sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af bi skaarup >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Bi Skaarup i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Bi Skaarup.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 42, oktober 1988, s. [5]-[8]

[Side 5]

Arkæologiske undersøgelser i København

Af Bi Skaarup

En vandledning i Frederiksborggade

Vandledninger af træ er et ikke sjældent fund ved jordarbejder i København. De er faktisk så almindelige, at Bymuseet har opgivet at hjemtage alle de trærør, man finder i den københavnske undergrund. Det betyder ikke, at denne type fund ikke skal rapporteres til museet. Så vidt muligt bliver alle fund af vandledninger af træ registreret. I mange tilfælde opdager de folk, der graver, først trærøret, når maskinen har fået fat i den, og derfor er langt de fleste eksemplarer skadede allerede inden de kommer op af jorden.

[Side 6]

Dette var ikke tilfældet med den ledning man stødte på i Frederiksborggade 7 sidste sommer. I gården bag Nørreport Fiskehus stødte man ved udgravningen til en udvidelse af butikken på noget træ i 2,80 m's dybde. Museet blev kontaktet og ved besigtigelse på stedet kunne det konstateres, at det drejede sig om en vandledning af træ i god bevaringstilstand. Den lå med retning vinkelret på gaden delvis under den eksisterende bygning. Ved hjælp af en kran ude på Frederiksborggade, som var så stor, at den kunne nå ind over den seks etager høje ejendom og ned i gården, lykkedes det at få trukket ledningen op af det våde, mudrede hul, for derefter at blive løftet over husets tag ned på gaden i løbet af få timer. Uden denne kran, som velvilligt blev stillet museet til rådighed af entreprenøren, kunne arbejdet med optagelsen have trukket ud. Vandledningen viste sig med sine 4,30 m at være det hidtil største fund af sin art fra byen. I den ende af ledningen, som vendte bort fra gaden, fandtes et krumt blyrør, som har fungerer som forbindelsesrør.

De tidligste sikre oplysninger om vandledninger af træ fra København er fra Frederik II's tid. Kongen ønskede i 1560'erne at anlægge en vandkunst (et springvand) på Københavns slot og til det brug fik han ført vand ind til byen og slottet ad mere end 1500 "trærender" af ca. 8 alens længde. Vandet hentedes formodentlig i Emdrup sø, som med sin overflade 15 m over havet kunne give et rimeligt vandtryk i rørene.

Da teknikken med at få vand ind via rør først kom i gang, var der ikke langt til at bruge den til en bedre vandforsyning. I årene umiddelbart før 1600 begyndte de større gårde i byen at få vandledninger fra vandposten på Gammeltorv og i løbet af 1600-årene blev der ført flere hovedledninger fra Emdrup sø ind i byen. Vandet anvendtes i de offentlige vandposte og brønde, men der var også private grundejere, der sørgede for at få vandet helt ind på egen grund.

Ledningerne blev samlet med jernbøsninger, og de steder, hvor der var behov for afvigelser fra den lige linie, eller en sidelinie skulle ud, anvendtes blyrør, som det omtalte fra Frederiksborggade.

Fra starten har trærørene nok givet glimrende vand, men problemet med dem var, at de efterhånden kunne forskubbe sig i forhold til hinanden eller begynde at rådne, hvis jordbundsforholdene ikke var gunstige for bevaring af træ. Gennem tiderne blev der lagt en del hovedledninger fra Emdrup sø og disse er til stadighed blevet forsynet med forgreninger inde i byen. Da linierne fra Emdrup ikke var nok, suppleredes de med vand fra voldgravene og Peblingesøen, som ligeledes lagdes ind i byen via træledninger. Det må have krævet meget arbejde at holde det efterhånden meget store rørsystem åbent og vel-

[Side 7]

fungerende, og i 1800-årene var systemet så forfaldent, at vandet siges at være uhumsk og fyldt med dyr. Brugen af trævandrør fortsatte dog helt til efter midten af århundredet, hvor behovet for en gennemgribende omlægning af ferskvandsforsyningen til byen efterhånden var så stort, at situationen blev katastrofal. Efter mere end 50 års tovtrækkeri mundede diskussionen endelig, godt hjulpet på vej af den tragi-

[Side 8]

ske koleraepidemi i 1853, ud i en beslutning om nye vandanlæg i Hovedstaden i 1854.

Man skaffede nu vand fra boringer i byens omegn og renoverede de to allerede eksisterende vandreservoirer Skt. Jørgens sø og Damhussøen. På glaciet uden for Vestervold anlagdes vandværket med maskinhus til et trykanlæg, som endnu i dag ligger mellem Studiestræde og Hammerichsgade. Vandet blev nu lagt i jernrør. I løbet af to år fra 1857 blev der lagt ca. 100 km vandrør af jern i København. I 1857 vedtoges desuden en lov, der bestemte at enhver grundejer i byen havde ret til at få indlagt vand mod til gengæld at betale vandskat efter etageareal. Denne ret omfattede en hane i gården, samt en hane i hvert køkken og en hane for et badekar for hver etage. I løbet af nogle år forsvandt byens vandposte og brønde, og hermed var en epoke inden for den københavnske vandforsyning slut.

Det er oftest svært, for ikke at sige umuligt at identificere trævandledninger, der findes i jorden, nærmere. Den her omtalte fra Frederiksborggade må dog pga. af sin placering nok være en stikledning fra ledningen ude i Frederiksborggade. Stikket må have haft forbindelse til en pumpe eller en brønd ude i husets gård. Til dette er blyrøret sandsynligvis blevet brugt. Den del af Frederiksborggade, der her er tale om, nemlig strækningen fra Kultorvet til Nørreport, stammer fra en gadegennembrydning, som sker i 1680. Da vandledningerne var nedgravede i gaderne, må den fundne stikledning altså datere sig til tiden efter 1680.

Ledningen er nu kommet til Ole Rømer museet, hvor den efter endt konservering vil blive udstillet.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 53, august 1991, s. [3]-[7]

[Side 3]

Gammeltorv - Nytorv

Af Bi Skaarup

For nylig fandt en af Københavns Bymuseums ansatte et potteskår i en kuvert. Kuverten lå i en pakke med kort og udgravningsplaner efterladt af Københavns store amatørarkæolog og bytopograf generalmajor H. U. Ramsing. Uden på kuverten havde Ramsing skrevet med rødt farvekridt: Skår fundet paa Gl. Torv udfor nr. 4 tæt over Stenvej 9/12/4.

[Side 4]

I Ramsings notater fra undersøgelsen i 1904 afsløredes det, at skåret var fundet i en grøft gravet i fortovet ud for Gammeltorv nr. 4, dvs. på vestsiden af torvet, lige over en ældre vejbelægning. Vejen var det tidligste spor efter mennesker på stedet. Potteskåret, som lå i fylden lige over den gamle vej, stammer fra sidste halvdel af 1200-årene. At dette jordlag kunne dateres til denne tid, stemmer meget godt overens med, hvad vi ellers ved om byområdets alder. Det ældste København fra de tidlige 1100-år var en lille handelsplads baseret på efterårets sildefiskeri, og den lå mellem Gammeltorv-Nytorv og Rådhuspladsen. Den var omgivet af en vold og grav, hvis forløb vi kender, og dermed kendes også bydannelsens afgrænsning. Denne befæstning lå et stykke inde bag Gammeltorv-Nytorvs vestlige husrække. Det er den, matrikelskellene på denne side af torvet følger, og som er skyld i, at husrækken slår et knæk ud for Strøgets udmunding i torvene.

I slutningen af 1100-årene besluttede biskop Absalon, som ejede byen, at den skulle udvides. Det ved vi, fordi der er bevaret et brev, hvori biskoppen beordrer byens sognemænd til at lade en trediedel af den afgift, de betalte til deres kirke, Skt. Clemens, gå til opførelsen af Vor Frue kirke. Kirken ligger i dag på samme sted som den første Vor Frue, der rejstes omkring år 1200 på det højeste sted i det nye byområde. Vor Frue kirke er det første markante bevis på, hvordan byen udvidedes mod øst og nord. Den ældste vold og grav blev sløjfet, der udlagdes nye gader og bebyggelsen begyndte at brede sig. Omkring det område, vi i dag kender som middelalderbyen, anlagdes en ny vold og grav. Fra havnen førtes en vej mod nord forbi vestenden af Frue Kirke og videre ud af byen gennem en port, som blev kaldt Nørreport. Dette vejforløb er stadig bevaret i Rådhusstræde og Nørregade, og det er denne vej, Ramsing stødte på i udgravningen foran Gammeltorv nr. 4 i 1904. Omtrent midt mellem kirken og havnen lagde man mellem denne vej og den ældste bydel et torv, det nuværende Gammeltorv.

Gammeltorv blev således byens første torv, og det kom til at bevare sin position som byens hovedtorv op gennem århundrederne. Torvet var oprindeligt det sted, hvor al byens handel foregik. Det var her omegnens bønder kom ind for at sælge deres varer. Det var derfor torvet blev oprettet dengang omkring år 1200. Potteskåret, der må være endt i de kraftige affaldslag, som er så typiske for vores middelalderbyer, er blevet smidt her engang i sidste halvdel af 1200-årene, da torvet havde fungeret i hvert fald et halvt hundrede år.

Endnu en begivenhed gjorde, at netop dette torv fik en central rolle. Københavns Universitet, som var oprettet i 1479, manglede lokaler. Man havde derfor lejet sig ind i rådhuset, som dengang havde

[Side 5]

til huse i bygningen på hjørnet af Studiestræde og Nørregade skråt over for Frue Kirke. Universitetets daværende rektor og byens råder ragede uklar med hinanden, og man satte derfor universitetets folk på porten. Kong Hans trådte til og fik et forlig i stand. Det gik ud på, at man overtog en grund på sydsiden af Gammeltorv, mod at Universitetet overtog det tidligere rådhus i Nørregade. Dette kom til at være pladsen for byens rådhus i mere end 300 år.

Da Nytorv i 1937 skulle omlægges, fandt man det naturligt at foretage en udgravning af rådhuset bekostet af magistratens 4. afdeling for at klarlægge problemer omkring rådhusets bygningshistorie. Ved denne lejlighed blev det konstateret, at rådhuset havde været en toetages, grundmuret munkestensbygning med hvælvet kælder. Syd for det ny rådhus anlagdes Rådhusgården, der omkransedes af en række småbygninger, som blev udlejet til byens tjenere.

Det senmiddelalderlige rådhus blev senere på Christian IV's befaling ombygget i 1606-10. Ved denne lejlighed blev det bl.a. udstyret med svungne volutgavle og et centralt placeret trappetårn på nordsiden ud mod Gammeltorv. Springvandet, som allerede var opsat i 1579 af Frederik II, blev flyttet til en central plads foran rådhuset, og det blev ved samme lejlighed ombygget til den berømte Caritasbrønd, vi endnu i dag ser på torvet, dog ikke i den oprindelige skikkelse. I brevet til byens borgmestre og rådmænd, hvor Christian IV beordrer disse arbejder sat i gang, udtrykker kongen, at han ønsker at skabe et rådhus, der er landets Hovedstad værdigt. Derfor ryddedes også bebyggelsen ved rådhusgården, og der skabtes endnu et torv, det Ny Torv, syd for bygningen. Rådhuset udvidedes desuden mod syd og udstyredes med en arkade med en balkon over, hvorfra byens råder kunne stå og tage imod borgerne. Herved kom rådhuset til at ligge midt på en stor plads, som åbnede sig mod nord og syd.

Nytorv anvendtes som Gammeltorv til handel på torvedagene onsdag og lørdag. Den tvungne torvehandel på byens torve fortsatte helt op til indførelsen af næringsloven i 1857, og endnu op i dette århundrede foregik der handel her. Byens kag, det sted hvor man eksekverede straffe for mildere forseelser, placeredes sandsynligvis også her allerede ved oprettelsen af torvet i 1606, selvom den ikke nævnes her før i 1700-årene.

I oktober 1728 udbrød der brand i et hus, der lå tæt ved Vesterport, det sted hvor Strøget munder ud i Rådhuspladsen. Branden bredte sig hurtigt østover og udviklede sig i løbet af de to dage, den rasede, til den største katastrofe i byens historie. Selvom rådhuset lå på en åben plads, blev det kraftigt raseret ved branden. Murene stod dog stadig, og Christian VI lod derfor et fint barokrådhus rejse af ruinen.

[Side 6]

Bygningen fik nu et mansardtag, der blev kronet med et rytterspir.

Det forløb Strøget idag har hen over Gammeltorv er en ny foreteelse. Byens hovedstrøg fra vest til øst havde oprindelig et noget mere kringlet forløb. Skulle man dengang fra Amagertorv til Gammeltorv, måtte man fra Vimmelskaftet op ad Skoubogade gennem Skindergade til torvet. Det videre forløb mod vest gik gennem Vestergade ud til Vesterport, som lå der, hvor Rådhuspladsen er idag. I 1685 havde Christian V i forbindelse med en bryggergårds brand benyttet lejligheden til at lave et gadegennembrud fra Vimmelskaftet til torvet, den gade der endnu idag hedde Nygade. Efter branden i 1728, hvor hele den ældste del af byen mellem Gammeltorv og Vesterport blev lagt øde, anlagdes Frederiksberggade mellem porten og torvet. Herved opstod den for Torvet ulykkelige situation, at det blev delt af et tværgående hovedstrøg.

I 1795 gik det atter galt. Der opstod brand på flådens værft Gammelholm lige øst for Holmens kirke. Branden hærgede i to dage, og heller ikke denne gang gik rådhuset fri. Denne gang opgav man at genopføre rådhuset på den gamle plads. Man besluttede at flytte det ud til Nytorvs vestside på den store hjørnegrund ved det, der i dag hedder Slutterigade. Herved opstod et nyt stort torv i byen, idet Nytorv og Gammeltorv nu optrådte som en samlet plads med det nye rådhus placeret mere ydmygt på pladsens ene langside. Nu hvor bygningen ikke mere stod som et samlende element midt mellem torvene, var det livet på det nye store torv, der blev det centrale. Så længe torvehandelen fortsatte, gik det også fint, men da den i dette århundrede forsvandt, mistede stedet den primære funktion, der kunne berettige til at lade det fortsætte som en samlet helhed. Med bilens fremmarch fandt dette ubenyttede område anvendelse som parkeringsplads.

Trods flere omlægninger siden torvehandelens ophør er det aldrig rigtigt lykkedes byens styre at få skabt en samlet plan for det gamle hovedtorv. På trods af de oplagte muligheder, torvets form og den fine bebyggelse giver, har man ladet sig styre af kedelige nødløsninger. Sidst ved omlægninger for 15 år siden, hvor den centrale del af Gammeltorv kransedes af nogle mure, som splittede torvets rum op.

For nylig har Stadsarkitekten skabt et nyt projekt for omlægningen af torvet. For første gang siden torvets storhedstid er der nu forsøgt en samlet løsning for Gammeltorv og Nytorv. De uheldige mure fra sidste omlægning foreslås fjernet og parkeringen på Ny torv nedlagt. Overgangen mellem de oprindelige to torve tænkes markeret af et vandret plateau, svarende til grundplanen af det gamle rådhus. Terrænforskellene mellem de to torve markeres med et trappeanlæg fra det vandrette plateau ned mod Nytorv. I stedet for den nuværende

[Side 7]

forstyrrende belysning foreslås en ensartet belysning placeret langs torvets facader og omgivende gader. Den ny belysning og en ensartet belægning vil give de to torve den enhed, de har manglet siden torvehandelen forsvandt.

Gammeltorv og Nytorv blev som byens andre torve oprindelig skabt til handel. Denne funktion er nu ophørt, og dermed indtrådte en krise for byens torve og pladser. Selv ikke de seneste forsøg på oprettelse af stadepladser har bragt det ønskede liv tilbage til torvene. Gennem en renovering og en nænsom omlægning af torvene udført med respekt for stedets historie kan vi lokke menneskene ind på torvene igen, så de atter kan blive en aktiv del af byens liv.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 58, oktober 1992, s. [8]

[Side 8]

Nyt om Københavns arkæologi

Af Bi Skaarup

Bymuseet afsluttede i januar måned en arkæologisk undersøgelse i Lille Kirkestræde. Undersøgelsen var den første egentlig arkæologiske udgravning i denne del af byen.

Siden generalmajor H. U. Ramsings store værk om Københavns topografi og historie i middelalderen udkom i 1940, har den almindelige opfattelse været, at byen opstod i området mellem Rådhuspladsen, Vestergade, Gammeltorv-Nytorv og den daværende strandlinie, og det er da også her i Clemensstaden, at de fleste af museets arkæologiske undersøgelser har fundet sted i de senere år. Ingen af disse undersøgelser har kunnet så tvivl om teorien om byens opståen på dette sted. Fundene i området tyder på, at aktiviteterne tager fat her omkring år 1100.

Nogle forskere har dog ment, at området omkring Nikolaj kirke snarere var det sted, hvor de første københavnere slog sig ned. Det var derfor en uhyre væsentlig undersøgelse museet fik mulighed for at foretage i Lille Kirkestræde ganske tæt på Nikolaj kirke og stranden.

Undersøgelsen har vist, at bosættelsen her tager sin begyndelse i 1220'erne. Fundene viste klart, at der fra første færd var tale om et organiseret anlægningsarbejde med matrikulering og etablering af brønde. Området bliver herefter intensivt udnyttet til bebyggelse middelalderen igennem.

Der er altså ikke blevet pillet ved teorien om den tidligste bydannelse, men undersøgelsen her har givet os meget nyt om den store udvidelse af byen, der sker fra omkring 1200.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 61, august 1993, s. [3]-[4].

[Side 3]

Nyt om Københavns Arkæologi

Af Bi Skaarup

Som nævnt i Kronikken nr. 58 fra oktober 1992 foretog Bymuseet i vinteren 1991-92 en udgravning i Lille Kirkestræde. Resultaterne fra denne gravning blev så gode, at museet besluttede at skabe en udstilling om arkæologi på grundlag af resultaterne fra denne undersøgelse.

I løbet af arbejdet med udstillingen blev det klart, at det var nødvendigt med en supplerende undersøgelse. Den første gravning blev foretaget i forbindelse med etablering af en kælder i Lille Kirkestræde nr. 6. Her kunne bebyggelsen følges fra starten i 1220'erne til det eksisterende hus blev bygget lige efter branden i 1795. Ved samme lejlighed ved vi, at strædet blev gjort noget bredere, idet man udvidede det mod nord. Det betød, at husfacaden på nr. 6 rykkede et stykke mod nord i forhold til den tidligere bebyggelse.

For at få dette forhold helt klarlagt besluttede museet at foretage en undersøgelse ude i gaden, idet man "lagde et snit", som arkæologerne kalder det, ud for gavlen af det nuværende nr. 6 og tværs over gaden.

Kulturlagene var, som så ofte ved undersøgelser i gader, forstyrrede af en mængde rør og ledninger. Bl.a. havde man ved nedgravningen af en fjernvarmeledning med en diameter på over 1,5 m fjernet alle spor af den ældre gade. De sammenhænge mellem bebyggelsen før 1795 og det ældre Lille Kirkestræde, som vi ønskede at undersøge nærmere, fremgik derfor ikke helt så klart, som det havde været ønskeligt.

Et andet og uventet resultat var dog, at der i de ældste lag, som på grund af vores viden inde fra kælderen i nr. 6 kan henføres til 1220'erne, viste sig et ca. 1,5 m bredt tørvedige. Diget løb langs med stranden, som vi her må være ganske tæt på. Mod øst drejede det i en vinkel på 90° mod nord omtrent i matrikelgrænsen, som den kendes idag.

Det er højst tænkeligt, at dette dige har været lagt omkring den første bebyggelse på stedet, dels som en markering af skel, dels som en beskyttelse mod oversvømmelse af området indenfor. Sundet har ligget ganske tæt ved, og området hæver sig ikke mere end 0,5 m over havet. De beboere, der først slog sig ned her, har været klar over, at den lave kyst ofte kunne være udsat for oversvømmelse, når vinden stod i øst.

Bymuseets udstilling om arkæologi åbnede for publikum den 26. juni. Den vil blive præsenteret for Selskabets medlemmer ved et arrangement på Bymuseet den 2. november 1993.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 67, januar 1995, s. [2]-[3]

[Side 2]

Nyt om Københavns arkæologi

Af Bi Skaarup

Museumloven bestemmer, at forekomster af arkæologisk interesse skal undersøges og registreres, hvis de er truet af ødelæggelse i forbindelse med jordarbejder. Et af de mest almindelige jordarbejder i Københavns indre by har i de senere år været fundamentsunderstøbninger, og det er i forbindelse med disse, at de fleste arkæologiske undersøgelser i hovedstaden er foregået.

[Side 3]

En fundamentsunderstøbning foregår ved, at der fritlægges ca. 1-2 m af bygningens fundament ad gangen, som forstærkes og understøttes. Da sådanne jordarbejder giver meget ringe muligheder for arkæologiske iagttagelser, har Københavns Bymuseum oftest ved disse lejligheder valgt at foretage en undersøgelse i bygningens kældergulv i stedet. Dette har givet mulighed for at lægge en flere meter lang grøft på langs af en given bygning, hvorved et langt større areal har kunnet undersøges samlet og derved give bedre mulighed for iagttagelser.

I december måned 1992 opstod en sag af denne type, idet hjørneejendommen Rådhusstræde 6 og Kompagnistræde 28, der huser en tæppehandel, skulle sættes i stand. Stedet er spændende, fordi vi her er kun 50 meter øst fra den tidligmiddelalderlige bebyggelse og - ifølge Ramsings oplysninger - et halvt hundrede meter fra den middelalderlige kystlinie. Der var ingen tvivl om, at stedet burde undersøges for om muligt at opnå en datering af, hvornår bebyggelse i dette område var sat ind.

Grøften blev gravet, og stor var glæden, da det viste sig, at de ældste fyldlag indeholdt træ, som egnede sig til dendrokronologisk datering, dvs. datering på grundlag af træets årringe. Prøverne blev bestemt på Nationalmuseets dendrokronologiske Laboratorium og viste, at den første byggemodning af området er foregået i 1220'erne. Museets undersøgelse i Lille Kirkestræde i 1991 gav samme datering for den første byggeaktivitet på stedet. Der er altså noget der tyder på, at udbygningen af den lille fiskehandelsplads fra 1000-årene til middelalderkøbstad sker på dette tidspunkt.

For at få mest muligt ud af de relativt små udgravninger, det har været muligt at foretage i hovedstaden i de seneste år, har museet allieret sig med naturvidenskaben for gennem diverse prøvetagninger og analyser at fravriste fortidens efterladenskaber så mange oplysninger som muligt. Makrofossilanalyser har her givet meget gode resultater. En sådan analyse er en undersøgelse af jordlagene for de vidnesbyrd, de måtte indeholde af især planterester og frø.

Ved denne undersøgelse tyder prøverne fra de ældste lag på, at der har været salt- eller brakvand på stedet. Dette må betyde, at kysten, da dette areal i 1220'erne blev indlemmet i byområdet, har ligget nord for Kompagnistræde-linien. Det vil sige, at den kystlinie syd for Løngangsstræde, langs Magstræde og Snaregade, som H. U. Ramsing mente at have påvist, ikke er den oprindelige tidligmiddelalderlige kyst, men snarere hører høj- eller senmiddelalderen til.

Tilbage til indhold


Københavns Kronik nr. 77, august 1997, s. [5]-[9]

[Side 5]

1000-års historie under Kongens Nytorv

Af Bi Skaarup

De arkæologiske undersøgelser foran Magasins hovedindgang på Kgs. Nytorv er nu afsluttede. Der har været travlhed blandt de 14 arkæologer til det sidste, for der har været mange løse ender, og i den sidste tid dukkede der spændende og uventede oplysninger op næsten hver dag.

Da Københavns Bymuseum indledte undersøgelserne på Kgs. Nytorv i bidende kulde i januar måned i kulturbyåret, ventede man at finde Københavns højmiddelalderlige befæstning, som i følge de skriftlige kilder skulle blive anlagt engang i 1200-årene. På det punkt er arkæologerne heller ikke blevet skuffede, vi fandt befæstningen med dens mange senere til- og ombygninger. Men det, der skulle vise sig at være det mest spændende, er dog det, der lå under den ældste befæstning.

En af grundene til, at Bymuseet længe har været interesseret i at foretage undersøgelser i området ved Magasin er, at der her på dette sted i byen synes at have ligget en stor og vigtig gård. I slutningen af 1200-årene møder vi den i de skriftlige kilder som Østergård. Den tilhører åbenbart kongen i flere perioder middelalderen igennem. I 1440-erne bygger en velhavende person, formodentlig kongen, et stort stenhus på grunden. Det er det, som endnu er bevaret i Vingårdsstræde 8, hvor restaurant Kong Hans residerer i de hvælvede kældre og Magasins Kong Hans-sal findes på etagen over. Endnu så sent som i 1540erne ligger denne gård på en for

[Side 6]

Københavnske forhold meget stor grund. Den strækker sig helt fra Nikolajs kirkegårdsdige i vest til volden på det nuværende Kgs. Nytorv i øst og fra Kongens boder i nord (Lille Kongensgade) til Vingårdsstræde i syd.

På denne grund fandt man i gården til Hotel du Nord i 1873 et stort stykke af en ringformet mur. Desværre blev den ikke nærmere bestemt eller dateret ved undersøgelsen dengang, men fundet øgede interessen for denne matrikel østligst i den middelalderlige købstad.

Museets seneste fund i området få meter fra Magasins facade peger yderligere i retning af, at der har ligget noget særligt på grunden. Under den ældste vold på stedet fandt arkæologerne nemlig en grøft, som løb parallelt med Magasins facade. Denne første sikre menneskelige aktivitet på stedet var ikke særlig dyb og blot godt en halv meter bred. Grøften var i sin tid gravet og umiddelbart efter fyldt op med fint blåt ler. Sådanne grøfter kendes fra vikingetid og tidlig middelalder anvendt som skelgrøfter. Man gravede en grøft, fyldte den med et materiale, der var fremmed for området, ofte brændt tørv eller lignende. På denne måde afmærkede man med vidners tilstedeværelse sin grund. Blev der nabostridigheder kunne man altid grave ned og finde grøften igen.

Foran vores lerfyldte grøft fandt man en op til 5 m bred og ikke særlig dyb grøft. Denne grøft har stået åben i længere tid, for der har samlet sig fugt og skidt i den. Hvad den er blevet brugt til er ikke klart, men den kan blot have fungeret som afgrænsning af grunden inde under det nuværende Magasin. Et redskab fundet i laget lige over er C14-dateret til 1220. På dette tidspunkt har grøften altså stået åben. Men et fund fra grøften har vist sig særdeles interessant. Det drejer sig om et stykke smukt forarbejdet hjortetak, formodentlig et håndtag fra en stok. Håndtaget er på begge sider udskåret i slyngornamentik i lavt relief. På den ene side danner dette et dyr, vistnok en fugl, på den anden blot et symmetrisk mønster. En sådan dekoration stammer fra sen vikingetid dvs. anden halvdel af 1000-årene.

Dette er det første sikre vikingetidsfund fra København nogensinde. Det interessante er nu, om fundet kan stamme fra den gård, der har ligget inde på Magasin-matriklen. Fundet stammer fra grøften, som er ældre end den første vold på stedet, dvs. ældre end byen på dette sted. Dette kan kun betyde, at der har ligget en gård her før bybebyggelsen kommer herud. Den ældste by ligger jo som bekendt inde mellem Rådhuspladsen og Gammeltorv-Nytorv. Den opstår formodentlig her i sen vikingetid, altså 1000-årene og først i 1220erne begynder man at anlægge den store middelalderlige købstad, København,

[Side 7]

hvis østre befæstning vi har fundet på Kgs. Nytorv. Men man fristes til at forestille sig en vikingetidig stormandsgård, måske kongens egen gård på stedet.

Langs med grøftens inderside fandtes et velbevaret risflettet hegn, som var væltet ned i grøftens mudder ved sløjfningen. Dette forsøges nu dateret ved hjælp af C14-metoden. Hen over grøften lå der et sort affaldslag, som bestod af fækalier og bl.a. indeholdt særdeles velbevarede f1uepubber, som næsten var udklækkede. Det var dette lag, der kunne C14-dateres til 1220-erne. Fluepubberne betyder, at laget er smidt ud i sommervarmen og ikke har ligget ret længe før nogen dækkede det til med nye jordlag. Disse jordlag er fylden i den ældste befæstning på stedet. Denne kommer altså først efter 1220, hvor længe efter ved vi ikke. Foran den anlægges en voldgrav, men pga. senere udvidelser er det ikke muligt at danne sig et indtryk af dennes bredde eller dybde. Men et fund gjort tæt ved Vingårdsstræde-hjørnet har hjulpet med dateringen af denne første fase af befæstningen. Ganske tæt på indersiden af volden var der nemlig blevet sat en ikke nærmere identificeret konstruktion indeholdende træ. Denne kunne lykkeligvis dateres ved hjælp af træets årringe, det såkaldte dendrokronologi. Prøverne viste, at træet, der var brugt, var fældet i 1297 og en senere reparation dateredes til 1301. På et eller andet tidspunkt imellem 1220 og 1297 er den første befæstning altså anlagt omkring den højmiddelalderlige by. Volden har på denne tid ikke været særlig bred, men den har derimod forbløffende nok været udstyret med en bymur. Dette viser, at København allerede på dette tidspunkt har haft en særstilling inden for de danske købestæder, da kun ganske få har været omgivet med mure så tidligt.

Op gennem de følgende århundreder forhøjes og udvides befæstningen flere gange. I fredstider har den formodentlig fået lov til at forfalde, mens den, når ufred truede, er blevet sat i stand og moderniseret. Det påhvilede byens bor-

[Side 8]

gere at sørge for, at den var i orden, og de har nok ikke være til sinds at bruge store summer på en befæstning, de ikke synes, der var brug for, når der var fred og ingen fare. De mange faser i befæstningsbyggeriet vil vi kunne sige mere om, når bearbejdningen af materialet er tilendebragt. Vi ved fra de skriftlige kilder, at der i perioden omkring Grevefejden og Christian den 3.s kamp for tronen i 1520'erne og 30'erne foretages meget store byggerier, men de har ikke kunnet spores i udgravningsområdet.

Da Christian den 3. indtog København efter en lang og grufuld belejring i 1536, oplevede landet og ikke mindst København en lang fredsperiode. På trods af flere ihærdige forsøg fra Kongens side, lykkedes det ikke at få den krigshærgede befæstning sat i stand. Først under Christians søn, Frederik 2., undergik befæstningen en større modernisering forestået af Kongens store mand Christoffer Valkendorf i tiden 1581-83. Han rev den middelalderlige bymur ned og byggede en ny større og bredere, samtidig med at han gjorde volden højere og bredere. Disse arbejder har kunnet følges ved udgravningerne, idet såvel Valkendorfs plyndringer af den middelalderlige bymurs fundamenter som hans meget store kampestensopbygninger i volden endnu kunne ses.

Der skulle dog ikke gå ret mange år før befæstningen igen blev bygget om. Christian 4. havde som bekendt store planer med København, og disse kom også til at udmønte sig i byens østlige vold. Han besluttede at lave et moderne, såkaldt bastionært voldsystem, dvs. en ny vold med spydformede bastioner med regelmæssige mellemrum. Under det nuværende Erichsens palæ ved Vingårdsstrædes udmunding i Kgs. Nytorv anlagde han den sydligste bastion, kaldet Bastionen ved iskulen, mens næste kom til at ligge ved Østerport altså i området ud for Østergades udmunding i torvet. Det lange lige stykke vold imellem disse bastioner, som kaldtes en kurtine, er det område, hvor de arkæologiske udgravninger er foregået.

Udgravningerne viste, at Christian 4. startede med at fylde den middelalderlige voldgrav op med ler. Han inkorporerede derefter såvel den gamle vold som den middelalderlige voldgravs terræn i sin nye store vold. Foran volden anlagde han en ny bred voldgrav Holmens Kanal, som var så dyb, at skibe kunne gå op i den og lægge til ved en skibbro, som anlagdes foran volden. For at give adgang til byen på dette sted anlagde han en port, Vandporten, igennem volden. Denne port var så bred, at flere vogne magelig kunne passere hinanden. Dette gjaldt ikke byens almindelige porte, som kun tillod en vogns passage ad gangen. Vandporten anlagdes 1608-9,

[Side 9]

og det er fundamenterne til dens to kraftige flankemure, der har ligget på tværs af det store udgravningsfelt lige ud for Magasins hovedindgang i nu snart mange måneder.

Midt imellem portens mure har tilskuere kunnet se et stort muret rør, som oprindeligt har ligget under portrummets brolægning. Denne kloak stammer fra tiden efter porten blev bygget og har formodentligt ledt spildevand ud fra gården inde på Magasins grund. Kloakken var repareret flere gange, og i betragtning af at befæstningen - og derfor også Vandporten - allerede blev sløjfet 1647, hvor området udlægges til byggegrunde, må portrummet pga. reparationer have været lukket adskillige gange i sin relativt korte levetid. Hyppige vejarbejder i byens gader er altså ikke en ny foreteelse.

Såvel kloakken som Vandporten er som alle øvrige arkæologiske forekomster på stedet blevet fjernede nu. Men Bymuseet har i samarbejde med Ørestadsselskabet foranstaltet, at der hjemtages repræsentative dele af murværker, således at det vil blive muligt at bruge disse i en senere udstilling om de spændende fund på Kgs. Nytorv. Det store udgravningsfelt er nu blevet opfyldt for at kunne bære de store maskiner, der skal ind nu. Dette er de indledende arbejder til anlæggelsen af selve den store stationsgrube, som vil nå omkring 25 meter ned under fortovet langs Magasin. Det er endnu fremtid, men stedets fortid er nu, så godt det overhovedet har været muligt, blevet registreret. Som så ofte før har de arkæologiske undersøgelser besvaret en mængde spørgsmål, men der er også rejst nogle nye, som gør området under Magasin til det væsentligste arkæologiske objekt i Københavnsområdet.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |