sti: velkommen > E-bøger > artikler fra københavns kronik > artikler af anne-lise walsted >
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt

Artikler af Anne-Lise Walsted i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Anne-Lise Walsted.

Indhold:


Københavns Kronik, nr. 85, juli 1999, s. [4]-[10]

[Side 4]

Arbejdernes fest Grundlovsdag 1876

Af Anne-Lise Walsted

I år fejrer vi Grundlovens 150 års jubilæum. Nulevende danskere er ofte af den opfattelse, at vores Grundlov var et bevis på det danske folks tidlige sans for demokrati, men det er absolut en sandhed med modifikationer. I arbejderkredse fejrede man ivrigt Grundlovsdag og brugte dagen til at markere over for borgerskabet, at der her var en kraft, man måtte regne med. Optoget på Grundlovsdag havde samme betydning, som 1. Maj-demonstrationerne fik efter 1890, hvor de to dage blev markeret med lige så stor vægt af arbejderne. Man følte, at der virkeligt var noget at fejre på Grundlovsdag: Grundloven af 1849 var jo givet i demokratisk ånd og gav alle lige del i de politiske rettigheder og pligter. Alle? Fra starten var det nu kun et fåtal, der havde del i en af de vigtigste Grundlovssikrede rettigheder, stemmeretten. De fem f’er var udelukkede: Forbrydere, fattige, folkehold, d.v.s. mænd i tjeneste hos andre, fjolser og fruentimmere, d.v.s. alle kvinder. Hertil kom, at mænd først fik valgret, når de var fyldt 30 år. Egentligt var der ikke så mange tilbage.

I samtiden var det en naturlig tanke, at kvinder stod uden for det politiske liv, men mange kvinder og mænd følte det dog som en uretfærdighed, at så mange var udelukket fra det politiske liv. I borgerlige kredse begyndte man først for alvor at røre på sig i 1880’erne, hvor for eksempel ægteparret Frederik og Mathilde Bajer i henholdsvis Folketing og Dansk Kvindesamfund gjorde en kolossal indsats i kampen for kvindernes ligeberettigelse. I de pæne stuer turde man dog ikke sige højt, hvad det egentligt drejede sig om: Først efter århundredeskiftet blev kravet om kvinders valgret sat øverst på Dansk Kvindesamfunds program.

Så var der helt anderledes saft og kraft i socialisternes kamp for kvindernes rettigheder. Ligeret og valgret hørte sammen, og for umådelig mange arbejderkvinder var problemet helt anderledes end for borgernes hustruer og døtre. Længe før nogen af borgerskabets kvinder tænkte på at få en uddannelse og en stilling, var arbejdernes koner og børn allerede i arbejde som tjenestepige, på fabrik, som "kone til det grove" eller budpige. Arbejderkvinden sled i det for familiens økonomi på lige fod med manden, men uden hans rettigheder. Proble-

[Side 5]

met med kvindens manglende ligeberettigelse havde været omtalt i den socialistiske avis "Social-Demokraten" så tidligt som i 1872, hvor frøken Augusta Jørgensen, som senere blev gift med socialisternes første leder Louis Pio, havde holdt et foredrag om "Kvindernes Stilling herhjemme og Midlerne til at forbedre denne". Socialisterne, de nye tiders parti, var således det eneste, der satte kvindernes fulde ligestilling med manden på sit program. Også her var der dog et stykke vej fra teori til praksis, som det følgende exempel viser.

To møder i Købmagergade

Bølgerne gik højt i foråret i det Herrens år 1876, 27 år efter Grundlovens ikrafttræden, da de socialistiske kvinder i "Den frie kvindelige Forening" for første gang ville med i et Grundlovstog som almindelige deltagere og ikke blot som dem, der gik forrest med madkurvene på armen og ellers holdt sig pænt i baggrunden. "Den frie kvindelige Forening" afholdt et diskussionsmøde den 12. maj 1876 i "De forenede Fagforbund"'s lokale i Købmagergade 52 lige ved Rundetårn. Sandsynligvis lejede de sig ind i kælderen hos værtshusholder Erhardt Hansen. Trods de Grundlovssikrede rettigheder om ytrings- og forsamlingsfrihed kunne det være svært for arbejdere at finde et lokale at holde politiske møder. En kroejer var temmelig sikker på at blive chikaneret af myndighederne, hvis han lejede ud til socialister. Indtil Arbejdernes Forsamlingsbygning blev opført i Rømersgade 22 i 1879 måtte man klare sig med tilfældige lokaler rundt i byen.

Ved stiftelsen i 1872 havde foreningens navn været "Den Kvindelige Sektion", idet den var en sektion af den danske afdeling af den internationale sammenslutning af arbejdere, "Internationalen". Den 14. august 1873 forbød og ophævede myndighederne den danske afdeling, fordi borgerskabet var skræmt fra vid og sans efter det, der var sket i Paris i 1871. Under Pariserkommunen havde arbejderne gjort oprør. 40.000 mennesker var blevet dræbt, og blodet havde flydt i Paris’ gader. Bare tanken kunne få det til at risle koldt ned ad ryggen på enhver retskaffen borger. Den 5. Maj 1872 havde arbejderne trods forbud afholdt et møde, og det kom til Slaget på Fælleden, hvorefter lederne var blevet fængslet. Den samme angst for de nye, utæmmede kræfter lå bag forbudet mod foreningen - trods Grundlovens fine ord om forsamlingsfrihed. Som følge af ophævelsen af "Internationalen" stiftede kvinderne "Den frie kvindelige Forening", der havde til formål "at virke hen til at forbedre Kvindens Stilling i Samfundet" og "at understøtte Medlemmerne under Sygdom og andet Uheld".

Diskussionen denne forårsaften i 1876 gik på, om kvindelige arbejdere i

[Side 6, illustration]

[Side 7]

en given situation skulle strejke eller ej. "Borgerinde" Andresen holdt et længere indlæg om emnet. Meget betegnende for holdningen inden for arbejdernes egne rækker var en af kommentarerne, at det ville virke latterligt, hvis kvinder strejkede. Igen fandt det morsomt, at kvinder arbejdede, men mandlige arbejdere anså det ofte for farligt, fordi arbejdsgiverne brugte kvinderne som løntrykkere. Nu forsøgte mændende at latterliggøre, at kvinder ville betragtes som rigtige arbejdere, der kunne finde på at bruge strejken som våben i kampen for bedre arbejdsvilkår. For mange af arbejderklassens mænd, og senere for borgerskabets, forblev kvinders arbejde i mange år en nødløsning, som man kun skulle gribe til, når der ikke var anden udvej. Kvindens plads var i hjemmet.

De mænd, der deltog i kvindernes møde, udtrykte i følge avisen "Social-Demokraten"'s referat varmt deres støtte til fordel for "de kvindelige Strejker". En af dem, "Borger" Adam Petersen, udtalte tillige sin sympati for "Fanesagen", som siden begyndelsen af maj måned havde verseret i avisernes spalter: Foreningen ville lade sy en fane, som skulle bruges første gang på den nært forestående Grundlovsdag.

Smeden Adam Petersens støtteerklærinng vakte naturligvis stort bifald på mødet, for kvinderne havde brugt for al den støtte, de kunne få. De vidste godt,

[Side 8]

hvad Adam Petersens fagfæller mente. En halv snes dage senere, mandag den 22. maj, dannede det samme lokale rammen om et helt andet møde. Det var "Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening" - Adam Petersens fagforening - der afholdt generalforsamling. Blandt medlemmerne fandtes de argeste modstandere af kvindesagen. Punkt 1 på dagsordenen var fortsættelsen af en standende diskussion om, hvordan foreningen skulle forholde sig til festen på den kommende Grundlovsdag. På et tidligere møde havde man noget overilet vedtaget en resolution, der rådede medlemmerne fra at deltage i arbejdernes store optog, fordi kvinderne pludseligt ville med i optoget som andet end staffage og bære deres egen fane.

Smedenes ophedede blod var nu kølnet en smule. Adam Petersen var kendt som mægler og hans overtalelsesevner var legendariske, så det er ikke usandsynligt, at det var ham, der havde været rundt for at tale sine kammerater til fornuft.

Smedenes formand udtalte, at "trods den i forrige Møde vedtagne Resolution tvivlede han ingenlunde paa, at enhver Smed jo vilde give Møde ved Arbejderfesten den 5te Juni, og mente, at selve Fagforeningen, skønt kun et led af det store Arbejdertog, vistnok vilde indgyde Storborgerne Respekt ved sin Størrelse".

Debatten fra det sidste møde fortsatte, og bølgerne gik stadig højt, som det fremgår af avisens nøgterne referat: "Som det var at vente, affødte dette Punkt paa Dagsordenen en levende Debat, og skønt Mange var imod at Kvinderne som Forening skulle deltage i Toget under deres egen Fane, var dog den overvejende Del af Forsamlingen paa det Rene med at Fagforeningen ikke burde vedtage Noget, hverken for eller imod, da dette fornuftigvis laa udenfor dens Kompetence". En lang række smede besteg talerstolen, og de fleste var utvetydigt imod kvindernes selvstændige deltagelse. Desværre kunne de jo hverken gøre fra eller til, så de blev nødt til at vedtage en resolution med følgende ordlyd: "Forsamlingen vedtager at deltage i Grundlovsfesten uden Hensyn til, om den Kvindelige Forening deltager eller ej".

Dette blev imidlertid foreningens fanebærer for meget. Kunne foreningen ikke gøre noget, var han alligevel man for at gennemføre sin egen protest: Han ville i hvert fald ikke gå med sin fane i samme optog som en kvinde. Den stoute smed nedlagde omgående hvervet som fanebærer, og der måtte vælges en ny. Hvorefter man gik over til næste punkt på dagsordenen.

Fanens indvielse

Den 31. maj 1876 kl. 21 var der stor fest, da den omstridte fane blev indviet.

[Side 9]

400 mennesker var begejstrede tilskuere, da socialisternes førstemand Louis Pio holdt hovedtalen. Efter Slaget på Fælleden i 1872 var han blevet idømt fem års forbedringshus for forbrydelse mod statsforfatningen, men var blevet benået og løsladt i april 1875.

Avisen skrev næste dag om mødet: "Taleren havde med Glæde hilset Forslaget om den kvindelige Forenings Fane, da han deri saa et Tegn paa den tiltagende Frihedsfølelse blandt Kvinderne. Paa Fanen stod skrevet: Ingen Sejre uden Kamp. Ja, Kvinderne havde sikkert en haard Kamp at kæmpe, men Taleren haabede, at Mændene vilde lære at indse Kvindernes Betydning i Arbejderbevægelsen, saa at Mænd og Kvinder kunde slutte sig sammen til Kamp mod den fælles Fjende, det bestaaende Samfund". Louis Pio sluttede med at udbringe et Leve for "Den frie kvindelige Forening"’s fane, og festen sluttede med musik og sang.

Grundlovsdag

Så oprandt selve dagen, Grundlovsdag den 5. juni, og alle fagforeninger plus "Den frie kvindelige Forening" stillede ved middagstid op med 61 faner i et langt optog, der udgik fra Nørrevold og drog ned til Nyhavn. Herfra sejlede de mange deltagere til Klampenborg. Det tog flere timer for dampskibsselskabets fire skibe at fragte de mange tusinde mennesker op langs kysten: De sidste nåede først frem til Røde Port klokken halv fem. På slaget fem satte optoget sig i bevægelse ind i Dyrehaven for at holde Grundlovsfesten ved Den slesvigske Sten. Klokken seks begyndte talerne, hvorefter festen trods regnvejr fortsatte på dansepladsen til langt ud på natten. De våde varer til indvortes brug sørgede P. Jakobsen for. Han var ejer af en kælderbeværtning i Gothersgade 129, og havde i en annonce dagen før bekendtgjort, at beværtningen på Grundlovsdag var flyttet til Den slesvigske Sten, hvor han anbefalede sig med gode varer og rask opvartning.

Festkomitéen havde hele dagen sørget for ro og orden. Det betød meget at vise borgerskabet, der med bekymring kikkede ud på optoget fra deres vinduer, at arbejderne kunne mobilisere og organisere så mange mennesker, som der her var tale om. Samarbejdet med Politiet, der var mødt talstærkt frem, gik gnidningsløst. Det var dog ikke uden grund, at nogle var bekymrede for opretholdelse af ro og orden. En menneskealder senere fortalte Den frie kvindelige Forenings formandinde, Jacquette Liljencrantz om turen igennem byen, at stemningen havde været fjendtlig. Mange havde opfattet det meget provokerende, at kvinder optrådte på denne måde i det offentlige liv. Hun huskede, hvordan et medlem af bestyrelsen, som gik ved siden af hende i optoget, havde fået en ordentlig "kindhest" af en

[Side 10]

kvinde blandt tilskuerne. Derfor stod der næste dag i avisens omtale af festdagen: "Det fortjener at fremhæves, at en Del Bygningssnedkere paatog sig at være Garde for Den kvindelige Foreningen gennem Byen, da det viste sig, at en Del nysgerrige og ondskabsfulde Personer forulempede den. Under marchen gennem Skoven paatog Bødkernes Fagforening sig dette Hverv".

Hvis man skal udlede en morale af hændelserne i foråret 1876 er det vel, at demokrati ikke kommer ved et pennestrøg, men kræver en indsats af alle.

Tilbage til toppen


Navigation:

Forfatterliste

Person- og Stedregister



© Selskabet for Københavns Historie 4. november 2015
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |