Indholdsfortegnelse

E

Eckersberg, C.W. (1783-1853)

C. W. Eckersberg, en af den danske guldalders betydeligste malere. Efter læretid i provinsen rejste Eckersberg til Kø­benhavn for at gå på Akademiet. Han ankom 22. maj 1803 med skib til Nyhavn, hvorfra vej­en var kort til Charlottenborg. I modelskolen havde han Abildgaard som lærer, 1805 mod­tog han begge sølvmedaljer og 1809 fik han guldmedaljen. Året efter rejste Eckersberg til Paris, hvor han arbejdede i J. L. Davids ateli­er; senere gik studierejsen til Rom. Da han 2. august 1816 atter betrådte den københavnske jord, noterede han i dagbogen "Gud være lovet". To år senere udnævntes den dygtige ma­ler til professor og flyttede ind i en bolig på Charlottenborg. Her skulle han de næste 35 år undervise.

Opgaverne flød rigeligt. Allerede 1817 modtog Eckersberg bestilling på fire store ma­lerier af danske kongers historie, der skulle ophænges i kongegemakket på C. F. Hansens færdigbyggede Christiansborg. Fra samme periode stammer gruppeportrættet M. L. Na­thansons familiestykke (malt 1818), en frem­ragende skildring af en velhavende borgerfa­milie i nyklassicismens København. Mendel Levin Nathanson var nationaløkonomisk for­fatter, redaktør af Berlingske Tidende og boe­de på dette tidspunkt Frederiksholms Kanal 6.

Dagbøger og memoirelitteratur fastholder hans liv på Charlottenborg. Her fødtes Ec­kersbergs børn, og da sønnen Johannes fik ondt for tænder og holdt familien vågen om natten, noteredes det i dagbogen (17. dec. 1834). I kælderen blev der vasket storvask, mens loftet benyttedes til at tørre tøj. Kirse­bær syltedes i sæsonen. Mod Kgs. Nytorv hav­de lejligheden to tofags stuer, hvor et piano­forte var anbragt i det ene. Her var der musik­aftener. Det andet rum, af Eckersbergs datter kaldet "den gule Stue", havde mahognimøb­ler med silkebetræk, og mere end 30 af Eckers­bergs romerske billeder var ophængt på væg­gene.

Efterslægten

Selskabet for Efterslægten blev stiftet 4. marts 1786 i København af lægen og digteren Johan Clemens Tode, som i fortrydelse havde forladt bestyrelsen for Borgerdydsselskabet. Han ønskede sammen med andre kendte kø­benhavnere, deriblandt digterne Edward Storm, Thomas Thaarup, Rahbek og histori­keren Rasmus Nyerup, at skabe et selskab med oplysning og uddannelse af ungdommen for øje. Inspirationen dertil var hentet fra op­lysningstidens filantropiske bevægelser. De unge skulle udvikles til duelige og dydige bor­gere, ligesom styrke og legemlige færdigheder skulle fremmes.

Selskabet fik en hurtig opblomstring, efter et år 250 medlemmer, der talte så prominente folk som Colbjørnsen, biskop Balle og Re­ventlow. Man begyndte med at arrangere søndags- og aftenforelæsninger over emner som historie, geografi, naturvidenskab og praktisk filosofi til "Børns og de til Skolehol­derembedet bestemte Medborgeres Nytte". Begrebet "en nyttig borger" hørte tiden til, som det vil ses af en tilsvarende inskription på Fri­hedsstøtten. Man udgav også småskrifter mod last, overtro, mens egenskaber som arbejd­somhed, lydighed mod øvrigheden og god børnetugt blev fremhævet.

Den 3. januar 1797 oprettede selskabet en borgerlig realskole, som 1797-1913 havde lo­kaler i en renæssancebygning på Østergade, hvor nu Illum ligger. Skolens første leder var Edvard Storm.

