Artikler af Brita Olsson i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Brita Olsson.

Indhold:

• Medlemmernes mening om selskabet (Københavns Kronik nr. 38, s 6-7)
• Om Glarmester Kohlers hus i Vingårdstræde (Københavns Kronik, nr. 64, s. 3-4)

Københavns Kronik nr. 38, august 1987. s [6]-[7]

[Side 6]

Medlemmernes mening om selskabet

Af Brita Olsson

Den enquete, vi foretog blandt medlemmerne i 1986, blev der gjort udførligt rede for på generalforsamlingen, men af hensyn til dem, som ikke havde mulighed for at deltage i den, skal de vigtigste oplysninger resumeres her.

Der er baggrund for at slutte, at den femtedel af medlemmerne, som deltog i enqueten, er et rimeligt udsnit af medlemskredsen m.h.t. bopæl, alder og medlemsanciennitet - men ikke, når det gælder deltagelse i selskabets arrangementer. Det er i hovedsagen de mest aktive, hvis meninger og ønsker bestyrelsen har modtaget. Derfor har disse meningstilkendegivelser også stor vægt.

Vi modtog 208 besvarelser. Det fremgår af disse, at tre ud af ti kun dyrker Københavns historie i almindelighed, mens de syv desuden har interesse i særlige bydele, perioder eller emner. Vi må altså regne med en så stor spredning på interesseområder, at det er umuligt at lægge et program, hvor alle emner interesserer alle lige meget. Målet må blive, at hvert års program tilgodeser så mange forskellige interesser som muligt.

Det gælder geografisk. Der er intet mærkeligt i, at byen indenfor voldene dominerer besvarelsen af spørgsmålet om interesse for lokaliteter. Men det er værd at bemærke, at der også er mange tilkendegivelser af interesse for de andre bydeles historie.

Det gælder også interessen for bygninger og institutioner. Som man kunne vente, nævnes alle slags offentlige bygninger: slotte, kirker, institutioner m.v., men vi har især bemærket, at der også er mange tilkendegivelser at interesse for beboelseshuse og deres historie.

Svarene på spørgsmålet om interesse for specielle perioder er meget tankevækkende. Man samler sig især om sidste halvdel af 1700-tallet og hele 1800-tallet, mens der er færre, der nævner tiden efter 1900. Enkelte interesserer sig kun for en bestemt periode, f.eks. middelalderen. Dem vil vi have svært ved at imødekomme i hver sæson.

Når det gælder specielle emner iøvrigt, ser vi igen en meget stor interesse for menneskene og deres liv i byen, det gælder mere end en trediedel af de emner, der nævnes. En anden stor interessegruppe er byplan og samfærdsel og en tredie bygningshistorie.

Denne holdning gentager sig i de direkte forslag til mødeemner. Der er forslag nok til at dække et varieret program i 20 år. Men nogle af dem, der har stillet alle de gode forslag, bliver måske alligevel skuffet. For det er ikke nok, at vi har et godt emne, vi skal også finde en god foredragsholder, som behersker dette emne, og det er ikke altid let.

En del af forslagene gik på gentagelse af arrangementer, vi har haft i de seneste år. Vi forstår nye medlemmers ærgrelse over, hvad de er gået glip af, men på den anden side er der grænser for, hvor meget vi kan gentage os selv af hensyn til dem, der har været med længe. Vi er

[Side 7]

en forening, hvis medlemmer er trofaste. Kartoteket viser, at halvdelen af medlemmerne har været med i ti år eller derover, og disse medlemmer har også krav på at se nye emner i programmet.

Enkelte kritiserede forskellige forhold, og den kritik har bestyrelsen taget til efterretning. Langt flere roste foreningen, og nogle gav udtryk for, at vi burde være langt flere medlemmer. Hertil svarede bestyrelsen, at med den nuværende arbejdsform og med det kontingent, vi har nu, kan vi magte en vækst til 1.500 medlemmer, og at det ville være godt, hvis den interesse, enqueten gav udtryk for, også manifesterede sig i, at man fortalte andre, hvilket udbytte de kunne have af at være med.

Når man læser programmet for den kommende sæson, kan man forhåbentlig se, at bestyrelsen har gjort sig umage for at efterleve de fremsatte ønsker med hensyn til spredning på bydele, på epoker og på emner. Og bestyrelsen er stadig åben for forslag fra medlemmerne. Lad ikke spørgeskemaet være en engangsforeteelse, skriv eller ring til os om ideer, der dukker op.

Tilbage til indhold

Københavns Kronik, nr. 64, marts 1994, s. [3]-[4]

[Side 3]

Om Glarmester Kohlers hus i Vingårdstræde

Af Brita Olsson

I Historiske Meddelelser om København 1992 står der en artikel af undertegnede om dette hus. I den går jeg ud fra, at den butik, som omkring 1800 indrettedes i stueetagen, blev brugt som værksted for husets ejer. Eneste dokumentation er den glarmesterroset, som ses på billeder af huset, og så det negative, at det intetsteds kunne ses, hvad der var i butikken i de første mange år.

På Selskabets spørgeaften den 7. december 1992 var der et spørgsmål om det Kanneworffske hus på Kongens Nytorv, og her blev der citeret en oplysning om, at Kanneworff havde haft butik i netop Kohlers hus, før han købte huset på Kongens Nytorv. Godt nok havde jeg fra Vejviseren familien boende i huset på 3. sal, men dens tilknytning til butikken havde jeg som nævnt ingen dokumentation for. Så det nægtede jeg at godtage. Det skulle jeg aldrig have gjort!

I januar 1994 fremtog stadsarkivar Helle Linde nemlig i en helt anden anledning en værgemålssag fra 1839 vedrørende en Hans Peter Hansen m.fl. Ved gennemgangen af bilagene stødte hun på en kvitteret regning for indkøb af nogle beklædningsgenstande. Regningen viste sig at være fra:

L. Kanneworffs Udsalg, Kongens Nytorv nr. 204 mellem Norgesgade (Bredgade) og store Strandstræde (forhen i 21 Aar paa Hiørnet af Holmensgade og Viingaardsstræde)

Ivar Schmidt skriver i Den Kanneworffske Ejendom og Forretning, Kbh. 1909, at Kanneworff etablerede sig i Vingårdsstræde i 1818 og åbnede på Kgs. Nytorv 12. november 1837. Men han står i vejviseren 1816-17 som boende i Vingårdsstræde, og så passer det med de 21 år. Ergo må jeg beskæmmet slutte, at jeg har taget fejl. Der har nok været butik på hjørnet hele tiden.

Men skiltet er der jo. Nu er jeg imidlertid blevet forsigtig og siger, at det ligner et glarmesterskilt, og at det kan tænkes, at værkstedet har været i husets kælder. Der er bare den hage ved det, at Peter Kohler opgiver sin glarmestervirksomhed i 1854, men allerede i 1850 viser folketællingen, at der bor 7 mennesker i kælderen, så i de sidste år må det i så fald have været et meget lille værksted.

Det er sandelig ikke let at lege amatørhistoriker, men det er alligevel morsomt, og jeg håber, at ovenstående ikke vil afskrække andre medlemmer fra at tage fat på studiet af et hus historie. Selv trøster jeg mig med Kumbels ord om, at sjælen gror af det, den bider i sig.