sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af jeppe tønsberg >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Jeppe Tønsberg i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Jeppe Tønsberg.

Indhold:


Københavns Kronik, nr. 91, januar 2001, s. [3]-[7]

[Side 3]

I. C. Modewegs klædefabrik i København 1810-1832

Af Jeppe Tønsberg

Da Johan Carl Modeweg i 1831 købte halvdelen af Brede Kobberværk med henblik på at udflytte sin klædefabrik fra København, havde den allerede eksisteret i 21 år, og først året efter, da fabrikken i Brede stod færdig, afsluttedes produktionen i København.

Brede Klædefabriks bygninger ligger stadigvæk i Brede, og hele dens ældste del, d.v.s. rækken af hvide bygninger ud imod mølledammen stammer fra I. C. Modewegs og hans søn Julius Emil Modewegs ejertid.

Men hvordan så I. C. Modewegs københavnske klædefabrik fra 1810-1832 egentlig ud? Den fandtes først i

[Side 4]

ejendommen Dronningens Tværgade 54, som Modeweg havde købt i 1808. Denne fabrik eksisterede fra 1810 til 1825. Vi ved meget lidt om dens udseende, for I. C. Modeweg havde ikke brandforsikret fabrikken sammen med resten af ejendommen, og den er derfor ikke beskrevet i brandtaksationerne. Da fabrikken brændte i 1820, måtte Modeweg have hjælp af kongens kasse for at kunne købe nye maskiner. Fabrikken blev genopbygget; men i 1825 erhvervede I. C. Modeweg den nærliggende ejendom Bredgade 34-36 og flyttede fabrikken dertil.

Den nye fabriks udseende kender vi bedre, for en del af den eksisterer endnu. Den var opført allerede midt i 1750'erne som en af de oprindelige ejendomme i Frederiksstaden. Forhuset anvendtes til beboelse; men bagved lå et bygningskompleks i tre etager bestående af et baghus med to sidehuse, der delte gården mellem forhuset og baghuset i tre lige store dele. Dette bygningskompleks, hvoraf det meste af det nordlige sidehus endnu eksisterer, rummede oprindeligt den kongelige silkefabrik. Denne virksomhed tilhørte senere legatstifteren, fabrikant Niels Lunde Reiersen og blev efter hans død i 1795 overtaget af hans kompagnon Hans Brandorph. Efter dennes fallit ophørte produktionen, og bygningerne blev i 1806 købt af et konsortium, der øjensynlig ikke anvendte den til fabriksdrift.

Da I. C. Modeweg i 1825 havde købt ejendommen, opførte han det følgende år en udbygning midt på bagsiden af forhuset, således at dette fik forbindelse med fabrikkens to sidehuse; disse måtte endda afkortes for at skaffe plads til udbygningen. Derved blev gårdsrummet opdelt i to lange, smalle gårde langs ejendommens hhv. nord- og sydskel med gennemkørsel i begge ender hhv. til gaden og til baggården bag baghuset, samt en lille lukket gård mellem fabrikkens to sidehuse, baghuset og den nye udbygning på bagsiden af forhuset.

Fabrikken blev i april 1826 opmålt med henblik på fastsættelse af bygningsafgift, og nogle blyantspåtegninger på den ældre, rettede plan i opmålingsprotokollen kan efter skriften og ordlyden godt stamme fra dette tidspunkt (om det sydlige sidehus hedder det: "3. Etage er endnu ej taget i Brug og skal bruges til Fabrik"). I så fald kan vi konstatere, at I. C. Modeweg i baghuset havde hestegang og "ruehus" i den midterste del af stueetagen mellem de to gennemkørsler til baggården. Ved ruening kradses det nyvævede klæde med naturkarter, så luven rejser sig, hvorefter den overskæres til ensartet tykkelse. Rummene ved gavlene af baghusets stueetage var stalde, hvoraf den nordlige dog anvendtes som materialhus. På 1. sal var der karteri og spinderi, på 2. sal væveri og overskæring. I det nordlige sidehus, der som nævnt står endnu, var der i stuen

[Side 5, illustration]

[Side 6]

presse og skæremaskine, på 1. sal garnmagasin og på 2. sal spinderi. I det sydlige sidehus var der i stuen bobbiner (d.v.s. spoler), plukkeri(?) og kædeskæreri, på 1. sal nopperi (reparation af det færdige klæde for knuder og bristede tråde), og på 2. sal tomt (jfr. ovenfor). I baggården bag ved baghuset lå tre enetages småhuse, hvoraf det største var indrettet til farveri.

Det fremgår af disse påskrifter på planen, at I. C. Modeweg rådede over en komplet klædefabrik bortset fra, at der ikke nævnes noget valkeri, og at han således har været henvist til at sende sine produkter til valkning andetsteds, f.eks. ved Mølleåen, hvor på denne tid både Lyngby og Stampen fungerede som valkemøller. Derimod havde han altså selv farveri, hvilket var usædvanligt for en fabrik, der lå i bymæssige omgivelser uden direkte adgang til en sø eller et vandløb. Fabrikken har været af en betydelig størrelse, idet baghuset målte ca. 20 x 10 meter og hvert af sidehusene ca. 16 x 6 meter, alle i tre etager med loft. Om dens indretning og maskiner ved vi ikke meget; men man kan forestille sig, at hestegangens lodrette aksel er gået op gennem gulvet på 1. sal i tværhuset og via en forlagsaksel har drevet karte- og spindemaskinerne. Vævene på 2. sal har derimod været håndvæve. Lokaliseringen af de enkelte processer i bygningskomplekset virker ikke helt logisk. Det færdigvævede klæde på 2. sal kunne f.eks. ikke blive overskåret på samme etage, førend det havde været nede i stueetagen til ruening.

Vi kender også I. C. Modewegs maskiner i 1825: bl.a. 9 kartemaskiner, 12 spindemaskiner, 16 væve, en ruemaskine og 8 overskæremaskiner. Med disse maskiner fremstillede Modeweg i 1825 13.626 alen klæde, altså godt 8½ kilometer.

Da I. C. Modeweg som nævnt flyttede produktionen til Brede, afhændede han i 1834 fabrikken i Bredgade som to særskilte ejendomme. Nr. 34 blev købt af grosserer Hermann Chr. Müffelmann (far til digteren Chr. Winthers ungdomskærlighed Alvilde). Nr. 36 købtes af urtekræmmer H. C. Harboe og få år senere af professor N. C. L. Abrahams, der i 1846 solgte ejendommen til en hidtidig lejer, tøjmagermester Johan Gerhard Nyebølle. Hermed kom der igen klædefabrik på stedet, og J. G. Nyebølles Klædefabrik fortsatte i Bredgade 36 frem til 1897. I 1853 brændte den gamle silkefabriks bygninger bortset fra sidehuset i nr. 36, der som nævnt stadig eksisterer, og i 1855 tilføjedes bagest på grunden en fem etagers grundmuret fabriksbygning, som ligeledes stadig kan ses, oven i købet med bevarede dele af hejseværket, der blev trukket af fabrikkens dampmaskine i stueetagen. I årene 1904-12 havde sølvsmeden Georg Jensen sit første

[Side 7]

selvstændige værksted i ejendommen, dog ikke i bindingsværksbygningen, men i en lav bygning til venstre i baggården.

Som den gamle fabriksbygning ligger der i gården til Bredgade 36, er den et værdifuldt industrihistorisk monument. Den viser, hvordan man for at skaffe mest muligt dagslys til arbejdet har ladet vinduerne udfylde hele bredden mellem stolperne i bindingsværket. Det kunne man gøre i bindingsværksbyggeri, fordi stolperne alene var bærende og muren kun udfyldning. Da man omkring 1900 begyndte at bygge i jernbeton, genoptog man i virkeligheden bindingsværkets teknik med stolper og bjælker. På Danmarks første fabriksbygning af jernbeton, som opførtes på Brede Klædefabrik i 1907-08, kan man derfor se, hvordan vinduerne igen udfylder pladsen mellem stolperne for udnytte dagslyset. I den mellemliggende periode, hele 1800-tallet med dets grundmurede bygninger, gjorde hensynet til murpillernes bæreevne og stabilitet det nødvendigt at indskrænke vinduesbredden. Hvis man ser på de fabriksbygninger, I. C. Modeweg og hans søn opførte i Brede, udgør vinduernes bredde kun mellem halvdelen og to trediedele af den samlede facadebredde. Betragtet på denne måde er fabriksbygningen i Bredgade ganske vist gammel, endda den ældste bevarede af sin slags i København, men bestemt ikke gammeldags.

Når dertil kommer, at den gamle bygning har været en del af rammen omkring et af de størst anlagte danske industriprojekter fra den merkantilistiske tid, det kongelige silkemanufaktur, og at den har tilhørt Niels Lunde Reiersen, der i kraft af sit legat har haft afgørende betydning for Danmarks tidlige industrielle udvikling – ja, så kan man godt undre sig over, at bygningen ikke for længst er blevet fredet. Derimod er I. C. Modewegs ejerskab, som er årsagen til forfatterens interesse for bygningen, kun en episode i dens lange historie.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |