Generalforsamling
Generalforsamlingen 2026
fandt sted i Det Færøske Hus, Vesterbrogade 17 A, torsdag 19. februar kl. 19.
- Valg af dirigent
Peter Wessel Hansen, som konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
- Beretning ved formand Camilla Haarby Hansen (gengivet nedenfor)
Beretningen blev fremlagt og taget til efterretning
- Regnskab ved kasserer Alfred Nørregaard
Kasserer Alfred Nørregaard havde udarbejdet regnskab og budget, men da han p.t.er sygemeldt, fremlagde revisor, Carsten Schultz, regnskabet. Regnskabet for 2025 fremviser desværre et mindre underskud (1.144,49 kr.). Regnskabet blev godkendt af forsamlingen.
- Indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag
- Valg til bestyrelsen – 4 bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter, 2 revisorer og en revisorsuppleant
- Formand. Camilla Haarby Hansen genopstillede og blev valgt
- Fire bestyrelsesmedlemmer: Alfred Nørregaard, Inger Wiene, Hanne Fabricius og Nils Kristian Zeeberg genopstillede alle og blev valgt
- To bestyrelsessuppleanter: Kira Kofoed og Hans-Erik Havsteen genopstillede begge og blev valgt
- To revisorer: Hans-Jørn Langebeck og Carsten Schultz genopstillede begge og blev valgt
- En revisorsuppleant: Birgit Meyer Andersen genopstillede og blev valgt
- Budget ved kasserer Alfred Nørregaard.
Fastsættelse af budget for det indeværende år, herunder fastsættelse af kontingent for 2026.
Budgettet blev gennemgået af formand Camilla Haarby Hansen. Budgettet var baseret på at vi i 2026 har/får 380 medlemmer, og dermed kommer vi ikke udenom en kontingentforhøjelse til 340 kr. Både budget og kontingentforhøjelse blev godkendt og vedtaget af forsamlingen. - Eventuelt
Foranlediget af regnskabsunderskud og dalende medlemstal fremkom mange gode forslag til hvordan vi kan rette op på det. Alle forslag og kommentarer vil blive taget op i bestyrelsen.
Forslag fra medlem: For relativt få penge kan man printe brochurer til uddeling.
Forslag fra medlem: Vi kan gøre selskabet og årbogen mere synligt på nettet. Årbogens titel er gammeldags. Ingen søger på ”Historiske meddelelser”.
Opklarende spørgsmål fra medlem ang. rabat på årbog, hvis man er flere medlemmer i samme husstand. Svar fra formand: Medlemskabet gælder for en hel husstand – men kun en bog. Rettelse i forbindelse med gennemgang af referatet: Medlemskabet gælder for par i en husstand – men der udsendes kun én årbog til husstanden.
Forslag fra medlem om at lade kontingentet stige til 350 kr. Det er et mere rundt tal. Og ingen vil synes, det er for højt.
Spørgsmål fra medlem om, hvorvidt selskabet har modtaget testamentariske gaver. Det er, så vidt formanden ved, ikke sket, men man kunne overveje en opfordring om at indsætte Selskabet i testamente. I forlængelse af dette blev det af et medlem oplyst, at SLAK har modtaget 300.000 kr. Disse gaver/donationer er afgiftsfrie – hvilket måske bør oplyses.
Forslag fra medlem om skilt eller brochure på Stadsarkivet om Selskabet. Svar fra bestyrelsesmedlem: Det kan være problematisk idet Selskabet er en privat forening – for så kan andre også forvente at få lov. Dog det er jo en almennyttig forening, så måske det er en mulighed.
Forslag fra medlem: Det skal stå tydeligt i årbogen, at den er udkommet fra Selskabet. Inde i bogen bør der være oplysning om, hvordan man bliver medlem og kan modtage årbogen hvert år.
Forslag fra medlem om at Selskabet skal være mere synligt på nettet. Søgning foregår nu ofte med kunstig intelligens, derfor skal vores hjemmeside være fuldt opdateret også med årbøgerne. Vi kunne eventuelt lægge på hjemmesiden en kort beskrivelse af indholdet og evt. billeder. Således vil Selskabet komme frem, når der søges på nogle af de ord, der bruges på hjemmesiden. Formanden oplyste at en opdatering vedrørende årbogen på hjemmesiden er i proces.
Forslag fra medlem: Man kunne måske udvide det geografiske område, så det ikke er så snævert knyttet til Københavns historie? Formanden svarede at der jo allerede er artikler og foredrag, der omhandler forhold udenfor den snævre kommunegrænse – men i navnet på foreningen skal ”København” fremstå.
Forslag fra medlem: Kunne man samarbejde med lokalarkiver i Kbh.? Svar fra formand: Mange lokalarkiver er i samme situation som os mht. medlemsflugt. Derfor vil det ikke nødvendigvis være en fordel.
Efter generalforsamlingens afslutning foreslog dagens foredragsholder, at man kunne trække unge ind i foreningen, hvis man kontaktede nye kandidater på universiteterne, som har skrevet afhandlinger om relevante emner, og tilbød dem at holde foredrag hos os.
Generalforsamlingen blev afsluttet i god ro og orden og der var i alt 48 fremmødte.