Indholdsfortegnelse

 V

VALBORG
Bygning mellem Axelborg og Axeltorv, opført som midlertidig bygning i 1922 af Københavns Kommune og brugt til bl. a. folkekøkken. Navnet hentyder til sagnet og Axel og Valborg. - Kilde: Kristian Møller: Fra idé til virkelighed. 1925-1. december-1975. 1975, s. 175, Jf. Erik Hovgaard Jakobsen: Historien om Axelborg 1920-1995. 1995, s. 11.

VANDSTRANDVEJEN
Kystvejen mellem Charlottenlund og Klampenborg. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 340.

VANDVÆRKSBROEN
Broen over Boulevardbanen ud for Københavns Vandværk i Studiestræde. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 340.

VANILLEISEN
Skøjtebane omkring Kastellet, først placeret ved kontrescarpen (Smedelinien) og Folke Bernadottes Allé, siden i Kastelsgraven mellem Kastellet og Langeliniepavillonen, og senere flyttet til Kastelsgraven ud for Norgesporten. I vore dage er det voldgraven langs Grønningen. Oprindelse uvis. - Kilde: Viggo Schiørring: København. Mindernes By. 1947, s. 45. - København før og nu. Bind 5, s. 41.

VENSKABSSTIEN
Sti på vestsiden af Søerne, jf. Kærlighedsstien. - Kilde: Oplyst af låner på Rådhusbibliotket, april 1996.

VESTERBRONX
Vesterbro, jf. Nørrebronx. - Kilde: Evan Bogan: Københavns gadenavne - fra Kokkedal til Karlslunde og Dragør til Værløse. 2. udgave. 2003. Afsnittet Øgenavne, s. 340.

VIA IMPOTENTIA
Store Kannikestræde, jf. Great Street of Incompetence, Rue Grande Impotento og Store Kan Ikke Stræde. - Kilde: Vilhelm Sørensen, Glostrup, august 2003.09.07

VILLA KNASTFRI
Tømmerhandler Harald Simonsens palæ, Dag Hammerskiölds Allé nr. 28, der blev opført som pastiche til Eigtveds palæer på Amalienborg, angiveligt med anvendelse af fejlfrit træ, jf. Lille Amalienborg. - Kilde: Lydsiden til Per Wennicks DR-dokumentar: Grevinden på tredje, udsendt af Danmarks Radio, 16.10.1996.

VILLAEN
1) Villaen Øster Allé 27, der er opført i en stram nyklassicisme. - Kilde: Victor Krohn: Fra Østerport til Store Vibenshus. 1923, s. 111.

2) Trafikmestervagten på Rådhuspladsen. Det fremgår af beskrivelsen, at det drejer sig om ventesalsbygningen fra 1903, også kaldt "Stavkirken", s. d. - Kilde: Kronik af Per Larsen om Rådhuspladsen, Politiken 19.8.2001, kultur & debat, s. 9-10.

VOLDENS PERLE
Byggeri på den trekantede grund ud til Christianshavns Vold mellem Prinsessegade, Sofiegade og Christianshavns Voldgade, opført 1972-74. Navnet skal muligvis opfattes som en ironisk kommentar til det i øvrigt traditionelle byggeri - Kilde: Torkel Uldall, Prinsessegade 2.B. 1. th. 1422.

VRIMMELSKAFTET
Vimmelskaftet på det tætbesøgte Strøget. - Kilde: Oplyst til Berlingske Tidende, oktober 1994.

VÆRNEDAMSVEJENS FORLÆNGELSE
Saxogade, der i ældre tid havde et ilde ry. - Kilde: Oplyst til Berlingske Tidende, oktober 1994, af en pensionist, der mindes udtrykket fra sin barndom ca. 1940.