sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af lene høst-madsen >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Lene Høst-Madsen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Lene Høst-Madsen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 95, januar 2002, s. [3]-[7]

[Side 3]

Ankerøen og skibsvragene på Dokøen

Af Lene Høst-Madsen

Københavns Bymuseum har for nyligt afsluttet en større arkæologisk undersøgelse i forbindelse med etableringen af det operahus som A. P. Møller vil skænke til Københavns Kommune. Det arkæologiske arbejde har frembragt mange interessante oplysninger, hvoraf en del stadig er under bearbejdning på museet. I denne artikel vil de mest interessante fund kort blive behandlet. Det drejer sig om en Ankerø fra slutningen af 1700-tallet og ikke mindre end fire skibsvrag, hvoraf et er fra slutningen af 1700-tallet/ begyndelsen af 1800-tallet, mens de øvrige tre er fra 1400-tallet.

Det kommende operahus skal ligge på Dokøen, som er anlagt i perioden fra 1850-80 på åbent vand lige overfor Amalienborg og Marmorkirken. Det er ikke helt korrekt, at den anlægges på åbent vand, Øen anlægges snarere ved at udvide en mindre ankerø fra slutningen af 1700-tallet, som lå omtrent midt for Phillip de Langes to takkelagebygninger. Ankerøen kendes fra flere samtidige billeder og stik. Den indgår således på flere gengivelser af slaget på Rheden set fra Frelserkirkes tårn (se forsiden).

På Ankerøen opbevaredes ankerstokkene fra orlogsskibene og midt på øen lå ankersmedien.

Den første del af det arkæologiske arbejde gik med at registrere de dele af Ankerøen, der blev berørt af anlægsarbejdet. Registreringen foregik ved tegning og fotografering af alt det fremkomne træværk. Undersøgelsen af Ankerøen har givet et detaljeret billede af dette imponerende stykke vandbygningsarbejde og en præcis kartografisk placering af Øen (se figur 1). Derudover har undersøgelsen givet en stor mængde meget interessante fund fra slutningen af 1700-tallet. Ikke mindre end 32 knapper, heriblandt en uniformsknap med det engelske rigsvåben, to ens knapper med Frederik den IV set i profil og indskrift, en sjælden ankerknap fra Søofficerernes udrustning og flere blanke uniformsknapper hvælvede såvel som flade samt en hel del hverdagsknapper. Der blev fundet en del blyplomber, 2 vægtlodder og et ørnehoved fra en 1700-tals marinedolk og et væld af kridtpiber, keramik og glasskår. Fundene kan tilsyneladende dateres meget snævert til slutningen af 1700-tallet.

Forekomsten af vægtlodder, bly-

[Side 4]

plomber, hverdagsknapper, den engelske uniformsknap og knapper med Frederik den IV's motiv antyder, at der måske også har foregået ting af officiel karakter på øen, det kan være handel, fortoldning eller lignende. Forhåbentligt vil det videre arbejde kaste mere lys på denne interessante problemstilling.

Anlægsarbejdet på Dokøen medførte, at der skulle fjernes jord fra et område på ca. 100 x 100 m. i en dybde på indtil 15 m. De jordarbejder, som berørte lag, der var arkæologisk interessante, blev fulgt intensivt. De arkæologisk interessante lag lige under den fyld som hører til anlæggelsen af Dokøen i de gytje- og sandaflejringer, som udgør den oprindelige havbund. Det var da også i disse lag der blev fundet vrag eller vragrester af ikke mindre end fire skibe. Udgravningen af skibsvragene er foregået med konsulentbistand fra Nationalmuseets Marinearkæologiske Undersøgelser ved Morten Gøthche.

Vrag 1 lå i de oprindelige gytjeaflejringer og bestod af spredte spanter og planker fra et skib, som har været kravelbygget og forhudet med kobber fra vandlinien og ned. At skibet har været kravelbygget betyder, at det er bygget af planker/bord som er lagt kant mod kant så skibets skrog bliver glat, i modsætning til klinkbygget, hvor bordene ligger ind over hinanden. Morten Gøthche fra Nationalmuseets Marinearkæologiske Undersøgelser har set på skibsdelene. Han mener, at der er tale om et skib i mellemstørrelse, skonnert eller brig. Kobberforhudningen skulle beskytte skibets skrog mod angreb af pæleorm og indikerer, at skibet har sejlet på langfart. da pæleorm ikke udgør nogen trussel for skibe i de danske farvande.

De øvrige tre skibe blev fundet syd for vrag 1 og lidt dybere i sandlag under gytjeaflejringerne. De tre vrag lå omtrent på linie i 2-2,5 meters dybde under daglig vande. De lå alle tre på styrbord side (skibets højre side). Vrag 2 og 4 havde stævnen mod øst, mens vrag 3 havde stævnen mod syd. De var alle klinkbyggede og af egetræ. Ved udgravningen var det karakteristisk, at skibene først gav sig til kende ved, at der var placeret mange større og mindre sten over dem i modsætning til området omkring dem, der var nærmest stenfrit.

Knap 10 m af kølen på vrag 2 blev fundet intakt, hvilket var tæt på at være

[Side 5]

fuld længde. På bagbord side (skibets venstre side) var hele første og dele af anden bordgang bevaret. I styrbord side var der bevaret 8 bordgange. Bordplankerne var af spejlkløvet eg og tætnet med kalfatring af dyrehår. Der var ikke bevaret nogen spanter i vrag 2, men på indersiden af skibet sås tydelige spor af spanterne med ca. 60 centimeters mellemrum og 20 centimeters bredde. Der lå flere mindre stykker træ som reparationslapper på indersiden af skibet. Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser ved Niels Bonde har foretaget dendrodatering/årringsdatering af 6 planker fra vrag 2. Undersøgelserne viser, at skibet er bygget ca. 1405 og repareret omkring 1425. Træet fra både bygning og reparation stammer fra det polske område.

På vrag 3 var kølen ligeledes bevaret i ca. 10 meters længde, hvilket her svarer til fuld længde. På bagbord side var der også her bevaret dele af to bordgange, på styrbord side var der 12 bordgange intakte. Skibet var tætnet med kalfatring af dyrehår og ved flere reparationer var der anvendt vævet uldklæde og mos som tætningsmateriale. Muligvis på grund af en større koncentration af sten på skibet var der bevaret dele af 10 spanter og tre garneringsplanker. Spanterne var ca. 20 cm brede og 8 cm tykke og havde en indbyrdes afstand på 65-70 cm. På den 11. bordgang kunne man se tre firkantede udskæringer, som sandsynligvis stammer fra tre tværgående bjælker i skibet. De to forreste huller var imidlertid lukket med udvendigt påsatte trælapper med vævet klæde. Det er muligt, at bjælkerne er blevet fjernet under en reparation af skibet, hvor man sandsynligvis har sat dem højere i skibet i forbindelse med etablering af flere bordgange for at øge lasteevnen. Skibet bærer flere steder tegn på gentagne reparationer og har tydeligvis været i brug gennem længere tid. En foreløbig dendrodatering viser, at skibet er bygget omkring 1400 ligeledes i det polske område.

Vrag 4 kan næsten ikke kaldes et vrag. Forekomsten af en større koncentration af sten i området som ved vrag 2 og 3 viser dog, at der efter al sandsynlighed også har ligget et vrag her. Vrag 4 bestod af fem sammenhængende bordgange. Spanteafstanden havde været ca. 60 cm og spanterne, havde som ved de to andre vrag været ca. 20 cm brede. Vragdelene har samme karakter som ved vrag 2 og 3, men det adskilte sig ved, at bordgangene udelukkende var tætnet med mos. Der

[Side 6]

er foretaget dendrodatering af vraget, der viser, at skibet er bygget omkring 1415 ligeledes i det polske område.

De tre skibe virker meget ens i byggestil og fremtoning. Det er dog vrag 3, der giver mest stof til en rekonstruktion af skibstypen. Skibene har sandsynligvis oprindeligt været ca. 15 m lange og omkring 3,2 meter brede midtskibs. De tre tværgående bjælker, der stikker ud gennem skibssiden, er et lån fra de samtidige kogger. Skibene kan dog ikke betegnes som kogger. Da koggen er kravelbygget midtskibs og klinkbygget i stævnene. Skibene må derimod betegnes som skuder, en skibstype hvis eksistens, man kun kender lidt til i 1400-tallet. Skuden hører til de mindre lastfartøjer, og skulle med sit klinkbyggede skrog være en videreførelse af de stolte vikingeskibstraditioner. Der er kun udgravet en skude fra 1400-tallet i det danske område, som ligner skibene fra Dokøen, og det er - et skib der udgravedes ved Gedesby på Sydfalster. Gedesbyskibet ligner vrag 3 på næsten alle områder. Det er klinkbygget, har 3 tværgående bjælker og inderbeklædning meget lig den som ses i vrag 3. Gedesbyskibet adskiller sig dog ved sin længde på ca. 13m mod ca. 15 m for skibene på Dokøen og ved

[Side 7]

udformningen af stævnene, som ifølge de bevarede stævntilslutninger har været meget brede. Der er kun bevaret stævntilslutning på 1. og 2. bordgang på vrag 3. Selvom vragene giver os et spinkelt grundlag at slutte ud fra, må man sige at stævntilslutningen virker mere slank og strømlinet, hvilket bringer os til et andet skib af lignende type, som er fundet i Skandinavien, nærmere bestemt ved Kalmar. Skibet fra Kalmar dateres udfra fund på skibet til ca. 1250. Vrag 3 har, som denne skude, en mere spids udformning af stævnene. Skibet fra Kalmar må imidlertid være væsentligt mindre end vores vrag. Kølen er kun ca. 6 m. lang mod ca. 10 m. for vrag 2 og 3.

Gedesby skibet er stort set den eneste anden repræsentant for klinkbyggede småskibe i 1400-tallet i Skandinavien. Gedesbyskibet og skibet fra Kalmar er tilsyneladende lokaltproducerede. Der er således intet der tyder på, at skibstypen er specielt polsk, der er snarere tale om en almindelig skibstype i Østersøen. Dette giver dog ikke svar på, hvad tre klinkbyggede skibe af polsk oprindelse laver under Dokøen: Er skibene sunket som en følge af uheld, eller er de sænket med fortsæt?

Der tales i de skriftlige kilder om sænkninger af stenfyldte skibe i Københavns havneindløb fire gange; i 1368, 1428, 1523 og 1536. Hvis der er tale om en planlagt sænkning kan det være sænkningen i 1428, hvor hanseaterne anført af Lybeck sænker 10 skibe ved Refshalen den 25. april. Den 25. juni samme år sænker hanseaterne igen skibe på Refshalen. Denne gang 24 eller 38 store og små skibe alt efter hvilke kilder man læser. Sænkningerne foretages i protest mod den danske konge Erik af Pommerns planer for indføring af Øresundstold og for at spærre dybet for indsejling fra nord. Vi ved kun ganske lidt om, hvordan området nord for Københavns havn har set ud i 1400-tallet, men såfremt der skulle etableres en ordentlig spærring i dette område, må det nødvendigvis have krævet en hel del skibe. Vi ved dog at hanseaterne kun havde ringe held med spærringen, idet Erik allerede i juni sejler ud over spærringen med en større flåde.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |