sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af torben ejlersen >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Torben Ejlersen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Torben Ejlersen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 70, oktober 1995, s. [2]-[5]

[Side 2]

Københavns nye Rådhusplads

Af Torben Ejlersen

Ingen københavner eller turist har siden foråret 1995 kunnet undgå at se, høre og mærke, at Rådhuspladsen er under omlægning. Den sædvanlige skyttegravskrig om sommeren rundt om i gaderne er blevet udvidet til en hel slagmark. Heldigvis dog i en god sags tjeneste.

Oprindelig gik Vestervold tværs over Rådhuspladsen. Midt i lå Vesterport, som forbandt det gamle halmtorv og Frederiksberggade med Vesterbrogade udenfor volden. Selve Vesterport blev revet ned i 1857, nogle år senere sløjfedes mere af volden. Hvor Rådhuset nu ligger, stod indtil 1888 Gyldenløves Bastion med Lucie mølle. Derefter planeredes også dette område til fordel for den store udstilling i 1888.

Hvor udstillingen havde ligget, begyndte man i 1890'erne at rejse det nye rådhus tegnet af Martin Nyrop. Det blev taget i brug omkring 1900. Foran rådhusets hovedfacade anlagde man i 1901 "Muslingeskallen", en forsænkning i terrænet indrammet af granitborner. Nyrops tanke var, at rådhuset

[Side 3]

derved ville syne mere imponerende. Han havde ladet sig inspirere af rådhus pladsen i den italienske by Siena. Nyrop måtte dog give de mange kritikere ret i, at Muslingeskallen ikke fik den ønskede virkning. Den var blevet for lille. Københavnerviddet svigtede heller ikke dengang, idet man talte om "Æbleskivepanden". Nogle foreslog, at man skulle fylde den op med vand.

Samtidig med Muslingeskallen anlagdes en park overfor det nuværende Richshus. Der blev opstillet Lurblæsere, Lille Hornblæser, Kilometersten og Dragespringvand. Sporvognslinier gik på kryds og tværs over Rådhuspladsen, snart også biler og busser. Pladsen var blevet det moderne Københavns trafikknudepunkt. Efterhånden blev de gamle bygninger langs Vestervoldgade erstattet med bl.a. Palace Hotel og Hotel Bristol, nu Det fri Aktuelts bygning. Begge bygninger fik karakteristiske tårne, dog uden at gå Nyrops rådhustårn for nær! I 1930'rne kom funktionalismen til pladsen med Richshuset og Dagmarhus. Industriforeningens fra 1872 blev først i 1978 afløst af Industriens Hus.

Utilfredshed med Rådhuspladsen og den voksende trafik gav allerede i 1942 anledning til en offentlig konkurrence om en omlægning. Der indkom talrige forslag, men krigsårene forhindrede realiseringen. Muslingeskallen fik dog dødsstødet, da det på grund af krigen blev nødvendigt at nedgrave beskyttelsesrum på området. Disse bunkers, der lignede muldvarpeskud, blev fjernet i 1947. Men man undlod at genopbygge Muslingeskallen og lagde i stedet den belægning af fliser og granit, som har dækket pladsen til i dag. Udvidelsen af Vestre Boulevard i 1955 og omdøbt til H. C. Andersens Boulevard slog endnu mere hul i pladsen. Den kørende trafik havde sejret over de spadserende.

En ny konkurrence blev udskrevet i 1979, men heller ikke denne gang blev nogen af forslagene realiseret. Dog er den nuværende omlægning af Rådhuspladsen, hvor Kulturbyåret 1996 for alvor har sat skub i en fornyelse, delvis baseret på 1. præmieforslaget fra 1979, som blev udarbejdet af KHR A/S Arkitekter og Anders Nyvig A/S.

Som det også var tilfældet i flere forslag fra 1942, lukker man nu trafikken tværs over pladsen mellem Vestervoldgade og Vesterbrogade. Derved skabes en stor samlet bil- og busfri plads. Den formes som en langstrakt skål, der sænker sig svagt ned mod Rådhuset indrammet af moderne

[Side 4, illstration]

[Side 5]

gadelamper - for så vidt genopstår Muslingeskallen, men i stor målestok. En lav moderne bygning skal danne bagvæg mod nordvest med billetsalg, toiletter og kiosker. Lidt skjult bagved indrettes busterminal foran Utrechts ejendom. Der plantes også træer.

Det bliver spændende at se, hvordan Rådhuspladsen vil komme til at fungere i fremtiden. Den er for København - og for hele Danmark - en særlig samlingsplads med sit liv, statsbesøg, demonstrationer, højtideligheder, nytårsaftenstemning og modtagelse af fodboldhelte. Pladsen skal stå færdig i 1996. Mon ikke Nyrop ville have været tilfreds?

Så mangler vi bare Kongens Nytorv!

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 87, januar 2000, s. [4]-[9]

[Side 4]

Rådhusklang i 100 år

af Torben Ejlersen

Martin Nyrops rådhus

I slutningen af 1800-årene var C. F. Hansens Rådhus på Nytorv, som var indviet i 1815, blevet for lille. Man inviterede derfor i 1888 til arkitektkonkurrence om et nyt og større rådhus. Det skulle opføres på det tidligere voldterræn ved Vesterport. Et par af de femten indkomne forslag skitserede et rådhus uden tårn. Interessen samlede sig hurtigt om forslagene med tårn, og som bekendt vandt Martin Nyrop konkurrencen. Efter nogle ændringer af tegningerne med et lidt højere tårn tog håndværkerne i 1892 fat på at opføre bystyrets nye hjemsted. Det blev indviet officielt i 1905. Mens det gamle rådhus på Nytorv hvilede tungt og bredt på klassisk facon, rejste Nyrops bygning sig anderledes stolt og borgagtigt med tinder og spir samt det himmelstræbende tårn ved rådhusets sidefløj mod Vester Voldgade. Da man holdt rejsegilde på tårn og spir i 1898 var rådhuset med sine 105,6 meter Danmarks højeste bygning - dog havde Vor Frue kirkes spir fra 1744 indtil bombardementet i 1807 meget symbolsk raget nogle meter længere ind i himlen.

Klokkerne

Tårnet var fra første færd tænkt med ur og klokker. I 1892 gav tårnurfabrikant Bertram Larsen et konkret forslag til et slagværk med fire små klokker til kvarterslag og en stor klokke til timeslag. Han foreslog desuden opstilling af et sangværk med mange klokker. Det skulle spille seks melodier daglig, kl. 8 Kongernes konge, kl. 10 Der er et land, kl. 12 Vor Gud han er så fast en borg, kl. 14 Kong Christian, kl. 16 Der er et yndigt land og omsider slutte kl. 18 med Fred hviler over land og by. Sangværket og dermed også repertoiret blev hurtigt droppet, da omkostningen for hele værket nærmede sig 160.000 kr.

I 1896 tog Martin Nyrop igen ur- og klokkesagen op og foreslog, at omkostningen blev finansieret ved en offentlig indsamling. Det syntes byggeudvalget ikke om.

Da det planlagte klokkespil skulle anbringes i tårnet inden bræddeafdækningen til kobbertaget blev sømmet på, var det nødvendigt at få sagen afklaret snarest. Imidlertid kunne ingen danske firmaer påtage sig at fremstille klokker af den ønskede størrelse og

[Side 5]

kvalitet. Derfor rejste Martin Nyrop i juni 1897 med komponisterne Thomas Laub og P.E. Lange-Müller til Tyskland. Da de vendte hjem efter en række virksomhedsbesøg, anbefalede de at lade de fem klokker fremstille hos klokkestøberne Petit & Gebrüder Edelbrock i byen Gescher nord for Ruhr. Malmen blev en legering af 90 % kobber og 10 % tin. Efter gammel tradition satte firmaet sit navn på klokkerne sammen med Københavns byvåben og diverse symboler. Byggeudvalget afviste Nyrops forslag om, at den store klokke skulle døbes præsidenten og de fire små klokker skulle kaldes første, henholdsvis anden, tredie og fjerde borgmester. Det har nok virket for indsmigrende overfor magistraten.

De fire små klokker kom til byggepladsen i København og blev hængt op i august 1898. Et par af dem måtte files et par millimeter ned for at give den ønskede klang. Støberiet havde uheld med den store klokke, som revnede. En ny klokke blev sendt afsted, men den viste sig at have så uren tone, at den blev returneret, hvorefter støberiet for tredie gang måtte sætte støbeformen op til en stor klokke. Den kom på plads under spiret i september 1899 og havde en overordentlig smuk klang efter kapelmester Frederik Rungs mening. Da han ansås for at have det fineste øre i København, var han blevet bedt om at godkende de fem klokker, som tilsammen vejede seks tons.

Klokkerne til kvarterslagene var stemt i tonehøjden h, a, g og e, mens den store timeklokke afgav et dybt H. Komponisten Thomas Laub skabte stroferne til kvarterslagene på henholdsvis fire, otte, tolv og seksten toner. Timeslagene kl. 12, 18 og 24 sluttede med den 26 toner lange Vægtersang, som P.E. Lange-Müller komponerede. Denne tradition gælder stadig. Siden nytår 1924 har Danmarks Radio transmitteret timeslag og klokkespil kl. 12. Den lille "koncert" varer 1 minut og 42 sekunder.

Timeslagsklokken sidder i en fast klokkestol. Derfor kan der ikke ringes med den, kun klemtes dvs. langsomme,

[Side 6]

afmålte slag eller kimes dvs. korte, hurtige slag. Derimod sidder de fire kvarterklokker i bevægelige klokkestole, så man kan ringe med dem. Borgmester L. C. Borup lod kvarterklokkerne ringe for første gang nytårsnat 1899/1900 fra midnat og en halv time frem. Ringningen udførtes af ti mand, som hver fik to kr. De fik desuden 100 cigarer og fire flasker madeira til deling!

Næste ringning skete den 21. marts 1901 om middagen. Da blev skulpturen af Absalon - Københavns grundlægger - på rådhusets facade afsløret af murer- og tømrersvende ledet af Martin Nyrop nede fra Rådhuspladsen.

Tårnuret

I forslaget fra 1892 havde tårnurfabrikant Bertram Larsen udover slagværket også gjort rede for konstruktionen af det mekaniske urværk med pendul og lodder. Det skulle bygges efter bedste håndværkstradition. Han henviste til Big Bens tårnur fra 1859 på parlamentet i London. Afgørelsen lod dog vente på sig.

Nyrop bad så i 1896 Bertram Larsen vurdere om det gamle urværk fra Vor Frelsers kirke kunne bygges om. Kirken var netop ved at få installeret et nyt, elektrisk drevet tårnur udviklet af Kemp & Lauritzen. Det blev sat i drift i 1897. Men denne genbrugstanke vandt ikke tilslutning.

I 1900 faldt afgørelsen. Valget stod mellem et nyt, men traditionelt mekanisk slag- og gangværk konstrueret af Bertram Larsen til 35.000 kr. eller et elektrisk fra Kemp & Lauritzen til 30.930 kr. Som en dark horse optrådte A/S Dansk Normal-Tid med sit tilbud om et udenlandsk elektrisk urværk - tilbudet gjaldt ikke skiver, viser og klokker - til en årlig leje på 1200 kr. i fem år ad gangen. Uret skulle fjernstyres gennem kabel fra firmaets centralstation. Denne finansieringsform fristede ikke, heller ikke et overslag på 15.000 kr for et ordinært tårnur med "Klangspel" fra Kongl. Hofurmakare G.W. Linderoth i Stockholm

Kemp & Lauritzens elektriske tårnur løb af med sejren. Byggeudvalget fandt dette mest rationelt og økonomisk trods en vis tøven overfor den nymodens teknik. Her spillede det sikkert ind, at den indflydelsesrige fabrikant - og ingeniør - G. A. Hagemann var medlem af byggeudvalget

Ejendommeligt nok frarådede Københavns Belysningsvæsens direktør, Ib Windfeld-Hansen - selv polytekniker - et elektrisk ur af så stor størrelse. Han forudså "flere Vanskeligheder ved de mange Kontakter og Automater, der hører til et saadant Anlæg. Jeg tror derfor, at et almindeligt godt Taarnuhr i Raadhuset vil være at foretrække". Alligevel syntes han, at man skulle bruge en elektrisk motor til at besørge arbejdet

[Side 7]

med at trække de tunge lodder, idet det formentlig kunne gøres automatisk.

Bertram Larsens tilbud på et ur med pendul og lodder faldt bl.a. på, at det krævede meget plads. De tre-fire tons tunge lodder fordrede godt 30 meter uhindret passage i en kanal ned gennem flere etager i tårnet. Lodderne ville hænge i snore 50 meter oppe over Borgertrappen. Dertil kom den ugentlige optrækning af lodderne, som krævede to mands arbejde i tre timer. Det fire meter lange pendul tog også plads op og risikerede at blive påvirket, hvis tårnet kom i svingninger under storm.

Disse ulemper ville Kemp & Lauritzens elektriske ur ikke give. Det fungerede ved, at et lille præcisionsur med pendul i rådhusets informationskontor sendte impulser til gangværkets elektromotor, så den store viser via et snekkedrev sprang et minut frem på skiven. Den lille viser rykkede på samme måde. Hamrene til klokkerne udløstes til slag ad elektromagnetisk vej via en kontaktarm på gangværkets minutviseraksel. En stor fordel var, at gangværk og slagværk kunne placeres hvor som helst i tårnet takket være den smidige forbindelse med ledninger til visere og klokker. Forresten var det bekvemt, at belysningen af urskiverne om natten kunne tændes automatisk via uret. En stabil strømforsyning sikredes gennem ledninger til det kommunale elværk, enten det i Gothersgade, som var taget i brug i 1892, eller Vestre Elværk fra 1898. To ledninger fra hver sin sektion af strømforsyningen i gadenettet ville garantere, at strømsvigt i den ene ledning automatisk blev genoprettet af den anden ledning.

Kemp & Lauritzen fik ordren i marts 1902. Fællesudvalget vragede det gamle håndværk, som Nyrops rådhus ellers på mange måder er en varm hyldest til, og overgav sig til den ny kraftkilde. Nytårsdag 1903 blev urværket sat i gang, og nytårsdag 1904 kobledes klokkespillet på. Da lød med Francis Becketts ord "for første Gang de underlig vemodige og troskyldige, gammeldags Toner ud over Staden", som Laub og Lange-Müller havde skabt i folkevisestil.

Man må give ingeniør O. Muusfeldt ret i hans vurdering i 1904, at det var lykkedes med kun fire toner at skabe melodier, som kunne tåle at blive hørt dag og nat, år ud og år ind. Af hensyn til Palads-Hotellets gæster og kvarterets beboere besluttede man dog i 1913 at standse kvarterslagene mellem kl. 24 og kl. 6. Natteroen blev forlænget i 1937 til kl. 7 og i 1942 til kl. 8. En kvindelig borgerrepræsentant, som under debatten i 1937 havde udtalt sympati for den natlige ringen, fik af en politisk modstander den besked, at "hvis frøken Mundt gerne vil have noget Klokkeklang, kan hun jo anskaffe sig et Ur, der slaar for hende hvert Kvarter".

Martin Nyrop havde oprindelig ønsket urskiven beklædt med terrakotta.

[Side 8]

Den blev i stedet for lavet som et transparent metalgitter af hensyn til urets oplysning om natten. Den forgyldte urskive fik en bredde på 4,3 m og højde på 4,9 m - ligeså stor som rådhusets hovedport - mens viserne blev ca. 2 m og 1,5 m lange samt tallene 0,6 m høje. Nyrop gav naturligvis tegning til urskivens dekoration med forgyldt midtsol og planteslyng i hjørnerne.

Tårnuret bestod prøven for præcision. En rapport viste, at uret fra oktober 1904 til maj 1905 kun vandt to sekunder. Det var dermed Københavns Observatoriums fineste ure overlegent, selvom rådhusets ur blev kontrolleret derfra.

Hvornår slår klokken tolv?

Dengang som nu diskuteres det altid nytårsaften i danske hjem, hvornår rådhusklokkerne angiver det nøjagtige klokkeslet. Rådhusforvaltningen svarede i 1905 et dagblad, at det allerførste klokkeslag, altså kvarterslaget, fortæller, at klokken er præcis hel, kvart over, halv eller kvart i. Selve timeslagene er altså lidt forsinkede.

Avislæserne fik at vide, at det første slag reelt falder to sekunder for tidligt. Da lyden forplanter sig med 330 m i sekundet, vil "man f. Ex. på Højbroplads, hvortil Afstanden er ca. 700 Meter, høre Klokkeslaget netop paa nøjagtig Tid. Paa Frederiksberg Bakke eller i Rosenvænget, hvor Klokkerne endnu ved gunstig Vindretning kunne høres, vil man paa Grund af Afstanden høre Slaget omtrent 7 Sekunder for sent".

Har man gode øjne kan man bestemme tiden nøjagtig på en anden måde. Urviserne sætter sig i bevægelse nogle sekunder før og standser præcis det tresindstyvende sekund hvert minut.

Til sidst et råd til de heldige københavnere, som bor i en radius af 700 m fra Rådhuset. Hvis de vil markere nøjagtigt det kommende nytår 2000/2001 - det korrekte årtusindskifte - da skal de hoppe ned fra spisestuestolene straks eller

[Side 9]

lirke champagnepropperne omgående, når de hører rådhusets allerførste tone.

Derimod skal de mange, som lytter til klokkerne i radio eller fjernsyn, tøve knap et par sekunder, før de går i aktion. Radiotransmissionen fra rådhuset betyder, at det første slag kommer for tidligt som allerede nævnt. Mikrofonen sidder nemlig ganske tæt ved klokkerne, og radiobølger bevæger sig som bekendt betydeligt hurtigere end lyden.

Endelig skal det nævnes, at rådhusklokkerne og uret var ude af drift fra den 18. april 1975 og til den 15. oktober 1977. Det skyldtes hovedreparation af uret og en tiltrængt fornyelse af spirets kobberbeklædning samt delvis udskiftning af tårnets murværk. I stedet vikarierede rådhuset i Århus i radioen. I øvrigt har Danmarks Radio et bånd, som kan sættes i gang, hvis rådhusklokkerne svigter.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 89, september 2000, s. [6]

[Side 6]

Rettelse (!)

Fra Torben Ejlersen har vi modtaget følgende rettelse:

I januar-nummeret af Københavns kronik (nr. 87) oplyser artiklen "Rådhusklang i 100 år" på side 6, at borgmester L. C. Borup lod Rådhusets kvarterklokker ringe for første gang "Nytårsnat 1899/1900". En fornyet gennemgang af arkivalier og en række fagblade, viser, at den korrekte dato var Nytårsnat 1900/01. Ringningen udførtes i øvrigt af ti mand, som hver fik 2 kr. – og til deling 100 cigarer samt fire flasker madeira.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



Opdateret: 29. september 2005
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014