Indholdsfortegnelse

J

"Jacob Holmblads Gård

Sølvgade 38, blev opført 1776. I princippet er gården to sam­menbyggede huse, hvis fælles facade er udfor­met med risalitter efter Eigtvedsk forbillede, dog uden den tilsvarende harmoni. Hvor Eigtved-perioden (1740rne og 50erne) dyrke­de den tre vinduesfag brede risalit, er de kun to fag brede i Sølvgade-huset. Ligeledes er et yderfag fra hvert af "husenhederne" udeladt i sammenstødet, hvad der gør facaden sam­menpresset.

Til ejendommen hører også side- og pak­hus, alt sammen opført for farver Jacob Holmblad, som døde 1806. Hans efterkommere blev driftige fabrikanter af sæbe, lim, lak, stearin og farver.

Jarmers Tårn

Jarmers Tårn ligger som en sidste stump af det gamle voldanlæg, der i middelalderen om­gav København mod land; i dag blot en ruin af røde munkesten på en ø i den hidsige trafik ved hjørnet af Nørre Voldgade og Vester Voldgade. Da den vendiske fyrst Jaromir (Jarmer) af Rü­gen i april 1259 angreb byen, gennembrød hans mænd det afsnit af volden, som omtrent­lig har ligget ud for det nuværende Studiestræ­de. Københavnerne mindedes begivenheden ved endnu i slutningen af middelalderen at kalde stedet for Jarmers Gab. Navnet Jarmers Gab nævnes således 1496, da Jes Olsen betalte jordskyld af "en Gaard ved Jarmers Gab, ve­sten i det gamle Raadhusstræde næst PIanker­ne tvært over for Apotekerens Have paa det andet Hjørne". Et dokument fra samme år fortæller også, at Lars Andersen erhvervede en grund ved "Jarmers Gab".

Da man i 1520rne rykkede vestfronten (by­volden med plankeværk) længere ud, blev Jar­mers Gab heftet på det forsvarstårn, man rej­ste ved det nye værn. Under Christian 3.s be­lejring af København 1535-36 opstillede man byens mest langtrækkende kanon, kaldet "Den vrede Slange", ved siden af tårnet. På det første perspektivkort over det vestlige Kø­benhavn (byen set fra landsiden), som publi­ceredes 1588 af Braun og Hogenberg, ser vi tårnet gengivet i to etager og med kegleformet tag som afslutning. Tårnet har oprindelig stået åbent bagtil, men i forbindelse med Christian 4.s voldarbejder i 1607, lod man antagelig åb­ningen tilmure og begrave i jord. En hvælvet gang gav dog fortsat adgang til tårnet. I for­bindelse med voldstykkets og bastionens sløjf­ning i 1884, blev ikke blot tårnet, men også en stump af den ældre bymur afdækket. Sidst­nævnte fjernedes dog atter, da den syntes be­sværlig for kommunens gartnere. Nedrivnin­gen beklagedes i det satiriske blad Punch med verset:

"Hil være den tænktsomme Magistrat, som værner om Fortidens Minder, Saa bravt, at de alle må regnes til det Kjø­benhavn, der forsvinder!"

Jernbaner

27. juni 1847 åbnedes jernbanen mellem København og Roskilde. Den første banegård, som lå i Dronningens Enghave (li­gesom den nuværende), var en træbygning med to tårne flankerende et indgangsparti. 1849 skreven provinsbo efter at have set stati­onen, at "Et Locomativ kan trække 30, til 40 til 50 Vogne og føre dem 4 Miil i en Time, I hver Vogn er 6 Stuer..." Da banens videreførelse til Korsør blev åbnet 1856, viste den kø­benhavnske banegård sig allerede for lille, hvorfor den flyttedes over på den nordre side af Vesterbrogade. 22. juli 1863 åbnedes banen til Klampenborg og senere på året også forbin­delsen til Lyngby.

Den nuværende hovedbanegård opførtes 1904-11 efter tegninger af H. Wenck. Bygnin­gen fremtræder i røde mursten med dekora­tive detaljer i granit og indvendig ses de vældi­ge trækonstruktioner, der bærer hallens to glastage. I dette århundrede var det en begi­venhed, da Nørreport som eneste under­grundstation 1918 indviedes.

141

"Jomfru Tidsfordriv"

Jomfru Tidsfordriv var vel byens mest le­gendariske original omkring århundredskif­tet. Hun blev altid set med tjavset hår, der stak frem under en skævtsiddende hat. Mærkelig halvforstyrret virkede jomfruen, som hun gik rundt i sin gamle frakke pyntet med masser af falmede tøjblomster. Cigarbånd kunne den også være dekoreret med. Dette fugleskræm­sel bar også en spånkurv, som gemte smudsige bolcher. Hun uddelte smilende sine bolcher til alle og enhver. Om sommeren hørte en parasol med til udstyret.

Denne tragikomiske skikkelse gav anled­ning til mange historier. Folk hævdede, at hun i sin pure ungdom havde været en smuk ekspe­ditrice. Hun forlovede sig med en løjtnant, som imidlertid svigtede hende til fordel for en pige af bedre kår. På bryllupsdagen skulle hun have mistet forstanden. Den virkelige historie var lidet romantisk. Juliane Hansen var hen­des borgerlige navn, født 1862 i et socialt dår­ligt miljø, og som halvvoksen stod hun uden forældre. Formentlig har hun været åndssvag fra fødslen, måske senere med en forstand som et seks-syvårigt barn. En tid var hun på Skt. Johannes Stiftelse, men kom fri efter eget ønske og levede derefter sit mærkelige liv i ga­derne.

På folks spørgsmål svarede hun altid med de samme ord "For tidsfordriv" og fortsatte "Min mor er død", hvilket gav hende tilnavnet "Jomfru Tidsfordriv". Hun kunne godt lide at synge, og det hændte en juleaften, at hun sad på en trappe i Købmagergade og nynnede med sin spinkle stemme "Et barn er født i Bet­lehem". Nætterne tilbragte hun under de usle­ste forhold i Lille Brøndstræde, først på en kvist, siden i en kælder, hvor man en januar­dag 1907 fandt hende liggende dødssyg på en madras. Hun førtes til et hospital, hvor hun døde.

Var hendes liv fattigt, blev bisættelsen med pragt. Folk, der den dag kom til Skt. Johannes Stiftelsens lille kapel ved Blegdamsvej, måtte undre sig. Jomfruens kiste var dækket under et væld af blomster, store palmegrene hvælve­de sig over hovedgærdet og langt ud over gul­vet bredte kransene sig. Den fineste krans stod ved kistens fodende og bar brede rødhvide bånd, hvorpå der med guldbogstaver var skre­vet "Fra Prinsesse Marie og Børn". Det var en sidste hilsen fra prinsesse Marie af Orléans, som var gift med prins Valdemar. Hun var blandt de få, som havde taget sig af jomfruen, og havde hver juleaften sendt hende en kurv med madvarer og varmt tøj.

Jøder

Europas storbyer gemmer megen jø­disk kultur, det gælder også København. Alle­rede Christian 4. havde i sin tjeneste en jøde, hvis navn var Benjamin Mussaphia, og han fungerede som en slags hoflæge. Mussaphia udgav 1642 en pjece om ebbe og flod dedice­ret til kongen. 1651 var et mørkeår, hvor vist nok alle jøder udvistes af København. Allige­vel fik disse dygtige folk udvirket, at man 1657 generelt gav de sefardiske jøder lov til at drive handel i Danmark og dermed også i Køben­havn (ved sefardisk forstås jøder udvandret fra Den iberiske Halvø). Disse folk skaffede pengelån til kongehuset eller leverede det udenlandske luksusvarer, selv krigsmateriel kunne de skaffe.

Frederik 3. gjorde vigtige forretninger med de sefardiske familier Teixera og de Lima. 1669 skaffede brødrene Jacob og Samuel de Lima juveler for 10.000 rdl. til kongen, men efter Jacobs død 1670 havde Samuel ikke ka­pital til yderligere forretninger. Den portugisi­ske jøde Manuel Teixera drev vigtig bankier­virksomhed i Hamborg og ydede store lån til rentermester Henrik Müller. En særlig gunst blev ydet Israel David, Christian 5.s hofjuve­ler, som boede i Altona. Han fik 1681 tilladel­se til at bosætte sig i København og nyde per­sonlig religionsfrihed. Samme begunstigelser opnåede hans kompagnon Meyer Gold­schmidt den 6. oktober 1683, hvorefter han etablerede sig med et tobaksspinderi i Køben­havn. Eftersom tobakken i 1600-tallet mest var berømmet som lægemiddel, anvendt i sal­ve og klyster, ja, tobaksrygning endog anbefa­let som forebyggende middel mod pest, har det københavnske publikum sikkert været godt tilfreds med denne ordning. Flere rige ashkenaziske (tysktalende) jøder fulgte efter og de opnåede også ret til at spinde og handle med tobak mod at erhverve sig fast ejendom.

Den 16. december 1684 gav man de køben­havnske jøder ret til at holde morgen- og af­tenbøn i Davids og Goldschmidts huse. Dog skulle det finde sted "inden tillukte Kamre og foruden nogen Prædiken, saa at ingen Forar­gelse deraf aarsages". Gudstjenesterne, der af­holdtes i Goldschmidts hjem, måtte "lide" un­der, at han skiftede bopæl: Rådhusstræde, Badstuestræde, Slotsholmen og Højbrostræ­de. I øvrigt fik menigheden i slutningen af 1680erne sin egen rabbiner; retsligt blev den københavnske rabbiner underlagt overrabbi­neren i Altona. 1694 etablerede den tyske me­nighed sin egen kirkegård på Nørrebro ved nu­værende Møllegade, senere også benyttet af portugiserne.

Skønt ghettoer aldrig blev en del af de kø­benhavnske jøders historie, var de endnu i 1700-tallets begyndelse ildeset af mange med­borgere og myndighederne. Magistraten skrev i 1726 om "deres Handel og Vandel, der lige saa vel er hemmelig som aabenbar, at vi ej tilli­ge skal erindre og tale om den højst fordærve­lige Trafik med Aager og ubillig Rente af rede Penge, som de udlaane, og hvor nær de lige­som udsuge trængende Folk, som maa betjene sig af dem til at søge Penge til Laans".

Myndighederne så overhovedet strengt på tilgangen af nye jøder. Det var forbudt en jøde at komme til byen, hvis ikke han ejede mindst 1000 rigsdaler. Var pengepungen for let, kun­ne straffen blive arbejde i skubkarren i Kastel­let. For en fattig jøde var der som regel kun en udvej, at lade sig døbe. Dette gav ham det ef­tertragtede borgerskab, men også let adgang til kongelige privilegier. I 1727 fik to nyligt døbte jøder retten til at virke som skomagere og skræddere.

Læderstræde blev i 1700-tallet fast tilholds­sted for de troende. Her åbnedes 1743 en syna­goge (nu nr. 13) og den fungerede indtil bran­den i 1795. I Højbrostræde var der jøder, som solgte brugt tøj, messingurnøgler og andet kram til en billig penge, i særdeleshed piske­bånd i mange kulører. Sælgere af sidstnævnte artikel kaldtes populært for piskebåndsjøder.

Holberg, som iagttog så mange sider af det københavnske samfund, benyttede også jøder i sine skuespil. I "Ulysses" figurerer de som udlejere af maskeradeklæder , og i "Den ellev­te Juni" skildres en jøde som vekselerer på Børsen. Holberg lader ham fortælle, at han ik­ke er nogen "Smautz", et øgenavn, der klæbe­de ved de tyske jøder. Men dy sig kunne Hol­berg ikke, når det gjaldt om at gøre nar ad jø­depræsterne. I "Maskeraden" er Henrik ud­klædt som jødepræst med et langt sort skæg.

Som et led i integrationen i det danske sam­fund stiftedes Den jødiske menigheds Skoler, hvor børnene skulle lære at læse og skrive dansk. Således oprettedes 1805 Den mosaiske Drengeskole i Skindergade, mens en tilsvaren­de for piger åbnedes 1810 i Pilestræde under navnet Carolineskolen (opkaldt efter arve­prinsessen). Allerede 1788 havde jøderne fået adgang til Københavns forskellige laug.

Takket være de trygge forhold, regeringen havde givet de danske jøder, fik de betydelig indflydelse på landets økonomiske forhold. Men det gav bagslag, da statsbankerotten 1813 var en kendsgerning. Intet var naturlige­re end at gøre jøderne til syndebukke derfor. Samme år udkom et tysk skrift med antijødisk indhold, som den ellers så frisindede teaterdi­rektør Thomas Thaarup havde ladet oversæt­te til dansk. Pamfletten rejste en storm i dan­ske åndskredse, senere kaldet den litterære jø­defejde, idet Jens Baggesen og den unge St. St. Blicher forsvarede de angrebne, mens andre støttede det Thaarupske synspunkt. Frederik 6. støttede dog også jøderne i denne sag, og 29. marts 1814 fik de danske jøder deres Magna Charta. Heri fik de på væsentlige punkter ligestilling med danske borgere, ligesom Det mosaiske Trossamfund anerkendtes.

Atmosfæren var dog spændt i København og 4. september 1819 begyndte ballademagere at knuse ruder og sætte antijødiske plakater op. Uroen var endnu engang inspireret af Tyskland. Værst var det, at der flere steder i byen blev skrevet "Jødekonge" på murene, hvilket myndighederne opfattede som en for­nærmelse mod den enevældige Frederik 6. Man nedsatte derfor en særlig kommission, der pådømte 160 sager, og der blev taget hårdt fat på ballademagerne. Først med grundloven af 1849 gav man jøderne fuldstændig politisk ligestilling.

I 1800-tallet satte jøderne deres præg på det københavnske åndsliv. Meir Goldschmidt, i øvrigt en efterkommer af Meyer Gold­schmidt, udgav det satiriske ugeblad Corsa­ren. Det udkom første gang i oktober 1840 og fik, trods beslaglæggelser, efterhånden 3.000 abonnenter, der ivrigt læste om tidens nye tan­ker lige fra socialismens ideer til den berømte fejde med Søren Kierkegaard. Sidstnævntes voldsomme kritik af Corsaren fik sluttelig Goldschmidt til at afhænde bladet i efteråret 1846, hvorefter han bitter rejste til Tyskland.

En ligeså central betydning fik brødrene Georg og Edvard Brandes, den første som ba­nebrydende litteraturkritiker, den sidstnævn­te som fremtrædende politiker og medstifter af "Politiken" i 1884. Også familien Hanno­ver bør nævnes, først og fremmest lægen Adolph Hannover, hvis lille bog om mikro­skopet og dets brug (udgivet 1847) oversattes til tysk, fransk, engelsk og hollandsk.

Adolph Hannovers søn, kunsthistorikeren Emil Hannover, som blev direktør for Kunst­industrimuseet, har levende skildret sit jødi­ske barndomshjem. Tiden var 1870erne og skønt det ikke var ortodokst, blev hensyn ta­get. Man undgik at køre med omnibussen om lørdagen for ikke at vække forargelse. "Jeg ved, at vi engang om Aaret, ved den store For­soningsfest, alle valfartede til Synagogen i Krystalgade for, som Fader sagde, at vise, at vi regnede os for henhørende til Menigheden".

Foruden af være kunstkritiker ved dagbla­det Politik en udnævntes Emil Hannover 1911 til direktør for Den Hirschprungske Samling, hvis indretning han havde ledet.