137

Det var Onsdagaften, den 2den September, en mild og venlig Sommeraften. Solen var just gaaet ned, thi Klokken var omtrent 7½, og en Mængde Mennesker omgave Hovedqvarteret og Hovedvagten, hvor den sædvanlige Aftenmusik blev opført. Paa samme Tid spadserede ogsaa en Mængde Mennesker i Kongens Have, den eneste af Kjøbenhavns Spadseresteder, som dengang var tilgjængelig. Skumringen var indtraadt, og største Delen af de Spadserende var paa Veien til deres Hjem, da de første Prøvekast af fjendtlige Bomber faldt paa Kongens Nytorv og der kort efter lød en Generalsalve fra Fjendens samtlige Kastebatterier bag Vesterbro, imellem Ladegaarden og Rolighed, bag Blaagaard, paa Nørrebro, og bag Østerbro, samt fra Bombardererne og Flotillen fra Søsiden, og en Regn af Bomber, Granater, gloende Kugler, Brandkugler og Raketter udbredte Død og Fordærvelse over den nyligt saa tilsyneladende fredelige By.

138

En af de første Bomber faldt paa den østlige Side af Kongens Nytorv; den var godt beregnet, thi ligesom den naaede Jorden sprang den, dog uden at beskadige Nogen, men Mængden foer om til alle Sider under det Udraab: "see der have vi Bombardmentet!"

Nu vedblev det ene Knald og Brag, det ene Lyn efter det andet i fulde 12 Timer. Det var rædsomt at see de lysende Ildbaner, de blussende Raketter, høre de springende Bomber, den forvirrede Lyd af Morterernes Explosioner, Kanonernes Torden, Kuglernes Hvinen og Raketternes Susen. Hertil kom Braget af de nedstyrtende Skorstene, Tagstene og springende Ruder, og Jammerraabet af mangfoldige Stemmer, der lød fra Qvinder, Børn og Lemlæstede. Ilden fra de brændende Huse og Tordenen fra vort eget Skyts paa Voldene, Batteriet paa Tømmerpladsen samt vore Kanonbaade og Morteerpramme, der besvarede Fjendens Skyts, forøgede end mere Larmen, saa at endog den Modigste og Koldblodigste nær havde Tabt Fatningen.

Paa Gaden var man meest udsat for Fare, da de springende Bomber gjorde en stor og farlig Virkning. I Husene var man mere sikker, men da de ulykkelige Familier, meest Qvinder og Børn, troede at finde et Redningssted i Husenes Kjældere, saaredes og dræbtes her ogsaa mange, thi almindelig gik Bomberne gjennem alle Husets Etager og sprang først i Kjælderen, hvor ofte en eneste Bombe dræbte eller lemlæstede en heel Familie.

Det var første Gang at man i Europa brugte de saakaldte "congreveske Raketter," der bestode af et huult Blikrør, fyldt med et brændbart Stof, der, efter at være

139

antændt, fløi ud igjennem en Mængde smaa Huller paa Siden af Røret, og tilligemed vare forsynede med Hager, til at gribe fat i enhver Gjenstand, som de mødte. Englænderne havde tidligere brugt dem under Krigen i Ostindien, men her vare de aldeles ukjendte og derfor meget frygtede, thi man antog almindelig, at det hverken vare Bomberne eller de andre brugte Projektiler, der vare Skyld i den meget Ulykke og Ødelæggelse. Raketterne vare langtfra saa farlige som Bomberne eller Granaterne, thi, endskjøndt de indeholdt brændbart Stof, havde de dog ikke Kraft til at gjennembryde Mure eller trænge ind i Huse, undtagen igjennem Vinduer og Aabninger.

Det var især imod den nordvestlige og tildeels vestlige Deel af Byen, at Fjendens Anstrengelser vare rettede, hvor Spirene af Frue- og Petrikirke, samt Rundetaarn tjente ham til Skive for hans Kastning, skjøndt den nordlige Deel af Staden heller ikke blev skaanet. Paa 38 forskjellige Steder udbrød der Ild denne Nat, men slukkedes enten af Beboerne selv eller vort flinke og modige Brandcorps, uagtet Bomber og Kugler nedregnede paa et saadant Sted, hvor Fjenden saae Ildsluer frembryde. Kun eet Pakhus, tilhørende Grosserer Tutein, der var opfyldt af Bomuld til en Værdi af 130,000 Rdlr., afbrændte aldeles.

Men en Mængde Bygninger, især i Nærheden af de ovennævnte Kirker, vare ved de nedfaldende Bomber og Kugler næsten forvandlede til Ruiner.

Under disse Rædselsoptrin stode Stadens Borgere, Livjægerne og den øvrige Besætning paa Stadens Volde, hvorhen Stormklokken strax, da Bombardementet be-

140

gyndte, havde hidkaldt dem. Man kunde befrygte, at Fjenden skulde benytte sig af den almindelige Forvirring, til at løbe Storm, og derfor maatte Alle, som skulde forsvare Staden, ile til deres Samlingssteder, og lade Kone og Børn tilbage, overladte til Jammer og Fortvivlelse. Hele Natten igjennem saae de Kugler og Bomber regne ned over deres Huse; og ængstelige over deres Familiers Lod, maatte de, selv udsatte for en lignende Fare, skyde fra Voldene imod Fjenden, som imidlertid loe ad deres Bestræbelser, da han laae betrygget, forskandset bag sine Brystværn og saa langt bort, at ingen Kanonkugle kunde udsendes med bestemt Sigte.

Klokken 4 om Morgenen sagtnedes Fjendens Ild noget, men først henimod Klokken 8 ophørte den aldeles, efter at Byen var bleven overdænget med en Ildregn af 4000 Bomber, Granater og Raketter.

Mange af Stadens Indvaanere vare i denne Nat blevne dræbte eller saarede. Gaderne vare opfyldte af skrækkeligt lemlæstede Liig, adspredte Lemmer og Strømme af Blod, Brostenene vare oprodede af de nedfaldende Bomber og bedækkede med Muurgruus og Muurstene, Tagsteen og Glasstumper, der ofte gjorde Passagen vanskelig. Tagene vare overalt fulde af Huller hvorigjennem især Bomberne var trængte.

Da Bombardementet var ophørt traadte enkelte Personer ud af Husene og snege sig langs Husene. Dødsstilheden afbrødes kun af den Saares Skrig. Henad Middag begyndte Borgerne at besinde sig noget, og Mange ilede nu afsted for at see til Venner og Familie. Alt, hvad der kunne flygte, især de, som boede i den meest udsatte Deel af Staden, droge nu

141

over Langebro eller Knippelsbro for at begive sig til Christianshavn, som ikke var bleven rammet af Bomber, eller til Amager. Det Kjæreste og Bedste man eiede, bar man med sig, og Byerne paa Amager vare saa overfyldte, at man ofte fandt 80 til 100 Flygtninger under eet Tag. Fra det Offentliges Side gjorde man, hvad man formaaede, for at skaffe de Huusvilde og Nødlidende Hjælp og Bolig. Marmorkrybberne i de kongelige Staldbygninger ved Christiansborgslot indrettedes til Leie for de Syge og Barselqvinder. Proviantgaardens, Cancellibygningens og Christiansborg-Slots Hvælvinger og Kjældere, den bombefaste Opgang til Rundetaarn, Staldbygningen og Løngangene vare opfyldte med Flygtninger og Familier af alle Stænder, thi med den almindelige Nød var Standsforskjellen ophørt.

Fra Voldene trint om Kjøbenhavn skjødes bestandigt paa Fjendens Batterier og hvor man kunde formode, at der fandtes Tropper, thi man var af den feile Mening, at vi tilföiede Fjenden stor Skade.

Ved en Bekjendtgjørelse, opslaget paa Gadehjørnerne, takkede den commanderende General saavel Politiet som Brandcorpset for den store Iver og Anstregnelse, de havde viist i den forløbne Nat. Ved deres roesværdige Virksomhed, yttrede han, var Ilden, som opkom paa nogle Steder i Staden ved Fjendens Bomber, Ildkugler og Brandraketter, strax bleven slukket.

Man forberedte sig til den følgende Nat.