sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af john erichsen >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af John Erichsen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © John Erichsen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 7, november 1973, s. [3]-[6]

[Side 3]

Jernstøber Meldahl og Kongens Nytorv

Af John Erichsen

Kongens Nytorv har siden dets anlæggelse i 1670 undergået talrige forandringer. Her tænkes ikke så meget på de bygninger, der afgrænser torvet, som på området omkring Christian den Femtes rytterstatue. Med jævne mellemrum har man ændret eller villet ændre dette, og nu gives der antagelig signal til endnu en omlægning, idet en konkurrence ventes udskrevet med det formål at tilvejebringe en tiltrængt nyordning af haveanlægget omkring "hesten".

Ved en systematisk registrering af de arkitekturtegninger, som opbevares i Bymuseet, kunne en af disse identificeres som udkastet til et gitter, man i 1830erne ville opstille omkring rytterstatuen. Dette er anledningen til disse linier, men først et par ord om Kongetorvets tilblivelse og skiftende udseende. Det er beliggende på overgangen mellem middelalderbyen og Ny-København, hvor der var tilstrækkeligt areal til at udlægge en større plads. Ude i Europa og navnlig i Frankrig var vældige monumentalpladser på mode; de skulle helst have en ensartet randbebyggelse, der på værdig vis kunne indramme herskerens statue. Kongens Nytorv blev Nordens første exempel på en sådan "place royale", idet Christian den Femte gav ordre til at opføre toetagers, grundmurede huse på de grunde, han skænkede til fornemme og velhavende folk. En række palæer blev snart bygget, og i 1688 sattes kronen på værket: monarkens rytterstatue. Den blev omgivet af det endnu eksisterende smukke hellebardgitter, mens det meste af torvet dækkedes af en vidtstrakt oval have med fire, rækker træer i periferien - den såkaldte Krinds. Med nogle ændringer fik dette anlæg lov at bestå til 1750, da det nærliggende Amalienborgområde blev bebygget. Garnisonen havde hidtil haft mønstringsplads her, men nu skulle Kongens Nytorv overtage denne funktion, og så måtte Krindsen og haven sløjfes. Hele pladsen blev nu brolagt, men åbenbart ikke særlig godt, for man måtte flere gange udbedre brolægningen, bl.a. i 1770erne, hvor man endvidere opstillede sandstensborner forbundne med jernkæder i en cirkel omkring statuens hellebardgitter.

[Side 4, illustration]

[Side 5]

I 1833 var brolægningen så ringe, at borgmester Friederich Christian Schäffer besluttede at lade den opbryde og forny. Der var vanskeligheder med afledning af regnvandet, og sagen trak i langdrag; imedens lå brosten og fyldjord ophobet på torvet, som i folkemunde fik øgenavnet "Schafferhøj". Den omstridte borgmester så sig i 1838 foranlediget til at udgive et forsvarsskrift. Sagen var delikat, idet brolægningen sorterede under magistraten, mens statuens vedligeholdelse var et statsanliggende.

Mange instanser blev konsulteret, og projekter til torvets omlægning indsendtes af hofbygmester C. B. Hornbech, professor G. F. Hetsch samt to ingeniørofficerer. De to sidstnævnte foreslog, at man omgav monumentet med en have, som ud mod pladsen kunne afsluttes af et cirkulært gitter. Her er vi så fremme ved den omtalte tegning i Bymuseet (se illustrationen). Den viser øverst opstalten til et gitter, herunder en lygtepæl og nederst halvdelen af gitterets grundplan, som har en diameter på 80 alen. Tegningen er signeret "H. Meldahl" og bærer iøvrigt påskriften "ad B. W. No. 5767/1836". I sig selv siger den ikke noget om gitterets placering, men det lange nummer er en god hjælp, idet det henviser til Broelægningsvæsenets Journal og Resolutionsprotokol fra 1836 (Stadsarkivet), og her er der netop tale om Kongens Nytorvs omlægning. Tegningen hører med andre ord til et af de mange forslag, som blev til under den lange strid om torvet. Hvem er da denne Meldahl, og hvilken rolle har han spillet? Han hed Heinrich Joachim til fornavn og var søn af en tysk murer, som havde slået sig ned i København. Her blev Heinrich Joachim født i 1776, og han sendtes i lighed med faderen i murerlære. Omkring 1800 drog han til Christiania (Oslo), hvor han virkede som bygmester. Herfra hentedes han i 1804 til Næs Jernværk for at blive fabrikkens ledende kunstner.

Produktionen bestod hovedsagelig af kakkelovne, som Meldahl tegnede modeller til. Hans tegninger er gengivet i jernværkets kobberstukne salgskatalog, og de smukke arkitektonisk opbyggede ovne kan endnu beundres mange steder både i Norge og Danmark. Efter en studierejse i Tyskland slog Meldahl sig i 1811 ned i sin fødeby for at starte en filial af værket i Næs. Han fik en grund uden for voldene, på nuværende Vesterbrogade 28, hvor han formodentlig selv gav tegning til sin bolig og fabriksbygningerne, som kendes fra ældre fotografier. Jernstøberiet blev det første af sin. art herhjemme, og virksomheden indtog snart førstepladsen på det danske marked, navnlig efter at Norge i 1814 blev afstået til Sverige.

[Side 6]

Det er derfor ikke underligt, om magistraten henvendte sig til Meldahl, der allerede i Norge havde haft ord for "udmærket talent for tegning og ædel smag", Borgmester Schäffer var imod den tanke at omgive "Hesten" med et haveanlæg, der ville genere udsigten til rytterstatuen, men han kunne godt gå med til at opstille et gitter. Man havde nemlig til hensigt at hæve niveauet omkring monumentet for at give regnvandet et bedre afløb; terrainet skulle skråne ned mod en rendesten, der tænktes anlagt i en cirkel, og just her kunne et gitter rejses. Meldahl tegnede sit jerngitter i juni 1836, og han beregnede omkostningerne til materialer og arbejdsløn til lidt over 6000 rbdl. Det er nydeligt tegnet og udformet i traditionel klassicistisk stil. Gitteret skulle bestå af sektioner på fem alen, som indesluttedes af opstandere (endepartierne påtegningen), og nogle af disse skulle forsynes med lygter.

Borgmester Schäffer fik ikke sin vilje, og Meldahls gitter blev ikke til noget. Først efter otte års bitter strid fuldførtes brolægningen, og så opstilledes det noget større ovale gitter med granitborner, som stadig omgiver rytterstatuen. I 1855 beplantedes arealet indenfor; dette anlæg blev omlagt i begyndelsen af vort århundrede samtidig med, at man plantede en ny Krinds bestående af to rækker træer, der som bekendt står et godt stykke uden for gitteret. Fra sin høje hest har Christian den Femte i snart 300 år skuet ud over Kongetorvet, og han har set det ændre karakter talrige gange. I begyndelsen var det en velordnet prydhave med spadserende borgere, så blev det helt blotlagt for at give plads til eksercerende soldater. Siden anlagdes en lukket have, hvor man plantede træer, der nu er så store, at monarken næppe kan se ud mod pladsens mylder.

Det bliver spændende at se, hvad den næste omlægning bringer.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 16, oktober 1977, s. [3]-[8]

[Side 3]

Holberg og København

Af Bente Kjølbye og John Erichsen

(Copyright: Bente Kjølbye og John Erichsen)

Et København uden Holberg, det er nok vanskeligt at forestille sig, men det er muligt, skønt Holberg er en hovedkilde til vor viden om livet i hovedstaden i første halvdel af 1700-tallet. Men Holberg uden København, det er en næsten absurd tanke. I den grad lod han sig inspirere af den håndgribelige virkelighed omkring sig, at man tvivler på, at komediedigteren nogensinde var blevet vakt til live uden København.

Han kom ind på at skrive komedier som en følge af, at han levede og virkede i hovedstaden på det tidspunkt, hvor en dansk scene blev grundlagt. Og klogelig trak han byen og dens borgerliv med ind i komedierne. De fleste af dem er mættede med københavnsk lokalkolorit og vrimler med hentydninger til virkelige personer og forhold. Holmens Klokke går forkert, Helligåndskirkens berømte sangklokker, byens stolthed, ringer ulidelig længe, vægterne støjer, kanalerne stinker. Gaderne er beskidte, trafikken højst generende for fodgængere. Priserne er høje, men der er ikke megen sandsynlighed for, at de skal gå ned igen, for de har en tendens til at blive stående, "omendskønt varerne kan fås for den halve del ringere."

Som ingen anden dansk forfatter har Holberg ladet sig inspirere af hovedstadens liv, dens indbyggere og dens problemer. Ikke engang H. C. Andersen har i den grad brugt byen. Holbergs fortrolighed med københavnerlivet lyser ud af komediernes vittige replikker og epistlernes ironiske bemærkninger. Ja, så meget fortæller han om hovedstaden i sine skrifter, at der tegner sig et tydeligt billede ikke blot af byens topografi, men også af værtshusene, det folkelige liv og københavnernes livssyn og vaner.

Allerede Holbergs samtid følte, at han havde taget dem på kornet, og Oehlenschläger slog det senere fast en gang for alle: "Holberg har vidst at fremstille den danske hovedstads borgerlige liv i sin tid så tro, at om byen sank i jorden og man om nogle århundreder udgravede Holbergs komedier, så ville man så godt kende digterens tidsalder deraf, som vi kender den romerske tid af Pompeji og Herculanum." Oehlenschläger nævner endda kun komedierne. I realiteten beskrev Holberg byens liv og sin egen rolle deri i mange af sine skrifter. I memoirerne er han fortælleren, der ikke blot skildrer sine rejser, men også beretter om sin trange studie- og ungdomstid i København. I epistlerne er han ræsonnøren, der funderer over nye og gamle skikke og indfletter en række morsomme betragtninger om byen og dens indbyggere. Også i de latinske epigrammer og i de satiriske digte strør han rundhåndet oplysninger ud om københavnske forhold.

[Side 4]

Der er dog ikke nogen tvivl om, at byen lever sit mest aktuelle liv i komedierne. Replikkerne fødes på stedet. Den Stundesløse har fået "en proces så lang som Købmagergade" på halsen og klager nu sin nød til naboen. Dette billede kan endnu forstås, men i datiden var det ganske åbenbart for enhver, hvor endeløs en sådan proces må have været, for Købmagergade var simpelthen den længste gade i den gamle bydel. En anden letforståelig sammenligning var den vittighed, der serveredes af snyltegæsten Jesper Oldfux, da han skulle smigre Jacob von Tyboe: "Herren ser ud bag til ligesom den var gjort efter Vimmelskaftet. Herrens rumpe er Amagertorv, faldet i ryggen Vimmelskaftet". Denne replik vakte øjeblikkelige associationer for datidens tilskuere, for gaden løb sammen med Skoubogade og Klædeboderne, og hele gadepartiet kaldtes Vimmelskaftet på grund af de tre gaders lighed med skaftet på et vimmelbor eller borsving.

De mere subtile sammenligninger mangler heller ikke. Peblingesøen optræder hele tre gange - i Erasmus Montanus, De Usynlige og Den Stundesløse. Ikke blot får vi at vide, hvor mange dråber der er i søen, men tillige hvor stor og kold den er. Berømtest er Harlekins replik i De Usynlige. Han er blevet så glødende forelsket i sin maskerede dejlighed, at "mit hele legeme er sat udi sådan ildebrand, som hele Pebling Søes is-kølende vande ikke kan udslukke".

Heller ikke virkelige begivenheder går Holberg af vejen for at benytte, som f.eks. den drabelige fejde mellem studenter og militær i 1719, hvor unge kadetter belejrede Regensen. I komedien repræsenterer von Tyboe naturligvis militæret, og pedanten magister Stygotius studenterne. Den store helt fra Brabands belejring slynger om sig med trusler: "... hvis de ikke bekvemmer sig til fred, bryder jeg hele Regensen ned". Begge feltherrerne er dog bag deres krigeriske facade lige ivrige efter at slutte fred og gør det på rigtig dansk: over et godt måltid mad i Fiskerhuset på Østerbro.

Da Holberg skrev denne og 14 andre komedier i den inspirationsbølge, han kaldte "den poetiske raptus", boede han til leje hos sukkerbager Jacob Gelskerchen på Købmagergade 26, 1.sal. Herfra havde han en glimrende udsigt til David Skolemesters gård og til genboen, torvemester Nagel, som vistnok er model til Jacob von Tyboe. I Købmagergade boede mange slags mennesker, vinhandlere, spåkællinger, hyrekuske m.m. Når bønderne kom ind med deres varer, slog det sjællandske og det københavnske op mod komediedigterens vinduer. Holberg var så at sige i første parket, og han benyttede sig af denne chance til at iagttage menneskene og lytte til deres sprog. Foruden torvemester Nagel træffer vi andre af kvarterets personer på scenen, således galanterihandler Kilian Drubien i Ulysses von Ithacia, og inspirationen til at indføre

[Side 5]

Else David Skolemesters i Barselstuen har ligget lige for.

Bylivet morede Holberg. Han havde kendt det fra sine tidligste barndomsår, født og opvokset som han var i tvillingeriget Danmark-Norges næststørste by Bergen. Ligesom København var denne stad et vigtigt handelscentrum, hvortil en stadig strøm af skibe fra fjern og nær søgte hen. Da Holberg i 1702 første gang så København, har han i alle tilfælde ikke været ukendt med det merkantile storbypræg. Langvarige rejser til de europæiske hovedstæder gav ham snart et sammenligningsgrundlag, som han til stadighed brugte over for København. Overalt, hvor han rejse hen - til Paris, Rom, Amsterdam eller London, satte han sig straks ind i tingene, diskuterede landenes folkekarakter og byernes egenart. I 1716 slog han sig ned i København, men han slap aldrig sit kosmopolitiske udsyn. Netop derfor er det noget værd, når han efter at have rejst rundt i det halve Europa bedømmer København så positivt som i epistel 78: "I København kan man udi kort begreb se alt, hvad andre stæder bryste sig af; hvor en mængde af alle nationer opholder sig; hvor der er et kongeligt hof, et stort universitet, en garnison, en sømagt og en samling af alle slags stænder og professioner. At rejse fra en sådan stad til andre stæder for at profitere af omgængelse, er det samme som at lede efter vand, når man bor ved en sø."

Men han var jo som bekendt ingenlunde kritikløs, hverken over for København eller dens indbyggere. Med satirikerens blik så han alle svaghederne: snobberiet, den honnette ambition, rangsygen, modegalskaben, københavnernes trang til at overgå hinanden, ødselheden, og det politiske kandestøberi. Navnlig ødselheden har den sparsommelige Holberg et godt øje til. "Københavns indbyggere ville gerne stadse og leve over deres stand og formue; der skal ikke findes mange stæder, hvor folk lever så prægtige, hvor vogne, heste og liberi er så almindelige som i København," siger han. I dag kan dette udsagn vel siges principielt at gælde for hele landet, og at man sådan kan forlænge hans udtalelse 250 år frem i tiden ville have moret Holberg. Han havde en evne til at anskue aktuelle forhold gennem historiske briller. I komedierne dramatiseres denne sans, og de evige brydninger mellem generationerne, mellem gamle og nye skikke bliver til replikker, der gnistrer af morskab og liv.

Holbergs intense medleven under "den, poetiske raptus" bliver hos den ældre mand naturligt nok til ironisk distance, for imellem komediedigtningen og epistlerne ligger mere end en snes år. Både Holberg og tiderne havde ændret sig. Den muntre tone i Frederik 4.s by, som dannede grobunden for teatret i Lille Grønnegade, var blevet slået i stykker af den katastrofale bybrand i 1728, og senere blev den helt kvalt af Christian 6.s skinhellige pietisme. "Man haver

[Side 6]

en tid set indbyggerne lystige som kalve, en anden tid ærbare og alvorlige som gamle katte", skriver han i en epistel.

Endnu et regeringsskifte oplevede han i 1746, da Frederik 5. blev konge. Nu livede byen op igen! Ja, Holberg begyndte selv at komme ved hove. Den engelskfødte dronning Louise talte dansk med sine børn, skønt det ikke regnedes for fint blandt dannede mennesker at tale andet end tysk og fransk. Holbergs kølige hjerte smeltede. "Det er ikke at beskrive, med hvilken fornøjelse menigmand hører Hendes Majestæt, skønt en Engelsk Prinsesse, at tale dansk med de kongelige børn," sagde han og anbefalede alle at følge deres "behagelige og priselige exempler."

[Side 7]

Holberg oplevede altså i sin københavnertid at se hele tre konger på tronen. I dette store spand af år fra hans første besøg i byen 1702, til han døde her som 69-årig i 1754, ændrede byen sig kolossalt. På scenen og i illustrerede Holberg-udgaver har der været en tendens ned gennem tiderne til at visualisere hans komedier som produkter af Frederik 5.s glade København. Netop denne tid, dvs. 1740'erne og 1750'erne, er særlig rig på fremragende billedmateriale. Den Danske Vitruvius og Hafnia Hodiernas store kobberstukne illustrationer danner sammen med den lange serie af J. Rach og H. H. Eegbergs malede prospekter et tilsyneladende fuldstændigt billede af det København, som man har kaldt Holbergtidens. Intet under, at en iscenesætter inspireres af denne billedby. Komediernes København er imidlertid noget helt andet. Ca. 3/4 af Holbergs omtale af hovedstaden findes her, og deraf er de allerfleste skrevet i årene mellem 1722 og 1727, altså umiddelbart før branden, som lagde størstedelen af den middelalderlige bykerne i aske. 1450 borgerhuse brændte ned, Rådhuset, Vor Frue, St. Petri, Trinitatis, Helligånds- og Reformert Kirke ødelagdes tillige med Universitetet og de fire kollegier samt professorresidenserne. Det er således den gamle by fra før 1728, der danner de rette kulisser til komedierne, og ikke den nye genopbyggede hovedstad, som rejstes i løbet af 1730'erne og 1740'erne. Branden 1728 danner et markant skel i Københavns historie, og Holberg følte som nok mange andre, at en epoke var definitivt forbi.

Men efter én periode følger en ny. Holberg levede med i byens udvikling og så med glæde de nye kvarterer rejse sig som Fugl Fønix af asken. Han kunne lide de solide symmetriske gavlkvisthuse, som kom til at dominere den indre by og bl.a. ses på Gråbrødretorv. De var rummelige, og de mange vinduer gav lys ind i stuerne. Han oplevede at se byen vokse sig smuk og moderne. Et stort og imponerende Christiansborg blev rejst på Slotsholmen i Christian 6.s tid i stedet for det moderniserede, men alligevel forældede Københavns Slot. Og han opnåede at se de første palæer i Frederiksstadens kompleks af bygninger tage form. Lindencrones Palæ, nu den engelske ambassade, stod færdigt i 1753, og det første af Amalienborg-palæerne indviedes få måneder efter hans død.

Igennem 50 år er livet i hovedstaden opfanget og gengivet med Holbergs skarpe blik for detaljer. Borgerskabet har fået deres første skildrer - siden har Holberg fået følgeskab af mange, sidst af Leif Panduro. I Holbergs københavnerbillede ses det tydeligt, at skønt verden ikke er til at kende igen, har hverken vi eller vore problemer ændret sig stort. Mange faktorer er konstante. Forureningen, larmen i gaderne, trafikken. Nu som dengang er generationskløften et godt samtaleemne, den forlorne videnskabelighed trives i bedste velgående, byggespekulationen er heller ikke ny, og tænk engang, vi lever stadig over evne!

[Side 8]

For moralisten Holberg ville det således nok være lidt beskæmmende at konstatere, hvor lidt hans opdragelse havde virket. For historikeren Holberg ville det derimod være interessant at have ramt så helt og fuldt i plet. Og hvad komediedigteren angår, så kunne han stadig finde rundt i byen, hvis han ville skrive nye stykker om danskernes svagheder. Den indre bys krogede gadenet stemmer i mangt og meget overens med Holbergtidens lige ned til bibeholdelsen af de gamle gadenavne. Det er stadig muligt ikke blot at genkende hans komediepersoner, men også den by, han brugte som medspillende i komedierne.

Bente Kjølbye og John Erichsen

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 20, oktober 1979, s. [3]-[6]

[Side 3]

Frue Kirkes restaurering

Af John Erichsen

I anledning af 150-året for Vor Frue Kirkes indvielse og Københavns Universitets samtidige 800-års jubilæum har menighedsrådet besluttet at underkaste landets hovedkirke en gennemgribende istandsættelse. Der er ialt ofret 18 mill. kr. på dette arbejde, hvoraf de tre er gået til den ydre vedligeholdelse, mens resten er brugt på en hårdt tiltrængt rehabilitering af bygningens interiør, der derved atter er kommet til at fremtræde som et af hovedstadens, måske Danmarks mest monumentale rum.

Så længe nogen kan huske, har der hersket en voldsom uoverensstemmelse mellem kirkens storslåede, skarptskårne og massive bygningskrop og dens kedsommelige, ja søvnige indre, som henlå i halvmørke med en trist, støvet farveholdning. Dette er der rådet bod på, og enhver har nu mulighed for at opleve det betagende kirkerum, som på en gang er storslået og enkelt, strengt og dog festligt, køligt og alligevel intimt i mange detaljer.

Lederen af Kunstakademiets afdeling for bygningsrestaurering, arkitekten, professor Vilhelm Wohlert, har stået for istandsættelsen eller genskabelsen, om man vil. Det har tydeligvis været hans mål at retablere den syntese af arkitektur og skulptur, som henholdsvis kirkens arkitekt, C. F. Hansen, og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen sammen skabte i 1820rne. Når der er tale om at genfremstille, skyldes det, at der allerede en generation efter at kirken i 1829 var fuldført, påbegyndtes så vidtgående ændringer, at bygningens rene harmoni i samklang med den skulpturelle udsmykning forringedes afgørende. En række senere moderniseringer og andre ændringer langt op i vort århundrede har kun yderligere udvandet dette hovedværk i dansk nyklassicistisk kunst.

Den direkte anledning var i første omgang, at en del af tøndehvælvets pudsede kassetter faldt ned i 1854. Som følge heraf gennemførte Kommunehospitalets berømte arkitekt, Christian Hansen, en reparation, hvorunder gipskassetterne erstattedes af en malet loftsudsmykning i samme form. Ved denne lejlighed skete adskillige forsøg på "Bessermachen", bl.a. ændredes kirkens farveholdning totalt, idet de stengrå vægge kom til at stå i en kraftig gul farve. Disse moderniseringer fandt sted under indtryk af historicismens nye krav om "korrekt" anvendelse af de historiske stilarter. Dertil kom nok også en stærk påvirkning fra M. G. Bindesbølls i mellemtiden opførte polycrome Thorvaldsens Museum, hvor billedhuggerens

[Side 4]

værker var opstillet foran kraftige pompejanske vægfarver. Vor Frue Kirke med Thorvaldsens mange relieffer, friser, de 12 apostle, kristusfiguren på altret, Dåbsengelen osv. kunne næsten opfattes som et anneks til museet.

Dersom Vor Frue Kirke var blevet til et årti eller to senere, havde man uden tvivl ladet interiøret dekorere med en serie murale malerier, således som det er tilfældet med Universitetet. Det karakteristiske og helstøbte ved C. F. Hansens kirke er netop dens renhed og harmoni. Den stilistiske baggrund danner de doriske templer i Pæstum, antikke bygninger i Rom, først og fremmest Pantheon, og såden tidlige nyklassicismes franske kirker, som C. F. Hansen har kendt dels af selvsyn, dels fra forskellige kobberstikværker. Det allermest nærliggnde forbillede er måske Giacomo Quarenghis ombygning af klosterkirken S. Scolastica i Subiaco ca. 75 km øst for Rom. Dette tidligste nyklassicistiske kirkerum i Italien blev til i 1770erne, umiddelbart inden C. F. Hansen kom til Rom på sin europæiske uddannelsesreise.

Vor Frue Kirke er bygget op over et enkelt modulært system i en stor og klar form, og meget bevidst har arkitekten disponeret det indre, således at den, der fra Nørregade presser sig ind gennem de mægtige doriske søjler i tempelfronten, først træder ind i et halvmørkt tårnrum som til begge sider åbner sig ud mod to pragtfulde trapperum. Herfra skrider man igennem den tværstillede rektangulære vestibule, der kun modtager lys fra skibet, igennem tre høje arkader, der virker som en vældig triumfbue. Så står man i det 40 m lange, 15 m brede og 24 m høje kirkerum, som ligger badet i dagslys, der strømmer ind dels fra fire skylights, tre kvadratiske i skibet og et halvcirkulært i koret, dels fra seks høje rundbuede vinduer i hver side. Vigtigst er lyset fra korrundingens kvartkugle, som kastes hele vejen ned gennem skibet. Dette kraftige direkte og indirekte lysindfald har den største betydning for rumoplevelsen, og det er restaureringsarkitektens hovedfortjeneste at have genskabt de oprindelige lysforhold, som på forskellig måde var reduceret katastrofalt.

Den anden væsentlige forbedring er genskabelsen af interiørets formodede originale farveholdning. Hovedetagen har fået sin lyse stengrå farve tilbage. Under vekslende lysforhold skifter den dog til andre nuancer og tenderer endog til tider rosa, hvilket måske ikke er tilsigtet. Over dette arkadestokværk findes hovedpulpituret med de mægtige glatte doriske søjler, der bærer loftets vældige tøndehvælv. Borte er væggenes gule farve og de lyseblå loftskassetter med påmalede stjerner. Nu illuderer søjler, bjælkeværk og hvælv lysende, hvid, poleret marmor. Forekommer alt dette rigtigt, så forbavses man over, at den store orgelfacade i vestenden har bibe-

[Side 5, illustration]

[Side 6]

holdt sin dominerende brune flade, skønt den oprindelig var hvid. Heroppe på pulpituret bør den røde kongestol være det eneste, der skiller sig ud farvemæssigt, men det bliver der måske lejlighed til at råde bod på? Det er også tvivlsomt, om Thorvaldsens 12 medaillonrelieffer med kerubhoveder, der er indmuret over Apostelfigurerne, oprindelig har været malet som væggen. De har snarere skilt sig ud herfra og skullet illudere marmor.

På de mørke egetræsstolestader har Wohlert rekonstrueret de forsvundne messingkandelabre, som giver et smukt og intimt lys både i rummet som helhed og for den, der sidder ned. I restaureringsmoralsk henseende er dette måske et vidtgående skridt, men da virkningen som nævnt er ypperlig, og det dokumentariske grundlag ikke mindst er til stede, forstår man til fulde den valgte løsning. Ellers har man ikke foretaget stilimitationer af nogen art. Alle fornyede lysarmaturer, møbler osv. er helt moderne, men naturligvis valgt eIler formgivet i overensstemmelse med kirkens enkle arkitektur.

Ved en restaureringsopgave af denne størrelsesorden melder der sig naturligvis en række store problemer - hvor langt skal man gå i graden af genskabelse? Har ikke senere tiders præg deres berettigelse? Mange steder har man oplevet alt for vidtgående bestræbelser på at trænge tilbage til noget oprindeligt og på den måde ofret noget værdifuldt. Det kendes fra romanske kirker, hvor gotiske tilføjelser er blevet fjernet. Restaureringsfilosofien bag Wohlerts istandsættelse forekommer dog vel motiveret og overbevisende. For det første er man i besiddelse af et righoldigt dokumentarisk materiale i form af bygningstegninger, regnskaber, stik, litografier og malerier, som flittigt er blevet udforsket. For det andet drejer det sig om et historisk bygningsværk, der er skabt på en gang af en arkitekt og en billedhugger. Der var således fra begyndelsen en klar helhed, og det er denne, det er lykkedes at genskabe - vel at mærke på C. F. Hansens og Thorvaldsens præmisser. Ethvert kunstværk er naturligvis forankret i sin tid, og på samme måde er en restaurering som denne et produkt af vor tid. Dette spores i hele den etik, som ligger bag arbejdet, og i de metoder, der således er taget i anvendelse.

Gennem den istandsættelse, som nu er afsluttet efter flere års arbejde, er Vor Frue Kirke blevet rehabiliteret. Der er atter overensstemmelse mellem bygningens ydre og indre, og i kirkerummet lever arkitektur og skulptur i harmoni. Det føles som om vi har fået et stort kunstværk tilbage

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 21, oktober 1980, s. [3]-[7]

[Side 3]

Nyrops Rådhus. Betragtninger i anledning af 75-året for dets indvielse

Af John Erichsen.

Fornylig fejrede man 75-års fødselsdag for Nyrops Rådhus. Og dog er bygningen næsten 100 år gammel - i alle tilfælde på ideplanet. Den er således ikke et barn af vort århundrede, men af de hektiske 1880'ere. Arkitektens første skitser blev tegnet under en konkurrence i 1888. Allerede tre år forinden havde bystyret besluttet at forlade C. F. Hansens klassicistiske Råd- og Domhus fra 1815 på Nytorv, der ikke længere kunne rumme den voksende kommunale administration. I en ny, selvstændig bygning ville kommunen slippe for statens tilstedeværelse (Domhuset) og dermed få foden under eget bord. Efter tre års vaklen med hensyn til valg af byggegrund enedes man i 1887 om et areal på den netop sløjfede Vestervold, beliggende nogenlunde mellem udmundingen af Frederiksberggade og Løngangsstræde.

Tidligere var byen blevet styret fra ikke færre end fem forskellige rådhuse, der alle havde været placeret på Gammel Torv eller Nytorv i selve byens kerne, hvorfra landsbyen Havn havde udviklet sig til Købmændenes Havn eller blot København. Nu besluttedes det i 1885 at opgive denne historiske placering. Når man søgte ud, var det naturligvis for at opnå tilstrækkelig plads til et nybyggeri af det ønskede omfang, men samtidig kom den ny lokalisering på det tidligere voldterræn og ved byens vigtige indfaldsvej- Vesterbrogade, til at symbolisere selve byens vækst. De århundredgamle rammer var sprængt med fæstningens nedlæggelse i 1856, byportenes nedrivning og voldenes sløjfning. Man foretog en centerforskydning mod vest. Bystyrets stærke vilje til på denne måde at markere sig blev ikke mindre tydelig, når man betænker, at partierne i Rigsdagen samtidig havde svært ved at blive enige om at genopføre Christiansborg efter branden 1884. Oppositionen (Venstre) brød sig ikke meget om at bygge en ny kongeborg. Det endte dog som bekendt med et forlig.

I arkitektkonkurrencen til det nye rådhus stod Martin Nyrop alene med et projekt, der var stærkt inspireret af norditaliensk paladsarkitektur . De øvrige 14 forslag var alle udformet i tidens herskende stil, stukarkitekturen, som dengang var god latin. Det var de såkaldte "europæeres" stil, en eklektisk, akademisk retning med Det kongelige Teater, Søtorvet og Marmorkirken som de mest typiske

[Side 4]

eksponenter Nyrops rødstensbygning, med middelalderlige italienske mindelser, virkede som et slag i ansigtet på konventionelt indstillede folk som Ferdinand Meldahl, der var "europæernes" førende personlighed og tillige en mægtig mand. Han var som Nyrop medlem af Borgerrepræsentationen, hvilket måske var nødvendigt, hvis man ville have indflydelse også som arkitekt. Meldahl blev en svoren modstander af Nyrop, hvis arkitektur kunne opfattes som et brud, et opgør. Både i Borgerrepræsentationen og i byggeudvalget bekæmpede Meldahl Nyrop, der imidlertid, ikke mindst takket være den myndige finansborgmester L. C. Borup, gik sejrrigt ud af konkurrencen og tillige af dennes anden og sidste fase i 1890. Grunden blev gravet ud to år senere, og i 1894 lagdes grundstenen. Herefter blev Nyrops bygning successivt taget i anvendelse, for endelig at blive højtideligt indviet 12. september 1905.

Det er ofte - og med rette - blevet fremhævet, at Københavns Rådhus minder meget om Palazzo Pubblico (rådhuset) i Siena. Fra sin studierejse 1881 igennem det meste af Europa var Nyrop bekendt med norditaliensk arkitektur. Han tegnede i sin skitsebog, købte fotografier og sugede til sig. Når han til vort rådhus i den grad betjente sig af italienske eller mere præcist toscanske - motiver, skyldes det naturligvis begejstring fra rejsen. Indtrykkene kunne bruges i hans eget skabende arbejde, dog ikke kun som kunstnerisk inspiration, men tillige rent indholdsmæssigt. Kommune betyder fælles, og det, man kalder kommunebevægelsen - borgernes oprør mod feudalherrerne i 1000- og 1000-tallet - var indledt i de toscanske byer. Herfra bredte bevægelsen sig op gennem Europa, hvor borgerne besatte grevernes borge og sikrede sig magten over byerne. Den selvstændige bystat opstod, og de mange store toscanske rådhuse, tillukkede paladser med kamtakker og høje tårne, står den dag i dag som imponerende monumenter over byernes hævdvundne autonomi. Dette arkitektoniske udtryk og den symbolværdi, som disse bygningsværker rummede, lod sig meget vel anvende nu flere hundrede år senere i København, hvor Nyrops Palazzo Communale på det tidligere voldterræn til fulde kunne demonstrere borgernes - eller de få valgberettigedes - vilje til selv at bestemme. Nu lod de hovedstadens største hus rejse, og "Byen med de skønne tårne" skulle overgå sig selv med Nyrops campanile, der med sine 107 m knejser højt mod himmelen. Hvad var et tårn andet end et tegn på magt, et potenssymbol.

Nyrop var grundtvigianer. Han havde bygget på Vallekilde Højskole og opført kirker både i Sønderjylland og København. Han var

[Side 5]

præget af højskolen og havde en udtalt historisk sans. Københavns Rådhus udstråler historisk bevidsthed. Man var nok flyttet fra bykernen, men fortiden flyttede med, for kontinuiteten skulle være i orden. Midt på facaden står byens grundlægger, biskop Absalon. I Rådhushallen læses hovedbegivenhederne i Københavns historie på en lang indskriftsfrise. Borgertrappen er dekoreret med historiske fresker efter Nyrops udkast. I Rådhusets overordentlig logiske og funktionelle planløsning, der er komponeret omkring to gårde: den overdækkede Rådhushal og den åbne gård bagtil, spiller mellembygningen med borgerrepræsentationens sal den afgørende rolle. Frederiksberg Rådhus fra 1942 ff. er iøvrigt opbygget på præcis samme måde. I Nyrops hus udgør denne fløj både det arkitektoniske og det indholdsmæssige centrum. Her skulle de politiske møder holdes, og de afgørende beslutninger træffes. Neden under Borgerrepræsentationens sal placerede Nyrop Stadsarkivet, og for egen regning indsatte han tillige på sine tegninger et af ham selv "opfundet" museum her. Ingen havde på dette tidspunkt overvejet oprettelsen af et sådant bymuseum, som man f.eks. havde i London og Wien. For Nyrop var tanken helt naturlig, og hans historiesyn kommer tydeligt til udtryk i bygningens disposition. Byens fremtid skulle i bogstaveligste forstand skabes over på fortiden.

Allerede i 1892 havde Nyrop foreslået borgmester Borup, at nogle af de arkæologiske fund, der givetvis ville blive gjort ved den forestående grundudgravning, skulle opbevares af kommunen. Næste år opnåede Nyrop en årlig bevilling til indkøb af historiske billeder m.v., og på tegningerne fra 1894 er Stadsarkivets store læsesal kombineret med et museum. Snart overtager dette hele salen, og i 1901 stiftes et Rådhusmuseum omsider officielt. De samlinger, som efterhånden tilvejebragtes, hobede sig op på loftet, og det stod hurtigt klart, at de ikke ville kunne rummes i den tiltænkte sal, som så i 1924 indrettedes til sit nuværende formål, bryllupssal. Museet voksede oppe under taget, og i 1956 flyttedes det ud til Skydebanen på Vesterbrogade, hvor det jo stadig har til huse.

Nyrops Rådhus er et fascinerende bygningsværk rent arkitektonisk, således som det opleves under passage, hvadenten den store blok ses fra Rådhuspladsen eller fra flankerne i H. C. Andersens Boulevard og Vester Voldgade. Mest overraskende er bygningen, når man fra Lavendelstræde har det høje slanke tårn som point-de-vue, en af byens dejligste arkitekturoplevelser . Også under færden inde i huset fryder man sig. Der er en vrimmel af pragtfulde dekorative detaljer, og arkitekten har sørget for ypperlige rumvirkninger, ikke

[Side 6, illustrationer]

[Side 7]

mindst i Rådhushallen, der illuderer en åben gård - en italiensk cortile - omgivet af tre ens bygninger og på den fjerde side af Borgerrepræsentationens fløj, udformet som en sand pragtfacade.

Den formelt arkitektonisk-æstetiske side af bygningen er dog kun en del af sagen. For ret at forstå meningen eller hensigten med Rådhuset må også de indholdsmæssige aspekter tages med Nyrops Rådhus er vel netop så vellykket, fordi han har haft evne til at forene disse to sider, har evnet at give et stærkt udtryk for bystyrets selvopfattelse anno 1888. - Rådhuset er indstillet til fredning under loven om bygningsfredning, og det er en stor lykke. Ikke fordi nogen i dag ville drømme om at rive bygningen ned, men snarere fordi dets totale bevaring nu skulle blive sikret. Nyrops Rådhus er et hovedværk i dansk arkitektur, og der skal ikke pilles så forfærdelig ved et helstøbt bygningsværk, førend store værdier kan blive sat over styr. Oppe på Rådhusloftet har man indrettet en mindestue for Nyrop, hvor nogle af de møbler, han tegnede specielt til Rådhuset, er samlet. Hele dette rekonstruerede kontor kunne for nylig beses på jubilæumsudstillingen i Rådhushallen. I de senere år er en mængde originale møbler desværre blevet udskiftet og er blevet erstattet med mere eller mindre heldigt kontorinventar af teaktræ og stålrør - møbler, som i materialevirkning, farveholdning og stil misklæder Nyrops smukke og stemningsfulde interiører. Nu kan man træffe Nyrop-møbler i fremmede omgivelser på Ottiliavej eller i Njalsgade. Det ville være glædeligt, om de oprindelige møbler i det omfang de stadig eksisterer, atter kunne komme til ære og værdighed. Man sidder faktisk godt på Nyrops stole.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |