sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af helle linde >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Helle Linde i Københavns Kronik.

Gengivet med velvillig tilladelse fra Helle Lindes Kulturfond ved Karl-Erik Frandsen. © Helle Lindes Kulturfond.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 35, august 1986, s. [5]

[Side 5]

Markedsrejser

Af Helle Linde

Den uautoriserede handel i fri luft på gader og pladser har altid været fastboende næringsdrivende en torn i øjet, og der er i tidens løb truffet mange foranstaltninger for at bekæmpe den. I 1775 var det markedshandelen, der var ved at tage overhånd, og måske især den handel, som bissekræmmere og andre uden bevilling drev på vej til og fra markederne.

Man bestemte derfor i en forordning, at markedsrejsende fremtidig skulle have pas for at kunne rejse til marked. Passet udstedtes af øvrigheden, som i København var magistraten. I Stadsarkivet findes en række protokoller over markedspas som er bevaret 1775-1826 og 1840-55.

Den første indførsel gælder markedet i Roskilde 16. maj 1775. Hertil rejste 54 handlende og håndværkere fra København, bl.a. 13 kvinder, som solgte varer på egen hånd eller på deres mænds vegne. Langt den største gruppe af markedsrejsende var skomagere, derefter kommer hørkræmmere, hosekræmmere og lærredsvævere, men man finder også en bogbinder, en rebslager og en kagebager. Kvinderne sælger huer, børnetøj, undertøj, bl.a. snøreliv, og asiatiske varer, som jo ofte var billige. Rejsen til Roskilde varede 2-3 dage hver vej.

En forholdsvis flittig rejsende i 1780erne var den unge hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard, Søren Kierkegaards fader. Hans rejser varede længere end normalt. Han var gerne væk 14 dage til 3 uger, og har måske alligevel drevet lidt ulovlig handel på vejen. Han koncentrerede sig efter få års forløb om Hillerød, hvor han også slog sig ned i nogle år efter sin første kones død 1796. Søren Kierkegaards fader blev velhavende. Det vidner det store monument over hans første kone på Assistens kirkegård også om. Ellers var markedshandel vist ikke nogen særlig lukrativ forretning. I hvert tilfælde tyder en sammenligning med skattemandtallene ikke på, at de rejsende lå i toppen som skattebetalere.

Markedsrejserne går efterhånden længere og længere væk. De første mange år er det udelukkende sjællandske byer, der besøges, med markederne i Roskilde og Hillerød som de store trækplastre.

Fra 1815 begynder forskellige guldsmede at tage til de store byer i Jylland. I 1850erne rejses til alle danske byer og helt til Slesvig. Der er nu næsten lige så mange kvinder som mænd, der tager til marked, og de synes at gøre det for egen regning med modepynt og legetøj.

Man ser altså naturligt nok markante forskelle i handelslivet fra 1775, da protokollerne begynder, til 1855, hvor de slutter.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 43, januar 1989, s. [3]-[4]

[Side 3]

Lotterier

Af Helle Linde

I 1634 tillod Christian IV, at forstanderen for de husarme i København måtte oprette en "lykkepotte" ved det forestående bilager i København. Lotterier kendes fra begyndelsen af 1500-tallet i Sydeuropa, men var dengang noget ret nyt i Danmark. De blev meget populære. I begyndelsen var det varelotterier, og endnu i 1685, da lykkepottemænd forbydes i gaderne i København, tales om, at "varerne" skal konfiskeres. I 1700-tallet blev kgl. bevillinger til pengelotterier almindelige. De blev givet til godgørende institutioner, der dengang som nu var i pengetrang, men også til afhjælpning af håbløs gæld.

I 1725 fik skomagerlavet i København, der skyldte over 4000 rdl. væk, tilladelse til at holde lotteri. Bevillingen lød på 12.000 lodder á 1 rdl.

[Side 4]

Principielt skulle hele det indkomne beløb med fradrag af 10 % til skomagerlavet afsættes til gevinster. Der skulle ialt være 3000 gevinster på fra 2 til 800 rdl.

Lotteriet holdtes i 1728, og lodderne solgtes på rådhuset eller hos den ene af kollektørerne, købmand Niels Prydtz i Nørregade ved den tyske kirke. Da salget af lodder var afsluttet, var kun halvdelen af lodderne solgt, og man fik derfor tilladelse til at halvere gevinsterne, således at der blev 1500 gevinster, og hovedgevinsten blev på 400 rdl. i stedet for 800. Der blev så meget tilovers, at lavet fik det planlagte provenu.

De, der købte lodsedler, blev indskrevet i en stor protokol i lodseddelnummerorden. Køberne skulle enten oplyse navn, forbogstaver, hvad de fleste gjorde, eller et valgsprog, der også indskreves i protokollen ud for nummeret. Protokollen er bevaret i magistratens arkiv i stadsarkivet. Udtrækningen af gevinster foregik på rådhuset på den måde, at der i en bøsse lagdes 6000 nummererede lodder, og i en anden bøsse 4500 nitter og 1500 sedler med angivelse af gevinster. Trækningen, der var offentlig, foretoges af 2 umyndige skolebørn. Gevinsterne udbetaltes til lodsedlernes indehavere mod kvittering. Ifølge regnskabet var der kun for 10 rdl. uafhentede gevinster, så spillerne må have været meget opmærksomme.

Med oprettelsen af klasselotteriet 1753 ophørte de mange lotteribevillinger til mere eller mindre private formål.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 46, oktober 1989, s. [5]-[6]

[Side 5]

Lidt om Vartov

Af Helle Linde

Vartov hospital var oprindelig et Helligåndshospital, der var sammenbygget med Helligåndskirken. Da Chr. IV i 1606 ville indrette børnehus i hospitalets bygninger flyttede han hospitalet til sin lystgård Vartov ved Strandvejen. Senere byggede han helt nye bygninger til det, omtrent hvor nu Trianglen ligger. Her blev det et led i befæstningen og under Københavns belejring blev det ødelagt.

Hospitalet var forholdsvis velhavende. Dets formål var ganske vist at tage sig af fattige, der blev syge, men det havde også såkaldte private senge i eneværelser, hvor mere velhavende kunne blive passet, når de blev gamle og syge, og det fik ret store donationer i den anledning. Det lykkedes derfor hospitalet at komme på fode igen efter ødelæggelserne.

I 1665 købte hospitalet ejendommen i Farvergade, hvor tidligere kongens farvergård havde ligget. Gården var blevet solgt til Tycho Brahe, som havde indrettet observatorium på volden ved ejendommen. Derefter havde den været i privat eje, til hospitalet købte den efterhånden noget forfaldne gård.

Først i 1700-tallet fik hospitalet råd til at bygge. De nuværende bygninger opførtes 1724-55 af arkitekten Johan Cornelius Krieger. De er senere stærkt ombygget, bl.a. af arkitekten N. S. Nebelong, der 1856-60 satte en etage mere på.

Hospitalet administreredes fra 1781 sammen med fattigvæsenet og fulgte med dette, da det 1858 lagdes under Københavns kommune. Selvom hospitalet kun få år havde ligget i det oprindelige Vartov ved Strandvejen havde navnet hængt ved under alle omskiftelser. Men da hospitalet i 1936 flyttede til nye bygninger i Parkalle, blev det kaldt

[Side 6]

Gammel Kloster, og navnet Vartov forblev ved bygningerne i Farvergade.

Vartov var nemlig blevet et begreb, ikke på grund af hospitalet, men på grund af den tilhørende kirke, hvor en række fremragende præster havde været ansat. Grundtvig var præst ved kirken 1839-72, og det er især til hans navn, at Vartov er knyttet. Kirken overdroges til en selvstændig valgmenighed 1925, og da kommunen, som overtog de øvrige bygninger ved udflytningen til Gammel Kloster, påtænkte at nedrive bygningerne for at bygge et rådhusanneks, blev der stort postyr, især i grundtvigianske kredse. Det lykkedes Kirkeligt Samfund at erhverve bygningerne ved et mageskifte. En stor del af bygningerne er nu udlejet til kommunen, men der er stadig aktiviteter med tilknytning til samfundet, bl.a. den foredragssal, som vi også i denne sæson benytter flere gange.

På Københavns stadsarkiv findes et stort arkiv fra Vartov hospital tilbage til 1600-tallet. Hospitalet ejede meget gods på Sjælland, så foruden protokoller vedr. stiftelsen og "lemmerne", som beboerne kaldtes, findes der jordebøger o.l. fra store dele af Sjælland i arkivet.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 50, oktober 1990, s. [4]-[5].

[Side 4]

Skilsmisser i 1800-tallets København

Af Helle Linde

Skilsmissen mellem Johan Ludvig Heibergs forældre, P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg i 1801 vakte vild opsigt. Skilsmisser var da også sjældne dengang, men helt så ualmindelige, som man måske tror, var de nu ikke. I tidens erindringslitteratur, f.eks. Grandmamas bekendelser og Af en gammel hofmands mindeblade, omtales skilsmisser i de bedre kredse uden større forargelse. Revolutionstidens frihedsidealer gjaldt også ægteskaber.

Fra 1801 til 1857 havde Københavns magistrat ret til at bevilge "skilsmisse fra bord og seng", også kaldet separation. I de første 25 år fik magistraten ca. 250 ansøgninger årligt, hvoraf ca. halvdelen førte til separation. Separerede måtte ikke gifte sig igen uden kgl. bevilling, men efter 3 års separation kunne man uden vanskelighed få bevilling til skilsmisse. Skilsmisserne hørte ikke under magistraten og er ikke noteret i dens protokoller, men det er noteret, hvis ægtefællerne flyttede sammen igen, hvilket sjældent skete. Man kan derfor nogenlunde regne med, at separationerne i praksis var skilsmisser.

De uenige ægtefæller skulle give møde på rådhuset, hvor magistraten først forsøgte at overtale dem til at blive sammen. Ægteparret Heiberg mødte dog ikke personligt. Thomasine var repræsenteret af sin fader, og P. A. Heiberg, der var i landflygtighed, sendte et skriftligt tilsagn om at indgå på separa-

[Side 5]

tionsbetingelserne. For at få separationen skulle man være enige om underholdsbidragets størrelse, fordelingen af boet, og om hvem der skulle have børnene. Kunne man ikke blive enige, måtte sagen for en domstol. Magistraten gik dog meget vidt for at få skabt enighed om betingelserne. F.eks. kunne den indhente oplysninger fra mandens arbejdsgiver om hans løn, for derefter at diktere bidragets størrelse. For magistraten synes separationerne ofte at have været en social foranstaltning, som skulle sikre koners og børns forsørgelse. Uanset begrundelsen for separationen var det normalt kvinderne, der fik tilkendt børnene, eller i hvert fald de mindste børn.

Godt halvdelen af separationsansøgningerne kom fra kvinder, som anklagede deres mænd for mishandling og drikkeri, eller for ikke at overholde deres forsørgerpligter. Mændene begrundede ofte deres ansøgninger med konens drikkeri. Beskyldninger om utroskab er sjældnere og bruges kun som hovedbegrundelse, når ægtefællen ligefrem er flyttet ind hos en anden.

I de fleste tilfælde er det mennesker fra lavere sociale lag, der bliver separeret. Underordnet mandskab i hær og flåde er rigt repræsenteret i materialet. Ægtefællerne skulle personligt underskrive separationsbetingelserne, og det er karakteristisk for den sociale standard, at mange, særligt kvinder, ikke kunne skrive deres eget navn, men skriver "med ført pen".

Man kan dog også finde det mere velstående borgerskab blandt ansøgerne. Foruden Heibergs forældre blev f.eks. digteren Emil Aarestrups forældre separeret 1807 på grund af "gemytternes uoverensstemmelse". De bedre borgere behøvede ikke at krænge ud med alle deres ægteskabelige viderværdigheder for magistraten, men kunne nøjes med at meddele gemytternes uoverensstemmelse. Emil Aarestrup, der da var 7 år, kom til at bo hos faderen, der var toldkontrollør på Østerbro, mens hans yngre broder kom til moderen. Året efter døde begge forældre, og Emil voksede op hos sin morfader, tehandler Aagaard i St. Kongensgade.

I løbet af 1820erne falder antallet af ansøgninger til under 200 om året for senere at stige lidt igen, men i betragtning af befolkningstilvæksten sker der relativt et drastisk fald i antallet af separationer op mod århundredets midte. Victoriatiden er begyndt.

Magistraten førte fra 1806 særlige protokoller over separationer med udførlige referater af sagsforløbet. Der er en protokol for hvert år med navneregister i protokollen. Også sagsakterne er bevaret, og de giver, foruden mange personalhistoriske oplysninger, et omfattende indblik i bagsiden af tidens familieliv.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 55, januar 1992, s. [3]-[4]

[Side 3]

Soldaterjul i København 1849

Af Helle Linde

Hans Peter Jensen fra Pjedsted ved Kolding var soldat i København 1849-50. Han havde frinummer og gjorde normalt kun militærtjeneste som vagt på voldene et par timer om formiddagen. Resten af tiden tilbragte han med at se København og med forskellige småtjanser, som han kunne tjene lidt penge ved. Han var bl.a. nogenlunde fast bud for klædehandler Bernt (Simon Berendt), der solgte kåber, gik andre byærinder og arbejdede i en rullekælder. Han besøgte også af og til folk fra hjemegnen, som havde slået sig ned i København, bl.a. Jens Buhs i Mikkel Bryggersgade. Det ved vi fra hans dagbog fra Københavns-opholdet, som nu findes i Københavns Stadsarkiv. Julen i København var ikke som han var vant til hjemmefra:

"Søndagen d. 23. december om eftermiddagen og om aftenen var jeg som sædvanlig hos Bernts, sidst på eftermiddagen var jeg i rullekælderen i Helliggejststræde og til sidst hos J. Bus, hvor jeg spiste og drak the og holdt lillejuleaften. J. Bus og kone skulle til juletræ juleaften.

Somme fine folk i København holder juletræ om juleaften, som er et grantræ plantet midt på gulvet og behængt med kager, æbler og mad, eller og med andre foræringer, som klæder og andre ting. De indbyder da de fremmede, som plukker af træet, og er det værdifulde genstande, står der på hver ting på en seddel, hvem der skal have og plukke det.

For resten holdes ingen juleaften i København, kun enkelte bagere og brændevinsbrændere, som har mange folk, og som dels er fra landet af, somme af dem gør lidt gilde for deres folk. Om dagen før jul kommer fra landet ind i København flere læs gran til juletræer. . .

Lille juledag om eftermiddagen spiste jeg og gjorde opvartning og var ude på Christianshavn hos Bournonville med 2 kåber, som om aftenen skulle hænges på et juletræ.

[Side 4]

Juleaften. Om aftenen mente jeg at have blevet fri, men det tog en gal vending. Jeg måtte i byen med følgende kåber: 1. I Kronprinsensgade nr. 396, 1. sal, Mouris. 2. St Købmagergade, frøken Kraft. 3. St Købmagergade hos bager Klein. 4. Borgergade, garver Glud. 5. Bredgade, frøken Barnekow. 6. Toldbodgade, frøken From. 7. Amaliegade. 8. I hjørnebutikken i Bings etablissement i hjørnestedet i Pilestræde og Kronprinsensgade til Bendichsen, og der så jeg den allerskønneste butik, jeg har set, som overgik de skønneste i Østergade og Vimmelskaftet. Man kunne se langt ind ad de krumløbende gange, mellem altanerne fyldt med alle instrumenter.

Til allersidst var jeg hos prægtige folk, hvor jeg havde været 2 gange før, i Studiestræde hos stivelsesfabrikant Høier. Jeg fik der 1 mark og for allerførste gang blev jeg trakteret på sådanne turer. Jeg fik et stort glas vin og 5 meget gode varme æblekager.

Jeg tjente denne aften 3 1/2 mark. . . Skønt godt tjent var det dog den dårligste juleaften, jeg nogensinde har levet. Kl. 9 1/2 kom jeg på kasernen, da de fleste af mine kammerater var gået i seng.

Juleaften er ikke mere i København end en anden, al handel i butikkerne vedbliver som sædvanlig til kl. 9 til 10, og folkefærdslen på gaderne ligeså som sædvanlig. Dog så jeg på Østergade kl. 9 folkemængden formindske sig lidt

Juledag begynder først helligheden i København. Butikkerne er lukket fra kl. 9 til 7 om aftenen. Komediehuset er lukket og alle bliver hjemme hos sig selv og læser og går i kirke. 2. juledag derimod. Komediehuset er åbent, Casino og alle - og lige så død som juledag er, lige så levende og munter er 2. juledag. Alle går i byen, spadserer og morer sig hver på sin vis"

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 63, januar 1994, s. [3]

[Side 3]

Om brødbagning m. m. m.

Af Helle Linde

Den 15. oktober sidste år holdtes kulturnat i København, hvor museer, biblioteker og mange andre holdt åbent til kl. 24.00. Stadsarkivet opdagede på et ret sent tidspunkt, at rådhuset holdt åbent den aften og besluttede at være med og at sætte en lille udstilling op i læsesalen om "København ved nat". Vi havde stof om vægtere, natmænd og gadebelysning, men manglede lidt mere.

Ud fra den betragtning, at bagere arbejder om natten, tog vi den nærmeste pakke om bagere i Magistratsarkivet, kaldet Sager vedr. brødbagning 1800-11. Der stod ikke meget om bagning, men en del om bagersvendenes høje sygefravær. Rådmand Pontoppidan havde fået til opgave at undersøge problemet og kunne i en indberetning til Magistraten, som ligger i pakken, konstatere, at bagersvendenes dårlige helbred skyldtes kønssygdomme. Han foreslog, at man, for at komme ondet til livs, skulle finde arbejde til byens ledige ugifte kvinder, hvoraf han skønnede, at der var ca. 2000 i alderen 15-55 år. Han mente iøvrigt, at der også blandt de gifte kvinder var ca. 2000, som havde et natligt bierhverv, der måske af og til blev betalt med morgenbrød. København havde godt 100.000 indbyggere. Når det gik så galt, skyldtes det, ifølge Pontoppidan, at de fleste bagersvende var tyskere. Der var megen uvilje mod udlændinge i København på den tid.

Fra andre kilder ved vi, at bagersvende omkring år 1800 arbejdede med rugbrødsbagning om dagen og med fintbrød fra kl. 9 om aftenen til 4 om morgenen. Ind imellem sov de, og de havde sjældent tid eller kræfter til at more sig. Men lidt andet end fintbrød er det altså blevet til. Om søndagen havde de nogle timer fri, hvori de kunne gå i kirke. Men de havde også lov til at bage stege for folk mod selv at få betalingen. Søndagsstegene modtoges mellem kl. 8 og 9 om morgenen og kunne afhentes igen ved middagstid.

Udstillingen havde mange besøgende.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 72, s. [5]

[Side 5]

Københavner-erindringer 1920-50

Af Helle Linde

Som bekendt har Stadsarkivet indsamlet erindringer om København 1920-50. Ved fristens udløb i 1995 var der modtaget 1174 erindringer eller ialt ca. 25.000 sider. Det er et flot resultat, og vi har fået samlet en masse værdifuld viden om hverdag og fest i København i gamle dage. Vi læser og læser og læser for at finde frem til de 10, der skal have præmier.

Læsningen foregår som et udskilningsløb i flere runder med forskellige læsere. Den endelige afgørelse foretages af præmiekomiteen, som består af borgmester Jens Johansen, borgmester Winnie Larsen-Jensen, fhv. museumsinspektør Poul Strømstad, som var med til at bedømme erindringerne i 1969, og undertegnede. Resultatet foreligger engang i maj måned, og præmierne uddeles i oktober, samtidig med at årbogen med et udvalg af erindringer udkommer.

Erindringerne er alle gode. Bedre end i 1969. Det er underholdende og spændende læsning om et liv, der er meget anderledes end i dag. Man boede tættere sammen, havde nær forbindelse ikke kun til kernefamilien, men også til fætre, kusiner, onkler og tanter. Konfirmationer, bryllupper og juleaften blev fejret med stor familiemiddag, men ellers samledes man til kaffe og kager om søndagen. Skolen var delt i en drenge- og pigeafdeling, og der holdtes streng justits med, at ingen kiggede over plankeværket. Fattige børn, som der var mange af, kunne få gratis mad på skolen og træsko en gang om året. Lusetanten kom i klassen et par gange om året. Det var en stor skam at få lus, men renlighed var et problem. Man havde kun den kolde hane i køkkenet, zinkbaljen foran kakkelovnen og den kommunale badeanstalt. Erindringerne fortæller også meget - og meget sobert - om krigsårene, om uddannelse og arbejdsliv.

Erindringerne er først frit tilgængelige om 25 år. 150 af forfatterne har dog udtrykkelig skrevet, at de gerne må læses med det samme, og disse erindringer kan ses på Stadsarkivets læsesal, når bedømmelsen er færdig.

25 af foreningens medlemmer har bidraget. Skulle nogen have en erindring liggende, som de ikke fik sendt, modtager Stadsarkivet den gerne, og bevarer den sammen med de andre, men den kommer ikke med i præmiebedømmelsen.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |