sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af vagn buchmann >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Vagn Buchmann i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Vagn Buchmann.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 81, august 1998, s. [3]-[6]

[Side 3]

Snedkermester Gindrup - brudstykker af en glemt københavners liv

Af Vagn Buchmann

Da arbejderbevægelsen i 1876 erhvervede grunden i Rømersgade, hvor Arbejdermuseets nuværende bygning ligger, var det ikke en proces som kunne foretages uden videre. Disse byggegrunde skulle købes af Magistraten, og arbejderbevægelsen var på dette tidspunkt ikke den mest respektable køber, man kunne forestille sig. "Slaget på Fælleden" lå kun fire år tilbage, de tre socialistledere var blevet løsladt i 1875, og mistroen mod samfundsomstyrterne var udbredt.

Det lykkedes imidlertid alligevel - til en pris af 39.000 kr. - at gennemføre købet ved hjælp af en "stråmand", en selvstændig erhvervsdrivende, som ikke hørte til de toneangivende, men som alligevel kunne kaste et skær af respektabilitet over købet. Denne mand er altså mellemleddet ved "A/S Forsamlingsbygningen"'s køb af matrikelnummer 156 af Nørrevold Kvarter i Rømersgade i 1876, og han er en ikke uvæsentlig bifigur i denne del af arbejderbevægelsens historie. En ukendt mand - hvem var han egentlig?

Det har vi faktisk visse oplysninger om. Under købet af grunden står 2. oktober 1876 som køber "Snedkermester J. H. H. L. Gindrup". Han figurerer kun som ejer af grunden i tre uger, for den 23. oktober får "A/S Den Almindelige Forsamlings- og Foreningsbygning i Hovedstaden" overdraget skødet på grunden, og dermed forsvinder han atter fra scenen - sådan da. Så kort hans virke end er, rejser det alligevel visse spørgsmål om hans baggrund. Det er nemlig ikke det eneste, vi kender til ham. Hans virke gav anledning til et efterspil i forbindelse med partilederen Louis Pios flugt, og det er tilmed ret nøje refereret i "Social-Demokraten" 3. maj 1877. Her var der holdt møde om den økonomiske situation i "A/S Forsamlingsbygningen" og her møder vi hans navn flere gange. Det fremgår af debatten, at Gindrup - som her konsekvent optræder under navnet "Gindrup" - er blevet anbefalet selskabet af en snedker Hans Petersen, som på mødet måtte høre adskillig kritik herfor, og som havde travlt med at fralægge sig ansvaret. Årsagen til denne utilfredshed var, at Gindrup forinden havde pådraget sig en gæld på 2200 kr., og da han købte grunden, faldt kreditorerne over ham og krævede gælden betalt. Dette kunne let ramme aktieselskabet, da der kunne

[Side 4]

kræves udlæg i grunden, og man måtte derfor træde til og dække noget af Gindrups gæld. Det lykkedes at forhandle beløbet ned til det halve, men selv dette var nok til at fordyre prisen for bidragyderne. Der hersker nogen uenighed om, hvem der gjorde hvad, men Hans Petersen havde åbenbart fremstillet Gindrup som en pålidelig mand og i øvrigt assisteret ved købet af grunden. Petersen benægtede på mødet, at han havde kendt noget nærmere til Gindrups baggrund. Dette dementerede Christen Hørdum - Socialdemokratiets kommende ledende mand - med henvisning til flere vidner. Det lader til, at Hans Petersen selv havde rejst debatten ved stærkt at beklage sig over de 1100 kr. som man havde skullet dække Gindrups gæld med. En tømrer Larsen, som ligeledes tog ordet på mødet, beretter, at Gindrup og Petersen begge var mødt op på byggekontoret "meget indignerede over, at man havde tvivlet om Gindrups Vederhæftighed", ja Petersen skulle endda have truet med, at man kunne sælge til andre end byggeselskabet. Disse påstande synes ikke gendrevet af Petersen. ("Social-Demokraten", 3/5 1877, s. 2).

Allerede selve købet gaven vis genlyd i modstanderpressen. At socialdemokraterne agiterede for erhvervelsen af en forsamlingsbygning var ingen hemmelighed, og det blev anvendelsen af en stråmand heller ikke ved med at være. Unavngivne provinsaviser fik fat i historien, og "Nationaltidende" behandlede den kort i to små artikler 2 og 6/11 1876. Her er man dog løbet med en halv vind: Gindrup erklæres direkte fallit efter udlægget, hvad avisen senere måtte dementere. I disse opsatser får vi imidlertid at vide, at Gindrup er "en Snedker, der ikke hørte til Foreningerne". Ud fra dette referat står altså visse ting klart om Socialdemokratiets mellemmand i 1876: En forgældet snedkermester, anbefalet af en kollega, som lettede arbejderbevægelsens køb af egen grund, men også skaffede den bryderier på grund af sine økonomiske trængsler. Hvad er hans egen baggrund?

At opspore snedkermester Gindrup er både let og svært. Han er født i hovedstaden og synes at have været ærkekøbenhavner: trods megen omflakken er han altid at finde der. Han findes i flere udgaver af Kraks Vejviser fra disse år, men med pludselige pauser. Reelt findes han 1873-78 og 1886-90 for så at forsvinde ud af billedet indtil sin død. I disse lister angives han kun via initialer og de varierer noget; snart hedder han "J. L. Gindrup" snart "H. J. J. L. Gindrup", snart "Gindrup". Ikke mindre bemærkelsesværdigt er det, at han ustandselig skifter adresse: St. Knudsvej 39, Niels Ebbesens Vej 22, Jægergade 12, Nordvestvej 21, Estlandsgade 14, Istedgade 46, Ryesgade 78. Flere af disse har dog nærmest været varianter af andre (St. Knudsvej/Niels Ebbesens Vej, Ryesgade/Helgesensgade). I skatte-

[Side 5]

bøgerne for de pågældende år står han derimod ikke, og det er ligeledes påfaldende, at han synes at undgå de fleste folketællinger. Alligevel er det lykkedes at finde visse konkrete oplysninger om ham via Politiets Mandtalslister.

Første gang vi finder spor af den mystiske mand er i Politiets hovedbog for 1878. På adressen Jægergade 12 findes en Ludvig Gindrup med hustru Charlotte og desuden en Julie Gindrup, som muligvis er en datter. Herefter skal vi otte år frem, før vi møder ham igen. Under 1886 står under Istedgade 46 "Julius Ludvig Hermann Joachim Gindrup". Hans alder angives til 56 år, han er snedker og født i København. Hustruen hedder Charlotte Louise, er også 56 og født på Samsø. Fire år senere finder man under Ryesgade 78 i de samme mandtalslister en Julius Ludvig Gindrup, "Snedger", stadig 56 år gammel og med en jævnaldrende hustru Charlotte Louise. Ved disse opslag finder man

[Side 6]

ingen Julie Gindrup; derimod bebos huset af en frk. Karen Holm, som efter 1890 står som eneste beboer. Trods de noget utilfredsstillende opgivelser af Gindrups alder, er der næppe tvivl om, at vi her har den mystiske mellemmand, men yderligere baggrund mangler. For dette år (1890) har man for en gangs skyld også Gindrup i en folketællingsliste, han står opført under Ryesgade 78. Både han og hustruen er nu 60 år gamle. Året efter - 1. oktober 1891 - dør Gindrup af lungetuberkulose; han bor da i Helgesensgade 14, dvs. Ryesgade 77.

Hans slægt er ikke nøjere kendt. En Gindrup-familie, hvoraf flere har været ansatte som lærere ved Vajsenhuset, er beskrevet af Kay Bille 1943; flere af vor mands fornavne går igen hos medlemmerne, men hans forbindelse med dem kan ikke påvises. En smedemesterenke, Christianie Gindrup, med sønnen Julius Johan Herman er noteret ved folketællingen 1845 i Rosenborg Kvarter, hans alder - født 1831 - passer med snedkermesterens, men heller ikke her er man nået videre.

Hvad har fået arbejderbevægelsen til netop at udvælge Gindrup til stråmand ved købet? Umiddelbart synes han at være antaget udelukkende på snedker Petersens anbefaling, og hans økonomiske soliditet er åbenbart ikke set efter i sømmene. Et synes dog sikkert, han har næppe været nogen særlig fremtrædende erhvervsmand og heller ikke en mand med alt for stabile boligvaner. På et par af de adresser, hvor han er opført i Vejviseren, f. eks. Estlandsgade, er han umulig at opspore i mandtalslisterne. Man må gætte på, at han har været en mand, hvis sociale position var svag nok til, at han ikke satte for meget over styr ved at lade sig bruge af arbejderbevægelsen, samtidig med, at han har virket "respektabel" nok til at man ikke fra myndighedernes side har anet uråd, da han skulle foretage købet. Om hans personlige grunde til at hjælpe arbejderne til grunderhvervelsen kan vi selvfølgelig kun gætte. Økonomisk fik transaktionen unægtelig den fordel for ham, at hans gæld blev kraftigt nedsat og endda betalt af byggeselskabet. Om det er disse pinagtige følger af transaktionen, der er grunden til, at hans navn ved bygningens indvielsesfest 1879 tilsyneladende ikke nævnes med et eneste ord i talerne, får stå hen. Man kan imidlertid ikke frakende ham betydning. Han var manden som behøvedes på et tidspunkt, da arbejderbevægelsen endnu ikke havde mulighed for at træde åbenlyst frem som grundopkøber i samfundet, og han udfyldte den rolle i tre uger - indtil han atter forsvandt i anonymiteten.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 88, s. [3]-[8]

[Side 3]

Vold og ulykkestilfælde under voldarbejdet

Af Vagn Buchmann

Voldanlæggets frigivelse

Fra 1850’erne begyndte så småt den udvikling, der førte til sløjfningen af Københavns gamle fæstningsværker fra 1600-tallet og frigivelse af voldområdet. Det blev en langsom proces som strakte sig over mere end tyve år. I 1856-58 blev byportene revet ned, men militæret mistede ikke af den grund besiddelsen af anlægget, tværtimod spillede dets overvejelser for områdets anvendelighed i krigstid stadig en stor rolle. Dele af området blev ganske vist bebygget i perioden 1852-70 (Københavns Vandværk, Kommunehospitalet, Hovedbanegården) men private kunne ikke få lov at bygge. 1867 blev området omsider solgt af Finansministeriet efter at Rigsdagen havde vedtaget en lov, fæstningen skulle dog først nedlægges når Staten havde bortsolgt arealerne. Staten og Københavns Kommune gik

[Side 4]

straks i forhandlinger om overdragelse, oktober 1869 fandt salget sted, og juli 1870 overtog kommunen endelig arealet. Prisen blev høj, 360 000 rdlr. for 2358 tdr. land, hvoraf fæstningsterrænet kun udgjorde ca. en tredjedel. Selv efter denne tid havde militæret flere lejemål længere op i tiden. Desuden forelå den kongelige resolution for byggeriet først 1872.

Voldsløjfningen blev sat ind tre steder: Nørre-, Øster- og Vestervold. Allerede i 1870’erne begyndte man det første sted, og fra 1880-90 foregik sløjfningen af Vestervold, samtidig med at man efterhånden bebyggede de frilagte områder. Østervold omdannedes i 1870’erne for en tid til parkanlæg, men så begyndte også nedrivningen her, som afsluttedes 1913.

På denne måde opstod en ny arbejdsplads i København – voldarbejdet. Selv om den blev af begrænset varighed kom den dog til at trække arbejdere til, ikke mindst fra provinsen, gennem mere end et kvart århundrede. Det var imidlertid en farlig arbejdsplads. De gamle militære anlæg var skrøbelige, faren for sammenstyrtningsulykker var afgjort til stede. Man skulle nedbryde de gamle volde ved at fjerne jord og grus, og efterhånden som højdedragene undermineredes, øgedes risikoen for pludselige skred. Som regel anvendtes trillebøre at køre jorden bort med, men enkelte steder sattes dog mindre tippevognstog ind

[Side 5]

mod større jordbunker. Det kan ikke siges, at det farlige arbejde blev særlig flot betalt og i alle tilfælde gav nedrivningsårene anledning til flere pinlige sager hvad angår både arbejdsmiljø og fagpolitik.

Chikane af arbejderne

Sløjfningen af voldterrænet udløste hurtigt problemer på arbejdspladsen. Tre arbejdsnedlæggelser som angik Nørrevold er registreret i samtidens aviser. 4-5. november 1871 var der arbejdsmandsstrejke ved voldsløjfningen med negativt resultat for de strejkende. 2. april 1873 var der atter arbejdsnedlæggelse på Nørrevold, denne gang med gunstigt resultat. Formentlig var det denne strejke som medførte, at arbejderne på Nørre- og Vestervold fik en lønforbedring på 16 skilling, hvorefter de arbejdede for en dagløn af 8 mark fra 6 morgen til 7 aften. Den 7. april 1873 nedlagde arbejdsmændene ved jordarbejderne på både Nørre- og Vestervold for tredje gang arbejdet i protest mod lønningsforholdene. Man havde netop skiftet entreprenør på arbejdet; den nye entreprenør, Madsen, ville skære lønnen ned til 7 mark uden tilsvarende reduktion af arbejdstiden med 1 time, hvilket arbejderne krævede. Det fremgår ikke af aviser eller andre kilder, hvad resultatet blev.

På Vestvolden – hvor entreprenøren ved nedrivningen hed Krause - var der stadig i 1880 store problemer med entreprenørerne, dårlige arbejdsforhold, flere arbejdsulykker ved jordsammenstyrtninger, manipulation med lønningerne mv. Den 21. september 1880 styrtede en del af jordmassen sammen og begravede to arbejdere, den ene døde, den anden blev såret. Det skete samme dag som den socialdemokratiske folketingsmand Anton Mundberg var blevet bedt om at virke for at arbejdernes ulykkeserstatninger ikke længere skulle betragtes som fattighjælp:

Kl. 8 aften 24. september 1880 blev der afholdt møde om ulykken på Vestervold. 1600 mennesker mødte op. Hørdum åbnede mødet, C. C. Andersen var dirigent. Peter Holm talte. Af hans fremstilling fremgik det, at arbejdet var udbudt ved licitation, hvorfor "Arbejdspriserne blev yderst nedtrykte". Man arbejdede fra 5.30 morgen til 6.30 aften "med kun en halv Time til Frokost, Middag og Vesperkost" til en løn af 2 kr. og 40 øre pr. dag. Underentreprenør Madsen omtales som en yderst despotisk opsynsmand som piner arbejderne til at trælle. Den opkastede vold kunne let skride. Der kom ligeledes flere indlæg fra de ansatte. Der klagedes over at entreprenør Madsen på det skammeligste fremskyndede arbejdet; hvis han syntes at en arbejder havde for lidt jord på sin bør, væltede han den og fyrede vedkommende (Oplysningen skyldes arbejdsmand Karl Johansen). Madsen lokkede med arbejdsløn på 4 kr., men når arbejderne indfandt sig, nedsatte

[Side 6]

han tilbudet til ca. det halve (f. eks. 2 kr. 20 øre). Han forbød arbejderne at tage en enkelt slurk øl i arbejdsskurene, ja ved en lejlighed havde han sparket en spand vand omkuld, som arbejderne havde bragt ind på arbejdspladsen for at kunne læske sig uden at forlade arbejdet. Man havde – via Overpræsidentens kontor - klaget til Magistratens 4. afd., hvis borgmester Ehlers havde lovet at gøre noget ved det, men generelt var det arbejdernes opfattelse, at Magistraten henviste til politiet og politiet til Magistraten. Det oplystes, at en dræbt arbejders familie fik 1000 kr. i erstatning, en tilskadekommen arbejder 500 kr., begge dele blev karakteriseret som utilfredsstillende. Man opfordrede derfor til en bedre ulykkesforsikring.

Politiske ansættelser

Det var ikke det eneste problem. Seks år efter dukker en ny sag op, af en lidt anden karakter, som kan følges gennem Borgerrepræsentationens forhandlinger. I februar 1886 rejste Socialdemokratisk Forbund en kritik ("en Besværing", som det kaldes) til Magistraten af den måde den daværende entreprenør hvervede mandskab på i forbindelse med sløjfningen af Gyldenløves Bastion. Den var vedtaget i partiet 21/1 1886 og afsendt 28/2

I klagen hed det bl. a., at entreprenøren udelukkende antog folk, som var medlem af den ikke-socialistiske forening "Arbeidernes Værn", som lededes af "udprægede Tilhængere af det nuværende Høireparti". De skulle ved ansættelsen kunne bevise deres medlemskab af denne forening, og samtidig var alle organiserede socialdemokrater udelukkede fra voldarbejde. S-D meddeler endvidere i en artikel at de posterede betjente havde til opgave at standse alle, som ikke havde en gyldig seddel fra denne organisation. I klagen beskrives, hvordan arbejdere som indmeldte sig i "Arbeidernes Værn" blev udsat for politisk pres og bedt om at tage stilling i den politiske strid i form af adresseunderskrifter, samt at en anti-socialistisk pjece blev uddelt på møderne. Klagen sluttede med en opfordring til Magistraten om at gøre en ende på denne tilstand, da det skete for kommunens, dvs. borgernes penge.

Svaret var ikke imødekommende. Fra Magistratens side lød det, at da arbejdet var udliciteret, kunne man ikke blande sig i entreprenørens ansættelsesprincipper, så længe han blot ikke ansatte udlændinge. Det kom desuden til en noget skarpere udtalelse, da et medlem af Magistraten, murermester C. R. Ette (formand for "Arbeidernes Værn"!) lige ud tog parti for en sådan forskelsbehandling; han mente at det var klogt af entreprenøren kun at ansætte folk, der ikke strejkede og gjorde vrøvl. Entreprenøren ville naturligvis "søge den Stamme af kjendte fredelige Folk, som han ved tidligere Leilighed har

[Side 7]

benyttet, suppleret med andre selvstændige og besindige Arbeidere". Desuden antydede murermesteren, at tidligere voldstrejker var socialdemokratisk inspirerede, hvilket førte til en indskriden fra formanden. Ette fandt, at oplysningerne i klagen var fordrejede. "Arbeidernes Værn" var ikke en politisk forening og havde ikke "Bihensigter" med at hjælpe arbejderne, den ville gerne henvise enhver til at få arbejde, "naar de blot ikke er Medlemmer af socialdemokratiske Foreninger" (referat i S-D 9/2) ligesom pjecen kun bad om arbejde til arbejdsløse. Borgmester Øllgaard fastslog, at valgte man licitationsformen, måtte man tage konsekvenserne. Man så sig ikke i stand til at foretage sig yderligere i sagen, hvilket endelig meddeltes Socialdemokratisk Forbund.

Denne afvisning fik Social-Demokraten til dels at rette en skarp kritik mod Magistratens generelle holdninger – man understregede Ettes forbindelse til "Arbeidernes Værn" – dels til at kræve, at der blev gjort en større indsats for at skaffe socialdemokratiske medlemmer af Magistraten for at modvirke denne politik. F. eks. skulle mulige vælgere, der opfyldte kravene til kommunal valgbarhed, meddele dette via blanketter, således at chancerne for partiets repræsentation blev forøgede. Det blev de også – 1903 fik København sin første socialdemokratiske borgmester.

En voldarbejders karriere

Mens disse stridigheder stod på, fortsatte nedrivningen århundredet ud. For Vestervolds vedkommende var man nogenlunde

[Side 8]

til ende o. 1900, men hvad angik de to andre fortsatte arbejdet til 1913, i virkeligheden kan man nemlig sige, at først anlæggelsen af jernbanestrækningen København H. - Østerport betød afslutningen på voldarbejdet. Der var da gået over et halvt århundrede siden den første beslutning om sløjfningen.

På dette tidspunkt havde denne arbejdsplads trukket nye folk til hovedstaden fra provinsen. Specielt i kvartererne omkring selve voldanlæggene var værtshuse og forlystelsesetablissementer skudt op. Lette penge kunne tjenes på arbejderne på flere måder. Der var dog mænd, som var bevidste om farerne ved drikkeriet og beværtningslivets fristelser, også blandt de indvandrede.

En enkelt af disse skal trækkes frem her. Det var den nordsjællandske bondesøn Hans Olsen, født på Frederiksværkegnen i 1845, men siden indvandret til København da han af helbredsgrunde måtte opgive at blive fisker. Han var først voldarbejder, men købte 1877 et værts- og spisehus i Store Brøndstræde 14 (gaden nedlagt 1909), hvor voldarbejderne kunne få kvalitetsmad og en dram, men hvor drukkenskab ikke tolereredes. Dette værtshus havde han til 1899, da det overgik til en slægtning. Hans Olsen blev en mand med succes. Han åbnede en marskandiserbutik i Store Brøndstræde 4, købte flere ejendomme (Åbenrå 16, Smallegade 38) og blev efterhånden særdeles velhavende. Trods sin status som husejer var han erklæret socialist, blev ved at interessere sig for de sociale spørgsmål og stiftede "Den nye Huslejeforening af 1891", hvis grundidé var, at almindelige mennesker skulle eje deres huse selv. Husejer Olsen døde som en holden mand i 1921. Hans efterkommere blev også siden kendt, han er morfader til skuespilleren Gunnar Lauring og forfatteren Palle Lauring, som kort har berettet om denne sidevirkning af voldarbejdet i sine erindringer. Hans Olsens virke må nok kaldes et særtilfælde, men er et eksempel på, at én af voldarbejderslægterne har arbejdet sig frem i nutidens bevidsthed.

Kilder:

Socialdemokraten 8.4.1873, 24.-26.9.1880, 10.1.1886, 9.2.1886.
Borgerrepræsentationens Forhandlinger 1885/86, s. 1402.
Henry Bruun: Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900. Reprografisk genudgivet 1977, s. 596-599.
Palle Lauring: To verdener. 1989, s. 14.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |