannes, som kunde være af den Længde og Tykkelse, at de kunde stærk og farlig beskadige andre, naar de nedfalde; hvorpaa jeg har seet adskillige Exempler. Husenes Beboere burde derfor under Straf tilholdes, om udstaaende Render endnu skulle vedblive, forsigtig at nedstøde disse Iistapper baade fra Renderne og fra Tagene. Udkastelsen af faste og flydende Ting er her ved Placat af 17 Junii 1806 forbuden, ogsaa bemærkes sielden dens Overtrædelse. Jeg veed ikke om det er af Vane, eller efter paa Erfaring byggede Grundsætninger, at Vinduerne og Vindueskudderne i Stadens Huse næsten uden Undtagelse åbnes udad istæden for indad. Erfaringen viser i andre Lande: at disse ligesaa vel kunde holde Vind og Regn ud, som hine. Næsten ved enhver Storm er det Tilfældet her i Staden, at Vinduerne, naar Krogene ere sva-


193

ge eller ikke ret paasatte, kastes ned, hvorved de Gaaende kunde udsættes for Livsfare.

Efter de franske Politie-Love blive de Steder, hvor Skildtene for Husene udhænges, saavel som Stængerne, hvormed de befæstes, først af kyndige Mænd undersøgte, førend Tilladelse gives til at udhænge dem; det samme skeer ved Stængerne, hvorpaa Farvere og Kattuntrykkere udhænge deres Vare for at tørre dem, hvorved ogsaa Hestene kunde blive skye og foranledige Ulykker. At sætte Blomster-Potter inden eller udenfor Vinduerne, naar de ikke paa en sikker Maade ere omgivne og befæstede, er ved Placat af 28de Julii 1806 forbudet, da deres Nedfald kunde foraarsage farlige Beskadigelser, endog Døden. Siden vi havde det Uhæld: at Holmens Broe i Aaret 1755 brast, ved hvilken Leilighed endeel af Garden til Hest omkom, har man Grund til at formode, at Broernes Tilsyn i Staden og udenfor den, skeer med den tilbørlige Nøiagtighed, saa at fra denne Side Stadens Beboere ikke synes at have nogen Fare at befrygte.

194

Ved Broelægningens Istandsættelse paa Gaderne og endnu mere ved Gravning til Vandrendernes Reparation, kunde mange om Aftenen og ved Nattetider komme til Skade. Det er derfor ved Placat af 29 October 1790 befalet at indhegne disse Steder, og tillige at betegne dem ved antændte Laterner. Naar Fortogene bepakkes med udsatte Varer og andre Ting; naar de brede Stene ikke ligge lige; naar Fortogene paa de fleste Steder ere overskaarne af smaae Render for Vandløb, som enten aldeles ikke, eller dog slet og ujævnt ere bedækkede, da, og naar Vognene om Natten hensættes paa Gaderne, hindres derved ikke allene de Gaaende, men ogsaa Beskadigelse kunde derved foranlediges, hvilket temmelig ofte er Tilfældet; ved Placat af 11 December 1790 er derfor alt forbudt, som kan i denne Anledning himdre de Gaaendes Beqvæmmelighed og Sikkerhed. I paakommende Glatiis falde mange paa Gaderne, og hvert Aar bliver derved foraarsaget mange Beskadigelser. I adskillige Steder findes den Politie Anordning, at, under disse Omstændigheder, Huuseierne skulle lade bestrøe deres Fortoge, saa og omkring Vand-Posterne, hvor


195

Isen mest samler sig, med Sand, Aske eller Saug-Spaaner, for at forebygge denne Ulempe; saa burde og ei heller Glidebaner til Drængenes Fornøielse paa Gader og offentlige Pladse tillades.

Den offentlige Befordring henhører upaatvivlelig til Omsorg for den offentlige Sikkerhed, da man derved ofte kunde udsættes for Livsfare. Vognenes, Hiulenes og Axenes Brystfældighed, og Vognenes Veltning, kan foraarsage Ulemper og Livsfarer ikke allene for dem, som sidde i eller paa Vognene, men ogsaa for de Nærgaaende. Mange af disse Feil ere vanskelig at opdage paa malede Vogne; især kunde Jern-Axene, naar de ere smedede af enkelte Jern-Stænger, have ukiendelige Sprækker, som ved Vognenes Stød hastig brækker hele Axen; andre derimod ere tydelige, hvoraf Følgerne kunde forudsees og forebygges. Disse Vognes Eiere burde i dette Tilfælde, ikke allene efter andre Landes Exempel tabe deres Hyre, erstatte den foraarsagede Skade og Ophold, for saavidt mueligt, men desuden erlægge en følelig Straf. Ogsaa Karetdørene fortiene samme Opmærksomhed, at deres


196

Laase ikke ere af den Beskaffenhed, at de under Vognens Bevægelse af sig selv aabnes. Adskillige Gange har jeg seet de ulykkeligste Følger deraf, at Børnene ere styrtede udaf Vognen og bleve overkiørte.

Hastig Kiøren og Riden i store folkerige Steder har til alle Tider været fordærvelig og skadelig for mange. I Paris, hvor dog Omsorg for Beboernes Sikkerhed er bestemt ved nøiagtigere Love, end i nogen anden stor Stad i Verden, dræbes dog, i et Middeltal, 20 Mennesker aarligen ved hastig Kiørsel. Noget forhøiede Fortoge for de Gaaende, som der findes i Kiøbenhavn, og som allerede hos de gamle Romere vare brugelige, hvilke Udgravningen af den sunkne Stad Pompeji udviser, formindsker vel denne Fare for Fodgiængere, at blive overkiørte, dog henhører de derved foraarsagede Uhæld ikke aldeles til Sieldenheder hos os. Alvorlige Straffe-Love ere derfor ogsaa hos os fastsatte for hastig Kiørsel og Riden, ved Placat af 28 Januari, 28 Februari og 10 october 1780. Et Særsyn er det dog hos os, at Kanerne om Vinteren ustraffet jage igiennem Gaderne, og især om Aftenen i Mængde ja-


197

jage [!] paa Kongens Nytorv, saa at de Gaaende, uagtet Kanerne efter Placat af 18 Januari 1780 er forsynede med Bielder, dog have al muelig Opmærksomhed nødig, for at ikke blive af Kanerne, som komme i alle Retninger, overkiørte; at saavel Kudske, som unge Herrer, have en lang Snert paa Pidsken for at kunne knalde dygtigen, er ikke heller overeenstemmende med gode Medicinal-Politie-Love, da derved ikke sieldent Folk ere blevne beskadigede. I Vien, Manheim og andre Steder er Anordningen, at Vognene, hvori Eieren eller Leieren findes, under Arrest og korporlig Straf for Kudsken, maae kiøre i et lille Trav, men derimod tomme, ligesom alle læssede, saa og med 4 og 6 Heste bespændte, Vogne i Skridt. I Sneeveir, hvor Vognenes Kiørsel ikke foraarsager megen Lyd, synes det at være nyttigt, om ogsaa Vognene, ligesom Kanerne, bleve forsynede med Bielder; saa og at Kudskene aldrig burde kiøre om Kaps, alletider anraabe de nærværende Gaaende og advare dem, og holde stille for dem, som ikke synes at høre Anraabet, saa og for Syge, Svage og Børn m.v. I de franske og andre Politie-Love, er det under korpor-


198

lig Straf befalet, at Kudskene aldrig skulle forlade Kudske-Sædet, undtagen naar de beholder Tømmen i Haanden, aldrig foere Hestene, uden at de i Forveien har løst en af Skavlerne af hver Hest. Mange ere paa den ulykkeligste Maade blevne beskadigede og dræbte, naar Hestene ved tilfældige Omstændigheder ere blevne skrækkede og løbske. Undskyldning af Kudskene ikke at kunne regiere Hestene, bør ikke befrie for Straf, hvilket ogsaa aldeles i de gamle romerske Love er antaget. Videre er i de franske Politie-Love fastsat, at ingen maa regiere Heste og Vogne, som ikke har opnaaet sit 17 Aar; og, naar Hestene have onde Vaner, til at blive løbske, slaae og bide, og derved andre blive beskadigede, saa skulle, om det kan bevises, at Hestene have havt disse Lyder tilforn, ikke allene Kudsken straffes med korporlig Straf, men ogsaa Eieren alvorligen tiltales derfor.

Hundenes Galskab, hvorved Mennesker kunne beskadiges, og paa den gyseligste Maade dræbes, er i Kiøbenhavn en Sieldenhed. Vel har jeg selv for nogle og 30 Aar siden behandlet i et Aar tre af slige Ulykkelige, hvoraf to vare bidte


199

og en allene slikket af en gal Hund; men siden den Tid er endog ikke et eneste Exempel bleven mig bekiendt, at gale Hunde her i Staden skulde have foraarsaget Ulempe. Om den Skade, som det store Antal af Hunde paa Oeconomiens og Reenlighedens Vegne foraarsage i en Stad, hvori næsten hvert 10de Menneske nyder Almisse, har jeg erindret i den første Deel af disse Betragtninger (pag. 170). Ogsaa med Hensyn til Hundenes Galskab, og de skrækkelige Følger, som deraf kan møde for Mennesker og Dyr, henhøre Hundene upaatvivleligen til den offentlige Omsorg for at afværge Farer. Uagtet gale Hundes Bid henhører til Sieldenheder her i Staden, saa er den dog muelig, og ethvert Middel bør være velkommen, som kunde afværge denne Fare, saa meget mere, som vel Konstens Regler, strax og rigtig anvendte, kunde være virksomme til at hindre dette skrækkelige Onde, men, naar Vandskræk først er udbrudt, sædvanligen er Redningen forgiæves. Man vil have bemærket: at Hundene kunde taale den stærkeste Hede og Kulde, Tørst og slet Føde, uden at faa Vandskræk, men at derimod tilbageholden Kiønsdrift bidrager til den stille og heftige Gal-


200

skab hos Hundene; endog hos Menneskene bemærkes noget lignende. Man har derfor tilraadet at skiære Hundene, ikke allene for at formindske unyttige og skadelige Hundes for store Mængde, men ogsaa for at forebygge Galskab, som kunde fortiene Opmærksomhed. En nyttig Indretning vilde det være: at alle syge Hunde uden Undtagelse skulde holdes i Lænke, og at de af dem bidte Dyr uafhudet skulde nedgraves. Upaatvivlelig er Hunde paa Stadens Gader ikke allene uden al Nytte, men og til Skade; de forøge Gadernes Ureenlighed og Luftens Fordærvelse, kunne anfalde, beskadige eller skrække især frugtsommelige, svage og Børn, og endelig kunde de blive gale og bibringe andre den skrækkeligste Sygdom. Kiøbenhavns Beboere maatte derfor ønske: at den holsteenske Anordning, at aldeles ingen Hunde maatte taales saavel i Stederne, som paa Landet, uden at ledes i en Snor, og at alle andre Hunde paa alle Tider af Aaret og Dagen maatte ihielslaaes og Eierne straffes, ogsaa her blev indført.

Vort Klima og vores Beliggenhed sikkrer os for giftige Dyr, som kunde være skadelige for Liv og Helbred. Derimod have vi hos os, ligesom paa


201

andre Steder, bedøvende, giftige, skadelige, skarpe Planter, som ikke allene voxe vilde, men som ogsaa indsnige sig i Haverne til Prydelse. Disse kunde for ukyndige og Børn blive skadelige. De almindeligste af disse ere: Vand-Gifttyde, Cicuta virosa, Skarntyde, Conium maculatum, Bulmeurt, Hyoscyamus niger, Vild-Petersellie, Aethusa Cynapium, Stormhat, Aconitum Napellus, Natskade, Atropa Belladonna, Galurt, Datura Stramonium, Kielderhals, Daphne Mezereum, Rød Fingerhat, Digitalis purpurea. Men ingen viser sine skadelige Virkninger saa ofte som Championer (Fungi). De mange forskiellige Arter kunne letteligen forvexles, og neppe er nogen af dem aldeles uskadelig; tillige ere de alle haarde og ufordøielige, skiøndt vore sybaritiske Ganer og den herskende Mode finder dem tillokkende. Ønskeligt vilde det være, om alle giftige Arter af Plante-Riget, i Nærværelsen af menneskelige Vaaninger aldeles kunde udryddes, og de faae, som til Lægemidler anvendes, paa afsides Steder blive dyrkede.


202

Selv vore meest brugelige Kornsorter: Rug, Hvede, Byg og Havre, hvoraf Brød tillaves, kunne være skadelige og fordærvelige for Liv og Helbred, naar disse Frøe-Arter fugtige eller umodne ere indhøstede, naar de ere i en syg Tilstand, og skadelige Frøesorter. Maadelig Pløining, frisk Giødning, Udsæd af urene Kornarter og fugtige Sommere og Høste ere de sædvanlige Aarsager dertil. Til Kornets Sygdomme henhører især Branden (Ustilago) og Meeldrøien (Clavus, Mutterkorn), og til fremmede Frøesorter, som ere skadelige eller dog mistænkelige, Klinte (Agrostemma Githago), Agerkaal med blaaelige Blomster (Raphanus Raphanistrum), Heire (Bromus secalinus), og Svingel (Lolium Temulentum). Advarsel for Almuen og den Forsigtiged, som derved er at iagttage, er af Collegium medicum ved Cancelli-Cirkulaire af 19 April 1800 offentlig bekiendtgiort.


203

Niende Afdeling

om

Børne-Opdragelse.

_____

Omsorg for spæde Børn og deres physiske Opfostring.

Forældre, som i Følge Menneske-Slægtens Bestemmelse avle Børn, lægge selv ofte Grunden til disses lykkelige eller ulykkelige, blide eller kummerfulde Dage paa Livets Bane. Moralske Dyder og Lyder, physiske Fuldkommenheder og Ufuldkommenheder forplante sig fra Forældre til Børnene. Det er yderst vigtigt for det tilkommende Menneske, at den Masse, hvoraf det blev dannet og udviklet, var god og kraftfuld; da den Andeel af Livskraft, som blev det tildeelt ved Undfangelsen, giver det Anlæg til en sygelig eller sund, stærk


204

eller svag Udvikling af dets Livs-Organer og Legems Bygning. At være velbaaren, i bogstavelig Betydning, henhører blandt de største og fortrinligste Velgierninger for Mennesket, da dette upaatvivlelig langt mere bidrager til Menneskeheld end den Velbaarenhed, som Rang-Forordningen meddeler. Børnene ere som oftest Aftrykket af deres Forældre, ikke allene i Henseende til den udvortes Form, Ansigts-Træk, Dannnelse og Legems Styrke, men ogsaa ved saadanne Anlæg til forskiellige Sygdomme, som have deres Grund i Forældrene og forplantes til Afkommet. Lægerne bemærke ikke usædvanligen, at Bryst-Sygdomme og Tæring, Kiertelsyge og den engelske Syge, Gigt og Podagra, Hæmorrhoider, Kræft, Steen, den veneriske Syge under alle dens forskiellige Skikkelser m.v. meddeles Børnene, tildeels endog ved Undfangelsen. Naar Forældrene ere i physisk og moralsk Henseende usunde og svage, naar de ere for unge eller for gamle, eller af en meget lige Alder, vil neppe en stærk og kraftfuld Afkom kunne ventes. Hvilken kraftig Opmuntring til Orden og Maadelighed for Menneske-Slægten har ikke Forsynet lagt i denne


205

Natur-Lov! og hvilke bittre Følelser maae det ikke vække hos ei aldeles fordærvede Mennesker, naar deres Børn af denne Aarsag, med et svagt og skrøbelig Legeme, under Smerter og Lidelser gaae en tidlig Død i Møde og kunne bebreide deres Forældre deres Tilværelse.

Omsorg for det tilkommende Menneske begynder fra Øieblikket af dets Undfangelse, som er mere vigtig og for hele Livet afgiørende end man sædvanligen troer. Her bliver den første Spire af det tilkommende Menneske opvakt og den første Livskraft meddeelt, hvorved Naturen ikke uden Aarsag har forbunden den høieste Exaltation af det menneskelige Væsen. Mennesket meddeles dog med Hensyn til Sundhed og Styrke langt mere af Moderen end af Faderen. Den svagere Mand vil ofte kunne avle stærke og sunde Børn, naar ikkun Moderen har en sund og kraftfuld Legems-Beskaffenhed. Derimod lærer Erfaring, at den kraftfuldeste Mand, der har en sygelig og svag Kone, sielden faaer nogen stærk Afkom. Den physiske Omsorg for den tilkommende Menneske-Slægt, og for Børne-Opdragelsen begynder med Frugtsom-


206

meligheden, der vedvarer under og efter Fødselen og strækker sig lige til den Tid, at Legemet er fuldkommen uddannet, og Siælens Evner have faaet den Retning og den Udvikling, som giver tilkiende, om Mennesket bliver stærkt eller svagt, sundt eller sygeligt, nyttigt eller unyttigt, en Byrde eller et Held for Menneske-Samfundet. Opmærksomhed paa Naturens Fremgangsmaade og troe Lydighed mod dens Love vilde kunne frelse mangfoldige fra Sygdom og Død, give til mange legemlig Styrke og Kraft, udvikle mange Anlæg til physiske og moralske Fuldkommenheder, og giøre dem derved baade lykkeligere og nyttigere for deres Medborgere. Det henhører ikke til min Plan at igiennemføre Hoved-Monumenterne af den menneskelige Opdragelse. Vor Tids-Alder er meget riig paa Skrifter, som med mere eller mindre Held have omhandlet denne for Menneskeslægten saa høist vigtige Gienstand. Jeg tillader mig allene enkelte Anmærkninger om de Ting, hvori Stadens Beboere især synes at afvige fra Naturens velgiørende Love og Indretninger.

Fosteret begynder sit Liv fra det Øieblik Undfangelsen skeer, men dets Liv er forskielligt fra det


207

fødte Menneskes. I Moderens Skiød lever det organisk, mangler intellektuelle Funktioner, dyrisk Følelse, vilkaarlig Bevægelse. Dets Liv er Plantens Liv, dets Død er Plantens Død. Fosterets organiske Plante-Liv, og Delenes Udvikling bliver allene frembragt og vedligeholdt af Moderen, hvoraf det i 40 Uger udgiør en Bestanddeel; denne er at ansee, som Jordsmonnet for et Sædekorn og Plante; er hiin god, nærende og passende til Plantens Beskaffenhed og Organisation, saa voxer den stærkt og frodigt, i modsat Tilfælde bliver den liden og svag. Det samme finder Sted ved Fosteret til Moderen; er Moderen sygelig, nervesvag, følsom, deeltager Fosterets indvortes Gestalt og tilkommende Constitution deri. Vi see derfor fuldbaarne Børn af 3 til 4, og andre af 14 til 16 Punds Vægt. Ikke allene Moderens almindelige Constitution, men ogsaa alle nyttige og skadelige Indtryk i den hele Tid af Frugtsommeligheden, have Indflydelse paa Barnets Dannelse og Liv. Modererns Lidelser ere Barnets, hines Sygdomme dettes. Det er derfor Mødrenes hellige Pligt, at giøre sig bekiendte med det, som kan skade Fosteret, der er dem be-


208

troet, og at undgaae det med den ømmeste Forsigtighed.

I mange Lande synes Menneskeslægten i vore Tider ikke at stige hverken i physisk eller moralsk Fuldkommenhed; vor Afkom kan derfor endnu synke dybere, om ikke Aarsagerne hertil alvorligen opledes og hæves. Upaatvivlelig henhører Mødrenes Forhold under Svangerskabet dertil. De fleste iblandt os synes ikke at have den Agtelse for denne Tilstand, som den vist fortiener, og mange synes ei at have Kraft nok til at nægte dem de Fornøielser og Adspredelser, som kunde skade deres Foster. I Old-Tiden var næsten hos alle Nationer Følelsen af Vigtigheden af dette Tids-Rum saa almindelig, at den frugtsommelige blev holdt for en hellig Person, hvis Mishandling og Beskadigelse blev anseet dobbelt strafværdig. I de nyere Tider tages dette ikke saa nøiagtig hverken i physisk, moralsk eller politisk Henseende. Livet af et tilkommende Menneske, hvis muelige Anlæg og Fuldkommenheder maaske kunde virke paa det almene Vel, kommer neppe i nogen Betragtning.


209

Aarsagerne, hvorfor denne vigtige Deel af den menneskelige Opdragelse under Frugtsommeligheden, som har saa megen Indflydelse paa Menneskevel og Menneskelykke, ikke blive holdt for vigtig, eller paaseet saa nøie, som den fortiener, ere i Kiøbenhavn og i andre store Steder næsten de samme. Nogle synde mod dem selv, og det dem betroede Foster af Ukyndighed og Uvidenhed, andre af Letsindighed, andre af Forfængelighed, og atter andre af Trang og bydende Nødvendighed. Personer af en ilde dannet Legems-Bygning, der havde havt svage og sygelige Forældre, hvis Sygdoms Anlæg har tydeligen forplantet sig til dem; de der have et svagt Bryst, en høi Grad af Nærvesvækkelse, ubændige Lidenskaber, og, hvilket maaskee er værre end det anførte, som have en høi Grad af overspendt phantastisk Følsomhed, burde ikke indlade dem i Forbindelser, som derved berede dem selv uendelige Lidelser, og deres Afkom uberegnelige Ulykker.

I Kiøbenhavn er det ikke sieldent, især blandt de velhavende og høiere Classer, at man ved den første Mistanke om en forandret Tilstand, strax raadfører sig med kyndige eller ukyndige Fød-


210

sels Hielpersker for at faae fuldkommen Vished om samme. Denne Vane er i Almindelighed baade unyttig og skadelig. Den giver i den første Periode af Svangerskabet aldrig den forønskede Vished, den er siden unødvendig, fordi Moderens forandrede Tilstand bliver umiskiendelig, og den skader sædvanligt; mange Erfaringer herom har jeg selv havt Leilighed at bemærke. Andre, især unge, Mødre ville ofte af en barnagtig Undseelse eller Forfængelighed, eller og af andre Aarsager, skiule deres Tilstand, indtil den ikke mere kan skiules; de indtvinge dem i snævre Klæder, kunne derved skade dem selv, ja endog dræbe deres uskyldige Foster, eller dog giøre disse for deres hele Levetid svage, skrøbelige og ulykkelige. At alle Klædnings-Stykker, som indskrænke eller hindre Moderens frie Legems-Bevægelser, at alle uvante heftige Legems-Anstrængelser, alle grove Diæt-Feil, alle heftige Lidenskaber, uden Undtagelse ere skadelige, behøver jeg vel ikke at anføre, skiøndt enhver Erindring herom nok ikke er overflødig, saalænge man endnu seer, at endog oplyste Koner, uagtet deres egne ubehagelige Følelser erindrer dem om Skadeligheden deraf, dog i denne


211

 

virklig ærværdige Stilling, hvori de befinde sig, ikke kunne modstaae Forfængelighedens og Adspredelsens Tillokkelser ved Baller, Skuespil, og andre deslige Forlystelser, hvorved deres eget og Fosterets Liv mueligen kunde sættes i Fare. Jeg igientager det derfor gierne. Konen begynder at være Moder, ikke efter Fødselen, men ved Begyndelsen af Svangerskabet, og det er Pligt, hellig Moder-Pligt, med Varlighed at undgaae alt, som under disse Omstændigheder mueligen kunde medføre Skade.

 

Ligesom nogle ere alt for letsindige i dette Tidsrum og udsætte sig for unødvendige Farer, under samme, saaledes findes der andre, som ere alt for forsigtige og troe: at endog en maadelig Legems-Bevægelse, en velgiørende Sinds Adspredelse, eller den mindste Afvigelse fra den Diæt, de troe at være tienlig, kunne være skadelig. De savne derved den Sinds-Roelighed og Munterhed, denne Balsam for Livet, som bidrager saa meget til Sundhed og Styrke. Den uformuende og trængende Deel af Qvinde-Kiønnet er under Frugtsommeligheden, i Følge dets stilling i Livet, ofte udsat for strængt Arbeide og An-


212

strængelser, som kunde blive skadelige; det har derimod sædvanligen den Fordeel at være hærdet ved Opdragelse og Vane, og at det under Arbeidsomhedens og Nøisomhedens velgiørende Indflydelse er mindre udsat for utidig Følsomheds skadelige Indflydelse og heftige og brusende Lidenskabers Virkning.

Frugtsommelighedens Tilstand er aldeles ikke at ansee som en Sygdom. Forsynet har moderligen sørget, saavel for Fosterets, som Modernes Sikkerhed. Det har ved Fosterets Leie og Omgivelse med Vand meget afværget mechaniske Beskadigelser, det har for en stor Deel hindret moralsk og nerveuse Indtryk derved, at ingen umiddelbar Forbindelse af Blodkar og Nerver imellem Moderen og Fosteret finder Sted. Forsynet har ogsaa sørget for den frugtsommelige Moder. En ellers sund Kone er aldrig mindre udsat for at modtage Sygdoms-Smitte, har aldrig større Sandsynlighed for sig, at leve, end under Frugtsommeligheden. Man kan ogsaa i Almindelighed antage, at sunde, frugtsommelige Koner ikke trænge til en særdeles eller fra deres sædvanlige Levemaade afvigende Diæt, naar de kun


213

vogte sig for Udsvævelser af alle Slags. Maadelig Legems-Bevægelse, frie Luft, et roeligt og muntert Sind, muelig Afværgelse af alle heftige Lidenskaber, og endelig egen Opmærksomhed paa deres Sundhed og Velbefindende, ere de Hoved-Pligter, de have at iagttage. Naar de da ere syge, da trænge de til Lægens Raadførsel.

Man antager i Almindelighed: at Børn, avlede udenfor Ægteskab, sædvanligen skulde, med Hensyn til Legems Styrke, og Sundhed, have Fortrin for dem, som ere avlede i Ægteskab. Dette er dog neppe Tilfældet i Kiøbenhavn. Sammenligne vi de nyefødte Børn i Fødsels-Stiftelsen, hvoraf den største Deel er uægte, med dem, som ere fødte i Ægteskabet, saa findes vist det Modsatte at have Sted i Kiøbenhavn, altsaa er Dødeligheden i det første Leveaar betydeligt større blandt hine end blandt disse. Det er heller ikke vanskeligt at indsee, at den ulykkelige forførte Pige, som, i et ubevogtet Øieblik, har opofret til en ofte nedrig Forfører, endog under Ægteskabs Løfte, alt hvad der kan opofres, Sædelighed, Dyd, Religion, Uskyldighed, Ære, andres Agtelse, Udsigter i Fremtiden; at denne ulykkelige, naar hun


214

finder sin Tilstand forandret, ikke kan have det roelige Sind, som bidrager saa meget til en sund Afkom, at hun hellere søger, end undgaaer, de Leiligheder, som kunde skade hende selv og Fosteret, at hun skiuler sin Tilstand saalænge mueligt, for at undvige egne og andres Bebreidelser, at hun med Angest og Skræk seer den Tid i Møde, da hun kan henflye til det velgiørende Tilflugts-Sted, som vor Regiering har aabnet for ulykkelige Mødre og Børn; da paa samme Tid den unaturlige Fader nok ofte seer med Ligegyldighed paa begges Lidelser, ja endog tør lade stort af sin skiændige Udaad, glad ved, at endog det Slør, som omgiver Fødsels-Stiftelsen, befrier ham for det af Lovene ellers bestemte Bidrag til Barnets Underholdning.

I den hele Dyr-Classe ere utidige og for tidligt Fødsler ikke saa hyppige, som iblandt Menneskeslægten. Var det mueligt herover at afgive en nøiagtig Liste, saa vilde man forbauses ved at see, hvor mange Mennesker, som mueligen kunde have været frelste, Staten taber paa denne Maade. Held derfor den Menneskeven, som giør vel mod frugtsommelige, og afhielper deres Trang,


215

som trøster den ulykkelige, opmuntrer den nedbøiede, og ikke bringer hende ved umenneskelige og grusomme Bebreidelser til Fortvivlelse! Held den Ægtemand, som omgaaer sin frugtsommelige Mage med Ømhed og Kierlighed i hendes ærværdige Stilling, som omhyggeligen afværger alle Lidenskabernes og Forfængeligehedens skadelige Yttringer, hvorved Millioner af Mennesker ere tilintetgiorte! Jeg forbigaaer her den Deel af Omsorg for Børn, som i Kiøbenhavn anvendes under Fødselen. Den Deel af Læge-Videnskaben, som indbefatter Fødsels-Hielpen, er her i en Stilling, som neppe overgaaes i nogen anden stor Stad i Europa. Ved at omhandle Medicinal-Væsenet i Kiøbenhavn skal noget herom anføres.

Dødfødte Børn.

Den første og saare vigtige Gienstand, som med Hensyn til Omsorg for nyefødte Børn møder, ere de saakaldte Dødfødte. Deres Tilstand har den største Lighed i physisk Henseende med de Druknedes, de ansees som døde, skiøndt de almindeligen ikkun ere tilsyneladende livsløse, og de kun-


216

ne som oftest bringes til Live ved de samme Midler, som de Druknede; dog er hines Tal ulige større end disses, og Hielpen upaatvivlelig vissere. Overskue vi Døds-Listerne, saavel i Kiøbenhavn som overalt i de danske Stater og næsten paa hele Jordkloden, saa er de dødfødte Børns Tal virkelig gyselig. I Aaret 1807 er efter Politie-Listerne, iblandt de Fødtes Tal af 3716 anførte 178 dødfødte Børn, hvilket er omtrent det 21 Barn af alle fødte, dem uiberegnede, som uanmeldte maatte være begravede, eller de utidige eller for tidlig fødte, eller dem, som ved Konstens Hielp ere oplivede. Ingen Dyr-Slægt af varmblodige Dyr frembyder et saa stor Tab af dødfødte Individer som Mennesket.

Efter Fosterets organiske Plante-Liv i Moderens Skiød har vedvaret i 40 Uger, har det opnaaet den Grad af Dannelse og Udvikling, at det kan modtage det dyriske Livs Indvirkning. Det begynder da en nye Tilværelse; det dyriske Livs-Functioner træde i Virksomhed og forene sig med dem for det organiske Liv. Fosteret i Moderen lever organisk; det var ikkun Evner til de dyriske Livs-Organers Udvikling, som først træder i


217

Virksomhed, naar det fødte Barn sættes i nøiere Forhold med de udvortes Objecter, som omgive det og virke paa det. Naar tilfældige Omstændigheder forhindre disses opvækkende Indvirkning til det dyriske Livs Yttringer, saa taber sig efter et kortere Tidsrum ogsaa det organiske Liv, og Barnet er da, naar Konsten ikke kommer det til Hielp, snart uigienkaldelig dødt. Det organiske Liv kan dog i en vis Tid og i en vis Grad bestaae for sig selv, efter at det dyriske er udslukket; derimod er det dyriske Liv i en saadan Afhængighed af det organiske, at det aldeles ikke kan vedvare, efter at dette er ophørt. Det samme er Tilfældet hos de Druknede. Ved Aandedrættets Standsning hæves det dyriske Livs Yttringer, medens det organiske Liv og Evnerne til det dyriske endnu i nogen Tid vedvarer, saasom i Almindelighed det dyriske Liv ophører længe førend det organiske; hos begge Slags Skindøde kunne de sovende Evner til dyrisk Liv, ved behørig, hastig og ufortrødne anvendte Rednings-Midler igien opvækkes.

Under den for Fosteret saa betydelige Periode af Fødselen, hvorefter dets hidtil allene organiske Liv skal træde i Forening med det dyriske


218

er Fosteret udsat for mange Farer, som true det med Undergang*). Mange Omstændigheder kunne møde, som hindre Blodets Fornyelse ved Aandedrættet, og foranledige, at det nyefødte Barn bliver qvalt, andre, som kunne standse Blodets Omløb, da det døer af Besvimelse (Asphyxie), og endelig andre, hvorved Barnet dræbes efter en voldsom og længe vedvarende Trykning af Hovedet, hvorved, især efter Fødselen, naar Barnet skal aande, Hiernens nødvendige Indflydelse paa Nerverne forhindres. Det henhører ikke til min Plan at undersøge Oplivnings-Midlernes rigtige Anvendelse med Hensyn til de skadende Aarsager, som hos skindøde Børn hindrer det dyriske Livs Yttringer, hvilke, ligesom hos de Druknede, kunne være forskiellige; jeg taler ei heller om de skadende Aarsager, som under det hele Tidsrum af Frugtsommeligheden kunde have deres Grund, deels i Moderen, deels i Fosteret, og forstyrre dets organiske Liv, saa at dette ikke tillader Opvækkelsen af

*) Moritur priusquam vagit sinu puer
A matre anhelu vix rubens atqve inerit
Vitamqve linguit, ante qui nec vixerat.
Deventer ars obstetricandi.


219

det dyriske Livs forhen tilstædeværende Evner; ikke heller om dem, som fødes saa tidlig, at Fosterets organiske Liv endnu ikke har dannet og udviklet Legemet i den Grad, at det dyriske Liv kan begynde sin Virksomhed. Disse er ugienkaldeligen tabte; de gaae efter Naturens urokkelige Love i Forraadnelse. Her omhandles allene de, som synes at være døde under Fødselen og fremkomme livløse, skiøndt de kort forhen have givet Livstegn tilkiende og ere tilstrækkeligen uddannede. Ogsaa disses Tal er virkeligen skrækkende. Mange ere ikke virkeligen døde, mange kunde og ved rigtig og ufortrøden anvendte Oplivnings-Midler bringes til Live, og igiengives deres Forældre og deres Medborgere. Deres Tal, hos hvilke Oplivnings-Midler ikke forsøges, eller rigtig anvendes, tilligemed dem, hvor Hensigten ikke opnaaes eller kan opnaaes, er paa alle Steder betydelig nok til, at vække Menneskevennens, Menneskeforskerens og Lægens Opmærksomhed og Medvirkning til at formindske det følelige Menneske-Tab saa meget som mueligt.

Man har i Kiøbenhavn ogsaa været opmærksom paa det store Antal dødfødte Børn, og


220

stræbt at formindske det. Adskillige danske Læger have valgt dette Emne til Gienstand for deres videnskabelige Undersøgelser. Vore Giordemødre blive paa Fødsels-Stiftelsen nøiagtigen underviste og øvede i Anvendelsen af Rednings-Midlerne for skindøde Børn: de blive og offentlig prøvede i denne vigtige Deel af Fødselshielpen. Man afhielper saameget mueligt den trykkende Mangel af prøvede og grundigen underviste Giordemødre, endog i de meest fraliggende Provindser. Sundheds-Collegium i Kiøbenhavn har for Almuen paa de Steder, hvor endnu ingen eller dog ikke et tilstrækkeligt Antal af examinerede Giordemødre findes, udarbeidet en Underretning om Anvendelsen af de simpleste Midler til de skindøde Børns Oplivelse; men alligevel kan man endnu ikke skiønne: at de dødfødte Børns Tal har aftagen betydeligen. Mange Omstændigheder synes at bidrage til, at endnu mangfoldige Børn, ikke allene hos os, men ogsaa i ethvert andet Land, tabes som dødfødte, skiøndt de mueligen kunde have været at redde. Det er meget tvivlagtigt: om Giordemødre, der, hvor de er overladte til sig selv, hvilket er Tilfældet ved de fleste Fødseler, altid ere


221

lige omhyggelige, lige taalmodige ved at opoffre en lang Tids Arbeide paa at bringe disse uskyldige Spæde til Livet, og om de dem foreskrevne Hielpemidler altid anvendes tilbørligt og i den behørige Orden. Ofte mangler hos Uformuende og Fattige de Hielpemidler, som ved enhver Fødsel burde være tilstæde, saa at endog varmt Vand, saavel som andre pirrende Midler til skindøde Børns Oplivning, ikke ere ved Haanden. Til andre Tider kræve Omstændigheder og Tilfælde hos den Fødende, at Fødselshielpersken enten ikke bør og kan, eller ikke vil, forlade den Fødende; det spæde, svage, skindøde Barn bliver da, om det end giver svage Tegn til Aandedræt og dyrisk Livs Yttring, overdraget til andre Tilstædeværendes Omsorg, bliver indsvøbt i Linned og Puder, vel ogsaa dets Mund og Næse bedækket, og det kostbare Øieblik til Barnets Oplivelse tabes, saa at siden alle Beskræbelser maae bÆive frugtesløse. Ethvert tabt Minut er for det svage Barns Oplivning af yderste Vigtighed. Endelig er det nok ofte Tilfældet; at, især de iblandt Giordemødre, som forhen ikke have været heldige ved Oplivnings-Midlers Anvendelse hos dødfødte Børn, tabe Mo-


222

det og Haabet for hastigt, og ikke vedblive med den Virksomhed, som efter hyppige Erfaringer ofte, endog efter en heel Times Anstrængelser, endelig kunde krones med Held.

Upaatvivlelig er det for hele Menneskeheden en yderst vigtig Gienstand at formindske saavidt mueligt Tallet af dødfødte Børn. Efter alle Døds-Lister i alle Lande er dette Tal høiest betydeligt, og man veed jo med Vished, at endeel af dem kunde reddes. Jeg indseer fuldkommen Vanskeligheden i, at hæve og afværge de Hindringer, som derved møder især paa Landet, hvor Lægernes Fraværelse, og ikke sielden Giordemødrenes Ukyndighed, sætte uovervindelige Hindringer imod skindøde Børns Frelse. I Kiøbenhavn synes disse Vanskeligheder dog ikke at være af den Art, at de jo kunde, om ikke aldeles hæves, saa dog betydelig formindskes. Jeg tillader mig i denne Anledning nogle Anmærkninger, som efter min Mening kunde bidrage dertil.

Ved enhver Fødsel, hvor en Fødselshielperske hentes og tidlig nok kan møde, skulde hun tilveiebringe og forberede de Redningsmidler, som Huset frembyder, eller som hos veldæ-


223

dige Mennesker i Huset eller i Naboelauget kunde erholdes; med nogle opvækkende Midler kunde Giordemoderen vel ogsaa selv være forsynet, saa at alt, hvad der kan bidrag til livløse Børns Redning og Oplivelse, naar det maatte behøves, kunde være i Beredskab. Det synes at følge af Sagens Natur, at hos alle Børn, som kort før Fødselen have givet Livs-Tegn tilkiende, Oplivningsmidlerne bør anvendes efter den anbefalede Orden og i et tilstrækkeligt Tidsrum, og at ingen derfra maatte undtages, uden allene de, som allerede have tydlige Tegn paa almindelig Forraadnelse, og de, som alt for tidligen fødte, ikke ere tilstrækkeligen uddannede til, efter Naturens Love, at kunde modtage det dyriske Livs Indvirkning. Efter Fødselen af et livløs Barn maatte Giordemoderen være forpligtet til, strax at beskiæftige sig med Barnets Oplivelse, da dette almindeligen efter naturlige Fødseler, og naar ikke usædvanlige Tilfælde indtræffe, trænger til hastigere Hielp end Moderen. Efter alle Fødseler af livløse Børn, maatte Fødselshielpersken strax lade hente en anden Giordemoder og den nærmeste Læge, den første, for at være behielpelig ved den


224

Omsorg, som Moderen og Barnet kræver, og den sidste for tillige at anvende de Midler, som ikke i Almindelighed kunde betroes Giordemødrene. Kiøbenhavn er rigeligen forsynet med duelige Giordemødre, og man bør vente, at de alle, endog uden Betaling af Uformuende og Fattige, vilde ufortrødent og villigen bidrage til et saa velgiørende Øiemed. Hovedstaden er ogsaa tilstrækkelig forsynet med Læger for alle Stænder og alle Folkeclasser. De Fattige kunne henvende dem til deres Districts-Læger, begge militaire Etater ere forsynede med kongelige Læger, hvis Pligt det er at bidrage til livløse Børns Oplivelse. Andre mere eller mindre Formuende have deres Huus-Læger eller dog Bekiendtere iblandt dem, saa at kyndige Mænd ikke mangle, som med Iver kunde og vilde medvirke til skindøde Børns Frelse. Fleres forenede Anstrængelser er saa meget mere nødvendig, da Arbeidet ofte længe maae fortsættes; hvilket for enkelte kunde være trættende og kiedende. Intet Barn burde derfor som dødfødt begraves, undtagen en Attest fra en bemyndiget Læge blev foreviist for Vedkommende, at Barnet enten havde været utidig født, eller alle-


225

rede ved Fødselen havde været i Forraadnelse, eller og at Oplivnings-Midler forgiæves vare blevne anvendte. Ogsaa vilde her Publicitet meget bidrage til at opmuntre og forøge den ønskelige Virksomhed og Iver for at redde skindøde Børn. I de ugentlige Dødslister maatte ogsaa de Dødfødte anføres, samt tillige bemærkes: hvor mange, og af hvem de vare reddede, og hvor mange, der efter forgiæves anvendte Bestræbelser vare begravede. Egennytte er upaatvivlelig en temmelig almindelig Drivefiær ogsaa til gode og ædle Handlinger. Passende Belønninger og Opmuntringer synes derfor, ogsaa med Hensyn til Befordring af denne høistvigtige Gienstand, at være anvendelige. De Druknedes Redning og skindøde Børns Frelse ere de vigtige Gienstande, som ere lige velgiørende for Menneskeheden. Midlerne, som dertil udfordres, og deres Anvendelse, have megen Liighed. Dog er Haabet om at faae bragt et dødfødt Barn til Live langt større, end Haabet om at faae reddet en Druknet. De vigtigste Redskaber og Midler, som findes i Rednings-Cassen for Druknede, kan ogsaa Giordemoderen være betænkt paa, endog førend Barnet kommer til Verden, for at der ingen Tid


226

skal spildes ved først at tilveiebringe disse. At den samme Bestyrelse, som har paataget sig den velgiørende Beskiæftigelse, at vaage over de Druknedes Redning, ogsaa vilde paatage sig Opsigt over dødfødte Børns Frelse, vilde vist være en National-Fortieneste og mange almeennyttige Resultater, saavel i physisk og medicinsk, som i politisk og statistik Henseende vilde deraf kunne uddrages. I vor Tidsalder, da saa mange tusinde af vore Medmennesker dræbes under Krigens Rædsler, og hvor Menneskeværd ofte saa lidet paaskiønnes, kan ingen ædlere Anvendelse af den menneskelige Forstand og dens Evner tænkes, end den: at give Mennesker Liv og at frelse fra Død. I Kiøbenhavn var i det afvigte Aar 1807 166 dødfødte Børn, iblandt hvilke var 14 anmeldte Aborteringer, 37 for tidlig fødte; iblandt fuldbaarne dødfødte var 29 med Tegn til Forraadnelse, 39 efter foretagne Operationer, 36 efter naturlige Fødseler, 8 levede en kort Tid efter Fødselen.

Følgende Lister, som jeg skylder vores for tidlig afdøde Justitsraad Rafns Godhed, viser de Fødtes og Dødfødtes Tal og deres Forhold i Danmark, Norge og Hertugdømmerne i 10 Aar.


227

Fødte

Aar.

Dannemark.

Norge.

Hertugdommerne.

Summa.

1799

30311

28540

19058

77909

1800

27670

24645

18720

71035

1801

27385

25127

18003

70515

1802

28564

23871

19109

71545

1803

29925

26763

19608

76296

1804

28800

24472

19328

72600

1805

30465

25529

20004

75998

1806

29949

26777

18533

75259

1807

30878

26696

19718

77292

1808

30229

25927

20178

70334

 

Dødfødte

Aar.

Dannemark.

Norge.

Hertugdommerne.

Summa.

1799

1444

703

887

3034

1800

1494

977

796

3207

1801

1394

958

784

3136

1802

1551

956

866

3373

1803

1441

861

866

3168

1804

1406

856

916

3178

1805

1389

838

896

3123

1806

1344

855

829

3028

1807

1420

871

878

3169

1808

1307

842

835

2984

 

 


228

Spæde Børns Opfostring.

Det fødte levende Barn begynder strax efter Fødselen et nyt Liv. I Modernes Skiød levede Fosteret allene organisk, og var, som Planten, fæstet til sit Jordsmon. Naturen havde moderligen sørget for dets Tilværelse, for dets Udvikling, for dets Væxt og for dets Næring. Nu skal det tiltage og leve dyrisk, og træde i en nærmere Forbindelse eller et mere udstrakt Forhold til den udvortes (den hele) Natur. Det har forhen levet i Vand, nu skal det leve i et nyt Element, Luften, som virker kraftig paa dets hele Overflade og dets Lunger; disse Organer skulle nu begynde deres afvexlende Bevægelse, som ikke ophører førend ved Døden; det var forhen i en bestandig uforanderlig Temperatur, nu er det efter Luftens Beskaffenhed og forskiellige Varme-Grad udsat for foranderlige og afvexlende Indvirkninger. Blodet begynder et nyt Kreds-Løb; andre skal sørge for dets Ophold. Det vilde, det maatte omkomme, hvis ikke en hielpsom Haand sørge for dets Fornødenheder, og vaagede for at afværge


229

Farer fra det og for at beskytte det*). Denne Omsorg for spæde Børn har Naturen for det meste betroet til Mødrene. Mennesket og Menneskelykke er i deres Hænder. Børnenes Oplysning og Opdragelse i den første Periode af Livet lægger Grunden til deres Sundhed og Styrke, til physiske og moralske Fuldkommenheder igiennem hele Livet. Disse Naturens ypperligste Gaver kunne haabes, naar dens faste og stadige Gang troligen følges, naar Erfaringer og Fornuft-Slutninger nyttes. Naar derimod skadelige Fordomme herske, naar overdreven, utidig, ængstelig Omsorg eller skiændig Ligegyldighed og Skiødesløshed forstyrre Naturens Fremgang; naar Fattigdom og Mangel modsætte sig den nøiagtige Omsorg, som det spæde Barn kræver; naar Letsindighed og Forfængelighed qvæle Modernes ømme Følelser for sit Barn; Følelser, som Natu-

*) Tam porro puer, ut sævis projectus ab undis
Navita, nudus humi jacet, instans, indigens omni
Vitali auxilio, cum primum in luminis oras
Nixibus, ex atro matris natura profudit;
Vagituqve locum lugubri implet, ut æquum est,
Cui tantum in vita restet transire malorum. -
Lucret. C. V.


230

ren saa viselig har nedlagt hos Dyre-Slægten i Almindelighed, og som hos Menneskene vedvarer langt længere end hos alle andre Dyr, igiennem hele Livet, og forplantes endog til Børne-Børn. Saadanne skadende Aarsager giøre ligesom Vold paa Naturen; det er derfor intet Under, at vi see mange svage, usle, sygelige Børn, Krøblinger paa Legeme og Siæle, som gaae en tidlig Død imøde; intet Under, at omtrent den tredie Deel af Menneskene omkomme i den barnlige Alder; intet Under, at den nærværende Menneske-Race svækkes i Ligning med vore Forfædre.

Maatte enhver af vore Mødre, som Forsynet har betroet den første Opdragelse og Opfostring af sit spæde Barn, med Varme føle den ærværdige Stilling, hvori hun findes, giøre sig bekiendt med sine Pligter, troeligen og stadigen følge dem, modstaae med Fasthed de Fristelser, som Fordomme, Exempler, Overtalelser, Vellevnet, Forfængelighed, Adspredelser, Lidenskaber m. v. frembyde, og i Ordets videste Bemærkning være Moder, da hædrer hun sit Kiøn, fortiener sin Ægtemages inderlige Kiærlighed, og sine Medborgeres uindskrænkede Høiag-


231

telse, da kan hun betragte sine sunde kraftfulde Børn med den glade Tanke: dette er for en stor Deel dit Værk. Fornuftens og Kulturens Fremskridt har i vore Tider kraftig virket til forbedret Behandling af spæde Børn. Tak være de ædle Mænd, som med varm Følelse for Menneskevel og Menneskelykke har henvendt den offentlige Opmærksomhed paa denne vigtige Gienstand, og som med mærkelig Held har arbeidet, mod Fordomme, Overtroe og skadelige Sædvaner i vore Barnestuer; ogsaa i Kiøbenhavn er dette Tilfældet. Vi mangle ikke, ogsaa i Fædrelandets Sprog, Skrifter, som kunde oplyse vore Mødre om deres Pligter, om Naturens og Barndommens Rettigheder, og om Maaden at behandle spæde Børn paa, efter Naturens og Erfaringens Grundsætning. Ogsaa vi kunne nære det glade Haab, derved at see en stærkere og lykkeligere Generation imøde, i hvilken den hele Skare af Sygdomme, som foraarsages af Svækkelse, saasom Krampe, Gigt, Hypochondrie m.v. vil blive mindre almindelig. En forbedret Børne-Opdragelse udbreder sig mere og mere i Hovedstaden blandt mere oplyste Menneske-Klasser, og tydelig spo-


232

res allerede Nytten deraf; den vil ogsaa mere udbrede sig blandt Almuen, og de Fornemmeres Exempel vil bidrage meget dertil. Det henhører ikke til min Plan at giennemgaae de vigtigste Gienstande for Børne-Opdragelse og deres physiske Pleie. Jeg berører allene enkelte Omstændigheder, som især synes mig her at fortiene nøiere Opmærksomhed, end den, som sædvanlig dertil anvendes.

Naturen har bestemt Modernes Melk til den første Føde for det nyefødte Barn. I den hele Natur gives ingen saa beqvem, saa passende Næring, intet, der er saa nøie beregnet til det spæde Legems Trang. Dog maa denne Næring tages umiddelbar af Naturens Kilde, Brystene; ikkun da har den sin fulde Vitalitet, sin milde, nærende og pirrende Beskaffenhed, som ved intet andet Middel tilfulde kan erstattes. Intet kan være mere overeensstemmende med Barnets Natur end den sunde Melk af Moderens selv. Medens Fosteret bæres under hendes Hierte, samler der sig Ureenligheder i dets Tarme, som det skal skille sig ved strax efter Fødselen. Denne sort-grønne Ureenlighed (Meconium) kan ikke holdes tilbage uden at dets spæde Liv sættes i Fare. Naturen selv


233

har herimod føiet den meest passende Foranstaltning. I Moderens Bryster afsondres i de første Dage efter Fødselen en egen fed Vædske, der af Alle er kiendt under Navn af Raamelk (Colostrum) og paa Barnet har en afførende Virkning. Denne er forskiellig fra Dien, som siden afsondres, da den indeholder mere olieagtige og sukkeragtige og mindre ostagtige Partikler; hine Raamelkens Bestanddele pirre især Tarmene til Sammentrækning, og befordre Ureenlighedens Udkastelse; disses ringere Maal giøre, at den til samme Tid lettere fordøies, fordi ingen synderlig Forandring, næsten ingen Assimilation uder den svage begyndende Fordøielses-Proces, er nødvendig. Nægter Moderen Barnet sit eget Bryst, saa berøves det derved Frugten af denne Naturens saa vise Foranstaltning, som ingen Amme er istand til at erstatte. Ammens Melk er nemlig ikke længere den saa velgiørende Raamelk, men en mindre pirrende og mere nærende Die. Denne Næring bliver da for det nyefødte Barn der endnu ikke er skilt ved den foranførte Ureenlighed, hvad et ellers godt Maaltid vilde være for en skrantende Hypochondrist, som i flere Dage havde

234

været plaget af Forstoppelse. Moderen udsætter følgeligen sit ellers sunde Foster for den Nødvendighed strax ved dets Indtrædelse i Verden, at tye til Lægens Hielp, for saavidt mueligt at afhielpe Raamelkens Mangel ved Manna-Saft, Rhabarbar-Saft, Mandelolie, eller andre deslige lemfældigt afførende Midler. Og skilles det ikke saaledes ved sin Ureenlighed strax efter Fødselen, men nærer man det ydermere, førend der viste sig guul Afførelse, med hvilken som helst Føde, der er sværere at fordøie end Raamelken, saa er som oftest al moderlig Omhu i Fremtiden spildt; saa følger i Almindelighed Forstoppelse og Brækning, Mavesyge, Trødske, Guulsot og Krampetrækninger. O! at man kunde formaae hver den Moder, der har Kierlighed for sit Afkom, til at kaste et Blik paa de aarlige Mortalitets-Lister, for at erkiende: hvor mangfoldige velskabte Børn, der skiønt sunde, da de kom frem for Lyset, dog faa Dage sildigere, bleve et Rov for disse Sygdomme. Raamelkens Afsondring i qvindelige Bryster strax efter Fødselen er een af Naturens meest velgiørende Foranstaltninger for den hele menneskelige Slægt. Selv for


235

alle Pattedyr har Naturen baaret samme moderlige Omsorg; men desværre finde vi disse villigere til at adlyde dens Vink og til at benytte dens Foranstaltninger, end Mennesket, end den fornuftige, den oplyste Qvinde! heraf sees da, at det er Pligt, hellig Pligt for den sunde Moder ikke at nægte sit Barn en Velgierning, som Naturen har bestemt for det og som lægger Grunden til dets Sundhed og Styrke. Forsynet har ogsaa forbunden med denne Moder-Pligt de herligste Velsignelser. Moderen er, naar hun giver sit Barn Die, langt mindre udsat for de mange Besværligheder, Sygdomme og Døds-Aarsager, som kunde møde i og efter Barselsengen, end naar hun ikke opfylder denne Natur-Pligt. Dødeligeden er iblandt de frugtsommelige og diegivende Mødre mindre, end i enhver anden Periode af Livet. Den udvortes Ynde og Skiønhed, som Naturen har forundt Moderen, vedligeholdes og forøges, ved at handle i Overeensstemmelse med Naturens Love efter Forsynets vise Indretning. Hvor mange have ikke udstaaet de heftigste Lidelser af Melke-Hævelser og Knuder, af Bylder i Brysterne, fordi de vare lunkne mod den første Mo-


236

derpligt, de skylde deres spæde Afkom! Moderen letter sig uendelig de Pligter, som Naturen har paalagt hende, med Hensyn til Omsorg for det spæde Barn. Moderens Øine see klarere end leiede Fremmedes; hun vil nøiere lægge Mærke til Barnets Ilde-Befindende, omhyggelig oplede Aarsagen dertil, og afværge mange Farer. Taknemlighed er en Naturdrift, som ikkun favnes hos dybt nedsunkne, usædelige Mennesker. Diegivende Mødre skabe Barnets første Glæder i Livet; dets yndige uskyldige Engle-Smiil, dets Velbefindende, Styrke, Munterhed og Sundhed vil lønne den ømme Moder; dets ømme Kiærlighed og Taknemlighed vil ved Modermelken blive endnu stærkere, blive naturlig og neppe nogensinde aldeles udslukkes, vil derimod, naar Moderen ikke opfylder denne Pligt, lettere udarte og henvendes til andre.

Iblandt Almuen er det i Kiøbenhavn almindeligt: at Mødrene opfylde denne Naturdrift; ogsaa iblandt Formuende er dette mere sædvanligt end tilforn, hvortil Dronning Caroline gav et roesværdigt Exempel. Dog findes hos os endnu unge, sunde, stærke Koner, som ikke har Kraft nok


237

til at modstaae Magelighedens, Forfængelighedens, Adspredelsens, Vellevnets Tillokkelser, og undslaae dem for at paatage sig denne, for enhver ædel og god Moder, saa behagelige og velgiørende Pligt. Aldrig overlader Løven og Tigeren sine Unger til at næres af andre dyr, de svageste Dyr nære selv deres ofte talrige Unge-Flok; allene Mennesket betroer af og til sine Børn, uden høi Nødvendighed, til leiede ubekiendte Ammer, og nedværdiger dem selv under de grusomste og svagere Dyre-Arter. Naturen straffer haardt Overtrædelsen af sine velgiørende Love, og enhver unaturlig Moder vil vist paa en eller anden Maade selv føle Følgerne af sin Vildfarelse, enten paa sin egen Helbred og Sinds-Roelighed, eller paa Børnene. Ogsaa blandt Almuen i Island udbreder sig, i Følge af de til Sundheds-Collegium indkomne Medicinal-Efterretninger, den Uvane, at mange Mødre ikke give deres Børn Die, men udsætte dem hos Giordemødre for at opklækkes med usund Føde. Det er naturligt: at ikkun faae af disse Ulykkelige blive ved Live, og dette synes at være en af de medvirkende Aarsager til denne Øes aftagende Folkemængde. Held de Mødre! som


238

selv nære deres Børn, og som i Ordets egentlige Bemærkning er Mødre for dem.

Men ikke alle ere istand til at nye denne Lykke. Der kunne møde uovervindelige Hindringer, som giør det nødvendigt ikke at opfylde denne Pligt, fordi Mødrene maae befrygte derved enten at skade sig selv eller Barnet, saasom naar Melken aldeles mangler, naar Brysterne ere af den Beskaffenhed, at Barnet ikke kan fatte dem, og denne Mangel ikke ved tidlig anvendte Midler kan afhielpes. Naar Mødrene allerede har Tegn af, eller tydelige Anlæg til chroniske Sygdomme, som Krampe, langvarig Hoste, Tæring, Blodspytten, Epilepsie, Ringorme, venerisk Sygdom m.v., saa vilde hun meddele Barnet sin Sygdom. Mødre, som ikke kunne bekiæmpe heftige Sinds-Bevægelser og Lidenskaber, Angest, Kummer og Skræk; som ere hengivne til phantastisk Følsomhed, lidenskabelige Luner, overspendte Indbildninger m.v, disse vilde ikke bevise deres Børn en Velgierning ved at give dem selv Die. Foruden de anførte Omstændigheder kunne ogsaa andre Ting møde, som giøre det tvivlagtigt, om en Moder kan give Die til sin Barn eller ikke. Af og til er det,


239

ikke let at bestemme dette. Det bør afgiøres af en Læge, som med de tilbørlige Kundskaber forener en nøiagtig Undersøgelse om Modernes Stilling, Sundhed, foregaaende Sygdomme, Levemaade, Forbindelser m.v. Jeg har seet mange svage, sygelige Mødre, som have vundet i Helbred og Styrke ved ikke at give Die, ere blevne svage sygelige. Melkens forhindrende Afsondring, eller dens Indtagelse i Vædskerne er en riig Kilde til mange langvarige og skiulte Sygdomme, hvis Oprindelse ikke alletider tilskrives denne Aarsag. Mange kunde i det mindste i en Tid af 4 til 6 Uger give Die til deres Børn, og imidlertid kan da en duelig Læge, opmærksom paa Moderens og Barnets Sundhed, let bestemme, om og hvor længe hiin tør blive ved. Moderens Melk vil endog, nydt i kort Tid være velgiørende for Barnet, da Raamelken har en afførende Virkning, og Barnet i den Tid samler mere Kraft til at kunne modtage de nødvendige Forandringer. Moderen selv vil ogsaa være meget mindre udsat for de Besværligheder, de Sygdomme, de Livsfarer, som ofte, endog lige til Graven, vise sig hos dem, der ikke selv nære


240

deres Børn. Ogsaa lærer alle Steders og alle Tiders Erfaring, at Dødeligheden blandt Børn er stærkest der, hvor Mødrene betroe deres Børn til fremmed Omsorg. Süsmilch anslaaer efter de paa mange Steder uddragne Erfaringer Forholdet af Dødeligheden under denne Betingelse, som 5 til 3

Iblandt Fattige og Uformuende i Kiøbenhavn og andre Steder findes ikke sielden Mødre, som neppe kunne erhverve Livets første Nødvendigheder; de mangle vel ikke altid moderlig Kiærlighed, ikke den bedste Villie til at ernære deres Barn, men deres egen Føde er saa indskrænket, saa slet, saa usund; Barnets Omsorg betager dem Tid og Evne til at bidrage tilstrækkelig til at erhverve det nødtørftige Ophold; deres Legemer ere saa svækkede af det foregaaende Svangerskab, og den Melk, de meddele Barnet, er saa lidet skikket til Børnenes kummerlige Ophold, at de fleste af disse Ulykkelige døe i den spædeste Alder. Med Skræk og inderlig Deeltagelse har jeg ikke sielden seet fattige Mødre med Kummerens og Mangelens Træk i deres Ansigt, give deres usle Børn die, seet disse trække i de tomme, slappe, urene Bry-


241

ster, uden at tilfredsstille deres Trang til Føde, seet denne Trang af den ulykkelige Moder tilfredsstillet med den usundeste og farligste Føde. Slige Ulykkelige kunde med Rette kræve den offentlige Opmærksomhed og Understøttelse. Den, som giør vel mod den Trængende og Ulykkelige, handler menneskekiærligt og ædelt, men den, som understøtter den trængende, frugtsommelige og diegivende Moder, handler dobbelt fortienstligt, han giør ikke allene en Moder lykkelig, men redder ydermerer en skyldfrie Skabning fra den visse Død, som den uden velgiørende Understøttelse vilde være udsat for.

Lykkeligt er det Barn, som kan nyde sin egen sunde Moders Die. Ingen anden Føde i hele Naturen kan erstatte den. Til alle Tider har man følt denne Sandhed, og paa alle Steder har man erfaret Nytten af denne velgiørende Natur-Indretning*), at spæde Børn, som nyde deres Moders Die, ere stærkere, sundere og kraft-

*) Qui matris lacte pueri aluntur, ii jam mon solum consveto, verum etiam maxime proprio utuntur alimento.
Galen de sanitate tuenda L. I. c. 7.


242

fuldere. Dog kunne mange Omstændigheder uundgaaeligen byde, at Barnet maae forsynes med en god og sund Amme, som i Kiøbenhavn sædvanlig tages i Huset hos Forældrene, saa at Barnet bliver under Moderens Tilsyn. Vi ere her i Staden endnu ikke sunkne saa dybt i Usædelighed, at Mængden af de Velhavendes Børn blive sendt paa Landet for at opfostres af en Amme, som det i Paris er brugeligt, ei heller er Dødeligheden af spæde Børn i nogen anden Stad saa stor som der, uagtet man ved de viseste Anordninger har arbeidet paa at formindske den skadelige Virkning af dette Uvæsen for det Almindelige.

Valget af en Amme bliver i Kiøbenhavn ikke til alle Tider behandlet med den Alvorlighed og Nøiagtighed, som Sagens Vigtighed fortiener. Ammens Sundhed og Legems Bygning*), Brysterne og Melkens Beskaffenhed, hendes Charakter og Luner, Sædelighed, Reenlighed, Taal-

*) Elige quæ media est inter juvenemqve senemqve. <
Quæ gracilis, nec macra tamen, cui vividus oris
Est nitor, et sano veniens in corpore robur,
Brachia longa, patens pectus, proceraqve cervix
Quæque rubent teretes, extanti tubere mammæ,
Unde pluit nivei quantum satis est imbris.
Sammarthanus in Pædotrophia L. I. p. 62.


243

modighed, Mildhed, Maadelighed, Troeskab, Haandelav og Øvelse i at omgaae spæde Børn, hendes eget Barns Sundheds-Tilstand, Beviser om hendes foregaaende Opførsel, om de ere letsindige, drikfældige, dovne, tungsøvnige, og vellystige; dette og mere maa komme under den strængeste Undersøgelse, naar en Amme skal anbefales og antages. Ømme Forældre kunde nok ikke betroe noget vigtigere til nogen anden end deres Børn, hvis Liv og Død, Sundhed og Sygdom, Styrke og Svaghed, Lyder og Dyder, lykkelige og ulykkelige Dage, som oftest er afhængig af deres Ammer. Man pleier dog, naar man betroer noget til en anden at bruge en vis Grad af Forsigtighed, og naar man betroer sit Barn, det kostbareste Forsynet kan betroe Mennesket, til en Ammes Omsorg, fremgaaer man ikke sielden med den utilgiveligste Letsindighed og Uforsigtighed. Hvor mange Børn bive ikke trykkede ihiel af deres Ammer, og siden blive anførte iblandt deres Tal, som døe af Slag! hvor mange komme ikke ved Ammernes Uforsigtighed , ved Fald og Slag, til Skade og blive Krøblinger deres hele Levetid, da den sande Aarsag ofte endog bliver skiult for For-


244

ældre og Læger. Hvor mange blive ikke usle og syge ved at blive hemmelig bibragte skadelige Ting i den Hensigt at giøre dem roelige! hvor mange blive ikke af Ammerne anstukne af venerisk Sygdom, Fnat, Ringorme m. fl.! hvor mange Børn Lide ikke af Mangel paa den nøiagtigste Reenlighed, dette store Middel til Sundhed og Styrke, til Skade for deres Vel i Fremtiden! hvor mange deeltage ikke i deres Ammers Udyder, Usædelighed, Letsindighed, Fordomme, som meddeles dem ved Melken, og bliver til Natur hos dem, saa at ofte endog ingen Religion, ingen Moral, ingen Eftertanke, ingen Philosophie er i Stand til aldeles at udrydde dem.

Kiøbenhavns Ammer blive sædvanlig tagne, enten af Bønder- og Huusmands-Koner fra Landet, eller af besvangrede Piger, for største Deel fra Fødsels-Stiftelsen. De første faae ikke sielden Hiemmesygen, længes efter Mand, Børn og Huus, faae bedre Kost, mindre Arbeide og blive derved sygelige; derimod ere de sidste paa Moralitetens Vegne mere mistænkelige. Jeg troer dog ikke; at det kan antages, som en almindelig Sætning, at de, som forlade deres egne Børn,


245

og enten betroe dem til deres Bekiendte, eller overlade dem til offentlig stedmoderlig Omsorg, og leie deres Bryster og deres Melk til andre for at opfostre fremmede Børn, skulde alle være saa usædelige, foragtelige og fordærvede Mennesker, at intet godt kunde ventes af dem. Jeg selv har kiendt mange slige Ammer, som med den ømmeste Deeltagelse og Omsorg, med en utrættelig Aarvaagenhed, og med den omhyggeligste Villighed og Reenlighed har opfostret Børnene, endog lige saa godt, som man kunde vente det af den ømmeste Moder. Slig en god Amme fortiener upaatvivleligen Agtelse, Børnenes billige Kiærlighed, og Forældrenes skiønsomme Erkiendtlighed. En god Amme og en god Lærer er sandelig ubetalelig.

Offentlig Omsorg for gode og paalidelige Ammer er upaatvivleligen i store og folkerige Steder en særdeles nyttig Indretning. Næst Paris, hvis ypperlige Anordninger for det meste ere beregnede efter dem, der sende deres Børn paa Landet, giver Sverrig med Hensyn hertil andre Nationer et roesværdigt Mønster. Alle Givte eller Ugivte, som matte attrae en Amme-Plads, er befalede at melde dem paa Amme-Contoiret i


246

Stokholm, som staaer under en lønnet Læges Bestyrelsen; her bliver deres og deres Børns Sundheds Tilstand, Melkens Beskaffenhed og Alder, og de Beviser for den Ansøgendes sædelige Liv og Levnet paa det nøieste undersøgt, og de, som findes antagelige, i tabellarisk Form indførte i en dertil indrettet Protocol. Enhver, som trænger til en Amme, melder sig da paa Contoiret, hvorfra de efter igientagen Undersøgelse blive forsynede med paalidelige Ammer. Man vil have bemærket, at, siden denne Indretning er skeet i Stockholm, den veneriske Syge mærkelig skal have aftaget. En lignende nøiagtig Indretning synes ogsaa at være ønskelig for Kiøbenhavn. Mange Farer for Børn maatte derved kunne afværges; og Stadens Folkemængde, den hyppige Trang til Ammer og Nærværelsen af den kongelige Fødsels-Stiftelse, lover slig en Indretning baade Sikkerhed og Varighed. De Trængende vilde da kunne forsynes med sunde Ammer, for saavidt dette kan paaskiønnes. Ammens Melk vilde ikke være for ung eller for gammel, men i Forhold til Barnets Alder, man vilde ikke være saa ofte nødt til at skifte Ammer og til Skade for Barnet blande


247

fleres Melk, eller at give dem en anden mere eller mindre skadelig Føde, end den Naturen selv i de første 3 til 4 Maaneder har bestemt for dem, og under paakommende tilfældige Omstændigheder, vilde Mangelen lettere og sikkrere kunde erstattes, hvilket nu sædvanligen sker af mindre kyndige, vel ogsaa undertiden, af egennyttige Giordemødre.

Ligesaa nødvendig som Føden er for det spæde Barn, ligeså uundgaaelig nødvendig er dets tilbørlige Beklædning, deels for at vedligeholde Varmen, og deels for at give det spæde Legeme den Grad af Fasthed, som behøves til at handle det. Barnet maae vænnes til det Element, hvori det siden skal leve, men dette maae skee langsomt, overeensstemmende med Naturens sædvanlige Fremgangsmaade. Dette maatte, især i koldere Himmel-Egne, omkomme, ved hastig at udkastes fra Moderens til Atmosphærens Temperatur. Barnet udøver nu selv den chemiske Proces, at sætte bunden Varme i en ubunden Tilstand, men denne vilde ikke i et kold Clima være tilstrækkelig til at vedligeholde den tilbørlige Grund af dyrisk Varme, om det ikke blev forsynet med varme Klæder, som afgive svage Varmeledere.


248

Jo svagere Barnet er jo mere trænger det til varmere Bedækninger. Den her herskende Vane at bedække spæde Børns Ansigter næsten aldeles med Puder, kan dog ikke bifaldes; de indaande da ikke reen atmosphærisk Luft, som til Livs-Processens Vedligeholdelse er saa nødvendig, men indtage den forhen udaandede Luft, og dets egne mephitiske Uddunstninger. Fornuftens og Kulturens Fremskridt vise sig i vore Dage paa en fordeelagtig Maade ogsaa hos os ved Børnenes Klædedragt; den har i en høi Grad forbedret sig. Jeg har erindret dette i den første Deel af disse Betragtninger p. 531; ogsaa er den velgiørende Virkning deraf iblandt vore Børn meget mærkelig.

Reenlighed hos spæde Børn er en af de allervigtigste Gienstande, med Hensyn til deres physiske Opdragelse; naar denne ikke nøiagtig iagttages, ville Børnene i Almindelighed blive svage og sygelige. Dette er en Hoved-Aarsag, hvorfor de Fattiges og Uformuendes Børn, hvis Stilling og Evner ikke tillade den en nøiagtige Omsorg, saa ofte er skrøbelig, og Dødeligheden iblandt dem saa skrækkende. Det er utroeligt: hvor meget Reenlighed bidrager i enhver Alder hos Mennesket,


249

men især hos Børnene, til Sundhed og Styrke. Disse sidste burde hver Dag forsynes med reent og vel igiennemtørret Linned, og Bleerne meget ofte skiftes. At lade spæde Børn længe ligge i deres egen Ureenlighed, kan ikke andet end have en skadelig Indflydelse paa deres Huud, og paa deres almindelige Helbred; ogsaa maa iagttages daglig Vadskning af spæde Børns Legeme, i Begyndelsen med lunket, siden med kiøligt og endelig med koldt Vand, hvilket dog maatte skee hastig, og Legemet derefter gnies. Under Barnets Tilvext bidrage ogsaa lunkne Bade og daglig Gnidning af Legemet meget, saavel til Reenlighed, som til Legemets Styrke.

Luftens Reenlighed paa de Steder, hvor Børnene opholde sig, er en anden vigtig Gienstand for deres gode physiske Opdragelse. Man pleier her gierne at vælge til Børne- og Ammestuer smaae Værelser, og at pakke mange Børn og deres Opvartere sammen deri, hvilket, naar hine ikke blive flittig luftede, nødvendig maae foraarsage en skadelig Fordærvelse af Luften. Upaatvivlelig er det nyttigt, at Børnene tidlig og daglig vænnes til Luften, til det Element, hvori Mennesket skal leve, dog maae de ikkun langsomt og varligt


250

vænnes dertil; dette vil for deres hele Levetid hærde dem mod Luftens foranderlige Indtryk; især er dette fordeelagtigt for dem, som opdrages paa Landet, og for dem, som fødes om Sommeren. For Kiøbenhavns Børn, som opvoxe i snævre Gader, imellem høie Bygninger, og snævre Gaards-Pladse, under bestandig Trækvind og omgivede af usunde Uddunstninger, er dette dog mindre vigtigt.

Naturen har omhyggelig sørget for at afværge heftige og skadelige Indtryk paa nyefødte spæde Børns Sandse-Organer. Den har forsynet Fosterets Øie med en Hinde (membrana pupilllaris), som taber sig langsomt for Fødselen, og synes efter Fødselen at tillade et nyefødte Barn ikkun et ufuldkomment Syn. Den har forsynet Ørets yderligen liggende Tromme-Hinde med en Bedækning (tunica decidua), som af sig selv siden opløses, for at formindske Lyd-Straalens for stærke Indtryk paa det indvortes Øre. Uden denne vise Indretning vilde lysets og Lydens heftige Indvirkning paa Øiet og Ørene ofte for bestandig berøve dem disse velgiørende Sandsers Brug. Den samme Fremgangsmaade


251

bør ogsaa efter Fødselen iagttages. Børn bør ikkun langsomt vænnes til, baade at see, og at høre. Lyset maae langsomt for spæde Børn forøges; det bør ikke falde ind fra Siderne, da de ellers vænne dem til at skiæle. De bør ikke udsættes for stærk Lys eller Soelskin, førend de ere langsomt vante dertil. Mange langvarige og betydelige Øie-Betændelser har jeg her i Staden seet foraarsagede af denne skadelige Uvane, og adskillige have derved tabt Synet for bestandig. Ligesaa skadelige er stærke især uventede Lyde for spæde Børns Øren, og den stærke Syngen, hvorved Ammer og Barnepiger saa ofte søge at beroelige og bedøve Børnene, kunde ikke allene forskrække dem, men ogsaa efterlode sig skadelige Indtryk paa Hovedet og Hørelsen.

I Moderens Skiød er Fosteret ikke vandt til nogen, eller dog ikkun ubetydelige Bevægelser. Efter Fødselen er Vuggens Brug især blandt Almuen endnu meget almindelig. Den derved foraarsagede milde Bevægelse kunde vel være uskadelig, men den heftige Vuggen, som nødvendigvig maa bedøve Børnene, er dog i en høi Grad mistænkelig. Med Hensyn til denne muelige Mis-


252

brug synes det rigtigst reent at afskaffe Vuggerne, hvilket ogsaa i mange Huse i Kiøbenhavn er Tilfældet, skiøndt den Maade, som man i stedet for Vuggen pleier at anvende, hastig at gaae med Børnene, og bevæge dem stærkt paa Armene, maatte vel være ligeså skadelig. Den af Huseland foreslagne Kurveseng med Hiul, kunde vel love Fordele, men vil i Kiøbenhavn, hvor Værelser sædvanlig er smaae, og hvor baade oven og ned til findes andre Beboere, som derved vilde blive foruroeligede, sielden være anvendeig. Vore Søefolk bruge til deres Børn smaae Hænge-Kiøer, hvis mildere Bevægelse synes for Børnene og for Luftens Fornyelse ikke upassende. Naar Børnene er vandte til lignende Bevægelser, er det ikke let at afvænne dem derfra.

Forsynet har tildeelt spæde Børn en Naturdrift, som bidrager saa kraftig til at vedligeholde deres Liv og Sundhed; den bestaaer deri: at de patte, sove og skrige. Spæde Børn trænge tiere til Moderens eller Ammens Melk, end naar de er ældre; dog er der ingen Grund for, men er derimod skadelig, at lade dem længe især om Natten ligge ved Brystet. At give dem Die hver


253

3die og 4de Time er aldeles tilstrækkeligt; siden kunde de vænnes til en bestemt Orden Med Hensyn til Søvnen kan man sikker følge Naturens Veiledning, og lade Børnene sove saa længe de ville og kunne. Jeg holder for, at Børnenes Skrigen er som oftest et ikke ubetydeligt Middel til Børnenes Sundhed og Styrke. Sunde Børn skrige strax efter Fødselen; upaatvivlelig hidrører dette af den ubehagelige Følelse, som Luftens uvante Indvirkning foraarsager paa det nøgne fugtige Legeme; men hvem hører ikke dette Skriig med Fornøielse, da det viser Kraft og Styrke hos det begyndende Menneske? hvem øiner her ikke Naturens vise Fremgangsmaade, som lader en ubehagelig Følelse tiene til at befordre Aandedrættet og Blodets nye Kredsløb? den ømme Moder nyder efter Fødselens haarde Lidelser vist det saligste Øieblik i hele Livet, naar de heftigste Smerter paa engang ophøre, og tillige Barnets kraftige Stemme giver dets Liv og Sundhed tilkiende. Det spæde Barn er i den første Periode af Livet næsten blottet for al Bevægelse, det vilde ikke være sundt, mindre tiltage i Kraft og Styrke, om det ikke skreeg og derved anstrængte sine Muskler.


254

Meget roelige Børn, som skrige ikke eller sielden og sagte, ere sædvanligen enten svage eller sygelige. Vi see det saa ofte paa den menneskelige Livs-Bane, at ubehagelige Indtryk og Følelser ere velgiørende i deres Følger. De, til deels ulykkelige, Aarsager, som volde ubehagelige Følelser, ere talrige, man bør kiende dem for at kunne formindske dem, da de ikke kunne eller bør aldeles afværges. Den uforandrede Stilling af Legemet og Benene, den forgiæves anvendte Kraft til at bevæge dem, er nok en af de almindeligste; hvor ofte see vi ikke, at Børnene blive roelige, naar Beklædningen løsnes, og at de yttre Tilfredshed, naar Benene frit kunne bevæges; en længe vedvarende ubeqvem Stilling, en Fold i Beklædningen, en Knappenaal, som aldrig ved spæde Børns Beklædning burde anvendes, vaade, urene Bleer m.v. ere de sædvanligste Aarsager til Børnenes vedholdende Skriig. Anledning vil ikke mangle for Børnene til at skrige, og maadelig Skriig vil være velgiørende for dem; Lungerne styrkes derved, Blodets Omløb befordres, Vindene drives, Aabning og Uddampning vedligeholdes. Spæde Børns Skriig er ingen Graad, de udgyde ingen


255

Taarer. Det vilde være haardt, det vilde være grusomt at hidlede spæde Børns vedholdne Skriig fra Arrighed, Egensindighed, Ondskab, at holde det for Yttringer af den gamle Adam, for et Beviis paa den fordærvede menneskelige Natur. Ingenlunde! Mennesket kommer godt af Skaberens Haand; vel er Mennesket skabt til et selvstændigt Væsen, med frie Villie, med Evner til moralske og physiske Fuldkommenheder og Ufuldkommenheder, med Forstand og Eftertanke, men som Børn, aldeles ubekiendte med Verden, ledes de allene af sandselige Indtryk paa deres Legeme. Sædvanligt Børneskriig er sundt og velgiørende, og maa derfor ikke ængste den ømme Moder. Naar derimod Børnenes Skriig er meget heftig og vedvarende, naar tillige andre Tilfælde ere tilstæde, som lade formode, at det lider Smerte af indvortes Aarsager, og er i en sygelig Tilstand, da vil, om mueligt, en Læges Raadførsel være nødvendig. For enhver uroelig Nat, for hvert usædvanligt Skriig at give Lægemidler, vilde upaatvivleligen være skadeligt. Det er næsten en almindelig Erfaring, at en ængstelig og alt for nøiagtig Opmærksomhed er det visseste Middel til


256

at giøre Børnene til physiske og moralske Krøblinger, og at de, med største Omhu behandlede, Børns Lod sielden er Styrke og Fuldkommenhed, ikke heller nytter det meget, at Mennesket styrkes i Barndommen, naar man siden fra alle Kanter igien arbeider paa at nedbryde hvad man saa møisommeligen har opbygget.

Ugierne henregner jeg til de Farer for Liv og Helbred, som spæde Børn er udsatte for, ogsaa Barne-Daaben. Fra Vor guddommenlige Religions-Stifter har vel anordnet Daaben, og med den Indlemmelsen i det christelige Samfund; men ingen Steds har han anbefalet Daaben af spæde Børn. Han siger derimod bestemt til Apostlerne, gaaer, lærer, døber. Vore siden indførte Kirkeskikke, vor anbefalede Ritus, og de borgerlige Love befaler den, og den borgerlige Orden giør, at den maaskee er nødvendig, da Beviset for Barnets Navn, Alder og Afkom hos os allene hentes fra Kirkebogen. Denne religiøse Kirkeskik medfører dog i koldere Himmel-Egne mange Farer for spæde Børn, endog paa de Steder, hvor ikke Loven, men Fordomme, kræve: at de nogle Dage efter Fødselen skulle bringes til Kirke for at døbes. Især er dette Tilfædet paa Landet, naar Spæde, ofte svage Børn, fra en varm Barsels-Stue, sædvanlig en lang, ofte besværig Vei, i Kulde og Blæst, Snee og Regn, skal bringes i en kold, usund Kirke for at døbes; det mangler vel ei heller paa Exempler, at Giordemødre have tabt Barnet paa Veien til Kirken, at Hestene ere blevne løbske, og Barnet derved er kommet til Skade, eller har tilsat Livet. Ogsaa i Kiøbenhavn ere de skadelige Følger af spæde Børns Daab i Kirken ikke aldeles usædvanlige. Mange sørgelige Exempler har jeg seet derpaa, at sunde Børn strax efter Daaben ere blevne syge, og har af og til maattet betale denne religiøse Skik med Livet. Det vilde i Sandhed være skrækkende, om man kunde opgive Tallet af de Børn, som, især i Norge, Island og flere Steder, tilsætte Livet ved Barne-Daab i Kirken. Umueligen kan man troe, at vor ædle Religions-Stifter, hvis Lære og Handlinger aande den inderligste Kiærlighed til Menneskeslægten, og den ømmeste Omsorg for dens Lykke, skulde forlange et Offer af Børnenes Liv og Helbred, som han saa høit elskede. Vores menneskekiærlige Regiering har ogsaa længe været opmærksom


258

paa denne skadelige Uskik, den har hævet den ældre Anordning af 19 Marts 1745: ”at Børn ei, uden særdeles Vilkaar, maae hiemmedøbes, men strax, eller efter nogle Dages Forløb, skulle bringes til Kirken, og døbes uden Hensyn til Veirliget eller Veiens Besværlighed”, og derimod fastsat under 27 Julii 1771 ”at det er overladt til Forældrene selv, efter det Barnets Helbred og Omstændigheder fordre, saavel at lade det hjemmedøbe, hvilket Præsterne paa Forlangende ikke maae nægte at forrette, saa og siden, naar det uden Fare for Barnets Liv og Helbred kan skee, at lade det bringe til Kirken. Dette er Forældrene ikke forbundne at lade skee inden nogen vis Tid efter Loven; hvorimod det desto sikrere forventes, at ingen uden Nødvendighed udsætter deres nyefødte Børns Daab.” Denne velgiørende Anordning har vist allerede frelst mange Børn; men beklageligt er det, at de herskende Fordomme om Daabens Nødvendighed til spæde Børns Salighed, endnu giør, at de fleste af Almuen vedblive at bringe spæde og svage Børn til Kirken for at døbes, eller, naar dette er skeet hiemme, at lade lyse Velsignelse over dem i Kir-


259

ken. Hovedets hastlige Blotning ved Daaben, dets Overøsning med for koldt eller for varmt Vand, og den efterladte forsigtige Aftørring af Hovedet, forøger Faren for Børnenes Liv og Helbred. Den Skik, at Giordemoderen i sin fulde Pynt skal bære Barnet høitideligen paa Armene til Vognen, er i Huse, hvis Trapper ikke ere beqvemme, eller om Vinteren, naar Isen giør dem glatte, ikke sielden ledsaget af farlige Følger. Der gives ikke faae Exempler at Giordemødre ere faldne med Barnet, eller at hun har ladet dette falde, af Frygt for selv at komme til Skade. Det burde af denne Aarsag være Giordemoderen forbudt, at bære Kioler med Slæb, hvilket kan giøre deres Gang usikker, og sætte Barnets Liv i Fare. Confirmationen er den rette Daab, den rette Indlemmelse i den christlige Religions Samfund. Naar Børnene ere omhyggelige underviste i deres Religions Sandheder, naar de ere vel oplyste om deres Pligter mod Gud, andre og dem selv; naar de offentlig i Guds Huus, og omgivne af deres Medchristne, aflægge det høitidenlige Løvte, at leve og døe i en Religion, som allene kan giøre Menne-


260

skene lykkelige, og naar da denne hellige Handling foretages af en Mand, som med varm Følelse og Ærbødighed for den Religion, han lærer, kraftigen taler saavel til Hiertet som til Forstanden, hvor er da den Confirmand, som ikke overvældes af de ædelste Følelser, som ikke fatter det inderligste Forsæt, at være from og god, dydig og retskaffen? hvor er den Tilhører, hvis Hierte bliver koldt derved, hvis gode Forsætter derved ikke blive opvakte? hvorimod ved Barne-Daaben og Oplæsningen af den anordnede Formular, alle næsten uden Undtagelse blive kolde, og den hele religieuse Handling foretages med en høi Grad af Ligegyldighed.

Barne-Daaben har end videre den Følge, at Mødrene, endnu svage efter den ovenstandne Fødsel, ikke altid kunne modstaae Forfængelighedens Tillokkelser, og ved Pynt, Stads og Traktering skade deres og Børnenes Helbred. Ønskeligt vilde det være for mange Børns Liv og Sundhed, at de værdige Præster, som ved Loven ere forbundne til at besøge Syge endog i fraliggende Sogne, ogsaa, liig Apostlerne, døbte, især om Vinteren, Børnene i deres Huse, og tillige meddeelte dem den


261

sædvanlige Velsignelse. Naar Sakramentet bringes til Gamle og Syge i deres Huse, naar ved Ægte-Vielsen i Husene de nyegifte velsignes, saa synes det: at Velsignelsen efter Daaben ogsaa kunde gives spæde Børn i deres Boeliger. Dette er ogsaa ikke allene i en Deel andre prostestantiske Lande, men ogsaa i Holsteen, brugeligt.

Længe vedvarende uforandret Stilling af Legemet frembringer i enhver Menneske-Alder smertelige Følelser og tildeels skadelige Følger. Man har derfor været grusom nok, til at anvende denne Tortur, at indspende mistænkte Forbrydere ubevægelige i et Taug, for at bringe dem til Bekiendelse. Endog under Søvnen attraaer Mennesket en forandret Stilling. Hvor ofte er ikke spæde uskyldige Børn udsat for denne Tortur! deres Legeme har endnu ikke Kraft nok til frit at kunne bevæge deres Lemmer, og den svage Bevægelse, de kunde udøve, bliver desuagtet hindret ved Svøb, som omgiver dem. Hvad Under da, at disse Spæde yttre deres Lidelser, som man desvære ofte søger at dæmpe ved stærk Vuggen, uden at tænke paa den sande Aarsag. Ethvert heftigt Skriig af spæde Børn kræver derfor Legemets for-


262

andrede Stilling og Beklædningens Løsning, førend man tænker paa Sygdom, eller plager det med Lægemidler. Leiet paa Ryggen er upaatvivlelig for spæde Børn det bedste. Naar de lægges paa Siden, maae denne Stilling ofte omvexles, da et vanskabt Legeme ellers let derved kan foranlediges.

Intet er for Børnene mere skadeligt end Umaadelighed med Hensyn til Føde. I de første 4 Maaneder synes Naturen i det mindst at have bestemt Moderens eller Ammens Melk allene, til Barnets Føde, om dens Mængde ellers maatte være tilstrækkelig. Umaadelighed er da ikke lettelig at befrygte. Derimod, naar andre Fødemidler enten tillige eller allene anvendes, er en høi Grad af Forsigtighed nødvendig, naar Børnenes Liv og Helbred ikke skal sættes i Fare ved Umaadelighed. Det er desvære ogsaa hos os ikke usædvanligt, at Børn af Ammer og Børnevogtersker stoppes med Mad, og mod deres Villie lokkes til at nedsynke det, endog af og til med usund, og med deres Alder upassende Føde. Ømme Mødre kunne ikke være varsomme og agtpaagivende nok for at afværge denne skadelige Uskik,


263

hvorved saa mange Børn ere blevne syge, svage og for Tiden bortrevne.

Naturen lærer Børnene at gaae og staae, ikke Konsten; den gaaer heri, som allevegne, langsomt og roeligen frem; at overile og forhaste Børnenes Gang, er upaatvivlelig skadeligt; mange Vanskabninger og Krøblinger ere derved frembragte; Benene og Brudskene hærdes ikkun langsomt i den Grad, at de kunde bære Legemets Tyngde; naar disse Dele endnu ere bløde og eftergivende, saa foranlediges, naar Børnene gaae og staae for tidlig, dermed bøiede Laar og Skinnebeen, skiæve Knæe, fordreide Hofter, et vanskabt Bækken, en skiæv Ryg, m. m. Børnene maae først lære at krybe, førend de kunne gaae og staae; naar de først selv have lært dem til at krybe, kan man sikkert overlade dem til dem selv at gaae og staae, om ogsaa noget seenere, dog vist sikkrere, end naar man for tidlig opmuntrer og anholder dem dertil. Ogsaa i Kiøbenhavn hersker den Uskik, at man anstrænger Børnene for tidligt til at gaae, og at man lader dem staae længe i den samme Stilling, at man leder dem ved Armen, opløfter dem, naar de ere i Fare for at falde, eller fald-


264

ne; ei heller ere de skadelige Ledebaand og Gangvogne, især iblandt Almuen, reent komne af Brug.

Man pleier i Kiøbenhavn, som paa andre Steder, at forsyne smaae Børn med Legetøi, og man giør vel deri, derved at beskiæftige deres Sandser, deres Tanker og deres Legeme; ogsaa ældre Børn, Voxne og Oldinge har jo deres Legetøi. Men ikke til alle Tider skeer Valget deraf med den Forsigtighed og den Klogskab, som det burde, og mange Børn komme derved i Livsfare, da Instinktet lærer dem at bringe alt, hvad de faaer i Hænderne, til Munden. Alt Slags Legetøi i Gips, Leer, Glas og Porcelain, kunde formedelst deres Skrøbelighed blive farlige; smaae Kugler, Erter, Bønner, Myndte, Naale, spidse og skarpe Legemer kunde nedsynkes, eller puttes i Ørene og Næsen; men især fortiene de malede Sager en særdeles Opmærksomhed; man bruger sædvanlig skadelige Farver dertil, Operment, Mennig, Bleghviid, Zinober, Grønspaan, Gummigut m.v. Mange sygelige Følger har jeg deraf bemærket, naar slige Farver af Børnene blive afslikkede, hvilket er saa meget mere farligt for dem, da den sande Aarsag til deres syge-


265

lige Tilstand ikke alletider opdages. Ønskeligt ville det være: om alt malet Leietøi for Børnene aldeles maatte forbydes indført og falholdt, hvorved megen Ulempe vilde forebygges.

Offentlig og privat Velgiørenhed har aabnet et Tilflugtssted i Kiøbenhavn for ulykkelige besvangrede Mødre og deres hielpeløse forladte Børn, paa den kongelige Fødsels- og Pleie-Stiftelse. I Førstningen var disse forenede Stiftelser, hvis Oprindelse kan regnes fra 1750, under 5te Frederik, kun smaae og indskrænkede; de gik over i Aaret 1759 til Frederks Hospital, men i Aaret 1785 satte Enke-Dronning Juliane Marie Stiftelsen, ved en dertil skiænket anseelig Gaard i Amaliegaden, og ved andre betydelige Gaver istand til at existere, som en særskilt Anstalt, i hvilken trængende Fødende og deres Børn kunde finde Hielp og Tilsyn.

I Førstningen bleve de spæde Børn, som de Ugifte og trængende Mødre for det meste selv ikke medtoge til egen Forsørgelse, lige fra Fødsels-Stiftelsen overleverede til Pleie-Mødre paa Landet, som opdrog dem imod en fastsat Betaling under Opsyn af Præsterne. Disse saaledes fra Fød-


266

sels-Stiftelsen udsatte Børn, og den til Bestyrelsen af deres Forflegning udnævnte Direktion, udgiorte den saakaldte Opfostrings-Stiftelse. Imidlertid havde denne direkte Udsættelse en Deel betydelige Mangler; gandske spæde Børn kunde, især paa den kolde Tid af Aaret, ikke taale en lang Transport; der kunde ligge Sygdomme skiulte hos dem, som kunde smitte Pleie-Moderen; og endelig, naar man ikke uden Forskiæl vilde give Børnene bort til alle og enhver af de sig meldenende Pleie-Forældre, blev Fødsels-Stiftelsen derved sat i den Nødvendighed at tilbageholde et uforholdsmæssigt Antal af de Børn, og derved indskrænke Pladsen for de Fødende.

Dette gav Anledning til, at i Aaret 1788 den saakaldte Pleie-Stiftelse blev oprettet, i hvis dertil ved Siden af Fødsels-Stiftelsen fra nyt opbygte Gaard, Børnene kunde forblive en Tidlang hos Ammer, som Fødsels-Stiftelsen forsynede sig med. Pleie-Stiftelsen stod med Fødsels-Stiftelsen under een Bestyrelse, indtil i Aaret 1804, da ogsaa den formedelst sin Bestemmelse saa nær dermed beslægtede Opfostrings-Stiftelse blev sat under samme Direction, saa-


267

ledes at det Hele, som før existerende under 3 Benævnelser, nu erholdt Navnet af den kongelige Fødsels- og Pleie-Stiftelse.

Pleie-Stiftelsens Bestemmelse er, at modtage og forsørge de ugifte Mødres Børn, som fødes paa Fødsels-Stiftelsen; den formuende Classe af de ugifte Fødende, som ligge paa Betalings-Kammerne fra 6 Rdlr. om Ugen eller derover, og ville overdrage deres Børn til Stiftelsens Forsorg, betale een Gang for alle 20 Rdlr. Den uformuende Classes Børn modtages uden Betaling. Den første Classe af Mødrene er frie fra den Forpligtigelse at tiene paa Pleie-Stiftelsen som Ammer, de andre ugifte Mødre maae, naar de ere duelige dertil, i en Tid af i det mindste 4 til 6 Uger paatage sig den Forpligtigelse at give deres eget og et andet Barn, eller 2 fremmede Børn Die, hvorfor de erholde 2 Mk. ugentlig og Kosten. Ogsaa gifte fattige Koner, som have født paa Fødsels-Stiftelsen, erholde paa deres Ansøgning ikke sielden Plads iblandt Stiftelsens Ammer. Da der er daglig Af- og Tilgang af Børn, er det bestandige Antal meget uliigt; dog er det sieldent under 70, i Middeltallet noget over 100,


268

og stiger det undertiden, især om Vinteren, indtil 140-150.

Børnene forblive paa Pleie-Stiftelsen ikke længere end 6 til 8 Uger, med Undtagelse af de enkelte, hvis Mødres mistænkelige Sundheds-Tilstand giør et længere Ophold paa Stiftelsen nødvendig, og med Undtagelse af saadanne Børn, som ere for svagelige til at kunne taale Befordringen ud til Landet. De andre friske Børn overleveres til de med deres Præsters Attester forsynede Pleie-Forældre fra Landet, eller til de skikkelige Pleie-Mødre her i Byen, som enten melde sig selv, eller som af Børnenes virkelige Mødre ere udsøgte. Ogsaa Mødrene selv kunne faae deres egne Børn til Pleie, og nyde derfor samme Betaling, som andre Pleie-Mødre (3 Mk. ugentlig) naar de selv ønske det, og kunne skaffe Attest om deres skikkelige Opførsel. Dog tilstaaes denne Understøttelse kun, i det høieste, 1 Aar; efter Aarets Forløb bør Moderen enten selv paatage sig Barnets Forsørgelse, hvilket ikke sieldent skeer, eller afgive samme til Udsættelse paa Landet. Det samme gielder ogsaa om de i Byen udsatte Børn i Almindelighed; thi de udsættes paa Landet, saa


269

snart skikkelige Pleie-Forældre dertil melde sig, og Børnenes Sundhed tillader Befordringen. Erfaringen har dog lært, at Dødeligheden af de paa Landet udsatte Børn er betydelig mindre end af dem, som udsættes her i Staden, hos Pleie-Forældre, som sædvanlig selv ere trængende og uformuende.

Man vilde være ubillig mod de ulykkelige, som uden for Ægteskab føde paa Stiftelsen, at ville troe, at alle, som der aflægge Frugten af forbuden Kiærlighed, skulde være saa aldeles følelsesløse mod Naturens Stemme, at de med Ligegyldighed efterlode deres ulykkelige Børn til offentlig stedmoderlig Omsorg. Dette er vel desværre Tilfældet hos enkelte, dog langt fra ikke hos alle. Mange, hvilket siden, naar der handles om Fødsels-Stiftelsen skal anføres, medtage Børnene strax, og sørge for deres Opfostring og Sikkerhed; andre tabe ikke deres efterladte Børn af Sigte, men bidrage efter deres Evne troeligen til deres Pleie. Jeg har seet flere af saadanne uden for Ægteskab fødte Børn, ved deres skiulte Moders Omsorg, dannede til brave, duelige, virksomme Mennesker. Andre, hvis Evner og Stilling aldeles hindrede dem at


270

deeltage i deres Børns Skiæbne, forlade som oftest Stiftelsen med et beklemt Hierte og vaade Øine. Oftere synes de grusomme Fædre at fortiene den billige Bebreidelse, og ethvert følende Menneskes Foragt, der gave et Menneske Livet, uden at tænke paa at føde og opholde det; især da disses borgerlige Stilling giver dem mere Leilighed, med forøget Virksomhed at bidrage til deres ulykkelige Børns Underholdning, end Mødrene.

Siden Pleie-Stiftelsen, hvis Rum forhen var meget indskrænket, ved det Classenske Fidei-Commisses ædelmodige Understøttelse er bleven sat istand til at kiøbe den betydelige tilgrændsende Gaard, og siden Antallet af dets Amme-Stuer derved fra 4 har kundet forøges til 19, har enhver Amme kun 2 Børn at passe, som hun opammer deels med Die, deels opføder med en efter Børnenes Alder og Kræfter passende Tvebaks-Suppe, kogt i tynd Kalve-Suppe. I de første Uger efter Fødselen, faae Ammerne paa Pleie-Stiftelsen ikke mere end deres eget, eller i Mangel deraf et fremmed Barn at passe, indtil de findes stærke nok til at kunne amme to Børn. De


271

Børn, som ere mistænke for smitsomme Sygdomme, opfødes med Patteflaske. Et, for adskillige Aar siden, anstilt Forsøg med at indrette en Goldammestue ogsaa for de sunde Børn, mislykkedes aldeles, saaledes som det samme Fosøg er overalt mislykket udenlands, hvor man har anstillet det, enten for at spare eller for at undgaae de Vanskeligheder, som ere forbundne med at skaffe Børnene sunde Amme.

Skiøndt der med Hensyn til Pladsen, Indretningen og Tilsyn, i det væsentligste er anvendt alt, hvad Konsten formaaer til ulykkelige Børns Frelse, og skiøndt Omsorg for frie Luft og Reenlighed i denne Stiftelse er saa fuldkommen, som i nogen anden lignende Indretning i Europa, er Mortaliteten iblandt Børnene dog ikke ringe. Den reiser sig af den ikke sielden høist svagelige Tilstand, de uægte Børn fødes i, som desværre kun alt for ofte røber deres Moders kummerfulde og elendige Tilstand under Svangerskabet, eller deres uordentlige Levemaade: den bør ogsaa tildeels tilskrives de fra enhver Pleie-Stiftelse saa godt som uadskillige Ufuldkommmenheder, især i den hyppige Omskiftning af Am-


272

mer, og disses maadelige Beskaffenhed, som, naar de end fra den physiske Side vare gode, dog fra den moralske Side ikke aldeles ere saaledes, at man af dem uden Tvang og uophørlig Opsigt kan vente en god og kiærlig Behandling af de dem anbetroede Børn.

Det er desværre en ligesaa sand som sørgelig Erfaring, at i alle offentlige Opfostrings-Anstalter paa alle Steder uden Undtagelse, de fleste Børn døe, inden de naae den modne Alder, til at kunne, som virksomme Borgere afbetale deres Gield til Staten. Man har iagttaget, at i Paris i Stiftelsen for Hittebørn, af et Tal af 7000 Børn, som omtrent aarlig modtages, i 10 Aar døer 6520, og at følgelig af 14 til 15 Børn ikkun eet undgaaer dette aabne Svælg. Süsmilch og Baumann, disse udmærkede Grandskere for Menneskeslægtens Formerelse og Formindskelse, opgiver efter samlede Beregninger, at Dødeligheden iblandt Børne-Classen almindelig er størst iblandt uægte, forladte og paa offentlig Bekostning opfostrede Børn. De godtgiøre af samlede og offentlig bekiendtgiorte Beregninger, at Børn, som ere avlede i lovlig Ægteskab, og som opfostres un-


273

der Forældrenes Omsorg i ordnede Famlier, døe i det første Aar næsten ¼ Deel; fra Fødselen til 5 Aar 11/25 Deel; fra Fødselen til 15 Aar fuldendt ½ Deel; altsaa leve af saadanne 1000 Børn efter første Aars Forløb omtrent 750, efter 6 Aar 560, og efter 15 Aar 500. Derimod døe af uægte og af Mødrene forladte Børn, naar de endog tages under offentlig Omhue, i det første Aar omtrent den halve Deel, indtil 6 Aar ¾, indtil 15 Aar 4/5; saa at af 1000 slige Børn efter et Aars Forløb 500, efter 6 Aar 250 og efter 15 Aar i et Middeltal 200 Børn maatte blive tilbage. Saa skrækkeligen hævner Naturen Overtrædelsen af sine hellige Love, og Ringagtelsen af de tvende Grund-Piller for Menneske-Samfundet, Ægteskab, og Forældrenes ømme Kiærlighed til deres Børn.

Aarsagen til uægte Børns større Dødelighed, uagtet de nye nøiagtig Omsorg i offentlige Stiftelser, er ikke vanskelig at forklare. Uægte Børn avles som oftest, især i folkerige Søe- og Handels-Steder, af, ved alle Slags Udsvævelser og Uordener svækkede, Fædre; af Mødre, som igennemgaae deres Frugtsommelighed, un-


274

der Kummer, Angest og Selvbebreidelser; Frugten af forbuden Kierlighed har allerede under Moderens Hierte uskyldigen mattet dele den Angest, Krænkelse og overdrevne Anstrængelse, som Frugtsommelige uden for Ægtestanden, og i deres Herskabs Tieneste næsten altid ere udsatte for. Det ømme hellige Baand, som forbinder Moderen med det nyefødte Barn, afbrydes kort efter Fødselen, hvilket ingen fremmed Omsorg, ingen nøiagtig Tilsyn, fuldkommen kan erstatte. Det spæde, ofte svage Barn bliver snart berøvet den Die, som Naturen har bestemt for det; det bliver overladt til fremmede leiede Mødre, som ikke Medlidenhed, men sædvanlig Trang og Vindesyge, binder til de ulykkelige Spæde, og til hvilke disse ofte i den ubeqvemmeste Aarstid befordres. Disse Aarsager ere i Kiøbenhavn og andre store Steder de samme, og Dødeligheden af de Børn, som blive modtagne af Pleie-Stiftelsen, maa derfor ogsaa her være større, end iblandt de andre Stadens Beboere. Dog er Mortaliten af de spæde Børn, som fødes paa Pleie-Stiftelsen for at udsættes til Pleie-Forældre, deels paa Landet og deels her i Sta-


275

den, hos os ikke nær saa stor, som de Süsmilchske Tabeller angive. Efter den fra Directionen for Fødsels- og Pleiestiftelsen til Hans Majestæt indgivne Indberetning af 20 April 1804, ere af 11863 Børn, som i 16 Aar ere fødte paa Fødsels-Stiftelsen i Kiøbenhavn, og overladte til offentlig Omsorg og Pleie, til det 6te Aar ikkun døde 1378 eller omtrent 1/8 Deel; de Dødfødte og strax efter Fødselen Afdøde fraregnede*).

Opfostnings-Stiftelsen underholder efter den nærværende Indberetning de Pleiebørn, som paa Landet til Pleie-Forældrenes Omsorg blive udsatte, til de ere 15 Aar gamle, den betaler for dem i det første Aar 2 Mk 8 sk ugenlig, i det 2det, 3die, 4de, 5te og 6te Aar 2 Mk., i det 7de og 8de Aar 1 Mk. 8 sk, i det 9de og 10de Aar 1 Mk.; i det 11te, 12te, 13de og 14de Aar aarlig 2 Rdlr., og i det 15de Aar ved Barnets Confirmation og ved Udsættelsen i Reise- og Klæde-Penge 7 Rdlr., tilsammen 166 Rdlr. 64 sk for hvert Barn, som opnaaer denne Alder. Pleie-Forældrene have samme Rettighed over deres

*) Disse Oplysninger, uddragne af Stiftelsens Protocol, skylder jeg Hr. Professor Saxtorphs Godhed.


276

Pleiebørn, som Forældre over deres egne Børn, indtil deres 20de Aar er tilendebragt, og Børnene ere indtil den Tid pligtige at tiene dem for Kost og Klæder uden Løn. Spæde Børns physiske Opdragelse og Pleie er foreskreven ved et Regulativ, og staaer under Sognepræstens særegne Opsigt.

En aarlig nøiagtig Bekiendtgørelse om denne velgiørende Stiftelses Fremgang, og hvad derved til offenlig Nytte aarlig var bleven fremvirket, samt de udsatte Børns Skiebne, vilde være særdeles oplysende for Statsmanden og Statistikeren, for Moraliteten og for Lægen.


277

Børne-Opdragelsen og Underviisning i Kiøbenhavn.

Naturen har tildeels nægtet Mennesket Dyrenes Naturdrift (Instinkt), men det betaler dette Fortrin ved en længe vedvarende Barndom. De fleste Dyre-Slægter opnaae i en tidligere Alder det de skulde og kunde blive; Mennesket derimod nærmer sig saare langsomt til sin fuldkomne Modenhed. Den tredie Deel af dets Levetid udkræves til Legemets fuldkomne Uddannelse; ogsaa Siælen deeltager i den langsomme Udvikling af den dyriske Organisation. De physiske og intellektuelle Evner, som Forsynet har nedlagt i den menneskelige Natur, ere uendelige, men de ere hvilende; de fleste udvikles ikke af dem selv, men de maae ved klog Veiledning og forsigtig Anstrængelse dannes til Færdighed, og nyttig Anvendelse, for dem selv og andre. I det frøste Tidsrum af Barnets spæde Liv er det næsten aldeles lidende; det har intet Middel til at give sin Trang og sine Følelser tilkiende, undtagen ved at skrige. Bevægelsen af dets Muskler ere svage og uvilkaarlige; det har ikke Kraft til selv at under-


278

støtte det tungere Hoved; alt, hvad som henhører til dets Væsens Vedligeholdelse, maae ventes af Moder-Kiærlighed og af fremmedes Omhue. Vel udvikle sig Børnenes physiske Kræfter mod den Tid, at det første Leveraar er tilendebragt, paa en mærkelig Maade, dog er endnu i en lang Tid Omsorg for Børnene allene indskrænket til, ikke at modsætte sig, men at beforde, den af Naturen bestemte Orden til Legemets frie Uddannelse. Naar Naturens Love, oplyste ved bestandige Erfaringer, med Hensyn til Føde, Reenlighed, Luften og Legemets Bevægelse, Lidenskabernes for tidlige Opvækkelse m.v. troeligen følges; naar Naturens faste, langsomme, roelige Gang iagttages, og ikke hverken overiles, tilbageholdes, eller ved en stridende og modsat Fremgangsmaade forstyrres, saa vil, ved en efter rigtige Grundsætninger indrettet, physisk Børne-Opdragelse i den Alder, hvor deres Evner mærkelig udvikle sig, ikke allene deres Legems-Kræfter og Sundhed forøges, men derved ogsaa den siden begyndende intellektuelle og moralske Opdragelse ubeskriveligen lettes. Det er en vis Erfarings-Sag, at mange Skiævheder i Tænkemaaden og i moralske Fø-


279

lelser have deres Grund i en sygelig Tilstand af Legemet, og at Grunden dertil ofte lægges ved den første Opdragelse, Børnene nyde. Det henhører ikkun til min Plan at giøre mine Læsere opmærksomme paa de enkelte Gienstande af denne, for hele Menneskeheden, saa vigtige Sag, som især synes mig at fortiene Kiøbenhavnernes Opmærksomhed.

Upaatvivleligen har Børne-Opdragelsen i Kiøbenhavn, i de senere Tider, vundet meget. Det er nu en almindelig antagen Sandhed, at det er nødvendigt, for at danne smaae Børn til sunde og nyttige Mennesker, at giøre dem tidlig, endog fra Fødselen af, bekiendte med de Elementer, hvori de skulle leve; men dette maae skee langsomt. Naturen springer ikke, dens roelige og stadig Gang maae følges, og Omsorg for Børnene læmpes efter de tilfældige Omstændigheder; der gives derfor ingen gandske almindelige Regler for smaae Børns Opdragelse; sund og sygelig Tilstand, Kulde og Varme, Vinden og Veirets Beskaffenhed, kræver nu og da Indskrænkelser; kun da, naar Børnene ere langsomt vante til klimatiske Forandringer, ville de, uden


280

Skade for deres Helbred, til en vis Grad kunne taale Luftens forskiellige Indvirkninger. Almuen og den uformuende Deel af Stadens Beboere opdrage deres Børn mere ukunslet, de overlade dem mere til Naturen; men de synde hos os meest ved Mangel af Omsorg for huuslig og personlig Reenlighed, (hvilket er erindret i den første Deel af disse Betragtninger), og ved upasende Fødemidler, hvorved de ikke sielden blive til storhovede, tykmavede, udtærede Vanskabninger; den mere velhavende Classe derimod, ved en bestandig Blanding af modsatte Indtryk af Kielenskab og Strænghed, af blød og haard Opdragelse, hvorved Naturen misledes ofte til uoprettelig Skade for Børnene. Hvor ofte see vi ikke, at Børnene med tynd Beklædning, blottet Bryst, Hoved og Arme, udsættes for en skarp Lufts ublide Indvirkning, og strax efter indsluttes i smaae og hede Værelser; at de dagligen vaskes med koldt Vand og om Natten hvilke paa bløde Fiær-Dyner, og bedækkes med Edderduns Puder, saaledes at neppe Ansiget bliver blottet, hvorved de holdes bestandig i en skadelig Sveed og Dampe-Bad; at man tillader Børnene stærke Legems-


281

Bevægelser, endog dem, som kunde mueligen være skadelig for dem, f. Ex. at støde Kolbøtter, og derimod at holde Folk til at hielpe dem i og af Sengen, og i og af Klæderne, hvorved de ikke sielden blive afhængelige af andre deres hele Levetid. Slige Modsigelser kunne ikke andet end være skadelige.

Naturen anvender mange Midler, mange Drivefiedre til at give det dyriske Legeme den mueligste Fuldkommenhed, Udvikling og Uddannelse. Hertil hører den uimodstaaelige Drivt hos Ungdommen til afvexlende Forandringer, til Lege og Spøg, til Løben og Klattren til afvexlende Legems-Bevægelser med en glad Letsindighed. Det er ikke allene Mennesket, som følger denne Naturdrift; den synes at være indplantet hele Dyre-Riget. Fra den uhyre Elephant til den mindste Muus, fra den ædle Hest, fra den grumme Tiger til det sagtmodige Faar, Fuglene i Luften og Fiskene i Havet, alle hoppe glade og ubekymrede igiennem Livets Vaar. Hvem øiner her ikke Naturens Vink, at Glæde, Munterhed og Bevægelse er en Betingelse til Organismens Fremvæxt og Legemets fuldkomne Udvikling. Lader os der-


282

for ikke utidigen undertrykke Barndommens glade Munterhed, og dens Attraae til afvexlende Legems-Bevægelse; undertiden den lykkeligste tid, Mennesket har at igiennemgaae paa Livets Bane. Lader os ikke undertrykke den velgiørende Naturdrift, hverken opmuntre eller tilbageholde Ungdommen fra Legems-Øvelser, men allene være opmærksomme paa deres Valg. Naturen vil sikkert selv anvise Børnene Grændser for deres Trang til Bevægelse; de vil standse, naar det behøves, og til rette Tid igien begynde. Let, og uden mange Bekosninger vil man kunde tilfredsstille den dem medfødte Lyst til Forandringer og Afvexlinger. Fattige Børn ville moere sig, lige saa godt med deres Kiephest og Pidsk, som de Rige ved det kostebare Legetøi, hvorved vi saa længe have giort os skatskyldige til fremmede; begge vilde snart attraae Forandringer, og denne Naturdrift kan som oftest tilfredsstilles paa en Maade, som ikke allene sysselsætter deres Legeme, men ogsaa anstrænger deres Forstand og Eftertanke. Vore Tiders nyere Opfindelser give med Hensyn hertil talrige og nyttige Anledninger. Det vilde upaatvivleligen være skadeligt for Børnenes


283

physiske Styrke i Fremtiden at opmuntre dem mod deres Villie og deres individuelle Følelser til legemlige anstrængende Bevægelser; derved bliver Livs-Kraften paa en unaturlig Maade svækket, og den legemlige Fuldkommenhed nedstemt. Ogsaa see vi temmelig almindelig, især paa Landet, at de der, som Ynglinger, for tidlig anstrængte til stærk og trættende Arbeide, blive smaae og mindre kraftfulde, end Naturen ellers havde bestemt dem til; dette frembyder maaskee een af Aarsagerne til at de fleste af vores Land-Boere er smaae og uanseelige af Væxt, og at man sieldnere seer høie og velvoxne Mennesker iblandt dem. Erfaringen lærer det samme med Hensyn til vores arbeidende Huusdyr; naar Hestene blive for tidlig anstrængte, blive de for bestandig svage og uanseelige.

Munterhed og Glæde er en sand Balsom for Livet. Den friere Udvikling af Legems- og Siæls-Evner bliver derved lettet. Denne maae vedligeholdes ved bestandig afvexlende Opmuntringer, som beskiæftige deels deres Legeme, deels deres Opmærksomhed. Hertil hører Billeder, Malerier, Kobberstykker, valgte med


284

en høi Grad af Forsigtighed og Klogskab, og forklarede for Børnene paa en Maade, som er passende for deres uøvede Fatte-Evner. Denne Sag er vigtigere end hvad man ved første Øiekast skulde formode. I Ungdommen er Sielen fyrigere, Hiertet mere aabent, Indbildningskraften mere levende; ethvert stærkt Indtryk i Barndommen efterlader sig dybe og varige Præg, og det, som bemægtiger sig Barnet og Ynglingen, pleier at danne et Grund-Træk i Mandens Charakter; hvor mange physiske og moralske Feil hos Menneskene have ikke deres Oprindelse af denne Kilde. Hvor vigtig er det derfor ikke, ved Valget af de Midler, man anvender til Børnenes Underholdning og Moerskab, ved de Fortællinger, man anvender til deres Opmuntring, at vælge det, som med moralsk og physisk Hensyn kunde være nyttigt for dem, og med Omhyggelighed afværge alt, som kunde opvække Spiren til Usædelighed, Falskhed, Utaknemlighed, Hævngierrighed, Dovenskab, Løgn, Bedragerie, Frygt, Overtroe m.v. i deres unge Hierte.

Saasom det paa den ene Side er skadeligt, at behandle Børn med Haardhed og stræng


285

Alvorlighed, ikke at tilfredsstille deres uskyldige og billige Ønsker, at øine Feil og Dyder, der hvor Barnet handler efter Naturdrift, at straffe dem ofte for indbildte Forseelser; saa vist det er, at slig grusom Behandling forstemmer Barnets Charakter, giør dem falske egensindige, tilbageholdne, skiulte, opsætsige mod deres Forældres og Foresattes Ønsker, og svækker den Kierlighed, og hvad der er ligesaa vigtigt, den Tillid og det Venskab til deres Forældre, som er saa vigtig for deres Tilkommende Opdragelse og Dannelse; saa farligt er det paa den anden Side, ubetinget at tilfredsstille Børnenes Ønsker, føie dem i deres Luner og Phantasier, og at lade dem opvoxe i en ubunden Friehed. Det tomme Skygge-Billede, som man kalder Friehed, er til Held for Verden ingen Gave til Menneskeslægten. Mennesket er ikke skabt til fuldkommen Friehed; bunden ved borgerlige og selskabelige Love, bunden ved moralske Pligter og Religionens Bud, bunden ved sin Stilling i Livet, i Kamp med sine Lidenskaber og Tilbøieligheder, maae han igiennemvandre Livets Bane fra Vuggen til Graven.


286

Den første Pligt hos det tilkommende Medlem af Borger-Samfundet er Lydighed mod dets Forældre eller dem, som ere i Forældrenes Sted. Børnenes Tænke- og Bedømmelses-Kraft er endnu alt for uøvet og blottet for al Erfaring, at de skulde kunne indsee Følgerne af deres Handlinger. Andre maae derfor tænke for dem, vaage over deres Sikkerhed, og afværge det, som kunde være eller blive skadeligt for dem. Held de Forældre og de Lærere, som bruge deres Anseelse og deres Myndighed over Børnene, med Forstand, Klogskab og øm Mildhed, uden stræng Haardhed, og uden svag og kiælen Eftergivenhed. I de Ting, som man med Vished anseer for nødvendigt og nyttigt for Børnene, bør ubetinget og stræng Lydighed kræves, uden at Uvillie og Skrig fra Børnenes Side bør giøre nogen Forandring deri. Eftergivenhed vilde da være Haardhed, Børnenes Egensindighed og Selvraadighed derved daglig forøges, og stive, ubøielige Egoister frembringes. Børnene ere i Almindelighed kloge nok til at mærke, at de ved Skrig faae deres Villie frem og deres Ønsker opfyldte, og desaarsag at bruge dette Middel bestandig; og naar da


287

Moderens eller andres utidige Ømhed giør dem eftergivne mod dem, vil denne skadelige Ømhed vist efterlade sig, som oftest igiennem hele Livet, kiendelige Følger med Hensyn til deres Charakter og Tænkemaade. Inderlig elskede, især eneste Barn, blive derfor ofte forkiælede. Deres Begiærligheder blive tilfredsstillede, de erholde hvad de see, og attraae, og, uvante til Undværelser og Modgang, opnaae de sielden den Blidhed og Eftergivenhed, som enhver paa Livets Bane saa høieligen trænger til, og blive derfor sædvanligen mindre lykkelige. Ikke sielden finder Lægerne sig i en høi Grad af Forlegenhed, naar de ved uregierlige, ulydige Børn i Sygdoms Tilfælde skulle anvende ud- eller indvortes Lægemidler, og mange tilsætte derved Livet, især understøttende af Moderens utidige Ømhed eller Mistillid til Lægen og Lægemidlerne.

Forsynet har bestemt Mennesket til Munterhed, til Glæde og til Lykke; alle sunde Børn have Anlæg dertil; at vedligeholde og forøge denne Naturdrift er at forøge deres physiske Kraft og Styrke, saavelsom deres Anlæg til moralsk Fuldkommenhed; nogle Nationer have efter klimatisk


288

Indvirkning større eller mindre Anlæg dertil. Vellyster, Uvirksomhed, Dovenskab, Fordomme og især en for blød eller for stræng Opdragelse qvæler den, og Mennesket opnaar da ikke den Grad af physisk og moralsk Fuldkommenhed, Naturen har bestemt det til. Legemets Uddannelse efter Naturens Anviisning og Siæle-Evnernes tilbørlige Udvikling ere for Opdrageren Gienstande af lige Vigtighed og af lige Nødvendighed. Konsten maae udvikle dem begge med Klogskab og Varighed. Naar een af disse Gienstande forsømmes, qvæles tillige den anden. Naar Legemets Uddannelse ved en kiælen, blød, yppig Opdragelse bliver forsømt, saa opnaar det aldrig den Fuldkommenhed, den Behændighed, den Kraft, Sundhed, Munterhed, den Virksomhed og Alder, som det kunde opnaae. Deslige Mennesker beholde ofte igiennem hele Livet et svagt, langsomt, til ethvert hurtigt eller anstrængende Arbeide, uskikket Legeme, de finde Vanskeligheder i hvert Trin paa Livets Bane, og aldrig vil Fædrenelandet og Staten eie i dem kraftfulde og virksomme Borgere, aldrig kiække Fædrenelands-Forsvarere, aldrig Mænd, som vise Udholdenhed i


289

Besværligheder, Klogskab i Raad, Mod i Farer og Kraft i Handlinger. Paa den anden Side kan den blotte Udvikling af Siælens Evner, og en for tidlig og unaturlig Anstrængelse af disse, vel opfylde Hovedet med en Masse af Kundskaber, kan lære dem den Kunst at tænke, men vist ikke den Kunst at handle, naar ikke Legemet ved Øvelse og Anstrængelse tillige bliver uddannet. Uden harmonisk Uddannelse af Legemets Evner tillige med Siælens, nedbrydes Legemets Sundhed, fremkaldes en Hær af svækkende Sygdomme, og Menneskene, med deres høie Anlæg, med deres mange og udmærkede Kundskaber, kunde omskabes til Krøblinger paa Siæl og Legeme. Ligevægt imellem Menneskets physiske og intellektuelle Evner danner det physisk og moralsk sunde og fuldkomne Menneske.

I Oldtiden vare Legems-Øvelser næsten iblandt alle Nationer almindelige, og Menneskene vare sunde, store, stærke og kraftfulde. Grækernes og Romernes Lovgivere gave hertil det roesværdigste Mynster; de behandlede denne vigtige Sag videnskabelig og med en høi Grad af Opmærksomhed paa Naturens Gang, med Hen-


290

syn til Sundhed, Sædelighed, Stats-Klogskab og Almeenvel, og iblandt ingen Nation findes flere Exempler paa Kraft, Mod, Standhaftighed, borgerlige Dyder og Fædrenelands-Kiærlighed. De største Mænd, baade Regenter og Philiosopher, som Alexander, Cæsar, Pompejus, Augustus, Kato, Plato, Socrates og flere, fandt dem ikke allene ærede ved at give offentlige Prøver paa ders Færdighed i Legems-Øvelser, men ogsaa ved at undervise andre deri. Ved Rigdom og Blødhed, Vellyster og Udsvævelser, og deraf flydende moralske og physiske Mangler, forsømte denne vigtige Gienstand for den politiske Opdragelse, de sank i Kraft og Styrke, og bleve et let Rov for andre. Ogsaa som Lægemiddel vare gymnastiske Øvelser efter Galeni, Plinii, Kassii, Herodoti og fleres Vidnesbyrd i en høi Grad af Anseelse, til Helbredelse af de meest indviklede Sygdomme; hvilken Deel af Lægevidenskaben i vore Tider ikkun sielden bliver anvendt, og sieldnere end den fortiener.

Ogsaa i vort Fædreneland var fordum i National-Kraftens gyldne Alder, Legems-Øvelser og deres Nytte almindelig bekiendte og bleve


291

almindeligen brugte og hædrede. See vi tilbage til Skandinaviens Aarbøger, saa finde vi at vore Forfædre i Legems-Øvelser ikke ere blevne overgaaede af noget Folk, hverken i de ældre eller nyere Tider, og at udmærket Færdighed deri var i en høi Grad hædret og agtet. Kongerne selv forsmaaede ikke at udmærke sig, ligesaavel ved Færdighed i Legems-Øvelser, som ved deres Stand. Forsømme dem gandske kunde ingen Friebaaren uden Skam, og den vakkre Møes Ringeagt blev dennes Lod, naar hendes Bifald kronede den raske Yngling med offentlig Agtelse. De Legems-Øvelser, som ved tidlig Anstrængelse hos Ynglingen, og ved Mandens Færdighed, især bleve agtede, vare Løben, med og uden Svingelstok, Skieløben, Skøiteløben, Springen, Klatren, Dands, Bryden, Boldspil, Reebdragen, Riden, Balanceren, Haandgevær-Spil, Svømmen, Bue-Skyden, Spyd-Kasten og Fegten. Med Fornøielse henviser jeg mine Læsere til vor Professor Engelstoft oplysende Afhandlinger *) om

*) Engelstoft om den Priis Oldtidens Skandinavier satte paa Legems Øvelser, Kiøbenhavn 1801.
L. Engelstofts Tanker om National-Opdragelsen., Kiøbenhavn 1808.


292

denne vigtige Gienstand. Ingen af de ældre Nationer synes mindre at have lagt Vind paa Gymnastiske Øvelser, og at have giort disse saa lidet som en Deel af den offentlige Opdragelse end Jøderne. Deres vise Lovgivning anbefaler og opmuntrer ikke dertil; ogsaa synes Kraft og Styrke, Mod og Tapperhed, Kiæked og Udholdenhed, Almeen-Aand og store og ædle Handlinger ikke at være almindelige hos dem.

Neppe skulde man have holdt det for mueligt, om ikke Erfaringen beviste det, at nyttige Legems-Øvelser, som have viist sig, baade i physisk og moralsk Henseende, saa velgiørende for Menneskeslægten, som meddele Mennesket Munterhed, Sundhed og Styrke, igiennem Aarhundrede saa aldeles have været tilsidesatte, at neppe noget Spor deraf var bleven tilbage næsten over hele Europa. Velgiørende legemlige Øvelser og Anstrængelser have maattet vige for Blødhed, Kiælenskab, Vellyster og Fordomme; National-Kraft, Sundhed, Munterhed, Styrke og Mod maatte give Plads for Gigt, Hoste, den engel-


293

ske Syge, Melancholie, Søvnagtighed og Uselvstændighed.

Ogsaa Jagten var vore Forfædres Ynglings-Øvelse. Overalt synes Jagten, især iblandt Bierg- og Skov-Beboerne, at være en Natur-Drift, som giver Legemet ligesaa meget Kraft, Styrke, Behændighed og Evner til Forsvar mod Statens Fiender, som Sielen Mod, Tapperhed, Standhaftighed og varm Kiærlighed for Fædrenelandet. Saalænge Tyrol og Schweitz vare i Besiddelse af dette Palladium, modstode de hældigen enhver Fiendes Magt. Efter at man forbød dem Jagten, borttog deres yndede Vaaben, byggede Galger paa Biergene for dem, som jagede, sank deres Mod, deres Vaabenøvelser, deres Kiærlighed for Fædrenelandet og de bleve et let Bytte for deres Fiender. Det aldrig forhen erobrede Norges kiække Beboere ere, saavidt jeg veed, de eneste i Europa, som ere endnu i ukrænket Besiddelse af Jagt-Rettighed i deres Skov og paa deres Fiælde; og vist er det en af de medvirkende Aarsager, hvorfor de endnu vedligeholde deres Forfædres Mod og Fædrenelands-Kiærlighed, hvorfor de ogsaa i denne Tid, mod


294

en overlægen Magt, hældigen forsvare Landet med den Kraft og det Mod, som ikke kan andet end tildrage sig almindelige Beundring og Høiagtelse. I Norge er en 12 Aars Dreng med sin Riffel allerede meget frygtelig for Fienden.

Det var høi Tid, at de værdige Lægers, Philosophers og Moralisters Stemme, som saalænge har lydt i Ørken, endelig har opvakt almindelig Opmærksomhed, og i vort Fædreneland har begyndt at frembringe en nye Epoke til Menneskeslægtens Forædling, som allerede viser de herligste Frugter, og aarligen vil blive mere velgiørende. Det var høi Tid at sætte Grændser for den bløde, kiælne Opdragelse, om Menneskeslægten ikke endnu skulde synke dybere.

Evnerne, som Forsynet har nedlagt i Mennesket, saavel physiske som moralske, ere beundringsværdige og mangfoldige, men de udvikle dem sielden af sig selv, de trænge til Underviisning, til Øvelse og Anstrængelse; ogsaa kunne Evner og Anlæg selv i forskiellige Individer være meget forskiellige. De kan og bør ikke udvikles alle, til en lige Grad af Fuldkommenhed; ikkun de kræve en almindelig Kultur, som frem


295

me enkelte Individers og hele Samfundets Vel og Lykke. Livs-Kraftens Kilder vilde udtømmes og det dyriske Liv forstyrres, om mange af de utallige Legems- og Siæls-Evner ved Øvelse og Anstrængelse skulde opnaae en høi Grad af Fuldkommenhed. Hvem øiner ikke ogsaa heri Skaberens vise Hensigt, at det ene Menneske skal komme det andet til Hielp med sine erhvervede Færdigheder og bidrage til fælles Tarv, Fornøielse og Lykke. Det er en Erfarings-Sag: at alle Færdigheder i Siæl og Legemet ikkun kunne erhverves ved Øvelse og Anstrængelse. Hvem seer ikke med Forundring paa den Kraft, som Dandseren har i sine Been, Fegteren i sine Arme, Lastdrageren til at bære Byrder; fordi Øvelse og Anstrængelse har bestemt Livs-Kraftens Indvirkning til enkelte Muskler, hvorimod den findes i en mindre Grad i andre Dele. Hvem paatrænger sig her ikke den Tanke, hvor vigtigt det er, ikke at bestemme Børns og unge Menneskers tilkommende Stilling i Verden, uden nøiagtig at være bekiendt med deres naturlige og fortrinlige, saavel legemlige, som intellektuelle Anlæg; og hvor letsindig pleier man ikke at handle heri. Mange bleve bestemte til en


296

Bane, hvortil Naturen har nægtet dem fortrinlig Beqvemhed, og vilde i en anden Vei have blevet udmærkede Mennesker. Hvor mange blive ikke ved deres Stand og Formue, ved Fordomme, hensatte i en Stilling, hvortil de mange Lyst, Anlæg og Duelighed. Selv-Følelse herom maa nødvendig giøre dem ulykkelige deres hele Levetid. At lade Børnene og unge Mennesker, aldeles ubekiendte med Verden, selv vælge deres tilkommende Stilling i Livet, er derimod ligesaa ubetænksomt som farligt.

Ogsaa Ungdommens Sandser trænge til en Slags Opdragelse og Øvelse, naar de skulle opnaae den Færdighed, som Naturen synes at have bestemt for dem. Nogle af vores Sandse-Redskaber have langt fra ikke den Fuldkommenhed, som vi beundre hos de fleste andre Dyre-Arter, hos hvilke Naturdrift og Trang til Underhold og Afværgelse af Farer holde disse i en bestandig Øvelse; de høre, see, føle, smage og lugte med langt mere nøiagtighed end Mennesket. Endnu nærmere bevises dette af Historien, at ved den næsten utroelige Færdighed, som de Vilde i Nordamerika have bragt det til ved Synet at kunne


297

opdage deres Fiende i den betydeligste Frastand og høre dens Bevægelser, ja endog af næsten ukiendelige Indtryk paa Jorden eller det affaldne Løv at kunde skiælne: af hvilken Stammes Forspor de ere bleven foraarsagede. Vel mangler Mennesket intet i sine Sandse-Organers Dannelse, som kunde hindre disse fra at opnaae den samme Grad af Fuldkommenhed som Dyrernes; men hines større intellectuelle Evner vise dem en lettere Vei, uden Sandserens nøiagtige Medvirkning, til at samle Kundskaber og Erfaringer. Vi see dette dagligen ved dem, som tilfældigen er berøvede enkelte Sandsers Brug, hvor meget de andres Nøiagtighed og Fuldkommenhed derved tiltager, saaledes at, ved anholdende Øvelse og Anstrængelse, endog Farverne ved Følelsen, og de mindste, for andre umærkelige, Lyd ved Hørelsen kunde blive kiendelige. Børnenes Sandser trænge derfor til Øvelse og Anstrængelse for at opnaae den Nøiagtighed, som under mange Omstændigheder i Livet kunde være særdeles nyttig. Naar Børnene f. Ex. tidlig blive anholdte til med Nøiagtighed at bemærke Objekter i en kortere eller længere Afstand, mindre og mere oplyste; ikke at vende Øi-


298

nene til at være kort- eller langsynede; at skrive og læse m.v. i en behørig Afstand og i en lige Stilling af Legemet; at adskille Objekter ved Følelsen uden Synets Hielp m.v. Med Hensyn hertil anvender man i Kiøbenhavn ikke den behørige Opmærksomhed, og Følgerne heraf føles hos mange ikke sielden igiennem hele Livet.

Ved Børne-Opdragelsen pleier man ogsaa hos os at behandle den venstre Arm og den venstre Haand meget stedmoderligt. Man holder Børnene almindelig til, allene at bruge den høire Haand til de fleste Forretninger, skiøndt den venstre har de samme Anlæg, de samme Evner, som den høire. Ofte see vi, at de, som tilfældigen ere berøvede den høire Arms og Haand Brug, ved Øvelse lære inden kort tid med samme Færdighed at bruge den venstre. Det vilde upaatvivlelig være under mange Omstændigheder nyttigt for Børnene, at de under deres Opdragelse blev paaseet, at de brugte begge Hænder med samme Færdigheder, hvortil Forsynet har forundt dem lige Evner.

Oldtidens Skandinavier dannede dem tidligt, fra Barndommen af, til Legems-Øvelser og til Virk-


299

somhed og Styrke. Sundhed boede i deres Legeme, Kraft i deres Arme, Mod i deres Bryst. Upaatvivlelig eie vi mere videnskabelig Kultur og Kundskaber end vores Forfædre, dog vilde de neppe have ombyttet deres Fuldkommenheder med vores. Det er en sørgelig Erfaring, at det var mueligt, at, i en Tidsalder, som man kalder den oplyste, de saa velgiørende Legems-Øvelser, hvorved Oldtidens Nationer ere bleven store og mægtige, næsten over hele Jordkloden saa aldeles skulde have været tilsidesatte, skulde være blevne saa lidet almindelige, at man betragrede Færdighed i Legems-Øvelser, som et Vidunder; at Blødhed, Kiælenskab og Fordomme skulde have udelukket Udviklingen af Menneskets legemlige Evner fra Ynglingens Opdragelse og Mandens Beskiæftigelse. Upaatvivlelig er Mennesket derved nedværdiget langt under den physiske og moralske Fuldkommenhed, hvortil Skaberen har bestemt det, og en stor Deel af Nationernes Ungdom, udrustet af Naturen med Munterhed og Kraft, er derved bleven til svage, vrantne Egoister eller til ligegyldige, ubehændige, uvirksommme Borgere. At forædle det hele Menneske, saavel paa Siæl som


300

Legeme, dette først er sand Kultur, sand Opdragelses-Philosophie.

Især fra Begyndelsen af dette Aarhundrede har Kiøbenhavn giort meget vigtige Fremskridt i denne betydelige Deel af Ungdommens physiske Opdragelse, maaskee større end i nogen anden stor Stad i Europa. Virkningen deraf er allerede meget kiendelig iblandt den yngre Deel af Stadens Beboere; og da et betydeligt Antal af de mange, som her have uddannet deres physiske Kræfter og Fuldkommenheder, ere og blive adspredte i Provindserne, saa kan man have det grundede Haab, at de allerede ere eller ville blive Lærere for deres egne og andres Børn, og at legemlige Færdigheder i de danske Stater ville blive gandske almindelige, og derved giøres et betydeligt Fremskridt til National-Forædling og Fuldkommenhed. Dette vil skee saa meget vissere, da de ældre Fordomme mod nyttige Legems-Øvelser aarligen aftage.

For enhver stor og folkerig Stad vilde det være en sand Velgierning, om offentlige Steder fandtes anviste til almindelige og nyttige Legems-Øvelser, hvortil enhver under bestemte


301

Love kunde nyde frie Adgang. Maaskee Staten har forhen eiet noget lignende. Vi eie endnu en Boldhuusgade, som synes at have været bestemt for Bold-Spil, hvilket især havde hiemme i Nordens Oldtid og blev fortrinligen yndet. Ligesom vi have endnu et Badstuestræde. Enhver offentlig Skole burde være forsynet med en Plads til Disciplernes Legems-Øvelser, og enhver Lærer have saameget Færdighed i disse, at han kunde give nogen Underviisning deri. Selv de saakaldte lærde Skoler synes ikke at burde derfra undtages. Denne Deel af Ungdommen, hvoraf tilkommende Embedsmænd dannes, trænger især til denne Fuldkommenhed, og de kunde ved Exempel, Raad og Underviisning derved i sin Tid blive særdeles nyttige for det Offentlige. Man indvende ikke: at Ungdommen ved slige Adspredelser vilde forvildes og blive mindre beqvemme til alvorlige Studeringer. Dette er en Fordom, som ikke kan nok modsiges. Legems-Øvelser ere ikke blotte Midler til materielle Kræfters og Evners Udvikling, de ere tillige et Vehikel for Forstandens Kultur *). Harmonien imellem Legemets og Siæ-

*) Ingenium nemo sine corpore exercebat. Salust.


302

lens Sundhed, Styrke, Virksomhed og Duelighed er i det menneskelige Liv umiskiendelig. Det er en sand Erfaring, at de, som udmærke sig ved sieldne Legems-Øvelser, sielden ere sløve paa Forstanden. Ved Mangel af legemlige Øvelser vil det muntre Temperament tage sin Tilflugt til skadelige Adspredelser, til for tidlig Opvækkelse af Kiønsdriften og holde sig i Vellystens Huler skadesløs for manglende velgiørende Adspredelser; det dorske derimod vil hengive sig til Ørkesløshed og sove under byrden af den svage, den stivnende Krop.

Professor Nachtigall har den Ære og den Hæder, at have i Kiøbenhavn indrettet det første gymnastiske Institut, udelukkende bestemt til Legems-Øvelser, forsynet med alt til gymnastisk Underviisning nødvendigt og sikkert Machinerie. Disse Øvelser fandt forhen, i mindre Fuldkommenhed, ikkun Sted ved de militaire Instituter ved Land- og Søe-Etaten De Øvelser, hvori benævnte Institut, deels ved Stifteren selv, deels ved andre duelige Lærere blev givet Underviisning, var Løben, Springen, Voltigeren, Klavren, Ligevægtsholden, Trækken, Vaaben-Øvelser, Ri-


303

den og Svømmen. Vor elskede Konge, altid opmærksom paa alt det som kunde bidrage til Almeenvel, skiænkede denne Indretning ikke allene sit Bifald, men udnævnede ogsaa Stifteren til Professor i Gymnastikken; og stiftede den eneste Lærestoel, som saavidt jeg veed, har været indrettet nogen Steds i de nyere Tider. Sagens indlysende Nytte og Vigtighed kunne ikke mangle at tildrage sig almindelige Opmærksomhed og Bifald. Mænd af alle Stænder lode deres Børn undervise i Legems-Øvelser, og Elevernes Tal steeg fra 1ste November 1799, da Instituttet blev aabnet, fra 5 inden kort Tid til over 100, og var i bestandig Tiltagelse, indtil Engellændernes forræderske og uventede Angreb, iblandt saa mange andre nyttige Anlæg, ogsaa ødelagte denne almeennyttige Indretning, som nu, indtil Forsynet igien skiænker de danske Stater Fredens uskatteerlige Velsignelser, bliver fortsat ved privat Underviisning og almindelige Vaabenøvelser.

I de Lande, hvor Nationerne igiennem Aarhundrede have været ubekiendte med Legems-Øvelser efter videnskabelige Grundsætninger, og hvor Virkningen deraf maatte vise sig i deres Charak-


304

teer og Munterhed, Kraft og Styrke, Sundhed og Sygdom, Arbeidssomhed og Virksomhed, maae legemlige Øvelser nødvendig anstilles med en høi Grad af Forsigtighed og Klogskab, om de ikke ved enkelte Individer skulde frembringe Skade og Ulempe. Af svage, forkiælede Forældre vil ikkun sielden en stærk og kraftig Afkom kunde ventes, sielden kunne dannes Athleter. Her maa Ungdommen behandles som fremmede Planter, der med Forsigtighed og Varsomhed maae vænnes til Nordens Temperatur, som mange endog aldrig lære at taale, men ikkun trives i Drivhusene. Neppe vil man hos os ustraffet gnie nyefødte Børn med Sne, eller bade sig i Vand, som er nær ved at fryse, strax efter man er udgaaet af et heedt Dampbad; hvilket dog ikke skader den haardføre Russe. Langsom fremgaaer et Folk ved klog Hærdelse og Anstrængelse af Legemet, til at meddele Kraft og Sundhed til Efterslægten, og uskadte at bære de Besværligheder, som ofte paa Livets Bane er uundgaaelige. Gymnastiske Øvelser maae følgelig ogsaa i Kiøbenhavn anvendes med en høi Grad af Klogskab og Forsigtighed. Vores gymnastiske Institut ud-


305

mærkede sig ogsaa heri. Iblandt de mangfoldige, som deri ere underviiste i gymnastiske Øvelser, er det næsten uden Exempel, at nogen derved skulde have lidt mindste Skade, derimod mangfoldige, hvis Sundhed og Styrke øiensynligen derved har vundet. Det er en nødvendig Pligt, ved at undervise i Legems-Øvelser, først nøiagtig at undersøge Ynglingernes Sundheds-Tilstand, i Særdeleshed om de ere kortaandede, have Blodspytten, langvarig Hoste, eller om de have nogen anden legemlig Bræk, især Brok-Skade, (denne saa overordentlig tiltagende Sygdom, der tydelig viser tiltagende National-Svækkelse) en lige Ryggrad, fuldkommen frie Bevægelse i Armene og Benene m.v. Ikke alle kunne undervises paa samme Maade eller anstrænges i samme Grad; nogle behøve Opmuntring; andres Lyst til at udmærke sig maae tilbageholdes. Øvelserne maae allene være beregnede til sand Nytte, forbunden med Sikkerhed.

Vaaben-Øvelser henhøre upaatvivleligen til gymnastiske Øvelser, og udgiøre nok een af de nyttigste, især i vore Tider, hvor vaabenløs Retfærdighed ikkun er en svag Borgen for Staternes


306

Sikkerhed. De forene Fordelene af legemlige Øvelser, med Hensyn til Sundhed og Styrke, med de almindelige Borger-Pligter, hvorefter enhver Borger, Verdslig og Geistlig, Lærd og Ulærd, Fornem eller Ringe, er sit Fædrenelands fødte Forsvarer. Militaire Øvelser ere især, ved deres Forandringer, Nøiagtighed og Strænghed egnede til at give Legemet Anstand og Værdighed, at hærde det mod Anstrængelser og Besværligheder, at vende det til Lydighed, Nøiagtighed, Orden og til Undværelser, at opvække Mod, Dristighed, Selvtillid, Æresfølelse og Fædrelands-Kiærlighed. Oldtidens Lovgivere, som saa nøiagtig udspeidede Naturens Gang, lagde særdeles Vægt paa krigeriske Øvelser. Man erindre sig blot Grækernes og Romernes offentlige Foranstaltninger i den Henseende; de giorde det til en vigtig Deel af den offentlige Opdragelse.

Dannemarks vise Regiering, som utrættelig søger at virke til Almeenvel, har længe arbeidet paa at giøre Vaabenøvelser, saavel i Hovedstaden, som overalt i de danske Stater, almindelige, endog i den Tid, da vi vare i tryg Besiddelse af Fredens Velsignelser. Dette skeete ikke allene


307

i de Institutter, hvor Ungdommen opdroges til den egentlige militaire Søe- og Land-Tieneste, men ogsaa ved andre, hvis Stilling og øvrige Pligter tillod det. Tallet af den forskiellige borgerlige Bevæbning (Første Deel pag. 526) findes nu, under den det fredelige Dannemark paatvungne Krig, betydeligen forøget i Kiøbenhavn, saa at det nu kan antages: at enhver, hvis Alder, Sundhed og offentlige Pligter nogenledes tillader det, nu har større eller mindre Færdighed i militaire Vaabenøvelser.

Svømmekonsten er nyttig og velgiørende for enhver, men den er nødvendig for Øe- og Kyst-Beboere, for søefarende og handlende Nationer, og for dem, hvis Sikkerhed for en stor Deel beroer paa Søe-Forsvar. Ogsaa denne mandige Legems-Øvelse bliver i Kiøbenhavn mere og mere udbredt og almindelig. Den udgiør ikke allene en bestemt Deel af Ungdommens physiske Opdragelse, som bestemmes til Søevæsenet, men ogsaa Land-Militair-Etaten bliver undervist deri. Det glæder Fædrenelands-Vennen, at see nogle hundrede raske Drenge at føres under nøiagtig Opsigt til Søen for at bades og


308

for at svømme, og at see mange af dem svømme med en beundringsværdig Færdighed. Belønninger, som, efter anstillet offentlig Prøve, aarligen til de bedste Svømmere blive uddeelte, opmuntre deres Flid og deres Anstrængelse. Ogsaa adskillige borgerlige Opdragelses-Instituter, iblandt hvilke det Schovboeske og Christianiske Institut og Efterslægts-Skolen, fortiene især at berømmes, ligesom ogsaa mange private Folk give Ungdommen Underviisning i denne mandige og velgiørende Øvelse, som er ligesaa nyttig som anstændig for alle Stænder, da den af alle til Nytte og Frelse for dem selv og andre mueligen kunde anvendes. Kiøbenhavns og de danske Staters Beboere have endnu ikke tabt Oldtidens og deres Forfædres Anlæg til Søevæsenet, de kunne endnu, om ikke i Mængde, saa dog ved Duelighed i Søe-Øvelser og personlig Mod, sættes ved Siden af nogen anden Nation i Europa, og give i denne Tid de paafaldenste Prøver derpaa. Den Tid kunde hos os ogsaa komme, at Svømmekonsten blev saa almindelig, at vi, som de gamle Romere, kunde sige om et raat uopdragent Menneske: han har hverken lært at svømme eller nogen Viden-


309

skab (neque natare neque litteras didicit). Mangfoldige Menneskers Liv vilde bevares, naar Svømmmekonsten var almindelig, de Druknedes Tal betydelig formindskes, og mange vindskibelige og nyttige Borgere spares for Staten. Hos alle vilde og halv kultiverede Folke-Slags synes Svømmen at være en Natur-Færdighed. Hos adskillige af de største Nationer var Uvidenhed deri en ligesaa stor Sieldenhed, som Skam. Mange af de berømteste Mænd, som Kato, Julius Cæsar, Augustus, Ludvig den 11te, Carl den Store vare tillige Svømmere; ogsaa i Fædrenelandets Oldtids Historie kunne anføres Kongerne Hother, Frode den 3die, Harald Haardraade, Oluf Trygvesen, Oluf den Hellige, Sigurd Jorsalafar, Harald Gille, og mangfoldige andre berømte Mænd, som udmærkede Svømmere. Man øvede sig med lige Flid i at svømme langt uden at trættes, og i at gaae til Bunds under Vand, endog af og til meget betynget, saa at det kunde være tvivlsomt: om de mere hørte til Landets eller Havets Beboere *)

*) Engelstoft om Oldtidens Skandinaviers Legems-Øvelse, Kiøbenhavn 1801.


310

Naturens Love ere, ligesom Sandheden, evige og uforanderlige. Andre Dyr danne deres Evner ved den dem tildeelte Naturdrift til den Grad af Fuldkommenhed, som er bestemt for dem. Menneskets physiske og intellektuelle Evner derimod trænge til Veiledning og Underviisning. Vel findes enkelte, som under tilfældige fordeelagtige Omstændigheder, og under fortrinlige Anlæg, uden nøiagtig Underviisning udvikle deres Legems og Siæls Evner; dog disse ere Sieldenheder. Begge Evners rigtige Udvikling, grundet paa Erfaring og Naturens Love, udgiør det ædle fuldkomne Menneske, den gode, nyttige, stræbsomme Borger, den varme Fædrenelandes Ven, den troe Undersaat, den gode Huusfader, den ømme Opdrager af sine Børn.

Udvikling af Ungdommens intellektuelle Evner kræver den samme Varsomhed, den samme Forsigtighed, som Udviklingen af Legems-Evnerne. Der findes ikkun faae almindelige Regler i denne Henseende, som uden Undtagelse ved alle kunne anvendes; de fleste ville ved enkelte Individer være forskiellige, efter enhvers særegne Anlæg, Styrke, Sundhed, huuslige Stilling og


311

Exempler, som omgive ham, og efter hans tilkommende Udsigter paa Livets Bane. Vores nyere Pædagoger have bearbeidet dette vigtige Fag med megen Held og Nøiagtighed, og, understøttede af vores vise og velgiørende Regiering, har man dem at takke for at forøgede Kundskaber, saavel i Kiøbenhavn, som i de øvrige danske Stater, mærkeligen tiltager. Enhver Fædrenelands Ven kan dog ikke tilbageholde det Ønske at ogsaa moralsk og religiøs Oplysning, som viser sig i gode, ædle, uegennyttige Handlinger, i samme voxende Forhold, iblandt os maate tiltage, og maatte blive almindelige. Enhver uden Undtagelse, under alle Livets Stillinger, trænger lige høit til denne Oplysning, og at opvække denne synes at være den allervigtigste Gienstand for Opdrageren. Uden at indlade mig i Ungdommens Underviisningens vide Mark, udpege jeg her ikkun enkelte Anmærkninger, som især synes mig at kunne fortiene Kiøbenhavnernes Opmærksomhed.

Barnet kommer godt af Skaberens Haand; men det er skabt til at være et frit Væsen, begavet med Fornuft, Forstand, Eftertanke, Ihu-


312

kommelse, som i sin Tid skal bestemme dets Grundsætninger og dets frie Handlinger. Det var følgeligen nødvendigt at Mennesket maatte være forsynet med modsatte Anlæg: til at kunne blive en Engel, med Attraae til alt, som er godt, stort og ædelt til Held for det selv og Samfundet, eller en Diævel, som ved overveiende onde Anlæg til alle Slags Udyder og Laster, er til Plage og Ulykke for sig selv og sine Medmennesker. Man pleier at tilskrive dette Anlæg til Ondskab og Udyder den fordærvede menneskelige Natur, Arvesynden, den gamle Adam; men! dette synes dog ikke at være Tilfældet. Mennesket er af Naturen godt og ufordærvet; er et Billede paa Guddommen; det er allene, ved Misbrug af hans Siæls Evner, ved manglende Siæls-Dannelse, ved Vane og Øvelse, at han opnaaer en Færdighed i at udøve onde Handlinger og Laster. Saa langt Historien rækker, gaves der saavel gode, store, ædle, som onde, fordærvede og lastefulde Mennesker, ligesom tilfældige Omstændigheder virkede paa dem, og bestemte deres Handlinger. Maaskee henhørte selv dette til Skaberens vise Plan, til det Heles Fuldkommenhed, at der saaledes


313

skulde virkes paa den menneskelige Aand, at den derved skulde spores til, ved Erfaring at lære, at Laster og Usædelighed straffer sig selv ved sine Følger, og at Dyd og Retskaffenhed, Lyst til bestandigen mere at udvikle sine physiske og moralske Fuldkommenheder, at anvende dem troeligen til egen og Medmenneskers Vel, er den eneste og sikkre Vei til sand Lykke, til Sinds Roelighed, til Sundhed og Styrke, og til glade Udsigter til Menneskets høiere Bestemmelse paa den anden Side af Graven; ogsaa belønnes gode og ædle Handlinger med en glad Selvbevidsthed om at have handlet vel, og at have været nyttig for andre. Vist er det: at Ynglingens Hierte, som Vox kan bøies til Laster, (som Horats siger: Cereus in vitium flecti); men ligesaa vist er det: at alle have Anlæg til moralske Fuldkommenheder, naar disse fra Barndommen af faae den rigtige Vending. Stærke og heftige Indtryk i Barnets Hierte tabe sig sielden aldeles; de danne et Grundtræk i Mandens Charakter igiennem hele Livet. Det er derfor af den yderste Vigtighed for Menneskeslægten, tidlig at opvække hos Ynglingen, endog hos Børnene, gode moralske Følelser, med den strængeste


314

Varighed at undgaae alt, hvad som kunde efterlade sig skadelige Indtryk i det bløde Hierte, og med Alvorlighed og Kraft at afværge og modstaae de Handlinger, som kunne lede til Usædelighed og Udyd, og med Tiden bane Veien til Fordærvelse. Aldrig er noget ondt, nedrigt, lastefuldt, for sig selv og Samfundet skadeligt Menneske blevet det paa eengang; fra en tilsyneladende ringe Begyndelse, kryber Mennesket frem paa Lasternes Vane, og bliver endelig ved Vane og Øvelse uforbederligt. Ligesaa vinder Dyd, Retskaffenhed og intellektuel Kultur ogsaa i Kraft, Styrke og Varighed ved Øvelse og Bane. Forsynet har nedlagt i ethvert Menneske, endog uden Religionens Lys, en Selvfølelse om Ret og Uret, som vi kalde Samvittighed. Vel den, som opvækker tidlig denne Følelse hos Ungdommen, og vel den, som ofte indflyer til denne herlige Gave af Forsynet, for at undersøge sine Handlinger. Ofte vil man have Leilighed at fortryde hvad som er skeet, og ligesaa ofte vil man have Leilighed til at forandre sine Forsætter, naar deres Udførelse maatte stride mod Retskaffenhed og Bil-


315

lighed, skiøndt det af og til maatte skee med Selvfornægtelse.

En af de Udyder, som, efter min Erfaring, synes at have den meest skadelige Indflydelse paa Ynglingens tilkommende Stilling i Verden, er Ørkesløshed og Lediggang. Den er ligesaa skadelig for hans moralske som physiske Kræfter og Fuldkommenheder. Det er Naturens hellige Bud: at Ungdommen uden for den Tid, som bør anvendes til Søvn, stedse skal være beskiæftiget med ofte afvexlende Legems-Øvelser, Sinds-Arbeide og Siælens Evners Udvikling. Ynglingen taaler ikke længe fortsat Arbeide, han bliver derved dorsk og sløv paa Siæl og Legeme. Afvexlinger af Arbeide udgiøre den sande Hvile, den sande Vederqvægelse. Ogsaa Manden vil ved Afvexling af Forretninger vinde nye Kraft til nyttig Virksomhed. Den dorske Dreng, som ofte og længe finder Fornøielse i, at sidde stille uden at foretage sig noget, giver kun lidet Haab om at blive en virksom og nyttig Borger for Staten og Samfundet. Den vilde, ubetænksomme, letsindige Yngling vil under en klog Opdragelse meget lettere dannes dertil.


316

En anden moralsk Feil, som saa let indsniger sig i Ynglingens Hierte, og hvorimod Opdrageren ikke kan være for stræng og for alvorlig, er Usandfærdighed og Løgn. Næsten ingen Udyd bliver saa let til Natur, bliver saa farlig for Menneskets tilkommende Stilling i Verden, som for hans Lykke, og er en saa riig Kilde til andre Laster, Forbrydelser og Ulykker, som denne. Løgn var den første Udyd blandt Mennesket, som Historien har bevaret os. Den fine Menneske-Kiender Jesus Syrach, hvis Sædelære ikke bliver studert med den Nøiagtighed den fortiener, lægger især Mærke dertil. Opdrageren kan ikke for alvorligen arbeide derimod. Ynglingen, som ved Vane og Øvelse har erhvervet Færdighed i at lyve, er sædvanlig tabt for Staten, og bliver et farligt Medlem af det borgerlige Samfund, han kan hverken agte sig selv, eller have Tillid hos andre. Vanen giver endelig slig en Færdighed i at sige usandt, at man af og til ikke engang selv lægger Mærke dertil; og andre kunde derfor let fristes til at troe bestandig det modsatte af deres Forsikkringer, som ere hengivne til denne Udyd. Den ædle, elskværdige Yngling er sanddrue; han


317

vil med Frimodighed tilstaae hans Forseelser, og derved giøre dem let tilgivelige; hvorimod den nedrige, som med satanatisk Glæde ved Usandhed bringer ufortient Mistanke og Straf paa andre, tidobbelt fortiwner at ansees derfor.

Religion og Tilbedelse af det høieste Væsen er en Naturdrift, som Skaberen blandt det hele Dyr-Rige allene har nedlagt hos Mennesket, hvor de leve i selskabelige Forbindelser. Endog de raaeste Nationer dyrke et høiere Væsen og forbinder med denne Dyrkelse moralske Pligter. Ingen Stat har været eller kan være uden Religion, den vilde derved rystes i sine Grund-Piller, og nedværdiges til og maaskee under andre Dyr-Arter. Vel viser Historien os mange Exempler, at misbrugt Religion saa ofte er anvendt, ikke til Menneskenes Held, men til private Hensigters Opnaaelse, til at udbrede Vankundighed og Overtroe, Slaverie og Trældom; at man har brugt Religionen til at tilfredsstille Egennytte og Herskesyge; at den fineste Menneske-Kundskab har anvendt en selv opfunden Religions Skygge-Billede, til at mislede Folkets moralske og physiske Evner til Menneske-Slægtens


318

Nedværdigelse og Fordærvelse. Uagtet alt dette henhører Religionen upaatvivlelig til Menneske-Slægtens ædelste Fortrin, hvorved Mennesket staaer saa høit over alle andre Skabninger paa hele Jordkloden. Vi ere saa heldige at leve paa en Tid, og i et Land, hvor een Religion er den herskende, hvilken frem for alle andre i høieste Grad fremmer Menneskevel og Menneskelykke i alle muelige Livets Stillinger. Vores guddommenlige Religions ædle Stifter har fremsat og lært den paa en Maade, som er egnet til at begribes og forstaaes af alle, af Lærde og Ulærde, mere og mindre Oplyste, Yngre og Ældre. Selv Barnets uøvede Siæls Evner kunne med Nytte fatte en Deel af dens velgiørende Indhold, hvortil den guddommmelige Religions-Stifter selv opfordrer. Vores Religion, som den kommer af Stifterens Mund, og afsondret fra alt det, som Hierarchiets Herskesyge, Egennytte og Snildhed har tilføiet, som har udbredt saa mange Ulykker over hele Jordkloden, og saa ubeskrivelig hindret den kristelig Religions Udbredelse og velgiørende Indflydelse paa Menneske-Slægtens Forædling og Lykke; vores guddommenlige Religion er for en

319

stor Deel aldeles skikket til at giøre Indtryk paa Ungdommens bløde Hierte. Virkningen deraf, skiøndt modtaget uden Eftertanke, uden Prøvelse og uden Erfaring, vil dog blive Mennesket naturlig, ved mange Leiligheder komme ham i Erindring, og være velgiørende for ham under mange Livets forskiællige Begivenheder. Vel veed jeg, at dette afviger fra de i vort Tidsalder herskende Grundsætninger; at man nu antager, at den barnlige Alder er uskikket til at modtage saadanne Oplysninger, at Børnenes Hoved og Hierte ikke bør opfyldes med Ting, som de ikke kunne begribe, at Religionens Lærdomme ere for høie, for alvorlige til at kunne komme i en spæd Alder i Betragtning; at en Sag af den Vigtighed først maae omhandles, naar Siæls-Evner ere allerede i en vis Grad udviklede.

Mine Læsere vilde tilgive en Olding, som, opmærksom paa egen og andres Erfaring, ikke kan være af anden Mening, end at tidlig Opvækkelse af religiøse Følelser er en særdeles vigtig Gienstand til at befordre Ungdommens Sædelighed og Lykke for Fremtiden. I vores raffinerede Religions-System findes jo mange Ting,


320

som, endog i en voxen Alder og under Forstandens mere udviklede Evner, mere maae antages ved Troen end ved Forstanden. Mange onde Tilbøieligheder bemægtige sig allerede i Amme-Stuerne Barnets Siæl, og tabe sig ofte aldrig fuldkommen. Jeg nævner iblandt disse ikkun Egensindighed, Usandfærdighed, Falskhed, Frygt for Spøgelser, Varsler, Syner, Skrækkebilleder, Satans Billeder med sine Horn, Hale, Hestefod og Kløer, hans foregivne Magt over Mennesket og dets Handlinger, Hexer og Hexerier m.v., som, understøttede af Vanens Herredom i en moden Alder, hverken Religionens, Fornuftens eller Philosophiens Lys er i Stand til fuldkommen at udrydde. Gode, sædelige, religiøse Indtryk har det tilfælles med de modsatte, at de ved Øvelse og ved Vanen blive til Natur hos Mennesket. Hvor vigtigt er det derfor ikke med største Omhue at stræbe efter at afværge disse og befordre hine. Den barnlige Alder er vist istand til at modtage Tanken om Guds Tilværelse, om hans Egenskaber, om hans Forsorg for Menneske-Slægten, og hans Villie at alle skulde være glade og lykkelige, om Godt og Ondt, om Kiærlighed til


321

Gud og Medmennesker, om Sandhed og Løgn, Taknemlighed og Utaknemlighed, Belønninger og Straf, om Døden og et tilkommende Liv efter dette m.m. Slige Begreber paa en fattelig historisk Maade tidlig meddeelte dem, ville vist efterlade sig kiendelige Frugter, endog da, naar Verdens tiltagende Sysler og Adspredelser sædvanlig betage Ungdommen Roe og Tid til religiøse Følelsers Opvækkelse, og neppe siden tillade dem at rodfæstes i Menneskets Hierte.

Det kan, som en almindelig Grundsætning, antages, at Maaden, hvorpaa Ungdommens Underviisning i de forskiellige Kundskaber foretages, virker som oftest mere end man skulde troe, paa Lyst og Ulyst til de Ting, de skulde lære. Enhver haard, tør, stræng og alvorlig Underviisning opvækker som oftest Ulyst og Modbydelighed. De behageligste Gienstande kunde ved Foredraget blive keedsommelige, og de fortreffeligste Grundsætninger Hiertet ligegyldige. Mange Exempler har jeg seet herpaa.

Dette er især Tilfældet ved den første Underviisning i Religion, og Maaden, hvorpaa det unge Hierte først bøies til Agtelse og varm


322

Følelse for den. Religionen bør vises Børnene fra dens særegne, blide, yndige Side, og vil, afsondret fra alle scholastiske Dogmer, virke mere paa Hiertet end paa Forstanden. Da, naar forstandens Evner ere mere udviklede, synes det først at være tid, at anvende den til religiøse Kundskabers Forøgelse, og da vil Religionen derved vinde en kraftig Støtte. De Sandheder, som trættede Taalmodigheden hos Ynglingen, fandtes sielden elskværdige, og den Moral, som tidlig ledsagedes med ubehagelige Følelser, frembragte aldrig varm Følelse for Dyd.

Det er en sørgelig Sandhed, at vore Forfædres daglige og sædvanlige Religions-Øvelser, at holde Morgen- og Aften-Bønner, at erindre mod Taknemlighed det høieste Væsen for og efter Maaltiderne, og ved andre Leiligheder at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse, finder nu ikkun sielden Sted hverken hos Voxne eller Børn. Sædvanlig begynder Underviisningen i Religionen og Opvækkelsen af religiøse Følelser da først, naar den Tid nærmer sig, at Confirmationen skal foretages, naar Hiertet og Tankerne allerede ere opfyldte med andre Sysler, Følelser og Tilbøie-


323

ligheder, saa at grundig Underviisning i Religionen sædvanlig ikkun ansees som en Bisag. Vel er det ikke usædvanligt hos os, at det bløde, for varme, religiøse Indtryk endnu ikke tillukte, Hierte, ved Confirmationen, ved denne blandt alle religiøse Skikke meest høitidelige Handling, bliver henrevet af de ædelste Følelser, og indgaaer i det christelige Samfund med de oprigtigste, bedste, varmeste Forsætter; men hvor snart adspredes ikke disse Følelser, under den Virvel af andre Forretninger og andre Kundskaber, som Ungdommen trænger til. Hos dem, som savne de tidlig opvakte religiøse Følelser, som, med Klogskab opvakte og vedligeholdte, saa let bemestre sig Barnets Hierte, og som siden ved Øvelse og Vane blive dem naturlige, vil Religionen aldrig rodfæste sig saa stærk, aldrig virke saa kraftfuldt paa deres Tanker og paa deres Handlinger, aldrig lede dem saa trygt igiennem Livets glade og kummerfulde Dage. Den moralske Fuldkommenhed vilde derved uendelig vinde. Da tidlig Opvækkelse af religiøse Følelser i Ungdommens bløde Hierte sædvanlig hos os ikke paasees, eller dog for den største Deel ikkun bestaaer i tørre Dogmer og Troes-


324

Bekiendelser, hvori Hiertet ikke kan deeltage, og da Ungdommen er Vidne til den Kulde og Letsindighed, hvormed religiøse Skikke behandles af de ældre, saa er det meget at befrygte: at vor guddommelige Religions kraftige Indflydelse paa Sædelighed og Dyd, Retskaffenhed og Orden, Arbeidsomhed og Virksomhed m.v. hos os endnu mere vil aftage.

Ihukommelse og Eftertanke ere de to store Grund-Piller, hvorpaa alle menneskelige Kundskaber støtte sig, begge maae forenede fremgaae, om intellektuel Fuldkommenhed skal opnaaes. Alle Legems og Siæls Fuldkommenheder erhverves ved Øvelse og Anstrængelse; uden Øvelse hvile alle vilkaarlige Evner, saa vel i Legemet, som i Siælen. Det synes: at man i de nyere Tider med Hensyn til Ungdommens Opdragelse, lægger langt mere Vægt paa Forstand og Eftertanke end paa Ihukommelse, og dog er og bør de være uadskillige, om intellektuel Kundskab tilbørlig skal dyrkes. Ungdommens Ihukommelse bliver hos os ikke nær saa meget dyrket, som hos vore Forfædre. Ihukommmelsens Øvelser bestaae nu næsten allene i at lære Ord i adskillige Sprog og Sprog-


325

Regler. Forhen bleve Børnene tidlig tilholdt at lære Epistler og Evangelier, Psalmer og moralske Sange, at fremsige deres og andes Tanker med Følelse og Varme, og de bleve opmuntrede dertil med smaae Belønninger. Jeg tilstaaer gierne, at det, som er lært i en tidligere Alder, ofte fremsiges uden Eftertanke, især naar man aldeles efterlader at giøre Børnene paa en fattig Maade bekiendte med Indholden af det, de har fattet ved Ihukommelsen; desuagtet kan jeg ikke modstaae den Følelse, at Ihukommelsens tidlige Øvelser er af den største Vigtighed, at denne store Gave af Forsynet ved Øvelsen bliver skiærpet, at Veien til Kundskaber og Videnskaber blive derved lettet, og at, naar man anvender Forsigtighed og Klogskab i Valget af det, som Børnene skulle fatte ved Ihukommelse, Religion, Moralitet og Dyd derved kan vinde en mægtig Støtte. Et Sprog af Bibelen, et Vers af en Psalme, et ædelt moralsk Digt, en smuk historisk og rørende Skildring af gode Handlinger, ville, ved tusinde Leiligheder og Stillinger i Livet, til rette Tid fremstille sig for Ihukommelsen og ofte opvække ædle Følelser, gode Forsætter og almeen-


326

nyttige Handlinger. Det, som er lært i den tidlige Ungdom, glemmes næsten aldrig; den tid kommer vist, at Ynglingen og Manden vil fatte det han uden Eftertanke har lært som Barn, og dette vil da stundom opvække glade Følelser i hans Hierte. Egen Erfaring har overbeviist mig fuldkommen om denne Sandhed. Ogsaa Smagen og Sands for det Skiønne vinder derved. Gellerts Fabler og Horatzes Oder, som man i en barnlig Alder lærte, fryder endnu Oldingen ved deres Skiønhed.

Stor, uhyre stor, er Omkredsen af menneskelige Kundskaber, som ved saa mange Generationers Bestræbelser og Erfaringer ere samlede. Det overstiger langt et enkelt Menneskes Kræfter, at fatte mere end en meget liden Deel deraf, saa stor og fortrinlig ogsaa hans intellektuelle Anlæg og Evner maatte være. Det henhører med til Forsynets store Plan, til Menneskeslægtens tiltagende Forædling, at selskabelige Forbindelser ere for Menneskeslægten nødvendige; at ethvert Individ uden Undtagelse er istand til at virke hvert paa sin Maade physisk og moralsk godt og bidrage til menneskelig Fuldkommenhed, men


327

at Anlæg, Dannelse og Evner ere uendelig Forskiellige. Man pleier at kalde den Mand lærd, som har samlet mange Kundskaber i mange Grene af de forskiellige Videnskaber, hvormed bestandig tiltagende Kultur har beriget vor Tidsalder, men dette Fortrin er ofte ikke det meest almeennyttige. Det blev ikkun givet faae Dødelige, om til nogen, at være stor i alt, at overskue det hele Videnskabernes udbredte Rige. Ligesaa lidet, som alle Legemets Fuldkommenheder nogensinde findes samlede hos et enkelt Menneske, ligesaalidet kan Siælen fatte alle Kundskaber. Grundigheden tabes sædvanlig ved Mængden deraf. Mennesket er ikkun at ansee, som et enkelt, mere eller mindre betydeligt Leed i den store Kiæde af Samfundet. Intet synes at have mere tilbageholdt Menneskets muelige Fuldkommenhed, end den Attraae at have en almindelig udbredte Kundskaber, og at man ikke undersøger med den tilbørlige Opmærkomshed, hvilke Kundskaber efter enhvers særegne Stilling kunde være nyttige for dem selv og for Samfundet, og hvilke derimod ere blottede for al Nytte, upassende for vor Tidsalder, ja endog kunde være skadelige, om det ikkun var for den Tidsspilde,


328

deres Erhvervelse foraarsager. Mange, som have Anlæg til at være udmærkede og store i enkelte Ting, blive derved under Middelmaadigheden. Det er en evig Sandhed hvad allerede en af Oldtidens kloge Mænd anfører: ”Naar det ikke er nyttigt, hvad vi foretager os, saa er det skadeligt”*)

Det menneskelige Liv synes at være en Opdragelses-Anstalt til en høiere Bestemmelse fra Fødselen til Graven. Langt fra at Kundskabens Forøgelse skulde indskrænkes til den Alder, da Legemet er fuldkommen uddannet, saa vedbliver derimod den menneskelige Aand i bestandig og anholdende Virksomhed til indbildte eller virkelige Fuldkommenheder. Mennesket lever, som det skulde leve evig. Lyst til Arbeide, at virke, at gavne, følger enhver ædel og god Mand, baade Ungdommen, Manden og Oldingen, lige til den Tid, da efter Naturens Love Legemet svækkes, Sandserne, Forstand, Ihukommelse aftager, og den Tid nærmer sig, da Legemets materielle Dele skulde gives tilbage i Naturens Skiød, for igien at

Nisi vtile est quod facimus, stulta est gloria. Phaedr.

329

bidrage til andre Natur-Produkters Dannelse. Kort er det menneskelige Liv, og nyttige Kundskaber ere mange; hvor vigtigt er det derfor ikke, især under Ungdommens Opdragelse at vælge med Klogskab de Oplysninger og den Dannelse, som i alle Livets Stillinger kunde være nyttige, og ikke at bebyrde Ungdommen med Ting, som ofte med megen Anstrængelse og Ulyst læres, som ikke er anvendelige i det menneskelige Liv efter enhvers særegne, borgerlige Stilling, og som med Fornøielse igien glemmes. Staten og Fædrenelandet trænger ikke til mange Encyklopedier, til mange Mænd af almindelig udbredt Lærdom i alle Fag af menneskelig Kundskab, men derimod til mange, som ere stærke i enkelte Videnskaber og Konster, der staae i Forbindelse med deres særegne Stilling i Verden, og kunde komme dem selv og andre til Nytte; man trænger til mange, som med Flid og Virksomhed stedse forøge deres Kundskaber i deres Fag, endog da, naar den egentlige Underviisning længe er ophørt. Den, som vil vide alt, veed sædvanlig mindst til Fuldkommenhed og Grundighed; den, som udmærker sig kun i sit eget Fag, er langt mere agtværdig end den,


330

som har almindelige og overflødige Kundskaber om mange Ting.

En af de vigtigste Gienstande, med Hensyn til Ungdommens Opdragelse, hvorpaa for en stor Deel Held og Lykke igiennem hele Livet beroer, er den svære Konst at bestemme Ynglingen en Bane og en Stilling i Livet, hvortil han synes at have fortrinlig Anlæg, hvorved han kunde være og blive sig selv og andre til Nytte, og erhverve i Fremtiden sit Underhold. Mange blive bestemte ved Nødvendigheden til den Næringsvei og den Stilling, de siden maae følge; andre Ynglinge vælge selv den Bane, hvorpaa de siden skulle vandre igiennem Livet, med den lykkelige Letsindighed, som er Ungdommen egen og som siden kan blive meget farlig for dem. En indtagende Uniform, tilsyneladende ubunden Friehed m.m. er ofte nok til at bestemme denne til det Valg, hvorpaa hans Lykke og Sinds Roelighed i Verden beroer. De vælge uden Verdens- og Menneske-Kundskab, ubekiendte med enkelte Stænders Fordele og Besværligheder, uden at tage Hensyn til deres Kræfter og Anlæg, og kunne siden findes deres Haab skuffet, naar nøiere Kundskab med Verden og med


331

dem selv, ved en sørgelig Erfaring viser dem, at de ere mindst skikkede til den Bane, de have betraadt, og aldrig kunde opnaae deri nogen Fuldkommenhed Andre blive bestemte af deres Forældre eller Foresatte til en Stilling i Verden, ikke efter at have nøie bemærket Børnenes physiske og intellektuelle Anlæg til et aller andet Fag, men efter Konveniens, efter Beregning af forventende Fordele, efter Forfængelighed og Stolthed for at see deres Børn i en Vei, som synes dem at være ædlere og fornemmere, hvor mange ere derved ikke blevne ulykkelige? aldrig ville disse opnaae lidenskabelige, varme Følelser for det de skal være, med Ulyst og Tvang ville de udøve deres uundgaaelige Pligter, aldrig udmærke sig i deres Fag, sielden fortiene personlig Høiagtelse, eller nogensinde opnaae den beroeligende Følelse at være nyttige Medlemmer af Samfundet. Vel føler jeg tilfulde, at det ikke er let at bestemme en Ynglings tilkommende Stilling i Verden med Sikkerhed og med Klogskab; at det udfordrer en anstrængt og vedligeholdt Opmærksomhed paa Yngligens physiske, intellektuelle og moralske Anlæg og Evner, forbunden med en høi Grad af Ver-


332

dens- og Menneske-Kundskab; dog synes det at man, ogsaa hos os, ikke anvender paa denne vigtige Gienstand den tilbørlige Opmærksomhed. Om man kunde tænke sig det mueligt, at ethvert Menneske fandtes i den Stilling, hvortil Naturen havde givet det fortrinligt Anlæg, og Ungdommens Underviisning og Dannelse derefter blev indrettet, vilde Menneskeslægten vist hastigere, end det nu skeer, fremgaae til Forædling og til Fuldkommenhed.

Adskillige Kundskaber ere af den Beskaffenhed, at de af alle uden Undtagelse bør læres, da de i alle Livets Stillinger og i alle Stænder ere nødvendige og nyttige. Hertil regner jeg først Kundskab om Landets Sprog. Kiøbenhavns dannede Beboere udmærke sig, iblandt Europas folkerige Steder, ved Færdighed i de levende Sprog, men det er først i de seenere Tider, de have fat i den tilbørlige Priis paa Modersmaalet, uagtet dette forener Riigdom, Ynde og Styrke i en høi Grad, saa at det kan sættes ved Siden af, og maaskee endog overgaae, de meest dannede Sprog i Europa. Kierlighed for Modersmaalet er næsten uadskillig fra Kierlighed til Fædrelandet og


333

Borgersamfundet. Sproget er den naturlige Forenings-Punkt iblandt alle Statens Beboere, at foragte og at være ligegyldigt mod dette, er en Fornærmelse mod Fædrenelandet. Skolen er det Sted, hvor Ynglingen bør anføres til en rigtig Kundskab i Landets Sprog. Der var en Tid, da vort skiønne Modersmaal neppe blev hørt i de dannede Sirkler; da Underviisning i dette næsten aldeles manglede i vore Skoler; da endog lærde Mænd, og den største Deel af de Studerende, kunde være bevandrede i Oldtidens Sprog, og derimod Barbarer i deres eget; da det tydske Sprog i en ældgammel dansk Provinds, Sønder-Jylland, næsten havde fortrængt det danske. Tak være vor nærværende oplyste Regiering, som paaskiønner, at Landets Sprog er det kraftigste Broderbaand i alle Samfundets Stænder, at Landets Sprog vedligeholder National-Charakteren, Fædrenelands-Kiærlighed og Selvstændighed. Enhver dansk Mand paaskiønner, at der ved de senere Foranstaltniger, i alle, saavel lærde, som Almue-Skoler, er indført nøiagtig Underviisning i det danske Sprog, og at en nøiagtig Kundskab deri nu er en uundgaaelig Betingelse ved de Prø-

334

ver, som foretages, for at skiønne Ungdommens Fremgang i deres Kundskaber. Ogsaa i Hertugdommene vil herefter det danske Sprog ikke være aldeles fremmed, da Underviisning deri ogsaa i disse Provindsers Seminarier er indført. Den Værd, man nu sætter paa dansk Sprog, har ogsaa allerede heldigen virket paa dets Uddannelse og Forædling; en høiere Kultur pryder dets gamle Ynde og Styrke med nye Skiønheder.

At læse med Færdighed baade trykt og skrevet i Landets Sprog er nødvendigt for enhver Stand og i enhver Stilling. Ogsaa findes i Kiøbenhavn, om nogle, dog ikke mange som jo kan det; men her tales mindre om den blotte Færdighed at lægge Stavelser og Ord sammen, end at læse med Tydelighed, Eftertanke, Udtryk og Følelse af det man læser, samt med en reen Udtale, og med rigtig Inddeling og Tonefald, og denne Færdighed er i Hovedstaden nok ikke gandske almindelig og fortiener derfor at være en vigtig Gienstand for Underviisningen i alle Skoler. Enhver, som læser vel, vil ikke savne Midler til at forøge sine egne Kundskaber, føle selv mere ved det han læser, og giøre tillige andre opmærksom-


335

me derpaa. Ogsaa Skrivning eller den Færdighed at give sine Tanker ved Pennen tilkiende, med Tydelighed, henhører til de almindelige Kundskaber, som for alle er nyttig og for mange uundværlig, især i vor Tidsalder, da saa mange Mennesker beskiæftige dem allene ved Skrivning. Skiønskrivning er i det hele en Sieldenhed hos os, og vi staae heri langt tilbage for nogle andre Nationer, især Engellænderne. De fleste af vore Lærde udmærke dem endog ved Sletskrivning. En smuk Haand og rigtig Ortographie opvækker ikke sielden Forkiærlighed for hans øvrige Kundskaber. Ligesom Retskrivning, burde ogsaa Skiønskrivning være en almindelig Gienstand for den offentlige og private Opdragelse; saa meget mere da Ynglingens tilkommende Stilling i Verden ikke med nogen Sikkerhed kan bestemmes. Iblandt alle intellektuelle Øvelser synes ingen at være mere egnet til at skiærpe Ynglingens Forstand, Eftertanke og Ihukommelse, at virke paa Færdigheden af Ideernes hastlige Forbindelse, end Regnekonsten, øvet saavel skriftlig som udaf Hovedet. Da denne Færdighed hos alle Stænder er nyttig, saa er dette en vigtig Gienstand for


336

den offentlige Opdragelse, som ofte ikke noksom paaskiønnes. Til de almeennyttige Kundskaber kunde endnu henregnes almindelig Underviisning om Naturen, dens Indretninger og Virkninger, Grundtrækkene af Geometrie, Fædrenelandets Naturlære og Naturhistorie, den almeennyttigste Mathematik, Have- og Jord-Kultur, de vigtigste Sundheds-Regler m.v.

Læsning af Bøger er det store Middel til Menneskeslægtens tiltagende Forædling; den kan giøre hele Menneskehedens Erfaringer til vores egne, og forbinder en høi Grad af Behagelighed med Nytte; ogsaa er den et frugtbart Middel til Ungdommens Dannelse i Opdragerens Haand. Iblandt den uhyre Mængde af Bøger, hvormed Skribenternes utrættelige Pen oversvømme vor Tidsalder, er ingen, som fængsler saa meget Ungdommens Opmærksomhed, og som efterlader sig saa varige Indtryk paa deres Siæl, som Historie og Levnets Beskrivelser. Valgte med Klogskab og anvendte til Underviisning og Fornøielse, ere de en uudtømmelig Kilde til gode og ædle Følelser, og deraf flydende Handlinger. Ikke allene Heltens, Erobrerens, Hærførernes krigerigske Be-


337

drifter, som henrive til Beundring, ere egnede hertil, men ogsaa Daad i Fred, den stille ofte ubemærkede Virksomhed, Standhaftighed i Gienvordigheder, Mod i Farer, Beskedenhed i Lykke, huuslige dyder, Kiærlighed til Kongen og Fædrenelandet, Tienstagtighed mod sine Medborgere, Udmærkelse i Videnskaber og Konster, og i moralske og physiske Fuldkommenheder m.v. indprænte sig dybt i det unge Hierte og anspore til Efterfølgelse. Exempler af vores egen Historie om vores udmærkede Regentere, om Nationens store Mænd, om vores Forfædre og Samtidige, i et ædelt Sprog fremsatte, ere vist mere nyttige og oplysende for Ungdommen, end de tørre ufrugtbare Traditioner, som sædvanlig blive indpræntede Ungdommens Ihukommelse, og som hverken oplyse deres Forstand eller forbedre deres Hierte. Vi mangle ikke Gienstande af den Natur i vor egen Historie, selv i vore Dage, da Staten blev indviklet i en med mageløs Uretfærdighed paatvungen Krig. Held og Agtelse de ædle Mænd, som anvende deres Talenter, deres Evner, deres Kundskaber, deres Erfaringer, deres Følelser til ved Skrifter og Exempler at opvække varme Fø-


338

lelser for Gud og Kongen, for Fædrenelandet og Samfundet, som derved anspore til Dyd og vise de nødvendige Følger af Usædelighed og Udyder; ogsaa de fortiene Agtelse, som med Satirens og Kritikens Svøbe tugte de herskende Fordomme, Daarligheder og onde Vaner og opvække derved Afskye for dem. Men Skam og Vanære derimod dem, som misbruge deres Vittighed og deres Evner til at forstyrre gode Anlæg, Religiøsitet, Moralitet og Dyd, og omskabe dem til skadelig Sværmierie; som ophidse Indbildnings-Kraften og indbyde til Vellyst; som vise Laster, ja endog Forbrydelser, under Masken af Dyden og af høie Følelser; som fremstille Verden fra en Side hvorfra den aldrig findes, og Idealer af høi Dyd uden Skrøbeligheder, som man forgiæves søger efter; som opvække taabelig Følsomhed og derved qvæle Arbeidsomhed, Virksomhed og borgerlige Dyder, og lede til Overtrædelse af de helligste Pligter. Mange af de Romaner, Historier og Skuespil hvormed Vittighed, Kaadhed og Egennytte har oversvømmet vor Tidsalder, have nogle af disse Egenskaber, og har ogsaa iblandt os, især hos den yngre Deel


339

af Stadens Beboere og især Qvindekiønnet, anrettet mere Skade end man skulde formode. Jeg har kiendt mange paa min praktiske Bane som Læge, der med de bedste moralske og physiske Anlæg saaledes er blevne forstemte ved barnagtig Følsomhed og phantastisk Sværmerie, at de derved ere blevne physisk og moralsk ulykkelige, og unyttige for dem selv og Samfundet. De Bøger til Læsning, især til Moerskabs Læsning, som gives Ungdommen i Hænderne, bør derfor vælges med den strængeste Nøiagtighed, og ikkun de dertil anvendes, som med en smuk behagelig og opmuntrende Stiil forene gode moralske Hensigter og efterlade sig nyttige Indtryk, eller dog i det mindste berigtige deres Ideer om den virkelige Verden, og ikke om den, en ophidset Indbildning skaber sig. Store og ædle Handlinger af den virkelige Verden, i et værdigt Sprog fremsatte, giør dog ikke det stærke Indtryk, naar de ere korte og usammenhængende. Indbildningskraften maae dvæle ved Billedet, inden Følelser kunde opvækkes, og da kunde først begge derved fængsles, og anspores til Efterlignelse. Tanken om Mandens private Charakter, Stilling i Livet,


340

Opdragelse, Virksomhed og øvrige Handlinger, vil forbinde sig med den Daad, som omhandles, man vil see: om denne er en Følge af faste, bestandige Grundsætninger, eller om tilfældige Omstændigheder, hvilke, som en elektrisk Gnist, har virket hastig paa Siælen og fremavlet en stor og ædel Handling.

For at befordre almindelig Oplysning ved Læsning af de Bøger, har man saavel i Kiøbenhavn, som paa andre Steder, indrettet Leie-Bibliotheker, hvorfra enhver, mod en ringe Betaling, efter eget Valg kan blive forsynet med saa mange Bøger, som hans Tid og Lyst tillader ham at læse. Upaatvivlelig kunde slige Indretninger være nyttige for det Almindelige, om Bøgerne, som udleies, alle vare af den Beskaffenhed, at de kunde fremskynde sand Oplysning, opvække gode Følelser, skiærpe Forstanden og forøge Kundskaber om Verden og Mennesker. Men naar vi eftersee Katalogerne af de fleste Leie-Bibliotheker, saa finde vi en stor Deel af Bøgerne, hvis Indhold er: overspendt lidenskabelig Kiærlighed med Tilsidesættelse af Religionens og Moralens helligste Pligter; Røver-Historier, Grusomheder, Mord med


341

Gift og Dolk, Spøgelser, Syner og Varseler, underjordiske Fængsler, Forbrydelser, hvorved den menneskelige Natur gyser m.v., og disse Ting ofte i et smukt tillokkende Sprog fremsatte. Slige Bøger findes sædvanlig saa forslidte og smudsige, at man ikke kan tvivle paa, at de jo af mange ere igiennemlæste, hvorimod de bedste moralske historiske Værker ofte findes aldeles ubrugte. Leie-Bibliothekernes Værd til at befordre sand Oplysning, Kundskaber og gode Følelser er under disse Omstændighederr meget tvivlagtig, da de ofte kunde blive meget skadelige. Ønskeligt vilde det være: om Bogsamlinger, som ere bestemte til at udleies, først af kyndige Mænd bleve undersøgte, og ikkun de tillodes at udleveres, som kunde befordre sand Oplysning og være nyttige, saavel for Forstanden som for Hiertet. Offentlige Tidender bebude os: at Leie-Bibliotheker og Romaner ere i Kønigsberg forbudte, maaskee har man ogsaa der bemærket deres skadelige Indflydelse.

Skolerne ere de Steder, hvor Ungdommens intellektuelle Evner, Kundskaber, Forstand, Ihukommelse og Grundsætninger skulle dannes og ud-


342

vikles, og hvor de skule forberedes til at kunne blive nyttige for dem selv og Samfundet. Upaatvivlelig henhører Underviisnings-Anstalter iblandt de vigtigste Indretninger i Staden. Frugterne af Skolelærerens Arbeide udbreder sig til Efterslægten og ere kiendelige igiennem Generationer. Meget hører dertil at være i alle Henseender en god Skolelærer. Egen varm Følelse af Værdigheden af sit Embede, nøie Kundskab i de Ting, hvori han skal undervise, en høi Grad af Menneskekundskab, rigtig og nøiagtig Bedømmelse om Ungdommens særegne Anlæg, Evner og Charakter, Blidhed og Mildhed forenet med Alvorlighed og Strænghed, naar det maatte behøves, varme religiøse og moralske Følelser, en ubesmittet Vandel, en utrættelig Taalmodighed og villig Opofrelse af mange Livets Glæder ere nødvendige Egenskaber, som ikke kunne undværes; jeg henregner endnu hertil et stærkt Legeme og en fast Sundhed. Ved Sygelighed og en svag Helbred omskabes ikke sielden den blide menneskekiærlige Mand til en vranten lunefuld Egoist, hans Munterhed til Hypochondrie, hans Blidhed til stræng Alvorlighed, hans kolde, roelige Eftertanke til ubetænksom


343

Overilelse. I Sandhed naar en Skolelærer er i alle Henseender den, som han bør være, saa er han sikkerligen een af de agtværdigste Lemmer af Samfundet, saa fortiene han vist almindelig og udmærket Høiagtelse i en langt høiere Grad end han sædvanlig pleier at nyde.

Den danske Regiering har i en Række af Aar søgt ved gode Anordninger at forbedre Skolevæsenet, og derved at udbrede Oplysning og nyttige Kundskaber i alle Stænder, saavel i Kiøbenhavn som i de danske Stater i Almindelighed. Vi finde indtil Aaret 1801 en Mængde Anordninger Skolevæsenets betreffende, hvorved deels nye Indretninger ere anbefalede, deels ældre forandrede. Desuagtet fandtes Skoelevæsenet [!] i Danmark ikke i en udmærket roesværdig Tilstand, uagtet Oplysnings-Væsenet i det Hele kostede Staten maaskee mere end i nogen anden Stat i Europa. Det var de seenere Aaringer og vores nærværende velgiørende Regiering, som er overbeviist om at allene sand Oplysning og almindelig physisk, moralsk og intellektuel Dannelse af Ungdommen i alle Stænder, kan giøre endog en liden Nation stor, ædel, agtet og lykkelig, stærk kraft-


344

fuld og blomstrende, forbeholden, at forbedre Underviisnings-Anstalterne i den Grad, at de kunne sætes ved Siden af de bedste i Europa.

Skolerne, hvori Ungdommen undervises, bør i det Hele have et blidt og venligt Udseende. Den ubehagelige afskrækkende Form af Skolen kunde let opvække Modbydelighed og Ulyst til Underviisningen. Grækernes Lycæer, Gymnasier og Portiker i Oldtiden vise, at de have handlet efter disse Grundsætninger. De underviste ogsaa ofte under frie Himmel i den beqvemme Aars-Tid. Naturens store Bog er her ved Haanden, om ellers Læreren forstaaer at læse deri. De ældre Skoler hos os lignede mere et koldt, mørkt og fugtigt Fængsel end Steder, som vare bestemte til Ungdommens Underviisning. Endnu er nogle af dem af den Beskaffenhed, at baade Lærerens og Disciplernes Liv og Helbred derved kunde sættes i Fare. Kundskaber ere for dyrt kiøbte, naar de erholdes paa Bekostning af Sundheden. Enhver Skole bør have en tilstrækkelig Størrelse og Høide i Forhold til det Antal Discipler, den skal indeholde, især da Ungdommens sædvanlige stærkere Uddunstninger kunde i en kort Tid for-


345

vandle Skolens Atmosphære til en usund Badstue, i hvis skadelige Dunster baade Læreren og Ungdommen kunde lide Skade paa deres Helbred. Den strængeste Reenlighed og Anvendelsen af de forskiellige Maader at sætte Skolen i frie Forbindelse med den udvortes Luft, og Skolens Opvarmning om Vinteren med Vindovne kan neppe afværge den deraf flydende Ulempe. Dette synes derfor især i Almue- og Land-Skoler at være en ikke uvigtig Gienstand for den offentlige Opmærksomhed. Ogsaa Lysningen i Skolerne, naar den er for stærk eller for svag eller falder i en urigtig Retning, i for lave Vinduer, hvide kalkede Vægge, blænder Øinene, svækker Synet, og kan give Anledning til at skele. For stærk eller for ringe Opvarming af Skolen om Vinteren kan begge være skadelige for Børnenes Helbred, og burde efter en bestemt Temperatur indrettes. At Trækvind og Røg med Omhyggelighed maae afværges, og at den strængeste Reenlighed af Skolen og dens flittige Luftning maae iagttages, er indlysende.

Det er en særdeles vigtig Gienstand med Klogskab at fastsætte den Alder, i hvilken Børnene kun-


346

ne og bør sendes til Skolen for at undervises. Vist nok er det, at tillige med Sproget ogsaa Evner vise sig at modtage Begreber og Forestillinger, og at 4 til 5 Aars Børn som oftest yttre den sædvanlige Nysgerrighed, hvorved den første Oplysning saa meget befordres. Held de Forældre, og især de Mødre, hvis Stilling og Cultur tillader at nytte denne lykkelige Naturdrift hos deres Børn, for at nedlegge den første Grundvold til gode Følelser og rigtige Begreber i Barnets spæde Hierte, i Spøg og paa en opmuntrende Maade, uden Tvang og uden at binde dem til en vis Orden. At sende Børnene i deres 4de eller 5te Aar i Skolen, og da allerede at underkaste dem de almindelige Skole-Regler, at lade dem sidde adskillige Timer i en ubevægelig og ofte skadelig Stilling paa en haard Bænk, trættet af en tør Underviisning under en ofte vranten Lærers Tvang, er saa stridende mod Naturens Indretninger og Børnenes naturlige og lykkelige Munterhed, at det ikke allene kan have en mærkelig Indflydelse paa deres Helbred, men endog bibringe dem Lede for Kundskaber. Det synes derfor at være billigt og nyttigt: at Børnene i


347

Almindelighed ikke udsættes for Skolens Tvang førend de ere 7 til 8 Aar gamle, og da ikkun 1 til 2 Timer ad Gangen, hvorefter Tiden til Skolegang langsomt, og under afvexlende Legems Bevægelser kunde forøges. Børnenes Legems Bygning, Sundhed og Styrke, kunde heri dog giøre nogen Forandring. Det kan, som en almindelig Grundsætning antages, at en for stærk og for tidlig Anstrængelse af Ungdommens Siæle-Evner, især under haard Tvang og unaturlig Roelighed, er for Udviklingen af deres legemlige Fuldkommenheder og for deres hele Charakter lige skadelig. Især er dette Tilfældet ved dem, som Naturen ikke har begavet med et stærkt Legeme, let Begreb og udmærkede Anlæg, og som dog ere nødte til at opoffre dem til Videnskaberne; sædvanlig blive disse Skrantninger i Sundhed, overfladige i Kundskaber, og lunefulde, hypochondriske Pedanter og Egoister i deres Charakter.

Som oftest, men dog ikke alle Tider, kan Ungdommen dannes til moralske, gode, duelige og nyttige Mennesker i Samfundet uden Tvang; ikke alle, især dem, hos hvilke ingen religiøse, gode, moralske Følelser tidligen ere blevne opvakte,


348

kunne undvære Straffe; dog maae disse i Almindelighed ikke anvendes uden med varlig Sparsomhed. Hos den muntre, letsindige Yngling maae først Mildhed og kiærlige, venskabelige Erindringer, siden Bebreidelser, da Trudsler og endelig passende Straffe anvendes, og nøiagtig Forskiæl giøres imellem Letsindighed, Ubetænksomhed, Ungdoms Temperaments-Feil, og overlagte igientagne Forseelser. En, inden kloge Grænser vedligeholdt, Æresfølelse er hos mange virksommere end korporlige Straffe. Naar disse endelig skulle anvendes, bør de dog i det mindste være af den Beskaffenhed, at Ungdommens Sundhed derved ikke sættes i Fare. Overdreven Strænghed og Lemfældighed kunne være lige farlige, saavel for Børnenes Charakter, som for deres Helbred. Adskillige Exempler ere blevne mig bekiendte, at Børn ved Slag paa Hovedet og Trækken i Haarene ere blevne dumme, ved Ørefigen tunghørende og døve, ved Haandtage have faaet rystende Hænder m.v. Kold roelig Overlæg og ikke Heftighed og Vrede bør bestemme Straffen. Jeg igientager det her, at en Skolelærer, som i alle Henseender er det han bør være, som udøver sit tun-


349

ge Kald med den Varme, Sagens Vigtighed kræver, som veed at erhverve sig Ungdommens Kiærlighed, Tillid og Ærbødighed, er i en høi Grad agtværdig, hans ædle Daad vil bære Frugter igiennem Generationer, og hans Lærlingers Erkiendtlighed og Taknemlighed vil geleide hans Minde, endog da, naar andre mere offentlig glimrende Bedrifter længe ere indhyllede i Forglemmelse. Ogsaa har vor blide Regiering givet et Beviis paa sin Skiønsomhed med gode Skolelærere, ved at forbedre deres Kaar; og i Sandhed, naar en Skolelærer under hans saare byrdefulde Pligters Opfyldelse tillige skal kiempe med Mangel og Nærings-Bekymringer, saa er hans Stilling virkelig at beklage. Ungdommen trænger nødvendig til Underviisning; uden den vilde den opvoxe i Raahed og Uvidenhed, som vilde hindre den fra i Tiden at vorde nyttig for sig selv og Samfundet. Men denne Underviisning kan og bør ikke være den samme hos alle. Naar man undtager nogle almindelige Kundskaber, som ere uundvælige for alle; bør den være indrettet til enhvers individuelle Stilling i Livet og den Bane, han med Sandsynlighed er bestemt til at igiennem-

350

gaae. Den Oplysning som ikke er gavnlig i enhvers særegne Stilling, Forsynet og Tilfældet har sat ham i, er ikke allene tidsspildende og unyttig, men kunde endog give Lede til de Pligter, hans Stilling kræver, hvilken han som oftest ikke mere kan forlade.

Efter Sagens Natur bliver da ogsaa i de danske Stater Skolevæsenet inddeelt i lærde Skoler, Real-Skoler, Militair-Skoler og Almue- samt Fattig-Skoler i hvilke, enhver efter sin Stilling, nyder den fornødne Underviisning.

Skolevæsenet i de danske Stater trængte høit til en Forandring, der var mere passende for vor Tidsalder. I de sidste 10 Aar af det forløbne Aarhundrede skeete heri mærkelige Fremskridt efter Forslag og Anordning af tvende kongelige Commissioner, den første for de lærde Skoler, som nu er hævet, og den anden for Almue-Skoler, som endnu er i Virksomhed. De lærde Skoler i de danske Stater staae nu under Bestyrelsen af en i 1805 oprettet, og af meest oplyste Mænd i Staten valgt Direction for Universitetet, de lærde Skoler og de private Instituter, hvis Hensigt er at give Ungdommen en videnskabelig Dannelse til


351

at kunne afgives til Universitetet. I en Sag af den Vigtighed for Staten, som Omdannelse af det lærde Skolevæsen upaatvivlelig er, var det naturligt at man fremgik med Langsomhed og Varighed; man giorde derfor Begyndelsen med den saakaldte Frue latinske Skole, som nu har faaet Navn af Kiøbenhavns Cathedral-Skole, ved sammesteds at indføre de hensigtsmæssige Forandringer. Først efter 4 Aars Prøve, nøiagtig Opmærksomhed og samlede Erfaringer erholdt denne Indretning kongeligt Bifald, og alle lærde Skoler i begge Kongeriger bleve eller vil blive derefter dannede efter dette Formaal, for saavidt Stædernes locale Beskaffenhed tillader det. Jeg kan ikke give mine Læsere et mere tydeligt Begreb om den nærværende Stilling af de danske Skoler, som ere bestemte til de i den Anledning udkomne kongelige Forordninger.

Kongelig Reglement for Cathedral-Skole i Kiøbenhavn af 2 October 1801.

Instrux for Overlærerne ved Cathedral-Skolen i Kiøbenhavn af 15 October 1801, hvorved tillige er anført en Forklaring om Underviisningens Omfang for enhver Specialclasse i Særdeleshed; og

352

Skolelove for Disciplerne i Kiøbenhavns Cathedral-Skole. Forordning af 22 Martii, 13 September s. A, 10 October 1806 og 12 Decbr. s. A

Man vil heraf erfare: hvor meget det danske Skolevæsen er forbedret, og hvor megen Grund man har til at nære det meest levende Haab, at dette vil frembringe de meest velgiørende Frugter for Efterslægten. Englændernes forræderiske Mordbrands-Fakkel, som de saa uventet kastede imellem Kiøbenhavns fredelige Boeliger, har iblandt saa mange andre Indretninger ogsaa ødelagt den saa vel organiserede Cathedral-Skole tillige med dens Bibliothek, Inventarium og Læreres Boeliger. Tak være de værdige Mænd, som bestyre Skolevæsenet; Underviisningen blev ikkun faae Uger afbrudt under den almindelige Forstyrrelse, og man har det grundede Haab, at Skolen selv snart blidere og bedre vil igien opstaae af sin Aske.

Mine Læsere vilde undskylde en gammel Læge og en gammel Lærer i Lægevidenskabens forskiællige Dele, hvis Stilling har givet ham saa mange Leiligheder til at kiende Mennesker, og især Kiøbenhavns Beboere, at han vover her at tilføie enkelte Anmærkninger, som efter hans indi-


353

viduelle Følelser kunde fortiene Opmærksomhed Af den specielle Classernes Indretning i vore lærde Skoler erfares: at en heel Trediedel af den Underviisnings-Tid i 16 forskiellige Kundskaber, anvendes til det latinske Sprog, og naar man hertil lægger de Underviisnings-Timer i det grædske og ebraiske Sprog, noget nær den halve Tid. Efter den ældre Indretning af vores lærde Skoler, da Kundskabernes Mængde, hvortil Disciplerne bleve anførte, ikke nær var saa talrig og saa almeennyttig, som nu, og da man næsten i dem ikke lærte andet end Latin, og kold dogmatisk Religion, kold saavel for Hiertet som for Forstanden, var Forholdet af Tiden endnu meget større. Ogsaa under den daværende Indretning af de lærde Skoler, har Kulturen af det latinske Sprog i de danske Stater betydelig aftaget. I de ældre Tider var en dansk Student og en stærk Latiner, endog udenlands, Synonymer. Vore Lærde skrev classisk Latin og talte det med Færdighed; dette har nu for en stor Deel tabt sig. Man kan nu antage: at Ynglingen fra Begyndelsen af Skolegangen, til han har absolveret sin Embeds-Examen i det latinske Sprog, det er om-


354

trent 16 til 20 Aar, anvender en stor Deel af sin Tid og af sin Fliid paa at lære det latinske Sprog; og hvor mange glemmer ikke dette Sprog i en langt kortere tid, da de i deres tilkommende Embedsførelse sielden have Leilighed at anvende denne Kundskab til Almeennytte? hvor mange af vore værdige udmærkede Embedsmænd, Geistlige, Lovkyndige, Læger, som have nydt en lærd Opdragelse, findes der, som ikke vedligeholde Øvelsen i dette Sprog, og heller anvende deres Bestræbelser til de Kundskaber, som ligger nærmere til deres Bestemmelse? skulle der ikke findes mange, endog meget oplyste Mænd, som ikke have lært, eller som have glemt et dødt Sprog, hvis Skiønheder og classiske Skrivter ved tusinde Forklaringer og Oversættelser i Modersmaalet, eller andre levende Sprog, ere giorte til vore egne? skulle den stærke Latiner i Almindelighed være mere oplyst, mere klog, mere virksom, have mere Følelse for stort og ædelt, mere Hengivenhed for Fædrenelandet, for Kongen, for sine Medborgere? man mistyde mig ikke, at jeg skulde holde Underviisning i det latinske Sprog, hvis Ynde endnu fortryller Oldingen, for unyttig og unød-


355

vendig; dette er langt fra ikke min Mening. Det er vist ingen ubillig Fordring, at en, som vil henregnes iblandt de Lærde, bør have Kundskab i det Sprog, som endnu udgiør det eneste almindelige Forenings-Baand imellem alle Lærde paa Jordkloden. Det kommer mig allene for, at den Tid, som dertil anvendes, den Lære-Methode, som dertil bruges, den Anstrængelse, som dertil udkræves, den Nytte, som derved for det Almindelige i det borgerlige Samfund opnaaes, den Tid, som for andre Kundskaber og Legemets physiske Uddannelse derved tabes, ikke bliver erstattet ved et saa længe vedvarende Studium af et dødt Sprog, hvis nøiagtige Kundskab vel pryder den Lærde, men som, naar man undtager de første Kirke-Embeder, academiske og lærde Skole-Embeder, og Mænd, som fortrinlig opofre sig til Philisophien, sielden er til udmærket Nytte i det borgerlige Liv. Sielden yndes det siden, som man med Kiedsommelighed og Uvillie har lært. Iblandt flere erindrer jeg en af Statens ædelste, meest oplyst og værdigste Mænd, som i hans Ungdom med stræng Alvorlighed blev anholdt til at lære Latin. Enhver Sprogfeil blev af hans nidkiære ellers me-


356

get agtværdige Lærer geleidet med et Træk i Øret, hvilket var Aarsag til, at han efter mange Aars Forløb endnu ikke har kunnet overvinde en ubehagelig Følelse ved at høre eller læse Latin, og at være fristet til, ved at bemærke en betydelig Sprogfeil, at gribe til Øret, som til det Sted, hvor slige Feil forhen pleiede at foranledige sandselige Indtryk. Skulde det ikke være mueligt at undervise Ungdommen i det latinske Sprog paa den samme Maade, som man pleier at anvende ved at lære de levende Sprog, mere ved Øvelsen end ved anholdende og kiedende gramatikalsk Studium, og classiske Autorers vidtløftige Fortolkning? jeg troer det; og om jeg tager Feil heri, saa bliver jeg misledet ved min egen Erfaring, og kunde anføre uimodsigelige Beviser herpaa. Maaskee vilde et latinsk Øvelses-Institut, hvori intet hørtes, taltes og blev skrevet, uden Latin, i en kort Tid frembringe mere Færdighed i Sproget, end et meget længere Ophold i offentlige Skoler.

Endeel af de classiske Autorer, som ved Underviisningen i det latinske Sprog anvendes, omhandle krigeriske Bedrifter og Heltegierninger iblandt Grækerne og Romerne, hvilket dog ikke


357

synes at burde være en almindelig og nyttig Gienstand for Ungdommens Opmærksomhed. Hos alle bør opvækkes varm Fædrenelands-Kiærlighed, og Følelse af den almindelige Pligt at værne for dets Sikkerhed; men ikkun faae ere bestemte til at være Hærførere og Befalende, de fleste ere Adlydende, som naar det gielder at bevogte, forsvare eller erobre Fredens Velsignelser, kiække og modige iagttage deres Pligter, men egentligen ere bestemte til Fredens sysler. Af Oldtidens Poeter og dens Gudelære er adskilligt af en slibrig Indhold, og kunde ikke aldeles være uskadeligt for Ungdommen. Gode Chrestomathier af de classiske Skrivter og velskrevne Bøger, som indeholde almindeligen nyttige, videnskabelige, moralske, historiske Sandheder og Gienstande, som kunde være anvendelige i Fædrenelandet, vilde maaske med Nytte erstatte en Deel af de i Skolerne brugelige Autorer.

Siælland eie 6 lærde Skoler, nemlig Kiøbenhavns Cathedral-Skole, den saakaldte latinske Skole i Roeskilde, i Helsingøer, i Fredrichsborg, i Herlufsholm og i Slagelse. Man har ogsaa det Haab, at det yndige, af vor


358

udødelige Holberg saa rigeligen udstyrede, og af ham til offentlig Underviisning bestemte ridderlige Academie i Sorøe, igien skulde anvendes til sin oprindelige Bestemmelse. En lærd Skole findes i Rønne paa Bornholm. I Fyen 2, nemlig i Odensee og Nyeborg. Paa Falster er een i Nyekiøbing. I Jylland 8; i Aalborg, Viborg, Aarhuus, Randers, Horsens, Ribe, Colding og Fredericia. Endelig er der i Norge 4 lærde Skoler, i Christiania, Christiansand, Bergen og Trondheim. I Iisland een paa Bessested. Disse 22 Skoler, som enten ere eller dog blive dannede efter Mynsteret af Kiøbenhavns Cathedral-Skole, saavel som de private Instituter, hvorfra Ungdommen dimitteres til Universitetet, staae under Directionen for de lærde Skolers Overbestyrelse. Af disse Instituter ere de meest udmærkede Borgerdyd-Skolen og det Skouboeske Institut, hvorfra mange brave Ynglinger ere dimitterede til Universitetet.

For at forebygge den muelige Mangel paa duelige og øvede Skolelærere ved ledige Embeders Besættelse, har vor paa Almeenvel bestandig opmærksomme Regiering under 28 Junii 1799 be-


359

falet Indretningen af et Seminarium til at danne Lærere i de lærde Skoler, hvori unge Mænd, som bestemme sig til Skole-Faget, kunne erholde den Forberedelse og den Færdighed i at undervise, som til disse vigtige Embeder er uundgaaelig nødvendig; 25 tilkommende Skolelærere blive her dannede, af hvilke 10 bestemme dem især til Philologien, 5 til Religion og Anthropologie, 5 til Historie og Geographie og de øvrige 5 til Physik, Mathematik og Naturhistorie. Alumni forpligtes ved deres Indtrædelse i Seminarium, at blive der i 4 Aar, saafrem ikke den anstillede Prøve har godtgiort deres tidligere Modenhed til Skole-Embeder, og nyde i den Tid aarlig fra 60 til 100 Rdlr., med Forret til Befordring til Skole-Embeder efter deres Duelighed.

Iblandt Kiøbenhavns militaire Underviisnings-Anstalter, er det kongelige Søe-Cadet-Academie den ældste. Allerede i Aaret 1565 eiede Staden en Navigations-Skole, men først i Aaret 1705 blev Academiet stiftet. Denne Lære-Anstalts nærværende Styrke er 18 Cadetter med 100 Rdlrs. Gage, 38 med 50 Rdlr. og 63 indskrevne, som allerede nyde academisk Un-


360

derviisning. Ved Academiet er ansat, foruden chefen, 2 subalterne Officerer, een Adjutant, 3 militaire mathematiske Lærere, een Lærer i Artilleriet, 2 i Søemandsskabet og taktisk Navigation, een i Construktionen, een i Historie, Geographie, dansk Grammatik og Christendommen, een i at regne og skrive, een i Tegning, 2 i det franske, 2 i det engelske Sprog, 2 i Fægtning, Svømme-Konsten og methodisk Gymnastik, og een i Dands. Dersom det er det bedste og sikkreste Beviis paa et Lære-Instituts fortrinlig Godhed, om de, som efter fuldendt Dannelse forlade det, vise dem paa den Bane, de har opofret dem til, med udmærket Hæder og Ære, saa maae Søe-Cadet-Academiets Organisation vist være særdeles fortræffelig. Desuden er der ved Søe-Etaten indrettet en Styrmands-Skole, som under en Navigations-Directeurs Bestyrelse tiener til Underviisning og Prøvelse af dem, som vil tiene som Styrmænd paa Krigs- og Handels Skibe, og en Musik-Skole. Land-Cadet-Academiet er stiftet i Aaret 1712. Det bestaaer af en Chef, 2 Officerer, 5 Underofficerer, 50 virkelige Soldater, og et ubestemt Antal af militaire


361

og civile Kost-Cadetter Ti af de ældste Cadetter forrette Page-Tieneste hos Kongen og det kongelige Huus. Gienstandene for Underviisningen ere militaire Tactic og Vaaben-Øvelser, Mathematik, Fortification, Historie, Geographie, Religion, det danske, tydske og franske Sprog, og methodisk Anførsel i Gymnastikkens forskiellige Dele. Den kongelige Artillerie-Skole blev organiseret i Aaret 1772. Den bestaaer af 20 Stykjunkere, 20 Cadetter, og et ubestemt Antal Volontairer, som nyde Underviisning i theoretisk og praktisk Artillerie, Mathematik, Mekanik, Hydrostatik, Physik, Chemie og andre Videnskaber og Kundskaber, som staae i Forbindelse med dette Fag, saa og i levende Sprog. Foruden disse militairiske Instituter findes her endnu en Skole for unge Ingenieurer og for Frie-Corporalerne af Garnisonen. Enhver bemærker med Fornøielse, at i disse militaire Underviisnings-Anstalter, Ungdommens physiske og intellectuelle Evners Udvikling gaaer Haand i Haand, som de bør, og at det samme ogsaa paasees i de herværende militaire Almue-Skoler.

362

I Kiøbenhavn findes ogsaa adskillige fortrinlige borgerlige Real-Skoler, hvori Ungdommen, som bestemmes til Handelen og andre borgerlige Sysler, som trænge til en høiere Kultur og Dannelse, undervises. Jeg nævner iblandt disse Skolen for Efterslægten, som blev stiftet i 1787 af et Selskab, som ved aarlig Bidrag underholder den; og det Christianiske Institut for formuende Forældres Sønner. Ungdommen bliver her underviist i alle de Kundskaber, som Reglementet for Cathedral-Skolen anbefaler, med Undtagelsen af de døde Sprog, hvorimod lægges mere Vind paa de levende. Da i de lærde Skoler omtrent den halve Tid anvendes til Kundskab i de døde Sprog, saa maae nødvendig Ungdommens Fremskridt ved en lige Underviisning være hastigere i Real-Skolerne end i de lærde Skoler, hvilket ogsaa er saa meget mere nødvendigt, da de, som have nydt Underviisning i Real-Skolerne, strax, naar de forlade Skolen, indgaae i den for dem bestemte Bane, hvorimod de, som forlade de lærde Skoler, først indtræde til Universitetet for at nyde en høiere Underviis-


363

ning. I Provindsernes Kiøbstæder findes ogsaa adskillige Real-Skoler indrettede.

Almue-Skoler ere af ligesaa megen og maaskee endnu af større Vigtighed for Samfundet end de foranførte Lære-Anstalter. Det er den største Masse af Mennesker, som i disse Skoler skulle dannes til gode, arbeidsomme, i deres Virkekreds nyttige og oplyste Mennesker. Ogsaa har vor velgiørende Regiering giort meget til at forbedre disse Lære-Anstalter, hvortil de i det hele, i en høi Grad vare trængende. Ved hans Majestæts Resolution er for flere Aar siden en Commission befalet at sammentræde for at giøre Forslage til en forbedret Indretning af Almue-Skolerne, hvilken endnu existerer. Enhver Fædrenelands Ven seer den Tidspunkt med Længsel imøde, at denne Commission vil, efter Exemplet af Commissionen for de lærde Skoler, indkomme med Forslag til et almindeligt Reglement for Indretningen og Underviisningen i Almue-Skoler, saavel i Kiøbenhavn og Kiøbstæderne, som paa Landet. De Mænd, som især formedelst deres Stilling ere egnede til Opsyn og Deeltagelse af Underviisningen i Almue-Skoler, ere Præsterne, og en Deel af


364

Kirke-Betienterne; og i Sandhed, hvilken Forretning kunde tænkes ædlere i sin Natur, mere overeensstemmende med Religionens Bud og deres Embeds-Pligter, mere belønnende for deres egen Følelse, mere velgiørende i sine Følger end denne. Selv Prædikener og offentlige Taler, hvor gode, igiennemtænkte, lærerige de endog maatte være, giøre ikke nær det varme og varige Indtryk hos den Voxne, under Mængden af Forretninger og Pligter, med et mindre ømtfølende Hierte og under onde og skadelige Vaners Herredømme, end en god Underviisning, som virker ligesaa meget paa Ynglingens bløde Hierte som paa Forstanden. Ogsaa er Opsigt med Almue-Skoler i Almindelighed paalagt Præsterne, og udgiør en Deel af deres vigtigste Embeds-Pligter; mange opfylde denne Pligt med den Iver og den Varme, som Sagens Vigtighed kræver, hvilket giør dem i en høi Grad agtvædige. Ønskeligt vilde det være: at almindelig Deeltagelse i Underviisningen i Almue-Skoler maatte finde Sted. Upaatvivleligt kunde af en Præst, af en Mand, som selv har nydt en videnskabelig Opdragelse, mere udbredt Kundskab, mere Klogskab ved Underviisningen, mere Nytte


365

ventes, end af en, endog duelig, Almue-Skole-Lærer, hvilken ved mange Leiligheder vil kunde trænge til Præstens Veiledning. Danmark og Norge er forsynet med mange Kirker (maaske et følgeligt Beviis paa Statens større Folkemængde i Oldtiden) mange Præster og mange Almue-Skoler, maaske i Forhold til Folkemængden med flere end nogen anden protestantisk Stat i Europa. Præsternes Antal beløber sig til 2276; og da de fleste Præster paa Landet forsyne 2 Kirker, og hver Kirke i Almindelighed er forsynet med en Skole, saa kunde Kirkernes og Almue-Skolers Tal nok anslaaes omtrent til 3000 af hver Slags.

Kiøbenhavn eier en Deel Almue-Skoler, hvori uformuende Forældres Børn frit kunne oplæres til at blive duelige Arbeidere, retskafne, gode Mennesker og hæderlige Borgere. Disse Skolers Antal ere her i Staden meget betydeligt; nogle bliver vedligeholdte af Kirkerne, andre af begge militaire Etater, andre blive understøttede ved frivillige Gaver fra Skolevelgiørere, og andre endelig paa Fattigvæsenets Bekostning. Disses Indretning byder, at Underviisningen i dem maa være deelt mellem Læsning, Haandarbeide og nyt-


366

tige Legems-Øvelser. Ved en Deel af disse Almue-Skoler er ogsaa gymnastiske Øvelser og Svømmekonst indført.

Foruden disse Almue-Skoler findes endnu i Kiøbenhavn 2 offentlige Stiftelser, som ere bestemte til uformuende Børns Opdragelse, nemlig Vaisenhuset og det kongelige Opfostringshuus, hvilke tvende Indretninger en agtet Skribent kalder Kiøbenhavns store Drivhus for Vantrivninger til Legeme og Siæl*). Vaisenhuset blev stiftet af 4de Frederik til 100 forladte Børns Opdragelse af begge Kiøn. Erfaringen lærer næsten uden Undtagelse, at Hensigten af slige Stiftelser, at danne stærke, sunde, arbeidsomme, lykkelige Mennesker, sielden derved opnaaes. Staten erstatter sielden det, som Forsynet har nedlagt i Forældres Naturdrift, hvilket nok ogsaa var Tilfældet ved Kiøbenhavns Vaisenhuus. Ofte bruger Forsynet Midler, som synes at bebude et uopretteligt Onde, til at fremvirke Nu- og Eftertidens Fordele. Vaisenhuset blev i Aaret 1795 et Rov for Flammen; og dette foranledigede: at Børnene bleve udsatte paa Landet,

*) Nyerups Beskrivelse af Kiøbenhavn p. 504.


367

hvor de i en sundere og renere Luft lettere vil kunne dannes til arbeidsføre og nyttige Mennesker for Samfundet. Enhver Menneskeven ønsker, at Erfaring maae stadfæste dette, og at den store nu af Vaisenhuset tilkiøbte Bygning i Tiden ikke maa friste vedkommende til igien at samle Børnene paa dette Sted. Det samme var nok ogsaa Tilfældet med det kongelige Opfostringshuus, som blev stiftet i Aaret 1753, hvor 200 Drenge forsørges. Slette Fødemidler, ureen Luft, og Mangel paa Reenlighed og Orden, vare de paafaldende Mangler af denne Indretning. Nu har denne Stiftelse, som paa nærværende Tid er under den virksomme Direction for Fattigvæsenets Bestyrelse, faaet en forbedret Indretning. Ogsaa fra denne Stiftelse bliver nu nogle af Drengene, i Følge Placat af 10de December 1796, udsatte til Pleieforældre paa Landet og i de mindre Kiøbstæder.

Kiøbenhavnernes Velgiørenhed, som udgiør et næsten almindeligt Grundtræk af deres Characteer, strækker sig ogsaa til Haandværkerstanden. I Aaret 1798 stiftedes Selskabet til Forædling af unge Haandværkere. Den fortiente Pastor


368

Maasmann har allerede i en Række af Aar, ved Hielp af private Bidrag, med utrættelig Anstrængelse, vedligeholdt denne Underviisnings-Anstalt for Haandværks Drenge, Svende og Huustyende, hvori disse lære at skrive og regne m.v. Den bære Navn af Søndags-Skolen, og benyttes uden for Kirketienesten af dem, som heller bruge denne Dag til nyttig Arbeide end til støiende Fornøielser. Belønninger uddeles tillige til de Flittigste og Lærvilligste. Mange have i denne Skole nydt Underviisning og høstet Nytte deraf. Antallet paa dem, som siden Søndags-Skolernes Oprettelse have nydt frie Underviisning, var 27 Mestere, 324 Svende, 1720 Haandværksdrenge, og 86 uden for Haandværksstanden, tilsammen 2157. I Aaret 1804 begyndte Hr. Hofpræst Christiani lærerige Vinter-Aftens Forelæsninger for Haandværks-Mestere og Svende, hvortil siden ogsaa er føiet mathematiske Forelæsninger. Ogsa for Jødernes Underviisning og Dannelse til nyttige Haandteringer har privat Velgiørenhed sørget.

Ogsaa Almue-Skoler kunde mueligen mangle duelige og øvede Lærere. For at forekommme den-


369

ne Mangel blev i Aaret 1791 ogsaa stiftet et Seminarium for Almue-Skoler paa Blaagaard, hvori allerede over 200 Skolelærere ere dannede. For enhver af Seminaristerne betales aarlig 40 Rdlr., hvorfor de nyde frie Underviisning, Huus og Kost m.v. Tiden til Underviisningen er bestemt til 3 Aar; i det sidste Aar erholde de Anledning til praktiske Øvelser, i en med Seminario forbunden Skole. Lignende private Seminarier findes ogsaa i Fyen, Lolland; paa Brahetrolleborg, i Vesterborg, Skaarup, Brøndbyevester og Borris m.v.

I de første Leveaar synes Naturen at fremgaae paa samme Maade ved begge Kiøn. De taber sig dog efter nogle Aars Forløb; man bemærker da hos begge Kiøn en betydelig Forskiel imellem deres Beskiæftigelser, Lege og Charakteer, som viser: at Naturen har dannet dem til en forskiellig Bestemmelse. Den kloge Ulysses søgte forgiæves den unge Achilles iblandt en Mængde Piger, men han fandt ham snart ved at bemærke hans Beskiæftigelser og Lege. Hvem øiner her ikke Naturens Vink, at den første Opdragelse af Børn af begge Kiøn bør være den sam-


370

me; men at den siden bør være forskiellig efter deres forskiellige Bestemmelse. Naturen har givet det qvindelige Legeme mindre Høide, mindre Kraft, mindre Styrke, men mere Ynde, Runding og Fiinhed i Formen af deres Legemer, blidere Træk, en yndigere Stemme, tækkeligere Væsen, finere Følelser, hastigere Begreb, tidligere Modenhed, heftigere Lidenskaber. De ere bestemte til at være Mandens blide Ledsagere paa Livets Bane i lykkelige og kummerfulde Dage, ømme Mødre for deres Børn og disses første Opdragere, virksomme og ordentlige Huusmødre, og kloge Bestyrere af deres Huusvæsen. Deres Opdragelse og deres Underviisning maae følgelig indrettes efter deres Bestemmelse i Fremtiden.

Det er ogsaa hos os en ikke sielden Feil ved den qvindelige Børne-Opdragelse, at deres physiske Legems-Evner ikke ved Øvelsen nok blive udviklede, og at man i denne Heenseende giør for betydelig Forskiel imellem Piger og Drenge. Den muntre Dreng hopper glad med sin Kiæphest, Pidsk og Tromme, medens den stakkels Pige fra Vuggen af forsynes med Legetøi, hvorved hun sidder længe stille og næsten i en uforandret Stil-


371

ling. Den Sædelighed er i Sandhed meget utidig, som bliver erhvervet paa Bekostning af Sundhed og Sinds Munterhed. Vi opdrage os derved sygelige Koner, svage Mødre og skrøbelige Børn. Overalt kan Menneskevennen ikke lettelig finde et mere sørgelig Billede, end Synet af en samlet Ungdom, udrustet af Naturen til Liv, Munterhed og Kraft, der tvinges til at sidde 6, 8 og flere Timer om Dagen, endog ofte paa usunde Steder og i en tvungen Stilling, uden at afvexle Legemets adspredende Bevægelse med Arbeide. Især er dette Tilfældet ved adskillige Haandarbeider, hvori Pigerne undervises. Hvor mange ere ikke ogsaa iblandt dem blevne i deres Ungdom skiæve og vanskabte og siden ulykkelige Mødre, ved at skrive, tegne, brodere m.v.? naar der ikke omhyggeligen vaages over en lige Stilling under Arbeidet og hyppige Afvexlinger. Hvor mange ere ikke blevne svage paa Synet ved sine Broderinger især med Haar, ved fiine Tegninger, ja vel ogsaa ved for megen Læsning? især ved et svagere Lys. Kultur og Oplysning pryder upaatvivlelig Kiønnet, den giør dem behagelige for enhver, mere elskede af deres Mænd, og over-


372

maade nyttige for deres Børn; dog er deres Bestemmelse og deres Sysler saa udbredte og saa vigtige, at disse neppe tillade dem Tid til udbredt Lærdoms Erhvervelse. Man vil ogsaa have bemærket, at Grøden i Kiøkkenet pleie at svies, naar Huusmødrene giøre Vers eller beskiæftige sig med at studere de classiske Autorer.

I de senere Decennier har ogsaa Kiøbenhavnernes Velgiørenhed stiftet adskillige Instituter og Skoler til Pigebørns Opdragelse og Underviisning. Saaledes har Selskabet for Døttre-Skolerne stiftet Indretninger til dette Øiemeed i Aaret 1792; det søsterlige Velgiørenheds-Selskab i Aaret 1790, og 1805 et Selskab, hvis roesværdige Hensigt gaaer ud paa at opdrage uformuende kongelige Embedsmænds Døttre; endelig findes her en Deel andre private Instituter, som med mere og mindre Held paatage sig unge Pigers Opdragelse. Ungdommen bliver her underviist i det danske, tydske og franske Sprog, Regning og Skrivning, Geographi og Historie, i Musik, Tegning og adskillige Haandarbeider. Pigernes første Underviisning og Dannelse er især Mødrenes Sag, de virke heri sædvanlig mere og


373

bedre end Fædrene. Den ædle oplyste Danne-Qvinde, som selv opfylder sine Pligter som Ægtefælle og Huusmoder, selv danner sine Døttre til tilkommende Huusmødre, og udvikler deres moralske og physiske Fuldkommenheder, som med Omhyggelighed afværger de Snarer, som Letsindighed og Forfængelighed, Sværmerie, Følsomhed, en alt for levende Phantasie m.v. kunde lægge for deres Sædelighed og Dyd, for deres Sundhed og Styrke, for deres Sinds Roelighed og Lykke, er i Sandhed i en høi Grad ærværdig.

Ogsaa i de tegnende og dannende skiønne Konster, manger her ikke Underviisning paa offentlig Bekostning, i det af vor uforglemmelige 5te Frederik den 31 Marti 1754 stiftede Maler-, Bildhugger- og Bygnings-Academie paa Charlottenborg, hvoriblandt Stadens meest udmærkede Konstnere findes, give hertil den bedste Leilighed. Dette Academie bestaaer af Æresmedlemmer, fremmede associerede Medlemmer og Academiets egentlige Medlemmer. Disse bestaae af et ubestemt Tal af Professorer, af Bildhuggere, Malere, Bygmestre og Kobberstikkere, tillige af


374

en Professor i Konsthistorien, Mythologien og Anatomie; desuden er der 2 Informatorer i Frietegninger, en i Ornamenter og en i Perspectiv- og Bygningskonsten og Geometrie. Underviisningen er om Eftermiddagen fra Kl. 5 til 7, da enhver uden Betaling frit kan freqventere Skolen. Eleverne ere inddeelte efter deres Fremgang i forskiellige Classer, Flid og Iver, hvormed de fremgaae paa Konstens Bane, bliver opmuntret og belønnet ved at erholde Sølv Priis-Medailler. Hvert andet Aar er stor Concurrence om Guld-Medaillen, hvoraf Academiet har at uddele 2, en stor og en liden for Malere, ligeledes 2 for Billedhuggere, 2 for Arkitekter og 2 for Kobberstikkere. For at bidrage til Smagens Udbredelse, er det paalagt alle Professionister og Haandværkere, som ikke kunne undvære Tegning, at de skulle tilholde deres Lærlinger flittig at besøge Academiet. De af disse Professionister, som ville nedsætte sig som Mestere i Kiøbenhavn, skulle forelægge Academiet deres Mesterstykke til at bedømmes, derimod de, som have vundet den store Priis i Academiet, skulle være frietagne for at forfærdige Mesterstykke. Elevernes Tal beløber sig sædvanligen til henved


375

200. Smagens Tiltagende i de danske Stater skyldes for den største Deel denne ypperlige Indretning.

Ogsaa de Ulykkelige ere ikke undgaaede vores velgiørende Regierings Opmærksomhed og Omsorg, for hvilke et sørgeligt Tilfælde havde lukket den almindelige Vei til moralsk Dannelse, for Mennesker, som ere fødte døve eller blevne det i en barnlig Alder, som uden deeltagende Hielp ikke kunne nærme sig Banen til Menneskets Bestemmelse, og ikkun leve til Byrde for dem selv og Samfundet. Disses Tal er ogsaa i Kongeriget Dannemark ikke ubetydeligt. Ved Optællingen som i Aarene 1804 og 5 foranstaltedes i Dannemark (Slesvig, Holsten og Bornholm undtagen) befandtes den hele Summa af Døvstumme at være 515, hvilket, Folkemængden ansat til 820623, bliver en Døvstum paa 1593 Mennesker*).

I de enkelte Stifter befandtes:

I Siællands Stift 163, Folkemængden 311065;

*) P A. Castbergs Indbydelses-Skrift om Hensigten og Indretningen af det kongelige Institut for Døvstumme, og om Døvstumhedens Natur og physiske Behandling. Kbhavn 1807 og 1808.


376

I Fyen med forhen underliggende Øer 113, Folkemængden 160164; i Aalborg Stift 44, Folkemængden 104986; i Viborg Stift 32, Folkemængden 26657; i Aarhuus Stift 61, Folkemængden 120164; i Ribe Stift 102, Folkemængden 97587, hvoraf sees, at Antallet af Døvstumme er størst i Viborg Stift, hvor der gives 1 paa 826 Mennesker. Forholdet mellem Antallet af de fødte Døve til dem, som efter Fødselen ere blevne det, kan efter Optællingerne fra de anførte danske Provindser fastsætes som 412 til 103.

I Aaret 1806 stiftedes en Underviisnings-Anstalt udelukkende bestemt for døve og stumme Mennesker i Kiøbenhavn. I 1807 ophøiedes den til et kongeligt Institut, og den 17 April 1807 blev den forsynet med en kongelig Fundation, som fastsætter denne Stiftelses Grundlove, hvortil blev anviist et smukt og beqvemt Lokale af en fri og sund Beliggenhed; Læsesalen, Arbeidsværelser, Børnenes Sovekamre, Betienternes Boeliger findes i den samme Bygning, som desuden har en rummelig Gaard og Have til Børnenes Nytte og Fornøielse. Denne Stiftelses Hensigt er at væ-


377

re en Opdragelses-Anstalt, hvor de Døvstummes moralske og physiske Anlæg til den mueligste Fuldkommenhed udvikles, saa at de kunde blive nyttige Medlemmer af Borgersamfundet. De, som optages i Stiftelsen, kunde følgelig ikkun saa længe nyde Ophold og Underviisning i den, som deres Opdragelse vedvarer. Den kongelige Fundats fastsætter at døvstumme Drengebørn, som optages i Stiftelsen, maae ikke være under det 8de og ikke over det 14de Aar; Pigebørn derimod, hvis Siæle-Evner almindelig udvikles tidligere, kunne optages, naar de have fyldt deres 7de Aar.

De Døvstumme undervises i Stiftelsen i at tale, ikke allene i Tonesprog, men ogsaa ved Gebærdetegn, hvori de, som ere vante til at underholde sig med dem, kunne bringe det til en beundringsværdig Fuldkommenhed; i at skrive, i at læse og forstaae hvad er trykt eller skrevet; i Regnekonsten; i Tegnekonsten; i den technisk-oeconomiske Naturhistorie; i nyttige Haandarbeider, i det menneskelige Selskabs Love og Indretninger; i Jordens Beskrivelse og Menneskeslægtens Historie; i Sædelærens Grund-


378

sætninger og de almindelige Begreber om Ret og Uret, og endelig i den christelige Troe, indtil de kunde ansees værdige at antages til Confirmation, hvormed deres Underviisning fuldendes.

Ved Begyndelsen af det sidste Aar under den Døvstummes Ophold ved Stiftelsen, bestemmes hans tilkommende Næringsvei, hvilket hans Forældre eller Formyndere, Stiftelsens Forstandere og den Døvstummes egen Tilbøielighed afgiør. Det døvstumme Drengebarn sættes derefter i Lære hos en Konstner eller Haandværker, og den halve Tid af Dagen anvendes paa hans Oplæren heri, medens hans Underviisning i Stiftelsen fortsættes i den øvrige halve Deel. Døvstumme Piger anbringes i en passende Levevei; alle blive under Forstandernes Formynderskab, efter deres Forældres Villie, og uden for Kiøbenhavn træder Præsten i det Sogn, hvor den døvstumme Dreng eller Pige opholder sig, i Forstanderens Sted. Forældre, Frænder eller Venner af Døvstmme, som ønske disses Optagelse i Stiftelsen, maae derom give Ansøgning til det kongelige danske Cancellie, ledsaget med Attester fra vedkommende Sognepræst, om at den Døvstumme giver Tegn til at


379

besidde almindelig Menneskeforstand, samt fra vedkommende Læge om at han er af god Helbred, og foruden hans Døvhed ikke er beladt med nogen Sygdom. De aarlige offentlige Prøver af Eleverne i det kongelige Døvstumme-Institut, og den Fremgang, de derved vise i deres Kundskaber, giver det meest grundede Haab, at disse Ulykkelige vil dannes til virksomme, nyttige Medlemmer af Samfundet.

Saavel i Kiøbenhavn, som i andre Steder og paa Landet, findes neppe nogen blandt Ungdommen, som jo kan have og endog bliver anholdt til den nødvendige Underviisning, som kunde komme ham til Nytte i den Næringsvei og paa den Bane, de siden maatte bestemmes til. Saa meget mere sørgeligt er det, at endnu enkelte kunne findes, som deres unaturlige Forældre lade opvoxe i den største Uvidenhed, og som ikke nytte de velgiørende Foranstaltninger til frie Underviisning, som paa alle Steder i de danske Stater findes.


380

Liste over de offentlige Skoler, som findes i Kiøbenhavn i Aaret 1808.

[Listen omfatter siderne 380-392, og er i originaludgaven opstillet som tabel. Her er tabellen opløst til løbende text]

St. Annæ Øster Qvarteer.

No. 1
Gader og No. Toldbodgaden No. 49
Beskaffenhed. Borgerlig Skole bestyres af Mad. Olsen
Elevernes Antal. Drenge 1. Piger 10
Læreres Antal 1

No. 2
Gader og No. Store Strandstræde No. 83
Beskaffenhed. Navigations Skole bestyres af L. Lorenzen
Elevernes Antal. Drenge 8. Piger -
Læreres Antal -

No. 3
Gader og No. Store Strandstræde No. 107
Beskaffenhed. Borgerlig Skole ved Frue Kaufmann
Elevernes Antal. Drenge 4. Piger 12
Læreres Antal 2

No. 4
Gader og No. Amaliegaden No. 128
Beskaffenhed. Almindelige Hospitals Skole
Elevernes Antal. Drenge 8. Piger 14
Læreres Antal 3

No. 5
Gader og No. Dito No. 154
Beskaffenhed. Skipper-Laugets Skole ved Navigations Directeuren Capt. Wleugel
Elevernes Antal. Drenge 8. Piger 14
Læreres Antal 3

No. 6
Gader og No. Norgesgade No. 168
Beskaffenhed. Borgerlig Skole ved Jfr. Hansen
Elevernes Antal. Drenge 16. Piger 14

Læreres Antal 1

No. 7
Gader og No. Dito No. 79
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn ved Mad. Thomboe
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 26
Læreres Antal 10

No. 8
Gader og No. Kongens Nyetorv, Charlottenborg
Beskaffenhed. Konst Academiet.
Elevernes Antal. Drenge 180. Piger -
Læreres Antal 11


381
No. 9
Gader og No. Nye Kongensgade No. 269
Beskaffenhed. Bredgadens Drenge-Skole, Arbeids- og Læse-Skole, bestyres af Confrd. Malling og Hr. Mangor
Elevernes Antal. Drenge 196. Piger -
Læreres Antal 9

No. 10
Gader og No. Dito ibid.
Beskaffenhed. Det kongl. Opfostrings-Huus, Læse- og Arbeidsskole, bestyres af Cfrd. Malling, Præsten Palludan og Assessor Bærens
Elevernes Antal. Drenge 131. Piger -
Læreres Antal 12

No. 11
Gader og No. Dito ibid.
Beskaffenhed. Fattigskole under Fattigvæsenets Bestyrelse
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 200
Læreres Antal 5

St. Annæ Vester Qvarteer.
No. 12
Gader og No. Gottersgade No. 6
Beskaffenhed. Institut for Borgerbørn. Bestyrere Pastor Michelsen og Stud. Guldborg
Elevernes Antal. Drenge 20. Piger -
Læreres Antal 3

No. 13
Gader og No. Dito No. 24
Beskaffenhed. Real-Skole, dens Navn, Haabet, bestyres ved Block-Tuxen og Tikiøb
Elevernes Antal. Drenge 32. Piger -
Læreres Antal 7


382
No. 14
Gader og No. Store Kongensgade No. 66
Beskaffenhed. Garnisons Arbeids Anstalts-Skole. Justitsraad Pontoppidan Forstander
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 84
Læreres Antal 4

No. 15
Gader og No. Borgergaden No. 90
Beskaffenhed. Borger-Skole forestaaes af I. F. Tham
Elevernes Antal. Drenge 30. Piger 10
Læreres Antal 2

No. 16
Gader og No. Dito No. 92
Beskaffenhed. For Børn under 7 Aar, bestyres af Levinstoff
Elevernes Antal. Drenge 3. Piger 7
Læreres Antal 1

No. 17
Gader og No. Dito No. 95
Beskaffenhed. Fattigvæsenets Hielpeskole, forestaaes af Hr. Mangor
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 135
Læreres Antal 3

No. 18
Gader og No. Dito No. 149
Beskaffenhed. Søe-Etatens og Søe Qvæsthusets Pige-Skole. Specielt Tilsyn ved samme haves af Pastor Holm
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 100
Læreres Antal 2

No. 19
Gader og No. Dito No. 195
Beskaffenhed. Borger-Skole holdes af Canzel
Elevernes Antal. Drenge 20. Piger 2
Læreres Antal 1

No. 20
Gader og No. Adelgade No. 205
Beskaffenhed. Sye- og Læseskole forestaaes af Elise West
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 24
Læreres Antal 5

No. 21
Gader og No. Dito No. 211
Beskaffenhed. Borger-Skole forestaaes af Engelsen
Elevernes Antal. Drenge 40. Piger 25
Læreres Antal 9

No. 22
Gader og No. Adelgade No. 274
Beskaffenhed. Borger-Skole, Pastor Michelsen har specielt Tilsyn med samme
Elevernes Antal. Drenge 5. Piger 7
Læreres Antal 2


383

No. 23
Gader og No. Adelgade No. 277
Beskaffenhed. Borger-Skole forestaaes af Mad. West
Elevernes Antal. Drenge 25. Piger 15
Læreres Antal 1

No. 24
Gader og No. Dronningens Tvergade No. 334
Beskaffenhed. Borger-Skole forestaaes af Købke
Elevernes Antal. Drenge 40. Piger -
Læreres Antal 5

No. 25
Gader og No. Dito No. 337
Beskaffenhed. Borger-Skole af Aagaard
Elevernes Antal. Drenge 13. Piger 15
Læreres Antal 1

No. 26
Gader og No. Sølvgaden No. 414
Beskaffenhed. Det kongl. Institut for Døvstumme, Professor Castberg er Stiftelsens Forstander
Elevernes Antal. Drenge 10. Piger 9
Læreres Antal 5

No. 27
Gader og No. Dito No. 421
Beskaffenhed. Kasserneskolen, forestaaes af Directionen for Kasserneskolerne
Elevernes Antal. Drenge -. Piger -
Læreres Antal -

Rosenborg Qvarteer.

No. 28
Gader og No. Store Kiøbmagergade No. 6
Beskaffenhed. Trinitatis Kirkes Skole, Forstandere ere Professor N. Kall og Pastor Fallesen
Elevernes Antal. Drenge 56. Piger 44
Læreres Antal 3

No. 29
Gader og No. Klareboderne No. 8
Beskaffenhed. Døttre-Skolen, Directionen bestaaer af 2 af Elevernes Fædre, som vælges af Selskabet
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 64
Læreres Antal 10


384

No. 30
Gader og No. Myntergaden No. 43
Beskaffenhed. De 32 Mænds Skole, oprettet 1772, Frieskole for fattige Borgeres Børn
Elevernes Antal. Drenge 18. Piger 16
Læreres Antal 2

No. 31
Gader og No. Dito No. 55
Beskaffenhed. Gratist-Skolen oprettet af afdøde Pastor Saxtorph
Elevernes Antal. Drenge 30. Piger 60
Læreres Antal 4

No. 32
Gader og No. Gottersgaden No. 131
Beskaffenhed. Mad. Mørks Institut for Pigebørn
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 32
Læreres Antal 8

No. 33
Gader og No. Aabenraae No. 225
Beskaffenhed. Trinitatis Arbeidshusets Skole bestaaer af 2 Læse- og Skriver-Skoler og en Arbeids-Skole
Elevernes Antal. Drenge 45. Piger 70
Læreres Antal 3

Klædeboe Qvarteer.

No. 34
Gader og No. St. Kannikestræde No. 48
Beskaffenhed. Kiøbenhavns Cathedral Skole
Elevernes Antal. Drenge 92. Piger -
Læreres Antal 14

No. 35
Gader og No. Skidenstræde No. 50
Beskaffenhed. Real-Skole. Forestaaes af Nielsen
Elevernes Antal. Drenge 89. Piger -
Læreres Antal 5

No. 36
Gader og No. Dito No 52
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn ved Mad. Both
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 20
Læreres Antal 4

No. 37
Gader og No. Skidenstræde No. 58
Beskaffenhed. Institut ved Jfr. Hansen
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 14

Læreres Antal 2

No. 38
Gader og No. Dito 74
Beskaffenhed. Frue Kirke Skole, Læse-, Sye og Spindeskole
Elevernes Antal. Drenge 38. Piger 34
Læreres Antal 5


385

No. 39
Gader og No. Kronprindsensgade No. 40
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn ved Mad. Brandahl
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 20
Læreres Antal -

No. 40
Gader og No. Silkegade No. 48
Beskaffenhed. Institut for den jødiske Ungdom. Elementar Skole bestyres af Bing og Calisch
Elevernes Antal. Drenge 60. Piger 15
Læreres Antal 10

No. 41
Gader og No. Østergade No. 52
Beskaffenhed. Efterslægt-Selskabets Realskole. Underviisningen bestyres af en Commission, der bærer Navn af Underviisnings-Commissionen. Den bestaaer af Selskabets første Directeur og 4 Underviisnings-Commissarier
Elevernes Antal. Drenge 117. Piger -
Læreres Antal 20

No. 43
Gader og No. Dito No. 63
Beskaffenhed. Mad. Dietrichs Institut for Pigebørn
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 40
Læreres Antal 9

No. 43
Gader og No. Dito No. 65
Beskaffenhed. Det holsteenske Instit. forestaaes af Hammelef
Elevernes Antal. Drenge 30. Piger -
Læreres Antal 5

No. 44
Gader og No. Pilestræde No. 83
Beskaffenhed. Handels-Skole ved Josephsohn
Elevernes Antal. Drenge 17. Piger -
Læreres Antal 2

No. 45
Gader og No. Dito No. 96
Beskaffenhed. Borgerskole ved Müller
Elevernes Antal. Drenge 19. Piger -
Læreres Antal 2

No. 46
Gader og No. Dito No. 110
Beskaffenhed. Basedows Institut. Realskole
Elevernes Antal. Drenge 93. Piger -
Læreres Antal 15


386

No. 47
Gader og No. Pilestræde No. 121
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Kølbel
Elevernes Antal. Drenge 20. Piger -
Læreres Antal 1

No. 48
Gader og No. Myntergaden No. 132
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn forestaaes af Jfr. Quist
Elevernes Antal. Drenge 16. Piger -
Læreres Antal 2

No. 49
Gader og No. Gam. Myndt No. 157
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Lindegaard
Elevernes Antal. Drenge 48. Piger 9
Læreres Antal 2

No. 50
Gader og No. Didrich Badskiærs Gang 204
Beskaffenhed. Borgerskole ved Jfr. Berg og Petersen
Elevernes Antal. Drenge 7. Piger 16
Læreres Antal 2

No. 51
Gader og No. St. Grønnegade No. 254
Beskaffenhed. Borgerskole ved Müller
Elevernes Antal. Drenge 18. Piger 8
Læreres Antal 2

No. 52
Gader og No. Dito No. 288
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn ved Mad. Struck
Elevernes Antal. Drenge 25 [!, sandsynligvis sat i forkert kolonne]. Piger – [25]
Læreres Antal -

No. 53
Gader og No. Dito No. 291
Beskaffenhed. Borgerskole ved Mad. Fuch
Elevernes Antal. Drenge 5. Piger 5
Læreres Antal 1

No. 54
Gader og No. Gottersgade No. 348
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn ved Mad. Ekholt
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 50
Læreres Antal 9

Friemands Qvarteer.

No. 55
Gader og No. Gam. Amager Torv No. 6
Beskaffenhed. Handels-Institut bestyres af Boserup
Elevernes Antal. Drenge 81. Piger
Læreres Antal 10

No. 56
Gader og No. St. Kiøbmagergade No. 66
Beskaffenhed. Brendstrups og von Westens Institut. Realskole
Elevernes Antal. Drenge 144. Piger -
Læreres Antal 18

No. 57
Gader og No. Tugthuusporten No. 130
Beskaffenhed. Det Schouboeske Instit. forestaaes af Secrt. Schouboe. Lærd- og Realskole
Elevernes Antal. Drenge 150. Piger 44
Læreres Antal 26


387

No. 58
Gader og No. Kokkegaden No. 143
Beskaffenhed. Helliggeistes Kirkes Fattigskole
Elevernes Antal. Drenge 44. Piger 44
Læreres Antal 3

Wester Qvarteer

No. 59
Gader og No. Lavendelstræde No. 85
Beskaffenhed. Stald-Etatens Frieskole
Elevernes Antal. Drenge 19. Piger 11
Læreres Antal 2

No. 60
Gader og No. Farvergaden No. 128
Beskaffenhed. Et offentlig Institut, forestaaes af Lind
Elevernes Antal. Drenge 10. Piger 20
Læreres Antal 2

No. 61
Gader og No. Dito No. 144
Beskaffenhed. Den jødiske Frieskole, den bestyres af en Direction
Elevernes Antal. Drenge 59. Piger -
Læreres Antal 8

No. 62
Gader og No. Dito No. 145
Beskaffenhed. Underviisnings-Anstalt for Pigebørn, forestaaes af Mad. Linde
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 12
Læreres Antal 8

No. 63
Gader og No. Vandkunsten No. 146
Beskaffenhed. Underviisnings-Anstalt for Børn af den jødiske Menighed
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 25
Læreres Antal 2

No. 64
Gader og No. Stormgaden No. 202
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn under Bestyrelse af 2 Frøkener af Harboes Kloster
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 12
Læreres Antal 2

Nørre Qvarteer.

No. 65
Gader og No. Vestergade No. 9
Beskaffenhed. Instit. forestaaes af Jfr. Thiil
Elevernes Antal. Drenge 1. Piger 32
Læreres Antal 9

No. 66
Gader og No. Studiestræde No. 76
Beskaffenhed. Borger-Skole af Møller
Elevernes Antal. Drenge 19. Piger 7
Læreres Antal 2


388

No. 67
Gader og No. St. Petristræde No. 100
Beskaffenhed. St. Petri Kirkes Drenge-Skole
Elevernes Antal. Drenge 95. Piger -
Læreres Antal 2

No. 68
Gader og No. Dito No. 128
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Mad. August
Elevernes Antal. Drenge 11. Piger 9
Læreres Antal 2

No. 69
Gader og No. Dito No. 135
Beskaffenhed. St. Petri Kirkes tydske Pigeskole
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 44
Læreres Antal 2

No. 70
Gader og No. Dito No. 135
Beskaffenhed. Mad. Bramsens Institut sammesteds
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 21
Læreres Antal 4

No. 71
Gader og No. Lille Larsbiørnstræde No. 182
Beskaffenhed. Borger-Skole af Mad. Hansen
Elevernes Antal. Drenge 10. Piger 14
Læreres Antal 2

No. 72
Gader og No. Nørrevold No. 227
Beskaffenhed. Frue Kirkes Arbeids- og Læseskole, under Fattigvæsenets Bestyrelse
Elevernes Antal. Drenge 76. Piger 118
Læreres Antal 6

Snarrens Qvarteer.

No. 73
Gader og No. Magstræde No. 30
Beskaffenhed. Det søsterl. Velgiørenheds-Selskabskole. Skolens Direction bestaaer af Doctor Nissen, Pastor Clausen, samt 10 af Selskabets Velgiørerinder
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 31
Læreres Antal 2

No. 74
Gader og No. Compagnistræde No. 52
Beskaffenhed. Borgerskole, bestyres af Friis
Elevernes Antal. Drenge 8. Piger 22
Læreres Antal 4

No. 75
Gader og No. Broelæggerstræde No. 77
Beskaffenhed. Borger-Skole af Biørn
Elevernes Antal. Drenge 25. Piger 10
Læreres Antal 5


389

No. 76
Gader og No. Knabroestræde No. 114
Beskaffenhed. Borgerdydskolen oprettet Ao. 1786. Lærd og Real-Skole
Elevernes Antal. Drenge 128. Piger -
Læreres Antal 20

No. 77
Gader og No. Badstuestræde No. 132
Beskaffenhed. Borger-Skole bestyres af Arctander
Elevernes Antal. Drenge 21. Piger -
Læreres Antal 1

No. 78
Gader og No. Vimmelskaftet No. 138
Beskaffenhed. Borger-Skole af Høyer
Elevernes Antal. Drenge 34. Piger -
Læreres Antal 4

Øster Qvarteer

No. 79
Gader og No. Østergade No. 57
Beskaffenhed. Opdragelses-Institut for Pigebørn, ved Mad. Turettin
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 7
Læreres Antal 4

No. 80
Gader og No. L. Kongensgade No. 58
Beskaffenhed. Elementair-Skole ved Søemoed
Elevernes Antal. Drenge 25. Piger 23
Læreres Antal 1

No. 81
Gader og No. L. Kongensgade No. 83
Beskaffenhed. Borgerskole ved Jfr. Kietz
Elevernes Antal. Drenge 10. Piger 20
Læreres Antal 5

No. 82
Gader og No. Lille Kirkestræde No. 99
Beskaffenhed. Borgerskole ved Ruud
Elevernes Antal. Drenge 19. Piger 5
Læreres Antal 3

No. 83
Gader og No. Admiralgade No 102
Beskaffenhed. Nicolay Fattig-Skole, Læse- og Arbeids-Skole
Elevernes Antal. Drenge 80. Piger 80
Læreres Antal 7

No. 84
Gader og No. Viingaardstræde No. 129
Beskaffenhed. Instit. for Pigebørn, forestaaes af Mad. Borgesen
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 12
Læreres Antal 2

No. 85
Gader og No. Dito No. 137
Beskaffenhed. Borger-Skole af Eberhardt
Elevernes Antal. Drenge 50. Piger -
Læreres Antal 4

No. 86
Gader og No. Dito No. 146
Beskaffenhed. Nicolay Arbeids- og Læseskole under Fattigvæsenets Bestyrelse
Elevernes Antal. Drenge 102. Piger 98
Læreres Antal 8


390

No. 87
Gader og No. Dybensgade No. 182
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Petersen
Elevernes Antal. Drenge 30. Piger 6
Læreres Antal 3

No. 88
Gader og No. Laxegade No. 197
Beskaffenhed. Borger-Skole af Murole
Elevernes Antal. Drenge 10. Piger 26
Læreres Antal 8

No. 89
Gader og No. Dito No. 199
Beskaffenhed. Holmens Skole, Arbeids- og Læse-Skole
Elevernes Antal. Drenge 70. Piger 65
Læreres Antal 4

No. 90
Gader og No. Nellikegaden No. 202
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Gilsager
Elevernes Antal. Drenge 18. Piger 3
Læreres Antal 1

No. 91
Gader og No. Laxegaden No. 214
Beskaffenhed. Borger-Skole af Scharling
Elevernes Antal. Drenge 60. Piger -
Læreres Antal 6

Christianshavns Qvarteer

No. 92
Gader og No. Strandgaden No. 57
Beskaffenhed. Tydsk Borgerskole af Hansen
Elevernes Antal. Drenge 18. Piger -
Læreres Antal 1

No. 93
Gader og No. Lille Kongensgade No. 60
Beskaffenhed. Sønne-Skolen, Real-Skole, under Direction af 4 Medlemmer af Selskabet for Sønneskolen
Elevernes Antal. Drenge 16. Piger -
Læreres Antal 5

No. 94
Gader og No. Store Kongensgaden No. 95
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Doctor Sevel Block
Elevernes Antal. Drenge 4. Piger 12
Læreres Antal 6

No. 95
Gader og No. Dito No. 105
Beskaffenhed. Frederiks tydske Frie- og Arbeids-Skole
Elevernes Antal. Drenge 43. Piger 30
Læreres Antal 3

No. 96
Gader og No. Lille Torvegaden No. 109
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Mad. Østervig
Elevernes Antal. Drenge 5. Piger 12
Læreres Antal 1


391

No. 97

Gader og No. Lille Torvegaden No 112
Beskaffenhed. Institut for Pigebørn forestaaes af Mad. Raunkilde
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 24
Læreres Antal 2

No. 98
Gader og No. Dito No. 117
Beskaffenhed. Institut af Mad. Bernhard
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 12
Læreres Antal 3

No. 99
Gader og No. Dito No. 125
Beskaffenhed. Borger-Skle af Kølbel
Elevernes Antal. Drenge 36. Piger 6
Læreres Antal 3

No. 100
Gader og No. Overgaden neden Vandet No. 170
Beskaffenhed. Frederiks tydske Kirkes Skole
Elevernes Antal. Drenge 44. Piger -
Læreres Antal 2

No. 101
Gader og No. Dronningensgade No. 209
Beskaffenhed. Borgerskole forestaaes af Mad. Petersen
Elevernes Antal. Drenge 3. Piger 12
Læreres Antal 1

No. 102
Gader og No. Dito No. 232
Beskaffenhed. Borger-Skole af Jfr. Trugaard
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 6
Læreres Antal 1

No. 103
Gader og No. Dito No. 245
Beskaffenhed. Borger-Skole af Elisabeth Pegeloos
Elevernes Antal. Drenge 3. Piger 5
Læreres Antal 1

No. 104
Gader og No. Dito No. 261
Beskaffenhed. Frelseres Kirkes Frieskole
Elevernes Antal. Drenge 18. Piger 37
Læreres Antal 2

No. 105
Gader og No. Dito No. 264
Beskaffenhed. Borgerdyds Skolen, lærd og Real-Skole
Elevernes Antal. Drenge 30. Piger -
Læreres Antal 6

No. 106
Gader og No. St. Annagade No. 278
Beskaffenhed. Borgerskole ved Juntus
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 20
Læreres Antal 2

No. 107
Gader og No. Prindsensgade No. 292
Beskaffenhed. Frelseres Kirkes Sogns Pleie- og Arbeidsskole
Elevernes Antal. Drenge 91. Piger 118
Læreres Antal 7

No. 108
Gader og No. Dito No. 311
Beskaffenhed. Frelsers Kirkes Skole
Elevernes Antal. Drenge 50. Piger -
Læreres Antal 1

No. 109
Gader og No. Sophiegade No. 334
Beskaffenhed. Borgerskole ved Mad. Meierup
Elevernes Antal. Drenge 8. Piger 9
Læreres Antal 1


392

No. 110
Gader og No. Børnehuustorvet No. 361
Beskaffenhed. Døttre-Skolen. Til Directeurer vælges 7 af Selskabet for denne Skole
Elevernes Antal. Drenge -. Piger 35
Læreres Antal 3

Uden Porten.

No. 111
Gader og No. Store Ravnsborg uden for Nørre-Port No. 4 og 5
Beskaffenhed. Det Blaagaardske Skole-Lærer Seminariums-Skole, Elementar-Skole
Elevernes Antal. Drenge 44. Piger 4
Læreres Antal Seminaristerne af ældste Klasse, deres Tal er for Tiden 15

No. 112
Gader og No. Blegdamsveien No. 83
Beskaffenhed. Blegdamsskolen, Borgerskole
Elevernes Antal. Drenge 5. Piger 4
Læreres Antal 1

Tilsammen
Elevernes Antal. Drenge 3460. Piger 2443
Læreres Antal 521

Naar man hertil regner dem, som nyde offentlig militair Opdragelse, og dem, som nyde privat Underviisning i deres Forældres Huse og andre mindre Skoler, saa sees heraf, at der ikke fattes Leilighed i Kiøbenhavn for alle Stænder, til Underviisning i de forberedende Kundskaber, som kunde bidrage til at danne dem til duelige og arbeidsomme Medlemmer af Samfundet.


393

Offentlige Bogsamlinger ere upaatvivleligen en riig Kilde til Oplysning for alle dem, som, enhver i sit Fag, ønske at forøge deres Kundskaber. Ogsaa af disse findes i Kiøbenhavn en tilstrækkelig Mængde. Jeg nævner iblandt disse først det kongelige Bibliothek; noget nær den rigeste og sieldneste Skat, som Staden eier. Det er stiftet af tredie Frederik, men har først i de seenere Decennier, og ved Regieringens ædelmodige Omsorg for Videnskaberne, og en Deel private Bibliothekers Forening med samme, faaet en saa betydelig Tilvæxt, at det nu ansees for det tredie Bibliothek i Verden. Det indeholder nu 280000 Bind, som af dets faste aarlige Fond af 5000 Rdlr. bestandig forøges. Det staaer daglig aabent fra Kl. 10 til 12, ogsaa laanes imod bekiendte Mænds Beviser Bøger derfra. Alle Bogtrykkere i begge Kongeriger ere forbundne til at afgive et Exemplar af de i deres Officiner trykte skrifter til Bibliotheket. Universitets-Bibliotheket bestaaer omtrent af 80000 Bind, er aabent daglig fra 10 til 1, og staaer under en bestandig Bibliothek-Commission af Professorerne. Det Classenske Bibliothek indeholder en stor


394

og kostbar Samling af physiske, mathematiske, naturhistoriske og oeconomiske Skrifter, som 4 Dage om Ugen er til offentligt Brug. Ogsaa eier det kongelige chirurgiske Academie, ved en testamentarisk Donation af Justitsraad Kølpin og andre Gaver, en udsøgt og talrig Samling af lægevidenskaberlige Bøger, som ere bestemte til offentlig Nytte. Til Held for Videnskaberne undgik disse Bog-Samlinger den almindelige Ødelæggelse af Bombardementet i Aaret 1807, hvorved saa mange kostbare og tildeels uerstattelige Privat-Samlinger ere tilintetgiorte, da den største Deel af Universitetets Bygninger og Professorernes Boeliger bleve et Rov for Ilden. Dog findes endnu i Staden nogle betydelige Privat-Bogsamlinger, Læse-Selskaber, Klub-Bibliotheker, og de forhen omtalte Leie-Bibliotheker, saa at der i Kiøbenhavn vist ikke fattes Leilighed, til ved Læsning at erhverve sig udbredte Kundskaber i hvilket som helst Fag man maatte ønske.

Det vilde lede mig for langt fra mit egentlige Formaal her at omhandle vort ældgamle Kiøbenhavns Universitet, der blev stiftet i Aaret 1479 af første Christian, og som siden den Tid har un-


395

dergaaet mangehaande Forandringer og Reformer, hvoraf flere endnu kunne ventes, hvilket er saa meget mere vigtigt for det Almindelige, da Kiøbenhavns Universitet er det eneste i begge Kongeriger, og udgiør Kilden, hvoraf de fleste tilkommende kongelige Embedsmænd, uden for militair Etaterne, skulle drage de nødvendige Forkundskaber til deres tilkommende Stilling. Jeg forbeholder mig allene, naar Medicinalvæsenet i København omhandles, at anføre noget om den her herskende lægevidenskabelige Dannelse af de Studerende. Studenternes Tal beløber sig sædvanlig til 700, og neppe vil noget andet Sted findes, hvor iblandt dette Tal af Studerende hersker den Orden og den anstændige Sædelighed, som her, skiøndt i nærværende krigeriske Tider, Bellona vel kunde komme i Collision med Muserne, da Engellands forræderiske Anfald ogsaa ved denne Leilighed har opfordret de Studerende at bidrag til Statens Forsvar.

Jeg kan ikke forlade denne vigtige Gienstand om Ungdommens Opdragelse og Underviisning i Kiøbenhavn, uden endnu at tilføie nogle Ord om Kiønsdriftens for tidlige Opvækkelse og


396

Onanie, denne vor Tidsalders Pest, som har udbredt sig over en Deel af vor Jordklode, og som ogsaa i Kiøbenhavn ikke er ualmindelig. Jeg har herom anført noget i den første Deel af disse Betragtninger (pag. 545-554); og indskrænker mig her allene til at anføre nogle af de virksomste Midler til at vedligeholde den lykkelige Uvidenhed om Kiønsdriften, til den Tid, da Naturen, efter dens vise Indretning, selv fremkalder den. De Ulykkelige, hos hvilke denne Naturdrift, længe for den af Naturen bestemte Tid, er opvakt, som allerede i lang Tid have været hengivne til hyppig Onanie, og anden uordentlig Tilfredsstillelse af Kiønsdriften, og hos hvilke Livskraftens Indvirkning allerede, ved Vanens Herredømme, til Tab for Legemet og Siælen meest er henvendt til de Dele, som Naturen har bestemt til Artens Vedligeholdelse; disse Elendige ere sædvanligen uforbedrelige; de ere tabte for dem selv og Samfundet. Et svækket og sygeligt Legeme, Selv-Bebreidelser og Hypochondrie vil ikke sielden følge dem til Graven. Moral, Philosophie og Religion arbeide ofte forgiæves mod denne Dæmon, indtil de Furier, som ere dens Følger, have henre-


397

vet den Ulykkelige til uberegnelige Lidelser. Jeg selv har nogle Gange forgiæves henført en og anden af mine yngre Venner, som vare mig mistænkte for lignende Udsvævelser, til Smerternes og Kumrens Boeliger, Hospitalerne, og giort dem opmærksomme paa de Skrække-Billeder, der forefandtes; de bleve dybt rørte til Taarer, og faldt dog snart tilbage til deres forrige skadelige Vaner.

Det er en overmaade vigtig Gienstand for alle Forældre, Ungdommens Opdragere, og ethvert Individ, med den strængeste Omhyggelighed at afværge alt, hvad mod Naturens Orden kunde for tidlig opvække Kiønsdriften. Denne Omsorg strækker sig endog til spæde Børn. Ogsaa af egen Erfaring veed jeg, at af og til ufornuftige Ammer, Barnepiger og andre, af Uvidenhed have benytte dem af skadelige Konster for at beroelige Børnene, hvilket har lagt den første Grund af Onanie hos dem. Børnenes Diæt af begge Kiøn bør aldrig være for stærk nærende og pirrende, mindst om Aftenen; thi dette kunde foranledige dem til denne Last. Ogsaa vore Conditore ere med Hensyn hertil skadelige. Jeg selv har kiendt adskillige endog haabefulde Ynglinger, som ved Mis-


398

brug af Ægge-Sopgener, Liqueurer, Chocolade og andre pirrende Ting, i Forbindelse med slette Selskaber, ere blevne uigienkaldeligen, physisk og moralsk ulykkelige. En Omstændighed, som vist kræver Vedkommendes alvorligste Opmærksomhed. Børnenes for varme Beklædning, især varme og snævre Beenklæder, og Misbrug af bløde Fiær-Dyner, kunde ogsaa bidrage til Kiønsdrifternes for tidlige Udvikling. Legemlig Bevægelse og bestandig Beskiæftigelse, hvortil Naturen selv opfordrer, er upaatvivlelig det kraftigste Middel derimod. Ynglingen, som lægger sig træt til Sengs om Aftenen, og som bliver anholdt til at reise sig saa snart han bliver aarvaagen om Morgenen, vil neppe forfalde til slige Uordener. Erfaringen lærer ogsaa, at Onanien, som vel aldrig har været ukiendt iblandt Mennesker, dog især har udbredt sig, da den kielne, bløde Opdragelse, Lediggang og Vellevnet fordrev Legems-Øvelser, Arbeidsomhed, Tarvelighed og kolde Bade fra vores Samfunde. Ørkesløshed, den siddende Kloster-Opdragelse, slet indrettede Pensions-Anstalter og Skoler, under en skiødesløs Opsigt, uforsigtige Samtaler, usædelige Skrifter, utugtige Billeder,


399

men især Forførelse af andre, yngre og ældre, pleier at være Drivhusene for Onanie og en uordentlig Tilfredsstillelse af Kiønsdriften. En ophidset Phantasie, denne sædvanlige Følge af Ørkesløshed, maae af Ynglingen saavel som af Voxne aldrig henvendes til slibrige Gienstande, Indbildningskraften, den rene Kryderie af Livet, under Fornuftens Herredømme, er en Kilde til mange glade Timer og til mange ædle Handlinger, men, tøilesløs og misbrugt, kan den fremvirke uberegnelige Ulykker. Forældre og Ungdommens Opdragelse kan ved ufortrøden Opmærksomhed paa Ungdommen virke meget, saare meget til at afværge disse Ulykker; jeg henregner hertil ogsaa ubemærket Eftersyn af deres Klæder og Senge, og at ikke flere Børn sove sammen i en Seng.

Upaatvivlelig tage de Feil, og vælge en gandske stridende Fremgangsmaade, som troe at gavne Ungdommen ved at giøre dem tidlig bekiendt med Forskiællen af Kiønnet, og med Nytten og Hensigten af Kiønsdriften. Nysgerrighed og Opmærksomhed bliver da henvendt til denne Gienstand, hvortil Naturen endnu ikke har forsynet dem med Organ, men Begrebet derom vil vist


[401]

Tiende Afdeling

Omsorg for Kiøbenhavns Fattige.

Menneskenes Stilling i Samfundet maae nødvendig være meget forskiellig. Næringsveie, Anlæg, Evner, Sæder, Levemaade, tilfældig eller erhvervet Rigdom, forskyldt eller uforskyldt Fattigdom, Dyder og Lyder, frembyde i alle store Steder, saa og i Kiøbenhavn, saa mange Forandringer og Afvexlinger, at Menneskeforskeren finder deri en rig Stof til fine Betragtninger. Hvor Sædelighed og Dyd, Arbeidsomhed og Maadelighed er almindelig, hersker Velstand, Orden, Lykke og Sundhed, hvor de mangle, findes Uvirksomhed, Ødselhed, Forfængelighed, Vellyster, Enkeltes Rigdom, Mængdens Fattigdom, flere sygdomme og forøget Dødelighed. Almindelig Rigdom er for en Stat ligesaa farlig


402

og ligesaa fordærvelig, som almindelig og en høi Grad af Fattigdom. Uden Undtagelse hersker der den største Fordærvelse, hvor den største Armod, eller den største Overflødighed findes. Naar man raadfører sig med Verdens Historie, vil man finde det meget problematisk, hvilket maatte være meest skadeligt. Da under Staternes Omveltninger, Kiøbenhavn i en Deel Aar har været een af de første Handelssteder i Europa under Fredens Velsignelser, saa var det naturligt, at Rigdom maatte samles hos Enkelte, og, formedelst Næringsveienes Forøgelse, Velstand hos andre; desuagtet har, under denne lykkelige Stilling, Fattigdom ikke aftaget hos os. De Fattiges Tal, som trænge til Understøttelse, har derimod tiltaget, i Forhold til Velstandens Forøgelse. Vellevnet og Ødselhed, Usædelighed og Forfængelighed, især Misbrug af fremmede Produkter, har adsplittet for en Deel den forøgede Fortieneste, og Omkostningerne til de Fattiges Understøttelse forøgedes endog aarligen. Nu, da Hovedstaden og Staten er i en saa meget forandret Stilling; da Engellændernes forræderiske Overfald har forstyrret, eller brændt, en stor deel af vore Vaaninger,


403

bortstiaalet Statens Værn, den ganske Flaade, ranet endeel af vore Rigdomme, priisdømt vore Handels-skibe, indsluttet vor fordum saa lykkelige Øe, forstyrret vore Næringsveie, berøvet mange deres Forsørgere og deres Venner under Livets Gienvordigheder, og Priserne endog paa de første Livets Nødvendigheder saa meget ere forhøiede, maatte nødvendig under slige trykkende og sørgelige Omstændigheder den almindelige Trang endnu mere tiltage, og Kilderne til de Fattiges Forsorg blive endnu mere utilstrækkelige. Ogsaa den tiltagende Letsindighed, hvormed en Deel unge Mennesker indlade sig i ægteskabelige Forbindelser, uden bestemte Næringsveie eller Udsigt til at kunde ernære en Familie, bidrager meget hertil; de blive sædvanligen med deres Børn en Plante-skole for Fattigvæsenets Almisse-Lemmer.

 

Fattigvæsenet i Kiøbenhavn, denne for Hovedstaden saa høist vigtige Gienstand, har siden Aaret 1709 Tid efter anden undergaaet en Deel Forandringer. Hundrede Aars Erfaringer viste dets Utilstrækkelighed; det manglede enten i faste og billige Grundsætninger, eller i deres alvorlige og nøiagtige Anvendelse, og de Fattiges Til-


404

syn og Pleie vedblev at være i en manglende Tilstand. Endelig blev den 21 Julii 1799 efter en dertil udnævnt Commissions Forslag en Plan for Fattigvæsenet af Kongen anbefalet, som har givet denne vigtige Indretning sin nærværende Stiftelse. Denne ypperlige Anordning bestemmer Fattigvæsenets Øiemed og almindelige Bestemmelse, og anbefaler dets Bestyrelse, Fattigforsørgelsen i Almindelighed og Forsørgelsen ved Arbeide i Særdeleshed, Forsørgelsen ved Almisse og Almisse-Indretninger i Særdeleshed, Skolevæsenet for Fattige Børn, Syge-Pleien, de Fattiges Begravelser, Forseelser og Straffe, Politie og Rettergangs-Maaden i Fattigvæsenets Sager, Fattigvæsenets Indtægter og Indtægts-Kilder, Forbindelsen med andre Goddædigheds-Stiftelser, vedblivende Benaadninger, der ere Fattigvæsenet forbeholdte, og endelig Regnskabs-, Kasse-, og Revisions-Væsenet. Naar man med Nøiagtighed igiennemgaaer denne fortræffelige Anordning, saa finder man deri Idealet af et fuldkomment Fattigvæsen, som kunde sættes ved Siden af, om det ikke i enkelte Ting overgaaer, den med Rette saa berømte hamborgske Fattig-Anstalt, hvilken i en Række af Aar


405

har gavnet saa meget, at den med Grund kan ansees for den første Indretning af dette Slags i Europa; skiøndt ogsaa denne Stiftelse ved Tidernes ublide Indflydelse paa Handel, Næringsveie og Velstand skal nu være i en vaklende Stilling.

Vores nærværende Fattigvæsens Bestyrelse har nu staaet i 9 Aar; den har ved Bestyrernes utrættelige Omsorg og Anstrængelse fremvirket usigeligen meget Godt for det Offentlige. Industrie og Arbeidsomhed iblandt de Fattige er forøget. Armodens tunge Kaar er lettet ved at betale Arbeidet høiere, ved Almisse, ved natural Forflegning, ved Huuslye, ved Omsorg for Klæder og Reenlighed, ved Syge-Pleie i og uden for milde Stiftelser, og ved et i en høi Grad, saavel i physisk, som moralsk Henseende forbedret Skolevæsen. Betleriet er, under nærværende Omstændigheder, om ikke aldeles hævet, dog betydeligen formindsket, og det saavel organiserte Tvangshuus anholdt de Dovne, Usædelige og Uvillige, hvis Tal iblandt Kiøbenhavns Fattige ikke er ubetydeligt, med en velgiørende Strænghed til Orden og Virksomhed. Men Fattigvæsenets ædle og virksomme Bestyrere have i disse Aar at kiempe med


406

mangfoldige Vanskeligheder, som endnu ryste Fattigvæsenet i sine Grund-Piller.

De Fattiges Tal i Kiøbenhavn har i Forhold til Folkemængden paa en skrækkende Maade tiltaget. Det Antal af Fattige, hvis Forsørgelse siden Aaret 1799 er henlagt under Fattigvæsens Directionens Bestyrelse var i Aaret 1806, førend Krigens Udbrud, som følger:

1. De som forsørgedes i Byen i eller uden for Arbeidshusene:

 

Gamle

4561 Personer

Børn under 15 Aar

2280 Personer

af hvilke ere 646 Pleiebørn

 

2. De som forsørgedes i Stiftelser.

 

Gamle i Almindelig Hospital

625 Personer

- i Vartov

388 Personer

- i St. Hans Hospital

260 Personer

- i Abel Cathrines Stiftelse

24 Personer

- i Christians Pleiehuus

50 Personer

Børn i Opfostringshuset

130 Personer

 

8318 Personer

3. Foruden disse faste Almisselemmer forsørgedes der i Middeltallet aarligen med Syge-Pleie

 

- i Hospitalerne

372 Personer

- i Districterne

210 Personer

- ved Interims-Hielp

400 Personer

de Fattiges hele Tal vare da

9300 Personer


407

Mere end en 11te Deel af Stadens Beboere nyde følgelig offentlig Understøttelse, og det uagtet Jøderne selv med roesværdig Omsorg underholde deres Fattige. De Trængendes Tal i Kiøbenhavn er siden ved Bombardementet og Krigen endnu betydeligen forøget.

Til disse Fattiges Underholdning og Understøttelse blev i aaret 1799 af Magistraten afgivet til den nuværende Fattigvæsens Direction, en Capital af 704,789 Rd. Foruden de Fonds, som udgiøre de milde Stiftelsers private Eiendomme, som ere henlagte og forbundne med Fattigvæsenet. Desuden eier det mange og meget betydelige Indtægtskilder, som Regieringens milde Bidrag og Gaver, samt privat Velgiørenhed har aabnet for Stadens Fattige. Man finder disse Indtægtskilder samlede i det, af vores, for Stadens Fattigvæsen, saa fortiente Assessor Bærens (som selv er Medlem af Fattig-Directionen) udgivne Tidsskrift Penia, hvoraf ogsaa de her anførte Beregninger om Fattigvæsenets Tilstand ere uddragne. Uagtet disse Indtægter upaatvivleligen med den nøiagtigste Orden, og den mueligste Sparsomhed til deres Bestemmelse blive anvendte, synes de dog til Hensigtens fuldkomne Opnaaelse ikke tilstrækkelige. Følgende Udsigt over Fattigvæsenets Indtægter og Udgifter fra 1 Julii 1801 til 1 Julii 1802, som af det kongelige Rentekammer ere reviderede, tiener til Beviis herpaa:


408

Indtægt.

 

Rigsdaler.

Almindelige Indtægter af Fattigvæsenet

103,607

for Almindelig Hospital

7,391

- St. Hans Hospital

10,009

- Opfostrings-Huset

12,353

- Vartov Hospital

12,854

- Abel Cathrines Boder

1,630

- det militaire Depot

1,320

- Tvangshuset

610

- Frue Arbejds-Anstalt og Skole

645

- Nikolai

970

- Helliggeistes

370

- Trinitatis

112

- Garnisons

1,524

- Frelseres

821

- Holmens

68

- Bredgades Pige-Skole

500

- Bredgades Drenge-Skole

89

Forflegnings-Fondet, for indsendte Levnets-Midler

17,764

Fattigvæsenets Indtægter

172,637

 

I dette Aar var der en Under-Balance af 65,157 Rdlr.; og dette paa en Tid, da Staden var endnu i roelig Besiddelse af Fredens Velsignelser, og da en udbredt Handels Fyldhorn rigeligen udgiød glædelige og sørgelige Følger over Stadens Beboere, da nu derimod Trang, Mangel og Fattigdom findes saa meget forøget. Fattigvæsenets aarlige Indtægter og Udgivter kunde ellers efter tilfældige mødende Omstændigheder være forskiellige.


409

Udgivt.

 

Rigsdaler.

Almindelige Udgivter for Almisser, Lønninger, Syge-Pleie, Skoler m. v.

91,902

for Almindelig Hospital

46,350

- St. Hans Hospital

27,795

- Opfostrings-Huset

10,987

- Vartov Hospital

16,559

- Abel Cathrines Boder

1,631

- det militaire Depot

1,851

- Tvangshuset

7,060

- Frue Arbejds-Anstalt og Skole

1,968

- Nikolai

2,046

- Helliggeistes

795

- Trinitatis

1,807

- Garnisons

3,673

- Frelseres

3,680

- Holmens

393

- Bredgades Drenge-Skole

772

- Bredgades Pige-Skole

663

Forflegnings-Fondet

17,882

Fattigvæsenets Udgivter

237,794

 

Ifølge de Efterretninger jeg skylder Hr. Assessor Bærens, var fra Iste Julii 1802 til 31te December 1803 Fattig-Væsenets Under-Balance 111,939 Rdlr. for Aaret 1804 76,089 Rdlr.


410

I Kongerigets Hovedstad, som tillige har ført en meget udbredt Handel, er Fattigvæsenet meget mere bekosteligt og mere vanskeligt i Udførelsen, end det kan være Tilfældet i mange andre store Steder. Fattig-Anstalten i Hamborg, som tog sin Begyndelse i Aaret 1788, sørgede i Begyndelsen for omtrent 4000 Familier, som bestod af 7391 Mennesker, nemlig 5166 Voxne og 2225 Børn, hvilket Tal i 10 Aar var siunket til 2078 Individer; meest Gamle og Affældige. Fattigvæsenet i Kiøbenhavn begyndte med et langt større Tal, og seenere ublide Tider har forøget dette. Her strømme mange Mennesker sammen, ikke alene fra Statens forskiellige Provindser, men ogsaa fra fremmede Lande, for at søge Næringsveie, Befordring, Handels-Fordele, for at nytte de her værende Underviisnings-Anstalter, eller for at indflye til vore milde Stiftelser. Den kongelige approberede Plan for Fattigvæsenet lyder: ”at alle Fattige, som have opholdt sig i Kiøbenhavn, dets Forstæder iberegnede, i fulde 3 Aar efter hinanden, henhøre til denne Stads Fattigvæsen, og have Adgang til dets Forsorg; men de, som i en kortere Tid der have opholdt sig, ere


411

at anse som udenbyes Fattige, der andensteds bør forsørges.” Denne Anordning er altsaa at anvende paa dem, som nyde bestandig vedvarende Almisse, derimod med Hensyn til dem, som trænge til hastig Hielp, hvorom den nødvendige sikkre Underretning mangler, eller hos dem, hvis Befordring til deres egentlige Hiemstavn vil være lige saa bekostelig, som den Understøttelse, de paa en kort Tid kunde nyde, synes den mindre at være anvendelig; ogsaa vilde det være vanskeligt, at nægte syge, trængende, ulykkelige og forladte Mennesker, den muelige øieblikkelige Hielp, hvortil de ere trængende. I Aaret 1807 understøttedes, uden for de milde Stiftelser i Stadens 12 Fattig-Districter:

af civile eller borgerlige

5447

af Søe militair Etaten

1454

af Land militair Etaten

725

Tilsammen

7627

 

som bestoed af 929 Mand, 3687 Qvinder og 3010 Børn.

I Stadens milde Stiftelser under Fattig-Væsenet forsørgedes:

I Vartov Hospital

385

i Almindelig Hospital

689

i Abel Cathrines Hospital

23

i St. Hans Hospital

255

i alt

1352


412

Af disse 8978 Fattige som forsørgedes, hvis Tal i 1808 er forøget til 9158, hiemmehørte:

I Kiøbenhavn

3793

i Siælland

1947

i Fyen

296

i Lolland og Langeland

95

paa Falster

32

i Jylland

978

i Hertugdømmerne

341

i Norge

403

i Sverrig

507

i Tydskland og andre Lande

586

Tilsammen

8978

 

Kiøbenhavns Fattigvæsen har ved Stadens Beleiring og Bombardementet lidt meget betydeligt. St. Hans Hospital, dette for Afsindige, Vanvittige, Veneriske og med Legems Bræk beladte samt affældige Almisse-Lemmer bestemte Sygehuus, har tabt Stiftelsens hele betydelige Inventarium, hvis Værd anslaaes til omtrent 25000 Rdlr. Fattigvæsenets Hoved-Bygninger, Tvangs- og Arbejdshuset, som ved ethvert vel organiseret Fattigvæsen desværre er uundgaaelig nødvendig, Politie-Arresten, det hele Forraad af raae og forarbeidede Materialer, Ar-


413

beids-Indretningen, Rensnings-Anstalten, Bogholderens og Casserens Kontor m.v. blev et Rov for Flammen og Ødelæggelsen. Fattigvæsenets Tab herved anslaaes til omtrent 40000 Rdlr., foruden det, som Savnet af disse velgiørende Indretninger vil fremvirke. Det almindelige Hospital, Frue Arbeidshuus og andre Indretninger for de Fattige har lidt mindre betydeligt. Adskillige af Fattigvæsenets betydeligste Indkomster, især de, som ere grundede paa offentlig Velgiørenhed, ere ikke og kunde ikke nær være det, de vare tilforn. Beboernes sædvanlige Velgiørenhed er tildeels henvendt til andre vigtige Gienstande, til patriotiske Bidrag til Flaadens Gien-Opretning, til de qvæstede Krigere og de Faldnes Efterladte, til de Brandlidte og Huusvilde m.v. Alle Fornødenheder til de Fattiges Understøttelse ere stegne til meget forhøiede Priser. Omtrent 7000 Mennesker bleve i Bombardementets Skrække-Dage huusvilde og tildeels berøvede alt hvad de eiede. For den Commission, som var anordnet til at afhielpe de Brandlidtes første Trang, meldte sig i de første Dage efter Ildebranden:


414

2

Familier med

8 Børn

5

Familier med

7

17

Familier med

6

50

Familier med

5

113

Familier med

4

184

Familier med

3

319

Familier med

2

379

Familier med

1 Barn

 

som bestode af 2138 voxne Mennesker og 2424 Børn, tilsammen 4562 trængende Individer; og hvor mange meest beklagelige Familier fandtes ikke, som heller vilde underkaste sig en trykkende Mangel end at indflye til offentlig Velgiørenhed, hvorved dog kun en liden Deel af deres Trang kunde afhielpes.

Fattigvæsenet sørger for de Fattige og Trængende ved Almisse, som nok er den mindst fordeelagtige Maade at lette de Fattiges Kaar, da Orden og Tarvelighed ikke synes at henhøre til deres Characteristik; ved Natural-Forflegning og Spisesedler; ved at forsyne dem med Arbeide og ved at betale dem saaledes, at det tillige kunde ansees som Belønning for Flittighed; ved at forsyne dem med Materialier, Hielpemidler og med Redskaber til at forædle dem; ved at sørge for deres


415

Huuslye, hvortil fra 1800 til 1807 alene af Fattigvæsenet er anvendt 145,058 Rdlr., ved at sørge for de Fattiges Klæder og Reenlighed, for deres Syge-Pleie, og endeligen for fattige Børns Opdragelse. Ved Tvangshuset og det dertil henhørende, har Fattigvæsenet lidt et næsten uerstatteligt Tab. Vel blive Betlere og uordentlige Almisse-Lemmer, efter foregaaende Undersøgelse af Fattigvæsenets Polite-Ret, nu afgivne til vores saa kaldte Forbedrings-Huus; men Orden og Sammenhæng er derved iblandt Almisse-Lemmerne forstyrret, og, som en Følge deraf, Fattigvæsenets Udgivter forøgede. Store Summer ville vist medgaae, førend det forrige ypperlige Tvangshuus kan igien sættes i den forrige Orden.

Da St. Hans Hospitals hele betydelige Inventarium af Engellænderne var plyndret, og en Deel af dets Bygninger forstyrret, Kongen har befalet: at dette Sted, efter dets oprindelige Bestemmelse, igien til Stadens Defension skulde anvendes, og Hospitalet til et andet Sted henlægges, vil dette ogsaa foraarsage mange og betydelige Udgifter for Fattigvæsenet. Heldigt var det under disse uhældige Omstændigheder, at den nye Byg


416

ning for Afsindige, som var bestemt at opføres, og som efter nærværende Priser vilde have medtaget 180,000 Rdlr. ikke var opbygget. Planen dertil var af hans Majestæt bifaldet, Plads var bleven kiøbt dertil, Underretning om de fleste og bedste udenlandske Indretninger iværksatte. Arbeidet ville nu have været forgiæves, og de Midler have været optagne, som nu kunne anvendes.

St. Hans Hospital indbefatter nu 73 Afsindige og Vanvittige, 274 Affældige og med ulægelige Sygdomme beladte Almisselemmer, og 174 Veneriske. Den virksomme specielle Direction for denne Stiftelse har længe indseet, at Sammenblandingen af saa meget forskiellige Classer af Mennesker i een Bygning var upassende og uhensigtsmæssig. Derfor skulde den nye nye Bygning for Afsindige have været opført. Ligesaa vigtigt er det at fraskille de veneriske, disse endnu mere ulykkelige Syge, fra Almisse-Lemmerne og andre syge. Dette Ønske bliver nu opnaaet, da Fattigvæsenet har tilkiøbt sig en til det almindelige Hospital grænsende Gaard til denne Hensigts Op


417

naaelse. Til de Afsindige og et forøget Tal af Almisselemmer har Directionen efter nøieste Overlæg foreslaaet, og er bleven af Kongen bemyndiget til, at kiøbe Jordgodset Bistrupgaard, som ligger i Roeskilde Amt, 4 ½ Miil fra Hovedstaden, der bestaaer af Hartkorn, frie Hovedgaards Taxt, Ager og Eng 54 Tønder, 4 Skiepper, 3 Fierdingkar, og har en god sund Beliggenhed, for 100,000 Rdlr. og en aarlig Afgivt til Staten af 1000 Rdlr., saa at Renterne svare til Capital af 125,000 Rdlr. Grunden for, og de forventende Fordele for Fattigvæsenet af denne Kiøbslutning, er af den specielle Direction for St. Hans Hospital offentlig bekiendtgjort *). Man seer af denne Indberetning, at det er Fattig-Directionens Hensigt, ikke alene at indrette paa Bidstrup en beqvem Leilighed for afsindige og Vanvittige i de Bygninger der findes, eller siden maatte opføres; men ogsaa at kunne anlægge en Fattig-Colonie uden for Staden, hvor baade

*) Beretning om St. Hans Hospitals og Claudi Rosettes Stiftelses Forflytning til Bidstrup Gaard. Kiøbenhavn 1808.


418

Huusleilighed og Forflegning kunde være mindre kostbar, end i den ved Ildebrand og andre Uheld trykkede Hovedstad, og hvorhen man da fra Fattigvæsenets Side kunde ikke alene henlægge gandske afkræftede Almisselemmer, men ogsaa henvise til Boepæl og Arbeide nogle saadanne arbeidsføre Fattige, som enten ikke, eller ikke tilstrækkeligen kunde finde Arbeide og Næring her i Staden. Enhver Stadens, Fædrenelandets og Menneske-Ven kan ikke andet end ønske, at den ædle Directions velgiørende Hensigter i fuldeste Maal maatte opnaaes, Arbeidsomhed og Sædelighed befordres, de Vanskeligheder overvindes, som, i en Indretning af den Omfang og Rigtighed, i en saa betydelig Afstand fra Hoved-Directionen, maatte møde, og endelig at Fattigvæsenets tiltagende Udgivter, som længe have været uforholdsmæssige til dets nærværende Indtægter, derved maatte formindskes.

Det var en særdeles heldig Omstændighed, at Kiøbenhavnernes testamentariske Godgiørenhed siden den Tid, at Omsorg for Stadens Fattige i Aaret 1799 er overdraget til den nærværende Bestyrelse, har forøget Fattigvæsenets Fond med


419

meget betydelige Legater, som deels allerede ere, deels kunne ventes afleverede. Følgende Liste viser det:

Testamenteret og afleveret.

 

Rigsdaler.

Efter Etatsraad Dahlgaards Testamente

25,000

- Etatsraad Nielsens

2,000

- Madame Rosenbergs

700

- Brand-Major Platzes

500

- Kiøbmand Sørensens

5,000

- Skibs-Capitain Kiølsens

1,300

- Klokker Haabers

5,619

- General og Deputeret Schultz’s

500

- Urtekræmmer Schous

2,000

- Brygger Lunds

1,000

- Glarmester Jensens

500

- Conferensraad Rehders

100

- Dorthe Kiærs

200

- Etatsraad Mahlings

1,500

- Controlleur Stemans

50

- Tobaksfabrikør Rosselins

10,252

- Supercargo Ruchs

123,287

- Grosserer Brochs

88,506

- Gartner Pflygers

4,190

- Justitsraad Prihns

4,000

 

276,204

 


420

Testamenteret men ei endnu afleveret.

 

Rigsdaler.

Efter Justitsraad Preens Testamente

11,000

- Sukker-Raffinadør Ladiges

600,000

- Brygger Møllers

25,000

- Grosserer Schovs

10,500

Tilsammen

922,704

 

Disse betydelige Legater skylder man det, at, uagtet Fattig-Væsenets betydelige og tiltagende Udgivter, dog det oprindelige Fond, som i Aaret 1799 af Magistraten er overleveret til den nærværende Fattig-Direction, af 704,789 Rdlr. nu findes meget betydeligen forøget. Desuagtet synes den oeconomiske Stilling af Kiøbenhavns Fattigvæsen aldeles ikke at være beroeligende. Ingen tilstrækkelig og sikker Omsorg for de Fattige, i en saa folkerig Stad som Kiøbenhavn, kan finde Sted, uden betydelige Capitaler, tilstrækkelige og sikkre aarlige Indkomster, og formuende Medborgeres Bidrag, som have Evne og Villie til at understøtte deres ulykkelige og trængende Medbrødre, saaledes at de nødvendige aarlige Udgivter med Orden og Sparsomhed derved kunde bestrides. De Uheld, som ere overgaaede Hovedsta-


421

den, Krigens uundgaaelige Besværligheder, Næringsveienes Formindskelse, Handelens Standsning, Nødvendighedernes forhøiede Priser, og det under disse Omstændigheder saa betydeligen forøgede Tal af Trængende og Fattige, giør den tilbørlige Omsorg for dem særdeles vanskelig og byrdefuld, saa meget mere som Kiøbenhavnernes sædvanlige Godgiørenhed nu er henvendt til saa mange andre Gienstande, som ikke staae i umiddelbar Forbindelse med Fattigvæsenet. Enhver, som nøie kiender Hovedstadens nuværende Stilling, veed: at mange store Legater til Fattigvæsenet i en rum Tid ikke kan ventes, og at de mindre ville være utilstrækkelige. Desuden ere den Deel af de til Fattigvæsenet testamenterede Legater af Giverne bestemte til særdeles Brug, og hverken bør eller kunne af Bestyrelsen anderledes anvendes, endog til de Gienstande, hvor den største Trang maatte findes.

Enhver lignende Indretning kan paa enkelte Tider ved tilfældige Omstændigheder have overordentlige Udgivter, men, naar disse ikke snart kunde tilbagevindes, eller, naar Udgivterne overstige bestandig Indtægterne, maae hele Indretningen synke, eller dog den nødvendige Understøt-


422

telse af saa mange Ulykkelige, efter de i Planen for Fattigvæsenet antagne ædle menneskekiærlige Grundsætninger, indskrænkes. Dette maae saa meget vissere være Tilfældet ved en Indretning, som har den Omfang som Kiøbenhavns Fattigvæsen; som har et Personale af over 9000 Mennesker, 3 store Hospitaler, et Opfostringshuus, 8 Arbeids-Anstalter, 9 Skoler, et Tvangshuus med Tilbehør, Bygninger og Inventarium af 550,000 Rdlr. Værd, en Capital af 800,000 Rdlr; aarlige Indtægter af 167,868 Rdlr. og derimod en Udgivt af 226,848 rdlr.; omtrent 130 Forstandere til Medhielp i Bestyrelsen*), og henimod 230 Over- og Underbetientere; naar slig en Indretning er i aarlig Underbalance, rystes den i sine Grundpiller; naar ikke en sikker og stadig Ligevægt imellem Indtægter og Udgivter kan tilveiebringes, vil den vigtige Grundsætning at forsørge hver Fattig med det Nødtørftige, og saa meget muelig at forekomme Forarmelse, ikke kunne opnaaes; Uordener og Mangler ville igien indsnige sig, og den ædle, skiønne, ærefulde Byg-

*)Hamborg har ved et langt mindre Antal af Fattige 180.


423

ning vil synke under sine Ruiner. Enhver Menneske og Stadens Ven, kan ikke andet end ønske, at der snart maatte aabnes nye Kilder for Fattigvæsenets Indkomster, eller at det Manglende aarligen ved en rigtig ordnet Fattig-Stat, som Retfærdighed og Lovene hiemle, maatte tilveiebringes, som kunde sikkre vores ypperlige Fattigvæsens Tilværelse for Fremtiden, og læge de gamle dybe Saar, som Tidernes Gang have frembragt, førend de maatte blive ulægelige. Ethvert godt Menneske yder gierne efter sin Evne til de Fattige; det begriber Fordelene af et vel indrettet Fattigvæsen, og har billig Tillid til dets Bestyrere; den, som ikke giør det, burde offentlig beskiemmes og tvinges at bidrage efter hans Stilling dertil. Jøderne, iblandt os, forsørge deres talrige Fattige alene ved Fattig-Skat paa de velhavende, og aldrig sees nogen Betler imellem dem.

Publicitet er ved alle de Indretninger, som kræve offentlig Understøttelse, en kraftig Drivefiæder til at opvække Velgiørenhed; den kongelige approberede Plan for Kiøbenhavns Fattigvæsen paalægger derfor Directionen som Pligt, ”aarligen at bekiendtgiøre ved Trykken en omstændelig


424

”Balance af Fattigvæsenets Indtægter og Udgivter, og ved denne samt andre vigtige og gavnlige Oplysninger fra Tid til anden, at underrette alle og enhver om Fattigvæsenets Tilstand og om Bivirkningerne, som i dets forskiellige Grene under den nye Bestyrelse ere sporede”. Mange vilde derved underrettes om Fattigvæsenets Trang, om den bekiendte Orden, Sparsomhed og Forsigtighed, hvormed Bestyrelsen skeer, om de usædvanlige Udgivter og tilfældige Omstændigheder, som ere indløbne; og mange ville derved opmuntres til efter deres Evner at bidrage til en saa velgiørende og udmærket Indretning, hvortil Kiøbenhavn og Staten i en saa høi Grad er trængende.

Publicitet har ogsaa i en lang Række af Aar været een af Hoved-Støtterne for Fattigvæsenet i Hamborg, som endnu er det første i Europa, skiøndt ogsaa denne Stads betydelige Uheld nødvendigen har maattet meget svække dets Kræfter og Virksomhed. En god og vel ordnet Fattig-Bestyrelse er i en høi Grad agtværdig. Jeg veed ingen Stilling i Livet at nævne, som saa meget fortiener offentlig Taknemlighed og Erkiendtlighed end den, at være betroet Omsorg for de

 


425

Fattige; men sandeligen ikke alle ere dette svære og byrdefulde Kald voxne. Dertil hører en særegen Lidenskab for dette Fag, en høi Grad af Menneske-Kundskab og Erfaring, nøiagtig Indsigt i Stadens physiske og moralske Forfatning, i den oeconomiske og statistiske Stilling, alvorlig Strænghed forbunden med et ømt følende Hierte, Blidhed i Omgang, klog Sparsomhed, stræng Orden, utrættelig Taalmodighed, urokkelig Standhaftighed, som ved mødende Vanskeligheder ikke svækkes, den strængeste Retskaffenhed, kort, en Mand, som vor ædle Ove Malling, der ved sit udmærkede Talent, og ved sit anstængende Arbeide i de mangfoldige ham anbetroede offentlige Forretninger, fortiener en saa høi Rang blandt sine Medborgere. Den første Bestyrelse af Kiøbenhavns Fattigvæsen synes at kunde trænge til en udmærket Mands eneste og udeelte Virksomhed. Faae Mennesker have den Gave, med usvækket Iver at fremgaae paa en Bane, som frembyder iblandt saa mange førlige Gienstande ikkun faae glade Udsigter. Vor ærværdige Olding Vendt siger: Aarsagen til Fattigvæsenets Forfald er fornemmelig den Lunkenhed, som Mennesket er saa genegen til i alle


426

Foretagender af nogen Vedvarenhed; som endog de bedste blandt dem ikke kunne sige sig gandske frie for; og som med Tiden indsniger sig i alle, endog de fortræffeligste Indretninger, naar ikke bestandige Opmuntringer og det nøieste Opsyn opholde deres Iver som Udøvelsen er betroet til.

Jødernes Fattig-Pleie i Kiøbenhavn.

Førend jeg forlader denne Gienstand, tilføies en kort Beskrivelse om Maaden, hvorpaa den jødiske Menighed her i Staden forsørger dens Fattige, som jeg troer at være mindre bekiendt hos os. Jødernes Tal beløber sig i et Middeltal til 1900 Mennesker, og de Fattiges Tal iblandt dem synes i Forhold endnu at overstige Antallet af de Fattige iblandt Kristne. Jøderne savne et, paa rigtige Grundsætninger bygget og ordnet, Fattigvæsen; de eie nesten ingen Capitaler dertil, dog forsørges deres Fattig allene ved Menighedens ædle og roesværdige Velgiørenhed, saaledes at ingen høi Grad af Trang iblandt dem findes, og at Betlerie aldrig finder Sted imellem dem. Jeg skylder denne Efterretning Hr. Nathansen, som er en af Me-


427

nighedens agtværdigste og meest oplyste Medlemmer.

De Fattiges Antal i den herværende jødiske Menighed er ubestemt. Grunden dertil ligger i deres hidtil ubestemte og usikkre Næringsveie, saa at det meget ofte er Tilfælde, at den, der er Fattig i en Uge, kan i en anden fortiene sig saa meget, at han ei behøver Understøttelse. Imidlertid vides af Fattig-Forstandernes Bøger, at der gives Almisse eller Understøttelse til henimod 110 Familier, hvoriblandt 30 Enker.

Man har en Regel iblandt Jøderne, at den, der melder sig som Trængende, ansees som sadan uden videre Undersøgelse. Denne Grundsætning synes at have forøget de Fattiges Antal, og er i det hele meget skadelig. Den overordentlige, næsten til Svaghed, grændsende Gavmildhed, foraarsager Ødselhed og andre Uordener. Den jødiske Menighed mangler altsaa et ordentligt, vel organiseret og hensigtsmæssigt Fattigvæsen, og da først kan der nøie bestemmes, hvem der er virkelig Fattig eller ikke. Imidlertid vil man ei finde det forhen anført store Antal Trængende uforholdsmæssigt, da Menigheden bestaaer i alt


428

af 360 Famlier, naar man tager Hensyn til, at den Fattige indtil for 6 eller 8 Aar, blot har ernæret sig ved en usikker Handel; nu derimod er der truffen de fortræffeligste Foranstaltninger i Menigheden, for at afhielpe dette Onde; Selskabet for den jødiske Ungdoms Anbringelse til Konster og Haandværker, har allerede virket meget, der tælles allene 70 til 80 Haandværkere, som ere de Fattiges Børn; saa og endeel Haandværkere af den formuende Classe, Fabrikantere og nogle Studerende. Den for 3 Aar siden oprettede jødiske Frieskole (see Collegial-Tidende for 1808) er af uafseelig Nytte. Af denne Skole bliver ingen dimitteret, forinden han bestemmes til et Haandværk, ordentlig Handel eller Studering, man tør altsaa nære det grundede Haab om, at de Fattiges Antal inden 10 eller 15 Aar vil betydeligen – ja meget betydeligen – formindskes.

Da Menigheden ikke har noget regelmæssig Fattigvæsen, saa bliver Pengene til de Fattiges Understøttelse tilveiebragt ved private Stiftelser og Collecter; dog har Menighedens saakaldte Hoved-Casse en aarlig Udgift af henimod 2500


429

Rdlr. til de Fattiges Understøttelse, saasom Syges Pleie, Huusleie, Begravelses Bekostninger med mere. Disse 2500 Rdlr., tilligemed Menighedens øvrige Udgifter, saasom Embedsmænds Lønning o. s. v. blive ifølge kongelig Befaling af 15 August 1806 deelte paa de Velhavende Medlemmer i Menigheden. I Følge heraf blev en Ligning forfattet og den 25 Maji 1807 approberet, hvorefter Medlemmerne have at bidraget fra 4 til 100 Rdlr. aarligen.

De anførte Selskaber og Collecter ere følgende:

1) Selskab til en jødisk Friskoles Underholdning (aarlige frievillige Bidrag hertil beløber sig til 1600 Rdlr.)

2) Brænde-Selskab. Derved faaer om Vinteren enhver fattig Familie ½ til 1 Favn Brænde, (aarlig Bidrag beløber sig til 1000 Rdlr.)

 

3) Brød-Selskab. Den Fattige faaer derved om Vinteren Rugbrød for 1 Mk. pr. 8 Pd. Brød, og 3 Mk. pr. Skieppe Rugmeel. Til at opreise den Skade, som dette Salg medfører, bidrager Selskabets Medlemmer en vis aarlig Summa, som ikke er bestemt; dog har Sel-


430

skabet havt Aaringer, da Bidragene beløb sig paa 5 til 600. Vor allernaadigste Regiering har ellers lagt den første Grund til dette Selskab, ved at overlade samme i Aaret 1800 og 1805, et Qvantum Rug for en meget nedsat Priis.

4) Kiød-Selskab. Derved faaer den Fattige til Høitiderne endeel Kiød frit.

5) Brudegave-Selskab, derved udstyres aarligen nogle fattige Piger, (som dog ei faae mere end 200 Rdlr.).

Alle disse Selskaber have ogsaa endeel Legater, dog ikke af Betydenhed.

Foruden de anførte Stiftelser, tælles ogsaa i Menigheden 20 Selskaber, dre understøtte ligesaa mange fattige Enker. Slige Selskaber danner sig selv ved Subscription saasnart en bliver Enke; enhver fattig og gammel Enke har altsaa et Selskab for sig selv; denne Understøttelse beroer paa Enkens Bekiendtskab og Yndest – man kan antage 1 til 4 Rdlr. ugentlig.

Hvad ellers Almisse i Almindelighed angaaer, da uddeles denne paa forskiellige Maader og til forskiellelige Tider. Den Fattige henter saadanne


431

selv, enten hver Maaneds Dag, eller og hvert Halvaar; den Fattige kan saaledes giøre Regning paa 8 til 12 Sk. maanedlig Understøttelse af enhver velhavende Famlie. Huusarme bliver den tilsendt.

Saa sendes og Almisser omkring ved overordentlige Hændelser, ved Glædens eller Sorgens Dage, saasom Brylupper og Begravelse; det hvad der saaledes ved slige overordentlige Leiligheder bortgives, er ikke ubetydelig.

Hvad der især maae siges til Jødernes Roes, i Henseende til deres Fattiges Forsørgelse, er den hurtige Hielp; man betænker sig aldrig; er der en Famlie, som pludseligen er kommen i den Forfatning, at den behøver Understøttelse, strax vælges 1 eller 2 af Menigheden, som foranstalter en Collect, hvorved der samles 50 til 100 Rdlr., ja ogsaa stundom meget mere. Saaledes forhindres meget ofte mange brave Famliers Undergang og Ødelæggelse. En fattig, men agtet Mand, har nyeligen paa denne Maade, under hans Sygdom faaet den betydlige Understøttelse af 10 Rdlr. ugentlig.


432

Fangerne i Kiøbenhavn.

Mere ulykkelige end Fattige og Trængende ere Fangerne, som for udøvede Forbrydelser mod Lovene, eller stærk Mistanke, ere berøvede deres Friehed. Disse Ulykkelige maae under Samvittighedens Bebreidelser, mørke Udsigter i Fremtiden, Forstyrrelsen af deres borgerlige Stilling, ikke sielden forladte af alle, endog af Religionens blide trøstende Opmuntringer, upaatvivleligen fortiene Menneskevenners inderlige Deeltagelse, naar Retfærdighedens Strænghed kræver deres Frieheds Indskrænkning. Ogsaa for disse har vor blide Regiering sørget. Enhver Dansk maae glædes over de humane Grundsætninger, som yttres i Forordningen af 5 April 1793. Kongen siger i Indledningen: ”da det strider imod Retfærdighedens Grundsætninger, at nogen skulde anses skyldig til Straf førend han paa lovlig Maade er bleven dømt, saa flyder det deraf, at de formedelst Misgierninger tiltalte og hæftede, ikke bør, medens Søgsmaal mod dem ved Retterne forfølges, udsættes for større Lidelser, end de, der ere nødvendige Følger af deres Frieheds Ind-


433

skrænkelse og deres Personers Bevogtning, indtil deres Skiæbne ved endelig Dom er bleven afgiort.” Efter disse Grundsætninger er i denne Forordning bestemt saadanne Forholds-Regler, at den Sikkerhed, der bør haves mod Fangernes Undvigelse, kan forenes med en saa mild Behandling, som Mueligheden tillader, og Menneskeligheden kræver. I det Hele er, i Følge af denne Anordning og seenere indførte Forbedringer, Omsorg for Fangerne i Kiøbenhavn i en høj Grad forbedret. Den ædle Hovard, om han nu skulde see vore Fængsler, vilde neppe giøre os den forhen saa fortiente Bebreidelse.

Kiøbenhavn har endeel Fængsler af forskiellige Indretninger. Stadens offentlige Arresthuus, Slutteriet kaldet, for den civile Stand, var en stor, stærk Bygning, som i aaret 1795 blev lagt i aske. Characteristisk skiøn og mere hensigtsmæssig i sin Indretning, har vores fortiente Hansens Konst-Genie igien opbygget det saaledes, at det nu fortiener en udmærket Rang blandt Europas Fangehuse, og i denne Tid kan anvendes til sin Bestemmelse. Denne Bygning er indrettet til 200 Fanger, deels criminelle, deels


434

Politie, og deels Gields-Arrestanter, forsynet med 3 store Pladser for enhver Klasse af Fanger til deres Bevægelse, og alt er anvendt, som kunde befordre og vedligeholde en frie og sund luft, den mueligste Reenlighed og den nøiagtigste Orden og Sikkerhed. Ogsaa findes her Indretninger for deres tilbørlige Pleje i Sygdoms Tilfælde. Ligeledes er Fængselet, Blaae-Taarn kaldet, i den seenere Tid meget udvidet og forbedret. Det er Arresthuset for Hof-Betientere og for dem, som indkomme fra Kiøbenhavns Amt. Fængslerne i Castellet ere for Forbrydere af Stand, og staae ofte ubrugte. Fangerne af Søe-Etaten sidde i Vagten paa Gammelholm, og Garnisonens Fanger paa Hoved-Vagten. Disse Fængsler tiene allene til Forvarings-Steder, indtil Sagerne kunne undersøges og ved Lov og Dom afgiøres. De Fangnes Behandling er i det Hele menneskelig og blid, naar man undtager enkelte og sieldne Omstændigheder, hvor haardnakket Benægtelse af beviste Handlinger foranlediger Inquirenten til alvorligere Midler, som kunde nærme sig til Tortur, som ellers hos os for længe siden er afskaffet. Forordningen af 30 December 1771 in-


435

deholder de mærkværdige Ord: en Skyldig maae heller gaae frie end en Uskyldig lide.

Andre Fængsler i Kiøbenhavn findes, hvori de sammesteds Indsluttede ere dømte til Fængsel og Arbeide, efter Forbrydelsens Beskaffenhed, enten paa Levetid eller paa Kongens naade, eller paa en bestemt Tid. Da disse Fængsler tiene til Straf, og ikke alene til Sikkerhed for de Fangnes Tilstædeblivelse, saa er det naturligt, at deres Behandling her maae være strængere og alvorligere. I Stokhuset forvares de til Fæstnings-Arbejde dømte Slaver, hvis Tal beløber sig til 220. De ere her inddeelte i ærlige og uærlige efter de af dem begangne Forbrydelsers forskiellige Beskaffenhed. Den Beskrivelse, som Howard i Aaret 1784 gav om dette Fængsel, er virkelig skrækkende. De Forbedringer, som i den seenere Tid have fundet Sted, giør: at Slaverne i Stokhuset nu virkelig efter deres Stilling blive menneskelig behandlede; ogsaa vidner de Flestes Udseende herom. Tugt- og Arbeidshuset, som sædvanlig kaldes Børnehuset, da her fordum fandtes en Opdragelses-Anstalt for fattige Børn, er det største og folkerigste af disse Slags Fængsler. Denne store Byg-


436

ning indeholder trende Gradationer af Fængsler; det saa kaldte Forbedringshuus, Tugthuset og Rasphuset, hvilke, skiøndt i én Bygning, dog saavidt muelig ere afsondrede. Disse forskiellige Indretninger, som man under roeligere Tider har bestemt at adskille paa forskiellige Steder, ere i de seenere Tider i en høi Grad forbedrede. Man drager nu en langt større Omsorg for Fangernes Pleie, Reenlighed og Helbred. Man har betydeligen forøget Pladsen, ved at bortfierne mange Uvedkommende, forsynet Fangerne med Husets egne og gode Klæder, indrettet Bade for dem, sørget for deres sunde, men tarvelige og tilstrækkelige Føde, som bestaaer 3 Dage om Ugen af Rumfords Suppe, 3 Dage Grød og om Søndagen Suppe, Kiød og Grønt. Godt og sundt Hestekiød, som nu efter kongelig Befaling offentlig sælges for den ringe Priis af 4 og 5 Skilling Pundet, vil aabne en nye og velgiørende Kilde for sund og god Føde for Fattige og Fanger. Ogsaa med Hensyn til Arbeidets Mængde og Forhold efter deres Kræfter, saa og med Hensyn til Straffe og Tvangs-Midler behandles Fangerne med megen Menneskelighed.


437

Det er naturligt, at paa et Sted hvor saa mange forskiellige Forbrydere ere samlede, adskillige maae findes, som ved Forsømmelse og Forførelse fra deres tidlige Ungdom af, ved en lang Bane i at udøve slette og nedrige Handlinger, udgiøre Udskudet af det menneskelige Selskab, og ere saaledes nedsunkne i Usædelighed, Ondskab ogVellyster, at de ikke allene ere selv aldeles uforbederlige, men ogsaa meget farlige for andre, som endnu give Haab til Forbedring. Disse, som vel af deres Biographie med mere Vished, end af deres seeneste Forbrydelse kunde bedømmes, burde vel aldrig tillades Omgang og Samqvem med andre, især med dem, som for mindre Forbrydelser ere hensatte, og hvis forhen førte Vandel giver Haab om at Straffens Hensigt, Forbedring*), hos dem kunde opnaaes. Naar dette ikke med Nøiagtighed iagttages, kunde Fangerne af og til forlade Straffehuset usædeligere og slettere end de vare tilforn. Adskillige vare ofte kun letsindige og ere blevne ryggesløse paa et Sted hvortil Lovene have dømt dem for at forbedres.

*) Parum est coercere improbos poena, nisi probos efficias disciplina.


438

Straf- og Tugthuse, naar der ikke med Strænghed vaages over Sædelighed, og Forførelse afværges, bør ansees i en høi Grad skadelige for Samfundet; kunde være en Aarsag til ydermere Fordærvelse og en vigtig Hindring for Almuens Sædelighed og Forædling. Indretningen af vores desværre nu ødelagte Fattigvæsens Tvangshuus, som for en stor Deel efter det som findes i Philadelphia var organiseret, fandtes i den Henseende høist velgiørende. Jeg kan ved denne Lejliged ikke tilbageholde et Ønske, som adskillige bedrøvelige Erfaringer, hvortil jeg har været Vidne, foranlediger. Mange som endnu ikke aldeles er fordærvede, forlade af og til Stedet hvortil Lovene have dømt dem, med gode Forsætter; de faae deres Friehed og blive igien udstødte i Verden, fattige og blottede for Udsigter til at ernære dem, forladte af deres Slægtninger eller Venner, foragtede af deres Bekiendtere, skyede af dem, som have Kundskab om at de have forladt Tugt- eller Forbedringshuset. Hvad skal saadanne Ulykkelige gribe til? undtagen til nye Forbrydelser og Ryggesløshed. En vigtig Forbedring vilde det være, om slige Ulykkelige ikke måtte forlade


439

Stedet uden at de først vare anstændigen klædte, og med Sikkerhed kunde opgive, hvor de kunde fortiene deres Underhold, eller at Leilighed dertil kunde dem anvises. Dette vilde være saa meget mere velgiørende, om de tillige paa en bestemt Tid bleve satte under Vedkommendes nøiagtige Tilsyn.

Mennesket pleier sædvanligen at skye Synet af Kummerens og Elendighedens Boeliger; og hvor findes de større end i Fængslerne? hvor findes en Deel Mennesker mere forladte af alt, som kunde trøste og opmuntre, end her? Naar man da tillige tænker sig disse Ulykkelige, mueligen overladte til en ufølsom, vranten, egennyttig, ved Vanen at see Menneskehedens Lidelser i den meest nedtrykkende Skikkelse hærdet Fange-Vogter, saa vidste jeg ikke at nævne nogen Stilling, som lettere kunde bringe til Fortvivlelse end denne. I adskillige vel indrettede Fængsler i Europa er den Indretning truffen, at Overbestyreren er forpligtet til ofte og uanmeldt at besøge enhver Fange, især, for at forsikkre sig om hans Behandling og for at modtage hans Klager om de maat-


440

te findes grundede. Stræng Opfyldelse af Lovens Bud er en hellig Pligt for enhver, men ædelt er det at forbinde Menneskelighedens Pligter dermed, og at lette deres Kaar, som iblandt alle Ulykkelige nok er de ulykkeligste.


[441]

Ellevtee Afdeling

Medicinal-Væsenet i Kiøbenhavn.

At gode, paa rigtige Grundsætninger og prøvet Erfaring byggede Medicinal-Love og Indretninger, udgiøre en vigtig Deel af Stats-Forfatningen, og at de ere for Samfundet høist velgiørende, er nu en almindelig antagen Sandhed, som af ingen paatvivles. Da Kiøbenhavn er Regieringens og Collegiernes Sæde, alle Underviisnings-Anstalter i Lægevidenskabens forskiellige Dele er samlede i Hovedstaden, Prøvelsen af unge Lægers Duelighed her skeer, Indberetningen om alt Medicinal-Væsenet vedkommende hertil indkommer, saa kunde man antage: at Medicinal-Væsenet i Kiøbenhavn for en stor Deel viser Medicinal-Forfatningen i begge Konge-Riger.


442

Det vilde lede mig for langt over de Grændser, jeg ved Udarbeidelsen af disse Betragtninger har foresat mig, nøiagtigen at igiennemgaae alle de hertil henhørende vigtige Gienstande. Jeg tillader mig allene her at anføre en kort historisk Beskrivelse af Medicinal-Væsenets Tilstand og over den lægevidenskabelige Opdragelse og Underviisning i Kiøbenhavn; og at tilføie herom nogle enkelte Anmærkninger.

Kiøbenhavn eier tvende offentlige Underviisnings-Anstalter i Lægevidenskaben; det medicinske Facultet og det chirurgiske Academie, til hvilke endnu kan henregnes den offentlige Fødsels-Stiftelse, Veterinair-Skolen og den botaniske Have. Det medicinske Facultet, hvoraf jeg selv har havt den Ære at være Medlem fra 1772 til 1793, udgiør en Deel af vort ældgamle Universitet i Kiøbenhavn, det eneste i begge Kongeriger. Facultetets Personale bestaaer for nærværende Tid af 2 ordentlige og 3 overordentlige Professorer, alle Mænd, der med Berømmelse have gjort dem bekiendte ved lærte Skrifter, som holde Forelæsninger over den medicinske Pathologie og Therapie, medicina forensis og det medicinske Poli-


443

tie, Chirurgie, Fødselsvidenskaben, Anatomie, Physiologie og Pharmacologie. Professorerne er forpligtede til, hver at holde et offentligt Collegium, desuden kunne de læse privat. Alle medicinske Studerende have absolveret den, efter seenere Foranstaltninger, saavel indrettede examen artium, examen philologicum og examen philosophicum. Collegierne holdes ved Facultetet i det danske Sprog. Professorernes Stilling ved det medicinske Facultet i Kiøbenhavn er ellers hverken tillokkende eller opmuntrende; tre af dem, hvoriblandt selv er en Ordinarius og Consistorialis, nyde efter den nyere Indretning ikkun nogle hundrede Rigsdalers Løn for deres ikke ubetydelige Arbeide, og leve af andre Embeder og af deres private Praxis, da private Collegier næsten intet indbringe.

Naar en Candidat ønsker at underkaste sig det medicinske Examen, indgiver han en Ansøgning til Decanus, og tillige i det latinske Sprog hans Levneds-Løb, nydte Underviisning i Skolevidenskaber, Beviser for afholdte andre academiske Examina, og endelig de Forelæsninger, han har hørt og hvilke Hospitaler han har besøgt for at


444

erhverve de nødvendige lægevidenskabelige Kundskaber. Naar Candidaten er af Facultetet antaget til Examen, bliver ham forelagt en Syge-Historie med tilføiede Spørgsmaale, som han i det latinske Sprog hos Decano i et indsluttet Værelse uden Hielp maae besvare. Naar ogsaa dette Specimen er fundet antageligt, bliver Candidaten tilladt at indstille sig til den mundtlige Examen, som foretages i det latinske Sprog af de 5 Professorer ved Fakultetet. Den første examinerer i den medicinske Pathologie og Therapie, den anden i Fødselshielpen og Chirurgie, den tredje over Pharmacologie og Botanik, den fierde over Physiologie, medicina forensi og Receptskriven, og den femte over Anatomie, saaledes at denne Examen i een Dag bliver tilendebragt. Tre Professorer examinerer om Formiddagen og to om Eftermiddagen omtrent i een Time. Enhver Professor, som examinerer, giver Candidaten en Characteer i Protocollen tilligemed de under 7de Maji 1788 anordnede tvende Tilforordnede, som ikke ere Professorer. De meste Stemmer afgive Candidatens Hoved-Character, som derved berettiges til Praxis i Medicinen og Chirurgien; forhen be-


445

rettigede denne Examen ogsaa Kandidaten til at kunne promovere til Doctor i Medicinen, efter at have fremlagt og offentligen forsvaret en Disputats over et af ham selv valgt Emne, enten uden Præses med en af ham selv valgt Defendens, eller under Forsæde af en af Facultetets Professorer. Practiske, cliniske Prøvelser, hvortil vores Hospitaler afgive den beqvemmeste Leilighed, og som under 7de Maji 1788 i Fundationen for Kiøbenhavns Universitet ere anordnede, ere endnu ikke indførte. Efter en nyeligen fastsat Bestemmelse, giver veloverstaaet Examen nu ikkun Adgang til Praxis, men ei til Promotion til Doctor-Værdigheden, uden at Candidaten først har offentlig disputeret pro licentia. Da hans Majestæt under 16 December 1808 allernaadigst har fundet for godt at fastsætte:

1) At naar nogen har aflagt de Prøver og opfyldt de Betingelser, som efter Universitetets Fundation af 7de Maji 1788 udfordres, for at erholde Doctor- eller Magister-Graden, og Universitetet anseer ham værdig til nogen af disse Grader, eller det ønsker ved Æres-Diplom at meddele Doctorgraden, Indberetning derom da skal skee til Directionen for Universitetet og de lærde Skoler, for at samme i Allerunderdanigst Forestilling kan


446

udbede sig Allerhøieste Resolution, om Værdigheden maae forundes Vedkommende, og at først, naar Allernaadigst Samtykke dertil er erholdet, Graden formeligen maae confereres, og Diplomet udfærdiges, i hvilket udtrykkelig skal anføres, at Allernaadigst Tilladelse dertil er meddelt.

2) At førend nogen maae gives Adgang til at erhverve Doctorgraden i Medicinen, skal han først saaledes, som for denne Grad i det theologiske og juridiske Facultet er foreskrevet, disputere pro Licentia, og ikke kalde sig Licentiatus Medicinæ, forinden Licentiatgraden af ham er erholdet, og af hans Majestæt paa samme Maade, som de andre Grader, bekræftet.

Chirurgien har siden Amphitheatri anatomico-chirurgici Stiftelse den 30 April 1736, sin egen Lære-Anstalt. Alle i og uden for kongelig Tieneste værende Chirurger ere paalagte visse ved kongelige Anordninger bestemte Afgivter til Lære-Anstaltens Vedligeholdelse. Den har beholdt denne Rettighed ogsaa efter Amphitheatrets Ophævelse, da det chirurgiske Academie under 22 Junii 1785 blev stiftet, hvorunder efter Fundationen alle offentlige chirurgiske Anliggender ere henlagte. Upaatvivleligen har dette Academie, som Lære-Anstalt, virket meget til Chirurgiens Opkomst


447

og Flor i Danmark. Sieldent bestemte sig forhen Ynglingen af Kultur og Opdragelse til Chirurgien; ikkun enkelte hævede sig ved Flid, Anstrængelse og fortrinlige Anlæg over Massen af uopdragne, uvidende Mennesker. Nu derimod kunde ikke lettelig nogen opnaae vigtige chirurgiske Embeder uden Skolevidenskaber, uden at være immatriculeret som academisk Borger og at have absolveret Examen artium, mange ogsaa philologicum og philosophicum. Barber-Væsenet, og den dermed forbundne Laugs-Tvang er aldeles afskilt fra Chirurgien, og denne er i Dannemark og Norge nu hævet til sin fortiente videnskabelige Rang med sin yngre Søster Medicinen. Det er virkeligen et Særsyn, at Chirurgien i to Kongeriger nyder den fortiente Hæder, Agtelse og Uafhængighed ved Siden af Medicinen, og at den derimod i Hertugdømmene, som staae under samme Regiering, nedværdiges ved Barbering og Laugs-Væsen, og er afhængig af Medicinen. Aarsagen hertil er dog nok denne, at intet vigtigt civilt Embede der betroes til Chirurger, og at de militaire Embeder besættes med Academiets Elever. Der bliver følgelig intet tilovers for de hol-


448

steenske Chirurger uden Barbeervæsenet, som til medicinsk og chirurgisk Praxis ikke har Adgang.

Det chirurgiske Academiets Personale, som Lære-Anstalt, bestaaer af tre Professorer, to Adjuncter, hvoraf den ældste er overordentlig Professor, en Lærer i Chemien og fire Reserve-Chirurger. Disse forestaae Underviisningen af de Studerende, men Professorerne examinere allene. Collegium academicum deeltager i alle andre chirurgiske Anliggender. Det bestaaer nu af en General-Directeur, de kongelige Liv-Chirurger og de trende Professorer. Decanatet afvexler aarligen imellem de tre Professorer. Ikkun een af Academiets Professorer nyder Gage og frie Boelig; de tvende andre Professorater er forbundne med Hof-Chirurgicatet, og Ober-Chirurgicatet ved Frederiks Hospital. Da de forhen erindrede anbefalede Afgivter af alle Chirurger i begge Kongeriger blive modtagne i den kongelige Casse, saa bliver derimod aarligen af hans Majestæts Casse til Academiet anviist den Summa af 2790 Rdlr., hvoraf den første Professor, Academiets Secretair, Lector i Chemien, fire Reserve-Chirurger og Pedellen lønnes. Det øvrige


449

anvendes til Bibliothekets Forøgelse, til Cadavera, anatomiske og pathologiske Præparater, chirurgiske Instrumenter, til chemiske og pharmaceutiske Forelæsninger, til Medicinal-Prøver efter Pharmacopoeen, Herbarier m.v. Academiets smukke Bygning blev ved hans Majestæts Naade opført og skienket til dette Brug, hvorpaa dog hvilede en Gield af 7500 Rdlr. Denne Summa er ved Orden og nøiagtig Sparsomhed nu afbetalt, saa at denne Bygning nu uden Gield er Academiets Eiendom.

Paa Academiet læses i dets store Auditorium af to Professorer over Anatomien, og af to over Chirurgien, saaledes at et Cursus hvert Aar bliver tilendebragt; om Sommeren over militaire Sygdomme, den theoretiske og praktiske Fødsels-Hielp, Medicina forensis, den medicinske Politie, Pharmacologie, og anstilles botaniske Excursioner. Lector Chemiæ læser over den pharmaceutiske Chemie og Lægemidlerne i Almindelighed i Academiets vel indrettede Laboratorium. De fire Reserve-Chirurger undervise i anatomiske Disektioner, læse over Bandagerne og den chirurgiske Forbinding, over Been-Sygdomme, Elec-


450

tricitetens Anvendelse m.v. Efter Academiets Fundation, ere alle Forelæsninger offentlige, og ingen private Collegier læses for Betaling, da alle Chirurger bidrage til Underviisnings-Anstaltens Vedligeholdelse. De mange Cadavera: 80-90 aarligen, som til de Studerendes Underviisning og Øvelse kunne erholdes; den betydelige Bog-Samling af lægevidenskabelige Bøger, de anatomiske Præparater, chirurgiske Instrumenter, den Samling af Planter og Lægemidler, som Academiet eier, bidrager meget til de Studerendes Dannelse til duelige practiske Læger, til Kongens og Statens Tieneste i begge militair Etater, i Stederne og paa Landet i Provindserne. Af det Anførte sees, at det ikke fattes i Kiøbenhavn paa Underviisning i Lægevidenskabens forskiellige Dele for de Studerende. Næsten alle Videnskaber, som danne den duelige practiske Læge, læses dobbelt saavel ved Facultetet som Academiet, undtagen den medicinske Pathologie og Therapie. Derimod er den Underviisning, som kunde bidrage til at danne den lærde, litterariske, philosophiske Læge her manglende.


451

Naar en chirurgisk Candidat melder sig til Examen, indgiver han sin Ansøgning til Collegium academicum, med hans Biographie, som viser hans Fødested, Alder, Forældre, hans nydte Skole- og litterariske Underviisning, hans lægevidenskabelige Bane, og Beviser for, hvilke medicinske Collegier han har hørt i det danske, latinske eller tydske Sprog, og hvilke Hospitaler han har besøgt. Naar Candidaten efter disse foregaaende Oplysninger stædes til Examen, bliver ham opgivet uden Hielp paa et Cadaver at dissecere en ham opgiven Deel, især af Nerverne, derefter udarbeider han en ham forelagt Sygdoms Casus, enten af Medicinen, Chirurgien, Fødsels-Videnskaben eller Medicina forensis, uden Hielpemidler i et indsluttet Værelse. Dette er præliminair Examen, som bestemmer: om Candidaten til den mundlige Examen kan admitteres. Den mundlige Examen foretages af de tre ordentlige Professorer og vedvarer i tre Dage. Den første Dag i Anatomie, i den chirurgiske Pathologie og Therapie; den anden Dag i indvortes Sygdomme, Medicina forensis, Fødselshielpen, Chemie, Pharmacologie og Botanik, og den tre-


452

die Dag vises de paa Stedet opgivne chirurgiske Operationer paa Cadavera. Candidatens Duelighed bestemmes ved Pluraliteten af 9 Charakterer, dog saa: at en tredje Charakter, naar den ogsaa ikkun maatte have sin Grund i Mangel af Skolekundskaber, skriftligen at forklare sine Tanker, og Retskrivning af Recepterne, udelukker fra den første Charakter. Efter kongelig Befaling indføres alle Candidatens forelagte Spørgsmaale og Besvarelser i en dertil indrettet Protocol, for des nøiere at kunne skiønne Candidatens Adgang til en eller anden Character i Examen. Denne Examen berettiger, ligesom Faculterets Examina, til Praxis saavel i Chirurgien som i Medicinen; skiøndt efter Academiets Fundation skulde ingen have ”Tilladelse at udøve Chirurgien, som ikke af Academiet er prøvet og dertil befundet dygtig”. Denne kongelige Anordning strækker sig til begge Kongerigerne og Hertugdømmene. Kongen har derfor befalet, at baade Anatomien og Chirurgien tillige paa Academiet skal læses i det tydske Sprog, for at lette dem, som endnu ere ukyndige i det danske Sprog. Desuagtet nyttes denne velgiørende Foranstaltning næsten ikke af de civile Chi-


453

rurger i Hertugdømmene, men allene af de militaire, da hans Majestæt har tilladt, at fra ethvert Regiment i Freds-Tider en Compagnie-Chirurg maae opholde sig 2 Aar i Kiøbenhavn, for ved Academiet at kunne absolvere deres Studeringer. Desuden understøttes ved hans Majestæts Naade 12 unge og uformuende Mennesker, som have forhen nydt en tilstrækkelig Skole-Underviisning, med et Stipendium af 100 Rd. aarligen i 3 Aar, for at giøre dem ved Academiet beqvemme til de subalterne militaire chirurgiske Poster. Upaatvivleligen er Kiøbenhavn det eneste Sted i Europa, hvor saa nøiagtig Underviisning i saa mange Videnskaber skeer uden al Bekostning for de Studerende, og hvor tillige saa talrige Leiligheder for Uformuende findes til at erhverve deres Ophold. At Hertugdømmenes unge Chirurger studere i Kiøbenhavn, er ogsaa derfor nyttigt for det Offentlige, at de her kunde samle Kundskaber, som ved mindre Lære-Anstalter ikke kunne erholdes, og at de ved deres Ophold i Hovedstaden erhverve tillige Færdighed i det danske Sprog. En ubehagelig Erfaring har i denne Tid lært, at de unge Chirurger, som fra Holsteen blive sendte til Norge


454

for at giøre Tieneste ved Armeen, ogsaa formedelst Mangel af Sprog-Kundskab fandtes aldeles ubrugelige.

De medicinske Studerendes Tal, som allene studere ved Universitetet, er i et Middel-Tal 8, og de chirurgiske 130, hvoriblandt dog sædvanligen er nogle Fremmede. Denne betydelige Forskiæl er en naturlig Følge af det langt større Tal af chirurgiske Embeder i Liigning med de egentlige medicinske. Af følgende Lister viser, den første de medicinske og chirurgiske Embeder, og den anden, de Candidater som siden Aaret 1785 ved det medicinske Facultet og ved det chirurgiske Academie ere examinerede.

Medicinske Embeder i Dannemark og Norge i

Aaret 1808.

Kiøbenhavn.

To Liv-Medici, Sundheds Collegii Medlemmer.
En Hof-Medicus.
To Professores ordinarii ved det medicinske Facultet, S. E. M.
Tre Professores extraordinarii.
En Admiralitets-Læge, S. E. M.
En Stads-Physicus, S. E. M.


455

En Over-Læge ved Frederiks Hospital, S. E. M.
En - - ved Almindelig Hospital.
En - - ved Børnehuset.
En - - ved Fødsels-Stiftelsen.
En Læge ved Opfostrings-Stiftelsen.
En - ved St. Hans Hospital.

Siællands Stift.

En Land-Physicus i Nestved.
En - - i Holbek.
En Distrikts-Læge i Roeskilde.
En Læge ved Sorøe Academie.
En - ved Slagelse Hospital.
En - i Korsøer.
En - i Lyngbye.

Fyens Stift.

En Land-Physicus i Odense.
En Læge paa Torsinge.

Lolland.

En Land-Physicus.

Jylland.

En Land-Physicus i Aalborg Stift.
En - - i Viborg.
En - - i Aarhuus.
En - - i Ribe.


456

En Stads-Physicus i Fredericia.
En Distrikts-Læge i Randers.

Norge.

Aggershuus Stift.

En Stads-Physicus i Christiania.
En Physicus i Aggershuus Amt.
En - i Christians Amt.
En - i Hedemarkens Amt.
En - i Smaalenenes Amt.
En - i Bradsberg Amt.
En - i Budskeruds Amt.
En - i Jarlsbergs Grevskab.
En - i Rummedal.
En Berg-Medicus paa Kongsberg.

Christiansand Stift.

En Land-Physicus i Christianssands Stift.
En - - i Flekkefiord.
En - - i Stavanger.

Bergens Stift.

En Stads-Physicus i Bergen.
En Læge ved Bergens almindelige Sygehuus.

Trondheim Stift.

En Stads-Physicus i Trondhiem.

Island.

En Land-Physicus.


457

Chirurgiske civile Embeder i Danmark og Norge.

Kiøbenhavn.

En Liv-Chirurg, Sundheds Collegii Medlem.
En Hof-Chirurg.
En General-Directeur ved det chirurgiske Academie, S. E. M.
Tre Professores ordinarii, S. E. M.
En Professor extraordinarius.
En Over-Chirurg ved Søe-Etaten, S. E. M.
En - - ved Frederiks Hospital.
En - - ved Almindelig Hospital.
Fire kongelige Reserve-Chirurger ved Academiet.

Siællands Stift.

En Distrikts-Chirurg i Kiøbenhavns Amt.
En - - paa Amager.
En - - i Frederiksborgs District.
En - - i Kronborg.
En - - i Hirschholm.
En - - i Jægerspriis.
En - - i Roeskilde.
En - - i Kiøge.
En - - i Skielskiør.
En - - i Sorøe.
En - - i Slagelse.
En - - i Nestved.
En - - i Vordingborg.


458

En - - i Stevns Herred.
En - - i Kallundborg District.
En - - i Holbek.
En - - i Nyekiøbing.
En - - i Ringsted.
En - - i Valøe Stift.
En - - i Vemmetofte.
En - - paa Møen.
En - - paa Bornholm.
En - - paa Samsøe.

Fyens Stift.

En Districts-Chirurg i Odense District.
En - - i Nyborg.
En - - i Faaborg.
En - - i Assens.
En - - i Middelfart.
En - - paa Langeland.

Lolland og Falster.

En Districts-Chirurg i Saxkiøbing.
En - - i Nakskov.
En - - i Halsted Kloster.
En - - i Stubbekiøbing.
En - - i Nyekiøbing.


459

I Jylland.

Aalborg Stift.

En Chirurg i Aalborg District.
En - i Fladstrand.
En - i Nyekiøbing.
En - i Thisted.
En - i Hiøring.
En - paa Læsøe.

Viborg Stift.

En Chirurg i Viborg District.
En - i Skive.
En - i Løgstør.

Aarhuus Stift.

En Chirurg i Aarhus District.
En - i Grenaa.
En - i Ebbeltoft.
En - i Hobroe.
En - i Skanderborg.
En - i Randers.
En - i Horsens.

Ribe Stift.

En Chirurg i Ribe District.
En - i Varde.
En - i Colding.


460

En Chirurg i Lemvig District.
En - i Veile.
En - i Holstebroe.
En - i Ringkiøbing.
En - paa Fanøe.

Norge.

Aggershuus Stift.

En Districts-Chirurg i Christians Amt.
En - - i Frederikshald.
En - - i Øvre-Rommerige.
En Berg-Chirurg paa Kongsberg.
En Chirurg paa Blaa-Farve-Værket i Modrum.

Christiansands Stift.

En Chirurg i Christiansand.
En Districts-Chirurg i Nedenæs Fogderie.
En - - i Raabygdelaugets Fogderie.
En Assistent ved Flekkefiords Sygehuus.
En - ved Stavangers Sygehuus.
En Chirurg i Eggersuds District.
En Chirurg i Mandal.

Bergens Stift.

En Districts-Chirurg i Nordfiords Fogderie.
En - - i Syndfiords Fogderie.
En - - i Syndmors Fogderie.


461

En Districts-Chirurg i Sogns Fogderie.
En - - i Hardangers Fogderie.

Trondheims Stift.

En Chirurg i Trondhiem og ved Radesyge-Hospitalet.
En - i Romdals Fogderie.
En - i Christiansund.
En - i Nordmøers Fogderie.
En - i Ørlandet.
En - i Nordlands Amt.
En - i Sonjens Fogderie.
En - i Tromsøens Fogderie.
En - i Finmarken.

Island.

En Land-Chirurg i Mule Syssel.
En - - i Skaptafells, Rangervalles og Arnæs Sysseler.
En - - i Nord-Amtet.
To - - i Vest-Amtet.

Færøerne.

En Land-Chirurg.

Militaire chirurgiske Embeder ved Søe-Etaten.

En Ober-Chirurg ved Flaaden og Søe-Qvæsthuset, Sundheds Collegii Medlem.
Fire Divisions-Chirurger ved første, anden, tredje og fierde Division.


462

En Over-Chirurg ved Haandværks-Stokken.
En - - ved Søe-Tøihuus Compagnie.
En Garnisons Chirurg paa Christiansøe.
En Chirurg ved Friderichsværn.

Desuden lønnes ved Søe-Etaten fire faste Ober-Skibs-Chirurger, syv Reserve-Chirurger, og otte Under-Chirurger.

Militaire chirurg. Embeder ved den danske Armee.

En Stabs-Chirurg, Sundheds Collegii Medlem.
En Regim.-Chirurg ved Liv-Garden til Hest og til Fods.
En - - ved den danske Artillerie-Brigade.
En - - ved den Holsteenske.
En - - ved Liv-Regimentet Ryttere.
En - - ved Liv-Regimentet lette Dragoner.
En - - ved det holsteenske Rytter-Regim.
En - - ved det slesvigste Dito.
En - - ved det siællandske Dito.
En - - ved det jydske Dragon Regiment.
En - - ved de fyenske Dragoner.
En - - ved Husar Regimentet.
En - - ved Prinds Færdinands Dragoner.
En - - ved danske Liv-Regiment.
En - - ved norske Dito.
En - - ved Kongens Regiment.
En - - ved Prinds Christ. Frederiks Reg.
En - - ved Marine-Regimentet.
En - - ved Kiøbenhavns Inf. Regim.


463

En - - ved Kronens Regiment.
En - - ved Dronningens Liv-Regim.
En - - ved holsteenske Infanterie Regim.
En - - ved det oldenborgske Regim.
En - - ved det slesvigske Infant. Regim.
En - - ved det 1ste jydske Infant. Regim.
En - - ved det 2det Dito Dito.
En - - ved det 3die Dito Dito.
En - - ved det slesvigske Jæger-Corps.
En - - ved det siællandske Dito.
En - - ved det holsteenske Skarpskytter-C.
En - - ved det siællandske Dito.
En - - ved det jydske Dito.
En - - ved Hertuginde L. Augustes L. J. C.
En - - ved det fyenske Infant. Regim.
En - - ved det jydske Jæger Corps.
En - - ved Kongens Liv Jæger Corps.
En - - ved det borgerlige Artillerie.
En - - ved det borgerlige Infanterie.
En - - ved Brand-Corpset.
En - - ved Bornholms Milits.
En - - ved de vestindiske Tropper.
En - - ved Sapeur-Corpset.
En - - ved Christians Pleiehuus.

Desuden er ethvert Infanterie-Regiment forsynet med en Battaillons- eller Under-Chirurg, og fem Compagnie-Chirurger; hvert Cavallerie-Regiment med fire Eskadrons-Chirurger.


464

Militair chirurgiske Embeder ved den norske Armee.

En Stabs-Chirurg.
En Regim.-Chirurg ved det første aggershusiske Regim.
En - - ved det andet Dito Dito.
En - - ved det tellemarkske Regiment.
En - - ved det oplandske Dito.
En - - ved det 1ste trondhiemske Regim.
En - - ved det 2det Dito Dito.
En - - ved den nordenfielske Skieløber-Bat.
En - - ved det bergenhusiske Regim.
En - - ved det vesterlehnske Dito.
En - - ved det aggershusiske Dragon Regim.
En - - ved det smaalehnske Dito Dito.
En - - ved det oplandske Dito Dito.
En - - ved det trondhiemske Dito Dito.
En - - ved det norske Jæger-Corps.
En - - ved den norske Bat. lette Infant. og syndenfieldske Skieløber Battaillon.

Medicinske Embeder 47 Chirurgiske civile Embeder 104 Chirurgiske-Militaire Embeder 67 i alt 218

Foruden de militaire Bataillons, Under-Chirurger, Compagnie- og Eskadrons-Chirurger, Skibs-Chirurgerne paa den kongelige Flaade og Handels-Skibene, og de 12 Districts-Læger ved Fattigvæsenet.


465

I Hertugdømmene Slesvig og Holsteen ere de medicinske

og chirurgiske Embeder i et omvendt Forhold,

som følgende Liste udviser.

Medicinske Embeder i Hertugdømmene.

Ved det medicinske Facultet i Kiel:

Fem Professores ordinarii.
En Professor extraordinarius.

Phycici i Hertugdømmet Slesvig:

En Physicus i Haderslev Bye og Amt.
- - Apenrade.
- - Slesvig.
- - Eckernførde.
- - Frederiksstadt og Husum Amt.
- - Sønderborg Amt.
- - Æreskiøbing og Ærøe.
- - Tønderns Amt.
- - Tønningen og Eiderstedt.
- - Fehmern.
En Læge paa Øen Føhr.

Physici i Hertugdømmet Holsteen:

En Physicus i Rensborg Amt.
- - Glückstadt og Reinbeck Amt


466

En Physicus i Sønder Ditmarsken.
- - Nordre Ditmarsken.
- - Pinneberg og Ranzau.
- - Segeberg og Travendals Amt.
- - Neumünster Amt.
- - Plöen og Arensbök Amt.
- - Heiligenhafen og Eismar Amt.

Chirurgiske Embeder i Hertugdømmene.

I Hertugdømmet Slesvig:

En Chirurg i Lygum Kloster Amt.
- - paa Sylt.

I Hertugdømmet Holsten:

En Chirurg i Herskabet Pinneberg.
- - Cismar Amt.
- - Bordesholms Amt.

Saaledes findes i begge Hertugdømmene 26 medicinske og 5 chirurgiske civile Embeder.


467

Liste

paa de medicinske og chirurgiske Candidater, saa og
Pharmacentici og Giordemødre, som ved det medicinske
Facultet og chirurgiske Academie ere examinerede
fra Aaret 1786 til 1808.

Aaret.

Medici.

Chirurgi.

Apothekere.

Giordemød.

1786

1

11

1

14

1787

1

15

4

12

1788

2

19

4

15

1789

3

12

4

13

1790

3

17

4

23

1791

1

19

4

30

1792

2

12

8

22

1793

2

11

7

15

1794

3

11

5

18

1795

2

9

3

17

1796

4

7

4

19

1767 [!, 1797]

1

13

4

25

1798

1

11

9

25

1799

2

9

5

20

1800

1

10

18

19

1801

3

11

7

25

1802

3

11

15

26

1803

7

15

9

27

1804

8

19

10

34

1805

1

18

9

35

1806

1

12

8

36

1807

1

5

13

36

1808

2

13

8

18

 

55

 

163

524

 

Af de medicinske Candidater vare 41 med første og 11 med anden Character. Af de chirurgiske Candidater vare 91 med første, 145 med anden og 31 med tredje Character, 12 afviste eller Examen udsat, 10 tenterede som Tandlæger, Liigtorn-Skiærere m.v.


468

Lægevidenskaben, som saa meget bidrager til at formindske Massen af Elendigheder hvorunder Menneskeslægten sukker, er i sin Natur uadskillelig. Grændserne imellem Chirurgie og Medicin kunne ikke bestemmes. Naturen frembringer efter dens evige og uforanderlige Love saakaldte ind- og udvortes Sygdomme. Vel har Forsynet bestemt Naturens Kræfter til at vedligeholde Liv, Sundhed, Styrke og Lykke; men mange moralske og physiske, uundgaaelige og tilfældige skadende Aarsager forstyrre ofte den velgiørende, sikkre og arvelige Gang af Naturen, saa at den ofte leder til Ødelæggelse, om ikke en oplyst Læge ved Erfaringens sikkre Fakkel, ved diætetisk Forhold og Lægemidler, disse være enten udvortes eller indvortes, styrer Naturens Kræfter til at virke til Helbredelse og Sundhed. Tilbørlige medicinske og chirurgiske, theoretiske og practiske Kundskaber burde upaatvivleligen være samlede hos enhver Læge, han maa kalde sig Chirurg eller Medicus. Naturen trækker ingen Linie imellem ind- og udvortes Sygdomme, ei heller bør Konsten giøre det. Udskillelsen af 2 saa nøjagtigen og uadskilleligen forbundne Videnskaber, vilde upaa-


469

tvivleligen være skadelig for det Offentlige og fordærvelig for de Syge. Mange Syge maatte da være forsynede med to Læger, en Medicus og en Chirurg, om deres Liv skulde reddes, hvilket i Stederne sieldent og paa Landet næsten aldrig kan være Tilfældet.

Ligesom i alle Stænder af det menneskelige Samfund, saa og iblandt Lægevidenskabens Dyrkere, kunde findes enkelte, som ved sieldnere Anlæg, utrættelig Arbeidsomhed, vidt omfattende Genie, udbredt Lærdom, og erhvervede sieldne Færdigheder indgribe i deres Fag, i Verdens Anliggender, udbrede Lys iblandt deres Medborgere, Hielp og Lindring iblandt de Lidende og fortiene almindelig Agtelse; andre, som med mindre Anlæg og mindre Litteratur, med redelig Flid, anvende deres erhvervede Kundskaber uden Bram og Opsigt, til Nytte for deres Medmennesker i deres Cirkel; og endelig andre, som baade mangle Kundskab, Anlæg og Erfaring, behandle deres Syge uden Overlæg og Grundsætninger efter samlede Recepter, som ligesaa let kunde skade som gavne, hvorved mange Syge kunde blive et Offer for deres Letsindighed og Uvidenhed.


470

Lægevidenskabens forskiellige Dele, de Videnskaber, som staae dermed i Forbindelse, og de naturlige Anlæg, som til en Læge udkræves, ere saa mange og saa udbredte, at det ikke, om til nogen, er givet til mange, at være udmærkede og store i alle Dele. Nogle kunde mere eller mindre mangle det skarpe, faste, ved Erfaring dannede Blik, at overskue og bedømme Sygdommens skiulte Aarsager og Forviklinger, andre kunde mangle Kraft og Mod til at foreslaae og med Fasthed at udføre de, endog ubehagelige og smertelige Midler, som kunde nærmest lede til Helbredelse, og lade dem ofte skrække ved et Lys, som omgiver de høiere Stænder, de kunde være raadvilde og ubestemte, og derved ubeqvemme til hastig og fast Beslutning, som Sygdommen ofte kræver; andres Legems-Bygning, Helbred, og Sandse-Redskaber lægge dem Hindringer i Veien for deres Pligters nøiagtige Opfyldelse; mange endeligen kunde have rystende Hænder og mangle den Konstfærdighed og Behændighed, som især til chirurgiske Operationer er nødvendig. Vi see derfor dagligen: at nogle iblandt Lægerne ere bedre Medici, andre bedre Chirurger, ja vel ogsaa nogle, som


471

blive aldrig nogen af Delene. Selv iblandt Chirurgerne, som dog fra Ungdommen af oplæres til Behændighed i deres Hænder, findes mange, som hverken kunde eller turde paatage dem meget betydelige chirurgiske Operationer. Ikke alle Læger have Anlæg til at være Chirurger i Ordets videste Bemærkning, men det turde med Billighed kræves af dem, at de bør have ikke allene theoretisk Kundskab, men ogsaa practisk Øvelse i de chirurgiske Haandgreb, paa hvis hastige og rigtige Anvendelse andres Liv og Helbred beroer. I Kiøbenhavn kunde denne Mangel erstattes ved Raadførsel med øvede Chirurger, men paa Landet er Forening af de nødvendigste chirurgiske Kundskaber med Medicinen uundgaaeligen nødvendig. Naar man kiender noget til den Uvillighed, hvormed indvortes Lægemidler af Almuen paa Landet modtages, og den Uorden, hvormed de som oftest bruges, kunde man fristes til at holde i Sygdoms-Tilfælde Chirurgiens Hielp paa Landet endog for fuldkommen saa nødvendig som Medicinens. Naar en Læge ikke kan aarelade, behandle Saar, Buldninger, Blodstyrtning, Brok, Beenbrud, Forvrielser, anvende Catheteren m.v., saa vil de


472

Syges Liv derved ligesaa vist sættes i Fare, som, om nøjagtig medicinsk Kundskab om Epidemiens rigtige Bedømmelse, og om det, hvormed de nyere Tider har beriget Lægevidenskaben, maatte savnes.

I Kiøbenhavn findes, som anført, tvende videnskabelige Lære-Anstalter, en medicinsk-chirurgisk, og een chirurgisk-medicinsk. I begge læses over alle Hielpevidenskaber, i den første fortrinlig over Medicinen, og i den anden fortrinlig over Chirurgien; i begge prøves Candidaterne og blive derved berettigede til at udøve baade Medicinen og Chirurgien. Upaatvivleligen ere disse Prøvelser saaledes, at den offentlige Sikkerhed er derved fuldkommen betrygget. Vores i Almindelighed duelige Physiker og Districts-Chirurger vise det, vore militaire Over-Chirurger kunne sættes ved Siden af, om de ikke overgaae, de meest udmærkede i Europa. Om Stedet, hvor Examina holdes, kaldes Facultet eller Academie, eller Sundheds-Skole, synes for det Offentlige at være af mindre Betydenhed; om i tvende Kongeriger findes tvende lægevidenskabelige Lære-Anstalter, synes i det mindste ikke at være skadeligt; det kunde derimod


473

have den Fordeel, at de Studerende kunde paa to Steder høre, paa forskiellig Maade de samme Videnskaber, og vælge den Lærer, som de finde meest passende for deres Fatte-Evner; de kunde og absolvere begge Examina, og derved vinde fortrinlig Adgang saavel til medicinske som chirurgiske Embeder. Dette er ogsaa ofte Tilfældet. Selv den største Deel af Facultetets Professorer har nydt deres første fortrinligste Underviisning ved Academiet. Det som er saare vigtigt for det Almindelige, er, at alle de, som skulle examinere, bør være Mænd af almindelig bekiendt Duelighed, tydelig og vel ordnet Foredrag, Klogskab til at skiælne Mangel af Kundskab fra Mangel af Forklarings-Evner og Tale-Gaver, imellem de Ting, som er af praktisk Nytte ved Syge-Sengen, og dem, som blot pryder Lægen, og endelig af den allerstrængeste Upartiskhed. Det er sandelig ikke let fuldkommen vel at examinere. Jeg tilstaaer gierne, at jeg efter 24 Aars Øvelse i at examinere saavel medicinske som chirurgiske Candidater, ikke til alle Tider selv har været fuldkommen fornøiet med mig. Ingen Prøve synes for det Offentlige at være saa vigtig, som de lægevidenskabelige. Let-


474

sindighed, Medlidenhed, Lemfældighed, Partiskhed, er her Forræderie imod Staden, imod Samfundet og imod sine Medborgere.

Facultetets medicinske Examina holdes siden Academiets Stiftelse alle i det latinske Sprog, og kaldes derfor Examina rigorosa; ikke fordi de ere strængere end de chirurgiske, men fordi de holdes paa latin. Candidaterne erholde derved Friehed til at practisere og at kunne erholde kongelige Embeder. Det er et ikke ubetydeligt Fortrin for alle Examina i Kiøbenhavn, frem for de fleste andre Steder, at de alle ere offentlige, og skee i Nærværelsen af et talrigt og tildeels oplyst Auditorium. Sædvanlig er Candidatens Charakter af Tilhørerne forud bestemt, førend den bliver bekiendtgiort.

Oltidens Lærde og Universiteter have fordum stiftet et ærværdigt Hæders-Navn af Lærere (Doctorer) i alle Faculteter, som især characteriserede den udmærkede Lærde, og som næsten i alle Lande ere af Regieringen benaadede med Rang, Værdighed, og Rettighed offentligen at kunne lære deres Videnskab. Dette Hæders-Navn er i de nyere Tider, især i Medicinen, sunket næsten til en


475

tom Titel uden Betydenhed. Doctor-Navnet viser nu ingen fortrinlig medicinsk-praktiske Kundskaber, disse bør ingen, som berettiges til Praxis, mangle, ikkun sielden, udmærkede litterariske Kundskaber, eller Færdighed i det latinske Sprog, naar Disputatsen efter den brugelige Skik forsvares. Det yndige latinske Sprogs Dyrkelse, hvortil i Skolerne saa megen Tid anvendes, synker allerede iblandt de academiske Borgere, og glemmes sædvanlig iblandt Embeds-Mændene. De Studerende maae henholde sig allene til privat Flid, for ikke at glemme hvad de i Ungdommen have lært. Ved Universitetet læses ingen latinske Collegier. De Offentlige Disputeer-Øvelser paa Regentsen og Klosteret, paa Valkendorfs, Eilersens og Borkens Collegium ere afskaffede. De private Disputeer-Øvelser, hvor de Studerende under Forsæde af en Professor øvede dem i at modsige og forsvare lægevidenskabelige Sætninger, hvorved deres Sprog-Øvelse og Forstands Anstrængelse blev skiærpet, findes nu ikke mere, og hverken vores Examina eller medicinske Promotions-Disputatser vise, pa enkelte Undtagelser nær, enten den Færdighed og den Ziirlighed, som man


476

beundrede hos vore Forfædre, i et Sprog, som endnu udgiør det eneste Forenings-Middel iblandt alle Lærde paa Jordkloden. Næsten intet skrives nu i det latinske Sprog uden Disputatser og Programmer. Ønskeligt vilde det være: om det ærværdige Navn af Doctor i Medicinen igien kunde ophæves til sin oprindelige Værdighed, og betegne, ikke allene den gode praktiske, men ogsaa den lærde philosophiske Læge, kyndig i Oldtidens Grundsproge, i Philosophien og Naturkyndigheden, som var bekiendt med Medicinens Historie og dens udbredte Litteratur, med de ældre og nyere Dogmer og Systemer, kort, som aldeles var værdig til grundigen at lære den Videnskab han dyrker, og derpaa havde aflagt offentlige og tilfredsstillende Prøver. Vi have Grund til at haabe, at den foranførte kongelige Befaling af 16de December 1808 vil bidrage til, at Doctor-Værdigheden kun maatte tilstaaes Mænd, der have udmærket sig ved Lærdom, Skrifter eller udmærket Embeds-Førelse. En Olding, som nu noget nær er den ældste promoverede Læge i Staten, har ikke kundet tilbageholde dette Ønske, i Haab om, at den ærværdige Direction, som vaager over Uni-


477

versitetet og Skolevæsenet, og som allerede saa kraftigen haver virket til Videnskabernes Hæder og Fremme, maatte finde denne Gienstand værdig til dens nøiere Undersøgelse og Opmærksomhed.

Oldtidens ceremonielle Skikke ere sædvanligen af en ædel og dybt igiennemtænkt Betydenhed. Vore Forfædre have ogsaa ved Promotioner til Doctor-Graden efterladt os dem. Hatten, Ringen, Broder-Kysset, den aabne og tillukte Bog og Eden, som endnu ved denne Leilighed anvendes, ere af den ædelste moralske Betydenhed. Ogsaa disse høitidelige Skikke ere nu i Almindelighed sunkne til en tom Form, som endog af letsindige ikke sielden behandles med Spøg og Latter. Upaatvivleligen er enhver til Udøvelsen af hans Videnskaber berettiget Læge en vigtig Mand i Staten, hans Medborgere betroe ham det vigtigste, de kunde eie, deres Liv og Sundhed; han kunnde være ligesaa vel en velgiørende Engel, som en fordærvelig Dæmon i Samfundet. Dog beroer den formelige Adgang til Udøvelsen af saa vigtige Pligter allene derpaa, at den unge Læge har modtaget det anbefalede testimonium publicum. En Lovkyndig, forsynet med de bedste Beviser om hans


478

Duelighed, tør ikke fremtræde i en Ret eller offentlige Forretninger, uden at være dertil berettiget ved en kongelig Bestalling, og at have aflagt Eed om tilbørligen at opfylde sine Pligter. Apothekeren maae underskrive en Eeds-Formel, at han vil handle med gode uforfalskede Varer, og at holde sig Medicinal-Taxten og andre Anordninger efterrettelige. Giordemødre maae aflægge en Eed, for at adlyde den dem givne Instruction. Derimod Lægen, som har vigtigere Pligter at opfylde, hvis Letsindighed, Efterladenhed, Egennytte, Magelighed, Mangel paa Drivt til bestandig at forøge sine Kundsklaber og at gaae frem med sin Tidsalder, kunde være mere fordærvelig for Samfundet, har hos os ingen Bestalling, er ikke paalagt en edelig Forpligtelse, som paa mange andre Steder, at opfylde hans tunge Pligter med nøiagtig Eftertanke, uegennyttige Opofrelser, utrættelig Iver og med den ømme deeltagelse, som hans ædle Kald kræver.

Fødsels-Stiftelsen udgiør upaatvivlelig en af de meest udmærkede Lære-Anstalter, ikke allene i Danmark, men ogsaa i Europa; ogsaa


479

har den været besøgt og nyttet af Studerende fra de fierneste Steder i Europa. Det Fødselshuus, som femte Frederik i Aaret 1750 stiftede, hvor uformuende Mødre uden Bekostning kunde betienes, er til vore Tider steget til en høi Grad af Fuldkommenhed. De med denne velgiørende Stiftelse i denne Række af Aar foretagne Forandringer og Forbedringer findes med Nøiagtighed samlede, i vores, for Fødselsvidenskaben høist fortiente Etatsraad Saxtorphs Afhandling om Fødselsvidenskabens Fremvæxt i Danmark. Denne velgiørende Indretning indbefatter den egentlige Fødsels-Stiftelse, og den dermed forbundne Lære-Anstalt for Fødselshielpere af begge Kiøn; en Pleie-Stiftelse hvori de spæde, ulykkelige af deres Forældre forladte Børn blive afgivne og pleiede, indtil de mod Betaling kunde udsættes hos Pleie-Forældre paa Landet, eller naar disse ikke i tilstrækkelig Mængde melde sig, ogsaa her i Staden. Disse forskiellige Indretninger ere vel med Hensyn til deres Indtægter og Udgivter adskilte, men staae dog under den samme Bestyrelse.

Barsel-Qvinder, som modtages i Fødsels-Stiftelsen, ere deels betalende, som efter


480

deres forskiellige Evner betale for dem, deels frieliggende. De førstes Betaling er siden October 1808 efter kongelig Resolution saaledes forhøiet, at de, som betalte forhen:

3 Rdlr.

ugentlig nu betale

3 Rdlr. 2 Mk.

6 Rdlr.

ugentlig nu betale

6 Rdlr. 3 Mk.

8 Rdlr.

ugentlig nu betale

9 Rdlr. 2 Mk.

12 Rdlr.

ugentlig nu betale

14 Rdlr.

15 Rdlr.

ugentlig nu betale

21 Rdlr.

De sidste ere for den største Deel ulykkelige Ugivte, vis Letsindighed, Sandselighed eller Lettroenhed har bragt dem i den Nødvendighed, at søge dette Tilflugtssted, hvis Slør som omgiver det, afværger den Skam, deres Stilling kunnde fortiene, sørger for den forladte uskyldige Skabning, de satte i Verden, tilbagegiver Mødrene ubeskæmmede til Borger-Samfundet, og afværger den sørgelige Fristelse, som allene Mistillid til Gud og Mennesker, og Fortvivlelse kan frembringe, at tilintetgiøre deres eget Foster. Barne-Mord og Udsættelse af Børn ere derfor yderst sieldne Forbrydelser i Kiøbenhavn og Danmark, da ogsaa slige ulykkelige Mødre fra Provindserne, endog fra Naboe-Riget, indflye til denne milde Stiftelse,


481

som den danske Regiering har aabnet for dem, dog er Udsættelsen af Børn ikke aldeles Uden Exempel, hvorpaa vi endog i denne Tid have havt et sørgeligt Beviis. Sandelig, intet kan siges hos os til Undskyldning for slige ugudelige Mødre i Kiøbenhavn, hvor Fødsels-Stiftelsen optager alle hielpeløse Frugtsommelige og deres forladte Børn uden Forskiæl. Sædeligheden maa i Sandhed være sunket meget dybt hos den Ulykkelige, som kan begaae den unaturligste af al Udaad, at henslænge det Barn, hun har baaret under sit Hierte, i en Forstue, og udsætte det for, ikke allene at sulte eller fryse, men endog at blive traadt ihiel. Hvilken Tigerinde handler saaledes mod sine Unger? Ogsaa gifte Mødre tillades Adgang til Stiftelsen, de Velhavende for, de Fattige og Trængende uden Betaling, dog tager de deres Børn med dem.

Det er en sørgelig Erfaring, at Antallet saavel af de gifte som ugifte Barselqvinder, som modtages i Stiftelsen aarligen, og det betydeligen tiltager. Mange physiske og moralske Aarsager, som Tidernes Gang og den herskende Stemning medfører, bidrage dertil. Følgende Tabel viser Tallet af de Barsel-Qvinder, som ere modtagne i den kongelige Fødsels-Stiftelse fra 1788 til 1808, tilligemed Forholdet af de Betalende til Frieliggende, Gifte til Ugifte, samt Døde.


482

Fortegnelse over Antallet af de paa den kongelige Fødselsstiftelse modtagne Barselqvinder fra 1788 til 1808.

Barselsqvinder.

 

 

Deraf:

 

 

 

Betalende.

Fritliggende.

 

Aaret.

Total-Antal.

Ugifte.

Gifte.

Ugifte.

Gifte.

Døde.

1788

704

138

1

565

 

7

1789

769

147

2

619

1

4

1790

882

200

4

678

 

21

1791

839

296

3

540

 

29

1792

849

296

2

550

1

45

1793

875

328

5

542

 

42

1794

843

272

8

561

1

10

1795

865

304

28

524

9

21

1796

813

276

31

502

4

7

1797

874

334

22

504

14

22

1798

997

305

14

565

23

4

1799

934

329

26

561

18

23

1800

995

350

38

568

39

8

1801

966

356

17

548

45

20

1802

1079

411

27

580

61

13

1803

1161

395

33

635

98

20

1804

1105

477

37

549

122

25

1805

1259

502

36

565

156

23

1806

1268

568

37

467

196

25

1807

1233

536

31

450

216

22

1808

1116

444

44

447

181

12

 

20426

7264

446

11520

1185

403

 

 

Aarsagen til den større Dødelighed i Aarene 1792 og 93 var en i Stiftelsen epidemisk herskende ondartet Barselsfeber, som næsten aarligen i en større eller mindre Grad viser sig blandt de Fødende.


483

Stedets Beliggenhed, den ziirlige, rummelige og vel indrettede Bygning, den udmærkede Fødselshielper, en erfaren og kyndig Giordemoder, det gode Inventarium, den nøiagtige Reenlighed og Tilsyn; alt støder sammen for at udmærke vores Fødsels-Stiftelse blandt alle lignende, som findes. Sengenes Tal er 55. Dette Tal synes vel ikke stort, men bliver ved den hastige Afvexling af de Fødende dog betydelig. Af disse 55 Senge er 23 i 6 store Sale for ugifte Fødende, 4 Værelser hvert med 3 Senge, og de øvrige Værelser hvert med een Seng, ere indrettede til de mere eller mindre Formuende.

Ogsaa som Lære-Anstalt for Læger og Gjordemødre udmærker Stiftelsen sig paa saa liberal en Maade, som paa noget andet Sted i Europa. De Studerende, som nyde her praktisk Vejledning i Fødselsvidenskaben uden Betaling, ere for det meste examinerede, og følgeligen kyndige i den theoretiske Deel af Fødselsvidenskaben. Candidaternes Tal er, sædvanlig 4 til 5; nu de fleste Chirurger. Forhen nøde ogsaa Fremmede bestandig Adgang til Stiftelsen, og disse have for en stor Deel givet Stiftelsen den udmærkede Agtelse, den


484

nyder udenlands; men da i de seenere Tider Districts-Chirurgernes Tal saa betydeligen er forøget, saa findes nu ikke alle Tider Plads for dem. Candidaterne besøge de Syge, opfylde og paasee det, som af Overlægen bliver anordnet, og øve dem selv i alt hvad naturlige og vanskelige Fødseler maatte kræve under Overlægens og den erfarne Giordemoders Tilsyn og Vejledning. Candidaternes Ophold i Stiftelsen er bestemt til 4 maaneder, dog kunde efter Ansøgning Tiden forlænges, naar ikke andre Competenter findes. Dette Tidsrum synes, da bestandig et saa betydeligt Antal af Fødende findes paa Stiftelsen, at være for den agtsomme og flittige Candidat tilstrækkelig til, at erhverve sig Øvelse, Erfaring og Tillid til sig selv, naar han i sit tilkommende Embeds Førelse, ogsaa i dette Fag, skal gavne sine Medborgere.

Giordemødrene, som undervises i Stiftelsen, naar de synes at have Anlæg og Beqvemhed dertil, ere deels fra Kiøbenhavn, deels fra de danske Provindser og Norge; i Begyndelsen blive de anholdte til Barsel-Qvindernes og spæde Børns Behandling og Tilsyn, og siden til de


485

Kundskaber og Haandgreb, som Udøvelsen af Fødselsvidenskaben kræver. Paa den i Stiftelsen indrettede Læsesal blive de underviste, ikke allene i Theorien, men og i Haandgrebene, paa vel indrettede Fantomer. Forelæsningernes Værd over den theoretiske og praktiske Deel af Fødselsvidenskaben kan ikke miskiendes. Giordemødrenes Ophold i Stiftelsen er sædvanlig et Aar, i hvilken de, under en nøiagtig Underviisning og daglig Øvelse i Stiftelsen, da kunne bringes saavidt, at de kunde underkaste sig den offentlige og temmelig strænge Examen, af den dertil beskikkede Commission, som bestaaer af et af Sundheds Collegii medicinske og et af dets chirurgiske Tilforordnede, af Professoren i Fødselsvidenskaben og Stadsphysicus; de faae derefter Tilladelse til, at anvende deres erhvervede Kundskaber og Færdighed for det Offentlige, og blive da ansatte paa de Steder, hvor deres Ansættelse findes at være meest nødvendig. En nøiagtig Instruktion*) tilkiendegiver dem deres Pligter, og en paalagt Eed forpligter dem til at iagttage disse. Giordemødre ere ved deres Instrux anviste til, ved alle vanskelige og unaturlige Fødseler, strax at kalde en Fødselshielper, ogsaa er Instrumenternes Brug dem aldeles forbuden. Følgende Tabel viser Tallet af

*) Love for Medicinal-Væsenet, samlede af Dr. H.Munk par. 438.


486

Læger, Mediciner, Chirurger og Giordemødre, som er underviste paa Stiftelsen.

Tabel

som viser hvor mange der ere givne praktisk Veiledning i Fødselsvidenskaben ved den kongelige Fødselsstiftelse fra 1788 til 1808.

 

Studerende.

Giordemødre.

 

 

Deraf:

 

 

Deraf:

Aaret.

Indfødte Studerende.

Medici.

Chirurger.

Udlændinger.

I alt

Fra Kiøbenhavn.

Fra Landet i Danmark og Norge.

1788

7

4

3

 

15

7

8

1789

9

3

6

2

13

9

4

1790

8

3

5

1

23

7

16

1791

10

4

6

1

30

12

18

1792

9

3

6

2

22

10

12

1793

10

4

6

2

15

5

10

1794

9

3

6

3

18

2

16

1795

10

4

6

3

17

7

10

1796

10

4

6

2

19

9

10

1797

10

4

6

3

25

10

15

1798

9

4

5

2

25

14

11

1799

10

4

6

3

20

11

9

1800

12

4

8

2

19

8

11

1801

10

4

6

2

25

9

16

1802

12

6

6

2

26

10

16

1803

15

1

8

3

27

8

19

1804

18

9

9

2

34

12

22

1805

13

6

7

1

35

12

23

1806

12

4

8

1

36

12

24

1807

11

4

7

1

36

12

24

1808

11

2

9

 

18

6

12

 

225

84

135

38

498

192

316


487

Denne Tabel viser tillige, hvorledes den velgiørende Indflydelse af Fødsels-Stiftelsen paa Underviisningen i Fødselsvidenskaben aarligen tiltager, i Forhold til det stigende Antal af Barselqvinder, undtagen i 1808, formedelst den hindrede Overreise til Sjælland, der afholdt adskillige fra Provindserne til at reise hertil for at undervises. Dog er det kun de, som nyde frie Underviisning, og ikke de Betalende, der ere Gienstande for de lærende Giordemødres og Lægers praktiske Øvelser. De indenlandske Fødsels-Hielpere og Giordemødre, som paa Fødsels-Stiftelsen ere dannede, ansættes i Statens forskiellige Steder og paa Landet. Det kan med Sikkerhed antages, og overdrives derfor ikke, naar man antager, at de Kundskaber, den Færdighed og den Erfaring de have medbragt fra Stiftelsen og anvendt til andres Nytte, saavel til Fødselshielpen selv, som til de fødende Mødres og spæde Børns hensigtsmæssige Behandling, aarligen har reddet et betydeligt Antal af Mødre og Børn, især i de Familier, som udgiøre Statens væsentlige Styrke. Ønskeligt ville det være, at alle examinerede Giordemødre paa Landet kunde faa fast Løn, og andre til deres Stilling passende Emolumenter f. ex. frit Huus, Ildebrand m.v., hvorved flere vilde opmuntres til at lade sig oplære, og derved mange Fostres Liv blive reddet, som nu af Mangel paa rigtig Fødselshielp tabes for Samfundet.


488

Følgende Fortegnelse udviser Antallet af de fødte og dødfødte, eller strax efter Fødselen døde Børn.

Fortegnelse over Antallet af de paa den kongelige Fødsels-Stiftelse fødte Børn fra 1788 til 1808.

 

 

 

Aaret.

 

 

 

Total-
Antal.

 

 

B ø r n.
D e r a f:

 

Dødfødte
eller strax ef-
ter Fødselen
døde Børn.

 

Medtagne af
Mødrene.

 

 

Efterladte
af Mødrene.

 

1788

706

82

82

542

 

1789

784

115

124

545

 

1790

884

103

131

650

 

1791

837

108

106

623

 

1792

868

87

80

701

 

1793

871

90

87

694

 

1794

846

85

84

677

 

1795

875

111

118

646

 

1796

812

96

115

601

 

1797

872

97

114

661

 

1798

919

84

127

708

 

1799

942

103

123

716

 

1800

996

110

132

754

 

1801

973

116

147

710

 

1802

1076

137

176

763

 

1803

1174

159

231

784

 

1804

1201

171

237

793

 

1805

1263

163

257

820

 

1806

1289

181

286

831

 

1807

1253

165

338

746

 

1808

1115

154

330

640

 

 

20556

2527

3419

14614

 


489

Under det tiltagende Tal af Fødseler paa Fødsels-Stiftelsen, er det mærkeligt, at i de seenere Aaringer Tallet af de paa Stiftelsen fødte Børn, udgiør omtrent ? Deel af hele Stadens Føde-Tal, og at de, som havde lagt frit paa Fødsels-Stiftelsen, udgiør omtrent 1/5 Deel af Stadens fødende Mødres Tal. Naar man hertil lægger, at imod den ringe Betaling af 3 Rdlr. ugentligen, hvorfor det største Tal af betalende Mødre nyder Fødselshielp og Pleie, saa viser dette tilfulde Stiftelsens vigtige Indflydelse paa det Offentlige. De paa Fødsels-Stiftelsen fødte Børn blive afgivne til Pleie-Stiftelsen, hvis Bygninger staae i Forbindelse hermed, hvor de nyde den tilbørlige og nøiagtige Pleie, indtil de kunne udsættes til Pleie-Forældre paa Landet eller i Staden, som forhen p. 265-267 er erindret under Betragtningen af spæde Børns Opfostring i Kiøbenhavn.

Upaatvivleligen udmærker sig Kiøbenhavns Fødsels- og Pleie-Stiftelse iblandt alle lignende i Europa. Mange fattige og trængende, gifte Mødre, nyde her den ømme Pleie og Behandling, som de ikke kunde vente i deres indskrænkede tar-


490

velige Boeliger, andre langt mere ulykkelige finde her et skjult Tilflugtssted, som ofte redder dem fra Fortvivlelse; de tilbagegives Samfundet, og kunde endnu blive i lykkelige Ægteskaber agtværdige Huusmødre og ømme Mødre; mange af dem, som endnu ikke ere aldeles ufølsomme mod Naturens Røst, tabe ikke deres uden for Ægteskab fødte Børn af Sigte, men understøtte samme med den ømmeste Omhue, for saavidt Omstændighederne tillade det; Læger og Giordemødre blive her ved Erfaringens trygge Haand dannede til duelige Fødselshielpere. Maaskee findes ingensteds i Europa i Almindelighed saa grundige Kundskaber i denne vigtige Deel af Chirurgien, som i de danske Stater. Skiøndt den nøiagtige Omsorg ikke fuldkommen kan erstatte Mangelen af moderlig Pleie, og skiøndt en stor Deel af uægte, af deres Forældre forladte Børn blive et Offer for en tidligere Død, saa vilde dog de Dødes Tal være ulige større, om ikke en Deel af de Farer, som true disse Ulykkeliges spæde Liv, ved Fødsels- og Pleie-Stiftelsens Omsorg bleve afvendte.

Efter det, i en lang Række af Aar saa betydeligen tiltagende Antal af Barselsqvinder, som


491

modtages i Fødsels-Stiftelsen, skulde man fristes til at troe, at Skiørlevnet og Udsvævelser i Kiøbenhavn paa en skrækkende Maade tiltoge. Upaatvivleligen er denne sørgelige Erfaring ikke aldeles ugrundet. Aftagende Religiøsitet og Sædelighed, aftagende Ægteskaber, tiltagende Letsindighed, Ødselhed, Forfængelighed, Fattigdom, Vellevnet m.v. alt dette er alt for kiendelig iblandt os til, at man skulde kunne paatvivle denne sørgelige Sandhed; selv den blide Behandling paa Fødsels-Stiftelsen, den Nøiagtighed, hvormed Fødselen skiules, og den Ædelmodighed, hvormed Staten virker til ulykkelige Børns Frelse, som ere Frugter af ulovlig Kiærlighed; alle disse Omstændigheder kunne medvirke til at forøge, og forøge virkeligen, Barselqvindernes Tal paa Fødsels-Stiftelsen. Dog er den deraf dragne Slutning paa Kiøbenhavnernes aftagende Sædelighed, ikke fuldt saa sørgelig, som den synes at være. Fødsels-Stiftelsen har erhvervet en ligesaa grundet som almindelig Tillid, saa at den søges ikke allene af Stadens Fattige og Trængende, men ogsaa af de Velhavende og Rige, endog af de høiere Stænder, ikke allene fra de danske Provindser, men og-


492

saa fra Norge og Sverrig søges den ofte. Sidste Aars Erfaring viser det. Da i dette Aar under Krigens Uroeligheder Forbindelsen med Sverrig, Norge og Provindserne enten er aldeles hævet, eller dog betydeligen indskrænket, saa er de Fødendes Tal paa Stiftelsen, i Lighed med de forrige Aaringer, langt over hundrede aftaget. Maatte det dog være mueligt at udfinde noget Middel, som uden at svække Nytten af vores ypperlige Fødsels-Stiftelse, i det mindste ikke unddrog den nedrige Forfører, som under Ægteskabs-Løfte myrder Uskyldigheden, fra den fortiente Straf og den alvorlige Forpligtelse til at sørge for Barnets Underhold og Opdragelse! Maatte vores forbedrede Børne-Opdragelse vise sig i forøget Sædelighed og Religiøsitet, og endog med Hensyn til denne Gienstand være Frugtbringende!


493

Veterinarir-Skolen i Kiøbenhavn.

Til Hovedstadens medicinske Lære-Anstalter henhører endnu den kongelige Veterinair-Skole, da denne Indretning med Hensyn til den lignende Anatomie, Huusdyrenes Sygdomme og Lægemidlernes Anvendelse, tillige oplyser Helbredelsen af Menneskenes Sygdomme. I Aaret 1773 den 4 Januari, befalede Kongen: at en Veterinair-Skole skulde anlægges paa Christianshavn, og i 1773 den 25 Januari oprettede vores uforglemmelige P. C. Abildgaard, mod 1200 Rdlr. aarlig Un[der]støttelse af Kongen, en Veterinair-Skole for sin egen Regning, og begyndte i Juli Maaned at holde Forelæsninger for Cavallerie-Officerer, Underofficerer og Beridere ved de kongelige Stalde, ogsaa indrettedes en Sygestald for 8 Heste. Den 15 Februari 1775 holdtes den første offentlige Examen. I Aret 1776 opførtes en Bygning til en Smede, Sygestald for 14 Heste, og til en Vaaning for en Smed samt 16 Skolarer. Skolen fik derved Plads til 24 syge Heste. Under 23de Julii 1777 erholdt Skolen sin Fundation, hvori dens Rettigheder bestemtes, hvorefter sam-


494

me Aar Fanesmedde fra de danske Cavallerie-Regimenter, saa og fra adskillige Godseiere, Lærlinge bleve indsendte for at oplæres ved Skolen, tillige blev befalet: at ethvert Stift paa dets Bekostning skulde holde en Lærling ved Skolen. I Aaret 1780 blev Skolens Bygninger endnu mere udvidede, hvorved der vandtes bedre Plads til Læsesal, Præparat-Stue, Anatomiekammer og et lidet Laboratorium. I Aaret 1784 kom Veterinair-Skolen ved kongelig Gavmildhed i Besiddelse af Professor Abildgaards Bibliotek, Naturalier og Instrument Samling, hvilken aarligen forøges. Den har desuden Samlinger og Præparater henhørende til Dyre-Anatomie, Materia medica, Chymie og til flere Underviisninger, som gives ved Skolen. Ogsaa fra begge Hertugdømmene skal efter kongelig Befaling indsendes hvert tredie Aar to Lærlinger for offentlig Regning, og flere kunde indsendes for egen Regning, naar de have erhvervet sig det slesvigholsteenske Cancellies Tilladelse til at være frie fra militair Udskrivning. De Studerendes Antal ved Skolen beløber sig, Privatisterne iberegnede, omtrent til 50, og, siden Veterinair-Skolens Opret-


495

telse, have i alt 510 Subjecter nydt Underviisning, hvoriblandt 30 Udlændinger. Der findes nu ikke mindre end 150 prøvede Dyrlæger, som ere fordeelte i de danske Stater fra Finmarken til Elbens Brede. Bornholm, Færøerne og Island have imidlertid endnu ingen Dyrlæger. For at de, ved den danske Veterinair-Skole dannede, Dyrlæger kunde tillige blive gode Smedde, til hvilke sidste Staten trænger ligesaa meget som til hine, blev der i Aaret 1806, ved kongelig Understøttelse, opført i denne Henseende en Bygning, hvorved Stiftelsen vandt et skiønt og og rummeligt Værksted, tilligemed Boepæl for Beslagmesteren, og det under ham staaende Personale. I samme Aar blev det befalet, at Veterinair-Skolens Forstander, vores fortiente Professor Viborg, skulde aarligen meddele alle Dyrlæger i de danske Stater de Iagttagelser, som giordes i Veterinair-Faget, og hine Dyrlæger opfordredes igien til at meddele de Erfaringer, som enhver af dem havde samlet. Dyrlægerne sættes derved i Stand til at holde Skridt med den Fremgang, Veterinair-Videnskaben giør, og deres Erfaringer samles, nyttes og blive bekiendtgiorte. For at sætte den


496

danske Veterinair-Skole i nøiere Forbindelse med udenlandske Instituter af lige Art, og med inden- og udenlandske Lærde og Oekonomer, hvorved Videnskaben kunde fremmes, befalede hans Majestæt under 5 Junii 1807, at et Selskab til Veterinair-Kyndighedens Fremme skulde stiftes under Navn af Societas Fautorum Rei Veterinariae. Den første Deel af dette Selskabs Skrifter er i dette Aar udkommen, hvori dets Indretning findes. Tilforn endtes et Cursus i Veterinair-Videnskaben i trende Aar ved den danske Skole. Nu igiennemgaaes Videnskabens forskiellige Grene aarligen ved 5 Lærere, hvilke ere: Forstanderen, Dyrlægen ved Sygestalden, Beslagmesteren og tvende Pensionairer. I den første Tid af Skolens Tilværelse befattede man sig allene med Helbredelsen af syge Heste, i de seenere Tider derimod med Curen af alle syge Huusdyr. Hvorledes Veterinair-Skolens Virkekreds i denne Henseende er udvidet, erfares af følgende. Der var nemlig i Cuur i Aaret 1790, 59 Heste; 1791, 116 Heste, 67 Køer, 2 Faar, en Gedebuk og 10 Hunde; 1796, 640 Heste, 219 Køer, et Faar, et Sviin og 90 Hunde; 1802, 789


497

Heste, 329 Køer, 4 Faar, 9 Sviin, 109 Hunde, 10 Katte og en Stork; 1808, 2828 Heste, 286 Køer, 35 Faar, 301 Sviin, 247 Hunde, 16 Katte og 22 Fiær-Kreaturer.

Veterinair-Skolen følte længe Savnet af et Stykke Land, paa hvilket syge Heste kunde holdes om Sommeren. I Aaret 1808 blev denne Mangel afhiulpen, da Kongen henlagde til Stiftelsen 10 Tønder Land af Sundby-Vester Overdrev paa Amager. Denne Strækning er ikke allene til hiint Brug opdyrket, men derpaa er ogsaa indrettet en Veterinair-Have, hvor Lærlingerne dyrke de for Dyrlægen vigtigste Medicinal-Planter, saa at Stiftelsen ikke allene kan forsyne sig selv dermed, men ogsaa overlade deraf til andre.

De til Veterinair-Skolen henlagte Fonds er:

fra Cavallerie Regimenterne

700 Rdlr. aarlig

- den kongelige Stald-Etat

300 Rdlr. aarlig

- Artilleriet

100 Rdlr. aarlig

- Stifterne og Hertugdømm.

600 Rdlr. aarlig

- den kongelige Casse

550 Rdlr. aarlig

Tilsammen

2250 Rdlr aarlig.


498

Desuden betales af den kongelige Casse Forstanderens Løn 1200 Rdlr.

og dennes Løn, som Secretair ved Directionen for Stuterie-Væsenet og Veterinair-Skolen 500 Rdlr.

Veterinair-Skolen har sin egen Dirction, som har umiddelbar Forestilling til Kongen. Efter Skolens Fundation bestaar den af saadanne Mænd, hvis Stilling i Staten giver dem Interesse til at vaage over Veterinair-Videnskabens Fremme. Den velgiørende Virkning, denne Indretning har havt for det Offentlige, bestaaer ei allene i at forsyne Landet med duelige Dyr-Læger; dens Indflydelse paa at bevirke gode Lovgivninger for Huusdyrenes Forædling, samt Qvægsygens Behandling og Udryddelsen af andre smitsomme Dyr-Sygdomme er ligesaa vigtig og vil have uberegnelige gode Følger for Staten; ogsaa har man denne Stiftelse at tilskrive, at den for Borger-Samfundet skadelige Classe af Mennesker, Natmænd kaldede, er ved Regieringens vise Foranstaltninger ophævet i de danske Stater, og at vor indgroede Fordom mod Hestekiød-Spisen er ophævet.


499

Ogsaa med Hensyn til Lægevidenskaben for Mennesker har Veterinair-Skolen gavnet meget. Mange Forsøg for at stadfæste physiologiske og pathologiske Sandheder og at opdage andre ere her anstillede; mange Midler ere her ved Dyrene anvendte, som ogsaa ved Menneskets Sygdomme kunde være brugelige. Især har Lægemidlers Indsprøitning i Dyrenes Aarer viist sig i en høi Grad velgiørende; maaskee kunde den Tid ogsaa komme, at dette Middel, som ved nogle uheldige Erfaringer er kommet ud af Brug, igien kunde indføres i Lægevidenskaben, for at helbrede hidtil ulægelige Sygdomme hos Mennesker. Ellers synes vores Veterinair-Skole ikke at nyttes af vore Studerende, som den kunde og maaske burde. I Wien er det befalet, at alle de, som studere Lægevidenskaben, skal høre en Cursus over Huusdyrenes Sygdomme ved Veterinair-Skolen, og deri prøves i deres Examen. Den i Aaret 1777 for Chirurgiens Opkomst nedsatte Commission har ogsaa foreslaaet det, hvilket især hos Lægerne i Provindserne synes at kunne være til megen Nytte.


500

Den botaniske Have i Kiøbenhavn.

Den første botaniske Have i Dannemark blev under Christian den Fierde anlagt i Skidenstræde, og Opsigten over den forenet med Professoratet i Physiken ved Kiøbenhavns Universitet. Til at forøge denne Haves Samling af indenlandske Vexter, reiste paa Kongens Bekostning aarligen en Botaniker i Dannemark eller Norge, hvoriblandt Jørgen Tucsen og Otto Sperling vare de første. I Aaret 1752 blev under Oeders Bestyrelse en botanisk Have efter en mere udvidet Plan indrettet ved Enden af Amaliegade, men da dennes Beliggenhed befandtes at være for ugunstig, og samme om Vinteren endog tildels stod under Vand, saa blev den af Wahl, i Aaret 1778, flyttet til den Plads ved Charlottenborg, hvor den nu findes, som af Christian den Syvende dertil blev indrømmet.

Dannemark kan fremvise mange Mænd, der have udmærket sig i det botaniske Fag, det vilde kunnet bramme med et endnu langt større Antal, hvis ikke Nødvendigheden af et Brødstudium, for ei at savne Livets første Fornødenheder, havde

501

forhindret mangfoldige fra at følge deres Drift til udelukkende at dyrke dette Fag. Dette var især Tilfældet med den store Linnees elskede Discipel Tyge Holm, med Oeder, Zoëga og flere andre; derimod skylde Udlændingerne Forskaal og König eene den danske Regierings gavmilde Under-støttelse Leiligheden til at have kunnet giøre de vigtige Opdagelser, som forevige deres Navne i Botaniken.

Simon Pauli holdt det første botaniske Collegium og anstillede de første botaniske Excursioner. Ham fulgte den berømte Thomas og Caspar Bartholin. Ole Worm, Ole Borch, Peder Kylling, Burser, hvis vigtige Samling til at oplyse Bauhins Beskrivelser de Svenske borttoge og opbevare i Upsal, Rasmus Bartholin, Gunnerus, Hans Strøm, Otto Fredrik Müller, Holm (siden Holmskiold), Friis Rottbøll have foruden Oeder og den til uopretteligt Tab for Botaniken for tidlig afdøde Vahl, bidraget meget til at oplyse Dannemarks og Norges Botanik og henhøre tildeels iblandt de berøm-teste og største Botanikere.

Den Botaniske Have staaer ikke længere, som tilforn, under Universitetet, men bestyres særskilt af Direktionen for den botaniske Have, hvis Præ-


502

ses: Hertugen af Augustenborg, har bidraget at hæve den til sin nuværende Flor og større Almeennyttighed. Ved Haven vare i de seenere Tider een Professor og een Lector Botanices an-satte, som holdte Forelæsninger i Haven, paa nærværende Tid ere begge Embederne forenede. Haven eier en ypperlig Bogsamling, som ved den nysnævnte Conferentsraad Müllers botaniske Bøger og Vahls hele Bibliothek for nogle Aar siden fik sin betydeligste Tilvæxt. Marcgravs, Forskaals, Iserts, Rotbølls og Vahls Herbarier, tilligemed den sidstes Manuskripter høre til dens vigtigste Skatte. Samlingen af levende Planter er i de seeneste Aaringer ved Vahls og den nuvæ-rende Professor Botanices Hornemanns Bestræbelser forøget saa betydeligt, at den beløber sig til over 7000 særskilte Arter. Disse ere tilligemed Bogsamlingen, til fastsatte Tider, nu til offentlig Brug for alle Studerende, da derimod tilforn denne Samlings offentlige og almeennyttige Brug var meget indskrænket. Selv den for den danske Botanik saa fortiente Conferentsraad Müller maatte først udvirke sig en kongelig Ordre, førend Bøgernes Brug blev ham tilstaaet. Professor


503

Hornemann har i Aaret 1807 ladet en Enumeratio plantarum horti botanici Hafniensis trykke, og allerede indtil nu leveret tvende Supplementer, som tilstrækkeligen vidne om Havens tiltagende Flor. Planterne i Haven vare i Rottbølls Tid ordnede efter van Royens System, de ere det nu efter det Linneiske, og man kan med det første vente en beskrivende Fortegnelse paa de i samme væren-de Væxter af benævnte Professor Hornemann, som vil være de Studerende til fortrinlig Nytte for Fremtiden.

Apothekerne i Kiøbenhavn.

I Kiøbenhavn findes 8 Apothekere og et i Forstaden. Ikke letteligen findes der en folkerig Stad af over100000 Beboere i Europa, som eier saa faae Apotheker som Danmarks Hovedstad. Det er derfor naturligt, at deres Stilling her maae være fordeelagtigere, end paa mange andre Steder; ogsaa findes de af fortrinlig Godhed. Vores Medicinal-Love ere med Hensyn til Apothekerne i de danske Stater af den Beskaffenhed, at baade Lægerne og de Syge saavidt mueligen


504

kunne være betryggede. Alle Apothekere og Provisorer, som forestaae Apotheker, skulle, i Følge Forordningen af 4 December 1672, være offentligen examinerede af det medicinske Facultet og nogle af Stadens Apothekere, i Chemie, Pharmacie, Botanik og merkantilsk Vare-Kundskab. Den chemiske Examen er hidtil blot theoretisk. Ønskeligt vilde det være, at den chemiske Prøve ogsaa maatte skee praktisk af Examinanderne i et afsondret Laboratorium. Efter samme Forordning meddeles alle Apothekere en kongelig Bestalling, og de aflægge Eed paa, at holde deres Officiner i tilbørlig Stand, og at holde sig Anordningerne og Taxten efterretlig. Ligesom Lægerne ikke maae holde Apothek eller dispensere Medicin, undtagen paa de Steder, hvor Apothekernes Fraliggenhed og Lægernes Land-Reiser giør det uundgaaeligt, saa maae ei heller nogen Apotheker befatte sig med at practisere i Lægevidenskaben. Enker og Børn af en afdød Apotheker kunne vedblive Apo-theket under en examinert Provisors Bestyrelse. Svende maae ikke antages i et Apothek, uden at have fremviist deres Testimonia til Decano af det medicinske Facultet eller Stads-Physico. Discip-ler-


505

ne skulde følge Professorerne, naar de botanisere. Efter Placat af 31 Maji 1795 maa ingen Apo-theker sælge Brækmidler eller stærkt purgerende Midler, uden at dertil følger et Recept, skrevet af en legitimeret Læge, som deri skal anføre baade Datum og den Syges Navn, under Mulct af 20 Rdlr., som hver Gang fordobles. Forordningen af 1ste April 1796 bestemmer de Forsigtigheds-Regler, som bør iagttages ved Salg og Handel med Gift. Ingen anden end de privilegerede Apothe-kere skal være berettiget til at sælge og afhænde Gift, Rotte-Krud (arsenicum album), Ruusguul (arsenicum rubrum), guul Arsenic (arsenicum citrinum), Opperment (auripigmentum), Sublimat (mercurius sublimatus corrosivus), hvid og rød Præcipitat (mercurius præcipitatus albus & ruber,) Kobolt, Fluegift (Coboltum), Blyesukker (saharum Saturni), under en Mulct af 50 til 100 Rdlr. efter Sagens Beskaffenhed. Intet Gift maa udleveres fra Apotheket uden skriftlig Forlangende, forsynet med Præstens Attest, Underskrift og Segl; det udgives forseglet og paategnes: Gift, og hvilket Slags. Det, som sælges,


506

indføres tillige med Kiøberens Navn og Udstæderens Attest i en autoriseret Bog, som forevises ved hver aarlig Visitation og af Visitatørerne paategnes. Det er dog ikke ualmindeligt hos os, at Gift til oeconomisk Brug ogsaa sælges i Urteboderne. Ønskeligt var det, at denne skadelige Misbrug aldeles kunde afskaffes, og at det ogsaa blev forbudt at lægge Rottekrud for at dræbe Rotter, hvoraf ikke faae Mennesker ere blevne ulykkelige. Flere uopdagede Ulykker af dette Slags skiuler nok Jorden.

Apothekerne blive, efter Forordningen af 4 December 1672, eengang om Aaret, sædvanligen om Efteraaret, naar et Forraad paa et heelt Aars Forbrug kan ventes, visiterede, forhen af det medi-cinske Facultet og Stads-Physico, nu af Sundheds-Colleegio, hvoraf Stads-Physicus er Medlem. Uden for Hovedstaden skeer denne Visitation af Physico og Districts-Chirurgerne; ogsaa er enhver autoriseret Læge berettiget til paa alle Tider at eftersee de Midler, han har brugt, eller agter at an-ordne. Upaatvivlelig ere Apotheker-Visitationer, især naar de ofte og paa ubestemte Tider anstilles, meget velgiørende, og bi-


507

drage meget til Lægernes heldige Curer og til Betryggelse for det Almindelige; men denne Undersøgelse kræver en høi Grad af Nøiagtighed og Sagkundskab, om Hensigten skal aldeles op-naaes.

Efter kongelig Befaling fastsætter Sundheds-Collegium en aarlig Taxt, som af Kongen bliver approberet. Upaatvivleligen bør denne vigtige Gienstand behandles med den meest anstrængte Opmærksomhed, saaledes at Apothekerne, hvis Udgivter ere betydelige, paa den ene Side blive beskyttede i deres billige Rettigheder, saavel som handlende, saa og som Mænd, der udøve en liberal og for det Offentlige høist vigtig Profession, og at paa den anden Side Lægemidlerne ikke blive dyrere end Nødvendigheden uundgaaeligen kræver, og de uformuende Syge ved overdrevne Priser af Lægemidler ikke maatte blive alt for trykkede. En øm og deeltagende Læge kan ikke være ufølsom ved at forskrive for uformuende Syge saa dyre Lægemidler, som overstige deres Evner og deres oeconomiske Stilling. Det er derfor en hellig Pligt for enhver Læge at beflitte sig paa, at for-skrive de indenlandske mindre kostbare Midler, hvormed Forsynet ogsaa har begavet de dan-


508

ske Stater, og saa lidet som mueligt anvende fremmede og kostbare Lægemidler, undtagen naar i enkelte Tilfælde deres Brug er uundgaaeligen nødvendig. Mange kostbare fremmede Midler skyl-de deres Celebritet mere Moden, andres Exempler og Vanen, end at de virkeligen i mange Tilfælde skulde være saa uundværlige, at de jo ofte kunde erstattes ved indenlandske Midler, især naar flere Opmuntringer til at dyrke og samle disse maatte finde Sted. At sætte en almindelig rigtig og billig Taxt for Medicinal-Vare, som bliver forskrevne til de Syges Brug efter faste og bestemte Grund-sætninger, er i Sandhed et meget vanskeligt Arbeide og Foretagende; dertil hører ikke allene læge-videnskabelige, men ogsaa mercantilske, statistiske, oeconomiske, techniske og arithmetiske Kund-skaber, naar den skal ansættes billig for de Syge og billig for Apothekere. Sundheds-Collegium har i lang Tid beskiæftiget sig med at fastsætte, og ved ethvert Lægemiddel at anvende billige Grund-sætninger, hvorved haabes: at Reglerne for Medicinal-Taxten for Fremtiden vil kunne med mere Nøiagtighed bestemmes.


509

Sundheds-Collegium har med Hensyn til Fædrelandets nærværende Stilling beregnet og fore-slaaet Prisen paa Lægemidler efter følgende Grundsætninger for Aaret 1809:

1. At Taxten for Detail-Udsalget, saalænge Krigen varer, kun bliver gieldende for Danmark allene, da de fleste Midler i Kongeriget Norge maae sælges til en noget høiere Priis, hvilken Sundheds-Collegiet efter nysnævnte Riges nuværende Stilling ikke er i Stand til at bestemme.

2. At alle de Midler: Simplicia, Compofita og Præparata, hvilke af Collegiet ere aragtede at være mindre nødvendige og undværlige under Krigen, udelukkes af Taxten, og som frie Handelsvarer sælges af Apothekerne til den da gængse Handels-Pris med det ellers for Apothekerne bestemte Tillæg.

3. At de Officielle Formuler, som indeholde undværlige udenlandske Ingredientser forandres saaledes, at der i disses Sted sættes andre ligesaa virksomme indenlandske, eller dog saaldanne udenlandske, som lettere kunde erholdes for en taalelig Pris.


510

4. At nogle nye Formuler tilføies Pharmacoperen, deels i Stedet for ældre, som ere udslettede, og deels som mindre bekostelige for de Syge blandt Almuen.

5. Apothekernes Fordeel ved Udsalget af de 3 vigtige Lægemidler, Opium, Campher og Moschus, da disse Midler ere i høi Priis, ansættes lavere end efter den almindelige Regel for Udsalget af alle de øvrige, og derimod Apothekernes Fordeel ved Salget af alle disse beregnes nogle Procent høiere, eller til 133½ i Stedet for 128 4/7 P.E., hvilken Fordeel, efter Assessorernes til Sundheds Collegiet indgivne Beregninger, har været Apothekerne tilstaaet i Taxten for 1805, 6, 7, og 8.

6. At Collegiet, foruden hvad Apothekerne fortiene efter Taxa laborum for i Aar, beregne dem samme Fordeel ved Udsalget af hvert enkelt Middel, som den, de have havt i Fior, nemlig det forholdsmæssige af 133? P.E. eller 4/7 Dele af Udsalgs-Prisen efter sidst afvigte Aars Taxt.

7. At denne Handels-Fordeel, 4/7 Dele af Indkiøbs Prisen i Fior, lægges ligefrem til Ind-


511

kiøbs-Prisen, der er opgivet af Medicinal-Providerings-Commissionen, af Mæglerne og af andre autoriserede Handlende, saaledes at disses Udsalgs-Priis betragtes, som Indkiøbs-Priis for Apothekerne.

 

8. At de officinelle Simplicia og Fabrik-Varer, som Apothekerne efter Assessorernes Angivende have forskrevet udenlands fra, fordi de ikke kunde faaes for lettere Kiøb og i tilstrækkelig Mængde her i Riget, beregnes dem efter Indkiøbs-Prisen, paa vedkommende udenlandske Priis-Courant med Tillæg af Tabet paa Coursen til samme Tid, foruden Transport-Omkostninger, Told m.v., og de foranførte 133? P.E. Handels-Fordeel ved Udsalget.

9. At Indkiøbs Prisen paa indenlandske Lægemidler, af Planteriget i Betragtning af, at deres Dyrkning og Indsamling nu er mere bekostelig end før, beregnes dem ¼ Deel høiere end i Aaret 1805, og at i øvrigt den af Assessorerne til Collegiet indgivne Beretning om den sædvanlige Indsvinding under disse Lægemid-


512

lers Tørring og Rensning, maa for dette Aar følges.

10. At Taxa Laborum for Lægemidlernes Tillavning efter magistrale Formuler, paa nogle faae ubetydelige Forandringer nær, i det Hele forbliver, som den var for Aaret 1805, og at ved de officinelle Præparationer, hvor Beregning er nødvendig, denne da anstilles efter en for hver pharmaceutisk Operation ansat Betaling, som Collegiets Assessorer have bifaldet.

Allerede længe har man været betænkt paa, at bestemme Grændsen og Rettighederne imellem Apothekere og Kramboe-Handlere, da Mangelen af disse Bestemmelser ofte har givet Anledning til Uorden og Uenighed. Vel eie vi 36 forskiellige Forordninger, Placater, Reskripter og Cancellie-Breve, som paa enkelte Steder fastsætter disse Grændser eller enkelte Dele deraf; dog haaber man med det første at blive forsynet med en almindelig Anordning, som kunde være anvendelig i det Hele, og hæve alle forrige i den Henseende giorte Foranstaltninger til offentlig Be-


513

tryggelse, og enhvers Haandhævelse i sine rettigheder.

Privilegerede Materialister har man i mange Aar ikke havt i Kiøbenhavn, ogsaa synes de ikke uundgaaeligen nødvendige, da Stadens Apothekeres Forraad sædvanligen tillader ogsaa at have en medicinsk Material-Handel, til at forsyne Apothekerne i Provindserne. Dog findes her nogle Grosserere, som drive en betydelig Materialhandel, uden at være under Opsigt med Hensyn til Varenes Godhed og Ægthed, som sælges til de mindre Apåotheker, og sendes udenlands, da forhen under Fredens Velsignelser og Stadens blomstrende Handel, enhver Deel af det nordlige Europa herfra blev forsynet med Medicinal-Vare. Efter Krigens Udbrud, da Forbindelsen imellem vore egne Lande og fremmede Stater blev enten aldeles hævet, eller dog giort meget vanskelig, anordnede vor elskede Regiering, til alle Tider opmærksom paa det Offentliges Vel, adskillige Foranstaltninger for at befrie os fra Mangel af de nødvendigste udenlandske Lægemidler af ægte Godhed under Krigen.


514

Den 4de Marti 1808 forbød Kongen Udførselen af alle officinelle Lægemidler. I April f. A. indgav vores virksomme Professor Herholdt et allerunderdanigst Forslag om en Medicinal Providerings-Commissions Indretning, som skulde sætte de vigtigste udenlandske Lægemidler i Reqvisition. Til denne Commission blev, foruden Professor Herholdt, af Sundheds-Collegiet foreslaaet Professor Schumacher, hvilket af Hans Majestæt allernaadigst blev bifaldet. Ved Overlæg med Sundheds-Collegiet blev følgende Puncter fastsatte:

1. At den indenlandske Handel med alle saavel inden- som udenlandske, techniske, oeconomiske Midler, Urtekram-Varer m.v. skulde blive frie som tilforn, og at de hidhørende Midler, hvoraf en Fortegnelse til Cancelliet blev indsendt, ikke skulde sattes i Reqvisition.

2. At alle de udenlandske officinelle Lægemidler, som kunde undværes, skulde udelukkes af Pharmacopæen, saalænge Krigen varer, saa at Apothekerne vel beholde Friehed til at udsælge deres Forraad af dem, men ikke vare forpligtede til, at anskaffe sig noget nyt Middel af


515

denne Classe. En hidhørende Liste blev bekiendtgiort ved Placaten af 27 September f. A. og siden ved et Tillæg til Pharmacopøren dette Aar. I dette Tillæg gav Sundheds-Collegiet tillige nogle nye mindre bekostelige Formuler til Lettelse for den fattige Classe af Folket, og en detaillert pharmaceutisk Forskrivt angaaende de Midler, som skulde sættes i Stedet for de udgangne.

3. At 41 udenlandske Lægemidler hvoraf 23 Indiske og 18 Europæiske, skulde sættes i Reqvisition. Fortegnelsen over disse Midler findes tilføjet den foranførte Placat af Septbr. f. A.

4. At Apothekerne i Siælland og omkring liggende Øer, saa og alle militaire Læger, skulde forsynes med alle disse Midler af Commissionens Forraad. Jylland og Hertugdømmene derimod kun med de 23 Indiske.

5. At der til den Ende af Commissionen skulde oprettes et Medicinal-Vare-Depot i Kiøbenhavn, hvortil Admiralitetet afgav et rummeligt Pakhuus paa Gammelholm, og et i Jylland, hvortil Generalitetet afgav et lignende Sted paa Arsenalet i Friderits.


516

6. At de Vare-Sorter, som vare solgte her i Staden paa offentlig Auction, skulde af Commissionen betales efter Middelprisen, de vare solgte for mellem den 12 Januari og 4 Marti, da Forbudet mod Udførsel blev publiceret, og med Tillæg af 10 P. E. for de Handlende, at derimod Prisen paa de øvrige Midler, som ikke vare solgte i foranførte Tidsrum, skulde beregnes efter den Hamborger-Priis Courant med Tillæg af Coursen paa den Dag, Varene bleve afleverede og 10 P. E. Avance. Commissionen blev bemyndiget til at udstæde Anvisninger paa Finants-Cassen paa Beløbet af de requirerede Midler, den udsolgte igien Midlerne med omtrent 10 P. E. Tillæg, som nødvendigt til at bestride de løbende Udgivter og andre Omkostninger.

7. Seenere fik Commissionen kongelig Befaling til ogsaa at forsyne Kongeriget Norge med alle de Lægemidler, som maatte requireres af den der værende Regierings-Commission eller af Stabs-Chirurg Thulstrup. Beløbet af disse Midler skulde for den militaire Etat betales af Feldt-Commissariatet; for den Civile af Finants-


517

Cassen. De reqvirerede Midler sendtes over Fladstrand til Norge. Den her værende Stabs-Chirurg Tønder blev allernaadigst befalet at tiltræde Commissionen.

8. Endelig blev ogsaa for Hertugdømmene nedsat en lignende Commission, som skulde træde i Forbindelse med den herværende, paa det at alle reqvirerede Midler kunde fordeles overalt i Landet efter hver enkelt Steds Trang og Fornødenhed.

Med disse Regieringens saa vise Foranstaltninger, er da Fædrelandet under Krigen betrygget mod al trykkende Mangel paa nødvendige Lægemidler, som nu kunde, saavel til den civile, som militaire Etat, erholdes for en nogenlunde taalelig Priis.

Alle Læger i Kiøbenhavn, og overalt i de danske Stater, næsten uden Undtagelse, ere i det offentliges, Hoffets, Søe- og Land-Etatens eller Hospitalernes Tieneste, og ere derfor lønnede. Vist er det: at de lægevidenskabelige Lønninger i det Hele ere saa sparsomme, at de ikkun frembyder et meget tarveligt Udkomme, derfor kunne de practiserende Læger, saavel i Kiøbenhavn, som


518

overalt i de danske Stater, paa enkelte Undtagelser nær, ikke undvære dette Bidrag til deres anstændige Underhold. Vi eie ingen Taxt for Lægernes Arbeide og Tilsyn med de Syge, uden fierde Christians Forordning af 20 December 1619, som er igientaget den 4 December 1672, paa en Tid, da Capitels-Taxten for Rug var 1 Rdlr. 48 Sk., og for Byg ligesaa meget. Denne Taxt er, med Hensyn til de nærværende Tider og Livets Nødvendigheder, aldeles ikke anvendelig eller bliver fulgt. Stadens velhavende Beboere antage her efter en staaende Accord en Læge, som besørger alle i Familien forekommende Syge. Denne Vedtægt giør, at ikkun sieldent, uden i Stervboer, Regninger af Lægerne indgives, og giver dem den Friehed, at besøge deres Syge saa ofte, som Sygdommens Beskaffenhed maatte kræve det, uden at mistænkes for Egennytte, naar oftere Besøg maatte behøves. Uskiønsomhed paa nydte lægevidenskabelige Tienester henhører ikke til Kiøbenhavnernes almindelige Feil, nogle drive endog deres ædelmodige Erkiendtlighed over deres Evne, skiøndt andre vel ogsaa maatte findes, som ikke


519

tilstrækkeligen paaskiønne Lægernes møisommelige og byrdefulde Arbeide.

Lægernes Stilling i de danske Stater er dog i det Hele ikkun lidet tillokkende. Den unge Mand i Ungdommens Vaar maae tidlig anspænde alle sine Evner for at giøre sig bekiendt med de mange Kundskaber, som med Billighed kræves til Udøvelsen af Lægevidenskaben. Tidlig maa han være Vidne til andres Lidelser, og den høieste Grad af menneskelig Elendighed. Hans Kald kræver ofte at udsætte sig for Farer, hvorved den unge, uerfarne, uøvede Mand ofte for Tiden iler til Graven. Den bløde, følende Læge vænnes ikkun langsomt, og ofte aldrig, til med Fasthed at være Vidne til de mange sørgelige Optrin, som Lægevidenskaben, især Chirurgien, saa ofte frembyder, ofte virke de paa hans Constitution, paa hans Sinds-Roelighed, og paa hans Lykke. Lægens Embedspligter, den billige Omsorg for de Syge, som betroe det vigtigste, Mennesket kan eie: Liv og Helbred, til ham, hans Bestræbelse bestandig at forøge sine Kundskaber og at fremgaae med sin Tids-Alder, tillader ham kun sparsom Deeltagelse i Livets ædle, huuslige Glæder, fordrer hans


520

Anstrængelse om Dagen, ofte ogsaa søvnløse Nætter, da han paa alle Tider og under alle Omstændigheder bør være villig og redebon til andres Hielp. Paa denne besværlige og byrdefulde Bane er det dog en Sieldenhed, at Lægerne hos os, især med en talrig Familie, endog med huuslig Orden og Sparsomhed, kunde erhverve sig noget, at de, naar Alderdommens Skrøbeligheder og Svagheder giør dem ubeqvemme til Arbeide og Astrængelse, kunde nyde den Roelighed, som Naturen og Billigheden synes at kræve, efter et virksomt og nyttigt Liv.

Iblandt vore Læger findes Mænd, som ved Skrifter giøre Epoche i deres Videnskab, og mange, som ved deres Kundskab og Flid, ved en conseqvent og nøiagtig Behandling af deres Syge, med rette fortiene den Tillid og Agtelse, de nyde, som, ved øm Deeltagelse og ufortrøden Virksomhed i deres tunge Kald, ere deres Syges blide Trøstere og varmeste Venner, og som i en høi Grad ere agt-værdige. Uden at være fremmede og ukyndige i de nyere Theorier, Systemer og det nye Sprog, som i de seenere Tider af mange er antaget, ere Kiøbenhavns Læger ikke hengivne til en-


521

kelte Secter og til Partieaand, og vedblive ved en oplyst Theorie og Erfaringens trygge Haand, at behandle deres Syge med Nøiagtighed, Klogskab og Held; dog have de nyere Opdragelser hos os en umiskiendelig Indflydelse paa de Syges Behandling. Lægevidenskabens heldige Udøvelse i alle dens Grene i Kiøbenhavn kan sættes ved Siden af, om den ikke overgaaer, de fleste andre store Steder i Europa.

Stadens Læger omgaaes hinanden med en roesværdig og venskabelig Humanitet. Det er en Sieldenhed, at en Læge tillader sig her det uværdige og vanærende Middel at bagtale sine Colleger for paa deres Bekostning at reise sin egen Ære. Under vanskelige mødende Omstændigheder er Consultationer ikke ualmindelige hos os, men det er næsten uden Eksempel, at man ikke paa den venskabeligste Maade skulde blive enig om Resultatet. I Almindelighed burde de Syges Behandling dog ikkun overlades til en eneste Læge, som har eller fortiener den Syges udmærkede Tillid. Een Læge, naar denne er det han bør være, er upaatvivlelig bedre og sikkrere end 2, og disse bedre end 3 o. s. v. Sandsynligheden af den Syges Helbredelse for-


522

mindskes maaskee ved Lægernes Antal. Vore Læger fortiene ikke den lunefulde van der Lindens bittre Bebreidelse*), som er i en høi Grad ydmygende for en Videnskab, som er ligesaa ædel i sin Natur, som ærværdig og fortienstlig i sin Udøvelse. Her behøver enhver duelig og ret-skaffen Læge ikkun at anvende ædle, for en Videnskabsmand anstændige, Midler for at erhverve sig sine Medborgeres Tillid; hans Kundskab og Talenter, de Syges nøiagtige Behandling og øm Deelta-gelse i deres Lidelser, Klogskab og lige Opmærksomhed mod Fattige og Velhavende, forbunden med nogen Lykke, som ogsaa den dueligste Læge ikke kan undvære, vil vist danne ham en Kreds af Venner, hvilken, om den end i Begyndelsen maatte være liden, dog vil lægge Grunden til en større. En Læge, hvis moralske Characteer ikke er aldeles ubesmittet, som bagtaler hans Colleger, som handler med hemmelige Midler, som ikkun beregner hans Arbeide til de Fordele, dette kunde ind-bringe ham, som er hengiven til Drik, Spil eller Vellyster, som behandler hans Syge med Letsindig-

*) - - est enim Medicus si quod aliud, animal invidum.


523

hed og Ligegyldighed, er et af de farligste Mennesker i Samfundet.

Den venskabelige liberale Harmonie, som hersker iblandt Stadens Læger, sees iblandt andet af det kongelige medicinske Selskab, som blev stiftet i Aaret 1774, og erholdt Prædikat af Kongeligt i Aaret 1782. Selskabet, som indeholder en stor Deel af ældre og yngre Læger, vedvarer endnu efter 35 Aar med usvækket Iver. Medlemmernes Tal er nu 30. I Selskabets ugentlige Samlinger omhandles de herskende Sygdomme, heldige og uheldige Curer, litterairiske Nyheder, og oplæses Afhandlinger over vigtige lægevidenskabelige Gienstande, som sædvanligen ere grundige og lærerige. Disse Afhandlinger tiene nu dog kun til Selskabets egen Underholdning og Oplysning, nogle deraf ere ogsaa trykte i adskillige periodiske Skrifter. Ønskeligt synes det dog at ville være, om Selskabets oplæste Afhandlinger, hvilket tilforn med udmærket Bifald er skeet, i en Samling bleve udgivne, hvilket ikke vilde mangle offentligt Bifald.

Uberettiget Udøvelse af Lægevidenskaben og Qvaksalverie er upaatvivleligen en Pest for


524

Staten, og Skaden, som herved anrettes, uberegnelig, da uvidende Mennesker, blottede for Kundskaber, kunde være og ere ofte Mordere, uden sædvanligen at være udsatte for Lovenes Straf. Det er virkeligen et Særsyn, at i det hele oplyste Europa intet Sted findes, hvor der med uafbrudt Iver og stræng Alvorlighed afværges den Uorden, som er saa vigtig for den borgerlige Sikkerhed; ligesom og at der paa alle Steder findes endog oplyste Mennesker, som fæste mere Troe til en Qvaksalveres Løfter, understøttede af som oftest urigtige og ubeviste Erfaringer, end til Mænd, som have opofret deres hele Levetid til at kiende Sygdommes meest skiulte Aarsager og deres Helbredelse. Det er i en høi Grad farligt at være halv Læge, at vide Lægemidler og Recepter uden at kiende deres rigtige Anvendelse. Misbrug er da uundgaaelig. De bedste Lægemidler kunne da blive farlige i den uvidendes Haand. Det er langt bedre, at overlade Sygdommen under et tilbørlig Diæt, allene til Naturen, end at bruge urigtige Midler.

Vi ere i Kiøbenhavn ikke frie for uberettiget Udøvelse af Lægevidenskaben og Qvaksalverie; dog findes denne Uorden, Tak være vore velgiørende


525

Love, i en langt mindre Grad her, end i andre store Steder i Europa; her viser denne Uorden sig i det mindste mindre offentlig. Ingen Arcana, ingen fremmede Midler maae her offentligen bekiendtgiøres til Salg, undtagen efter Sundheds-Collegii Tilladelse paa Apothekerne. Naar nogen bliver angivet for uberettiget Praxis, hvilket dog sieldnere skeer end man maatte ønske, bliver Sagen af Politiet strax paadømt og straffet efter Anordningerne med en følelig Mulct. Lægemidlernes Anvendelse uden Lægernes Forskrivt kan og bør nok ikke fuldkommen forebygges; den kan ikkun holdes inden svævre Grændser. Det er en meget vanskelig Sag at bestemme: om og i hvilket Tilfælde det maatte være Apothekerne tilladt, uden en Læges Anordning at dispensere Medicin. Uindskrænket Friehed vilde i mange Begivenheder være farlig for den offentlige Sikkerhed; og at forebygge al Haandkiøb uden Recept, vilde forøge Fuskerie, og kunde neppe med Nøiagtighed overholdes. For nogen Tid siden blev Sundheds-Collegii Betænkning indhentet over et Forslag om at alt Haandkiøb med Lægemidler uden Recept af berettigede Læger maatte hæves.


526

Efter nøie Overlæg besluttede Sundheds-Collegium at foreslaae, at uskyldige, ofte nyttige, almindeligen bekiendte, og af Almuen sædvanligen brugte og yndede Midler, efter en derover forfattet Specification, i bestemte Qvantiteter, maatte uden Recept i Haandkiøb sælges, derimod alle andre Midler ikke uden en berettiget Læges Recept udgives. De fleste Mennesker ere i Alminde-lighed tilbøielige til, naar de høre om andres legemlige Besværligheder, strax at være tilstæde med et Middel, som de have hørt eller erfaret, at have være nyttigt i, efter deres Formening, lignende Tilfælde. Naar saadanne Midler da ere af den Beskaffenhed, at de ofte nytte og ikke kunne skade, og ikkun anvendes, i lette Sygdomme, kan og bør hverken Øvrigheden eller Lægen have noget derimod, da det desuden ikke kan afværges. Naar derimod de tilraadte Midler er heftigen virkende og sædvanligen kunde være skadelige, naar Egennytte og ikke Menneskekiærlighed driver raae og uvidende Mennesker til, at sætte deres Medborgeres Liv og Sundhed i Fare, da kan igen Middel være for alvorlig til at sætte Grændser for denne Udaad. I Kiøbenhavn fattes det ikke paa due-


527

lige og prøvede Læger; ingen Uformuende findes i Staden, som jo i Sygdoms Tilfælde kan nyde uden Betaling Tilsyn og Lægemidler. Her findes da ingen Anledning til at indflye til Qvaksalvere. Det samme gielder ogsaa om Provindserne, hvor i alle Steder og Districter ved Regieringens Omsorg duelige Læger ere ansatte. Hans Majestæt Kongen, alletider opmærksom paa den offentlige Sikkerhed, har ved Placat af 11te Januari d.A. udgivet en Befaling, hvorved uberettiget Praxis end mere i de danske Stater vil indskrænkes. Den indeholder og befaler:

1) At alle authoriserede Læger (Medici og Chirurger) som practisere i Danmark og Norge, forsaavidt de ikke ere Embedsmænd, skulle af det kongelige Sundheds-Collegium i Kiøbenhavn opfordres til, at decumentere deres lovlige Licentiam, og at angive deres Opholdssteder; og at den samme Pligt skal paaligge de subalterne militære Chirurger, der have erholdt Dispensation, for at tage den befalede Examen.

2) At det skal paaligge alle authoriserede Læger, som en ufravigelig Regel, at sætte deres Navn og Characteer under enhver Recept, som af dem udstædes; samt at de Amanuen-ses, der practisere under en authoriseret Læges Opsyn, tillige skulle under deres


528

Navn paa Recepten anføre, hos hvem de ere Amanuenses.

3) At der skal forfattes en trykt alphabetisk Fortegnelse over alle authoriserede Læger og disses Amanuenses, og at denne aarligen skal completteres med de nye examinerede Candidater fra Læreanstalterne.

4) At denne Fortegnelse skal tilstilles ethvert Apothek i Kiøbenhavn, og stedse der forefindes; og at den udenfor Kiøbenhavn skal tilsendes Stifts- og Land-Physici, som igien have at underrette samtlige Apothekere i deres District, om Antallet og Navnene paa de authoriserede Læger, som i Districtet eller i Nærheden af samme opholde sig, og ere berettigede til at foreskrive Lægemidler til de Syge.

5) At det skal være forbudet Apothekerne i Kiøbenhavn at udsælge Medicin efter andre Recepter, end saadanne, der ere udstædte af dem, hvis Navne findes paa Fortegnelsen; samt at Apothekerne udenfor Kiøbenhavn ei heller maae udsælge Medicin, uden efter Recepter, der ere udstædte af dem, hvis Navne ere blevne opgivne af de vedkommende Stifts- og Land-Physici.

6) At den Apotheker eller anden Vedkommende, som overtræder disse Befalinger, skal idømmes en passende Mulct, efter Sagens Omstændigheder.

7) At den Fortegnelse over authoriserede Læger, som bør forefindes paa ethvert Apothek i Kiøbenhavn, skal være forsynet med et Tillæg, paa hvilket de der


529

practiserende Læger have at tegne deres Navne og Caracteer i alphabetisk Orden; samt

8) at det skal paaligge alle Amanuenses hos practiserende Læger at tage Examen efter 2, eller i det høieste 3 Aars Forløb fra den Tid, de ere antagne som Amanuenses.

Det øverste Medicinal-Collegium i begge Kongeriger er for nærværende Tid Sundheds-Collegi-um. Det blev stiftet ved kongeligt Reskript af 13 Maji 1803 af følgende Indhold:

”Ligesom Vi have været betænkt paa at give Sundheds-Politiet i Vore Riger og Lande en forbedret Indretning, og til den Ende nedsat en Commission, som desangaaende har at indkomme med sit allerunderdanigste Forslag, saa er det heller ikke undgaaet Vor Opmærksomhed: at Tilsynet med hvad til denne vigtige Gienstand er henhørende, mere hensigtsmæssigen kunne overdrages til eet, af sagkyndige Mænd i alle Lægevidenskabens Dele bestaaende, Collegium, end, som hidtil, fordeles imellem Collegium medicum og Collegium chirurgicum, og den ved Forordningen af 30 November 1714 anordnede Giordemoder-Commission; samt: at Qvarartaine-Commissionen i Vor kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, til Nytte for det Almindelige, kunde sættes i Forbindelse med et saadant forenet Sundheds-Collegio. Vi ville derfor hermed allernaadigst have anordnet et medicinsk-chirurgisk Sundheds-Collegium i Vor


530

kongelige Residentsstad Kiøbenhavn; hvilket Vi og, indtil videre, paalægge de samme Pligter og overdrage de samme Rettigheder, i Henseende til alt Medicinal-Politiet vedkommende, som, i Følge Forordningen af 9de April 1740, og Fundationen af 22 Juni 1785, hidtil i denne Henseende have været paalagte og tilstaaede Collegium medicum og det herværende chirurgiske Academie. Dette Sundheds-Collegium skal, under Vort danske Cancellies Overbestyrelse, have et vedvarende Tilsyn med det hele Medicinalvæsen, og med alle de offentlige Sundheds-Foranstaltninger i Vore Riger og Lande; og derhos drage Omsorg for, at Samdrægtighed imellem de Personer, til hvilke Udførelsen af slige Foranstaltninger betroes, stedse kan vorde fremmet, og at de af hver i sin Kreds giorte Iagttagelser tilbørligen kunne samles, ordnes og benyttes til fælles Oplysning og almindelig Gavn. Bemeldte Collegium skal bestaae af et lige Antal af Medicis og Chirurgis. Det har, igiennem Vort danske Cancellie at giøre Os allerunderdanigst Forslag til de Embeders Besættelse, som høre under dets Virkekreds: Medici om de medicinske og Chirurgi om de chirurgiske Embeder. Giordemoder-Commissionens Forretninger henlægges under dette Sundheds-Collegio, og den nuværende kiøbenhavnske Qvarantaine-Commission bliver saaledes med samme at forene, at sidstmeldte Commissions Lemmer tiltræde Sundheds-Collegiet, naar Sager Qvarantainevæsenet betræffende deri skulle omhandles og afgiøres.”


531

Dette Collegii Forretninger og disses Organisation er bestemt ved kongeligt Reskript til Sundheds-Collegium under 18 November 1803 af Følgende Indhold:

1. Bestyrelsen af Sundheds-Collegiets Forretninger og Sagernes Foredrag i samme skal overtages af en Decanus, som ved fleste Stemmer dertil vælges, og efter et Aars Forløb fratræder dette Embede.

2. Naar den første Decanus er udnævnt, vælges ligeledes, ved fleste Stemmer en Vice-Decanus blandt Collegiets medicinske Lemmer, ifald Decanus er Chirurg, og blandt de chirurgiske, ifald han er Medicus.

3. Vice-Decanus optræder uden nyt Valg, i Decani Embede, saasnart denne afgaaer, og en nye Vice.Decanus vælges strax i den Optrædendes Sted, ved hvilket Valg den under No. 2 fastsatte Bestemmelse stedse bliver at følge.

4. Vice-Decanus overtager alle Decani Forretninger i dennes Forfald, ligesom han og, efter dennes Forlangende, er ham behielpelig i sit Embeds Udførelse.

5. Sundheds-Collegiets Lemmer skal forsamle sig hver 14de Dag til en almindelig bestemt Tid, og desuden saa ofte Sagerne det maatte udfordre, og da af Decanus, eller i hans Forfald, af Vice-Decanus sammenkaldes.


532

6. Naar Stemmerne ved forefaldne Deliberationer befindes lige, har Decanus, eller i hans forfald Vice-Decanus den afgiørende Stemme i ethvert Tilfælde, hvor Sundheds-Collegium allerede er eller herefter maatte vorde bemyndiget til Sagens endelige Afgiørelse.

7. Sundheds-Collegiet, under hvilket alt Giordemoder-Væsenet vedkommende er henlagt, skal være bemyndiget til at vælge tvende af dets Lemmer, nemlig een Medicus og een Chirurgus, hvilke, tilligemed Professor artis obftetriciae og Stadsphysicus, have at paatage sig Giordemødrenes Underviisning og Examination, af hvilke fire Sundheds-Collegiets Lemmer de Giordemødrene meddelende Testimonia blive at udfærdige.

Skiøndt Sundheds-Collegii Personale nu bestaaer af 7 Medici, 8 Chirurger, 2 Assessores Pharmaceutici og een Secretair, og dette Collegii Virkekreds er meget udbredt og har havt i Aaret:

1804

288

1805

366

1806

469

1807

369

1808

345

 

Sager at afgiøre og besvare, saa gaaer Forretningerne dog frem


533

med Enighed og Orden. Medlemmernes Tal forhaler vel af og til Sagernes hastige Gang, da Documenter ofte maae circulere imellem alle Medlemmer, dog synes denne Indretning i det Hele i mange Henseender at være af velgiørende Følger for det Almindelige.

Sundheds-Collegium nyder af den kongelige Casse, med det som forhen til det forrige Collegium Medicum var tillagt, aarligen 1374 Rdlr. De Tilforordnede tiene uden Gage, allene den aarligen valgte Decanus er af Sundheds-Collegio tillagt 300 Rdlr. aarligen for hans virkeligen betydelige Forretninger. Desuden lønnes af Collegii Casse Secretairen og Budet, og der betales Huusleie, Varme, Lys m.v. Nyeligen har Sundheds-Collegium besluttet at udsætte en Præmie for den bedste Afhandling, som kunde bidrage til at formindske de Vanskeligheder, som møde ved at sætte en nøiagtig og billig Medicinal-Taxt, lige billig for det Offentlige og Apothekere. Da Sundheds-Collegiet for Fremtiden vil blive underrettet om Coursens Forandringer, fremmede Priis-Couranter og om Auctions-Priser af her bortsolgte Medicial-Varer, vil deres Priis herefter nøiere kunne bestemmes.


[534]

Tolvte Afdeling

Herskende Sygdomme i Kiøbenhavn.

Ved at anføre nogle af de meest herskende Sygdomme i Kiøbenhavn, er det ikke min Hensigt at give nogen Veiledning til disse Sygdommes Helbredelse, hvilket vilde være unyttigt og overflødigt for de Kyndige, og utilstrækkeligt og maaskee skadeligt for Ukyndige. Jeg indskrænker mig her allene til nogle almindelige Anmærkninger, som jeg troer især at kunne fortiene Kiøbenhavnernes Opmærksomhed. Jeg nævner iblandt disse først Børne-Sygdomme. Spæde Børns Guulsoet , hvorved Huden ofte nogle Dage efter Fødselen antager en guulrød Farve, hidrører deels af den beegartede sorte Ureenlighed (Meconium), som under Frugtsommeligheden samler sig i Børnenes Tarme og bliver indtaget i Blodet, deels af Luf-


535

tens og Temperaturens uvante Indvirkning paa Legemets Overflade. Dette Tilfælde er sædvanligst ubetydeligt og pleier efter nogle Dages Forløb at forsvinde. Det forekommes og hæves ved tvende simple Midler, lunkne Bade og tilbørlig Renselse af de første Veie, naar Naturens Indretning: at Moderens første Melk affører, ikke skulde giøre afførende Midler unødvendige. Trødske (Aphtæ) paa spæde Børns Tunge og Mundens indvortes Overflade er her hos Børn meget almindelig. Vel er dette Tilfælde, som oftest ubetydeligt, dog besværer det Børnene endog i en høi Grad, og udbreder sig ogsaa til Moderens eller Ammens Vorter, som giver Barnet Die, og derved foraarsager langvarige Lidelser for begge. Sædvanlig forebygges dette Tilfælde ved at vadske Barnets Mund, hver Gang det har pattet, med en blød svamp, vel behæftet til et Stykke Fiskebeen, og dyppet i koldt Vand, og ved den strængeste Omsorg for Reenlighed i Ordets videste Bemærkning, som forhen p. 248 er erindret. Skeer dette ikke snart, og frembringes ingen fordeelagtig Forandring, saa har man Grund til at formode Melkens slette Beskaffenhed, eller ogsaa en skiult


536

Sygdom hos Ammen, som af en Læge maatte bedømmes og behandles. En ikke mindre usædvanlig Besværlighed hos spæde Børn er Hudløshed imellem Benene, under Armene og hvor Huden giør Folder. Som oftest foraarsages dette Tilfælde af Ureenlighed og Urinens skarphed, naar Bleer og Linned ikke ofte nok skiftes; flittig Vadsken og lunkne Bade ere ogsaa her de fortrinligste Midler, forbundne med den nøiagtigste Reenlighed. Salver og Strøe-Pulvere, som indeholde Blye, ere i en høi Grad skadelige. Langvarig Hudløshed, naar den fugter stærk, buldner, eller er ildelugtende, den er mistænkelig og kræver en Læges Raadførsel.

Spæde Børns Durkløb (Diarrhe) kunde af og til være nyttig og velgiørende, til andre Tider farlig, endog dødelig. Under alle Omstændigheder kræver dette Tilfælde Opmærksomhed, at ikke den nyttige Udtømmelse stoppes, og den skadelige ikke standses. De sædvanlige Aarsager ere Umaadelighed af Barnet, eller Moderen og Ammen, Melkens skadelige Beskaffenhed, Syrlighed i Børnenes første Veie, Forkiølelse, Tandarbeide, Svagelighed, eller Misbrug af afførende Mid-


537

ler. Det kan antages, som en almindelig Sætning, at naar Diarrheen ikkun er maadelig 3 til 4 Gange daglig, Afgangen ikke er grøn, blodig eller meget vandagtig, naar Barnet er muntert, ikke taber Appetit og Fyldighed, kan man roeligen overlade den til Naturens egne Kræfter; under modsatte Omstændigheder kræver Sygdommen en Læges Raadførsel.

Børnenes Øien-Betændelser fortiene til alle Tider en høi Grad af Opmærksomhed, da de ikke sielden give Anledning til, at disse Ulykkelige for bestandig og uigienkaldeligen berøves Synet. Jeg har været Vidne til en Deel sørgelige Erfaringer herom, især i den Art af Øien-Betændelse, hvor en tyk, sei og slimet Materie samles imellem de tillukkede og hovne Øienlaage og Øiet, hvorved dette i kort Tid kan angribes og ulægelig Blindhed foraarsages. Ofte giver Børnenes for tidlige Udsættelse for stærkt Lys, Støv og Røg, saa og forsømt Vadskning af Øinene, Anledning dertil. Naar Øien Laagene ikkun vanskelig eller med megen Besværlighed af Barnet kunne aabnes, og da en hvid tyk Slim udflyder, saa er det nødvendigt: at man ofte om Dagen aabner Øien-Laagene, og Øinene vad


538

skes. Jeg har seet mange Mødre, som med deres Tunge, uden Smerte for Barnet, med megen Behændighed aabnede Øien-Laagene, og ofte udtømmede den tilbageholdte Materie, hvorved Børnenes Øine bleve frelste. En Læges Raadførsel vil bestemme det øvrige. Andre almindelige og ofte farlige Børne-Sygdomme, Krampe, Tandarbeide, den engelske Syge, Kiertelsyge, Orm, Skiævheder af Ryggen m. v. kunde ofte under behørig Omsorg, især med Hensyn til Diæt, Reenlighed, Bade, Bevægelse og frie Luft, som forhen er anført, forebygges; naar disse Sygdomme virkelig allerede findes, saa er Maaden at helbrede dem paa, efter de tilfældige Omstændigheder, saa forskiellig, at de nødvendig kræve en duelig Læges Tilsyn.

Betændelses-Sygdomme af den genuine stheniske Art er en Sieldenhed hos os, neppe een findes iblandt 20 af dette Slags ublandet; de fleste ere rheumatiske, nerveuse, astheniske. To Sygdomme, som med Hensyn til Tilfældene ligne hinanden, men meget forskiellige med Hensyn til Aarsagen og Kuren. Ofte ere de forbundne med gastriske Tilfælde, som fortiene især Opmærk-


539

somhed. De fleste af vores herskende Sygdomme ere af en rheumatisk, slimet eller gastrisk Beskaffenhed. Om denne Cirkel vender sig næsten alle vore Sygdomme, efter de forskiellige Aars-Tider og Veirligets Beskaffenhed; det usundeste Veir, som bringer os de fleste Syge, de fleste Epidemier og de fleste Dødsfald, er den kolde, tørre og skarpe Østenvind. Hals-Betændelser ere om Foraaret, og Rosen om Sommeren meget almindelige, ogsaa sædvanlig forbundne med gastriske Tilfælde. Typhus med sine mange Modificationer viser sig ofte sporadisk, sieldnere epidemisk og forbunden med Sliim. Af og til, især om Sommeren og Efteraaret, er den forbunden med Frisler og Sprinkler .

Koldfebere ere her meget almindelige. Anden Dags Febere ere de hyppigste, hver Dags Febere mindre almindelige og tredie Dags Febere endnu sieldnere, og møde som oftest ikkun efter Recidiver; af og til have vi ogsaa dobbelte Febere. Kold-Febere vise sig her sædvanlig om Foraaret, og komme igien om Efteraaret. Deres Charakteer er sædvanlig gastrisk, og kræver udtømmende Midler, som dog sielden fordrive Fe-


540

beren. Man pleier her sædvanlig at behandle dem med opløsende, Bræk- og Laxeer-Midler, og endelig med China-Bark. Dette Middel, naar den er uforfalsket og god, er og bliver vel Hoved-Midlet til at sætte Kold-Febere, dog kunde dette dyre og ofte ikke genuine Middel vel ofte undværes, da Forsynet har skienket os mange fortreffelige styrkende Midler, som ogsaa ere med Nytte anvendelige i Koldfebere. Vore Forfædre kiendte ingen Chinabark; de curerede denne Sygdom vist langsommere end vi, men den var dog langt fra ikke ulægelig.

Ingen Sygdom er i Kiøbenhavn mere almindelig end rheumatiske Febere, Gigt og de dermed beslægtede Sygdomme. Denne Sygdom tiltager virkelig paa en skrækkende Maade iblandt os. Man veed, at Gigt-Materien er skarp og pirrende, let foraarsager topiske Betændelser og flytter sig fra et Sted til et andet, under vores fugtige og foranderlige Clima. En kiælen og blød Børne-Opdragelse, for tynd Klædedragt under alle Temperaturer, hastig Afvexling af Varme og Kulde, tilbagedreven Sveed, Misbrug af varme Drikke, ere de sædvanligste Aarsager dertil. Rheu-


541

matismer i alle dere forskiellige Skikkelser, Hovedpine, Halspine, Tand- og Øre-Pine, Øien-Sygdomme, Værk i Lemmerne, Ryggen m. v. findes i alle Huse fra Kielderne og Lofterne til Palladserne. De høre til Dagens Orden, selv ikke de varme Sommer-Maaneder undtagne, og findes i alle Aldere.

Cathar Sygdomme, især Snue og Hoste, finde her Sted til alle Aars-Tider, især om Vinteren og Foraaret, naar østlige Vinde herske; vi mangle heller ikke Sommer-Hoste, naar kiølige Aftener og kolde Nætter findes. Catharrhalisk Hoste, denne tilsynelandende lette Sygdom, som under et behørigt Forhold, ikke er vanskelig at helbrede, er dog den, hvis Følger anretter den største Ødelæggelse blandt Stadens Beboere. Næsten den fierde Deel af dem, som døe i Kiøbenhavn, bortrives af Svindsoet og Lungesyge, denne, som for en Deel have deres Oprindelse af en catharrhalisk Hoste, hvilken sædvanlig af de Syge behandles med den meest ubetænksomme Skiødesløshed. Det kan ikke nok igientages, at enhver Forkiølelses-Hoste, som vedvarer over 14 Dage, er betænkelig, især i en Alder imellem 20 og 30


542

Aar, og kræver en duelig Læges Raadførsel og den Syges Følgagtighed, da den ofte lægger Grunden til Tæring og Svindsoet. Men forgieves er her som oftest, Lægens advarende Stemme hos unge, letsindige, forfængelige Mennesker, forgiæves tilraades at undgaae hastig Forandring af Varme og Kulde, især at drikke noget koldt, naar de svede, at undgaae tynd Beklædning, Dands og Skuespil, Giæstebude og Promenader. Med utroelig Letsindighed fremgaaer man ofte i den fordærvelige Vane med Umaadelighed i at tilfredsstille enhver Begiærlighed, at nyde enhver Forlystelse, som Omstændighederne maatte frembyde, og gaaer langsomt den Afgrund i Møde, som truer med at forkorte deres Dage i Vaaren af deres Alder. Jeg kiender ikkun et Slags Hoste, som i mange Aar uden mærkelig Skade for Helbreden, kan vedvare, og som endog af og til kunde være velgiørende, og dette er Oldingens Sliim-Hoste (tussis senum pituitosa) hvorved Naturen ofte befries for skadelige Vædsker, som ellers vilde forkorte Livet, og forkorter det snart, naar den standses.


543

Den hos os desværre saa almindelige Svindsoet og tærende Bryst-Sygdom findes iblandt Mennesker af alle Stænder. Vi see denne skrækkelige Sygdom af alle Arter og under alle dens Skikkelser. Den slimede Svindsoet er den mest almindelige, den som er ledsaget med Buldning i Lungerne er som oftest en Følge af den første; ogsaa findes den scrophuløse, og den som har sit Sæde i Luftrøret. Upaatvivleligen bidrager vort kolde foranderlige Clima meget til de i alle Huse saa almindelige Catharrer, som naar de blive forsømte, især ved unge, fuldblodede, nerveuse, med Anlæg til Svindsoet forsynede Mennesker, saa let kan udarte til Blodspytten og Tæring, saa meget vissere, naar Levemaade, Klædedragt, Forlystelser, Letsindighed, Udsvævelser, tilbagedreven Fnat m. v. kunde bidrage dertil. Maaskee kunde i de seenere Aaringer, Fattigdom, Nærings-Sorger og mørke Udsigter i Fremtiden medvirke til at forøge denne Sygdom iblandt os. Naar dette skrækkelige Onde først har opnaaet en vis Høide, ere vi i Helbredelsen af denne Sygdom ikke lykkeligere end paa alle andre Steder; den kiølende, den formildende, den nærende, den op-


544

vækkende, den pneumatiske Methode lede endelig, næsten uden Undtagelse, alle til Døden. Kun i Begyndelsen er Lægen i Stand til at fierne Aarsagen og at afværge Sygdommen, naar hans Raad og Advarsler følges.

Iblandt Stadens Beboere er Feil i Fordøielses-Redskaberne meget almindelig og det iblandt alle Stænder. Vellevnet og Overdaadighed paa den ene, og Fattigdom, Mangel og Nærings-Bekymringer paa den anden Side, forbunden med slet Føde og Misbrug af Brændeviin, ere de sædvanligste Aarsager dertil. Mange physiske og moralske Følger ere en Virkning deraf. Forstoppelse, Durkløb, Beængstelser, Tungsindighed, Melancholie, den gyldne Aare, Lever-Sygdomme m. v. er en Følge deraf. Mange af disse Sygdomme helbredes og formildes snarere diæthetisk, ved et ordentligt Forhold, og ved at undgaae skadende Aarsager, end ved Medicamenter. Men denne Vei at helbrede disse, og mange andre Sygdomme paa, er for Lægen en heel Deel mere møisommelig, end at forskrive Lægemidler, dertil hører en utrættelig Undersøgelse og erhvervet Kundskab om den Syges offentlige og private, moral-


545

ske og physiske, huuslige og oeconomiske Stilling, Dyder og Lyder, Uordener og Udsvævelser, Omgang og Forbindelser, som mueligen kunde have Indflydelse paa hans Helbred og Sygdom; den Syges ubegrænsede Tillid til hans Læge og dennes skarpsindige Bedømmelse af Sygdommen, dens Aarsag og Anledning. Oldtidens Læger behandlede deres Syge mere diætetisk; de nyere med Recepter, hvilket sidste er og en heel Deel lettere. Modens Herredømme strækker sig ogsaa til Lægevidenskaben. Hos mange Syge vilde det ikke anbefale Lægen, ikke opvække Forkiærlighed for ham, om han indskrænkede sit Raad allene til diætetiske Regler, uden at tilføie Recepter. Den gastriske udtømmende Methode er her i mange Sygdomme meget almindelig, og den kan sandelig under vor Levemaade ikke undværes, skiøndt Misbrugen deraf kunde være meget fordærvelig. – Sinds Sygdom og Hypochondrie har i de seenere Aaringer meget tiltaget iblandt os. Fattigdom og Mangel, indskrænkede Næringsveie, tabt Formue og mørke Udsigter i Fremtiden, give som oftest Anledning dertil. Det engelske Bombardement og dets Følger har, og vil endnu be


546

fordre mange til Graven, skiøndt paa den anden Side adskillige efter dette electriske Stød paa deres Nerver have fundet dem stærkere og sundere.

Slag (Apoplexia) er i Kiøbenhavn temmelig almindelig, især iblandt aldrende og vel nærede Mennesker, dog bliver den Art, som har Fuldblodighed til Aarsag, sieldnere, ligesom den nerveuse Art bliver hyppigere. Luftens Constitution virker kiendeligen til at frembringe denne Sygdom. Derfor see vi i enkelte Tids-Rum mange, og i andre slet ingen, bortrives deraf. Stærke og igientagne Blods-Udtømmelser komme med Rette mere og mere af Brug, saa meget mere, da mange af disse Sygdomme ere af gastrisk eller rheumatisk Udspring. Stikfloed (Catharrhus suffocativus) træffer sædvanlig slimede, kortaandede, bredbrystede, vel nærede Subjecter, især naar den vante Udkastelse af Sliim ved tilfældige Aarsager standser, eller naar Hævelse i Benene, og vante Udtømmelser forsvinde. Vattersoet sees meget ofte i Kiøbenhavn, og det i alle Stænder. I alle Hospitaler findes en Deel deraf. Det Clima, hvis Hoved-Character er Fugtighed, hvori Stadens Beboere ere indsluttede,


547

Indsugning af Vand-Dele, Uddampningens Formindskelse, Uordener i Diæten og Levemaaden, Misbrug af Brændeviin, Sorg og Kummer m. v. ere de almindeligste Aarsager dertil. Hovne Been er et sædvanligt, og som oftest ikke opmuntrende, Tilfælde af mange andre Sygdomme.

Naar man efter Tale-Brug vilde slutte paa Tilværelsen af en Sygdom, saa var Nervesyge og Krampe iblandt alle de talrigste. Forhen betydede det Ord Krampe allene en forøget og uordentlig Sammentrækkelse af Muskel-Traade, nu derimod indbefatter dette Ord tillige alle forøgede Afvigelser fra den naturlige Tilstand i alle Legemets følende og bevægende Dele. Vist nok staae disse tvende Hoved-Yttringer af Livs-Kraft, Bevægelse og Følelse, i nøie Forbindelse sammen, men under Sygdommen sædvanlig i omvendt Forhold til Legemets Styrke og Sundhed. De almindelige Aarsager, som volde, at den nærværende Menneskeslægt med Hensyn til Styrke og Kraft ikke kan lignes med dets Forfædre, ere i vore Tider mere talrige end tilforn; tiltagende Svækkelse og tiltagende Irritabilitet og Følsomhed maatte derved blive mere almindelige, saavel som de man-


548

nge Sygdomme, som deraf have deres Oprindelse. Børn og Qvinder, som den mindre kraftfulde Deel af Menneskeslægten, ere derfor meest udsatte for Krampe- og Nerve-Sygdomme; de bløde og kiælent opdragne mere end de, som tidlig vænnes til Luftens og Climatets Forandringer og til gymnastiske Øvelser; de dovne, uvirksomme, vellystige mere end de arbeidsomme og tarvelige; de, som ved Lediggang, Romanlæsning og skadelig Omgang skabe sig en unaturlig phantastisk Følsomhed, og en overspændt Indbildnings-Kraft, mere end de, som alvorligen beskiæftige dem med deres physiske og intellektuelle Evners Udvikling; hos sædelige Mennesker mindre end hos dem, som ere hengivne til Onanie og Udsvævelser. Den Hær af Sygdomme, som frembringes af unaturlig Irritabilitet og Følsomhed, hysteriske og Krampe-Tilfælde, under alle deres foranderlige Skikkelser, ere desværre temmelig almindelige blandt Stadens Beboere, og udgiør en af vore Lægers største Besværligheder; og i Sandhed, om der til nogen Sygdom kræves Lægens Skarpsindighed og rigtige Bedømmelse, saa er det denne Sygdom, hvis Cuur allene er afhængende af de, som oftest, skiul-


549

te Aarsagers rigtige Opdagelse. Den Opmærksomhed, som man i de nyere Tider har anvendt paa Kræfterne af Legemets faste Dele til at avle og at danne Sygdomme, har været af umiskiendelig Nytte i Lægevidenskaben.

Gamle Saar paa Benene er i Kiøbenhavn en temmelig almindelig Besværlighed, i alle Aldere. Som oftest foraarsages de af en foregaaende Rose, Stød og Saar, Fnat og Frost, naar disse Sygdomme blive slet behandlede eller forsømte, og Sygdommen ved Ureenlighed og slet Bedækning forværres. Nogle kunde vel ogsaa med Forsæt, ved paalagte skarpe Ting paadrage sig selv dette Onde, for derved at unddrage sig for offentlige Pligter. Ofte er Sygdommen ogsaa af skorbutisk eller gigtagtigt Udspring. Ved unge, ikke ellers usunde Mennesker kan disse Saar med Sikkerhed helbredes; naar de ere meget gamle, kræve de Lægens Forsigtighed.

Frost i Hænder og Fødder er en meget almindelig Plage imellem Kiøbenhavns Beboere, meest hos Fruentimmer og Børn, selv hos dem, som ikkun lidet udsætte dem for Kulde eller for Varmens og Kuldens hastige Forandringer. Den-


550

ne Sygdom foraarsager megen Uleilighed, mange Smerter, af og til ogsaa urene Saar, som ere vanskelige at helbrede; en vanziret Form af Hænderne er ved mange af Kiønnet ikke den mindst betydelige Uleilighed. Iblandt de mange Midler, som anvendes mod Frost, er ingen hidtil bekiendt, som hielper ved alle, førend varmere Veir indfalder. Ofte har man Grund til at ansee denne Sygdom ikke for blot local, men for en Følge af en rheumatisk Constitution; man har derfor med Nytte anvendt indvortes Midler mod denne Sygdom.

Fnat er en af Almuens Hoved-Besværligheder i Kiøbenhavn, ikke allene i nogle offentlige Stiftelser, i Kielderne og paa Lofterne, og paa de steder, hvor huuslig og personlig Reenlighed (1ste Deel pag. 143) ikke udøves eller kan iagttages, men ogsaa hos dem, som ikke kunde beskyldes for Ureenlighed. At denne Sygdom er anstikkende, er upaatvivleligt. Erfaringer ere ikke sieldne hos os, at hele Familier endog fra de høiere Classer er anstukne af fnattede Ammer og Tienestefolk. I dette Tilfælde kunde Sygdommen vel med Sikkerhed ansees for local, og udvortes


551

Midler allene anvendes. I modsat Fald kræver den en Læges Raadførsel for at anordne de fornødne ud- og indvortes Lægemidler. Vel er denne Sygdom for sig selv mere ubehagelig end farlig, dog kunde den under en urigtig Behandling og ved Alderen blive det. Utidigen anvendte udvortes tilbagedrivende Midler har bragt mange for Tiden til Graven, især kunde Bryst-Sygdomme og Tæring deraf følge. Siden Santorinis Tid har man Svinekiød og Flesk mistænkt for at foranledige denne Sygdom. De tre Hoved-Midler i denne Sygdoms Behandling er Reenlighed, Bade, og legemlig Bevægelse og Arbeide. Paa de danske Krigsskibe, hvor Omsorg for at vedligeholde Besætningens Helbred ikke overtræffes nogen anden Steds, kan Fnat, ved disse Midler allene, endog paa lange Reiser udeholdes; hvorimod paa Hospitalerne, skiøndt Reenlighed og Bade anvendes, denne Sygdom bliver langvarig, naar Arbeide og legemlig Bevægelse savnes. Ogsaa i Provindserne er Fnat temmelig almindelig især ved Søe-Kysterne, skiøndt ikke paa alle Steder. Sundheds-Collegium har af og til den Fornøielse i de Medicinal-Indberetninger, som ef-


552

ter kongelig Befaling aarligen indsendes, at bemærke de Ord: ingen Fnat, ingen venerisk Sygdom, ingen Qvaksalvere.

Det er en sørgelig Erfaring: at Brok-Skade saavel hos os, som paa andre Steder, saa betydeligen har tiltaget. Staten bliver derved berøvet mange Kræfter, som til offentlig og privat Nytte kunde anvendes. Oldtidens lægevidenskabelige Skribenter tale saa lidet om denne betydelige Sygdom, at man kunde troe, den tilforn ikke skulde have været almindelig. Menneskeslægtens aftagende Muskel-Kraft og Styrke, synes at være Hoved-Aarsagen til Forøgelsen af denne Sygdom, da det er Musklerne, som skulle give Styrke og Modstand til de Aabninger, hvorigiennem Tarmene og Nettet nedsynker. Vores, ved varm Theevand, Caffe og Supper, macererede Muskler, vores bløde Børne-Opdragelse og slappende Diæt, Mangel paa Omsorg ved tidlig Anstrængelse og Øvelse at forøge Legemets Kraft og Styrke, tillige Udsvævelser af alle Slags, især hemmelige Synder, snævre Klæder, som præsse Underlivet, Navle-Bind og Snørlive, og Mangel paa Badning og Gnidning af Legemet, ere nok Hoved-Aarsagerne,


553

hvorfor denne Sygdom findes hyppigere hos os, end hos vore Forfædre, hos hvilke de anførte Omstændigheder i det mindste ikke i den Grad fandt Sted, som iblandt os. Mandkiønnet er i alle Aldere mere udsatte for denne Sygdom end Qvindekiønnet. Jeg tilskriver dette ikke Mandens stærkere Arbeide og korporlige Anstrængelse, men deres naturlige Legems-Bygning. De to tredie-Dele af Brokskader møde i den Aabning, hvor igiennem Sæde-Strængen gaaer hos Mændene, og som ikkun meget sieldent tillader denne Sygdom hos Qvinderne. Jeg skulde heller være af den Formening, at tidlig og med Klogskab anvendt Øvelse i Muskel-Kraftens Anvendelse, og Udvikling af physisk Styrke maatte være et af de virksomste Midler til at afværge Brok-Skade. Ogsaa Erfaringen synes at vise det. Iblandt vore Søe- og Land-Cadetter, som tidligen blive anholdte til alle Slags gymnastiske Øvelser; iblandt vore Søemænd, som dagligen klattre og udøve stærke Muskel-Anstrængelser; iblandt de mange unge Mennesker, som her blive underviste i Gymnastiken, er Tallet af dem, som blive behæftede med Brok-Skade, paafaldende mindre, i Forhold


554

til andre. Linie-Dandsere og de, som fra Ungdommen af til Beundring udvikle deres legemlige Evner, ere, efter den Oplysning, jeg herom har havt Leilighed til at samle, sieldnere udsatte for Brokskade end andre. Naar man undersøger Maaden, hvorpaa denne Sygdom viser sig, saa kan det vel ikke nægtes, at uvant og voldsom Legems-Anstrængelse kunde give Anledning dertil, men som oftest viser sig Brokskader langsomt, og som en Virkning af Delenes Svækkelse. Naturen virker intet til Helbredelsen af denne Sygdom undtagen under enkelte og sieldne Omstændigheder; som oftest tiltager den bestandig og befordrer ofte de Syge til Graven. Det er utroeligt: med hvilken Letsindighed og Ligegyldighed mange bære denne farlige Sygdom. Det kan ikke nok indskiærpes, at enhver, som har Brok-Skade og ikke med den tilbørlige Nøiagtighed benytter sig af vel indrettede Brok-Baand, af denne i hele Chirurgien nyttigste Opfindelse, er dagligen i Livsfare, og vil tidlig eller sildig blive et Offer af hans Ubetænksomhed. I en yngre Alder kan denne Sygdom af og til ved nøiagtig Anvendelse af Brokbaand helbredes, hvilket i en


555

høiere Alder neppe mere er at vente. De Syge blive da paa Levetid ubeqvemme til strængt Arbeide. Indklemte Brokskader kræve, naar mildere Midler ikke findes tilstrækkelige, en hastig Operation, som det eneste Middel til at afværge den visse Livsfare, og som hos os temmelig almindelig med Held udøves.

Iblandt alle Ulykker, som nogensinde fra Pandores Æske have udbredt sig over Menneskeslægten, har nok ingen været mere fordærvelig for det, og i sin Natur mere skrækkelig, end den veneriske Sygdom. Ikke allene straffer Naturen den Skyldige, som ved Uordener og Udsvævelser i Kiønsdriften udsætter sig selv for at modtage dette Gift, men det kan ogsaa udbrede sig til andre Uskyldige; det virker paa tilkommende Slægter, kan dræbe og fordærve allerede Mennesket i Fødselen, forstyrrer Ynglingens Kraft, Ynde og Virksomhed, forbittrer Menneskets sødeste Følelser, ædelste huuslige Glæder, og opløser Menneskehedens helligste Baand. Sygdommen, naar den, ved dens Ælde, de Syges Skiødesløshed, og for sildigen eller urigtigen anvendte Midler, er steget til en vis Høide, foraarsager ikke allene man-


556

ge langvarige, af og til ulægelige Lidelser, men kunde endog forvandle de Syges Legeme til Afskye for dem selv, og til et Skrækkens Billede for andre. Det er dog upaatvivleligt, at denne i sin Natur virkelig skrækkelige Sygdom nu ikke mere er ledsaget med saa frygtelige Tilfælde, som i ældre Tider, da den først blev bekiendt i Europa, og siden har udbredt sig over hele Jordkloden; dog er venerisk Syge i en høi Grad, ikke saa aldeles sielden hos os, at man jo seer sørgelige Prøver derpaa. Lægerne have nu lært at anvende et næsten ikke mindre farligt Mod-Gift, hvis Misbrug ikke sieldent har en umiskiendelig Indflydelse paa Sundhed og Styrke, paa physisk og moralsk Kraft, paa Liv og Død, og dette er Qvægsølv, for at svække og tilintetgiøre det veneriske Gift. Det er utroeligt: med hvilken Letsindighed denne i sin Natur skrækkelige Sygdom bæres af unge uerfarne Mennesker; der findes dem, som endog kunde spøge med dette farlige Onde, ja vel ogsaa med skiændig Letfærdighed vove at rose sig af deres foregaaende Sygdom af dette Slags, indhentede i Vellystens urenere Boeliger, med samme Friemodighed, hvormed Krigeren kunne frem-


557

vise sine Ar, som han har indhentet i Kamp for Kongen og Fædrenelandet. Selv af Lægerne bliver af og til denne Sygdom ikke behandlet med den Nøiagtighed, som dens Vigtighed kræver.

Ingen Deel af de menneskelige Elendigheder, som Lægevidenskabens Udøvelse kunde formindske, er oftere i Qvaksalveres og Ukyndiges Hænder end den veneriske Sygdom. Den endnu ikke mod Undseelse, Skam og Vanære aldeles hærdede Yngling, enten skiuler denne Sygdom, eller skyer den ældre erfarne Mands Advarsler og venskabelige Erindringer, og betroer sig heller til ukyndige uerfarne Mennesker, i lige Alder med dem, og af og til af lige Letsindighed, ofte til Skade for dem selv paa deres øvrige Livets Bane. Det kan ikke noksom igientages, ikke alvorligen nok indskiærpes, at enhver venerisk Smitte tidlig opdaget og tilbørlig behandlet kan grundig og med Sikkerhed helbredes; at denne Sygdom derimod ved Alderen allene, eller urigtig behandlet, bestandig tiltager, kunde medføre egen og andres Fordærvelse og endeligen blive ulægelig. Naturens egne Kræfter giøre slet intet til at dæmpe dette Gift, naar det eengang fra en enkelt Berørings-Punkt er modtaget


558

i Legemet; det udvikler sig bestandig mere, bibringes lettere andre, og leder til Fordærvelse. Helbredelsen af veneriske Sygdomme er i det Hele en særdeles vigtig og vanskelig Gienstand i Lægevidenskabens Udøvelse, hvori unge Læger, med udmærket Nøiagtighed, theoretisk og practisk ved Sygesengen burde undervises. Dertil hører en høi Grad af Skarpsindighed, Nøiagtighed og Erfaring, saavel for at bestemme Sygdommens Natur, Midlernes Valg, Graden af deres Anvendelse, og Tiden, som til en sikker Cuur skal anvendes. Mange blive ulykkelige, ved at troe at være helbredede uden virkeligen at være det, hvorved de kunde blive sygelige og skrøbelige, under forskiellige Former, deres hele Levetid; andre, maaskee endnu mere ulykkelige, kunne troe: ikke at være helbredede, skiøndt de virkeligen er det; deres levende Indbildning skaber sig veneriske Tilfælde af enhver tilfældig og ubetydelig Besværlighed, hvilken Tanke forbittrer deres Dage, forfølger dem som en Plage-Aand, og forjager alle Følelser af Glæde, Lykke og Tilfredshed fra deres Boeliger og fra deres Leie. Jeg har seet mange sørgelige Erfaringer herpaa. I alle store


559

og folkerige, især Handels-Steder, ere veneriske Sygdomme hos begge Kiøn meest almindelige. Mange samlede Mennesker af forskiellige Grundsætninger, tiltagende Letsindighed, uforsigtigen valgte Selskaber, aftagende Religiøsitet og Sædelighed, en pirrende, for nærende Diæt, og frem for alt, Mangel paa alvorlige og anstrængende Arbeider, ere Hoved-Aarsagerne dertil. Ogsaa utugtige og forføriske Skrifter, hvis uædle Forfattere nok kunde have meest Hensyn til æsthetisk og numerair Værd, uden at betænke den uerstattelige Skade, de derved tilføie den ubevogtede Uskyldighed og Sædelighed, kunde bidrage dertil.

Ogsaa i Kiøbenhavn ere veneriske Sygdomme ikke sieldne, skiøndt mindre almindelige end paa de fleste andre store Steder i Europa, ligesom Staden ogsaa i andre Henseender synes at være een af de mindst usædelige. I alle store Steder, næsten uden Undtagelse, findes offentlige Huse, hvor tøileløse Vellyster udøves, og fra hvilke urene Kilder den veneriske Syge, denne vor Tids-Alders Pest, som sniger i Mørke, og fordærver om Middagen, udbreder sig blandt Beboerne og fremvirker uberegnelige moralske og physiske Ulyk-.


560

ker. Det er et virkeligt Særsyn, at endog i oplyste Steder, hvor man sætter tilbørlig Priis paa Religiøsitet og Sædelighed, hvor man har varm Følelse for Folke-Vel og Folke-Lykke, hvor man utrætteligen arbeider paa den tilbørlige Sundheds-Pleie, og paa at afværge Sygdommen, dog deslige Huse kiendes og taales, som ere saa skadelige for det almindelige og saa beskiæmmende for Menneskeheden. Det vilde være en meget sørgelig Sandhed, om det virkeligen skulde være uundgaaeligen nødvendigt, at disse offentlige Huse i alle store og folkerige Steder maatte findes. Nogle enkelte Steder synes at bevise det modsatte, derimod findes andre, hvor offentlige Vellysters og Forførelsers Boeliger, endog ved Lovene, imod bestemte Afgivter, ere berettigede til denne skiændige Næringsvei.

Ogsaa i Kiøbenhavn have vi desværre saadanne Huse, som kiendes og taales; ogsaa her have vi det oprørende Syn, at see liderlige Qvinder paa Gaden, i Huusdørene og i Vinduerne ved Gebærder, Tegn og Vink, at lokke, af og til ikke forgiæves, forbigaaende Mandfolk i Husene, opmuntre dem ved Punsch og andre stærke Drikke,


561

og forføre ofte den unge, ubevogtede Yngling til en Handling, som let kunde blive fordærvelig for ham i hans hele øvrige Liv. Slige Leiligheder til Forførelser og Udsvævelser ere i Kiøbenhavn saa meget mere farlige, da over 1000 unge Mennesker, mange brave, beskedne, sædelige Ynglinger med Ungdommens og Sundhedens Roser i deres Ansigts-Træk, aarligen sendes fra Provindserne til Hovedstaden for at studere eller at undervises i Videnskaber og Konster, som, eengang forførte paa Afveie, let kunde glide frem paa Lasternes Bane, og opoffre Sædelighed, Beskedenhed, en god Samvittighed, Helbred, gode moralske og physiske Anlæg, og endeligen blive tabte for dem selv, deres Venner og Fædrenelandet. Jeg vidste intet at nævne, som synes at være saa nedrigt i sin Natur, og saa skrækkeligt i sine Følger, som slige skiændige Huse, hvor, for en ussel Fordeels Skyld, den ubevogtede Uskyldighed myrdes, alt, hvad for Mennesket bør være helligt, paa den frækkeste Maade tilsidesættes, og uberegnelige Ulykker frembringes; intet, som med mere Ret kunde fortiene Skiændsel, Foragt og offentlige vanærende Straffe. Vore Lovgivninger sigte i det Hele


562

derhen, om ikke til aldeles at standse dette Uvæsen, dog blot giøre det mindre forargeligt og mindre farligt, at formindske den deraf flydende Ulempe; at sætte Lediggiængere under Politiets nøiagtige Tilsyn; at opdage dem, som i en høiere eller mindre Grad ere anstukne af venerisk Sygdom og anvise dem Steder, hvor de paa offentlig Bekostning kunde helbredes. De forhen brugelige offentlige beskiæmmende Straffe, den spanske Kappe, som den ædle Hovard med Berømmelse omtaler, Fidlen og Gabestokken, ere afskaffede, hvorimod Ruffersker og løsagtige Qvinder nu sættes i Arbeids- og Forbedrings-Huset. De anførte beskiæmmende offentlige Straffe bleve forhen upaatvivleligen misbrugte, endog for ubetydelige Overtrædelser, da de derimod ikkun sparsomt og for i en høi Grad beskiæmmende Forbrydelser burde anvendes. Ingensteds besidder Mængden mindre Æres-Følelse end der, hvor af Ungdommens Opdragere og Øvrigheden de mindre Overtrædelser hyppigen straffes med Vanære. Veneriske Sygdomme i Kiøbenhavn, om de ikke aftage, synes dog i det mindste ikke at tiltage.


563

Næsten aldrig ere vi i Kiøbenhavn aldeles frie for een eller anden mere eller mindre ondartet Epidemie, hvori Aarstiden, Luften, Vinden og Temperaturen har en umiskiendelig Indflydelse. Jeg nævner iblandt disse især Mæslinger, Skarlagfebere, Kiighoste, Galde- og Sliimfebere, Nerve- og Forraadnelses-Febere. Disse mere eller mindre udbredte Epidemier ere ogsaa hos os meget forskiellige i deres Natur, og fordre derfor ogsaa ofte en meget forskiellig Behandling; sædvanligen blandes disse Sygdomme ogsaa med rheumatiske og gastriske Complicationer. Vist nok udfordres en høi Grad af Skarpsindighed til at bedømme rigtigen, især en begyndende Epidemies Natur, Gang, Forviklinger, Tilfældene, som derved ytre sig, og derefter at indrette Curene. Det er næsten 50 Aar siden, vi i Kiøbenhavn havde en almindelig udbredt Epidemie af Blodgang; siden den Tid viser sig denne farlige Sygdom ikkun sporadisk, sædvanlig om Efteraaret, hvoraf enkelte Individer angribes. Om Koe-Koppe-Indpodning fremdeles med samme Iver, som hidtil, anvendes, vil en udbredt Koppe-Epidemie i de danske Stater nok ikke mere være at befrygte, da


564

Tallet af dem, som kunde udsættes for Smitte, aarligen formindskes.

Frygt for Døden.

Jeg kan ikke forlade de herskende Sygdomme uden at erindre tvende modsatte Siælens Stemninger, som ikke ere ualmindelige i Kiøbenhavn, og som begge i en høi Grad ere Liv forkortende; disse er Frygt for Døden og Selvmord. Det er Naturens evige Lov: at alt, hvad som lever paa Jordkloden, skal døe; Legemers Bestanddele skulle efter et, ved Naturens Love, bestemt Tidsrum tilbagegives i Naturens Skiød, for under forandrede Former at bidrage til andre Legemers Dannelse. Mennesket, det ædelste iblandt alle Skabninger, er herfra ikke undtaget, det har det tilfælles med den ringeste Orm, at det skal døe og dets Legemes Bestanddele opløses. Forsynet har forundt Menneskene frem for alle andre Dyr mangfoldige physiske og intellectuelle Nydelser, mange behagelige og ædle Baand, som knytte det til Livet. Nydelse af Livets Glæder er Skaberens Bud, klog Nydelse er Taknemlighed mod ham. Det er


565

derfor billigt at sætte tilbørlig Priis paa Livet, paa denne Forsynets store Gave. Det er Pligt at undgaae Udsvævelser og Uordener, som kunde svække Sundheden og forkorte Livet; men Kiærlighed til Livet bør ikke udarte til en feig Frygt for Døden, hvilken vi dog ikke kunne undgaae. Livet er en alt for usikker Eiendom til at vi burde sætte en overdreven Priis derpaa. Elske Livet og ikke frygte Døden er en saare vigtig Viisdoms Regel, som bidrager meget til menneskelig Lykke. Overspændt Frygt for Døden og Kiærlighed til Livet synes i de nyere Tider at være stærkere end i Oldtiden, frievillig og viis Opoffrelse af Livet for Fædrenelandet og Staten, er i den nyere Historie sieldnere, end i den ældre.

Livets Glæder og Livets Nydelser, saa ulige de endog synes fordeelte, ere dog virkeligen under Forsynets harmoniske Bestyrelse med Viisdom uddeelte. Den, som møisommeligen samler de sparsomme Roser, som han finder paa Livets Bane, nyder det Gode, især naar det er erhvervet med ædel Anstrængelse, vist med mere behagelige Følelser, end den, som kan tilfredsstille sine Begiærligheder og sine Ønsker let og uden Umage.


566

Den blødt opdragne, forkiælede Skrantning, den Vellystige, der lever, ligesom om Nydelse var Bestemmelsen af hans Tilværelse, den tilsyneladende mere lykkelige elsker vist Livet og frygter Døden mere, end den, til hvem Lykkens Gaver sparsommere ere uddeelte. Den Ulykkelige, den Lidende, som ikke øiner nogen Ende på hans Lidelser end Døden, betragter denne derimod som den største Gave af Forsynet.

At tænke paa Døden, som ingen kan undgaae, hvorfor vi ingen Dag kunne være fuldkommen sikkre, er en Betragtning, værdig for et tænkende Væsen, og har en umiskiendelig Indflydelse paa Menneskets moralske Tilstand. Ogsaa Oldtidens Viise indsaae denne Sandhed*). Naar man under Nydelsen af Livets Glæder, under de forskiellige Stillinger i Livet, som bestemme Menneskets Handlinger, med Roelighed og Friemodighed kan tænke paa Døden, saa ere disse vist uskyldige. Jo mere man giør sig bekiendt med Tanken om Døden, som man, lidet tidligere eller sil-

*) Is demum profecto vitam æqua lance pensitabit, qui semper fragilitatis humanæ memor fuerit. Plin. Natur. Hist. L. VII. c. 7.


567

digere dog ikke kan undgaae, jo mindre bliver den skrækkende. Grækerne betegnede Døden paa en blidere og værdigere Maade end vi. De afbildede den som en Genius, som dypper en omvendt Fakkel i Forglemmelses-Floden; vi, som et Been-Rad, med en Lee og et Time-Glas. Naar man betænker sig det menneskelige Liv ikke som Hensigten af vor Tilværelse, men som en Forberedning til en høiere Udvikling, som en Opdragelses-Anstalt, hvorved vi skulle modnes til høiere Fuldkommenheder, og at Døden er det Middel, som skal bringe os dertil, saa synes intet derved at være skrækkende. Den, som har et fast Haab om vor Siæls Udødelighed, om denne saa yderst vigtige Gienstand for hele Menneskeslægten, vil i denne ædle Tanke, som endog ikke var ubekiendt for de uchristelige Vise af Oldtiden, finde en kraftig Drivefiær til gode Handlinger, en Grundstøtte til al Moralitet, og et Middel til at formindske Frygt for Døden. Tanken om den visse, og ofte ikke fierne, Død er den kraftigste Opmuntring til at handle saaledes, at man med Tilfredshed kunde skue tilbage paa de hensvundne Dage.


568

Forsynet har forundt Mennesket mange Livets Glæder, mange ædle Nydelser; men hvor er den Dødelige fra den Høieste til den Laveste, som ikke ofte føler, at Livets Gienvordigheder ikke sieldent overveie dets Glæder? Hvilken Hær af Sygdomme, Sinds- og Legems-Lidelser, Krænkelser og tilfældige, eller selv forvoldte, Ulykker møde ikke Mennesket fra Vuggen til Graven? See vi tilbage paa de henrundne Dage, saa er dette en Drøm, som giver os en mørk Erindring om Godt og Ondt, Glæde og Sorg, skuffet Haab, tilintetgiorte Planer, opnaaede Ønskers Ubetydelighed. Hvert nærværende Øieblik lærer os, at enhver Nydelse er Nydelsens Grav, at enhver Glæde er mindre end man skabte sig den i Haabet, enhver Ubehagelighed og Lidelse mindre end Frygten malede den for os. Fremtiden skiuler sig i Mørket, under Forsynets vise Bestyrelse, og viser os tilstundende Alderdom, aftagende Siæls- og Legems-Kræfter, og den sig nærmende visse Død. Mennesket er ikke skabt til at nyde fuldkommen Lykke i Verden. Livet vilde for Mennesket ikkun være en ringe Gave af Forsynet, naar vi ikke ved Døden kunde vente en blidere Fremtid. Intet


569

opmuntrende bliver af Levetiden tilbage uden gode Handlinger, Uddannelsen af menneskelige Evner, opfyldte Pligter, og at have efter sine Evner og individuelle Stilling medvirket til Samfundets Bedste og Gavn. Erindringen derom følger paa den anden Side af Graven.

Frygt er i det Hele Sundheds og Livets Fiende; men ingen er skadeligere og giør Mennesket mere ulykkelig end overdreven Frygt for Døden. Tanken om Døden følger saadanne ulykkelige, som en Plage-Aand paa deres Livs-Bane, blander sig i deres Glæder, i alle deres, endog ædle, Nydelser, forfølger dem som et Skrække-Billede paa hvert Trin, forlader dem ikke paa deres Sengeleie, og giør dem i en høi Grad ulykkelige. Man giør sig sædvanligen urigtige Begreb om Døden og Døds-Kamp, om den voldsomme Adskillelse af Siælen fra Legemet, om de Lidelser og Beængstelser, som man troer at være uadskillelige fra Døden. Sædvanligviis tager man Feil heri; ligesaa bevidstløs Mennesket begynder sit Liv, saa forlader han det ogsaa; Begyndelse og Enden ere heri lige. I samme Forhold at Livs-Kraften taber sig, taber sig ogsaa Følelse og Bevidst-


570

hed. De Trækninger, det rallende Aandedræt, den tilsyneladende Angst, ere ikkun skrækkende for Tilskueren, ikke for den Døende, ligesaa lidet, som den Syge, der ligger i Krampe-Slag (Epilepsia) veed noget af det, som foraarsager de Tilstedeværende saa megen Angst. Jeg har selv seet mange døe, og er fuldkommen overbeviist om Sandheden deraf. Selv Ansigts-Trækkene hos de Døende, og dem, som nyeligen er døde, vise ingen Angst, men mere stille Roelighed, i Sammenligning med de Angstens Træk, som man desværre ofte bemærker hos Syge og Lidende. Smerter og langvarige Lidelser, er det, som ethvert Menneske med Grund kan befrygte, og hvorved den menneskelige Natur skiælver, men ikke for Døden. Hele Dyre-Riget synes at døe roeligen. Religionen lærer os heller ikke at frygte Døden, men allene at erindre den saaledes, at den virker paa vore Handlinger. Vel den, som roeligen kan skue tilbage paa sine hensvundne Dage, naar Døden nærmer sig; vel den, som med Roelighed, Friemodighed og Tillid kan overgive sin tilkommende Skiæbne i Skaberens Haand, hvis Væsen er Godhed og Kiærlighed, som har skabt


571

os til sandselige Væsener, som har sat os i en sandselig Verden, hvori saa mange Fristelser møde, hvori Overilelser ere uundgaaelige, hvor Temperament, Legems-Bygning og Opdragelse har en saa umiskiendelig Indflydelse paa vores gode og onde, sædelige og usædelige Handlinger. Skaberen, som har sat Mennesket paa Verdens Skueplads, for at være lykkeligt, her og hisset, vil vist dømme Menneskeslægten med skaanende Overbærelse; han, som har ledet vor Skiæbne her i Verden, han vil ogsaa faderligen sørge for Menneskenes tilkommende Skiæbne efter Døden.

Selvmord.

Forsynet har forundt Mennesket mange Glæder, mange Behageligheder; ikke allene dem, som ere en Følge af vores dyriske Natur, men ogsaa ædlere Nydelser, værdigere for Mennesket, for et høiere Væsen, hvis intellectuelle Kraft og Siæls-Evner satte det saa høit over alle andre Skabninger paa Jordkloden. Naturens Betragtning, Arbeidsomhed og Virksomhed, Udvikling af physiske, moralske og intellektuelle Evner, Kiærlighed og


572

Venskab, religiøse Følelser og Tanken om Menneskets høiere Bestemmelse frembyde mange Baand, som knytte Mennesket til Livet; som giør det til Pligt at ansee dette som en Gave af Forsynet, som omhyggeligen bør vedligeholdes, saa meget mere, som Mennesket paa Livets Bane er omgivet af talrige Farer og Livets Fiender, som ingen Klogskab kan forudsee, ingen Forsigtighed afværge. I Almindelighed elsker Mennesket vel Livet, og ofrer megen Tid, Anstrængelse og Kraft til dets Ophold og Pleie, dog bemærker man dagligen: at denne Forsynets store Gave ofte behandles med en utroelig Letsindighed og Ringeagtelse. Overskue vi vore Handlinger, saa møde vi tusende Exempler paa, at Menneskene, som af Naturen synes at være bestemte til en længere Levetid, selv forkorte deres Dage ved alle Slags Uordener, Udsvævelser, Forfængelighed, Yppighed, Umaadelighed, tøileløse Lidenskaber m. v., som oftest ikke af Ukyndighed og Uvidenhed, hvorom deres egne og andres Erfaringer maatte belære dem, men af Letsindighed og Mangel paa Kraft at modstaae og overvinde deres dyriske Følelser og tøileløse Begiærligheder. At disse Ulykkelige selv forkorte de-


573

res Dage, at de ofte med bitter Fortrydelse erkiende det, skiøndt sædvanligt for sildig, lærer desværre den daglige Erfaring. Om alle disse skulde regnes iblandt Selvmordere, saa vilde deres Tal næsten være ligesaa stort som deres, der døe af andre Sygdomme. Noget herom er forhen anført. Jeg erindrer her blot de Ulykkelige, som med Forsæt dræbe sig selv. Man kan i Sandhed ikke letteligen tænke sig nogen mere ulykkelig end dem, som troe at være forladte af Gud og Religionen, og af dem selv; som længe giøre sig bekiendte og fortroelige med Tanken om Selvmord, som omhyggeligen skiule deres sørgelige Stemning for andre, hvoriblandt vist vilde findes de, der baade vilde og kunde afholde dem fra den Afgrund, de ere i Begreb at styrte dem i, og som endeligen til at udføre deres Forsæt vælge Tid og Sted saaledes, at al menneskekiærlig Hielp og Bistand er umuelig.

Selvmordere fandtes til alle Tider, dog er det en sørgelig Sandhed, at deres Tal i de nyere Tider meget betydeligen har tiltaget. I Oldtiden synes Selvmord i det Hele at have været meget sielden, som oftest en Følge af en heroisk Be-


574

slutning ved en frievillig Død at gavne Staten, Samfundet og Fædrenelandet, eller af en høi Fortvivlelse over begangne Misgiærninger. Nu synes denne Handling snarere at være en Siæls-Sygdom eller Forstands-Forvirring, som driver dertil. Saa meget mere fortiene disse Ulykkelige ikke Bebreidelser, ikke Foragt, men Menneskevennens ømmeste Medlidenhed og Deeltagelse. Endnu for nogle Decennier var Selvmord en Sieldenhed hos os, som opvakte almindelig Opmærksomhed og Deeltagelse, nu er det bleven saa almindeligt, at det neppe giør noget Indtryk. Dagens Tidender bebude os jevnligen druknede, iblandt hvilke man kan antage mange Selv-Mordere, og naar man gaaer forbi Langebroe, saa findes daglig Dødninge udsatte for at vedkiendes af deres Slægtninger og Bekiendtere. Stemning til Selvmord er desværre en Sygdom, som iblandt os aarligen tiltager, og berøver Staden mange nyttige Borgere, saa at Kiøbenhavn nu næsten kan sættes ved Siden af London, hvor Selv-Mord, af alle Steder paa hele Jordkloden skal være meest almindelig; endog i Provindserne begynder denne Sygdom at udbrede sig. Adskillige Fædrenelands


575

Venner have valgt denne vigtige Gienstand til et Formaal for deres Betragtninger. Med Fornøielse henviser jeg mine Læsere til vores Professor C. Brorsons nyeligen udkomne Ønsker og Forslage til at formindske det aarligen voxende Tal paa Selvmordere. I dette Skrivt sees, efter omhyggelig Undersøgelse af de derom fundne Beretninger, at de bekiendte Selvmorderes Tal i Kiøbenhavn var:

I civil Etaten

fra 1785 til 1790 i 5 Aar 181
fra 1790 til 1795 i 5 Aar 209
fra 1795 til 1800 i 5 Aar 222
fra 1800 til 1805 i 5 Aar 267

I Stadens Garnison

fra 1795 til 1800 i 5 Aar 37
fra 1800 til 1805 i 5 Aar 42

I Søe-Etaten
fra 1795 til 1800 i 5 Aar 4
fra 1800 til 1805 i 5 Aar 10

hvilke alle er kiendte ved lovformelige Syns-Forretninger. De fleste af disse er fundne druknede, da dette er det sædvanligste Middel, hvorved Selv-


576

mordere her forkorte deres Dage. Enkelte af disse kunde vel være omkomne af Vaade, og andre blevne derimod bortskyldte fra vore Kyster eller sunkne belæssede med Steen. Nogle Selvmordere hænge, andre skyde sig; endnu er de tilbage, der ved indtaget Gift tage sig selv af Dage. Jeg har kiendt tre, som i et Aar have dræbt sig her i Staden med Skedevand. Hastige Dødsfald, endog under de Tilfælde, som kunde give Mistanke om modtaget Gift, naar ingen Mistanke findes, at det maatte være bibragt af andre, blive sædvanligen overseete; ei heller vilde det nytte meget, om Selvmorderen ved Legemets Aabning blev opdaget. Man har bemærket, at der gives her fem Selvmordere af det mandlige mod een af det qvindelige Kiøn. En Bemærkning, som er ærefuld for Qvindekiønnet, som vist rigeligen bærer deres Andeel af Livets Besværligheder. Hvilken Menneske- og Fædrenelands-Ven sørger ikke over dette tiltagende Uvæsen?

Mangel, Fattigdom, Frieheds Tab og sørgelige Udsigter i Fremtiden m. v. kunde vel give Anledning til Selvmord, dog er dette ikke almindeligt. I Stokhuset og Rasphuset, hvor Livets


577

Glæder iblandt Fangerne vist sparsomt ere uddeelte, er Selvmord en Sieldenhed, og det iblandt disse mange usædelige og uforbedrelige Mennesker. Derimod findes andre, som i en udvortes lykkelig Stilling, især naar de med Tøileløshed forhen have tilfredsstillet alle Lyster, finde Livet saa keedende, enhver Nydelse saa smagløs, at de ikke kunne modstaae den Begiærlighed at aflive dem. Vel skeer Selvmord ofte i et heftigt Anfald af lidenskabelig Utaalmodighed og Sinds-Bevægelse, dog findes der andre Ulykkelige, enten de maatte være det virkeligt, eller i Indbildningen, som giøre sig i en lang Tid bekiendte og fortroelige med Tanken om Selvmord, saa at den ved Vanen bliver mindre skrækkende for dem, indtil de endelig udføre det. Da Aarsager, som foranledige Selvmord ere meget forskiellige, saa er det for os, hvor Selvmord paa en saa skrækkende Maade tiltager, saare vigtigt at giøre sig bekiendt dermed, for at udfinde Midler, som kunde formindske denne Udaad.

Mange fattede den skrækkelige Beslutning at aflive sig selv af Tungsindighed og Melancholie. Upaatvivleligen er disse Ulykkelige noget nær de meest beklagelsesværdige paa hele Jordkloden. For


578

disse Elendige findes ingen Lykke i Livet, ingen Glæde i hele Naturen. Det, som opmuntrer andre, giør dem mere tungsindede. De keedes ved Livet uden Deeltagelse for andre, uden Nydelse for dem selv. Deres Dage svinde under bestandig ængstende Følelser, og martrende Tanker i den Grad, at de endeligen foretrække Døden for Livet. Vel kan en sygelig Tilstand, især i Underlivet, give Anledning til denne sørgelige Stemning; men sædvanlig er den en Følge af kiælen Opdragelse, Ørkesløshed og Vellyster, og fremfor alt, for tidlig Opvækkelse af Kiønsdriften og hemmelige Synder. Opmærksom paa denne vigtige Gienstand, paa min lange practiske Bane som Læge, har jeg seet mangfoldige Exempler herpaa.

Forsynet har forundt Menneskene 3 betydelige Hielpemidler til Lykke og Fornøielse, til moralsk og physisk Fuldkommenhed; disse ere Religion, Kiærlighed, og Æres-Følelse, værdig for fornuftige Væsener. Det er en Besynderlighed, at disse betydelige Gaver af Forsynet, som skulde bestrøe Livets Bane med Roser, ved deres Misbrug kunde giøre Mennesket i en høi Grad ulykkeligt og lede til Tungsind, Vanvittighed, Af-


579

sindighed og til Selvmord. Hvem veed ikke: hvor meget falske Religions-Begreber om Guds Vrede og Hevn, om Diævelens Magt og Herredom over Menneskene, om Satans Fristelser, om den evige Fordømmelse og Helvedes Ild, som levendes indprentes af uforsigtige Lærere, kunne bidrage til Sværmerie, Tungsind og Fortvivlelse, som kunde lede til Selvmord. Hvor mange ere ikke blevne vanvittige og Selvmordere ved sværmerisk Kiærlighed, naar uovervindelige Hindringer modsætte sig deres Ønskers Opnaaelse, eller naar Mangel paa Troefasthed paa en af Siderne adskille dem fra en elsket Gienstand. Sand Kiærlighed, denne store Gave af Forsynet, naar den er grundet paa Høiagtelse og Venskab, gaaer igiennem hele Livet, hæver Menneskets Kraft og Styrke, og er en rig Kilde til mange ædle Glæder og Nydelser. Lidenskabelig sværmerisk Kiærlighed er en blussende Ild, der, ligesom alt hvad der er heftigt i Naturen, har kort Varighed. Ofte leder den paa en eller anden Maade til Fordærvelse. Naar man paa de Steder, hvor Afsindige og Vanvittige for deres egen og den offentlige Sikkerhed ere bevarede, undersøger disse Ulykkeliges Forfatning, eller


580

vilde giøre sig bekiendt med deres Biographier, saa vilde man finde, at mange af dem ere satte i den Tilstand af Stolthed, som har forvirret deres Forstands Kræfter, naar de efter Attraae og Ønske ikke har kunnet hæve dem over alle Livets Forhold; og man vilde ogsaa ofte finde Grunden til Selvmord deri.

Troen paa Siælens Udødelighed, og et Liv efter dette, er desværre hos mange ikke saa almindelig som man maatte ønske; i det mindste savnes hos mange en levende Overbeviisning herom. Dog er denne Tanke en af de kraftigste Drivefiædre til Sædelighed, Dyd og Retskaffenhed. Den, som mangler et fast og levende Haab herom, om dette store Fortrin hos Mennesket frem for andre Dyr, vil sætte enten for stor eller for liden Priis paa Livet, vil allene beregne sine Handlinger, efter deres umiddelbare Følger for ham selv, vil ofte foragte Døden og forkorte sine Dage, naar Livets Besværligheder ere for møisommelige og trykkende for ham. Maatte Overbeviisningen om Aandens Udødelighed og et Liv efter dette hos alle være ret levende, og endog tidlig indprentes Børnenes unge Hierte, ogsaa da,


581

naar de ikke fuldkommen maatte være i Stand til at fatte Grunden derfor; maatte vore Religions-Lærere ofte og ved alle Leiligheder kraftigen og grundigen søge at overbevise andre herom, saa vilde dette vist nok være frugtbringende i deres Handlinger.

Ulykkelige Ægteskaber ere desværre i Kiøbenhavn ikke ualmindelige, de medføre vore Tiders hyppige Skilsmisser og lede ikke sieldent til Fortvivlelse og til Selvmord. Den Letsindige, som indlade sig i ægteskabelig Forbindelse, uden iforveien nøie at kiende den, han indgaaer en saadan Forbindelse med, uden vis Udsigt til at kunne ernære en Familie, naar de finde deres Forventning om høi huuslig Lyksalighed skuffet, naar huuslige Sorger indfinde sig, hvorom de intet Begreb havde, naar de forenede ikke finde hos hinanden de Fuldkommenheder, de ventede, istedet for Overbærelse bittre Klager, istædet for giensidig Eftergivenhed Egensind og Paastaaenhed, istædet for øm Deeltagelse kold Ligegyldighed, for virksom Erhverv af Livets Fornødenheder Ørkesløshed og Lediggang, for Orden og Sparsomhed Uorden og Ødselhed; naar Fiendskab og Had, Skinsyge og Luner, Voldsomheder og Forbrydelser herske, da


582

forvandles Ægteskabet, som Forsynet har bestemt som det høieste Maal af menneskelig Lykke, til et Helvede paa Jordkloden, som ikkun for ofte leder til Fortvivlelse og til Selvmord. I vor Tidsalder, især i store Steder, blomstre de Dyder, paa hvilke huuslig Lyksalighed bygges, meget sparsomt. Nøisomhed, Sparsomhed og Tarvelighed blive sieldnere, og derfor udbredes ofte Utilfredshed, Mangel og Armod med alle deres sørgelige Følger, og endelig Fortvivlelse.

Romaner, sværmeriske Skrifter og Skuespil har forhen hos mange unge Mennesker opvakt eller næret overspendt Følsomhed og Sværmerie. Ynglingerne sløvede derved deres Nerver, deres Virksomhed, deres Evners Udvikling, og bleve følende ørkesløse Daarer. Møen sværmede ved sin Phantasie i en Verden, som ikke er til, besvimede, naar hendes elskede Hund eller Kanariefugl fik Krampe, kunde stundom uden Følelse nægte den fattige Haandværksmand sin længe fortiente Betaling, og forsømte sine helligste Pligter. Nu synes man at finde mere Smag i Selvmord og Drab, fremstillet med al den Ild og æsthetiske Skiønhed, som kunde ophidse Indbildningskraf-


583

og fremvirke Ringeagtelse af Livet. Hos mange er vel den første Tanke om Selvmord opvakt derved, og er bleven mere levende og mindre skrækkende. Naar Mennesker af en levende Indbildning ofte see, at Selvmorderen paa Skuepladsen ydes almindelig og sværmerisk Bifald af Tilskuerne, kunde de endeligen virkeligen troe, at det var en Helte-Gierning at berøve sig selv det Liv, som Skaberen har betroet dem til at nyde Livets skyldfrie Glæder, til at gavne Samfundet ved deres Kundskaber, og til at forberede dem til deres høiere Bestemmelse.

Offentlige og private Ulykker, tiltagende Fattigdom og Armod, Næringsveienes Aftagelse, høie Priser paa Livets uundværlige Fornødenheder, kan vel ansees for en medvirkende Aarsag til det i de seenere Tider tiltagende Selvmord; arbeidsomme, virksomme Mennesker lide dog mindre under Tidernes Besværligheder, da under nærværende Omstændigheder Frugten af Arbeidet stiger i Forhold til Prisen af Livets Fornødenheder. Havde Skaberen ikke indrettet den menneskelige Natur saaledes, at den ved Vanen lærer at skikke sig i enhver Livets Stilling; at enhver Ulykke, enhver


584

Besværlighed i Livet ved Vanen bliver mindre følelig, saa vilde Selvmordernes Tal endnu være mere betydelig. Den Omsorg, man i Kiøbenhavn bærer for Fattige, Trængende og Nødlidende, giør: at ingen for absolut Mangel af Livets første Nødvendigheder kan fristes til Selvmord. Samvittigheds-Nag og Selv-Bebreidelse giver derimod oftere Anledning dertil. At den almindelige Aarsag til Selvmord skulde være Feighed og Mangel paa indvortes Kraft til at bære Livets Byrder, synes ikke at kunne i Almindelighed antages. Cato, Antonius, Cassius, Brutus, vare vist ikke feige, da de dræbte dem selv.

Da det kan antages: at noget nær 100 Mennesker i Kiøbenhavn aarligen aflive dem selv, saa er det en Gienstand af megen Vigtighed for Menneskevennen, for Statsmanden og for Lægen, at undersøge og anvende de Midler, som kunde, om ikke standse, saa dog formindske, dette tiltagende Uvæsen. Mange af dem, som dræbe dem selv, kunde sandsynligen reddes, om man kunde være bekiendt med deres ulykkelige Stilling. De, som i en rasende Affect og i en heftig lidenskabelig Sinds-Stemning dræbe dem, de som i hidsige


585

Sygdomme i Raserie ubevogtede forkorte deres Dage, ere uden for den Stilling, at physiske, moralske eller psychiske Midler hos dem kunde være anvendelige; derimod hænge de fleste længe ved Tanken om Selvmord, giøre sig dagligen mere bekiendte og fortroelige med den, saa at den bestandigen bliver mindre frygtelig og mere tillokkende for dem, indtil at Selvmord endelig bliver til en Drift, som de ikke kunde modstaae, indtil de endeligen fuldføre det. Jeg har seet dem, som tvende Gange næsten livløse vare dragne ud af Vandet, hvori de selv havde styrtet sig, som derefter paa den ømmeste Maade bleve behandlede, indtil de tredie Gang søgte og fandt Leilighed til at dræbe dem. Hos disse Ulykkelige hersker sædvanligen en stum Tilbageholdenhed, en skiult Melancholie, saa at selv de, som dagligen omgaaes dem, sielden blive bekiendte med disse Elendiges Forsæt, selv at dræbe dem, førend de udføre dette. Religions-Læreres og Lægernes forenede Medvirkning til at frelse disse Ulykkelige er derfor ikkun sielden anvendelig. Hemmelighedsfuld Tilbageholdenhed er i det Hele et saa characteristiskt Træk hos Selvmorderen, at man næsten uden


586

Undtagelse kan antage, at de, som true med at dræbe dem, ikke giøre det, at de derimod, som omhyggeligen skiule deres Forsæt, udføre det.

Det vilde være særdeles ønskeligt: at enhver Religions-Lærer kunde være nøie bekiendt med alle de Ulykkelige og Tungsindede, som maatte findes i hans Menighed, og at enhver Menneskeven, som kunde have Kundskab om disse, eller fiærn Mistanke, om at de mueligen nærede Tanken om at ville forkorte deres Dage, i Fortroelighed aabenbarede dette for Præsterne; man kunde da haabe: at disse værdige Mænd, oplivede af varm Følelse for den Religion, de lære, vilde stræbe, ved blid og øm Deeltagelse, ved faderlig Veiledning, at vinde disse Ulykkeliges Tillid, opfordre dem til med Friemodighed at aabne deres Følelser for dem, udspeide Aarsagerne til deres sørgelige Stemning, og opfordre andre til at medvirke til deres Opmuntring. I mindre talrige Menigheder kunde dette maaskee tænkes mueligt, men i Kiøbenhavn, hvor Vaaningernes Omvexling næsten hvert halve Aar betydeligen forandrer Menigheden, vilde det neppe være i det Hele udførligt.


587

Ogsaa Lægernes Medvirkning til at afværge Selvmord er ikkun under faae Omstændigheder anvendelig, undtagen paa de Steder, hvor Afsindige og Vanvittige til deres egen og offentlig Sikkerhed blive modtagne under Bevaring, og hvor physiske, psychiske og moralske Midler af og til med Held til deres Helbredelse blive anvendte. I Sandhed, om der til nogen Sygdom udfordres Lægernes Skarpsindighed, rigtig Bedømmelse, den nøieste Menneske-Kundskab, den utrætteligste Taalmodighed, alvorlig Strænghed, forenet med et ømt følende Hierte, klog Forsigtighed m. v., saa er det Sinds-Syge. Selvmord, Tungsind og Afsindighed har ikke alletider de sædvanlige Forløbere, ofte er det et Værk af et ulykkeligt Øieblik; disse Ulykkelige kunde ofte have endog den meest udvidede Brug af deres Siæls Kræfter, ikkun en eneste Stræng af Instrumentet er overspændt; naar denne ikke røres, holder man det Hele for harmonisk; og hvem kan angive denne overspændte Stræng i Siæle-Organet paa en tilfredsstillende Maade, eller med sandsynligt Haab virke paa den, da de nøiagtigste Undersøgelser af


588

saadannes livløse Legemer ikke udbrede noget Lys deri.

Selv-Mordere ere upaatvivleligen i en høi Grad ulykkelige; de fortiene følgeligen ikke efter deres Død Foragt og Beskiæmmelse. Straffen er ligegyldig for de Døde, som selv have sat sig ud af al Forbindelse med Verden, og træffer allene de uskyldige Paarørende og Efterlevende; de fortiene i en høi Grad deeltagende Medlidenhed. I Rom straffede man kun de Selvmordere, som havde forsøgt og ikke tilfulde udført Handlingen. I Marseille var det forhen Skik, at de Ulykkelige, som vare keede af Livet og ønskede at befries derfra, opfordredes at møde for Øvrigheden, og angive de Grunde, hvorfor de ønskede at befries fra Livets Byrder; naar disse Grunde fandtes antagelige, bleve dem paa offentlig Bekostning rakt et Bæger, fyldt med Gift, som var beredt af Skarntyde, som de maatte drikke; i modsat Fald sørgede man for deres Helbredelse, og anvendte de Midler, som kunde giøre dem Livets Byrder mindre ubehagelige. Ogsaa hos os behandler man Selvmordere efter deres Død med den Ømhed, som ulykkelige Mennesker fortiene; de blive


589

i Stilhed begravede paa en af Kirkegaardene; man har endog Exempler paa, at udmærkede Mænd, med almindeligen erkiendte Fortienester, som selv havde forkortet deres Dage, have nydt en meget hædrende Begravelse, og at man har æret deres Minde.

Selvmord har til alle Tider fundet Sted, og dette vil vel ogsaa være Tilfældet i Fremtiden; men det er ædel Daad, at arbeide mod denne Handlings sørgelige Tiltagelse. Dette synes mindre at befordres ved at forhindre Handlingen selv, end ved at forfølge Aarsagerne, som foranledige den, til sine første Kilder, og at arbeide mod dem. Ofte lægges den første Grund til Selvmord allerede i Børnenes Opdragelse. Naar Maadelighed, Orden og Reenlighed tidlig iagttages og derved bliver til Vane, naar Legemet langsomt hærdes mod ubehagelige Følelser; naar Undværelser og nægtet Tilfredsstillelse af deres Ønsker, om disse kunde være skadelige, ikke ere fremmede for dem; naar Ungdommen tidlig vænnes til Arbeidsomhed og Virksomhed, og Ørkesløshed og Lediggang afværges, naar moralske og religiøse Følelser efter Ungdommens Fatteevner tidlig opvækkes, en alt


590

for levende Indbildnings-Kraft nedstemmes, og især Svækkelse ved for tidlig opvakt Kiøns-Drift, som saa ofte har ledet til Tungsind og Selvmord, paa det omhyggeligste afværges; naar alt dette var almindeligt, vilde vist Selvmorderes Antal betydeligen formindskes. I Engelland har man bemærket, at Selvmord iblandt Qvækerne, i Forhold til de øvrige Beboeres Antal, er en stor Sieldenhed, da de tidlig vænne deres Børn til Undværelser, til Arbeidsomhed, og opvække religiøse Følelser hos dem. Mennesker, som tidligen ere vante til at bære Livets Besværligheder, ville med Kraft arbeide mod dem, naar de ikke er svækkede ved kiælen Opdragelse, de ville elske Livet, og ikke forsage, naar dette blev møisomt og besværligt.

Efter Skaberens vise Plan til Menneskeslægtens Held og Lykke, kan man antage det som en Grundsætning, at gode Handlinger, Dyd og Retskaffenhed, Virksomhed og Arbeidsomhed, Orden og Maadelighed lønne deres Dyrkere endog her i Livet. Naar Livets Glæder nydes med Maadelighed og krydres ved Arbeide, vil man vist sætte tilbørlig Priis paa Livet, denne store Gave af For-


591

synet, ikke forkorte det, endog naar dets Besværligheder synes at være overveiende. Hos hvor mange have derimod Overdaadighed og Blødhed, Forfængelighed og Vellyster, Ødselhed og Ørkesløshed, Spillesyge, tøileløse Lidenskaber og Forbrydelser m. v., endeligen opvakt Keedsommelighed til Livet. Hvor mange have ikke ved Misbrug af Brændeviin, som har frembragt saa uendelig mange Ulykker paa vores Jordklode, styrtet dem i Fuldskab igiennem Evighedens Porte.

Vore Mortalitets-Lister mangle i det Hele den Nøiagtighed og Fuldstændighed, som man maatte ønske. Dette er ogsaa Tilfælde med dem, som selv giøre Ende paa deres Liv. At disse Ulykkeliges Tal er betydeligt og tiltagende: vide vi, men det synes: at de ikke alle komme til offentlig og nøiagtig Kundskab. Bemærker man med Nøiagtighed det Sted, hvor dødfundne Mennesker, som oftest de, som have fundet deres Død i Vandet, blive til Skue udsatte for at kiendes af deres Bekiendte og Paarørende, saa finde vi næsten dagligen andre Legemer liggende, hvoriblandt nok den største Deel kan antages at være omkommen ved Selvmord. Naar disse ikke blive vedkiendte og


592

afhentede, blive de paa offentlig Bekostning begravede, og man er da i fuldkommen Uvished om deres forrige Stilling i Livet. Det synes: at man ikke kan antage, at i en velordnet Stad et Menneske kunde savnes i et Huus eller paa et Skib, hvor det har opholdt sig en kortere eller længere Tid, uden at saadant strax maatte anmeldes ved Politiet under en følelig Mulct. Man kunde da af disse Anmeldelser ikke allene blive bekiendt med de Dødfundnes Stilling, Stand og Vilkaar, men ogsaa ved nøiere Undersøgelse med deres forrige Liv, Forbindelser, Næringsvei, Levemaade, Character, og om og hvilke særdeles Omstændigheder og Uheld maatte have foranlediget deres Selvmord. Slige Biographier vilde være særdeles oplysende, de vilde vise, hvad der i vore Tider meest ledede til dette voldsomme Skridt, og maaskee give Anledning til, at man med forøget Kundskab derom, ogsaa med mere Kraft og Held kunde arbeide derimod.


593

Dueller.

Til Selvmord kunde endnu henregnes den besynderlige Overeenskomst imellem tvende uenige Mennesker, at saare eller dræbe hinanden for at afsone en virkelig eller indbildt, tilføiet eller modtaget Fornærmelse, hvilken kaldes Duel. Denne Uskik, som har udbredt sig over hele Europa, findes ogsaa oftere hos os, end man skulde ønske. Det er ikke Oldtidens Tvekampe, hvor Staternes Skiæbne, Fædrenelandets Ære, Krig og Fred, blev bestemt ved enkelte tapre Mænds mandige Kamp; det er ikke offentlige Beviser paa Kraft, Styrke, Mod og Behændighed, under Fædrenelandets Øine prøvede, som offentligen bleve belønnede med Hæder, Ære og den udkaarne Møes hædrende og inderlige Bifald; det er ikke de Kampe af Oldtidens ædle, kraftfulde Riddere, for at straffe Forbrydelser, og for at hevne den fornærmede Uskyldighed i de Tider, da Staternes borgerlige Love endnu ikke med Tryghed værnede om borgerlig Sikkerhed og Ære. Det er derimod i vore Tider sædvanligen de ubetydeligste Ting, som, understøttede af Ungdom, Letsindighed, Kaadhed og


594

falskt Begreb om Ære, foranledige Dueller. I intet oplyst Land, hvor ordnede Love findes, er det tilladt at tage sig selv til Rette, og at hævne private Fornærmelser, men befalet at overlade dette til Lovenes Bestemmelse. Alle vore Tiders oplyste Lovgivere erklære Dueller for lige saa uædle, vanærende og usædelige i deres Natur, som skrækkende i deres Følger. Alle, uden Undtagelse, føle, at det er en besynderlig Erstatning for den, som er eller troer sig fornærmet af en anden, oven i Kiøbet at udsætte sig for at saares, giøres til Krøbling, eller at dræbes af sin Modstander. Den Forsoning og det Venskab, som ofte følger paa denne besynderlige Handling, synes ikke at være bygget paa en fast og ædel Grundvold. Det er ikke alletider, at Dueller hastig foretages i et heftigt Udbrud af lidenskabelig Hede, da de, som en Følge af Temperamentet, maaskee maatte være mere undskyldelige; vi have Exempler paa, at en Duel har været udsat over et Aar iblandt Mænd, som dagligen saae hinanden. Vel ere vore Dueller sædvanligviis af den Beskaffenhed: at vedkommendes Liv derved ikke sættes i synderlig Fare; man vælger som oftest den mindst farlige Maade, nemlig


595

at hugge, under forhen aftalte Bestemmelser og Secondanternes Opsigt. Jeg erindrer her i en Tid af mere end et halvt Aarhundrede ikkun et eneste Exempel paa, at en er strax faldet under Duel; dog kan man ikke vel tænke sig en Duel, uden at mueligen en af Parterne derved kunde dræbes eller lemlæstes. I første Tilfælde vil Morderen nødes til at flygte for at undgaae Lovens billige Straf; han maae forlade sit Fædreneland, sin borgerlige Stilling, sine Forbindelser, Samvittigheds-Nag og Bebreidelser følger ham som oftest igiennem hele Livet. Ogsaa da, naar en af Parterne bliver lemlæstet og giort til Krøbling, vil paa begge Sider Erindring om at have berøvet Staten en nyttig Medborger være krænkende, især iblandt Krigerne, hvis Liv, Mod og Kræfter, ved de helligste Forpligtelser, ere opofrede til Kongens, Fædrenelandets og Statens Forsvar. Adskillige yndede Skribenter have søgt at bevise, at Dueller ikke engang afgive Beviis paa personligt Mod, og at de, som duellere, findes i en konstlet exalteret Tilstand, som er kortvarende og ligner den, som frembringes af spirituøse Drikke og Opium. Iblandt Søe-Etaten indbyrdes,


596

iblandt de borgerlige og de Studerende, hvoraf dog findes over 1000 Ynglinger i Kiøbenhavn, ere Dueller næsten uden Exempel. Maatte enhver søge sin sande Ære i nøiagtig Opfyldelse af sine Pligter, ved at udmærke sig i Duelighed og Kundskaber i sit Fag; i at gavne andre og Samfundet efter Evne. Maatte enhver ikke kiende nogen anden Vanære og nogen anden Frygt end den, at forsømme sine Pligter og at begaae Handlinger, som stride imod Sædelighed, Anstændighed, Orden og Lovene. Maatte endeligen enhver omgaaes andre med den Forsigtighed og den Varlighed, som sømmer dannede Mennesker, saa vilde i Almindelighed Anledningen til Dueller ogsaa henhøre iblandt Sieldenhederne. Grækerne og Romerne synes ikke at have kiendt Dueller i Anledning af private Fornærmelser, dog kunde de vel ikke mistænkes for Mangel paa Mod og Tapperhed, Æresfølelse og Kiærlighed til Fædrenelandet. Efter Romernes Love blev den erklæret æreløs som vanærede en anden.


597

Trettende Afdeling

Syge-Pleie i Kiøbenhavn.

Regieringens Mildhed og andre Menneskevenners ædle Velgiørenhed har aabnet i Kiøbenhavn mange Veie og mange Indretninger til de Trængendes Syge-Pleie og Helbredelse. Man kan antage, at iblandt det hele Tal af Stadens Beboere, som nu overstiger 100,000 Mennesker, ingen findes, som jo i Sygdoms-Tilfælde kunde finde Pleie og Understøttelse. Kiøbenhavn kan i denne Henseende, i Forhold til Stadens Folkemængde og Størrelse, sættes ved Siden af, om den ikke deri overgaaer, enhver anden stor Stad i Europa.

Jeg nævner iblandt disse Indretninger først Frederiks Hospital, dette store Minde om vor


598

uforglemmelige 5te Frederiks Velgiørenhed. Bygningen, hvortil Grundsteenen blev lagt i Aaret 1752, blev færdig i 1757. Naar man undtager, at Hospitals-Bygningen, som allene er bestemt til Syge, ligger paa en lav og fugtig Grund, især paa den Side, hvor forhen Amalienborgs Slots-Grave fandtes, og at den ikkun har fugtige Jordkieldere, saa er det tillige med sine fire Pavillons, hvilke tildeels tiener til Syge, men især til Hospitals-Officianters Boeliger og til Apotheket, bygget i en god Smag. Den kongelige Fundats af 6te August 1756 viser Hospitalets almindelige Bestemmelse, at det nemlig skal tiene til Kiøbenhavns arme, fattige og nødlidende Syges Helbredelse, som ikke have nogen Hielp af almindelige eller private Stiftelser, eller tiltrækkelig Tilstød af andre, som efter foregaaende Undersøgelse ere befundne ikke at være ulægelige, men ved Lægens Hielp, samt god og tilbørlig Underholdning og Pleie, kunde forhielpes til deres Sundhed; men derimod ikke til nogen Slags incurable Syge, veneriske Sygdomme, Børnekopper, Skab, Galenskab m.v., ei heller til Børn under 7 Aar, undtagen i de Tilfælde, hvor de


599

trænge til nogen chirurgisk Operation. Efter Fundationen, og det kongelige Reskript af 10 December 1772 kan ogsaa betalende modtages til forskiellige Priser, som nu udgiøre næsten en tredie Deel af Hospitalets Syge. Sygestuernes Størrelse, Høide og Reenlighed, de Syges Senge, Klæder, Pleie, Opvartning og Behandling, som af nogle Medlemmer af den medicinske Direction ugentligen paasees, er af den Beskaffenhed, at neppe noget synes med Billighed derved kunde ønskes forandret eller forbedret.

De Syge, som ligge paa Frederiks Hospital, nyde følgeligen enten aldeles frie Cuur og Pleie paa Hospitalets og Legaternes Bekostning, eller de ere betalende, skiøndt Hospitalet ikke derved bliver skadesløs. Vel byder Fundationen, at i Begyndelsen 300 fattige Syge i Hospitalet skulde modtages, og siden, ligesom dets Midler og Formue tilvoxer, forøges til mere; Hospitalets Indkomster har dog hidtil ikke tilladt at modtage et større Tal af fattige Syge end 227. Ogsaa dette Tal vilde ikke have været opnaaet, om ikke ædle Menneskevenners Legater hertil havde været behielpelige. De Syges Tal paa Fre-


600

deriks Hospital er efter Aarstiden, de herskende Sygdommes Forandringer, og indløbne tilfældige Omstændigheder forskiellig. Nu findes det saaledes

Fattige Syge:

for Hopitalets Regning

184

for afg. Greve A. G. Moltkes Legat

3

for afg. General-Major Classens Legat

28

for afg. harmoniske Selskabs Regning

2

for afg. Etatsraad Ole Dalsgaards Legat

8

for afg. Geheimeraadinde Stampes Legat

2

 

227

 

Betalende:

Paa bedste Pleie:

I de herskabelige Værelser til 10 Rdlr. ugentlig

1

til 21 Mark ugentlig for Kamrerne

8

til 18 Mark ugentlig i fælles Stue

48

Land-Cadetter for deres Gage

6

 

Paa ordinair Pleie:

Til 9 Mark ugentlig

30

Under-Officedrer og Gemene for deres Gage

30

 

123


601

Frederiks Hospitals medicinske Personale bestaaer af to Overlæger, en Medicus og en Chirurg, som nyde Bestalling med kongelig Stadfæstelse paa 6 Aar; en Reserve-Medicus og en Chirurgus, hvilken sidste vælges iblandt de kongelige Pensionairer, paa 2 Aar, 3 medicinske og 3 chirurgiske Candidater paa 4 Aar, en Apotheker, og en Badstuemand, som har Opsyn med Badenes Anvendelse. Desuden tillades det unge Studerende at lade dem hos Overlægerne som Volontairer antegne, ikke allene for at følge Overlægernes Syge-Besøg, men ogsaa for at nyde den Øvelse, som er passende med deres Kundskaber. Disse Volontairers Tal er paa den chirurgiske Side i et Middeltal 12. Af andre Betientere holder Hospitalet en Inspecteur, som tillige er Casserer, en Controlleur, som tillige er Hospitals-Skriver, en Oeconomus, som efter en med ham indgaaet Contract, og et fastsat Reglement, sørger for de Syges Spiisning, Pleie, Reenlighed, Opvartning og Hospitalets hele Oeconomie, en Oldfrue, som sørger for Linned, Vadsken og Sengene, to Portnere, to Hospitals-Bud og en Vægter. Stiftelsens medicinske og oeconomiske Ind-


602

retning, Indtægts-Kilder og Udgivter, Betienternes nøiagtige Instructioner m.v. er af vor fortiente F. Thaarup saa nøiagtigen samlet*), at nok ingen offentlig Stiftelse her i Landet er saa nøiagtig beskreven og offentlig bekiendtgiort, som denne.

Frederiks Hospital er en særdeles vigtig Gienstand for Medicinal-Væsenet i de danske Stater, da det er Planteskolen for den største Deel af vore tilkommende Læger, som siden blive adspredte i alle danske Stater. Indretningen er derfor beregnet ikke alene til de Syges Helbredelse, men ogsaa til unge Lægers Underviisning og Øvelse. Over-Lægerne ere ikke allene forpligtede til at holde Dagbog over de Syge, men ogsaa offentlige cliniske Forelæsninger, og at foretage de chirurgiske Operationer. Alle Læger tillades her frie Adgang ved de daglige Syge-Besøg, som ere bestemte til om Morgenen imellem 7 og 8, og om Eftermiddagen imellem 4 og 5, for at kunne giøre dem bekiendte med Sygdommens og Epidemiernes Gang, Forandringer, Behandlingsmaader og Udfald;

*) Frederik Thaaurps Journal og Haandbog for Kiøbenhavnere, første Bind. Kiøbenhavn 1797.


603-605

hvilket alt paa fremmede Steder er forbunden med betydelige Bekostninger. Ogsaa Reserve-Chirurgerne og de i Hospitalets Tieneste værende Candidater gives Leilighed til, under nøiagtig Tilsyn selv at forrette chirurgiske Operationer, og derved at dannes til duelige practiske Chirurger.

Hvorledes, siden Hospitalets Stiftelse, de anmeldte Syges Tal har forholdt sig til de Indkomne, Udgangne og Døde, viser følgende Liste:

[Listen fordeler sig over siderne 603-605, men er her udskrevet som en sammenhængende tabel]

I Aaret

Anmeldte

Indkomne

Udgangne

Døde

1757

628

628

415

74

1758

1348

1141

968

146

1759

1665

1348

1232

126

1760

1534

1212

1080

131

1761

1428

1132

989

126

1762

1862

1288

1139

143

1763

1942

1461

1315

160

1764

1557

1313

1168

131

1765

1436

1227

1119

125

1766

1756

1331

1142

172

1767

1449

1184

1065

121

1768

1264

1075

964

114

1769

1242

996

891

109

1770

2000

1491

1291

177

1771

1565

1233

990

178

1772

1853

1728

1546

170

1773

1414

1206

1105

146

1774

1218

1103

1018

109

1775

1653

1440

1233

193

1776

1544

1252

1099

150

1777

1672

1414

1280

147

1778

1450

1271

1148

142

1779

1776

1516

1264

215

1780

1743

1566

1319

222

1781

2471

2091

1747

311

1782

2801

2184

1924

280

1783

2497

2121

1876

236

1784

2196

1824

1628

206

1785

2485

1961

1763

194

1786

2846

2179

1892

279

1787

3046

2164

1946

218

1788

2680

2039

1811

217

1789

2528

2003

1796

234

1790

2151

1824

1684

170

1791

2498

2029

1786

228

1792

2256

1855

1668

167

1793

2446

2131

1884

229

1794

2798

2343

2097

235

1795

3047

2426

2162

253

1796

2946

2341

2062

259

1797

2683

2130

1898

248

1798

2673

2255

2008

248

1799

2640

2015

1791

223

1800

2783

2154

1877

269

1801 1)

3111

2349

1982

339

1802

2689

2008

1813

218

1803

2849

2055

1812

227

1804

3047

2204

1966

243

1805

2097

2144

1917

223

1806

3096

2157

1898

247

1807

3134

2305

1946

320

1808 2)

3054

2548

1956

282

Summa

107219

90395

78360

10330

 

1) Hvoriblandt endeel Qvæstede fra Slaget 1801.

2) Hvoriblandt endeel Qvæstede formedelst det engelske Overfald og Stadens Bombardement.


606 - 607

Hvorledes siden 1788 de medicinske Syge have forholdt sig til de chirurgiske, og hvad Medicin-Regningers Beløb i denne Tid har været, viser følgende Liste:

[Tabellen dækker siderne 606 og 607, og er her af praktiske hensyn i to dele, jf. nedenstående tabel]

I Aaret

Patient-Tallet

Døde-Antallet

Under Medico

Under Chirurgo

Under Medico

Under Chirurgo

1788

1428

611

175

42

1789

1334

669

186

48

1790

1171

653

129

41

1791

1181

748

183

45

1792

1140

715

122

45

1793

1319

812

175

54

1794

1458

885

175

60

1795

1548

878

182

71

1796

1696

645

184

75

1797

1497

633

188

60

1798

1471

784

173

71

1799

1366

649

156

75

1800

1508

646

195

67

1801

1565

784

213

74

1802

1337

671

174

126

1803

1325

730

172

44

1804

1410

794

168

55

1805

1358

786

148

75

1806

1412

745

179

75

1807

1392

913

186

68

1808

1491

723

231

134

Summa

27916

14751

3463

51

 

[Tabellen dækker en del af side 607, og slutter sig til foregående tabel]

I Aaret

Medicament-Regning

Beløb

Til de medicinske Patienter

Til de chirurgiske Patienter

 

1788

3887

3180

7067

1789

3713

3167

6880

1790

3156

2706

5862

1791

3215

2964

6179

1792

3354

3132

6486

1793

3559

3090

6649

1794

4324

3532

7856

1795

4191

4019

8210

1796

4483

3667

8150

1797

3966

2694

6660

1798

4220

2409

6629

1799

4316

2675

6691

1800

4296

2857

7153

1801

5065

3324

8389

1802

4873

2988

7861

1803

5448

3390

8838

1804

5291

3662

8953

1805

5439

3947

9386

1806

6131

4900

11031

1807

5720

4646

10366

1808

5960

3530

9490

Summa

88647

66949

155596


608

Dødeligheden iblandt de Syge i Frederiks Hospital synes at være større, end man efter den nøiagtige Pleie og Tilsyn i et saa vel indrettet Hospital skulde formode, især da, i Følge af Fundationen, ingen ulægelige Syge deri modtages eller beholdes. En af de medvirkende Aarsager hertil er, at alle de Syge, som ønske at indtages i Hospitalet, skulle melde dem hos Inspecteuren, som i Følge Fundatsen anfører paa deres Anmeldelses-Sædler Timen, Qvarteret og Minuten, naar Anmeldelsen skeer, saa at de førstmeldte ogsaa først skulle inddrages, med Undtagelse af de Beskadigelser, som trænge til chirurgiske Operationer. Som en Følge heraf blive, naar mange Anmeldelser findes, som formedelst Mangel paa Plads ikke strax kunde modtages, ofte mindre farlige Syge indtagne, og mere farlige og til hastigere Hielp trængende maae vente, indtil Pladser for dem bliver aabne, ved hvilken Forhaling Sygdommene ofte saaledes forværres, at de Syges Liv derved sættes i større Fare.

Det ved Hospitals-Fundationen bestemte Antal af 300 fattige syge synes endnu i lang Tid ikke at ville kunne opnaaes, da de seenere Tiders


609

ugunstige Omstændigheder have sat Hospitalets Pengevæsenets betydelig tilbage. Formedelst alle Nødvendigheders saa meget forhøiede Priser, forøges Udgivterne i en høi Grad, og Indtægterne derimod formindskes betydeligen.

Hospitalets Udgivter vare i Aaret:

Hospitalets Indtægter vare i Aaret:

 

Rdlr.

 

Rdlr.

1799

46,035

1799

66,213

1800

51,328

1800

78,577

1801

59,160

1801

67,188

1802

54,566

1802

69,767

1803

56,808

1803

90,669

1804

56,722

1804

59,380

1805

61,097

1805

92,068

1806

67,766

1806

87,497

1807

66,970

1807

65,728

1808

72,115

1808

46,713

 

Hospitalet har siden Krigens Begyndelse til Datum savnet de norske Post-Intraders Overskud, der i de seenere Aaringer har været 40,000 Rldr., og har mattet optage et Laan af 27,500 Rdlr. og desuden til Udgivternes Bestridelse anvende Renterne af dets Fond Capital, saavel som Taarn-


610

pengene, hvilke sidste Indtæger ellers skulde udsættes paa Rente og tiene til Fondens Forøgelse. Enhver Statens og Stadens Ven ønsker, at Fredens Velsignelser snart maatte tilbagegive til denne fortreffelige og almeennyttige Indretning den Velstand, som for dens Varighed er saa uundgaaelig nødvendig. Den Nytte, som Frederiks Hospital fremvirker, som en practisk Lære-Anstalt for unge Læger, er uberegnelig. Derimod kan det beregnes: hvor meget enhver fattig Syg, hvis Helbredelse i Følge af Fundationen er Hospitalets Hoved-Hensigt, koster, naar man antager: at de Betalende holde, eller dog burde holde, Hospitalet skadesløs for dets Udgivter. I Hospitalet bliver efter et Middel-Tal aarligen modtaget 2100 Syge, hvoraf er omtrent 1400 Gratister. Vel koster disse Syge-Pleie, Oeconomien betræffende, Hospitalet ikkun 3 Rdlr. ugentlig, men naar dertil regnes andre Udgifter, for Medicin og andre Fornødenheder, Lønninger, Inventarium, Bygningens Vedligeholdelse m.v., saa koster enhver af disse Syges Helbredelse Hospitalet og Staten betydeligt.


611

Det største og ældste af Stadens Hospitaler er Søe-Qvæsthuset, der blev af femte Christian opbygt ved Enden af Nyehavn, hvorfra det i Aaret 1777 blev henlagt paa Christianshavn, paa en rummelig og frie Plads, i den Bygning, hvor Opfostringshuset forhen fandtes. Dette Hospital, i hvis Bestyrelse, jeg som Overlæge og Meddirecteur fra 1771 til 1794 har taget Deel, er i denne Tid, med Hensyn til nye opførte Bygninger, anskaffet Inventarium og indvortes Orden og Reenlighed, saaledes udvidet og forbedret, at det nu kunde modtage 1000 Syge og kunde sættes ved Siden af de bedst indrettede Hospitaler. Qvæsthusets oprindelige Bestemmelse er de under Krigen Saaredes, og andre af Søe-Etatens Syges Cuur og Pleie. Til den Ende er der til denne Stiftelse henlagt saadanne Indtægter, hvoriblandt de betydelige Indkomster, af Stadens Laan- og Assistentshuus, at ved Nøiagtighed og Orden i Fredstider, de Midler kunde samles, som i Krigstider kunde være tilstrækkelige til Hensigtens Opnaaelse, uden Byrde for den kongelige Casse og det Almindelige. Vel er under Dannemarks lange Fred, Qvæsthusets Midler anvendte til de


612

næsten bestandige Søe-Eqviperinger, som Tiderne krævede, til de Fattige af Søe-Etaten, til Officeer-Enkers og Betienternes Pensioner, til Cuur og Pleie for et bestemt Antal Syge af det faste Mandskab, og disses Koner og Børn, men i de seenere Aaringer er Stiftelsen igien indskrænket til sin egentlige Bestemmelse, de syge og saarede Søefolks Pleie og Cuur. Stiftelsens store Plads behøves nu til deels til Søe-Etatens udskrevne Mandskab, og bliver deels i denne Tid mod Erstatning anvendt til Krigs-Fangernes Bevogning, til militair Sygestuer m.v., ogsaa findes paa Søe-Qvæsthuset det hele medicinske Inventarium til hvert enkelt Skib af Flaaden, som heldig undgik Englændernes Rov. De Syges Tal paa Søe-Qvæsthuset er i Forhold til Tallet af det udskrevne Mandskab til Krigs-Skibenes Besætning, og tilfældig mødende Omstændigheder meget forskiellig.

Følgende Liste over de fra Aaret 1798 til 1808 modtagne Syge udviser dette:


613

I Aaret

Indkomne

Udgaaede

Døde

Ved Aarets Slutning tilbageblevne

1798

516

492

9

15

1799

1018

946

42

30

1800

1142

1049

34

59

1801

2150

1964

133

53

1802

328

300

9

19

1803

251

232

6

13

1804

273

263

5

5

1805

106

147

2

11

1806

116

109

2

5

1807

910

708

32

170

1808

2454

2298

106

220

Summa

9264

8508

380

600

 

I det sidste Aar er paa Søe-Qvæsthuset forbrugt Medicin og Reqvisitter for 4326 Rdlr.

I Aaret 1801 var end videre af de vestindiske Tropper paa Qvæsthuset modtaget 117 Syge, hvoraf 94 udgik og 6 Døde.

En meget betydelig og velgiørende Indretning i Søe-Etatens Medicinalvæsen er Stiftelsen af det nye Søe-Etatens Hospital, som er bestemt til det faste Mandskab af de 4 Divisioner og Haandværksstokken, samt nogle af deres Koner


614

og Børn. Forhen var dette Mandskabs Syge-Pleie meget manglende. Ikkun de sletteste og meest trængende Syge bleve indlagte paa Qvæsthuset, de fleste bleve behandlede i deres ofte meget indskrænkede Qvarterer, hvor hverken nøiagtig Pleie eller Anvendelse af Lægemidler kunde finde Sted. I de daværende Divisions-Sygestuer kunde ikkun enkelte Syge modtages. Hvorimod nu alle Syge af Betydenhed i dette velindrettede og smagfulde Hospital kunde finde et sundt Locale, en ordentlig Pleie, en nøiagtig Behandling under Directionens nøiagtige Tilsyn, som Krigeren i Sygdoms Tilfælde kunde giøre Fordring paa og Menneskeligheden kræver. Dette Hospital har Plads, Senge og Inventarium til 144 Mandfolk, 48 Koner og Børn, og desuden 2 Stuer, hvori der kan modtages 20 Personer af hvert Kiøn, som behøve Afsondring fra andre Syge. Ialt findes her altsaa Plads til 232 Syge. Fra den 15. November 1806, da dette Hospital blev aabnet, til Slutningen af November 1808, er i alt indkommen 2110 Syge, hvoraf der ere sunde undgaaede 1815, døde 186, og 109 findes tilbage. Enhver Divisions-Chirurg behandler hans


615

Divisions Syge og forsyner dem med Lægemidler, for de dem bestemte Medicin-Penge. De mindre betydelige Syge have Tilsyn i deres Qvarterer.

Kiøbenhavns Garnison eie hidtil ingen Hospital til at modtage deres Syge. Ethvert her garnisonerende Regiment har sit med det behørige Inventarium forsynede Sygehus til at modtage dets betydeligste Syge i Fredstider.

Garden til Hest og til Fods kan i dens Sygehus modtage 30 Syge
eri Corpset 70 Syge
Kongens Regiment 50 Syge
Marin Regimentet 140 Syge
Danske Liv-Regiment 40 Syge
Norske Liv-Regiment 40 Syge
Prinds Christian Frederiks Regiment 40 Syge

Desuden er nu paa Feldtfod indrettet:

Til det holstenske Infanterie Regiment paa Søe-Qvæsthuset til 80 Syge
Til Kiøbenhavns Regiment paa Blaagaard 150 Syge
Og da Regimenterne under Krigen formedelst de større Antal af Tienstgiørende, ikke kan have Plads i de for Fredstiden bestemte Sygehuse, saa er paa Blaagaard endnu indrettet 4 Bygninger, hvert til 100 Syge, tilsammen 400 Syge
Saa kunde disse Sygehuse nu medtage 1000 Syge


616

Enhver Regiments-Chirurg forsyner Regimentets Syge mod de bestemte Medicin-Penge med Lægemidler. De mindre betydelige Syge behandles i deres Qvarterer.

Fattigvæsenets almindelige Hospital var siden dets Stiftelse en Samlings-Plads for 1000 Mennesker, som bestod af Syge, affældige Invalider og arbeidende Almisse-Lemmer, der vare saaledes sammenblandede, at denne Indretning neppe kunde henregnes til de regulaire Hospitaler. Den nærværende Direction for Fattigvæsenet har paa den meest fortienstlige Maade givet denne Stiftelse en mere forbedret og hensigtsmæssig Indretning. Nu er her et vel indrettet Hospital for 300 Syge, Sygestuerne ere aldeles afsondrede fra Almisse-Lemmerne. Syge-Hospitalet har nu sin egen Bygning, Gaard og egen Indkiørsel. Sygestuerne fik Udgang hver for sig. Indventarium [!] blev meget forbedret og forøget; flere Læger bleve ansatte, og deres Løn forbedret; den første Læge blev her, ligesom ved de andre Hospitaler, anseet som Inspecteuren sideordnet, ikke, som forhen, ham underordnet. Der er indrettet Bade; findes Rednings-Anstalter for Livløse, Reensnings-Værelse for alle indkomne Syge, saa at


617

de kunde rene indlægges i Sygestuerne; her findes nu afsondrede Værelser for smitsomme Syge, Bagerovne og Røgnings-Anstalter, for at Inventarium og de Syges Klæder, som maatte være smittede, kunde renses; Indretninger, som forhen savnedes. Nu sørges ogsaa i dette Hospital med Nøiagtighed for Orden, Reenlighed, frie Luft, tilbørlig Pleie og Arbeide for de Syge, som kunne arbeide. Kiøbenhavn skylder ogsaa dette Hospitals specielle Directions liberale Tænkemaade og Velvillighed, at den ondartede Koppe-Epidemi i Aaret 1808 blev standset, hvilket ellers neppe vilde have været Tilfældet. Alle Koppesyge, saasnart man opdagede dem, bleve henbragte til afsondrede Værelser paa dette Hospital, og paa den meest hensigtsmæssige Maade behandlede; Manges Liv er derved bevaret. Siden denne forbedrede Indretning af Hospitalet har ogsaa jevnlig Antallet af de her indlagte Syge tiltaget.


618

I det almindelige Hospital er:

<td style="width: 130px;"

fra

til

Indkomne

I Middeltal

Dødelighed

1779

1784

i 5 Aar 3243

80

1 af 4 1/6

1784

1789

i 5 Aar 4076

105

1 af 4½

1789

1794

i 5 Aar 4305

141

1 af 5 1/3

1794

 


 

Forfatter: Henrich Callisen
Titel:

Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn

Bind 1

Udgivet: Kbh., 1807-1809
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007

 

Indholdsoversigt


 

Introduktion til webudgaven

Heinrich Callisens "Physisk-Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn", der udkom i to bind i 1807-09, er en detaljeret gennemgang af Københavns hygiejniske forhold i 1807. Her omtales københavnernes fysiske statur, deres ernæring, deres boliger og deres omgivelser på en måde, der giver et levende indtryk af byen og dens indbyggeres i det første årti af 1800-tallet.

Værket, der omfatter godt 1100 sider, er Callisens sidste litterære arbejde, og heri opsummerede han sine erfaringer og iagttagelser fra sin lange karrière som læge og kirurg.

Heinrich Callisen var født i Preetz i Holsten i 1740 kom 15 år gammel til København for at studere kirurgi. Hans vilkår var i begyndelsen yderst beskedne, men efter et udenlandsophold i 1767-71 blev han udnævnt til overkirurg ved den danske flåde og begyndte samtidigt at forlæse over kirurgiske emner ved Københavns Universitet.

Selv om han var en oplagt kandidat til at lede det i 1785 oprettede Kirurgiske Akademi, blev han forbigået, og først i 1791 tilknyttedes han akademiet. I 1794 blev han dets leder og holdt i de følgende år en række velbesøgte forelæsninger over mange af de emner, der kan genfindes i hans "Betragtninger".

Forelæsningerne blev skildret som "velordnede, præcise, let fattelige og hyppigt fremsatte i en oratorisk skøn form", og ved læsningen af ?Betragtningerne? anes deres oprindelige funktion som forelæsninger stadigvæk.

Det var hensigten med Callisens "Physisk-Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn" at forbedre københavnernes sundhedsmæssige og hygiejniske levevilkår, og værket indgår dermed i den række af reformbestræbelser, som var udrundet af det sene 1700-tals filantropiske strømninger. Værket fik vel næppe nogen direkte betydning, men den var med til at bevidstgøre samtiden om betydningen af hygiejniske og sundhedsmæssige reformer.

Callisen trak sig tilbage allerede i 1805, men levende endnu frem til 1824. Han boede da på landejendommen Lille Mariendal ved Strandvejen, hvor en vej senere blev opkaldt efter ham. I Sankt Petri Kirkes kapel ses en enkel og beskeden sten over Københavns første socialtopograf.

 

Ophavsret

Nærværende udgave af "Physisk-Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn" er, under henvisning til ophavsretslovens 70-års regel, frit tilgængelig.


 
Physisk Medizinske
Betragtninger
over
Kiöbenhavn
Stadens Beboere
tilegnede
af
Dr. Henrich Callisen
Etatsraad og Generaldirekteur
ved det chirurgiske Academie m.v.
Förste Deel.
Kiöbenhavn 1807.
Trykt paa Frederik Brummers Forlag
hos Direkteur J. H. Schultz.

 


[III]

Fortale.

I Stats-Samfundet og i de menneskelige Forbindelser er Mennesket udsat for Indvirkningen af utallige skadende Aarsager, som kunne svække dets Kræfter, nedbryde dets Sundhed eller forkorte dets Liv. Mange af disse Aarsager ere af den Beskaffenhed, at de ved vise Medicinal-Love og offentlige Foranstaltninger kunne, om ikke hæves, saa dog betydeligen formindskes; andre derimod staae i en saa nøiagtig Sammenhæng med Menneskets huuslige Liv og private Stilling, at de efter Samfundets Øiemed nødvendig maae betragtes som henlagte under hvert enkelt Individs frie Villie.

Begge disse Klasser af skadende Aarsager har jeg valgt til den engentligt Gjenstand for mine Undersøgelser i det Skrift, som


IV

jeg her giver med den Ære at fremlægge for Publicum. Jeg har anseet det for nyttigt: under en samlet Synspunkt at opstille de Anordninger, som i vore lykkelige Fædreneland sigte til at beskytte mine Medborgeres Liv og Helbred; og tillige at giøre de forskiellige Folkeklasser i Hovedstaden opmærksommme paa: hvor de enten af Mangel paa fornøden Oplysning, eller af Letsindighed og Skiødesløshed, skade deres Sundhed og sætte deres Liv i Vove.

Min Stilling, som offentlig Lærer og som praktisk Læge, har under mit mangeaarige Ophold i Kiøbenhavn, givet mig den bedste Leilighed til at giøre mig bekiendt med Danmarks og især med Hovedstadens physisk-medicinske Tilstand. Alligevel har jeg ved at nedskrive disse Betragtninger flere Gange følet, at min egen Kundskab og Erfaring ikke var tilstrækkelig til at oplyse de mange hidhørende og ofte saa høist indviklede Gienstande. Jeg har derfor ingen Umage sparet i at udbede mig mine Vennes


V

Veiledning og Underretning, og i at raadføre mig med de faae Skrifter, vi besidde, over de danske Staters physisk-medicinske Beskaffenhed.

Det hele Værk vil udgiøre to Dele. Den første indeholder, foruden Indledningen, Betragtninger over Kiøbenhavns almindelige Beliggenhed - over dens Gader, Bygninger, Omegne m. v. - over dens Folkemængde - Klima - Reenlighed - Luftens Fordærvelse - Vandet - Fødemidler - Beskiæftigelser - Moder - Sæder - Sædvaner og Forlystelser.

Den anden Deel skal, hvis mit Helbred tillader det, snart følge, og indeholde Betragtninger over de offentlige Foranstaltninger til at beskytte Liv og Sundhed - over Børnenes physiske Opdragelse - de Fattiges physiske Pleie - den offentlige Sygepleie - Medicinal-Væsenet - herskende Sygedomme - og Dødeligheden.

Maatte mine Medborgere ved disse Be-


VI

tragtninger ledes til nøiere Kundskab om de mange Sundhedens og Livets Fiender, som daglig omgive os! Maatte jeg tillige have lettet Arbeidet for den, der engang vil berige Fædrenelandets Litteratur med en fuldstændig physisk-medicinsk Topographie! og matte jeg især have opmuntret vore duelige Provinsial-Læger til at forfatte saadanne Skrifter, over Danmarks og Norges forskiellige Stifter, Amter og Steder! Min Hensigt var da fuldkommen opnaaet. - Beskrivelser af dette Slags vilde tiene til at underrette saavel Øvrigheden som Beboerne om de vigtigste Mangler, der endnu maatte herske paa hvert enkelt Sted i Staten, og veilede til at anvende de Midler, som efter prøvede videnskabelige Grundsætninger kunde betrygge Sundhed og Liv.

Vor vise Regiering har lagt tydelig for Dagen, at den erkiender: hvor meget en Samling af nøiagtige Medicinal-Politie-Love kan bidrage til det almene Vel og til Statens Flor. Den har alt for nogle Aar


VII

siden befalet en Commission af lovkyndige og lægekyndige Mænd at træde sammen, for at giøre et hensigtsmæssigt Udkast til en saadan Samling. Jeg har selv den Ære at være indlemmet i denne Commission. Men de danske Staters saa forskiellige Beliggenhed og Klima, Beboernes forskiellige Beliggenhed og Klima, Beboerens forskiellige Næringsveie og Nærings-midler, Sæder og Sædvaner m.v., saa og Commissions-Medlemmernes Stilling i vigtige og byrdefulde Embeder, der kun levner dem liden Tid til dette Arbeide, ville neppe tillade: at et Emne af et saa vidtløftigt Omfang kan udarbeides i Hast. Jeg tør da i Følge min Alder ikke haabe: at Forsynet vil forunde mig Livet, indtil Regieringen har opnaaet sin menneskekiærlige Hensigt med at nedsætte denne Commission. Nærværende Skrift maae derfor afgive et ringe Bidrag fra min Haand til dens saa vigtige, som almeennyttige Forhandlinger.

Jeg har indskrænket mine Betragtninger til Hovedstaden allene. Mange af de


VIII

Sundheds-Regler, jeg har indstrøet, ere af den Natur, at de ikke kunne befales eller indskiærpes ved Straffelove. Nogle af mine Medborgere ville derfor først benytte eller følge disse Regler, naar sand Oplysning og Sædelighed bliver meer almindelig udbredt i Samfundet. At mit Skrift, som det første Forsøg i sit Slags, Fædrenelandet angaaende, har sine betydelige Mangler og Ufuldkommenheder: tør jeg ikke nægte; men det samme Publicum, der nu i et halvt Aarhundrede har skienket mig sin Yndest, Tillid og Agtelse, vil ogsaa modtage dette - rimeligen mit sidste - litteraire Arbeide med en skaansom Overbærelse. Paa nogle Steder vil Læseren maaskee finde mine Betragtninger for alvorlige. Ogsaa dette beder jeg at undskylde. Oldinge, der staaer nær ved Enden af sin Bane, seer sædvanligt Verden fra en anden Synspunkt end den yngre kraftfulde Mand.


IX

Indhold.

Indledning

Første Afdeling.

Kiøbenhavns Beliggenhed, Størrelse, Gader, Bygninger m.v.

Stadens almindelige Beliggenhed - Poli-Høide og Længde - Størrelse - Tilvæxt - Brede, Længde og Omkreds - Havnen og Kanaler - Grunden, hvorpaa den er bygget - Fæstningsværker - Gaderne - Ødelæggelse ved Ildebranden - store Pladse - Broelægning - Rendestene - Husene: deres Høide; Bygnings-Maade; Værelser; Opvarmning; Forstuer og Trapper - Bygnings-Materialer - Stadens


X

Volde og Porte - Forstæderne - pragtfulde Landeveie - Stadens Oplysning ved Laterner - dens Omegn.

Andens Afdeling.

Kiøbenhavns Folke-Mængde.

Virkelige og tilsyneladende Aarsager til Folkemængdens Til- og Aftagelse - Kiøbenhavns tiltagende Folkemængde - Tabeller derover fra 1796 til 1806.

Tredie Afdeling.

Kiøbenhavns Klima.

Det geographiske Klima - det physiske Klima - tilfældige Omstændigheder, som giøre Forandring deri - Kiøbenhavns Temperatur - Aars-Tidernes Forskiellighed; den korteste og den længste Dag - Varmemaaleren - stærkeste Varme og Kulde i Kiøbenhavn - Tabel derover i 30 Aar - Luftens Middel-Temperatur paa nogle Steder fra Ækvator til Polen - Barometeret - Tabel over Barometrets største og mindste Høide i Kiøbenhavn i 30 Aar - Fug-


XI

tighed - det sædvanlige Tal af Regn-Dage i hvert Aar, og i hver Maaned - taagede Dage - Qvantitet af Vand, som aarlig nedfalder i Kiøbenhavn, sammenlignet med andre Steder de herskende Vinde i hver Maaned - Orkaner - Æqvinoktial-Storme - Vindenes Indflydelse paa Helbreden - lange Vintere - sildige Foraare - korte Sommere - behagelige Efteraare - tør Taage - Riimfrost og Iislag - Torden-Veir - Nordlys og andre Natur-Phænomener - Hoved-Charakter af Kiøbenhavns Klima - Tabellarisk Beviis paa det kiøbenhavnske Klimats Ubestandighed og Fugtighed - Klimaters kraftige Indflydelse paa Menneskenes Charakter og Sundhed - Kiøbenhavns Klima ikke behageligt, dog ei heller usundt - Uskadelighed af Havets Uddunstninger - klimatiske Forandringer virke paa Menneskenes physiske og moralske Tilstand - Kiøbenhavn betragtet fra denne Synspunkt - Nytten af, at sammenholde meteorologiske Bemærkninger med de herskende Sygdomme og deres Charakter - Vanskelighed heraf at uddrage faste og oplysende Resultater - disse udfordre en Forening af mange oplyste


XII

Mænd, og af samtlige Læger - Forslag til en saadan Forening.

Fierde Afdeling

Om Reenlighed og Luftens tilfældige Fordærvelse uafhængig af Klimatet.

Talrige Kilder til Luftens Fordærvelse i store Steder - Sygdomme og Dødelighed største i dem - Reenlighed, et Hovedmiddel til at vedligeholde Luftens gode Beskaffenhed - personlig Reenlighed en af Menneskenes første og ædelste Pligter - reent Linned og Klæder - Badning, et af de virksomste Reenligheds-Midler. - I Hovedstaden findes nu kun enkelte Bade; kolde Søe-Bade et af de fortrinligste Midler til at rense og styrke Legemet; de ere ikke almindelige hos os. - Legemets Gnidning anvendes for sieldent - Legemets Reenlighed, en høist vigtig Omstændighed ved de Fattiges Pleie, saa og hos Børn - Omsorg for Tænderne og hidhørende Forholds-Regler. - Huuslig Reenlighed og huuslig Orden, en temmelig almindelig Dyd blandt de Formuende i Kiøbenhavn; Værelsernes Reenlighed; Sengenes Reenlighed; huus-


XIII

lig Reenlighed blandt de Fattige kan derimod ikke roses - Misbrug af Sand - Dyrernes Uddunstninger; Hestenes forøgede Antal; Køerne og deres Behandling. Hundenes Mængde; Sviin - Priveternes Indretning - offentlig Reenlighed - Gadernes Reenlighed og Renovation; Gadernes Feigning; Rendestenenes Rensning - Støv paa Gaderne; Gadernes Beskænkning med Vand - Afløbs-Renderne fra Husene til Rendestenene - Afløb til Slam-Kisterne - Lise over samtlige Slam-Kister i Kiøbenhavn med deres Bredde, Længde og Dybde; deres Indretning - Bortførelse af Snee og Iis om Vinteren - Priveternes Renselse - Natte-Renovationen; nyttigt Forslag til en bedre Indretning og lettere Rensning af Priveterne - menneskelige Udtømninger paa Gaderne - Kiøbenhavns Kanaler og Havne - Liste over dem; deres bestemte Dybde, Brede og Flade-Indhold; deres bekostelige Opmudring - Stats-Gravene og Kastels-Gravene - døde Kreaturers Bortførelse - Næringsveie og Haandteringer, som ere skadelige for Sundheden - Omsorg for Reenlighed blandt Fattige og naar smit-


XIV

somme Sygdomme herske - Begravelses-Steder - deres Skadelighed i store Steder - Foranstaltninger i Kiøbenhavn i den Henseende - Forsøg til en alphabetisk Extract af de gieldende Forordninger, Plakater og Reskripter om huuslig og offentlig Reenlighed.

Femte Afdeling.

Om Kiøbenhavns Vande.

Vandets Nødvendighed til Sundhed og Liv - Tegn paa sund og godt Vand - Romernes mageløse Omsorg for godt og sundt Vand - Vigtighed af en tilstrækkelig Mængde godt og sundt Vand for Kiøbenhavn - ferske Søer i Stadens Omkreds - Bespisnings-Søer til Pompe-Vand; Sorte-Dams, Peblinge- og St. Jørgens-Søer; deres brede, Dybde og Omkreds; velgiørende Anordninger til deres Vedligeholdelse - deres nærværende Forfald - Pompevandets Hoved-Render af Træ, som lede Vandet til Staden - Bespiisnings-Søen for Kiøbenhavns Spring-Vand - Emdrup-Søe; dens nærværende Tilstand - Hoved-Render, som leder Spring-Van-


XV

det til Staden - Forraads-Søer - Langvads Dam-Sø - dens forrige Længde, Brede og Dybde - dens nuværende Tilstand - Utterslev Søe - Gientofte Søe - Leer Søen - Huul Søen - Tibberups Søe - Aarsager til disse Søers Forfald - mindre vandholdende Steder, som kunne have Afløb til Søerne - aabne Aflednings-Grøvter fra Forraads-Søerne til Bespiisnings-Søerne - deres maadelige Tilstand - Søerens jevnlig tiltagende Formindskelse i Omkreds og Dybde - tiltagende Udfyldning med Mudder - Vandets Formindskelse i Mængde og Godhed - Aarsagerne dertil - følelige Virkninger deraf i den varmere Aars-Tid og under vedholdende Frost - Midler til at sikkre Stadens Beboere for Vand-Mangel og til at forbedre Vandet - Interessentskabers Skadelighed for Vand-Væsenet - Statens og Stadens fuldkomne Eiendoms-Ret til Søerne, deres Omkreds og Produkter - nøiagtig Bestemmelse af Søernes Grændser og Omkreds - Søernes Fred og forhindret Adgang af alle Uvedkommende - Indslutning med høie Volde og dybe Grøvter - Søernes og Kanalernes nødvendige Rensning ved


XVI

beqvæmme Midler. Orden og Sparsomhed ved Vandets Anvendelse - forøget Vand-Beholdning i Bespiisnings-Søer, især i St. Jørgens-Søe - Vand-Grøvternes, Hoved-Rendernes, Indløbs-Kisternes og Træ-Rørernes bedre Indretning - Stadens Kilder og Brønde - Brønd-Vandets Beskaffenhed og forskiellige Godhed - Liste paa Gadernes Kilder og Brønde - chemisk Undersøgelse af Kiøbenhavns Spring-Vand; af Pumpe-Vandet; af Slots-Gaardens Kilde-Vand, og af Vandet paa Gammel-Torv, de 4 Søstre kaldet - nogle summariske Bemærkninger derover - Vandet i Almindelighed er i de sidste 50 Aar bleven betydelig slettere.

Siette Afdeling.

Fødemidler i Kiøbenhavn.

Natur-Producternes Overflødighed i Danmark - Kiød-Arter - Indførsel til adskillige Provisions-Sorter af Dyr-Riget igiennem Kiøbenhavns Porte i 8 Aar - Saltvands- og Ferskvands-Fiske - Plante-Rigets Produkter - Liste paa indført Grønt og Frugtsorter i Kiøbenhavn i 8 Aar - Brød Liste over de


XVII

forskiellige Meelsorter - indført som Meel; som Brød; malet her i Byen og til Stivelse og Pudder, som ere forbrugte i Staden i 8 Aar - Gryn - Melk og Fløde - Smør - Ost - Æg. - Liste over de forskjellige Natur-Produkter, som i Kiøbenhavn mere og mindre hyppig anvendes til Næring - Drikkevare - Vand - Øl - Bryggeriernes Skiæbne i Kiøbenhavn - Øllets ulige Beskaffenhed - Vigtighed af at Bryggerierne drives efter videnskabelige Grundsætninger - Øllets Forbrug staaer i omvendt Forhold til Brændeviins Forbrug - Brændeviin - dens tiltagende Forbrug i Staden - Nytten af dens maadelige Brug - dens Misbrugs physiske, moralske og oekonomiske fordærvelige Følger - Liste over de ved Maleværkets Consumtions-Contoir angivne Korn-Varer til Brændeviin, Øl og Edike - forbedrede Indretninger ved vore Brændeviins-Brænderier - tiltagende Indførsel af fremmed Brændeviin - Viin - dens mangefoldige Sorter - dens umaadelige Nydelse har aftaget - Forfængelighed at drikke mange Slags Vine har derimod tiltaget - Vinens skadelige Forfalskning


XVIII

er sielden - Kaffe - dens tiltagende Forbrug - Liste paa de i København til Forbrug fortoldede Kaffebønner i 10 Aar - Thee - Theevands Nytte i huuslige Cirkler - dets Skadelighed - Tarvelighed i Nydelsen af Fødemidler hos en Deel af Stadens Beboere - Ødselhed og Overdaadighed hos andre - store Giæstebuder - mindre Venne-Selskaber - Skadelighed for Liv og Helbred af den nyere raffinerede Koge-Konst - Konditorie- og Restaurations-Butiker - deres tiltagende Mængde hos os - de mindre formuendes og fattiges Fødemidler; Heste-Kiød - Rumfordsk Suppe - Been Suppe - Kar, hvori Føde- og Drikke-Varer blive tilberedede og giemte; Kobber- og Messing-Karrernes Skadelighed; afværges ikke aldeles ved Fortinning - Jern Kiøkken-Tøis Fortrin - Kar af Tin - Steentøi - Jydepotter - Leerpotter og deres Glasering - Tobak: Snustobak - Røgtobak - Skraa - Liste over de gieldende Anordninger om gode og sunde Fødemidler.


XIX

Syvende Afdeling.

Kiøbenhavnernes Legems-Bygning, Charakter, Klædedragt, Moder, Sæder og Forlystelser.

Vanskelighed i at fastsætte Beboernes Charakteristik i store Steder - enkelte Træk af Kiøbenhavnernes Charakter - Legemets Dannelse - Sminke - Krøblinger - den herskende Charakter - Urbanitet - Fædrelandet-Kiærlighed - Aands-Kultur - Næringsveie - General-Tabelle over Laugenes Interessenter, Mestere samt Svende og Drenge - andre Beskieftigelser - Liste over de forskielleige Stænder i Kiøbenhavn med Hensyn til Folke-Mængden - Liste over dem, der tiene til borgerlig Forsvar, og til at haandhæve borgerlig Orden og Sikkerhed - Ægteskaber - physiske og moralske Fordele af disse Foreninger - Letsindighed ved at indgaae dem - lykkelige og ulykkelige Ægteskaber - Ægteskabs-Skilsmisser - Udsvævelser i Natur-Driften - Forsørgelse - Pebersvende - de, som ikke kunne eller bør indlade sig i ægteskabelige Forbindelser - General-Liste over de Kopulerede i Kiøbenhavn i 30 Aar -


XX

Speciel-Liste over de Kopulerede i de enkelte Sogne og Kirker i 10 Aar - Religion og Religiøsitet i Kiøbenhavn - tiltagende Ligegyldighed i denne Henseende - Liste over Kommunikanternes Tal i Stadens Kirke-Sogne - Forbrydelser - Kiøbenhavnernes Klædedragt i de forskiellige Stænder og Aldere, med Hensyn til Liv og Sundhed - Modernes jevnlige Forandringer - Stadens Forlystelser i medicinsk-physisk Hensyn - Skuespil - Musik og Concerter, Dands og Baller - Spille-Syge; Kort-Spil - Klubber - Spadsering - Kilde-Reiser og landlige Forlystelser.


[1]

Indledning

Naar man overskuer de mangfoldige Slægter og Arter af det udbredte Dyr-Rige, naar man betragter de Millioner Skabninger, for hvis Underholdning og Vedligeholdelse Naturen bærer saa moderlig Omsorg, saa er det paafaldende: at Mennesket er skabt mere hielpeløst og mere trængende til fremmed Bistand end alle andre Dyr. De fleste Pattedyr ere udrustede med de fornødne Kræfter til selv at kunne søge Moderens Bryster, men det svage nyefødte Barn maatte omkomme, hvis ikke Moderen nærmede sig det, for at give det Die. Mange nyefødte Dyr finde deres Føde tilberedet, og ligge, endskiøndt sig selv ubevidste, ligesom indhyllede i den første Næring, Naturen be-


2

stemte for dem; Barnet er desuden mindre beskyttet for Climaternes skadelige Indflydelse end de fleste andre Dyr; dets Legeme, som kun er lidet lettere end Vand, svømmer tungere og med større Livsfare, end nogen af de firebenede Dyrarters. Det har ingen medfødte Vaaben til sit forsvar, ingen Afkroge, intet naturligt Skiul mod voldsom Indvirken paa dets spæde Legeme. Naturen var, fra denne Synspunkt betragtet, mere omhyggelig mod utallige Orme og Insekter. Mennesket er underkastet uendeligt flere Sygdomme end andre Dyr. Mod disse saa utallige Livets Fiender kiæmpe de langt kraftigere end Mennesket, ved hin uforklarlige Naturdrift, som man i Almindelighed betegner ved Kunstordet Instinkt, der næsten aldeles er nægtet Mennesket. Det menneskelige Foster træder med Besværlighed frem af Moderens Skiød, svagt, nøgent, og blottet for alle udvortes Midler, der kunne beskytte og vedligeholde dets Tilværelse som levende Væsen, hvilke dog rigelig ere forundte Ormene i Støvet. Det endnu ufødte Foster tager Deel i alt hvad der virker paa Mo-


3

derens Siæl og Legeme. Ofte modtager det allerede før Fødselen Spiren til et sygeligt Liv og til kummerlige Dage. Moderens Sorger og Fortredeligheder, Anstrængelser eller Uvirksomhed, Sindsbevægelser og Lidenskaber, Umaadelighed eller Mangel, og mange andre Ting, kort, alt hvad der virker paa hende, forplantes med mere eller mindre skadende Indvirkning til Fosteret, hvis sarte Væsen, hvis Liv, er aldeles liigt Plantens. Fosterets Liv maa følgelig, ligesom Plantens, være betinget ved Kimets Godhed og Styrke, ved Jordsmonets (Frugtmoderens) Beskaffenhed og ved de Forandringer, denne i Svangeskabets langvarige Tidsrum er underkastet. Intet Under altsaa: at det menneskelige Foster er langt oftere end Dyrenes udsat for medfødte (congenti), og arvelige Sygdomme (haereditarii).

Langsomt, saare langsomt, udvikle sig de menneskelige Evner, Dyrenes meget hastigere.Disses Legemer opnaae i Forhold til den Levetid, Naturen bestemte for dem, i et meget kortere


4

Tidsrum den Grad af organisk Fuldkommenhed, hvortil de mueligen kunde stige. Mennesket derimod behøver næsten en tredie Deel af sin Levetid, førend dets Legeme vorder fuldkommen uddannet. Næsten alle Dyrarter erhverve inden kort Tid den fornødne Færdighed, uden andres Medvirkning og Hielp, til selv at sørge for deres Underholdning og Vedligeholdelse. Hvor langsom er derimod det spæde Barns Fremgang mod Ynglingens stigende Udvikling; hvor langsomme dennes Fremskridt mod Mandens fulde Kraft; hvor uundværlig andres bestandige og vedholdende medvirken til Barnets Velbefindende, Opfostring og Uddannelse. Det menneskelige Legeme opnaaer sielden den Fuldkommenhed, hvis Yttringer vi beundre hos Dyrene, dets udvortes Sandser sielden den Styrke. Trang til andres Hielp følger Mennesket fra Vuggen til Graven; umættligt i Ønsker og Begiærligheder, stedse higende efter væsentlige eller indbildte Nødvendigheder, er det under dets hele Tilværelse udsat for utallige Aandslidelser, for Kummer, Elendighed, Sygdomme


5

og Livsfarer, lige til Graven *). Skulde det høieste Væsen have været mindre billigt mod Menneskeslægten end mod alle andre Dyrarter? O nej! Skaberen selv er Kierligheds Kilde. Hans faderlige Hensigt kan umueligen have været anden end den, at tildele enhver Dyrart den høist muelige Grad af Livets Lykke, at mætte alt, hvad som lever paa Jorden, med Velbehag. Med mindre sandselige Fuldkommenheder har han forundt Mennesket en indvortes høiere intellektuel Kraft, en vidt omskuende Aand, denne Guddoms Gnist, hvis Væsen er saa ubegribeligt. Med denne især er det, at Mennesket paa hele Jordkloden staaer saa høit over alle andre Skabninger, og sættes i Stand til at raade Bod paa sine physiske Mangler, til rigelig at kunne skaffe til Veie alt hvad der udfordres til Livets Opold, Fornøielse og Lykke. Menne-

__________

*) Solus homo ab ipso ortu morbus est; dum educatur, inutilis, auxilium supplex implorat, dum increscit improbus & demens est, institutione puerili indigens; in ætatis vigore audax; ætate marcescens, iniferabilis, suos labores per imprudentiam excelens. Demokrit. Epist.


6

skets Trang blev ei heller, som Dyrenes, indskrænket til Naturens raae Produkter; dets Aand og dets physiske Kræfter fik anviist en mere udstrakt Virkekreds. Naturen frembyder os Ax fyldte med Korn, ikke at vi skulle tygge og nyde dem i deres raae Tilstand, men ligesom i den Forudsætning, at vi ved Anvendelsen af Konster og Videnskaber kunde forvandle dem til en lettere fordøielig, mere kraftfuld og vederkvægende Næring for os. Saaledes forædle vi raae Naturprodukter, og uddrage deraf lædskende og vederkvægende Drikke til Føde, Nytte og Velsmag. Saaledes nyde vi ei heller Kiødet af andre Dyrarter, ligesom Rovdyrene, raat og blodigt, men forvandle det ved Kogning og Stegning til en sundere og behageligere Føde. Forsynet har nægtet Mennesket det skarpe Syn, som er forundt adskillige Dyrarter, men den menneskelige Aand har udtænkt Midler, ved hvilke vi sættes i Stand til at betragte de mindste Atomer, og at skue hen i en langt større Frastand end noget Dyr formaaer. For det bevæbnede Øie er vor Synskreds næsten ubegrænd-


7

set. Den menneskelige Aand var det forbeholdt at udfinde Machiner, som kunde overveie endog de stærkeste Dyrs forenede Kræfter. Vi bygge Skibe, hvori vi, sikkre for Havets og Elementernes skadende Indflydelse, kunne ved Kompassets Veiledning omseile Jordkloden, hvilket aldrig noget Havdyr formaaede. Havets Bølger, optaarnede som Bierge, true at bedække et lavt Fartøi, udgydet Olie forvandler Havets stormende Overflade og farlige Brændinger til Stilhed. - Vi fylde Blærer med Gas-Arter, som ere lettere end Atmosphæren, og opløfte os derved til en langt større Høide end noget flyvende Dyr, nogen Fugl, er i stand til. Alle andre Dyr holde sig til Overfladen af Jorden eller dog nær den, Mennesket allene graver sig dybt ind i Jordens Skiød for at aftvinge den Metaller og andre Mineralier. Lynild har siden Verdens Skabelse dræbt Mennesker og Dyr, samt forstyrret deres Vaaninger og Bygninger; den menneskelige Aand var det forbeholdet at udfinde, at Metal leder denne himmelske Ild til Jorden, og ved Anvendelsen af


8

dette Middel at sikre baade Mennesker og deres Boeliger. Eripuit fulmen coelo. Havet truer at oversvømme vore Jorder, vi sætte Dæmninger mod dets kraftige Indvirkning, og forvandle derved de Stæder, hvor Søen rasede, til blomstrende Enge. Den menneskelige Aands Anstrængelse trænger ind i Naturens mest skiulte Underværker. Vi skille faste og flydende Legemers fineste Bestanddele, forvandle Vand til Dunster og disse til Vand; vi udvikle Legemers bundne Varmestof og frembringe derved Varme, Lys, Ild og Flamme. Vi samle Solens Straaler til derved at smelte Metaller. Forsynet har tilladt, at forskiellige Naturkræfter, uhindret kunde virke til Menneskeslægtens Skade, at derved en utallig Mængde af Sygdomme frembringes, som true det svage Legeme med Død og Ødelæggelse. Maaske hørte det til Naturens store Plan, at der saaledes skulle virkes paa den menneskelige Aand, og den derved skulde spores til at udfinde Midler, som kunde betrygge os mod overhængende Fare, formindske de store Masser af menneskelige Lidelser, og beskytte


9

den største af alle jordiske Velsignelser: Sundhed og Velbefindende.

Naar andre Dyrs Legemer have ved Alderen opnaaet deres bestemte Størrelse og Udvikling, da have Siælens Evner hos dem tillige naaet den Grad af Fuldkommenhed, som de ikke lettelig formaae at overstige. Menneskets Aand derimod kan vedblive i bestandig og tiltagende Virksomhed, i vedholdende Stræben efter Fuldkommenhed; den allene blev dannet og bestemt til at kunne ved vedvarende Opmærksomhed indsamle nye Erfaringer, og af dem at uddrage høist vigtige Fornuftslutninger; til at kunne forene Fortidens Tildragelser med Nutidens, og at benytte dem til sin Fordeel og Lykke i Fremtiden, indtil endelig Sygdom og Alder svække disse Evner, og den Tidspunkt nærmer sig, da det menneskelige Legemes materielle Dele skulle gives tilbage til Naturens Skiød, for igien at bidrage til andre Natur-Produkters Dannelse. Skaberen har givet Mennesket den finere Følelse i Fingrene, der giør dem skikkede til


10

saa mange Konster, hvortil Dyret, som mangler denne Følelse, ikke er oplagt.

Saa stort er Fortrinnet, som Menneskene nyde frem for alle andre Dyr paa Jordkloden, men dette Fortrin vilde være mindre fremskikkende og af ringere Virkning, hvis ikke Menneskene i selskabeligt Samfund giensidigen bestræbede sig for at udvikle hverandres Fuldkommenhed. Allene og uden sin Lige vilde maaskee Mennesket ikke udmærke sig meget fremfor andre Rovdyr, dets Bestræbelser vilde nok allene være indskrænkede til dets Underholdning og Forsvar. Intet Dyr i hele Skabningen trænger derfor saa høit og uundværligen til et selskabeligt Liv, og til Forbindelse med sine Lige, som Menneskene, de kunne ikke undvære en saadan Forbindelse, naar de skulle opnaae deres høiere Bestemmelse. Under Samfundets forenede Anstrængelser kan den kloge og oplyste komme den mindre kloge og enfoldige, den lærde den svagere, den unge den gamle, den erfarne den uerfarne, til Hielp til at fremvirke Livets Fornødenhe-


11

der, Behageligheder og til større Fuldkommenhed. Naturen magede det derfor viseligen saaledes, at fælles og giensidig Trang nødte Menneskene til at forene sig i Selskaber og at denne Trang maatte stige i et bestemt Forhold til Menneskets virkelige eller indbildte Fornødenheder, dets Higen efter Vellevnet og Forlystelser. Saaledes fremkom Byer og Stæder, blandt hvilke nogle, som den ældre og nyere Historie lærer os, indeholde næsten en Million Beboere.

Iblandt de mangfoldige Fortrin, som Skaberen har forundt Mennesket, er ogsaa den: at dets Mund, Tunge, Gane og Luftrør ere saaledes indrettede, at de kunde frembringe en uendelig Mængde af sammensatte Toner og Lyd, hvorved det udmærker sig frem for alle andre Dyr. Disse Anlæg og disse Evner gjorde det mueligt for Mennesket at betegne hver enkelt Ting i den hele Natur med et bestemt Navn, og giensidigen at meddele hverandre deres Tanker og Begreber; deraf fremkom Sprog, og, som en Følge deraf, Skrift, hvil-


12

ken, ved Generationers Bestræbelser, og under Tidernes Løb, ere stegne til en høiere eller lavere Grad af Fuldkommenhed og Dannelse, i Forhold til, som Menneskene i forskiællige Lande og i enkelte Stater stode i en mere eller mindre nøiagtig Forbindelse med hinanden. Mangel paa en saadan Forbindelse udsatte Stater og Mennesker for den Nødvendighed at betegne hver enkelt Ting med en egen vilkaarlig Lyd, med et Ord eller Udtryk. Saaledes opkom de forskiællige Sprog. Saare heldigt vilde det have været for Menneskeslægten, om ikkun eet Sprog paa hele Jordkloden var bleven almindeligt, da nu en stor Deel af Menneskets Levetid og Dannelse maae anvendes til Sprogkundskab, som nødvendig, til at kunne benytte andre oplyste Nationers Aands Producter og Erfaringer. En af de vigtigste Opfindelser af den menneskslige Aand, Bogtrykker-Konsten, forplanter de menneskelige Kundskaber og Erfaringer til vore Samtidige og til den sildige Efterslægt, til alle beboede, dyrkede og dannede Verdens-Dele. Sprog og Bøger ville for Bestandig hindre, at de


13

menneskelige Kundskaber ikke nogensinde gaae tilbage, men skride bestandig frem deres endelige Fuldkommenhed i Møde; aldrig vil igien nogen Barbar, som fordum, ved at opbrænde Alexandriens store Skrift-Samling, næsten paa een Gang ødelægge Oldtidens Kundskaber for Efterslægten. Om end paa enkelte Stæder Vantroe og Overtroe, Overdaadighed og Vellyster, Mangel og Fattigdom, Tyrannie og Aands-Undertrykkelse, Krig og Ødelæggelse, Natur og Aands-Revolutioner igien kunne frembringe temporaire Formørkelser og Barbarie, saa vil dog i det hele den menneskelige Aands Oplysning og Opfindelser betandig rykke end videre frem, bestandig stræbe til Fuldkommenhed. Vore Dage kunne rose sig af Opdagelser, som vore Forfædre ikke ansaae som muelige, Efterslægten vil gaa meget videre frem i Kundskaber og Opfindelser og med Overbærelse see tilbage paa vore Tiders Uvidenhed

Forsynet har forundt et hvert Menneske Evne til at erhverve sig Legems og Aands Fuldkom-


14

menheder, og dog see vi, at disse ere, saavel i hele Naturen, som i enkelte Individer, saare Forskiællige. Unægtelig har Legemets individuelle Dannelse heri nogen Deel, og staaer især Hiernens mere eller mindre fuldkomne Udvikling i et bestemt Forhold til Siæle-Kraftens intellektuelle og lidenskabelige Yttringer. Ingen Stat kunde heller bestaae, hvis alle dens Individer vare af Naturens Haand udrustede med lige Dannelse, lige Anlæg, lige Evner. Samfundet maatte i dets enkelte Lemmer have høist forskiellige, nu mere nu mindre vigtige Organer, for at kunne bestaae og virke uforstyrret som et Heelt. Det maatte, ligesom et konstigt Uhr, have sine større og mindre Hiul af forskiællig Vigtighed, men dog lige uundværlige til dets bestemte Øiemed. Dog kan det antages, som en almindelig Grundsætning, at ethvert menneskeligt Individ af sig selv, uden Indvirkning af tilfældige skadelige Omstændigheder, har Anlæg til, om ikke i den hele uhyre Omkreds af menneskelige Kundskaber, hvilket, om til nogen, dog kun til faae Dødelige er givet, at


15

virke ved Legems eller Siæls Anstrængelse physisk og moralsk Godt, og bidrage til menneskelig Fuldkommenhed.

Ogsaa er det en historisk Sandhed, at alle Nationer kunne fremvise udmærkede Mennesker, som ved deres fortrinlige, deels physiske, deels intellektuelle og moralske Kræfter have svinget sig over Individernes almindelige Virkekreds, have ligesom grebet ind i Verdens Anliggender, og efter deres forskiellige Sindelav udbredt enten Jammer og Ulykke, eller Held og Lykkelighed over store Strækninger af Jordkloden. Dyrenes Virkekreds er langt mere indskrænket end Menneskets; de leve ikkun for dem selv og spæde Ungers Underholdning; Mennesket som oftest for sine Samtidige og for Efterslægten. Arbeide er Menneskets Lod og fører sin Belønning med sig. Langt fra at være en Forbandelse at æde sit Brød i sit Ansigts Sveed, er det een af Forsynets kostbare Velsignelser. For et tænkende Væsen kan ingen Lykke være til uden Arbeide. Ingen Roelighed er sø-


16

dere, end den man nyder efter vel fuldendt Arbeide. Den følelse at have vel anvendt de Kræfter, man modtog af Naturens Haand, er ligesaa behagelig, som beroeligende i alle Livets Stillinger; i ingen Alder og ingen Stand er Mennesket lykkeligt ved Leddiggang og Vellevnet.

Det kan ikke nægtes, at jo udvortes Omstændigheder og Natur-Virkninger kunne paa en velgiørende eller skadelig Maade virke paa Siælens og Legemets anlæg og Udvikling til Fuldkommenhed, at Siælens og legemets Kræfter kunne herved stemmes høiere eller lavere, at Menneskets Charakter og Temperament, Munterhed og Alvorlighed, Dyder og Lyder, Helbred og Sygdom, Liv og Dødsmaade kunne derved undergaae de største Forandringer.

Af disse udvortes Ting, som saa meget virke paa Menneskene, ere de fornemste: Solen, som varmer og opliver os, Luften, hvori vi leve, Jorden, hvis Overflade vi beboe, og Fødemidlerne, som tiene os til Næring.


17

Solen, hvis velgiørende Væsen, dette Billede af Guddommen, som giver os Lys og Varme, som er Kilden til Liv og Frugtbarhed, som fremvirker de forskiællige Aars-Tider, som udbreder Fryd og Velbehag over Jordkloden, uden hvilken Verden vilde være et mørkt ubeboeligt Chaos, og Dyr- og Plante-Riget omkomme; dette Skaberens Mesterstykke virker paa en særegen Maade paa Menneskeslægten, som paa hele Naturen. Solens Virkning er dog langt fra lige velgiørende for alle Jordklodens Beboere. Den udbreder Lys og Varme fra sit ubevægelige Sæde paa den Deel af vor bevægelige Jordklode, som vender imod den, og frembringe utallige af de Forandringer, som vi bemærke over Jordklodens hele Strækning, paa de forskiællige Stæder i Forhold til Solens Indflydelse. Imellem Polernes evige Iisbierge og under Liniens brændende Hede finder man Naturens Skueplads meget forskiællig, og Naturkræfter og Virkninger i det hele, baade i Plante- og Dyr-Riget, mindre kraftfulde. Menneskene skride i disse ublide Himmelegne langsommere frem


18

i Forædling til moralske og physiske Fuldkommenheder fremfor de lykkeligere Beboere af de Lande, som nyde en mildere og mere oplivende Indvirkning af dette mægtige væsen. Man kan af denne Aarsag maaske hidlede de forskiællige National-Charakterer og Temperamenter, som man bemærker i forskiællige Lande: at man finder paa nogle Stæder Beboerne kraftfulde og store, paa andre derimod svage og mindre, i nogle muntre og vittige, i andre alvorlige og dybsindige, i nogle arbeidsomme og dristige, i andre lade og uvirksomme. Heraf kunne tildeels forklares de forskiællige Tilbøieligheder, Dyder og Feil, Sæder og Fornøielser, Sygdomme og Levetider, som vi bemærke iblandt Jordens Beboere, og hvori Solens Indflydelse sikkerligen ikke har en ubetydelig Andeel. Solens electriske Ild, denne materielle Siæl af alle levende Væsener, Moder til Følelse og Indbildningskraft, virker paa Luften, hvori og hvorved vi leve, paa Jordbunden, som vi beboe, paa Fødemidlerne, vi nyde; den igiennem-


19

trænger ogsaa Menneskene, og synes at charakterisere og specificere Menneske-Classer.

Mennesket lever i og ved Luften. Dette ubundne eller flydende Væsen kan ikke kiendes ved Sandserne, men er et Vehikel for mangfoldige fremmede Ting, som kunne virke paa Helbred og Liv; den bringer Lyden til vore Ører, og ætheriske Uddunstninger til Organet for vor Lugt, den trænger igiennem Hudens fineste Aabninger ind i det menneskelige Legeme, den bliver indaandet og nedsynket, den udgiør en ikke ubetydelig Bestanddeel af Næringsmidlerne, og bidrager til at danne faste og flydende Dele af alle dyriske Legemer. Intet, som lever i Dyr- og Plante-Riget paa Jorden kan undvære den; den udgiør det almindelige og væsentlige Princip af Livet; i sin tilbørlige Tilstand er den Kilden til Sundhed og Velbefindende, i dens Forandring og Blanding er den Grunden til adskillige Sygdomme og Døden. Den virker forskiælligt i Henseende til dens Masse og Bestanddele, og i Henseende til dens Bevægelse. Aandbar


20

Luft er ikke et eensformigt, men et sammensat Væsen, den er en Blanding af Surstofgas, Stikstofgas, Kulsyregas og Ilddele, som den almindelige Grundaarsag til alle Legemers flydende Form. Ofte er den tillige svangret med Vanddunster. Det vedbørlige Maal og den rigtige Forbindelse af disse forskiællige Bestanddele udgiør den rene, sunde, lette, elastiske velgiørende atmosphæriske Luft. Naturens chemiske Grundlove giøre, at Luften er bestandige Forandringer underkastet, den blive bestandig decomponert, taber nogle af sine Bestanddele og modtager andre. Selv Planteriget, for hvis Vært Luften er en væsentlig Betingelse, bidrager igien til dens Fornyelse og Forbedring. Ved Aandedrættet modtager det dyriske Legeme en Deel af Luftens Bestanddele, nemlig Surstof, som forbinder sig med Vædskerne og udbreder Livskraft i alle Dele; under Udaandinger skiller Legemet sig derimod ved sit skadelige Overmaal af Kulsyre, som forbinder sig med Atmosphæren.


21

Indsluttet reen atmosphærisk Luft fordærves ved Dyrenes Aandedræt, og bliver uskikket til Livets Vedligeholdelse saavel i Dyr- som i Planteriget. I en saadan fordærvet Luft findes Surstofgassen formindsket, Kulsyregas derimod forøget og i Forbindelse med Stikstofgassen, som hele Massens prædominerende Bestanddeel. Alle Legemer, som ved Bevægelse, Roelighed, Varme og Adskillelse af deres Bestanddele, modtage en større Lethed end den atmosphæriske Luft, saasom reent eller fordærvet Vand forvandlet til Dunster, dyriske Uddunstninger, forraadnede dyriske- og Plante-Dele, opløfte sig i Dunstkredsen, træde i Forbindelse med Luften, og afgive ofte Aarsagen til forskiællige Sygdomme og pludselige Dødsfald. Naar Overvægten af een eller anden af Luftens Bestanddele finder Sted, naar fremmede Legemer eller Sygdoms-Stoffe ere forenede med den, saa er den fordærvelig og skadelig, den er ureen, mindre elastisk, tungere og giør ofte Indtryk paa vor Følelse og vore Sandse-Redskaber; den er da mindre oplivende, mindre understøttende for vore or-


22

ganiske Funktioner, og qvæler Menneskets medfødte Anlæg til at stræbe efter tiltagende Fuldkommenhed. Naturens evige uforanderlige Love, fastsatte ved Skaberens Viisdom, virke som oftest kraftigen til Luftens Forbedring og til Gavn for Menneskeslægten. Naar Solens Hede har forandret Vanddelene fra en bunden til en ubunden Tilstand, og forvandlet dem til Dunster, bliver Luften i den høiere Atmosphære opfyldt dermed. Ved Solens Nedgang, naar dens velgiørende Straaler forlade vor Synskreds, bliver Luftens Temperatur forandret, den bliver mindre varm, Vanddunsterne nærme sig igien til deres bundne Tilstand, blive tungere og falde, som en veldædig Dug, mod Jorden til Vederkvægelse for Plante- og Dyr-Riget. Naar en betydeligere Masse af Vanddunster har løftet sig i Høiden, falder den i Form af Draaber, som Regn, Snee eller Hagel, tilbage igien i samme Maal, som den var Jordkloden berøvet. Efter Tyngdens almindelige Love søger Vandet paa Jordklodens Overflade stedse hen til de laveste Stæder, for endeligen at forene sig med det


23

store Ocean. Jordkloden vilde snart være tørret ud til en ufrugtbar Ørk, dersom ikke Solen, ved hiin store chemiske Proces, bevirkede Vædskernes Kredsløb i det udstrakte Hele.

Naar Luften er opfyldt med electrisk Materie, med dette kraftfulde Væsen i Skaberens Haand, som virker saa mægtigt i hele Naturen, som bidrager saa kraftigt til hver et Livs Yttring paa Jordkloden, naar Dunstkredsen er opfyldt dermed, naar hele Skabningen finder sig derved trykket og besværet, saa fremvirkes velgiørende Explosioner, Lyn og Torden, og hele Naturen føler sig derefter styrket og vederqvæget.

Luften vilde tabe sine velgiørende Egenskaber for Dyrriget, om den længe var i en fuldkommen roelig Tilstand. Skaberen har desaarsag ved Naturens Love og Naturens Virkninger sørget for, at den er i bestandig Bevægelse; denne bevægede Luft kalder man Vind. Den sædvanlige umærkbare Luft, naar den er i en roelig Til-


24

stand, virker, sat i Bevægelse, paa vore sandselige Redskaber, og i Forhold til Bevægelsens Hastighed, og de forskiællige Dele Luften indeholder, kraftigen paa vort Helbred. Vind er Hovedmidlet, hvorved Luften bliver forandret, forbedret eller modtage skadelige Egenskaber. Nu er den svag og næppe følelig, nu bevæger den sig med en Kraft og Hastighed, som selv de fasteste Legemer af og til ikke kunne modstaae. Vinden kommer fra alle Directioner efter alle Streger af Kompasset, den er af og til saa foranderlig, at den i 24 Timer omgaaer hele Omkredsen deraf, paa andre Stæder holder den en fast og uforanderlig Gang, som nogle Egnes Monsoor- eller Passat-Vinde; nu er den anderledes paa Jordens Overflade, end i den høiere Dunstkreds, hvor den driver Skyerne i en modsat Retning. Vinden udbreder Luftens forskiællige velgiørende og skadelige Bestanddele over hele Jordkloden, bringer den med utroelig Hastighed fra de fierneste Egne til os; den bringer os Varme og Kulde, Fugtighed og Tørke, den har en aabenbar Indflydelse paa Liv


25

og Helbred, paa Legemets og Siælens Kræfter; uden al Vind vilde baade den physiske og moralske Verden forstyrres. Men hvor er den usynlige Haand, den skiulte kraft, som forvandler den milde oplivende Zephyr hastig til en brusende Storm, som formaaer at kuldkaste de stærkeste Træer, at forstyrre vore Boeliger og ofte synes at true med almindelig Ødelæggelse, som forandrer Havets glatte Overflade til rasende Bølger, ophøiede som Bierge? O! denne Kraft er i Skaberens Haand, som ogsaa styrer den efter vise og bestemte Love, til almindelig Gavn og Bedste. Vi kunne ikke bestemt angive Aarsagen til disse Naturens Underverker, som Vinden frembyder; maaskee Efterslægten vil udforske dem; dog have vi Grund til den Formodning, at ogsaa her den electriske Materie, ved hastig at sætte bunden Luft i ubunden elastisk Tilstand, er Aarsag til Vinden og dens Forandringer, og at denne Udvikling rimeligen skeer fra Havets og hele Jordens Overflade; skiønt vi ere ubekiendte med Maaden hvorledes og efter hvilke Naturlove dette fremvirkes.


26

Vor jordklode, dette Atom i det umaalelige Rum af Skabelsen, indbefatter med Hensyn til Mennesket en Uendelighed af Masse, Omkreds og Forandringer. Jorden frembyder os Materialier til vor Næring, til vor Boepæl og til alt hvad som kan bidrage til Livets Ophold og Nydelse, til Lykke og Velbehag; dog er Jordens Overflade meget forskiællig i Henseende til Solens Indflydelse, Luftens Beskaffenhed, Naturkræfternes velgiørende Virksomhed, og Jordarternes Blanding og Bestanddele. Skulde dette ikke have Indflydelse paa Menneskets physiske og moralske Dannelse og Beskaffenhed? Skulde Beboerne af Riger, Stæder, Byer indtil de mindre selskabelige Forbindelser, ikke bære Præget af de Indvirkninger, af den Plet Jord, hvorpaa de leve? upaatvivleligen. Overskue vi Jordens Overflade, saa finde vi Egne, hvor Naturen af sig selv og uden Menneskenes Anstrængelse frembringer alt hvad som henhører til Livets Ophold og Nydelse; andre derimod, hvor de første Livets Nødvendigheder ikkun ved Arbeide, Legems og Aands Anstrængelse maae aftvin-


27

ges Jorden og Vandet; nogle Egne, som ere høie og biergede, andre side og lave, nogle, hvor Jordbunden er tør, andre, hvor den findes fugtig, sumpet og omgivet med Moradser; nogle, hvor Jordbunden findes leeret, frugtbar, beqvem til at fremvirke og understøtte Plantelivet, andre, hvor den er sandet og ufrugtbar; nogle i nærheden af Havet, Floder, Søer, Kilder, andre, hvor det nødvendige Vand maa skaffes til Veie af dybe Brønde. Betragte vi derefter Beboerne af disse forskiællige Egne, saa finde vi: at deres Temperament, Charakter, Legems- og Siæls-Evner, og deres Udvikling, Helbred og Sygdomme ere meget forskiællige. Hvor paafaldende er ikke den afstand imellem Bierg- og Dal-Beboere, imellem dem, som beboe høitliggende og lave fugtige Lande, hvor forskiællig deres Arbeidsomhed, Munterhed, Sæder og Forlystelser. Det synes at være temmelig almindeligt, at, jo gavmildere Naturen har været imod enkelte Egnes Beboere, hvor alle Livets Nødvendigheder, næsten uden Arbeide og Umage, frembyde sig for dem, desto uvirk-


28

sommere, ladere, svagere paa Legeme og Siæl synes de at være, derimod de, som beboe høie, biergede, mindre frugtbare Stæder, de, som i egentlig Forstand maa æde deres Brød i deres Ansigts Sveed, nyde Arbeidsomhedens Velsignelse, ere stærke og kraftfulde, glade og lykkelige, fuldkomnere i Legems og Siæls Dannelse, ere færre Sygdomme underkastede, hvorved sædvanlig deres Levetid bliver forlænget.

Alle Naturens Riger, udbredte over hele Jordkloden, bidrage til de dyriske Legemers Føde, Underholdning og mangfoldige Nydelser. Vel har Menneskenes Anstrængelse lært os, endog fra de fjerneste Egne, at samle mange Ting og Naturprodukter, som tiene til deres væsentlige eller indbildte Nødvendigheder, til Føde og Fornøielse; dog er det almindeligt: at enkelte Egnes Beboere søge deres Føde, som Naturen selv yder dem, eller, som de aflokke den ved Arbeidsomhed og Kunst, paa de Stæder og paa den Grund, de opholde sig, for saavidt den kan være tilstrækkelig til deres Un-


29

derholdning. Alle Naturens Produkter modtage en mærkelig Forskiæl og Forandring efter Solens foranderlige Indflydelse, Luftens særegne beskaffenhed og Jordsmonnets Natur *). De første Livets Nødvendigheder: Dyr, Planter og Vand, ere, betragtede fra disse Synspunkter, mange forandringer underkastede. Denne Forskiællighed maa nødvendig have Indflydelse paa Liv og Velbefindende, paa Charakter og Sæder **), og maa være foranderlig i Stæder og Lande, som ikke nyde den samme Himmelegn, og hvor følgelig Naturens Produkter maae frembringe foranderlige Virkninger.

Store Stæder, hvor mange Mennesker ere indsluttede i et snevert Rum, foranledige for Menneske-Selskabet saavel vigtige Fordele, som trykkende Mangler. I folkerige Stæder, hvor mange Menne-

__________

*) Omnia, quæ a terra producuntur, terræ ipsius naturam sequuntur. Hippocrat. de aëre, aquis & locis.

**) Ingenia hominum ubique locorum situs format. Curtius libr. VIII.


30

sker ere samlede, hvor Anlæg og Evner findes saa forskiælligen udviklede, er det naturligt, at den oplyste kommer den enfoldige, den lærde den ulærde, den kloge den mindre kloge, den rige og formuende den fattige og trængende til Hielp; her kunne alle endog, uden at være sig det selv bevidste, virke til et fælles Øiemed, til Samfundets Vedligeholdelse og hinandens giensidige Bistand, da alle Stænder trænge til hinanden og staae i nogen Forbindelse sammen; her ere sædvanligen Hielpemidler samlede til Opdragelse, Konster og Lærdom; sielden bliver derfor noget. Genie, endog med det fortrinligste Anlæg, udviklet til nogen Grad af Fuldkommenhed, undtagen i støre Stæder; her blive Sprogene uddannede, og Forbindelse med fremmede Nationer vedligeholdt; her finde Aandens og Flidens Produkter deres Fremme til Nytte og Velbehag; her mangfoldiggiøres Livets Behageligheder, Glæder, selskabelige Forlystelser og Adspredelser; her ligesom afslibes det raae i Menneskets udvortes Adfærd, og modtages en behagelig Fiinhed og Anstand, skiønt ikke sielden paa


31

Sædelighedens Bekostning. Her gives og læres Forsigtigheds-Regler til at afværge Sygdom og Sygdomssmitten; her findes Læger og Lægemidler til at helbrede de Syge og derved at forlænge Livet. Paa den anden side frembringe folkerige Stæder sædvanligen skadelige Følger, som ere fordærvelige for Menneskeslægten. Det naturlige ufordærvede Menneske, som lever paa Landet i nogen Afstand fra store Stæder, er sædvanlig godmodigt, redeligt, sanddru, giæstefrit, velgiørende og arbeidsomt; Mennesker i folkerige Stæder derimod, bliver gerne mere egennyttigt, forfængeligt, stolt, vellystigt, og som oftest mindre arbeidsomt. Den gode Natur bliver saaledes let afsleben ved Omgang med saakaldte forfinede og oplyste Mennesker, som ofte have forskiællig og modsat Interesse; Usandhed, Falskhed, Smigrerie og Bedragerie, blive sædvanligt mere eller mindre herskende; Overdaadighed, Umaadelighed, Forfængelighed og Higen efter Adspredelse og Forlystelser, have deres Hovedsæde i folkerige Stæder. Ja man kan vel, uden at være for stræng,


32

antage, at endog alle disses Indbyggere, uden Undtagelse, bære mere eller mindre Præget deraf. I store Stæder er Luften mindre god, skadelige Uddunstninger ere mangfoldige; Solens og Vindens velgiørende Indflydelse ringere, Næringsmidlerne og Vandet ikke saa gode, som Naturen ellers frembyder dem, men nærme sig mere til Fordærvelse og ere derfor mindre velgiørende; skadelige Udsvævelser og Vellyster ere hyppigere, m.v. Af det anførte følger da, at det physiske og moralske Onde, som hviler over Menneskeslægten, nødvendig maae være større i alle folkerige Stæder, at der findes mindre Kraft og Styrke, mindre Tilfredshed og Lykke, skrøbeligere Helbred, flere Sygdomme og større Dødelighed.

Alle oplyste Nationers Bestyrere have derfor længe søgt, ved velgiørende Love og Anordninger at formindske Mængden af disse skadelige Indflydelser og deraf hidrørende Sygdomme, endskiøndt der desværre gives mange, som ingen Lov kan afværge eller formindske. Lægerne have paa


33

deres Side i adskillige Lande giort sig Umage for, at anvende almindelige og ved bestandig Erfaring stadfæstede Grundsætninger paa enkelte Stæders specielle Beliggenhed og Beskaffenhed. Englændere, Franskmænd og Tydskerne have heri givet rosværdige Mynstre ved at udarbeide enkelte Stæders medicinske Topographier. Fædrelandet derimod mangler aldeles slige almindelige Beskrivelser. Jeg har derfor vovet at giøre det første forsøg til at afhielpe denne Mangel. Vel føler jeg fuldkomment, hvormeget der hører til en nøiagtig Beskrivelse af Kiøbenhavn med Hensyn til Helbred og Sygdom, hvor vanskeligt det er, at give en Beskrivelse over Stadens Beliggenhed, Indretning og Folkemængde, om Klimatets Indflydelse, Vandene og Næringsmidlerne, Indbyggernes Beskiæftigelse og Næringsveie, deres Forlystelser, Adspredelser, Sæder og Moder, Afværgelse af Farer og Sygdomssmitte, Fattiges og Syges Pleie, Omsorg for Børn og deres Opdragelse, om Medicinal-Væsenet, samt om de herskende Sygdomme og Dødeligheden blandt


34

Stadens Indbyggere. Jeg føler ogsaa tilfulde de Mangler, dette Forsøg indeholder. Min Hensigt er kun derved at opmuntre andre til at gaae videre frem paa denne hos os ubanede Vei, og til engang i Tiden at pryde Fædrelandets Litteratur med et fuldkomnere Værk over denne saa høistvigtige Gienstand.


35

Første Afdeling.

Kiøbenhavns Beliggenhed, Størrelse, Bygning og Gader.

Danmarks Hoved-Stad, Kiøbenhavn, fortiener iblandt Europas store Stæder en udmærket Rang. Den har sin Beliggenhed imellem Nord-Søen og Øster-Søen, paa den østlige Søe-Kyst af Øen Siælland, og den vestlige Pynt af den liden Øe Amager. Sundet, som forener disse tvende Have, og som adskiller Siælland fra Skaane, er her omtrent fire Mile bredt. Foruden dette store Sund, gaaer et lidet smalt og dybt Sund, eller en Strøm, imellem Siælland og Amager igiennem Staden, saaledes at Kiøbenhavn ligger paa Strømmens vestlige, og Christianshavn, som en


36

Deel af Amager paa dens østlige Side. Denne Strøm afgiver den ypperlige Havn, som Byen har at takke for sin Tilværelse, sit Navn, sin Søefart og Handel. Staden ligger 5 Mile fra Øresund, 14 Mile fra Korsøer, 59 Mile fra Christiania i Norge, 131 Mile fra Trondhiem, 64 Mile fra Stokholm, og 57 Mile fra Hamborg. Kiøbenhavns Poli-Høide er 55 Grader, 41 Minutter, 4 Sekunder. Hvad Længden angaaer, saa ligger Paris's Observatorium Vesten for runde Taarn i Kiøbenhavn,

i Tid 0 Time, 41 Minuter, 5½ Sekunder, og

i Grader, 10 o, 16', 22½''.

Greenwich Observatorium,

i Tid 0 Time, 50 Minuter, 21½ Secunder

i Grader, 12 o , 35', 22½''.

Midten af London,

i Tid 0 Time, 50 Minuter, 45½ Sekunder

i Grader, 12 o, 41', 22½''.

Pico paa Tenerif,

i Tid 1 Time, 56 Minuter, 52 Sekunder

i Grader, 29 o, 12', 58''.


37

Staden ligger omtrent 40 Mile nordligere end Hamborg, og 50 Mile sydligere end Petersborg og Stokholm.

Byen omgives mod Østen af Sundet, mod Synden af Amager, mod Vesten og Norden af Siælland.

Paa Land-Siden af Kiøbenhavn mod Siælland findes en aflang fersk Søe; denne maa, som man kan slutte af dens Levninger, i Oldtiden have været meget større og bredere. Disse Levninger ere i den seenere Tid ved to afdæmmede veie: een som løber fra Stadens nordre Port, og den anden, som hører til St. Hans's Hospital, afdeelte i tre Søer, nemlig: St. Jørgens-, Peblinge- og Sorte-Dams Søer.

Kiøbenhavn er følgelig, naar man undtager de anførte afdæmmede Veie, og de to Landtunger: fra gamle Konge-Vei til Østersøen og fra Østerbroe til Nordsøen, i sin hele Omfang, som er 12600 Alen, omgivet af Vand, nemlig: 4500 Alen af ferske Søer, og, Amager iberegnet, 9700 Alen af Havet. Staden grændser mod Siællands faste Land, ikkun i en Længde af 2000 Alen, saa


38

at den endnu næsten kan ansees som en Øe, hvilket den ogsaa synes at have været i Oldtiden. At denne Øe fordum maae have havt en meget ringe Omkreds, er klart deraf, at man endnu i næstforrige Aarhundrede, endog i Byens midlere Deel: i Raadhuus-Stræde, paa Vandkonsten, i Farve-Gaden, Kalleboerne, og ved Nicolai Kirke, har ved at grave Brønde, Kieldere, m.v. fundet Levninger af Ankere, Baade, Skibsredskaber, og Skibsbroer fyldte med Steen. Man kan saaledes med Føie antage, at Byen for den største Deel er bygget paa en opfyldt Grund, indtaget fra Havet og fra de omliggende ferske Søer *). I de nyere Tider er ogsaa en Deel af Hovedstaden ved Opfyldning indtaget af Havet, og forvandlet til Øer og Halv-Øer, nemlig: Gammelholm, Nyeholm, Christiansholm og forskiællige andre Pladser, som tiene til Skibs-Værfer.

Alle store Stæder have det tilfælles, at de fra en ringe Begyndelse ere med Tidens Løb udvidede til en betydelig Omfang og til en Folkemængde, som ofte er uforholdsmæssig til Stædernes Stør-

__________

*) Origines Hafnienses af Pontoppidan, 1760. p. 14.


39

relse. Nogle af disse ere ved Tidens Omveltninger nedsunkne til deres forrige Intet, saa at neppe Spor deraf kunne opdages. Derimod var Kiøbenhavn i det tiende Aarhundrede efter Christi Fødsel et ubetydeligt Fisker-Leie, og har siden, fra Biskop Absalons til vore Tider, bestandigen tiltaget i Størrelse, Anseelse og Velstand.

Regenterne have til alle Tider kraftigen virket til Staternes saavel som Stædernes Flor og Velstand, Aftagelse og Forfald. Kiøbenhavn har været saa særdeles heldig, at alle Danmarks Regenter af den oldenborgske Stamme have bidraget til at udvide og forskiønne Staden, og at berige den med gavnlige og almennyttige Indretninger; og i Sandhed, der findes neppe nogen Stad i Europa, som indeholder i sin Omkreds saa mange mærkværdige Ting, som Kiøbenhavn; den er Danmarks Hovedstad, den er Residents for Danmarks, Norges og Holsteens Beherskere, Sædet for Landets Kollegier, den er en meget betydelig Handelsstad, Rigets Hovedfæstning og forsynet med en stærk Garnison; her findes en mægtig Krigsflaade, et betydeligt Søe- og


40

Land-Arsenal, det eneste Universitet for begge Kongeriger, et chirurgisk Akademie, et Konst-Akademie, Konstsamlinger af alle Slags, Manufakturer, Fabriker; kort: her findes hvad i andre Lande er adspredt paa flere Steder. Jeg vil ikke undersøge, hvorvidt Forening af saa mange og betydelige Anlæg i et indskrænket Rum, maatte i politisk, moralsk , og physisk Hensigt, være gavnlig og nyttig for det Almindelige, ei heller: hvorvidt Hoved-Stadens Folkemængde maatte være uforholdsmæssig til Antallet af de øvrige Statens Beboere. Landets Beliggenhed og tilfældige Omstændigheder have nok givet Anledning til Kiøbenhavns store Folkemængde og tiltagende Udvidelse. Vist nok føre meget folkerige Stæder store Fordele og store Besværligheder med sig.

Byens Længde *), regnet fra Vester-Port til den yderste Kastels Port, er 4140 Alen, og Breden fra Nørre- til Amager-Port 3120 Alen. I Omkreds har Byen 12600 Alen; og da 12000 Alen udgiør en dansk Miil, saa er Stadens Omkreds 1 Miil og 600 Alen; dens Qvadrat-Ind

__________

*) Pontoppidans danske Atlas, Tom. II. P. 96


41

hold kan regnes til 16,000,000 Qvadrat-Alen. Den beboede Deel, Holmen og Skibs-Verfterne undtagne, er 5,000,000 Qvadrat-Alen, og Vandets Overflade inden Stadens Volde i Kanalerne og i Havnene 3,450,000 ?Alen.

Strømmen fra Østersøen, som løber ind imellem Kiøbenhavn og Amager, er ved anseelige Kanaler ledet til Midten af Byen, saa at Kiøbmands-Skibe samme Stæds kunne losse og lade til Indbyggernes Beqvemhed og Nytte. Af disse Kanaler kunne de fleste modtage mindre og større Handels-Skibe. Nogle andre synes vel ogsaa at være anlagte til Skibsfart, men modtage nu ikkun Baade, Pramme, Flaader, m.v., tildeels af Mangel paa Opmudring. Alle Kiøbenhavns Kanaler, undtagen den ved den sydvestlige Side af Christiansborg Slot, som er inddæmmet med Marmor, og noget af Gammelholm, have Træ-Bolværker af en af de mindst varige Træ-Sorter: Fyrre-Træ. Dette bliver, især i Vandgangen, (hvor Havets Stigen og Falden, efter Vindens og Strømmens Beskaffenhed, snart sætter det over, snart under, Vandet) hastig fordærvet, og giør idelig Udbedring


42

og Fornyelse nødvendig. Det vilde være ønskeligt: om alle Stadens Bolværker, efter de fleste andre store Søe-Stæders Exempel, kunde opføres af Steen, hvortil vor Granit tilbyder os den varigste Steenart. Varigheden af Steen-Inddæmninger vilde rigelig erstatte de herpaa anvendte Bekostninger.

Staden ligger paa en flad Grund, dog mod Vester-og Nørre-Port noget ophøiet; den er bygget paa Sand- og Leer-Grund, ligesom det almindelig er Tilfældet paa de Stæder, som ere indtagne fra Søen og Havet; paa enkelte Stæder er Grunden ogsaa blandet med Muld-Jord.

Byen er i sin hele Omkreds forsynet med Fæstningsværker, og mod Nord-Ost med et Kastel, som ogsaa vender til byen. Volden er beplantet med Træer, og tiener Stadens Beboere til en behagelig og velgiørende Bevægelse, den er ogsaa omgivet med brede Grave, opfyldte med Vand; dette Vand har vel noget Tilløb fra de ferske Søers Overmaal, og noget Afløb saavel til Østersøen som til Nordsøen; dog har det, især i stille Veir, ikkun liden Bevægelse, saa at det er


43

ureent, og ikke, som i forrige Tider, tienligt til oeconomisk og nyttigt Brug; ogsaa kunde det ved sin Uddunstning være skadeligt for Beboerne.

Kiøbenhavn har fire Hoved-Porte, Øster-, Nørre-, Vester-, og Amager.Port, og desuden endnu Kastels-Porten, Veien til Tømmer-Pladsene, og den saakaldte lange Linie.

Gadernes Tal skal være 186, og Husene og Gaardene, som ere matriculerede, efter den nye Matrikel 3299. Andre Bygninger, Kastellet og de Nyeboder indberegnede, kan Husenes Tal antages for omtrent 5000 *), hvoraf nogle indholde otte, tolv og flere Familier.

Kiøbenhavn udmærker sig iblandt Europas store Stæder ved brede og lige Gader. Fridrichstad eller det forrige Amalienborg, Kastellet, hele Christianshavn, de Nyeboder og en stor Deel af den sydvestlige og nordre Deel af Staden ere alle fuldkommen lige, saa at 3 og flere Vogne, uden at besvære Fodgiængere eller sætte dem i Fare, kunne kiøre jevnsides ved hinanden. Nogle af dem have en betydelig Længde. Gotters-

__________

*) Hafnia hodierna, 1748. p.4.


44

gaden, som løber i lige Linie med Hallingsaas og Nyehavn til Havets Arm, igiennemskiærer Byen og har blandt alle den betydeligste Længde. Ikkun i den mellemste Deel af byen findes nogle krummede Gader, hvilke dog efter Ildebranden ere meget udvidede, saa at to Vogne næsten overalt, uden at besvære Fodgængerne paa Fortogene, mageligen kunne kiøre hinanden forbi. Gaderne ere om Aftenen og Natten oplyste med 2115 Lygter, hvoraf 1914 underholdes paa Stadens Bekostning, 42 ere anbragte paa Vesterbroe, 24 i Vester-, Øster- og Nørre-Port, og 135 ere private Lygter, som forsynes af vedkommende Eiere.

Brede og lige Gader ere af en særdeles Vigtighed i folkerige Stæder. Deres nytte paa Stadluftens Bevægelse og Temperatur, til Vedligeholdelse af Indbyggernes Helbred, er umiskiændelig, især under Omstændigheder, hvor saa mange Ting støde sammen til at frembringe Sygdomme. Lige Gader hielpe til at fordele og bortføre de samlede skadelige Dunster, hvilket i bøiede Gader ikke kan skee formedelst Vindens Brækning paa forskiællige og modsatte sider. Kun de nyere


45

Stæder kunne nyde denne Fordeel, alle ældre savne den. Det første indskrænkede Anlæg af ældre Byer, som allene uden videre Plan grundede sig paa Beqvemhed til Næringsvei og Eiendomsret af en irregulair Plads, synes at have været Grunden, hvorefter siden de efterfølgende Beboere maatte rette sig. Derfor finder man i alle ældre Stæders Midte, som i Paris, London, Wien, Hamborg, o.fl., saa mange snævre, krogede Gader, sammenpakkede Gange, tillukte Gaarde, hvori mange Mennesker i et snævert Rum ere indsluttede, hvor Reenlighed, denne Menneskenes første Nødvendighed, ikke kan vedligeholdes, og hvor mange skadelige Uddunstninger blive samlede, som forpeste Luften og have Sygdom og Død i Følge med sig.

Forsynet bruger alle Midler, som synes at bebude uerstattelig Ødelæggelse, til at fremvirke Nu- og Efter-Tidens Fordele og høist velgiørende Følger. I Aaret 1728 blev meer end den halve Deel af Kiøbenhavn lagt i Aske, og den blev med utrolig Hastighed bedre og ziirligere opbygget end tilforn. I Aaret 1794 den 27 Febru-


46

arii gik Kiøbenhavns stolte Kongeboelig, Christiansborg, hvis klippefaste Grundvolde, Mure og Steen-Masser syntes endog at trodse Tidens ødelæggende Tand, op i Røg i færre Timer end der vare anvendte Aar til at opbygge den i. Nu arbeides der paa at opreise den smagfuldere af sin Aske, og i en til Stadens Tarv mere passende Størrelse. I Aaret 1795 den 5 Junii blev igien 943 Huse og Gaarde et Rov for Flammen og derved over en Fierdedeel af Byen ødelagt. De ved denne Leilighed forefaldne ubehagelige og behagelige, opmuntrende og nedtrykkende Optrin, saa og de ved denne Leilighed hyppige Beviser paa dansk Regierings ømme faderlige Kiærlighed, og dansk Borgers Veldædighed, Vindskibelighed og Standhaftighed ere endnu i frisk Minde. Staden er igien med en forundringsværdig Hastighed opbygget og forskiønnet, saa at næsten intet Spor af den forrige Ødelæggelse er tilbage. Disse ulykkelige Hændelser have vi at takke for, at Kiøbenhavn nu eier brede og, paa faa Undtagelser nær, lige Gader; og at den ved Opofrelse af tvende


47

Rader af Huse har vundet et temmelig betydeligt Torv.

Store Pladser ere i en folkerig Stad til Beqvemmelighed for dem, der falholde Livets Fornødenheder, og til Reenlighedens og Sundhedens Vedligeholdelse af saare betydelig Nytte; de ere at ansee som Luft-Magaziner, der fordele en renere Luft i Gaderne. Kiøbenhavn har inden sine Volde 12 Torve og offentlige Pladse, hvoraf nogle ere af en meget betydelig Størrelse. Desuden har den ogsaa en skiøn og behagelig Have: Rosenborg Have, som, skiønt en Deel af den i de seenere Tider er bleven anvendt til militærisk Brug, og til en nye pragtfuld Gade, dog endnu er rummelig, og tiener til Indbyggernes Fornøielse. Det samme gielder om den botaniske Have, og de yndige Promenader omkring Kastellet og paa Stadens Volde, saa og om Kirsebær-Alleen imellem Voldene og om Farimagsveien uden for Byen omkring Stads-Gravene. Gierne ønskede jeg ogsaa at kunne henregne Kirkegaarde til Stadens frie Pladser, som forbedre Luften, men de Liig, som endnu begraves paa disse Stæder, giøre


48

dem desværre til et Magazin og en Kilde for skadelige Uddunstninger.

En god og fast Broelægning af Gaderne i en folkerig Stad, hvor Handelen blomstrer og megen Færsel findes, er en ikke ubetydelig Gienstand, saavel for Statsmanden, som Lægen. Gaaendes, ridendes, og kiørendes Sikkerhed og Beqvemmelighed bliver derved befordret; Vandet kan have let og haftigt Afløb til Rendestenene, og Ureenligheden samles ikke saa let paa Gaderne, og opfylder Luften, især i snævre Gader, med skadelige Uddunstninger. Kiøbenhavn kan rose sig af at være iblandt Europas store Stæder een af dem, som er bedst broelagt, og hvor de fortrinligste Anordninger om en god Broelægning og Gadernes Reenlighed findes. Alle Gader have paa begge Sider Fortoge, som næsten almindelig ere saa brede, at to og flere Personer kunne gaae hinanden forbi; de ere paa Siderne forsynede med brede tilhuggede Granit-Steene, som vilde for Fodgiængere endnu være beqvemmere, hvis de paa alle Stæder bleve lagte med den Fasthed, at de ikke heldede ud ad, og om Rendesteens-Brættene


49

vare befæstede til dem paa en Maade, hvorved Gaaende ikke kunne komme i Helbreds- og Livs-Fare, hvilket ikke sielden har været Tilfældet. Gaderne selv ere, eller dog skulde være, i Midten noget ophøiede, og til siderne have et let Affald til Rendestenene, som paa begge Sider skille Fortogene fra den egentlige Broe-Gade eller Kiøre-Vei. Naar Rendestenene ere af tilstrækkelig Brede og Dybde, for i Regnveir at modtage Gadernes og Huustagenes afløbende Vand, og naar de tillige have det behørige Affald, hvilket i en Bye, som tildeels ligger paa en flad Grund, kræver en høi Grad af Nøiagtighed, saa bliver Vandet hastig ledet til de paa lavere Steder indrettede Skarn-Kister, som igiennem en Rist tillade Afløbet af den tyndere Deel i Havet og Kanalerne, og tilbageholde de Ureenligheder, Vandet har taget med sig. Naar derimod paa enkelte Steder Rendestenene ikke have det behørige Affald eller Dybde, kunne Gaderne af og til ved stærk Regn blive oversvømmede, og Veien paa en kort Tid sperres. Meget sielden trænger Vandet ogsaa paa enkelte Stæder ind i beboede Kieldere, dog skal en Gang et


50

Barn, som laae i Vuggen i en Kielder, ved denne Leilighed om Natten være druknet. Det synes derfor rigtigt, at det blev paalagt Vægterne, at de, naar en stærk Skylle-Regn om Natten indfinder sig, skulle advare Kielder-Beboerne tidlig nok, at de kunde gøre de fornødne Foranstaltninger til at hindre Vandets Indløb i Kielderne.

Uagtet Kiøbenhavns Gader, i Sammenligning med andre Hovedsteder, findes vel broelagte, og uagtet Forordningen af 20 August 1777 derom giver den nøiagtigste og meest oplysende Anviisning, saa synes det dog, at for nærværende Tid Gadernes Broelægning langt fra er saa god og varig, som den var for meer end 40 Aar siden, da den nye Broelægning af Gaderne ved Marmillod blev indført. De i den Tid broelagte Gader holdes endnu for de varigste og trænge sieldnest til Udbedring. Det er heller ikke saa let at lægge en god og varig Steenbroe; dertil hører, foruden gode Materialier, en høi Grad af Nøiagtighed og et øvet Haandelav. Grunden, hvorpaa Broen lægges, maae være saa fast som mueligt, og hvor den findes blød og sandet, maa


51

den, i Følge den anførte Forordning, opfyldes og stampes med Leer. Stenene, hvoriblandt de mindre ere at foretrække for de større, maae være af eens Figur og Størrelse; de maae lægges i Linier, ikke lige for hinanden, berøre hinanden, og de ubetydelige Mellemrum som findes mellem dem nøiagtig udfyldes med Sand, hvilket meget befordres, naar man man overøser dem med Vand; de saaledes lagte Steen maae, medens de endnu ere fugtige, nedstampes med Kraft for at slutte des tættere til hverandre og derved at erholde den fornødne Fasthed, uden at forandre Figuren af Gadens Overflade og Runding. I Altona haves en Gade, som efter gammel romersk Brug er lagt med ligedannede Kampestene, murede med Cement.

Vor Granit, som findes saa hyppigen i Siælland og ved Stranden, er fast og varig; den er ikke af det blødere Slags, som er brugelig i Wien og Berlin, hvor den ved gnidning let forvandles til et fiint Støv, som er saa skadeligt for Beboernes Sundhed. Uagtet Forordningen af 20 August 1777 udtrykkelig befaler, at til


52

Broelægningen skal tages Graae- og ikke Guul-Sand, som er blandet med Leer, saa hentes dog ikke usædvanligen til dette Brug guul Sand fra Byens Fælleder. Denne Sand er ikke reen, eller bestaaer af smaae Stene, men har en meer eller mindre Tilsætning af Leer-Jord, som ved Varme, Tørke og Blæst, bliver forvandlet til det fineste Støv, hvilket baade er til Skade for Steenbroen og for de Gaaende. Sædvanlig pleie Broestenene, naar Broen er anlagt eller forbedret ved Stampning, at blive bedækkede med denne gule Leersand. Jeg veed ikke, om det er blot Fordom og Sædvane, eller om der gives grundede Aarsager, hvorfor denne Sand bliver liggende, men saa meget er vist, at Sanden ikke ved nogen Trykning kan drives dybere imellem Stenene, og at den, som skal igiennemvandre de nyeligen broelagte eller udbedredede Gader, maa være varlig, at ikke den Støv-Sky som af vinden bliver opført, og som omringer ham, skal virke paa en ligesaa ubehagelig, som skadelig Maade paa hans Øine, Mund, Næse, Hals og paa hans Lunger. Upaatvivlelig vilde den grove hvide eller


53

graae Strand-Sand, som ikke er blandet med Leer, og som ellers i saa høi en Grad bliver misbrugt i Kiøbenhavn, kunne formindske denne Besværlighed, naar den i det mindste ved Broelægning blev anvendt til at opfylde den øvre Deel af Stenenes Mellemrum. Den er sværere, forvandles ikke saa let til Støv, og bevæges følgelig ikke saa let ved Vinden.

I London, Holland og i Hamborg blive i de senere Tider ved Broelægningen smaae ligedannede Stene saa nøiagtig passede sammen, at uagtet den længe vedvarende Stampning næsten ingen Sand spores paa Gaderne; ved Feining kan da med Kosten intet borttages, eiheller Stenenes Løsning, Broens Fordærvelse og Ureenlighedens Forøgelse finde Sted, som hos os.

Steenbroen i Kiøbenhavns Gader bliver meget beskadiget ved de mange smalhiulede og belæssede Vogne, hvis Hiulskeener ikke sielden ere fæstede med store fremstaaende Søm; hele Vægten af disse hviler da paa enkelte Punkter af Stenene, hvorved disse da lettelig forrykkes. I London og nogle andre Stæder er det under Straf befalet:


54

at hiulene under belæssede Vogne skulle have en bestemt Brede. Andre Vogne betale for deres smallere Hiul en vis Afgivt, for at bøde paa den Skade, de foraarsage paa Stenbroen. Vindens virkning, som borttage Sanden, imellem Stenene, hvorved de tilsidst løsnes, kunde for det meste forebygges ved at besprøite Gaderne adskillige Gange om Dagen rigelig med Vand, naar stærk Blæst og Tørke indtræffer; dette er i Paris, Amsterdam, Wien og andre Stæder, ved Love anbefalet, og bliver af Politiet paaseet. Kiøbenhavn er ikke i den lykkelige Stilling, at eie saa overflødigt fersk Vand, at dette kan skee her. Maaskee det kunde være mueligt hertil at anvende Søe-Vand, ved Hielp af de i Ildstilfælde foranstaltede Pumper, eller at Stadens talrige Brønde dertil kunde benyttes. Broestenenes Løsning under vedholdende stærk Frost hører til Klimatets Besværligheder, som nok ingen Konst kan afværge. Endelig bidrage ogsaa de hyppige Beskadigelser af vore Vandrender, som under Jorde