Indholdsfortegnelse

7

A

Abel Cathrines Gade

Abel Cathrines Gade, som skærer Istedga­de, er navngivet efter Abel Cathrine Wolfs­datter (eller Mesing). Hun var født 1626 (") i Nordtyskland og giftede sig 1655 med proviantskriveren på Københavns Slot, Hans Han­sen Osten. Da hendes mand ved sin død 1672 efterlod sig store midler og meget jordegods, skænkede hun en del af formuen til velgøren­de formål, herunder et hus i Dronningens Tværgade. I bygningen indrettedes en stiftelse for "syge, elendige og sengeliggende fattige"; dens virksomhed begyndte straks efter hendes død 1676. Der var fra begyndelsen 12 lemmer med seks små lejligheder til deling. Abel Ca­thrine havde endvidere betænkt stiftelsen med gods i Fleskum og Hellum Herreder. Huset blev flere gange udvidet, også med en sidebyg­ning. 1751-52 opførtes et kapel ved siden af, hvis inventar på nær de hellige kar ødelagdes ved en brand 1857.

Stiftelsen flyttede 1884, da ejendommen skulle nedrives og fik hjemsted i en nyanlagt gade på Vesterbro, herefter kaldet Abel Cathrines Gade. 1949 afhændede man ejen­dommen og institutionen har nu nogle lejlig­heder til rådighed i Gammel Kloster på Østerbro, hvis navn lyder Abel Cathrines Fri­boliger.

Abildgaard, Nicolai (1743-1809)

Nicolai Abildgaard, en af den danske nyklassicismes banebrydende malere. Han nåede tidligt stor anerkendelse i Køben­havn og modtog 1778 et professorat ved Kunstakademiet. Kort efter fik han til opgave at levere 22 malerier til riddersalen på det da­værende Christiansborg. Emnet var Dan­markshistorien under de oldenborgske kon­ger, hvilket voldte Abildgaard mange sure ti­mer, for han havde ønsket at skildre de første kristne konger. Så meget desto større var ærg­relsen, da Christiansborg brændte i 1794, hvorved 12 års slid gik op i luerne. Lamslået skal han have sagt: "Der brænder mit navn". Fra 1786 havde maleren sin lejlighed i Charlot­tenborgs stueetage til højre for porten, og her modtog han bl. a. besøg af den berømte sven­ske billedhugger Johan Tobias Sergel. Til Abildgaards kendteste malerier hører en serie med motiver hentet fra Terents' komedie Pi­gen fra Andros, nu tilhørende Statens Mu­seum for Kunst.

Abildgaardsgade

Abildgaardsgade har navn efter maleren Nicolai Abildgaard (s.d.). Den er en af "Kar­toffelrækkernes" mange gader, der er opkaldt efter danske kunstnere; de øvrige er Wiede­welt, Jens Juel, Eckersberg, Marstrand og Skovgaard. I Soyas erindringsroman Min Far­mors Hus, et Tidsbillede (udgivet 1943) omta­les de mere prosaisk som "Kartoffelgaderne".

Aborreparken

Aborreparken, tidligere anlæg svarende til området indenfor Vester Farimagsgade, H. C. Andersens Boulevard og Studiestræde. Det første skridt til anlæggelsen blev taget, da man i 1873 begyndte at sløjfe voldene. Tre parker ­Ørstedsparken, Aborreparken og Østre An­læg - skulle herefter etableres som et grønt område på det vestlige voldafsnit for at give den hastigt voksende by en række nye ånde­huller. Medens Ørstedsparken og Østre An­læg har overlevet, fik Aborreparken kun en kort levetid. Allerede fra begyndelsen kom projektet i modvind. Meldahl hævdede i bor­gerrepræsentationen, at det var spild af penge, så længe det var uvist, hvor Københavns kommende jernbaner skulle lægges. Aborre­parken blev dog vedtaget og færdiggjort 1886.

Det varede ikke længe, før man begyndte at gøre indhug på det fire tønder land store have­anlæg. I 1897 kom maleren J. F. Willumsen med et forslag til "Den frie"s udstillingsbyg­ning, og trods modstand fra stadsarkitekten blev det vedtaget med støtte fra Martin Ny­rop, Clemmensen og Plesner. Året efter stod bygningen, som var opført i træ, færdig til en pris af 16.000 kr. Den vakte opsigt og Vort Land skrev "Fra den Kähler'ske Keramikfa­brik har man faaet brændte Tagsten, skiftevis hvide og blaa, saaledes at Taget fremtræder i det danske Porcelæns Toner"

I 1908 skød en ny bygning op i Aborrepar­ken. Studenterforeningen havde ønsket sig et mere pompøst hus, og efter at have vundet i en konkurrence fik Ulrik Plesner til opgave at opføre sit forslag. Det store hjørnehus med de volutudsmykkede gavle afspejler både samti­dig engelsk byggeri og den dekorative stil i Kø­benhavn, kort sagt stilforvirring, som var ty­pisk for århundredskiftet. Kort efter "Studen­terforeningens" indvielse i 1910 blev parken helt nedlagt.

Abraham Lehns Gård

Abraham Lehns Gård, Strandgade 6. Bag den nuværende, senklassicistiske facade gem­mer sig et hus, som opførtes 1703 for Abraham Lehn den Ældre. Han var en af Kø­benhavns store vinhandlere og drev i flere år det ansete vinhus "Dyrkøb". Sin store formue tjente Abraham Lehn dog først, da han blev skibsreder og fik skibe med sejlads til Indien. Fra Lehns eller hans søns tid er bevaret nogle smukke interiører i forhusets stueetage.

Absalon (1128-1201)

Absalon, ærkebiskop og Køben­havns grundlægger. Han var barnebarn af den mægtige Skjalm Hvide, som under Svend Estridsens regering havde styret Sjælland. Absalon fødtes på den gamle slægtsgård i Fjenneslev og rejste som ung til Paris for at studere teologi og kirkeret. Det var under op­holdet i Paris, at Absalon sluttede venskab med kanniken Vilhelm, der siden hen skulle blive grundlægger af det navnkundige Æbel­holt Kloster i Nordsjælland. I 1157 stod Absa­lon på Valdemars side i kampen om konge­magten, og det bragte ham året efter til det høje embede som bisp over Roskilde. Absalon fik også en mere kontant gave fra kongen i form af rettighederne over byen Havn og Støvnæs Halvherred (senere en del af Sokke­lund Herred). Det oprindelige gavebrev fra 1157 er dog gået tabt.

Først ti år senere - i 1167 - knyttedes bispen for alvor til sin by, da han med held forsvarede den mod et angreb fra en norsk flåde. På dette tidspunkt omtales den som portus mercato­rum - Købmændenes Havn. Samme år påbe­gyndte han opførelsen af en borg på Strand­holmen (nuværende Slotsholm). I 1171 blev København angrebet af et sørøverskib, men det blev erobret, og Absalon lod sørøverne halshugge og deres hoveder sætte på stager på borgens mure langs stranden. Da ærkebiskop Eskil i 1177 havde overdraget sit høje embede til Absalon, besøgte han kort efter den nye ær­kebisp i hans borg ved Havn. Den gamle mand klagede over ikke at kunne sove, og Absalon lod resolut bunden af hans seng forsyne med en kasse hede teglsten.

Absalon døde i Sorø påsken 1201 og begra­vedes foran højalteret i klosterkirken sammesteds. Da man i 1947 åbnede hans grav, var skelettet endnu ret velbevaret og viste en kraftig mand, som havde haft en veludviklet benmuskulatur. Han var dog ikke så høj som tidligere antaget, kun 179 cm.

Eftermæle, myter og mindesmærker måtte naturligvis følge efter en så betydelig skikkel­se. Den nærmeste kilde til vor viden om Absalon er historieskriveren Saxo, der skrev sin Gesta Danorum (Danernes bedrifter) før 1200. Skønt man ikke kan sige, at hans Absalonafsnit er blevet til Absalon memoirer, er der næppe tvivl om, at peroden ca. 1157-85 er præget af Absalons opfattelse af begivenhederne.

Allerede i Abbed Vilhelm Krønike, forfattet 1210-30, koncentreres dyrkelsen af Absalon-skikkelsen: "en mand med stor snilde, klerkens pryd, de sørgendes og nedbøjedes trøstermand, alle munkes hengivne ven og hele folkets bramløse styrer, de fremmedes og fattiges milde forsøger, Vendernes vældige fjende, troens smykke, et mønster på ædruelighed, et forbillede på kyskhed, et herligt spejl for sjælsadel og retfærdig, et lys, der strålede i Herrens tempel, og samtidig dets faste og urokkelige støtte".

Historikeren Arild Huitfeldt skrev om Absalon i den del af sin Danmarks-krønike, som udkom 1603, at "Hand hafver bedreffvet mange merkelige Gierninger for Danmarch". Spiren til en folkelig opfattelse af ærkebispen var lagt. Fra 1600-tallet er det dokumenteret, at en kult havde udviklet sig omkring genstande, som man mente havde tilhørt Absalon. Det ældst bevarede inventar over genstande i Kunstkammeret på Københavns Slot, skrevet 1673-74, betegner et sværd som Absalons kåre, 1687 fik Holger Jacobæus ordre af Christian 5. til at gøre en fuldstændig "Catalogum paa Kongelig Mayestäts Kunst=Cammer", hvori han nævner en bispehue og en bispestav af narhvaltand samt to af forgyldt kobber, endvidere et drikkehorn, en hjelm af sølv med ædelstene, et par silketøfter og et skrin, alle henført til Absalon!

1700-tallets forfattere og historikere fortssatte heltedyrkelsen. 1770 skrev Peder Vogeli­us en 104 sider tyk bog, hvori han sammenlig­nede Absalon med oldtidens Cyrus og Scipio samt Hannibal og Leonidas. Herfra var vejen kort til romantikkens henrykkelse over Absa­lon. Dog kunne det også gå respektløst til, som da fynboen Andreas Jørgensen oktober 1800 besøgte Kunstkammeret, den gang ved siden af Christiansborg Slot: "Her saa vi tillige Bi­skop Absalons Bispehue, hans Stav, Pung, Tøfler o.s.v. Jeg havde denne Bispehue paa Hovedet"

I 1800-tallet havde Absalon-kulten også vi­de rammer. Således lød en strofe fra en af 1890ernes revyviser: "I Lille Kongensgade, der boede Biskop Absalon". En gade på Ve­sterbro fik også hans navn (s.d.), mens B.S. Ingemann i sin episke digtkreds Valdemar den Store og hans Mænd (første udgave 1824) be­handlede emnet med den store patos. Noget nyt indvarsledes, da arkæologer under ledelse af C. M. Smidt fra Nationalmuseet i 1900 be­gyndte udgravningen af Christiansborg og fandt "Absalons Brønd". Det inspirerede So­phus Bauditz til københavnerromanen med denne titel (udgivet 1901).

1901, som var 700-året for Absalons død, blev fejret markant. På Højbro Plads indvie­des en rytterstatue, hvor ærkebiskoppen sku­er over mod Slotsholmen, hvor han grundlag­de sin borg. Statuen blev udført af billedhug­geren Christian Gottlieb Vilhelm Bissen og vi­ser bygrundlæggeren som hærfører. Den stejlende hest er et romantiserende træk. Sokke­lens udformning skyldes Martin Nyrop, som også formulerede indskriften: "Han var mo­dig, snild og fremsynet - en ynder af lærdom ­med ren vilje Danmarks trofaste søn".

Monumentet er skænket af Axel Heide, di­rektør for Privatbanken, som ønskede det af­sløret på Absalons dødsdag den 21. Marts. Kommunen kunne imidlertid ikke tillade det­te, officielt med den begrundelse, at gavesa­gen ikke var færdigbehandlet. Det forholdt sig i virkeligheden således, at borgerrepræsen­tationen på samme dato ønskede at afsløre en statue af Absalon opstillet på Rådhusets ho­vedfacade! Giveren havde også ønsket, at den radikale Georg Brandes holdt talen ved indvi­elsen på Højbro Plads, men det tillod man ik­ke i de finere kredse. Selvet forslag fra Heide om, at Sjællands biskop også kunne tale til lej­ligheden, afvistes. Kronprinsesse Louise true­de ligefrem med at trække sine penge ud af Privatbanken, hvorfor Heide måtte bede Brandes om at blive hjemme. Hans tale, et oratorisk mesterværk, blev imidlertid trykt i Tilskueren. Her stod bl.a.: "Med mere Ret end Valdemar l. kunde han føre Tilnavnet den store. Hans Geniblik viser sig i hans Borgs Anlæggelse her. Man tænke sig: at have grundlagt noget, der har staaet i Aarhundre­der, stedse voksende, og som i sit 8. Aarhund­rede blomstrer som aldrig før! Mod, Kløgt og Herskeraand og Geniblik er Elementerne i hans Storhed".

Den forgyldte statue af Absalon, anbragt højt oppe på Rådhusets hovedfacade, blev afsløret 1901. Også denne skulptur er udført af billedhuggeren Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, som hentede inspiration til figuren ved at studere ligstenen på Absalons sarkofag i Sorø. Absalon er fremstillet i biskoppeligt or­nat, med bispehue og krumstav. Allerede 1872 blev figuren modelleret af Bissen og en kolos­sal statue opstilledes i det gamle rådhus på Nytorv. 1899-1900 blev figuren omarbejdet og støbt i udhamret kobber. Den blev vist på Verdensudstillingen 1900 i Paris, hvor Absa­lon havde læst som ung. Figuren er indsat i en niche frit komponeret over en romansk kirke­portal. Sildefrisen derover er udført efter teg­ning af Martin Nyrop.

Absalonsgade

Absalonsgade, en af Vesterbros sidegader, har navn efter biskop Absalon (s.d.). I 1870erne fik gaden sin store bebyggelse med boligejendomme. Blandt bygherrerne kan nævnes murermester Peter Christian Wien­berg, der eksempelvis ejede matriklerne, hvor Absalonsgade 11 og 13 blev opført 1876. Beg­ge ejendomme rejstes i fem etager, hvad der var normalt for tidens boligbyggeri.

Wienberg var en af periodens store bygge­matadorer, der havde begyndt sin karriere som murermester i provinsen, hvor han byg­gede alt fra fyrtårne til herregårde. 1866 flytte­de han sin imponerende virksomhed til Kø­benhavn. Her fik Wienberg gennem sin gamle forbindelse med Ferdinand Meldahl, der fra 1860 virkede som kgl. bygningsinspektør og fra 1866 som medlem af borgerrepræsentatio­nen, en række store opgaver, bl.a. Marmor­kirken, Kunstmuseet og Kunstudstillingsbyg­ningen på Charlottenborg.

Som eksempel på datidens boligforhold for arbejdere på Vesterbro kan nævnes Absalons­gade 40 (ejendommen opført 1873), hvor der 1880 boede 17 familier med 81 personer i for­huset. Boligerne var overvejende to- og tre­værelses lejligheder. For en 30 m2 stor to­værelses lejlighed i baghuset var den halvårli­ge husleje så høj som 84 kr.

Adelgade

Adelgade blev med gennemførelsen af sane­ringsloven af 1939 ændret til det ukendelige. Der var tale om en total sanering, som påbe­gyndtes under krigen, hvorefter projektet stoppede 1943 for atter at blive videreført 1954. I dag kan alene gamle fotografier og do­kumenter fastholde det dystre, men på samme tid historiske og fascinerende københavner­miljø, der forsvandt.

Gaden blev grundlagt i slutningen af 1640rne i forbindelse med etableringen af Ny København. Det bestemtes da, at gaderne skulle opkaldes efter kongehusets medlem­mer, de lande, der var underlagt den danske krone, og landets forskellige stænder.

Vanrøgt og overbebyggelse gjorde, at Adel­gade aldrig kom til at svare til sit fine navn. Skidtet flød over alt. Det meddeles 1788 om Gothers-, Adel- og Borgergade, at man "paa mange Steder næppe kan komme tværs over Gaden for vidt udbredte Dynger af Rende­stens Mudder, og næppe er Renovationsvog­nene bortkjørte, førend Gaderne bliver zirede med Møddinger igjen, som blive henliggende til anden Dags Morgen". Den 3. marts samme år noterede Luxdorph i sin dagbog, at der var "Et blodigt Slagsmaal imellem Soldater og Matroser i Adel-Gaden, hvorved nogle have sat Livet til"

Af senere begivenheder i gadens historie kan nævnes Københavns første svendestiftel­se - tømrernes - som opførtes 1851 i Adelga­de. 20 år senere, den 15. oktober, stiftedes den Internationale Arbejderforening for Dan­mark ved et møde i Tømrerkroen i Adelgade. Til stede var socialisten Louis Pio, der valgtes til "stormester".

Gennem 1800-tallet blev husene dårligt ved­ligeholdt og man så mange eksempler på sva­legange, udvendige trapper og balkoner af træ, der var et levn fra endnu ældre dage. Un­der trappen op til første sal var lokummet ind­rettet med dertil hørende latrinkule i jorden nedenunder. Thorvald Stauning og hans fami­lie boede en overgang i Adelgade, hvor den plagedes af rotter, så den måtte flytte igen.

Et første hul i de skumle husrækker blev brudt i 1902-04, da Anneksværk, et kommu­nalt elektricitetsværk i Adelgade-Borgergade kvarteret, blev udvidet. Til Adelgade bygge­des et kedelhus, hvorved en del af de små huse måtte vige pladsen. Paradoksalt nok viser de moderne boligkomplekser, der skød op efter den store sanering, en tættere bebyggelse end det før var tilfældet!

Adilsvej

Adilsvej på Frederiksberg er opkaldt efter den svenske sagnkonge Adil af Sverige. Han giftede sig med Yrsa, som var moder til Rolf Krake. I "Lejrekrøniken" fortælles det om Adil, at han krævede skat af danerne, ligesom han havde en hundehvalp kaldet Rappe. Den satte han til konge over Danmark.

Admiralgade

Admiralgades navn minder om den tid, hvor Bremerholms flådechef havde sin bolig - Ad­miralgården - ved sydhjørnet af Admiralgade og Dybensgade. Gården, som for længst er nedrevet, ejedes af kronen fra ca. 1565 til 1596, og tre admiralers navne kan med sikker­hed knyttes til stedet. Den kendteste af dem, Peder Munk, deltog som yngre i Syvårskri­gens kampe i Østersøen. Han var i 1566 blandt de skibschefer, der reddede sig fra katastrofen ved Gotland, hvor en orkan indhentede en dansk-lübsk flåde og 6400 søfolk omkom. De danske myndigheder beskyldte senere nogle kvinder for at have fremkaldt stormen ved trolddom og djævlebesværgelser, og de blev brændt på bålet.

Peder Munk oplevede endnu engang et "hekseri", da han i 1589 med en dansk flåde­eskadre skulle føre Frederik 2.s næstældste datter Anna til Skotland, hvor hun skulle vies til kong James 6. En storm splittede ekskadren ad, så den måtte vende tilbage til Norge. Peder Munk beskyldte senere rentermester Christof­fer Valkendorf for at have vedligeholdt skibe­ne dårligt, men anklagen afvistes, og skylden rettedes derefter mod nogle hekse. Det vides ikke, om de uskyldige kvinders død på bålet fik mildnet den vrede rigsadmiral.

I 1596 fik Peder Munk ordre til at fraflytte gården i Admiralgade, da den nu skulle bruges som "Harniskkammer", og som sådan funge­rede den indtil 1604. Senere i 1600-tallet kom der fem boder på hjørnegrunden, men Admi­ralgården havde da nået at give navn til det lille stræde, som i grundtaksterne fra 1653 og 1668 kaldes for Admiralgade.

Adresseavisen

Adresseavisen grundlagdes, efter en række tidligere mislykkede forsøg, 1749 i Køben­havn, men måtte snart ophøre. Den genåbne­des 1759 på initiativ af filantropen og forfatte­ren Hans Holck. I begyndelsen lod han avisen udkomme en gang om ugen, senere udsendtes den fire gange ugentlig i et antal af flere tusin­de. Officielt hed bladet "Kiøbenhavns Adres­se Comptoirs Efterretninger". Det tospaltede blad, som var i kvart format, indeholdt en blanding af regulært nyhedsstof og digteriske frembringelser. Som annonceorgan benytte­des den flittigt, alt fra krydderier til strømper kunne faldbydes. 1760 averteredes f.eks. føl­gende: "Jomfru, der paa visse Conditioner til­byder sig at informere skikkelige Folks Pige­børn gratis, som maatte have Lyst til at lære at strikke med Ulden og Bomulden, Giarn, Traad og Silke".

Da Hans Holck begyndte at bringe prædi­kantlisten, protesterede stodderkongerne, der tidligere havde haft eneret på at meddele disse. En plan om at sende Adresseavisen med den ri­dende post afvistes i første omgang, fordi pladsen i postsækken allerede var optaget af "Den Berlingske Tidende". Sidstnævnte blad markerede sin sejr over konkurrenten ved frem over at annoncere sig som "De til Forsendelse med Posten alene priviligerede kiøbenhavnske Tidender". Holck gav dog ik­ke op. Han fik alligevel posten til at besørge sin avis, som derefter fik navnet "den med Po­sten forsendende".

Foruden sin udgivervirksomhed oprettede Hans Holck 1765 en sygekasse og en gratissko­le ti år senere. Han tog også initiativ til prak­tisk foranstaltning som arbejdsanvisning til bekæmpelse af tiggeri.

Alexander Newskis Kirke/

Alexander Newskis Kirke, Bredgade 53. Fra midten af 1800-tallet havde det russiske gesandtskab haft sine gudstjenester i et kapel i Laksegade, og senere blevet kapel indrettet i St. Kongensgade. Den nuværende kirke op­førtes i årene 1881-83 af den russiske regering, og zar Alexander 3. gav personligt et bidrag til bygningen på foranledning af kejserinde Dag­mar, Christian 9.s datter. Man fortæller, at zaren af religiøse årsager ikke var tilfreds med købet af grunden i Bredgade. Grunden erhvervedes i øvrigt af Tietgen. Ansvaret for tegnin­gerne havde den russiske arkitekt David Iwa­nowitsh Grimm, der virkede som professor ved Kunstakademiet i Skt. Petersborg.

Sammen med 15 andre havde han deltaget i en forudgående konkurrence, hvor hans pro­jekt havde vundet. Det praktiske arbejde blev dog ledet af arkitekt Albert Nielsen under F. Meldahls tilsyn.

September 1883 kom provst Janysev, som var rektor for det teologiske akademi i St. Pe­tersborg, til København for at indvie kirken. Han assisteredes af menighedens præst Volo­bujev samt en munk fra Alexander Newskij Klosteret. Det danske, russiske og græske kongehus var også repræsenteret på indvielsesdagen.

Bag bygningens udformning med de tre for­gyldte løgkupler, der kroner gavlen, ligger den rige russiske tradition, men med hovedvægten på 1600-tallets byggeskik i Moskva. Facaden er i røde og grå mursten, medens sandsten er anvendt til de ornamentale detaljer. I en niche øverst oppe (over klokkerne) ses en statue af kirkens værnehelgen Alexander Newski, en af de vigtigste skikkelser i det russiske folks hi­storie. Alexander Newski, som var prins af Novgorod, mødte i 1240 en svensk hær ved floden Neva og besejrede den. Senere vandt han også sejre over den tyske ridderorden, da den angreb Rusland fra vest.

Selve kirkerummet er indrettet i bygningens øverste etage, hvortil en marmortrappe fører op. Rummet domineres af den rigt udskårne ikonostase, der skiller koret fra skibet. Helt i overensstemmelse med den ortodokse kirkes tradition er ikonostasen forsynet med tre dø­re, i midten den dobbeltfløjede kongeport, og til siden enkeltfløjede døre. Det flade, kalk­pudsede bjælkeloft er dekoreret med russiske og byzantinske motiver. Kirken har flere smukke ikoner i eje, desuden religiøse billeder malet i den "romantiske stil", som prægede den akademiske malerkunst i Rusland i slut­ningen af 1800-årene. Særligt skal fremhæves professor P. Bogoljoboffs fremstilling af Kri­sti vandring på søen, hvor lyset spiller en både symbolsk og kompositorisk rolle.

Alhambra

Alhambra, forlystelseshave på Frederiks­berg. Anlagt 1857 på et areal mellem Gl. Kon­gevej og Frederiksberg Allé (østsiden af nuværende Alhambravej). Grunden hørte til land­stedet Alléenlyst, hvis sidste ejer var "Landsol­datens" komponist, musikhandler Emil Hor­nemann. Initiativtager var Georg Carstensen, som var røget uklar med Tivolis direktion og ønskede at skabe en konkurrent til den have, han selv havde grundlagt 1843. Skønt Car­stensen døde 21. august 1857, et halvt år før havens indvielse, nåede han at give Alhambra et eksotisk præg.

Hovedattraktionen var en teaterbygning i maurisk stil, der rummede landets største an­tal tilskuerpladser. Den mauriske stil lå ikke Carstensen fjernt, for han var født i Algeriet og havde 1835-36 rejst i Marokko og Spanien. Manglende opvarmning af teaterbygningen gjorde, at publikum frøs om vinteren. De omkringliggende gader manglede desuden belys­ning, og på grund af dybe grøfter var det far­ligt at besøge stedet efter mørkets frembrud. Haven blev derfor en økonomisk fiasko. Emil Hornemann trådte ganske vist til for at redde den, men stedet måtte lukke efter 13 års for­løb.

Alkymisterne

Alkymisterne har også drevet deres spil i det gamle København. Den mest kendte var italie­neren Francesco Guiseppe Borri, som var født 1625 i Milano og blev opdraget i jesuitterorde­nen i Rom. Han gled siden over i religiøst sværmeri og da han ville stifte en ny sekt, måt­te han 1659 flygte til Nordeuropa. I Amster­dam fik Ulrik Frederik Gyldenløve overtalt Borri til at komme til Danmark, hvor Frederik 3. lod ham arbejde i det gamle laboratorium i Kongens Have. Han fik også sit eget laborato­rium bag Børsen, hvorfra det 1668 flyttedes til Rigensgade. Her opførtes en ny laboratorie­bygning, kaldet "Guldhuset", på den østlige del af Skt. Annæ Rotundas grund.

Borris guldmageri blev der intet af, kun lommesmerter for Frederik 3., derimod nød italieneren stor anseelse som læge, havde held med flere prominente patienter og beundredes af Ole Borch og Thomas Bartholin. Da kon­gen døde 1670, fik Borri nådigst rejsepas og kom ud af landet.

Borris forgænger var tyskeren Casper Her­bach, som fødtes i Sachsen og indkaldtes 1643 til det danske hof. Hans første ansættelse gjaldt hofsnedkeriet, men samme år benytte­des han også som guldsmed og fremstiller af matematiske instrumenter. Det gav ham øge­navnet "Konst-Casper". Christian 4. byggede ham og apoteker Peter Paynck det føromtalte laboratorium i Kongens Have. Nogle store forsøg med den alkymistiske fremstilling af guld blev det dog aldrig til.

Nyhavn 59, populært kaldet "Guldmage­rens Hus", opførtes ca. 1690 for alkymist og kobbersmed Henrik Ehm og han blev den tredje i rækken af københavnske guldmagere i 1600-tallet. Ehm havde grundlagt sin formue på kobbermøller og fik næsten monopol på le­verancen af kobber til det kongelige byggeri, således kobberpladerne til taget på Frederik 3.s nyopførte biblioteksbygning på Slotshol­men. Desuden forsynede han hofholdningen på Frederiksborg med kobbertøj og solgte kobbersprøjter til det første brandforsikrings­selskab, som stiftedes 1681.

I årene 1700-01 havde han en retssag med den københavnske fødselslæge Christian Wil­helm Hocquart, som han gaven hemmelig op­skrift til "en ret Forvandling af Sølv til Guld". Hocquart sled i det med pulvere og kolber, men forgæves og nægtede at betale det fulde honorar til Ehm. I sine sidste leveår skal den gamle kobberfabrikant helt have dyrket alky­mien.

Retssagen har sikkert givet Ludvig Holberg noget af inspirationen til at skrive komedien "Det arabiske Pulver", hvor en replik lyder: "Alle Guldmagere ere Bedragere, og du er en Nar, ha, ha, ha".

Amager

Øen er tidligst nævnt 1085, hvor den kaldes Amacum. I 1100-tallet omtales den som Amaca. Forleddet Am- kan muligvis for­klares som et gammelt navn på sundet mellem Sjælland og Amager. Parallelt hermed kendes Ammen eller Ammerännen, et tidligere sund på Falsterbohalvøen. Ligeledes kan forleddet være beslægtet med det ame, som indgår i det gamle hollandske stednavn Amstel og betyder vandløb. Efterleddet i Amager kan føres tilba­ge til haki, den olddanske betegnelse for hage. Da Absalon fik byen Havn, fulgte Amager med og kom under Roskilde bispestol. Tilknytningen hertil varede til 1416, da Amager ligesom København overgik til kronen. Af største betydning var den hollandske bosæt­ning i 1500-tallet. De første kolonister fik til opgave at opdyrke jorden, specielt at skaffe grøntsager og andre haveprodukter til hoved­staden. Deres efterkommere forstod at bevare deres hjemlige skikke, og endnu i 1700-årene havde de hollandsk og tysk præst. Da Mikkel Jernskæg 1693 udkom med sin rimede "Ama­gerlands Beskrivelse", havde han kun godt at sige om de flittige bønder. Om deres ædruelig­hed og klædedragt skrev han:

"OmVin og stercken Drik han ganske intet / antzer, / Han drikker sig ej fuld til han ej mere sanser, / Han gør sin Trøje ej paa den fransø­ske Node, / Nej, han gaar siirlig nok med sin Amager-Mode; / Han bær og ej Paryk med lange krused Lokker, / Slig ny opfunden Skik han viser hen til Pokker".

Blandt de senere beskrivelser af Amager skal nævnes Lauritz de Thurahs fra 1758: Om­stændelig og Tilforladelig Beskrivelse over den liden Øe Amager og Den ey langt derfra si­tuerede endnu mindre Øe Saltholm.

Amagerbrogade

Endnu i 1700-tallet var Amagers vejnet meget enkelt. Når den rejsen­de forlod hovedstaden gennem Amagerport, skulle en vindebro fra Ravelinen til selve Ama­ger passeres, før det flade Amagerland lå åbent. Det første stykke derefter var ældgam­mel vej og kaldtes Broen eller Amagervej. Om­trent ud for nuværende Markmandsgade delte vejen sig i to grene. På Jens Sørensens kort over Københavns omegn, tegnet 1720, ses denne deling tydeligt. Den ene gren fulgte no­genlunde Amagerfælledvej til Sundbyvester, hvorimod den anden kort efter delte sig i to nye grene, nogenlunde ud for nuværende Holmbladsgade. Den vigtigste vej i den sidste forgrening fulgte nu omtrentlig vore dages Amagerbrogade med fortsættelse i Amager Landevej ud til Dragør.

Op gennem 1700-årene var Sundby-vejen til Dragør i en dårlig stand, hvorfor Generalvejkommissionen april 1780 foreslog, at et nyt anlæg skulle etableres. Kongen approberede dette 8. maj samme år. Mens stykket frem til Sundbyerne skulle være 20 alen bredt, ind­skrænkedes vejbredden herfra ud til Dragør, dog kun til 14 alen. Bygningen af vejen fandt sted 1780-90, idet man brolagde de første 111 favne, dvs. stykket fra voldgraven til Accise­boden på Amagerbro. Til de følgende 144 fav­ne måtte man nøjes med en chaussé, kort sagt en stenvej med harpet grus, mens den sidste di­stance ud til Dragør blev almindelig gruset. Den fremtidige vedligeholdelse af vejanlægget blev klaret ved indførelse af en bomafgift, som trådte i kraft fra nytår 1790.

De vejfarende stod under lidt beskyttelse frem til den yderste barriereport før Amager­port, hvor militæret havde en skildvagt. Da denne blev inddraget 1842, måtte sognefor­standerskabet i Tårnby klage til Københavns politi for at sikre de rejsendes sikkerhed. Men politidirektør Chr. Jacob Cosmus Bræstrup afviste dette med begrundelsen: "Tidligere var der vel paa Amagerbro adskillige faste Danse­boder, som jævnligen besøgtes af de simpleste Klasser, hvorved ikke sjældent om Aftenen og om Natten endog temmelig betydelige Uorde­ner foranledigedes paa Broen; men efter at disse Danseboder i den senere Tid er ophæve­de, er ogsaa hine Uordener saa at sige ophørte eller dog bleven sjældne". Sogneforstander­skabet i Tårnby fik alligevel ret og 1845 blev det ved kgl. resolution befalet, at man ansatte to vægtere og opsatte 12 nye lygter på Ama­gerbro.

Med indlemmelsen af Sundbyerne i Køben­havn 1. januar 1902 ændredes Amager Lande­vej til Amagerbrogade, men endnu frem til 1915 måtte vejafgift erlægges ved Bomhuset, som lå ved Prags Boulevard.

Amagermuseet

Amagermuseet, Hovedgaden 12 i Store Magleby, har til huse i en gammel stråtækt bindingsværksgård, som er opført 1782. Amager Museumsforening erhvervede 1920 bygningen, hvor der nu er genskabt en række kulturhistoriske interiører fra Dragør, Store Magleby og Tømmerup. Endvidere en sam­ling af amagerdragter, syninger, malerier og møbler.

Amagerport

Efter Christianshavns grund­læggelse 1617 blev det nødvendigt at etablere en fjerde byport, og den placeredes for enden af den nuværende Torvegade. Flere gange for­nyedes den, således i 1668 og i 1724. Da byens volde sløjfedes 1856-57, blev også Amager­port nedbrudt. Et minde er Acciseboden fra 1718-20 (den er dog rykket 12 meter tilbage ved Torvegades regulering i 1936). Bomhuset, som ligger på Ravelinen (en skanse midt i stadsgraven), er fra 1728. Ved Acciseboden skulle der indtil midten af forrige århundrede betales accise (afgift), når varer bragtes ind i byen. Dette afgiftssystem var en plage for alle danske byer, og i øvrigt kendt fra udlandet.

Amagertorv

Amagertorv, strækningen fra Hyskenstræde til Østergade, har altid været en livlig færdselsåre. I tidlig middelalder var torvet bin­deled mellem landsbyen ved Gammeltorv og markedspladsen på Stranden ved Nikolaj Plads. Den brede gade omtales tidligst 1389, hvor den hører under Thiedeskemannegade (Tyskmannegade), men allerede i 1449 tales der om Fisketorvet. I 1472 bruges første gang navnet Amagertorg, og derefter skifter disse to navne med varianter, f.eks. Fiscetorfgade og Amagertorffen.

I 1500- og 1600-tallet brugtes pladsen til prægtige fester med turneringer og andre rid­derlige idrætter, og den kunne dermed måle sig med Gammeltorv. Men i det daglige satte amagerbønderne præg på torvelivet. Den 28. juli 1684 indførtes en nyordning for Køben­havns torvehandel for at regulere handel og vareudbud. Alle slags frugter og havevækster, som indførtes af gartnere og amagerbønder, skulle derefter forhandles på Amagertorv, og sammesteds blev det også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ. I de fleste af de omkringliggende huse var der købmands­boder. Uden gener var handelen nu ikke. I et klageskrift fra 1718 erklærede byens renovati­onsinspektør, assessor Svend Krag, at "Ama­gere, som er vel 50 til 100 i Tal, fører ogsaa megen Halm, Rødder og Roetoppe ind 2 Gan­ge om Ugen og efterlader sig her i Staden, saa det er forskrækkeligt at se".

Tilrejsende kunne iagttage alt dette lidt fra oven, da stadens fornemste gæstgivergård lå på hjørnet af Østergade og Amagertorv. Byg­ningen var opført 1582 og fungerede som hotel fra 1656 under det forjættende navn "Store Lækkerbisken". Mod Amagertorv rejste den sig i tre etager med svungne gavle.

Den største forandring skete efter branden i 1795, hvor Højbro Plads etableredes og kom til at indgå i amagerkanernes torv. I 1868 flyt­tedes torvehandelen til Christianshavns Torv. Derefter blev Amagertorv station for bybude­ne, der kunne lejes til at besørge ærinder med og uden trækvogn. Budene samledes ved en pumpe, anbragt på det sted, hvor Storke­springvandet rejstes i 1894.

Amagertorv 6

Den statelige købmandsgård er opført 1616 for rådmand Mathias Hansen, fra 1622 tillige var byens borgmester. Forhu­set er bygget af røde mursten, men præges i øvrigt af den rige sandstensudsmykning, hvoraf det meste dog er fornyet 1898 i forbin­delse med professor Hans J. Holms restaure­ring af bygningen. De volutsvungne gavle lige­som de øvrige detaljer repræsenterer den ne­derlandske renæssance, der fik så stor indfly­delse på dansk arkitektur i 1500- og 1600­tallet. Oprindelig har gavlene haft udliggere med trisseværk, der gjorde det muligt at hejse varer op til loftet. Kobbertaget er nyt, ligesom underetagen er indrettet med store vinduer til moderne butiksbrug.

Foran porten er nedgravet to kanonløb af jern som afvisere, når vogne skulle ind i går­den. 1731 blevet oprindeligt trappetårn ned­revet og erstattet af en bindingsværkstrappe, hvilken atter er udskiftet med et trappetårn forsøgsvis rekonstrueret efter det tidligste. Be­mærkelsesværdig er facadens festlige kobber­nedløbsrør med dragehoveder.

Amagertorv 9

Forhuset blev opført 1798-­1800 for klædekrammer J. A. Bechmann. Den oprindelige butiksfacade blev allerede ombygget omkring 1830 og atter 1870. 1 huset har firmaet W. Ø. Larsen indrettet et lille mu­seum med piber.

Amagertorv 14

"Ole Haslunds Hus", er et eksempel på 1800-tallets historicisme. Bygnin­gens nuværende udseende er fra 1867, hvor man opsatte hermer som vinduesposter. Pus­lingemændene bærer joniske kapitæler, mens sidepillerne har fået et godt lag cementpuds for at efterligne en naturstensoverflade.

Amagertorv 17

Bygningen blev opført 1796 for chokolade- og lakfabrikør Joh. Fr. Tre­schow. Forhuset, som blev bygget sammen med Læderstræde 18, var oprindelig i en eta­ge, men forhøjedes til tre etager 1826. En fuld­stændig ombygning af facaden fandt sted 1874 og 1904.

Amagertorv 29

"Det Petersenske Jomfru­kloster", blev opført 1798-99 af arkitekt J. B. Guione. Bygningen erstattede et ældre hus, som var opført af C. F. Harsdorff og ødelag­des ved Københavns brand 1795. Omkring 1880 forhøjedes forhuset med en etage til ga­den, mens en tilsvarende forhøjelse mod går­den blev foretaget 1918. Samme år etableredes portgennemkørslen. Klosterstiftelsen oprettedes 1758 efter testa­mente af 30. december 1755 af silke- og klæde­handler Albr. Petersen og hans broder Seba­stian P. Stiftelsens oprindelige navn lød "de Brødrene Petersens Jomfru-Sæde eller "Kloster". Klosteret fungerede fra 1769.

Amaliegade

Efter Svenskekrigen 1658-60 lod dronning Sophie Amalie anlægge en vidt­strakt have i denne bydel (se s. 213). Da man 1749 besluttede at opgive haven og i stedet projektere en ny bydel, kaldet Frederikssta­den, blev Amaliegade en realitet, lagt som den ene af de to gader, der skar hinanden i den for­nemme slotsplads. I den vestlige ende fik "Det kongelige Hospital" (Frederikshospitalet) en rummelig plads ved gadens søndre side. Det centrale afsnit blev optaget af de fire palæer (Amalienborg), mens gadens ende mod Skt. Annæ Plads indeholdt de mindste matrikler. De fleste af grundstykkerne blev lange og smalle, hvilket igen blev retningsgivende for ejendommenes udformning: korte for- og baghuse, men lange sidehuse. Dette mønster kendes fra andre europæiske byer.

Frederik 5.s hofbygmester Nicolai Eigtved var hovedleverandør af tegninger til de palæer og borgerhuse, der skulle opføres. Seks af by­delens palæer og 12 af dens huse kan henføres til hans tegnestue. I andre tilfælde stod han for deres godkendelse. Formålet hermed var at sikre ensartet vinduesflugt og gesimshøjde, et typisk træk fra barokkens ideal om regulari­tet. Da Eigtved døde 1754, overtog Thurah opsynet med byggeriet og dermed også ansva­ret for godkendelsen af facadetegninger til planlagte huse.

Som generalnævner for de huse, Eigtved godkendte, kan nævnes Amaliegade 16, op­ført 1756-57 for hoftømrermester Johan An­dreas Pfüntzer. Fraregnet facadens mindre forandringer, den nyklassicistiske hovedge­sims og en tagkvist opsat 1895, står det Eigt­vedske skema tilbage: en tre fag bred midtrisa­lit med vinduesrammer og en kordongesims, der muligvis oprindelig har været i hele faca­dens bredde. Kordongesimsen er af Bremer­sten, en sandsten fra Oberkirchen og udskibet fra Bremen, deraf navnet. Ser man godt efter, har adskillige af Amaliegades huse en kordon­gesims i samme niveau som nr. 16, og det har sikkert været Eigtveds tanke, at de skulle dan­ne et sammenhængende bånd og dermed understrege regelmæssigheden.

Amaliegade 9 se "Den Collinske Gård".

Amaliegade 26-30

Amaliegade 26-30 er opført 1896 efter teg­ninger af arkitekt Ole Boye. Bygningen ville være uinteressant, hvis ikke det Var for dyre­frisen højt oppe under tagskægget, hvor der er malet guldsmede, fisk og frøer. I frisens midte mødes to tigre hoved til hoved, mens pingvi­ner i rækker vender sig mod dem.

Amaliegade 49

1788 opførtes forhusene mod Toldbodvej og Amaliegade, tidligere kal­det. Toldbodbørsen. Bygningerne rejstes af ejendommens ejer, tømrermester Andreas Hallander. Til Amaliegade er facaden i syv fag, inddelt ved joniske pilastre, og som et an­det nyklassicistisk træk ses en løbende hund (s-bort). Relieffet i trekant frontonen er et ungdomsarbejde af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og viser en kvindelig figur, der holder en kikkert. Ved siden af en putto med guirlande. Thorvaldsen modellerede relieffet efter en tegning af maleren Nicolaus Wolf. Bygningen er fredet.

Amalienborg Slot

Som et led i den stort an­lagte plan for den nye bydel Frederiksstaden, der skulle være et evigt minde om det olden­borgske kongehus' 300 års jubilæum, bygge­des de fire palæer omkring Amalienborg Slotsplads. Et kgl. reskript til Københavns Magistrat dateret 3. oktober 1749 meddeler, at kongen ønskede at reservere de byggegrun­de, "paa hvilke efter den over Pladtzen tagne Teigning kommer at staa de 4 Hotels, som skal formere det mellemste Torv". Imidlertid øn­skede Frederik 5. ikke selv at lade "hoteller­ne" opføre, derimod skænkede han bygge­grundene til rige og fornemme mænd. For at vække interesse for projektet skulle bygher­rerne ydes 40 års skattefrihed.

Foråret 1750 havde kongen fundet de egne­de, nemlig gehejmeråd Joachim von Brock­dorff, general, greve C. F. von Levetzau, ba­ron Severin Leopoldus Løvenskjold samt over­hofmarskal, greve Adam Gotlob Moltke.

Samtidig med disse dispositioner var ud­formningen af palæerne genstand for en grun­dig planlægning, hvori hofbygmester Nicolai Eigtved, hofbygmester Lauritz de Thurah og kongens hofmaler, professor Marcus Tuscher deltog. Allerede den 25. september 1749 havde kongen godkendt en af Eigtved udarbejdet ge­neralplan for hele kvarteret. Fra Eigtveds hånd forelå også detaljerede forslag til palæ­erne, der skulle omslutte pladsen (udfærdiget september 1749). Her var projekteret hoved­bygninger med og uden hjørnepavilloner. Det antages, at Thurah og Tuscher har haft den bundne opgave at stille alternative forslag til Eigtveds planer, således at disse bedst muligt kunne bedømmes.

Om Thurahs andel vides kun lidt. En reg­ning fra Thurah, som bærer datoen 3. april 1750, vedrører "en Model til de paa den mid­terste Plads af den tidligere Amalienborg Ha­ve opførende Bygninger". Tuschers involve­ring er bedre dokumenteret. 17. januar 1750 kunne han indsende beskrivelse og overslag samt tegninger, hvoraf en kobberstukken grundplan er bevaret. Af Tuschers palæfor­slag fremgår det, at hovedbygningen mod pladsen skulle have en stærkt fremhævet midtrisalit, en underbygning med port og der­over fire søjler og en balkon. "Paa den Altan, som skal anbringes derover, kunne man træde ud fra den øverste Sal", står der i beskrivelsen. Søjlerne skulle være af "ionisk Orden" og frit­stående. Et vigtigt element i Tuschers projekt var to pavilloner eller "Teltbygninger", der skulle flankere hovedbygningen. Herom skrev hofmaleren: "Men i det Tilfælde, at Pavillo­nerne skulde helt udelades... vilde det ikke give Pladsen, som i Forvejen ikke er alt for stor, noget godt Udseende. En velanbragt Af­vexling i en Bygning er altid det behageligste for øjet..,"

Disse bemærkninger må opfattes som en kommentar til Eigtveds allerede eksisterende forslag, der har indeholdt løsninger med og uden pavilloner. At Eigtved havde foreslået en løsning, hvori hjørnepavilloner indgik, kan ikke undre, eftersom dette motiv var kendt i sachsisk bygningskunst fra begyndelsen af 1700-tallet, hvormed Eigtved havde gjort sig bekendt på en studierejse til Sachsen. Pavillo­nerne ved Marmorbroen på Slotsholmen, rejst 1739-45, var i øvrigt også et værk af Eigtved.

Naturligvis blev Eigtveds løsning med hjørne­pavilloner også vedtaget og hans palæer reg­nes i dag for et højdepunkt i dansk rokoko­arkitektur.

Forud for palæ-byggerierne foretog man en grundig pilotering af byggegrundene, idet pæ­le af pommersk fyr blev nedrammet. I slutnin­gen af 1970erne blev de udskiftet med moder­ne betonpæle, da den katastrofalt lave grund­vandstand fik de gamle til at rådne. 9. maj 1750 blev donationsskøderne på grundene gi­vet til Moltke, Løvenskjold, Levetzau og Brockdorff, og 7. august samme år mellem kl. 10 og 11 om formiddagen nedlagde Moltke grundstenen, en fin marmorblok, til sit eget palæ. Det skete i overværelse af fire gehejme­råder i konseillet (regeringen).

I det følgende vil Moltkes Palæ blive nær­mere beskrevet, eftersom det af alle fire var det prægtigst udstyrede og i dag det mest in­takte. Hvad byggematerialer angår, bevilgede kongen, som stod Moltke meget nær, to milli­oner mursten af Frederikskirkens (Marmor­kirkens) beholdning. Fra udlandet indfor­skrev Eigtved, ligesom ved Christiansborg Slots opførelse, materialer som låse, hængsler og dørbeslag. Gotlandsk sandsten leveredes til den ydre beklædning. Sommeren 1750 stod stueetagen i fuld højde og byggekransen blev hejst samme år.

Lørdag den 30. marts 1754 indviedes palæet med en strålende fest, forgyldt ved Frederik 5.s nærværelse og besunget af digteren C. F. Wadskiær. Bygningen blev med hans ord "co­puleret med Pomp og Pragt". I virkeligheden var interiørernes udstyr og møbleringen langt fra tilendebragt, først omkring 1759 var dette arbejde fuldført. Dette år lod Moltke gøre en komplet fortegnelse over inventaret, mens Thurah afsluttede en omhyggelig beskrivelse af palæet til brug i sit tredie bind af Den dan­ske Vitruvius (dette bind udkom ikke).

Moltkes Palæ, senere kaldet Christian 7.s Palæ, er i dag i det ydre stort set uændret. Hovedbygningen præsenterer sig. som en 2½ stokværk høj blok over en rektangulær grundplan på 74½ x 30½ alen (en alen = 62,77 cm). Ifølge arkitekt Thomas Havning skal Eigtved have brugt et standardmodul på 30 tommer, dvs. en alen og seks tommer (en tomme = 2,54 cm). Hovedfacaden opdeles ved to mindre betonede siderisalitter og en fremhævet midtrisalit, hvor beletagens palæ­vinduer markerer, at i festsalen, som ligger bagved, er loftet hævet op i mezzaninen (øver­ste halve stokværk). Det centraliserede i facadeplanen fremhæves også af balkonen og de joniske søjler, der bærer tagbalustradens fremskudte parti. Dette krones af den store våbenkartouche. De skulpturelle udsmyknin­ger på balustraden skyldes bl.a. billedhugge­ren Johan Christoph Petzold og omfattede topstykker, vaser, figurer, blomsterfestoner, ornamenter og trofæer. Jacob Fortling tog sig af søjler, gesimser, balustrader samt vindues­og dørchambranler (profilerede indfat­ninger). Fortling og Petzold, der henholdsvis var stenhugger (og kgl. bygmester) og hofbil­ledhugger, fik også ansvaret for den udvendi­ge udsmykning af de øvrige palæer.

Om hovedfacaden skal det sluttelig siges, at Eigtved hentede sine inspirationer dertil fra det store udland. Midtrisalitten med søjler var et europæisk fælleseje, allerede markant for­muleret i Versailles-slottets havefacade fra 1670-85, senere benyttet af tyske og østrigske arkitekter som Zacharias Longuelune, (fransk født) og Fischer von Erlach. Nærmest det eigt­vedske udtryk kommer Japanske Palæ og Gross-Sedlitz Slot i og nær Dresden.

De oprindelige interiører blev omhyggelig beskrevet december 1754, da bygningen vur­deredes til brandforsikring. Først gennemgås vestibulen (lige bagved hovedindgangen i midtrisalitten) i hvilken "er opsat otte fritstaa­ende Søjler af den korinthiske Orden samt derbagved paa Væggene anførte Lisener, alt af Marmor, anbragt i en meget smuk Orden. Væggene og Loftet er med rigt Stukkaturar­bejde, Indfatningen omkring Dørene ligeledes af Marmor ...". Vestibulen i Moltkes Palæ (lat. vestibulum = forhal, indledning) havde næsten ovalens form, en rumtype som var hentet fra Frankrig, hvor man i begyndelsen af 1700-tallet i Paris begyndte at bygge "hotel­ler" med ovale vestibuler.

Af byggeregnskaberne fremgår det, at Moltke skaffede marmoret til vestibulens søj­ler fra Norge, mens Jacob Fortling udførte ar­bejdet. Man snød dog lidt for at spare tid og penge, idet Eigtved lod kapitælerne skære i træ af billedhuggeren John. Fr. Hannel, som også udsmykkede Frederiks Hospital. Stukka­turarbejdet udførtes af Giovanni-Battista ­Fossati, som i 1750erne var en af de fineste ud­øvere af denne kunst i Danmark.

Af de øvrige rum skal nævnes riddersalen, der fuldstændig beherskes af rokokoen. I før­nævnte brandforsikring beskrives den som "22½ Alen lang og 16 Alen bred, hvor Vægge­ne er beklædt med kostbart Panel og meget rigt Billedskærerarbejde, der ligesom alle Li­sterne paa Panelet er forgyldt med ægte Glansguld; Panelet i sig selv er hvidlakeret. I Panelet er indfattet Deres kongelige Majestæ­ters, Kong Frederik den Femtes og Hendes Majest. Dronningen, Dronning Juliane Maries portrætter, i forgyldte Rammer med rigt Bil­ledskærerarbejde, fem indrammede Stykker der forestiller Videnskaben, Geometrien, Bil­ledhuggerkunsten, Malerkunsten og Matema­tikken, i hver Ende af Salen er en Kamin af hvid italiensk Marmor og derover en Mar­morflise. Loftet er overmaade rigt Gips Stuk­katurarbejde med en Roset i Midten, hvilke samtlige Sirater er forgyldt med ægte Glans­guld. Gulvet er indlagt i Tavler af Fyr og Eg. Til samme Sal er fem Døre.. .".

De panelklædte vægge i riddersalen er sjældne i dansk rokoko, ellers var det skik på de kongelige slotte eller på herregårdene at op­hænge gobeliner eller opsætte malede tapeter. I øvrigt havde Moltke økonomiske kvaler med panelernes udførelse, idet hans bedste medar­bejder på dette felt, Didrik Schäffer, forlangte en ublu pris, hvorefter mestrene C. Harms og J. Lütgen til sidst påtog sig opgaven for en "billig Accord". Franskmanden Le Clerc stod for panelernes udskårne ornamenter, et arbej­de på internationalt niveau.

1757 blev riddersalen udstyret med en serie dørstykker, som Moltke nogle år tidligere havde bestilt i Paris. Billederne leveredes af Francois Bouchers værksted i Paris og fem af dem bærer mesterens egenhændige signatur. Temaet for Bouchers skildringer er de "Syv frie Kunster". Disse dørstykker er yndefuldt befolket med putti i frodige skyer foruden at være en vandring i allegoriens mysterier. Bou­cher var i øvrigt en god ven af den danske kunstkender og gesandt i Paris, Joachim Was­serschlebe, som på sin side stod i nær kontakt med Moltke; de internationale forbindelser var i orden.

Et ligeså udsøgt rum er spisesalen i Moltkes Palæ, der indrettedes 1757 efter tidens allernyeste smag: nyklassicismen. Ansvarlig der­for var Kunstakademiets direktør, fransk­manden N. H. Jardin, hvis fortrolighed med den spirende nyklassicisme var stor. Bag sig havde han studieårene 1744-48 i Rom, hvor nyklassicismen brød igennem. Den moltkeske spisesal udstyredes med frisøjler i jonisk stil, mens joniske pilastre opdeler væggene. Orna­menterne er mere dæmpede, ligesom loftets hulkehl fremtræder klart, modsat det typiske rokokointeriør, hvor vildtvoksende blomster­ranker vokser ind over hulkehlen og sprænger de faste rammer. Rummet er således et af de tidligste eksempler nyklassicistisk interiør­kunst i Europa, i slægtsskab med spisesalen på Åkerö i Sverige, som franskmanden Le Lor­rain skabte i midten af 1750erne.

1760 stod Amalienborgs nordøstlige palæ færdigt, opført for Joachim Brockdorff, men allerede 1765 indrettedes det til landkadetaka­demi. Søkadetakademiet overtog det 1788 og først 1828 overgik det til kongefamilien, som lod det indrette til residens for kronprins Fre­derik (7.). Hofbygmester Jørgen Hansen Koch stod som arkitekt for dette.

Det nordvestlige palæ, som blev bygget for Chr. Fr. Levetzau, solgtes 1794 til arveprins Frederik. Han lod N. A. Abildgaard udsmyk­ke beletagen med væg- og loftsdekorationer. Palæet kaldes traditionelt Christian 8.s Palæ, for her residerede arveprinsens søn Christian 8. i årene 1805-48. Herefter var det beboet af dronning Caroline Amalie til hendes død 1881, og fra 1898 boede Christian 10. og dron­ning Alexandrine i denne residens.

Schacks Palæ, som ligger sydøstligt, solgtes 1794 til kronprinsregenten Frederik 6., og kort efter opførte Harsdorff kolonnaden af træ mellem dette palæ og Moltkes, således at kronprinsen var i nær forbindelse med den syge konge. 1854-65 havde højesteret sæde i palæet, som i dag er residens for dronning Margrethe.

Amalienborg Slotsplads

Amalienborg Slotsplads er hovedværket i Nicolai Eigtveds virke som byplanlægger. Da han projekterede slotspladsen efter Frederiks­stadens grundlæggelse 1749, hentede han in­spiration i den franske barok. Blandt forbille­derne kan nævnes Place Vendome i Paris og Place Dauphine i Versailles, begge ottekantede og med en kirke som point de vue. Place Dauphine, som desuden indrammes af fire pa­læer, regnes for den nærmeste parallel til Eigt­veds ottekantede plads med fire (oprindelig adelige) palæer og Marmorkirken som sigte­punkt.

Frederik 5.s rytterstatue fungerer også som et point de vue. Det næsten 12 meter høje mo­nument (soklen medregnet) står som pladsens samlende led, når den besøgende nærmer sig gennem kolonnaden. Bag monumentets ska­belse stod de bedste kræfter: en fremragende billedhugger, en pengestærk mæcen og en samfundsorden, der ønskede at imponere med store kunstværker. Mæcenen var Asia­tisk Kompagni, som havde besluttet at hylde Frederik 5. med en statue i taknemmelighed over den kloge politik, hvormed kongens mi­nistre havde hjulpet handelen. Den tyske arki­tekt Marcus Tuscher havde først leveret et udkast dertil, et overflødighedshorn af bifigu­rer omkring en kongestatue, og tilføjet grot­ter, springvand og dramatiske klipper! Denne rædsel af et monument kasseredes dog.

I stedet valgtes som billedhugger fransk­manden Jacques Francois-Joseph Saly, der i sine unge dage havde studeret ved det franske akademi i Rom og der gjort sig bekendt med nyklassicismens gennembrud. Det skete i 1740rne, bl.a. inspireret af italieneren Pirane­sis kobberstik, og med disse indtryk drog Saly tilbage til Paris, hvor rokokoen endnu trive­des i bedste velgående. Joachim Wasserschle­be, den danske gesandt i Paris og tillige en af Danmarks ypperste kunstkendere, fik øje på den begavede unge franskmand og anbefalede ham til den danske regering med ordene: "Sik­kert er det, at Saly med sine Arbejder har be­vist, at han i Naturen ser det Gode, det Ædle, at han forstaar at haandtere Blyanten, at han ikke falder for Krimskrams ("colifichets", et i samtiden benyttet udtryk for rokokoens dyrkelse af svungne ornamenter, f.eks. rocail­len), at han elsker det Enkle, og at han kan gengive det uden Tørhed".

Efter et halvt års forsinkelse ankom Saly 8. oktober 1753 til København; med ham fulgte forældrene og to søstre, samt en bagage, der indeholdt prøver i gips på flere af de skulptu­rer, hvormed han havde vundet anerkendelse i Paris. Kontrakten sikrede ham atelier og bolig på Charlottenborg straks efter at bygningen var indrettet til det nystiftede Kunstakademis mange behov. Endnu samme år blev Saly modtaget i audiens af Frederik 5., og 9. marts 1754 indsattes han af Kunstakademiets præ­ses, overhofmarskal Adam GottIob Moltke, til professor i billedhuggerkunst.

Saly begyndte nu forberedelserne til rytter­statuen, som han forpligtede sig til udelukken­de at arbejde på, indtil den var fuldført. For­billeder var der rigeligt af, eftersom Europa havde en lang og rig tradition for rytterstatuer af fyrster og feltherrer. Selv henviser Saly til den antikke bronzestatue af kejser Marcus Aurelius, som stod på Piazza del Campidoglio i Rom, endvidere til Giovanni da Bolognas rytterstatue af Henrik 4. på Pont Neuf (i Pa­ris) og Bouchardons af Ludvig 15. på Place Louis 15., nuværende Concorde-plads i Paris. Af disse forbilleder havde Bouchardons stør­este betydning, just påbegyndt da Saly rejste fra Paris.

Først modellerede Saly et vellignende por­tæt af kongen, dernæst fulgte et par mindre udkast til statuen, af hvilke det sidste appro­beredes af Frederik 5. i 1755. Årene 1756-57 var Saly optaget af at studere hestene i de kon­gelige stalde, alt fra hestens anatomi til ride­kunstens detaljer blev analyseret. Det var typisk for tiden at arbejde med så stor grundig­hed. Således havde Bouchardon gjort over 200 tegninger af heste, før han begyndte på sin sta­tue. Salys hestestudier er desværre alle gået tabt. 1757-58 modellerede Saly en lille, næppe en meter høj model, som kongen bifaldt. Af­støbninger af denne findes bl.a. på Bymuseet, Kunstmuseet og Kunstakademiet.

Hvad angår Frederik 5.s portræt, blev han fremstillet som en romersk imperator, laur­bærkranset og med den rette, storladne ge­stus. En anakronisme, når det erindres, at Fre­derik 5. var en af vor udueligste enevoldskon­ger.

En model i fuld størrelse udførtes 1763, hvorefter arbejdet 3. februar 1764 forevistes A. G. Moltke og alle Kunstakademiets med­lemmer. Ifølge akademiets dagbøger vakte præstationen stor forundring og begejstring. Tre år tidligere, 18. oktober 1760, var grund­stenen til monumentet blevet nedlagt, men først 2. marts 1768 kunne selve støbningen foretages. Den indkaldte franske bronzestø­ber Pierre Gor, som bl.a. havde assisteret Bouchardon, foretog den vanskelige proces efter, at en behandling af formen med voks først var afsluttet. Tre minutter og nogle se­kunder varede støbningen, som fandt sted i Gjethuset (s.d.). Den 15. august 1768 kl. 4.30 om morgenen blev den 22 tons tunge statue rullet ud af Gjethuset. Da hesten på Kongens Nytorv passeredes, tordnede 27 kanonskud, og det samme antal skud affyredes ved an­komsten til Frederiksstaden om eftermidda­gen. Transporten blev varetaget af et hold ma­rinesoldater, mens alt hvad der kunne mobili­seres af nysgerrige borgere fulgte med.

På Amalienborg-pladsen firedes statuen på plads med lodder og trisser, hvorefter monu­mentet blev tildækket. Endnu to år gik med at efterse og ciselere bronzeoverfladen, før sta­tuen omsider kunne afsløres 1. august 1771. Da var Frederik 5. for længst lagt i graven, og jamrende aktionærer i Asiatisk Kompagni havde måttet betale uhyre summer, vist nok en halv million rigsdaler, for det næsten 20 år lan­ge projekt. Samtiden var dog grebet af vær­kets storhed, som det udtrykkes af en kunst­kender: "Det har kostet mange Penge, men det vil sprede Glæde i kommende Slægter, det vil bringe en gunstig Forestilling om kunst­nerisk Kultur under den Konge, som det for­eviger".

Mens bronzestatuens sokkel, en hvid itali­ensk marmorblok prydet med ovale medaljo­ner med indskrifter, har klaret vejrlig og luft­forurening med en vis ynde, står det skidt til med selve figuren. Sort/hvide optagelser af monumentet fra 1912, 1962 og 1983 doku­menterer forfaldet. Fra 1912-62 ændredes overfladen lidt, mens den de sidste 21 år er ble­vet næsten dækket med et tyndt, lysegrønt korrosionslag. Kun de bedst, for regn, beskyt­tede steder fremstår endnu med en overflade nær den oprindelige, og her kan værktøjsspor fra ciseleringen endnu følges.

Ambrosius Bogbinder (? -1536)

Ambrosius Bogbinder var søn af købmand og rådmand Hans Meissenheim Bogbinder, som ejede et stenhus i Højbro­stræde. I 1529 valgtes han til Københavns borgmester og året efter anførte han den skare borgere, der trængte ind i Vor Frue Kirke, medens messen blev læst (se også reformatio­nen). Han ledede Københavns forsvar, da Christian 3. belejrede byen. Efter Køben­havns fald den 28. juli 1536 gjorde han to gan­ge knæfald for Christian 3. for at opnå tilgiv­else. Kort efter begik han selvmord.

Amerikavej

Amerikavej mellem Enghaven og Vesterbro­gade løber hen over den grund, hvor man i 1622 indrettede byens galgebakke. Den store galge, som tidligere lå udenfor Vesterport, var muret og blev flere gange ombygget i tidens løb. Stedet kaldtes også Pesthusfælleden. I Ludvig Holbergs skuespil "Abacadabra" hen­tydes der til galgen, når Arv siger om Henrik: "Han slipper nok for at blive straffet paa Ryg­gen, den murede Galge vil ikke blive ham for god".

Et stort tilløbsstykke blev de parterede le­gemsdele af Brandt og Struensee, der efter henrettelsen den 28. april 1772 anbragtes på hjul og stejle ved den gamle galge. Selve hen­rettelsen fandt sted på Østerfælled, men efter sigende blev ligene overført til Vesterbros gal­gebakke for at de henrettedes bitre fjende, en­kedronning Juliane, kunne nyde synet af dem fra sine vinduer på Frederiksberg Slot.

Justitsråd Jacob Gude fortæller i sine erin­dringer, hvorledes han samme eftermiddag (den 28. april) gik ud på Vesterfælled for at se stejlerne og fandt mange tilskuere, "endog pyntede unge Fruentimmer, - saa vidt var alle­rede da Fordærvelsen i Tænkemaaden og Sæ­derne kommen".

Galgen blev nedrevet 1779, medens stedet forblev henrettelsesplads indtil 1792. 1 1814 rejstes en mølle på pladsen. Bygherren var den amerikanske konsul Forbes, hvilket inspirere­de til bygningens folkelige navn Amerikamøl­len - og det smittede også af på den vej, som førte op til møllen. Sidstnævnte havde et apar­te udseende, idet selve møllehuset var rejst o­ver en toetagers bygning, som flankeredes af to beboelsesejendomme med mansardtag. Desuden hørte en have til ejendommen og komponisten J. P. E. Hartmann nød disse om­givelser under nogle sommerophold.

Da Amerikamøllen blev nedrevet 1892, be­varedes underdelen og her indrettede kommu­nen to år senere Københavns Arbejdshjem. Fotograf Peter Elfeldt fotograferede kort ef­ter hjemmet med dets værksteder, bl.a. et bør­stenbinderi. Billederne skulle formentlig an­vendes med det formål at skaffe flere midler til institutionen.

Amicisvej

Amicisvej, som ligger mellem Frederiksberg Allé og Gl. Kongevej, er opkaldt efter den italienske kunstfyrværker Gaetano Amici. Georg Carstensen hentede ham først til Tivoli, hvor han havde kontrakt indtil 1852. Senere fik han ansvaret for fyrværkeriet i for­lystelsesetablissementet Alhambra (s.d.) og byggede sig en villa nær Alhambra, nemlig Amicisvej 8.

Andersen, H. C. (1805-75)

H. C. Andersen stod første gang på Frederiksberg Bakke og studerede byens tår­ne, da han blot var 14 år gammel. Med sig hav­de han 10 rigsdaler og en lille bylt klæder. Hans ankomst var den 6. september 1819, just dagen efter "Jødefejdens" udbrud. Det var ik­ke det heldigste øjeblik i Københavns mærk­værdige historie, men den vordende digter havde kun teater i hovedet og en gunstig skæb­ne førte ham til Det kgl. Teaters syngemester Siboni. Til kredsen omkring Siboni hørte Bag­gesen og Weyse. Sidstnævnte indsamlede en lille sum penge til H. C. Andersen, som kunne redde ham igennem den første tid i hovedsta­den. Siden hen blev digteren knyttet stærkt til København og hans forskellige lejligheder og indlogeringer kan nøje følges: 1830-33 Store Kongensgade 9, 1838-39 Nyhavn 20, 1840, 1842-45 og 1847 Kongens Nytorv 13,1848 Sto­re Kongensgade 49, 1848-60 Nyhavn 67, 1866 Kongens Nytorv 34, 1867-69 Lille Kongensga­de 1 og endelig 1870 Højbro Plads 21.

Længst var tilknytningen til Nyhavn 67 (dengang nr. 34), som skipper Johannes An­holm havde overtaget i 1845 for 7.000 rigsda­ler. Foruden sin rederivirksomhed annoncere­de Anholm med "propre Værelser og billig Beværtning". Det passede digteren godt, for kvarteret havde jo charme og huset selv megen interessant historie lige fra dengang det opfør­tes i 1737 for hørkræmmer Jens Sørensen Bøs­holt. Her havde Johan Ludvig Heiberg boet med sin moder 1806-07.

H. C.Andersen blev nu en temmelig forflø­jen logerende, for i de år rejste han netop me­get. Det kunne således hænde, at han skrev til Madam Anholm, om hun ville tænde op i kak­kelovnen, når han kom hjem fra et herre­gårdsbesøg. Den store blomsterelsker kunne også notere om sin fødselsdag i en dagbog, at der "stod dejlige Blomster, flere Slags, i Potte fra Fru Anholm".

Tilfreds med sit logement kunne digteren i oktober 1848 skrive til fru von Eisendecker, som var gift med den oldenburgske minister: "Efter at have flakket om i Fyen og Sjælland sidder jeg nu roligere i et Hjørne af Køben­havn, men i et Hjørne, hvorfra jeg kan se ud over Havet til den svenske Kyst, see Skibene komme og gåe. Her fik jeg da endelig et Brev fra Dem".

Når han endelig opholdt sig i København, var de tre "Collinske Gårde" i Amaliegade­kvarteret yndede steder at gæste. I Amaliega­de 9 boede således gehejmekonferensråd og medlem af Det kgl. Teaters direktion, Jonas Collin og i nr. 7 residerede Thomsen Collin, der havde utallige gøremål med landets oldsa­ger, fra 1828 udnævnt til medlem af Commis­sion. Jonas Collins tro på Andersens talent og hjælpsomhed kan næppe vurderes højt nok. Han førte digteren gennem de sværeste år.

Annekegade

Annekegade på Østerbro (nær Haraldsgade) var oprindelig tiltænkt navnet Svanekegade for at indgå i en gruppe af Østerbrogader med navne hentet fra den bornholmske geografi. Mens Haslegade og Rønnegade blev fast­holdt, ændredes Svanekegade til Annekega­de, da gaden etableredes kort før 1920. Anne­ke er et nedertysk pigenavn, som optræder ef­ter midten af 1400-tallet især i Sydslesvig.

Antonigade

I slutningen af middelalderen omtales den som Lille Pilestræde. Derefter optræder navnet Antonistræde, navngivet ef­ter to bebyggede grunde, som ejedes af anto­nitterklostret i Præstø frem til reformationen. Da gaden blev udvidet i 1800-tallet, tog man den nuværende navneform i brug. Antoniga­de 3 og 7 er begge opført før 1712, men siden stærkt ombygget. I en beskrivelse af Køben­havn fra 1849-50 nævnes det, at der i Antoni­gade er "Dreiere og Børstenbindere".

Arbejdermuseet

Arbejdermuseet, Rømersgade 22, er grund­lagt 1982 og har til huse i den nu fredede "Ar­bejdernes Forsamlingsbygning" - også kaldet Folkets Hus. Bygningen indviedes den 23. april 1879 og har i de sidste 100 år lagt rum til utallige politiske møder.

Museets opbygning forventes at vare de næste ti år, da indretningen først begyndte ved indflytnin­gen. Udstillingsvirksomheden har til formål at vise, hvodedes danske arbejdere har levet og virket i de seneste 150 år. Arbejdet og boligen vil blive belyst, ligesom fællesskabet gennem politisk og faglig virksomhed fra industrialis­mens gennembrud til vore dage.

Meget symbolsk åbnede museet den 1. maj 1984 med udstillingen "Arbejderfamilien i 50erne", hvor emner som fagforeningskonto­ret, hjemmesyersken, "fagenes fest", ar­bejdspladsen og fyraften er vist.

Asiatisk Plads

Asiatisk Plads ligger på Christianshavn mel­lem Strandgade og havnen. Pladsens navn er efter handelsforetagenet Det kgl. octroierede dansk Asiatiske Compagni (sædvanligt kaldet Asiatisk Compagni), som lå sammesteds 1732-­1843. Det stiftedes 12. april 1732 og modsat så mange andre af 1700-tallets handelskompag­nier blev Asiatisk Compagni en blomstrende virksomhed. Med ansvaret for driften af de danske kolonier i Indien: Trankebar, Frede­riksnagore og Nicobarerne, fik selskabet store opgaver. Ligeledes fik det, på linie med andre europæiske foretagender, handelsstation ­- factorier - i Canton i Kina.

I flere af historikeren Hans Grams breve fra 1740rne findes der notitser om, hvorledes det gik med selskabets aktiviteter. 5. september 1744 skrev Hans Gram således til gehejmeråd C. A. Plessen, at det ikke var tilrådeligt at sæl­ge aktier i kompagniet, førend skibet fra Trankebar er kommet hjem. Den 25. septem­ber 1745 står der følgende bemærkning i et brev fra Gram til Plessen: "den Hollandske Gouverneur paa Batavia Baron Imhoff har været saa unyttigen nidkiær og hastig i at sen­de alle de opbragte franske China-fahrere hiem til Holland, fulde med deres Theeladninger, hvilket tillige med Hollændernes egne hiembragte 2 à 3 Millioner Pund Thee, ey hafver kundet andet end slaa Vore Vahrer dybt herunder i Prisen".

Et udtryk for økonomisk formåen var Salys rytterstatue af Frederik 5. (se s. 28), som kom­pagniet betalte alle udgifterne til, men det kostbare projekt kom også til at svie til aktio­nærerne. 1772 omdannedes Asiatisk Compag­ni til Nyt asiatisk Compagni, og samtidig blev den ostindiske handel frigivet, dog beholdt selskabet retten til al handel på Kina. 1777 overtog staten Nyt asiatisk Compagnis ejen­domme i Indien.

Svenskeren J. E.Angelin nævner 1805, at dets fond er på 2.400.000 rigsdaler fordelt på 4.800 aktier. Blandt varerne, kompagniet hjemfører, er te, sago, kina-rod og rabarber fra Kina, mens man fra Indien henter salpeter, peber, sago, indigo, katun og bomuldstøjer. På grund af den stigende konkurrence fra eng­lænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke 1843.

Strandgade 25 er kompagniets gamle hus, et palæ i senbarok stil opført 1738 efter tegnin­ger af arkitekt Philip de Lange. Karakteristisk for stilen er den kraftigt profilerede hovedge­sims, lisenerne, mansardtaget og den store segmentfronton på hovedfacaden, hvor et relief er anbragt. Motivet er Neptun og Her­mes, der skal tjene som "Kompagniets skyts­patroner". Relieffet skyldes formentlig billed­huggeren J. C. Petzold. Stuklofter fra den før­ste tid er endnu bevaret i det indre. Bygningen er fredet. Som en pendent til palæet, idet man ønske­de at opretholde symmetrien, opførtes 1781 et pakhus nordøst derfor og med lignende di­mensioner og facadeskema. Sidstnævnte dog kun til gaden, for mod pladsen præsenterer det sig som et pakhus. Porten mellem de to bygninger blev udvidet 1958, mens sandstens­dekorationerne næsten helt udskiftedes. Byg­ningen er fredet.

Assistens Kirkegård

Fra middelalderen havde det været skik at begrave de afdøde i kirkerne, kun undtagelsesvis benyttedes ur­tegårdene udenfor. Andetsteds er fortalt om den ligstank, de efterhånden sprængfyldte kirkegulve var årsag til (se s. 190). Pesten 1711 gjorde situationen så kritisk, at undertiden fem kister sattes over hinanden. Derefter op­rettedes fem hjælpekirkegårde, næsten alle ved byens udkanter, til begravelse af de fatti­ge, mens de rige fortsat var sikret plads under kirkegulvene.

I 1750erne forværredes forholdene i Køben­havn atter, hvorefter magistraten 2. maj 1757 sendte forslag til Kancelliet om en kirkegård uden for voldene. Heri var intet nyt, for allere­de 1666 var Holmens Kirkegård lagt uden for Østerport, og 1711 flyttedes Garnisons Kir­kegård sammesteds hen. Efter forskellige for­handlinger besluttedes det at placere kirkegår­den udenfor den bebyggede del af forstaden Nørrebro. 26. maj 1757 kunne en ny assistens­kirkegård oprettes ved kgl. anordning. Den beplantedes hurtigt, mens Philip de Lange havde ansvaret for den karakteristiske tegl­stensmur med nicher, der hegner en del af kir­kegården.

Tænkt fra begyndelsen som en fattigkirke­gård voldte det kvaler at få den indviet. Biskop Harboe anså det for unødvendigt, men var så åben overfor almuen, at han foreslog en tale af Vor Frue Kirkes sognepræst. En pauver højti­delighed fandt sted 6. november 1760, hvor disciple fra Frue Skole sang "Pengene, som Judas slængte" over det usle jordstykke. Et slående valg af salme til denne lejlighed, over­været af nogle professorer og magistratsmed­lemmer. Det officielle navn lød "Assi­stens kirkegårdene uden Stadens Nørreport" (assisance = hjælp), hvilket dog aldrig slog an. Bedre blev det ikke, da man 1805 ud­videde arealet og skulle markere hvert af de københavnske sognes område med en ind­skrift over porten. Ekempelvis var den "vejvi­sende" tekst over porten fra Nørrebros Rund­del: "Hvilested for de afdøde Medlemmer af den Christne Menighed i Kjøbenhavn". Løs­ningen var håbløs, hvorfor "Politivennen" 1806 foreslog en række kvarternavne i tidens patetiske ånd, således Gravløkken, Fredlun­den og Mindemarken.

Hvad angår økonomi og vedligeholdelse, bestyrede hver sognekirke sin del af kirkegår­den. Det måtte nødvendigvis give beskedne anlæg, ja, veje sparedes der så meget på, at man ofte måtte passere over adskillige grave for at nå et bestemt gravsted. De begravede hørte også til samfundets anonyme, da man tog kirkegården i brug. Kun et par navne er be­varet fra den første tid. Mest interessant af dis­se er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han for­søgte at starte en silkeproduktion, håndvær­kere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik 7.s gade. Men projektet blev en fiasko og de Par­thenay døde dybt forgældet.

Det, som med et slag ændrede de fattiges kirkegård til den fine dødens have, var grav­læggelsen af rigmanden Johan Samuel Augustin. Han nedskrev to år før sin død i 1785 et codicil, hvori han insisterede på, at "Mein Begräbnis soll auf dem Armen-Kirchhofe vor dem Norderthor seyn, wesfalls ich sehon mit Mr. Simon, der dort Gräber ist, gesprochen habe". Hans eksempel blev efterfulgt, snart som en mode blandt de kendte i datidens Kø­benhavn. Da orientalisten og regensprovsten, professor Andreas Christian Hviid i 1788 be­gravedes derude, blot en halv snes grave fra Augustins, var mere end hundrede studenter til stede. Biskop Frederik Plum, som ægtede Hviids enke, skrev en elegi over Hviid, hvor man i indledningen læser:

"Her i disse landlig simple Grave Lagdes mangen værdig Borger ned".

Med årene udviklede kirkegården sig til en frodig have med et væld af pragtfulde grav­mæler. Svenskeren Karl August Nicander mindes den fra en rejse i 1827: "For att njuta en annan tystare och stillare fest, tågade jag en afton ut genom Norre Port till den såkallade Assistence-kyrkogården. Den er sakert en af de skonaste griftegårdar i Europa. Lummiga träd, dunkla gångar, oppna och ljusa blom­sterfält, tempel, som beskuggas af popplar, marmorsarkofager, af tårpilar öfverhängda, och urnar eller kors, omslingrade af rosenran­kor, doft och fågelsang gora dödens rum til ett litet paradis".

Assistenskirkegård gav dog stadig proble­mer for brugerne. Vejene dertil var dårlige og endnu 1840 siges den at være "et længere fra­liggende Sted". I "Politivennen" klages der tre år senere over det samme. Kørebanen der­ud brolagdes først 1859-67. Folk behandlede heller ikke gravene med den største pietet.

Efter senere udvidelser består kirkegården nu af en række afdelinger, af hvilke den æld­ste bærer betegnelsen A. Den vigtigste graver her Søren Kierkegaards, som ligger nær hovedalléen, hvor den bøjer ind mod afdeling B. Gravmindet bærer tre marmorplader med hans og familiens navne. Eftersom Kierke­gaard havde angrebet de kirkelige ceremonier stærkt, blev der også megen strid om hans be­gravelse. Alene dette, at han skulle begraves på en søndag, kritiseredes fra kirkelig side. Af andre historiske personer, der er begravet i af­deling A, kan nævnes tegneren Fritz Jürgen­sen, maleren Christen Købke og billedhuggeren Johannes Wiedewelt.

I afdeling B begravedes forfatteren Viggo Stuckenberg i 1905. Afdeling D omfatter ka­tolske reformerte samt russiske grave, mens afdeling E oprindelig var assistenskirkegård for Vor Frue Kirke. Graverboligen i hjørnet mod Nørrebros Runddel er fra 1805.