Eigtved, Nicolai (1701-54)

Nikolaj Eigtved, hvis forældre var bønder, fødtes 4. juni 1701 i Haraldsted Sogn på Sjælland. Antagelig gik han i lære i gartnerfaget på det nærliggende Skjoldenæs­holm gods, men sikker viden om hans uddan­nelse haves først 1723, hvor han blev forsynet med kongeligt rejsepas til udlandet. Det frem­går af dette, at Eigtved et par år havde arbej­det under Frederiksberg Haves slotsgartner, Hans Heinrich Bruun. Da Eigtved havde fuld­ført sit udenlandsophold, som gjaldt studiet af havearkitektur og bygningskunst i Berlin, Warszawa, Dresden og Rom, vendte han 1735 tilbage. Før hjemrejsen var Eigtved allerede blevet ansat ved den kgl. bygningsadministra­tion, og 1736 gav Christian 6. ham opgaven at projektere en kirke til minde om reformatio­nen 1536. Den skulle opføres på en grund ved Gothersgade, hvor der var ryddet efter 1728-­branden. Projektet blev dog aldrig gennem­ført, til gengæld kom Eigtved til at præge Kø­benhavn med en lang række byggerier, der endnu er bevaret: Marmorbroen med pavillo­ner, Prinsens Palæ, Asiatisk Kompagnis Pak­hus i Strandgade, flere huse i Amaliegade, Lindencrones Palæ, Frederiks Hospital, Amalienborg og Palæerne samt Christianskir­ken.

Privat boede Eigtved i det Fursman'ske Hus bag Børsen, hvor nu Slotsholmsgade 18 ligger. Han flyttede ind 1741 og et par år senere gifte­de han sig med Sophie Christiane Walter, som var kammerpige hos prinsesse Louise. Af tje­nestefolk havde de nygifte 1 tjener, l kusk og 2 piger; desuden 3 skrivere og l tegner, der hjalp med de kgl. bygningssager. 7 børn fødtes i de­res l l år lange ægteskab, men kun 3 overleve­de moderen. Eigtved bar adskillige titler. 1745 udnævntes han til kirkeinspektør for de kirker, der tilhørte kongen i København, Frederiks­borg, Kronborg, Antvorskov, Vordingborg og Tryggevælde rytterdistrikter. 1746 fik han titel af hofbygmester, 1748 modtog han hver­vet som direktør for kunstakademiet (forgæn­geren for det nuværende) og 1749 forfremme­des han til oberst af fortifikationen.

Elers Kollegium, Store Kannikestræde 9

Ehlers Kollegium blev opført 1702-05 og byggeriet finansieredes af justitsråd Elers fond. Gammel og plaget af sygdomme havde Elers i efteråret 1691 gjort testamente. Børn havde han ingen af, for en datter døde ganske lille, mens to ældre børn mistede livet ved Sophie Amalienborgs ka­tastrofebrand 19. april 1689. Den 29. novem­ber 1691 udstedte han da fundatsen for Col­legium Elersianum, vel sagtens inspireret af professor Ole Borchs eksempel. Borch havde som barnløs, formuende mand stiftet et kol­legium maj måned samme år.

Efter barokkens mønster fremtræder for­husets facade opdelt ved lisener, i alt otte, som er pudsede og svagt fremspringende. Imellem disse er murværket i blanke sten. Da bybran­den 1728 hærgede Store Kannikestræde, ud­brændte også Elers Kollegium, hvorefter man genopførte bygningen med Johan Cornelius Krieger som ansvarlig arkitekt. Det lykkedes ham at bevare forhusets ydre næsten uændret. I gården ligger to små huse, som er opført 1719-20. De blev skånet under bybranden.

Elers Kollegium fik i løbet af 1700-tallet et sæt regler, hvorefter dets alumner havde sig at rette. De studerendes dag indledtes med, at in­spector to gange trak i den store klokke, som var ophængt i loftet over trappeskakten. Det skete første gang kl. seks, atter kl. syv. Deref­ter samledes man i auditoriet til preces solen­nes, hvilket kan oversættes med "bønner" el­ler "lovsang". Studerekamrenes indretning er også dokumenteret. Fra 1730 var der et klæde­skab med lås i hvert yderrum, mens inderrum­met var udstyret med to borde, et sengested og en stor jernvindovn.

Bygningen blev 1837 indvendigt istandsat af hofbygmester J. H. Koch og en modernisering ved K. Gottlob er foretaget i 1960erne.

Eliaskirken

Elisakirken ved Vesterbros Torv er et af man­ge eksempler på det dynamiske kirkebyggeri, der fandt sted i København omkring århund­redskiftet og i de følgende årtier. Grundlaget for denne udvikling var stiftelsen 1896 af Kø­benhavns Kirkefond. April 1898 købte Kirke­fondet en grund på Vesterbros Torv og valgte Martin Nyrop som arkitekt. 31. januar 1900 forelå et signeret projekt. Nyrop havde tænkt sig, at en stor fortrappe skulle føre op til kir­kens hovedindgang, men der protesteredes mod dette. Tømrer From-Petersen skrev i Kri­steligt Dagblad: "Nu vil de ogsaa bygge en Kir­ke paa Vesterbros Torv, og her er Komitéen saa beskeden, at den kun forlanger en Trappe­adgang, der naar 18 Alen ud paa Fortovet! Lad os een gang for alle sige Nej! Der er ingen Mening i at gøre Byens Legepladser til Agitati­onssteder for Indre Mission". Den stort plan­lagte trappe måtte således opgives.

Som forbillede for kirkens hoved facade ud til torvet har Martin Nyrop valgt Hvide­slægtens kirke i Fjenneslev, der står med tvilingetårne. Nyrop var stærkt optaget af dan­ske byggeskikke i middelalderen. Bygningen, som er fint indpasset i den omgivende husræk­ke, er rejst i groft tilhuggede Neksø-sandsten. Det giver bygningen rustik og romansk karak­ter. Indgangsportalen er efter udenlandske forbilleder opdelt ved en pille (i franske ro­manske kirker kaldet en trumeau), over hvil­ken der ses en tympanon. Kirkerummet er dis­poneret som et traditionelt langhus, hvor mu­rede arkader skiller hovedskib fra sideskibe. Et pulpitur er anbragt ud for de store rundbu­ede vinduer mod Torvet. For at skaffe lys til den indeklemte kirke, er loftet forsynet med skråt glastag, der ses over et åbent midterparti i tagstolen. Kirken er i øvrigt bemærkelses­værdig ved sine mange udsmykningsdetaljer, en Elias himmelfart på tympanon over hoved­indgangen, mens syngende engle flankerer samme.

Enevældens indførelse

Den 9. juni 1658 krævede Københavns borgere i et andragende til kongen, at der blev givet byen en række fri­heder foruden et byråd på 32 mand. På dette tidspunkt var krigen med Sverige ikke brudt ud på ny, men 7. august landsatte Karl 10. 7.000 mand ved Korsør, som derefter marche­rede mod København. Frederik 3. skrev under indtryk af dette 10. august et brev til borgerne for at animere deres forsvarsvilje. I brevet lo­vede kongen, at København og Christians­havn (sidstnævnte dengang selvstændig købstad) skulle blive frie rigsstæder og medbe­stemmende i rigets anliggender vedrørende spørgsmål som told og accise. Borgerne skulle desuden i en række forhold ligestilles med adelen.

Efter at svenskernes storm på København i februar 1659 var afværget, ikke mindst ved borgernes indsats, fik byen 24. marts samme år de ønskede friheder. Den 14. april valgtes for første gang byens "32 mænd", og disse borgerrepræsentanter hentedes blandt "de fornemme borgere". Fire håndværkere sad også med i rådet.

Så fulgte enevældens indførelse i oktober 1660, hvor borgerne atter spillede en væsentlig rolle. Forspillet var stændermødet i riddersa­len på Københavns Slot, hvor repræsentanter for adel, gejstlighed og borgerstand var mødt frem den 8. september. Problemer som den enorme statsgæld efter krigen skulle diskute­res, men samtidig begyndte stændernes ind­byrdes magtkamp, idet adelen blev kritiseret for sine privilegier. Den borgerlige oppositi­on, ledet af den københavnske borgmester Hans Nansen og Sjællands biskop Hans Sva­ne havde imidlertid større planer end dette. De ønskede hele adelsvældet knækket og regnede med støtte fra hoffet og kongen. Begivenhe­derne tog for alvor fart, da adelen ønskede sig fritaget fra en vedtaget omsætningsafgift. Dette fik den oprørske opposition til at kræve stændernes økonomiske ligestilling, hvilket adelen til sidst accepterede.

Konflikten kulminerede den 8. oktober, da borgerskab og gejstlighed vedtog at indføre arvekongedømmet. Adelens delegerede bøje­de sig overfor dette krav, da Frederik 3. ønske­de deres stillingtagen. Men da detaljerne i den nye forfatning skulle drøftes, kunne stænder­ne ikke blive enige, hvorefter kongen fik over­draget opgaven at udarbejde et forslag. Man ventede forgæves derpå, og den 18. oktober blev Frederik 3. arvehyldet på Slotsholmen, hvorefter stændermødet opløstes i december, uden at de delegerede havde fået sikkerhed for stændernes medbestemmelsesret i rigsstyret. Kongens enevældige stilling var hermed fastslået.

Hovedstadens indbyggere havde god grund til at ængstes for deres privilegier, da kongen­ - nu alene - fornyede dem i juni 1661. Ændrin­gerne var synlige. Således var bevillingsretten til told og accise sløjfet, og hvad angik løftet om deltagelse i rigsstyret, stod der blot den skuffende tilføjelse, at det ville ske "naar vi godt befinder"! Københavns borgere beholdt dog bestemmelsen om byens "32 mænd", ad­gangen til embeder, æresposter samt stabel­retten dvs. retten til at besidde jordegods (denne ret var dog ikke længere begrænset til kø­benhavnerne).

Et udtryk for det nye styres håndfaste kurs var etableringen af Kastellet ligesom de mange militære alarmeringsøvelser, der afholdtes i årene umiddelbart efter oktober 1660. Det var en advarsel til en eventuel opposition. Univer­sitetet, som havde fejlvurderet udviklingen på stændermødet og støttet adelen, måtte betale dyrt. Her fik rector magnificus og en repræ­sentant for hver af fakulteterne ordre til at overvære, hvorledes de øvrige stænder mod­tog deres privilegier. Selv fik Universitetet in­tet! Professor Christian Nold, orientalist og teolog, var uheldig, da han 1666 udgav sin "lo­gica recognita", hvor nogle af eksemplerne blev udlagt som fornærmelser mod det ene­vældige styre. Han skrev bl.a., at valgte fyr­ster er bedre end fødte, hvorefter han blev sus­penderet og afsat 1667. To år senere erfarede de københavnske skomagere det nye styres metoder. Da de klagede over at skulle betale konsumtion (afgift), truedes de med militært besøg og efterfølgende afstraffelse, hvis de ikke føjede sig.

"Erichsens Palæ", Holmens Kanal 2

Erichsens Palæ blev opført 1797-99 for agent Erich Erichsen, som havde tjent sig en formue på mellemhandel og fragtfart på oversøiske pladser. Alene 1798 var han reder for seks ostindienfarere og en vestindienfarer. Gården, som er det eneste patricierhus i København med en fritstående tempelfront foran facaden, blev tegnet af hof­bygmester, professor C. F.Harsdorff. Han nåede dog ikke at fuldføre byggeriet før sin død, hvorfor dets afslutning blev overdraget hans svigersøn, murermester G. Schaper. De seks joniske søjler er placeret på en fremsprin­gende underbygning og gavl feltets mytologi­ske motiver udført af G. D. Gianelli. Her ræk­ker videnskabens, kunstens og håndværkets gudinde, Minerva, og handelens gud, Merkur, hinanden hånden over et alter. De hvilende fi­gurer symboliserer land og hav.

Palæet er udformet som en vinkelbygning, hvor hovedfacaden med tempelfronten ven­der mod Kgs. Nytorv. Langsiden mod Holmens Kanal er inddelt ved seks pilastre, og i forlængelse deraf lå oprindelig en staldbyg­ning. Kun portfaget er bevaret deraf (noget ombygget 1892 af Fr. L. Levy).

Da Handelsbanken 1888 overtog palæet, blev kælder og stueetagen indrettet til bankens formål og store vinduesåbninger etableredes i underetagen. Arkitekt Fr. Levy forestod 1892 ombygningen. Derimod er beletagen næsten intakt, hvor familien Erichsen havde sine festsale, spisesal med apsisformet endevæg (i hjørnet mod Laksegade) samt et pompøst so­veværelse. De rige væg- og loftsmalerier med pompejanske motiver blev udført af den fran­ske arkitekt Joseph Jacques Ramée, bistået af maleren Pierre Etienne Le Sueur. Udsmyk­ningen omtales af forfatteren August Hen­nings, som 14. juli 1802 besøgte palæet. I øvrigt blev murermester Schaper 1801 sendt til London for at købe møbler til rummenes ind­retning.

Erik af Pommern (1397-1439)

Erik af Pommern fik som dansk konge frataget Roskildebisperne ejendoms­retten til København og bragt slot og by ind under kongemagten. København havde nem­lig fra Absalons tid hørt under Roskilde bispe­dømme. Da biskop Peder Jensen Lodehat døde 19. oktober 1416, udnyttede kongen vakan­cen på bispestolen i Roskilde. Inden hans ef­terfølger var valgt, gjorde Erik af Pommern krav på Københavns Slot, hvorefter et nævn på 12 rigsråder skulle dømme i striden mellem konge og bispestol. Nævnets 3. kendelse, af­sagt februar 1417, var i kongens favør, og 1421 afstod den nye Roskildebisp Jens Andersen for nærværende retsligt at kræve København tilbage. Det skete dog i en sådan form, at sene­re retskrav på besiddelsen ikke kunne udeluk­kes. Endnu på kong Hans' tid blev spørgsmå­let rejst, måske endog frem til reformationen.

Københavns Slot blev fra Erik af Pom­merns tid kongeligt, mens den biskoppelige re­sidens flyttedes til den grund i Nørregade, hvor Universitetet har bygninger i vore dage.

Ernst, Johan Conrad (1666-1750)

Johan Conrad Ernst, arkitekt og generalbygmester med betydeligt virke i København. Han var søn af den velstående lærredskræmmer Johan Adolf E., som tilhør­te en nürnbergsk patricierslægt og var ind­vandret til København, hvor han 1652 blev op­taget i kræmmerlauget. Faderen havde endvi­dere en ejendom på Amagertorv (nuværende nr. 31), og som et højdepunkt i karrieren valg­tes han 1659 til medlem af byens "32 mænd"(magistraten).

Som andre arkitekter under uddannelse var J. C. Ernst i udlandet, indirekte bevidnet af Tessin, der udtalte om ham, at han både var "fin och skicklig" og "beaucoup voyage". 1693 udnævntes han i en alder af 27 år til kgl. bygmester, Søetatens bygmester samt Stads­bygmester i København. En af hans opgaver vedrørte projektet til Christian 5.s ny resi­densslot i København, hvortil den berømte svenske arkitekt, Nicodemus Tessin d. Yngre skulle levere tegningerne samt en træmodel. I den anledning sendtes J. C. Ernst 1697 til Stockholm, hvor han assisterede Tessin i mo­delværelset med at gøre arbejdet færdigt. Ef­ter at træmodellen var ankommet til Køben­havn samme år, havde han ansvaret for dens opstilling i Norgesgade (nuværende Bredga­de), hvor en bygning specielt opførtes til for­målet (Alexander Newskis Kirke ligger sam­mesteds i dag).

I sin embedstid fik J. C. Ernst ansvaret for opførelsen af flere, endnu eksisterende byg­ninger i København samt ombygningsopgaver: 1702-05 Elers Kollegium, 1705-08 Hol­mens Kirkes kapel langs kanalen, 1708-09 om­bygning og udvidelse af Frederiksberg Slot, 1715-19 Gehejmearkivbygningen (del af nu­værende Rigsarkiv), i samme periode Kancel­libygningen (Slotsholmsgade 4) og 1718-19 ombygningen af Operahuset (Fredericiagade 24, nuværende Østre Landsret). Dertil kom ombygningen af Københavns Slot i Frederik 4.s tid. Ved siden af denne virksomhed mod­tog han en række forfremmelser: 1703 assessor i Hofretten, 1709 kancelliråd, 1714 justits­råd og endelig etatsråd 1729. Ved skæbnens gunst vandt han 1719 den største præmie i tallotteriet, et gods vurderet til 280 td. hartkorn.

Esplanaden

Esplanaden fuldførtes 1785 og var snart et yndet anlæg for spadserende. Anlægget af­sluttedes med en træbeplantet høj på nuværende Toldbodplads. Det tidligere navn Toldbodgade blev efter 2. verdenskrig erstattet med det nuværende gadenavn. I porten til Esplanaden nr. 6 ses en bronzetavle, der for­tæller, at huset før det nuværende opførtes 1785 og tjente som garderhusarkaserne samt bolig for kommandanten i perioden 1844-98. Ved Esplanaden 34 var konseilspræsident Estrup 21. oktober 1885 udsat for et mislykket attentat. 1895 erhvervede Samfundet og Hjemmet for Vanføre ejendommen samt nr. 36.

Ewald, Johannes (1743-81)

Johannes Ewald, digter. Han blev født 18. november 1743 i København som søn af vajsenhuspræsten Enevold Ewald. Barndomshjemmet var Vajsenhusets gård på Nytorv, hvor forskellige lærere underviste Jo­hannes og hans tre år ældre broder Mathias. Svagelig af helbred døde faderen allerede 1754. Efter nogle års skoletid i Slesvig vendte Johannes 1758 tilbage til København for at ta­ge studentereksamen. Samme år kom han til den velhavende hørkræmmer og overformyn­der Peder Hulegaard, som fik ham i pension og lidt senere giftede sig med hans moder. Huset lå på det sydlige hjørnested ved Kultorvet og Frederiksborggade.

Gennem sin stedfaders familie mødte han den jævnaldrende Arendse Hulegaard, en dat­ter af overformynderens afdøde broder Oluf H. Hun boede i Vestergade og Johannes blev stærkt forelsket i den smukke pige. Da Arendse imidlertid havde andre og ældre tilbedere, hvorimod Johannes Ewald blot var 15 år, be­sluttede han sig til at søge krigstjeneste i udlan­det for at gøre hurtig karriere. Familien prote­sterede, men den galsindede knægt løb hjem­mefra og lod sig indrullere i den preussiske hær. Det var i foråret 1759. Senere gik han over til østrigerne, for endelig at vende hjem til København; allerede da legemligt svækket.

Det lykkedes ham på kort tid at få en teolo­gisk embedseksamen med bedste karakter, at forlove sig med Arendse og opnå fribolig på Valkendorf Kollegium. Fra den tid stammer hans allegoriske stykke Lykkens Tempel. Op­hævelsen af forholdet til Arendse var en rystelse for Ewald, som opgav videre planer om en so­lid karriere. Fra nu af ville han "slentre Livet igjennem", som han udtrykte det.

Johannes Ewalds sørgespil Rolf Krage, ef­ter Saxos beretning, men påvirket af Klop­stock og Ossian, blev 1770 udgivet af en kreds fra forskellige samfundslag med et til fælles: de troede på hans evner. Sommeren 1772 skrev han på skuespillet Frode, som dog aldrig blev færdigt. I denne torso fremstilles kongen som svækling, et menneske uden viljekraft, og portrættet var i virkeligheden en analyse af den syge Christian 7., et af de bedste vor litte­ratur ejer. Mens han skrev på stykket, fik han ofte besøg af en ven, stads- og hofretsdommer C. Fr. Jacobi, som i egenskab af forelæser for kongen har kunnet meddele meget. Lejlighedsdigtning præsterede han også, såsom forspillet Landsbye-Høitiden, der op­førtes på Det kgl. Teater januar 1775 i anledning af kongens fødselsdag. Hans lykkeligste periode var vel opholdet samme år i Rungsted, senere var han i Humlebæk, for 1777 at vende tilbage til København. En periode boede han i Skindergade hos en tømmermesterenke Ane Kirstine Skou, som tog sig meget af ham.

1778 skrev han Balders Død, der blev hilst med jubel, og med syngespillet Fiskerne fra samme tidspunkt blev han den nationale dig­ter, ikke mindst for den deri indlagte konge­sang Kong Christian stod ved høien Mast. Men hans sygdomme var på dette tidspunkt så forværret, at han intet væsentligt fik skrevet til teatret i de sidste leveår.

Johannes Ewald døde i dybeste elendighed 17. marts 1781, men fik en helteagtig begravel­se. Mandag den 26. marts skrev Berlingske Ti­dende: "Efter Kongel. allernaadigst Tilladelse blev Hr. Johannes Ewald, Danmarks største Digter, den 23de hujus om Eftermiddagen be­graven paa Trinitatis Kirkegaard. Liiget blev baaret af De Herrer Decani paa det Kongel. Communitet, og Følget bestod af 124 Perso­ner af den Geistlige- Lærde- og Krigs­standen ... Det er Sandhed, at han var en ædel Digter. Det er Sandhed, at han sang ofte og herlig om sin Gud. Det er Sandhed, at han nedlagde sin Harpe ligesaa uvanhelliget, som David sin". Et mindesmærke for Ewald og Wessel er rejst ved Rundetårn, skønt de for­mentlig ikke plejede megen omgang.